ÆRØ
En Dag ved Middagstid gled vi ind i Sejlløbet mellem Urehoved og Drejø.
Indsejlingen til Ærøskjøbing er henrivende smuk, og Byen toner frem mellem sine Trær og yndige gamle Haver som et H. C. Andersensk Eventyr, som en Idyl fra Frederik den Sjettes Tid. Dette Indtryk bevares ved Ankomsten i den lille Havn, ved Vandringer i den stille By, og det bestyrkes fra Dag til Dag, jo længere man er der.
Havnen er som en Dam i en gammel Park, baade i og omkring den hersker den mest fuldkomne Stilhed. Paa Beddingen, der er omgivet af et Anlæg med høje, pragtfulde Træer, er en lille Skonnert under Bygning. Alt er smaat herinde; det eneste store er Træerne. Et Par Mand lader, som om de arbejder paa Skonnerten, en dæmpet Lyd af en Træhammer naar af og til mit Øre. Røgen stiger langsomt og andægtigt tilvejrs fra Mændenes Piber op i Middagens Solskin. Alt er Ro, Stilhed og Fred — „ej Verden larmer mer!“
Ved Damperens Ankomst samles en fem—seks stilfærdige Mennesker ved Anløbsbroen, fire gamle Mænd, en Pige med et Barn paa Armen og Byens Hotelkarl. Tre Rejsende gaar iland, nogle Kasser losses — og Dagens Hovedbegivenhed i den lille By er tilende. Hotelkarlen fører mig til Hotel „Harmonien", beliggende lige ved Havnen og med en herlig Udsigt over denne og Havet. „Harmonien" er et fortrinligt Hotel, hvis Navn stemmer ind i Omgivelserne; men det har aabenbart ikke faaet dette Navn af det forstemte Klaver, som staar i Restaurationen, og som hver Aften trakteres af nogle ilanddrevne, fortvivlede Handelsrejsende, som er fulde af Virketrang og saaledes passer daarligt til Stedet. Mon ikke Bygningen hellere burde hedde „Disharmonien". — Mercurs farende Repræsentanter er overalt evigt og uforanderligt de samme.
Paa Kortet ligner Ærø en anskudt Isbjørn, der er ved at tumle om paa Ryggen med Benene i Vejret; paa Forbenene ligger Ærøskjøbing, paa Bagbenets Hæl Marstal. Forlabberne ender i Urehoved, Baglabberne i Ommelshoved, Halestumpen er Vejsnæs Nakke.
Det er en af Fyens store Unger! Dyret er fra Eriks Hale i Sydøst til Næbet i Nordvest 24 km. lang, medens den højeste Bredde fra Vejsnæs Nakke til Ommels Hoved kun er 9 km. Ligesom flere af Øerne i det sydfyenske Øhav har Ærø engang været en Dobbeltø, hvis to Dele var forbundne ved et Drej. Dette fandtes, hvor Vejen nu paa en Dæmning fører langs Sydøstkysten Syd for Graastens Nor mellem Graasten og Trappeskov. Ved Udtørringen og Inddæmningen af Graastens Nor er der i den nyeste Tid indvundet ca. 700 Tdr. Land. Ogsaa Stokkeby Nor med en Grundflade af over 200 Tdr. Land er i den nyere Tid inddæmmet.
De to paa Nordsiden fremspringende store Odder, Ommelshoved og Urehoved, danner et Par dybe Bugter, af hvilke den østlige er meget lavvandet, medens den vestlige mellem Urehoved og Blakstensodde, „Revkrogen“, er meget dyb overalt næsten lige ind under Kysten.
Medens den østlige Del af Øen er lav og flad, er den større vestlige Del overordentlig bakket. Et Par parallelt løbende Højderygge gaar her paalangs ad Øen i næsten hele dens Længde, faldende ud mod Kysterne, men dog paa Sydsiden de fleste Steder endende i vældige, bratte Klinter, saaledes især ved Vodrup Klint og Vejsnæs Nakke.
Øens Indre har mod Vest fuldstændig Karakter af Højland. Paa Landevejen, som gaar fra Galgehøj ved Dunkjær og ud til Skjoldnæs paa Vestpynten, en Vejlængde paa ca. 20 km., færdes man de fleste Steder i en Højde af 50 m, og har en vid Udsigt til alle Sider, ud over Havet og til nære og fjærne Smaaøer. Paa Faldet mod Nord, der er det ujævneste, man fristes til at sige det bjærgfuldeste, er en Vrimmel af prægtige, isolerede Bakker, saaledes fra Øst mod Vest Galgehøj (53 m.), Vorbjerg (56 m.), Olde Møllebanke (58 m.), Grønnemosehøj (57 m.), Mallesbanke (67 m.), Synneshøj (67 m.), Søby Møllebanke (50 m.) og Søbygaards Borgbanke (38 m.). Fra lidt Vesten for Søby falder Landet jævnt nedefter mod den smalle Odde, der ender i Skjoldnæs mod Nordvest.
Højlandet er delt af en Mængde store og smaa Dalsænkninger.
Skønt fuldstændig blottet for Skov staar Øen landskabeligt det sydfyenske Land nær, og den har bevaret Præget af det store Nabolands Idyller og rige Ynde. For sine Bønder maa den være et Eldorado. Dens mergelblandede Ler, som næsten overalt er dækket af fortrinlig Muldjord, gør den de fleste Steder til frugtbart Land, let at dyrke. Med sine 15300 Tdr. Land rummer den da ogsaa henimod en Snes større og mindre Landsbyer med godt og vel 12000 Indbyggere i Landdistrikterne alene. Hertil kommer Købstaden Ærøskjøbing med 1300 og Handelspladsen Marstal med 2500 Indbyggere.
Ikke mindre end 5 Kirkesogne har Øen, nemlig Søby, Bregninge, Tranderup, Rise og Marstal Landsogn. Øen danner eget Herred under Svendborg Amt.
Til Ærø hører de mindre Øer Store og Lille Egholm, Dejrø, Lilleø og Halmø, samt de ganske smaa Holme Langholmene Øst for Marstal.
Et mere couperet Terræn med yndefulde Former — men med siettere Veje at cykle paa end Ærøs — skal man lede længe efter. Jeg erfarede dette allerede den første Dag, skønt jeg dengang ikke kom udenfor Hovedvejen mellem Ærøskjøbing og Skjoldnæs paa Højdedragets Ryg.
Fra Olde Møllebakke nær Ærøskjøbing er en storslaaet Udsigt over store Dele af Øen og over Havet i baade Nord og Syd. Ensformigt — siger man; thi jævnt skraanende synes det at være til alle Sider og uden anden Bevoksning end de evindelige, levende Hegn. Men fjærnt over det vidtskraanende Hæld ligger til alle Sider Gaard ved Gaard, Hus bag Hus som smaabitte Ting, der er tabt paa Stedet, og ud til de fjærneste Vidder ligger de og soler sig paa Fladen, bag hinanden i én Uendelighed; langt, langt borte blinker det i en enlig Rude som fra en lille Flinteknold paa en Pløjemark, et Hegn trækker en fin, grøn Stribe over graa og brune Marker, et Kirketaarn staar som et lille Stykke Kridt over sin Landsbys Haver — alt saa smaat, som om et Barn har stillet det op fra sin Noahs Ark, og saa fjærnt og vidt, at det synes uden Grænser.
Jeg cykler herfra ad den lange Hovedvej mod Nordvest, tager Landet i ét hurtigt Stræk for at faa et Førsteindtryk, jager gennem de to sammenhængende Byer Tranderup-Vindeballe, tilsammen i en Længde af omtrent to km. langs Vejen; videre gennem Bregninge, der alene er længere end de to andre tilsammen, en Idyl paa to km.s Længde — thi paa Ærø kan man regne Idyllerne kilometervis! Jeg kommer forbi den tidligere, gamle Herregaard Søbygaard, der ligger i mystisk, grønt Mørke bag sine mægtige Træer dybt nede under det vældige Voldsted vesten for den. Saa ryger Cyklen i et Hvist op over Loddenhøj og synker med Vejen i et Gys ned mod Søby, stumler gennem de knoldede Gader og farer ud paa den anden Side i frit, aabent, lavt Land med det nære Hav til begge Sider. Den lange, ærøske Rutschebane løber mildt og fredsommeligt ud ved Landsbyen Haven — Øens sidste og største Idyl paa den Kant.
Men det er, som om Landets Skønhed stiger, her, hvor dets Bakker falder. Og denne Skønhed bliver enestaaende, naar man yderst ude forlader Vejen og gaar over de aabne Marker Nord for Fyret til Nordstranden ved „Næbet“s Odde, hvor Stranden vidt og bredt lyser af det hvide Ral, og hvor de gamle, monumentale Skanser fra „Engelskmandens Tid“ løfter sig over Gruset og Strandengenes grønne Flader.
Ad den samme Vej vendte jeg tilbage til Ærøskjøbing. Medens alle Veje udenfor denne By er stærkt trafikerede, mens Bøndernes Marker paa denne Aarstid overalt paa Øen viser Travlhed, og Landsbyerne gennemfares af skramlende Bøndervogne, er der indenfor den lille Købstads Mure kun idel Stilhed og Ro. Det slog mig straks, da jeg efter den lange Tur kom ind i dens Gader; jeg syntes næsten, at jeg brød Roen ved at færdes paa min Cykle herinde — og jeg havde et levende Indtryk af at være vendt tilbage fra Landets Larm til Byens Fred! — I de stille Gader, der er eventyrligt smalle og med næsten lutter smaa énetages Huse, møder man sjældent et Menneske — maaske en Andeflok paa Ekspedition langs Rendestenen.
Man har Lyst til at samle Byens Huse med Mænd, Koner og Vogne, lægge dem i en Æske og tage dem med hjem som Legetøj til sin Dreng.
En tidlig Morgen kørte jeg fra Byen sydpaa ad Vejen over Lille Rise til Graa-sten — Indbyggerne siger Graa sten med Tryk paa sidste Stavelse. Landskabet her, set fra Vejen, der bugter sig langs Stranden mellem Ærøskjøbing og Lille Rise, er noget af det yndefuldeste, jeg kunde fristes til at sige mest beaandede, jeg har set. Ære være de Indbyggere, der har fældet Skoven paa denne Strækning! Gid den aldrig maa rejse sig igen. —
Vejen hæver sig ganske smaat og jævnt til en betydelig Højde, udfor Vorbjerg og Lille Rise kører man i 40—50 m.s Højde og bestandig kun 5—600 m. fra Kysten. Udsigten mod Øst over Bugten til Dejrø — af „Digerø“ som Modsætning til Lilleø — og ud mod Ommelshoved, samt ind mod Fjordbunden i Syd med det fjærne, i Disen sølvskinnende Land, er pragtfuld og bedaarende. Luften er idag saa fuldkommen stille, at de enligtstaaende Træer paa Lilleø staar paa Hovedet i Vandet. Øen, der paa sin nordlige, bredere Ende har en Krumning ind mod Landet, ligner en kæmpemæssig Boomerang, som svømmer paa Vandet.
Paa Hældet ned mod Kysten, hvor spredte Popler og smaabitte Pilegrupper staar mellem lave, levende Hegn, ligger spredt de pynteligste Gaarde og Smaa-huse, saa sirlige og nette, at de minder om de thurøske Sømandshjem. Jeg staar af Cyklen, tænder Piben og sætter mig i Solen paa en Skærvebunke for at se mig om.
Ud fra et lille Hus nær Vejen kommer Manden og giver sig øjeblikkelig i Snak med mig. Dette er ikke nogen Jyde, som kommer for at spørge mig ud og tage min Historie med ind til Drøftelse — det er en Øbo, fuld af Meddelelsestrang. Han er i Skjorteærmer, en lille tæt, energisk Type af den Slags med Tommelfingrene i Ærmegabene, naar Hænderne er i Hvile — samt Kasket. Det er en lille mørkskægget Mand, mager og med rappe Øjne, en Type, som er almindelig paa Øen. Han er veltalende og beleven. Sønnen, fortæller han, studerer i København — jojo, min Fa’er! Han skulde ha’ været paa „Undervisi-tetet“, men er nu kommen paa andre Tanker, er paa Polyteknisk Læreanstalt for at blive Ingeniør og skal ha’ sin afsluttende Eksamen om et Aarstid. — Manden kaster et hurtigt Blik omkring sig; det er, som tager han Maal af sin Jordlod og spørger, om jeg dog ikke synes, at de 2—3 Tønder Land egentlig har givet gode Renter!
Da han har fortalt mig, hvad der ligger ham paa Hjærte, forlader han mig brat og bekymrer sig ikke mere om mig. Han giver sig til at flytte et Par røde Kalve, der staar i Nærheden, og hilser med Haanden til Kasketten, da han gaar — Haanden var jo saa nær ved Hovedbedækningen. Og værsgo’, rejs nu ud i Landet og bring min Historie videre!
Ad en Chaussé, der er asfalteret og saa bred som en københavnsk Boulevard, kørte jeg østpaa over det gamle „Drej“ og videre over det flade Land paa Øens østlige Del mod Marstal. Paa den ene Side af Drejet Havet, paa den anden det tørlagte Graastensnor — det er umuligt at sige, hvilken Side der er fladest. Dette Land om Marstal er kedsommeligt og trist — formodentlig har dets gamle Navn „Gudsgaves Len“ været en falsk Varebetegnelse, som mindre ryggesløse Efterkommere med bedre Smag har pillet af igen.
Da Masteskovene ved Marstal begyndte at dukke op forude -— de eneste Skove paa Øen — vendte jeg og kørte tilbage over Store Rise og Stokkeby, atter over „højen Bjærg og dyben Dal“, gennem et Landskab, hvor Øens rige og afvekslende Egne kulminerer, tilbage til den lille Stad.
Ærøs Historie er broget og mangfoldig som de langvarige Stridigheder mellem Danmark og de sønderjydske Hertugdømmer, i hvilke den hyppigt var Stridens Æble. Men de Slagsmaal, som Besiddelsen af Øen gav Anledning til, førtes altid langt borte fra dens Grænser.
I Valdemar Sejrs Jordebog (1231) oplyses der, at der fandtes to kongelige Taffelgodser paa Øen, nemlig „Brunznæs“ og „Skyoldænæs", og den maa altsaa paa den Tid have været i den danske Krones Eje.
Omkring 1337 synes den berygtede Grev Geert at have været Ejer af Øen, efter at den nogle Aar i Forvejen havde været i den mægtige Drost Lauritz Jone-søns Besiddelse. Efter Grevens Drab krigedes Erik af Pommern med Hertugdømmerne om Besiddelsen af Ærø og Als.
Saaledes vandrer Øen et Par Hundrede Aar igennem frem og tilbage mellem de bestandig stridende Parter — som Skyttelen i en Væv. Snart er den Krigsbytte, snart Pant for Gæld eller Lejetropper, snart er den en højfornem Dames „Livgeding“.
Fra Midten af d. 15. Aarhundrede knyttedes Øen mere og mere til de sønder-borgske Hertugers Besiddelser, som den endelig kom helt under i 1564, og siden har dens Skæbne været fælles med Slesvigs. Først efter Krigen 1864 skiltes de atter, da Ærø kom i dansk Besiddelse.
Øens Navn skrives i Jordebogen Ærræ og skal vistnok udledes af Mandsnavnet Erri. — I gamle Pavebuller staves det Herro eller Hero, Erro eller Erria. Arild Hvitfeldt skriver snart Arre, snart Erre, eftersom han bruger holstenske eller danske Kilder. Holstenerne kaldte tidligere Øen Arroi, men Indbyggerne selv kalder deres Ø Erre.
Af de kongelige Taffelgodser, som Jordebogen nævner, er nu intet Spor tilbage. Skjoldnæs har kun bevaret sig i Navnet paa Øens nordvestlige Pynt, men dens Sted kan ikke paavises. Om det gamle Brunsnæs’ Plads ved man lige saa ringe Besked, og ikke engang dettes Navn findes mere noget Steds paa Øen.
Ældre Skribenter, saaledes Rantzau og en anden, unavngiven Forfatter fra 1629, roser Øens Skove og dens herlige Vildt, hvoraf især Daadyr forefandtes i Mængde. Men allerede en Snes Aar senere fortæller Danckwerth, at der nu kun er en ringe Smule Skov tilbage, og at „Drejbyholt“ er helt omhugget og gjort til Agerland. Den sidste Skovrest er nu forlængst forsvunden for Øksen. Men mange Steder i Øens Moser finder man endnu mægtige Stammer, især af Eg og Hassel, de sidste Minder om dens gamle, rige Skove. Og af Øens gamle Stednavne vidner endnu en Mængde om dens Skovrigdom: Skovby, Skovbjerg, Skovsagre, Vesterskov, Bøgestopper o.s.v.
Har Øen og dens Befolkning ikke været direkte indviklet i de Stridigheder, som afgjorde dens Historie, saa laa den dog saa bekvemt for de sydlige Fjenders Overfald, at den ikke undgik ubehagelige Besøg. Og hvad Fjenden ikke har udrettet af Skarnsstreger paa Øen, kunde her som andre Steder Landets egne Hjælpetropper faa Tid til; saaledes under Christian IV’s „kejserlige Krig“, da Kongens Lejetropper var flygtede til Fyn og her opførte sig som Skarnsfolk og Mordbrændere. Da det blev Fyenboerne for broget, blev Tropperne overført til Ærø „for at give dem et mere indskrænket Terræn for deres Røverier"! -— Man behøver blot at læse følgende i Ærøskjøbings Raadstu-Protokol, for at faa en Stikprøve paa, hvad der hændte her:
„1626 d. 29. Octbr. indskikkede Konningh Christian d. 4. udi Danmark her til Landet et Regiment Rytterie, som vare Heste offver 1500 og offver 2000 Personer. Deres Øverste heed Slavata en Friherr af Bemen (Bohmen), och vare afdancket. Annamede her i Købingh Besoldning for 11 Monatt udi Rd. og godt Guld, hvormed dy ginge til Skibs meste Parten den 12., 13., 14. och 15. December. Undtagen 250 Rytter och Heste, som bleffve igen antagne af Kongl. Maist. Krigsoffverster, som la i Fyen, af hvilke dy siste komme her fra Landet paa Jule Aften.
Hvorledes dy med bode Borger och Bunden fore frem i dy 8 Uger skal mangen fattig Mand føle saa længe Luft i dennem.“
Ja — „dette skal mangen fattig Mand føle, saa længe der er Luft i ham.“ Og „dette er her indsat til en Ihukommelse for vore Efterkommere." Senere finder vi følgende Sætning: „Det er alt sket som Gud vilde det have og vi med vore Synder have fortjent!"
— Hvor har dog Magthaverne altid haft Himlen paa deres Side. Altid! Omtrent lige til August 1914. Nu ser det ud til, at Alliancen er sprængt. I 1917 meldte Himlen fra, og den ser sig om efter andre Forbundsfæller.
Men endnu er der Luft i den fattige Mand, og sin gode Ihukommelse har han forhaabentlig bevaret!
Dette hændte forøvrigt Øen i Hertug Christians Dage, én af Hertug Hans den Yngres 6 Sønner og den ældste, der egentlig som Stamherre skulde have haft Sønderborg, men maatte nøjes med Ærø, fordi han var aandssvag! — Øen har været stærkt forkælet dengang, Staklen residerede paa Graasten fra 1622—33, men naaede i denne Tid ikke at sætte sig andre Minder paa Øen end dette, at han engang faldt igennem en Etage med hele Gulvet. Dette maaske i et hertugeligt Anfald af Tungsind.
Han døde ugift, men efterlod sig en Datter Sophie, avlet med Husholdersken Catharina Griebel. Den Egenskab, Idioter sidst sætter overstyr, er Evnen til at forplante sig og udbrede Idiotien. Husholdersken, der næppe har været saa tosset, giftede sig efter Hertugens Død med en Købmand Pilegaard i Ærøskøbing og har spredt dette Navn til talrige Efterkommere baade i denne Stad og i Rud-kjøbing.
Om Datteren Sophie meldes der kun, at hun blev gift med en Klokker i Ærøskjøbing. Ved hans Side er hun stille vandret ud af Danmarkshistorien. —
Øens fire Herregaarde med tilhørende Landsbyer deltes efter Hertug Christians Død mellem hans fire dalevende Brødre. Og under dem og deres nærmeste Efterkommere oplevede Øen sin mørkeste Periode. Der blev paa Godserne ansat en Sværm af Betjente til „Varetagelse af Herskabets Interesser", Amtsforvaltre, Amtsskrivere, Ridefogder og Ladefogder o. s. v., som alle var lige saa mange Tyranner, der undertrykte, mishandlede og fuldkommen demoraliserede den fredelige Befolkning. Drukkenskab og Forbrydelser tog Overhaand, de gamle Tingbøger vidner om Herrernes Fremfærd. Og skal man efter Antallet af Galger paa Øen dømme om Kriminaliteten paa den Tid, har det set sort ud. Ét Rettersted fandtes i „Bjergene" bag Ærøskjøbing By, én Galge stod ved Lille Rise, én ved Skovby og én Sydvest for Søby — det er fem Stykker paa en Vejlængde af to Mil! „Og det fejler næppe, at der ogsaa har været én paa Gudsgaves Gods," tilføjer Hiibertz.
Til at holde disse Redskaber i Virksomhed holdtes foruden de fornævnte Embedsmænd paa hvert Gods Dommer, Skriver, Procurator og Bøddel. Og det ser ud til, at disse Herrer har haft Akkordarbejde og har set deres Fordel i at fremme de Forbrydelser, som de skulde leve af.
— Øen havde forhen 4 Herregaarde; men de er desværre alle forsvundne, sidst Søbygaard i Søby Sogn, som nedlagdes og udstykkedes i 1767. Af de gamle Gaarde rager forlængst ikke mere en Sten op over Jordsmonnet, kun Søby-gaards gamle Kældere vidner endnu som et skummelt monument funébre om Herligheden.
Det er en gylden Sen-August Morgen, da vi slingrer med Øens Omnibus ad Vejen til Søby for at slaa os ned paa Kroen der i nogle Dage.
Hvor vi kører gennem de morgenstille Landsbyer, i hvilke Høstens Travlhed er forbi, ligger de duggede Haver endnu og sover med de frugttyngede Grene hængende ud over Vejene. Se, hvor deres Frugter lyser i den tidlige Sol! •— man aner Septembers Nærhed, i Duggen over de skinnende Roemarker, i Luftens tynde, gennemsigtige Klarhed, hvor Maanen staar i Sydvest som et blegt Genfærd — han har vovet sig for langt ud og staar nu dér stivnet foran Solens Blik, dødbleg i Ansigtet, den gamle Nattevandrer! — Endnu fattes Haverne deres spraglede Blomsterflor; men over det stille Løv begynder Efteraaret allerede at sprede sine Farver, og ude over de afhøstede Marker svinger store Flokke af Stære og Viber, allerede med Trækkets Brus i deres Flugt.
Hvor disse tunge Frugters Glød er pragtfuld. Æblerne er gyldne som ung Vin og med Rubinens Rødme paa den ene, solbeskinnede Kind; eller de er saa gule og lokkende som Arvesynden, fristende som det første Æble, Eva rakte Adam en saadan Morgen. „Langpærerne“ hænger som metalskinnende Flasker og skjuler næsten Løvet ved deres Mængde; de ligner skinnende Kærter, staar mellem Grenene som tændte Lys. Vognens Tag stryger af og til med en hvislende Lyd gennem et Grenehang — saa dunker de tunge Frugter mod Ruderne, og et Drys af blinkende Dugg driver ned fra deres Blade.
— Solen skinner paa Ærø!
Den stiger, op over Bakker og Hæld og dybe Dale, over Veje og Byer og Kirker og Haver. Og Duggen letter og bliver til farvede Skyer, som tynde Slør løfter den sig og bliver til svævende Toner og til sletingenting. Dagen bliver blank og ren, og Formiddagens Bris lufter.
Hvor er de unge Piger paa Ærø skønne, næsten allesammen — en saadan Morgen absolut allesammen! Og vi saa paa denne Køretur næsten ikke andet end unge Piger — jo, og saa en Mængde Gæs, mest Gæs desværre. Gæs overalt, tøjrede i Haverne og paa Gaardenes Tofter, i Flokke paa Markerne. Jeg har aldrig set saa mange Gæs som paa Ærø. Og et mere indbildsk Udtryk har de ingen andre Steder. De aner ikke, at der kun er et Par Maaneder til Mortensaften, Gaasefolkets Bartolomæusnat.
Mens der kan være noget irriterende ved det fyenske Sprog, særlig det nord-fyenske paa Grund af dets ekstatiske Syngen, og mens man er ved at falde i Søvn over at høre paa en Langelænders forfærdelige Dræven, saa bliver man lattermild af at høre Ærboen tale. Fyenboen synger, Langelænderen snakker i Søvne, Ærboen taler, som om han bliver kildet. Alle tre Former har det tilfælles, at de smitter Tilhørernes Tale i en Grad, som ingen anden dansk Dialekt — uvil-kaarligt kommer man efter kort Tids Forløb til at efterligne Øboernes Syngen.
Beboerne viser sig overalt paa Øen at være venlige, imødekommende og overordentlig gæstfrie. Hos en Gaardmandskone i Landsbyen Haven, hos hvem jeg indfandt mig for at faa nogle Oplysninger, blev jeg efter to Minutters Samtale inviteret ind paa Middagsmad. Da jeg maatte afslaa det, sagde hun bekymret: „Aa, er’et dog ikke en Skam, vi sku’ endda hat Kyllinger og Rø’grø’!“ — Saa proppede hun til Gengæld alle mine Lommer med modne Pærer og gav mig herlig, iskold Sødmælk at drikke.
Haven er en af de mest gammeldags Landsbyer paa Øen, og af Ydre svarer den i høj Grad til sit Navn. Nogle ejendommelige, mægtige gamle Roehuse, beliggende ud mod Vejen i Byens nordre Ende, er store Seværdigheder. Deres
Arkitektur faar én til at tro, at man færdes i en afrikansk Negerlandsby. I samme Ende af Byen staar lidt afsides fra Vejen, inde mellem Haverne ved nogle store Gaarde, en gammeldags Hørtørringsovn, som under Krigen atter kom til Ære og Værdighed. Foranlediget af, at jeg stod og saa paa den, kom en meddelsom Mand ilende og forklarede mig hele den indviklede Proces med Hørrens Be-redning, ligefra den staar paa Marken, til den ligger som Nøgler saa hvide som Sneboldte i Dragkisteskuffen. — Se, alt det kan man endnu lave paa Ærø!
Det er saadanne flinke Folk her, de forklarer én alting, næsten før man spørger. Jeg har før mødt Meddelsomhed og overstrømmende Venlighed, især paa mindre Øer, hvor man kendte vort Ærinde — man viser sig i Søndagstøjet, naar man skal „tages af“! Men paa det store Ærø kendte ingen os af Forhaands-omtale. Vi var almindelige Fremmede.
Der er Godtfolk paa Ærø. —
Paa Landets yderste Kno, der mod Nordvest rager ud i Havet, ligger Skjoldnæs Fyr, og norden for dette har man Næbets Odde med sin aabne, barske Strand. Men selv herude, hvor det er, som om et Stykke af Landets Benrad rager igennem dets yppige Muskulatur, selv her følges man langs Vej og over Marker af de levende Hegn.
Paa Stranden er Næbets Odde i et Par km.s Længde og omtrent i 50 m.s Bredde dækket af et mægtigt Lag Rullesten omtrent af Hønseægs Størrelse, ophobet af det urolige Havs Bølgeslag i mange, parallelt løbende Volde. Lyset falder fuldstændig blændende paa denne hvide Bund.
Mod Sydøst løfter Kysten sig i skønne, lave Klinter, hvorfra store Kampesten er nedrullede og ligger med deres tunge, graa Kroppe paa den lysende Vold af Rullesten, der strækker sig helt ind under Brinkerne. Skinnende dybblaat gaar Havet over violette Tangbanker og flaskegrønne Sandrevler ind mod den hvide Kyst. Vinden er kraftigt blæsende fra Nordøst, og Braaddet slaar susende ind mellem Stenene. Naar man hører denne Rythme af de væltende Bølger og deres Fald tilbage i deres Leje, forstaar man, hvorfra Fyenboerne har hentet Navnet „Ral“ — det er Lyden, der er malet.
Vældige Flokke af Viber staar paa Strandengene eller paa Strandvoldens Sten. Flokke af Stære og Myriader af Spurve rasler ud fra Hegnene paa Klinterne, Præstekraver, Lærker og hvide Vipstjærter letter fra Græsset foran mig, og Solsorter flyver skældende langs Hegnene. Nogle Bomlærker sidder apathiske paa en ensom Telefontraad, der fører ud til Fyret. — Gud véd, hvad Bomlærkerne egentlig sad paa, før der var Telefontraade til?
En stor Havmaage sejler strandlangs over Braaddet, og yderst ude over nogle gamle Skanser fra Englænderkrigen staar i Luften 5—6 Stormmaager paa stive Vinger med Næbbene mod Vinden, sagte svævende op og ned som Papirsdrager paa deres Snor, uden et eneste Vingeslag.
— Et underligt „Skvæt" ved Siden af mig faar mig til at dreje Hovedet. Det er en stor Stenpikkerunge, der sidder og glor paa mig — to, tre — fire er der, et helt Kuld. De er ved at revne af Nysgerrighed. De kommer ganske nær for at undersøge mig, og jeg sidder saa stille som jeg kan, for at glæde dem.
De er meget smukkere i den Alder end senere, synes jeg — musegraa paa
Ryggen, grøngraa paa Brystet og gullige paa Bugen — de blødeste, silkeagtigt falmede Farver.
Utrolig latterlige er de i deres næsvise Paagaaenhed. Men da de har set længe nok paa mig og opdaget, at jeg er levende og ikke andet end en noget usædvanlig Form for en gammel Vædder, vil de ha’ mig væk. De opfører sig uforskammet som retmæssige Indehavere af Stedet, siger „Skvæt" lige op i Ansigtet paa mig, og nu er der ikke mere ved mig, at jeg véd det — gaa bare!
Jeg fortæller dem, at de er grimme, kortnæbbede og stumprumpede, peger paa deres latterlige Hale og gør opmærksom paa, at de mangler ordentlige, voksne Stenpikkeres sorte Streg over Øjet — Barnerumper! Behold I bare Jeres raadne Skanser, nu gaar jeg!
Fire store Regnspover kommer nordfra trækkende hen over os med deres dybe, melankolske Fløjten — der bliver liggende en Tone i Luften og skælver efter dem. Spove er saadan et smukt Ord, det har deres Stemmes bløde, klagende Lyd i sig. De umusikalske Englændere kalder Spoven „Curlew", ogsaa for at male dens Lyd; og det er daarligt ramt. Paa Dansk er der i mange Fuglenavne en vidunderlig Mindelse om deres Stemmer — Krage, Ravn, Vibe, Stær, Spurv og mange andre.
Nær Landevejen en halv Mil Sydøst for Søby er tæt ind under en mægtig Banke det Sted, hvor det gamle Herresæde Søbygaard har ligget.
Dens oprindelige Hovedbygning er forlængst forsvundet. Ovenpaa de ældgamle Kælderhvælvinger staar ganske vist endnu Rester af dens Mure, men de er kun Kærnen i den nuværende Hovedbygning, som er opført 1840, og hvis Facade mod Nord er ombygget 1860.
Den gamle Kælder med dens pragtfulde Hvælvinger bestaar af 3 Rum, der er henimod 3 m. høje. Murene staar uberørte af Tiderne; men det eneste Minde om Kælderens tidligere Anvendelse er et stort, sammensmedet Knippe af Jernkroge under Loftet, omtrent af Udseende som en primitiv Lysekrone, og oprindelig bestemt til Ophængning af det fældede Vildt, mens man flaaede dette.
Gaardens brede Grave, der sandsynligvis har faaet deres Vand fra Søby Nor, er nu tørre, og de er overalt bevokset med Træer og tæt Buskads. Det hele er sunket ned til at blive en ganske almindelig Bondegaard, og kun Gaardspladsens vældige Dimensioner og de umaadelige Længer sammen med den lille Hovedbygnings fornemme Stil vidner endnu om, at det er Resterne af en gammel Herremandsbolig. Alt er slet vedligeholdt, de gamle Udhuse er i Forfald, kun Hovedbygningen er endnu i ordentlig Stand. Det vilde koste en Formue at restaurere Gaarden, og de smaa 50 Tdr. Land, som Ejeren raader over, kan ikke klare dette. Den gamle Adelsbolig synker langsomt i Grus. Mægtige gror Træerne omkring den og skjuler den næsten allerede, Buske strækker deres Arme ind ad de gamle Kældervinduer, og Murene grønnes og smuldrer af Jordens Fugtighed, uden at nogen Haand magter at redde dem fra Fald.
Øens Befolkning burde samles om at bevare dette Sted, om at købe den gamle Gaard og vedligeholde den. Den er en stor Seværdighed, selv i sin nuværende Skikkelse. Den ligger paa Øens skønneste Plet, og den kunde staa som et Monument baade over, hvad Fortidens Kultur har frembragt, og over Beboernes Frigørelse for Herrevældet — til „Ihukommelse" for Efterkommerne!
Ved Siden af denne idylliske gamle Gaard, knap 100 m. fra dens Indkørselsport, hæver sig en mægtig, isoleret Banke, paa hvis Top der findes Rester af et ældgammelt, anseligt Voldsted, udentvivl Levninger af Øens ældste, gamle Hovedborg, som har ligget her længe før den senere Søbygaard og Øens andre Herre-gaarde er opført. Voldene er omgivet af dybe Grave, der har været tørre, saa-ledes som man brugte dem i sen Oldtid eller tidlig Middelalder. Paa dette Sted har de brandenborgske Markgrever og de sønderjydske Hertuger under Valdemar Sejers Efterfølgere skiftevis siddet som Herrer paa Øen.
Fra Stedet er en vid Udsigt over den yndige Egn og ned over Søbygaard med dens gamle Have, dens Voldgrave og Avlsbygningernes mosgroede Tage.
Det er, som om den skønne Ø i et Glimt aabenbarer sin Sjæl for mig her, hvor jeg staar — som om den paa dette Sted lader Tiden staa stille, mens den drømmer om sin glemte Fortid og om sine Minder.
Tager man fra Søby ad Bivejen østpaa langs Kysten, kommer man gennem de tætliggende smaa Landsbyer Havrekobbel, Skjelhave, Snurrelykke og Stæremose og gennem den større Skovby. Havrekobbel er ligesom en anden Landsby paa Øen, Lebykobbel, mærkelig ved sin slesvigske Navneendelse, et Minde om disse Landsdeles historiske Samhørighed gennem Hundreder af Aar.
For hver af de fem nævnte Byer, man kommer igennem, fordobles Indtrykket af Idyl; hvert Øjeblik tror man, at nu maa Kulminationen endelig være naaet, men nej! Ved næste Svingning af Vejen kommer nye, stærkere Skønhedsindtryk. Vejen mellem Stæremose og Skovby er en Aabenbaring; man staar af Cyklen for hver hundrede Alen, nænner ikke at køre forbi, nænner knap at forlade de forskellige Steder man staar paa, for at komme videre. — „Lundby og Købke“, siger man stille for sig selv — Danmark for hundrede Aar siden! Saaledes som det har været næsten overalt paa vore yndige Øer, men nu næsten ingen Steder er mere.
I Byerne er der allevegne fuldt af smaa, arrige Køtere, som farer efter Cyklerne. Men herved er der to formildende Omstændigheder, modsætningsvis til andre Steder i Landet: 1) Ærboen kalder paa sin Hund, naar den starter for at fare i Benene paa Cyklisten; 2) Hunden lystrer, naar Ærboen kalder paa den.
Hvilken mærkelig Befolkning, baade af Mennesker og Hunde!
Det sidste Stykke af denne Vej ned mod Hovedlandevejen gaar over den 64 m. høje Bregninge Møllebakke, der paa en Strækning af ca. 100 m. falder ganske brat ned mod Hovedvejen. Frækt tog vi dette sidste Stykke med fuld Fart paa Cyklerne — og de og vi selv og halvtredsindstyve Tusinde Skærver endte som et Skred nede ved Bakkens Fod. Da vi endelig følte den frelsende Landevej under Hjulene, havde jeg en Fornemmelse, som om der ikke var et helt Ben i min Krop. Men baade vi og Cyklerne holdt da.
Et Par Dage senere kørte vi ad Vejen sydpaa fra Ærøskjøbing for at komme ned til den berømte Langdysse ved Store Rise. Øen har haft en usædvanlig Mængde Oldtidsmindesmærker, her nævnes ikke mindre end 90 Stengrave; men af de allerfleste er kun svage Spor tilbage, og af Resten har adskillige været Genstand for Hærværk.
Ganske nær østen for den Vej, som fører fra Ærøskjøbing ned mod Lille
Stokkeby, fandt vi Resterne af et Par meget store Dyssekamre, liggende ved et Stendige med kun 4—5 m.s Mellemrum. De er begge hærgede, den ene er endda sin fuldstændige Udslettelse nær. Den sidstes Overligger er bortslæbt, og Gravkamret er opfyldt af Sten, som er opsamlede fra de omliggende Marker, hvor de har været i Vejen for Ploven; disse Sten skjuler næsten aldeles hele Resten af Dyssen. Af den anden er Overliggeren nedvæltet og ligger mellem de 5 Bæresten. Et stort Stendige er bygget umiddelbart op ad begge Kamrene og skjuler dem helt fra Østsiden.
Det er ogsaa gaaet slemt ud over den pragtfulde Langdysse ved Store Rise. Dyssen, som har den ganske anselige Længde af 58 m., har haft 3 Dyssekamre liggende indenfor sin yderste Stensætning, som endnu er forholdsvis velbevaret. Men af Kamrene er det vestligste helt forsvundet, kun en Fordybning i Jordsmonnet viser, hvor det har ligget. Af det midterste er Overliggeren forsvunden, kun Bærestenene staar tilbage. Og af det østligste er Overliggeren, som er af mægtige Dimensioner, boret og sprængt i to omtrent lige store Dele, som er nedvæltede fra deres Plads og henligger hver paa sin Side af Bærestenene. Her er anvendt den sjofle Fremgangsmaade, at man sprænger Stenen for at anvende den, men opgiver det og lader Stumperne ligge! De to Halvdele af Stenen er hver for sig intakte og passer saa fuldkomment til hinanden i Sprængfladerne, at Stenen vilde kunne sættes sammen og anbringes paa sin Plads uden altfor stor Ulejlighed.
Omsider er Dyssen blevet fredet, efter at dette er sket.
Hvilken Opfattelse har nu Beboerne af Udtrykket „Fredning", naar det drejer sig om disse gamle Fortidsgrave?
Jo — de respekterer Loven, thi de undgaar derved at faa en Bøde!
Men nu Ærbødigheden for Stedets ophøjede Karakter, for Tanken om de Begivenheder, som knytter sig hertil, for Tanken om de Gamles Hvilested, Tanken om Gravfreden?
— Jo, det saas her paa Stedet.
Bunden af det eneste tilbageværende Gravkammer var aldeles opfyldt af de værste Uhumskheder og ækelt tilgriset Avispapir. Der stank som i en Kloak. — Og overalt rundt om Dyssen var Marken bestrøet med Madpapir, Æggeskaller og Propper. Der spises altsaa ogsaa paa Stedet!
Disse Gravhøjes eneste Værn ned gennem Tiderne har været den Mystik, som Bondens Fantasi omgav dem med — hans Overtro. Men næppe er denne forsvunden, før han farer frem imod dem med Brækjern og Sprængstoffer, eller hvad værre er ...
Et mærkeligt og opløftende Syn maa det være at se Bonden i denne Situation, vor højt oplyste Bonde: aandelig frigjort og med en grundtvigiansk Fødelandssang paa Læben, svingende Agrardagbladet i sin opløftede Højre, at bestige Højen for at anbringe sin Signatur paa dens Bund. —
Dette være ikke sagt for at skitsere et Monument over ham; ej heller for at karakterisere Bonden i al Almindelighed i hans Forhold til sine Omgivelser. -— Den, der skriver dette, har ganske godt Kendskab til Bønderne, og jeg véd, at der blandt de bedste imellem dem findes Folk, som har deres Øjne aabne for historiske Værdier. Ikke faa fremragende Fund, som vort Nationalmusæum rummer, skyldes Førstehaandsoplysninger fra saadanne Folk. Men de er ved at blive Und-
Ærø. Ved Indkørslen til den gamle Søbygaards Avlsgaard. Det skønneste Sted på Øen.
Ærø. Paa Vejen nær Landsbyen Skovby.
Ærø. Fra Bregninge Kirkes Midterskib.
Ærø. Lodret Klint ved Vejsnæs Nakke. ca. 20 m høj.
Ærø. Mølle paa Dæmningen Nord for Graastens Nor.
Lilleø. Nedgangen til Vandingsbrønden.
tageiser — og dette er saa meget besynderligere, som en Mængde af vore Dages Bønder har tilbragt Aar af deres Ungdom paa vore Højskoler, hvor netop Respekten for vort Lands historiske Minder og Overleveringer lægges dem paa Sinde.
Det Stykke Ærø, man ser herfra, er ganske enestaaende smukt. Altsammen er det dyrket; men tiltrods for disse evindelig gentagne Rektangler med Roemarker, Pløje- og Stubmarker og de lige, levende Hegn, har man ikke kunnet udslette Egnens naturlige Skønhed, dertil er Linjerne i Landskabet for mægtige. De vældige Bakker og dybe Dalfurer viser sig netop stærkere ved den fuldstændige Mangel paa Skove. Alt Landet ligger aabent for Øjet vidt omkring, helt ud til, hvor man i Sydøst øjner det blinkende Hav, den evigt vandrende Østersøs Flade. —
Fra Store Rise tog vi Cyklerne mellem Benene over Biveje og Markveje ned til Sydkysten, til Klinterne ved Vejsnæs Nakke.
De høje Klinter danner her, forrevne og uregelmæssige som de er, et stor-slaaet og imponerende Syn; det er noget af det mærkeligste af dansk Kyst, jeg har set. Enkelte Steder staar Klinterne i over 20 m.s Højde lodret som en Mur ud mod Havet, næsten uden nogen Forstrand, der ofte kun har et Par Alens Bredde ved deres Fod. Man kniber sig med Nød og næppe tørskoet over mellem de høje Mure og Havet, der idag staar brummende for Sydvestkuling, men i tindrende Sol, ind mod Kysten.
Andre Steder er Klinten modsætningsvis forvreden i sære, tunge Former, vældige Vomme af Blaaler skyder sig frem mellem de gule Lermure, ligesom blaa, opdunstede Indvolde af store, døde Uhyrer. Eller pludselig gaar der et dybt Hug ind i Landet, hvor alt ligger hulter til bulter, men græsgroet overalt, og højt oppe med smaa, vandfyldte Fordybninger i Grønsværet, hvorfra Smaa-bække pladrende styrter ned, mens Blomster i Mængde staar og nikker mellem Græsstraaene.
Etsteds dernede ligger en vældig, ilanddreven Jærnbøje og ruller i Havstokken. Af og til slænges den af en høj Sø imod Kampestensbunden og sender da dumpe, rungende Drøn op fra Stranden, saa vi tænker paa Sagn om sunkne Kirker. Dernede fra Stranden raaber den til os med en underlig gammel, rusten Stemmeklang — om Storm og forliste Skibe, og om Havets store Kirkegaard. Den laver Historier om Drukning og Strandvaskere og skaber Spøgelsesstemning midt paa den højlyse Dag. —
Havet bliver hurtigt dybt her udenfor Øens sydligste Pynt, og man kan for-staa de umaadelige Skred, der maa kunne finde Sted fra denne lodrette Klint ved den vældige Sø, her kan staa, naar Østersøens Vande kommer væltende herind med Sydøststormen helt ovre fra Rygens Kyst.
Paa vor Vej herfra til Klinterne ved Vodrup standser vi i en lille Landsby ved Hovedvejen for at spise Frokost. Ved en hyggelig Gaard med stor Have omkring staar vi af Cyklerne for at spørge om Vej, og bliver modtaget af to kæmpemæssige, bararmede og brednumsede Piger, som paa vor Forespørgsel efter et Madsted peger paa Ruderne over Døren: Vindeballe Kro, staar der! Men det er med smaa, forsigtige Bogstaver, som siger: Undskyld, men saadan hedder jeg!
i. 11
— De to Piger kom tilbage fra Køkkenet samtidig for at meddele os, at man kun kunde byde os paa „Fars“. Men der fandtes iskoldt Ø1! — De færdes aabenbart bestandigt sammen, for Massevirkningens Skyld, og Jorden gungrede under dem. Det var aldeles vidunderligt at se dem prøve paa samtidigt at dirigere deres derriéres ud ad en Døraabning. De mindede fuldstændig om Jættepigerne Fenja og Menja. — Og da de lidt senere viste sig igen, havde de malet Frikadeller og Skysauce!
Fra Vindeballe fører en Markvej i jævne Fald forbi den lille Landsby Vodrup mod Syd ud til Kysten. Omtrent 300 m. fra denne naar man den første af de bratte Styrtninger, som gør dette Landskab til et af de i geologisk Henseende mærkeligste ved vore Kyster. Det er den navnkundige, tredobbelte Række af bratte Klinter, den ene hævende sig bag den anden fra Stranden og indefter — tre mægtige Terrasser, kæmpemæssige Trappetrin fra Havet op til Øens Højder. Det ser ud, som om Landet tre Gange har hævet sig med lange Mellemrum; men det er vældige Skred af Lermasserne ud mod Stranden, som har dannet disse bratte Trin, der naar en Bredde af fra 50 til 150 m., og som de fleste Steder paa deres Overflade er saa jævne, at de er dyrkede og under Plov. Fra Randen af den øverste Klintekam har man det mærkeligste Indtryk af Fænomenet — det er som at staa paa Trinene i et gigantisk Amfiteater, hvor Havet er Arénaen.
Det inderste Trin naar en Højde over Havet af 33 Meter. Selve Kystlinjen er saa lige, som den var skaaret med en Ragekniv; men ud til Siderne, særlig mod Sydøst, hvor en Mængde nye Skred har ødelagt den oprindelige Tegning i Trappetrinene, er der dannet et kaotisk, storslaaet og vildt Bakkelandskab. Det ser ud, som om en Jætte har kastet Affaldet fra sit Værksted hulter til bulter i store Dynger.
Jeg ser ned paa Jordsmonnet ved min Side, og pludselig opdager jeg en Gravehveps, der nærmer sig. Den kommer asende hen over den ujævne Jord mellem Græsstraaene, slæbende paa en fed, grøn Larve, dobbelt saa stor som den selv. Et frygteligt, men lydløst Drama er udspillet paa Marken nærved mig. Larven er fuldstændig ubevægelig, lammet af Gravehvepsens Stik. Hvepsen har under Marschen fat i dens Nakke med sine stærke Kjæber, den sidder overskrævs paa Larven og kravler paa denne Maade med skrævende Ben afsted over Stok og Sten, tumlende over Pinde og Jordklumper og Græsstraa — men i en ganske bestemt Retning hele Tiden.
Jeg fulgte forsigtigt efter den. Den krydsede et Dige paa over 1 m.s Højde og holdt stadig i lige Linje ind over Marken paa den anden Side. Jeg fulgte den omtrent 100 m., uden at den veg en Fod ud til Siden. Saa standsede den pludselig ved et lillebitte, rundt Hul i Jorden, lidt større i Omfang end den selv.
Dette Maal har den gaaet lige løs paa i over 20 Minutter over 100 m. ujævn Mark med højt Græs og et meterhøjt Dige, uden en eneste Gang at blive bragt ud af sin Bane; end ikke et Øjebliks Vaklen sporede jeg hos den, mens den styrede løs paa sit Hul! —
Nu skal den til at ha’ det rart. — Den lægger sine Æg i den paralyserede Larves Krop, dette levende Forraadskammer, som formodentlig har alle sine Sanser i Behold, men blot ikke kan bevæge sig. Thi Hvepsens Yngel skal udklækkes i den levende Larves Krop og deraf selv skaffe sig Næring, naar den engang kommer ud af Æggene — friskt, levende Kød hele Tiden.
Et intelligent, storartet og vittigt Paafund! Den eneste, der ikke morer sig over det, er formodentlig Larven. —
Mariehønsene bruger mit Fotografiapparat til Flyveplads, de slaas om at komme op og starte fra én af Lederremmene, som strutter i Vejret. Næsten alle høje Græsstraa rundt om mig har én af dem paa sin Top, hvor den ligner et lille rødt Bær. For Resten er de meget kræsne i Valget af en Startplads; de vrager ofte Græsstraaene, men byder jeg dem en Finger, starter de øjeblikkeligt fra Spidsen.
— Uh, hvor Solen bager; Klinterne staar paa fire gloende Pæle og Østersøen glitrer i Solen som flydende Beg. En Mand gaar og harver paa Afsatsen dybt under mig, og Støvet driver tykt og rødt efter Harven som fra en Brand. Himmel og Hav er blygraa af Hede.
Jeg kaster alt mit Tøj og sidder nøgen paa Diget. Lidt efter mærker jeg, hvordan Mariehønsene kravler omkring paa min Krop. De ligner smaa, trillende Bloddraaber paa Huden.
Jeg er steget op paa „Synneshøj“, som sammen med den nærliggende „Malles-banke“ danner Øens højeste Sted, 67 m. Medens den sidstnævnte Bakke og flere andre store Bakkedrag spærrer Udsigten herfra mod Øst, har man fra Synnes-høj en vid og fri Udsigt til de andre Verdenshjørner. Hav ser man til begge Sider af Øen, Revkrogen med Urehoved ligger lige for i Nordøst, Bregninge By dernede i Sydvest med sit spidse Kirketaarn løftet over de rige Haver og med det sølvglinsende Hav som Baggrund — og bag dette Als, Als saa besynderlig nær i Solflimren, at man tror at kunne ro derover paa en Timestid. „Hohewacht" i Holsten hæver sig højt i Syd, og rundt om ser man Ø ved Ø: Langeland, Taa-singe, Fyen, Avernakø med Korshavn, Lyø og alle Øerne i Drejø Sogn kendes tydeligt herfra — tiltrods for, at Luften er fyldt med Varmedis.
— Ja, skønt er her!
Men det er Havet, som giver det ærøske Landskab dets Sjæl. Uden dette, tænkt som et Stykke Fastland, vilde det kun være en frodig Plet som saa mange andre, fuld af skønne Smaating, en altfor gennemrodet, gennemdyrket Plet, et Detaljernes Land, hvor man undres over de frodige Landsbyer, en Stump Idyl hist, nogle Bakkelinjer her. — Sit Særpræg faar det, fordi det er en Ø.
Men hvorfor skal man bestandig maale? Med en Maalestok i Haanden bliver man aldrig begejstret, højst kun retfærdig. Og hvad skal man med al den Retfærdighed? Var der for meget af den i Verden, saa Gud hjælpe os allesammen — og Ærø med!
Lad os glemme det vældige Vesterhav, den vide, mørke Hede og Mols’ Bjærge, naar vi staar paa Synneshøj og Malles Banke. —
Ligesom Store Rise er den af Øens Landsbyer, hvis Navn tidligst forekommer i Historien, saaledes er ogsaa dens Kirke Øens ældste. Aarstallet for dens Opførelse kendes ikke, men den nævnes allerede under Valdemar Atterdag, og den er i sin oprindelige Stil et smukt Eksempel paa de gamle, prægtige Kvaderstenskirker, som stammer ned fra Domkirken i Slesvig By og herfra har bredt sig til de sydfynske Øer og Langeland.
Den har flere Gange været ombygget. Foruden et Par fortrinlige Granitskulpturer paa Ydermurene er en Granitdøbefont med Messinglaag fra den katolske Tid Kirkens største Seværdigheder.
Ogsaa Tranderup Kirke er af høj Alder, men lille og uanselig og desuden stærkt ombygget i Tidens Løb.
I Bregninge Kirke saa jeg den ypperlige Altertavle, ligesom den i Rise Kirke et Arbejde fra den sen-katolske Periode, men denne udgaaet fra selve den berømte Claus Bergs Værksted. Det er et imponerende Billedskærerarbejde, virtuosmæssigt i sin Komposition og med fortrinlig Karakterisering af Personerne.
Her findes iøvrigt fortrinlige Kalkmalerier fra den katolske Tid, for en stor Del velbevarede, navnlig i Hvælvingerne nærmest Altret.
Kirkens Rum er overordentlig velbevaret, baade Hvælvingerne og de dybe Vinduesnicher er af stor Skønhed.
I den lille Købstad Ærøskjøbing er alting snart kun Minder om svundne Tider. Byen er som et H. C. Andersensk Eventyr, en Levning fra Begyndelsen af forrige Aarhundrede, da den forøvrigt forlængst var i Tilbagegang som Købstad, og Marstal voksede op og slog den helt ned. Men dens Historie staar skrevet i dens Gader. Se paa dens gamle Skipperhuse og fornemme Købmandsgaarde. Men se først og fremmest paa Smaahusene! Man mindes Hiibertz’s Ord om Byen: „Formedelst den Nyfigenhed, som er Øboere egen, sørger enhver, der bygger et nyt Hus, for at han gjennem et Par Karnap Vinduer kan have Udsigt forbi sine Naboer til begge Sider, hvilket bidrager til at gjøre Gaden mindre regelmæssig."
Ikke underligt, at Gaderne er smalle, naar hvert Hus rækker Hals for at komme foran Naboen. — Dobbelt smaa og æventyrlige ser disse Huse ud under de mægtige Linde- og Valnøddetrær, som rundt om i Gaderne rager op over de gamle brune, graa og okkerrøde Teglstenstage.
Som Byens Ydre er en Fryd for Øjet, er dens fuldkomne Stilhed en Lise for Sindet.
De fleste Mennesker i Byen sover til Middag mellem Kl. 12—2, og man er som Regel uvelkommen selv i Forretningsanliggender paa dette Tidspunkt.
— Naar den lille Damper ved 4V2-Tiden ventes fra Svendborg, hænder det daglig, at en halv Snes mer eller mindre „stavrassede" Personer henimod dette Tidspunkt flytter deres Kjæppe gennem Byens Gader ned til en bestemt, lang Bænk ved Anløbsbroen. Mellem disse indtager „Harmonien“s tidligere Vært, Byens vittigste Hoved og trods sin Stokdøvhed altid Samtalens Midtpunkt, en fremragende Plads. Hans nærmeste Venner kalder ham ved Fornavn, Mads. Men man skal vare sig lidt for ham. „Det hænder jo af og til, at jeg hedder Mads," sagde han til en Handelsrejsende, som kedede ham, og som havde vist sig lidt for fortrolig, „men det er ikke til enhver Tid!"
Mads er en lille rundmavet Faun med Bukkeben i Støvlerne. Naar han sidder i et lille intimt Selskab inde i „Harmonien“s Restaurant, hvad der ikke hænder sjældent, er han med sin runde, gemytlige Fremtoning altid Bordets clou. Med sin svagt brægende, kildne Ærborøst kan han sige Ting, som faar de tilstedeværende Huris til at rødme og udstøde smaa, iltre Hvin, mens Mandfolkene lejlighedsvis slaar et Grin op, saa „Harmonien“s Mure vakler. — Mads er Byens Surdejg!--
Gaa ned en silde Sommeraften i Parken ved den lille Havn, sid der og drøm et Par Timer bort under Træernes Kroner, dér, hvor Svanerne stille som Aander glider over det mørke, spejlende Vand. Eller sæt Dig ved Solnedgang paa den gamle Mole, hvis Brolægning er saa forfærdelig, at smaa Børn kan gaa og blive borte for bestandig i den. Sid dér og se Solen gaa under, mens dens sidste Straaler belyser det gamle Fyrhus, der er besynderligt og forhistorisk, som et Offerhus for Moloch at skue, men kalket saa hvidt, at den fredsommeligste Sommerluft bliver til Tordenhimmel op imod det. — Sid her, til Natten kommer. Og Du glemmer Krig og Dyrtid og Alverdens Ve og Vaande.
Men naar Natten falder paa, vil Du undres over, at Du ikke hører den gamle Ærbos Vægtersang lyde til Dig gennem Stilheden oppe fra Byens Stræder, Anders Arreboes dybe og storladne Vers, bygget op i Rythmer som Hvælvingerne i de gamle, gothiske Kirker.
Nu skrider Dagen under
og Natten vælder ud,
forlad for Jesu Vunder
vor Synd, o milde Gud!
Bevare Kongens Huus,
samt alle Mand
i disse Land
fra Fjendens Vold og Knuus.
Det gamle Vers kan nemt faa ny Aktualitet i vore Tider ...
Den Aften, vi fra Ærøskjøbing kom til Marstal, fik vi straks et kraftigt Indtryk af at være vendt tilbage til Nutiden. I sin Hovedgade minder Byen næsten om Esbjerg, og dens Tilblivelseshistorie er ogsaa omtrent som dennes, omend Tempoet her har været langsommere, og Formatet er beskednere.
Men det er ikke af Hovedgaden, man skal lære Marstal at kende.
Indtrykket fra denne glemmes fuldstændigt, naar man bevæger sig ned til Havnen gennem de smaa Stræder og Gyder, der løber ned mod denne. Her er man inde i den gamle Skipperby, som paa sin Vis ikke giver Ærøskjøbing noget efter. Det er et Nyboder, men civiliseret og borgerligt uden den stramme Soldatermæssighed, der hist har sat alle de uniformerede Huse paa Geled. Gaderne er her uregelmæssige og undertiden saa smalle, at man staaende midt paa dem kan naa begge Faijaderækker med Hænderne.
Naar Sommersolen straaler ned over de smaabitte énetages Huse med deres morsomt vekslende, blide Kalkfarver, over de røde Tegltage, over Lindetræerne og Hyldene bag Havernes grønne og blaa Stakitter, mens over det hele Havnens alvorlige, mægtige Poppelrække og dens Masteskoves Skraveringer løfter sig mod den lyse Luft — da er man atter inde i Æventyret. Det er Æventyret om den gamle, danske Sømandsstand, som endnu ikke er helt ude!
Her bor de Godtfolk, som endnu paa gammeldags Vis betræder den danske „Vej til Roes og Magt“, det sortladne Hav — Marstallerskipperne, som er kendte over den halve Jordklode, hvor deres gode Skonnerter færdes. Folk, der er berømte for deres enestaaende Sømandsdygtighed, og berygtede mellem Folk andensteds fra for deres Nøjsomhed og sagnagtige Paaholdenhed.
Hvilke Typer, man træffer her, hvilken Verve og hvilket Tempo i disse gamle Svende!
— Paa Skipperbænken ved Toldboden er der hver Dag ved Postdamperens Ankomst „Børs“ for et Par Snese ældgamle Skippere. Meget forskellige er de, men omtrent éns af Type. Alle med det samme, ramsaltede Kød paa den tørre, vindblæste og tætte Krop, og med et Blik som en Los. De har været vant til at blive lystrede, de Folk — der er ingen Styrvolter imellem, det er lutter Herreblade !
Soldet med Guds Gaver har de aldrig, hverken paa sig selv eller deres Mandskab. Ryet for deres Knebenhed har sikkert omsider naaet tilbage til dem selv, for det er det eneste Forhold, i hvilket de udtrykker sig med nogen Forsigtighed.
— En Ven af mig sejlede som Styrmand med en Marstallerskipper og spiste for første Gang Frokost sammen med ham i Kahytten. Paa Bordet imellem dem stod Retterne: Rugbrød, Fedt og Spegepølse.
Da Styrmanden for anden Gang langede ud efter et Stykke Spegepølse, bestemt til at dække en ny Rundtenom, saa Skipperen hurtigt op fra sit bare Fedtebrød. Og saa sagde han langsomt og roligt: ,,Je’ ha’e en Styrmaj engang — haj spiste al’ri Polæg!“ —
— Et hartad familieagtigt Sammenhold mellem denne Skipperstands Medlemmer kan give sig løjerlige Udslag. Ligger nogle Marstallerskuder sammen i fremmed Havn, vil de ikke alene søge hinandens Nærhed derinde, men de vil ogsaa saa vidt muligt følges ad derfra, gøre hinanden Selskab ud af Løbet. Og saa kan følgende Samtale udvikle sig mellem et Par Skippere:
— „Er Du færdi’ til aa’ gaa u’, Hans?“
— „Ja—a, det er je’ jo. Men er Du færdi’ ?“
— „Ne—ej, je, biir itte færdi’ førend engang i Maaren Ettermiddaw!“
— „Saa tro’er je’ li’egodt, je’ ska’ vente etter Dig, saa ka’ vi følles ad!“
Næste Dags Eftermiddag:
— „Naa, saa sku’ vi vel se aa liste a’!“
— „Ja—a, det sku’ vi jo. Men ham Albert her ve’ Si’en a’, han biir itte færdig førend i Maaren Formiddaw.“
— „La’ os saa da hellere vente paa ham, saa ka’ vi jo følles ad alle trej!“
Paa Tredjedagen er alle parat. Men efter en Undersøgelse af „Glasset“ og
et Samraad paa Kajen bliver man enig om, at Vejret ikke er rigtig tjenligt. Man ser Tiden an til i Morgen „for Eksempel
Endelig er der god Lejlighed. Og de tre Skuder letter samtidig og gaar tilsøs — for naturligvis allerede efter nogle Timers Forløb at tabe hinanden af Syne og maaske komme til Marstal med flere Dages Mellemrum — dersom de overhovedet skal samme Sted hen! — —
Men denne gamle Skippertype er ved at forsvinde. Den yngre Generation er her som alle Steder mindre særpræget end den ældre.
I Havnen og paa Reden ser man nu (i 1921) det samme sørgelige Billede som for Tiden i Thurøbund — den vældige Flaade af oplagte Skibe, en hel Kirkegaard af Master; henimod et halvt Hundrede store, mest tremastede Skonnerter ligger døde Side om Side — Krigens Virkninger.
Og dog er disse oplagte Skibe ikke engang et autentisk Billede af hele Elendigheden. Hvad de vanvittige Forhold under og lige efter Krigen har bevirket her, fremgaar af følgende Tal:
I 1913 var 234 store Skibe hjemmehørende i Marstal, forsikrede for en Sum af 3,290,000 Kr. — Allerede i 1917 var her kun 165 Fartøjer, og i Januar 1918 blot 109 tilbage. Og to Aar senere, i Januar 1920 (ifjor), var Tallet sunket ned til 87! —
Byen har i Øjeblikket ialt kun ca. 100 Fartøjer tilbage af sin Flaade. Af de forsvundne 134 er kun et Par Stykker torpederede og et Par enkelte forlist.
Resten er solgt!
Paa sin Højde stod Marstals Handelsflaade her i Landet med Hensyn til Tonnage kun tilbage for Københavns og Fanøs, og hvad Skibenes Antal angaar, var alene Københavns større. Den Driftighed, som Beboerne af den lille Handelsplads altid har vist, og som bl. a. i 1784 gav sig sit første, eklatante Udslag deri, at de trods et Afslag paa Ansøgning om Hjælp fra Staten til Anlæggelse af en Havn ved Byen, paa egen Haand og for egne Penge udførte dette Foretagende — denne Driftighed i Forbindelse med deres enestaaende Sømandsdygtighed vil for-haabentlig sikre Marstals Fremtid som Havneby.
Marstals Navn kommer af det gammeltyske Mara, Mahre Ø: Hest, „Mær“. Her har i Middelalderen, da Udførslen af Heste til Tyskland var en betydelig Indtægtskilde, været et „vildt Stod“ paa Stedet ligesom paa en Mængde af vore mindre Øer. „Marstall" var Betegnelsen for fyrstelige Personers Stalde, ligesom Marskalk (af Scalc = Knægt) oprindelig er Betegnelsen for Staldens Opsynsmand.
Omkring Begyndelsen af d. 18de Aarhundrede kommer der mægtig Fart i Byens Vækst samtidigt med, at Ærøskjøbing langsomt gaar tilbage. Johan Arndt Dyssel fandt paa sin „Indenlandske Rejse" i 1763 noget næsten foruroligende i den lille Bys Vækst. Han griber efter en Forklaring herpaa og finder, at den kan have sin Grund i Beboernes overordentlige Frugtbarhed, et Fænomén, han har iagttaget i flere Byer, der ligger nærved Havet!
Og han mediterer paa følgende Vis over dette Thema: „En besynderlig Frugtbarhed kan ikke nægtes, at man jo finder i Søestæderne frem for midt i Landet. Men om den naturlige Aarsag skulde være, som Linnæus mener, at søge i den salte Luft og i en større Mængde Salt, som der nydes, hvilket skulde have en pirrende Kraft, det tvivler jeg om. — Monne ikke moralske Aarsager giøre noget til den physiske, iblant andre en Slags Afholdenhed, at da Søefolk maa nødes til at være adskilte fra deres Hustruer i længere Tid, saa omfavnes de med desto større og alvorligere Fornøielse." —
Lad os trods nærværende Tids Ugunst haabe med den gamle Forfatter, at Marstal maa blive ved at tiltage — gid Saltet ikke maa miste sin Kraft! Og lad os endelig slutte os til ham naar han udbryder: „Lyksalig det Folk, der under en fredelig Regiering kunde beriges ved andres Kiv.“ (!) —
-— Det vil sikkert i Forbindelse med ovenstaaende være rigtigt at gøre opmærksom paa, at et Dagblad i 1899 bragte en Artikel om Øen under Overskriften „Dydens Ø“. Heri oplyses, at der i nævnte Aar af 282 nyfødte Børn dér paa Stedet kun var ét eneste, som fødtes udenfor Ægteskab. Den vittige Forfatter henstiller, at Øens Navn forandres til Ærbarø! —
Maa man ikke efter alt at dømme tvivle om, at Ordsproget har Ret, som siger: Hvor Fanden ikke selv tør komme, der sender han en Ærøbo! —
Hvad Øens Fugleliv angaar, da gælder her det samme som paa Taasinge, at de fleste Iagttagelser er gjort fra Cykle paa Landevejene. Men da Besøget strakte sig godt over en halv Snes Dage, og Øen er skovløs uden større Moser og Kær, men med en Del inddæmmet Strand, er der uden Tvivl set de fleste Arter, som er at finde her paa Aarstiden.
Ialt saas 61 Arter, men kun ganske faa udenfor de almindeligste.
Det maa nævnes, at vi paa Øen saå en eneste Hjejle — denne herlige Fugl, som desværre snart er forsvunden af Landet. Af Rovfugle saås én Taarnfalk samt 4 Musvaager, de sidste kredsende sammen over Vindeballe Landsby.
Kun én Edderfugl iagttoges, og af store Maager saås kun en enkelt Svartbag; ingen Havmaager viste sig ved Kysten.
Bestanden af det almindeligste Vildt, Harer og Agerhøns, er her som alle Steder stærkt i Aftagen, og der er Grund til at tro, at denne Nedgang vil fortsættes. En „Jæger" paa hvert Matrikelnumer, en foretagsom Foxterrier ved hvert Hus, samt den ny Jagtlov — stort mere behøves der ikke!