ÆBELØ
Det er lyst Graavejr med denne stille Stemning, hvor bløde Skygger og fine Lys næsten umærkeligt skifter, da vi en Eftermiddag ankrer op i den lille Bugt paa Æbeløs Sydøstside. Rundt om os ligger en Mængde Fiskerfartøjer omtrent af „Rylen“s Størrelse, drevet sammen alle Steds fra. Af disse har nogle Sjællændere lagt sig tæt sammen Side om Side. Det er fire Lynæsbaade, kendelige paa deres brede Skrog og fremadhældende Master. Nogle Fyenboer fra Kjerteminde og Nyborg ligger spredt rundt omkring — de er jo nærmere ved deres Hjemstavn og ses jævnligt! Folkene har været paa Fangst hele Natten, og de fleste af dem sover nu, ikke en Lyd høres fra Fartøjerne. Men inde paa den nære Strandbred sidder nogle af dem i Læ af Skoven og bøder Garn. Vi opdager dem paa Piberøgen, der langsomt stiger op mod de mørke Træers Baggrund. — Inde fra Skovbrynet hører vi Løvsangerne synge.
Allerede herude fra Vandet gribes man af Klinternes stor slagne og ejendommelige Skønhed; forrevne og mærkelige staar de med vældige Skred helt ud i Stranden. Og Træerne er fulgt med Klinten — det ser ud, som hele Skoven er paa Vandring ud i Havet. Tjørn og Birk, Bøg, Ask, Elm og Eg skrider Side om Side ned mod Stranden, i smaa og store Grupper staar de paa de synkende Terrasser, men gror og grønnes stadig. Fra Klintens bløde Sider pladrer Vandet i smaabitte Kilder ned om deres Rødder, og Græsset vokser bestandigt frem over Skredenes Flader, saasnart disse er i Ro.
Men hvor Klintens nøgne Sider rager frem mellem Væksterne i de friske Skred, staar den med en Mangfoldighed af Farver: røde og grønne, gule og brune, hist og her med helt sorte Striber. Det er dette mærkelige Fænomén, som ogsaa er kendt paa Røgle Klint ved Strib, paa Mors og endnu et Par andre Steder i Landet, de saakaldte Æocénformationer, bestaaende af plastisk Ler og omdannet Moler, som er iblandet fine Lag af sort, vulkansk Aske. De lyse haarde og de mørke bløde Lag vrider sig som besynderlige Arabesker mellem hinanden.
Yderst paa Kysten, som i pragtfulde Linjer svinger sig mod Syd og Nord, ligger i Stranden vældige Samlinger af uhyre Kampesten, værnende Kysten mod Havets Anfald. Men at dette i den forløbne Vinter har været voldsomt, ses af de Tangmasser, som af Bølgerne er slynget meterhøjt op over Stenene og endnu paa store Arealer dækker disse som tætte Dyner.
Ligesom Øen Hjelm er en fuldgod Ætling af det barske Syddjursland, i Slægt med „Jærnhatten“s knudrede Banker og øde Høje, saaledes er Æbelø en Unge af det frodige Fyen og har til Overdaadighed arvet af alle Moderlandets Yndigheder. De to Øer forholder sig til hinanden som en barsk Krigskarl til en be-daarende Jomfru — alene deres Navnes Klang borger for deres Forskelligartet-hed.
Kun fjærnet 37a km fra Moderlandets Nordkyst er den ved et Drej næsten helt forbundet med denne — som et Foster, der endnu ved Navlestrængen er knyttet til sit Ophav. Nærmest Fyenskysten er Bunden om dette Drej ganske lav, og her dannes en Del Smaaholme, der dog er saa nær forbundne med Fyen, at de maa regnes for at være landfaste med denne, hvorfor de ikke vil forekomme i denne Beskrivelse. Medens Æbelø er 375,3 Tdr. Ld. er af disse Holme Æbel-holm 45,9, Dræet 49,7 og Ejling 27,7 Tdr. Ld. Dræet har tre, Ejling kun én Gaard, og Æbelholmen er ubeboet.
Af Æbeløs Areal ligger ved den aabne Sydkyst et halvt hundrede Tønder Land hen til Græsning, og et noget større Stykke ved Nordkysten er under Plov. Hele den øvrige Del, 260 Tdr. Ld. eller omtrent 7* af Øen, er dækket af den store, pragtfulde Skov. Naar undtages Sydendens aabne Strækninger, der jævnt skraaner ned mod Broddet, danner Øen heltigennem en lille Højslette, omgivet af sine bratte Klinter. Plateauet er stærkt bølget, men har en gennemsnitlig Størstehøjde paa indtil 20 m. Det højeste Punkt nær Fyret paa Nordenden naar 24 m.
Øen kaldes i Valdemar Sejrs Jordebog Æblæø, og Navnet hidrører utvivlsomt fra den Mængde Skovabild, som maa have været fremherskende i dens gamle Skov, da denne endnu dækkede hele Øen. Frederik I havde „Kronens Øg“ gaaende paa Græs herovre. I 1534 er Øen kommen under Rugaards Len, og en Beretning fra Grevefejden viser, at Odense Borgere i dette Aar gjorde et Plyndringstogt hertil og røvede Kvæg fra Jørgen Henningsen. Her fandtes dengang ingen faste Beboere, men kun nogle Hytter, som benyttedes af fremmede Fiskere. 1623 køber nogle Odenseborgere den af Mouritz Podebusch for at anvende dens Træer til Brændsel, og under Krigen 1643—45 plyndredes Skoven yderligere af Svenskerne.
Af et Tingsvidnes Udsagn fra 1645 fremgaar det da ogsaa, at Øen paa den Tid kun havde én eneste Beboer, nemlig en gammel Fisker ved Navn Hans Krog, som ellers hørte hjemme i Sandager, men opholdt sig her paa Øen om Sommeren for at fiske og til Ly for sig paa Strandbredden havde opført en Hytte af Tang, der som Skorsten havde en gammel Tønde! — Den Hans Krog’ske Idyl maa være ophørt i 1654, thi der nævnes nu som faste Beboere af Øen „Hans Sørensen og Hustru, Christoffer Pedersen og hans Hustru, Jørgen Ryddemand (!) og hans Hustru". —
At Havet af Øens Beboere og andre, som søgte til eller fra Stedet over det farlige Brod, krævede mange Ofre, derom vidner en Mængde gamle Retsdokumenter.
Omkring 1660 kom Borgmester Hans Jørgensen fra Bogense ved Køb i Besiddelse af omtrent hele Øen og byggede paa denne et Hus til Beboelse for de Folk, som han benyttede til at rydde Skoven. Efter senere at være gaaet gennem flere Hænder, købtes den i 1782 fra en Kammerherre Heinen til Godset Ein-siedelsborg af Ejeren, Grev Joachim Godske Moltke. Siden har den atter et Par Gange skiftet Ejer.
Den hundredaarige Rekreation under Godsets Omsorg er kommen Øens vanrøgtede Skov tilgode; og denne er samtidig i saa ringe Grad forstmæssigt drevet, at den har bevaret hele den oprindelige Skovs rige Variation paa Arter. Verdens Omskiftelser vil næppe mere komme til at ramme Øens gamle Skov. Den er nu heldigvis forlængst kommen under Statstilsyn.
Øens Fyr byggedes i 1893 og er opført af bornholmsk Granit. Det er 14 m højt og er beliggende paa Nordkysten 7 m over Havet. Sammen med Strib Fyr viser det Indsejlingen til Lillebælt. Foruden en stor Avlsgaard paa den sydlige Del og et Par Skovfogedhuse har Øen en Villa, den smukke Æbeløgaard, som er beliggende i Skovens nordlige Del. Ialt findes her i Øjeblikket kun 20 Indbyggere.
Næppe er man kommen op over Klinten og forbi Avlsgaarden ind i Skoven, før man gribes af dennes ejendommelige Skønhed. Mægtige Ege staar her rundtomkring, enkelte af dem saa gamle, at deres Stamme er fuldstændig hul. Man ser her adskillige Eksempler paa dette Træs haabløse Kamp mod Bøgen. Men dog findes her endnu flere Tønder Land af samlet, næsten ublandet Egeskov, og overalt træffer man dette prægtige Træ enkeltvis eller i store Grupper.
Paa Øens Vestside gror Tjørnene lavt og krybende opad de græsklædte Klinter, men hæver sig straks ovenfor disse til store, træagtige Vækster, som hurtigt gaar over i gammel Storskov. I en lille Lund sydvest for Fyret finder vi ud mod Klinten baade storbladet og smaabladet Lind, de to gamle danske Skovtræer. Haard er Kampen for Tilværelsen her — alle de gamle Linde faar næsten ikke Raad til at holde en ordentlig Stamme, men begynder straks ved Jorden med de knudrede Grene, der indfiltrede i hinanden som et skaalformet Fletværk breder sig voldsomt ud til Siderne. Men som Landsens Folk tager de Landsens Kaar! De er alle vel ved Magt, medens en almindelig Lind ligger vindfældet og næsten udgaaet henad Jorden. — Skovabild, Eg og Bøg veksler med hinanden herinde, hvor Læet begynder; under dem staar Tjørn, Slaaen og store Hasselbuske, mens Skovbunden videnom er tæt dækket af Ramsløg.
Vi opsøgte Øens berømte, store Kristtorn, som ikke alene er den største og ældste her i Landet, men endogsaa nyder Berømmelse i Tyskland, fordi den skal være større end det største tyske Eksemplar — hvilket naturligvis foranledigede, at de grundige, tyske Turister før Krigen lokkedes her til Øen for at beskue den! Den største, tyske Kristtorn paastaas at være sine to Tusinde Aar gammel. Staar Alderen i Forhold til Størrelsen, da maatte Æbeløs Kristtorn have været et tusindaarigt Træ, da Gorm den Gamle regerede i Danmark!
Træet er vidunderlig skønt. Det staar paa en aaben, solbelyst Plads mellem nogle unge, slanke Birke, der løfter sig over en hel Skov af Ørnebregner. Dets stenhaarde Stamme er glat som Rav og uden en Lyde; først 3 m fra Jorden deler den sig i 4 Dele, hvorfra der udgaar et Mysterium af Grene med tæt, friskt Løv, naturligvis med helrandede Blade. Desværre var jeg ude af Stand til med Sikkerhed at maale dets Højde, men uden Tvivl naar det op imod 11 Meter. — Stammens Bark er kølig, glat og haard som Marmor, og det ældgamle Træ staar endnu med et Væld af friske Blomster mellem det dybgrønne Løv.
Humleranker hænger som Lianer ned fra de store Træstammer inde i Storskoven og falder som straalende Kaskader i Solglansen, til de forsvinder dybt nede mellem Ørnebregnernes mørke Grene. — En højst frugtsommelig Daahind farer med et Bump op fra en Tykning af Smaagraner, hvor den har ligget i et Hul; bredrumpet og med svingende Mave skumpier den afsted over den ujævne Grund i korte, kluntede Spring.
Her staar henimod 100 Stykker Daavildt i Skoven, og det siges, at enkelte af dem af og til om Vinteren spadserer over Dræet til Fastlandet. —
En Regnbyge jager hen over Øen og skjuler Solen, alle Skovens Farver slukkes, og Fuglesangen tier. Men saasnart Regnen er forbi, begynder Fuglesangen paany, først en Bogfinke, siden alle de andre. Solen straaler atter over det væde-tindrende Græs og i de straalende Tjørnes Kroner, hvis Blomster dufter heftigere end før. Tværs gennem Solsortens, Munkens og Løvsangerens Toner kommer af og til Skovskadens Skræppen, en Fugl, som forøvrigt for første Gang har vist sig her paa Øen iaar.
En Rødhals sidder i Nærheden af en Munk, og begge synger som rasende, tilsyneladende for at udkonkurrere hinanden. For Resten ligner deres Sang hinanden en hel Del, men Rødhalsens er baade mere varieret og mere rythmefast — det er en Akademikers Præstation. Munken synger altid, som om den er en lille Smule fuld. — Droslen er Mesteren over dem alle, jeg sætter den over alle andre danske Sangfugle. Og er man ved at blive for sentimental over dens smeltende Foraarssang, behøver man blot at mindes den engelske Tekst til dens Vise: Do it quick, do it quick! — That’ll do, that’ll doooo!
Dybt inde i Skoven Syd for Æbeløgaard ligger et gammelt Bindinsgværkshus, som i Skønhed og idyllisk Beliggenhed overgaar næsten alt, hvad vi hidtil har set; det er oprindelig et Skovfogedhus, men er for Tiden ubeboet og forladt. Hvilken Stilhed og Fred her! Aldrig nogensinde møder vi et Menneske paa denne Ø — og her findes jo i Virkeligheden heller ikke mere end et paa hver tyvende Tønde Land, om de var jævnt fordelt! Det er, som om Stedet ingen andre Beboere har end Fuglene og de enkelte Daadyr og Harer, der af og til flygter for os paa vor Vej gennem Skoven. —
Fra det aabne Land under Skovbrynet paa Øens Sydside har man over „Broddet", der som en Orm vrider sig mod Syd, en vid Udsigt over Fyens lave Kystland mellem Bogense og Einsiedelsborg til Højderne bag dette, mod Vest til Jyllands høje Bakkedrag i Bjerreherred, og mod Øst til Skovene ved Einsiedelsborg. Over den skraanende Slettes magre Jorder, hvor Faareflokke græsser, løfter sig kun hist og her en enkelt lav, forblæst Tjørn. — Større landskabelige Modsætninger end mellem disse aabne, forblæste Strækninger og de nære Skovidyller kan vanskeligt tænkes.
En Oplevelse havde vi paa Æbelø, som desværre efterhaanden faa af vore Landsmænd kan opvise Magen til — vi mødte Eghjorten! Det skyldes ikke udelukkende Held, at vi er indtruffet hertil i Dyrenes Sværmetid, som falder netop i disse Dage og kun strækker sig over et Par Uger. Det blev naturligvis Johannes Larsen, som indfangede det første, levende Eksemplar, en lille Han, som i Dagens Løb blev tegnet mindst et Dusin Gange.
Eghjorten er 7 Aar om at udvikles fra Larve over Puppe til Insekt, og som saadan har den kun 14 Dages Levetid. Forberedelserne er de værste! — Og nu gælder det altsaa om at faa noget ud af Tilværelsen i en Fart. Hannerne sværmer da ogsaa hver Aften fra Træ til Træ for at bejle til Hunnerne, og de udkæmper under denne Jagt rasende Kampe med hinanden.
I min Barndom fangede jeg hyppigt Eghjorte i Marselisborg Skov ved Aarhus, men derfra skal den senere være forsvunden. Den delte over hele Landet Skæbne med den forsvindende Egeskov, og det er mig ikke bekendt, at den i Øjeblikket findes andre Steder end paa Æbelø! Og her ser det ud til, at den nu kun er at træffe ved en Samling gamle Ege i Skovens sydvestlige Side. Dér fandt vi alle dem, vi overhovedet saå herovre.
Et Par Aftener efter, at den første Han var bleven hjembragt, begav vi os paany paa Eghjortefangst. Vi fandt den Aften mange, men, paa én eneste Undtagelse nær, alle ved ét bestemt Træ paa det førnævnte Sted. Skipper kravlede op i Egen og hentede to Hanner og en Hun ned. 4 Hanner til sloges ned med Hænderne fra Luften. Dyrets Kropstilling under Flugten er næsten helt lodret, og det flyver saa langsomt, at en gaaende Mand med Lethed kan følge det. Men det er et imponerende Spektakkel, Fyrens Maskineri laver, den summer og rasler som en gammel Flyvemaskine, og drejer den brat af og kommer lige paa, dukker man uvilkaarlig Hovedet for ikke at blive kørt over. Vi gjorde et Udvalg af Fangsten paa de to største Hanner og Hunnen og lod Resten løbe, og med dette Bytte begav vi os ombord. —
Den ganske lille Han, som var bleven fanget for 2 Dage siden, havde været anbragt i et stort Blikvaskefad, og for at gøre det noget mere hjemligt for den, anbragte vi Egekviste og Løv deri.
Vel ankommen ombord gav vi nu Løvhytten i Fadet en ny Tilvækst af Blade. Tre Bajere kom paa Bordet, og Piberne blev tændt — saa slap vi alle Dyrene løs paa Arenaen. De to nyankomne, store Hanner gik straks løs paa hinanden med højtløftede Takker og stødte sammen med en Bravour som Kronhjorte. Den lille Han iagttog fra sikkert Hold de kæmpende, og da han begyndte at kede sig, kom han frem af sit Skjul og inclinerede for Hunnen. Benyttende den almindelige Forvirring paa Scenen lykkedes det ham Gang paa Gang ubemærket at erobre Kampens Pris ude i Kulisserne.
Den lille Scene dér foran os rummede et fuldtro Billede af Livet. Bedre Komedie har jeg aldrig set. Det var Foraaret i et Blikfad. —
Da de to store Bejlere langt om længe blev enige om Rangforordningen, trak den lille Tartuffe sig tilbage i Skyggen under et stort Egeblad, foldede fromt Forbenene og fremsagde følgende Vers af Heine:
Himmlisch war’s, wenn ich bezwang Meine siindige Begier;
Aber wenn’s mir nicht gelang Hatt’ ich auch ein gross Plasir.
Ud paa Aftenen bliver Himlen overtrukket, og en stille Regn begynder at falde. Stranden er helt øde nu, Røgen fra Fiskernes Piber ses ikke mere, Baa-dene har forladt Bugten for at gaa ud paa Nattens Fangst.
Jordsvalerne flyver lavt over det blanke Vand, som Regndraaberne prikker, og inde langs Kysten fisker de tavse Terner. Her er ganske stille. Skoven luder med sine tunge Kroner over den nære Klint, og alle Farver er graa og blide. — Det er som i Drømme at ligge for Anker under Robinson Krusoes Ø.
Æbelø. Gammel Eg, kvalt af de omstaaende Bøge.
Æbelø. Den tusindaarige Kristtorn.
Fyen. Gamle Huse ved det udtørrede Gadekær i Taarup.
Fyen. Den smukke Landsbygade gennem Munkebos nordre Del.
Fyen. Udsigt mod Syd over Korshavn og dens Øer.
Fyen. Peder Martin Pedersens Gaard i Martofte, set gennem den østre Port.
Den smukke Vej gennem Dalby med Kirken i Baggrunden.
Lundsgaards Klint ved Kjerteminde.