DET SYDLIGE THY
Blandt Limfjordens mange Færgesteder indtager Oddesund landskabeligt en beskeden Plads. Naar man mindes de karakterfulde Kystlandskaber omkring Overfartsstederne ved Næssund, Vilsund, Feggesund, „æ Braand“ mellem Sal-lingsund og Fur eller Hvalpsund, som alle danner nogle af de skønneste, vestlige Limfjordskyster, da forekommer disse to lange Odder lige saa kedsommelige som de er flade. 1)
Men man kommer ikke langt op over Thyholm, før dette Indtryk udviskes. Fra den 41 Meter høje „Vagthøj“, som paa sin Top bærer en mægtig Oldtidshøj, er der Udsigt over næsten hele Halvøen, et ret ensformigt bølget Land, men hvor Vandarme overalt blinker mellem utallige Næs, Odder og Øer i en saadan Forvirring, at man kun med Besvær kan orientere sig, selv ved Hjælp af Kortet. Fra Banken skimtes Skibsted Fjord en Mil ude i Nord, i Syd og Sydøst øjner jeg Jegindøs og Venøs Højder over Sundene, kendte Steder fra min Ørejse. Herligt er Synet over Nissum Bredning, i Syd til de høje Toftum Bjerge, i Vest helt til den fire Mil fjærne Harboøretange, hvis Huse set gennem Kikkerten synes at flyde paa Vandet som Skrog af strandede Skibe.
Over hele det synlige Thyholm ligger Gaardene spredt ligesom nede i Har-syssel og samler sig kun paa enkelte Steder i større Grupper, ved Odby, Sønd-bjerg, Hvidbjerg og Lyngs. Fra Hvidbjerg med dens smukke, gamle Kirke er Udsigten maaske endnu bedre end fra Vagthøj. Men Landet selv virker dog overalt ret ensformigt med dets fladt forløbende Bakkeformer. Det er Sundene og Fjordene, som giver Stedet dets ejendommeligste Præg.
Det er først, naar man har passeret det smalle og lave Drag mellem Skibsted Fjord og Bredningen, at man møder Thylands rette Ansigt. Og det viser sig hurtigt og overraskende, naar man bryder af fra Vejen mod Øst og gaar ind over Ydby Hede. Her fra dennes 43 Meter høje Kuppel, der hvælver sig som et mægtigt Skjold, dækket af Oldtidshøje, skuer man pludselig ud over et af de mærkeligste Landskaber, som disse prægtige Limfjordsegne rummer, og som i arkæologisk Henseende knapt har noget Sidestykke i Danmark.
Ved sin storslagne, mørke Skønhed og ved sine Udsigters Mangfoldighed gjorde dette Sted et uudsletteligt Indtryk paa mig. De herligt svungne Kystlinjer,
den betagende Udsigt over Thyholm og den vide Nissum Bredning, denne Mængde af Drag, Øer og Landtunger, Halvøer og Holme, Vige og Sunde, og forrest de mægtige Oldtidshøje paa den lynggroede Hede højt oppe over det hele, med Aase og Kløfter løbende ned mod de nære Kyster — det er et af de skønneste Steder, jeg kender.
Før Plantagerne dækkede store Dele af dette Land, har det rummet saadanne Mængder af Oldtidsgravhøje, som næppe noget andet Sted af lignende Udstrækning. Alene tæt Øst for Ydby Kirke har Plantningen skjult ca. 40 Høje, der betegnede Stedet for en stor Oldtidsbebyggelse. I Dover Plantage er et noget mindre Antal forsvundet mellem Granerne. Men her paa Ydby Hedes endnu aabne Højderyg Syd for Plantagen er der fredet et Hedeareal paa ca. 33 Tdr. Land med ialt 16 Høje, af hvilke enkelte naår den anselige Højde af 5 Meter. Fredningen fandt Sted efter Tilskyndelse af enkelte fremragende Mænd paa Egnen, som i 1916 indsamlede 3000 Kr. til dette Formaal, mens Nationalmusæet skaffede Restbeløbet.
Desværre er Stedet paa Nordsiden begrænset af Granplantagen, som brutalt bryder Landskabets Linjer og Farver. Ogsaa Lavningen over mod Boddum er opfyldt af dette Ukrudt i smaa og store Firkanter, saa kun en Aabning paa nogle Hundrede Meters Bredde holder Udsigten fri over den pragtfulde Skibsted Fjord.
Baade denne Fjords Navn og Benævnelsen „Skipperdalen" paa en Lavning paa Dover-Siden leder uvilkaarligt Tanken hen paa en livlig Skibsfart i Oldtiden. Og i Forbindelse med denne har rimeligvis staaet den forsvundne Vej, som efter Højenes Placering har gaaet langs Stranden mellem Ydby Hede og Boddum. En halv Snes mindre Høje og Spor af 3 andre findes endnu i den dybe Dalsænk-sænkning nær det Sted ved Kysten, hvor man har fundet Stensætninger og Pikning, Rester af det gamle Vadesteds 100 Alen lange Brolægning. Og paa Dalsiden paa Boddum ligger to andre Høje, „Ravnshøjene" netop paa det Sted, hvor Vejen fra Dalen paany har ramt Bakkerne. Stedet kaldes endnu af Beboerne „Kongens Gade", et yderligere Bevis paa, at her har gaaet en Vej.
Set fra den fredede „Hvilhøj" paa Boddums Nordvestside vilde denne Dalsænkning med de mærkeligt lavtliggende Oldtidshøje og den herlige Skibsted Fjord i Baggrunden have dannet et Billede af en gribende og ejendommelig Skønhed, hvis ikke Plantagernes Lapper skæmmede det.
Boddum-Højdedraget har endnu 17 Rundhøje paa sin 41 Meter høje Aas, der danner et vidunderligt, lyngklædt Terræn med højtsvungne Bakkerygge og dybe Slugter. Jeg har set dette Sted mange Gange paa forskellige Aarstider og i alskens Vejr, i stille Regn, i Østenbrise, i Vestenblæst med farende Byger. Men nu var jeg naaet herud en stille Septemberaften ved Solfaldstid, og dette sidste Minde om Stedet er det smukkeste. Thi Limfjorden og Septembervejret hører sammen.
Saa staar jeg da her, just som den dalende Sol er Horisonten nær og med sit lave, skarpe Lys fremhæver alle Terrænets Former. Aldrig saå jeg klarere Farver mod hinanden end disse brune, skinnende Høje med de stolte Former, som kaster lange Skygger ud over Højsletten, Himlen med de krystalklare Toner lavt over Horisonten og dens Kuppels dybe Blaa med de lette, rosafarvede Skyer, Fjordens Cobalt i Strømbælterne mod de blanke Fladvande, der er som en Bræm af Opal langs de gyldne Kyster.
Hvor stille her er! Vinden hvisker sagte omkring Gyvelens tørre Bælge og pusler mellem Aksene paa det høje, hvide Græs, som danner Smaagrupper mellem Højene. Lyngens Blomster er begyndt at blive brune; Efteraaret er nær, om
faa Dage har vi Jævndøgn. Mange Fugle er forlængst draget sydover, andre samler sig i smaa og store Skarer til Trækket. Viberne svinger i tætte Flokke over Mosen nede ved det gamle Vadested; og er det ikke, som om Rørskovene dernede allerede er begyndt at visne — eller er det Guldglansen fra den sidste Sol, som rammer dem og faar dem til at straale saa voldsomt mod det dybblaa Vand.....
Alt omkring mig synes saa nær, selv Kirker og Gaarde, der er Mile borte. — Solen gaar ned bag Ydby Hede. Det blaa Fjordvand bliver graat og gustent — ingen Overgang, intet Tusmørke. Langt ude i Øst blusser en Gavlrude op som en Brand. Saa slukkes ogsaa den. Et Skrig af en Vibe fra den nære Mose. En Hund bjæffer i en Gaard langt borte.
Saa tændes den første Stjærne. Højene om mig synes at vokse, det er, som om de opgiver deres Sjæl og sender den op mod den sidste Solrødme, der strejfer en lille enlig Sky midt paa Himlen.
Jeg vandrer bort mellem Gyvel, Pors og Lyng, som allerede begynder at udsende Nattens Dufte.
Blandt Thylands omtrent fire Tusinde Oldtidsmindesmærker er Lundehøj Jættestue et af de mærkeligste. Den ligger nær Ullerup i et Landskab, som i sig selv ikke har noget Særpræg. Men naar Gravboerne spøger, har de god Udsigt over den nære Visby Bredning helt til Mors.
— Jeg er kommen hertil i optrækkende Torden, og jeg kryber ind i det gamle Gravkammer for at søge Ly mod Regnen, forsynet med en Lygte, som jeg har laant i en nærliggende Bondegaard. Ikke en Lyd af Vejret trænger ind til mig gennem den lange, stensatte Indgang, Torden og Lyn, Blæst og Regn er ikke til for mig. Jeg er helt udenfor Tid og Rum, som jeg sidder her alene med Lygtens lille Flamme, der kaster et svagt Skin over det fugtige Gulv og over Stenene i det tre Tusind Aar gamle Gravkammer.
Lige saa dødsens stille har her været, fra den sidste Stenaldermand blev lagt herind, og til Kamret i vore Dage er bleven aabnet. I to Tusinde Aar før Landet fik nogen Historie og til nu, er intet Lys og ingen Lyd fra Verden udenom naaet ind i Gravboernes Stue. Det er nemt at føle sig som en ringe Ting herinde, i Pagt med den Smule Flamme i Lygten, som nylig er tændt og snart brænder ud.
Pludselig ser jeg et lillebitte, skinnende Legeme, der svæver hen imod Lygten og rammes af dens Lys. Det er en Myg, der ligesom jeg søger Ly mod Regnen. En anden følger efter, mange flere. De kommer en seks-syv Stykker ad Gangen, bevægende sig langsomt og sindigt, ligesom Flyvemaskiner paa milevid Afstand. De straaler som bittesmaa Sølvfnug mod de begmørke Skygger i Hulens Baggrund. Saa sejler de stille én for én ind i Mørket og sætter sig til Ro.
Men en lille Tone er kommen ind med dem i det stille Gravkammer. Jeg hørte deres Summen, sommerlig og sød. Saadan har de vel spillet herinde for Tusinder af Aar siden, da Kamret byggedes og endnu ikke var lukket over de Døde. Det er som selve Evighedens Susen, som de Gamles fjærne Røster. — Én klinger pludselig lige ved mit Øre, Lyden stiger til et Skrig i Stilheden, et uventet sfor-zando i en dance macabre ...
Her bliver koldt, og Uhyggen griber mig. Jeg gaar ud, laaser Døren efter mig og lukker Myggene inde i Mørket. Men jeg véd, at der er boret smaa Huller i Døren, som de kan slippe ud igennem.
Udenfor rammer Dagslyset mig som et Slag — Solen er brudt gennem Skyerne, og dens Ild gnistrer i Fjordens Spejl og alt det vaade Land. En vældig Regnbue spænder over Landet fra Øst til Vest, den skræver over Dragstrup Vig og træder med sin ene Hæl paa Mors og med den anden paa Skyum Bjerge.
Vejen herfra mod Vest over Hurup til Vestervig gaar over et Landskab, som hæver sig til store Højder. Paa en 72 Meter høj Banke ligger Thys berømteste Oldtidshøj Ashøj begravet i en Plantage, naturligvis forsynet med det sædvanlige Tilbehør, et Udsigtsstillads og en Restaurationspavillon. Landskabet er aldeles ødelagt, man kan roligt flygte videre vestpaa.
Vestervig med sin Kirke og Kirkegaard — hvor forandret, siden jeg første Gang besøgte Stedet for over 30 Aar siden! — Hvor mishandlet Kirkens Arkitektur end var paa det daværende Tidspunkt, og skønt den siden ved en Restaurering er bragt et Stykke hen imod sin oprindelige Skikkelse, saa savner jeg nu dens gamle, ædle Patina. Men som Julius Lange sagde: „Man kan jo desværre ikke bygge gamle Huse!“
Om „Liden Kirstens og Prins Buris’ Grav“, den mærkelige Dobbeltgrav fra det 12. Aarhundrede, som forhen laa aaben og smuk paa den græsklædte Flade, er der nu som Værn mod Publikums Overgreb sat et Stakitværk af usædvanlig hæslig og plump Form, og Udsigten fra Stedet mod Fjorden og Havklitterne til Vesterhavet er næsten helt spærret af den nyopførte Ladebygning til Gaarden „Vestervig Kloster".
Omtrent 200 Meter Nordvest for den nuværende Kirke findes endnu Stedets ældste Kirkegaard, hvor den oprindelige Kirke laa. Legenden siger om dennes Tilblivelse, at da Hellig Thøger, en Thiiringer-Munk, der havde prædiket Kristendommen i Norge, efter Olaf den Helliges Død i 1030 var draget til Danmark og kom til Vestervig, byggede han her en Kirke af „Ris og Kviste". I denne beskedne Kirke blev Helgenen skrinlagt efter sin Død i 1065. — Allerede i det 12. eller 13. Aarhundrede rejstes den nuværende Kirkebygning, som bl. a. ved sine Korsarme, der hver havde en Længde paa 30 Meter, oprindeligt var uden Sidestykke blandt vore romanske Kirkebygninger, men senere ved Nedrivninger og Ombygninger blev ilde medtaget.
Set. Thøgers lille Kirke nedlagdes efter Reformationen. Nu er der af det hele kun den lille Kirkegaard levnet, og paa denne en simpel Stensætning om den hellige og undergørende Set. Thøgers Kilde, som sprang ud paa det Sted, hvor Helgenen paa sin Vandring hertil træt og mødig havde lagt sig til Hvile. Kilden er kun et af den Mængde Minder, som Thy rummer om den hellige Thøger. En Mængde andre Helligkilder bærer hans Navn, og overalt i det sydlige Thy er Navnene Thøger og Thøgersen endnu stærkt udbredt. Naar forhen Thylands Fiskere i strængt Vejr vendte hjem fra Havet, da raabte først Rorgængeren og efter ham alle de andre Baadfolk: „Thøger, Thøger!" i det farlige Øjeblik, da Fartøjet af Søen løftedes over den inderste Revle.
I noget senere Tider har Kilden ikke haft det bedste Ry. Sagnet siger, at alle Egnens Hekse samledes omkring den Valborg Aften, og da sad selve Fanden midt i Kjelden og dirigerede Forsamlingen, der siden paa sine Ovnragere for til Troms Kirke.
Hele det flade, smalle Landskab, som skyder sig fra Vestervig ud til Kysten og er kilet ind mellem Ørum og Flade Søer i Nord og Nissum Bredning i Syd, er en Fortsættelse af de frugtbare Egne i Sydthys Indre og naar helt ud til, hvor det næsten brat gaar over i Klitlandskabet ved Øster-Agger. Herude ændrer Billedet sig hurtigt, det er Sandflugtslandskabets elendige Jord, Grus og Smaasten, som næsten overalt dækker Grunden. Selve Øster-Agger er en By, hvor Huse og Sandflugtshøje ligger broderligt mellem hinanden og ikke altid er lige nemme at kende Forskel paa. Typisk for den gamle Byggeskik herude, som endnu for et halvt Hundrede Aar siden var eneraadende, er den gamle Fisker Josef Mikkel-sens Hus med dets gulkalkede Murstensvægge og lave Straatag. Det er flyttet for Havets Fremtrængen ikke mindre end tre Gange. — Dets næsten 80-aarige Ejer, kaldet Josef Grøn, er mindst lige saa bemærkelsesværdig som Huset; han er simpelthen et af de smukkeste Mennesker, jeg har set, og en aldeles ren nordisk Type. Høj og bred, nu noget bøjet af Alderen, maa han som ung have været en pragtfuld Fremtoning. Han er nu desværre stokdøv, saa jeg fik intet ud af mit Forsøg paa en Samtale med ham.
Kysten ved Agger er som før omtalt den Del af Vestjylland, som har gennem-gaaet de betydeligste Forandringer i Tidens Løb. Den ene Stormflod efter den anden bøjede Tangen, og store Landstrækninger med deres Byer blev overskyllede. Beboerne har Gang paa Gang maattet flytte deres Boliger østpaa udenfor Havets Rækkevidde. Agger Sogns Kirke, som i Slutningen af det 17. Aarhundrede laa ca. 700 Meter fra Havet, maatte flyttes i 1838, og den sidste Rest af den gamle Kirke forsvandt i Havet allerede det følgende Aar. — 1 tidligere Tid fandtes paa Tangen store, frugtbare Strækninger, som var naturligt skærmede af Havklitterne. Da disse bortskylledes af Stormfloderne, førte Havet Sand og Grus ind over de lave Enge. Men ogsaa Sandflugten har hærget usædvanlig haardt i disse Egne. Agger Sogn, som for 300 Aar siden var paa 50 Tdr. Hartkorn og havde 28 Plove, har allerede i 1683 kun 13/8 Td. Hartkorn, og her findes hverken Plov eller Harve paa Stedet! — Først fra 1840 begyndte man at værne disse Strækninger med kunstige Sandklitter; men disse raseredes stadig af Havet, og først efter at man i 80’erne er begyndt at bygge Høfder, har Kysten faaet et effektivt Værn.
Det er Sandflugten, som i Hundreder af Aar har været disse Egnes værste Fjende.
Naar man betragter Videnskabernes Selskabs Kort over Jylland fra Slutningen af det 18. Aarhundrede, virker det i højeste Grad overraskende at se, at omtrent Halvdelen af Landet paa den Tid laa hen som øde Heder. Ganske vist er store Dele af Indlandshederne opstaaet som Følge af Befolkningens hensynsløse Ophugning af gamle Skove, men en ikke ringe Part af disse Heder skyldes et oprindeligt geologisk Fænomen. Modsætningsvis skyldes Sandflugtslandskabernes Opstaaen og de frygtelige Dimensioner, de antog, saa godt som udelukkende Beboernes letsindige Ødelæggelse af Marehalm og Klittag, Tjørne og andre af Klitternes naturlige Vækster.
Først saa sent som i det 16. Aarhundrede hører vi om Sandflugten, og om at den bliver Genstand for Lovgivningsmagtens Opmærksomhed. Længe kæmpede man forgæves mod Ødelæggelserne, og de første usikre Foranstaltninger til Sandflugtens Dæmpning virkede snarest mod deres Hensigt. Det var først efter langvarige Forsøg, netop her i Thisted Amt, at man efter Forordningen af 19. Sept.
1792 kom ind paa den eneste virkningsfulde Metode ved Beplantning med Marehalm og Klittag, hvorved man satte Grænse for Ødelæggelserne og siden genindvandt uhyre Strækninger, ofte af Landets forhen frugtbareste Jorder.
Naar man sammenligner Opmaalingerne af Sandflugtsarealerne fra 1787 med Maalingerne fra 1816, ser man et Resultat, som i Betragtning af denne korte Periode virker forbløffende. Af disse værst hærgede nord- og vestjydske Egne viser Hjørring Amts Horns Herred en Nedgang fra 20772 Tdr. Land Sandfiugts-omraade til 11037 Tdr. Land. — I hele Thisted Amt er af 30725 Tdr. Land Sandflugtsareal kun godt 300 tilbage! — I Ringkjøbing Amt er af 20900 Tdr. Land dæmpet 11224. — I Ribe Amts Øster- og Vester-Herreder gaar Arealet ned fra 15196 Tdr. Land til ca. 13000. — I de østligere Amter, hvor Sandflugten hovedsagelig skyldes Indsande, er Forholdet gennemgaaende noget lignende.
De uforholdsmæssig store Fremskridt, som Dæmpningen gjorde i Thisted Amt, kan kun have sin Aarsag i, at den herværende Sandsflugtskommissær Tha-gaard gjorde sig særlig Flid og Bestræbelse for denne vigtige Sag. Han var den første, som udplantede Klittag og Marehalm med Rod i pløjede Furer, istedet for at saa dem som Frø eller plante dem i spadegravede Huller.
Af Jyllands samlede Sandflugtsareal paa 112159 Tdr. Land er paa faa Aar beplantet og neddæmpet ialt 74658 Tdr. Land, d.v.s. at næsten nøjagtigt to Tredjedele er uskadeliggjort, selvom de paa dette Tidspunkt (1817) endnu kun for en Brøkdels Vedkommende er forvandlet til Agerland. Omkostningerne ved dette Arbejde androg til Udgangen af 1816 ialt 39669 Rdlr., hvilket vil sige, at hver Tønde Land er indvundet for en Pris af 3—4 Mark!
— At komme ind paa Sandflugts-Dæmpningens videre Historie op til vor Tid, vilde her føre for vidt. Jeg har kun fremført ovenstaaende Regnskab, hentet fra Laurits Esmarchs: Hist. Efterretninger om Sandflugten i Nørre-Jylland (1817), som et memento for dem, som nutildags ser det eneste saliggørende i Klitlandets Beplantning med Naaletræer, hvilket synes at være desperate Forsøg paa at grave saa mange som muligt af Statens overflødige Penge ned i Sandet. — Overflødige Penge paa et Statsregnskab i vore Dage!
Jeg staar ude i det smalle og ganske lave Klitlandskab, som adskiller Øster-Agger fra Havet, en Sandbarriere, hvis Toppe ikke engang rager op i Højde med Husenes Rygninger. Graat og irgrønt, Sand og Hjelme — ikke stort andet. En Signalmast og en mønjerød Signalkanon paa den helt øde Yderklit lige ved Forstranden taler deres overbevisende Sprog om, hvad her kan foregaa. — Blot 200 Meter længere mod Nord ser jeg Husene i Vester-Agger, hvis Tage lige naar at løfte sig over Hjelmens lyse Toppe — kun 30-40 Meter fra selve Havstranden. Engang var det en stor By; nu er her 8—9 Boliger tilbage, Resten har Havet taget.
En af de frygteligste Ulykker, som har ramt denne Kyst, indtraf i 1818 den 15.—16. Januar ved Agger, da under en voldsom Orkan dens Enge og Marker oversvømmedes af Stormfloden, og da af Stedets 87 Beboeres Jorder kun 4 undgik Ødelæggelser af det opskyllede Sand og Grus, da Baade og Redskaber forsvandt i Braaddet, og store Stykker af Kysten skares bort. — Under den tidligere omtalte store Stormflod i 1825 gik Havet paa ny op over Landet, den bortskyllede Jord lagde sig Vs Mil ud i Fjorden mod Øst, og den lille By Toft ødelagdes fuldstændigt. Denne By var den tredje, som i Løbet af et Hundrede Aar var lagt øde i Agger Sogn; de to andre var Bollum og Nabe, som dels Oversvømmelser, dels Sandflugt fuldstændig havde udslettet. Det var under Uvejret i 1825, Agger Kirke blev saa truet, at den faa Aar efter maatte flyttes, og saa godt som alle Sognets Beboere blev ruinerede. Samme Aar den 27.—28. November kom Havet igen og forøgede Ulykkernes Antal, da Røn By med dens 24 Huse af Floden blev afskaaret fra Sognets nordlige Del.
Man hører ofte Tale om det Heltemod, som faar Beboerne af en Vulkans Nabolag til at vende tilbage til deres ødelagte Boliger, naar et Udbrud har forjaget dem og truet dem med Døden. Men er denne Befolknings Vedhængen ved deres fattige Land ikke mindst lige saa beundringsværdig. Hvor langt hyppigere har ikke Elementerne faldet an her paa den barske Kyst, mens Vulkaner ofte i Hundreder af Aar hviler og lader Slægt efter Slægt i Fred paa deres frugtbare, vin- og kornbevoksede Skrænter.
Ad Vejen herfra mod Thisted kommer man tæt forbi den 69 Meter høje Hassing Galgebakke ved Sydenden af den mærkelig langstrakte Ove Sø, som man herfra overskuer i hele dens Længde. Mod Syd ses Visby Bredning, i Sydvest helt til Vestervig Kirke. Mange Kvadratmile af det sydlige Thy, af Mors og Har-syssel ligger udbredt for Øjet. Den høje Banke maa have været et herligt Sted at blive hængt paa. Forbryderne har dog nok villet nøjes med at staa paa Jorden og har gærne skænket Retfærdigheden de 4—5 Alen, de blev hævet over Bakketoppen.
— Hvor hele Thy dog vrimler af Oldtidshøje! Intet andet Sted i Landet har jeg set noget lignende. Selv naar man færdes ad Hovedlandevejene, har man i Almindelighed Udsigt til en halv eller hel Snes Stykker ad Gangen, fjærnt eller nær paa alle Aase, i Smaagrupper eller Rækker. Det er disse Høje paa deres Bakkekamme, som sammen med det mærkelige Virvar af Søer, Fjorde og Sunde, Landtunger og Halvøer karakteriserer Landskabet i det sydlige Thy.
Dette Indtryk bestyrkes, naar man ser Landet fra den høje Hvidbjerg Kirkebakke Vest for Søen, hvorfra man i Retning af Havet har Udsigt over de fuldkommen ubeboede Sandflugtsheder med de drabelige Klitter ved Lodbjerg Fyr og mod Syd over det rige Agerland ned mod Bedsted, hvor Gaardene over en hel Kvadratmil ligger saa tæt, at de synes at danne en eneste, sammenhængende Landsby. Naturligvis dækker ogsaa herude Plantager store Dele af Landet; helt op til Vorupør lider Heden af dette Udslæt, som har berøvet Landskabet næsten hele dets ejendommelige Præg.
Bedst af alt herude er Strækningen om Nordbredderne af Ove Sø. Saasnart man sydfra er naaet langs Søens Vestside til Kjallerup, rækker det ubrudte Klitbælte fra Vestkysten helt herind, over en Mil i Bredden, og staar med vilde, forrevne Klitter lige ned mod den smalle Engstribe langs Søens Bred. Den milelange Sø danner Skel mellem to Landskaber, som næppe kunde være hinanden mere modsatte, og den er kun et enkelt Led i hele den Sørække, som adskiller det frugtbare, høje Østland fra de vestlige Sandflugtsheder, og som strækker sig helt fra Ørum Sø til op mod Hanstholm.
Naar man er drejet om Søens Nordende og er naaet op i de høje Bakker paa dens Østside, ser man først rigtigt Modsætningen mellem disse to forskellige Verdener, histovre Klitlandskabets lave, sandede Ørken, her de høje Limstensklinter og bag dem de frugtbare Agre, adskilte af Søen som ved et Hug af en Økse. Denne lange og smalle Sø, som synes at være dannet af en Række Jordfalds-huller fra Istiden, har ved Foraars- og Forsommertid et vrimlende Liv af ynglende Fugle. Selv nu ser jeg paa lang Afstand dens Vand dækket af Svømmefugle, og jo nærmere jeg kommer, jo mere vokser deres Mængde for Øjet. Til sidst ser jeg dem som et sammenhængende, bølgende Tæppe dække Vandspejlet over hele Søens Nordende. Det er Tusinder og atter Tusinder af Blishøns, som holder til her endnu paa denne Aarstid, og som dækker Søen fra dens Nordbred omtrent en Kilometer mod Syd. De basker, flagrer og render over den ultramarinblaa Flade, der piskes til Skum under dem, saa Vandet er levende som en Heksekedel, mens de udstøder deres underlige Trompetskraal.
Og rundt om den blaa Sø løfter sig mod Vest de lave, bleggrønne Klitter med deres sparsomme Hjelme, mod Øst de høje, skinnende Kridtklinter, overhvælvet af de mægtige, brune Lyngbakker med Kæmpehøj ved Kæmpehøj.
Intet Sted i hele Sydthy er disse to landskabelige Modsætninger faldet mig stærkere i Øjnene, end da jeg en Dag paa Vej fra Vilsund ud mod Stenbjerg Strand saa ud over Landskabet fra de bratte Banker Vest for Nørhaa. Det var som fra et Kanaans Land at stirre ud over den Ørken, hvor Jøderne i fyrretyve Aar vadede i Sandet, men hvor de aldrig nogensinde hengav sig til Anlæggelsen af Bjærgfyrsplantager, fordi de er et praktisk Folk, der véd, at derved naår man ikke at kunne spare Penge sammen til en Guldkalv, som man kan danse om.
Stenbjerg er en By med en Fiskerbefolkning, som bor i splinternye Huse, og som formodentlig har bygget disse for Penge, de har tjent under Krigsaarene. De synes at leve meget ensomt herude. Skønt jeg standsede Bilen paa et fuldkommen mennesketomt Sted mellem Husene, blev den øjeblikkeligt omringet af en Snes Mand, som nysgærrigt stirrede paa mig. De var nemme at komme i Lag med og fortalte mig straks, at de skulde til Stranden for at være nogle Baadelav behjælpelige med at lande. Det var 3 Baade, som havde været paa Fiskeri hele Natten, og som i den nu paa Morgenstunden opfriskende Vestenkuling næppe kunde klare sig selv.
Jeg fulgte efter dem i en Vogn og naaede ned til Stranden, just som Baadene kom i Sigte. Brændingen var endnu ikke bleven stærkere, end at de landede glat og blev forankrede ved et Dræg, hvorpaa Folkene med forenede Kræfter varpede dem op i Havstokken.
Imellem de hjemvendende Fiskere lagde jeg straks Mærke til en prægtig Havkarl, en Trealens-Kæmpe med svære Lemmer, en Bringe som en Hingst og et Ansigt præget af Selvbevidsthed og Styrke. Jeg faldt i Snak med ham, og det viste sig, at hans Navn var Mads Andersen, og han er Svigersøn til Formanden for Stedets Redningsvæsen, Mikkel Bonde. Jeg anmodede ham om at faa Lov til at tegne ham, og han var øjeblikkelig rede, skønt han lige var færdig med Nattens besværlige Arbejde.
Da vi var færdige med Arbejdet, inviterede Mikkel Bonde os hjem til sig, og vi kørte sammen i Vognen tilbage til Fiskerlejet. En 5—6 andre Mand hang paa udvendig paa den to Kilometer lange Strækning, klorende sig fast, saa godt de kunde. Et Par gamle Fiskere stod paa hver sit Trinbræt med Hovedet og Overkroppen ind ad Vogndøren, mens de snakkede ustandseligt. — Hvis der er nogen,
Del af Højgruppe paa 16 Stykker paa Ydby Hede nær Skibstedgaard.
Fisker Josef Mikkelsen i Øster-Agger.
Fisker Martin Mikkelsen. Hirshals.
Frands Kristian Jepsen. Boelsmand fra Vandborg Sogn ved Ferring.
Fiskerbaad lander paa Stenbjerg Strand om Morgenen.
Paa Kridtbakkerne ved Nordenden af Ove Sø. I Baggrunden Vesterhavsklitterne.
som tror, at der ikke er nogen videre Forskel paa Bønder og Fiskere, saa kan de bare prøve paa at at forestille sig en Forsamling af ældre Bønder fra en midtjydsk Egn optræde ligesom disse Verdensmænd fra Stenbjerg Strand!
Da vi var bleven bænkede inde i Mikkel Bondes Stue, faar jeg af ham og Svigersønnen mange gode Oplysninger om Fiskernes Liv herude før og nu. Stedet har nu 12 Motorfartøjer med 4—5 Mands Besætning foruden en Del mindre Baade, henimod 40 ialt. De større gaar hele 6—7 Mil tilsøs, og der fiskes nu saa godt som hele Aaret, som Modsætning til i ældre Tid, da der i hvert Fald aldrig var Havfiskeri i Tiden mellem Jul og Marts. Naar Baadene dengang blev lagt op ved Juletid, væltedes de med Bunden i Vejret, og der blev holdt et „Hwælbojel", hvor der blev drukket godt med Brændevin. Herefter laa Baadene urørte til „Kjørmes“. — Livet var til for et godt halvt Hundrede Aar siden utrolig tarveligt og fattigt. Man stjal hvad man kunde ved Stranden og ikke sjældent fra hinanden. De gamle Huse var som oftest opført af Strandingstømmer og murede op med Flintesten og Ler mellem Bindingsværket, og Hytterne var saa smaa og lavloftede, at en voksen Mand næsten maatte krybe ind ad Døren. Det var dengang gennemgaaende meget større og kraftigere Mænd end nu, rene Kæmper, siger Mikkel Bonde. — Det maa jo have lettet Samkvemmet noget, at Folkene er bleven mindre og Husene større.
Mikkel Bonde er en prægtig Type, en stout og imponerende Skikkelse, men ganske unordisk af Ydre, nærmest alpin i sit Præg. Af alle de øvrige, jeg saa herude, var der kun et Par Stykker, som ikke var fuldstændig ubestemmelige med Hensyn til Racepræg; og lige saa lidt var de i det Ydre prægede af deres Næringsvej. Man savner overhovedet langs Kysten heroppe den Type, som endnu er almindelig f. Eks. paa Holmslandsklit og flere Steder sønden for Limfjorden — Manden, der baade er præget af Havet og af at nedstamme fra Folk af nordisk Race. I den Henseende er den gamle Josef Grøn fra Øster Agger et Unicum paa disse Kanter.
Naturligvis er det ikke alene Fiskerbefolkningen, hvis Særpræg synes at blive mere og mere udvisket. Det gælder alle Befolkningsklasser, ogsaa paa Bondelandet og mest de yngre Slægtled. Jeg saå for kort Tid siden i en lille nordjydsk Købstad i Hundredvis af Bønderkarle og Piger, som var kommen ind i Anledning af et Dyrskue. Jeg benyttede adskillige Timer til at holde Menneskeskue, og kom her som saa ofte før til det samme Resultat: ingen Førstepræmier, enkelte anden do., og nogle faa indstillet til hædrende Omtale. Blandt hele denne Sværm af unge, fra 18—30-aarige Mennesker, saås næppe ét intellektuelt Ansigt. Adskillige af dem var grimme, et Par viste Tegn paa Degeneration. — Naa, Sixpencen paa Snur, Haaret ned over Øjnene og den obligatoriske halvrøgede Cigaret i Mundvigen gør jo ikke disse Ynglinge mere indtagende, lige saa lidt som det Hovedtøj, Pigerne anvender, og som ligner en Mellemting af en vildfarende Kokasse og en Pandekage, som et Vindstød har ført hen paa Siden af deres Hoved, gør deres allure mere harmonisk. Men jeg gad for Resten set det Land, hvor den saakaldte Almue i vore Dage har en fornemmere Ungdom!
Helt anderledes stiller Forholdet sig, naar man søger mellem de ældre eller ældste Folk. Her findes endnu Ansigter! Jeg maa mindes de gamle Soldaterbilleder fra 64-Krigen, som jeg fandt i Koldinghus Musæum. Hvilke Pragttyper mellem disse Bønderkarle!
— Jeg blev skuffet over, at Thylands Bønder ikke i højere Grad ligner deres Landskab -— store Linjer, men bevægeligt i Udtrykket, noget storladent, barskt og blidt samtidigt, noget rent og aabent. Jeg fandt kun sjældent disse Træk forenede i Befolkningens Ydre. Oftere syntes de at have indre Egenskaber, som falder sammen med de nævnte. Men det er ikke nemt at komme paa Hat med Thylands Storbønder, de danner her en stiv Modsætning til de tillidsfulde Kystboere. De viser overfor den fremmede en gammeldags Reservation, som gør det svært at faa dem i Tale.
Det lykkedes mig dog at faa Indpas hos enkelte af Egnens Storbønder; og det overraskede mig, hvor aabne og hjærtelige de var, efter at de til at begynde med forekom saa vanskelige at komme paa Talefod med. — Men faa Steder i Landet er Ordene: „My house is my castle“ saa ofte kommen mig i Minde, som her.
— Om Nøden i gammel Tid har været større mellem Thylands Bønder end i mange andre Rigens Provinser, véd jeg ikke. Men ialfald synes der tidligt her at have udviklet sig en folkelig Digtekunst, som bærer Vidne om det. Der er et lille Stænk af aabenhjærtigt Klassehad i de sidste Strofer af dette Hjemstavnsdigt :
Klaar op i Sky, læ rææn i Thy,
Læ Plowwen dryww, læ Høgen flyww,
Læ Fattemands Bø’en kom tør i Hus,
Læ Rigmands Bø’en blyww gjæmmelbløt.
— Uden at eje dettes mærkelige Blanding af Naturstemning og Nidvise, viser det følgende Vers sammen med et Udtryk for øjeblikkelig Velvære kun den sureste Nød:
No haar A ædt,
Aa æ bløwwen mæt;
No ær’ed nejer —
Gud gi mæ snaar no mæjer!
Fælles for Landskabsindtrykkene af det østlige Thy er det aabne, bølgede Højland med de skovløse Vidder og med Oldtidshøjenes Mængde paa Baggrund af den altid nære, dejlige Fjord. Intetsteds naar dette Land større Skønhed end i Skyum Bjerge, hvor disses lyngklædte Skrænter falder i bløde Rundinger ned mod det smalle Vilsund. Gud véd, hvor mange „Piber Tobak" jeg har tilbragt paa dette Sted, hvor den eneste Lyd var Rusket af Faarene, som græssede om de ensomme Oldtidshøje, mellem hvilke den lille kringlede Vej aldrig synes at blive befærdet og ikke at føre noget Steds hen. — Se dette Sted en aarie Septembermorgen, naar Taagerne letter for Solen og aabner Udsigt over Sundet, mens Odder og fjærne Banker dukker frem gennem Disens Slør bag den solblanke Fjord, og Lyngen og Edderkoppernes Spind over Hedens Høje straaler af Duggens blanke Draaber.
Skulde jeg ikke begejstres for dette Sted og gribes af Andagt, naar selve Mors, den store, frodige Øbopige, som svømmer derude i Fjorden, betaget strækker en Arm ud mod det som for at kærtegne dette Karleansigt paa den klassiske, nord-jydske Fastlandskyst.