BOGØ
Det var en blank og straalende Morgen, hvor lave Taager bølgede over Slesvigs fjærne Kyst, da vi østfra nærmede os Bogø i Lillebelt. Over Øens lave Bakker, der kun løfter sig 6—8 Meter over Havet, gik en mild Luftning, der virkede fuldstændig som en Sommerbrise og næppe formaaede at kruse Beltets Vande, hvor nogle lette Dønninger kom vandrende sønderfra, som Folk der har god Tid. Herude paa Beltet var Brisen nordlig, men Røgen fra den store Mejeriskorsten inde paa Øen viste modsat Vindretning. Skipper kom med en Bemærkning derom og tilføjede: „For Resten — derovre paa Mejeriet skal Røgen jo gaa imod Vinden!" — „Saa-aa,“ sagde jeg, „saa er Manden altsaa efter Ordsproget Herre i Huset." — „Akkurat," lød Svaret. „Han er Ungkarl!" -— Den lille Øs Historie har i den nyere Tid altid været knyttet til Godset We-dellsborg, under hvilket den har hørt lige til 1916. Sammen med dette kom den i d. 14. Aarhundrede under de holstenske Grever. Senere vandrede den fra den ene adelige Besidder til den anden, indtil endelig Kammerherre Bendt Wedell i 1916 solgte Bogø til dens Bønder, som ved den Lejlighed blev Selvejere.
Øens Navn staves paa alle nyere Kort Baagø. Jeg ved ikke, hvornaar denne Stavemaade er bleven indført. Dens Navn lyder i Valdemar II ’s Jordebog Bokø ligesom f. Eks. Bogøs ved Møen, og Oprindelsen er utvivlsomt ligesom ved sidstnævnte Bog eller Bøg af dens gamle Bøgeskov.
Jordebogen nævner Hjorte og Daadyr som dens Vildtbestand, men ikke noget Jagthus; Øens nære Beliggenhed ved Fyens Kyst er vel Grund til, at et saadant ikke fandtes.
Medens Svenskekrigen under Carl X Gustav ikke kom til at berøre Øen, var den allerede forinden bleven Vidne til ét af Torstensons mislykkede Forsøg paa i Vinteren 1644 at trænge fra Jylland over til Hovedøerne, medens han havde Kvartér i Haderslev. Fyen var bleven sat i Forsvarsstand af den Øverstkommanderende her, Rigens Marsk Anders Bille. Et Forsøg af Svenskerne paa at gaa over Middelfart Sund i 70 Smaafartøjer og Baade, blev slaaet fuldstændig ned, 15 af Fartøjerne blev skudt i Sænk med Mand og Mus, og Resten trak sig tilbage. Men siden, meddeler Pontoppidan, lod Torstenson 300 Mand „sætte i Land paa Bogøe ikke langt fra Assens. Af disse kom ingen tilbage, da en Fregat borttog deres Baade, og nogle blev ihjelslagne, Resten tagen til Fange."
Det er vistnok den eneste Gang, den lille Øs Navn findes i Danmarkshistorien. —
Bogø, som har en paafaldende rektangulær Form, ligger i Beltet mellem
Wedellsborg Strand og Aarø med omtrent samme Afstand, ca. 3 km, til begge Sider. Øens Fladeindhold er 1106,5 Tdr. Ld., naar fraregnes de mange vidtstrakte Moser og det store Nor paa Nordkysten, der ligesom den østre Mose har samme mærkelige firkantede Form som Øen, og af hvilke Moserne alene danner et Areal paa tilsammen 121 Tdr. Ld. Øen er skovløs, men har rig Træbevoksning i Haverne ved Byen og ud mod de frodige Vænger Øst for denne, samt en ganske lille Plantage ved Fiskerboligerne paa Sydkysten. Af dens Jorder er kun ca. 400 Tdr. Land under Plov, hele Resten er Strandenge, Kjær, Fælleder og Moser, og en stor Del af den er meget sandet og let. Her findes i Øjeblikket 210 Beboere, blandt hvilke endnu 5 Familier lever udelukkende af Fiskeri.
Vor Baad glider langs Østerklint og runder Sydøsthjørnet ved „Klintende". Saa svinger vi brat ind mod Sydkysten, hvor Fiskerlejet dukker frem lavt ved Stranden i Læ af den lille Plantning, og render Kølen ind mellem Strandens Rullesten, hvor vi vader iland ved Stejlepladsen.
Jeg opsøger straks Fisker Valentin Andersen, der bor i det vestligste af de Smaahuse, som danner Fiskerlejet.
Han er en brillant Type med et alvorligt, regelmæssigt og smukt Ansigt, og en Mand der kan tale og vælger smukke Ord. Hvilken Form for Almue, vi har i dette Land, tænker jeg! Og jeg sammenligner ham med hans Jævninge i andre Lande, i Schweitz, i Italien, England, Frankrig, ja endog i et saa beslægtet Folk som det norske og svenske, og føler mig stolt over, at dette er en Landsmand — paa Samfundsstigens „nedre Trin"! Der er et vidunderligt Materiale i dette Folk, endnu. Den danske Almue, hvor den ikke er indvandret til Byerne og „industrialiseret", er af en fremragende Kvalitet.
Sikkert er Valentin ikke noget Unicum her, hverken mellem Fiskerne eller Øens andre Mandfolk. Han er den typiske vimse, foretagsomme Indvaaner paa den lille Ø, Manden, der ligesom Blæsten og Brændingen om hans Kyst sjældent er i Hvile. Det er et eget Slags Folk, vindskibelige og bjærgsomme, „raske i Slavet".
Naturligvis findes her ingen Fattiggaard paa Øen. De enkelte Gamle, som ikke kan klare sig selv, behandles som Andelsforetagender og gaar paa Omgang 8 Dage hos hver Familie. Det sidste Menneske af den Slags døde for nogle Aar siden. Det var en gammel Kvinde, som gik under det mærkelige Navn „Siberkat". Oprindelsen til dette besynderlige Signalement var den, at hun paastod at kunne færdes ud og ind af en bestemt Høj ude paa Marken, og at denne var propfuld af Katte. Disse kendte hun personlig hver og én og fortalte mange underlige Historier om dem. De havde hver sit Navn, og naar hun remsede disse op, var det sidste altid „Siberkat" — med en høj Node paa Si! — Hun havde daarlige Ben og blev derfor bestandig kørt fra Gaard til Gaard, naar hun skiftede. Efter Maaltiderne røg hun altid en Pibe „lang Tobak"; det hørte med til Aftalen, at hun dyppede i Værtens Tobaksdaase.
Efter Siberkats Død stod Embedet i nogen Tid vacant af Mangel paa Ansøgere, men overtoges saa af Smedens Ko. Smeden selv er en Gubbe paa toog-halvfjers, der endnu svinger sin Hammer med Eclat. Men nogen Græsmark ejede han aldrig, og Koen gav derfor ligesom Siberkat 8-Dages Gæsteroller hvert Sted paa Øen, imod, at dens Ejer „hvet" Gaardens Plovjærn og Harvetænder. Koen var hans eneste Paarørende, og nu er den død. Men der maa have været Velsignelse i dens Mælk, for endnu den Dag idag er den gamle Smed ikke bange for at svinge de lange Ben op over en Bjælke og hænge dér i nogen Tid med Hovedet nedad, mens alt Folk undres. Da Benene plejer at være det første der svigter, men stadig er i en saadan Kondition, da maa det endnu være en kraftig Arm og en kløgtig Pande, der hører til!
Om Øens Dyreliv fortæller min Vært, at her findes baade Mark- og Husmus ligesom vrimlende Mængder af den brune Rotte. Valentin paastaar, at Vandrotten ikke forekommer — men heri er det dog muligt, at han tager fejl. Baade Johannes Larsen og jeg fandt Terrænet mellem Fyret og „Højeklint" saa gennemrodet og hullet, at det næppe kan være andet end Vandrotten, som huserer her. Men den brune Rotte hærger Markerne nær Fiskerlejet omtrent lige saa galt, siger Valentin, og hans Hund fanger hver Dag 4—5 Stykker.
Af Rovdyr er her ingen fastboende. Men en Ræv gik for et Par Aarstid siden ved Vintertid herover fra Fyen og gav Anledning til mange besynderlige Historier, som Valentins Kone fortæller mig en enkelt af.
Ræven slog sig ned og boede i Plantagen tæt opad deres Hus. Og mens den bestandig plyndrede hos Bønderne oppe i Landsbyen og ogsaa fyldte Sækken andre Steder paa Øen, faldt det aldrig Dyret ind at røve hos nogen i Fiskerlejet, skønt man altid saa den færdes her omkring.
Her fik man da endelig at se, at det er sandt, naar det siges, at Ræven kan vise Lig. For det hændte just, mens den var her, at det blev stræng Isvinter, og Beltet var opfyldt af drivende Flager. Og Nabofiskeren biede forlænge derude og kom i Besæt i Isen under en Storm. Og da han drev iland i sin Baad, var han baade drownet og dø’ og helt stiv. Saa blev han baaret ind om Aftenen. Men den første Morgen efter dette fandt man i Sneen om Huset Rævens Spor, og den havde gaaet rundt og rundt i en Kreds om Stuen, saa der stod en hel fordybet Vej af Sporene omkring Stedet. — Jaja, nowen und-derlige Dyr er’et li’egodt!
Her ved Lejet holdt de allesammen meget af Ræven. Og det var helt bedrøveligt, da de fik at vide, at en Mand fra Byen en Dag havde skudt den oppe i Mosen.
Ved Indgangen til Haven staar ved Laagen to mægtige Ledstolper, der kaster brede, sorte Skygger henover Gangen. Saa uforholdsmæssige er disse svære Pæle, at man studser derved og uvilkaarligt spørger om Grunden til, at de skal have saa enorme Dimensioner. Valentin siger: Ja, de har en mærkelig Historie. Og saa fortæller han, at paa den Tid, da saa mange russiske Fanger flygtede fra Lejrene i Slesvig-Holsten, drev en Mængde af disse iland ogsaa her paa Bogø. Og ofte kom de her til Husene i de mørke og sludfulde Nætter og bankede paa, forkomne og ilde medtagne af Kulde og Væde og Sult. En sen Nat bankede saadan et Par Mand paa, der var drevet over Vandet paa disse to sammenbundne Stolper, som de havde bemægtiget sig ved Kysten paa Fastlandssiden. Det havde været en drøj Tur at svømme herover, intet havde de haft at ro med, og Strømmen drev dem hid og did, indtil de endelig var saa heldige at strande her. Naturligvis stod Konen straks op, som altid, naar Havet spyede saadanne Stakler op, der kom og søgte Hjælp. Hun lavede Kaffe og gav dem, hvad de kunde spise.
14*
Og Dagen efter sejlede Manden dem over til Assens, hvor Myndighederne tog sig af dem og transporterede dem hjem.
Men de to Pæle satte Valentin ved Indgangen til Haven, og her staar de nu med deres Historie. Hovedpersonerne i denne er nu velsagtens forlængst i deres Hjemland. Om de der fandt, hvad de søgte, véd ingen. Men fandt de nogen at berette deres Eventyr til, da er disse to Ledstolper bleven nævnt mange Gange paa deres underlige Hjemlandssprog, som ingen her paa Øen forstod.
En anden Nat kom paa én Gang sejsten Mand vadende iland og bankede paa Ruderne, og Konen maatte igen op og tage sig af Staklerne. Valentins Datter, som dengang var en lille Pige, kom ind i Stuen for at se paa dem, mens de spiste. Da gik én af dem pludselig hen til hende, strøg hende blidt over Haaret, og mens Taarerne løb ham ned over Kinden, gjorde han dem forstaaeligt, at saadan en lille én havde han ogsaa derhjemme — langt borte. Og han blev ved at fortælle paa et gebrokkent Tysk, saa godt han kunde, om hvor han længtes efter hende. Men nu varede det maaske ikke saa længe — —
Saadan drog mange underlige Menneskeskæbner forbi den lille Ø, som „Skibe i Natten", i et kort Glimt, for aldrig at vise sig mere.
Havet kan være grumt nok mod Fiskerne herovre, og for Resten mod Bønderne med. Under Stormfloden i 1872 var den lave Ø overskyllet og i flere Døgn delt i 3 Dele af Vandet, og ogsaa Januarfloden i 1904 oversvømmede store Dele af dens Jorder.
I en stræng Isvinter for omtrent halvtreds Aar siden var 3 Husmænd fra Øen ude paa Havisen og stange Aal, og de fik saa mange, at de besluttede at begive sig over Isen til Aarø for at sælge Fangsten. Men da de om Aftenen var paa Vej dertil, faldt det ind med Snetykning, og de forvildede sig og gik rundt paa Isen hele Natten. En Dreng, de havde med, blev saa træt og søvnig, at han mange Gange var ved at falde hen for dem; men saa fandt de paa at gnide ham med Skraatobak i Øjnene, og for hver Gang de gjorde det, kunde han gaa lidt igen! Først den næste Dag naaede de til Land; men det viste sig at være Thorø, de var kommen til. Og da de herfra vilde vende hjem, forværredes Vejret. I hele 3 Døgn maatte de opholde sig her, og da de endelig naaede hjem til Bogø, troede alle her, at de forlængst var omkomne. — Mændene var Jeppe Johansen, Peter Klemmensen og Lars Andersen. De er alle døde nu. Men Drengen, som var med dem, hedder Jørgen Andersen og lever endnu paa Øen.
Knap 100 Alen Nord for Fiskerlejet ligger paa Marken et lille Stenalder-Grav-kammer, som endnu er nogenlunde velbevaret, naar undtages, at Overliggeren er nedvæltet. Endnu to andre Oldtidsmindesmærker har Øen tilbage, et Par stærkt ødelagte Langdysser, af hvilke den ene ligger paa den 8 m høje Bakke N.V. for Fiskerbyen, den anden et lille Stykke Sydvest for den første ud mod „Sandhammeren".
Fra Fiskerlejet gaar jeg langs Stranden ud mod Fyret. Der er ikke mange Tegn paa Menneskers Færden paa dette Sted, „Sandhammeren klinger godt nok af dets Øde og Ensomhed. Yderst paa Hukket ligger Fyret som Forpost ud mod det vide Hav, der ikke er stort fladere end Sandhammerens graa og gule Gulv. Lidt Lyng pipper frem hist og her paa den golde Grund, og en lille Plantning af Bjærgfyr og Gyvel fører en kummerlig Tilværelse herude.
Alt er graahvidt og gult omkring mig i det blændende Sollys. Kun Havet er blegblaat som under en Sommerbrise, og den lille „Ferskesø" straaler som en Safir med smaa riflede Bølger mellem de endnu helt grønne Rørskove. Et Par Graaænder svømmer derude, men letter ved mit Komme paa langt Hold og trækker over mod Vestermose, mens 3—4 Blishøns roligt svømmer ind mellem Rørene. Ved Kysten færdes en Mængde store Havmaageunger omkring de opankrede Fiskerfartøjer, som ligger og ruller for deres Kættinger, mens Vandet omkring dem glitrer i den stigende Sol.
Jeg passerer et lille, halvt udtørret Vandløb, som forbinder Ferskesø med Stranden, og jager nogle Viber op fra dets Bred. Et Par Muddersnepper letter foran mig, en enlig Præstekrave firmer omkring ved Stranden, men tager iøvrigt ikke det ringeste Hensyn til mit Komme. Langs det lille Vandløb gror saa utrolige Mængder af Agergaaseurter, at de danner et bredt, sammenhængende Tæppe paa hver Side af det blaa Løb, saa langt Øjet kan følge det.
Vejen fra Fyret til Byen fører over 8 m Højen mod Nymose, som nu er en mægtig Rørskov, hist og her brudt af blanke smaa Vandspejl, over hvilke Hærskarer af Dunhamre gynger og spejler deres mørke Muldvarpekroppe i det dybe Giar.
Svalerne begynder at samle sig herude ved Rørene, snart vil de til at trække bort. Men det sker altid om Natten, saa ingen ser det. Derfor siger Sagnet om Svalerne, at de synker i Søen om Vinteren! Tykt og tæt sidder de langs Mosens Rand, pludselig lægger de sig paa Ryggen, slaar med Vingerne — og glider saa ned langs med Sivene. Her ligger de i Dvale hele den mørke Vinter, til Foraars-solens Lys vækker dem af deres dybe Søvn. Saa stiger de op og svinger sig i Luften første Gang, mens de synger deres Foraarssang:
Da vi rejste var Laderne fulde,
men nu er der intet igen.
Svit — svæt, svit — svæt, det er ædt,
det er væk!
Bogø By toner frem forude over Rørene, først nogle Forposter paa Vejens østre Side, smaabitte Huse, der byder en Velkommen inde fra deres yndige Haver. Men snart svinger Vejen ind midt gennem Byen, og jeg omringes paa alle Sider af Huse og Gaarde.
Jeg bliver aldrig færdig med at beundre disse Øbolandsbyer. Man føler et stærkt Velvære ved at bevæge sig i og føle sig omgivet af al denne Hygge, Orden og Velstand, som de bestandig bærer Vidne om. Og Bogø By staar i den Henseende saare højt. Henrivende smuk er den, og end ikke dens forholdsvis nye Kirke bryder Harmonien, som raader langs dens Veje. Pynteligt, net og sirligt er alting her, om Haverne veksler gamle Stendiger med klippede Tjørnehække og hvidmalede Stakitter.
Saa godt som alle Øens 33 Bøndergaarde og -huse ligger i Landsbyen, kun paa Nordøstsiden af Øen ligger et Par større Gaarde paa aabent Felt og Øst for Gammelmose ud mod Østerklint nogle faa Huse. Det er de gode Jorder her, som har foranlediget Udflytningen, medens den vestre og søndre Del af Øen, som er sandet eller opfyldt af Moser, er øde og kun rummer de faa Fiskerhuse paa Sydkysten.
Alt er nu Travlhed i og omkring Landsbyen. Den dyre Høst er netop bleven tør, og alle er igang med at bringe den i Hus. Duvende Læs kommer hjem fra Markerne og svinger op foran Længernes Luger. Forke blinker, og hvide Pigearme dukker frem ad Stængets Mørke og favner de gyldne Neg saa saare ømt og flygtigt, som kun en Øbopige kan det. De ser saa smukke ud ved dette Arbejde, baade Karle og Piger. De er saa sunde og skære i Huden om Høsten, Karlene brune og Pigerne med en Rødme saa skær som „let Carmin paa Kindens hvalte Flade". Arbejdet gør dem glade — de er nemme til Latter disse Piger, der favner de solvarme Neg under Karlenes straalende Blik. Det er godt og smukt for „det velsignede Brød“ at komme i Hus paa den Vis!
Men er jeg kommen forbi en Luge, hvor Vognene er borte, da hænder det, at et lille Pigehoved bliver strakt ud over Karmens Kant og ser efter den Fremmede — og et lille Projektil af en Rugkærne bliver sendt gennem et langt Straa med noget varmt Mundsvejr som Sprængstof og med en saa forbavsende Træfsikkerhed, som var det selve Eros, der havde afskudt det. Og saa følger en lille gedulgt Latter inde fra Loens Mørke. — Det var en haardt anskudt „Københavner", der noget senere vandrede ud af Byens nordre Ende.....
Maaske er denne Landsbys skønneste Del de frodige, vandrige Enge og Kær langs dens Østside. Her hvor fede Gæs og Ænder holder til langs Bredderne, hvor Kalve soler deres røde Kroppe, og alt er Fred og Ynde under de rige Havers Læ, her møder jeg atter Idyllen fra de smaa sydlige Øer.
Jeg gaar ud af Byen og fortsætter min Vandring over de aabne Enge og Marker mod Nordkysten. Foran mig ligger derude en Lagune som en stor, aaben Sø. „Noret" kaldes den. Ved flade, jævne Engdrag gaar den næsten ud i ét med Kjæ-rene Øst for Byen, med hvilke den rimeligvis endnu i en ikke meget fjærn Fortid har været forbunden. Og maaske har denne Forbindelse strakt sig helt ned til Moserne paa Øens sydlige Del.
Til venstre for Vejen, langs hvis Sider kæmpemæssige Agergaaseurter straa-ler mellem store Knopurter med hvide, uldne Toppe, strækker de fugtige lave Enge sig, til højre de højereliggende, dyrkede Marker. Landet ligger aabent, frit og smukt under den klare Himmel, Ægholm synes saa nær, at man tror at kunne naa derover paa faa Minutter — og dog er der en Fjerdingvej dertil.
Næsten ikke en Fugl ses herinde over Fladerne. Først da jeg er naaet helt ud til Nordkysten, møder jeg en Flok Viber, og senere træffer jeg Smaaflokke af Engpibere, som sidder og hviler sig paa Hegnstraadene langs Stranden og flytter i smaa Ryk foran mig, eftersom jeg skrider frem. Atter herude møder jeg Ager-gaaseurten i saa utrolige Mængder, at store Arealer er tæt dækket af den. Langs den lave Klint paa Nordøstsiden er Kyststrimlen indenfor Markerne overordentlig frodig. Langs Yderstranden staar Strandmelden tæt i Frø. Under Tjørnene paa dens Kam gror et Mylder af blomstrende Regnfang, og Mængder af Brandbægre, som dog nu er visne og brune. Men tæt inde under Tjørnenes Læ finder jeg den pragtfulde Rosen-Katost, en af de skønneste vildtvoksende Planter, vi ejer, og meget sjælden.
Jeg kaster mig i Græsset under Buskene og smider alt, hvad jeg har slæbt paa i Dagens Løb. Og da jeg er drivvaad af Sved efter at have færdedes i en Temperatur paa 25° Reaumur, smider jeg ogsaa Tøjet og lægger mig ganske stille ud i Stranden. Det bliver et Bad med Rullesten som Underlag — for her findes ingen anden Bund saa langt som jeg søger til begge Sider. Men husvalende og godt er det alligevel.
Rundt om mig svømmer nogle Havmaager (argentatus) med deres store, graa Unger. En Hare kommer luntende ud fra Tjørnene og lister forbi mit rejste Fotografistativ, hvorpaa alt mit sveddrukne Tøj hænger til Tørring. Den brød sig slet ikke om det, skønt det lige saa godt kunde have været en Mand! Den sætter sig til Ro ved Siden af det og piller sig i Ansigtet med Forbenet. — Saa rejser jeg mig op i hele min afskrækkende Længde — og det bliver for meget for ham, han forsvinder over Klinten i et langt Spring.