De Danskes Land -- Achton Friis

ASKØ

1 Nordvestkuling og tiltagende Regntykning gaar vi sydpaa fra Fæjø Havn over Lindholms Dyb til Askø, hvor vi ved Middagstid ankrer op udfor Landingsbroen i Læ af Sydøstpynten. Rundt om os ligger en Mængde Aalefiskere, som er søgt herind for Vejret, og slingrer for stramme Kættinger. Fra Stedet, som hedder „Konemade Hage“, spadserer vi ad Vejen op mod Nordvesthjørnet „Sundsbro“, hvor Vejen drejer mod Øst til Askø By.

Et mere trøstesløst Land kan man vanskeligt forestille sig, som det ligger her med de flade Marker under Efteraarsvejrets Rusk. Det stormer og piskregner ustandseligt, Vejene er som Muddergrøfter, og vi maa bestandigt slæbe Cyklerne efter os. Vi er næsten øjeblikkelig bleven gennemblødte.

Vort første Maal er Læreren i Askø By, hos hvem vi kom ind og blev bænkede. Jeg søger altid først til Lærerne, naar jeg vil vide Besked om Forholdene paa et Sted, og jeg er overordentlig sjældent gaaet skuffet bort. Ingen er som de i Kontakt med Befolkningen.

Askø, som er 506,8 Tdr. Land og har 187 Indbyggere, danner sammen med den 156,2 Tdr. Land store Lilleø med 45 Indbyggere sit eget Kirkesogn — vel nok ét af de mindste i Landet. Med Lilleø, som ligger omtrent en Kilometer Nord for den, er den sammenhængende ved et Flak, „Grunden", over hvilket der ved dagligt Vande staar en Fod Vand. Over Flakket i hele dets Længde er der for faa Aar siden bygget en Dæmning eller Bro af nedrammede Pæle med Stenfyld imellem, over hvilken Færdslen mellem Øerne foregaar. Askø har i første Halvdel af forrige Aarhundrede lagt omtrent en Tredjedel til sin Vækst, idet den store Bugt „Kirkevigen“, der sydfra skar sig ind mellem Østerhoved og Konemade Hage og naaede helt op til Byen paa Nordsiden, dengang blev afspærret fra Havet ved en kilometerlang Dæmning paa flere Meters Højde. Dette store Foretagende, fortæller Læreren, var én enkelt af Beboerne Mand for; men som saa mange andre Foregangsmænd gik det ham ilde, han satte hele sin Formue overstyr derved og endte i Nød og Elendighed paa Fattiggaarden. Det inddæmmede Areal, som er 60 Tdr. Land stort, ligger endnu bestandigt hen som en sumpet og lagunefyldt Vejle og kan, endda kun delvis, blot anvendes til Græsning. Men den mægtige, solide Kampestensdæmning staar endnu, som et Monument over Manden, der opførte den.

Om det andet store Foretagende, Dæmningen til Lilleø, fortælles der at den i det sidste Par Aar er kommen i en saa ynkelig Forfatning, at man knap kan færdes tilfods over den. Som Illustration til dens Tilstand kan følgende smukke Historie tjene:

Paa Askø er hjemmehørende en stor, gammel Orne, som i Embeds Medfør flere Gange havde været paa Lilleø. Han kom altid dertil paa samme Maade som andre Godtfolk, tilfods over Broen. Men ifjor gjorde han Vrøvl, da han saå den Tilstand, som denne var kommen i siden sidst han befor den. Længe stod han tvivlraadig og stred med sig selv, Aanden og Kødet rasede mod hinanden. Men tilsidst sejrede Lidenskaberne, og med et højt Vræl styrtede han sig i Bølgerne og svarn over til Lilleø — ligesom Leander til Hero! Men han ankom til Maalet stolt og fnysende og i levende Vægt. —

Blandt Øens 35 Beboelsessteder er kun to Gaarde paa over 40 Tdr. Land, og der finder det usædvanlige Forhold Sted, at henimod et Dusin af dens Familier lever af professionelt Fiskeri •— forbavsende mange sammenlignet med de allerfleste andre af vore Smaaøer, hvor der saagodt som ingen virkelige Fiskere findes mere. I nogen Grad er dette vel en Følge af at Jorden kun er middelgod og langtfra saa frugtbar som f. Eks. paa Fæjø eller Fæmø. Fiskernes Speciale er at tage Aal ved Blus paa Fladvandene omkring Øen.

Askøs Beboere har Ry for at være lidt træge Folk, langsomme i Vendingen og meget lidt fremskredne. De gaar for at være „sære“ og indlader sig nødigt med fremmede. Fæster man Lid til dette, vil det overraske samtidig at høre, at til de Egenskaber som de er berømt for fra gammel Tid hører ogsaa, at de er haarde Halse, paastaaelige og stridbare, ofte uvorne, og tillige utrolig haardføre som Søfolk. Eksempelvis skal fortælles en Episode, som hændte for mange Aar siden:

En stor Dæksbaad med 3 Mand fra Askø strandede en Vinternat paa Kysten udfor Bandholm. Det var i December Maaned og en Paalandsstorm, der sendte Sørøgen højt op over Land, og samtidig haard Frost og hvirvlende Snefog. Det var umuligt under disse Forhold at komme Folkene tilhjælp inde fra Land, alene Brændingen som stod udelukkede ethvert Forsøg.

Folkene i Baaden holdt ud, mens Søen bestandig stod over Takkel og Tov og Vandet frøs til Is, hvor det ramte. Efter seksogtredive Timers Forløb var de endnu alle tre levende. Men saa begyndte det at ta’ paa dem. •— Da Vejret endelig løjede saa meget, at Bandholmerne kom derud, var to af dem just døde. De var frosset ihjæl.

Den tredje klarede sig og lever endnu som en ældre Mand; det er Lærerens Svigerfar. —

Se paa Askøs Beliggenhed paa Kortet — lun ikke sandt? Der kan ved Gud næsten tales om en Idyl paa Landkortet her!

Man kan se sig til en hel Del paa et Landkort, og paa et Strejftog som vort kan man supplere sin Viden en Del, og ogsaa faa sine Begreber omkalfatrede. Men man maatte leve ensom i Aarevis sammen med Beboerne paa hver eneste Ø for at faa fuld Besked om deres Karakter og deres Kaar. Vi, som kun kommer nogle Dage, maaske kun nogle Timer til hvert Sted, vi oplever intet dér. Vi ser og hører kun i enkelte, hastige Glimt. —

Paa mere end én Maade er Havet en slem Nabo. I 1852 og navnlig den 2. Januar 1855 oversvømmede det næsten hele Øen, og en ny Stormflod i 1858 var saa voldsom, at den „formelig delte Øen i trende Dele“ skriver P. Rhode. Stumperne blev vel igen samlede, men Jordbunden var længe øde og uduelig efter Saltfloden. I 1872 den 13.—14. November stod Størstedelen af Øen igen under Vand. I Aarevis efter hver af disse Katastrofer sporedes Saltets Virkninger paa Jorderne.

Ifølge et gammelt Sagn skal aldrig noget Skib strande paa Askø. Ikke engang det under Havet Indbyggerne. Kan det i denne Forbindelse undre nogen af deres Landsmænd, at disse Folk er bleven berygtede for Nærighed! Men det skal i denne Forbindelse ogsaa nævnes hvad P. Rhode siger om Befolkningen, at det sidste Fattiglem paa Askø døde 1811, og siden skal ingen have faaet offentlig Understøttelse naar undtages en sølle Degn, som havde 13 Børn og altsaa nok kunde trænge til et Supplement til Gagen. —

Læreren viser os sine Marker. Han er paa Vej til at tilføre Øen en ny Indtægtskilde, der for det første er bleven et anseligt Tillæg til hans egen Fortjeneste, men ogsaa til de Bønders Indtægt, som allerede er begyndt at efterligne ham. Han dyrker Asier i stor Stil! Til at begynde med beplantede han én Tønde Ld. og solgte det første Aars Høst for 3000 Kr. Siden er han bleven endnu snedigere: nu skraber han Frøkornene ud og sælger disse for sig til Saaning, og Skallerne for sig til Syltning — som Modsætning til de fleste Gartnere, der kaster Skallerne bort. Disse alene gav ham sidste Aar 1500 Kr. —

Paa det Punkt maa vi haabe, at hans Landsmænd ikke er for træge til at følge ham. —

Læreren fortæller, at Øens østligste, lange Odde „Østerhoved“ er meget kalk-holdig i Grunden og at de udenfor denne liggende store Grupper af Kampesten bærer det mærkelige Navn „Skægtorn", en Betegnelse, som aabenbart i Tidens Løb er bleven forvansket. Øens nordligste Punkt kaldes af Beboerne „Kvæghjørnet“, fordi man i gamle Dage drev Kreaturerne herud før de indskibedes til Lilleø, som dengang mest brugtes til Græsning. Og han gav os følgende Oplysninger om Øens Dyreliv, som vi senere selv supplerede: Her findes en Maagekoloni paa 4—5000 Individer. Beboerne driver stor Jagt paa Knortegæs; denne foregaar fra Jægerlyer, de saakaldte „Batterier", foran hvilke der er udlagt Lokkegæs paa Vandet, eller fra Skydepram. Desuden er her om Vinteren og Efteraaret et betydeligt Svanetræk. En enkelt Mand har ifjor paa et Par Timer skudt 16 (sejsten) Svaner paa Isen fra opbyggede Ishuse nær Vaagerne! — En lille Ting til Eftertanke for dem, der laver Jagtlov hertillands.

Medens Øen hverken har Rovdyr, Harer eller Muldvarpe, findes her derimod en Mængde Rotter og Mus. Enkelte Agerhøns er her endnu. Medens baade Hugorm og Staalorm mangler, er den grønne Frø almindelig, og Klokkefrøen findes i to Mergelgrave. Selv saå og hørte vi den grønbrogede Tudse i Byens Gadekjær.

Vi gaar gennem Byen hen til dens lille Kirke, en gotisk Murstensbygning med tilbygget, sengotisk Taarn. Den er ganske ypperlig i Stilen, udvendig et henrivende lille Bygningsværk lige til dets mindste Detaljer; især gælder dette de bedst bevarede Dele, Taarnet og Koret. Begge disse bærer endnu den gamle Tækning med „Munke og Nonner", forvitrede gennem Hundreder af Aar i de skønneste Farver. Vaabenhuset, som tidligere har været af Bindingsværk, er nu desværre erstattet med et grimt Monstrum af røde Mursten, forsynet med typiske Staldvinduer med Jærnsprosser og en Indgangsdør med Tremmer som til en Retirade. En unødvendig grim Tagrende er anbragt under Tagskægget og vansirer yderligt den lille Bygning.

Askø. Tjørne ved Diget nær Kirketaarnets Fod.

Askø. Kirken.

Askø. Paa Øens Kirkegaard en Regnvejrsdag.

Lindholm. „Rylen" under Øens Østkyst.

Lilleø. Gæs bag en Bondegaard.

Skipper ombord paa „Rylen".

Lindholm. Hyld som Lianer mellem Fyrrene.

Kirkegaarden er et Vidunder. Tjørne, større og pragtfuldere end jeg nogensinde før har set, gror indenfor Stendiget hele Vejen rundt og indhegner Stedet, eller de vokser inde mellem Gravenes Tuer. Udsynet mellem de mægtige Tjørnestammer over de flade Marker i det af Regnen drivende Landskab og ud mod Havet er herligt. En højtidsfuldere „Dødens Have“ har jeg vist aldrig betraadt, der er noget af „Vi“et“s Stemning over den, et helligt Steds Ro og Fred. Folk, der har en saadan Kirkegaard, maa kunne lade sig jorde med fuld Fortrøstning til det hinsidige! —

Det beskedne Rum inde i Kirken staar i Skønhed ikke Maal med dens Ydre. Dens lille Altertavle eller rettere Alterskab er en Seværdighed; det er et trefløjet Træskærerarbejde fra katholsk Tid, Midterfeltet bærer en Bisp i Ornat, sandsynligvis Set. Nicolaus, Søfolkenes Skytshelgen. Sidefløjene rummer Figurer, som vistnok forestiller Apostlene. Det er et mindre godt Træskærerarbejde og er desværre i den seneste Tid bleven malet op, ved hvilken Lejlighed Figurernes Baggrund er bleven „odret“ som Egetræ! — Om Alterskabet gaar det Sagn, at det oprindelig er stjaalet af Fæmøboerne fra et Skib, og senere af Askøboerne stjaalet fra Fæmø Kirke og ført herhen. Det maa være stærkt beundret! —

Om Kirkens Alder har jeg ikke kunnet faa nøjagtig Besked. Men den er altsaa yngre end Fæjø Kirke, til hvilken Beboerne søgte inden denne blev opført.

Gaar man ad Dæmningen langs „Kirkevigen“s Sydside, ser man mod Nord ud over et Landskab, som paa en mørk og regntung Efteraarsdag som denne griber én om Hjærtet ved sin Skønhed og Alvor. Det er den store, søfyldte Vejle, som netop nu ovenpaa den vaade Sommer maa gøre mere Indtryk af uberørt Natur end nogensinde siden Dæmningen har inddiget den. Den store Flade, som er omtrent en Kvadratkilometer og naar fra Sydkysten omtrent helt op til Kirken, er nu for Størstedelen under Vand og et enestaaende Terræn for en Mængde Svømme- og Vadefugle. Og vi fik dem at se i Tusindvis, lettende i tættere og tættere Skarer eftersom vi skred ind paa Dæmningen. Hundredvis af Krikænder, den ene Flok efter den anden, flyver op fra de blanke Søer; de bliver til store Skyer, snart sluttende sig sammen, snart atter delende sig, til de paany kaster sig med deres underlig lyse Skræp paa Vandet længere borte. Et Par store Flokke af Graaænder jager forbi, 5 Spidsænder og en enlig Pibeand. En Hjejles tungsindige Fløjten høres — ak, hvor sjælden en Fugl nu! Tusindvis af Viber ses i Flok over Vandet og inde over de vaade Agre, eller staaende ude i det lave Vand. Et Par Musvaager kredser over den østlige Del af Inddæmningen, og 3 Hejrer kommer højt skraalende trækkende nordfra over Vejlen og fortsætter ud over Havet. Enkelte Bekkasiner og nogle Engpibere rejser vi paa vor Vej, og 3 Svaleklirer kommer jagende i vild Flugt hen over vore Hoveder og strør deres lyse Fløjtetoner i Luften efter sig: div—div—div—dyvit!

En Engpiber, som er fløjet mod en Telefontraad og faldet ned paa Vejen, sidder stille og kikker fortumlet paa mig. Efter at jeg har tørret Mudderet af den kommer den til Hægterne igen og flyver videre.

Fra Vejlen gaar jeg nordenom Øen og hjem. Hvor Landet heroppe er sørgeligt paa en Dag som denne. Vejene er opblødte og ligner Bækkeløb, hist og her med Mudderøer ragende op. Ikke en tør Trevl har jeg paa Kroppen, og Benene er til Knæene tunge af brunt Ælte. Regnen pisker og Stormen slaar i Poplerne langs de øde Marker. Ikke en Sangfugl høres eller ses, de faa der findes endnu er i Læ bag Bøndernes Gaarde, bag Hegn og Hess. Efteraarets Svøbe gaar over Landet; dette er Septembers andet Ansigt, det haarde, ubarmhjærtige graa. Alt er som uddødt, kun Vejret gaar som en Dommedag i tunge Drøn over Marker og Boliger.

Et gammel Ord paa Stedet lyder saaledes: „Man faar jo sige, hvad man kan hitte paa,“ sa’e Præsten paa Askø, han skulde præke! — Og Øen har ialfald tidligere haft en Serie Præster, der nok har kunnet skabe Ordsprog om sig og blive „Tegn i Menigheden". P. Rhodes ganske kortfattede Fremstilling af deres Historie var nok værd at supplere; hvilket vidunderligt Materiale ligger der ikke næsten urørt her! Hør blot følgende Prøver:

Hr. Carsten Dreier, (Præst paa Øen 1714—31), var lige saa stor som hans Degn var lille og spinkel, og han plejede at tage Degnen paa Nakken, naar de i en Drønnert gik hjem om Natten fra Bøndergilderne, for at Degnen kunde udpege for den kortsynede Præst(!) de reneste Steder at træde paa. — Siden blev de Uvenner i en saadan Grad, at Degnen maatte flygte til Fæjø, hvor han blev lige til Hr. Dreier var død, trods Biskoppens og Provstens Befalinger om at vende tilbage — saa bange var han for Præstens store Næver! —

Hr. Niels Guldberg afskedigedes i 1750 paa Grund af at han „øvede mange grove Laster". Da hans Efterfølger, Hr. Stub, blev indsat og skulde præke første Gang, tiltrodsede Guldberg sig Adgang til Prækestolen samtidig med ham for ligeledes at tale til Menigheden. For at skille deres Trætte gik Provsten ogsaa derop, og nu stod de alle tre deroppe og galede i Munden paa hinanden, indtil endelig Hr. Guldberg fortrak. — Naar man ser den lille spinkle Prædikestol undres man over, at den ikke er sunket i Grus under al denne Ærværdighed!

Præsten Rasmus Værn kaldtes hertil den 27. August 1784 efter først at have været Skibspræst paa en Chinafarer. Fra sin Rejse medbragte han en gammel Matros, som siden boede hos ham. Han var en saa udpræget Kvindehader, at intet Kvindfolk i hans Tid nogensinde fik Lov til at sætte sine Ben i Præstegaar-den. Han og Matrosen boede der ensomt og sov bestandigt i hver sin Hængekøje!

Hvad man maaske ellers kan bebrejde disse tre Præster — kedelige har de ikke været! —

Enkelte af dem har paa forskellig Vis sat Præg paa Befolkningen; saaledes Hr. Jens Pedersen Mule, som var Præst her fra 1676—96. Han efterlod sig to Døtre, Maren og Judith, som giftede sig med hver sin Gaardmand paa Øen. Den første fik 6, den anden 14 Børn. Da alle Askøboerne er i indbyrdes Slægtskab og Hr. Mule paastod at han var adelig, siger Rhode, er altsaa saaledes (!) alle Askøboerne af adelig Herkomst. ---

Langt mindre idyllisk end disse Historier er det Supplement, der i den nyeste Tid er føjet til Øens Præstehistorie. — „Askø-Præsten" huskes endnu af de fleste som den, der ved Bøn og Paakaldelse søgte at kurere sin Datters og hendes Legekammerats farlige Brandsaar og ikke tillod Lægen at komme ind til de Smaa, indtil Rettens Folk skred ind.

Men Detaljerne i hele denne ækle Sag skal jeg springe over.

For to Hundrede Aar siden skrev Degnen Niels Andersen ved sin Afrejse fra Øen (1721) følgende Kvad til dens Beboere:

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela