FUGLHOLM OG LINDHOLM
Iimfjorden ejer en Mængde smaa, ret ensartede Græsholme, af hvilke et Par j Grupper ligger Vest for Øland i Nibebredning og ved den nordøstlige Kyst af Løgstør Bredning og iøvrigt spredt rundt omkring. En Mængde af dem anvendes til Høavl og Græsning. En enkelt, mindre Gruppe findes i Farvandene mellem Mors og Thyholm, og da disse er udprægede Fugleholme aflagde vi et Par af dem et Besøg paa vor Vej gennem denne vestlige Del af Fjorden.
Det var bleven et overraskende fint Sommervejr den Morgen, da vi forlod Jegindø. Vi tørnede ud allerede Kl. halvfem og startede en halv Time senere og gik nordpaa for at naa til Fuglholm, under hvis Østside vi ankrede op ved Halv-syvtiden. En fin nordvestlig Brise har renset Luften, og rundt til alle Sider ligger Fjord og Kyster saa blændende klart, at vi paa tre Mils Afstand ser Gaarde, Træer og Høstakke saa skarpt, som om de var os ganske nær. Det er som paa den klareste Septemberdag.
Over den lille rørklædte Holm løfter sig straks ved vor Ankomst saa kolossale Mængder af Maager, at jeg ikke mindes at have set noget lignende, og en øredøvende Skrigen fylder Luften. Da Fuglene i nogen Tid har svævet som en tæt Sky over Holmen, daler de langsomt som Tusinder af Snefnug ned over det dybblaa Vand, hvor de kaster sig. Som to hvide Rev strækker Fugleskaren sig ud fra Holmen i Nord og Syd.
Det viser sig at være to store Kolonier af Hættemaager og Terner (St. canti-aca), som behersker Øens Fugleliv. I den Velkomst de bød os maa indbefattes den Guanostank, som paa Læsiden af Holmen møder os som et vel forberedt Gasangreb og længe tvang os til at holde Fingrene om Næsen. Man bør ikke nærme sig Stedet uden Gasmasker.
Det som vi ude fra troede udelukkende var Rørskove, viser sig ogsaa at be-staa af kolossale Mængder af Strandmelde, som er usædvanlig høj og frodig. Indenfor disse, der som en Ring gaar langs Kysten, finder vi Rajgræs, og bag dette nogle Laguner med Salturt langs Bredden. Lindhardsurt og Rødbynke blander deres stærke Farver mellem alt det grønne, og langs den sandede og stenede Forstrand med dens store Tangdynger gror spredt Marehalm og Hvene.
Den lille Holm har Form omtrent som et Koralrev, idet der paa dens Midte ligger et Par Smaalaguner tæt opad hinanden, omkring hvilke Landet danner en næsten regelmæssig Ring. Den ligger i Hvidbjerg Sogn i Thisted Amt og opgives til at være 4,6 Tdr. Land, men man kommer Sandheden nærmere ved at anslaa den til at være 21,/2 Td. Land og 2 Tønder Vand. —
Nogle af de flygtede Fugle er igen kommen paa Vingerne over Holmen, og mens Luften sønderflænges af deres nervepirrende Skraal, flyr deres Yngel til alle Sider omkring os. Hættemaageungerne, af hvilke enkelte er næsten flyvefærdige, løber straks ned mod Stranden eller søger at lette, men trimler omkuld og fortsætter tilfods til de naar Vandet og ror bort, mens de skriger som om de har en Kniv i Halsen. Terneungerne flygter derimod straks ind mellem Rørene; men bestandig kommer der nye frem, de vælter op af Jorden som Trolde af deres Huler og iler bort over Stranden, hvor de store Mennesker ikke kan følge dem uden at synke dybt ned i den halvraadne Tang, der er blød som Mudder.
Som Modsætning til de latterlige Hættemaageunger er de smaa Unger af den kentiske Terne meget smukke; vi fangede et Par Stykker af dem, og en enkelt blev fotograferet paa Johannes Larsens Haand, hvor den bed kraftigt fra sig og endte med at lægge et Visitkort som var ganske utilsvarende stort i sine Dimensioner.
— Den lille Holm er en herlig Plet i den smalle Fjordarm mellem de imponerende Bakkelandskaber paa Thyholm og Mors. Mod Sydvest ses kun en Kilometer borte Herregaarden Hindsels, under hvilken den hører. Her fra dette fuldkommen uberørte Sted, som synes at have ligget saaledes siden Tidernes Morgen, ser vi Gaardens Mure og Tage løfte sig mellem Træerne i dens parkagtige Have — et Syn der følger os længe efter at den lille Holm forlængst er forsvunden bag vor Agterstævn og opslugt af de høje Kyster paa Fastlandet bag den.
Allerede ved 8-Tiden var vi atter ombord og stod nordpaa for at gaa vestenom
Agerø gennem Visby og Thisted Bredninger. Agerø er nu, heldigvis for os, en Halvø som er landfast med Mors ved en bred Vejle, saa vi slipper forbi den uden ond Samvittighed.
Kl. 9 ankrer vi op udfor Lindholm.
Øen er med Hensyn til Fugleliv en stærk Modsætning til Fuglholm. Medens denne kun huser Maager og Terner, har Lindholm saa godt som ingen saadanne, men til Gengæld traf vi her andre Arter, som næsten aldrig trives sammen med Maagefuglene.
Hvis man tænker sig et Spejlæg, hvor Hviden er bleven for tyndt bredt ud over Panden, saa der er fremkommen en Mængde Huller i den, mens Blommen har beholdt sin kuplede Form, saa har man et Billede af Omridset og Formen i Lindholms Overflade, saaledes som den rager op over de grunde Vande omkring den. Blommen er dens Højland og den ældste Del af den, Hviden er de flade Strandenge med deres utallige Mængder af Laguner.
Med sine 119,7 Tdr. Land hører Holmen under Boddum Sogn i Thisted Amt; den anvendes af de Boddum Bønder til Græsning af Kvæg, men henligger iøvrigt ganske urørt, og intet Spor røber, at Mennesker nogensinde har sat deres Fødder paa den. Fra det højtliggende Boddum Sogn paa Fastlandet i Vest er den adskilt ved det kun 100 m brede Sund „Vejlen", medens Afstanden til Agerø i Øst er en god Kilometer.
Det lille runde Højland paa dens Midte er dækket af en sammenhængende Lynghede. Mod Vest og Nordvest falder Højlandet med græsklædte Skrænter temmelig brat ned mod Lavlandet, der set oppe fra Højderne synes at glide helt sammen med den lave Yderkyst paa Halvøen Boddum.
Naar undtages nogle mandshøje Kjærtidsler, som især paa de frodige Enge mellem Sydsidens Laguner naar en usædvanlig Pragt og Størrelse, er der af den saare fattige Bevoksning kun lidt Dværgpil, som foruden Lyngen og Klokkelyngen rager op over den magre Jord. Og paa Fladerne, hvor forskellige for det meste lave Græsser vokser, og nogle Rør og Siv hist og her gror langs Kjærenes Rand eller dækker en Mose, og hvor yderst noget sparsomt Marehalm har slaaet Rod, finder vi langs Stranden kun noget Melde og Gaasepotentil.
Men dette fattige Sted har atter den mærkelige Charme, som de rige, dyrkede Marker aldrig faar. Det er denne fuldkomne Uberørthed, denne Kyskhed, som griber en om Hjærtet. Den vide Himmel, den rene Fjord, den jomfruelige Jord — alt rundt omkring en og over en er et harmonisk Værk af Naturen. Og her er det Lyngen, som giver hele Stedet dets ejendommelige Stemning — denne stakkels Vækst, som er ved at blive landsforvist og snart ikke véd sine levende Raad, tiltrods for at de Egne, som den prægede, engang var vort Fædrelands ejendommeligste og skønneste! — Hvor hvælver en saadan Soldagshimmel med de store, vandrende Klodeskyer sig klarere og skønnere end over den brune Hedeslette med dens varme og dybe Tone, hvori Klokkelyngens smaa Bjælder ringler i den lette Brise!
Intetsteds forstyrres her dette Billede, ingen Mislyd er i denne herlige Harmoni nær eller fjærn. Saadanne Steder skal man hen for endnu at finde en helt ufordærvet Rest af den Hede, som ellers overalt i Jylland er bleven lagt for Had og helt eller delvis udryddet.
— En Hare farer op af Lyngen foran vore Fødder og jager som en af skudt Torpedo ud over Kjæret, saa Vandet staar i Skumsprøjt omkring den. Et Par Bekkasiner letter fra Lagunerne derude, som staar med deres kulsorte, skarpe Rande om de solglitrende Vandspejl, omringet af deres Livvagt af ranke Kjærtidsler med violette Faner paa de slanke Lanser. Et Par Klyder flyver over og spejler i Forbifarten deres slanke Kroppe i Vandpytterne. Længe hører vi deres dybe, melodiske Fløjtetoner. Strandskader og store Vibeflokke trækker om langs Kysten og inde over de kjærfyldte Strandenge.
Bestandig vedbliver Bekkasiner enkeltvis at lette omkring os. Da vi naar om til Fladerne paa Nordøstsiden, hvor et Par lange Rørmoser bryder Engen, bliver vi enige om at „klappe dem af“ for Fugle. Mens Johannes Larsen gik langs Kanten, traskede jeg, som havde mine Søstøvler paa, tværs gennem Rørene. Resultatet blev at Snesevis af dobbelte Bekkasiner kom op, enkeltvis eller i Smaaflokke, lige til vi naaede Mosens modsatte Ende. Her er altsaa endnu Chancer for Bekkasinjagt, formodentlig fordi de aldrig bliver udnyttede.
Flere Klyder trækker forbi. Af og til træder vi en Hare op, som lunter afsted ud over Engene og forsvinder mellem Faareflokkene og det roligt græssende Ungkvæg.
Besynderligt er det, at vi paa et saadant Sted en saa herlig Dag kun ser ialt to Lærker! Jeg husker, at vi paa Vejrø ved Samsø i et lige saa straalende Sommervejr ikke traf en eneste. — Gaar det med denne Landets almindeligste Fugl som med Graaspurven, at den efterhaanden ikke vil undvære Menneskers Nærhed, men holder sig i Nabolaget af de dyrkede Marker ligesom Spurven til Boligerne? — Fuglene er jo for øvrigt Folk, der ofte paa besynderlig Vis lemper sig efter Forholdene. Solsorten er i Løbet af 25 Aar bleven Standfugl og er nu en værre Plage for Flaverne end Stæren nogensinde har været. Denne sidste er ogsaa begyndt at overvintre, ved Byerne især, hvor der er Affald fra Slagterier eller lignende. Graaanden og flere andre Andearter er bleven Parkfugle i Løbet af samme Tidsrum, den ellers saa sky Rørhøne ligesaa, og Flættemaagerne hører til Byens faste Stok om Vinteren. Skovduen kurrer fra Byens Tage, mens dens Mage ruger i Parkernes Træer. Efterhaanden som Naturen forsvinder, tyer Fuglene de samme Steder hen, hvor Byernes brede Lag rekreerer sig om Søndagen, og paa de Reservoirer, hvor vi vel engang skal have indført „Naturfredning" sammen med uhindret Adgang for Publikum, vil de sidste af Fuglene lære at glide ind som en Bagtrop til dette og indtage de billigste Pladser sammen med Børn og menige Militære.
Limfjorden! — Vi har ikke mødt én Lystsejler paa vor Vej igennem den. Forsaavidt er den altsaa fredet endnu.
Hvor mange af de Folk, der dyrker Sejlsport herhjemme, har været i Limfjorden, Danmarks smukkeste og mærkeligste Farvand? Man maatte kunne tilbringe Maaneder for ikke at sige Aar deroppe uden at lære den helt at kende med alle dens besynderlige Bugter, Vige, Fjorde og Sunde, saa indbyrdes forskellige som Dag og Nat, men alle af storslaaet Skønhed ved de Landskaber, der indrammer dem, snart alvorsfulde og mørke, snart blide og yndefulde. Skønnere Kyster har jeg ikke fundet paa vor fire Aars Sejlads gennem alle vore Farvande.
Men man skal kunne sejle for at gøre Limfjorden — eller som vi have en Mand med der kan, og for hvem de kringlede Sunde med deres ofte trange Sejlløb, eller Bredningerne med deres Grunde og Rev ikke volder Bryderi. Og man maa være forberedt paa, at man her møder et Klima, der med sine voldsomt skiftende Luner kan byde paa hvadsomhelst.
Jeg har ofte færdedes langs Limfjordskysterne ad deres Veje paa Cykle eller tilfods; gennem mange Aar har jeg drevet Jagt paa Sallings og Fjendsherreds Bakker. Og det var herlige og uforglemmelige Dage. Men jeg har først lært dette Lands storslagne Skønhed helt at kende, efter at jeg ogsaa har set det ude fra Fjorden — har boet i en Baad mellem dets Kyster.
Af alle Steder heroppe forekommer mig Løbet vestenom Mors at være det pragtfuldeste, især de smalle Stræder Næs Sund og Vil Sund, samt Østsiden af Thisted Bredning. I Vil Sund er det særlig Vestkysten med de mørke og dystre Skyum Bjerge, kronede med en Række af svære Kæmpehøje, hvor Vejen opover de lyngklædte Knuder synes at stige lodret op fra Fjorden. I Bredningen er det Mors’ Nordvestkyst med Hanklit og Salgjer Høj, der som vældige Bastioner falder ned mod Stranden, furet af dybe, skarpe Kløfter. Ingen Kyst er skønnere og mere betagende end denne, saaledes som vi saå den hin Sommerdag under den sydlige, høje Sol, som kastede sin iltre Lysglans henover de vilde Bakker, mens Kløfterne stod dunkle og skumle ind gennem deres Sider.
Forbi Bakkerne ved Sejerslev og Skarrehage gled „Rylen" langsomt, efterhaanden som Solen passerede Middagslinjen, og videre ind hvor Mors Nordkyst sænker sig og bliver til en smal og flad Tange, men endnu en Gang løfter sig til et sidste Kast ved den høje Fegge Klit, der ligger som et Fort ud i Havet mod Nord — Skuepladsen for Amiets store Drama, det ejendommeligste og mest udførligt behandlede Sagn i Saxos Danmarkskrønike. I Sandhed, denne Kyst kunde løfte Ørvendels Kongeborg, dette Sted kan bære Mindet om Fenges Drab og om Amlet, den besynderligste Skikkelse indenfor vor Sagnverden. Hvilken Plads for dette Sagns dystre Handling, hvilken Kraft og Alvor der hviler over dette Land.
Det forholder sig til den opdigtede Skueplads ved Kronborg omtrent som den nordiske Amlet forholder sig til den Shakespeareske, naar denne paa Theatret spilles af en Sarah Bernhard eller en mandlig Skuespiller, oftest en i sit sceniske Udstyr kønsligt ubestemmelig Person — paa Jydsk en „Hwerken“ — ved Synet af hvem Hamiets Faders Aand vilde være flygtet over Stok og Sten og Shakespeare vende sig i sin Grav.
— Saa rundede vi den skarpe Udløber af Klitten, og mens Solen gled mere og mere om i Vest satte vi Kursen østpaa over Bredningen, hvor vi ved Aftenstid gled ind mod det smalle Løb ved Løgstør Havn. Det havde været en Sejlads paa tretten Timer.
Den næste Dag kryber vi gennem Sundet østpaa for at naa til Aalborg. Efter-haanden som vi nærmer os Nibe tykner Luften, og mørke Tordenskyer trækker op fra Vest.
Smaaholmene Vest og Sydvest for Øland er ligesom de ubetydelige Horns-gaard Holme sydligere i Løbet ganske lave og flade Græsholme med Fladvand omkring. 1 Sydøst øjner vi fra Hagedyb Vaarholm og Kyø Holme — det vil sige selve Holmene ser vi aldeles ikke, saa lave som de er; men deres Hundreder af smaa og store Høstakke, der ligesom flyder paa Vandet, angiver deres Plads. Da vi nærmer os, ser vi til vor Overraskelse et Par af de største Høstakke, der var som Toetageshuse, pludselig sætte Sejl og styre ud over Fjorden ned mod Fastlandskysten ! — Det viste sig, at de var læsset paa nogle store Tømmerflaader eller Pramme, og paa den Maade transporteredes bort fra Stedet. Sejlet var en lille Bredfok, der sad paa en Stump Mast ovenpaa Stakken — et højst fantastisk Syn.
— Hvad der medvirkede til at gøre disse Dages Sejlads saa minderig og give den et lidt vemodigt Skær er dette, at det var Aarets sidste Tur med „Rylen“. Da vi næste Dag skiltes efter at være gaaet gennem det smalle Sejlløb ind til Aalborg, og vor brave Skipper ene sejlede Baaden hjem til Kjerteminde, rullede Johannes Larsen og jeg videre med Toget — paa Vej til andre Eventyr.