DYREFODEN
Morgenens sidste fine Taageslør letter, da vi bryder op fra Masnedø og styrer over mod den lille Holm Dyrefoden. Da vi ved 9-Tiden ankrer op udfor dennes Østende, er heller intet Spor tilbage af Brisen. Rundt til alle Sider ligger Havet blankt — blegt i Farverne som gammelt Spejlglar. Nord for Holmen staar en Skonnertbrig fast paa Grunden, og en lillebitte Damper ligger og tumler med den for at faa den løs. Det ligner en lille Skarnbasse, der bakser med en Kokasse. En fin Røgstribe stiger lodret og sagte op fra Damperens Skorsten og spejler sig i Vandet, det er det eneste, der bevæger sig nær og fjærn.
Vi maa ankre 600 m fra Land paa Grund af det flakke Vand, som paa alle Sider omgiver den kun 2 Tdr. Land store Ø. Denne, som paa Afstand fuldstændig ligner et Skær, der rager højt op over Vandet, viser sig nu at være ganske lav og flad, men fuldstændig dækket af høj Skov. Den er foruden af sine vidtstrakte Grunde omgivet af mægtige Rørskove, der strækker sig langt ud i Fladvandet — sammen med dette en ganske god Beskyttelse mod ikke altfor energiske Turister.
Johannes Larsen og jeg gaar straks i Jollen for at ro derind, men naar kun et Par Hundrede Meter frem, før vi staar fast paa Grunden. Der er endnu mindst 400 m ind til Maalet, og da vi kun har ét Par Søstøvler med, bestemmer vi, at det maa være J. L., som skal iland. — Jeg ser ham snart efter traske afsted over den besværlige Bund, som er lidt for blød til, at det er en Fornøjelsestur, og snart efter forsvinder han i Rørskoven derinde.
Saa ligger jeg alene i Jollen og venter. Klokken er bleven 10. Her er saa stille, at jeg tydeligt hører mit Ur dikke nede i Vestelommen. Rundt om mig rager Hundreder af store Sten op over den blyfarvede Vandflade og over deres fuldkommen rolige Spejlbilleder. Alle Sejlerne, som lettede imorges inde bag Masnedø, ligger derude paa Strømmen med slappe Sejl og svajer for deres Ankere med Stævnene pegende i hver sin Retning. Horisonten er forsvunden i Varmen, men fjærnt ude i Nordvest staar dirrende Luftspejlinger af Knoldene paa Knudshoved og af Fæmøs Højder. Nu begynder ogsaa Skibsskrogene at lege med. Snart bliver de dobbelt saa høje, snart hopper de ned igen -— blot jeg fra min liggende Stilling løfter Hovedet lidt, kan jeg faa dem til at forandre Skikkelse.
Inde over Dyrefoden kredser en Fiskeørn. Sollyset falder varmt igennem dens brungyldne Vingefjer. Af og til slaar den et langt Sving ud over Vandet, saa biir der to Ørne, én i Vandet og én i Luften. En stor Flok Fløjelsænder trækker vestpaa, først som et uregelmæssigt Baand, saa i en tæt Klump og sidst i en Kile.
Over Baadens Lønning ser jeg, hvor de tætte Tangskove duver sagte under mig, fastgjort med deres Rod ved de store Sten og med Toppene i Vandskorpen, øverst lyst ravfarvede af Solskinnet, brune som Kandis længere nede og dybblaa i Skyggen. — Et Spejlbillede farer forbi dernede. Jeg ser op, det er en Musvaage, som paa stive Vinger sejler over mig ind mod Kysten.
Inde bag Orenæs falder et Skud — saa tre efter hinanden, og endnu et. Blød som gennem Vat naar Lyden herud. Harejagten gaar ind idag, tænker jeg — Og her ligger Du, Gudskelov! Saa falder endnu 3—4 Skud, Lyden har denne Gang den lange, dybe Rungen, som siger mig, at der er bleven skudt inde i høj Stangskov. — Naa, dem om det!
Solen stiger, Vandet faar en Farve som smeltet Bly, og Lyset blænder. Baadens Tofter brænder.
— Der sidder en ganske lille Flue og tørrer sig paa Lønningen. Det er en Unge, og den viser en højst mærkværdig Opførsel. Nøjagtigt hvert Sekund giver den et lille Hop paa stive Ben og slaar et hysterisk Spjæt med Vingerne. Jeg tror den er gal! Lidt efter lidt kommer et Dusin andre til, som minsæl begynder at gebærde sig paa samme Maade. Hvad skal dette forestille, er det en Opførsel for Bachfische! Ustandselig hopper de op i Luften og slaar med Vingerne. Det ser ud til at volde dem stor Tilfredsstillelse. Brænder de Tæerne paa Lønningen? Nej — jeg puster paa dem for at svale dem, men det hjælper ikke, de hopper bare videre, kan ingenlunde beherske sig!
Hvad er det, det minder om — „Aufforderung zum Tanz!“
— „Dette her begynder at blive anstødeligt, “ siger jeg, „er I Medlemmer af
et Internat for aandssvage Hunfluer, som er stukket af inde fra Dyrefoden? Er dette Dyrebeskyttelsesforeningens sidste Paafund i Lighed med de Kellerske Anstalter--“
Jeg sov godt og trygt, da Johannes Larsen kom tilbage og kunde fortælle, hvad han havde set derinde paa Holmen. Denne viste sig at være omtrent et Par Hundrede Alen lang, men for det meste kun en Snes Alen bred og trods dette fuldstændig skovdækt og med lave Skrænter rundt langs hele Forstranden. Paa Nordsiden fandtes en lille Klint med Jordsvalehuller.
Skovens Hovedbestanddele var Eg og smaabladet Lind, de sidste var hyppigst paa Nordsiden, hvor de ender i lavt Krat, der gaar over i Bevoksning af Benved og Roser. Her fandtes en stor Elm, en Bjærgfyr, en lille ung Ask, enkelte Naur og Skovabild og nogle forkrøblede Ædelgraner, og i Skovbunden Vrietorn, Tjørn og Brombær.
En Vrimmel af Blomster var der i Stranden, i Skovbrynet og indenfor dette: Rosenkatost, Vild Asparges, Regnfang, Røllike, Gaasepotentil, Musevikke, Bidende Stenurt, Strandmelde, Hanekro, Svinemælk, Brændenælder, Fuglegræs, almindelig Knopurt, Agertidsel, Graabynke, Lindhardsurt foruden forskellige Græsser og en Mængde Champignons.
Fiskeørnen saa ogsaa han inde fra Øen, og desuden en Svartbagmaage, en Skallesluger, flere Flokke Knortegæs paa 50—150 Individer i hver, 4—5 Skovskader, nogle Engpibere, Irisker og forbiflyvende Lærker, en Rødhals, nogle Bogfinker, Musvitter, Blaamejser og Løvsangere.--
Ja, alt dette møder og oplever man paa en Holm, der næppe er halvt saa stor som Kongens Nytorv og mindre end en jævn Husmandslod — blot fordi den ligger ganske urørt af Mennesker!
Maatte de Nørre-Vedby Sogneboer i Maribo Amt, som ejer Øen, endnu længe holde deres Haand over den. Eller maaske hellere borte fra den.
Da vi naaede tilbage til „Rylen", fandt vi dér paa Lønningen mindst fem Hundrede Fluer, der alle som én hoppede paa samme Maade som de første. Da vi satte Motoren igang, forsvandt de som for et Jordskælv — men forinden havde vi til min Beroligelse allesammen set dem!