FRA SÆBY AA TIL SKAGENS GREN
"X^u vilde man tro, det var forbi med alle Omskiftelser, at Landet endelig lige 1 N| før det holder op, vilde være i Harmoni med sig selv og besinde sig paa at falde til Ro. Men netop her paa det sidste er det, som vil den store Halvø endnu en Gang repetere alt, hvad den rummer, vise alle sine Sider i kraftige Glimt — som en gammel Mand, der lader sit henfarne Liv glide forbi sig og i Erindringen forstærker alle de Indtryk, som Tilværelsen har skænket ham.
Her oppe i det yderste Nord klinger Jylland ud i en mægtig Symfoni, som en Koncert for Orgel og fuldt Orkester. Der mangler intet for at gøre denne saa farverig og storslaaet som muligt.
Yndefuldt tonende som en Andante af hviskende Strygeinstrumenter glider Aaen under de dunkle Bøgekroner gennem Sæbygaards Skove ud mod Øster-stranden, stille og øm som en Pastorale i sine bløde Harmonier. — Men brat gaar dette over i Bakkekuplernes mægtige Kanon, hævende og sænkende sig som Toner af et rungende Orgel, en Allegro maestoso med vildt klingende Dissonanser, hele Registret igennem fra Diskantens lyse Pibere til Bassernes mørke Hærskarer. — Derefter den brede Largo, det storslaaede Syn over Landet fra de sidste Bakkerygge mod Nord, som en tungt brusende Dag-Salme. — Og endelig den haardttonende Finale, en Allegro furioso for alle Blæsere ud over Landets lave, stormomsuste Sanddynger, klingende ud som et sidste Suk, der dør i Bølgebruset om Skagens Rev.
Saaledes er det nordøstlige Vendsyssel, et Sted, hvor endnu alle Modsætninger mødes, et Overraskelsens Land med voldsomme Overgange fra Lys til Mørke, med alle Omskiftelser fra Uro til den dybeste Fred.
Begynd Din Rejse gennem dette Land med en Færd langs Aaen gennem Sæbygaards Skov. Det er den typiske, østjydske Idyl, det sagte strømmende Vand under de gamle Bøge, som hælder sig ud over det og fælder deres visnende Løv over dets Hvirvler. Det kunde være Gudenaaen ved Klostermølle med dens Romantik, bringende alle „Wanderlieder“ frem i Erindringen med Vandets sagte Brusen og dets rastløse Færd ud mod Lyset gennem den fortryllede Skov.
Gaa herfra blot et Kvarters Vej op ad de hastigt stigende Skrænter, og Du havner ude paa fri Felt, svimlende højt oppe paa Gedebjergets høje, skaldede Ryg, løftet som af en Jættehaand ved Frakkekraven op over Landet, med Katte-
gat dybt under Dig i Øst, og med et kaotisk Bakkeland saa langt Øjet rækker i Nord og Vest. Gaa videre over Langtved Bakker ude i Nord, og drej herfra vestover til de pragtfulde Understed Bakker, og næsten for hvert Minut vil Indtrykkene af Landskabets Storslaaethed og Vælde blive stærkere.
Skønt Bangsbobakkerne er meget mere berømte, foretrækker jeg dog langt dette Landskab for hint. Dette er endnu forskaanet for den Overlast, som Publikumsyndest og Kultur har ført med sig. Bakkerne her har endnu en Smule Lyng paa deres Ryg, men iøvrigt ligger alt Landet vidt omkring dem Bakke op og ned med Ager ved Ager, gult, grønt og graat, alt i lysende Farver som i en ædel Fresco. Overalt omkring mig hæver andre Banker sig i vældige Bølger, med Solglans og Skygger ilende op og ned over deres aabne Sider. Ogsaa med Hensyn til Bebyggelsen er dette det karakteristiske, vendsysselske Landskab, Agerlandet tæt og regelmæssigt dækket af de udflyttede Gaarde — ingen isolerede Landsbyer, kun Kirkerne viser, hvor Boligerne forhen har flokket sig.
Ved Vangen tæt østen for dette Sted nær Kysten er der modsætningsvis til Understed Bakkernes barske, blæsende Højder atter den fuldkomne Idyl, hvor i Bankernes Læ de frodige Skove indrammer Enge med græssende, blanke Høveder. Efter en ny Himmelflugt op forbi det 95 Meter høje Øksnebjerg havner jeg i Bangsbodalen, et nyt Stykke Romantik, hvor den lille „Vrangbæk“ rinder gennem de grønne, lune Enge. Det er en fuldkommen Oase midt i dette haarde Landskab. I Læ af de herlige Løvskove breder den fineste Engbund sig saa jævn, at den mumlende Bæk maa vride sig som en Orm for at finde Fald nok til at komme frem. Aldrig har jeg set en Bæk sno sig saadan, atter og atter vender den tilbage til Steder, som den forlængst har forladt og opgivet for ligesom endnu en Gang at forvisse sig om, at der ikke er noget, den har glemt at undersøge — lige til den er gledet forbi de stolte Bindingsværkslænger i Bangsbos Lader — saa styrter den sig pludselig paa Hovedet ud i Stranden, forfærdet over Synet af Kageboderne og Traktørstedet, hvor ældre Damer sidder ved deres Kaffe og Sandkage og styrker sig, før de ad en magelig Vej lister op ad Pikkerbakken.
Vist er denne Bakke endnu god. Selv om den er forvandlet til en Præsenterbakke, beplantet og overtrampet, har man dog ialfald endnu Udsigt herfra over den smukt beliggende Frederikshavn helt op til de hvide Sande ved Skagen, og mod Sydøst over et Par mærkelige, spidstoppede, lyngklædte Bakkekegler ud over Kattegat. Men alligevel — her er Naturen kommen for meget i Spændetrøje.
Hele dette umaadelige Bakkeland, Jyllands nordligste, strækker sig i en Bræmme paa omtrent en Mils Bredde fra Kysten ind i Landet mod Nordvest, sænker sig omkring Sindal og gaar endnu vestligere over i det store, føromtalte Bakkeland ved Mygdal og Bjergby. Det rummer Nordjyllands højeste Punkter og naar mange Steder en Gennemsnitshøjde paa omkring et Hundrede Meter. Sine største Højder naar det ved Flade Bakker Vest for Frederikshavn. Den lille mærkelige Flade Kirke ligger paa en 111 m høj Banke; men kun en km Sydvest for denne findes en Knude paa ikke mindre end 122 m’s Højde, hvorfra man har Egnens mest storslaaede Udsigt over det vidtstrakte, voldsomt formede Højland og over Kattegat, som synes at ligge næsten haandgribeligt nær. I Syd løfter sig over Horisonten de milefjærne Højlande ved Jydske Aas, ja helt til Hammer Bakker nær Limfjorden naar denne pragtfulde Udsigt.
En vendsysselsk Bondedatter.
Ved Aaen gennem Sæbygaards Skov.
Bangsbodalen med Vrangbæk.
I Bangsbo Bakker. Udsigt fra Pikkerbakken til Kattegat.
Dammen ved Landsbyen Lindet nær Gjerum.
I Raabjerg Miles vestlige Del, set fra Nordøst mod Sydvest.
Udsigt over Raabjerg Miles Vestside mod Sydvest. Smaasøerne er dannet af 3-4 Dages voldsomme Regnskyl.
Fra Søndre Mile, set fra Nordøst mod Sydvest.
— Og Vejrguderne svigter mig ikke, da jeg er naaet op paa dette straalende Sted. Straks ved min Ankomst laa hele Landet i Solglans under den blanke, rene Himmel. Men en Storm trækker op fra Sydvest, tætte Skyer kommer ilende fra Syd og Sydøst, sortblaa Masser med ildhvide Rande jager frem over Himlen og omkredser mit Stade. Bakkernes hvidgule, grønne og gyldne Farver slukkes under Skyernes Skygger, Sydlandet forsvinder allerede helt under Bygens Svøb, svovlgule Kornmarker drukner og graaner, Kirkesogne opædes og Herreder gaar tilgrunde i Syndfloden. Den lille Kirkes kalkede Mure staar grønhvide mod den blaaviolette Uvejrshimmels Ragnarok, Frederikshavns røde Tage ligger som en sortbrun, slukket Aske under Væden, Havet er som Bly. Dronninglund, Stagsted og Hammer-Bakkernes Skove, der før stod som lysende Spøgelser mod Tordenskyen, er forlængst udslettede og manet ned. Den stride Lyng omkring mig taler med susende Røster under Regnen, Lynene vifter og Tordenen ramler.
Nordøst for Kirken ligger flere Gravhøje ude paa den aabne Mark, de fleste synes endnu urørte. Stedets lille smukke, kullede Kirke er fra romansk Tid, opført af Mursten i Munkeskifte. Hvor denne enkle, hvidkalkede Kirkebygning med den lille tætte Krop passer sammen med de stormhærgede Bakker, vokset sammen med dem ligesom Kæmpehøjene! Ogsaa den gamle, forhenværende Præste-gaard, der nu er Forpagterbolig og ligger i en lille bøgebevokset Kløft omtrent 500 Meter Syd for Kirken, er i sin Stil fornem og smuk.
Hvis man fra Understed Bakker tager Vejen mod Nordvest over Boel, Gjerum og Lindet mod Tolne, vil man bedre end paa nogen anden Strækning faa at se, hvilke Kontraster dette Landskab fremviser. Fra de 71 m høje Bakker synker Bilen pludselig ned i en Dal saa brat, at man næsten faar samme Fornemmelse i Maven som i en hurtigt dalende Elevator. Man havner paa Dalbunden ved den gamle Boel Vandmølle, en ny og besynderlig Modsætning til Bakkernes barske Ansigter. En herlig Plet, en grøn Dal i Læ af de vilde Banker, hvor en vidunderlig gammel Mølledam ligger, endnu med Møllerhuset i Behold nær det Sted, hvor Hjulet engang har snurret. Hele det haarde Land samler sig paa dette Sted til et lille ømt Smil mod den rejsende, som uvilkaarligt standser og undres — som saa ofte før i dette Overraskelsernes Land.
En dyb Hulvej fører bort herfra, og kun faa Hundrede Meter fra Dalens yndige Bund naår man atter ind mellem vældige Højder, lyngdækte og med Oldtidshøje paa deres Rand. Den berømte Gjerum Langdysse ligger nær dette Sted; men den viser sig i Landskabet blot som en langagtig Jordvold, hvis Randsten er saa dybt liggende i Jorden, at de først ses paa ganske nært Hold. Af dens Gravkamre er det østligste en Del ødelagt, og Landskabet omkring den mangler disse storslaaede Egnes Særpræg. Denne Dysse er kun et Musæumsstykke.
Saa hvistes jeg paa min Vej mod Nordvest paa ny op over himmelhøje, aabne Banker Syd for Lindet, men gaar lige paa Hovedet i en ny Fælde nærved den lille By, hvor jeg bliver hængende hjælpeløs, spundet ind i det Net af Fortryllelse, som dette Sted rummer. — Nær en stor Bondegaard ligger en dyb, rolig Dam, langs hvis Sider der gror en Mur af vældige, frodige Træer, et Syn, der virker næsten fuldkommen naturstridigt i disse Egne. Dammens klare Vand er vrimlende fuldt af Fiskestimer, der glider under Aakanders brede Blade. I det rolige Giar mellem disse spejler sig dybt de drivende, sorte og hvide Tordenskyer. Kun ét
Sted er Spejlet søndret, dér hvor en lille Bæk, som strømmer til fra de høje Lyngbakker, falder ud ved Dammens Bred.
Det er det sidste, yndefulde Smil, Landet sender mig paa min Vej videre op mod de mørke Tolne Bakker, hvor Landskabet naår sin Klimaks i Retning af Strænghed og Barskhed, men tillige en Skønhed, som selv i disse Egne er af enestaaende Art.
Paa Vejen dertil finder jeg nær Sydøst for Tolne Stationsby en aldeles pragtfuld, højtliggende Langdysse. Ingen i Nabolaget kendte noget Navn paa den; men den er heldigvis beskyttet mod Overlast i Fremtiden, hvad der fremgaar af Fredningsmærket ved dens Side. Til Trods for, at dens Kamre er forstyrrede, og trods sin forholdsvis ringe Udstrækning er den ved Randstenenes Størrelse og Skønhed og sin fremragende Beliggenhed en af de mest monumentale Langdysser, jeg har set i noget jydsk Landskab. Desværre skæmmes den stærkt af et usædvanlig grimt Skrummel af et Missionshus, som er bygget tæt op ad den.
Jeg har ofte rejst ad Jærnbanelinjen mellem Hjørring og Frederikshavn gennem dette Landskab, og selv herfra faar man et godt Overblik over disse kraftigt formede Bakker, især Øst for Tolne, hvor de Syd for Banelinjen danner et lille veritabelt Bjerglandskab med spidse eller kuplede Højder og dybe Kløfter, hist og her med Gran- eller Løvskov. — Men man skal ud ad Veje og Stier omkring de 84 Meter høje Boelhøje for at faa det fulde Indtryk af Stedets Skønhed.
Hvor man end gaar, er dette Højland aldrig i Ro. Her paa Grænsen af det ældste Land ud mod det senere dannede, lave Land i Nord løfter det sig til en sidste Fanfare. Hele det vendsysselske Landskabs Voldsomhed og Vildhed kulminerer her i disse mørke Bakker, hvor man befinder sig som paa en bjergfuld Ø, hvis Toppe løfter sig til alle Sider med Silhouetter op mod det uendelige Hav i Øst, og i Nord mod den næsten lige saa jævne, blaanende Jerup Hedeflade.
Man vilde kunne være fuldkommen lykkelig paa dette Sted, om der ikke ogsaa allerede her var sket ubodelig Skade med Beplantningen. Selv om denne ikke udvides, vil om blot faa Aar, naar Naaletræerne gror op, ogsaa dette ædle Landskab paa mange Steder være totalt ødelagt, dets fornemme Farver og skønne Linjer være plettede og brudte af Naaletræernes stadig voksende Dynger. — Er der da i dette Land ingen Hjælp mulig mod Plantør-Tyranniet!
Helt ude i Vogn Bakker er man rykket det sidste Skridt ud mod Nordens jævne Flader, der domineres af Jerup Hede og den fjærnere Raabjerg Mile. Udsigten herfra er næppe saa betagende ved sin Skønhed som fra Tolne Bakker; men den er endnu mere instruktiv. Her styrter Bakkerne, som hidtil har fulgt os gennem Østvendssyssel, sig pludselig i de sidste, bratte Kast ned mod de store Sletter.
Synet herfra over Jerup Hede virker omtrent som Udsigterne over den store Vildmose, kun ikke saa tungt og mørkt. Brun og blaanende i Farven ligger Sletten dernede, lige saa jævn og uendelig som den store Moseflade; men bag den skimtes ude i Nord de mægtige, vilde Sanddynger ved Raabjerg Mile og Søndre Mile, og mod Øst det dybblaa, straalende Kattegat.
Randen af det yderste Højland, hvorpaa jeg staar, gaar som en næsten lige afskaaret ujævnt faldende Skrænt helt fra Frederikshavn i Sydøst til Tversted ude
ved Skagerrak i Nordvest. Alt hvad jeg overskuer Nord for denne Linje er hævet Havbund fra Stenalderhavet, et fattigt Sandflugts- og Moseland, kun hist og her med lave Kær og grønne Enge, der især samler sig omkring den nu udtørrede, store Gaardbo Sø.
Bag det hele yderst mod Nordøst lyser dødningehvidt over det levende Hav Jyllands krumme Spids gennem Disen.
— Saa vildt og sønderrevet, saa blidt og yndefuldt har jeg set dette vend-sysselske Højland. Altfor ringe Plads kan jeg ofre paa dets Beskrivelse, paa dets Mængder af Detaljer; det rummer Stof til en hel Bog for sig. Mange Skuffelser beredte ogsaa dette Land mig, hvor Mennesker er faret uforstandigt og unødvendig haardt frem mod dets Skønhedsværdier. Men oprindeligt virker endnu Synet af dets Ansigt, hvor det har sin ufordærvede Skønhed, strængt i sin Alvor, men let til et Smil.
Og nemme til Smil er ogsaa Vendelboerne selv. Det er vittige Folk, men ikke sjældent med lidt Uskaansomhed dulgt under Spøgen.
Det hændte ved et Vælgermøde heroppe, at en Bonde, der ikke tidligere havde optraadt som Taler, begærede Ordet og besteg Talerstolen. Da han stod deroppe og saå ud over den stirrende, hundredhovede Hydra, lammedes hans Tunge, og han kunde ikke frembringe et eneste Ord. Han skænkede sig med rystende Haand et Glas Vand, som han langsomt svælgede, hvorefter han atter stod et helt Minut uden at sige noget. Han skænkede et nyt Glas Vand, som han ogsaa drak •— og da han var færdig med det, gled han stadig tavs ned af Talerstolen og bevægede sig hen imod sin Plads.
Idet han kom forbi den yderste Mand paa forreste Række, sagde denne til ham, saa højt at alle hørte det:
— „Naa — Do wa nok bløwwen tøste!"
Saa snart man ad Vejen fra Frederikshavn til Skagen har passeret Landsbyen Rimmen, er man allerede ude paa den store Sandflugtsflade og nærmer sig Jerup Hede, der i omtrent V2 □ Mils Udstrækning breder sig mellem Jerup Aa og Nors Aa. Men først i Nærheden af Jerup By skal man bryde af fra Vejen mod Vest og vandre ind over Heden. Her faar man ikke alene det smukkeste Billede af denne, men ogsaa det sikreste Indtryk af Landskabets Dannelse. Endnu tydeligere end fra Bakkerne tegner her de to skarpt adskilte Former sig mod hinanden: Sletten saa jævn som et Hav, over hvilken det gamle Højland løfter sig i Sydvest som en mægtig Klintekyst. Nu findes efterhaanden en Mængde store og smaa Boliger med deres Haver og enkelte Plantninger spredt over Heden; men ikke faa Steder kan man endnu faa et Billede af, hvordan hele denne mærkelige Strækning har set ud, da den henlaa helt i Naturtilstand med dens „Rimmer", lange Rækker af skarpe Sandrygge, indesluttende Slettens mange „Dopper", de langstrakte, lave Moser, og hist og her gennemstrømmet af smaa Aaløb.
Mod Nord begrænses Heden af den store Aalbæk Plantage og den udtørrede Gaardbo Sø. Men norden for disse kommer man til et af disse Egnes — og et af vort Lands — ejendommeligste Steder, den vældige Raabjerg Mile.
Det er naturligt at benytte Skagens By som Udgangspunkt for Ekskursioner i disse nordligste Egne. Den mærkelige Købstad, som i Løbet af en god Menneske-
alder har forandret Fysiognomi fra et gammeldags Fiskerleje til et moderne Turiststed og har faaet sin mægtige Fiskerihavn og en tusindtallig Befolkning, har trods alt endnu enkelte Steder, ofte godt gemt mellem de nye Kvarterer, som bærer endnu ikke lidt af det gamle Præg. Og mellem Byens ældste Beboere findes stadig Folk, der har levet det strænge Liv paa Havet fra før Havnens Tid, og i hvilke den gamle Surdejg ikke er udryddet — prægtige Mennesker, der endnu er omtrent saadan, som da deres Kyster blev opdaget af det store Kunstnerkuld for tresindstyve Aar siden, og som var i deres bedste Alder, da jeg for tredive Aar siden første Gang gæstede Stedet.
Da jeg kom hertil, var det med Bil fra Tversted tværs over Tangen og over Aalbæk. Det havde øsregnet omtrent en Maaned itræk, og af alle de elendige Veje, jeg har befærdet under denne tre Aars Rejse gennem Halvøen, var denne den forfærdeligste. Omtrent hele de to Mil fra Vestkysten til Kattegat skumplede Vognen som en Dragkiste i Storm op og ned ad alendybe Huller i den fuldstændig opblødte Vej, saa voldsomt, at jeg ustandseligt slog Hovedet mod Loftets Jærn-tremmer og et Par Gange var nær ved en knockout. Det sidste Stykke Vej fra Aalbæk til Skagen var ikke stort bedre. Jeg ankom sent paa Dagen til mit Maal i Form af en Pakke Bankekød. Men Degn Brøndum tog imod mig og førte mig ind i sit hemmelige Laboratorium; og ved Hjælp af en Sekshestes-Cocktail bragte han hurtigt Eksistensfølelsen tillive i mig. — Han har før kureret trætte Mandfolk og bragt dem baade i spise- og arbejdsdygtig Stand.
Næste Morgen foretog jeg min første Udflugt herfra til Raabjerg Mile eller Studeli Mile, vort Lands største Vandreklit. Vejret var klaret fuldstændig op, og kun nogle lette Smaaskyer drev for en fin Vestenluft højt over det solbeskinnede Land.
Gennem et trods Solskinnet graat og tungsindigt Klitlandskab kom jeg ad en smal og daarlig Vej vestpaa fra Hovedvejen ud mod Kandestederne. Her under disse Klitters Sanddynger, især i Nordklit i den nordlige Del af Raabjerg Sogn, graver Beboerne den Dag idag Martørv — eller Markul, som de kalder dem — med deres gammeldags, primitive Spader. Tørvene anvendes overalt til Brændsel, endog paa Hotellets Værelser, hvor jeg bor; og jeg kan garantere for, at de varmer fortrinligt. Tørvene er Resten af Skagens gamle Skove, som her ligger gemt i Mængde dybt under Sandet, og altsaa endnu gør deres Nytte.
Det lyder jo besynderligt at tale om naturlige Skove i Forbindelse med Skagens Odde. Men foruden Martørvene som det sikreste Vidne har vi gamle Beretninger, der temmelig nøje viser os Tidspunktet for disse Skoves Tilstedeværelse. Fra Aaret 1355 hører man af Tingsvidner, at Kongen overlader en Bonde paa Stedet hele Skagens Mark til Græsning for vilde Stod. Og disse maa uden Tvivl have haft Ly for Stormene ude paa den aabne Strand mellem de to Have, et naturligt Læ af Skov eller i det mindste af Krat. Omtrent samtidig berettes der om, at de første Fiskere bosætter sig herude, og at disse maa betale „Markfisk" for at at have Lov til at tage Brændsel paa Stedet. Men endnu saa sent som i det 17. Aarhundrede beretter Arent Berntsen, at der er Skov „paa en Mil nær Skagen", og gamle Kort viser ogsaa dette. Der er imidlertid sket det samme her som langs Størstedelen af Jyllands Vestkyst: Ophugning af Skov og Krat har skabt Sandflugten, som tog Fart allerede i det 16. Aarhundrede og efterhaanden begravede Agrene og de
sidste Skovrester. Nu er det lille Egekrat ved Hesselholt den sidste og nordligste Levning af de gamle Skove paa Stedet.
Da jeg forleden paa Turen fra Lønstrup til Tornby passerede Liver-Aa, kom jeg over denne paa et Sted, som bærer det bramfri Navn „Røwens Bro“. Og idag kommer jeg her mellem Klitterne til et Punkt, som kaldes Rumpens Mile. Det er nogle farlig naturlige Mennesker heroppe i Vendsyssel! Desværre har jeg ikke kunnet udforske, hvorfor netop denne Legemsdel har maattet laane Navn til de paagældende Steder. -— Det sidste Sted med sine Smaasøer og Damme midt i det fattige Mose- og Sandflugtslandskab er for Resten aldeles pragtfuldt. Ogsaa ved Hulsig fandt jeg et ypperligt Landskab med Klitsøer, hvis Mængde og Størrelse iaar er øget af de vedholdende Skybrud. Helt overraskende midt i denne Sandørken virker de dyrkede Flader omkring det sidstnævnte Sted — Grønt er den sidste Farve, man havde kunnet vente paa den Palet, Guderne har brugt til dette Landskab.
Naar man er naaet ud til den lille gammeldags By Kandestederne, som ligger med sine sparsomme Agre nær den 31 m høje Klit „Dødningbakken", der ligesom den nordligere „Spirbakken" er ypperlige Udsigtspunkter, bør man vandre rundt mellem den lille Fiskerbys smukke, gamle Huse. Man finder ingen bedre langs hele vor Vestkyst, alt synes her endnu at være som for Menneskealdre siden; kun hist og her er en Vindmølle kravlet op paa et af de gamle Straatage, men der er ingen Grund til at gyse ved dette Syn. Tværtimod klæder denne Rytter den gamle mosgroede Krikke, som om de var skabt i samme Nu, og der ikke var et Aarhundrede mellem deres Tilblivelse. I Læ af de lave Længer finder man af og til et lille ydmygt Træ, som forsigtigt lister sig til at kigge over Tagrygningen for ogsaa at se, hvad der foregaar „vejsterude".
— Redningsstationerne ligger tæt her langs den farlige Kyst. Paa den kun godt 3 Mil lange Strækning fra Grenen til Vest for Raabjerg findes ikke mindre end 7 saadanne — én paa Grenen, én paa Nordstranden, ved Gammel-Skagen to, ved Spirbakken, Kandestederne og Skiveren én paa hvert Sted. Det lave Land, som kun et Par enkelte Steder hæver sig til anselige Klitter, er lidet iøjnefaldende for den søfarende og har fra ældste Tider været et af de mest skæbnesvangre Steder langs hele Kysten. Masser af store Strandinger har fundet Sted her, og Sagn i Mængde om grufulde Begivenheder knytter sig hertil.
Et af de mærkeligste og mørkeste af disse Sagn knytter sig netop til Kandestederne. Det fortælles om en Fisker herfra ved Navn Niels, som engang om Natten ude ved Stranden fandt en hollandsk Skibskaptajn, der havde bjærget sig iland paa en Planke, og som nu paa sit Hjemlands Sprog, som Fiskeren forstod, bad ham om at huse ham. Men Niels saå, at den Fremmede havde en fyldt Pengekat paa sig. Han slog Kaptajnen ihjel, røvede Pengene og bar Liget paa sin Ryg op til en Klitbakke, hvor han begrov det i Sandet.
Men, siger Sagnet, hver Gang efter denne Tid, naar Stormen ved Nattetid rasede ind over Landet fra samme Kant som hin Nat, da Niels myrdede den fremmede Sømand, da maatte Drabsmanden staa op af sin Seng og begive sig ud til Gerningsstedet ved Stranden. Og her maatte han hver Gang spille med i det samme Drama. Her fandt han den ilanddrevne Kaptajn, maatte hver Gang paa ny dræbe ham, røve hans Penge og siden bære Liget paa sin Ryg op til Klitterne, hvor Stedet var, og grave ham ned igen.
Man kunde altid mærke paa Niels, naar han havde været ude paa den uhygge-
lige Færd. Han laa syg i mange Uger efter hver Gang. Og Straffen fulgte ham hele hans Liv.
Det er vanskeligt at sætte dette grufulde Sagn i Forbindelse med netop denne lille hyggelige Plet, den grønne Ø midt i Sandhavet, hvis pæne Boliger med deres gulkalkede Længer og Straatage ligger tæt trykket opad hinanden og hygger sig som store, skikkelige Dyr, der har søgt Læ mod Vejret under de høje Havklitter.
I bestandig klarende Vejr med straalende Solskin spadserer jeg sydover mod Raabjerg Mile. Gennem en lav Klitplantage naår jeg op paa dens højeste Punkt, 41 Meter over Havfladen, hvorfra jeg overskuer dette besynderlige Landskab, disse Flader og vældige Sandkupler, hvis blege Farver lyser med et næsten fosfor-agtigt Skær mod de fjærne, mørke Heder ude i Syd og blænder Øjet mere end selve den klare Himmel over dem. Overalt i Lavningerne er Milen sprængt af blinkende Damme og Søer, der gløder som Ild under Eftermiddagssolens urolige Lys.
Det slog mig, hvor disse Sandfladers Struktur minder om Fimene ved Nordøst-Grønlands Kyster. Ligesom disse staar Milens Rande dels med bratte Fald, dels i bløde Rundinger, der som umaadelige Dyner vælter ind mod Søernes Vandspejl. Et enkelt Sted kan dette Billede endogsaa minde om Indlandsisens snedækte Rand ned mod et Fjordvand. Her staar en vældig, blødt rundende Vold, der hvælver sig ud mod Læsiden i Øst og falder næsten lodret ned mod en blank og stille Klitsø, hvori den spejler sin tyve Meter høje Ryg, der helt ligger i Skygge af Solen — et Eventyr i Form og Farve, et Stof saa blødt, som netop ellers kun Sneen har, naar den har lagt sig til Hvile for Stormen. Kun Marehalmens sparsomme, stride Toppe bringer en Smule Liv i dette Øde; frodig og veltilpas staar den med sine lange Rødder dybt begravet i den døde Grund. Blot Sandets sagte Hvislen, Marehalmens Susen og fjærne, dumpe Drøn af Havets Brænding mod Kysten rammer Øret. Her er lige saa stille, lige saa ensomt og verdensfjærnt som i den grønlandske Ørken.
— Langs hele Skagens Odde er utallige Miler i Aarhundredernes Løb vandret tværs over Landet fra Hav til Hav. Raabjerg Mile og den nærmere Skagen liggende Søndre Mile er de sidste, der er tilbage. Milen ved Raabjerg er det første Stykke dansk Natur, som blev Genstand for Fredning. Men desværre er denne Fredning kommen for sent og er virkningsløs. Thi den Beplantning, som har fundet Sted i Milens vestlige Del, har hindret den naturlige Tilførsel af Stof, mens Stormen stadig fører Sandet fra Milen østover; og denne Brug af Kapitalen gør den Aar for Aar mindre, den vil ebbe ud og gaa sin Undergang imøde.
Omtrent ude paa det Sted ved Østerstranden, hvor Milens Sand ender sin Flugt i Kattegats Bølger, ligger „Bunkens Strand“. Her forliste engang for længe siden et stort Skib, hvis Besætning Befolkningen dræbte, og hvis Gods den røvede. Men noget af Skibets Forstavn blev staaende i Kviksandet og ragede op over dette. Med ondt Vejr, siger Sagnet, kommer der en stor Fugl flyvende og sætter sig paa Vragstykket, men flyver atter under Skrigen ud over Havet i den Retning, hvor Skibet havde sin Kurs. Det er de Skibbrudnes Sjæle, der i Fugleskikkelse søger bort over Vandet til de fjærne Hjem, som de ikke levende naaede til.
Næppe noget Sted faar man et stærkere Indtryk af Sandflugtens Magt og Virkninger end ved Skagens gamle Kirke, Øst for hvilken en lille Stump af Land-
skabet endnu er sparet for Granplantning, og hvor foruden Hjelmen noget mager Sandtidse, Hybenrose, Revling, Lyng, Klokkelyng og en Mængde brogede Blomster dækker Sandet — Stedmoderblomster, Røllike, Ager-Svinemælk, Kjælling-tand og Snerre — de to sidste endnu i Blomst, et Par gamle Jomfruer, der har faaet en indian summer. De kan klare sig herude, alle „Ukrudtsplanterne" og alle Landets naturlige Buskvækster. De pryder med deres skønne Farver Sommeren igennem den fattige Bund, mens Naaletræerne synes plaget af alle de Syger og Soter, som er karakteristiske for Klitbeplantninger. Selv her i Læet paa Østsiden staar Granerne rustfarvede og pjaltede, en Flok Ladegaardslemmer, der er paa Vej til deres egen Begravelse.
Medens den sydligere liggende Gaardbo Sø, der i sin Tid var to Mil i Omkreds, allerede var udslettet af Sandfygningen omkring det 18. Aarhundredes Begyndelse, naaede Sandflugten først i 1775 sit Højdepunkt her paa Stedet, da det paa Store Bededag hændte, at en hæftig Storm af Nordøst sendte saadanne Sandmasser ind over Landet, at de trængte helt ind i Kirken og truede med fuldstændig at begrave denne, samtidig med at store Dele af Bymarkerne forsvandt for stedse. I de følgende Aar maatfe man grave sig igennem, naar man vilde til Gudstjeneste i Kirken. Allerede i 1795 nødtes man til at nedrive det brøstfældige Skib, mens det halvt begravede Taarn endnu staar og viser Stedet, hvor den anselige Set. Laurentii Kirke med sin hellige Kilde har ligget, i sin Tid Vendsyssels længste Kirke.
— Hvordan det er gaaet Skagens By og dens Beboere i de Aarhundreder, hvor Sandflugten huserede værst og ustandseligt flyttede Klitterne over Byen fra Kyst til Kyst, kan der ikke her gøres Rede for. Men det Folk, som er kommen gennem denne Elementernes Skærsild, har vi lært at kende godt, takket være de Kunstnere, som slog sig ned i denne Udmark og rejste dem Mindesmærker, som faa andre Folk inden for vort Lands Grænse har faaet Mage til.
Da jeg første Gang som ganske ung Mand gæstede Skagen, var den endnu helt og holdent Fiskernes og Malernes By. Siden har den hurtigt forvandlet sig; men for den, som kendte den i dens gamle Skikkelse, er der endnu mange Ting at finde, som er fuldgyldige Minder om, hvad den engang var. Dette gælder ikke mindst om dens ældste Beboere.
Det er en vidunderlig stille Morgen lige ved Solopgang en af de sidste Septemberdage, da jeg vandrer omkring i Byens ældste Del nær Brøndums Hotel. De gamle Boliger, af hvilke enkelte endnu ligger i den Skikkelse, som da de husede nogle af vort Lands berømteste Kunstnere, er omgivet af straalende Smaahaver. Efteraarets brogede Løv lukker sig over de gamle, sandede Veje med deres frønnede, hvide eller sorttjærede Plankeværker — gyldne, orange, røde og grønne Farver, hvor Frugterne hænger som Tusinder af smaa, tændte Lamper, der endnu brænder efter en natlig Fest. Gennem den lette Morgendis varmer Solen allerede skønt og godt og laver perlende Dugdraaber af Nattens Rim, kun i Skyggerne ligger den endnu blaa og kold. I den aarie Morgenstund ser jeg ikke et Menneske, kun de galende Haner er oppe, og Stærene, som fløjter deres Afskedsviser fra Frugttræernes brandgule Kroner.
Saaledes virker den fattige, gamle Klitby paa dette Sted idag, som da jeg saa den første Gang. De ensomme Folk, som har bidt sig fast i Sandet her paa Lan-
dets yderste Odde mod Nord, har skabt en lille Haveby, hvor Klitternes Toppe endnu løfter sig mellem de lave Huse og bølger op og ned helt inde mellem Frugttræer og Blomsterbede. Trangen til Skønhed, til at se en Modsætning til alt det. døde Land og det barske Hav omkring dem, fik de fattige Folk til at gøre deres Hjem til en lillebitte Edens Have, som de værnede mod Havgus, Saltvandsrøg og Sandflugt.
Og her levede dette mærkelige, stærke Kunstnerkuld, som opdagede denne Plet og dens Befolkning, disse Malere, hvis mægtige Arbejde synes at have været en eneste lang Festdag — og hvis naive Fester med „Hip og Hurra" synes os andre at have maattet være et træls Arbejde. Hvilken Magt var der ikke i denne Falanks, i denne sære og fejende Periode i vor Kunst, ikke alene ved dens Skildringer af et Liv, som nu er forsvundet. Hvilke Malere var der ikke blandt disse Folk!
Der berettes i Suhms Danmarkshistorie, at „en fordums Konge paa Jagten gæstede hos en Bonde ved Navn Thorkel Skarpæ, der da boede i Vogn, og paa hans Bøn overdrog samme Thorkel hele den Skagen tilliggende Mark til Græsning for hans vilde Stod. Hyrden for de vilde Heste ved Navn Throndr fandt først paa at fiske ved Skagen og byggede det første Hus paa Skagens Mark paa samme Thorkels Vegne. Og siden efterhaanden have mange flere bygget dér paa forskrevne Thorkels Vegne.“ — Det har ikke været de daarligste Folk, som er rykket ud og har slaaet sig ned her paa Landets yderste Odde i Havet! Allerede i 1413 var Byen vokset saa stærkt, at den fik Købstadsrettigheder, og den fik sin egen Borgmester og Raad, som den har haft siden da. Endnu naar man ser paa de Efterkommere, som disse gamle Fiskere og Handelsmænd har efterladt sig heroppe, de ægte Skagboere, da forstaar man, at det har været en Slægt med Krummer i, der har kunnet holde denne yderste, udsatte Fæstning i Hundreder af Aar.
Strandingerne har i ældre Tid betydet mere for Skagboerne end for nogen anden Befolkning langs vore Kyster. Man laa selvfølgelig bestandig paa Lur efter Bytte, selv om det maaske næppe er sandt, at man ligefrem lokkede Skibene herind ved at rende langs Stranden med en Lygte om Nætterne. Men en Historie, som berettes, er karakteristisk. Engang da Præsten en Helligdag stod paa Prædikestolen i Skagens Kirke og var midt Gudstjenesten, kom en Bjærger farende, stak Hovedet ind ad Kirkedøren og raabte: „Vil I herut, der staar syv!“ — Ved denne Efterretning tømtes Kirken øjeblikkelig, og alle Mand rendte til Stranden, hvor syv Skibe var ved at strande.
En uhyggelig Række Beretninger om Ulykker paa Havet findes herude fra. Og om Skatte, som er sunkne eller bjærgede paa ulovlig Vis, haves utallige Sagn. Om Beboerne af Gajhede og Storekarre i Skagens Landsogn fortælles det, at der var et ustandseligt Spøgeri i Storstuerne, naar det var ondt Vejrlig, og at der brændte Lys over gemte Skatte paa disse Steder. Der var en frygtelig Slæben og Tumlen ved Nattetide, som af Folk med store, vaade Havstøvler paa, og disse Gengangere oplukkede og gennemrodede alle Stuernes Kister og slog Laagene i med stort Skrald, inden de forsvandt. Dette kom af, at Mændene de paagældende Steder engang for et halvt Hundrede Aar siden under en Paalandsstorm paa Skagens Sønderstrand havde fundet et Par svære Kister med kostbare Sager i, baade
Klitformationer i den nordvestlige Del af Søndre Mile.
I Haven ved Michael Anchers gamle Hus i Skagen,
En Sandvold i Raabjerg Mile, som runder ned mod Øst til en Klitsø.
I Søndre Mile ved Skagen,
Gammel Vej gennem Skagen nær Brøndums Hotel. Septembermorgen.
Krøyers Atelier i Haven ved Anchers Hus. Mellem Træerne gamle Klitter.
Fisker Christian Hansen. Skagen.
Sørine Møller. Skagen,
Guld og Sølv, og at de havde kørt det hele hjem og delt Byttet imellem sig. For ikke længe siden var Folkene i Storekarre endnu saa bange for Spøgerier, at selv de voksne Karlfolk kun vovede sig ud to og to sammen i mørke Aftener.
Men alt sligt er kun den ene Side af Sagen. En anden er de Beretninger, man kan finde i det danske Redningsvæsens Historie 1). Der findes lige op til vor Tid Eksempler paa en Selvopofrelse og et Heltemod, som næppe andre Steder langs vore Kyster har noget Sidestykke. Trods Fyrene er der her lige til de senere Aar strandet Skib efter Skib, og mange Menneskeliv er gaaet tabt i Havet. Men det er ikke alene de nødstedte Søfolk, som i Mængde har fundet deres Død ved denne Strand, ogsaa blandt de dristige Redningsmænd har Havet ofte krævet sine Ofre. Ved Vejen gennem Skagens Østerby staar et Monument over otte Fiskere, som tredje Juledag 1862 druknede under Forsøg paa at bjærge Folkene fra den svenske Brig „Daphne". Og Kirkegaarden bærer bl. a. Mindestenen over Lars Kruse, den berømmeligste blandt vort Lands Redningsmænd, som efter at have bjærget en Mængde Menneskeliv selv fandt sin Død i Brændingen ved Skagens Strand i 1894.
Paa en Bænk i Klitterne nær Byen sidder hver Dag i godt Vejr en gammel Mand og nyder Solskinnet og Udsigten over Havet med alle de Fartøjer, der iler til og fra den store Havn. Med den blaa Sweater og fine Straahat kan man paa lidt Afstand tage ham for en gammel Haandværksmester; men kommer man paa nært Hold, da vil det stærke, solbrunede Ansigt med den hvide Skægkrave og Ørenringene, men især det hvasse Blik, hvormed han følger Skibene derude, straks røbe Fiskeren. Det er den firsaarige Jens Kruse, Lars Kruses Søn, som bor et lille Stykke herfra i det Hus, som hans Fader ejede før ham, og hvori han er født.
Jeg slaar mig ned paa Bænken hos ham, og vi sidder og snakker et Par Timers Tid om Dit og Dat. Solen skinner over det hvide Sand og den grønne Hjelme i Klitterne, over de nye Huses røde Tegltage, der lyser omkap med de broget malede Badehuse paa Stranden og det dybblaa Hav. Den gamles pragtfulde Ansigt lyser i Solen som gammel Mahogni. Engang imellem mildnes det af et indtagende Smil; han samtaler frit og utvungent, vant til Omgang med alle mulige Mennesker fra Kunstnere til Badesæsonens forskelligste Gæster. — Nu har han ikke stort andet at tage sig til end at følge Begivenhederne paa Søen her fra sin Bænk og snakke Hav med sine Standsfæller og drøfte, hvad der sker derude, hvor han hele sit Liv har haft sin Tumleplads, hvor han har tjent Brødet, og som han kender i Godt og Ondt. Da jeg siger, at det er et dejligt Sted, han har valgt til Stade, ser han hurtigt om paa mig, og et Smil farer hen over hans smukke, alvorlige Ansigt, mens han med en næsten religiøs Begejstring svarer: „Dejligt — ja, det har De Ret i! Det er netop det, det er.“
En Fisker paa et halvt Hundrede Aar kommer gaaende nede fra Stranden, slæbende paa nogle Grejer, og slaar sig ned paa Bænken ved min anden Side. Og mellem de to udvikler der sig nu tværs over mig en Samtale, der føres, som om jeg slet ikke var tilstede. Mest drejer den sig om Baadene derude, som i massevis glider til og fra den nære Havn; de bliver alle identificerede, deres Hjemstavn, Størrelse og Fiskeplads bestemt med Kenderens sikre Blik. Jeg er
ikke et Øjeblik i Tvivl om, at den Følelse, hvormed jeg følger denne Samtale, ja blot føler deres Nærværelse, er den dybeste Andagt. — At de saa naturligt kan snakke sammen i lang Tid lige tværs igennem mig, gør mig paa et Øjeblik til deres Kammerat. De har Takt nok til at kunne gøre det.
Jeg har sjældent truffet et mere ærefrygtindgydende Mandfolk end denne gamle Søn af Lars Kruse, som tog Faderens Bestilling i Arv, der ligesom han i mangfoldige Aar har ført Skagensfiskerens Liv og i 47 Aar har staaet ved Stedets Redningsvæsen, i 30 af disse som dets Formand. — Jeg kan ikke sige med Sikkerhed, hvad det er, der uvilkaarligt placerer denne Mand og flere andre af de gamle Skagensfiskere i et højere Plan end deres sydligere boende Standsfæller; men paa mig virker de baade friere og fornemmere, der er ligesom mere Race i dem.
Vor Samtale falder paa Livet heroppe, og hvor forskelligt det har formet sig for Fiskerne i gamle Dage og nu, efter at den store Havn er bleven bygget. Selv husker jeg fra mine tidligste Besøg paa Stedet, naar Folkene helt hen i November Maaned kunde komme ind til Stranden ved Daggry efter Nattens Arbejde paa Havet og slæbe deres store Baade op i Sandet. Naar man gav dem Haanden til „Godmorgen", fik man fat om en stenhaard Klump, der stak ud af Mændenes Ærme, kold som en frossen Rødspætte at ta’ i. — Og herfra ilede de sporen-stregs hen i Brøndums Butik for at faa sig en iskold Morgenbajer til at stramme sig op med! —
Efter Havnens Anlæg har meget forandret sig; Skagen er bleven en Storby, hvor en Mængde Fiskere baade fra Øst- og Vestkysten er strømmet til og har bosat sig, og hvor om Vinteren især Hundredvis af svenske Baade holder til i Havnen, saa det efterhaanden er vanskeligt for den fremmede at kende Skagboerne fra de tilflyttede Folk, som nu er i stort Flertal. Ogsaa den store Badesæson og de mange Villaer har sat sit Præg paa Stedet, ændret den gamle Fiskerbys Udseende og dens Beboeres Kaar. De ægte gamle Skagensfiskere staar endnu en lille Tid som Kærnen i den faste Stok, der præger Byens ældste Del. Men inden længe vil ogsaa de forsvinde, og det gamle Skagen er kun et Minde.
Ogsaa om Strandinger taler mine to Sidemænd paa Bænken, da jeg siden bliver inddraget i Konversationen, efter at have røbet noget Kendskab til Fartøjer og afsløret mig som forhenværende Letmatros i Ishavsfarten under „Danmark-Ekspeditionen". Den betydeligste af disse Strandinger i den senere Tid var, da under Krigen den store Damper, som tyske Krigsskibe havde opbragt og befolket med Passagerer og Søfolk fra en Mængde torpederede Skibe, strandede paa Nordsiden af Odden. Switzer bragte den flot i Løbet af 3 Døgn, assisteret af alle Folk fra Bjærgningslagene her og i Gammel-Skagen, 180 Mand ialt, som hver fik 1000 Kr. i Bjærgeløn — en ordentlig Skilling til de mange Hjem! Men det havde ogsaa været en Brandstorm lige ind paa Stranden i alle de tre Døgn, det varede at bringe de mange Mennesker iland. Den første Dag reddedes alle Kvinder og Børn, den næste alle mandlige Fanger, og den sidste hele den tyske Marine-Be-sætning, som blev afvæbnet, da den kom iland.
Ja, hvad hører jeg ikke om Strandinger paa min Vandring fra Hjem til Hjem mellem disse gamle Skagbofiskere! Anders Nielsen Kruse, Søn af Lars Kruses Søster og Fætter til den gamle Jens, har adskilligt at berette om sligt. Ogsaa han, som nu er 70 Aar, har i mange Aar staaet ved Stedets Redningsvæsen. Han for-
tæller mig bl. a. om en Bedrift, han var med til som ganske ung, da en stor engelsk Damper strandede paa Nordkysten. Fire af de faste Folk ved Rednings-baaden var borte paa Fiskeri, og blandt de frivillige, som meldte sig for at tage deres Plads i Baaden, var han selv. Baaden søgte seks Gange forgæves at ankre for et Dræg i Læ af Damperen. For hver Gang maatte de fuldstændig udmattede lade sig drive længere bort i Mørket længere til Læ for at puste ud. De var næsten ved at opgive det, da de pludselig hørte de engelske Søfolk begynde at skrige. Fiskerne svarede uvilkaarligt med et dansk, rungende Hurra! •— I næste Øjeblik gik de paa igen. Og denne Gang lykkedes det at finde god Ankerbund.
Seks Mand af Besætningen var druknede, skyllet ned og gaaet væk sammen med Skibsbaadene, som de havde forsøgt at sætte ud. De resterende femten Mand bjærgedes af Skagensbaaden og af et Bjærgelag fra Gammel-Skagen. •— Det var Anders Kruses første Redningsdaad, han var dengang en stor Dreng paa 18 Aar! Men siden har han været med til 48 Redningsforetagender og Bjærgningen af 363 Mennesker med Redningsbaaden foruden omtrent 40 med privat Baad.
Der gaar en stor, tung Mand og slæber sig besværligt omkring ad de smaa, sandede Veje mellem Husene i Østerby, duvende under sin egen vældige Vægt paa de daarlige Ben. Engang var denne Kæmpe en af de første Folk ved Bjærgelaget, en Knag i en Baad med Kræfter som en Bjørn og kendt for sit Mod. Han har været ved Redningsvæsenet i 37 Aar, men trods sine Kræfter og sin Paa-gaaenhed har han ikke spundet mere Guld ved sin Virksomhed end sine Standsfæller. Nu er han 80 Aar gammel og lever af en lille Alderdomsunderstøttelse — han og Konen har tilsammen 72 Kr. om Maaneden foruden 30 Kr. hvert Fjer-dingaar, de sidste en Pension som Medlem af Bjærgelaget. Denne Sum faar man, naar man i omtrent fyrretyve Aar Gang paa Gang har vovet Livet for at redde sine Medmennesker, har trodset Storm og Sø og Snefog langs den farlige Kyst og øvet den ene Bedrift efter den anden sammen med sine Kammerater, hvem den samme Lod venter, naar de bliver slaaet ud og ikke kan bjærge Føden længere!
—- De klager næsten aldrig, disse gamle. Oftest træffer man hos dem et forbavsende Humør, en Sindsligevægt og en Tilfredshed med Skæbnen, som kan give den noget at tænke paa, der har den Lykke at lære dem blot en lille Smule at kende.
Ude ved Fyrbakken, hvor det skønne, gamle Fyr staar lysende med sine kalkede Mure over Klit og Hav, bor den gamle Sørine Møller i et lille Hus med en næsten lige saa lille Have foran, en henrivende Morlille, saa yndig og sød at tale med, saa mild i sin Dom over alt og alle, skønt Livet har formet sig tristere for hende end for de fleste af hendes Medsøstre heroppe. Som ganske ung blev hun gift med en langt ældre Mand, der paa Grund af Sygdom aldrig har været i Stand til at yde ordentligt Arbejde, og som nu er stokdøv og ganske ude af Stand til at klare sig selv. Men Sørine stred tappert alene. — Dog var hun ikke ensom; hun maatte have endnu mere at stride for, og derfor har hun haft det ene Plejebarn efter det andet, som hun har opdraget og ernæret, som om de var hendes egne. Selv fik hun ingen. De er nu paa én nær allesammen voksne og i Tjeneste; den sidste er en lille 14-aarig Pige.
For nogle Aar siden har Sørine maattet skille sig af med sin eneste Ko, hun havde ikke Raad til at beholde den længere. Men det gaar jo rundt for hende endda. Hun fortæller om det nøjsomme Liv i det lille nydelige Hjem, og om hvordan hun kan klare Udgifterne. Kartofler har hun jo da i Haven; og naar hun saa bare bjærger sig lidt Fisk, er Kravene til et godt Maaltid tilfredsstillede. Undertiden faar hun Fiskene gratis af de i Øjeblikket mere velstillede Naboer; men det hænder jo ogsaa, at hun maa købe f. Eks. et Bundt Smaamakreller, saadan no’en, som andre ikke er altfor glubske efter. 6 Stykker kan hun faa for 25 Øre af en Mand, som opkøber de altfor smaa Fisk ved Havnen. — Femogtyve Øre for et Maaltid til tre Mennesker!
Men Sørine bare smiler, naar hun fortæller mig dette. For Livet i gamle Dage var jo endnu nøjsommere og tarveligere heroppe, siger hun, og det er godt at have Tanken om dette i Baghaanden. Navnlig havde Børnene det dengang slemt; med deres altid glubende Appetit følte de Fattigdommen stærkere end de Voksne. — Naar hun en sjælden Gang som lille Pige fandt paa at spørge, om hun da ikke kunde faa bare et lille Stykke Kød paa Brødet, hvor der forøvrigt sjældent var hverken Smør eller Fedt, saa svarede Moderen: „Put Mel’maden ind i Di Mund og luk den, saa er der Kjød paa beggi Si’er!“
Ingen Bitterhed i hendes Ord, ikke den ringeste Beklagelse -— blot et lille undskyldende Smil, en stille Latter. Trods sine 50 Aar er Sørine smuk, rød og hvid som Roser og med en Hud saa glat og fin som en ung Piges. Hun er med sit blide Sind og sit henrivende Smil et af de yndigste Mennesker, jeg har mødt.
Saa gaar jeg da en silde Septemberdag min sidste Vandring ud ad Skagens Gren. Nogle tavse Engpibere letter hist og her foran mig paa min Vej, og store Mængder af Stenpikkere sidder rundt om i Klitterne og skænder paa mig. Lige siden August Maaned har denne lille Fugl næsten bestandig vist sig, hvor jeg færdedes, og altid har den hilst mig uvelkommen, har slaaet med Halen og sagt „Skvæt“, naar jeg kom den nær. Jeg er bleven saa vant til denne helt hyggelige Form for Ugæstfrihed, at jeg savner den, naar jeg ikke møder den. Og den følger mig trofast til Landets yderste Spids.
— Jeg mindes en tidlig Majdag for 16—17 Aar siden, da jeg laa i en lun Klitgryde herude og solede mig, at jeg pludselig saa nogle store, brune Fugle, som kom svævende lavt i langsom Glideflugt, kredsede lidt over mig og forsvandt bag Klitranden. Det var Musvaager, som kom paa Trækket sydfra. Jeg krøb op fra Stedet og saa dem nu sidde rundt om i Klitterne — hvor jeg end viste mig, fandt jeg dem, paa Telefontraade, paa Hegnspæle, Pigtraadshegn, ja i det bare Sand langs Vejsiden. Mindst fyrretyve talte jeg — trætte Fugle, som hvilede sig her paa Jyllands yderste Spids før det sidste Stræk over Havet mod Nord.
Dagen efter saa jeg paa samme Sted utallige Taarnfalke, hvis Veje mod Nord ogsaa her mødtes paa den smalle Odde, og som holdt Rast en lille Stund, før de drog videre. Et mærkeligt og uforglemmeligt Syn!
Men idag er det bare Smaafolk, som kommer her paa Trækket fra Nord mod Syd, ogsaa dødsens trætte efter den lange Flugt over Skagerrak.
Et Par Skalleslugere letter fra Nordstranden og trækker tværs over Grenen. En Ryleflok letter Gang paa Gang foran mig paa min Vej ud mod Revet, svinger hver Gang som en lille mørk Sky langs Stranden, drejer pludselig i Flugten de
lyse Maver og Vingernes Undersider imod mig i et lynende Glimt, som skinnende Blade af Sølvpopler, der vendes af en Blæst op mod det mørke, grøngraa Hav. Da jeg naar det aller yderste, smalle Rev, staar hele Flokken stille paa Ral’en og venter paa mig, til jeg er den paa 10—12 Meters Hold. Saa letter den for All-vor, svinger med et Brus hen over mit Hoved og trækker sydpaa over Vandet i en lige Linje.
Saa kommer en lille Flok Kystterner stormende. Men til allersidst, da alle de andre er borte, hører jeg gennem Brændingens Susen en lille enlig Præstekraves Fløjten.
Lavt ude over Havet i Nord staar en vældig sort Sky, hvorfra Tordenen en Gang imellem drøner hult og længe, rullende Brag som Akkompagnement til Dønningen ved min Fod. Et Efteraarstordenvejr! Bygen har Haglstriber i sit Slæb, graa som Oldingeskæg. Men fra Sydvest falder den lave Sols Straaler skraat ind under Skyen og laver en pragtfuld, højtrundet Regnbue. Nogle Fiskerkvaser ligger stille ude paa Havet med de solbelyste, skinnende Skrog og Sejl saa røde som Ild op mod den blaasorte Sky. Koldt og dumpt kommer Knaldene af Tordenen ude fra Havet bag Skibene. Vorherre skyder paa dem med løst Krudt, det himmelske Artilleri holder Efteraarsmanøvrer ude over Skagerrak.
Men helt ude bag Oddens yderste Spids, hvor den halvcirkelformede Strandvold forsvinder som en lav Grund i Havet, mødes Kattegats og Nordsøens Vande i en skummende Kamplinje. Søerne brydes fra begge Sider over det lange, undersøiske Rev, rejser sig med Vælde som stejlende Hingste med flyvende Manker og synker sammen med Vrinsken og Snøften.
En hvidmalet Finneskonnert staar for fulde Sejl vesterud om Revet. Som et Havspøgelse rejser den sig mod Skyen i det mystiske Lys under Regnbuen. Langt østerude skimtes Fyrskibet gennem Skyens Hagltykning som et Vrag af den flyvende Hollænder. En Kvase kommer dinglende som en fuld Mand nordfra paa sin Vej mod Skagens Havn med Hundreder af Stormmaager efter sig som en Flok Gadedrenge i sit Kølvand.
Vender jeg Blikket mod Syd, da er det, som om jeg staar paa en øde Ø langt ude i Nordsøen. Landet ses langs begge Bredder ikke længere end til, hvor det store Fyr dernede løfter sin Stamme over de lave Klitter. Til begge Sider ligger Havet, i Vest blændende som Sølv, i Syd med Dønningen jagende højt op over den jævne Forstrand. Under Solen hviler lave, graa Skyer som tykke Dampe mellem Himmel og Hav. Sørøg driver som Taager ind over Landet, Brænding og Klitter forsvinder i det fjærne som gennem Røg fra en Hedebrand.
Det er Landets sidste Gestus mod Havet — det store Orkesters Finale.
Men selv herude bærer den elendige Grund et mangfoldigt Liv — fattigt, men det er her! Længe efter at Hjelmen har opgivet alt Haab, løber den lille Cocleare og bider sig fast i den magre Bund, fed og god og livsalig grøn staar den med sine smaa, hjærteformede Blade helt ude, hvor Ral’en danner den yderste Vold mod Brændingen.
— Jeg gaar hjem langs Stranden. Det mørkner saa smaat, Solen er gaaet ned bag tykke, røde Skyer, og Natten drager fra Øst ind over Jylland.
Flokke af store Havmaager kommer trækkende vestfra langs Kysten med lang-
somme Vingeslag, tunge, som var det Hejrer i Flugten. Sort og skarpt tegner de store Fugle sig mod Aftenhimlens mørkblaa Tæppe.
Jo mere jeg fjærner mig fra Revet, jo flere Planter pipper op af Sandet omkring mig. De har haft deres Dag paa den store Arena, hvor alle Utysker har været sluppet løs imod dem, og hvor Efteraaret endelig har svedet dem. Ind ad den ene snævre Port er de kommen, og nu skal de ud ad den anden, dødsramte, hver med sine Saar. Visne Faareleger, vissen Pors — alt visner nu.
Selv Rødbynken staar sort som Blod mod Sandet paa de mest aabne, bare Flader. Høsten har ramt den med sin skarpe Le; men den staar stiv og rank i sin blodige Skjorte, den døde staaende, i fuld Rustning. Og fyldt med Frø er den •—- den vil genopstaa som alle de andre, naar Foraaret paany drager over Landet.
Og Sandtornen, ydmyg og krybende, staar endnu med smaa, røde Bær, som den vil tabe og saa, naar dens Tid er inde. Der er sørget for, at Slægten ikke dør.
— Er det af de smaa Urter, Folkene har lært at klæde den nøgne Kyst — lært at selv herude ved det yderste Hav kan man faa en tryg og god Aften, naar man blot har nogle smaa, spirende Frø efter sig i den magre Grund?
Og at der ingen Udslettelse er, selv i det bare Flyvesand.