FRA BAARING VIG TIL TYBRIND VIG
Det nordvestlige Hjørne af Fyen er et uroligt Land, en god Pendant til Hinsholm paa Slettens østre Side, næsten lige saa søndret af Havarme som denne Halvø, lige saa voldsomt formet, men med et langt mere forskelligartet landskabeligt Præg. Denne store Krop mellem Baaring Vig og Tybrind Vig, hvis øverste Pukkel er Røgle-Landet i Nord, og fra hvis Side Hinsgavl som en Knokkel rager ud mod Vest, hvor sydligst Fønsskovhalvøen langer et Spark ud efter Fænø og med Taaspidsen sender den ind i Lillebelts snævre Gab — denne Krop er den Del af Fyen, som er stærkest beslægtet med det nære Jyllands fjordskaarne Kyst.
Selv meget kloge Folk har troet, at Beltets stride Strøm for bestandig skulde blive Skel mellem Øen og Fastlandet. Men ogsaa kloge Folk faar stundom Uret. For længe siden burde de have sagt sig selv, at det maatte gaa galt med denne Flirt, som den lange Jyllandskarl drev med Øbopigen, her, hvor han bestandig vendte sit mest forførende Smil mod Fyens søde Ansigt. Og nu har vi set det! Nu spænder Lillebeltsbroen sit yndefulde og stærke Net over Skellet. De to Elskende er endelig kommen sammen.
Jylland gifter sig, saa det slaar Gnister af Sten og Staal over det stormende Belt. — Og Fyen har mistet sin Ødom.
Naar man kommer østfra, opdages det hurtigt, at man er naaet ind i en Natur, som er vidt forskellig fra Slettens. Landskabets Præg bliver haardt. Det er først ude nær Vestkysten, at Øbopigen atter viser sit søde Ansigt, her, hvor de grønne blide Skove kranser hendes Pande.
Der gives ikke et livsaligere Landskab i Danmark, ikke yndigere Strand end her. Selv nu, hvor jeg kommer hertil paa en Dag med Byger af Vest, ringler Bølgerne sig ind mod Stenene som for den lifligste Brise med Lyd som Bryllupsklokker, med Bud om Kys fra Bejleren derovre.
Men bliver man træt af den evindelige Blidhed, kan man fare ud mod Nord, hvor Røgle Klint fælder sine Skrænter ud mod Kattegat. Her møder man en ny Side af Pigens omskiftelige, urolige Sind, her er alle de Elementer, som skal til, for at et Ægteskab kan blive udholdeligt. Inde i den lille Røgle Skov er et Øjebliks Stilhed, før Stormen bryder løs. Men ude paa Klintens Kam møder jeg den som et Kast, der bringer Saltvandslugt i Næsen, og Bølgerne gaar i tunge Drag langs den aabne Strand mod Klintens Fod. Mægtige Lerskred, det ene bag det andet, har taget Træer og Buske med paa deres Ryg helt ud i Havstokken. Eg, Bøg og Asp gror videre paa de store Lerklumper ude i Braaddet; men deres Dage er talte, snart skylles det bløde Ler fra deres Rødder, og de staar som Benrade tilbage og bleges af Sol og Saltfraade.
Vældige Skyblokke staar over Havet i Nord og Vest. En bragende Tordenbyge kommer halsende inde fra Beltet, hyller Jyllandskysten i Mørke og rasler tyk af Regn hen over mig, saa jeg maa krybe i Læ under Træerne. Men næppe fem Minutter senere skinner Solen som aldrig før. Jylland letter sig af den vaade Dis, og som en kæmpestor Maalerlarve skrider Bygen ud over Baaring Vig ad Bogense til. De store hvide Konvolvolus staar fyldte af Regnvand og hælder med de tunge Skaaler. Blæsten for væk med Bygen. Alle de besindige Træers Kroner blinker i Sollyset, og Draaberne drypper som Ild fra deres Løv. Kyst hilser Kyst igen; Pigen smiler atter gennem Taarer over Beltet til sin Ven.
— Allerbedst saa jeg dog dette Land fra Kathrinebjerg Bakke, hvis 71 m høje Knude bærer en gammel segnefærdig Vindmølle paa sin øverste Top. Det er det smukkeste Udsigtspunkt, jeg endnu har set paa Fyen, takket være den brogede Blanding af Lande og Havarme, som omgiver det. Ogsaa herop følger Bygevejret mig, Skyer med tunge Regnslæb, kolde Skygger og blinkende Soltragter haster over Landet. Ude i Beltet gaar Søerne krapt imod Nordenvandet, de rejser deres stride Rygbørster og segner igen i en ustandselig March paa Stedet. Sorte Byger og blændende Lys, Ild og Vand kæmpende i Luften, mens Dampe som fra Tidernes Morgen løfter og sænker sig over Landet. Naar Sløret løftes, ser jeg Stribs gule Sandstrand lysende mod det blygraa Belt, hele Jyllands Kyst fra Treldenæs og en halv Snes Mil mod Syd bag Wedellsborgs mørke Skove. Snart hylles Kysten derovre paany ind i et vældigt Skybrud, mens Baaring Vig til den anden Side glimter som Metal under Morgensolen.
Yderst paa min snævre, bratte Bakkeknudes Rand staar Mængder af smaa, blegrøde Konvolvolus; lavt under dem gaar Kornmarkernes vældige, aabne Felter, duvende under Stormen og med Braad som en Brænding — Havets Bølgegang fortsat ind over Landet helt op mod min Bankes Fod. Jeg staar som paa en høj Ø, omgivet af milefjærne Drømmeriger. Op over mig rager kun den gamle døde Mølle som en Spøgelseskildvagt med Blæsten syngende gennem dens hullede Krop og om Skeletterne af dens strittende Vinger.
— Histude paa Fyens vestligste Kno, hvor Beltets Slyngninger gaar som stride Net af blaa Floder, skiftende i Ebbe og Flod mellem de skovklædte Kyster — dér ligger paa det mest fremskudte Punkt ud mod Fænø Sund den „Gamle Slotsbanke", hvorpaa Hinsgavls Kongeborg engang hvilede. Banken hæver sig som et Fort over de lave Engdrag, der engang var et Sund mellem alle de andre, da den løftede sig som en brat Ø op over Vandene. Nu er Borgen øde, kun spredte Brokker af gamle Munkesten i Grunden viser, hvor den har knejset med sine 11 Alen tykke Mure, bygget som for Evigheden. Helt bevokset med Skov paa sine stejle Skrænter ligner Banken paa Afstand en Lund af kæmpemæssige Træer, der løfter sig over Engene. Men naar man ad den bratte Sti er naaet op til dens Top, finder man mellem Træerne en aaben Plads paa det Sted, hvor Borgen laa, kun bevokset med et tykt Krat af vilde Urter, hvor vældige Tidslers lette Fnug sejler som baaret af Solstraalerne rundt i Stilheden, mere stille end faldende Sne.
Ingen ved, naar Borgen er bygget. Den gamle „Hænæsgafl" nævnes allerede i Valdemar Sejrs Jordebog. I 1287 afbrændte Erik Glippings landsforviste Drabs-mænd den. Allerede i 1295 er den rejst igen; men den gamle Kongeborg lagdes i Grus under Svenskekrigen 1659. — Hvornaar dens sidste Rester er forsvundet, vides lige saa lidt, som naar den er bygget. Alt er lige saa tavs om den gamle
Borgs sidste Tid, som de sagte dalende Tidselfnug, der lydløst lægger sig til Hvile mellem de smuldrende Tegl, som rustrøde stirrer mod mig fra Grunden.
— Hvilket dejligt Sted! Synet herfra mod den aabne, jydske Kyst og ind gennem Kolding Fjord i hele dens Længde er aldeles storslaaet, og ikke mindre skøn er Udsigten mod Sydøst langs Halvøens skovklædte, bakkede Kyst og over det smalle Sund mod Fænø. Her naar Lillebeltslandskabets Idyller deres Kulmination, efter at de har omgivet En hele Vejen hertil fra Middelfart, hvis Haver næsten uden Overgang støder op til Stedets Skove. I det aabne Landskab mellem disse finder man paa selve Hinsgavl ikke meget Natur — den er ialfald velfriseret — men baade den store Park ved Hovedbygningen og Skoven nær denne rummer hver paa sin Vis Steder af fremragende Skønhed. Et Parti med store Ege nær Engene om Voldstedet synes at have ligget i uberørt Fred i Hundreder af Aar. Halvøen ejes i hele sin Udstrækning paa 900 Tdr. Land af Middelfart Kommune, som har udlejet det nuværende Slot til Foreningen „Norden", der anvender Hovedbygningen til Sommerpensionat.
I en forbausende Grad skifter Landskabet Karakter, naar man kommer ud paa de nøgne Kyster omkring Gamborg Fjord og paa Fønsskov-Halvøen. Man er fra Fjordlandskabet kommen det store Hav paa nærmere Hold, Østersøens Barskhed mærkes herind.
Dyrelivet her har givet Anledning til en af de mærkeligste Former for Jagt, som er drevet i Landet lige til vore Dage. Det er Marsvinene, de smaa Tandhvaler paa henimod 2 m.s Længde, som paa deres Vinterfærd fra og til Østersøen gennem Beltet i Aarhundreder har været Genstand for „Marsvinsjavvernes" Efterstræbelser, og som har været en betydelig Indtægt for Gamborg og for Middelfart By vistnok lige fra dennes første Tid. Jagten nævnes dog først i Historien omkr. Aar 1500. I Dronning Christinas Regnskabsbøger fra 1508—11 findes nævnet Udgifter til „Marsvinsflæsk", hvilket tyder paa, at dette har figureret paa det svenske Hofs Spiseseddel. Kogt eller ristet eller indbagt i Postejer hører vi det omtalt overalt i Skandinavien i tidligere Tider, og i England anvendes det endnu ved Hoffet omkring Aar 1600. Men Smagen for det taber sig senere hurtigt, og det synker ned til at blive Fattigmandskost. Endelig bliver det udelukkende den af Spækket udvundne fortrinlige Tran, som især ved dens Anvendelse til Belysning bliver Jægernes Indtægtskilde. Odense havde Tranlygter paa Gaderne lige til 1853, da de afløstes af Gasblus. Ogsaa i københavnske Garverier fandt Trannen megen Anvendelse. Raderne blev, naar de var afpillet af Fattigfolk, brugt til Gødning sammen med de afsmeltede Fedtegrever, saaledes paa Hinsgavl Gods, hvor de ved deres Raaddenskab udbredte en frygtelig odeur, som kun blev overgaaet af den, der bredte sig fra Slagtepladsen „Marsvinsbakken" ved Vestergade i Middelfart, hvorfra en „ond Stank" lagde sig over den nærmeste Bydel — formodentlig i nogen Grad mindende om den Duft, der var over Festerne ved Dronning Christinas Hof.
Marsvinslauget affattede i 1593 sin egen „Skraa", af hvilken der i Wedells-borg Arkiv findes en Afskrift fra 1693. Dens 27 Punkter, som er meget strænge i deres Bestemmelser, gjaldt næsten uforandrede til Laugets Ophævelse i 1892. Den strængeste Mandstugt var nødvendig for Jagtens heldige Gennemførelse, og Brud paa Lovene kunde medføre Bøder paa 1 Tønde Ø1 eller Tab af Fangsten for en eller flere Dage.
Lauget talte 30 Medlemmer, fordelt paa 10 Baade; og hver Dag i de tre Maa-neder, da „Trækket" stod paa — fra omkring Mortensdag til Kyndelmisse — stillede Jægerne saa tidligt om Morgenen, at de kunde have indtaget deres Pladser paa Beltet og i Gamborg Fjord inden Daggry.
Jeg var saa heldig at træffe en gammel Mand, den 75-aarige Fisker Ffenrik Pedersen i Middelfart, der var med aarligt fra Drengealderen til han naaede hen-imod Midten af Trediverne.
Jagten tog sin Begyndelse i de første Dage af November, naar Svinene, rimeligvis forjagede af Vinteren, trækker fra Østersøen nordpaa gennem Beltet. Den gamle fortalte, at man med Baade drev „Svinene" ind i den ganske smalle og korte Ellebæk Vig, der modtog dem som en Sæk. Og her foregik Drabet.
Inde paa Stranden her stod „Javverne" og tog imod dem. Drabet foregik paa den Maade, at man vadede ud og tog Dyrene ved Halen og slæbte dem levende op paa Land, hvor man stak dem med en Kniv.
Skildringen af Blodbadet kan minde om Grindefangsten paa Færøerne. Naar man betænker, at der en enkelt Dag er fanget over hundrede Svin, forstaar man Spændingen ved denne Jagt. Det normale Tal laa dog langt lavere, og en Dags Fangst paa en Snes Stykker regnedes for fin. Den aarlige Fangst kunde variere voldsomt, fra ca. 300 til 2500 Stk., og dermed naturligvis Jægernes Indtægter, som i de tre Maaneder kunde skifte fra Hundreder af Kroner til kun 40 Kr. pr. Mand.
Jagterne ophørte helt i Begyndelsen af Halvfemserne efter at være aftaget jævnt i Betydning, mere fordi de Stoffer, man udvandt, ikke længere anvendtes og var erstattet af andre, end fordi Marsvinene aftog nævneværdigt i Antal.
Den gamle Henrik Pedersen er den sidste af de ægte, gamle „Marsvinsjav-vere", og han er den Dag idag en prægtig Type, en af de stouteste Karle, jeg har set. Da jeg spurgte ham ud om Marsvinsfangstens Strabadser i de kolde Vinterdage, rystede han paa Hovedet — det er en stor Fejltagelse, at det skulde være værre end Fiskeriet, tværtimod! Under Jagten var man altid i Bevægelse og kunde nemt holde Varmen. Det hændte, at Folk drak for meget af Brændevinsdunken efter saadan en Færd, og det var da snarest Selskabeligheden, der gav Anledning til Strabadser! Nej, den ensomme Fisker i sin Sejlbaad ved Vintertid, det er en anden Tørn! Hvor ofte er han ikke selv kommen hjem langt ud paa Natten efter en døgnlang Tur i 5—6 Graders Frost med en overiset Baad og saa forkommen, at Haarene paa hans Hænder og Haandled strittede af et tykt Lag Rim!
Beltet er hundsk svært at besejle for Folk, som ikke er durkdrevne og helt inde i Forholdene; den stride Strøm i Forbindelse med Storm gør Besejlingen med Sejlfartøjer til en Kunst. Det er heldigt, at disse mindskes i Antal, for Lille-beltsbroen har mangedoblet Faren for Passagen. Det er overordentlig vanskeligt at undgaa Paasejling af Bropillerne, naar de hvirvlende Strømme spiller ind sammen med Stormen, hvis Vindstød slynges tilbage fra de mægtige Piller. Man skal manøvrere fint med Ror og Sejl for at slippe igennem.
Efterhaanden føler den gamle sig nu nærmest som en Slags Lystfisker sammenlignet med tidligere, da hans Virksomhed strakte sig fra Beltet helt ud i Østersø og Kattegat. Hans gamle Hustru fortæller om, hvor ofte hun har siddet og ventet paa ham. Det hændte, at han engang laa vejrfast i 4 Døgn under Endelave for en Storm af Vest. Alle andre Fiskere fra Stedet var sluppen hjem eller kommen velbeholden ind i Horsensfjord, han alene var væk, og ingen anede noget om ham. Aak ja, saadan har hun siddet mange Gange og ventet sammen med Børnene, og Uvished og Angst har sommetider næsten pint Livet af hende. -— Kun ét eneste af de 8 Børn, de har, fik Lov til at gaa den Vej. Resten vilde hun beholde, siger hun!
Fiskerhytter af Tang ved Stranden nær Gyldensten. I Baggrunden Æbelø.
Solbad ved Vejen nær Harridslevgaard.
Niels Jørgen Thomsen i sin Humlehave i Skaastrup.
Niels Jørgen Thomsen fra Skaastrup, 73 Aar.
Hans Peter Nielsen. Nordskov. Hinsholm.
Slettens Pige.
Stranden ved Røgle Klint. I Baggrunden Landet ved Fredericia.
Fra „Gamle Slotsbanke“s Top paa Hinsgavl. Tidsler paa den aabne Strækning, hvor Borgen har ligget.
— Fra Gamborg kommer man ad en bred Dæmning over Ellebækvigs Bund til Svinø, Marsvinsjægernes gamle Fangstplads. Øen er dyrket; men de aabne Agre veksler i de lavere Strækninger med vældige Sivskove, mindst Halvdelen af Øens Areal er tydeligvis gammel Fjordbund. Et sært og betagende Sted med det bestandigt skiftende Syn af Lavland og Vand og med de omgivende smukke Kyéter af Gamborg Fjord.
En Mængde Vadefugle ses flyvende over Kysterne, og i Vandet mellem Sivene ligger tre Graaænder og et Skeande-Par og snadrer.
Gennem Føns Landsby med dens prægtige Bindingsværks Præstegaard kører jeg ud paa Fønsskov-Halvøen, hvis lave Landskab har en for disse Egne mærkelig barsk Karakter, præget af Naboskabet med det aabne, brede Belt.
Ved Sparretornsgaarden, der ligesom hele Halvøen hører under Wedellsborg, opsøgte jeg Skytten Hr. Salzwedel, som elskværdigt fulgte mig paa hele Turen ud til den yderste Spids. Han fortalte om det rige Fugleliv, som paa visse Aars-tider kan iagttages paa de flade Strækninger „Sparretorns Enghave", hvor forskellige Ænder og Gæs i Mængde holder Hvileplads paa Vejlernes Bredder. Især ser man store Flokke af Sædgæs. Tidligere kunde man saa godt som hver Nat i Oktober og November træffe disse i et Antal til op mod 1500, ja ved den sydligere liggende Tybrind Vig endogsaa det dobbelte Antal. Men siden den ny Jagtlov har ophævet 50 m Spærringen langs Stranden, og alle mulige „Jægere" har Lov til at ro helt ind til denne, er Fuglenes Antal aftaget i uhyggelig Grad. Indtil 30 Baade ad Gangen kan nu ligge klods opad Bredden, hvor de som Modsætning til længere ude kan være i Skjul for Fuglene. Nu ses der sjældent mere end et Par Hundrede Sædgæs paa Stedet, og de aftager stadigt i Tal.
Ved Forpagtergaarden Ellegaard ude nær Halvøens Spids saa jeg en imponerende Bindingsværksbygning, én af Gaardens Lader, som maaler ikke mindre end 60 m i Længden og 10 m til Tagrygningen. Det er som at staa i selve Noahs Ark, naar man er inde i denne mægtige Bygning med dens fortrinlige Bjælkekonstruktioner. Fra Gaardens Enge, der er omgivet af pragtfulde Træer, og hvor store Kvægflokke græsser, har man Udsigt over Belt og Fjord til tre Sider, mod Jyllandskysten og det nære Fænø, hvis romantiske Landskab er fortsat over den smalle Havarm til den barske Halvøs yderste, smalle Spids.
— I Sparretorn Skov førte Hr. Salzwedel mig ind til en Gruppe mægtige Ege, som med Hensyn til Størrelsen og Vækstens Skønhed er Danmarks fineste Egetræer. Med de høje, slanke Stammer, greneløse helt op til de højtsiddende Kroner, virker de som Søjler i en vældig Kirke. Et af Træerne i Yderkanten af denne Gruppe er omslynget af en kæmpemæssig Vedbend, hvis Stamme for neden maaler sine 9 Tommer i Diameter, og som forgrener sig til et Væv af en herlig, ornamental Virkning. Det er, som om Naturen her selv har famlet med at frembringe en Stilart og er endt med at opfinde den strænge Gothik.
—• Paa de grevelige Klapjagter, som én Dag om Aaret arrangeres paa Fønsskov, skydes gennemsnitlig 500 Stkr. Vildt, deraf ca. 300 Fasaner. Af Harer fanges her aarligt til Udplantning og Salg 300, mens et Par Hundrede skydes. — Var jeg Greve paa Wedellsborg, vilde jeg tænke paa at øge den næsten forsvundne Agerhønsebestand paa dette Sted, som ved sin Isolerthed er som skabt til at huse og bevare dette fine Vildt. Og naar det var bragt i Orden, vilde jeg engang imellem gaa ganske alene herud paa dette skønne Sted, kun ledsaget af et Par Hunde, som supplerede hinanden godt. Jeg vilde gaa her og ha’ det „wie Gott in Frankreich“.
Jeg er ikke Greve af Wedellsborg. Men jeg sætter mig paa et af hans Gærder og tænder min Pibe. Og min gamle, forlængst afdøde Gordonsetter kommer og sætter sig hos mig, over mine Ben ligger min gode Fuglebøsse af Kaliber 20; jeg føler dens fine Baandløbs svale Staal mellem mine Hænder, jeg mærker den ramme Lugt fra den gamle Jagttaskes Læder. Jeg stryger stille hen over de bløde Fuglekroppe i Hønseremmen, og en Lunhed straaler ud fra dem gennem mine Haandflader og lægger sig som en Varme omkring Hjertet.
Jeg ejer ingen Jagt mere. Men jeg kan sætte mig paa et Dige og mane Spøgelser frem ...
Til Trods for sit for det meste ret lave Terræn rummer det store Wedellsborg Gods dog et stærkt afvekslende Landskab. Lave Strandenge og Vejler som „Flægen" i Bunden af Tybrind Vig løber ud mod dets dybt indskaarne Fjorde. De i Havet stærkt fremspringende Næs med deres spredte Bevoksninger og det imponerende Højdepunkt Ør slev Bjerg, som ganske vist kun er 57 m, men leder Tanken hen paa saa forskellige Egne som Treide Næs og Himmelbjerget. Udsigten fra Ørslev Bjerg over Løvskovene nede ved Vigen, over Wedellsborg og Beltet til Brandsø og Jyliandskysten faar ikke Beskueren til at længes efter Himmelbjergets Indlandsromantik. Forgrunden paa denne fæstningsagtige Knude ud mod de aabne Sletter er klædt af mægtige Skovfyrre, mellem hvis ranke Stammer Vidderne synes endnu fjernere.
Egnen omkring Wedellsborg siges at være mærkelig derved, at vort almindelige røde Egern saa smaat er begyndt at vise sig her, mens alle Egern paa Fyen ellers er sorte — eller meget mørkegraa med sort Hale og Ryg. Grunden til denne Afvigelse skal være den, at en Mand for faa Aar siden førte et rødt Egern hertil og slap det løs i Weddelsborgskovene. Man maa haabe, at dets Afkom maa begrænses til Lokaliteten og at det ikke gaar med Øens Egern som i sin Tid med vor sorte Rotte, der blev totalt udryddet af den brune. — Hvor gammelt det sorte Egern er paa Fyen, er det vanskeligt at faa afgjort. Men da Hesselagergaard i 1905 blev restaureret, og et Kalklag fjærnet i den nuværende Forhal, viste der sig en Del Kalkmalerier, mellem hvilke man bl. a. fandt tydelige Afbildninger af sorte Egern. Da Malerierne stammer fra Tiden, da Herregaarden blev opført, maa disse Dyr formodentlig have været almindelige paa Øen i 1538.
— Landskabeligt rummer denne Halvø mellem Tybrind Vig og Sønderaaby Vig i én Sum alle de Yndigheder, som har kunnet sætte den lange Fastlandskarl Jyllands Sind i Rørelse, og som forhaabentlig vil kunne holde det i Bevægelse gennem et Ægteskab, der efter al Sandsynlighed vil blive langvarigt.