De Danskes Land -- Achton Friis

FALSTER

Den ligner paa Kortet i forbavsende Grad en Skinke, hvis Skank vender mod Syd. — Da jeg nu, som Ordsproget siger, er i den Situation at jeg „har ædt Lolland og skal i Gang med Falster", saa vil jeg ovenpaa dette første, over-daadige Fraadseri ialfald begynde med Falsters magre Ende for muligvis at stimulere Appetiten. Fra Nykjøbing styrer jeg paa min første Færd ned over Skanken ad Gedser til.

— I et stort Værk om Danmark hævdes det, at „Falster er Danmarks mindst udprægede Ø, karakteristisk for den er dens Mangel paa Karakter". Det er noget Sludder; har Forf. f. Eks. aldrig set Amager? Jeg kan nævne tredive andre, der er endnu værre. Et andet Sted i samme Værk siges der da ogsaa: „Kysten mellem Grønsund og Korselitze hører til Danmarks skønneste Egne", et tredje læser man: „Sundene om Falster er rene Idyller", et fjerde: „Ved Pomlenakke kulminerer Kystens Skønhed, hvor vældige, bratte Klitter konkurrerer med dem paa Møen" o.s.v. — Dette er Følgen af at lade forskellige Forfattere snakke i Munden paa hinanden i samme Værk om et Emne, som ingen af dem kender helt.

Falsters Landskab er slet ikke til at kimse af. Straks følte jeg det som noget af en Befrielse at komme fra det som oftest stærkt indelukkede Lolland over til disse aabne Marker, paa hvis Højder man kan aande frit og hvorfra man ofte ser viden om.

Men jeg havde ikke regnet meget fejl ved ialfald at anslaa Sydfalster til landskabeligt set at være mager Kost. Udsigten fra Landevejen over Grønsund liver dog op i Billedet, og især fra den gamle Stubmølle paa den 26 m høje Bakke ved Stovby faar jeg en fin Udsigt over Sundet baade mod Nord og Syd, i den sidste Retning helt ned over Østersøen, som ligger hvidt skinnende i Solen bag Sundets mørkblaa Strøm. Herfra falder Landet langsomt sydover, de enkelte Bakker bliver stadig mindre og Landskabet kedeligere.

Det er først ved Synet af Gedesby, at jeg atter oplever noget nævneværdigt. Den er utvivlsomt en af disse Øers smukkeste, gamle Landsbyer, især i den nordlige Del, hvor den udelukkende bestaar af dejlige Bindingsværksboliger, hvidkalkede med sorte Stolper og Straatage; og foran de maleriske Huse findes næsten altid en herlig lille Blomsterhave, hvor Efteraarets Flora netop er begyndt at vise sig i al sin rige Farvepragt.

Gedesby finder man i alle Værker nævnt som Danmarks sydligste By; men det passer ikke længere. Efter at Gedser By er opstaaet med sine grimme Huse og Villaer og med en rædselsvækkende Kirke, maa den nøjes med at være Nummer to.

Dens Ry for at huse vendisk-prægede Beboere viste sig at være ganske misvisende; saa godt som alle dens Indbyggere er af Ydre Gennemsnits-Øboer, og blandt Resten findes endda usædvanlig mange af udpræget nordisk Race. En af de smukkeste Repræsentanter for disse fandt jeg i den 72-aarige tidligere Arbejdsmand Rasmus Hansen Stoffer, en lang Karl med en storartet Rejsning og et prægtigt, næsten fuldkommen racerent Hoved, hvor kun Nakken og den lidt hængende Næse maaske kunde tyde paa dinarisk Indblanding.

Hans gamle Morbror, den 90-aarige Gubbe, Niels Rasmussen, ogsaa forhenværende Arbejdsmand, men nu boende i Alderdomshjemmet i Byen, er ogsaa en fortrinlig nordisk Type. Han ser ud, som om han kun er midt i Tres’erne, men desværre er han stokdøv („tykhør", sagde Stoffer om ham), saa det var umuligt at snakke med ham, hvad Søstersønnen ivrigt havde paalagt mig, da den gamle oplevede den frygtelige Stormflod her i Byen den 13—14. November 1872 og kan berette vidt og bredt om den.

Men det kunde Stoffer forøvrigt selv. Thi ganske vist var han knap en halv Snes Aar gammel, da Ulykken indtraf, men den har med mange Enkeltheder brændt sig saa dybt ind i hans Drengesind, at han aldrig har glemt den. Han husker, hvordan Folk drev bort paa Husenes Tage, og ikke mindre end 23 af Gedesbys Indbyggere omkom, Mænd, Kvinder og Børn imellem hinanden. En af de druknede blev aldrig fundet, og Stoffer siger at Kisten, som skulde have rummet Liget, endnu henstaar paa Kirkens Loft! —- I en lille Smedje boede to gamle Ægtefolk med en voksen Søn; da denne vilde redde sig over til den nærliggende Skolebygning, blev han undervejs gennem det fraadende Braad ramt af en løsreven Port, som Søen førte med sig, og dræbt for de Gamles Øjne. En anden Familje kom sejlende paa Straataget af deres Hus, da deres smaa Børn pludselig blev skyllet væk og druknede, mens Forældrene saa til uden at kunne hjælpe dem. Hele den lavere liggende Bydel forsvandt fuldstændigt, og kun faa Huse i den øvrige Del undgik helt Ødelæggelsen, blot ét enkelt blev fuldstændig uberørt af Bølgerne.

Floden indtraf om Morgenen den 13. ved Femtiden, og det varede to Døgn, inden Vandet atter var helt forsvundet. Under Stormen kom et Skib drivende vesterfra, passerede ganske tæt forbi Byens Huse og gik tværs over hele Landet, til det strandede paa de lave Højder ved Bøtøgaard paa Østsiden, hvor det stod fast. Det var ladet med Kalk, og det kom som en Gave fra Himlen — paa den Maade fik Beboerne gratis Kalk til Byens Genopførelse.

Jeg var inde i det føromtalte Hus, som helt var bleven sparet af Bølgerne, og som nu tilhører Tækkemand Jens Jensen. Han og hans Kone var saa interesserede i Stedets Historie, at de pillede Tapetet af en Ydervæg i Dagligstuen for at vise mig en Tavle, som blev sat til Minde om Begivenheden. Den er af Marmor og bærer følgende Bibelsprog under et lille Kors: „Om Herren vil lindre, da bi efter ham, thi han skal vistnok komme og ikke blive tilbage." Under disse fuldkommen ubegribelige Ord staar der følgende: „Vandet berørte ikke denne Grund den 13. November 1872. H. L. — M. M. — K.L."

Lolland. Stuehuset i Egholm-Gaarden.

Lolland. Hardenberg Slotspark. En mægtig Ask i Forgrunden.

Falster. Den sidste af „Bondekirkerne“ i Vaalse Vesterskov.

Falster. Torkilstrup Præstegaard, hvor Ingemann fødtes. Facade mod Haven,

Falster. Aaben Mose i Vestsiden af Horreby Lyng.

Falster. Gaardspladsen i Bøtøgaard, set gennem Indkørselsporten. Gaarden er nu nedbrændt.

Falster. Den halvfemsaarige fhv. Arbejdsmand Niels Rasmussen i Gedesby Alderdomshjem.

Falster. Den unge Pige fra Lolland-Falster.

Vi blev enige om, at Tavlen for Fremtiden bør spares for Tapetsering.

Den gamle Stoffer fortæller, mens jeg sidder og tegner ham, om en ny Stormflod, som indtraf allerede 1874 (?); den var af ringere Styrke, og ingen Mennesker omkom. Men det var dog lige ved det! Han reddede et Par Børn ved en Gaard fra den visse Død, og selv var han efter dette ved at blive dræbt af en „Vandsnegl“, som havde revet sig løs og af Bølgerne førtes lige imod ham op mod en Mur. Kun ved at dykke under Vandet slap han for at blive knust. Rundt om ham flød druknede Faar, Køer og Heste ...

Den Gamle beretter ikke gærne om alt dette, hans Udtryk under Fortællingen er bestandig alvorligt, næsten „with a snarl upon his face“.

— Jeg glemte at fortælle, at jeg under mine bestandige forgæves Forsøg paa at finde „vendiske" Typer hernede af indfødt, gammel Slægt, endelig mente at have naaet et fint Resultat, da jeg i det føromtalte Hus med Marmortavlen saa Tækkemandens Kone. Hun var af et ganske overraskende fremmedartet Ydre med et kraftigt, bredt Ansigt, svær Næse og brede, røde Læber, sort Haar, som var meget tykt og faldt glat som en Indianers ned over Ørerne. Øjnene, der var sorte som Kul, sad en Smule paa skraa. — Men min Glæde blev kortvarig; jeg erfarede, at hun er en Polakkvinde, der som ganske ung er indvandret hertil for over tyve Aar siden! Senere havde jeg et Par lignende Oplevelser paa Øen.

For øvrigt har Gedesbys Indbyggere fra gammel Tid gennem forskellige Sagn ikke alene Ry for deres tapre Modstand mod Venderne, men ogsaa for gennem deres senere Blanding med dem at have arvet en Del af deres mindre heldige Egenskaber. Mændene drog i gamle Dage paa „strøf", smaa Sørøverfærder til Lolland og andre Steder, hvor de stjal Faar og andet Kræ, og de havde som Regel dertil indrettede Fartøjer liggende parat ved Stranden til passende Lejligheder. Konerne havde Ord for at gaa i Flok ud paa „Fanget", den sydlige Del af Bøtø, som anvendtes til Fællesgræsning, og her malke de fremmede Byfolks Kreaturer. Der holdtes af den Grund en ridende Vogter derude, men han var gammel og ikke hurtig nok for de rapfodede Gedesbykoner, som altid bragte sig i Salveten, inden han naaede dem. Desuden spredte de sig over Terrænet, saa naar nogen flyede for ham ved den ene Ende af Fanget, malkede Resten ved den anden. —

Men alt dette, som hvis det er sandt utvivlsomt har været en Følge af stor Fattigdom, er ialfald meget længe siden. Kom ikke nu og rend disse Historier i Næsen paa de brave Gedesbyfolk.

— Falsters og hele Danmarks allersydligste Spids ud i Østersøen er ikke morsom. Den kan minde om Folketingsmandens berømte Sprogblomst: „Den ærede Modparts Forslag er et dødfødt Barn, der løber ud i Sandet!" — Jeg skal afholde mig fra enhver Beskrivelse af dette Sted. Men jeg kan ikke lade være med at tænke paa de Gange, da jeg kommende sydfra hertil fra Udlændigheden har spejdet efter denne lave Kyst for at fange det første Glimt af Danmark, og paa den Følelse, da man fra Færgens Dæk satte Foden paa den hjemlige Grund.

Østsiden af Landskabet paa den smalle Del mellem Gedser og Veggerløse har i Tidens Løb gennemgaaet store Forandringer. Det bestod forhen af en smal Landstrimmel Bøtø, som østligst skilte det over 2 Mil lange Bøtø Nor fra Havet, der dog stod i Forbindelse med Noret i Syd og Nord, saaledes at Bøtø sammen

med et Par mindre, sammenhængende Dele, Langø og Bøtø Fang, dannede en virkelig Ø. Noret er ved gentagne Arbejder gennem næsten hele det 19. Aarhun-drede langsomt bleven fuldstændig udtørret, og Bøtø er forlængst sammenhængende med det øvrige Falster. Ogsaa disse lave Egne — Norets Overflade laa forhen ca. 2 m under Havets — led meget under Stormfloden 1872, da 26 Mennesker omkom og Gaarde og Huse ødelagdes i Mængde.

Bøtø laa hen som Alminding, til den under Christian II blev befolket med indkaldte Hollændere. Arild Huitfeld beretter, at i Aaret 1515 lod Kongen efter Forhandlinger med „Waterlandene udi Holland" indkalde Folk derfra, som han anbragte paa Amager og Sprogø; men de sidste flyttedes snart til Bøtø i et Antal af 13 Stykker, der siden levede her som Fæstebønder. I 1575 hører vi Navnene paa nogle af dem: Jacob Cornelissøn, Didrik Koel, Jep, Tønnis og Peter Reersøn, Niels og Hans Friis, Hermand Oldebrandsøn, Adrian og Tønnis Hansøn — Navne, som har god hollandsk og frisisk Klang. I 1610 omtales Didrik Morten-søn, Cornelius og Johan Lambertsen, Hans Adriansen, Cornelius Friis, Hubert Volgersen og Hubert Tønnesen. — Dronning Sofie Amalie jog Hollænderne væk herfra og satte i Stedet to Koforpagtere herover med 160 Høveder. Efter hendes Død indkaldtes de atter, men der meldte sig nu kun 5 af dem: Peder og Thyge Hollænder, Jan Allertsen med sin Søn og Claus Adriansen. I 1686 findes her atter 10 hollandske Familier — de er sejge! Men de klarer sig elendigt herude, og paa Øen, „hvis Herlighed bestaar alene udi Græsgang og Høbund", hører man kun om idel Jammer. Man sagde inde paa Falster, at de fattige Bøtø Mænd gik tilsengs med denne Aftenbøn: „Vorherre, giv os godt Vrag i Nat!" Meget rimeligt — hvem andre end Himlen skal en Hollænder gaa til her i Landet, naar Slægten efter 300 Aars Forløb ikke er kommen videre end til at tigge!

Efterhaanden er denne Kolonis Beboere bleven mere og mere blandet med Falstringerne, og modsætningsvis til paa Amager endelig udslettet. Vel næppe nok et Navn er tilbage.

Ved Sydenden af Noret ligger helt ude ved det vældige Havdige den gamle Bøtø Caard, som tidligere hørte under Orupgaard og er opført omkring Midten af forrige Aarhundrede af dennes daværende Ejer, Gehejmekonferensraad Tes-dorph. Den ejes nu af Ritmester, Grev E. Ahlefeldt-Laurvig, der hovedsagelig anvender den til Sommerbolig. Greven boede her i Øjeblikket alene, kun sammen med en Datter og nogle faa Tjenestefolk. Han viste mig rundt overalt i denne eventyrlige Bygning, om hvilken jeg saa godt som intet vidste forud. Den er kæmpemæssig, udvendigt fuldkomment mindende om de store Frisergaarde ved den tønderske Marsk, og den har med Hensyn til Vejr og Vind døjet omtrent de samme Kaar som disse. Bag det milelange, grønne Havdige, mod hvilket den blaa Østersø idag gaar med blide, lange Bølger, løfter den sine mægtige Straa-tage, i Form og Farve omtrent som Klipper i en Skærgaard, rejsende deres Ryg i Trods mod Elementerne. Disse uhyre Tage, som naar ned til kun 2 Alen over Jorden, indeslutter en Gaardsplads som er meget anselig, men som mellem dem dog kun synes lille og ringe. Facaden ud mod Havet, hvor det store Dige skærmer for en dejlig Blomsterhave, har paa Taget en Række svære Kviste, og dette Sted er maaske det mest ejendommelige og maleriske ved hele den smukke Bygning. Haven har et lille indgærdet Midterparti med Murstensbrolægning, og mellem de

nydelige Blomsterbede ligger 75 gamle Haandkværnsten, snoende sig i Rækker ad Gangene. Indgangen til Haven har en pragtfuld Smedejærnsport, som Grevinden har ført hjem fra Tyrol.

Det mest forbavsende ved dette Sted, der er ensomt og stille som et Torneroseslot, er dog maaske Bygningernes Indre. Det er overraskende at se, hvilken Plads disse brede Længer rummer under og i de svære Tage — atter ligesom i de gamle Frisergaarde. Og Greven har gjort dette Indre beboeligt ved at omdanne det og forøge Værelsernes Antal, men altsammen saa nænsomt, at ingen vil tro andet end at alt herinde er lige saa gammelt som det ydre, kun med Undtagelse af enkelte moderne Møbler og Bekvemmeligheder. Det er et af de smukkeste Hjem, jeg har set paa mine Rejser i Landet.

— Og nu, da jeg sidder og skriver om dette, som om det endnu fandtes, er det altsammen forsvundet! — Kort Tid efter mit Besøg brændte hele den prægtige Gaard ned til Grunden, Ilden hærgede den fra Kvist til Kælder. Der var dog altsaa ét Element, som disse hærdede Længer ikke kunde trodse! Det er et fuldkommen uopretteligt Tab. Og et besynderligt Uheld vil, at det ikke en Gang er mig muligt ved Hjælp af Billeder at give en Forestilling om denne forsvundne Gaards Skønhed. Kun et eneste Fotografi fik jeg, som viser lidt af Gaardspladsen set gennem den brede Indkørselsport. Et Billede, som jeg tog af den smukke Fagade, mislykkedes.

— Det var herligt at sidde herinde i de gamle Stuer og se ud over det vældige, græsklædte Dige og det blaa, uendelige Hav, hvis Bølger skumklædte rullede for den milde Østenbrise ind over Strandens Sand — denne dejlige Lyd, som naaede helt herind gennem Kvistens Vinduer, der som Koøjer vendte ud mod Havet. Et romantisk, yndigt Sted, som nu er forsvundet for stedse. For mig blev dette Besøg et uforglemmeligt Minde.

Ogsaa Stranden Nord for Bøtøgaard er desværre vist ved at rykke sin Undergang nær, idet der omkring Bøtø By, som er bleven opdaget af Badegæster, er opført i det mindste 300 Sommerhuse paa Rad, sammen med et Badehotel i en rædselsfuld „Stil“ — heldigvis ikke paa selve Diget, hvor det er forbudt at bygge, men indenfor det, hvor Husene ligger saa tæt som Fluer paa et Stykke Sukker. Det vil være en Opgave for Naturfredningsforeningerne at værne den sidste Rest af denne Kyst.

Det brede Nordfalsters Midte rummer i det mindste to Seværdigheder, som jeg skal nævne. Den ene er Horreby Lyng, den gamle typiske Lavmose, som nu for største Delen er tilgroet med Buske og Træer, men som stedvis har Præg af oprindelig vild Natur. Enkelte Steder findes endnu mindre, vandfyldte Strækninger, saaledes et meget smukt Parti ved Mosens sydvestlige Side, hvor jeg maatte bevæge mig springende fra den ene gyngende Tue til den anden for at naa Bredden og tage et Billede af Stedet, og hvor jeg da ogsaa endte med at plumpe i Hængesæk til op over Maven. — Det er et overordentlig malerisk Sted, og dets Omgivelser har en Bevoksning af Birke og mange Pilearter. Det minder i høj Grad om visse Mosestrækninger fra midtjydske Hedeegne. Men med Hensyn til dets Flora falder det mere sammen med Holmegaards Mose paa Sjælland. Her findes almindelig Lyng og Rosmarinlyng, Tormentil og Bølget

Bunke foruden en Mængde udprægede Moseplanter, som ellers er sjældne paa Lolland-Falster. Det er desuden det eneste Sted paa disse Øer, naar undtages en lille Mose ved Vigsnæs paa Lolland, hvor der forekommer Tyttebær. Det vilde være et fortrinligt Terræn for Urfugle at leve i, og det burde vistnok forsøges at sætte nogle Par herud.

— En Seværdighed af helt anden Art er den store Folkevold kaldet Vendervolden, som strækker sig gennem Hannenav Skov mellem Byerne Virket og Taaderup. Det er sandsynligt at det var her, Falstringerne tog mod det Angreb af Venderne i 1158, hvorom Saxo beretter. I hans Latin mener man at genkende Navnet paa Byen Virket; men det er ikke udelukket, at Byen har faaet Navn efter Forsvarsværket. En Mindesten er for faa Aar siden rejst mellem de to Byer ved Vejen gennem Skoven, hvortil Voldens vestlige Ende menes at have naaet. Stenen bærer foruden et primitivt, indhugget Kort over Volden følgende Indskrift: „Falsters Virke. 1158 udstod Falstringerne Vendernes Belejring bag Volde og Grave, der strakte sig til Banken ved Virket over dette Sted.“

Det var mig imidlertid ikke muligt med denne Sten som Udgangspunkt at finde mindste Spor af Volden. Først da jeg Øst for Skoven kom til en Gaard, som tilhører en Mand ved Navn Rasmus Madsen, fik jeg Besked. Han fulgte mig ind i Granholtet lige ved Gaarden, hvor Volden paa en Strækning af ca. 100 m endnu er ganske tydelig. Volden har i en Bue gaaet gennem Skoven og videre hen imod Virket By. Paa det Sted, hvor Volden endnu bedst kan ses, har Nationalmusæet for ikke længe siden gravet et Snit paa tværs gennem den. Det viser sig, at den har bestaaet af 3 Diger bag hinanden, alle med Grave udenfor deres Sydside. Digerne er hver for sig ca. 6 m brede og 2 m høje og med omtrent lige saa brede, 1 m dybe Grave. Det hele er naturligvis i Tidernes Løb blevet stærkt udjævnet, og det maa oprindelig have været et anseligt Forsvarsværk. Pletvis kan man ogsaa andre Steder i Skoven endnu finde utydelige Spor, som viser Anlægets Retning. — Mærkeligst af alt er det at iagttage det Sted, hvor Volden har fortsat paa den nu dyrkede, aabne Mark Øst for Skoven, hvor der er Pløjejorder, og hvor Reliefet af Diger og Grave efterhaanden er fuldstændig udslettet. Men jeg fandt paa Marken, som nylig var harvet, en iøjnefaldende Farveforskel i Grunden, idet Stedet, hvor Volden har været, viser tre lysere, gullige Striber, mens Stedet for Gravene ved Siden af dem ligesom Omgivelserne er mørkere og mere blaagraa. Disse Striber ender nøjagtigt ved Skovbrynet, indenfor hvilket Anlægget fortsættes. Det er Sporene af det opkastede Grus og Sand fra Overfladen, som endnu otte Hundrede Aar efter at Værnet er opkastet viser dets Plads, skønt Plov og Harve i mange Menneskealdre har gaaet deres Gang hen over det!

Digevolden har efter alt at dømme haft en Udstrækning paa henimod et Par Kilometers Længde, et vældigt Anlæg, som endnu vidner om, at Falstringerne ikke uden rasende Modstand overgav sig til Venderne!

Det er utvivlsomt, at Navnet Hannenav ligesom det ved Østkysten liggende Korselitze og Pomlenakke skylder vendisk Sprog deres Oprindelse.

— Langt nærmere ved Kysten ligger Øst for Horbelev endnu et Fortidsminde, Resterne af det gamle Bønned Slot, i Tidernes Løb forvansket til det meningsløse „Bøndernes Slot“. Det nævnes allerede 1364, og dets mest bekendte Ejer var Rigsraaden Oluf Holgersen Ulfstand (d. 1529). Senere kom det i

Gyldenstjernernes Besiddelse, og derfra til Kongerne, der anvendte det som Jagtslot, og endelig omdannedes det til et Len. 1700 nedbrændte Gaarden, og kun enkelte Ruinrester er tilbage paa det store Voldsted, som er ca. 250 m i Omkreds og tidligere har været omgivet af en bred Grav. Ruinen ligger i Gaard-ejer Markus Stranges Have i Landsbyen Bønned, nu indrammet af lave, flade Enge. En Mængde svære Sten, som i 3 Rækker har omgivet Voldstedets Fod, er næsten alle bortført af Ejeren, som fortæller at han sælger af dem for ca. halvtredje Hundrede Kroner om Aaret. Op ad Ydermurens Rester findes Levninger af et stort, halvrundt Kampestenstaarn, ca. 2 m høje og indvendig omtrent 3 m i Diameter. Oppe paa Voldstedet ses sparsomme Rester af Munkesten, og det hele er stærkt tilgroet med Træer, Krat og Ukrudt. For en halv Snes Aar siden besøgtes Stedet af nogle Arkæologer, og senere har Medlemmer af Historisk Samfund undersøgt Ruinen. Men den henligger stadig ufredet, Aar for Aar forsvinder Stenene og Træerne gror hen over den.

Stor Glæde har man i disse Egne ved Synet af de mange smukke Bønderboliger af Bindingsværk. I det hele taget gælder det, at jeg faa Steder i Landet har set saa mange saadanne som paa Falster. Den ganske lille Melse Landsby er i den Henseende et rent Fund, og særlig én prægtig Gaard lagde jeg Mærke til her, én af de allerbedste, jeg har set. Dens Ejer hedder morsomt nok Ole Gaard!

Nordfalsters Kyst fra Korselitze til Grønsunds snævreste Sted er meget smuk, og den danner næsten overalt, bl.a. ved sine Klinter og sit sammenhængende Skovbælte, en mærkelig Modsætning til Sydøstkystens lave, digeklædte Strækninger. I over to Mils Længde gaar det smalle Skovbælte fra Tromsnæs ved Korselitze til Syd for Næsgaard.

Som Introduktion til denne Natur er den berømte Herregaard Korselitze med sine mægtige Alléer af Linde og Elme og med Parkens store Egegrupper, af hvilke enkelte er fredede paa Grund af deres Alder og Pragt, aldeles herlig, paa Højde med de smukkeste paa Lolland. Gaarden, som første Gang nævnes allerede i Valdemar II’s Jordebog, tilhørte en Laurids Falster og dennes Efterkommere lige fra 1421 til 1600. Siden skiftede den hyppigt Ejere, indtil Generalmajor Classen købte den i 1768, udvidede dens Jordegods og opførte den ret lille, men ganske smukke Hovedbygning, anlagde de store Alléer og udsmykkede Haven paa forskellig Vis. Han var berygtet som en Plageaand for sine Hovbønder, men betænkte dem paa forskellig Maade i sit Testamente og oprettede det bekendte Classenske Fideicommis, og kunde saaledes med rejst Pande skride over Tærsklen til det hinsidige. Som et Minde om ham ligger endnu ude ved Kysten „Generalens Lysthus" for Enden af den lange Skovvej paa et Sted, som i ikke ringe Grad minder om Marselisborgs Kyst ved Aarhus. Det er nu indrettet til Traktørsted, men paa Hverdage kan man endnu herude finde den Ensomhed og Stilhed, som den for længst afdøde Generalmajor ofte søgte herude.

Disse Østfalsterske Skoves Indre er for det meste ret ensformigt, for saa vidt som de næsten udelukkende bestaar af Bøg, og deres Bund derfor er overordentlig fattig paa Vækster, hvorved de danner en Modsætning til de mere artrige Skove paa Øens Nordvestside. Bedst er her helt ude ved Kysten, hvor der fra „Tromsnæs" gennem „Mellemskoven" til „Østerskoven" flere Steder

findes smukke Lerklinter ud mod Havstokken. Ved Pomlenakke og Hestehoved naar disse Klinter indtil 16 m.s Højde og virker nede fra Stranden ret anselige. Men naar en Forfatter i Daniel Bruuns „Danmark" omtaler dem som Konkurrenter til Møns Klint, som med sine straalende Kridsformationer naar indtil 143 Meters Højde, saa er han enten let forvirret eller ogsaa Falstringer — Lokalpatriotisme kan jo undertiden give sig de mærkeligste Udslag. Lige saa besynderligt virker det, naar der hævdes, at Stranden langs Østerskoven er den smukkeste i Danmark.

Ved selve Pomlenakke og et Stykke Nord for denne er de kønneste Strækninger, hvor nedenfor Klinterne i det hvide Strandsand og i Vandet findes store, nedrullede Kampesten, og hvor Skovens Kroner hælder ud over Klintens øverste Kam. — Men mærkeligst ved selve Skoven er de mange Kløfter, gamle Smeltevandsrender, som skærer sig dybt ned i Grunden og gaar vinkelret paa Kysten, endnu stedvis med smaa Bæklejer paa deres Bund og bøgebevokset overalt paa deres Sider. Den smukkeste findes nær Traktørstedet ved Pomlenakke. — Ogsaa ved disse Kløfter minder Stedet i ikke ringe Grad om Marselisborg-Skovene ved Aarhus.

— Det lille Hesnæs Fiskerleje har nogle sjove Huse med Halmfletninger uden paa Gavl og Vægge helt fra Tag til Sokkel, stribede af vandrette, hvidmalede Trærafter med ca. 75 cm’s Mellemrum. Husene er smukke og velholdte, og det hele gør et overmaade hyggeligt Indtryk — og usædvanlig ordentligt. Jeg ved ikke, om Fiskere og Kystboere i Almindelighed virkelig har mere Sans for Orden og Pyntelighed end Indlandets Bønder; men det ser ialfald næsten altid saa-dan ud.

Paa en aaben Plads af ca. 200 Tdr. Lands Størrelse nær ved Lodshusene Nord for Hestehoved Pynt ligger et gammelt Skanseanlæg, som kaldes „Batterierne". Fra deres Top ser man langs Grønsunds Kyst, og tværs over Vandet hele Møns Sydside og de høje Bakker indenfor Møns Klint — en aldeles nydelig Udsigt, den bedste langs hele Kysten.

— Mellem Næsgaard og Østerskovens nordlige Del kommer jeg ad en Bivej gennem noget for disse Egne saa usædvanligt som et stærkt kuperet Terræn. Det virker fuldstændig usandsynligt her — bakket og kløftet, med Agre, Enge med rødt Kvæg, Smaalunde, høje Trægrupper, og fra Højderne Udsigter over det smalle Grønsund til den smukke Fanefjord Kirke paa Møn. Et idealt, dansk Fjordlandskab med sine milde og fine Farver.

Helt ude ved Grønsunds smalleste Sted, paa den nøgne Kyst et lille Stykke Vest for det nuværende Færgested fandt jeg den Plet, hvor det gamle Overfartssted til Møn har været. Det er ved Borreknold, et øde Voldsted, som i langagtig Form strækker sig fra Stranden ind i Landet og kun alleryderst er bevokset med enkelte forblæste Tjørne, der luder lidt ud over nogle gamle Hjulspor, som fører forbi langs Stranden. Her mellem Volden og Havstokken, paastaar Beboerne af de nære Lodshuse, laa det gamle Færgehus — det Sted, hvor Marie Grubbe levede sin sidste sørgelige Tid som Færgemandens Kone, da næsten ethvert menneskeligt Præg havde forladt hende, og hvor Ludvig Holberg fortæller om sit Møde med hende.

Hvor besynderligt at staa paa dette Sted! Naar jeg mindes Blichers „En Landsbydegns Dagbog", der med sin sørgmodige Menneskeskildring og sin helt

ægte Tone fra Tiden altid har forekommet mig at rage højt op over J. P. Jacobsens „Marie Grubbe" med dens anstrængte, kunstlede Stil, da synes dette Sted at rumme et Overmaal af Vemod. Den lave Strand, de vindhærgede Tjørne paa det sammensunkne Voldsted, den øde Havarm ud mod Møns nøgne Kyst — hvilket Billede at have for Øje Dag ud og Dag ind, naar man som hun havde levet Livet paa dets Tinder! — Her i „Borrehuset", som forlængst er forsvundet, døde hun ensom i Aaret 1718, efter at hendes fordrukne Mand seks Aar i Forvejen var bleven „slaaet i Jærn“ paa Bremerholm for Drab.

Holberg, som vidste hvem hun var og talte med hende her, forsikrede hun om sin Tilfredshed med den Skæbne, som havde ramt hende. Er det fordi der til det sidste endnu har været et Gran af Adelsdamens Stolthed i hende.....

Det var her i de nære Lodshuse, at jeg havde mit andet Møde med „den vendiske Type" paa Falster. Jeg var henne ved et af Smaahusene for at spørge om Vej, da en ung, pragtfuld Kvinde kom ud i Gaarden. Hun var sorthaaret og med Øjne som Kul, en gyldenbrun Hud, regelmæssige Ansigtstræk og en fuldendt skøn Profil. Gennem hendes Mand, en ung Lods, blev det en let Sag at faa Lov til at tegne hende, og jeg glædede mig til endelig at faa et fremmedartet Ansigt paa en ægte Falstringer, hvilket jeg betroede dem.

„Falstringer!" raabte Manden. „Hun er skam oppe fra Smaaland!"

Saa gav jeg op. Og jeg mindedes Polakkvinden i Gedesby.....

Egnen indenfor denne Kyststrækning har rummet et Par berømte Moser, Sortenshave og Liselund Mose, der nu ligesom mange andre er udtørrede og næsten helt tilgroede. Smukkest er der ved Sortenshave, hvor der ved Tørvegravning i Krigsaarene er opstaaet et nyt, stort Mosevand. Paa den gamle Moses Grund vokser spredte Træer og Buske, og Kvæg og Faar græsser nu paa de Steder, hvor forhen den vandfyldte Mose bredte sig.

— Hvor er her rigt og frodigt alle Vegne! Hele dette nordfalsterske Indland synes at være et Arkadien for Bønder, stærkt kultiveret overalt, men trods det med en Mængde idylliske Steder, hvad der hjælper noget paa Mangelen af virkelig Natur.

Å propos om Idyller: Jeg har sjældent set noget mere fuldkomment i sin Art end den gamle Torkilstrup Præstegaard, B. S. Ingemanns Fødested. Hvorfra man end ser denne Bygning, som helt er omgivet af en dejlig Have med Fiskedamme, er den lige pragtfuld.

I Stuehusets Nordside ud mod Haven viser man det Vindue, indenfor hvilket Digteren kom til Verden, han som Grundtvig kaldte det „kvindelige Supplement i den danske Poesis Verden" —- naturligvis uden fjærneste Malice. — Et kæmpemæssigt Valnøddetræ staar lige ved Facaden og løfter sin Krone højt over Bygningens Tag. Den store Gaard er opført 1763 efter en Brand 3 Aar i Forvejen.

Det er mærkeligt at se, hvordan man i hine Tider byggede for Præster; men man har jo ikke kunnet forudse Standens Forfald, og ikke hvordan den vilde være stillet halvandet Hundrede Aar senere. Naar et Par unge, energiske og dygtige Præstefolk, saaledes som Tilfældet er her paa Stedet, nutildags maa rykke ind i et Hjem, der med sin Mængde af Værelser saa store som Sale synes at være indrettet til en velhavende Herremands Bolig, saa undres man over, at noget

saa storstilet kan holdes vedlige for den Gage, som Præster nutildags oppebærer. Og dog er det her gjort paa den smukkeste Maade, baade ude og inde. Det maa kræve ikke ringe Ofre og være grundet paa en usædvanlig Forstaaelse af Stedets Skønhed.

I det nordvestfalsterske Landskab fandt jeg mere Storladenhed og Afveksling end noget andet Sted paa Øen. Takket være Forfatterinden Frk. Helene Strange, som er af gammel Falstringerslægt og bor i Nørre Alslev, naaede jeg hurtigt omkring til de bemærkelsesværdige Steder i denne Egn, og ved hendes Hjælp lykkedes det ogsaa at finde et Par udmærkede Typer fra Øen.

Nørre Alslev, vistnok Nordfalsters største Landsby, har en smuk Kirke fra 13. Aarhundrede, hvor man i 1895 i Alternichen fandt nogle usædvanlig interessante Kalkmalerier, hvis Datering (1300 el. 1301) viser, at de maa stamme fra Kirkens første Tid og altsaa er de ældst daterede Kalkmalerier i Landet. Desværre er de af dem, som er gennemrestaurerede, behandlet paa ganske talentløs Maade og mangler ethvert Præg af den oprindelige Friskhed. Heldigvis er en stor Del blot renset for Kalklaget, som har dækket dem, og viser sig i deres oprindelige Skikkelse med den friske Penselføring. Et særlig mærkeligt Motiv, som er morsomt behandlet, er det saakaldte „Døden fra Liibeck“, der utvivlsomt er laant fra Mariakirken i Ltibeck. Det viser Døden, som slæber afsted med fire forskellige Personer, en Konge, en Bisp, en Borger og en sølle Bonde, alle fremstillet med stor Humor — dog især Døden, som med groteske Krumspring valser afsted med sine Ofre. Trods Motivet virker det hele ovenud komisk. Uhyggelig er kun den underlig sure, blaahvide Farve paa Dødens Krop som Modsætning til de fire andre. Men det hele skal nok have gjort et rystende Indtryk paa Middelalderens naive Sjæle.

Kirkens gamle Dør havde en sagnagtig Berømmelse, idet der hos Thiele (1818 —23) fortælles, at en Jomfru fra Falster, som var blind og blev helbredet ved en hellig Kilde paa Øen, til Tak byggede Kirken, men at Pengene slap op, saa der ikke blev nok til Indgangsdøren. Da drev en Dag en jærnbeslagen Dør op paa Stranden. Den havde hørt til Noahs Ark og havde siden hine Dage flydt omkring paa Havet! Og den passede saa nøjagtigt i Kirkemuren, som om den var bestilt hertil. „Og den ses endnu paa Stedet", siger Sagnet. Desværre er dette forkert, Døren er to Gange bleven fornyet siden Thieles Dage, og Noahs Kahytsdør er forsvunden. — Jeg gaar ud fra, at det har været Messedøren, da Kameler og Mammuther ikke har kunnet passere en Døraabning, som den har passet til.

Falster. Gartner Ibsen, Nørre Alslev. Fremmedartet, mørk Type.

Falster. Frk. Caroline Hansen, Nørre Alslev. Meget mørk, fremmedartet Type.

Falster. Vej gennem Gedesby med Bindingsværkshuse.

Falster. Borreknold, hvor Færgestedet Iaa, i hvilket Marie Grubbe endte sine Dage.

Frk. Strange har paa sin Væg et stort, gammelt Fotografi, forestillende hendes Far og 8—9 andre Gaardmænd fra Byen, en prægtig Samling af djærve Folk, stoute og gode danske Bønder af stærkt udpræget nordisk Race -— desværre alle sammen forlængst døde. Men en pragtfuld Type af omtrent samme Art som disse traf jeg i den gamle Bonde Rasmus Bruun, som Frk. Strange førte mig hen til. Jeg har sjældent mødt en saadan Værdighed, næsten af klerikalt Præg, men blandet med et Udtryk af saa megen Humor. Det permanente, godlidende Smil paa dette velnærede, joviale Ansigt virkede som en Incarnation af hele det fede Falster. Den gamle har ejet en større Gaard men lever nu ganske ensom i et nyt Hus, han har bygget. Han er et af de mest tilfredse Mennesker, jeg har mødt, tilfreds med Verden og sig selv og alting. Naturligvis hører dette at gaa i Kirke hver Søndag til hans Yndlingsadspredelser. Men iøvrigt gaar han bestandigt paa Besøg i Nabolaget hos sine mange Venner, som han sætter Liv i med sit straa-lende Humør. -— Jeg spørger, om han ikke skal til Nykøbing til det store Oxford-Møde, som netop forberedes. Men han slaar afværgende ud med Haanden: „Jeg bryder mig ikke en Døjt om disse nymodens Ideer og Opfindelser. Nu er det gaaet mig saa storartet paa den gammeldags Manér i over halvfjerds Aar, og jeg bryder mig ikke om at skifte." —

Rasmus Bruun holder jeg af at mindes, ikke blot for hans egen muntre Fremtonings Skyld, men fordi han paa mange Maader forekommer mig at være en god Type paa den rolige, solide danske Bonde, med den samme brede Elskværdighed og den samme Tryghed, som findes hos det store Flertal af denne Befolkning, parret med en usædvanlig Sikkerhed, der bunder i Overbevisningen om, at „her er vi alle sammen lige gode!"

Det paastaas, at Guldborg Sund er som et dybt Svælg mellem Falstringen og Lolliken, og at det danner Grænse mellem to helt forskellige Folkekarakterer. Det er en fuldkommen urimelig Paastand; selv om det er bekendt, at de to Øers Beboere undertiden ser lidt skævt til hinanden, kan de ikke rende fra Broderskabet. Der er derimod en iøjnefaldende Forskel paa Falstringeren og Sydsjællænderen, af hvilke den sidste sammenlignelsesvis er utilgængelig og træg. Prøv blot en Gang efter et langt Ophold i Sydsjælland at komme til Falster! Saavel i racemæssig Henseende som i Karakter ligner Lolland-Falsters Indbyggere hinanden. Der er efter min Mening kun én Forskel, til Gengæld ret iørefaldende: Falstringernes Sprog er om muligt værre end Lollikens. Jeg havde hidtil troet, at det djurslandske Maal fra min Barndomsegn var Landets værste Bondedialekt; men hvor henrykt blev jeg ikke ved at konstatere, at den slet ikke kan hamle op med den falsterske! Dette Sprog er endnu mere langtrukkent og slæbende end det lollandske, Konsonanterne hales ud til en usandsynlig Længde og er overdrevent syngende. Og hermed kombineres foruden de almindelige Diphtonger undertiden paa mærkelig Vis nogle haarde Konsonanter, især en Lyd for r, der synes at blive til aller bagest i Ganen og raller omtrent som i det værste Norsk. Men trods alt dette er Sproget mærkværdig nok tydeligere og mere forstaaeligt end Lollandsk — naar man blot ikke støder paa alt for mange af dets ejendommelige Gloser.

En Mængde af disse er saa stærkt afvigende fra Rigsdansk, at man ikke begriber, hvordan de kan være bleven til. Blandt mange Hundrede Eksempler, som findes nævnt i „Lolland-Falsters Historiske Samfunds Aarbog", skal jeg blot fremdrage nogle ganske enkelte:

Ajahlt = ivrig i sin Færd. Fuss = kort for Hovedet. Hingre = indhente. Elejn = alligevel. Dulhærdet = forstokket. Skudsætte = undvære. Sik = Hund. Usnødig = ubeskeden, fraadsende. Ivikkesom = alligevel. Jeg er vov = Jeg er syg. Vejret hofter = Regnen sagtner.

Blandt Ord særlig i nordfalstersk Dialekt kan nævnes:

Forla = Arbejdstid. Gaemarn = Gadekær. Hivenklot = Rosengren (ikke særlig malende!). Him se = vente, opholde sig. Behyt = Varetægt. Binjsel = Forstoppelse. Aanjsy = gnaven. Fælling = Brakmark. Fesde aa = gaa stærkt. Dobra = godt (fra Russisk). Fanke = et halvt Stykke. Fare ille = abortere. Gul-

brøv = Lækat. Glaame = skule. Gaalpinjen = Drøbelen. Haesmagge = Dobbelthage. Hatijmelene = Lille Hørbundt. Haatijhare = Hesterive. Hyvnji = Hund o. s. v.

Det er som de sidste Eksempler viser hyppigst ved Vokaler, som efterfølges af et j, at Forskellen viser sig.

Ja — hvad siger ikke allerede Holberg: „Det mesopotamiske Sprog er et underligt Sprog!"

Landskabet omkring Nørre Vedby er utvivlsomt Falsters smukkeste paa Grund af sine store Højder, hvorfra man flere Steder har vide Udsigter. Fra Kirkebakken ser man milelangt over de flade, aabne Egne, som omgiver Stedet, især mod Sydvest og Nord. Endnu bedre er der paa Nørre Vedbys „Møllebakke", hvor der forhen stod en gammel Stubmølle, og hvor Frk. Strange har faaet anlagt et Friluftsteater med en lille højtliggende Scene og Pladser til Mængder af Tilskuere, hvor hun lader afholde Foredrag, opføre Folkedanse i gamle Dragter og Dilettantkomedier. Stedet er ypperligt valgt, Udsigten herfra er ganske dejlig over Lande, Vige, Sunde, Næs og over det friske Hav. Smukt ser det lave Vand ud omkring Vester Kippinge, her hvor den gamle Helligkilde fandtes og hvor det skønne, slanke Kirkespir synes fjærnt over Landet -— et herligt Panorama over næsten det halve Falster, frit overalt paa Grund af det forholdsvis skovløse Terræn. Alle Smaalandshavets fjærne Øer synes at svæve i Horisonten over den blanke Havflade, der næsten gaar ud i ét med Himlen. Jeg ser helt til Kulsbjergs tvedelte Knude ved Vordingborg — fjærne Riger og Lande udbredt for min Fod til alle Sider i den dejlige, klare Septemberdag.

— Kirken i Nørre Vedby er meget smuk og usædvanlig stor. Den er af Teglsten i gothisk Stil, og der er næppe hundrede saadanne i hele Landet. Desværre er den overkalket med denne grimme, rødlige Farve, som man i Jylland kalder „Ansigtsrødt", en udbredt Skik her paa Øen hvad Kirkerne angaar. Det ser hæsligt ud og burde erstattes med almindelig hvid Kalkning. Dens pragtfulde, anselige Tegltag er i Tidens Løb bleven helt eddergrønt af et tyndt Moslag, hvad der virker dejligt mod den klare, dybblaa Himmel.

Ikke langt herfra findes det berømte Vedby Bjerg, en mærkelig isoleret Bakke-knude, der rejser sig brat over Fladerne til en Højde paa 44 m og er Falsters højeste Punkt.

Til denne eventyrlige Knold knytter sig Folketroen om „Goen", den falsterske Pendant til „Fyenshovedmanden", til Sjællands „Kong Vollermand", den jydske „Vojensjæger" og mange andre — alle nedstammende fra Alfader Odin paa sin

Slejpner. Goen bor i Vedby Bjerg og rider herfra hver Julenat til Orehøj paa Orehoved for at fri til en Jomfru, men faar bestandig Afslag, akkurat som Fyenshovedmanden. Og i det Humør, han er i paa Hjemfærden, skal man altsaa nødigt møde ham. Men iøvrigt er han som sine Lige i andre Egne af Landet Menneskenes Ven og deres Værn mod onde Magter. Til ham ofrede man det sidste Neg paa Marken og Havens sidste Frugter. — Han er en Modsætning til den onde „Horsjæger", et mystisk Væsen, som ikke kendes udenfor Falster, og som havde sin Hule i Skovene omkring Vaalse, hvorfra han om Natten jagede baade Dyr og Mennesker, som han overrumplede under aaben Himmel; de flygtede for ham som en rædselslagen Hjord, til de om Morgenen, dødtrætte af det vilde Løb, sank udmattede til Jorden. —

Megen Overtro var knyttet til de Masser af Oldtidshøje, som Nordfalsters Skove rummer, saaledes i Oustrup Skov, som er saa tæt og uigennemtrængelig, at dette maaske har været medvirkende til at bevare Højene i Forbindelse med deres Ry for at være befængt med farlige Underjordiske. Ogsaa Bruntofte Skov husede mange Højfolk, og i Vestenskoven i Ønslev Sogn boede i den store „Svens-høj“ en Mængde Troldfolk — altsammen Vætter, der var knyttet til Høje som Modsætning til Ellefolkene, der hørte hjemme i Moserne. — Da Falster har ca. 900 Oldtidsmindesmærker, hvoraf ca. 800 er Broncealderhøje, har der næppe hersket Bolignød for Højfolkene.

I mange Beretninger siges der, at i Vaalse Sogn ligger to Stenaldermindesmærker, en Dysse og en Jættestue, som tilsammen kaldes Bondekirkerne. Det passer ikke længere, Jættestuen er næsten helt forsvunden, kun sammensunkne Rester er tilbage. Men Dyssekamret, som jeg fandt dybt inde i Vaalse Vesterskov, er et prægtigt Oldtidsminde, endnu velbevaret, med en uhyre Overligger, der hviler paa mange forholdsvis smaa Bæresten. Kamret ligger paa en stor, flad Jordhøj, som har haft en Runddysse omkring sin Fod, hvilket gamle Folk paa Egnen endnu mindes. Stedet er helt omgivet af Skov, og et Par gamle Bøge gror saa tæt op ad Overliggeren, at de er presset helt flade mod dens Sider. En mærkelig mystisk Stemning raader endnu i denne sære, tætte Skov omkring det store Oldtidsminde, som sagdes at være „Horsjægerens" Hovedtilholdssted, og som Bønderne gennem Hundreder af Aar har gruet for at komme nær. Det er for saa vidt beklageligt, at denne Skræk ikke har holdt sig, saa vilde vi have haft begge Bondekirkerne i Stedet for den ene.

I Nærheden findes for øvrigt tre andre flade Høje af stor Udstrækning, der rimeligvis ogsaa i sin Tid har dannet Runddysser. Men der er nu ikke fjærneste Spor af Sten tilbage paa eller omkring Højene.

Fra de store Højdedrag omkring Nørre Vedby falder Landet temmelig brat ned mod de flade Kyster, som er indskaaret af store Vige, adskilt af stærkt fremspringende, skovbevoksede Næs, alle af stor Skønhed, saaledes Orenæs, der rager ud mod den lille herlige Urtidsø „Dyrefoden", Vesterskov Nord for Vaalse, og Resle Skov, der ligger paa Landets vestligste Pynt i Guldborg Sund.

Nær Orehoved ligger det gamle Caabense Færgeleje, det ældste Overfartssted mellem Falster og Sjælland, Færgegaarden første Gang omtalt i 1523, afbrændt under Svenskekrigen men senere genopført, sidste Gang nybygget i 1840. — Allerede paa den Tid begyndte man at tænke paa at omlægge hele Færgefarten

over Storstrømmen fra Masnedsund til Orehoved; men det blev først iværksat, da Falsterbanen og Orehoved-Færgebanen anlagdes i 1872. Fra da af forsvandt hele det mærkelige, travle Liv, der gennem Aarhundreder havde rørt sig omkring den gamle Gaabense Færgegaard med dens Kro. Men hele Stedets Ydre har næppe gennemgaaet store Forandringer, siden den gamle Vært Arnkiel færdedes her og den „lille magre, men kære Madam Arnkiel tog mod de forkomne Rejsende og tøede dem op med varmt Ø1 med Tvebakker i, “ saaledes som skrevet staar i Camillus Nyrops: „Fra Riserup Præstegaard“. — Christian Winther fortæller om sin Glæde over at naa Gaabense paa Rejse hjem til Købelev Præstegaard. I Færge-gaardens Gæstebog har han yderligere givet Vidnesbyrd om denne Glæde. Paa Bogens første Side havde en Haand værkssvend skrevet et Vers, der begyndte saadan:

Og Christian Winther skrev længere henne:

— Færgegaardens smukke Bygninger er endnu bevarede. De bestaar af to Dele, den større Gæstgivergaard for de fornemme Rejsende, hvor der ogsaa var Posthus, og nærmere Stranden Krobygningen for det jævnere Publikum og Stedets Folk. Begge Bygninger er meget smukke — man kunde aabenbart kun bygge kønt indtil Midten af forrige Aarhundrede! Alt er saare skønt paa dette Sted med de store, herlige Træer foran den herskabelige Gæstgivergaard og med Udsigten over det blaa Sund mod Sjællandskysten.

Men saa godt som alle Færgelejer i Danmark er jo smukke, man har næsten overalt alle de Bestanddele, som skaber det typiske, danske Kystlandskab — disse smalle Sunde med den modsatte Kyst saa fristende nær, hele Danmark samlet paa en halv Kvadratmil. —

Nu gaar den store Trafik et Par Kilometer længere mod Nordvest ved Orehoved, Alverden jager her forbi, og ingen tænker mere paa det gamle Færgeleje ved Gaabense, hvor saa meget er hændt i forrige Dage, og hvor Vejen i hin Tid gik ud mod den store Verden ...

— Med Færgelejet ved Guldborg, hvor Forbindelsen med Lolland foregaar, er det gaaet ganske omvendt, men landskabelig set er Forandringen ikke bleven til det gode. For 3—4 Aar siden er den store Bro bleven færdig, som med sine anmassende, høje Buer fuldstændig dominerer det blide, stilfærdige Landskab og helt ødelægger det. Ogsaa den gamle Færgegaard, som ligger her endnu, er bleven mishandlet ved Paaklistring af en grim, dominerende Veranda. Men baade Falstringere og Lollikere er stolte af den store Bro, som forbinder de to forhenværende Arvefjenders Lande med hinanden, og Trafikken over den vil sikkert blive den sidste Efterkur, som læger alle gamle Saar.

— Man skal endnu trods alt passe paa, at man ikke kommer til at kalde en Lollik for Falstring eller omvendt.

Jeg fandt paa Vestfalster en ung Pige af saa fremragende Skønhed, at jeg bad om Lov til at tage et Billede af hende. Og jeg fortalte hende, hvor glad jeg var

over at finde en saa nydelig Repræsentant for Falster til mit Værk. — Hun vendte det Hvide ud af Øjnene, krummede Fingrene og hvæsede: „Jeg er da virkelig fra Lolland!"

Og jeg gjorde mange Undskyldninger, fordi jeg havde været saa taabelig at kunne anse hende for at være Falstring.

Men jeg vilde gærne forsøge paa at lave et Kompromis, for begge Øer fortjener at have fostret hende. Lad os sige, at hun er en Indfødt fra Lolland-Falster. Og vi kan da betragte hende som Bindestregen eller Bindeleddet — et smukkere kan ialfald vanskeligt findes. Paa den Maade forhindres maaske en Krig mellem de to Øer, og at Nykøbing F. bliver et nyt Troja.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela