FARØ
Paa Kortet syner den ikke stort; den er saamænd et bramfrit Ejland, en lille Klat, Vorherre gav i Tilgift, da han skænkede Danmark Bogø. Og Søfarende vil sige, at den ligesom saa mange andre Smaaøer her i Nabolaget tilsyneladende først og fremmest har faaet den Opgave at ligge i Vejen for Skibsfarten.
Men kommer man iland paa den, er den ikke saa helt ringe endda, 160,8 Tdr. Land med hele 3 Gaarde!
Men landskabelige Overraskelser byder den ikke paa. Naar man fra Vestsiden, hvor vi ligger forankret ved Indløbet til Sortsøgab og hvorfra vi ser Storstrømmen som et stort aabent Hav i Vest, gaar ind over dens Marker, kommer man snart over dens højeste Punkt (11 m) ud til Nordkysten, hvor den falder med en lille Klint ned mod Stranden. Herfra gaar hele Landet næsten uden Bevægelse i én jævnt skraanende Flade ned mod Odden i Sydøst, kun med en lille Mose som Afbrydelse i det fuldstændig bakkeløse Terræn.
Dagen er gr aa og kold. Efteraarets store, tunge Byger jages af Østenblæsten og trækker tykke Regnslæb efter sig. De ligner vældige Tordenbyger, men Kulden er for følelig til at vi lader os føre bag Lyset af dem. En metalblaa, iskold Himmel glimter hist og her frem i Revnerne mellem de drivende Skymasser, og Blæsten jager susende gennem Stubben og rusker i Klintens Tjørne. Krager blæser sidelæns hen langs Stranden og raaber med forkølede Stemmer. Et Par Skader letter fra Hegnet og faar meget Besvær med deres lange Haler i Blæsten. Vibeflokke løfter sig skrigende fra de flade Stubmarker, hvor Engpiberen staar og pylrer saa smaat af Kulde. Smaaflokke af Lærker farer op for vor Fod, de er rejsefærdige og urolige nu som alle de andre.
I Tjørnebuskene ved Nordklinten holder Skovspurvene til. De har forladt deres Reder i de hule Træer, hvor man om Sommeren saa ofte ser dem sidde parvis udenfor Boet paa en Gren, tæt trykket op til hinanden og smaapludrende. Selv nu, hvor ogsaa de flokkes af gammel Vane, er de stilfærdige og uden pøbelagtig Uvæsen og Palaver, som deres Fættere Husspurvene. Den ene lille Flok af dem letter efter den anden foran os paa vor Vej langs Hegnet, trækker et lille Stykke og slaar sig ned igen, stille pippende og med lydløs Flugt. Men Længslen mod det fremmede har grebet dem som en stille Uro, de ikke kan beherske.
Kun Husspurvene støjer endnu bag Gaardene, hjemmevant og med Hjemme-fødingens bedre Viden om alting. Snart bliver de ene om de sparsomme Kærner, der ligger i Agerrenderne og i Længernes Læ. Og i Dammen ved Gaardene skraaler de tamme Gæs, hver enkelt med et evigt Foraar i sin fede Krop og uden Anelse om, at der kun er en Maanedstid til Mortensaften.
Det staar sørgeligt til med „Ukrudtet", som flokkes i Læ af Hegnet, hvor Plov og Harve ikke har kunnet naa det. De stolte Regnfang er bleven rustbrune eller sorte i Toppen, den vilde Gulerod er død og har i den sidste Krampe lukket sig tæt sammen om sine Frø. Agertidslens forhen hvide Duske er bleven graa og sure og hænger som smaa Karklude paa de stive Pinde.
Men inde i Hundegræsmarken lyser endnu enkelte Farver, Margueriternes Præstekraver staar bestandig hvide og stivede om de fede Hoveder, og Agerkaa-len korser sig gult mod den kuldeblaa Luft. Hist og her skyder et dybblaat Lyn fra en Kornblomst, og en enkelt Mælkebøtte dukker sit Hoved mellem de lange Græsstraa. Men ogsaa deres Dage er talte; histhenne ligger en hel Tønde Land Stubmark som ét eneste ubrudt, rustrødt Tæppe af vissen Hønsefarm. Tjørnenes Løv, som Frosten har rødnet, er begyndt at raadne i Væden. Om det saa er Grønkaalen har den faaet orangegule Blade, og Rødkaalen er magentablaa i Hovedet af Kulde. —
Paa vor Vej over Markerne ind mod Gaardene kommer en statelig Mand paa godt et halvt Hundrede Aar os imøde, jægerklædt og med Bøsse over Skulderen. Han præsenterer sig for os som Proprietær Stær, Ejer af den største af Øens 3 Gaarde. Han er en udmærket Jægertype og for øvrigt mere Jorddrot og Godsejer at se til end Bonde.
Der er stundom en mere iøjnefaldende ydre Forskel paa Individer indenfor Menneskeracen end der er mellem de lavere Repræsentanter for denne og for andre, højere Dyreformer. Er mon ikke ogsaa det intellektuelle Spring fra f. Eks. en Goethe eller Lionardo da Vinci og ned til en kinesisk Kuli eller en menneskeædende Australneger større, end det er fra disse til en Orang-Utang? Jeg tror det.
Det er dette, der faar mig til at leve i Forvisning om — for jeg er af nordisk Afstamning, og mine Forfædre anbragte Kristendommens fornemste Symbol Korset mellem Takkerne paa St. Hubertus’ hellige Hjort — at jeg engang i det hinsidige vil møde min fornemme, afdøde Jagthund, som var en fremragende Gordonsetter, lige saa sikkert som jeg maa løbe den Risiko dér at møde en af Missionærer omvendt Svigermoder fra Fidschi-Øerne, eller Medlemmer af et Jazzband fra ét af vore moderne Danselokaler. —
Proprietær Stær fortæller, at Øens Historie i den nyere Tid i alt væsentlig falder sammen med Bogøs, og at den saaledes i sin Tid ogsaa var Ryttergods sammen med denne. Stærs Slægt har levet i flere Led paa Øen, og én af hans Forfædre var med til at udskifte dens Jorder nogle Aar før dette fandt Sted paa Bogø. Der findes ingen Beboelser paa Øen udenfor de 3 Gaarde, og af dens Jorder hører omtrent Halvdelen under Stærs Gaard, medens Resten er ligelig fordelt mellem de to andre Familier. Disse, som ogsaa i flere Slægtled har boet paa Stedet, hedder Keis og Farø. I 1921 var her 28 Beboere, men deres Antal er nu svundet ind til 18, hvad der i nogen Grad skyldes mindre Folkehold.
At Øen var beboet allerede i Stenalderen fremgaar af en Mængde Fund af Redskaber, derimod er her aldrig set jordfaste Oldtidsminder. Øen nævnes Farø
allerede i Valdemar II ’s Jordebog, men uden Angivelse af hvilke Arter Vildt, den har rummet.
Hr. Stær bekræfter vor Iagttagelse, at her findes en Mængde Harer paa Øen, derimod er her ligesom paa Bogø ingen Agerhøns. Af Rovdyr er kun Lækatten set. Her findes Muldvarpe og en stor Mængde „Mosegrise“. Til Øen knytter sig den Mærkværdighed, at den sorte Rotte, som ellers forlængst er udryddet overalt i Landet og næsten helt i Sverige, hvor den ligesom her tidligere var almindelig, endnu fandtes her paa Stedet indtil for ganske faa Aar siden. Saa hændte det her som andre Steder, at den brune Rotte kom hertil, sandsynligvis med et eller andet Fartøj, og inden denne ved Forfølgelse blev udryddet, havde den gjort det af med den sorte.
Snogen er udryddet paa Øen, derimod findes den grønne Frø i Moserne.
Gaardene ligger samlet nær Øens Midte; Nordvest for dem strækker en lang Tørvemose sig ud mod Nordkysten, bevokset med Pile, El og Tjørne, Øens eneste Træbevoksning udenfor Haverne og den smalle Tjørnebræm langs Nordklinten.
Den Stær’ske Ejendom er gammel, og som Modsætning til Nabogaardene noget forfalden af Ydre. Den har en anselig og meget smuk Gaardsplads og er beliggende opad et herligt Gadekjær, som foruden Mosen er det eneste Sted paa Øen, hvor Plov og Spade endnu ikke har jævnet alle naturlige Skønhedsværdier med Jorden.
Jeg staar ved Aftenstid paa Stranden ved Øens Sydspids og ser over mod den lille Holm Kragethinget, som ligger omtrent 100 m fra Kysten og er en Grund af Grus og Sten, der rager ganske lidt op over Fladvandet. Man kan med Lethed vade over til den fra Odden her. Omtrent 30 store Kampesten ligger i en uregelmæssig Kreds i Vandet omkring den. Den er bevokset med sparsomme, lave Græstotter, og Stranden er opfyldt af store Tangdynger.
Ved mit Komme flyver nogle Stormmaager og Hættemaager op og skynder sig bort fra Kysten, og lidt efter, just som Solen bryder frem under den lave skarpe Skyrand i Vest for at gaa ned i Havet, letter en enlig Hejre ovre fra Holmen. Et Par Stæreflokke og nogle Alliker trækker forbi og søger bort til deres Nattekvartér. En Flok Ryler paa et Hundrede Stykker letter og flyver over mod Bogø; og langt ude over Havet trækker omtrent halvandet Hundrede Sortænder bort lige ud mod Solnedgangen.
Saa bliver der pludselig Liv ude paa Kragethinget. En Flok Graakrager med en enkelt Sortkrage imellem, som har holdt Generalforsamling derovre, letter efter endte Forhandlinger i skøn Enighed og følger i Rylernes Spor over mod Bogø. — En Flok Viber, som længe har staaet og holdt Øje med mig paa Odden, letter nu og svinger over mod Holmen, hvor der aabenbart er bleven ledigt for Natten. De kredser længe over den, og hvergang de vender, glimter deres hvide Maver i Solglansen op mod den mørke Østhimmel. Omsider slaar de sig ned paa Holmen til stor Ærgrelse for et Par enlige Krager, som Gud ved af hvilken Grund var bievne tilbage, men som nu skraalende fortrækker østpaa efter de andre.
Ovre paa Bogøs Bakker i Syd og Øst flammer alle Gavle og Ruder pludselig op i Brand for den lave, skærende Sol. Saa gaar den ned og slukkes, og alt bliver graat omkring mig. Vibernes Skrig forstummer, og alting er stille.
I den faldende Vind bølger Græsset endnu ganske sagte. En lille Strandræddike staar og nikker ensom til mig nede fra Gruset, dens violblaa Farve synes stærkere nu, da alt er saa graat og gustent. Det er den sidste af Sommerens Farver, som er tilbage mellem alt det døde visne og gule.