DET NORDLIGE THY
Ad Landevejen sydvestfra mod Thisted har jeg bestandig Udsigten over et kraf--l\- tigt formet Landskab, karakteristisk ved sine aabne, hvælvede Banker, sine Mængder af tunge Bronzealderhøje og den nære Fjord. Det er et Landskab, der stemmer til Alvor, men uden et Gran af Sentimentalitet; der er næsten noget skænesvangert over dets Ro, som kunde gøre det til Baggrund for et stort Drama.
Var det kanske netop ad denne Vej, Ebbe Skammelsen kom ridende nordpaa til den Brudefærd, om hvilken der berettes i en af vore mærkeligste Ridderviser? Ialfald har man endnu i det 16. Aarhundrede stedfæstnet Begivenheden til en Gaard Noringtoft, som skal have ligget sønden for den nuværende Nordentoft netop ved denne Vej. Landet kunde være en god Ramme om denne mørke Begivenhed, der ender med Dobbeltdrabet og med Ebbe Skammelsens Flugt efter den fuldbragte Hævn over Fæstemøen og den svigefulde Broder, som ægter hende efter at have løjet hendes Fæstemand død. Det er den mest dramatiske Riddervise, vi ejer. Begivenhederne udvikler sig med en dyster og ubønhørlig Logik, det kunde ikke gaa anderledes. Og efter at Ebbe med Lucielilles Blod endnu dryppende fra Sværdet har dræbt sin troløse Broder og lemlæstet sine Forældre, flyr han fredløs og bliver „som vilden Fugl aa Kviste". Og Visen ender efter en af Traditionerne saaledes:
Gud naade unge og gamle med,
som saa skulle Bryllup gøre!
Den Vin er sur, den Mjød er besk,
hvor man slig Tidend skal høre.
Fordi træder Ebbe Skammelsen saa mangen Sti vild.
Det er en af de faa danske Ridderviser, som er stedfæstnet. Ebbe Skammelsen bor „Nord i Thy". Og han menes at have tilhørt Strangesønnernes berømte Slægt, til hvilken ogsaa Niels Ebbesen hørte. Det er Saxos „uregerlige Jyder", hans gens insolens, som løber Linen ud, naar Hævntanken fylder deres Sind. Vi møder dem igen i Marsk Stig og paa en anden Maade i Hamletskikkelsen, om hvem Sagnet er henlagt til den nære Fegge-Klit paa Mors. Det er et „Sind", som har holdt sig i Aarhundreder og præget disse Steders Befolkning.
Det er store Herreslægter, som forhen har levet paa Gaardene rundt om i dette Land, paa Færgeborg, paa Noringtoft, paa Sjørring Borg. Om den Række anselige, middelalderlige Voldsteder, som Egnen Vest for Thisted endnu rummer, Sjørring Vold, Søgaardsborg, Gaardstedhøj, Færgeborg og Borggaard, har man ganske vist kun faa historiske Efterretninger; men de er alle storslaaede i deres Anlæg og viser, at det nordlige Thy har været Skueplads for et stærkt og kraftigt Liv af Stormandsslægter. Det største og mærkeligste af disse Voldsteder er Spørring Vold, som laa ved den nu udtørrede Sjørring Sø, og som nævnes i Knyt-lingesaga, der fortæller at Knud den Hellige paa sin Flugt fra Børglum gennem Hanherred og Thy gjorde Ophold her paa den daværende Kongsgaard, som bagefter blev lagt øde af de oprørske Bønder. Maaske er den bleven opført paa ny; thi i 1365 solgte Medlemmer af Familien Glob „Syorendæ“ eller „Sjørendh" til Valdemar Atterdag. — Det imponerende Voldsted, en firkantet Borgbanke med stejle Sider, er 7 Meter højt over Bunden af den tidligere vandfyldte Gravs Bund, og Graven er foroven 25 Meter bred.
Voldstedet er fredlyst siden 1885, og købtes i 1918 af Aktieselskabet „Sjøring Vold". Der staar i nyere Beretninger, at Voldstedets sydøstre Hjørne er ødelagt af Vejanlæg. Det er saamænd det mindste! Hvorfor staar der ikke nævnt, at Voldgravens og Bankens nordre Side er ødelagt af et Rutschebane-Anlæg? — Da jeg besøgte Stedet for to Aar siden, saå jeg til min Undren, at en Tovrutschebane i Lighed med Dyrehavsbakkens værste, folkelige Forlystelser er spændt i en Længde af 35 Meter tværs over Graven til Voldbankens højeste Punkt, forsynet med to Vogne til at hale frem og tilbage! Forklaringen ligger i, at Stedet er ophøjet til Festplads, paa hvilken der hver Sommer samles store Menneskemængder til Møder af forskellig Slags, Gymnastikopvisninger o. lign. — Et Par Træskure til Gud véd hvilket Brug, samt en monstrøs, rødmalet Talerstol fuldender Billedet. En værre Profanation har jeg sjældent set. Det er et godt Eksempel paa „Fredning" i Forbindelse med Publikums uhindrede Adgang!
Paa den nære Spørring Kirkegaard findes et af de mærkeligste middelalderlige Gravmæler i Landet, den berømte „Bispegrav", hvis Form med de dobbelt tagstillede Sten er af enestaaende Art, og hvis Udsmykning af Stenene er usædvanlig rig og af stor Skønhed. Graven synes at være fra sidste Halvdel af det 12. Aar-hundrede og altsaa af samme Alder som Stedets romanske Kirke. Man ved ikke, hvem Graven rummer. Men et mærkeligt Sagn, som knytter sig til den, fortæller følgende:
Det hændte engang for meget længe siden, at der rasede en stærk Storm over Landet i mange Dage. Efter at Vejret var trukket over, gik to Mænd fra Dollerup ned til Stranden for at „stræne", og her traf de paa et Skibsruf, hvori der laa en fint klædt Mand. Det var straks deres Agt at slaa ham ihjel for at plyndre ham; men han bad dem skaane ham og bringe ham til en Præst. De bønhørte ham og førte ham med til Sjørring, hvortil de ankom, netop som Præsten og Menigheden efter Gudstjenesten kom ud af Kirken. Her fortalte den Fremmede, at han var Bisp og kom fra England paa Vej til Børglum for at blive Bisp dér. Hans Skib var strandet paa Kysten, og han var den eneste, som blev reddet. — Da Præsten saå, han var døende, lyste han Velsignelsen over ham, og straks efter døde den Fremmede. Men saa hændte det uhyggelige, at mens Folkene endnu stod omkring Liget, faldt alt Kødet fra Benene paa det — det viste sig, at Manden havde Pesten! Og mens Præsten kastede Jord paa den hastigt lavede Grav, faldt ogsaa han om, smittet af den Fremmede, og døde kort efter. Og paa samme Vis gik det næsten alle dem, der havde været tilstede. I tolv-tretten Maaneder efter denne Dag laa der en tæt Taage over hele Egnen, og i al den Tid rasede Pesten over Landet. Kun de, som det lykkedes at faa et Glimt af Solen at se, blev reddede; ellers blev kun de to sparet, som havde baaret den Fremmede til Sjørring Kirkegaard. Under Taagen blev alt Græsset sort, og sorte blev ogsaa de, der døde. Saaledes, siger Sagnet, kom „den sorte Død“ første Gang til Landet.
Sjørrings gamle, romanske Kirke har været fremragende smuk i sin Stil, men er i 1890 bleven ret unænsomt restaureret. En nu tilmuret Dør paa dens Nordside viser, hvor fornem denne Bygning har været.
Hvor er dette frugtbare Landskab en slaaende Modsætning til de nære, vestlige Kystegne, hvis Sandflugtsklitter paa Steder spores omtrent halvanden Mil ind i Landet. Naar man har passeret det imponerende Bakkeland, som ved Hundborg naar 70 m’s Højde, og som formodentlig ogsaa engang i henfarne Tider, før Sandflugten kom, har været rigt og tætbefolket, og hvor Oldtidshøjenes Rækker paa Højderne vidner om gammel Bebyggelse, kommer man vesten for de to smaa Byer Faddersbøl og Vorup ind i et højst ejendommeligt, ganske lavt Klitlandskab ved Nordenden af den lille Vorup Sø. Baade Søen og dens nærmeste Omgivelser er ganske dejlige. Hvor saadan et lille dybblaat Vand dog kan straale varmt og skønt og levende midt i den brune Lyng under de døde Klitter med deres magre Hjelme! — Paa den ganske lave og jævne Hede Nord for Søen ligger en enlig Kæmpehøj, kun meget lidt hævet over Søens Vand, og østen for denne ses endnu to Høje, lige saa lavt liggende. Kun faa Huse ses i dette barske og øde Landskab, nogle vejrhærgede, gamle Boliger med hvidkalkede Smaalænger og lave Straatage.
Tager man herfra mod Nordøst indenfor Torup Plantage kommer man til den store Gaard Færgegaard, beliggende ikke langt fra Voldstedet af den tidligere Herreborg Færgeborg — et Par besynderlige Navne i Forbindelse med Landskabet i dets nuværende Skikkelse. Forklaringen ligger i, at Landet i gammel Tid har været saa dækket af Søer og Sunde, at Hanstholm ligesom mange andre Højdepunkter i det nordlige Thy var en Ø, hvortil der herfra har været Færgefart, sandsynligvis til Baadsgaard paa Hanstholms Sydside.
Det er hertil, det af Blicher genfortalte Sagn om to Brødre, som i Skinsyge dræbte hinanden, knytter sig.
— Den næsten sammenhængende Sørække Vandet Sø, Nors Sø og Smaa-søerne paa Hederne Syd for Hanstholm, der uden Tvivl har haft Sejlforbindelse med Limfjorden over Nørby, Kaastrup og Hovsør, gør det meget sandsynligt, at den gamle Færgeborg har været en Vikingerede.
I den lille By Vang, et Par Kilometers Vej herfra mod Nord, fandt jeg en fortrinlig lille kullet, romansk Kirke, vind og skæv af Ælde, men overordentlig smuk i sine Proportioner og med et dejligt Blytag. En usædvanlig fint profileret Sokkel bærer dens hældende Mure. Desværre er et slemt Misfoster af et Klokke-taarn muret op ved Apsis og vansirer Bygningen frygteligt. Det burde nedrives og erstattes med en Klokkestabel paa Kirkegaarden. — I et Hjørne af Vaaben-huset staar den lille mærkelige, kun 80 cm høje Runesten, som er kendt under Navnet Sjørring-Runestenen.
Fra den lille fattige og forblæste Kirkegaard, hvis eneste Trævækster er nogle lave Buske langs Digerne, er der en herlig Udsigt mod Nordvest over Sandflugtsfladerne til de store Havklitter. Fattigt og barskt — haardt som de gamle Kvadersten i Kirkens Sider, men i Harmoni med hele dennes umiddelbare, lidt sørgmodige Ynde.
Helt nede fra Sydthy fortsættes den lange Sørække til op mod Hanstholm, overalt dannende Grænsen mellem det mere frugtbare Højland i Øst og Vestens for det meste lave Sandflugtsstrækninger. Vester-Vandet Søs Nordøst- og Vestside er nu for Størstedelen skjult bag de store Vilsbøl og Nystrup Plantager. Langs Vejen mellem den første og Søen ser man hist og her Løvtræer, men mest krøgede og forkomne. Mod Nordvest begrænses Søen derimod endnu af aaben Sandflugtshede, over hvilken Vejen fører ud til Klitmøller.
„Klitmøller er en mærkelig Klitby,“ staar der at læse hos en Mængde ældre Forfattere, der trofast er bleven citeret lige op til den Dag idag. Ja, Klitten er der da i alt Fald endnu; men Byen er splinter-flunkende ny — Skifer, Cement, Tagpap og Zink er Ingredienserne, den er lavet sammen af. Kun 5—6 ældre Gaarde og Huse ligger og trykker sig uhjemligt mellem alt dette, samt de mærkelige Rester af en ældgammel Vandmølle, en af de besynderligste Fremtoninger i sin Art, jeg i mit Liv har set. Som Stednavnet viser, har den haft Selskab af lignende Bygningsværker, der ligesom denne maa have ligget ved Bredden af den lille Aa, der rinder ud i Stranden. Det er en underlig, halvbarbarisk Stil, denne Møllebygning bærer til Skue; med sit spidse Straatag og de indadhældende, spaan-klædte Fjællevægge ligner den næsten en Negerhytte i en Kraal. Sammen med de førnævnte Par gamle Boliger staar den nu som det eneste Minde om „den mærkelige Klitby“. — De ældste Forfattere, som kalder den saaledes, har utvivlsomt haft Ret. Men det er i vore Dage ikke uklogt at rejse ud og se efter, om det man skriver nu ogsaa stadigvæk passer.
Mens selve Kyststrækningen herude med sine lave Klitter er ret kedelig, er der fra Signalbakken Udsigt mod Øst over et storslaaet Landskab, en vild og dyster Klitnatur, kun hist og her med en lille Stump grøn Agerfirkant kilet ind mellem Klitternes graa Sandkamme.
Paa V ester-V andet Mark Nord for Landevejen opsøgte jeg den bekendte, mærkelige Højgruppe. I Udgaven af Traps Danmark fra 1901 staar der, at her findes 16 anselige Høje, som er fredet. Saa maa der siden være sløjfet 6 af dem trods Fredningen, for nu findes der kun 10 foruden svage Spor af en Del andre. Mon Forholdet ikke er dette, at der er fredet 10 af de 16, og at Resten er bleven raseret af Beboerne, saadan som det desværre saa ofte gaar. Gruppen kaldes af Beboerne „Edshøjene“ efter Navnet paa den største af dem. Højene ligger samlet paa et Areal af mindre end 2 Tdr. Land og ligner en Mellemting af et diminutivt Alpelandskab og en omvendt Æbleskivepande. Gruppen generes i høj Grad af, at Fredningsmærkerne alle er anbragt paa Højenes Top, saa de ser ud som en Samling Eskimohytter med Skorstensrør ovenud af Taget.
Et Par Kilometer Nord for Stedet ligger Nors Sø, mod Vest og Nordøst indeklemt mellem Granplantager, men iøvrigt med Udsigt over de store Hedeflader, som omgiver den i Nord og Syd, og de dyrkede Marker og lave Engstrækninger mod Øst. Paa dens Vand saå jeg en Flok Blishøns paa omtrent 200 Stykker. Ellers finder jeg paa min Vandring kun en ensom Gulspurv, der sidder og synger sagtmodigt i en af Granerne nær Søbredden.
Vejret er blevet barskt og efteraarsagtigt. Søen graaner pludselig under en stor Sky, som trækker op fra Sydøst og fører en kold Blæst med sig. Sandet fyger for Vinden hen over Markerne og rasler mellem de visne Kartoffeltoppe, om hvilke Rølliker og lave Tidsler nejer sig paa deres Stængler. Paa de graa, skaldede Stubmarker staar et Væld af Stedmoderblomster, smaa og magre, men med alle mulige straalende Farver. Nær Stien, som er indrammet mellem køliggule Høstborst, staar nogle tøjrede, magre Faar, som visser idiotisk forvirrede omkring i Tøjret, da jeg gaar forbi, mens Lammene tisser overdaadigt med vidt skrævende Bagben, slagne af den yderste Rædsel — den eneste Følelse, som Faar synes at kunne nære og skaffe synligt Udtryk for.
Med Vognen forsøger vi at følge Vejen gennem Tved Plantages sydvestre Hjørne ud til Nord for Isbjerg, men den bliver snart til en dyb og sandet Hulning, og jeg staar ud og gaar alene bort mod Vest over Heden. Omsider naar jeg ud til et Højdepunkt paa denne, en vældig Sandklit, omtrent hvor Hykjær og Blegsø nærmer sig hinanden.
— Naar jeg nu efter at min lange, jydske Rejse er tilende tænker tilbage paa denne og genoplever Indtryk af de Landskaber, jeg har set, da vil Mindet om det, jeg her har for Øje, bestandig være et af de uforglemmeligste. Erindringen om dette Steds Skønhed, dets Storslaaethed og dets mærkelig vemodige Stemning, vil aldrig kunne udviskes. Dette er det nordvestlige Jylland i dets mærkeligste og mest betagende Skikkelse; her findes endnu i denne fuldkommen uberørte Natur alt, hvad der kan stemme Sindet til Andagt.
Landskabet synes uendeligt i sin Udstrækning, og dog er det vel højst 3/4 Kvadratmil ialt, indesluttet mod Øst og Syd af en Halvring af Plantager, mod Vest og Nord begrænset af Havet og Hanstholms Højder. Men saasnart man er kommen blot 3—400 Meter bort fra Plantagen ud mod Vest, er denne for stedse skjult for Øjet af Flyvesandsklitterne, og man har kun den vilde Sandflugtsørken omkring sig til alle Sider.
Fra Toppen af den høje Klitbølge, der med sin skarpe Kam som en mægtig Braadsø løfter sig over de andre, ser jeg ud over den graasorte Hede, skummel og dyster i den svage Glans af Aftensolen, som daler bag mørke Skybanker ude over Havet. Rundt om mig hæver andre, mindre Sandbjerge sig, bølgeformede eller som enlige Kegler, undertiden som Taffelbjerge med ganske flad Top.
Et vidunderligt, mangefarvet Tæppe dækker Klitternes magre Bund. Hjelme, Lyng, Revling og Rensdyrmos, hver med sine Toner, staar sammen med hvidakset, langstraaet Græs over Bjerge og Dale. Vissen Klokkelyng skyder sig som Felter af en intens, rustrød Farve ind deri. Omkring mig i Sandet gror Blaa-munke, Høgeurt og mangefarvede Stedmoderblomster, og Soldug dækker som grønne Søstjærner de aabne Pletter med deres fede, haarede Blade.
I Vest og Nord blinker de utallige Hedesøers Mængde, spejlende den vilde, forrevne Himmels Pragt. Langt ude i Nord skimter jeg en lille Bondegaard, og aldrig har jeg set saa ensom en Menneskebolig. Hvidkalket med sit lave Straatag dukker den sine ydmyge Længer mellem de ørkengraa Klitter nær Blegsøens koldt lysende Vande.
Helt ude i Vest bliver Søerne glødende som smeltet Guld under den ned-gaaende Sols Straaler. Men nær omkring mig, hvor umaadelige Sandgryder omgiver mit Stade som dybe, skaalformede Dale uden andet end Sandets nøgne, fint hvælvede Flader, begynder allerede Mørket at snige sig frem, mens en Kulde stiger op derfra som af klamme Kældere.
Intet levende Væsen har jeg set paa hele min Vandring hertil uden en enlig Lærke, der sang sin Aftenvise over Heden inde ved Plantagens Rand.
— Jeg har siddet der længe, og alt er stille. Da pusler det pludselig sagte i Bakken ved min Side. Under nogle Revlingris ser jeg et lille, mørkt Legeme bevæge sig forsigtigt mod det graa Sand. Det er en Mus. Den har travlt udenfor sit Hul, den vimser frem og tilbage og ser ikke mig, der sidder ganske stille. Den løber bort, men vender straks efter tilbage med noget i Munden, noget lyst, som den føjer til en lille Bunke, der allerede ligger ved Hullet. Den pusler og nusler med det, lægger det snart her, snart der, men bliver endelig tilfreds med Resultatet og vil trisse afsted paa ny for at hente mere.
Jeg rejser mig og gaar derhen, for jeg vil naturligvis se, hvad det er for en Slags Mus. Men i et Nu farer den paa Hovedet ned i sin Hule og forsvinder. Tæt udenfor Hullet finder jeg den lille Bunke; det er lutter, fine, tørre, modne Aks af det langstraaede Græs, som gror i Nærheden mellem Lyngbuskene, ordnet omhyggeligt i en lille, kegleformet Stak. Foder til Hulen til Vinteren! Ak ja, det er jo snart Efteraar; vi maa til at tænke paa at gaa i Hi, min lille Mus, enhver for sig. Du er en klog og fremsynet Mand!
En sort Silhouet af en Lærkefalk glider langsomt forbi mod Vesthimlen, lavt over Heden. Den søger hjem til Natten.
Det bliver mørkt over Søer og Heder. Snart er kun Plantagens Ugler og Natravne ude.
Disse vældige Sandflugtsstrækninger, der gaar fra Vestsiden af Thy gennem Hanherrederne helt op i det sydlige Vendsyssel, skjuler de gamle Saltvands-alluvier, som engang var Bunden af Stenalderhavet, over hvilket de nuværende, stadig mærkeligt isolerede Bakkeøer ragede op som en Mængde virkelig Øer. Da Landet under Sænkningsbevægelsen indtog sin dybeste Stilling, var Vestsiden af Thy, store Dele af Hanherrederne og Vendsyssel samt hele Læsø skjult under Havet, og der fandtes i disse nordlige Egne kun en eneste, større Ø, de højere Dele af det nuværende Vendsyssel, foruden en stor Mængde mindre Øer. Ved Landets Hævning groede disse Øer mere og mere sammen. — Faa Steder er disse Landskabers særegne Dannelsesmaade mere iøjnefaldende end her Syd for Hanstholm. Den umaadelige Flyvesandsslette virker den Dag idag som et Hav, over hvilket den lange Hanstholm rager op i Nord som en skarpt afgrænset Økrop, hvis bratte Klinter staar som en Fæstnings Sider ned mod de lave Omgivelser.
Landskabet her saavel som i Hanherrederne minder derfor paa mange Maader om den sydlige og vestlige Del af Vendsyssel. Fælles har de de vide Udsigter fra de isolerede Højlande over det lave Land til nye Højder. Men medens Thy og Vester-Hanherred endnu paa store Strækninger er dækket af store og smaa Søer, Rester af det gamle Hav, har Øster-Hanherred og hele det store Vendsyssel ikke en eneste saadan tilbage. Foruden af sine Søers Mængde præges Thy og det vestlige Hanherred i overvældende Grad af Limfjorden med alle dens Vige og Sunde, som næsten overalt er synlige fra Landets højere Steder, mens Vendsyssel kun ved sine Kyster er præget af Hav og Fjord. Thy og Hanherrederne har et andet Speciale, som Vendsyssel mangler, de mægtige Kalk- og Kridtklinter ved Hanstholm, Bolbjerg og Svinkløv, som er langt ældre geologiske Dannelser end selv det ældste Vendsyssel. — Fælles for Landskabsindtrykkene er som sagt Bakke-øerne, der selv set inde fra Sletterne har deres Silhouetter prægede af Kæmpehøjenes Mængde, et Vidne om disse forhenværende Øers stærke Bebyggelse i Oldtiden.
Udsigt fra Skyum Bjerge over Limfjorden til Mors.
Rutschebanen paa det fredede Sjørring Voldsted.
„Bispegraven" paa Sjørring Kirkegaard.
Romansk Dør i Nordmuren af Sjørring Kirke.
Vigsøs lille mærkelige Kirke, set fra Sydvest.
Sydsiden af Kirken i Vang, set fra Koret.
Klinterne ved Svinkløv: ved Stranden under „Klovene".
Udsigt over Øster-Agger. Overalt Klitter mellem Husene.
Fra Færgegaard Syd for Vang har der som tidligere nævnt været Overfart til Øen Hanstholm med dens tre Sogne Rær, Hansted og Vigsø. Øst for denne ligger de tre andre Sogne Hundstrup, Østerild og Hjardemaal, som tidligere dannede en Ø, „Østholmen“, som nævnes endnu i den nyere Tid, da „Sognepræsten paa Østholmen“ omtales saa sent som i 1472. Ogsaa Vust nævnes i Valdemar II’s Jordebog som en Ø, hvorpaa der var kongeligt Jagthus. Baade Boddum og Thy-holm var gamle Øer i det samme Hav, foruden en Mængde andre Højlande af ringere Udstrækning.
— Saa snart man sydfra naår Hældet paa Hanstholms Østende, iler Vejen op over denne og svinger brat mod Vest langs Højlandets Sydside. Her lige paa Hældet ud mod Sletten ligger den mærkelige lille Rær Kirke, en fremragende Prøve paa hvor selv de mindste af disse jydske, romanske Landsbykirker kan være ypperligt Arbejde fra Bygmesterens Haand, baade ved Formens Tynge og Stenenes ædle Udsmykning. De stærkt varierede Kapitæler og Sokler paa Korets „snoede" Søjler er straalende fint Haandværk, ja selv en saadan Detalje som Bygningens Sokkelprofil er noget ganske enestaaende smukt. Den lille Bygning virker som en ædel Perle i det strænge og øde Landskabs Indfatning.
Efterhaanden som man følger Vejen vestpaa langs Højlandets Sydside, faar man bestandig videre Udsigter over den klitdækkede Slette ned mod Graakjær Sande. Ved Nytorp, hvor en 200-aarig Vindmølle ligger helt ude paa Klintens Kam, har man et udmærket instruktivt Overblik over Holmens sydlige Skrænt i hele dens Udstrækning og Fladerne under den.
Udsigten fra det yderste Punkt paa denne Jyllands store, knudrede Pukkel ud mod Hav og Vestenstorm er storslaaet og gribende. Mod Sydvest gaar Kystens fint buede Linje ned mod Klitmøller og skiller det vide Vesterhav fra Heden med de hjelmeklædte Klitbjerge og dybe Sandgryder. Det er som at se fra en verdens-fjærn Ø ud over to Have, det ene levende og glitrende, i evig Bevægelse under Solens Lys, det andet dødt og størknet i brede Sandbølger med Farver som en Lavaslette, et Maanelandskab. Den stride Østenblæst jager Septemberhimlens store Klodeskyer ud over Havet, hvis Glans sprænges af deres brede Skygger og af Kastevindenes mørke Ilinger. Og graa som Bly farer Skyerne hen over Hedens graahvide Sand og dens forvitrede Grønne og Brune i Marehalm og Lyng. — En lille blinkende Aa strider sig gennem Sandødet ud mod Havet og skimtes hist og her bag de nærmeste Klitter dernede. Et Par enlige Huse ligger dybt nede under Bankerne mod Øst, bittesmaa, næsten usynlige med deres vissengraa Farver. Bag mig paa Klintens højeste Top staar Fyrets tunge Masse, hvid og høj, som et Gravmonument over Forliste.
Hvilke vældige Vidder, hvilken Ensomhed! Aldrig havde jeg tænkt, at dansk Natur kunde rumme noget saa storslaaet og ufatteligt.
De eneste Liv herude nogle faa jagende Svaler. Paa stive Vinger staar de i Luften tæt under Klintekammen, vendt mod Østenblæsten. Saa stille svæver de som Drager paa en Snor — for pludselig at kaste sig til Siden, brat som et Sabelhug. Men i næste Nu er de vendt tilbage og hænger paa ny i Luften tæt under mine Fødder.
— Hanstholmens øverste Ryg, som ved „Hjærtebjerg" paa dens Midte naar den store Højde af 67 Meter, er bølget og aaben, næsten helt uden Træbevoksning, men med dyrkede Marker og en Mængde Smaabyer langs sine Rande. Østligst ligger Vigsø, langs Sydsiden Rær og Nytorp, paa Vestsiden Hansted med dens Fyr, og paa Nordsiden Byerne med de mærkelige Navne Nørby, Pugdal, Gaarddal, Hamborg og Febbersted. Foruden disse findes et Par Smaasamlinger af Huse. Kun faa enligtliggende Gaarde finder man mellem Byerne, modsætningsvis til paa de store, dyrkede Flader i disse Egne. Her gælder det om at skutte sig i Fællesskab mod Vejr og Vind!
Paa Nordsiden af Landet findes højtliggende Klitter, som Stormene har kastet herop fra Strandens Sandflader — et højst besynderligt Syn med denne brede Klitrække ovenpaa de høje Klinter. Overfladen er ellers uden Ejendommeligheder, frygtelig ensformig, og Byerne har for det meste nye Huse med alle Former for hæsligt Byggemateriale.
Fra Holmens Østende, der falder mere jævnt ned mod Fladerne, ser man ligesom fra Vest- og Sydsiden ud over et fuldstændig øde Kystland med Klitter milevidt ind i Landet — saa langt man kan se ikke andet end Sandørken, et storartet og mærkeligt Land, det yderste Thule! Kysten krummer sig om Vigsø Bugt i en skøn og vældig Bue med sine skinnende Havklitter helt hen til det tre Mile fjærne Bolbjerg, der yderst staar som en fældet Lanse mod Havets Anfald.
Helt herude ligger paa Nordøstsiden den lille Landsby Vigsø, hvis lillebitte Kirke lyser langt hen over den øde Slette. Den lille Bygning, oprindelig opført af Limsten, men senere noget restaureret, hed oprindelig Set. Peders Kapel. Den er en af de kummerligste Former for Gudshus, jeg har set; men hvor passer den smukt til Stedet, den vindhærgede Kyst og det fattige Land! Ingen ved noget bestemt om dens Alder, men dens Navn viser, at den ialfald er fra katholsk Tid, og dens Klokke bærer Aarstallet 1500. Paa Vestgavlen har den et besynderligt Klokketaarn, til hvis Klokke en almindelig Træstige udenpaa Muren fører op. — Mærkeligt er det, at der inde paa Kirkegaardens Vestside tæt opad Kirken ligger en stor, velbevaret Oldtidsgravhøj; den er næsten anseligere end den beskedne Kirke. Paa Hansted Kirkegaard findes en lignende Høj — atter Eksempler paa det ikke ukendte Fænomen, at vore gamle Kirker byggedes paa Steder, som allerede i hedensk Tid ansaas for hellige. Mange Steder, hvor man forhen blotede til Odin, har senere Slægter bøjet sig for Korset; hvor Fædrene hængte deres Ofre for at skænke Guderne et evigt, lykkeligt Liv, har Sønnerne spist Sakramentet for at sikre sig selv den samme Fordel.
Nogle mærkelige, gammeldags Gravsteder findes paa den lille, usselige Kirkegaard; de har en Kant af Sten som Ramme uden om den beskedne Beplantning af simple Smaablomster. En enkelt Busk findes paa en af disse Grave, den eneste Trævækst herinde foruden nogle Smaagraner langs Digerne.
— Kom til Hanstholms Vestkyst en Dag med Paalandskuling og gaa ud paa Molerne ved Havneanlægget! — Det er ikke sikkert, at Udsigterne for dette Anlægs Fremtid er lige saa blændende som Udsigten fra Fyrbakken oven over Stedet. Men en Vandring ud ad den længste Mole paa en saadan Dag, naar Braaddet i al sin Vælde raser rundt til alle Sider, faar Én til at glemme, at man skatter til den Statskasse, som bekoster Foretagendet med denne Havnesag, som har staaet paa i sejsten Aar og ifølge sit Tempo kan vare sejsten til.
En ældre Fisker fra Stedet fulgte mig ud ad Molen og viste mig Anlægget. Det var et mægtigt og gribende Skue, naar man fra den yderste Spids af den 150 Meter lange Mole saa de vældige Vanddynger, som drog forbi i Paalandsstormen ind mod Kysten. Man faar en Forestilling om, hvad det vil sige for en Fiskerbaad at fors.øge en Landing gennem denne Brænding, naar man som her er midt i den og kan se den „fra Ryggen", som Modsætning til inde paa Kysten. Kæmpebjerge af glasgrønt Vand, som Sollyset falder igennem — store Havheste med flyvende Manker, som med Snøften og Vrinsken jager ind mod den fraadende Strand, gnider med deres skummende Sider mod Molens Pæle, bryder imellem dem og splintres til Skum med Regnbueglans. Det er et Havbrøl, saa man maa raabe af sine Lungers fulde Kraft for at blive hørt.
— Min Ledsager fortæller, at her findes omtrent 70 Fiskerfamilier, og at Stedet har 14 Motorbaade med 4 Mands Besætning foruden en Snes Robaade med et Par Mand i hver. Det er drøje Vilkaar for Folkene her paa den aabne Kyst, og de føles dobbelt, mens alle nu med Længsel venter Aar efter Aar paa Havnearbejdets Fuldførelse. Det er haardt nok, siger min Mand, naar man ved Efteraarstide maa gaa herinde paa Stranden og se store Fiskerbaade fra alle mulige Havne ligge klods opad Kysten, indtil 30—40 Lanterner svingende derude, og saa tænke paa, hvor meget af den gode Fisk, der gaar Beboernes Næse forbi, fordi man ikke med de smaa Baade og uden Havn kan tage Del i Fangsten! — Jeg saa adskillige af disse stedboende Fiskere ved Landingsstedet østen for Anlægget og inde i Byen, da Vejret idag holdt dem hjemme; og jeg hørte mange haarde Ord mod dem, som i Skrift og Tale agiterer mod Havnens Fuldførelse som et haabløst Foretagende.
Disse usikre Udsigter holder bestandig Befolkningen knyttet til Stedet, mens den maaske gjorde bedre i resolut at udvandre til de store Fiskerihavne, saaledes som Fiskerbefolkningen forlængst har gjort saa mange Steder langs vore Kyster. Det er en Befolkning med en stræng Fortid, og med en højst problematisk Fremtid. Man baade hører og ser det paa dem, de ligner si devants, mange af disse Mennesker. Kun ganske faa, virkelige „Havkarle" er der imellem dem, Folk fra en Tid, da man tog Sagerne, som de var, og ikke ventede paa Udsigter til noget bedre. Dem jeg talte med var bitre, og ikke faa af dem synes at have opgivet Haabet om, at den nærmeste Fremtid skal bringe nogen Ændring i Forholdene.