BIRKHOLM
Det er Søndag Morgen Kl. 6, Vindstille og Tropestemning; to Sole blænder Øjet, én i Luften og én i Vandet.
Øen ligger derinde, flad som en Præsenterbakke, paa hvis Midte er opstillet nogle Legetøjshuse. Det nederste af disse ses ikke for Stranddigerne — kun Tagene og et Utal af Flagstænger. Ved vor Ankomst igaar talte vi 17 Flag over Byen, et ganske anseligt Antal, fordelt paa 14 Beboelser med 63 Indbyggere! Her var Fødselsdag eller saadan noget, og hele Øen festede. Man fester hyppigt og alvorligt paa Birkholm! Øens Beboere kaldes „Drejø Sogns Franskmænd", og Betegnelsen passer i visse Henseender fortrinligt.
Jeg træffer inde ved den lille Havn den gamle, forhenværende Fisker Hans Albert, som sidder paa en Aalekiste med en Mine som Napoleon paa St. Helena og skuer ud over Vandene. Han taler højt, har pragtfulde Gestus og fagre Ord; han er meget mere nedladende mod fremmede Personer af en anden „Nationalitet" end de rigtige Franskmænd. Men han er kun Svada, man faar ingenting at vide. Jeg fører Samtalen hen paa mange Ting, som han skulde vide Besked med, men forgæves. Som sidste Udvej forsøger jeg Stormfloden! Han skubber Kasketten over paa det ene Øre, holder Tale og ligner Mac Mahon, der opildner Tropperne med brede, favnende Gestus — men det er ikke værdt at høre paa, det er Salon-Birkholmsk! Han snor Overskæget langt ud i Landskabet under den pragtfulde Ørnenæse og snakker Fanden et Øre a’. — Jeg efterlader Hans Albert, indhyllet i en Røgsky fra hans korte Snadde, og vandrer op imod Byen.
Inde paa Marken ved Vejen staar et Par fede, røde Køer, og med Panden lænet mod den enes bovnende Sideben sidder en herlig, lille Bondepige og malker. Mælkestraalerne synger mod Blikspanden, hvis Bund toner af sød Vellyd. Jeg faar stor Lyst til at indlade mig med hende, men inden jeg er klar over, hvordan jeg skal faa begyndt, er jeg kommen forbi hende og opgiver det.
Men saa raaber hun efter mig:
„Naa, De er nok kommen herover for at se paa vores Ø!“
Jeg vender om og ser hende bøje sig imod mig bag Koens Rumpe, og næppe er Ordene udtalt, før hun faar et forsvarligt Øredask af Haledusken. Men hun fortsætter uden at lade sig afbryde:
„Ja — her er sandelig ogsaa dejligt," siger hun. Hun har skam ogsaa været paa Hjortø, det har hun da rigtignok — man har vel set sig om i Verden! Men paa Birkholm — ja, maa hun be’ om den Ø! Folk er ogsaa saa meget livligere her end dér ovre, Karlene siger helt anderledes Ting her end andre Steder.
Jeg spørger om, hvad hun hedder.
„Selma," siger hun.
Jeg kunde jo se paa hende, at hun maatte hedde Selma, sagde jeg. Det var et kønt Navn.
-— Hm!
Om jeg maatte fotografere hende?
— „Ih ja, saa gærne!"
Mens hun malkede Koen?
— „Ja, værs’god bare!"
Strip-strip! sagde Mælkestraalen nede i Blikspanden. Solen skinnede paa Koens blanke, røde Vom, hvor fingertykke Aarer sprang som Floder paa en Globus, og foran den paa Selmas hvide Arme. Pigen var saa henrivende i sin Frejdighed, uden Antydning af idiotisk Koketteri og uden den fjærneste Forfjamskelse. Der var intet ved Haar eller Klædedragt, der skulde bringes i Orden, før jeg „tog" hende — jeg stillede mig til Styrbord for Koen og sigtede:
„Klap!" — sagde Fotografiapparatet.
— „Paa dette Billede bliver De saa smuk, Selma, at naar Karlene paa Øen ser det, faar De et Dusin Friere til," vover jeg at udtale.
— „Ih, hvad skal jeg dog med dem? Jeg har saamænd alt for mange i Forvejen."
— „Det er da rart at ha’ nogen og vælge imellem!"
— „Nej — saa er det saa svært at hitte Rede i. Ikke for mange!" siger Selma med et lille Anstrøg af Alvor.
Jeg siger Farvel til Selma. Hendes Haand er lille og varm som en Fugleunge •— og min duftede længe efter af nymalket Mælk.
Ligesom næsten alle Smaaøer i det sydfyenske Hav er Birkholm langagtig i Retning Sydøst—Nordvest. Det er, som om de med stor Føjelighed har indrettet deres Form efter det aflange Øhav, hvori de ligger indeklemt mellem Fyens og Ærøs store Kroppe.
Birkholms største Længde fra Sandhoved Odde i Sydøst til Revet i Nordvest er ca. 2 km, dens Bredde er kun ca. SU km. Med sine 173,7 Tdr. Ld. er den Sognets tredjestørste Ø, men med Hensyn til Fladhed og Lavhed bærer den Førsteprisen. Dens højeste Bakke, som ligger paa Nordsiden nær Revet, hedder „Hylsbakke" og er — 2 m høj! —
Jeg gaar igennem den lille By paa Øens Midte og naar ud til den nordligste Gaard, som ejes af en Bonde ved Navn Jens Prest. Han er en stovt, levende og intelligent Mand i 60-Aars Alderen, hans Gaard er Mønster paa Orden og Velholdthed. — Jeg bliver bænket inde i Stuen ved et Bord med skinnende Dug, Kaffe og duftende, hjemmebagte Kager. Efter at Kvinderne efter Landsens Skik er forsvundet af Stuen, drikker vi Kaffe og taler sammen, og Jens Prest fortæller følgende:
Øen er i hans Barndom ramt af 3 frygtelige Katastrofer umiddelbart efter hinanden. Som 10-aarig Dreng oplevede han den store Stormflod d. 13.—14. November 1872; han fortæller, at Vandet begyndte at stige ved forholdsvis stille Vejr; men saa kom Stormen af Nordvest og afløste de forrige Dages Nordøstenblæst, og da rejste Havet sig for Alvor. Søen slog mod Digerne og brød dem ned, og ind over Øen stod de fraadende Vande, overskyllende hele Jorden og tilsidst stigende mandshøjt op i Husenes Stuer, saa Beboerne maatte redde sig op paa Lofterne og derfra ud paa de vaklende Tage.
Da Vandet Dagen efter faldt, stod kun to Huse af alle Øens Bygninger tilbage, Resten var jævnet med Jorden. Som ved et Mirakkel — eller snarere en Række af Mirakler — omkom ingen af Beboerne; men Kreaturerne druknede i Snesevis og førtes bort af Bølgerne ud over de lave Diger, forsvandt i Braaddet og bortskylledes. —
Men om en Fremmed var kommen til den lille Ø Dagen efter, at denne Ulykke havde ramt den, og havde han ventet at finde en slagen Befolkning, der sad raad-løs med Hænderne i Skødet paa Ruinerne af sine Huse, saa vilde han være bleven i høj Grad bestyrtet over det Billede, der havde vist sig for ham: Alle Øens vaabenføre Mænd, og enkelte Kvinder med, jagende Øen rundt med Forke i Hænde. -— De jog Torsk i de vaade Agre!
Det var Fisk i Stimevis, som af Søen var slaaet ind over Digerne og ikke kunde slippe ud igen, da Vandet faldt. Hujende og skraaiende fo’r Folkene rundt, plaskende med Høtyvene i Saltvandspytterne og drivende Torskene i Klemme ved Hjørner af Digerne, hvor de spiddede og greb dem. — Et festligt Billede, saa helt modsat det fra det foregaaende Døgn!
Disse Folk er parat til under alle Forhold at gribe Chancen, naar den er der. Humøret synker ikke i Grus sammen med de lerklinede Vægge. — Næppe havde man faaet den værste Skade rettet efter denne Katastrofe, før der kom en ny Syndflod, knap halvandet Aar efter denne. Det var den saakaldte „Februarflod“ i 1874, som ogsaa ramte alle de andre, mindre Øer heromkring, men gjorde meget mere Skade paa Agrene end den foregaaende, fordi Vandet faldt saa langsomt. I flere Aar efter den sidste kunde i stærk Solvarme og Tørke Saltet ligefrem gnistre paa Agrene, en vædet Finger, som man strøg henover Græsset, fik Saltsmag!
— Samme Aar ramtes Øen af den tredje Ulykke, en voldsom Ildebrand, som lagde alle Øens nyopførte Bygninger fuldstændig i Aske — atter paa 2 nær! — Det var, som alle Ægyptens Plager var sendt ud imod det lille Samfund. Og dog holdt de ud, byggede paany, saa at sige for Næsen af Elementerne! •— Øen har nu en svær, dobbelt Digerække. Af Øens 5 Helgaarde, 2 Halvgaarde og 7 Huse er der kun to Boliger, som slap nogenlunde velbeholdne fra alle Ulykkerne. De ligger begge inde i Byen, adskiller sig fra de nyere ved at være overordentlig smukke, og den ene af dem har endnu smaa, blyindfattede Ruder. — Beboerne er endnu allesammen Fæstere under Grevskabet Langeland. Som Eksempel paa, hvor billigt man kunde blive Fæster her paa Øen for en god Menneskealder siden, fortæller Jens Prest, at han gav 100 Kr. i Indfæste og siden 10 Kr. om Aaret! —
Med Hensyn til Samkvemmet med Omverdenen har Øen Sommeren igennem med en Baad Forbindelse med Postdamperen „Ærø“, der gaar i daglig Fart mellem Svendborg og Ærøskjøbing. Men om Vinteren, naar denne Forbindelse er afbrudt, er man henvist til den gammeldags Form for Isbaadstransport. Her anvendes en norsk Pram, en saakaldt „Moses", af svær Type, som roes af flere Mand. Naar man frem til svær Is, roes eller skydes Prammen op over denne, til Prammens Vægt bryder Hindringen. I tyndere Is rykker man sig, siddende i Baaden, frem med Ishakker, medens man paa svær Is trækker Baaden efter sig.
En saadan Tørn kan være baade langvarig og haard. Medens Øens Landbrugsprodukter Sommeren igennem udføres med Postdamperen, maa Beboerne om Vinteren 2 Gange om Ugen fare til Marstal med dem i deres aabne Baade — det er 8 km over et grundt og farligt Farvand. Kommer der Isgang og Storm til, kan Turen være haard nok.
Min Vært fortæller, at her, som Modsætning til paa Sognets andre Øer, næsten ingen Vandrotter findes mere, skønt de endnu for faa Aar siden var her i vrim-lende Mængde. Ingen kan forstaa Grunden til deres Forsvinden.
Men det siges med Bestemthed, at hvert syvende Aar ser man Rotterne komme svømmende østfra mod Øen (det hellige Syvtal!). I de lyse Sommernætter ser man dem da, naar man ligger ude og blusser efter Aal, komme helt ovre fra den lille Bredholm ved Strynø med Birkholm som Maal, stribende Vandfladen med deres Kroppe og med Maanelyset glitrende i deres lille Kølvand. Men kun faa naar frem til Maalet, det lader til, at Svømmeturen er for langstrakt.
Toften udenfor Jens Presfs Gaard er det eneste Sted inde paa Øen, hvorfra man kan skimte Havet; det viser sig som en smal, lysende Bræm over Digerne i Nord. Agrene rundt omkring er svedne og graa, men langs Vejene staar usædvanlig store Mængder af gul Snerre blandet med frodige Klynger af vild Gulerod, som lyser med herlige Farver over de lave Marker. Hist og her langs Stranden udenfor Digerne finder vi ogsaa her Hindebæger, hvis rene, ædle blaa Blomster straaler vidt i det blændende Solskin. Engelskgræs gror i Mængde langs Kysten og i store, violette Bede inde paa Engene, og i det visne Græs paa Stranden finder vi den irgrønne Strandmalurt i rige Klynger. —
Vi fandt her omtrent de samme Fuglearter som paa Hjortø. Fra Baaden iagttog vi en Dag en Hejre, som fløj over Vandet, og den sidste Aften, vi laa ved Øen, kom 15 Graaænder trækkende nordfra over „Rylen“ og ud over Havet — ikke i Flok, men én for én med lange Mellemrum og i nøjagtig samme Retning.
— Vi gaar igennem den lille By, som er forholdsvis ny og har et imponerende Forsamlingshus, men derimod mærkværdigvis intet Mejeri. Enhver Gaard paa Øen fremstiller selv sine Produkter i den Skikkelse, hvori de bliver udførte til Marstal.
„01isten“ i Valdemar II’s Jordebog viser, at den dengang skovklædte, ubeboede Ø var Kongens Vildtbane. Hvornaar den er gaaet over i privat Besiddelse, vides ikke, heller ikke, hvornaar den atter er bleven beboet. Den er sikkert ligesom Naboøerne, efter at dette har fundet Sted, forholdsvis hurtigt bleven plyndret for sin Skov, og for Birkholms Vedkommende skulde der hengaa lang Tid, inden Beboerne fandt paa at skaffe sig en Smule Erstatning for den forsvundne Trævækst. Endnu saa sent som i 1882 nævner Fabricius modsætningsvis Smaahaver paa nogle af Øerne i Nabolaget!
Udentvivl har de hyppige Vandfloder ikke opmuntret Beboerne til Træbeplantninger. Pastor Tommerup beretter allerede i 1825, at af alle 4 beboede Øer i Sognet er Birkholm den, der lider stærkest under Højvandet, idet „de paaskyllende Bølger undergrave Klinterne". Og han paastaar, at „det forslugne Hav opæder tilsidst disse Smaaøer. Mænd, der forhen havde store Agre, som løbe langs Klinten, have nu næppe det halve. Gamle Mænd paa Birkholm fortalte mig tit, at de i deres Barndom med en Sten kunde stikke ud til en stor Sten, der ligger i Stranden; men sikkert sidde nu Maagerne paa den, da næppe kan langes derud med en Rendekugle." Og han forkynder, som den Sortseer han er:
„Hvor Mejeren sang, og Leen den klang,
Dér skal man see Aal at bugte der’ Gang."
— Forfatteren har altsaa levet paa Øen længe før de stærke Digers Tid. Og galt har det tit set ud i de Tider: „De gamle mindes endnu, hvorledes en Mand, der i stort Højvande sejlede fra Marstal, kastede Anker i sin Forstue, da han kom hjem til Birkholm, og fandt Konen og Børnene paa Loftet, hvorop de med Dynerne i Favn have reddet sig.“ Et saadant Højvande medfører Ufrugtbarhed i flere Aar „da Søen tærer Kraften af Jorden og fylder Ager og Eng ned Sand og Grus, der med megen Uleilighed maa bortkjøres." —
Den, der udelukkende bedømmer det sydfyenske Hav efter et Blik paa det næsten idyllisk udseende Landkort, maa som før sagt revidere sin Opfattelse. Ikke mange Samfund i vort Land har haft saa grumme Kaar som disse Øboere. Men beundringsværdig er den Fatning, hvormed de under alle Forhold har set Skæbnen i Øjnene, og den Trofasthed, hvormed de har holdt sig paa deres Plet af Jord gennem Hundreder af Aar. Det er et Folk, som man med en Følelse af Stolthed kalder Landsmænd.