De Danskes Land -- Achton Friis

FRA VIBORG I NORD OG SYD

Paa min Vandring gennem det Bælte, som jeg i hele dets Bredde har kaldt Østjylland, har jeg næsten bestandig haft Forbindelse med Kattegat og dets Fjorde. Havet var for det meste med til at give Landskabet dets Præg. Nu naar jeg nærmer mig Viborg-Egnen, kommer jeg midt ind i Jyllands Hjærte. Men selv her, hvor der er lige langt til Landets yderste Grænser i Nord og Syd, i Øst og Vest, rækker Havet en af sine hundrede Arme ind og mærker Landet.

Inden jeg begynder min Færd herfra ned gennem Fastlandets Indre, vil jeg gaa op paa Vorde Galgebakke og tage en foreløbig Afsked med Danmarks største Fjord. Det er dens Arm Hjarbæk Vig, som næst efter den langt vestligere Venø Bugt er Fjordens sydligste Udløber. — En Morgenstund er jeg da ifærd med at entre op ad det Træstillads, som her er rejst efter at man som Landsens Skik er har berøvet det berømte Punkt enhver naturlig Udsigt ved at beplante det med Graner.

Der raser en Storm af Vest med farende Regnbyger; Blæsten slider i min Frakke, og Regnen slaar mod min Hat med Skrald som Hagl, da jeg naar op til Stilladsets Top og ser mig om.

Hele Forgrunden er vansiret af denne Naaleskov, der breder sig vidt om Bakken. Men udenom den strækker sig et bølgende Agerland, broget som et Skakbræt, Bakke op og ned. Rugen er høstet, Neg staar i Traver rundt omkring. Mod Nordvest ser jeg over de vredne Bakkefald ned mod Fjordbredden — grønne, gule og graa Agerfelter mod det stormpiskede Vand. I Nordøst ligger Skals dybt nede foran den milevide Udsigt over det fjærne Himmerlands nøgne, knudrede Banker. Langt borte mod Nordvest Lovns-Bredning, og bag denne Sallinglands blødt rundede Højder. I Sydvest ser jeg helt ned til Daubjerg Daas og langt ind over Egnene om Alheden. Sunde og Bredninger skilte af Odder og Halvøer synes saa langt Blikket rækker mod Nord og Vest.

Graa Byger jager hinanden over Fjorden, hvis Vande er stribede af Blæstens Svøb, og hvis Strømløb piskes op i hvide Skumsøer. Paa Markerne mellem de gule Sædfelter staar alle de græssende Kreaturer med Hovederne vendt mod den stride Regn. Alle de røde Køer ser ud som smaa Mariehøns mod de grønne Marker. — Nede fra Plantagens Læ hører jeg en Gulspurv synge; den fattige, ensformige Visestump brydes nu og da af Blæstens Brøl i et Fortissimo, som river de spinkle Toner med sig og blæser dem bort.

Farvel, Hav og Fjord — Farvel, Du karske, blæsende Kystland! Nu gaar jeg ind over Kjeltringernes og Natmændenes gamle Domæne, ind i det gamle Lyngland, som engang var Digterens forjættede Land, men nu er beredt Hedeselskabet og dets Engle. Lad os prøve at finde de Pletter, der endnu er sparede.

Milevidt synligt over det aabne Land løfter Viborg Domkirke sine Taarne over Højder og Sletter. Kirkens Plads er det gamle Vibjerg, det hellige Bjerg, Bakke-knuden ud mod Viborg Sø, hvor i Oldtiden det berømte Offersted for hele Jylland fandtes, og hvor i de første kristne Tider en Trækirke fik sin Plads, som allerede i Begyndelsen af det 12. Aarhundrede afløstes af den af Granitkvadre opførte store Domkirke. Allerede paa Harald Blaatands Tid havde Viborg været en betydelig Stad; nu voksede den yderligere omkring sin mægtige Kirke, der under sig havde 12 Sognekirker, 3 Klostre, et Helligaandshus, Set. Mikkels Hospital, sin egen Helgen og mange gejstlige Gilder. Saaledes holdt den sig som hele Jyllands Midtpunkt, mens andre betydelige Gudehove sank i Glemsel. Her mødtes alle Hovedveje, som gennemkrydsede Halvøen, med den store Hærvej. I Ly af Stedets Hellighed samledes her aarligt de vældige Markeder og dreves en storartet Handel. Her hyldedes omtrent lige op til Enevældens Tid Kongerne paa „Daneryggen", den store Sten udenfor Byen, og her fik Jyllands gamle Landsting sit Sæde.

Den blev Hans Tavsens By, hvorfra Reformationsbevægelsen spredtes og erobrede Landet. Og efter Kirkevældet blev det Adelsvældet, som gav Byen dens Glans. Den rige, nørrejydske Adel, som mellem talløse Skarer prægede Byens Liv under det aarlige, berømte „Snapsting", byggede i stort Tal deres anselige Adelsgaarde i Viborg, som længe efter Katholicismens Sammenbrud vedblev at være Jyllands Hovedstad.

Da Adelsvældets Tid var ude og efter at Svenskekrigene havde hærget Byen i det 18. Aarhundrede omtrent samtidig med at en Række frygtelige Ildebrande havde lagt den i Aske, svandt dens Betydning. Den blev en Skygge af sig selv, den stod for den almindelige Bevidsthed som en lille fjærn Hedeby, der ensom laa og rugede over sine store Minder.

Men nogle af sine gamle Institutioner havde den bevaret, saaledes det gamle Landsting, der i 1805 afløstes af Landsoverretten. Vi maa fra den Tid heller ikke glemme et andet Minde om dens forrige Storhed, „Viborrehus", det største Tugthus i Jylland, som holdt sig bravt lige til 1873, og paa hvis Grund det store Sindssygehospital siden er opført. Som Gud og Hvermand véd er Viborg nu i enhver Henseende en By i stærk Fremvækst og med et stort Opland, en moderne By, hvor Turister i Mængde søger hen — Gud bedre det! Men den er ogsaa et Sted, hvor man endnu kan gaa rundt og glæde sig over de umiskendelige Spor af dens gamle Oprindelse, dens mærkelige Grundplan med de snørklede Gyder og Stræder, der endnu bærer Navne med Klang af Middelalder i sig.

Og i de forhenværende Hedeegne omkring den vidner Oldtidshøjenes Mængde om den gamle, rige Bebyggelse; en Masse Stednavne bærer Minde om forsvundne Skove, hvor nu for det meste kun lidt forkrøblet Egekrat dukker sig i en Lavning, eller hvor den bare Lyng eller nogle magre Agre dækker Grunden. De gamle Veje krydses endnu hist og her af Spor af Forskansninger fra Oldtid og Middelalder, da Byen og dens Omegn var Skueplads for Begivenheder, som var afgørende i

Landets Historie, og Kongerne bejlede til Jydernes Gunst. — Om den Modtagelse, Øbokongerne lejlighedsvis fik herovre, minder saadanne Navne som Finderup Lade og Grathe Hede.

Egnene omkring Finderup, som i Middelalderen endnu vistnok maa have været dækket af gamle Skove, hører nu landskabeligt til de tarveligste, opdyrkede Hedestrækninger, triste og kedsommelige. Paa Stedet, hvor Finderup Lade laa, og hvor Erik Glipping dræbtes Set. Cæcilie Nat den 22. November 1286 af en Flok af Landets Stormænd, byggedes et Bodskapel, som nedbrødes 1552, og paa hvis Tomt der i den nyeste Tid er rejst et Stenkors, en tarvelig Efterligning af Visbykorset paa Gotland.

Meget har forandret sig i Viborgs Fysiognomi, siden jeg første Gang gæstede den for over 30 Aar siden. Da fyldtes dens Gader endnu paa Torvedagene af de rigtige, gammeldags Bønder, som med deres Studespand var kommen herind for at f alby de deres Varer eller slaa en Handel af, saadanne Folk, som man nu kun ser paa Hans Smidths Billeder. Da levede endnu den brave Værtshusholder Koustrup i sin Shop paa „Gravene", hvor Jeppe Aakjær og jeg regelmæssigt tog ind og spiste laartykke, stegte Aal med stuvede Kartofler Kl. 9 om Formiddagen, umiddelbart efter Ankomsten til Byen med Morgentoget, og inden vi lagde ud paa vore Hedefærder, sydover, skrævende over vore gesvindte „Bejshywl".

Jeg maa standse et Øjeblik ved denne Glose, inden vi drager videre. Den betyder Bissehjul (af bisse o: løbe løbsk), og er en fri jydsk Oversættelse af det for Bonden uforstaaelige Ord Bicykle (Bejsykkel), som man dengang kaldte Cyklen. Bejshywl er en af de smukkeste og mest malende Oversættelser, jeg kender. Den konkurrerer med et andet, fortrinligt jydsk Ord, en Betegnelse for de smaa Drænrør af brændt Tegl, som Jyderne kalder Sutte-Render. Det er en Oversættelse af den franske Glose sous-terrains. — Vi kan ganske godt herovre, naar vi vil!

I Egnen Vest for Viborg har Kalkbrændingen i gammel Tid lagt en Mængde af Landets oprindelige Skove øde. Men især var det Jærnsmeltningen i de Egne, hvor der fandtes Myremalm, som blottede Midtjylland for Trævækster. Klode Mølle har endnu Navn efter „Kloderne", og Gedhuset er „Gæthuset", d. v. s. Smeltehuset. Efter Øksen kom Stormene med Sandflugten, som hærgede de sidste Rester. Men endnu har vi i Hald Egeskov ved Viborg en Levning af disse gamle Skove, som sammen med Skindbjerglund ved Rold er den største i Udstrækning og bedst bevarede.

Den bedste Del af Hald Egeskov købtes af Staten i 1914 og er nu fredet mod alle Indgreb. Den vil faa Lov til at henligge i Naturtilstand med Fristed for baade Planter og Dyr. Det vil saaledes ogsaa blive hindret, at Bøgen fortsætter sin sejrrige Kamp ind over dette Omraade, hvis Omgivelser den længe har bekriget med altfor stort Held. Thi rundt om i Egnen er den tusindaarige Strid mellem Bøg og Eg endnu standende, i det nærmeste Nabolag har den førstnævnte erobret hele „Inderoen" i Hald Sø og Bækkelunds Skrænter.

Nu staar Hald Egeskov som en fredsæl Plet midt i alt dette, med sin særprægede, frodige Skovbund, hvor Blaabær, Hindbær, Enebær og en Mængde Urter med Blomster i alle Farver søger Læ under Egenes gæstfri Kroner, modsætningsvis til Bøgeskovens døde Bund. Træerne har ingenlunde alle Steder den vindhærgede og forkrøblede Vækst, som mange Skribenter paastaar; dette er egentlig kun Tilfældet i Skovens vestlige Side. Mange Steder hæver Egene sig til mægtige Træer med stolte Stammer og et kraftigt slynget Grenenet af stor Skønhed, saaledes nær ved Jærnbanegennemskæringen i den sydlige Del, hvor enkelte Træer naar en Højde paa 12—14 Meter. —- Et vidunderligt douce, graaliggrønt Lys hviler, især paa en Graavejrsdag, over denne dejlige Skovbund, som intetsteds synes at have Skygger, aldrig ligger i Mørke, og hvis blide Farver kun brydes af de stærke Stammer.

Ad Vejen herfra forbi Herregaarden Hald og videre langs Søens vestlige Bred til Dollerup Bakker faar man nogle af de ejendommeligste og smukkeste Udsigter i disse Egne.

Foruden det nuværende Hald, hvis Hovedbygning kun er halvandet Hundrede Aar gammel, kendes hele fire ældre Steder for denne gamle Herreborg. Dens ældste Voldsted er fra Oldtidens Slutning. Men historisk omtalt findes Hald ikke før i det 14. Aarhundrede, da den ejedes af den fra Folkevisen bekendte „Niels Bugge paa Halden“, som blev dræbt ved Middelfart 1359 sammen med to andre jydske Adelsmænd, hvorfor Beboerne af dette Kvarter i Middelfart som Bøde maatte betale en aarlig Afgift, de saakaldte „Buggespenge“, en Skat som først ophævedes i 1874! — Bugges Gaard, det andet Hald, som laa paa en Banke i Søen, nedbrødes 1393. Det tredje Hald opførtes af Viborgbispen Jørgen Friis i 1528 paa et Næs i Søen nedenfor det ældste Halds Voldsted. Jørgen Friis var den sidste katholske Bisp paa Stedet, og han kom selv i nogen Tid til at prøve Borgens Fangehul, da Christian III lod alle Landets Bisper fængsle. Denne Borgs Voldsted er en rektangulær Plads, begrænset af høje Jordvolde, som i Ø.—V. naar ca. 57 og i N.—S. ca. 108 Meters Længde.

Det er dette Sted, som danner „Halds Ruiner", og ved hvis vestlige Vold det store, runde Taarn af røde Munkesten endnu løfter sin tunge Krop op over Voldene. Og det var dette Hald, som i 1660 kom paa de hollandske Jøder Brødrene de Limas Hænder, Blichers „Jøderne paa Hald“. — I Begyndelsen af det 18. Aarhundrede nedbrød Gregers Daae delvis dets forfaldne Bygninger og opførte det fjerde Hald, som laa noget nærmere ved Søen end det nuværende paa et skraa-nende Jordsmon, omgivet af Terrasser og Haveanlæg i fransk Stil. Senere opførte Schinkel det nuværende Hald, det femte, i 1789. I en af dets Sale hænger endnu Billeder af Brødrene Lima.

Halds Ruiner ude paa deres Næs skal ses fra de faldende Banker mellem Halds Hovedbygning og Søen med Bakkerne i Lysgaard Herred som Baggrund. Dybt nede bag de skraanende Marker ligger Søens graa Spejl om det skarpskaarne Voldsted med det svære Taarns Murmasser. Jeg kender faa Steder i Landet, der rummer en saa stærk Stemning af svunden Storhed som dette. Det er Riddervisens rette Hjemsted. „Herreborgen" med dens Omgivelser kan ikke give sig noget gyldigere og stoltere Udtryk end i dette Billede med dets Tynge, Tryghed og fuldkomne Ro. Landskabets Stemning hvilende i sig selv, den rene Harmoni — gammelt Adelskab, gammelt dansk Herrevælde. Her i disse Omgivelser kan man tænke sig ham, som sammen med Stig Andersen til Bjørnholm, en Sønnesøn af den store Marsk, satte haardt mod haardt overfor den kullede Greve. „Skam skal Du faa med Hr. Bugge paa Halden" — men jydsk Sejghed og Jærnvilje holdt sin

Tid, og den vandt, da Væbneren paa Nørreris greb ind. Han kom „ud aa Dar“ i rette Tid.

— Et herligt Terræn danner Hald Søs Omgivelser. Det brede, udprægede Højland, over hvilket den 94 Meter højtragende Lyshøj i sig selv kun er en forholdsvis ringe Hævning, styrter som mægtige Jord- og Gruskaskader ned mod den dybtliggende, yndige Sø med dens smilende Engdrag og skovklædte Næs. Disse Højder er en pragtfuld Ramme om Stedets sære, romantiske Stemning. Søen er et Led i den gamle Fjorddal fra Istiden, som fra Mariagerfjord gaar over Klejtrup Sø, Rødsø og Viborg Sø hertil. Bankerne omkring den gennemfures af dybe Tunneldale, Lejer for Istidens Strømme, som faldt ned i det store Bækken. Ved Søens Sydende, hvor mørke Lyngbanker hæver sig, snor gennem Dalen Øst for Dollerup Klædefabrik en lille dejlig Aa sig fra Højderne ned gennem Engene.

Prægtigst tager Landet sig ud fra det 64 Meter høje Ravnsbjerg i Dollerup Bakker ved Søens Sydvestende, hvor Lyngen er eneraadende over store Strækninger. Hvor er dette Landskab forskelligt fra de hidtil sete Hedestrækninger omkring de østjydske Søer! Der er en egen Vemod over disse lynggroede, mørke Banker, selv Søen dernede virker paa Sindet med en dyb og fin Melankoli. Men ikke som ved Himmelbjergsøerne. Her er Alvor, men ingen Sentimentalitet, Tungsind, men ingen Flæben.

Ned gennem „Enebærdalen" gaar jeg rundt om Søens sydlige Bred. Et mærkeligt Sted, mystisk og verdensfjærnt. Det synes ganske uberørt, og ogsaa Søens modsatte Bred, Bakkerne i Lysgaard Herred, ser herfra ud, som de har ligget saaledes siden Tidernes Morgen. Paa de stejle Skrænter omkring mig gror Enerne tæt som i en Urskov, indtil 8—10 Meter i Højden, ofte helt cypresagtige i Væksten. Frodige Ørnebregner dækker Bunden imellem dem. Nærmest Søen, hvor nogle Fiskedamme er anlagt, kommer en Strækning med Bevoksning af gamle Bøge og Aspe.

Hvilken Fred og Ensomhed! Kun nogle Smaafugle synes som de eneste levende Væsner at holde til herinde. En Bynkefugl synger, og nogle Gulspurve smutter bort mellem de vaade Grene, da jeg kommer forbi.

Modsætningen til dette Sted ligger nær herved. Jeg behøver kun at gaa et Par Kilometer mod Syd og nærme mig Lyshøj, for at mærke den, og bestiger jeg Bakken, bliver Forskellen iøjnefaldende. Siden Blicher-Stenen rejstes her er der sket slemme Ting paa Stedet. Nok var det allerede medtaget, da jeg første Gang saa det for 32 Aar siden, men langt værre er der i de senere Aar faret frem imod det. Den berygtede Vindmotor paa Bakkens Top er saamænd ikke værre end Geodætisk Instituts Stillads, der er kommen til siden. Og Højen er naturligvis granbefængt, saa enhver Udsigt er borte. Det berømte Punkt er i enhver Henseende lavet saadan til, at man jo før jo hellere bør glemme dets Eksistens.

Ned ad Bakken ruller jeg lige i Favnen paa den gamle Lysgaard By, Skuepladsen for Blichers „E Bindstouw". Hvor utroligt det lyder, findes Huset, hvortil Bindestuen er henlagt, endnu og staar stolt paa sine Stolper, ganske vist flyttet for en Snes Aar siden til et mere selskabeligt Sted inde i Byen. Men gamle Folk paa Stedet fortæller mig, at baade Bindingsværk og Mure er de samme som paa Blichers Tid. Kun Taget er fornyet. Men der er naturligvis intet mere ved Stedet, som kan give nogen Forestilling om, hvordan her har set ud, da Blicher skrev sine udødelige Fortællinger paa Jydsk om de Skikkelser, som holdt til i Stuen hos den gæstfri Kræn Koustrup — I kinne ham wal ? — Man kan prøve at sammenligne Huset med de gamle Billeder af det fra 60’erne eller 70’erne, hvor det er tegnet ved Vintertide ude paa den aabne, snedækte Mark ved en lille tilfrossen Dam og med kun et Par ynkelige, forblæste Buske ved Siden. Nu ligger det i et næsten parkagtigt Landsbyinteriør, den rene Idyl, med frodige Løvtræer og Frugthaver omkring Gaarde og Huse. —

Den gamle Bindstouw er et smukt Monument over Blichers mærkeligste Prosadigtning. Den burde købes af Staten og bevares.

Egnen heromkring var i gammel Tid en af de fattigste i Jylland. Det fortaltes, at ude i Graabølle Sogn tærskede man Lyngen, før man gav Kreaturerne den, for at den ikke skulde være for kraftig og nærende. Alle Bymændene havde kun én Skjorte i Fællesskab, som de enkeltvis benyttede, naar de skulde fra By. Et Foraar lukkede en af Gaardmændene sine Kreaturer ud og sagde til dem: „Ja — A kan ingen Græs se; men jeres Øjne er større end mine, saa I maa vel kunne se det.“

Befolkningen her vesten for Kjellerup har Ord for at være sindige, men vittige Folk. Der er en Historie om en Mand fra Thorning, som var kommen til Kjøben-havn og gik ind paa en Beværtning for at faa et Glas Ø1. Han saa jo noget simpel ud, og Værten takserede ham til en Spøg og skænkede ham et Glas Vand i Stedet for Øllet. Manden fik det og stak det ud. Jaja, de havde jo mere end én Slags, sagde Værten, og saa kom han med et Glas rigtigt Ø1. Det drak Manden ogsaa. Saa spurgte Værten den Fremmede, om hvad han syntes om deres Ø1 i Kjøben-havn. — „Ja-a, det første Glas var stærkt,“ sagde Jyden, „og det andet var godt.“ — Hvad han mente med det? — „Jo, den Slags A fik først, den trækker vores Vandmøller ovre i Jylland. Men hvor godt Kjøbenhavnerøllet end er, saa tro’r A ikke, det kunde gøre detl“

En anden Mand fra disse Egne var ogsaa falden i Snak med en Kjøbenhavner, som spurgte ham: „Hør sig mig, er det sandt at Jyderne er blinde de første ni Dage efter Fødslen ligesom Kattekillinger?" •— „Ja — det er saamænd sand’ nok,“ sagde Manden. „Men naar de saa først faar æ Øjn’ op, saa ka’ de lig’ straks kjend’ et ordentlig Mennesk’ fra en Skidderik."

Ved Lysgaard er jeg vestfra atter stødt til Hovedlandevejen, den gamle Hær-vej, som fra Viborg gaar østen om Hald Sø over Almind og Katballe, og som er forvandlet til moderne Chaussé herfra og helt til Syd for Nørre-Snede. Den østligere Arm, som gaar fra Christianshede over Funder og Kragelund og støder til Hovedvejen Syd for Thorning, er tidligere nævnt. I den makadamiserede Skikkelse, hvori jeg har genfundet den, ser den som Vej betragtet ikke anderledes ud end andre Chausséer. Men det Landskab, som den fører igennem sydover, kan endnu hist og her vække Forestillinger om det mærkelige Liv, der har rørt sig ad denne ældgamle Roufe. Saaledes er Landskabet fra Bækgaarden over Graa-hede til Klode Mølle nok en Vandring værd.

Smed Lars Nielsen i Skørping. 87 Aar.

Smed Lars Nielsens Kone, Karoline. 82 Aar.

Ovdrup Kirke i Vesthimmerland.

E Bindstouw i Lysgaard By.

Ane Jakobsen fra Gravlev Mark. 83 Aar.

Tordenkalven.

I den gamle Egeskov ved Hald.

Fra Kaas Skov. Ege, Enebær og Ørnebregner. I Baggrunden Smaabirke og en vindfældet Birk.

Ved Bækgaarden tæt ved Kompedal Plantages østlige Hjørne findes det berømte „Kong Knaps Dige", af hvilket endnu omtrent en 200 Meter lang Strækning er bevaret. Det ses som en ca. 1 m høj, sandet Vold, der i en Halvbue spænder over en lille Dalsænkning fra S.Ø.—N.V., en typisk Forsvarsvold som en Mængde lignende tværs over gamle Vejstrøg. Den ligger ca. ¹/₂ km vesten for Hovedvejen; men denne maa udentvivl i sin Tid have gaaet netop her; den Mængde gamle, dybe Vejspor, som Diget krydser, viser dette. Baade Nord og Syd for dette Strøg ses Mængder af andre gamle Vejspor, som paa tværs af Digets Retning slynger sig parallelt løbende ned mod det gamle Vadested, der endnu er i Brug. Men i vor Tid vil de forsvinde mere og mere; thi det som Lyng og Sandflugt ikke har kunnet dække i Løbet af Aarhundreder, det kan Bonden faa Bugt med paa et ringe Tidemaal.

Ejeren af Bækgaarden fortalte frejdigt, at han i Aarenes Løb har ladet nedpløje en større Hedestrækning med disse gamle Spor. „Det er ikke, fordi jeg behøver mere Jord,“ sagde han, „og der er heller ikke saa meget ved den der paa Stedet, at det kan betale sig. Men jeg gjorde det udelukkende af Skønhedshensyn. Det er grimt at have saadan et Stykke ujævn Hedejord liggende paa sin Lod.“

Og det er der jo ikke meget at sige til. Denne Sans for Orden er hans Skønhedssans. Han er intet Unicum, en Mængde Bønder handler som han.

Digeresterne har længe været fredet paa et større Stykke. Og Nationalmusæet, hvis Syn paa slige Sager jo er anderledes end Flertallet af Bøndernes, har nu ogsaa ladet frede nogle af Hedens Rester med Vejsporene og det gamle Vadested, til hvis Forsvar Diget er anlagt. Dette forekommer mig at være en værdigere Maade at mindes Stedet for Slaget paa Graahede end ved Opstilling af den kedsommelige, tilsyneladende maskingjorte Sten, som er rejst et Par Kilometer herfra, hvor man mener, Svend Grathe efter Kampen blev slaaet ihjæl med en Økse. Kamppladsen med den gamle Vej, Vadestedet og Folkevolden forekommer mig at være af større historisk Interesse end de flade Roemarker, som Stenen er rejst paa, omgivet af moderne Bøndergaarde med deres Vindmotorer.

Man skal gaa endnu et kort Stykke ad Vejen mod Syd, inden man vender om — de 3—4 Kilometer over Graahede ned til Klode Mølle. Det er overflødigt at bemærke, at man hele Tiden skal se ud over de store Hede- og Mosedrag i Øst, den Anvisning giver den V₂ □ Mil store Plantage, som dækker Landskabet Vest for Vejen. Det er sandsynligt at denne Strækning engang i længst forsvundne Dage har været fuldkommen ufarbar paa Grund af de vide, lavtliggende Sumpstrækninger — deraf maaske ogsaa Hærvejens daværende østligere Forløb over Kragelund og Funder. Men Beretninger om Kongernes Rejser ned gennem Jylland viser dog, at denne vestlige Vej forbi Klode Mølle har været i Brug som Hovedroute i mange Hundrede Aar.

Sit Navn har Møllen faaet af de udgravede Blokke, „Kloder", hvoraf man i gammel Tid udsmeltede Myremalmen, en nu forlængst forsvunden Hedeindustri.

Landskabet heromkring hører til et af de mørkeste og mest triste i Landet. Det lave, trøstesløse Moseland, omgivet af de høje Bakker, kan endnu vække Forestillinger om den Følelse af Utryghed, som maatte gribe Vandreren, der færdedes paa denne ensomme Vejstrækning, hvor Stimænd og alskens Pak holdt til endnu for faa Menneskealdre siden. En Mængde uhyggelige Sagn og Beretninger om grufulde Mord og om Spøgeri knytter sig til Stedet og har levet længe hos Almuen.

Selve „Bittefanden", den lille grimme Himmerlænding, strakte sit Operationsfelt helt til disse Egne. En Augustnat 1835 kom han sammen med en Kaldsfælle

til det ensomt liggende Gedhus et Par Mils Vej her vesten for, lokkede den skikkelige Ejer Ole Andersen ud paa Heden, slog ham halvt fordærvet og bandt ham. Siden plyndrede de to Huset og forsvandt med Udbyttet. Der hengik ni Aar efter denne Begivenhed, hvor Forbryderen og hans Hjælpere fortsatte med deres Plyndringer og Voldsgærninger, inden Bittefanden blev taget ved Halen. Befolkningen i disse Egne var ikke egentlig forkælet af Øvrigheden, naar lige undtages Slynglerne.

Men den aarhundredgamle Vandmølle og den berømte Kro har ogsaa været Stedet for lystigere Begivenheder. Som en Oase laa den paa den ensomme Vej, der strakte sig i Nord og Syd. Her kom ved Foraarstide Studedrifterne fra det halve Nordjylland forbi, her var Sfaahej af Kræmmere og Hesteprangere, som bedede paa det vidtkendte Sted.

Møllen brændte eller sank sammen af Ælde under de skiftende Slægter, men bestandig byggedes den op paany; dens mosgroede Straatag veg for Tegl, Bindingsværket for hele Mure, Kaalgaarden blev Have, og de mange Hjulspor forsvandt for den moderne Chaussé. Den saa „Kartoffeltyskerne" komme vandrende ind i Landet og bosætte sig i de nære Heder i Kragelund, Thorning, Vium og Bording Sogne. Mangt og meget var den Vidne til, som nu forlængst er glemt.

Og den gamle Mølle selv med samt dens Kro er nu ogsaa endelig forsvunden. Men fra deres Sted kan man endnu ved et Blik over Egnen østen for Vejen gøre sig Forestillinger om den Ensomhed og Uhygge, som maa have præget Omgivelserne i gammel Tid. Denne Ramme passer til Ugærninger af enhver Art. Mosen i Forgrunden med de spredte, lave Trægrupper, der rejser sig over den mørke Flade — det var et Sted, hvor man nemt kunde komme afvejen, om Retfærdighedens Arm endelig rakte ud efter en. Noget mere dystert end denne Plet kender jeg ikke, lige opad den brede Landevej og de nye Bøndergaarde. Her kunde man forestille sig at møde Genfærdet af den forvorpne Drabsmand, som henrettedes her i 1705 efter at have myrdet Mølleren i Klode Mølle, og som endnu færdes om Retterstedet paa Stejlehøj og i den nære Mose „til Skade og Fordærvelse for vejfarende Folk,“ han hvis Udaad gav Anledning til den gamle Vise, der begynder saaledes:

Og hvor de sidste Vers rummer disse Linjer:

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela