DEN STORE SKOV
Ikke mange vil kunne glemme den dundrende Hede det var „i Dagene efter Sankt Hans“ i det Herrens Aar 1935. Markerne laa gule og graa under den falmede Himmel, hvor aldrig en ordentlig Sky viste sig. En sjælden Gang kunde man iagttage nogle smaabitte Cirrusskyer, som kilometerhøjt oppe dannede sig paa Grænsen af to Luftlag; men Værkstedet, hvor de lavedes, opgav hurtigt Ævred, og i Løbet af en halv Snes Minutter forduftede de igen én for én.
Landsbyerne saa ud, som om de var forladte, Vejene var tomme undtagen for en eller anden Bil, som jog afsted med aaben Kalesche og med Passagerer, der lignede Fisk paa en Stegepande. Rundtom Markerne stod de tavse Skove døde og graa under Solen, ikke et Blad rørtes af nogen Vind. Moser og Søer dampede, og Fiskene stak Hovederne op over Vandskorpen og smaskede, akkurat ligesom Badegæsterne ude ved Kysterne, som Dagen lang sad i Vand til Halsen og drak Pilsnere.
Jeg arriverede til Hillerød, netop som Aviserne meddelte, at to Tækkemænd i Nabolaget var ramt af Hedeslag og trimlet ned af Tagene. De tog heldigvis ingen Skade udenfor denne knock-out; der skal aabenbart mere til at gøre det af med en Tækkemand! -— Det var i de Dage, jeg gennemstrejfede Gribskov og dens nærmeste Omegn.
Gribskov, dette vældige Skovland, Danmarks største samlede Skovareal, er med tilliggende mindre Arealer ikke ringere end henimod 10,000 Tdr. Land stor. Hørende under Kronborg Distrikt er den delt i flere Dele, sydligst det store Nødebo Distrikt, Nord for dette det noget mindre Esrom Distrikt, og nordligst det forholdsvis lille Maarum Distrikt — hver for sig atter inddelt i forskellige „Hegn“. Hele Arealet strækker sig fra Syd til Nord i en Længde af omtrent 27a Mil, og fra Vest til Øst stedvis i 1 Mils Bredde. Det er en hel Verden for sig -— og ikke mange kender den tilbunds.
Med Vogn har ingen fremmed Lov til at færdes herinde udenfor Landevejen mellem Hillerød og Helsinge, som kendes af de fleste. For at faa Lov til at færdes i Bil overalt herinde henvendte jeg mig telefonisk til Statsskovrider Rosen paa „Skovfryd“. Han svarede, at han beklageligvis ikke kunde gøre nogen Undtagelse fra Reglen, med mindre jeg vilde gøre Turen sammen med ham i hans egen Vogn! Han tilbød at køre mig omkring i Skoven hele den næste Dag — og man vil kunne forstaa, at jeg var skamløs nok til at slaa til. Under et mere fortrinligt Førerskab kunde jeg ikke have begivet mig ind i denne Labyrinth med dens for fremmede fuldkommen forvirrende Net af Veje og Smaastier, endsige udenfor dette. Jeg vilde uden denne Ledsager næppe have fundet ét af de mange, ofte afsidesliggende Steder, jeg søgte — og Gud véd, om jeg nogensinde var kommen tilsyne igen, dersom jeg ene havde begivet mig derind.
Jeg ankom til „Skovfryd“ ved Halvnitiden om Formiddagen og traf Skovrideren, som straks var parat til at tage afsted. Han førte mig rundt i Skoven lige til Kl. 6, skønt vi i den forfærdende Hede bestandig maatte færdes tilfods bort fra Vejene for at finde de Steder, jeg søgte, ikke sjældent gennem et Vildnis af Skovmoser og Rydninger, hvor Bunden ofte under det tætte Græs og Ukrudt var dækket af et Virvar af Grene.
Helt nede fra Maglebjerg og Høje Sandbjerg strækker et stort Bakkeparti sig mod Vest; over Birkerød og Lynge svinger det som et bredt Bælte op til Gribskov og gennem denne. De højeste Punkter heroppe er Skansebakken ved Hillerød og Multebjerg inde i Gribskov; men det sidste er efterhaanden bleven saa tilvokset af Løvskov, saa der ikke er den ringeste Udsigt derfra. Under en Færd gennem Skoven mærker man ikke meget til Højderne, de fleste Steder gør Terrænet Indtryk af at være lavt og fladt. Men denne Skov behøver ikke mærkelige Terrænforhold for at byde paa Afveksling. Det finder den Raad for i sin egen uhyre forskelligartede Karakter. Trods den fremherskende Granbevoksning er der stadig rundt omkring vilde Partier af ældgammel Skov, hvor det ser ud, som om en Skovhuggers Økse aldrig har klinget. Dens Smaasøer og Moser er der endnu bevaret en Rest af — men disse danner et lille tragisk Kapitel for sig selv.
Naaletræerne dominerer overhovedet stærkt i hele Amtet, idet en Tredjedel af alle dettes Skove er Graner.
— Gaa engang ind i et af Gribskovens mægtige Granholter, hvor Stamme staar ved Stamme, lige høje og lige tykke. I næsten nøjagtig samme Afstand fra hinanden løfter de deres snorlige, graa Master himmelhøjt, til hvor Naalene i deres øverste Top sidder saa tæt, at de lukker alt Lys ude. Blot Hundrede Meter inde ser man intet andet end disse Stammers graa Hærskarer, som ranker sig fra den brune Bund af visne Naale. Disse døde Farver i Bund, Stammer og Trætoppe er af en næsten forfærdende Virkning. Og Stammernes evige, lodrette Linjer, som aldrig brydes og som fortsættes i en Uendelighed til alle Sider, indtil det graa Mørke udsletter alt — det er Strindbergs „pelarhålvete", et Søjlehelvede, som Dante kunde have brugt i sin „Divina Commedia". Ikke en Lyd fra nogen Fugl, ingen Duft uden af Naalene og de raadnende Svampe i Bunden. Et bestandig grøngraat Halvmørke til alle Sider. Det synes at være et Sted, hvor kun Fordømte hører hjemme, en Labyrinth, hvor de kunde vandre rundt uden nogensinde at finde Vej ud, vandre uden Haab i al Evighed, indtil Vanviddet greb dem.
Det er som at blive vækket af en ond Drøm at komme ud fra dette Hades og ind under Bøgeskovens Kroner. De pragtfulde Stammers bestandigt skiftende Skikkelser, de vældige Grene baade oppe og nede med Kaskader af Løv, altid nye Former og Indtryk, en Skiften og Rigdom uden Grænser og med Fuglesang fra Træer og Buske.
— Store Dele af Skoven er endnu Bøg, og heraf er enkelte Arealer bevarede som „Lystskov", hvortil Folk har Adgang. Her findes stedvis meget anselige Træer, ofte med saa rigelig Plads omkring, at deres Kroner er baade vældige og smukke. Her kan man endnu, modsætningsvis til i saa mangen anden forst-dreven Skov, med Digteren tale om „de brede Bøge", som ellers snart er forsvundne af Landet. Enkelte Steder findes endnu Eg, El, Birk og andre Løvtræer, men i meget mindre Partier. Disse Løvskove har modsætningsvis til Granskovene ofte endnu et fuldkommen eventyrligt, hist og her et næsten urskovsagtigt Præg.
-— Esrom Distrikt har endnu enkelte Steder nogle vældige Ege, blandt hvilke der findes nogle af de største Træer i Landet i sin Art. Heri danner det en Modsætning til Nødebo Distrikt, hvor Egen er sjældnere og langt mindre. — Det maa endelig nævnes, at der i Lystskoven i Nødebo Distrikt ud mod Esrom Sø staar nogle af Danmarks prægtigste Skovfyrre; det er kun en halv Snes Stykker, men rene Kæmper er det og med den herligste Vækst. Deres Stammer er ranke lige op til de svimlende høje Kroner, hvis S-formede Grene sagte gynger mod den lysende Himmel, med Pinjens ædle Grønt paa deres Naale. Det er nogle af de mest imponerende og samtidig eleganteste Trævækster, jeg har set. I Nærheden findes en Gruppe af ligeledes mægtig store Ædelgraner, som dog langtfra naar Fyrrene i Arkitekturens Skønhed.
De senere Aar har dog været ret haarde mod Vildskovarealerne i Gribskov, hvor Granerne breder sig mere og mere. Men især gælder dette Skovens største Seværdigheder, de berømte Skovmoser med deres karakteristiske Plantevækst af Tørvemos, Lyng, Mosebølle, Halvgræsser og andre Moseplanter. Tiltrods for — eller fordi — de ligger urørte hen, gror de mere og mere til, hovedsagelig paa Grund af de ændrede Forhold i Bevoksningen omkring dem. Dette gælder i høj Grad den mægtige Maglemose, som ligger tæt Syd for Multebjerg, og hvis Vand er fuldstændig dækket af Græstuer og af selvsaaede Graner i alle Størrelser fra rene „Potteplanter" til Træer paa 2—3 m’s Højde. Hvor vi maatte springe fra Tue til Tue, stod allerede anselige, henimod tiaarige Træer paa og mellem disse. De ligner set inde fra Bredden et hæsligt, eddergrønt Ukrudt. Og næsten alle disse
tilgroede Moser er omgivet af den sædvanlige sortgrønne Mur af store Graner,
der gør Stedet yderligere uskønt. Fra disse Steder er Naturen paa vild Flugt.
Dette Forhold er saa meget besynderligere, som flere af de disse Skovmoser er fredede og under Tilsyn af forskellige af vore mest kendte Botanikere. Skovrider Rosen, som nærer dyb Beundring for den Natur, der her er ved at forsvinde, har gjort hvad han kunde for at bevare den, idet han har foreslaaet at
rense disse Moser, at fælde de hæslige Smaagraner og sælge dem som Juletræer.
Mosernes oprindelige Vækster vilde paa den Maade faa mere Fred til at trives. Men han har intet opnaaet derved. Botanikerne hævder, at det hele, ogsaa Granerne, skal være i Fred! Det er ikke nemt at fatte Hensigten med dette, og i al Fald ødelægges disse Steders æsthetiske Værdi efterhaanden fuldstændigt. Og naar Gribskovs karakteristiske Moser er bleven en Saga, naar dens Smaasøer ligesom disse gror til, da bliver den for den natursøgende af ringe Værdi. Bøge-og Grantykninger har vi nok af i Landet.
Af Fruebjergsøerne — der har været tre — som ligger nær Fruebjerg Vest for Helsingevejen, og som for en Del Aar siden endnu alle var vandfyldte og havde Præg af oprindelig Natur, er de to nu helt tilgroede, og deres Vand har veget Pladsen for en grøn, jævn Flade af Tuer med Smaahuller imellem. Kun den største af dem er endnu vandfyldt og overordentlig smuk, vistnok hele dette Skovlands skønneste og mærkeligste Sted, omgivet af prægtig Bøgeskov, hvis Bryn staar højt lige ud mod den sivkranste Bred.
Fra Bøgeskovens grønne Mørke kommer man her pludselig ud i et Ildbad af Sollys, som blændende kastes tilbage fra Vand, Aakandeblade og Siv. Hvilken Stilhed! Det er, som om Mennesker aldrig har betraadt denne Bred, en mere fuldkommen Følelse af Ensomhed har jeg ikke kendt. — Jeg lytter for at opfange den mindste Lyd.
Og pludselig, da jeg nærmer mig Bredden, hvor Lys fra Sol og Vand slaar sammen, er det, som om Heden og Jorden og Planterne føder en Tone, en lille summende Lyd, der forstærkes efterhaanden som jeg falder til Ro og lytter. Den bliver til, ligesom undfanges i en bestandig Stigen og Falden, som om Jord og Himmel i en Rus har hengivet sig til hinanden, og jeg hører deres dybe Aandedrag. Det gaar langsomt over i en gnistrende Rythme, men altid sagte, næsten uhørlig. Det er selve Naturens Aandedrag; det er Mosens Tone, Vandet derude avler, det Element, hvorfra alt Liv er kommen!
Og nu ser jeg, at Luften omkring mig rummer Tusinder af Væsner, der svirrer over Bred og Vand i en evig Dans, underlige Insekter, der er krøbet op af Vand og af Siv, store og smaa, der kredser om hinanden som Kloder i en Stjærne-taage, ildhvide, gule, grønne, blaa. Det er selve Tilblivelsens store Symfoni, de spiller her paa Bredden af Vandet, hvor Elementerne for Millioner af Aar siden sendte det første Livskim ind i vor Verden. — Det klinger som et Pianissimo fra de fjærneste Tider, da selv Lyden langsomt blev til. Af og til stiger det til et Allegro furioso over den blanke, stille Vandflade — men bestandig dæmpet, som var det blot Solstraalerne, der var bleven til Tone. Og det er selve Sommerdagens Hede, som har skabt den Musik, der lyder som dæmpede Djævlevioliner, spillet af vingede Væsner, der er steget op i Millionvis fra Mosens dunkle Dyb.
Jo mere jeg lytter, jo bedre skelner jeg Stemmerne fra hinanden. En mægtig Brems letter fra en Plante og svinger i brede Kurver om mit Hoved; den sætter ind med en Bassolo, som bærer hele det lyse Kor over den. Saa leverer den sin Stemme til en Cello, som igen efter Tur viger for Bratscherne, der spiller en rivende Skala op til Violinerne, som fører den helt op til en ensom, stikkende Fløjte — en giftig Myg, der staar stille som en næsten usynlig Fixstjærne ved mit Øre og haardnakket holder sin Tone, der er edderskarp som dens Braad — mens hele Koret af Strygere og Blæsere rumsterer og rumler under den i seks-ogtredivtedels Noder--
Just som den giftige Tone ved mit Øre skal blive til en stikkende Smerte, er den pludselig borte. Den døde, brat som ved et Slag af en Taktstok — og hele Mosens Orkester stormer sammen i et Haandgemæng af Toner, et Furioso, hvor de drabelige Basser og tungsindige Celloer synes for Alvor at ville indlede en Finale — som dog aldrig kommer! Thi bestandig vælder nye Harmonier ud fra Luften, den bæver sagte deraf, det er som om alle Lys- og Hedebølger her er bleven til Lyd, har forvandlet sig til hviskende Musik.
Det er Naturens egen Stemme, saa gammel som Livet selv.
— Et saadant Sted maa den vel være undfanget, Scherzoen af Mendelssohns „En Skærsommernatsdrøm“. Men her er den atter ført ud i Dagen og Solskinnet. Den er vendt tilbage til Naturen! Og den klinger her over den ensomme Skovmose Dagen lang, hele den varme Sommer igennem ...
Medens Skovens største Sø, Store Gribsø, der findes omtrent midt i Nødebo Distrikt, ikke i nævneværdig Grad afviger fra Snese af andre danske Skovsøer og forekommer mig ret kedelig, er Lille Gribsø, som ligger blot omtrent 100 Meter Øst for den, en mærkelig Plet, som rummer megen Skønhed. Dens nærmeste Omgivelser er prægtige Birke, hvis kølige, lyse Løv staar herligt mod Bøgekronernes mørke Mur bag dem. Men ak — ogsaa her begynder Smaagranerne at vinde Terræn paa den smalle Eng om Søens Bredder. Om blot en halv Snes Aar vil Stedet være ødelagt.
— Den uhyre Stilhed i denne vældige Skov gjorde et dybt Indtryk paa Søren Kierkegaard, der har skrevet om de Følelser, som bemægtigede sig ham, da han engang under sit Ophold her havde taget Stade ved „Ottevejshuset“, hvorfra 8 Veje fører ud til alle Sider. Det er den uhyre Ensomhed paa Stedet, trods de mange Veje, ad hvilke ingen kommer, som han giver Udtryk for. — I 1913 er der rejst et Mindesmærke for ham herinde, dog mærkeligt nok ikke paa dette Sted, men nordligere ved „Rødpælestjernen“, hvor andre 8 Veje mødes. Mindesmærket er en daarlig Efterligning af et Dyssekammer, en stor Sten hvilende paa Toppen af 4 kegleformede Sten — den sædvanlige Misforstaaelse af disse lukkede Gravkamres Arkitektur.
Foruden Mængder af Raavildt og andet Haarvildt huser Skoven blandt andet en Masse forskellige Rovfugle; saaledes Spurvehøg, Duehøg, en Mængde Mus-vaager og Vandrefalk; endogsaa den sidste findes ynglende herinde. Ugler er her naturligvis i Mængde. Hele dette vældige Skovland maa jo ogsaa være et ideelt Sted for alle disse Fugle.
Men den store Skov har engang huset andre Beboere end Vilddyr og forstyrrede Eneboere.
Det er Kulsvierne, der for Aarhundreder siden som de første Mennesker befolkede Stedet og slog sig ned paa Vildskovens Enemærker, hvor de tændte deres Miler dybt inde i dens ukendte og uvejsomme Tykninger. Med Sikkerhed kan deres første Optræden paa Egnen ikke tidsfæstnes, og man ved heller ikke med absolut Vished, hvorfra disse fra de andre Indbyggere i racemæssig Henseende ganske forskellige Mennesker skriver sig. Men overordentlig sandsynlig lyder i denne Forbindelse den Tradition, som gaar ud paa, at det var Bisp Absalons Ven, Pariserkanniken Vilhelm, der indkaldtes hertil og som Abbed over Æbeltoft Kloster flyttede dette fra Eskilsø til Egnen Sydvest for Gribskov ved det nuværende Æbelholtvang, og som indkaldte Kulsvierne fra Ardennerskovene i Nordfrankrig. Beretningerne om disse Folks Karakter og Kendskab til deres Udseende — de faa af dem, som endnu er af rent Kulsvierblod — maa i høj Grad bestyrke denne Antagelse.
Den driftige Abbed, som fik alting til at gro under sine Hænder, som skaffede Klostret en forrygende Mængde Jordegods og som paa enhver Maade øgede dets Indtægter, har uden Tvivl haft Øjnene aabne for denne mægtige Skovs uudnyttede, økonomiske Værdier. Den dækkede i hine Tider det meste af Nordsjælland.
Og hans Landsmænd i Ardennerskovene, som havde drevet Kulsvierhaandværket fra Arilds Tid, maatte være selvskrevne til at indføre denne Industri paa Stedet. — Er denne Antagelse rigtig, da maa de første Kulsviere være kommen til Egnen i Aarene 1175—1203, da Vilhelm var Abbed paa det nyoprettede Æbelholt Kloster.
Men Kulsviernes første Historie taber sig i Virkeligheden i det dybeste Mørke. Man hører intet som helst sikkert om dem før langt ind i den nyere Tid. Hvor de første har nedsat sig, vides der intet om, heller ikke hvor mange, der oprindelig er kommen hertil. Man véd, at de efterhaanden har bredt sig over Størstedelen af det vide Landskab mellem Esrom Sø og Arresø, Vesten og Sønden om den nuværende Gribskov foruden i selve denne. Fra Ejlstrup over Alsønderup og Tjæreby til Nødebo, Grønholt og Karlebo kan man hist og her endnu møde deres Efterkommere — men ganske vist nu for det meste stærkt blandede med den øvrige Befolkning. De vandrer længere og længere bort, og Kulsviervirksomheden er snart kun en Saga, ligesom Beretningerne om hine Tider, da de gik paa deres langsommelige Kørsler til København og forhandlede deres Varer paa „Kul-torvet“. — Jeg har truffet den sidste Familie, som endnu dyrker Faget, og skal senere berette om dette Møde.
Gribskov selv har rummet ikke mindre end 3 ægte Kulsvierbyer, Ostrup Kobbel, Glarstrup, og Truestrup, den største af dem. Men medens Skoven efterhaanden fuldstændig har lukket sig over Tomterne af de to første og udslettet ethvert Spor af dem, er der endnu svage Spor af den sidste. Den har ligget paa en Rydning i Skovens vestlige Del tæt Sydøst for Ejlstrup. Den omtales første Gang i 1610, og den bestod da af 4 Gaarde og 2 Huse. Men allerede i 1790 var en Gaard-mand ved Navn Niels Jensen alene tilbage paa Stedet, og snart efter blev ogsaa hans Gaard „afbrudt". Truestrup var udslettet af Landsbyernes Tal. Dog endnu helt ind i det 19. Aarhundrede boede et Par gamle, ensomme Kvinder herinde i to Smaahuse. Men Skoven bredte sig og trængte sig sammen om deres smaa Boliger, frit og uantastet. Og alt, hvad de to ensomme Gamle har vidst om den forsvundne By og dens Liv, fik de aldrig fortalt til noget Menneske, inden Vorherre løste op for dem.
Kun ét Navn til fra den forsvundne By kendes, en Gaardmand Mads Sørensen. Jeg læser om ham i Historisk Aarbog for Frederiksborg Amt bl. a. følgende: „Han var en ægte Kulsvier, der drak godt og slog en proper Næve, naar det kom til Haandgribeligheder i Landevejskroerne under de lange Ture til København." Beretningen siger videre om ham, at han flyttede til Ramløse i 1785, og at Efterkommere af ham lever endnu som kendte og ansete Folk.
Det er for Resten ikke saa længe siden, at Folk af Kulsvierslægt skred ind i de velagtede Borgeres Rækker. Tidspunktet kan nøjagtigt sættes til 1864, da 1ste Regiment, som hovedsagelig bestod af Kulsviere, øvede den berømte Vaabendaad mod Østrigerne ved Sankelmark, hvorefter de øjeblikkelig blev Nationalhelte, end-ogsaa paa deres Hjemegn, hvor de hidtil blandt de „Indfødte" havde været en skyet Kaste, som man ikke mængede sig med — uden maaske netop i Slagsmaal! Der er næppe nogen Tvivl om, at den Stridslyst og Tapperhed, som de hidtil for det meste kun havde haft Lejlighed til at lægge for Dagen paa Landevejskroerne, hører med til det som racemæssigt præger dem — lige saa mærkelig som deres sorte Haar og den Omstændighed, at de var „gule over hiele Kroppen", hvad de selv hævder.
Ardennerskovenes Befolkning er Valloner, som fra gammel Tid har været berømte for deres krigerske Egenskaber. Vi ved saaledes, at Napoleon oprettede et Korps af Valloner, der dannede nogle af hans Kærnetropper, hvis Tapperhed skaffede dem en uvisnelig gloire under den store Kejsers Krige.
Er vore sjællandske Kulsviere virkelig af vallonsk Æt, og er de kommen her til Landet under Bisp Vilhelm, da har de bevaret Fædrenes Racemærke og mange af deres Egenskaber i over 700 Aar. At de kan have holdt sig forholdsvis ublandede saa længe og bevaret deres Ejendommeligheder, sjæleligt og legemligt, er ikke usandsynligt naar man tager i Betænkning, at de har levet isoleret mellem en Befolkning, der betragtede dem som en lavere Kaste.
Men saa kom for et Par Menneskealdre siden et pludseligt Omslag efter 64-Krigen. Alle, som før havde betragtet Kulsviernavnet som et Skældsord, fandt det nu fornemt. Det blev fint at være i Slægt med Heltene fra Sankelmark. Folk i vid Omkreds i Amtet, i Asminderød Sogn, ja helt oppe ved Tisvilde, begyndte at anvende Hædersnavnet Kulsviere om sig selv. Dermed synes alle Skranker at være faldne, og Blandingen har taget Fart.
De „rigtige" Kulsvierbyer var Karlebo og Grønholt og især Alsønderup — „den gale By“ som den kaldtes — hvis Beboere var nogle haarde Halse, der drak og sloges, stjal og drev Krybskytteri.
Jeg vandrer rundt paa Tomten af den forsvundne Truestrup, som vi fandt inde i den dybe Skov lige ved „Kalvehavevejen“s Nordside. Meget er der ikke at finde, som tyder paa at her har ligget nogen Landsby, naar undtages en stor Mindesten, som er rejst for den føromtalte Niels Jensen, der døde i 1790. For de to gamle Koner, som har levet her senere end han, er intet Minde rejst. Men jeg finder et Par helt cirkelrunde, vandfyldte Huller, der utvivlsomt har været Stedets Brønde; og jeg tænker paa, at de to ensomme Kvinder maa være de sidste, som har draget Vand op af dem. Derfor kan man godt betragte de gamle Brønde som Mindesmærker over hver sin af de to gamle Koner, som navnløse er gaaet ind i Evigheden. Det er Pendanter til Monumentet over Niels Jensen, de gaar blot modsætningsvis nedad.
Nu er her helt stille og øde; for længe siden er de Miler slukkede, hvis Røg drev for Vinden i Dagens Solskin og som glødede om Natten i Skovmørket. Klangen af Barnestemmer, af Kvindernes Kalden, af Kvægets Brølen og Mændenes Raab er for over hundrede Aar siden forstummet. Den almægtige Skov gror hen over Stedet og dækker Tomten. Træerne gaar frem, enige og stærke, de udsletter Menneskenes Værk som var det Spor af Barnets Leg i Sandet.
Naar man endelig er bleven træt af den store Skovs Ensomhed, kan man søge en Smule Lise for Sindet ved dens Østside ud mod Esrom Sø’s Bred. Søen i sig selv er ganske vist uden Skønhed, Udsigten til dens modsatte Kyst fra denne lave Bred er kedelig og ensformig. Men her er i hvert Fald frit og aabent, og Bredden selv rummer hist og her smukke Steder.
Jeg besøgte Landets sidste Kulsvier paa Karlebo Overdrev. Hans Hus ligger Øst for „Skansebakken" ved Vejen mod Karlebo, der som før nævnt har været et af Kulsviernes vigtigste Tilholdssteder.
Manden, som hedder Jens Frederik Pedersen og er 54 Aar, er ikke den virkelige Ejer af Stedet; det tilhører hans 90-aarige Svigermor, Birthe Henriksen. Jens Fr. Pedersens Ben er fuldstændig ødelagt af Gigt paa Grund af de lange Kørsler paa aaben Vogn med Træstammer, hvilket han har været med til Aaret igennem i over to Decennier. Disse Ture gik fra Maarum og hertil Stedet, det vil sige gennem Gribskov i hele dens Længde. Og han fortæller, at om Vinteren kunde han ikke sjældent være omtrent frosset fast til Læsset, naar han i Snevejr og Kulde naaede til Vejsende. Det er hans 25-aarige Søn, som nu røgter Milerne.
Jens Frederik er af Ydre et af de mærkeligste og interessanteste Mennesker, jeg har truffet, fordi han er en Bekræftelse paa, at Kulsvierne er en indvandret Race, og at Sagnet om at det er Ardennerskovene, som er deres Hjemland, synes at kunne være rigtigt. Han er lille af Vækst, gusten-gullig i Huden, har kulsort Haar og Skæg, hvis stride Vækst er karakteristisk og fremmedartet ligesom det ret brede Ansigt med den stumpe, korte Næse og den svage Hage. Hovedet med Nakkens ringe Fremspring over Halsen tilhører en udpræget Rundskalle. Helt igennem er han en mærkelig fin, lille Skabning, og den nordfranske eller sydbelgiske Afstamning er vist utvivlsom; han synes ialfald at være af udpræget alpin Race. Gav man ham en Staalhjelm paa Hovedet og en Bøsse i Rem over Skulderen, vilde han være den skinbarlige poilu fra Verdenskrigen!
Hverken hans gamle Svigermor eller Sønnen ligner ham; de er racemæssigt ganske ubestemmelige. Men den gamle Kvinde er dog af ren Kulsvierslægt; hun er født lige i Nabolaget, og Huset, som Familien ejer, har hun boet i siden 1846! Skønt hele Familien hævder, at de har rent Kulsvierblod i Aarerne, er det altsaa kun Jens Fr. Pedersen, hvis Ydre støtter Paastanden.
— Mændene viser mig Milernes Plads, som er lige ved Siden af Huset. Indenfor et 5—6 m højt Risgærde, som skal holde enhver Blæst borte fra de tændte Miler, ligger 8 cirkelrunde Felter paa Rad, brolagt med flade Sten af en stor Stegepandes Omfang. I Felternes Midte er en lille Aabning, som kaldes „Hjær-tet“. — Opstillingen af Brændet, som skal blive til Trækul, foregaar saaledes:
1 „Hjærtet" stables til at begynde med 3—4 Stykker Brænde op, ikke for tæt, saa de nemt kan fange Ild. Omkring dem stilles paa Enden med svag Hældning indefter Brændestykker, der bestaar af ca. 20 Tommer lange og 5—6 Tommer tykke Rundholter af Bøg, Gran o. a. Træsorter, men flækkede én Gang paa langs gennem Midten. Med denne Opstilling fortsættes der, ogsaa opefter, til hele Stengrunden er dækket, og Milen har faaet en lav bikubeformet Skikkelse. Saa lægges øverst „Palbrændet", derefter forneden en Kreds af svære Sten for at støtte Opstillingen, og over disse igen „Pultertræet". Saa dækkes det hele med et Lag Halm, „Overhalmen", ved Foden omviklet med et Halmbaand for at holde sammen paa det. Og endelig dækkes hele Milen med et jævnt Lag Kulstøv, Affald fra tidligere Brændinger, som kaldes „Kuister".
Der er under Opbygningen sørget for, at der gaar en smal Kanal ind til „Hjær-tet", som nu antændes ved Hjælp af brændbare Sager paa Enden af en lang tynd Stage. Fra Hjertet breder Branden sig langsomt til hele Milen. Men denne maa bestandig kun gløde — ulme omtrent som en lille Mosebrand — der maa aldrig komme Lue. En Brænding varer om Sommeren, naar Træet er godt tørt, kun ca. 24 Timer; men om Vinteren, naar Træet er fugtigt, kan den vare indtil
2 Døgn.
Den bedste Aftager af Varerne fra Danmarks sidste Kulsvier er Statsbanerne, som anvender Kullet ved Lodning, især til Kobberrør, fordi disse Trækul ikke giver den mindste Smule Røg, hvad der er af Betydning overfor Kobberet, som er meget modtageligt for Sværtning af Røg fra andre Former for Kul.
„Naturligvis,“ siger Jens Frederik, „det er jo ikke saa god en Forretning som i gamle Dage — den Gang, da man kørte ind i Skoven og købte sig en Favn Brænde og „laante“ 3 andre. —- Det var Tider for Kulsvierne!"
— Kulsviernes Racepræg kan maaske vedblive at holde sig længe endnu. Det er forøvrigt ikke første Gang, jeg har mødt overraskende og mærkelige Eksempler paa dette. — For godt et Par Aar siden kom der i vort Hjem en ung Rengøringskone, hvis Ydre overraskede mig i den Grad, at jeg uvilkaarligt udbrød: „Hvordan i Alverden er De kommen til at se saadan ud?
Hun svarede straks smilende: „Jo — jeg er nede fra Frederiksborgegnen!“
„Naa,“ sagde jeg, „De er altsaa af Kulsvierslægt."
„Jaja, min Far var skam Kulsvier!"
— Var Manden fra Karlebo den typiske poilu, saa var hun her den udprægede „Marianne"! Med sin gyldenbrune Hud paa Ansigt, Hænder og Arme, med det sorte Haar og det mærkelig levende Ansigt, hvor de spillende sorte Øjne aldrig var i Ro, med hele sin stolte Rejsning, kunde hun have staaet Model til Kvinden paa Delacroixs Billede „La Barricade" og have passet bedre til sine Omgivelser end den klassisk-franske Model, Maleren har benyttet, og som kun har Tilknytning til Billedets spekulative Indhold gennem den frygiske Hue og Trikoloren.
Racen kan vedblive at „slaa igennem" i Hundrede Aar endnu eller længere, selv om de gifter sig til højre og venstre!
Paa min Vej gennem Tjæreby og Alsønderup, de gamle Kulsvierbyer, af hvilke Alsønderup var saa berygtet, at den kaldtes „den gale By", tog jeg den med Ro og gennemvandrede Byerne paa Kryds og tværs. Jeg saa en Mængde af deres Beboere, men alle som en tydede de mærkeligt nok ved deres Ydre paa at være gode Sjællændere uden Spor af fremmed Afstamning.
— Jeg havde den Glæde i disse Egne om Gribskov at se tydelige Tegn paa, at Storkenes Antal er stærkt tiltagende. De findes ynglende bl. a. paa Kirke-taarnene i Grønholt og Asminderød foruden paa Nyhuse Skole i Hillerød, samt flere andre Steder. Tre saa jeg flyvende over Markerne ved Alsønderup. — Storkenes Antal skal efter de senere Undersøgelser være omtrent fordoblet siden 1927, efter at det har været i bestandig Nedgang siden Midten af forrige Aarhundrede, indtil Tallet for en Snes Aar siden havde aftaget med omtrent 85 %.
Nordøst for Tjæreby ligger den lille Samling Boliger, som kaldes Æbelholt-vang og endnu i sit Navn bevarer Mindet om Abbed Vilhelms Kloster. Jeg søgte efter Spor af dette og fandt saadanne nærved „Klostergaarden", en Bondegaard paa Byens Mark. Dens Ejer, Anders Andersen, viste mig rundt paa Stedet, hvor Klostret maa have ligget. Marken er her aaben og dyrket; paa et lille Højdedrag er det øverste Jordlag bogstaveligt oversaaet med smaa Stumper af røde Munkesten. I et „Skifte" paa ca. 3 Tdr. Land har Gaardejeren flere Gange renset Jorden for disse Murstensrester og ved en enkelt Lejlighed bortkørt hele 6 Læs af disse. Nordøst for dette Sted er det, at man for en Del Aar siden fandt Spor af
Middelalder grave. Bonden fortæller, at disse var sat med Munkesten med en særlig lille Udbygning til Hovedet, ganske som dem, der f. Eks. kendes fra Øm Kloster i Jylland.
Ved „Kappelskov“ — velsagtens opr. Kapelskov — ganske nær herved maa have ligget et Kapel eller en Kirke, maaske den der omtales som den første Trækirke, Abbeden byggede paa Stedet, og som med sine Omgivelser var Skueplads for hans første mirakuløse Gærninger, hvis Ry for vidt over Landet og blev stærkt medvirkende til Klosterets hastigt voksende Velstand. — At Abbeden var højlig anset fremgaar blandt andet af, at saa mangen nordsjællandsk Bonde antog hans Navn, ganske vist i noget forvansket Skikkelse; det franske Guillaume blev til Vilijom eller Villum.
Klostret og dets Kirke blev nedrevet kort efter Reformationen. Kornet gror henover Grunden, hvis Stenrester Aar efter Aar bliver færre, og Anders Andersen er nu den eneste, som laver Mirakler paa Markerne over dem. Han har andre Redskaber og andre Hensigter end Munkene; men han synes at udføre det, som er bleven hans Dagværk, med ikke mindre Omhu.
Det bedste Udsyn over Egnen med dens store Skove har man fra „Skanse-bakken" ved Hillerød. 5 Tdr. Land paa selve Bakketoppen er sammen med 33 Tdr. Land af Omgivelserne i den seneste Tid bleven fredet. Fra Bankens 80 m høje Top er Synet frit milevidt til alle Sider, over skovløst Land i Vest og Syd helt til Roskildefjorden og Farumegnene. Til de andre Sider ser man over hele det vældige, nordøstsjællandske Skovland, der herfra synes at være et næsten sammenhængende Hele — det mest imponerende Skovterræn i det ellers saa træfattige Danmark. Mod Nord overskuer man hele Esrom Sø og alt Landet bag denne, Synet gaar videre over Kattegat til hvor Kuliens Kupler blaaner i Horisonten.
Man faar her et lille Indtryk af, hvordan de store Skove herskede i Landet, da Menneskene for Tusinder af Aar siden endnu ikke havde rørt dem. Og jeg tænker paa, hvor kort et Spand af Tid det er i Forhold til Livets Udvikling paa Jorden, at Mennesket har levet og sat sit Præg paa Naturen. Hvem véd — om maaske nogle faa andre Aartusinder kan Kulturen være udslettet og Menneskets Historie være endt. Saa vil Naturen hævne sig, Jordens Vækster og de vilde Dyr vil atter brede sig, de vil tage deres gamle Ejendom i Besiddelse paany og udslette vort Værk, som de er gaaet udslettende hen over de gamle Kulsvierbyer. Skoven vil atter dække alt Land, de gamle Marker vil forlængst være forsvundne, og de store, tavse Træer vil herske uantastet og enevældigt over Jorden. Mellem deres Stammer vil kun Vilddyrs Røster lyde, og over deres høje Toppe kun de store Rovfugle løfte sig.