FÆJØ
En Morgen ved 7-Tiden sætter vi os paa vore Cykler, som vi den foregaaende Dag havde hentet i Kragnæs, for at begive os ud paa vor første Færd over Fæjøs Veje.
Men først maa vi besørge de haarde Pligter. — Undervisningsministeriet har ingenlunde ydet dette Værk sin Støtte, for at jeg skulde skrive Digte om vore Øer. Her kræves de tørre Fakta! Altsaa, kære Læser, luk Øjnene — havde jeg nær sagt — og slug den bitre Skefuld. Man maa give Kejseren, hvad Kejserens er. Senere skal Du faa Ambrosia — om Guderne og Fæjø vil! Altsaa:
Fæjø er Smaalandshavets største Ø. Sammen med Skalø, med hvilken den er landfast dels ved et „Drag", dels ved en Dæmning, er den 3092,3 Tdr. Land, af disse andrager Skalø vistnok henimod de 200. Fra Lolland er den skilt ved det omtrent 272 km brede Lindholms Dyb, eller snarere dettes Forbindelse med Staal-dyb, fra sin omtrent jævnbyrdige Nabo Fæmø ved det næsten 4 km brede Fæmø Sund. Langagtig fra Vest til Øst — som næsten alle vore Smaaøer — og stærkt indskaaret af Havet har den en meget uregelmæssig Form. Dens nordligste Punkt hedder Skovnakke, det sydligste Arnakke Hage, mod Øst ender den i Sletterne med Fæjø Sletterev, i Nordvest i Skalø med Nebberne som det nordligste Punkt. Dens Overflade er ujævn og smaabakket, men naar aldrig nogen betydelig Højde; det højeste Punkt er Bibjerg omtrent midt for Vesterbys Sydside paa Øens vestlige Del, det naar kun 18 m; enkelte andre Steder findes Smaabakker paa 12— 13m’s Højde.
Øen falder i to Dele, skilte ved et lavt, fladt Engdrag, som fra Bunden af „Kagevig" strækker sig tværs over dens Midte i sydøstlig Retning ned mod „Dybets Havn"; dette Engdrag har tidligere uden Tvivl været et Sund, som har skilt Øen i to Dele. Paa den vestlige Del ligger Byen Vesterby med Færgestedet „Vasen", hvorfra der er Overfart til Kragenæs paa Lolland, paa den østlige Østerby med Færgestedet Sietteren, som dog nu er nedlagt. Spredt paa Øen ligger mindre Samlinger af Gaarde og Huse, som bærer Navnene Sønderherred, Skoven, Andemose og Nørreherred. Østerby har „Dybets Havn" i Syd, en ret anselig Havn for Fiskerbaade og andre Smaafartøjer; den er Øens vigtigste Udskibningssted sammen med „Vasen" paa Vestsiden heller ikke byder paa andre Skønhedsværdier end dem, der skyldes dens Sirlighed og dens overvældende Mængde Frugthaver. Byen er ligesom Vesterby af imponerende Længde, henimod 2 km, og tæt bebygget langs begge Sider af Vejen. Men kun ét Sted føler man sig foranlediget til at staa af Cyklen, det er hvor Byens Smedje ligger ved det smukke Gadekjær og spejler sine hvidkalkede Mure og røde Tag i dets stille Vand. I al sin Enkelhed er Smedjen det eneste Stykke Arkitektur i hele den kilometerlange Række, der rummer nogen Skønhed. Vejen mellem de bovnende Frugthaver er naturligvis til Overflødighed vansiret af kolossale Telefonpæle. Nogen Landsbyidyl findes her sandelig ikke.
Fra Havnen paa Sydøstsiden fører Vejen mellem Huse og Villaer af nymodens Præg — dette er sagt i nedsættende Betydning og Hensigt — op til Østerby, som
Vejrø. Stuehuset i Clausens Gaard.
Raagø. Den 15-aarige Grethe.
Fæjø. Stubmøllen ved Vesterby.
Raagø. Den faldefærdige Gaard paa Sønderstranden.
Fæjø. Ved Hans Hansens Gaard i Vesterby.
Fæjø. Smedjen ved Vejen gennem Østerby.
Fæjø. Den gamle Møller og hans Kone.
Fæjø. Mandskabet paa „Haabet“.
Fra Østerby kører vi ad Hovedvejen vestpaa over et ensformigt, svagt bølgende Land til Vesterby. Heller ikke den byder langs sin Hovedgade paa noget ejendommeligt eller smukt. Her er det samme Væld af Haver med frugttyngede Træer som i Østerby — ja Gud, hvad saå vi ikke af Frugt paa disse Øer! — Udsigten fra det Højdedrag, hvorpaa Byen ligger, er ganske imponerende, især fra „Bibjerg", med sine 18 m Øens højeste Punkt. Paa Stedet ligger en Bonde-gaard med en mægtig, enligstaaende Ask udenfor. Denne havde vi allerede bemærket fra langt Hold ude paa Søen, dominerende Øen med sin højtløftede Krone og synlig fra hele Arkipelaget som en vældig Pinje, hvis Top ligner Røgen fra en Vulkan. Aaret efter saå vi dette Træ helt ovre fra Omøs Højder, en Strækning paa over 3 Mil.
Vi spiser Smørrebrød i Vesterby Kro, hvor der i Anledning af at Beværtningen skifter Ejer i Øjeblikket hersker et fælt Roderi. Maaske var det dette, som influerede paa Smørrebrødets Beskaffenhed, det er det elendigste jeg har faaet — men til Gengæld var det saa dyrt som paa en Førsteklasses Restaurant i København. Der maa jo være Balance i Tingene! Vi har overhovedet aldrig noget Steds paa Øerne, hvor der var Restaurant, selv i de tarveligste, kunnet spise til anstændige Priser. Den almindelige Udgift for os til 5 Stykker Smørrebrød, 1 Bajer, 1 Snaps og 1 Kop Kaffe var for to Mand mindst 10 Kr. — aldrig under.
Skælv ikke, Naturdyrkere, I som søger Ensomhed — dette bliver aldrig noget Turistland! —
Fra Vesterby cykler vi gennem „Sønderherred“ for at komme ned til Øens Kirke, men gør fra Vejen en Afstikker sydvest paa ad den lille Vej, som fører ud mod Avernakke Hage (Arre = Aver = Avre er det gamle Ord for Havre ligesom i Avernakø o. a. Steder). — Afstikkere fører næsten altid til noget overraskende som Modsætning til Færdslen ad de slagne Veje, saaledes gik det her. Landet falder i brede Bølger ned mod Syd, og da vi svingede bort fra Hovedvejen fløj vi paa Frihjulet ind i et Eventyrland af en Mose, mægtig og vid som en Steppe, og opfyldt af en sammenhængende Skov af tætte, høje Siv, hvor vi paa den smalle Vej oftest var helt borte mellem Rørene. Det var „Sturemose", vi var plumpet ned i. Cyklerne skumplede paa den knoldede Bund, saa vi af og til var ved at fare ud over Styret. Paa Højdepunkterne af disse Hop fik vi ligervis som Springhjortene i et pludseligt Glimt Udsigt over den ejendommelige Sump med dens svajende Sivskove, den smalle, slyngede Sti og enkelte, spredte, lyse Pile-grupper.
Da vi kom ud paa den anden Side fandt vi nærmest ude ved „Hagen" en udstrakt, flad Vejle, grøn og saftig som alting her, og brudt af Laguner og Damme.
Vejen langs Sydøststranden forbi Kirken er saa tæt omringet af levende Hegn, at man overhovedet kun ser de nærmeste af disse. Pilen er her helt borte, allevegne ser man kun de kedsommelige, stynede Popler.
Kirken ligger besynderlig ensom paa dette mærkelige afsides Sted, kun faa Alen fra Stranden og langt fra alle Øens Byer. Grunden til denne Besynderlighed er den, at den oprindelig ogsaa tjente som Kirke for alle de omliggende Øers Beboere, saaledes ogsaa for Fæmøs, og den maatte ligge bekvemt for de tilsejlende Folk. Den er lille, undersætsig og tætbygget — man tænker uvilkaarligt paa alle de Storme, som fra det nære Hav er faret hen over dens Tag og Mure. Om dens Alder véd intet Menneske nøjagtig Besked, men den maa være meget gammel. Thi Kirken paa Fæmø, som er yngre, rummer en Prædikestol og en Altertavle fra den katholske Tid; dersom disse ikke er ført dertil andetstedsfra, maa vi rimeligvis tilbage til det 14.—15. Aarhundrede, naar vi vil have Alderen paa Fæjø Kirke. Dens Murværk og Stil tyder ogsaa paa, at den er fra denne Periode. Den er opført af Munkesten, Kor og Skib er romanske, Taarnet sengotisk, alt nu over-kalket. Den er smuk og ædel, og den passer til sin ensomme Beliggenhed paa den aabne Flade med sit mærkelig lave og brede Taarn med Tag som en regelmæssig Pyramide, der trods sin ringe Højde er synligt langt ud over Havet. Hvilken Harmoni der er i dens strænge, fornemme Linjer!
Indvendig er den i Tidens Løb bleven mishandlet ved Restaureringer; saaledes er den for ikke længe siden bleven forsynet med et fladt Bræddeloft, som er bemalet med hæslige Oljefarver. To gamle, meget smukke Skibe findes ophængt under Loftet.
En eneste, fortrinlig Bygning til har denne Ø, det er den gamle, forhenværende Birkedommerbolig, som vi finder da vi kører herfra ad Vejen tilbage mod Østerby. Den er et Unicum paa Stedet ved sin fornemme Patricierstil og ligger omgivet af en endnu pragtfuld og ejendommelig Have. Efter at Birkedommerembedet er ophævet er den kommen i en Bondes Besiddelse og er indtil videre uskadt udvendig. Men med Tiden vil den vel blive udsat for lidt af hvert. Den burde fredes som den eneste fornemme Menneskebolig paa Øen. —
Vi haster paany gennem Østerby i hele dens enorme Længde og kommer ud til „Andemose" paa Østsiden, atter gennem et ensformigt Terræn med evindelige, levende Hegn. — Ligesom Langeland, der ogsaa paa Østkysten har et Andemose med dets „Knøs“, har baade Fæjø og Fæmø deres paa Østsiden.
Overalt virker Landskabet forstemmende paa Sindet. Det bedste vi har set er Mosen; i øvrigt er det eneste formildende dette, at man engang imellem kan finde et lille Højdepunkt, hvorfra man kan se, hvad der er udenfor Øen. Her maa man leve paa „Udsigterne" — ligesom den fattige Taarnvægter! —
Heller ikke sydligere ved Sletterne og Sletterev fandt vi Lise for vore tørstige Sjæle. —
Dagen derpaa gik Turen forbi „Skoven", saaledes formodentlig kaldet, fordi Øens sidste Skovrest har staaet her — til „Skovnakke", Øens nordligste Odde, som begrænser „Kagevig", der vestligst har sin Grænse i Skalølille. Bestandig det samme Øde, alt er dyrket — her mangler Natur! Det er det fedeste, gennem-rodede Lolland om igen. Trods det vidunderlige Efteraarsvejr med alle „høje Himmelporte" aabne, er der her nede ved Jorden dødsens kedsommeligt. Vi kan være glade for, at vi ikke fik Fæjø at se i Regnvejr — det maatte være fælt!
Over de flade Jorder, der allesammen er Stubmarker, Kartoffel- eller Roemarker, ses næsten ikke en Blomst. Kun den lille „Grin til Middag" lyser ensom inde fra Stubmarkerne med sit lille, koralrøde Bæger op mod den store Livgiver, der ellers har et fælt Mas med at lokke et Smil frem paa Fæjøs flade Ansigt.
Men den Dag blev navnkundig ved at den endelig landskabeligt reddede Øen fra den fuldkomne og endelige Tilintetgørelse! — Det var da vi fra Hovedøen begav os forbi Noret ud ad Draget for at komme over til Skalø. Men herom først senere under denne. — Thi maaske er det i Virkeligheden Skaløs Fortjeneste!
Vi besøgte den gamle, forhenværende Lærer Skrydstrup i Vesterby, en elskværdig og fin gammel Herre, i hvis Hus vi blev yderst gæstfrit modtaget, og hos hvem jeg fik en Mængde Oplysninger om Øen, dens Beboere og dens Dyreliv.
Efter hans Udsagn hørte Fæjø i gammel Tid som Riddergods under det forlængst forsvundne Ravnsborg paa Lolland. Borgen laa ved Kysten nær den nuværende Landsby Ravnsby, hvor man endnu finder dens Voldsted paa den 19 m høje Ravnsby Bakke eller „Ravnshøj". Beboerne har imidlertid aldrig været Fæstere. De fleste af Øens Gaarde har nu en Gennemsnitsstørrelse paa 40 Tdr. Ld., kun ganske faa er større; men Jordens Bonitet gør dem til fortrinlige Ejendomme.
Ved „Skoven" paa Marius Lunds Mark laa forhen Voldstedet af det gamle „Dragsbjerg Slot"; men af dette er nu ethvert Spor forsvunden. Mange Steder er der fundet Mængder af Redskaber og Vaaben fra Oldtidsbebyggelsen, men aldrig indenfor Mands Minde Gravhøje eller Dysser. — Det er dog sandsynligt, at saa-danne har været her, men at de forlængst er nedpløjede.
Beboerne kaldes af Indbyggerne paa de omliggende Øer „Fæjbattinger", medens Fæmøs Beboere kaldes „Fømboer". Øbattinger er forøvrigt Lollændernes Spottenavn til Folkene paa alle Smaaøerne heromkring. — Batting er oprindelig Benævnelsen paa en endnu ikke flyvefærdig Fugleunge; senere er den gaaet over til at blive en Betegnelse for en Hjemmeføding, som aldrig har haft Næsen udenfor sin egen Rede. En saadan kaldes sammenlignelsesvis i Jylland en „Jydebatte".
Befolkningstallet paa Øen viser det usædvanlige Forhold, at medens her tidligere var henimod 1500 Indbyggere, findes her nu kun 1280. Nogen bestemt Grund til denne Nedgang er ikke paavist, men maaske skyldes den den almindelige Indvandring til Storbyerne. Her findes for disse godt 1200 Mennesker to mægtige Gæstgivergaarde, én i Øster- og én i Vesterby, der lever i den vildeste Konkurrence og overbyder hinanden i fantastiske Paafund af Fristelser for at trække Gæster til. Og de besøges livligt af Ungdommen, der her som andre Steder maaber i Biografteatrene eller gribes af Dansedelirium, naar blot en Grammofon spiller en Negermelodi — ganske som i vor fortrinlige, højt kultiverede Hovedstad. Forsaavidt synes Udvandring ganske overflødig.
Her er i det hele et moderne Sving over alle Ting. Vesterbyerne har i Øjeblikket leveret Modparten i Østerby en alvorlig knock-out ved at bygge en stor Udskibningsbro ved „Vasen" til 130,000 Kr., ganske vist med Støtte fra Nakskov By. Herfra foregaar nu Trafiken, Ind- og Udskibning af Varer samt Personbefordring (og Udvandring) fra den vestre Del af Øen over Kragenæs paa Lolland, alt med Motorbaade •— Overfartshastighed 20 Minutter! —
Øens gamle Forbindelse med Lolland gik over Bandholm, hvad man endnu sporer i Ordsproget: „Der skal en god Tro og et Par brede Fødder til at gaa fra Bandholm til Fæjø.“ Det var vel sjældent Troen var stærk nok, selv i de Tider. — Foruden deres fortrinlige Agerbrug har Indbyggerne Mængder af rationelt drevne Frugtplantager. Avlen har i disse og i Haverne iaar været saa overvældende rig, at en Mængde Træer er væltede under Vægten af Frugtmængden. Overalt hvor vi kommer ses langs Veje, i Grøfter og indenfor Havernes Hække den nedfaldne, delvis modne Frugt ligge og raadne, ikke i Hundredvis af Pund, men i Tusindvis af Læs! Her er en Overflod, saa ingen mere vil samle det op, og Svin og Fjerkræ gider ikke æde mere deraf.
Hvad vi fik at se af dette Spild af Næringsværdier paa disse Smaaøer, grænser til det utrolige; men herom mere senere. —
Der findes om Øen et Sagn, som for øvrigt har Masser af Paralleler andre Steder: en Trold paa Lolland havde set sig galhovedet paa Fæjø Kirke og bombarderede den fra Ravnsby Bakke med Kampesten. Han har kun ramt daarligt, thi mens Kirken slap uskadt, blev Farvandene rundt om Øen opfyldt af de store Sten, som man kan se der den Dag idag.
Et andet, mere originalt lyder saaledes: For omtrent 20 Aar siden er der kommen brune Rotter til Øen. Deres Tilsynekomst forklares paa følgende Maade. For noget over hundrede Aar siden viste der sig pludselig en gammel, af Beboerne ganske ukendt Kvinde, som gik omkring og tiggede. Da alle var saa gode og venlige imod hende, kvitterede hun for dette med Løftet om, at det skulde vare hundrede Aar, inden der kom nogen Rotte til Øen. — Nu er Tiden altsaa ud-runden; men hvad skal man gribe til, nu da Feerne er forsvundne af Landet!
Forøvrigt maa Befolkningen kunne taale denne ene Plage, thi der findes paa Øen ellers hverken Ræve, Muldvarpe, Maare, Ildere, Lækatte, Mus, Skader eller — Oksebremse! Lykkelige Ø!
Af Vildt er her en Del Agerhøns, som for faa Aar siden indforskreves fra Tyskland og trives godt. Derimod er her kun ganske faa Harer, velsagtens er de bortskudte, thi Livsbetingelserne maa dog ellers her være de bedst mulige. En eller anden Ræv lusker lejlighedsvis over Isen fra Lollandssiden, men bliver øjeblikkelig jaget og skudt.
Gennem Lærer Skrydstrup kom jeg i Berøring med et Par af Beboerne og fik tegnet en Bonde af gammel Fæjøslægt, som trods sit ejendommelige Ydre ikke er langt fra at være den typiske Fæjbatting. Det var Niels Hansen fra Vesterby, en ret utilgængelig og kantet Mand, tavs som Graven men af en egen, stejl Skønhed, stræng som en nordamerikansk Indianer i sine Træk med den mærkelige tilbagefaldende, høje Pande og med det stolte, stille Smil. Jeg har set adskillige af denne Type her paa Øen, nogle tørre, lidt visne Bønder, meget forfinede. Han skal sammenlignes med Bogøfolkene og Typerne fra Nyord, for at man kan for-staa hvor jeg vil hen.
Det var først efter en omhyggelig Introduktion og længere Forhandlinger mellem Familiemedlemmerne indbyrdes, at han gik paa Skafottet; men en bedre Model til at sidde stille har jeg aldrig haft. Han er én af de faa Bønder, jeg har tegnet, som ikke faldt i Søvn i Stolen. Det er saare svært for disse Friluftsmennesker at sidde stille i Timevis. —
Ikke nær saa heldig var jeg, da jeg i samme Ærinde opsøgte hans Broder i dennes Gaard i Nabolaget. Man havde forøvrigt forberedt mig paa at møde lidt af hvert ved at indfinde mig dér. Men vi har Forbindsstoffer med, og det hænder jo, at Ekspeditionsmedlemmer sætter Livet til; det maa man gøre op med Kone og Børn, inden man ta’r hjemmefra.
Han boede i en stor Bondegaard paa Byens søndre Side, hvor man som Modsætning til langs Hovedvejen endnu finder en Del prægtige gamle, typiske Bønder-gaarde. Hans var én af de smukkeste og bedst bevarede, en anselig Bindingsværksbygning med de typiske Gavle, hvor Bræddebeklædningen af utjæret Træ gaar halvt ned over Gavlfeltet.
Hans Hansen stod udenfor sin Gaard, da jeg naaede derhen. Efterhaanden som jeg kom nærmere blev jeg mere og mere imponeret af hans Ydre og Holdning; det var én af de smukkeste, gamle Karle, jeg har set, han mindede om Broderen men var større — han lignede en Høvding, men med et saa indædt gnavent Udtryk i Ansigtet som Ahasverus maa have haft, da han sad guldgul og sur „som ett lejon i ett jungfrubur“. — Fra det Øjeblik, vi blev hinanden vår, stod han stille med Front imod mig og med Tommelfingrene i Vestens Ærmegab. Jeg naaede ham paa to Alens Hold, og han saå paa mig uden at blinke.
Saa stille staar en stor Hanhund af fin Race, der kender sine fortrinlige Bide-redskaber, naar en fremmed Hanhund nærmer sig for at snuse.....
Vi saå lidt paa hinanden. Saa hilste jeg.
„Jeg kommer fra Deres Bror,“ begyndte jeg, „og Lærer Skrydstrup har omtalt Dem for mig. Det var vel ikke muligt, at jeg kunde faa en Samtale med Dem?“
— „Nej!“
„Jaja, saa maa De jo undskylde! Men jeg maa maaske ha’ Lov til at fotografere et Billede af Deres Gaardsplads, den skal være saa smuk. Det er til eget Brug, og De skal ikke købe det! “
— „N—nej!“
„Det var kedeligt. Men udvendig maa jeg vel tage et Billede af Gaarden?’1
— „N—NEJ!“
Hans første Nej havde virket som et Svirp af en Pisk. De to andre var fuldkommen ubeskrivelige.
Da jeg saå, at her intetsomhelst var at gøre og at alt dog var tabt, trak jeg mig tilbage til Vejen, hvor jeg — jeg indrømmer at det var paa Dril — stillede mit Fotografiapparat op med Mundingen vendt mod Gaardens Længer. Da han forstod min Hensigt, gik han hen og lukkede Porten ind til Gaardspladsen, hvor-paa han trak sig ind ad sin Dør og slog den i med et Brag.
Det sidste skulde jeg ikke have gjort; for nu tænkte han ondt om mig!
Hvor var han pragtfuld! Og som det meste andet, der er iøjnefaldende smukt og sublimt, er han absolut ubeskrivelig med elendige Ord. Han kunde kun males.
Han er Ungkarl og lever ensom og ganske tilbagetrukken. Hans Gaard er én af de ældste og smukkeste paa Øen. Udenfor den led jeg et af mine store Nederlag. — Dette er en Befolkning, sagde jeg til mig selv, da jeg trak mig tilbage i god Orden — en Befolkning uden Autoritetstro. Her kommer jeg, en pæn og
velklædt, relativement dannet Mand, ikke nogen forbandet Københavner i Mode-dress, heller ikke nogen egentlig mistillidsvækkende Kunstnertype, som vil sælge Oljemalerier til 5 Kr. i Ramme. Tværtimod, jeg kunde efter mit Ydre være Herredsfoged, næsten Præst! Og dog blev jeg behandlet paa denne Vis. Ingen Autoritetstro •— det er Tidens Tegn. Hvor glider vi hen--
Netop da jeg et Minut senere forlod Stedet erfarede jeg paa Vejen, at Stedets Provst og en Statspolitibetjent lige havde været ovre paa Øen, hvor de uden Varsel havde indfundet sig i Præstegaarden og taget Præsten med til Nakskov. Han var anklaget for Sædelighedsforbrydelse.
Det hændte af og til, at vi paa vor Vej stødte paa mærkelige Beretninger om Embedsmænd paa disse Smaaøer, Historier fra før og nu, som Folk halvt smilende, halvt beklagende berettede om deres legemlige og sjælelige Forsørgere — Læger og Præster. Og man spørger sig selv: Er det ikke for ofte et Held, naar Befolkningen paa en lille Ø i saa Henseende faar, hvad den kan være tjent med? Handles der ikke af og til letsindigt ved Besættelsen af Embeder paa disse afsides Steder, hvor de nævnte Embedsmænd ofte er — eller bør være — de fornemste Repræsentanter for Kultur og Dannelse, og som saadanne kan øve en overordentlig stor Indflydelse paa Befolkningen. Kunde det ikke blive Skik at lade yngre, dygtige Præster og Læger begynde deres Embedsbane paa saadanne Steder, hvorfra de dog siden kan avancere, i Stedet for at som nu de bedste af de ældre holder sig borte derfra og Embederne ofte bliver en Forsørgelsesanstalt for mer eller mindre værdigt trængende uden særligt Hensyn til Evnerne. — Befolkningen er paa dette Punkt besynderlig taalmodig, den indser vel, at man nutildags ikke faar ret meget uden klingende Mønt. — Men hvad synger ikke Salmisten: O, søger de nedrige Steder! —
Der var en stærk Modsætning mellem den Modtagelse, jeg havde faaet hos Hans Hansen og den, jeg lidt senere fik hos Ejeren af den gamle Stubmølle, som ligger Nord for Vejen gennem Vesterby. Det gamle Møllerpar bor i et yndigt lille Hus lige i Møllens Nærhed, omgivet af en bugnende Frugthave. Møllerens Bedstefar var den første af Slægten, som drev Møllen; men denne er langt ældre, mindst 200 Aar, fortæller han. Og den har været holdt igang lige til ifjor. „Men nu er Mølleren bleven for gammel; Møllen derimod fejler ingenting, den tygger sit Fo’er godt nok den Dag idag.“
Naa — lidt fejler den da for Resten, for to af dens Vinger er falden ned, og den har i de senere Aar derfor maattet nøjes med at gaa for halv Kraft. Men ifjor strøg Mølleren altsaa Kommandoen; de to Gamle lever nu af deres Have og Høns — og Møllen staar stille og tænker sit. —
Her som alle Steder ligger Plæner og Havegange oversaaet med Frugt af al Slags i Læssevis. Det knaser under Støvlerne, man vader og glider, hvor man end træder. „Der er altfor meget iaar og ingen Pris paa det,“ siger den gamle Mand, „de Handlende i Byerne køber den udenlandske Frugt for langt under Halvdelen af hvad vi kan lade vor plukke for.“
Ja, det er saadan det forholder sig. — I disse Septemberdage, hvor Haverne og Plantagerne paa Smaalandshavets rige Øer ligger halvvejs skjult under fin, gylden Frugt, gaar Befolkningen i andre Dele af Landet og sukker forgæves efter at faa Del i denne Rigdom. Naturligvis bliver denne Trang saa vidt muligt afhjulpet. Man behøver blot at gaa op paa én af Øens Højder for at se, paa hvilken Maade det sker: herfra ser man Dag ud og Dag ind alle Sunde og Belter vrimle med tyske Kuf’er og Tjalke, tungtlastede paa Vej mod Byernes Havne, tomme naar de haster tilbage efter ny Ladning alt hvad Motor og Sejl kan trække. Det er den tyske Frugt paa Vej til Stæderne i Landet, hvor den afsættes for den halve Pris af den, vor egen koster!
Her maa vel være noget forbandet galt i Regnskabet ét eller andet Sted, siger man! Nej, aldeles ikke, svarer Frugtavleren, vi maa for Nedplukningen alene betale mere pr. Pd. end vi faar hos Køberen. Altsaa betaler det sig bedst at lade Frugten ligge og raadne. — Og videre: Fra det Øjeblik da Frugten er i Havn, f. Eks. i Hovedstaden, og til den naar til Vinduet i Detail-Udsalget, er den yderligere fordoblet eller tredoblet i Pris.
En Maaned senere købte jeg paa en anden Ø hernede en Kasse Gravenstener for 7 Øre Pundet og sendte den til København, hvorved Prisen steg til 10 Øre. Jeg kunde have faaet 30 Tons paa samme Betingelser og solgt for 12 Øre med stor Fortjeneste.
— Men jeg er jo heller ikke Mellemhandler!
Mens vi snakker, sidder de to Gamle sammen med mig paa Bænken udenfor deres lille Hus. Det er bleven Aften, og den sidste Solglans falder ind gennem Løvet i den gamle Have og lyser blidt ned over de to. Foran dem paa et Trappetrin sidder en graastribet Kattekilling og sover. Her er saa stille, saa fredeligt og harmonisk. De to Mennesker er saa mærkelig milde, saa overbærende i alt, hvad de taler om. De er jo forlængst havnede paa den Bred, hvor deres egen Sol er ved at dale, og ser sig nu roligt tilbage mod den anden fjærne, hvorfra de har fulgtes ad hele Livet.
Højt bagved dem, synlig over Havens Træer, løfter den bedagede Stubmølle sine to Arme — lidt paa skraa staar de, som for at tage den sidste Afsked med Verden i et ømt Favntag.
I Valdemar Sejers Jordebog nævnes der „Hus“ og Hjorte paa Øen, og den kaldes her Fæø. Til denne den ældste kendte Form for dens Navn har det bløde Øbomaal føjet et j, og Navnet falder derved noget glattere paa Tungen. Jeg synes, der er Grund til at bibeholde det gamle æ som Modsætning til det meningsforstyrrende, senere tilkommende e i dens Navn.
Den gamle Historieskriver Helvaderus fortæller om Lolland, at de fleste Indbyggere kom hertil fra Jylland i Aaret 2140 efter Verdens Skabelse! Maaske er da Smaaøerne heromkring bleven befolkede ikke længe efter; Skade at Tidspunktet for Verdens Skabelse er saa problematisk. Har han Ret, er det en ældgammel Befolkning paa disse Kanter. Helt ublandet er den jo ikke forbleven siden da. —
A. Hannover kommer i et videnskabeligt Værk fra 1860, hvor han bl. a. strejfer Racespørgsmaalet her i Landet, med følgende Bemærkning: „Antallet af Blondiner og Brunetter i Danmark er omtrent lige stort, dog saaledes, at Antallet af Blondiner maaske er noget større, især naar Kvinder med røde Haar regnes med i denne Klasse. Blondiner have Overvægt i Sorø Amt, paa Bornholm, Fyen og især i Nørrejylland, hvor den danske Befolkning maaske har holdt sig renest. I Præstø Amt, paa Møen, Lolland og Falster er Brunetternes Antal meget større, hvor man nok kan antage en Indblanding af vendisk Oprindelse."
Beboerne af disse Øer i Smaalandshavet skal i ældre Tid have været et meget voldsomt Folk. Endnu saa sent som i 1859 siger P. Rhode i „Samlinger til Loll. og Falsters Historie" om Beboerne af Fæjø, at de indtil for faa Aar siden var bekendte for deres Ustyrlighed, hvad der især lagde sig for Dagen paa deres Rejser til og fra Sessionen i Nakskov. — Velsagtens særligt dér, fordi det var den eneste Lejlighed, hvor de udenfor Øen optraadte i Flok. -— Dette slemme Ry har de ialfald senere mistet.
Om Dyrelivet paa Øen siger Rhode følgende: „Feiø har den Herlighed, at her ingen Rotter findes. Det er ligesom i Vendsyssel, hvor Beboerne siger: „Grever og Rotter kan ikke trives iblandt os." Man mente tidligere, at Rotterne ikke kunde taale Jordbunden paa Feiø, og Bønderne fra Laaland hentede des-aarsag Jord fra Øen, for om det muligen kunde hjælpe. Hvis saa havde været, vilde Feiø have kunnet sælge sin Jord i lige saa dyre Domme, som en Apoteker sine Piller; men desværre har Middelet ikke hjulpet, og man finder derfor mange Steder paa Laaland en saadan Masse af Rotter, at de næsten skjære Taget lige saa rask i Stykker, som Tæggemændene lægge det op." •— (Sammenlign Sagnet om Tiggerkællingen foran).
Man skulde have forsøgt med en Proces ligesom i det sydfyenske Øhav eller paa Rotholmene i Limfjorden! -—
Om Nætterne er det blikstille med klart Maaneskin og en Antydning af Frost. Morgenerne har Solopgange straalende paa en skyløs Himmel og med gnistrende Dugg paa Dækket. Jeg husker, at igaar var alle Marker hele Dagen vaade af Duggen, Solen alene havde ingen Magt over Væden, naar ingen Brise hjalp til.
Agten for „Rylen" ligger ved Bolværket en stor, gammel Dæksbaad, som tilhører en farende Skærsliber. „Haabet" staar der paa dens Styrbordsside, og paa den modsatte „Nykjøbing". Dens Indehaver bor Sommer og Vinter i sit flydende Værksted, bestandig sejlende paa Professionen fra Sted til Sted, med regelmæssige Mellemrum søgende de Egne, hvor Staalet er sløvet.
Jeg holder af at ryge min Morgenpibe hos ham. Han stopper af min Shagpung -— det er noget, der ta’r paa Indholdet, mindst 7 almindelige Maal, naar Hovedet er velstoppet; for det er stort som en Bilæggerovn, det har før siddet paa en lang „Rejsepibe" og rager op som et Taarn foran hans Næse. -— Ved Piben snakker vi lidt sammen om hvad farende Folk nu saadan har at sige hinanden.
Han er Skærsliber, siger han, javel — men han er ingenlunde af den Slags Folk som føjter om paa Landevejene med Redskaberne trillende efter sig og æder Støv og banker paa hos hvemsomhelst. Slibestenen ligger pal ombord, og der biir den! Naar han løber ind i en Havn og fortøjer ved Bolværket, saa rygtes det snart at Jens P. Petersen er kommen, og er der nogen, der skal ha’ hvæsset Grejerne, saa kan de synge ud! — Det hændte tidligere, at han ændrede sig om og gik paa Land om Efteraaret og tog Høstarbejde paa én eller anden fjærn Ø; men det er han holdt op med. Nu fletter han Maatter eller laver andet Husflidsarbejde ombord, naar Tiden er til det.
Skalø. Den hundredaarige Bondegaard paa Øens Nordende.
Skalø. Udsigt fra Dæmningen mod Sydøst. I Baggrunden Fæjø.
Hans eneste Mandskab ombord er en 4-Maaneders Hundehvalp, der ser ud som om et Eksemplar af alle de Hunderacer, der har opfyldt Jorden siden Noahs Dage, har medvirket ved dens Fremstilling. Den har Lemmer som en Broholmer, Ører som en Schåferhund og et træt Smil omtrent som en Gravhund, der et langt Liv igennem har været Model for en Kunstner ved Fliegende Blåtter.
En Dag spørger jeg ham, om han aldrig har haft anden Hjælp ombord. „Jo—o,“ tilstaar han efter nogen Tøven, „jeg havde jo engang en Husholderske.“
„En Husholderske!" sagde jeg.
„Ja—e, saadan da, hvad man skal kalde det. Den skar rejti’ godt — og ogsaa temmelig længe, for Resten. Men — æ, nej — den gik ikke i det lange Løb. Hun blev en Ragekniv, kortsagt sgu! — Men ingen Roser uden Torne, sa’e Haren, han kyssede Pindsvinet." -—
Han er færdig med at udtale sig om det Punkt. Han lukker Kæberne med et Hak. Og Skærsliber Jens P. Petersen af Dæksbaaden „Haabet" fra Nykøbing sidder en Stund og stirrer drømmende ud over Smaalandshavet. Saa vender hans Tanker pludselig tilbage til Nutiden og Forretningen.
„Ne—ej, som jeg sa’e før og alti’ vil blie ved med — jeg bryder mig ikke om at føjte rundt fra Sted til Sted, jeg holder mig til den faste Kundekreds, det er den der klodser. Og jeg har alti’er holdt mig udelukkende til de Øer, som jeg har!“
„Hvad er det for Øer?" siger jeg.
„Jow, det er Raagø og Askø og Fæjø og Fæmø og saa et Par an’re her af Smaalandene i den vestre Side. An’re Øer kommer jeg ikke til, fe’ ska’ ette paa Opdagelsesrejser! For Resten, engang havde jeg saa smaat tænkt paa at stikke over og lave Samsø. Det ska’ være go’e Folk der. Men saa er jeg kommen i Tanker om, at den er nok for stor — jeg mener, at paa saadan et større Land som den, dér render vel en Bonde rundt med en Slivesten oppe paa Landevejen!"
„Bonde" er et frygteligt Smædeord i hans Skippermund.
Forrige Vinter, da Frosten var haard og Vandet opfyldt af drivende Isflager, havde han en oprivende Sindsbevægelse. Han var midt ude paa Smaalands-havets vestlige Del, da Drivisen skruede sammen om han saa hastigt, at „Haabet" kom i Besæt og sad uhjælpeligt fast. Han var alene ombord dengang, heldigvis —- Husholdersken var rendt og Hundehvalpen endnu ikke født.....
Isen drev hastigt vesterud med Vind og Strøm og tog „Haabet" med, og det blev henimod Aften, inden han fik en lille Damper isigte, som paa hans Kalden arbejdede sig hen til ham. Hans Skude havde flere Gange været paa Nippet til at blive skruet ned, da Damperen kom til og lavede en Sejlrende for ham og tog ham paa Slæb, til han endelig ved Hjælp af sin egen Motor kunde luske ind til Nakskov. Den farlige Del af Turen havde han skildret med fuldkommen Ro, men fra det Øjeblik Damperen slæbte af med ham, sporede jeg en Slags Sindsbevægelse i hans Røst.
„Uha," sagde jeg, da han endte Beretningen, „det var spændende!"
„Ja, det var’et Fandeme — men det blev gratis!“
Den generøse Kaptajn paa Damperen havde ikke villet beslaglægge Jens P.s Aarsindtægt for at holde sig skadesløs. •—
En Dag forærede vi Hundehvalpen 72 Skinke paa mindst 4 Pd., som en Velynderinde havde skænket Ekspeditionen, men som ad Postvæsenets uransagelige Veje havde været 14 Dage om at naa os. Da den arriverede, kunde den selv
gaa ombord fra Kajen. Vi syntes det vilde være Dyrplageri og Sejgpineri at udsætte den for den Sindsbevægelse at komme paa Aftensbordet flere Gange i
Træk.
Hunden paa „Haabet" var alene den Aften, da Skinken blev kastet for den, og den sprang paa den som en Tiger i Kolosseum vilde have styrtet sig over en Indremissionær. Det var umuligt uden at risikere Fingrene at standse dette frygtelige Maaltid, der i Løbet af 6—7 Minutter afgjorde Skinkens Skæbne.
— Næste Morgen fortalte Skærsliberen mig, at Hvalpen om Natten havde tørstet saa gruopvækkende, at han seks Gange maatte op og gi’ den Vand. „Og idaw er det ikke muligt at faa den til at æde Fedt, og den er endda ellers saa grusom meget for alt, hvad der er fedt!“
Jeg turde ikke røbe Aarsagen til dette Omslag hos hans Hjærtensven, men foretrak at fortie Sandheden. Jeg var lykkelig over, at det mærkelige Dyr ikke var revnet.