FÆMØ
Fæmøs Form minder i fuldkommen latterlig Grad om Afrika! Dens Algier hedder „Vindnæs Horn“, dens Kap det gode Haab „Sletteren“, endende i „Sletterev“, dens Kap Verde er „Vesternakke", og paa Østsiden svarer „Ande-mose Nakke", som ender i „Skjellerev", til det paa Afrikas Østkyst stærkt fremspringende Somaliland. Men hermed holder Ligheden rigtignok ogsaa brat op paa alle Punkter. —
Af Størrelse er den 2065 Tdr. Land. Dens højeste Punkter er en Bakke Syd for Nørreby paa 18 m og „Issemose Bjerg“ ved Sønderby paa 22 m. I Syd—Nord og i Øst—Vest er den omtrent lige bred, ca. 5 km. Det dybe Lavland „Bækkenet" har sandsynligvis engang været en Havarm og delt den i to Dele; det staar endnu ofte om Efteraaret og Vinteren under Vand. En Smule Klinter har den paa Nordvestsiden, hvor Havet aarligt æder et Par Alen af Landet, og lignende men lavere Klinter paa Sydøstsiden. Til Gengæld vokser Øen ved sin Sydende, hvor Havet næsten aarligt ved Strandvoldsdannelser øger dens Vækst, og noget lignende finder i mindre Maalestok Sted ved Nordøstsiden.
Paa Øen findes 94 Huse, 10 Parcelsteder og 52 Gaarde, af hvilke de største er paa ca. 50 Tdr. Land. To store Landsbyer, Nørreby og Sønderby, ligger paa hver sin Side af det lange Bækken.
Straks ved den første Vandring over Øen ser vi dens Forskellighed fra Fæjø. Sønderby er en meget smuk Landsby, beliggende paa et stærkt bølgende Terræn med Udsigt over det store Dalstrøg mod Nørreby paa dets nordre Hæld. Haver og frodige Vænger skifter mellem rige Bøndergaarde og Huse, som navnlig i Byens vestlige Del er gamle, smukke og velholdte. Dens Veje og Stier er mangfoldige og fulde af Lunhed og Hygge, dens Gadekjær vistnok det yndigste, jeg endnu har set. Stor og rig er Byen, enorm af Udstrækning. Ogsaa her finder vi Frugten vældende i alle Haver, Langpærerne hænger saa tæt, at de næsten skjuler Bladehanget, vi behøver kun at løfte Armen fra Cyklen for at plukke. Reine-Clauderne ligger strøet udenfor Hækkene, vi behøver blot at bukke os for at fylde Lommerne, og spisende af de syrlig-søde Frugter vandrer vi ad Stier og Veje.
Jeg vil sent glemme Fæmøs Veje! Aldrig noget Sted har jeg set saa mange paa et saa lille Areal. —
Fra Havnen paa Vestsiden udgaar Øens to Hovedveje, én mod Nørre- og
én mod Sønderby; de fjærner sig højst 1 km fra hinanden. Men skønt disse to Veje aabenbart er bleven enige om, at de har Ærinde helt forskellige Steder og egentlig ikke har noget med hinanden at skaffe, saa har der i Tidens Løb dannet sig en saadan Masse Smaaveje og Stier imellem dem, at naarsomhelst man bliver ked af den ene kan man bryde af og komme over til den anden. Gaar man f. Eks. ad Vejen til Sønderby i den Hensigt at naa denne By, distraheres man Gang paa Gang af én eller anden lille smilende og fristende Vej, som fører nordpaa over Dalen, synker ned i denne og hvistes op igen paa den anden Side, hvor den gemmer sig og forsvinder mellem Nørrebys yndige Haver og Hegn. Man maa ordentlig ta’ sig selv i Nakken for at holde Kursen, og saa gaar det endda sommetider galt. —
Sandelig, der maa eksistere et skønt og fredeligt Forhold mellem de to Byers Beboere, siden der trænges til saa mange Veje imellem dem! Eller er det maaske for at man kan undgaa at møde hinanden undervejs? •—
Næsten endnu mere forundrer man sig over den Vrimmel af Stier, der er mellem Huse og Gaarde indenfor Byernes Enemærker. Fra ethvert nok saa lille Hus kan man ad en smuk, velholdt Sti komme omtrent i lige Linje til et hvilken-somhelst Sted i Byen.
Skønnest er disse Stier paa det terrasseformede Fald fra Nørreby ned mod Bækkenet. Dette er overhovedet denne og alle de nærliggende Smaaøers ejendommeligste Lokalitet. I Terrasse over Terrasse hæver Landet sig fra Dalens vaade, grønne Engbund op mod Byens Højder, Huse løfter sig bag Huse, Haver bag Haver. — En saadan lille nydelig slynget Sti, stenpikket paa sin Bund og som en Hulvej mellem høje Stendiger under de regelmæssige Frugtplantagers yppige Træer — den minder mig paa en mærkelig stilfærdig og inderlig Maade om fjærne Steder. Saadan ligger Vinhaverne omkring de smaa Byer i Vaud og Valais!
Nørreby er noget større end dens sydlige Nabo, og som denne har den en herlig Beliggenhed. Store, moderne Gaarde og faldefærdige Rønner skifter med hinanden langs dens Veje; her er stor Brydning mellem den gamle og den nye Tid — og det gamle falder og synker i Grus! „Bækkenet", som har en højst uregelmæssig Form, sender en lang Arm nordpaa, der som en dyb Kløft skærer ind gennem Højlandet, hvorpaa Byen ligger, og skiller den i to Dele. Her ligger paa Bunden af Kløften Byens Gadekjær, saa stort som en lille Sø, omgivet af Buske og høje Træer.
Mellem en stor Mængde gamle Gaarde og Huse i Byen findes ogsaa adskillige store, moderne Bøndergaarde fra den sidste Snes Aar, med Avlsbygninger som mere ligner Maskinværksteder end Længer i en Bondegaard. Sammen med de villalignende Stuehuse virker de hæsligt, men som oftest skjules Rædslerne under store, barmhjærtige Trægrupper.
Fra Nørreby gaar jeg ned over „Degnemosen" — saaledes kaldet fordi den ligger paa Jord, som engang tilhørte Skolen — for at krydse Dalen over til Sydsiden. Nordvestblæsten er bleven til Storm og farer som et brølende Udyr hen over Øen fra Strand til Strand. Men den har klaret Himlen, Solen skinner aldeles blændende, og fra enhver nok saa lille Vandpyt, der i Skyggen er saa blaa som var det i April, kastes dens Lys glitrende tilbage.
Langs Digerne vælter Graapilen sine Kroner hid og did for Stormens Kast, og deres Skygger bølger under dem paa Engens skinnende Græs. I Læ af Digerne staar Regnfangen, nu allerede brun og vissen i sin Top — dens Blomster skal til at dø. Kjællingtanden gnubber sig kælent opad de unge, friske Brudelys i Haab om den sidste Chance! Men Brudelysene staar stive trods Stormen og ser ikke ned til Krapylet. —
Ikke en eneste Fugl er at øjne herude over den aabne Engflade, alle er de søgt i Læ for Vejret. Kun én stakkels Lærke ser jeg, den letter foran mig fra en Stubmark og blæser væk med Stormen. Køer og Heste staar i Engen med Hovederne vendt imod Vindhjørnet for at Blæsten kan gaa med Haarene; det er det luneste. De gider knap nok æde.
Telefontraadene langs Vejen hyler som gale Furier. Det er en fuldstændig Orkan, der raser — hvad blæser der ikke ned af Frugt en saadan Dag Landet over? — Naa, her paa Øerne kan det jo være ligegyldigt!
Kun hist og her i Læ af Bøndergaardene, hvor Halmstraaene fra de nye Hess farer tilvejrs i en ravgal Heksedans, finder man af og til en lille Stæreeller Spurveflok, som fouragerer her paa de eneste Steder, hvor de ikke risikerer at blæse ind i et andet Herred eller helt ud af Landet. Spurvene bliver ved at flokke sig om Efteraaret ligesom Stære, Viber, Svaler og alle de andre virkelig vandrende Folk. Ikke fordi de har Brug for det — „det er søen dier gammel Wuen“, ganske paa samme Maade som det endnu er Skik hos Hundene, at de drejer sig i en Kreds om sig selv, før de lægger sig. —
Jeg trodser mig mod Blæsten over til Øens Kirke, der ligger ensom paa Markerne Vest for Sønderby. Den minder i nogen Grad ved sit Ydre om Fæjø
Kirke og har som denne et lavt Taarn med Pyramidetag; men iøvrigt er den heltigennem en gothisk Murstensbygning, for Størstedelen bevaret. Den har en meget lille, men fortrinlig Prækestol i Ungrenæssancestil fra Slutn. af det 16. Aarhundrede, hvilende paa en „snoet“ Træsokkel fra senere Tid, samt en Døbefont fra gothisk Periode af gullandsk Kalksten. De fortrinlige Kalkmalerier fra dens ældste Tid er meget forsigtigt, men talentløst restaureret i 1885 af Magnus Petersen, hvis Pensel havde for meget med Skønskrift at skaffe til at kunne taale at maales med den gamle djærve og friske Ornamentik. Kirkens stilfulde Indre med de spidse, gothiske Buer skæmmes i allerhøjeste Grad af den halvcirkelformede, fade Rundbue, som er kommen til i 1879, da Kirken blev udvidet. Men dette er jo ikke noget usædvanligt Misgreb i en Periode, som var den værste i vor Arkitekturs Historie.
Mere Forundring maa det vække, at man saa sent som i 1909 kunde anskaffe disse nye Kirkestole, som staar herinde opad de gode gamle og savner enhver stilistisk Forbindelse med disse og med de øvrige Træskærerarbejder. Aandløse og plumpe med deres brutale Former og Farver virker de ganske fornærmeligt i dette fine Kirkerum. De er et trist Bevis paa hvilken Fare der er forbunden med at disse gamle Kirker er Privateje og uden anden Kontrol end den, som Per og Povl kan yde. Og vi staar overfor den Udsigt, at Faren skal kunne udvikle sig til en Landeplage.
Alene paa Grund af sin fornemme Stil burde et saadant Kirkerum være en Helligdom. Se blot en Detalje som Døraabningen mellem Vaabenhus og Skib! Trods sit beskedne Format er denne et smukt Eksempel paa, hvad Datiden formaaede. Og denne Følelse for Stil svigtede saa godt som aldrig. Hvor meget mærkeligere maa dette ikke forekomme, som disse Smaakirker ofte skylder jævne Haandværkere, Bondehaandværkere, deres Tilblivelse! Det er Kultur og sikker Tradition, som præger disse Bygninger.
Men nu hører jeg herovre, at man agter at rive denne Indgang ned og bygge den bredere. Maaske er den bleven Indbyggerne for smal efter de fede Krigsaar! — Kirken er jo Beboernes Ejendom, og de har Haand- og Halsret over den. Men mon alligevel ikke dette Indgreb kunde forhindres! —
Da jeg vidste, at Kirken ejede et gammelt Krucifiks, som var nedtaget og hengemt, fik jeg Kirkeværgen til at hente det frem. Han fortalte mig, at en Konservator fra Nationalmusæet i 1921 har undersøgt Krucifikset og at Direktør Mackeprang paa hans Indberetning havde tilbudt at lade det fuldt restaurere for den beskedne Sum af 600 Kr. — eller, hvis Beboerne ikke kunde gaa med til dette, da lade det deponere som Kirkens Ejendom i Stiftsmusæet i Maribo til der kom bedre Tider. — Øjensynligen er saadanne ikke indtruffet siden da! Og da Krucifikset idag skulde bringes tilveje, maatte det slæbes frem fra en Bunke Ragelse, Bjælker og Murbrokker, som laa ovenpaa det i et fugtigt og utæt Rum over Vaabenhuset.
Det viste sig at være et fortrinligt Arbejde, sandsynligvis fra det 14. Aar-hundrede, og tiltrods for at det var stærkt ødelagt, endnu af stor Skønhed, særlig ved Ansigtets mærkeligt aandfulde Udtryk og Hovedets smukke Hældning. Min Begejstring for det smittede aabenbart Kirkeværgen, som er en intelligent og sympathisk Bonde. Jeg tror ikke at han svigter sit Løfte til mig om at tage sig af Sagen og formaa sine Landsmænd til at rejse den ringe Sum, det drejer sig om.
Kirkens Sølvkalk blev under Svenskekrigen stjaalet af fjendtlige Soldater. Der findes følgende Indskrift paa den:
Anno 1659 blef denne Kalck oc Disk plyndret af de Svenske fra Femøe Kircke. Men Sognepresten H: Lavritz Hansen, Capel, giorde sin Flid oc opsøgte den i Naxskov hvor den var sold af de Svenske dog i Støker hucken, oc blef saa igien paany omgjort af Kierke Wergerne Daniel Jensen oc Hans Simentsen Kierken til Gavn oc Brug, som skede Anno 1662.
Det siges, at man ikke nøje kan bestemme Kirkens Alder. Men da Øen ophørte med at være Anneks til Fæjø i Aaret 1537, maatte Kirken være bygget omkring Reformationstiden. Kalkmaleriernes Alder tyder paa at den er noget ældre; disse viser, at den har været helliget Set. Nicolaus, idet Billedet af en Bisp paa Hvælvingen over Kordøren forestiller denne Helgen, Søfolkenes Skytspatron.
Ude paa Kirkegaarden strander jeg i Blæsten ved Siden af den gamle Kirkekone, som luger en Grav. Krumbøjet og stiv er hun, men som en Egebul at skue! Og å propos om disse Øboeres Voldsomhed — thi ogsaa Fæmø har dette Ry — jeg gad set det Kuld Bersærker, en saadan Kvinde kunde sætte i Verden!
Jeg taler lidt med hende. Hun er venlig men ret ordknap, jeg er jo en fremmed Mand paa Øen. Men hun faar Lejlighed til i en eneste Sætning at aabenbare for mig et praktisk Livssyn, skabt af hendes egen Kamp for Tilværelsen, omtrent som man finder det hos vilde Folkeslag, der ikke kender til Skabagtighed eller Sentimentalitet. Hun fortæller mig — og hendes Ansigt viser intet andet
Udtryk end et stille, barsk Smil — at hendes Svigersøn for 3 Aar siden da „den Spanske" hærgede Øen, døde fra Konen og fem Smaabørn; og den stakkels Enke havde siden forgæves slidt for Udkommet til sig selv og de Smaa. De fik ofte ikke det allernødvendigste.
„Jaja!“ siger hun. „Men saa døde jo da Gudskelov to af Børnene ifjor!“
Ja, det er jo rigtigt! Himlen finder virkelig lejlighedsvis en Udvej — endogsaa Smaafolk rækker den af og til en hjælpende Haand!
Jeg kan ikke sige, at denne gamle, stoute Kvinde er typisk for Øens Befolkning. Denne er af Ydre overordentlig forskelligartet, stærkt udvisket og mere mindende om Beboerne af Sydsjælland end om Lollænderne, selv om den brun-haarede Type her er mere overvejende. Jeg har ingen Ansigter truffet saa raceprægede som Bonden jeg tegnede paa Fæjø, der ikke var enestaaende dér som Type. Der er over Fæmøs Beboere noget mere jævnt og godlidende, noget lignende som det, der findes hos den gamle Hans Peter Jørgensen fra Nørreby, men helt uden det forhutlede Præg hos denne stakkels, detroniserede Gaardmand. Jeg mødte ham paa Vejen en Solskinsdag, hvor han var ude og tørre Lemmerne. Forskellige „Rørelser", som han fortalte var et Udslag af Gigten, men som hans Bysbørn gav mig helt andre Forklaringer paa, gjorde at han lignede en løssluppen Vejrmølle, naar han kom strittende henad Vejen.
I én af de ældste Gaarde i Nørreby bor den gamle Kristen Jensen, ogsaa en ejendommelig Fremtoning, desværre med Idiosynkrasi mod Fotografiapparater og Blyanter, og iøvrigt ubeskrivelig. Hans Gaard er den ældste og mest faldefærdige paa Øen. Faldefærdig er et mildt Ord, thi to af Længerne er forlængst styrtede, og som Minde om dem staar kun tilbage en Kobaas og en Hakkelsemaskine endnu paa deres Plads, overgroede af meterhøjt Græs, vild Kørvel og Persille. De to tilbageværende Længer synker nok ogsaa snart i Grus ovenpaa Kristen Jensen, der forøvrigt har solgt Gaarden, men stadig bebor den sammen med en Søster, mens Køberen venter paa at den skal skride sammen, hvad der er billigere end at rive den ned.
Kristen er en gammel Karl, lang, tør og stiv som et Plejlskaft og med et lille loddent Fuglehoved paa en tynd Hals. I det midterste af de tre Rum, han bebor, findes endnu det ældgamle Arnested, over hvilket der i Bjælken er indskaaret Aarstallet 1743. Alle Borde herinde, Bænkene og Dobbeltsengen og alle Chatollets Skuffer bovner af Æbler og Pærer fra hans Have. Han samler tilhuse som en ordentlig Mand, skønt ingen gider ha’ Høsten. Men selv skal han jo ogsaa leve, maaske længe endnu — for det er vel ikke Meningen at Verden pludselig skal forgaa under et Pæreskred. — Han løftede Overdynen og blottede en Dynge pragtfulde Gravenstener — mon han ruger paa dem om Natten for at fremskynde Modningen ?
Gulvene herinde var lerstampede, men ujævne som et Maanelandskab, og de store Huller var halvt fyldte med gammelt Snavs.
Men hvor mærkeligt gribende virkede ikke Synet af disse gamle Stuer, hvor smuk, ædel og harmonisk er ikke hver en Væg, hver Krog, hver eneste Linje derinde! Her er sandsynligvis et fuldtro Billede af, hvordan et fæmøsk Bondehjem har set ud for to Hundrede Aar siden; kun Vinduerne og de faa Køkkenredskaber er anderledes og mindre smukke end dengang. Jeg gribes af Vemod ved
Tanken om at dette snart overalt er noget, som vore Bønder har glemt og som allerede forlængst har ophørt at præge dem. En skønne Dag ramler ogsaa dette sammen, Kristen Jensen velsagtens iberegnet. — Han var forøvrigt rendt langt ud i Landskabet ved første Tegn til, at jeg skulde fotografere. —
Fra disse Særlinge til Repræsentanterne for Øens velstillede Befolkning er der et langt Spring. Er der en iøjnefaldende Forskel paa det fæjøske og det fæmøske Landskab er der ved en hurtig Betragtning en ikke ringere paa deres Befolknings Væsen. Hist for det meste Tilbageholdenhed, Særhed, lidt Surhed; her elskværdig Imødekommenhed, Aabenhed og en enestaaende Gæstfrihed. Man maa naturligvis være varsom med at udlede Folks Karakter af et Væsen, som overfor den fremmede ofte kun viser Overfladen. Men vi kunde paa Fæmø have haft alle vore Aftener dobbelt belagt med Selskabelighed; Invitationer faldt til højre og venstre. Kun vort Princip at gaa tilkøjs Kl. 9 forhindrede det meste af dette. Men den Nørreby Skolelærer, Kirkeværgen, Mejeribestyreren og Præsten lo os ud, naar vi talte om at gaa til Ro med Hønsene; og dér slap vi ikke. Hvad vi ingenlunde fortrød.
Hvad vi saå af Bønderhjem paa Øen mindede mig om de bedste, gamle Storbondehjem fra min Fødeegn paa Djursland; her var den samme Dannelse, de samme solide Traditioner. Husmoderen præsiderer ved Bordet ved Mandens Side, er i alle Forhold hans jævnbyrdige og ikke blot hans og Tjenestefolkenes Tjenerinde.
En Dag besøgte jeg Øens Sogneraadsformand, som bor i en stor, moderne Bondegaard midt inde i Nørreby. Han er en aristokratisk udseende Bonde, glatbarberet, af Ydre i Stil med de gamle nationalliberale Førere, en overordentlig smuk og stolt Mand. Han gav mig en Mængde af de Oplysninger, jeg har kunnet bringe om Øen.
Om dens Dyreliv fortæller han, at her mærkværdigvis ikke findes en eneste Maagekoloni og heller ingen ynglende Svømmefugle. Derimod er her endnu en Del Agerhøns og en Mængde Harer, som imidlertid er stærkt degenererede af Mangel paa Fornyelse. Ifjor er der af den Grund indført en Del fremmede Individer. For 5 Aar siden indplantedes Fasaner, som trives fortrinligt trods Øens fuldstændige Mangel paa Skov; de holder til i Hegnene og ved Haver langs Landsbyernes Udkanter. Lækatten findes her, men derimod ingen Muldvarpe eller Pindsvin.
Den gamle, nogleogfirsaarige Fru Andersen, Moder til Gaardejer A., som er Kirkeværge paa Øen, véd en Del at berette om Stedet fra ældre Tid. Hun erindrer at have set Øens sidste „Kæmpehøj", som laa paa Peter Petersens Mark nær Vejen, som gaar i Nordvest fra Nørreby. Det var en oval Stensætning, siger hun, med en Forhøjning i Midten uden Overligger paa; den er nu forlængst ned-pløjet. Hun har hørt fortælle, at én af Frederik IV’s Rytterskoler har ligget paa Øen, men hvor husker hun ikke.
Øen havde for længe siden ikke mindre end 4 Kæmpehøje, fortæller hun. Dengang boede der en Nordmand paa Øen, som ejede ovennævnte Peter Petersens Gaard i Nørreby og var en stor Troldmand. Han kunde naarsomhelst det lystede ham gaa ud og ind af de tre af disse Kæmpehøje, „men den fjerde var lukket for ham, for den havde Kobberport!“ —
Fru Andersen kalder sine Landsmænd Fømboer, og saaledes, siger hun, udtaltes Ordet altid herovre i gamle Dage. Ø-Lyden er stærkt lukket, Ordet klinger omtrent som Fynboer, hvad der falder godt sammen med den gamle Stavemaade fra Jordebogens „Fymø“.
Beboerne herovre holder nu stærkt paa, at deres Ø hedder Femø, fordi (?) den oprindelig har bestaaet af fem Øer! —
Førstelæreren ved Nørrebys Skole, Lindhart, er den eneste Mand jeg har truffet paa Øen, som havde et absolut fremmedartet Præg; han er lille af Vækst, men kraftig, mørk og med det brede Underansigt, som er med til at karakterisere den slaviske Type. Han fortæller, at Beboernes fra gammel Tid berygtede Voldsomhed endnu af og til kan ytre sig i deres Færd, dog overordentlig sjældent, naar de er mellem Fremmede. Her spilles meget Kort paa Øen, og ofte temmelig højt; men ellers er Fømboen mere paaholdende end Folkene paa Naboøen Fæjø. Offentlige Forlystelsessteder som Biografteatre og lignende kan ikke trives her. Man er mindre „moderne“, Livet former sig mere gammeldags end paa Naboøerne, tiltrods for at Beboerne er mere velhavende.
Men ved festlige Lejligheder gaar man ikke afvejen for et Bæger. I de gode, gamle Dage drak man til Festmaaltiderne et anseligt Antal Dramme, 12—13 Stykker, foruden Bajerskøl til at lægge for med — og siden skar den med utalte Kaffe-punser. Nu derimod kommer man sjældent op over 4—5 Snapse med paafølgende Toddyer. Beboerne er da efterhaanden i Nabolaget bleven bekendte for deres Nøjsomhed! —•
Ved Dødsfald findes endnu den gamle Skik, at den Afdødes Paarørende paa Begravelsesdagen sidder paa Bænke langs Vinduesvæggen i „Stadsstuenhvor Liget henstaar, og afventer her Gæsternes Ankomst. De sidder tavse og uden at rejse sig ved Gæsternes Indtræden, rører sig overhovedet ikke fra Stedet under denne Modtagelse. Paa Endevæggen bag Kistens Hovedende er anbragt et stort, sort Klæde, hvorpaa der med hvide Bogstaver er skrevet: Farvel, kjære Fader (el. Moder, Søster o.s.v.).
Kun 5 af Øens Familier lever af Fiskeri, og disse er ovenikøbet alle indvandrede. De bor for sig selv i de Smaahuse, som ligger ganske nær ved Havnen og skal efter Sigende ligge i bestandig Klammeri med Bondebefolkningen. Hvem der under disse Stridigheder er „voldsomst" meldes der intet om. —
For øvrigt kan en enkelt Fortælling vidne om, at Mandfolkene ikke er ene om at kunne slaa fra sig, naar det kræves. Der gaar fra Svenskekrigens Tid et Sagn paa Øen om Rasmus Jonssens Gaard i Nørreby. Da Svenskerne rømmede Stedet og var ved at indskibe sig, vendte én af dem, som havde boet paa Gaarden, tilbage hertil for at hente noget, han havde glemt. Alle Folk var paa dette Tidspunkt i Marken, kun Bondekonen var hjemme. Da hun saå Svenskeren vende tilbage, laaste hun alle Døre, men det lykkedes Manden at bryde og aabne et Vindue. Da han nu forsøgte at kravle ind ad dette, greb Konen en jærnbeslaaet Bismer og drev til ham oven i Hovedet, saa han blev hængende stendød tværs over Karmen. Saasnart Folkene kom hjem fra Marken, blev han i Hast gravet ned, og dette skete under den store Trægruppe, som endnu staar ganske tæt ved Gaardens Længer. —
Fæmø var i sin Tid Krongods under Nykjøbing Len. Sandsynligvis har den ogsaa i sin Tid hørt under Nykjøbing Kloster, thi endnu saa sent som for 20 Aar siden svarede man paa Øen en Afgift til Nykjøbing, som kaldtes „Hospitals-penge“ og bestod i nogle faa Kroner fra hver Gaard. I 1557 fik Beboerne Befaling om at søge Nørreherreds Ting paa Falster.
Af Sognepræsten L.M. Wedels Beretning fra 1789—1801 fremgaar det, at Øerne heromkring paa den Tid har været næsten fuldstændig blottet for Trævækst. Han siger f. Eks.: Paa Fæjø er Tangdiger, enkelte Jorddiger og kun nogle faa Steder levende Hegn, som ventelig ikke lykkes, formedelst Landet mangler Læ af Skov og Buskadser. — Men en Foregangsmand i Nørreby paa Fæmø har som Modsætning til sine Landsmænd og Beboerne af Naboøerne, der kun dyrkede Kaal o. lign. i Haverne, lagt Vind paa at faa en god Frugt- og Køkkenhave „og burde vist have Præmie derfor“. Han er da maaske den, som har startet Frugtavlen herovre, den der nu er næsten Hvermands Sag.
De ældre Forfatteres Bedømmelse af Beboerne er meget forskellig. Wedel siger om dem „Beboerne af Fæjø har intet slavisk hos sig“, de er ædle Mennesker, venlige og hverken overdaadige eller drikfældige „som nogle andre Insulaner “. Efter P. Rhodes Beretning fra 1859 maa de ialfald i ældre Tider have været af en helt anden Kaliber. Han siger, at Beboerne var kendt for deres Ved-hængen ved Katholicismen efter Reformationens Indførelse. Deres „Historie i Begyndelsen af Reformationen er for Resten ikke videre hæderlig, hvilket ikke er saa underligt naar man betænker den Rod, som den catholske Religions Følgesvende, Uvidenhed og Overtro, kan fæste paa en saa afsides lille Ø.“ I 1750 hører man, at „megen Klammer, Banden, Skjørlevnet og andre blodige Synder havde taget Overhaand paa Øen. 8 hjemmehørende Børn vare endnu ikke frem-baarne til Kirken, skjøndt de vare indtil 6 Aar gamle.“
1754 formanede Provsten Beboerne, at Begravelser ikke maatte være en „Gjækkehandel“, og han klagede over at de levede „efter den gamle Djævels Viis“, d.v. s. de havde endnu ikke aflagt de katolske Ceremonier. Deres Gilder og Lystigheder holdt de uforstyrret under Kirketjenesten. „Da samme Provst den 14. Juni 1756 talede Folket til Rette, fordi de ikke vilde gaa ind i Kirken, og naar de kom der, talede højt til hinanden under Prædiken, og desuden irettesatte dem for anden slem Handel, raabte en ung Karl i Flokken, som stod paa Kirkegaar-den: Kunde jeg bare faa fat i den bugede Provst, saa skulde jeg kryste hans Øjne ud af hans Nakke!“
1757 maatte den arme Præst igen til Øen og formane Indbyggerne til at „vogte sig for den Trolddom, hvormed de var bleven forgiftede af Anders Høg, der var bleven brændt paa Øen som Troldkarl.“
— Dette er altsaa Præsternes Dom over Befolkningen. Men det er jo ikke sikkert, at Befolkningens Dom over Præsterne var bleven finere.
Vi tog mod en Indbydelse til Middag hos Præstefamilien. Og efter denne kan vi konstatere, at der i dette Hjem raadede en udpræget luthersk Tone! Det er det mærkeligste, mest sympathiske og civiliserede Par Præstefolk, jeg i mit Liv har mødt.
Middagsbordet var fortrinligt, Vinen god og rigelig. Han er en bred, jovial Digtertype, hun ganske lille, smuk og fin. Ved Bordet anførte han bestandig Konversationen, Vers af Biblen vekslede med drastiske Ordsprog af Peder Syv og med Citater af Luthers Bordtaler! Hvor mange danske Præster har læst Luthers Tischreden?! —
Fæmø. Udsigt fra et gammelt Hus i Nørreby over Bækkenet til Sønderby.
Fæmø. Prædikestolen
Fæmø. Døren mellem Kirkens Vaabenhus og Skib.
Fæmø. Arnestedet i Kristen Jensens Gaard med Aarstallet 1743.
Fæmø. Den gamle Kirkekone.
Fæmø. Kristen Jensens Gaard i Nørreby.
Fæmø. I Kristen Jensens Stue.
Begge sprudlede af Musik og Sang. Han, der er Brodersøn af en tidligere bekendt Organist ved Slotskirken, spillede Klaver som en sjælden fin Musiker. Over et hvilket som helst Thema improviserede han de fortrinligste Variationer. Hans Hustru, der var fin som en Japanerinde med et Par mærkelig dybe, laksorte Øjne, sang henrivende til hans Accompagnement.
Det var virkelig en Aften efter Luthers Forskrift: Wein, Weib und Gesang!
Jeg lagde Mærke til, at denne Præst var elsket af Befolkningen. — Den for-staar at værdsætte hans Jovialitet, den forstaar og gribes af det Talent, som lyser af ham gennem hans fortrinlige Talegaver.
Jeg spurgte ganske naturligt disse to Mennesker, om Livet paa denne afsides Ø ikke til Tider forekom dem trist og utaalelig ensomt. „Aldrig, “ svarede de, „vi har her alt, hvad vi ønsker!"
Talenterne skaffer dem her alt, hvad de fleste andre vilde savne — ligesom Hundene i Eventyret om Fyrtøjet.
Blandt vore nærmeste Naboer ved Havnen traf jeg en Familie, hvor jeg fik et nyt Bevis paa Befolkningens Venlighed. Manden er Skibsfører, og en 18-aarig Søn sejler med ham. De to saå jeg daglig i Havnen, hvor de arbejdede med Skudens Tilrigning. Moderen havde jeg vekslet nogle Ord med paa Vejen.
Datteren, for en saadan var der ogsaa — ja, hende saå jeg en Dag ved Vinduet, da jeg gik forbi--
Jeg drejede brat og gik derind og spurgte, om jeg maatte laane Telefonen! Det viste sig, at der virkelig var en Telefon i Huset. Men den bragte mig kun i Forbindelse med en Mand paa den anden Ende af Øen. Pigen fik jeg bare et lille Glimt af.
Jeg gik ned til Havnen og spurgte, om jeg maatte tegne Skipperens Søn. Jo, saa gærne! — og saa vandrede vi paany hjem til Huset, og jeg slap ind. Jeg brev modtaget med overstrømmende Gæstfrihed af Husmoderen, som trakterede med Kaffe og lækre Brød. Hun spurgte mig, om det ikke var slemt for mig at sidde ombord og skrive i den lille Kahyt i saadan et frygteligt Vejr.
— Jo, rædsomt! svarede jeg.
Om jeg da ikke hellere vilde tage mit Arbejde med herop, det var da saa langt hyggeligere for mig?
— Santa Maria!
Da vi var færdige med Kaffen hentede jeg alt hvad jeg ejede af Skitsebøger og Blyanter og slog mig ned i Huset hele Eftermiddagen. Jeg tegnede først Sønnen, det var en prægtig Gut. Og derefter tegnede jeg hans Søster — med Angst og Bæven. Og videre kom jeg aldrig i den Familie. Billedet kom næsten til at ligne. Det manglede kun noget af det fuldstændig ubevidst uskyldige, som Pigen havde, Knoppens mærkelig blide Skærhed lige før den biir Blomst. Ak Gud, tænkte jeg, saadan skulde Freja have set ud da hun var sejsten Aar! Hvordan vilde der saa have set ud i den nordiske Mythologi! -—
Det er bleven rigtig Uvejr nu igen, og meteorologisk Institut har slaaet Stormvarsler op ved alle Havne! Vi læste dem her idag og troede, at det var en forsinket Meddelelse om Uvejret iforgaars. Men paa Vejen hjem til Baaden havde jeg svært ved at trodse mig frem mod Stormen, og ved Havnen saå jeg, at et Landgangsbrædt, vi havde laant for at komme ud til en Yacht, paa hvis Yderside vi ligger fortøjet, var løftet op af Stormen og kastet ud i Havnen, og nu var det paa Vej til at sejle ud af Havnemundingen. Et Par smaa, skikkelige Mudderpøle ved Molen gik med 4—5 Tommer høje Bølger, og lige da jeg gik forbi blev de til to proptrækkerlignende Skypumper, der for meterhøjt op i Luften og forsvandt i en Hvirvel.
— Om Natten ligger jeg i Køjen og lytter til Stormen derude. Efter hver Pause samler dens fjærne Brusen sig til nye Harmonier, der toner som et Kor af Che-ruber, stigende fra en Mumlen til et vildt Fortissimo — endnu højere •—• pludselig brølende gennem Master og Rig, over Husenes Tage og Havernes svingende Træer, som den rusker for de sidste Blade, og tilsidst tabende sig langt borte over Sydøststrandens flyvende Tang og raslende Rullesten.
En Fiskerbaad er gaaet ud om Natten for at bjærge nogle Garn; det er dristigt, men for disse Folk er Garnene en Formue værd. I Dagningen ser vi Baaden vende tilbage; med Masten lagt ned over Dækket kommer den langsomt rullende derude, gennem grønt Vand og hvid Fraade. De lange Søer omkring den løfter sig langsomt, uendelig langsomt og bliver hvidere og hvidere op imod de forrevne Skyer, hvor hist og her den gustne Dagningshimmel skærer igennem. Baaden forsvinder i Braaddet og kommer igen tilsyne. Saa slynges den ind mod Havnemundingen, skjules af Brændingen mod Stenkajen, kommer atter frem og slynges — hejsa! — i ét eneste Kast ind forbi Molen og drejer for haardt Ror ind i Havnens rolige Vand.
I den graa Morgen er Mændenes gule Oljetøj og brune Ansigter skarpe i Farven som Guldlak og Mønje, deres Hænder er tykke og sortrøde af Kulde og Væde og hænger som Lammefjerdinger ud af Ærmerne. Da jeg faar én af dem rakt til Hilsen er den at tage om som en stor død Fisk.
Men paa Dækket ligger en sort, uformelig Masse; det er de bjærgede Net. Nu skal Folkene hjem til de dampende Spølkummer med liflig Morgenkaffe, mange efter hinanden, og saa sove — sove! Da de skrider ind over Molens Sten i deres gevaldige Træskostøvler lyder det, som fire tomme Proviantskure er paa Vej hen over Brolægningen.
Vi troede, at det værste Vejr var ovre. Men nu begyndte det først! 1 Dagens Løb voksede Bygerne sammen og blev til tæt, vedholdende Storm, saa tung og alvorlig, som man sjælden ser den uden netop ved Jævndøgnstide. Om Eftermiddagen slaar Vejret om i Nordvest, og Vandet i Havnen stiger paa et Par Timer over en Meter.
Jeg sidder nede i Kahytten, da det ganske pludselig mørkner. Et Øjeblik efter falder et brandrødt Skær ind gennem Skylightet, det stiger i Kraft og bliver uhyggelig gult. Jeg stikker Hovedet op over Kappen og ser, at en kæmpemæssig, blaa-sort Sky er gledet forbi Solen og et Øjeblik har skygget for denne, nu har den rejst sig paa Højkant og staar taarnhøj med sin Pande i Zenith, solbeskinnet paa sin ene Kant og væltende et Hav af eddergult Lys ned over Jorden.
Stormen er vokset, det blæser en Orkan. Udenfor er Havet i rivende Flugt for Vejret, det er galdegrønt og absinthgult og staar i et hvirvlende, fygende Skum.
Det er, som om det fortæres i sin egen Fraade. Skibene i Havnen raser og rykker i deres Fortøjninger eller slaar med dumpe Lyde mod Bolværkerne. Søernes Skum farer vandret hen over det hele, det ligner en forrygende Snestorm under Solens kolde, straalende Lys. Der er en evindelig Brølen i Skibenes Takkelage, Vanterne paa „Rylen" spiller som Strænge og faar hele Skuden til at vibrere, som naar Motoren gaar for fuld Kraft.
Paa Grund af Højvandet slaar de vældige Søer bestandig ind over Molen og sender Floder af Vand gennem Slæbestedet ind i Havnen. Det ser farligt ud. Og alle Mand er hernede, paa alle Fartøjer har de travlt med at styrke Fortøjningerne, enkelte forhaler til sikrere Steder, mens Skum og Skidt bestandig raser henover det hele og Mændene knap kan holde sig oprejst under Stormens Stød. Man ser det hele som gennem en hvid Brandrøg. •—
Ikke en Fugl er at øjne, selv Maagerne er borte. Det eneste flyvende vi ser er store Flager af Saltvandsfraade, der farer fra Stranden op over de okkergule Klinter og raser ind over Landet gennem Vandtaage og Solglimt.
Solen gaar ned og det mørkner, mens Vejret vedbliver at drøne. — Men nede fra Kahytten dufter Maden. To Stearinlys staar paa den hvide Dug med sagte viftende Flammer. Vi tre Mennesker er de eneste, som inat befolker den lille Havn, omkring hvilken hele Helvede er sluppen løs.....
Er der noget, der smager tilnærmelsesvis saa godt som Spegepølse, hvori der er en ganske lille Anelse af Hvidløg? Paa Stegefedt! Med en fornem og kølig „Aalborg" til!! —
Ved Midnatstid er jeg vaagen og gaar op paa Dækket. Stormen gaar endnu, men Himlen er klar og dyb og alle Stjærner skinner iskolde. Rummet ligner en stor sortblaa, transparent Klokke — men en Klokke der toner som om den yderste Dag blev indvarslet. Alle Lys er slukte, alle Mennesker sover.
Jeg er den eneste vaagne i hele Firmamentet.