FRA JELLING TIL NØRRE-SNEDE
Man kan blive træt af det indre Vejlefjordslandskabs bestandig oplagte Træffere, affyret paa nært Hold inde fra Skovbryn og Hulveje med den Færdighed, som en Salonskytte i en Cirkus opnaar, og med den samme Publikumssucces. Men jeg har oplevet et Tordenvejr engang ved Fakkegrav paa Fjordens Nordside, som jeg aldrig har set Mage til, og for dette Vejrs Skyld vil jeg spare Egnen.
Ingen Steder i Landet kan det tordne som i østjydske Skovegne — og dette Vejr sagde Sparto til alt, hvad jeg har set af den Art. Det var et Vejr med Søjler af Regnvand fra Jord til Himmel, hvori Hotellet svam som Noahs Ark, og Piccoloer forsvandt i Skyerne med lange Ildhaler efter sig, der lugtede af Flintegnister og Svovlbrinte. Af Elementerne syntes kun to at være levnede, Ild og Vand, og de var ifærd med at udslette hinanden under Syden og Brag.
I den dybe Ro, der fulgte, laa et Syndflodslandskab med ydmyge Skoves tavse Træer, der stod og takkede for Naaden med de vædetunge Kroner, og med Fjordens Vande, der igen var blevet noget for sig selv — som paa Skabelsens anden Dag, da det højeste Væsen gjorde Skilsmisse i Vandenes udstrakte Befæstning foroven og forneden.
Hotellets Gæster kom frem af deres Skjul med skærpede Tænder og stormede de forladte Borde paany, Piccoloerne dalede ned igen, forvandlede til Amoriner, og lugtede ikke mere af Svovl, men af nystrøgne Servietter og fersk Laks; og Esme-raldas Kinder havde faaet en ny og ukendt Rødme, da hun satte sine uforlignelige Læber til Glasset: Sei mir gegriisst, Du holdes Leben!
— Men Vejret kommer ikke, naar det passer Én. Og da jeg havde gaaet ved Vejle Inderfjord i et aandsfortærende Solskin nogle Dage, snørede jeg min Randsel og drog vesterud for at faa „et nyt, indre Syn“, som Digterne siger.
Man kan ikke mere glæde sig over Egnens sære og vilde Udseende omkring Oldtidsbygden Jelling, saaledes som Finn Magnussen, der i 1820 naaede hertil vest-fra paa sin Færd gennem Landet. Meget er hændt i de godt hundrede Aar siden da.
Alt tyder paa, at Jelling i Oldtiden har været et af de mest betydningsfulde Steder langs Jyllands Hovedfærdselsaare, skønt vi kun har faa historiske Oplysninger derom. Ikke alene de Mængder af Oldtidshøje, hvoriblandt Landets to største med deres pragtfulde Runestene, er Vidnesbyrd om dette; herpaa tyder ogsaa de store Kryds af gamle Færdselsveje, der fra alle Sider iler mod Stedet og her rammer
Hærvejen. Ved sin fortrinlige Beliggenhed har Stedet tvunget Færdslen ind over sig fra de ældste Tider. Hærvejen har tidligere ført gennem denne gamle Bygd, men da Stedet senere tabte sin Betydning, er den middelalderlige Storrute uvilkaar-ligt ført udenom mod Vest.
„Jalangers Hede“ kaldes de øde Strækninger heromkring i Knytlingasaga, da Stedet nævnes som Valplads for Kampen mellem Kong Niels og Erik Emune, som blev slaaet her 1131. Allerede fire Aar senere kommer Erik igen til Egnen paa Skib fra Sverige, og det lykkes ham at fange Harald Kesja i en By, som kaldes Scipyng — senere Skibetorp, det nuværende Skibet — hvor han myrder den fangne og lader ham begrave paa et Hjørne af Kirkegaarden, mens Haraids ældste Søn Oluf i Forklædning blander sig mellem Tiggere og Pilgrimme og slipper bort, forputtet mellem disse brogede Skarer paa deres Færd ad den store Hærvej.
Kun saaledes, som Glimt i Mørket, dukker Jelling op i Horisonten, og dens Betydning er allerede da forbi. Om dens Storhedstid er saa godt som intet levnet os. Men naar den islandske Saga beretter om Guldringen, som paa Frodes Tid kunde henligge urørt ved Alfarvej over Jalanger Hede, da har Forfatteren med Omhu valgt dette Sted for Effektens Skyld — det er et af de mest kendte og befærdede i Landet.
Jelling har næppe været noget egentligt Kongesæde i dette Ords senere Betydning. Men Kongsgaard har der været her ved Hovedbygden i det gamle „Jalang-syssel“. Hertil er allerede Uffe „hin Spages" Fader, Sagnkongen Vermunds Navn knyttet, og i historisk Tid nævnes Kongsgaarden endnu i 1135 som Harald Kesjas Sæde, samme Aar som han bliver myrdet. Men først og fremmest har, paa Hældet mellem Sagntid og historisk Tid, Corms og Thyras Navne kastet Glans over dette Sted, hvortil de maa have følt sig særlig stærkt knyttede.
Svend Aagesen fortæller 1185, at da Kongeparret døde lod Harald, deres Søn, begge Forældrene jorde i tvende ligelige Tvillinghøje nær Kongsgaarden. Men som den længst levende maa Gorm have rejst Stenen over Thyra, og efter Gorms Død har Harald rejst den store Sten, „Haraids Sten", over Gorm midt imellem de to Høje paa Stedet hvor den endnu staar. Kirken er bygget før Aar 1200 imellem Højene, og ved dens Anlæg er der taget Hensyn til Stenens Plads, hvad der frem-gaar af dens skæve Beliggenhed i Forhold til Højene. Thyras Sten har staaet paa Toppen af hendes Gravhøj, men er senere flyttet ned ved Siden af Gorms.
Christian IV lod 1636 opsætte Stendiger om „de tuende bierge ved Jellinge kiercke", rimeligvis de samme Stensætninger som endnu, delvis jorddækkede, ses ved den søndre Høj.
Medens Thyras Høj aldrig har været aabnet, har der i 1820, 1821 og 1861 været foretaget Udgravninger i Gorms Høj. De første Undersøgelser viste straks, at dens Gravkammer forlængst havde været baade udgravet og plyndret. Hvad der var levnet deri, var kun mindre betydningsfulde Brudstykker af Rummets Beklædning og af Gravgods. Maaske har denne Plyndring fundet Sted allerede i Oldtiden; man har Beretninger om saadanne, hvis Formaal blandt andet har været at hente Vaaben. — Forsøg paa at restaurere det for Vejr og Vind stærkt udsatte Gravkammer og holde dette aabent, mislykkedes, og det lukkedes endelig i 1878.
Runestenene og deres Motiver har saa ofte været Genstand for Beskrivelse, at jeg ikke skal gentage disse her, men blot henvise til det fremragende og pragtfuldt illustrerede Værk af J. Kornerup: Kongehøjene i Jelling (1875).
Man kan komme ad Hovedvejen gennem Jelling By uden at bemærke Landets største og mærkeligste Oldtidsminder, saa godt har man ved Bebyggelsen sørget for at bevare dem for de nærmestboende Husejere alene! — Er det mon for paa anden Vis at markere Stedets Oldtidsry overfor den fremmede, at man til Gengæld har anbragt en Attrap af et Dyssekammer i en Have paa et iøjnefaldende Sted ved samme Vej gennem Byen? Man undres her som ofte før over, at det endnu aldrig er gaaet op for Bygmestrene af saadanne Efterligninger, at det er Gravkamre med 4 Vægge og et Loft, der skal eftergøres, og at dette ikke lykkes med 3—4 tæt opstillede kegleformede Sten med en Granitklods ovenpaa. Det er besynderligt, at der findes Indbyggere i dette Land, der endnu ikke véd hvordan en „Kæmpehøj" ser ud indvendig, især naar man betænker hvor mange Tusind der er bleven brudt ned og ødelagt.
De store, ærværdige Høje med Kirken imellem ligger indeklemt i en tarvelig Stations-Villaby.
Jeg gaar op paa Gorms Høj; men jeg skulde ikke have gjort det. Hvad jeg ser herfra, fylder mig med Skam. I Forgrunden en vældig Fabriksskorsten og Byens nye Villatage. Til de andre Sider er Udsigten helt spærret af Træer, Thyras Høj er skjult af disse, kun Kirken ses foruden en anmassende Nybygning med sorte, glasserede Tagsten. Højens stensatte Fod adskilles kun fra de nærmeste Nybygninger ved en 3 Meter bred Sti; forrygende Murmesterpaafund klods opad Oldtidshøjen. Biler og Motorcykler raser forbi ad Vejen.
Ogsaa Thyras Høj ligger indeklemt paa Kirkens modsatte Side, dens ene Halvdel er nu helt indesluttet af den gamle og ny Kirkegaard. — Flagstænger er rejst paa begge Højes Top, hvad der harmonerer godt med Bebyggelsen. Havde man med alt dette haft som eneste Hensigt at forulempe Stedet, kunde man ikke have naaet et fortrinligere Resultat.
Enhver Forestilling om hvordan disse Høje engang har ligget i det aabne Landskab, et af de mærkeligste i Jylland, synlige milevidt saaledes som deres Bygmestre har tænkt sig, maa man for bestandig give Afkald paa. De blev sparede da her var Hærvej, men blev Ofre for en civiliseret Slægts Hærværk.
Blot 4 Kilometer fra Jelling ud ad Herning Landevej krydses denne af Hærvejen, og et ypperligt Stykke af denne finder man ved at følge den fra Vejkrydset et lille Stykke mod Nord, til man er omtrent ret Østen for Givskud. Landskabet heromkring er uhyre sandet og ufrugtbart, Vejen dybsporet og ofte vanskelig at befærde, tilsyneladende aldeles uberørt af moderne Forandringer. Digerne langs dens Sider, som maa skrive sig fra de tidligste Oksedrifters Dage, naar en Højde paa op imod halvtredje Meter, et imponerende Syn. Vejbredden varierer stærkt ligesom Afstanden mellem Digerne, der ligger lyngklædte om den dybe, sandede Vejbane, og Lyngen breder sig fra dem nogle Meter ud til Siden, men grænser her hele Tiden skarpt op til magre, dyrkede Agerfelter eller de allestedsnærværende Graner. Faa Steder har jeg inderligere ønsket disse Plantninger Fanden i Vold. Uden dem vilde denne Strækning være af en vidunderlig landskabelig Stemning. — Over den gamle, sagnrige Vej er der endnu trods alt en Afglans af fjærne Tiders mystiske Lys. Dette Stykke af den er sammen med Vejen over Randbøl Hede langt de bedste Dele af den der er tilbage.
— Mens Digerne næsten hele Tiden har fulgt Vejen paa det hidtil omtalte
Stykke, er de helt forsvundne for Ploven længere nordpaa mod Nørre-Kollemorten og Øster-Nykirke. Omkring Kollemorten er Landskabet nu stærkt dyrket, og Byen, som næsten udelukkende bestaar af Cementhuse, er af en næsten rørende Grimhed. Rundt om til alle Sider rejser de sorte Plantager deres plankeværkslignende Kulisser bag de svindsotige Agre med Huse som graa Kufferter, et Billede meget forskelligt fra den Tid, da „Kolde Mortens" Kapel laa her ved sin lille ensomme By og fra sine vældige Højder lyste over Vidderne mod de valfartende Pilgrimsskarer. Stedet har i sit mærkelige Navn bevaret Mindet om den berømmelige Helgen, Set. Martin af Tours, født i Set. Martinsberg i Ungarn i Aaret 316, og død i Tours som Bisp 397. Hans Død fandt efter Traditionen Sted d. 11. November, paa Overgangen til den kolde og mørke Aarstid, og Mortensfesten til Helgenens Ihukommelse traadte i Stedet for den gamle hedenske Efteraarsfest, hvis Skik med Æde- og Drikkegilder den tog i Arv. —- Kolde Morten var da Navnet paa denne Efteraars-Festdag, af Martinus frigidus, ligesom Varme Morten, af Martinus calidus, var Benævnelsen paa Helgenens Translationsdag d. 4. Juli.
Landskabet mellem Kollemorten og Hundshoved er den sidste Strækning Hærvejen gennemvandrer mod Nord, inden den forvandles til moderne Chaussé. Det er et typisk forhenværende Hedebakkeland, store Sand- og Grusaflejringer med dybe Svælg mellem Bakkerne, som endnu ofte er lynggroede og af herlig Virkning i deres tunge, dystre Alvor. Den gamle Kvaderstenskirke i Øster-Nykirke har paa sin dominerende Banke, der naar en Højde af 130 Meter, en ganske pragtfuld Beliggenhed. Den er fra romansk Tid, nu en Del restaureret, men med ypperlige Figurfremstillinger paa enkelte af sine Granitkvadre. Vejen, som nu fører op over Bakkens Top tæt forbi Kirken, har tidligere haft et noget østligere Forløb udenom Bakken.
Vi befinder os paa et af de mærkeligste Steder paa hele det store Vandskel, thi Vejen har her i Øster-Nykirke Sogn listet sig frem ad dette netop lige mod den smalle Passage, som findes mellem Udspringet af vort Lands to største Vandløb, Gudenaaen og Skjernaaen, hvis Kilder springer kun et Par Hundrede Meter fra hinanden. Og nær dette vigtige og snævre Færdselspunkt, hvor alle maatte over i Krig som i Fred, er der i ældgammel Tid til Spærring af Passagen anlagt en af de anseligste Forsvarsvolde, som endnu kan paavises. Det er det saakaldte Mar-grethedige, der krydser Vejen hvor denne gaar over Peterslund Mark, et lille Stykke Vest for Tinnetgaarden, paa hvis Jorder de to Aaer har deres Udspring. Paa Vejens østlige Side er Volden helt lagt øde, delvis jævnet med Jorden og endelig helt udslettet af den Granplantage, som er anlagt henover den. Men paa Vestsiden ses den endnu i en Længde af omtrent halvtredje Hundrede Meter, løbende vinkelret ud fra Vejen med sin Grav mod Syd. Volden er meget anselig og naar endnu godt et Par Meters Højde over Marken. Tidligere har den haft en samlet Længde af ca. 500 Meter og forløb da mod Øst ud i de lave Enge om Gudenaaens Udspring, hvor den endnu kunde spores for et Sekel siden.
Under Bakkehældet ned mod en aaben Dalsænkning tæt Østen for Tinnetgaarden springer Gudenaaen frem af Grunden. Den kommer til Verden saa at sige i Dølgsmaal, og næppe noget Menneske vilde kunne finde Stedet uden Ejerens Hjælp.
Men det pibler og syder under Jordsmonnet mellem de frodige, grønne Planter, som flokker sig om Stedet, og en saadan Kraft er der i det nyfødte Barn lige efter at det er sprunget ud af Jordens Skød, at Manden paa Tinnetgaarden har ledet Vandet fra Ungen op paa sin Mark ved Gaarden mere end 100 Fod oppe over Udspringet. I et Bassin, som er indrettet til Badested for Familien, sender Kilden en Vandstraale paa to Meters Højde op over Vandfladen. Et kraftigt Spædbarn! Allerede hundrede Meter nedenfor Fødestedet i Dalen vandrer den alenbred afsted med en Konfirmands glade Selvtillid; med Nød og neppe skræver jeg over den og tager i denne Stilling et Fotografi af den. Hvor jeg senere passerer den ved Overkørslen nær Tørring, er den allerede bleven en haabefuld Yngling med en Skulderbredde paa 3 Meter.
— Mærkeligt er det, at Jyllands anden store Aa Skjernaaen har sit Udspring ikke 200 Meter fra Gudenaaens. De synes straks at sige til hinanden: „Gaar Du tilhøjre, gaar jeg tilvenstre,“ i øjeblikkelig Erkendelse af, at to saa bovne Karle ikke trives i samme Landskab. Højst forskelligartede er de iøvrigt i Anlægget, og Vil-kaarene de møder i Livet uddyber denne Forskelligartethed. Skjernaaens Kilder er, som Modsætning til Gudenaaens krystalklare Udspring, det bare Mudder og Sump, og først efter at det lille arveligt belastede og vantrevne Foster har faaet kunstig Opflaskning fra en Mose i Nærheden, kommer den saa meget til Krylt at den kan kaldes Bæk. Gudenaaen, som umiddelbart efter sit Udspring har et anseligt Fald, viser straks hvor den kommer tilsyne i en Sandbrink det mest krystalklare Vand, gennem hvilket man ser den rene, rillede Sandbund; og i Brinkerne ved dens Bred finder man 3—4 Fod nede i Sandet et 1 Fod tykt Lag stenhaard AL — Den er mafoi kommen af Godtfolk, som Holberg siger!
Men dens Fælle Skjernaaen, som kommer fra Sumpen — naår den ikke akkurat lige saa vidt! — Hvilken Lækkerbidsken, jeg her serverer for dem, som ynder Lignelser og symboliserende Palaver! Jeg skal yderligere krydre den:
Holberg har jo evig Ret. „Den grimme Ælling" blev ganske vist udruget i Ande-gaarden; men den er undfanget af Svaner. Sandsynligheden og Erfaringen taler til Fordel for de lykkelige — det vil sige de sunde — hvis Start er som Gudenaaens, selv om kun faa af dem naar at strømme med brede Bølger og Skibe paa deres Ryg ud i Favnen paa det aabne Hav. Men af de andre, som ikke er „kommen af Godtfolk", bliver mindst de 999 pro mille ved med at være dovent Mosevand. Tiltrods for dette vil man bruge den ene, der undertiden naar frem, som opløftende Eksempel og Stof til Opbyggelighed. Filantroper svælger i Mosens Afkroge og leder Sumpens syge Vædsker ind i Couveuser og lune Damme, hvorfra de kan føres ud i Lyset og blande sig med Søernes Vand — og plumre det.
Politiken var emsig efter at tage Filantropien i sin Tjeneste. Reaktionen har ofte styrket sig ved en god Søvn med Hovedet hvilende paa Godgørenhedens Hovedpude. Hans Majestæts loyale Opposition sprang i Blomst i sin Urtepotte, takket være den Gødning, som Humaniteten efterlod omkring dens Rødder, og staar nu med et smukt hvidt Kors over sin røde Blomst. Alle vil tækkes den, enhver kan bruge den.
Kun Naturen selv er ikke Filantrop, og den samler ikke paa Stemmer. Den er ganske kølig og kender ikke til Barmhjærtighed. Men den handler paa langt Sigt som en haardhændet og forfaren Økonom. Og den har endnu Sundhed at lade gaa i Arv til sine ægtefødte Børn. Den er traadt i Gudernes Sted: Alt giver den sine
Yndlinge, den højeste Fryd og den dybeste Smerte. De andre fratager den det lidet, de har faaet.
Og det maa de hver for sig se at finde sig tilrette med.
Jeg kørte tilbage til Vejle ad Landevejen fra Nørre-Snede over Hammer og Tørring. Terrænet er her bestandig højt, op imod 100 Meter, og fra Bankerne omkring Nørre-Snede er der en mægtig Udsigt mod Vest over det gamle Hedeland, der nu næsten udelukkende bestaar af dyrkede Jorder og er dækket af Naaletræs-plantninger i saa forbausende Mængde, at det ser ud som hele Landskabet har Skurv. Men fra Bakkerne om Sindbjerg, der løfter sig 112 Meter over Havfladen, har man endnu vide Udsigter over et mere aabent og skovløst Land, med vældige Vuer ind mod Øst helt til Bjerreherred, hvor det fjærne „Bjerrelide“ løfter sig som en Sky over Horisonten, stedse synlig over de mellemliggende, umaadelige Flader.