FRA NÆSTVED-EGNEN
Kysten mod Øst fra de nylig omtalte Egne og omtrent helt hen til Sjællands sydligste Spids er bestandig mere og mere splittet af Havet. De nærmeste Indlandsegne bag denne Kyst har landskabelig først og fremmest Interesse langs Susaaens Løb, ved Højdedraget mod Menstrup Bjerg, samt ved saadanne Modsætninger som den prægtige Næstved-Aas med Fladsaa Bakker og den vældige Holmegaards Mose. Af Øerne, som næsten helt lukker for de store Indskæringer af Havet — Karrebæk Fjord, Kragholms Strøm og Dybsø Fjord — er Enø og Dybsø ganske smukke, mens det langt udløbende Svinø-Land ligesom Herre-gaardsøen Gaunø landskabeligt er lidet interessante.
Fra Næstved gaar Landevejen mod Syd parallelt med Danmarks vandrigeste Aa Susaaen, hvis Løb man næsten bestandigt ser blinke i den grønne Lavning, hvor den huserer enevældig. Men det er først, naar man kommer forbi Rettestrup, at der bliver Liv i det ellers ensformige Lavland. Her begynder Smaa-bakker at løfte sig over Fladerne, og Agerlandet brydes af Gran- og Fyrreskove paa Bakkernes Sider.
Snart ser jeg fra én af Smaahøjene Dybsøfjorden blinke ude i Vest over et fuldkommen deltalignende Landskab, der næsten uden paaviselig Grænse gaar over i Fjordens Vand. Over disse Flader løfter sig i Nordvest Jarsskov-Halvøens mørke Skovbryn, og langt ude i Vest staar Dybsøs nøgne Højder og Tjørnekrattet paa Enø som Fata-Morganaer i Soldisen med fine Spejlinger ned i det varme Luftlag over Havet, ligesom sejlende, blaa Skove.
Af Vejlø Aa er der nu kun et Minde tilbage i Form af en helt udtørret, smal Grøft. Kun paa Vejlø Bros vestlige Side, hvor der blot er et Par Hundrede Meter ud til Stranden, er den bred og vandrig — men det er Fjordens salte Vand, som løber herind og fylder dens gamle Leje.
— Et over store Dele af Landet udbredt Sagn verserede ogsaa paa dette Sted, nemlig om den vilde Jæger, som ved Nattetid forfølger „Slattenpatten“ paa sin Hest, skyder hende og binder hende til Hestens Hals ved hendes lange Bryster, hvorpaa han atter forsvinder i Mørket. Det er utvivlsomt en Arv fra Hedenskabet, Odin selv, som jager de onde Magter, der vil gøre Menneskene Fortræd. Det lyder næsten ens overalt, hvor det forekommer. Her fortæller det om en Karl, der om Natten gik fra Vester-Egesborg til sit Hjem i Kjøng, og som paa Vejlø-broen mødte et saadant kvindeligt Uhyre, som truede med at sluge ham, da i det samme et Kobbel sorte Hunde med gloende Tunger ud af Halsen kom jagende paa Sporet af Utysket, hvorpaa hun flygtede. Lidt efter kom „Kong Vollermand“
Borrebys Park, set fra Slottet over Voldgraven og den tilgroede Eng.
Gamle Bøge og Ege i Stigsnæs Strandskov.
Ved „Borrehuset" nær Øststranden i Basnæs Skov.
Den gamle Præstegaard i Ulstrup. Vestlige Længe og Stuehuset.
— Nordsjællands „Kong Volmer" — jagende paa sin Hest, standsede brat udfor Karlen og spurgte ham om, hvad han havde set. Karlen fortalte det, og Jægeren udbrød: „Det er den sidste af den Slags her i Danmark." Hvorpaa han for efter hende. Straks efter hørte Karlen tre gjaldende „Hallo" ude fra Kostræde Banker, efterfulgt af et drønende Skud. Den nysgærrige Karl ilede derud og fandt Jægeren sammen med den dræbte Slattenpatte, og han bliver tvunget til at hjælpe Vollermand med at binde hende fast paa Hesten. Men siden havde Karlen tolv Mands Styrke, fordi Kongen for at øge hans Kræfter havde givet ham en Drik af sin Flaske.
Hvad der her den Dag idag levendegør Sagnet paa mærkelig Vis er en Illustration til det, som findes i den kun en Mil fra Broen liggende Vejlø Kirke. Her er selve Slattenpatten afbildet i udskaaret Træ, saa hæslig og realistisk, som om dette Fabelvæsen havde staaet Model for Billedskæreren. Det er et fantastisk og uhyggeligt kvindeligt Monstrum med lange, hængende Bryster, Horn paa Hoved og en lang Svans, der slynger sig omkring Laarene. Paa Maven bærer den med Hænderne en Roset, der tjener som Figenblad. Hæsligt især er dens Hoved med de lange Ører og med Ansigtets djævleblændte Smil. Det er „das ewig weibliche", drevet helt ud i det sataniske. Og mærkeligt er det, at denne Figur, som er sine halvanden Meter høj, bærer selve Prædikestolen, hvorfra Kristendommen har været forkyndt gennem nogle Hundrede Aar — Hedenskabets onde Aand som Fundament for Guds Ord! Dens Udtryk maa have kunnet faa de gamle Bønder til at svede, naar Præsten tordnede om Helvede oven over den.
Det er et fremragende Stykke Billedskærerarbejde; utvivlsomt skriver det sig fra den berømte Abel Schrøder d. Yngres Værksted i Næstved, da denne fra omkring Aar 1630 forsynede en Mængde Kirker med Inventar, blandt disse foruden Holmens Kirke i København ogsaa Vejlø Kirke.
Landskabet her omkring naar sin største Skønhed, hvor Susaaens Vande ved den gamle Fiskerby Abbernæs mødes med Dybsøfjordens Indre. Pragtfuld er denne Aa overalt, hvor jeg har mødt den, ikke mindst paa dens sidste Vandring ud mod Havet. Oppe ved Herlufsholm rinder den mærkelig rolig og stille under Parkens store Træer, som spejler deres grønne Mørke i dens blanke Vande. Det er, som om den allerede her ældes og er hensunken i Gamlingens blide Drømme, der langsomt skal svinde i Døden. Men endnu har den Styrke i sig, og den faar en magtfuld indian summer, naar den har løbet sin Spidsrod gennem Næstved By. Den kommer helt vaagen og fuld af Styrke ud paa den anden Side og er atter den gamle Majestæt, som hersker over alt Landet, hvor den viser sig. Den dominerer og bruser under de store Pile gennem Engene nedenfor Aaderup By og vandrer videre, syngende en Dommedagsmarch, indtil den først helt herude ved Abbernæs med et sidste Suk falder i Fjorden, bred og rolig og uden Overgang bliver den selv til Fjord og opsluges endelig umærkeligt af Havet, som for den er det store Intet. Til det sidste ligner den Stærkodder i sin Færd. —
Den gamle Del af Abbernæs By, oprindelig et Fiskerleje, er endnu meget smuk. Byens Navn kommer efter Sigende af „Abbednæs", og her skal efter samme Tradition have ligget et Munkekloster lige over for et Nonnekloster paa Gaunøs Kyst. Et Sagn siger, at da det var for besværligt for Munkene at komme over til Nonneklostret ved at følge Vejen, gravede de en Gang under Susaaen, ad hvilken de skaffede sig Samkvem med Nonnerne. Da en Munk engang blev grebet paa fersk Gærning, indemurede man ham i en af Gaunø Slotskirkes Murpiller. Og fra dette Sted hørtes siden om Natten bestandig Suk og Jammer, lige indtil man for nogle Aar siden under en Restaurering virkelig fandt et Mandsskelet paa Stedet og fjærnede det. Siden dette skete, har man aldrig hørt de uhyggelige Lyde.
Gaunø er usædvanlig kedelig; dette gælder baade Herregaardsbygningen og den landskabeligt ganske uinteressante Ø. Kun den lille Lønned Skov paa Sydsiden er maaske et Besøg værd. — Hele Vejen herfra op til Næstved finder man den samme Tomhed i Landskabet, naar som før sagt Strækningen langs Susaaens Bred undtages.
Fra Næstved ad Vejen mod Vest til Menstrup kommer jeg derimod gennem et mærkeligt bevægeligt og levende Landskab, stærkt bakket, med bugnende Agre og smukke Gaarde. Næsten hele Vejen har jeg Udsigt over Karrebæk Fjord, over Gaunø med den lille græsklædte Lindholm og over Enø, der sammen med Skakholm ligger derude som en fin Røgstribe lavt over Vandfladen. Landet stiger og bølger kraftigere, jo længere jeg kommer mod Vest, indtil jeg endelig naar det 43 Meter høje Menstrup Bjerg, hvor Udsigterne kulminerer og bliver aldeles pragtfulde, især ud over den store Karrebæksminde Bugt og helt ned til den omtrent 3 Mil fjærne Knudshoved Odde, hvis takkede Ryg gaar i mægtige Bugtninger som Kroppen af en svømmende Slange, selve Midgaardsormen, der synes at styre lige mod de vandrende Søer med Ærinde vesterud, rejsende sit skaldede Hoved mod Smaalandshavets fræsende Bølger. Fjærnt i Sydøst skimter jeg endnu Karrebæk Fjord, hvis blaa Vande bølger ud og ind mellem grønne Landtunger. Et mærkeligt, havskaaret Land — men blidt og frodigt, ægte sjællandsk.
— Menstrup By selv er kedelig, næsten alle dens Bygninger er i den moderne Stationsby-Stil. Det samme gælder Boligerne omkring den noget nordligere liggende Marvede Kirke, hvor selv den gamle Præstegaard forlængst er forsvunden og ombygget med samt sine Lader.
Jeg skal berette om et højst usædvanligt og mærkeligt Sagn, hvis Skueplads var Loen her i den gamle Præstegaard. Det er bleven berettet for mig af min Ven, Arkitekt Helge Bojsen-Møller, hvis Fader F. D. Møller, gift med Jutta Boj-sen-Møller, var Præst her i 1874—88. I en Lo i Præstegaarden stod en Pæl nedrammet i Gulvet og ragede ca. 1/2 Alen op over dette. Den var altid i Vejen for Færdslen og Arbejdet herinde; men den havde staaet her saa længe, nogen kunde huske, og ingen havde nogensinde rørt den eller villet flytte den, fordi et Sagn knyttede sig til den. Dette lød saadan:
En Præst paa Stedet i forrige Dage havde den mærkelige Vane hyppigt at gaa op i Kirken ved Nattetid for at øve sorte Kunster. Da han paa disse Udflugter altid benyttede den omtalte Lo som Genvej, aftalte Præstekonen, som var misfornøjet med disse evindelige Nattevandringer, med Karlen paa Gaarden, at denne skulde stille sig paa Lur i Loen og agere Spøgelse for at skræmme Manden. En Nat, da Præsten vilde liste op i Kirken, stod pludselig et langt, hvidt Gespenst med oprakte Arme foran ham paa Logulvet. Præsten standsede og raabte: „Er Du en Aand eller af Kød og Blod? Svar for Dig!“ — Men Karlen forholdt sig tavs i sin truende Stilling. Og Præsten, som troede det var et Spøgelse, gav sig straks til at mane ham ned i Jorden. Og det Stykke Arbejde var Pastoren meget forfaren i; før Karlen fik besindet sig, var han allerede sunket gennem Logulvet til Knæerne. Og da det stadig skred den Vej med ham, blev han tilsidst saa forfærdet, at han begyndte at raabe op og gaa til Bekendelse: „Aa Husbond, Husbond! Det er jo bare mig!“ — „Ja-ah,“ sagde Præsten, „det kan jo være godt nok, men nu er det for sent, jeg er nødt til at blive ved, som jeg er begyndt. Nu maa Du helt ned!“ Og han for frem med sine Kunster, til Karlen forsvandt i Jorden. — Siden rammede Præsten en Pæl gennem hans Krop, der hvor han sad, for at han ikke skulde gaa igen.
Saa hændte det saa sent som i 1880, da min Hjemmelsmand var 5—6 Aar, at man blev nødt til at lægge Gulvet om i den gamle Ladebygning; herved blev Grunden udgravet og Pælen endelig rykket op; og her fandt man tæt under Overfladen et krumbøjet Skelet af en Mand i halvt siddende Stilling. Pælen havde været rammet tværs gennem Kroppen mellem den nederste Del af Brystkassen og Bækkenet.
Præstens Drenge kørte Skelettet op paa Kirkegaarden i deres Legetøjsvogn, og her blev det gravet ned.
Hvad skjuler sig bag dette Sagn? Er det et Ægteskabsdrama, der begynder med Karlen som Præstekonens Galan og ender med et Mord? — Man kan kun have vage Formodninger derom. Liget har ligget der i Hundreder af Aar, Loen er maaske ombygget mange Gange, og imens har Overtroen bestandig kredset om den mystiske Pæl og skærmet denne og Graven. Ganske paa samme Maade har Overtroen til for et Par Menneskealdre siden værnet vore Oldtidsminder mod Ødelæggelse, mens de i en mere oplyst Eftertid er bleven revet ned som Paddehatte.
Gaar man fra Næstved mod Sydøst ad Næstved-Aasen og Fladsaa Bakker, kommer man hurtigt til Steder, som landskabeligt kan maale sig med Egnen om Menstrup Bjerg. Selve Landevejens Omgivelser rummer mange Oplevelser, dejlige Huse og Gaarde med deres Haver ligger langs Vejens Sider i det bestandigt stigende Terræn, som fra Rønnebæksholm til hen imod Mogenstrup løfter sig til Højder paa et halvt Hundrede Meter eller mere. Desværre er der næsten langs hele Rygningens Sydside, hvorfra Udsigten vilde være smukkest, griset i den Grad til med Graner i et milelangt, bredt Bælte, saa det sjældent er muligt at faa nogen Udsigt til denne Side over det milevide Land. Det er først ved Mogenstrup, hvor Beplantningen paa Sydsiden holder op, at dette Landskabs Skønhed naar sit højeste og man faar frit Syn viden om over milebrede Flader, brudt af Smaaskove, af Fjordens mange lysende Vandspejl og yderst af den store Karrebæksminde Bugt — et aldeles herligt Landskab. — Fra nogle aabne Banker ved Pederstrup faar man et dejligt Billede af Landskabet mod Nord, hvor den gamle Mogenstrup Mølle hæver sig som et Taarn over de høstlige Agre og mørke Skovbryn, ligesom en Kæmpe paa Vagt, skønt den forlængst er afmønstret og kun staar her af gammel Vane og for sin Fornøjelse.
Nede i det idylliske Landskab finder jeg Høsten i fuld Gang. Paa de store Jorder vandrer Mejemaskinerne maalbevidst og roligt deres Gang, men paa de smaa Agre er Leerne endnu i fuldt Sving, og Kornet synker sindigt men sikkert for drøje Hug af stærke Arme.
Parcellist Anders Jensen har lagt Vaabnet til Side og er i Færd med sammen med hele sin Husstand at sætte Rugen i Traver. Jeg ved ikke, om han hører Lærken synge over sit Hoved, eller om han har lagt Mærke til, at Regnspoverne er begyndt at trække. Men han er med i Billedet, han hører hjemme her — og han og hans passer sit ligesom hans Slægt har gjort det før ham i Tusinde Aar over det danske Land.
— Som jeg sidder her paa min Bakke og ser dette Liv omkring mig, falder der mig et Billede ind fra Storbyen:
Det er en mørk og tung Novembereftermiddag, hvor Regnen pladrer ustandselig ned fra en haabløs graa Himmel. Inde i mit Arbejdsværelse ud mod den brede Gade hører jeg pludselig en Sang, eller snarere nogle hæse Raab, nede fra Gaarden, og jeg gaar ind og aabner et Vindue og kigger derned. Den store Bag-gaard er overalt graa ligesom Luften, Vandet siler ned ad Murene, plasker paa Asfalten dernede og trommer paa Zinklaagene paa Skarnkasserne, omkring hvilke der færdes to—tre dyngvaade Rotter. Alle Vinduer er lukkede, og Pigerne har trukket Køkkengardinerne for og slaaet Haanden af Vejret.
Henne i det mørkeste Hjørne af den store Gaard staar en Skikkelse, en lillebitte Mand, graa som alt det andet, godt camouffleret mod Mure og Skarnkasser og Rotter. Regnen driver ned ad hans Tøj, slaar gennem hans Hatteskygge og ned i Skægget og render videre helt ned i Støvlerne. Af en eller anden Grund har han Hænderne begravet i Lommerne, skønt dér maa være lige saa klamt som udenfor. — Raabet, jeg har hørt, kommer fra ham; det er én af Baggaardenes Trubadurer, en Kunstner og en Profet, men som saadan en af de mest falske. Han
er midt i „Hvor Nilen vander--Og pludselig gjalder Raabet igen, Refrænet
slaar mod Murene og naår mit Øre:
„Jeg traar, der skø-høn-nest i Da-antnark!"
Ak ja! — Hvorfor løber jeg ikke ned paa den solbeskinnede Stubmark mellem Negene og griber Høstmanden ved Ærmegabene i hans Vest, ryster ham og siger: „Kære Parcellist Anders Jensen! Sig til Deres Afkom og hele Deres Hus, raab det ud over Byen og hele Sognet: Rejs ikke ind til Byerne og bliv Gaard-sanger! Der findes derinde om Vinteren halvandet Hundredtusinde Arbejdsløse i Forvejen. Ikke én Procent af dem kan synge, og de tror ikke, at der er skønnest i Danmark; for dem, der har vidst det, har glemt det herinde. Nej, de tror, at de staar og lyver for en Femøre fra en Tjenestepige, som har lukket Vinduet og trukket Gardinet for.
Et Landskab, som paa sin Vis er lige saa storslaaet, men en uhyre Modsætning til dette, finder jeg oppe ved den store Holmegaards Mose, som med sine Udløbere strækker sig i næsten to Mils Længde fra Gødstrup helt op til Hellev-magle og stedvis er ca. 1/2 Mil bred. Nærved dens sydvestlige Side ligger den gamle Herregaard Holmegaard, en overordentlig malerisk Bygning, endnu med sin Voldgrav bevaret og i sin Art en af de mærkeligste Herregaardsbygninger i Landet. Den store Hovedbygning, som er opført 1635 af Rigsadmiralen Claus Daa til Ravnstrup, bestaar af 3 hvidkalkede Bindingsværkslænger, som rejser sig i to Stokværk paa en høj Kampestensfod ude i Gravens Vand. Den er knægtbygget og har endnu paa Gavlene de gamle „Hemmeligheder", som strækker sig fra Voldgraven helt op over Tagskægget.
Fra Holmegaard spærres Udsigten over Mosen af Skoven, som gror paa dens Grænse. Nedenfor Glasværket er en Del af den endnu nogenlunde aaben, men næsten hele dens nordvestlige Del herfra over mod Hellevmagle er tæt bevokset med Krat af Pil, El, Birk, Hassel og mange Buskvækster, et mægtigt, sammenhængende Tæppe, over hvilket der stedvis hæver sig noget virkelig Skov. Den sydøstlige, mere aabne Del, som er gennemskaaret af den lange Torpe Kanal, er Mosens kedeligste Strøg.
— Fensmark med sin Kirke og Præstegaarden, hvor Christian Winther fødtes, er nu en By med grimme Nybygninger, men beliggende i et aldeles dejligt Landskab med højtsvungne Bakkeformer, der strækker sig langs Mosens Vestside helt op til Torpe Landsby og breder sig vidt mod Vest. Næsten overalt fra de aabne Højder, som ved Fensmark naår 73 Meter, har man storslaaede Udsigter over dette Land, som rummer Hundreder af Idyller. Overalt mindes man her den store, sjællandske Digter, i hvis Værk dette Landskab bestandig vil leve. Naturligvis er meget forandret her siden Digterens Tid. I den gamle Præstegaard, hvor han levede sin Barndom, er Stuehuset nedrevet og ombygget. Men de dejlige Yderlænger staar endnu fuldstændig i deres gamle Skikkelse; og de er aldeles, fortrinlige i al deres Beskedenhed, næsten fattige, omtrent som i en jævn gammeldags Bondegaard. Særlig smuk er den sydlige Længe med Indkørselsporten -— dette er virkelig en saare smuk Illustration til „min Faders ydmyge Præstebo", man her endnu har for Øje.
I den skønne, store Have findes stadig ved det nordlige Dige de tre vældige Lindetræer, om hvilke Digteren selv beretter som en af sine tidligste Erindringer, at hertil bar hans Moder ham ud gennem Haven. Og her findes ogsaa endnu i det nære Hjørne den Forhøjning, hvor han fra Moderens Arm saå ud over Egnen. Det maa være omtrent det samme Syn nu som den Gang, denne bedaarende Udsigt over de faldende Agre med de rige Kornmarker, fulde af Neg i Traver, over den store Mose og milevidt til dens modsatte Side, hvor Landet atter løfter sig til høje Banker med Agre og Skove, indtil Blikket yderst ude standser ved „Gissel-feldt og Vester-Egede By“.
Det er næsten halvandet Hundrede Aar siden, Christian Winther fødtes her, i 1796. Kun 10 Aar gammel forlod han Barndomshjemmet, som han paa Grund af Faderens Død aldrig mere gensaa. — Ingen anden dansk Digter har skildret Sjælland som han — ligesom ingen anden har levendegjort Jylland og Jyderne som Blicher. De to var de første, som virkelig var kommen i intim Berøring med de lavere Klasser, „i hvis Liv der dog, naar man kender det, rører sig en større Mangfoldighed af poetiske Elementer, end man nogensinde aner i Salonerne" — saaledes som Chr. Winther selv skrev til Molbech, der havde kaldt hans Digte fra 1828 „nederlandske Billeder".
Han døde i Paris 80 Aar gammel og blev ført hjem og bisat i Holmens Kirke — ikke netop det Sted, han havde ønsket at hvile. I sit Digt om Sjælland begærer han at blive begravet under Grønsværen paa en Eng, og i „Natteleje" tænker han sig sit Gravsted under en bredkronet Bøg, og at der over ham skal skæres
„med Kniv i Træets glatte Bark:
Her hviler under grønne Tilje C. Winther meget mod sin Vilje."
Slet saa landligt, som han havde ønsket i disse næsten Wesselske Strofer, kom han altsaa ikke til at hvile. Til Gengæld kom den Mindesten, som rejstes for ham i Fensmark, til at staa paa det Sted, hvor i hans Barndom Præstegaardens Mødding laa — her udenfor de gamle Længer, som synes helt uberørte af Tiden, og hvor Livet gaar sin Gang som paa hans Tid. Her klukker endnu Hønen stilfærdigt med sine Kyllinger paa det Sprog, som ogsaa han forstod; her snadrer Ænder og Gæs. Og
Her gaar den lille Ælling, saa gul og rund og ren, ret som en Æggeblomme, der nylig har faaet Ben . . .
— Den Set. Hansaften 1920, da Mindesmærket ved Præstegaarden var bleven afsløret, legede Byens Karle og Piger til deres Digters Ære den gamle Sommer-i-By Leg, under hvilken de sang den tilhørende smukke Vekselsang fra Egnen. Naar Karlene kom ridende til Stedet med „Majgreven" i Spidsen og denne ved at kaste sin Krans til en bestemt blandt Pigernes Flok kaarede hende til „Majinde" — saa lød Pigernes Sang:
Her kommer vi vakre Piger smaa,
Maje, I ere velkomne!
Om vi den Vise kvæde maa;
Glæde os Gud og saa den søde Sommer!
Og hertil svarede Karlene:
Hvad ville I, vakre Piger smaa,
Maje, I ere velkomne!
I kvæde den Vise, I ei forstaa;
Glæde Jer Gud og saa den søde Sommer!
— Er disse gamle, landlige Vers, som danner Visens Indledning, og især deres skønne Omkvæd, ikke i saa høj Grad i Slægt med Digteren, at hans Aand i dem endnu synes at blive lyslevende for os!
— I det nuværende Fensmark er det ikke nemt at bevare denne Stemning, Majgreven og Majbruden vilde føle sig fremmede i disse Omgivelser. For at faa den rette Ramme til dette og til Christian Winthers Digtning maa man udenfor Byen til de aabne Banker, hvor al Sydsjællands Herlighed endnu ligger udbredt for Øjet.
Det var paa Vej herfra mod Nord, at jeg ved Hjulebæk fandt en Udsigt over Holmegaards Mose, et Sted, hvorfra dens Storslaaethed først aabenbarede sig for mig. Mosen er herfra som et ubrudt Hav af Buske; den virker næsten som Lynghede, men Farverne veksler i alle Nuancer. Det er mest El, Birk og Hassel, isprængt Graapilens kølige Lokaltoner -— noget af det besynderligste, jeg har set. I det Fjærne falder den fuldstændig sammen med den østligere Porsmose og gaar over i blaanende Toner, bag hvilke Landet yderst ude hæver sig med gule Sædmarker, der begrænses af tætte Skovbryn milevidt borte, som var det den fjærne Kyst af en Sø. —
Engang har Mosen været en virkelig Sø. Og herude, hvor den faste Tørve-grund nu mellem Krattene bærer den mærkelige Højmosevegetation af Soldug, Rosmarinlyng, Klokkelyng, Kæruld, Næbfrø, Mosebølle og Tranebær — her er én af Danmarks ældste Bopladser fra Fastlandstiden fundet, nemlig Spor af et ganske lille Menneskesamfund, som har boet paa en Ø ude i den lavvandede Sø, saa langt tilbage i Tiden som 5—4000 Aar før vor Tidsregning, ganske som paa Holmene i Sværdborg Mose og Mullerup Mose og enkelte andre Steder. Det er Landets allerførste Indvandrere, langt ældre end Køkkenmøddingtidens Folk. Her har de levet fuldstændig afhængige af Naturforholdene og ogsaa af de vilde Dyr, som dengang var talrigere og tildels andre end i senere Tider, da man endelig begyndte at gøre sig til Herre over dem. Her paa den forholdsvis utilgængelige Boplads midt i den lavvandede Sø har de levet og arbejdet, men under bestandig Utryghed og Agtpaagivenhed — disse Mennesker, som med Hensyn til Udvikling stod omtrent lige saa langt tilbage for vore Stenalderforfædre som disse for os. De tilhører den saakaldte „Samlerperiode", da Mennesket hovedsagelig ernærede sig af, hvad der kunde findes af spiseligt lige for Haanden: Nødder, Bær, Rødder, Urter, Fugleæg, Fisk, og senere af de Dyr, man var i Stand til at fange og dræbe. Først endnu langt senere finder vi Menneskene ved Kysterne, hvor vi bl. a. har deres Spor i Form af Køkkenmøddingerne.
Det var Tørvegravning, som i 1922—23 førte til Fundet af Bopladsen, hvis Udstrækning har haft en Diameter paa ca. 65 Meter. En lignende Boplads fra samme Tid fandtes 21/2 km Øst for denne, men den var modsætningsvis helt forstyrret. Paa Stedet fandtes Spor af Baal i Form af Trækul, desuden Redskaber af Sten og Ben, Hjortetak og Træ, og endelig Mængder af Skeletdele af saadanne Dyr som Gedde, Sumpskildpadde, Graaand, Skeand, stor Lappedykker, Blishøne, Trane, sort Stork, Skarv, Havørn, Pindsvin, Bæver, Vildkat, Ræv, Hund, Skovmaar, Grævling, Odder, Raadyr, Krondyr, Urokse, Vildsvin og Elsdyr.
De Dyr, man var i Stand til at fange og slaa ihjel, var dog altsaa ikke saa faa eller ringe — det er 23 Arter ialt — og med de bare Hænder tager man ikke en Urokse, et Vildsvin eller en rasende Vildkat. Man har kendt til Fælder, og utvivlsomt har man ogsaa forstaaet at anvende visse Former for Vaaben, om end disse har været de mest primitive. Men en godt valgt Sten, skarprandet og tung, er et slemt Projektil, naar det udslynges af en lang, senet Arm. Det er det første Vaaben, som falder det primitive Menneske eller Barnet i Hænde, naar de vil ramme en Fjende eller et Bytte paa Afstand.
— I øvrigt er Egnen fattig paa Oldtidsminder fra senere Perioder, Rundhøje, Stenaldermindesmærker og lignende, ganske som de fleste andre stærkt dyrkede Strøg i Landet. Det er i denne Forbindelse værdt at minde om, at Danmark for Hundrede Aar siden endnu havde ca. 100,000 Oldtidsminder, hvoraf nu kun omtrent Halvdelen er tilbage, og at af disse var indtil for nylig kun fredet 6537. — Et gammelt Ord siger: „Naar alt andet tier, taler Stenene." Deres Ord vil sandsynligvis blive en Anklage.
Men skulde det en Gang hænde, at de faa Rester af denne slagne Hær her paa Egnen tager Ordet, da maatte dette ikke ske paa Egnens Maal, hvis de vilde tages altfor højtideligt. Et mere lattervækkende Sjællandsk tales næppe noget Steds. Man gør bedst i ikke at forestille sig de ovenfor under Fensmark citerede Vers af den smukke Majvise paa det Sprog. En lille Prøve paa dette findes i denne mærkelige Tidsbestemmelse:
— Ded va ded Oer, da Uelen i Tyde Ue hade Kolérasy’en. Paa Dansk: Det var det Aar, da Aalen i Tude Aa havde Kolera — iøvrigt et Tilfælde, der ikke forekommer sandsynligt. Kolera udtales paa samme Maade i Betegnelsen Koléra-
Flu’er, d. v. s. nogle smaa, sorte Fluer, der ved Sommertid optræder i store Masser.
Der snakkes meget her, for det gælder om at faa noget sagt, mens Tid er. For
— Holle Kæft, ded ka man faa Lov til, naar man æ død!
Andre udpræget stedlige Ordsprog er saadanne som:
— „Døv faar nok den, døv ska ha,“ saae Hjørren Je’en til Soen, da den blev ornegal.
— Ded ku godt ski, a en gammel Kone ku hid Kæsten.
— Tosser æ osse Folk, skjønt di inte æ saa klov’ som aander Mensker.
— „Alting har en Ende, gid je var min foruden," saae Drengen, han skuld ha Ris.
— „Man høster, hvor man mindst tror,“ saae Faen, han gik til hellig Forsamling.
— „Ded vaa Strikkens Skyld," saae Kællingen, da Manden havde hængt sig.
Det sidste er lidt i Slægt med det udpræget jydske, hvor det økonomiske Moment spiller en stærk Rolle: „Saa’en gor Jen’s Strikker," sagde Kællingen, da Manden hang i Tøjsnoren. (Saadan gaar Ens Strikker).
Om Jydsk minder ogsaa dette, men her mindre drøjt udtrykt:
— Ded æ Møjed, som ska sæt Ægkaven paa Bordet.
Dette stærkt udflydende Maal er saa vidt forskelligt fra det kraftige og rungende midtjydske Hedebosprog som vel muligt, og det kan ofte falde svært for Folk fra de to Egne at forstaa hinandens Tale. Jeg mindes Beretningen om Jyden, som var kommen hertil paa Besøg i en Bondegaard. Han stod sammen med Ejeren udenfor denne, og saa paa Vejret, da han pludselig udbrød:
— „A trowr, de blywwer Taarren!"
— „Hva sier Du?" sae Sjællænderen.
— „A trowwer, de blywwer Taar-ren!“
— „Je ka’e da itte forstue — hva æ’ed dov Du sier?"
— „A sæjjer: A trowwer, de blywwer Taar-r-r-en!“
— „Naa-e! To’erdenve’er!“ sae Sjællænderen. Han var endelig af Ordets Drøn og Bulder bleven klar over, hvad det betød.
Man skal ikke dømme Kystboerne i disse Egne efter deres Tale. De er vidt forskellige fra Indlandsbønderne, venlige, imødekommende og frem for alt levende. At dømme efter deres Færd i forrige Dage, maa de ogsaa være temperamentsfulde. En ung Gaardmand fortæller mig, at Bønderne herfra i gamle Dage drak og sloges til den store Guldmedalje, naar de festede. Hans Fader betragtede f. Eks. altid et Marked som fuldstændig mislykket, hvis man ikke havde tærsket hinanden. Varede Markedet i to Dage, og den første i saa Henseende ikke tilfredsstillede de Krav, man stillede til den, mødte man op igen den næste for at tage Revanche.
Det var vist det, man kalder de gode, gamle Dage. De vil næppe vende tilbage. Fædrene har ædt Druer; men deres Efterkommere har forladt Traditionen. Den moderne Bonde har maaske, ligesom mange andre Godtfolk, lejlighedsvis Lyst til at gi’ Naboen en Dragt Prygl; men Tiderne har handlet saa ilde med ham, at han ikke har Raad til at feste sig den Courage til, som er fornøden.
Den gamle Sømand fra Skelskør.
Den gamle Kvinde fra Gjorslev Bøgeskov.
„Den tobenede Eg" i Basnæs Skov. Den sammenvoksede Stamme er skjult af det tætte Løv.
Store Ege i „Hestehaven" i Basnæs Skov.
Gamle Huse ved Vejen gennem Abbernæs.
„Slattenpatten“, som bærer Prædikestolen i Vejlø Kirke.
Holmegaard set fra Vest. Paa Gavlen en af de gamle „Hemmeligheder".
Parcellist Anders Jensen og hans Husstand paa Høstarbejde. I Baggrunden Mogenstrup Mølle.