De Danskes Land -- Achton Friis

ASSENS-EGNEN

I hele den store Trekant fra Glamsbjerg over Øksnebjerg til Helnæs-Halvøen gaar Landskabets Karakter, efterhaanden som man nærmer sig Kysten, langsomt over til at blive udpræget sydfyensk. Det er ikke længere det smalle Belt, som præger det, men den store, aabne Arm af Østersøen.

Man bør komme hertil nordøstfra, for at disse Indtryk kan faa den rette Stigning. Det store Højdedrag, som omkring Indlandet ved Aarup naar op til Højder paa nær de hundrede Meter, har sin Vestgrænse omkring Brahesholm, hvor man fra en 98 m. høj Banke faar det sidste Overblik over de lavere Enge ud mod Kysten. Herfra synker Vejene langsomt og roligt over smaabølget Terræn ned mod Kysten, og snart ser man det brede, havlignende Belt blinke bag de røde Tage i den lille hyggelige Assens By.

Det er ikke landskabeligt, denne Bys nærmeste Omgivelser vækker Interesse, især hvor Udsigterne over Beltet ikke er medvirkende. Ensartet, svagt bølget, overalt opdyrket og ret kedelig er denne Egn. Men faa Steder paa Øen har jeg fundet saa mange ypperlige og velholdte gamle Bønderboliger som netop her. Selv de mest moderne prægede Landsbyer og Stationsbyer har mellem deres nye Rædsler rene Pragteksemplarer af gamle Gaarde.

Baade i Lundager, Gamtofte og Turup, og især i det østligere liggende Gum-merup ser man alle Steder Eksempler paa fin gammel Byggeskik.

I Lundager fandt jeg saaledes Saxo Jessens bekendte Gaard, som ganske vist er ombygget for ca. 100 Aar siden, men i hvilken den oprindelige Stil er bevaret, samtidig med at alle Gaardens gamle Materialer er anvendt ved Ombygningen. Gaardens sydøstlige Hjørne er rundbygget, og den ene Yderlænge rummer en fortrinlig Sulelade.

Sulekonstruktionen, som tidligere er omtalt, er uden Tvivl et Oldtidslevn. Sulerne er en Række svære Egestolper, der som Regel er anbragt i Bygningens Skillerum og staar paa langs i Bygningens Midte, hvilende paa Syldstenene i Grunden og for oven bærende „Aasen“, en stærk Egebjælke, hvorpaa Spærene og næsten hele Tagvægten hviler. Rundbygningerne er opstaaet ved senere Sammenbygning af oprindelig fritliggende Længer, hvis Sulebjælkeværk ved Ombygningen har fordret, at man skraat afskar Hjørnerne med ét eller flere Fag.

Der findes i disse Egne adskillige ypperlige Eksempler paa baade Sulelader og Rundbygninger. Maren Kristoffersens Gaard i Gamtofte, hvis Yderlænger sikkert mindst maa være deres to Hundrede Aar gamle, har saaledes en udmærket Sulelade.

De to Byer Gummerup og Kjøng ligger saa nær opad hinanden ved Vejen Syd for Glamsbjerg, at de synes at være én sammenhængende Landsby. I Gummerup er den store, usædvanlig pragtfulde „Landmaalergaard" endnu ved Magt, takket være, at den er bleven fredet, og alle dens Længer er ført tilbage til den Skikkelse, de havde før 1860. Det store Stuehus er indrettet som Musæum med det gamle Bohave, og saavel her som udvendig er alt sjælden smukt bevaret. Næppe nogensinde har jeg set en mere imponerende Bolig for Bønderfolk. I to af Gaardens Yderlænger, den nordre og vestre, findes Sulekonstruktioner, som, hvad Størrelsen angaar, overtræffer alt, hvad jeg kender.

Gaardens Stuehus med sin store Frontespice ud mod den vældige Gaardsplads er en fuldkommen herskabelig Bygning. — Vejen forbi Gaarden og iøvrigt næsten gennem hele Byen er aldeles herlig. Hvilken Stil og gammeldags Hygge paa dette Sted med de svære Bindingsværksgaarde, omgivet af store, skyggefulde Træer!

En anden prægtig Gaard er Jens Andersens Ejendom „Tjenergaarden“ i den nærliggende Køng Landsby, ogsaa en fortrinlig og velholdt Bindingsværksbygning. Naar man ser disse Boliger, som stadig holdes i Ære af Befolkningen, mindes man det Vers, som Rasmus Nyerup fandt paa en gammel Gaard her paa Øen:

Adskillige fyenske Bønder synes at kende dette Vers og rette sig efter det.

— I Gummerup fødtes i Aaret 1705 Danmarks første store lyriske Digter, Ambrosius Stub, Søn af Skrædder Kristoffer Pedersen Stub. Navnet Ambrosius stammer fra Ambrosius Charisius, Ejer af Palsgaard i Jylland, hvis Søster Anna var gift med Morten Skinkel til Søholm, og hvis Broderdatter Marie Charisius stod Fadder til den nyfødte. Gudmoderen, som senere blev gift med Vilhelm Stok-fleth til Brahesholm, tog sig af Drengens Opdragelse. Han blev Student og kom som tyveaarig til København. Men allerede i 1720—25 dør baade Stokfleth og hans Hustru, og ligeledes Ambrosius’ Moder og hans velstillede Broder Morten Stub, hvorefter Faderen flyttede til Verninge.

Det har sagtens været Ambrosius’ Velynderes Hensigt at gøre ham til Præst; men de 10 Aar, han tilbragte i Hovedstaden, førte ham ikke i den Retning. Musik, Dans, Sang og Digtning var hele hans Liv, og han forlod Studierne uden nogen Eksamen for at leve i Fred mellem Muserne. Og Muserne tog imod ham som deres kaarne Yndling — men de har endnu aldrig haft Interesse af at skænke deres Yndlinge Udkommet. Han førte et broget og omtumlet Digterliv lige til sin Død, ofte i den rene Nød og Usseldom.

Tredive Aar gammel ægtede han den 19-aarige Præstedatter Marie Katrine Skovsbo, som ejede en Gaard i Langsted, hvor Parret tog Ophold. Men allerede to Aar efter bliver Gaarden solgt, og Parret begynder sin sørgelige omflakkende Tilværelse, mens det ene Barn efter det andet kommer til Verden. Hustruen dør allerede 1747 mens de bor i Odense, og Ambrosius gør Afregning med Ægteskabet i et lille Digt, som rummer følgende Vers:

— Da Hustruen var død, vurderede Skifteretten Familiens Bo til 25 Rdlr. 2 Mk. 14 Sk., og Gælden til 81 Rdlr.! — Hvorefter Kreditorerne frafaldt alle deres Fordringer.

Det var efter denne Tid, Ambrosius Stub kom til Taasinge som „Skriverkarl" hos Kammerherre Juel til Valdemarsslot, der synes at have vurderet ham højt, men med hvem han snart røg uklar. Endelig flytter han til Ribe, hvor han bliver Lærer, og hvor Døden finder ham, da han endnu kun er 53 Aar gammel — en syg og ukendt Digter.

I Gummerup er rejst en Mindesten for ham i 1905 paa 200-Aarsdagen for hans Fødsel. Den kunde have baaret Goethes Vers med de bitre Ord:

Egnen Vest for disse Byer rummer et af Fyens mest storslaaet formede Landskaber. Navnene langs Vejen fortæller, at man er højt oppe, Glamsbjerg, Lundsbjerg, Koppenbjerg, Øksnebjerg og Skovsbjerg, paa Række fra Øst mod Vest. Øksnebjerg maa med sine 85 m. vige som Højdepunkt for det mindre kendte, men 12 m. højere Skovsbjerg. Det er dog ikke alene det store Slag den 11. Juni 1535, da Johan Rantzau slog Liibeckerne, som under Skin af at kæmpe for Chr. II.’s Sag søgte at blive Herrer i Landet, der har gjort Stedet berømt gennem alle Tider. Ogsaa med Hensyn til landskabelig Skønhed bærer det Prisen.

Landet hæver sig saa langsomt op mod Øksnebjergs Tinder, at man ikke aner, hvor højt man er oppe, før man staar der og pludselig faar den blændende Udsigt mod Syd og Vest til Beltet over de vide, lave Flader. Man ser, at Bjergets Top snarest er et Plateau. Det maa have været en fortrinlig Lejrplads, en ypperlig strategisk Stilling for Liibeckernes Hær; og dog slog Johan Rantzau den paa halvanden Time efter en hastig March fra Assens, oprev den fuldstændig i en voldsom Kamp.

Sagnet siger, at Grev Rantzau med Præsten Hans Madsens Bistand fik Lubeckerne lokket ned i den nære Søbydal, idet de var i den Tro, at de drog ind i Tokelund Skov. Dagen efter flød Blodet fra Dalen gennem Søby By ned i Søen . ..

Landskabet bærer sin Historie med Fatning. Det eneste, som bryder den agra-riske Harmoni paa den gamle Slagmark, er en lille græsbevokset Knold paa det højeste Punkt, vistnok en Rest af en Broncealderhøj, og nær denne et bredt og dybt Hul i Jordsmonnet, der endnu rummer en Rest af Stedets vilde Fauna. Her gror tætte Hyldebuske og blomstrende Regnfang, og desuden Flokke af Rødbynke med Farver som Rust og Blod, foruden Falankser af sværtbevæbnede, harniskklædte Tidsler. De faar mig til at tænke paa Kampen heroppe. Saadan har vel hele Terrænet været bevokset paa hin Tid, da de pansrede Riddere og Landsknægte rasede henover Marken.

— Foran mig paa Bakken staar to Heste og læner sig med Hovederne over hinandens Hals og blunder, en mørk Silhouet op imod den gyldne og perlemorsfarvede Himmelstribe, der ligger lavt i Vest under de langsomt trækkende Regnskyer og spaar Godtvejr til imorgen.

Mellem Kirke-Søby og Flemløse, nærmest den sidste By, ligger paa „Grav-gaarden“s Mark Kragehul Mose, hvorfra et af de berømte Votivfund fra Øen stammer. Det er ligesom Vimosefundet et Kampoffer, og det skriver sig som dette fra Folkevandringstiden, men er dog et Hundrede Aar yngre, fra ca. 500 e. Chr. — Det er talmæssigt langt fattigere; men Genstandene omfatter foruden en Del Brugsgenstande en Mængde Pragtvaaben af stor Skønhed. De fandtes i en Dybde af 1—H/2 m. dels under Mosens Overflade, dels paa den lerede Bund og det nærmeste Tørvelag om denne. Det er haandgribelige Minder om den storslaaede og bevægede Kamptid, da vore første Heltesagn dannedes, om Rolf Krake, om Vermund og Uffe, Ro og Helge — Sagn, som kom til at danne Grundlaget for hele den Digtning, der blandt andet rummer vor Gudesaga.

Stedet synes kun fattigt og ringe. En lille Dalsænkning mellem lave Bakker, en stensat Dam paa Størrelse med et Gadekær, halvt udtørret, er de sidste Rester af den berømte Mose.

Om gamle Tider taler ogsaa Runestenen fra det nærliggende Flemløse, der ligesom Glavendrupstenen og flere andre vidner om den Mængde Stormands-gaarde, Øen har haft allerede i Tiderne omkring Aar 800. Stenen flyttedes allerede i Slutningen af 16. Aarhundrede fra sin oprindelige Plads paa Toppen af en Høj nærved Kirken ind paa Kirkegaarden, hvorfra en Grev Trampe til Løgis-mose omtrent 200 Aar senere lod den slæbe bort og sønderhugge for at bruge Stumperne til Kirkediget. Da man i forrige Aarhundredes Midte atter vilde samle Stenen, var store Stykker af den forsvunden; Resten førtes til Jægerspris og endte paa den Høj, som er opkastet over Grevinde Danner! — Forskellige Tegninger af den fra Tiden, før den ødelagdes, f. Eks. i Ole Worms Monumenta Da-nica, har sat Wimmer i Stand til at tyde den defekte Runeindskrift. Den har lydt saaledes: „Efter Rolf, som var Nore-Gode, staar denne Sten. Sønnerne satte den til hans Minde. Aaver ristede Runerne— Stormandstale, hugget i Sten!

Flemløse Landsby, som har mange udmærket smukke Gaarde, er meget højtliggende og med prægtige Udsigter.

Paa Vej herfra over Landsbyen Nellemose og ret mod Vest, til Vejen brat svinger nordpaa, passerede jeg den 60 m høje Banke med Generalstabsmærket paa Toppen — kun et Par Hundrede m fra Vejen. Det er værd at se Egnen heroppe fra. Udsigten er pragtfuld til alle Sider, især over Helnæsbugten, som ses i hele dens Udstrækning, over Halvøen Helnæs med dens smalle Tange og helt til Jylland. En ustandselig Lærkesang lyder op imod mig, den kommer fra alle Sider som et trillende Kor over Bakker og Dale. I den lune, stille Luft med det bløde Graavejr, som nu har afløst de sidste Dages Regn og Storm, klinger den som én sammenhængende Tone, en stor Fugle-Salme, der stiger som en Tak mod Himlen.

Hele det frodige Land omkring mig damper af Væden; det har endelig faaet drukket sig mæt paa hver eneste Fodsbred Jord efter den fortærende, lange Tørke og hviler nu ud i sin Rus, slumrende dybt under Koret af de sangglade Lærker.

I Nord skimter jeg den store Dreslette Kirke med dens mærkelige, bastante Taarn, som øverst har en stor Platform, bærende en lille spiragtig Overbygning. Derhen styrer jeg min Vej for at se den gamle Kampestensportal over den vestlige Indgang til Kirkegaarden. Portalen, som stammer fra Valdemarstiden og sandsynligvis oprindeligt har indrammet en Dør til Kirken, er usædvanlig smuk, et værdigt Minde om sin Tids fornemme romanske Stenhuggerkunst, en Pryd for Stedet, hvor den staar, og i fuld Harmoni med det dejlige Landskab. Dens Relief forestiller den tronende Kristus, som ved sine Sider har en Mand og en Kvinde i bedende Stilling. Den er noget af det ældst bevarede ved Kirken, som er af Munkesten, men nu iøvrigt rødkalket over det hele.

— Jeg tager Vejen mod Vest hen til det skønne Frederiksgave, hvor det park-agtige Landskab med Agrenes Neg og de stolte Trægrupper smiler imod En saa blidt, at man helt forstaar Sagnet om Nattergalens tolv Stemmer, der kun høres her! Bedst lyder Historien paa det bløde Fyenske, som tales her paa Egnen:

„Naa Solen hon skin dæn taalde Ma-i, aa al Tin vaa bliv heilt lysegrønt, kom vo Faa-r gæne u paa Trappesteini aa røvde paa Kaalene aa spure dem, om di vi tæ dæn store Aarbesfjervøvn u aa la-v dæn aam te Sjarebang, faa saa sku vi allesammen i Fræsga-v Skøv aa hoire, om Nattergalen haa faat si-ne taal Stemmer. — Heile Gaawri ble-w li mæ de sa-me sat paa daan Æne. Pierne flø lissem di vaa tøwle fraa dein a Brygset te daan. Vo Mo’er haae tra-velt mæ aa vaske Bønene aa gø dem i Stane! Dræni ræn huner aa sytten Ga-ne øvver Gaawret u-en aa vi, va han lev etter, Huni skavte sæi, aa Hæstene begønde aa skrønne lissem di osse veste, va dæ sko skej. Dæn eineste, dæ vaa nøvlune role, vaa den gamle Rø-der, som sku bliv heime aa passe heile Gawri .. " 1)

Saa kører endelig hele Læsset, og den gamle Røgter staar og ser efter dem og tænker „paa dæn Gang han sjæl vaa aavn aa gla.“

Men i „Spindehuset" ved Indkørslen til Godset laa der et lille Hus, hvor man kunde faa Mjød, og her holdt man an og stod af.

„Skøvi vaa saa kjøn. Pierne gik mæ hinaan uner Aarmi aa saang i de brej Gange, aa Kaalene laaw aa saw op i Voherres blaaw Himmel eller gik ner te Straan ve Aaw (Fiskerlejet Aa). — I Mørkni fek di Makorri frem, aa saa spiste di allesammen ve et lånt Skøvbor, aa saa sa di heile Tien: „Hys, naa sønger hon“. Men Kaali aa Pien ku ette hoire reiti ve Bo-ret, aa saa gik de sammen lånt in i Skøvi.

Naa de saa kom teba aa sku te aa heim, vaa di saa glaa; faa naa veste di, a Nattergalen haa sine taal Stemmer ...“

— Se det var nu saadan!

Jeg tegnede en lille Pige fra Assens-Egnen. Lidt barnlig mut, som man kan være i hendes Alder — uden at mene noget med det; for Smilehullet i Hagen flyttede sig af lutter høflig Imødekommenhed helt om til den Side, hvor jeg sad.

Og Øjnene lod mig tro, at ogsaa hun engang vil vandre ved Siden af en ung Mand, lytte til Nattergalens Sang og lære af den at tælle til tolv — hele Registret igennem.

— Men skulde Du selv komme her med Din Elskede en Høstaftenstund, naar Nattergalen er stum og alle andre Fugle ogsaa tier, naar hun ikke smelter og synker til din Barm trods Synet af Skovbrynet ud mod de vide Enge, hvor Kvæget græsser, men ser ud, som hun længes efter en Ispind — saa før hende med Dig i Din Rolls-Royce ind gennem Skoven og stands ikke før under Piletræerne ved den stille Skovmølle, den gamle Vandmølle lige ved Vejen. Tag hende uden Forberedelse paa, hvilket Syn der vil møde hende, ud af Vognen og vis hende dette Sted. Og hun vil med et Hvin slynge sine Alabasterarme om Din Hals for evigt, evigt! — og saa videre ...

Men kører Du videre herfra mod Syd, saa lad hende blive staaende tilbage, for nu bli’r det ramme Alvor.

— En Introduktion til dette Steds Modsætning, det barske Helnæs-Landskab, faar man ved Synet af Sønderby Klint, som set ude fra Agernæs staar med stejle nøgne Fald ned mod den aabne Strand, lysende som Guld og Kobber mod det dybblaa Belts Bølger.

Jeg begiver mig herfra ud ad den 2 km lange, S-formede Tange „Langøre", som ikke er bredere, end at Vejen lige kan være paa den — og som under Efter-aarsstormene for et Par Aar siden blev gennembrudt af Havet, der bortrev et langt Stykke af den. Den er dannet af det samme Hav, der anfalder den, og som i Tidens Løb har skyllet Grus og Ral op, der efterhaanden har forbundet Helnæs med Hovedøen.

Helnæs er et Slag lige i Synet paa den, der netop kommer fra den førnævnte fyenske Herregaardsidyl. I samme Øjeblik, jeg fra Tangen naar op mellem de vældige Banker paa dens Nordside, rammes jeg af Modsætningen. Landskabets Karakter er næsten nordjydsk, en kraftig Pendant til Hinsholm paa Øens Nordøstside. Med vældige Klinter staar Bankerne ud mod Vesterstranden, stejle Toppe med Rovs ned mod den stenklædte Havstok med Farver som Rust og Okker mod Beltets blaa Dybder og mod det smaragdgrønne Lavvand under Kysten.

Det er et karskt og vildt Landskab, jeg ser over; her virker alting friskt og ramsalt ovenpaa al den megen Sødme. Det er vistnok det mærkeligste Sted paa hele denne Halvø. Udsigten mod Nord over Tangen, denne gule og grønne Navlestreng, som forbinder Stedet med Moderøen, er mægtig betagende. Paa begge Tangens Sider det dybblaa, vindfurede Vand, og bag dette den straalende Sønderby Klint og Frederiksgaves mørke Skove. Langt ude i Nord løfter Øksnebjerg-Landet sine vældige Højder over Fyens Skove og ligger som en blaa Drøm i Disen.

Hvilke Linjer og Farver! Mod Syd atter en dyb Lavning, et vældigt Mosedrag med grønne Sivskove om Vandhullerne, omgivet af gulnende Stubmarker med Sæden i Traver. Havet bag dette glimter som levende Ild, hvidt og blændende. Ind over Landet er Bakker og Dale rodet mellem hinanden, Toppe og Huller skifter ustandseligt. Den Kæmpe, som dannede dette Land, har vandret paa Jamber. Fra „Galgebakken" Øst for dette Sted er Udsigten maaske endnu videre, men langtfra saa smuk.

Bybækken gennem Davinge forbi Yderlænge af en typisk Bondegaard.

Bysmedjen i Allesø.

Vimose, set fra Bakkerne Sydvest for den.

Gamle Pile langs Vejen mellem Neder- og Over-Holluf.

Ved Fraugdegaard. Dam nær ved Voldstedet.

Fruen i Davinge Vandmølle.

Gaard ved Gadekæret i Turup.

Marie Kristoffersens Gaard i Gamtofte med rundbygget Hjørne.

Op og ned ad Bakke gaar Vejen herfra mod Syd til Øens eneste samlede Bebyggelse, Helnæs By, som rummer over 100 Gaarde og Huse med godt og vel 500 Indbyggere, løvrigt findes kun enkelte spredte Boliger. Vest for Byen ligger nogle vidtstrakte Engflader, „Maden“, en tidligere Havbugt, som naar fra Stranden helt ind til Byens Huse og er inddæmmet og tørlagt allerede 1785—86. Byen, som ligger lavt mellem de høje Bakker i Nord og Syd, er enestaaende smuk med sine ejendommelige gamle Gaarde og sine vældige Stendiger, der omgiver alle Veje og Stier og indrammer alle Marker, undertiden mandshøje og altid lavet med stor Omhu.

Et lille Vejstykke, som er karakteristisk for Stedet, fører fra Hovedvejen op til Hans Sørensens Gaard, som med sin Sulelade og sine rundbyggede Hjørner er én af Byens Seværdigheder. En af de ypperste Boliger i Byen er „Ellebæks-gaarden", som er opført 1777, hvad en Plade over Hoveddøren i det pragtfulde Stuehus viser. Og den staar endnu i næsten uændret Skikkelse.

Det er helt igennem en sær og ejendommelig By, en gammeldags hengemt og forglemt Idyl, skjult med sine Haver og Diger mellem Bakkerne i det aabne, barske Land. Byen ligger i Hesteskoform langs hele Dalens Østside. Mod Vest ser man fra dens Veje ud over den store Lavning, der ligger grøn og jævn, med rødt, græssende Kvæg helt ud til Stranden. Yderst, hvor Eng og Hav smelter sammen, glider Sejlskibe frem og tilbage — det ser ud, som de sejler lige paa Engens yderste Rand.

Paa min Vej mod Vest ud til Fyret passerede jeg den 30 m høje Trundkjær Bakke, der har nøjagtig samme Højde som Galgebakken paa Nordenden og er af samme landskabelige Beskaffenhed.

Ude ved Fyret, som ligger paa den vestligste Pynt i Havet lige indenfor de lave Sandklitter, findes Rester af en gammel Skanse lige paa Klintekammen, delvis nedstyrtet i Havet. Et Par andre sønden for Stedet er næsten helt forsvundne. Sagnet siger, at de ligesom et Par andre paa Øens Sydende skriver sig fra Svenskekrigen; men der findes intetsomhelst historisk Bevis for dette.

-— Et trods sin ringe Størrelse meget monumentalt og meget skøntformet Dyssekammer rejser sig over Marken kun hundrede Meter indenfor Klinten Nord for Fyret. Det virker storslaaet paa dette øde, ensomme Sted. Man er jo ikke forvænt med Overraskelser af den Art ovre fra Sydfyen, hvor der findes overordentlig faa stensatte Oldtidsminder i det overalt gennemdyrkede Land, hvor de i Tidens Løb maa være bleven sløjfet i Hundredvis.

Foruden de her nævnte Grave tyder mange andre Fund paa, at Helnæs har været stærkt beboet allerede i Stenalderen.

Den berømte „Helnæssten", en Runesten fra omkr. Aar 825, som nu findes i Nationalmusæet, viser, at ogsaa Vikingetiden har sat sig Minder herude. Stenen kom for Dagen i 1860, men kløvedes ved Optagelsen, og et Stykke af den med nogle faa Runer paa forsvandt. Wimmer har udfyldt det manglende, og Indskriften lyder efter hans Tydning saaledes: „Rolf Nore-Gode satte Stenen efter Gudmund sin Brodersøn. De gæve Mænd druknede ude paa Havet. Aaver ristede Runerne."

Nore-Gode betyder Vogteren for Norernes Helligdom. Med „de gæve Mænd" maa menes Gudmund og hans Følge, og Runemesteren er utvivlsomt den samme

Aaver, som har hugget Indskriften paa den føromtalte Sten fra Flemløse. Stenen er fra samme Periode, og Aaver er et meget ualmindeligt Navn. Det er den samme Rolf, som er omtalt paa dem begge, den første Sten har han selv ladet rejse, den anden er sat over ham af hans Sønner.

Mærkelig er Stenen derved, at den omtaler Drukning som Dødsaarsag. Kun et eneste til af de Hundreder af danske Runemindesmærker, nemlig den ene af Larsker-Stenene fra Bornholm, nævner samme Dødsmaade, idet den meddeler om Halvard, at han „druknede ude paa Havet med hele sit Mandskab". Selv paa Stenene fra Vikingetidens Glansperiode ml. Aar 800—1000, da Havene vrimlede af dens Skibe, hører vi, naar Dødsaarsag overhovedet er nævnt, at Mændene er dræbt i Kamp, og hyppigst paa Landjorden. Kun undtagelsesvis nævnes Søslag, som f. Eks. paa den ene af Aarhusstenene om Full, „som døde østpaa paa Havet, da Kongerne kæmpede med hinanden," eller paa den anden af Larsker-Stenene over Bose „som blev dræbt i Søslaget ved Udlænge." — Vi har Lov til at tro, at Danskeren Sibbe den Vise, som omtales paa Karlevistenen fra Oland, er falden i Søkamp, han, hvis Følgesvende satte Hædersmindet over ham paa Øens Kyst og huggede de stolte Ord i Stenen, der nævner ham som „den mest lydefri, kampstærke Vogngud paa Søkongens vide Mark."

Maaske er det ogsaa et Søslag, der er Tale om paa Mejlbystenen, der er rejst over Aksel „som døde med Tore i Øresund." Der nævnes paa Stro-Mindesmærket fra Skaane en „Asser, som døde nordpaa i Viking," paa Uppåkra Stenen en Toke „som døde vestpaa" (d.v.s. paa Englandstog). Paa Vallabergastenen tales om Manne og Svenne „som ligger (jordede) i London."

Man maa, tiltrods for at det er Vikinger, der er Tale om, ikke se bort fra, at disse jo ogsaa kunde dø af Sygdom paa deres Færder — selv om „naturlig Død" i den Forbindelse sagtens var at blive hugget i Stykker.

— Men Vikingerne var ialfald oprindelig først og fremmest Strandhugstmænd, og vi ved fra fremmede Landes Krøniker, at naar de i Vikingetidens første Periode overhovedet mødte Modstand under deres utallige Hærgninger af Kirker, Klostre og Byer paa fremmede Kyster, saa foregik den ulige Kamp saa godt som altid paa Landjorden. Herpaa tyder ogsaa Indskrifterne paa en Mængde af Stenene, som nævner store virkelige Slag, saaledes paa Hedeby- og Dannevirke-Ste-nen, hvor der findes nævnt en Erik, som var Styrmand og dræbtes under Belejringen af Hedeby, eller paa den prægtige Tirsted-Sten, der siger, at Frode døde i „Fre-gers Flok i Sverige, da alle Vikinger omkom." De tre Hållestad-Stene fra Skaane (980—985) omhandler den store Katastrofe paa Fyrisvoldene ved Uppsala, hvor saa mange danske faldt, hvorefter de hjemvendende rejste Stenene over Toke Gormsøn, over Ærre og Asbjørn, som der gik sammen med Sjorup-Stenens Asbjørn, om hvem der staar, at han „flygted ej ved Uppsala, men vog (dræbte) mens han havde Vaaben."

Vikingeskibene var først og fremmest Transportmidler. Men Vikingerne maa have været ypperlige Søfolk for at kunne udrette saa fremragende Bedrifter, som de efter alle fremmede, samstemmende Krønikers Dom var i Stand til — da deres Flaader i henimod et Par Aarhundreder som „uhyre Fugleflokke" dækkede Havene langs alle Vesteuropas Kyster og for paa Togter langt ind i Middelhavet. Bedre Søskibe, end disse Folk havde, fandtes ikke i Tiden. De store, aabne Baade, som af Sejl kun førte en Bredfok, der ikke tillod at sejle Bidevind, men som hurtigt kunde stryges for et opkommende Uvejr, kunde for Aarerne alene staa sig mod den værste Sø. Disse Mænd frygtede intet Vejr og ingen Aarstid. Derfor kan Runestenene med Rette nævne dem som „vidt berømte Vikinger" og „uforfærdede Sørnænd", saaledes som Torsjo-Stenen, Stro-Mindesmærket og Gårdstånga-Stenen fra Skaane. Og for deres fortrinlige Sømandskab taler det yderligere, at kun to Runesten mellem Hundreder nævner, at Mændene er „druknede paa Havet.“

Har Rolf Nore-Gode boet paa Helnæs? Vi ved det ikke, og lige saa lidt kender vi til Gudmunds Boplads, som ikke behøver at være knyttet til Beliggenheden af Mindesmærket for ham. Runestene sattes, hvor mange Mennesker kom, ikke først og fremmest hvor den Mand eller Kvinde, som de rejstes over, boede eller var begravet. Vi maa derfor antage, at Helnæs i Vikingetiden har været et stærkt besøgt Land, hvad ogsaa dens Beliggenhed med Udsigt over Havet til alle Sider vilde kunne forklare. Et ypperligt Tilflugtssted for Sørøver-Skuder med mange Smuthuller rundt omkring.

— Helt ude ved Bugtens Bred ligger paa Nordøstsiden den berømte „Abkjelds-gaard“, som er sine halvandet Hundrede Aar gammel, men med sine røde Mursten og sit Bindingsværk er saa velholdt, at den ser ud, som den var fra ifjor. Dens Beliggenhed er fremragende smuk her paa de aabne Marker, som falder i Bølger ned mod Stranden med Udsigter over hele Bugten med dens Øer og over mod Fiskerlejet Falsled paa Fyenssiden. -— Hvor er hele denne Ø dog frisk og dejlig, som et Saltvandsbad virker den ovenpaa Fyens Idyller.

Det er egentlig kun Sproget herude, som helt virker fyensk. Det er endda stærkt udpræget, forekommer det mig. Jeg faldt i Snak med en meget veltalende Vejmand. — De fleste Vejmænd ynder at snakke. Skulde der være Seksdages Løb for Palaver, vilde jeg sætte en fyensk Vejmand ind og holde ti mod én paa ham.

Jeg har ikke før hørt Sproget talt saa syngende og saa højtliggende som her. Det trættende ved denne Øbo-Dialekt er forøvrigt ikke dens Syngen, men det altfor høje Stemmeleje. Man skulde synes, at den talende altid maatte staa paa Tæerne for at holde Tonen, og man faar Lyst til at bede ham sætte sig ned paa Jorden og holde sig fast, for at han ikke skal ende med at gaa tilvejrs.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela