FRA FAKSE-EGNEN TIL STEVNS KLINT
Straks paa min Vej vestfra mod Fakse overraskede Egnen mig ved sin sarte, egenartede Skønhed. Kraftigt Bakkeland findes ganske vist hyppigt; men det er brudt af lune Dale og blide, skovklædte Strækninger, og overalt er Idyllen fremherskende. Mærkeligt nok findes her kun forholdsvis faa, store Bøndergaarde i dette tilsyneladende saa frodige Landskab, hvor Jorderne overalt er veldyrkede; de fleste Boliger er smaa og ret sjældent velholdte.
Det var med ikke ringe Forventning, jeg begav mig ud til den 123 m høje Kobanke, et af Sjællands højeste Punkter, som findes i „Gave-Vænget“ ved Eskildstrup, og hvorfra jeg formodede at kunne faa et prægtigt Overblik over dette Landskab; men jeg led en stor Skuffelse, da jeg naaede Bankens Top. Ligesom Gyldenløves Høj er den helt skovbevokset og uden ringeste Udsigt. Skønt man har ryddet selve Toppen for Træer i nogen Omkreds, kan man ikke se det mindste af det omgivende Land for det høje Skovbryn, der rejser sig omkring Stedet.
Men ganske nær Nordøst herfor fandt jeg et meget smukt, aabent Bakke-terræn, et herligt Landskab med stærkt svungne Linjer, hvor Baggrunden gaar stejlt op mod Gave-Vænget. Mod Nordvest herfra langs de store Skovstrækninger ved Gisselfeld hæver Landet sig stærkt og naar ved Vester-Egede 103 m.s Højde. Tæt Vest for Skovene er der ved den lille Boserup By, som kun bestaar af en Mølle og 3—4 Boliger, en storslaaet Udsigt mod Vest. Man ser her paany ud over Holmegaards Mose i næsten hele dens Udstrækning: dens grønne, østlige Side som et milevidt Tæppe foran den fjærnere Del, der virker næsten blaasort ved sin Skovbevoksning — et besynderligt og henrivende Syn.
Gisselfeld, Peder Oxes gamle Herresæde, kan man uden større Tab gaa forbi. Derimod er det nære Bregentved omgivet af et Landskab, som hvert Øjeblik faar mig til at standse og undres over dets Skønhed. Det er her i disse Egne, modsætningsvis til saa mange Steder i Sydvestsjælland, unødvendigt at ty ind i Herre-gaardsparkerne for at styrke sig ved landskabelige Skønhedsindtryk. Den berømte Bregentved Park forekommer mig snarest som en kedsommelig, haandgjort Ting i Sammenligning med de eventyrlige, naturlige Landskaber, man finder omkring den. Særlig dejligt finder jeg dette Landskab ved en af de fire smaa Søer, som ligger Syd for Gaarden, Ejlemade Sø, hvor Land og Vand ligger i broget Forvirring, og hvor en pragtfuld, dels moseagtig, dels skovagtig Bevoksning omgiver Søens mange smalle Arme og dens vidtstrakte Sivskove.
Hvorsomhelst man vender sig i dette Landskab, render man paa en Skov, stor eller lille. Det hele er én Labyrinth. Alene under Bregentved hører 6000 Tdr. Land Skov. De ligger spredte over et vældigt Areal, der naår næsten helt fra Bregentved til Fakse Ladeplads, d.v.s. en Strækning paa henimod 3 Mil, og er næsten sammenhængende med det brede Skovbælte, som gaar fra Gisselfeld helt til Præstøfjord. Det er et Led i de ældgamle, sydsjællandske Skovegne ligesom de uhyre Strækninger, der ligger længere mod Nordvest og naår fra Gunderslevholm forbi Tjustrup-Bavelse Søerne helt til Slagelse, og som Skovegnene der gaar fra Køge milevidt mod Nordvest og Vest til Særløse og Kirke-Flinterup, hvor de staar i Forbindelse med Sorøegnens Skove. Sydligst naar de pletvis ned mellem Præstø Fjord og Agnø Fjord og ud forbi Vordingborg til Sjællands Sydspids.
Det er udenfor al Tvivl, at dette mægtige Skovlandskab fra gammel Tid har indvirket paa Beboernes Sind, saaledes som før er omtalt. Det mærkes næsten altid i en Samtale med dem, naar man berører dette Emne. Vilkaarene har præget Slægten fra de ældste Tider. Her er man lige saa led ved det aabne, skovløse Landskab, som den jydske Hedebonde er uhyggelig tilmode ved at færdes ensom i en stor Skov eller Plantage.
Skoven er her en naturlig Ting, ingen finder paa at den skal rumme nogen Uhygge eller Fare, selv ved Nattetid. I Farens Stund er man jo netop fra gammel Tid vant til at søge Tilflugt i den. Det var disse tætte Skove, som i sin Tid gjorde det muligt for Svend Povlsen, „Gøngehøvdingen“, at fjæle sig for Svenskerne og husere mellem disse, naar det passede ham, for bagefter at forsvinde sporløst.
Her paa Lav er ingen Fest vellykket uden en Skovtur! Selv langt hen paa Efteraaret søger man herud i Flok og Følge, ikke alene om Søndagene, men hver Friaften, naar man kan komme afsted med det. Skoven er paa enhver Maade Menneskets Ven!
— Naturligvis har denne Egn haft sit „hellige Træ“. Dets Rester findes endnu i Ganneskov tæt Norden for Fakse. Hultræet eller Kludetræet, som det ogsaa kaldes, findes omtalt i „Rasks Morskabslæsning" fra 1841, og her siges at der i den kæmpemæssige Eg findes et Hul, 3/4 Alen fra Jorden, saa stort at et voksent Menneske kunde komme igennem det. Almuen rejste hertil langvejs fra for at søge Helbredelse mod mange Slags Sygdomme ved at krybe derigennem, og her gives Oplysning om, hvorledes dette rettelig maatte udføres. Stiltiende og afklædt til Skindet skulde den syge ved Solopgangstid bevæge sig gennem Hullet ikke mindre end ni Gange efter hinanden, bestandig imod Solen. Det var her som andre Steder i Landet, hvor saadanne undergørende Træer fandtes, Skik at efterlade et gammelt Klædningsstykke paa Stedet — deraf Navnet „Kludetræet". En Meddeler til Historisk Aarbog for Præstø Amt fortæller, at der saa sent som i 1877 endnu hang en Mængde Beklædningsgenstande paa Træets nederste Grene, tilsyneladende for ganske nyligt anbragt der. I 1889 forsikrer en Meddeler i „Nationaltidende", at Egnens Folk overfor ham har hævdet, at Kuren endnu den Gang var i Brug.
Forestillingen om Træets Hellighed er næppe helt forsvunden endnu, skønt den gamle Trækæmpe segnede under Julestormen i 1902. Selv under den store Brændselsnød i Krigsaarene, da Fattigfolk opsamlede hver eneste nedfalden Gren i Skoven, var der ingen, som forgreb sig paa det faldne Træs Grene eller Ved. Hultræet blev liggende fuldstændig urørt. En Mand fra Egnen, som i Hemmelighed trodsede de mystiske Magter og tog en Gren fra Træet med hjem, blev straks angrebet af Sygdom og lod omgaaende Grenen bringe tilbage.
Liget af den gamle Kæmpe betragtes stadig med stor Ærbødighed af mange af Egnens Beboere. Der nævnes flere Eksempler paa, at Træets Rester anses for hellige og ukrænkelige.
En Arbejder, som paa Trods af en Kammerats Advarsler havde vovet at tage en Stump af Egen med hjem for at bruge den til Brændsel, indfandt sig samme Nat hos Skovfoged Nielsen og bankede paa Døren. Da han blev lukket ind, fortalte han, at han ikke havde kunnet sove for Angst og Uro, men at nu havde han lagt Stykket tilbage paa dets oprindelige Plads. Dette er kun et Par Aar siden.
En ældre Skovarbejder, der som Dreng havde haft en Rygskade, for hvilken Kuren med Hultræet havde helbredet ham, blev engang for ikke længe siden af Skovfogden, som for Spøg vilde „prøve hans Tro“, anmodet om at skaffe hele dette gamle Stads af Vejen, da man netop var ved at rydde Skovbunden paa Stedet. Den gamle Arbejder, som ellers altid havde gjort hvad man paalagde ham, nægtede haardnakket at være med til noget saadant — aldrig skulde man faa ham til at røre Træet med en Finger. Det var jo Helligbrøde!
Omkring denne gamle, frønnede Stamme lever endnu Rester af en hedensk Tro, som maaske vil vare lige til Træets sidste Splint er smuldret bort.
Landskabet i disse Egne Nord og Vest for Fakse har næsten overalt det samme Præg, bestandig finder man denne blide, smilende Skønhed, der vist naar sin Kulmination i Skovene Nord for Sparresholm. Egnen har ikke faa udmærkede Boliger, saaledes Rønnede Kro, som med sin mægtige Fa?ade med en smuk Frontespice ud mod Landevejen er et Eksempel paa en fortrinlig Bindingsværksbygning fra sin Tid. Den er ca. 110 Aar gammel og staar udvendig fuldstændig i sin gamle Skikkelse. Den gamle Præstegaard i Ulstrup er smuk og overordentlig velbevaret. Stuehuset er ganske vist noget restaureret og moderniseret; men baade dette og den vestlige og sydlige Yderlænge er ca. 200 Aar gamle.
I det nordligere beliggende Pebringe fandt jeg en endnu mærkeligere Bygning, den diametrale Modsætning til denne. Det er den henimod 200 Aar gamle Bonde-gaard, som med sine fire tæt sammenbyggede Længer, hvor Vinduer og Døre vender ind mod Gaardspladsen, er den typiske, sjællandske Gaard, som synes indrettet paa at lukke for al Nysgærrighed fra Omverdenen. Noget lignende i Retning af en Menneskebolig har jeg aldrig set; det er et Monstrum, som ikke en Gang det vildeste Jylland kan opvise Magen til. — Er vi her virkelig paa Sjælland i vor Tid!
Tage og Mure bølger, som om de har været udsat for et uhyggeligt Jordskælv; Vinduerne, der findes omtrent helt oppe under Tagskægget, er vinde og skæve. Det ser ud, som om det hele kan styrte sammen hvad Øjeblik det skal være. Ufatteligt er det, at disse Lader endnu kan anvendes til Korn, Staldene til Ophold for Kreaturer og Stuehuset til Menneskebolig. Men intet synes at kunne faa Bugt med dette gamle, sejge Egetømmer, og Stenene i de skæve Mure holder bestandig sammen i Godt og Ondt. Og hvis man af alt dette faar det Indtryk, at det er en „kalket Grav“, er dette saare forkert; navnlig er den ikke nykalket. Mest overrasket ved at se dens Indre blev jeg, da jeg kom ind i Lejligheden og saå, hvor velholdt og nydelig den er, et Interiør, som ved sin Renhed og Hygge danner den stærkeste Modsætning til Gaardens forsømte Ydre. —
Naar man har frydet sig over de mange naturlige Idyller, som det ovenfor omtalte Landskab rummer, da overraskes man ved at opdage, at Landets Skønhed i Virkeligheden naår sin Kulmination paa et Sted, hvor man allermindst kunde vente det, nemlig paa Fakse Bakke. Dette er saa meget besynderligere, som det er Kalkbruddet, der frembringer dette Skønhedsindtryk — dette grove og ubarm-hjærtige Indgreb i Naturen. Hvor sjældent er det ikke, at Menneskenes Anfald paa denne gør den mere indtagende.
Sammen med Stevns Klint og Møns Klint danner Fakse Bakke de tre absolut berømteste Navne i dansk Geologi. Set ude fra Havet rejser denne 76 Meter høje Banke sig roligt og jævnt over Landet, omtrent formet som et vældigt Skjold. I og for sig er den altsaa ikke usædvanlig af Form; vi har Hundreder af Bakker, der ligner den. Det er Maaden, hvorpaa den er bleven til, som gør den bemærkelsesværdig.
Danmarks Undergrund bestaar som bekendt af Skrivekridt, et ganske fint, hvidt Pulver, som er dannet af talløse, mikroskopiske Kalkskaller, opstaaet paa den dybe, rolige Havbund for Millioner af Aar siden ved at Smaavæsner, som har levet paa eller nær over Bunden ved deres Død har efterladt disse Skaller, der ophobede sig Lag paa Lag gennem uhyre Tidsrum. Disse Lag danner Grundlaget for hele Danmark med Undtagelse af Bornholm, og det træder efter Landets Hævning frem i Dagen saadanne Steder som f. Eks. ved Svinkleven, Mariager Fjord og i Møns Klint. Fakse Bakke er dannet under lignende Forhold, men langt senere. Det er sket efter at Havbunden har hævet sig betydeligt, og det lave Vand over den har betinget, at Dyrelivet i Vandet har udfoldet sig langt rigere end forhen. Nu kom Mosdyr og især Koraldyr til i saa stor Mængde, at de fik væsentlig Betydning for Dannelserne. Dette „nyere Kridt", som skylder disse Dyreformer sin Tilblivelse, er kun fundet to Steder, nemlig i Fakse Bakke og ved Annetorp nær Malmø. Men det naår ved Fakse Bakke sin største Udvikling. Bakken har sin største Længde fra Sydøst til Nordvest, en Strækning paa ca. 1000 Meter, og dens Tykkelse naår ca. 50 Meter. Utvivlsomt har den før Bræen skred hen over den været betydelig større. Hele denne Banke, som nu rager højt op over det omgivende Land, er dannet paa Havbunden ovenpaa det gamle Skrivekridt, og det er en veritabel Koralklippe, en Koralø, opstaaet paa ganske samme Maade som de varme Haves Koralrev. Koralkalken er hyppigst porøs og skør med aabne Mellemrum, som da Koraldyrene levede. Men af og til er Hullerne delvis udfyldt af hærdet Kalkslam, og hvor de er helt tilstoppede af dette, er der dannet en fuldstændig kompakt Masse, det saakaldte „Fakse Marmor".
Overalt i disse Dannelser finder man Rester eller Aftryk af andre Dyreformer, saaledes de smukke Nautiler, forskellige Krabber, Snegle, Muslinger, Søpindsvin, Havsvampe o. fl. -— „Øen" voksede sig stærk og stor, mens Aartusin-derne skred. Efter sin Opdukken af Havet var den med til at danne det yngste Danmark; og fra hine Tider, da Landet laa hen som en Tundra, har man gjort et mærkeligt Fund paa de gamle Koralklipper, tæt under Bakkens Overflade, nemlig en Tand af en Mammuth. Fra Verdens mindste Dyreformer til den allerstørste ! Hvor mange Millioner Aar kunde denne Banke berette om ....
Nu rummer Fakse Bakke Danmarks største Kalkbrud, og dens Anvendelse som saadan gaar Aarhundreder tilbage i Tiden.
— Hvor vidunderlig smukt her er ved denne mægtige Gryde, dette aabne Saar, som Menneskene har slaaet i den gamle Jord! Fra Bruddets højeste Rand tværs over Graven er den herligste Udsigt, jeg endnu har set i hele Sydsjælland, mest paa Grund af Bruddefs Farver, hvor den mærkelig varm-gullige Masse straaler i Solen som Marmor op imod det fjærne Lands kølige Toner. — Mange Mil ser man til alle Sider, hvor den dybe Grav danner Skel mellem For- og Baggrund. Over Fakse Bugt i Sydvest til Møns Klint og Jungshoved i Syd vandrer Blikket uhindret over denne Slugt, paa hvis nærmeste Rand ildgrønt Græs og Hundreder af Blomster straaler •— vidt ud mod de vældige Skovstrækninger Vesterskoven og Strandskoven i Øst og Sydøst, den ene Skov blaanende bag den anden.
Bier og Fluer summer omkring mig i den glødende Augustdags vilde Solskin, hvor Græs og Blomster og Kalkens Masser blænder Øjet. Af og til lyder Drøn af mægtige Detonationer op fra den modsatte Ende af den kilometerlange Grav; et rullende Ekko følger, blandende sig med Tipvognenes Hvinen.
— Men jeg staar her paa Grubens Rand, midt i Sollyset og i Drønet fra Menneskeværket dernede, en ganske lille homo sapiens, og tænker paa hin Tid, da Mammuthen flyttede sine Tons paa de svære Søjleben op over den isskurede Bankes Sider, langsomt og besindigt. Da den kom gaaende ensom her — som var det selve Babylons Taarn, der var paa Vandring.
Man skal dog ikke føle sig altfor sikker paa, at dette Tableau har været opført her paa Stedet. Langt sandsynligere er det, at Kæmpedyret er omkommen oppe paa Bræen, maaske Tusinder af Mile herfra, muligvis ved at falde i en Revne, og at dets Rester er bleven transporteret bort og spredt af den langsomt, men bestandig vandrende Is. Hvorfor har man ellers ikke fundet andre Levninger af Kolossen her paa Banken end denne ene Tand!
Efter at have set de smukke Egne Nord og Vest for Fakse er Strækningen herfra gennem hele Stevns-Halvøen til Kysten Øst for Store Hedinge overraskende ved sin Ensartethed og Mangel paa Særpræg. Agre og Skove her i dette flade Landskab skifter næsten regelmæssigt med hinanden; man trættes af disse dyrkede Sletter med Skovpletter til alle Sider, hvor det ene Hundrede Tønder Land ligner det andet. Kun de 40 m høje „Klippinge Bjerge“ nær Landsbyen af samme Navn rummer nogen Skønhed paa Grund af den Udsigt, man har fra deres Top.
Det er Halvøens Kyst fra et lille Stykke Syd for Højerup og op til Køge Sønakke Nord for Gjorslev, som gør Stevns til et af vore interessanteste Landskaber, først og fremmest dens pragtfulde Klint, Sydsjællands østligste Fremspring ud i Østersøen. Denne Klint, som i Aartusinder har været angrebet af Bølgeslaget og staar med næsten lodrette Skrænter ud mod Havstokken bag en ganske smal Forstrand, er det Sted i Danmark, hvor man faar det tydeligste Indblik i Jordskorpens Bygningsmaade, og intet andet Sted har spillet saa stor en Rolle i den danske Geologis Historie. I hele sin to Mils Længde viser Klinten sig at være opbygget af forskellige Stenarter, der ligger i omtrent vandrette Lag over hinanden. Tydeligst ses dette under Fyret, hvor Klinten naar sin største Højde, 41 Meter. Nederst bestaar den af det ældste Lag, Skrivekridtet, der omtrent 10 m over Vandfladen er dækket af et kun faa Centimeter Lag lysegraat Ler, over hvilket der følger et Lag blød, gullig Kalksten, det saakaldte Ceritkalk, paa knap I Meters Tykkelse. Over dette igen kommer en fastere Kalkstensmasse, Limsten, som med sin ca. 21 Meters Tykkelse danner Klintens Hovedmasse og er gennem-furet af talrige Flintlag. Øverst ligger endelig et tyndt Dække af Ler, iblandet større og mindre Sten. — Man iagttager saaledes i Klinten 5 forskellige Lagdannelser over hinanden, og disse fortsættes ensformigt langt ind i Landet. Endog saa langt borte som i Thy genfinder man disse Lag i væsentlig samme Rækkefølge.
Hovedmassen af Stevns Klint er som før nævnt Limsten (Bryozokalk). Mens Faksekalken er dannet af Koraldyr, er denne frembragt af Mosdyr, en egen Gruppe af lavtstaaende Dyreformer, der ligesom Koraldyrene optraadte i Kolonier og satte sig Spor i de Kalkstokke, hvori hvert lille Kammer har huset sit Mosdyrindivid. Hvad der gør Limstenens Farve saa paafaldende afvigende fra det nedre Lag af Skrivekridt, selv paa lang Afstand, er ikke saa meget selve Massens Beskaffenhed som Limstenens Mængder af Flintlag, der ofte er metertykke. Disse Lag bevirker forøvrigt sammen med Limstenens egen sejge Beskaffenhed, at Massen er saa fast, saa den ofte, selv hvor Bølgeslaget har skyllet Kridtet bort under den, kan hænge som vældige Buge ud over Havstokken, til den endelig en Dag styrter ned som store Klippeblokke. Men denne Nedbrydning foregaar uhyre besværligt, mangfoldige Gange langsommere end f. Eks. Vesterhavskystens Ødelæggelser. — Om den gamle Stevns Kirke, som i Aarhundreder har ligget paa Randen af Klinten, kunde derfor danne sig det bekendte Sagn, at den hver Julenat flyttede sig et Hanefjed bort fra Afgrunden, og blot ved denne ringe Bevægelse reddede sig fra Nedstyrtning — lige til i vore Dage, da dens Østende endelig ramtes af Ødelæggelsen.
Limstenen i Klinten finder udbredt Anvendelse som Bygningsmateriale, savet i regelmæssige Stykker af Form som store Mursten. Ogsaa til Kalkbrænding anvendes den, men er dog hertil mindre egnet end Fakse- og Saltholmskalken. Et lille Stykke Sydvest for Højerup Kirke, hvor Klinten naar 40 Meters Højde, har man fra dens Rand en vidunderlig Udsigt langs den mod Nordøst med alle dens mærkelige Former, hvor Sædmarkerne gaar lige ud til den bratte Styrtning, der staar næsten lodret ned i Havet. Ogsaa ved Højerup Kirke er Klinten prægtig, især set mod Nord fra et Sted tæt Syd for Kirken, hvor endnu en Del af de svære Masser, som førte en Del af Kirken med sig, ligger i Stranden og rager højt op ad Klintens Side. Der er pragtfulde Former og Farver i disse Brud, og Synet af Klinten er aldeles storslaaet. Den stærke Underbygning, som har været nødvendig for at bevare Resten af Kirken, gør ikke større Skade paa Klintens Udseende; den er ganske smukt lavet, og Farven virker diskret.
Ingen anden Kirke paa Sjælland har saa skøn en Beliggenhed. For øvrigt er Bygningen paa denne Aarstid næsten ganske skjult under Løvet af de store Træer paa Kirkegaarden.
— Den 16. Marts 1928 tidligt om Morgenen laa nogle Fiskere fra Højerup udfor Klinten og røgtede Garn, da de pludselig saa Træerne derinde vakle og svaje som for en kraftig Storm, skønt det var blikstille Vejr. I næste Øjeblik sank Træerne, Kirkegaardsmuren og Koret i Havet; og da den vældige Støvsky, som havde rejst sig fra Stranden, var borte, laa det hele som en Hob Brokker blandet med de nedstyrtede Limstensblokke fra Klinten. — Siden blev Kirken sikret mod yderligere Skred ved Jordmasser over Kridtstenene foruden Mængder af store Havsten, ved Jærnbjælker, Betonmasser og Støttemure, og Korbuen tilmuredes for at værne Resten af Kirken mod Vejret.
Jo længere jeg kommer nordpaa, jo smukkere bliver Klinten. Ved et fremspringende Hjørne Sydøst for Tommestrup er den overordentlig uregelmæssig i Formerne; men ogsaa her naar Kornmarkerne helt ud til dens skarpe Rand, Plovfurerne gaar kun 2—3 Alen fra Afgrunden. Klinten viser her næsten intet Spor af Gravninger saaledes som sydligere, men er pragtfuldt bevokset paa sin Kant og et Stykke ned ad Siden med saadanne Buskvækster som Hyld, Slaaen, Tjørn, ja endogsaa af Sandtise. Mellem de høje, hvidgule Græsser, som klæder Bakkekammen, staar nogle uhyre store, violette Tidsler, Regnfang, Brandbæger, Høstborst, vild Kørvel og Konvolvolus, ludende ud over Randen og med vilde Farver op mod det perlemorsglinsende, fuldstændig glatte Hav, som inderst under Klinten har en lysende, glasgrøn Bræm fra Bundens udskyllede Kridtmasser, og som i det fjerne uden Grænse glider over i den fine Graavejrshimmel.
Nord for Fyret helt op til det store Kridtbrud er Klinten mere blottet for Bevoksning. Ved selve Bruddet, hvor der ved Sydsiden fører en stejl Trappe ned i Dybet, er de kunstigt dannede, lodrette Sider sammen med de nordligere, naturligt dannede Volde af en fantastisk og imponerende Virkning. Det er de mærkeligste Former i hele Klinten. Ved Bruddet er Væggene glatte og næsten lodrette ligesom uhyre Mure, der er bygget af Trolde og Jætter, og bag disse længere mod Nord er der de mest fantastiske, naturlige Formationer, endende med det mærkelige „Mandehoved", hvis Grund er vasket væk af Søen og som hænger med sine Tusinder af Tons og luder ud over Havstokken.
— Ogsaa Stevns har som mange andre Egne i Landet sin „vilde Jæger“. Herude kaldes han Klintekongen, og ved Nattetid farer han ad „de gamle Veje“ ude ved Klinten, langs Strøby Jærne og ad bestemte Stier langs Tryggevælde Aa. At han ogsaa af og til benævnes Elverkongen maa komme af, at han tænkes boende i den store Elverhøj i Hellested Sogn, som danner Udgangspunktet for hans Jagt. Han forsvarer Stevns mod fjendtlige Indfald, og endnu saa sent som i 1807 paastod man, at det var ham, som forhindrede Englænderne i at rykke frem over Prambroen oppe nordpaa, hvor de maatte vende om med deres Rytteri! — Naar Heiberg gør ham til Elverpigernes Konge, er dette imod al Tradition, han er tværtimod ligesom „Kong Vollermand“ deres værste Fjende, jager og udrydder dem. Paa Stevns forekommer Elverpigerne overhovedet forholdsvis sjældent, de hører hjemme i de skovrige Egne mod Syd og Vest. Klintekongen er her Højfolkenes eller Bjergfolkenes Hersker, og det er i Spidsen for dem, han som god Stevnsbo forsvarer sit Land.
— Landskabet bag Kysten er som før nævnt kedeligt og uden Særpræg. Men kun en god halv Mil Nord for Store Hedinge ligger den fine gamle Herregaard Gjorslev med sin Park og bryder dette Landskab paa fortrinlig Vis. Bygningen, hvis ældste Dele med deres to Alen tykke Mure i sin nuværende Skikkelse er opført i Beg. af det 15. Aarhundrede af Bispen Peder Jensen Lodehat, er bygget af Kridtsten fra Stevns. Den har en enestaaende Plan, idet den er anlagt i Korsform, og hvor de 4 Fløje mødes, løfter sig i Krydset et højt, firkantet Taarn med teglhængt, pyramideformet Tag. Det er utvivlsomt en af vort Lands mærkeligste og mest monumentale Herreborge. To senere opførte Sidefløje indeslutter sammen med Hovedbygningen den store, smukke Gaard, til hvilken Indkørslen sker ad en Vej, som indrammes af to umaadelig lange Rækker Bindingsværkslænger, der stammer fra Frederik IV’s Tid og oprindelig har været Rytterskole, men nu anvendes til Funktionærboliger. Disse vældige Længer danner et herligt Perspektiv, som afsluttes af den stolte Hovedbygning.
Gjorslev er oprindelig meget ældre end fra det 15. Aarhundrede og skal efter Arild Huitfeld have tilhørt den fra Erik Glippings Historie kendte Rane Jonsen. Allerede 1370 nævnes den med Halvdelen af den tilhørende Landsbys Jorder som hørende under Roskilde Bispestol. Efter Reformationen kom den paa adelige Hænder, og den har haft Ejere lige fra Dronning Charlotte Amalie og forskellige Konger til hollandske Handelsmænd og andre af borgerlig Herkomst. I 1793 kom den i den udmærkede Adelsslægt Scavenius’ Besiddelse.
Ude fra den store Park, hvor Hovedbygningen ses i ensom Majestæt over de store Lysninger, er den enestaaende smuk. Og selve Parken er landskabeligt ganske fremragende. Blandt dens vældige Træer, som bl. a. rummer en Mængde overordentlig sjældne, fremmede Arter, findes rene Kæmper, saaledes som f. Eks. en 28 m høj Sølvpoppel, hvis Stammes Omfang er omtrent 3 m, en 21 m høj Robina viscosa (uægte Akacie) og en Zelkowa crenata, hvis Hjemland er Kaukasus og Persien og som egentlig kun er en Buskvækst, men hvis Krone her har en Omkreds paa 42 m. Herinde i denne kunstigt anlagte, pragtfulde Park faar man, ligesom saa ofte før paa lignende Steder, en Oprejsning for de Trivialiteter, som det omgivende kedelige Agrarlandskab byder paa.
Dette kunde naturligvis ventes. Men at jeg ude ved Stranden i Gjorslev Bøgeskov skulde møde et Landskab, som betog mig endnu mere, og som modsætningsvis er ren Natur — det kom unægtelig som en Overraskelse for mig i disse Egne. Overraskelsen bestod ikke mindst i den uhyre Modsætning, som dette Skovlandskab danner til den foran omtalte Kyststrækning med Stevns Klint. Her fandt jeg intet, som vidner om Landets Kamp mod Hav og Storm — her var alt lutter Blidhed, Ynde og Ro.
Det første Indtryk af dette Sted faar man, naar man kommer ad Vejen fra Gjorslev og udenfor Skovens vestlige Bryn møder en stille Sø, begrænset af den store Skov, af aabne Enge og enligtstaaende Trægrupper. Det er et Sted, som er helt overvældende ved sin Skønhed, sit milde, ødanske Præg. Og dog stiger dette Skønhedsindtryk, naar man gennem Skoven kommer ud til Kysten, hvor et Par store Lysninger, omgivet af mægtige Træer, hvoriblandt nogle prægtige Ege, indrammer et lille Fiskerleje, hvis Hytter ligger spredt langs Stranden eller under Træerne og synes at være gemt mod Alverdens Ondskab. En skønnere, mere udpræget sjællandsk Idyl findes ikke. Det synes at være et fuldkomment Arka-dien, et udpræget heroisk Landskab, men beboet af jævne Fiskere.
I et af Lejets smukke Bindingsværkshuse bor en ca. halvtresaarig Fisker med sin Familie. Tilfældet vilde, at jeg kom i Berøring med disse Folk og blev deres Gæst en lille Stund. Sjældent har jeg set Mennesker, som passer bedre ind i de Omgivelser, hvori de lever deres Liv — den samme Fred, Ro og Harmoni, som præger denne Kyst, synes at beherske hele deres Væsen og Sind.
Ganske uforglemmeligt blev Mødet med Fiskerens gamle Mor, som er en af de mest henrivende Kvinder, jeg har truffet. Med sin stille, blide Stemme og det aabne Blik, der aldrig veg fra mit Ansigt, mens vi talte sammen, forekom hun mig at være et Væsen, som ingensinde har huset en uskøn Tanke. Hun smilede sjældent, og skete det, var Smilet vemodigt og kortvarigt. Livet har ikke altid forkælet hende, ogsaa ind til denne lyse Kyst er Alvoren kommen og har ramt
Resterne af det faldne Hultræ i Ganneskov
Hans Jensens Gaard i Pebringe. Stuehuset med dets Bislag og østre Længe.
Fakse Bakke med nordlige Del af Kalkbruddet.
Stevns Klint. Udsigt fra Kridtbruddet mod Nord med „Mandehoved“ i Baggrunden.
hende dybf. Hun fortæller mig, mens jeg sidder og tegner hende, at hun har haft flere Børn, som ikke allesammen lever. En dejlig Dreng døde fra hende helt ovre i Sydamerika, da han var 24 Aar gammel. Dette er over tyve Aar siden; men jeg glemmer ikke det Blik, hvormed hun saa paa hans Portræt, da hun viste mig det. Hun sørger bestandig. — Ogsaa hendes Mand er død, og ogsaa af ham ser jeg et Fotografi, paa hvilket han staar lænet opad en Baad nede ved Stranden. Det er en prægtig Skikkelse med et kraftigt, smukt og skarptskaaret nordisk Hoved. Det er kun to Aar siden, hun mistede ham. Selv har hun ofte været syg; men hun er en Heltinde, det fremgaar af hele hendes Væsens Ro, af hendes gode og fine Ansigt.
— Da jeg er færdig med at tegne hende, fandt jeg et stort Bord dækket ude i Skyggen under de mægtige Ege foran Huset. Og her blev jeg bænket sammen med hele Familien og trakteret saa storartet og gæstfrit, som sjældent før hos saa jævne Folk. Alle mulige gode Sager trængtes paa den skinnende Dug, fint Brød og Kager, Kaffe og en udmærket Likør. Det ser virkelig ud til, at Fiskeriet gaar helt godt her!
Det var med en Følelse af fuldkomment Velbehag, jeg sad sammen med disse dejlige og naturlige Mennesker paa dette yndige Sted. Det gjorde mig ondt, at jeg endelig maatte skilles fra dem — og med Vemod tænkte jeg paa, at vi sandsynligvis aldrig mere skal ses.
Et lille Stykke Sydvest for Varpelev, som har mange smukke, gamle Bygninger, passerer jeg Broen over den navnkundige Tryggevælde Aa, som her er et beskedent kun 2—3 m bredt Vandløb, men som længere mod Nord hurtigt bliver til en anselig Strøm, der falder ud i Køge Bugt. Aaen danner under hele sit Løb Stevns’ gamle Vestgrænse, som Klintekongen efter Sagnet ikke tillod nogen anden Konge at overskride. Samme Klintekonge eller „Ellekongen" boede efter nogles Paastand paa selve Klinten, mens andre hævdede, at han havde tilhuse i en „Omgang" inde i Store Hedinges Kirkemur. Det er Christian IV, som har Æren af at være rejst til Stevns og have afsat ham. Skammeligt er det, at Christian IV ikke havde samme Held med sine Nabomonarker, som han modsætningsvis altid tabte til! — Molbech skriver i sin Rejseberetning her fra Stedet: „Om Bønderne siden fuldkommen have indsat Elverkongen igen, véd jeg ikke.“ Jeg véd det heller ikke. Mig voldte det intet Besvær at passere Broen; men jeg har den Fordel ikke at være Konge, og desuden var jeg ved den paagældende Lejlighed ved at forlade Stevns, hvad der naturligvis kun kunde vække Glæde.
Det eneste, som standsede min Fart over Broen og holdt mig fangen her en Stund, er Stedets Skønhed. En ældgammel Pil gror lige ved Broen og hælder med sine fine Grene ud over det lille Vandløb, som næsten uden Spor af Bevægelse rinder spejlblankt gennem de dejlige Enge. Der er intet i Vejen for, at man netop paa dette Sted kan forestille sig at være paa Tærsklen til et Trylle-rige, saa dejligt er her.
Det var paa en Høj nær Tryggevælde, at man fandt den store Runesten med tilhørende Skibssætning, som allerede findes omtalt i d. 16. Aarhundrede og i 1550 flyttedes til Tryggevælde Slot. Den omtales paany af Ole Worm i 1636 og senere i Monumenta Danica. Endnu senere flyttedes den til Vallø Slot, men kom
endelig i Beg. af det 17. Aarhundrede til København, hvor den nu findes i Na-tionalmusæet. Dens smukke Indskrift lyder saadan :
„Ragnhild, Ulvs Søster, satte denne Sten og gjorde denne Høj og denne Skibssætning efter Gunnulv sin Ægtefælle, den veltalende Mand, Nærvis Søn. — Faa vorder nu fødte bedre end han. — Den skal visselig komme til at sone sin Brøde (der staar „blive til en Ræde“, d.v. s. et Udskud), som øver Vold mod denne Sten eller drager den herfra."
Jeg ved ikke, om denne velfortjente Skæbne har ramt nogen af de mange, som har slæbt rundt med Runestenen i de sidste 400 Aar.
Indskriftens paafaldende Lighed i Form og Udførelse med den paa Glaven-drup-Stenen fra Fyen gør det troligt, at det er den samme Ragnhild, som nævnes paa dem begge, og at Tryggevældestenen er rejst over hendes anden Mand. — Udtrykket „Ræde“ (oldn. rétta) er ikke forsvunden af Sproget endnu. En Ræde, paa Jydsk en Ræmand, er det Skræmsel, man rejser i Sæden eller blandt Frugttræer for at jage Fuglene bort.
— Over det smukke Gadekær i Hellested, skimter jeg Taarnet af Byens Kirke, hvor Peder Syv var Præst fra 1663 til sin Død i 1702 — denne Søn af en Fæstebonde, som foruden at være Præst og Lærd blev det danske Sprogs Nyskaber. Han søgte ned til sine gamle Jævninge, til Bønderne, saa at sige det eneste Sted, hvor Landets Sprog endnu taltes naturligt. Her samlede han sine 15000 danske Ordsprog, dog for en Dels Vedkommende byggede paa Peder Laales tidligere Samlinger. Blandt hans mange forskellige store Arbejder er disse Ordsprog sammen med hans Samlinger af Kæmpeviser nu maaske de mest kendte og skattede. Det er drøj Tale mangen Gang i disse Ordsprog, saaledes som Folkets Røst kan være det den Dag idag. Men man fik sagt hvad man vilde, og der er ofte en ene-staaende Kraft i dette Sprog.
Disse Fund blev Kilden til alle senere danske Ordsprogssamlinger. For at naa ind til Bondens inderste Tankesæt har vi ingen sikrere Vej at betræde end disse Fyndord, ingen bedre Føling med hans Vid, hans Fantasi og den uudtømmelige Billedrigdom, han forhen raadede over i sin Tale.
Jeg har aldrig før set saa frodige Sædmarker som langs min Vej herfra ud mod den vidtberømte Elverhøj Syd for Hellested. — Elverhøj eller „Ellehøj", som er en anselig Broncealderhøj, ligger nær Vejen Syd for Hellested paa et Punkt, hvor Terrænet hæver sig en Smule over Fladerne, og fra dens Top faar man en for disse Egne usædvanlig vid Udsigt. Den er meget smukt og tæt bevokset over det hele med prægtige Tjørne, med Hyld, Slaaen og Roser. Som et mærkeligt Stykke Romantik fra gammel Tid ligger den ensom midt i det fuldkommen uromantiske Landskab. Det er ikke underligt, at Sagnene vrimler om denne sære, iøjnefaldende Høj — Sagn om Bjærgfolk og Underjordiske og om dens Bevoksning, som ingen kunde forgribe sig paa uden at han ramtes af allehaande Ulykker. Ikke faa gamle Folk har set Højen ved Nattetide rejse sig paa fire gloende Pæle og Elverfolket danse derinde.
Men det var ikke alene ved Nattetid, at de underjordiske huserede her; ofte har Elverpigerne midt i den klareste Dag og langt fra Højen øvet deres Trolddomskunster mod Menneskene og gjort Ulykker paa dem. — Naar man paa en stille, solvarm Dag kunde se en lille Sky rejse sig lavt over de tørre Marker som
en bitte Søjle af Straa og visne Blade, en lille vandrende Hvirvelvind, da var Faren der! Da gjaldt det om at vare sig for den, som var nær. Thi blev man grebet og omarmet af denne Hvirvel, sank man til Jorden som ramt af Lynet.
Det var det uhyggelige „Elverskud“, Elverpigens Omfavnelse. Og den, som saaledes blev „hentavven“, han hensank i en mystisk Tilstand og forvandt aldrig Følgerne. Naar han vaagnede af sin Svime, var han øm i alle Lemmer, hans Muskler visnede siden langsomt hen, og han blev en Stakkel i hele sin Levetid. Det eneste, som kunde forhindre de onde Magters Anslag, var at man, saasnart man kom denne Hvirvelvind nær, spyttede hurtigt tre Gange itræk — det forhindrede at man blev „poppelsislavet“ og var forøvrigt næsten ufejlbarligt mod al Slags Trolddom.
Det var jo for Resten et nemt og simpelt Middel, som alle havde ved Haanden. — Men det var den Gang! Overfor Elverpigernes indtagende Efterkommere, der vandrer skinbarligen rundt iblandt os baade ved Nat og Dag, har denne Forholdsregel vist sig kraftesløs. Her hjælper intet mere, mangen Mand har taget Skade og aldrig forvundet Følgerne af at komme dem for nær. I den Vind, de hvirvler op om sig er der ofte et Væld af skønne, røde Blomster i mange Nuancer, de saakaldte Burrer.