ALRØ
En tidlig Morgen lægger vi til Airøs Anløbsbro, der ligger paa Sydvestpynten ved Egehoved, hvor Strømmen kun er en god km bred mellem Øen og Halvøen Borg paa Fastlandet.
Øen hørte endnu i Beg. af d. 17. Aarhundrede under Kronen, men fra omkr. Aar 1800, da den i Mellemtiden havde været i forskellige private Ejeres Besiddelse, er den efterhaanden helt kommen i Beboernes Eje. Den er 1368,3 Tdr. Land, har 284 Indbyggere, og i de sidste halvt Hundrede Aar har Antallet kun varieret mellem 280 og 290. Her er 24 Gaarde, 6 Boelssteder og ca. 30 Huse med eller uden Jord. Kun ca. 100 Tdr. Land er udyrkede, herunder de smaa Holme Folderne ved Østenden, som tilsammen er 2,7 Tdr. Land.
Naar man ser de straalende Bøndergaarde paa Stedet vil man knap tro, at Øens Jorder er gennemgaaende mindre gode end Hjarnøs. Gaardene er alle paa omkring 60, men Præsten og Mølleren sætter Rekorden med henholdsvis 104 og 150 Tdr. Land. —- Med Fiskeriet staar det saadan til, at Øen virkelig endnu har to Professionister tilbage, som Modsætning til Hjarnø, hvor de sidste to vred Saltvandet af Bukserne ifjor!
Fra Esphoved til Alhage strækker den brede Hovedvej sig paa langs over Øen. 16 af Øens 24 Gaarde ligger paa Rad langs denne Vej paa Øens Midte og danner Alrø By. Det er et imponerende Syn med disse store, pyntelige og velholdte Bygninger Side om Side paa en Strækning af omtrent 2 Kilometer, omgivet af store Tofter og frodige Vænger og Haver, enhver af dem med sine Omgivelser spændende over et Par Hundrede Meter. Alle Gaardene ligger paa Vejens Nordside med Stuehusene fornemt fjærnede fra Vejen og Yderlængerne ud imod den. Alle Tofterne er omgivet af herlige Træplantninger, hvor Poppel og Ask er de dominerende Træer; Asken især naår af og til en enorm Højde og danner Øst for Byen sammen med nogle ældgamle Piletræer en Indramning af Vejen, der gør denne til en af de skønneste Promenader, man kan tænke sig.
Naar man gaar her langs Rækken af Airøs Bøndergaarde, gribes Sindet af den rolige Følelse af, at her er rigelig Plads til at brede sig paa; denne tagen Afstand fra Naboen trods den strænge Indordning i Rækken, denne Stilfuldhed giver et Præg af Fornemhed over hver eneste af de gamle Gaarde og over hele Byen. Det er østjydsk Velstand og gammel Kultur, som præger dette Sted.
Øens lille Kirke er fra samme Periode som Hjarnøs, vistnok fra 14. Aarh., og minder fuldstændigt om denne i sin Stil og Størrelse. Kun er den heldigvis endnu ikke bleven forsynet med en Rytter, men har et fortrinligt lille Klokketaarn af Træ — en „Klokkestabel" — paa sin Kirkegaard.
Sin største Udstrækning har Øen fra Alhage i Øst til Egehoved i Sydvest, hen-imod 9 km. Ligesom Hjarnø er den gennemgaaende lav og flad. Af Klinter findes saa godt som ingen, Øen falder de fleste Steder jævnt ned mod Stranden. De stolte Navne Hendeskov Hage, Esphoved, Egehoved, Abildhoved, Hjelmshoved og Stre-belshoved, der knytter sig til ubetydelige Fremspring paa Syd- og Vestsiden, lover mere end de holder, ogsaa i Retning af Bevoksning. Men de fire første af dem er endnu et Minde om Øens gamle Skovrigdom. De aabne Marker er uden nogen landskabelig Skønhed. Kun Udsigten herfra er om muligt endnu skønnere end fra Hjarnø.
Pontoppidan beretter følgende i Danske Atlas:
„Af Antiqviteter har endnu i forrige Seculo paa Alrøe været at see en stor Grav-Høi over Dronning Alruna eller Alrame, som har givet Øen sit Navn. Efter Traditionen skal hun have været Kong Hiarnes Dronning, som ligger begraven paa den Øe Hiarnøe lige overfor. Dette Monument, som Wormius in Additam. pag 6 giver en Tegning af, var 40 Alne langt og 12 Alne bredt, besat oven omkring med store Stene."
Dette Oldtidsminde, der ligesom „Kong Hjarnes Grav" for længst er forsvunden, har som sidstnævnte sandsynligvis været en Skibssætning, eller muligvis en Langdysse.
Øen har en lille Skov, som er noget større end Hjarnøs, men til Gengæld mere aaben og mere forhugget. Den bestaar af omtrent de samme Træarter, men i Underskoven fandt vi desuden Seljepil og Vrietorn og i Skovbunden store Mængder af Dueurt. Rundt paa Øen findes Hegn af Hvidtjørn, og nær ved Mejeriet en lille Lund af Aske, store Ege, El og Gran.
En Mængde Sangfugle holder til i Skoven og Hegnene. Hejren er en meget almindelig Gæst ved Stranden om disse Øer, vi saa den daglig staa og fiske paa Fladvandene, og den har flere Steder Kolonier i Skovene i Nabolaget, saaledes paa det nære Palsgaard Gods. Den er efterhaanden bleven en langt almindeligere Fugl her tillands end Storken, ialfald paa Øerne. Alrø har dog endnu én Storkerede tilbage; den er ganske vist tom — men det smager dog altid af Fugl!
— Ogsaa paa Alrø driver Foraaret sit Spil; der hersker et farligt Postyr mellem Fuglene, nogle er ikke færdige med at gifte sig, og andre er forlængst bleven „Skaffedyr" for en paatrængende Familie. Blaamejserne saa vi paa Kirkegaarden i de store Asketræers Top, allerede med store, skrupsultne Unger. Daglig ser vi, hvordan Kragerne søger hertil Øen for at stjæle Æg af denne Overflod, og hvordan Rødben og Viber, som har deres Kuld ude paa Engene, samler sig i Flok og jager dem bort igen, over ti! Fastlandet.
Paa Stien fra Skoven over mod Kirken traf vi en Stæremoder, som ganske roligt gik og fodrede sine Unger foran os, idet de saa nogenlunde blev ved at holde samme Afstand fra vore Fødder. Tiisidst, da Tempoet blev os for langsomt, maatte vi skridte udenom dem; men de rørte sig ikke fra Stien.
A propos Dyrelivet paa Øen: Oldenborren, som jeg ikke har set i mangfoldige Aar, mødte jeg minsandten paa Alrø! I min Barndom, hvor den var en Landeplage, kunde man paa milde Forsommeraftner gaa med en Pilegren og rage dem ned fra Luften i Spandevis, og Gud naade den Cyklist, der endnu for godt en
Snes Aar siden for ind i en Oldenborresværm — han kunde bagefter staa af og rage Kravlet af sig i Pundevis med Hænderne. Nu er de næsten helt forsvundne overalt i Landet — vistnok uddøde af en Bakterie- eller Svampesygdom, der smittede og dræbte dem saa godt som alle i Løbet af faa Aar.
— Airøs Oldenborre kom flyvende en Formiddag i det liflige Solskin henover en lille Sti. Den snurrede som en lillebitte, velsmurt Flyvemaskine, alle dens fine Maskindele straalede i Solglansen, saa der stod en Glorie omkring den; dens røde Følehorn struttede lige frem af Iver, Livslyst og Nysgærrighed, hele Verden skulde opdages i Fugleperspektiv!
Men forude paa en Ledstolpe sad der en Stær.
Da den fik Øje paa Oldenborren, kom der Liv i den; den startede øjeblikkelig i absolut ond Hensigt og for løs paa den skinnende Genstand. Det første Angreb mislykkedes, Stæren stødte for højt, og i Farten røg den et langt Stykke forbi Maalet. Oldenborren kæntrede ved det uhyggelige Choc og faldt et lille Stykke; men Styregrejerne fejlede ingenting og den kom i en Fart paa ret Køl igen. Imidlertid havde Stæren vendt og kom tilbage med full speed — og denne Gang lykkedes det! jeg hørte tydeligt Smeldet af Næbet mod Oldenborrens Krop--
Det var en fin Luftkamp. Men om lidt vil der paa Jorden under en eller anden Stærerede ligge et Par smaa, brune Flyvervinger, herligere gjort, end nogen menneskelig Opfindelse nogensinde vil blive. Og om en Timestid vil Monumentet over Flyveren blive sendt i en skøn Bue ud over samme Redes Kant.
Hjarnø. Forfalden og forladt Bondegaard i Hjarnø By.
Hjarnø. Gammel Bondegaard med ny Yderlænge af Kamp.
Alrø. Øens Kirke med dens „Klokkestabel" .
Alrø. Ved en af Byens store Gaarde.
Vaarsø. Skildpaddens nærmeste Omgangskreds.
Vaarsø. Marken og Skoven ved Avlsgaarden.
Alrø. Vænge mellem to Bøndergaarde paa Vejens Nordside.
Alrø. Den pragtfulde Vej paa Øens Østende.