De Danskes Land -- Achton Friis

HALMØ

Af de tre Smaaøer, som ligger i Bugten udfor Ærøskjøbing, er Halmø den _ eneste, som har nogen særlig Interesse, og den eneste, som nu er beboet. Dejrø viser Spor af at have haft en Gaard, men Lilleø har nu ligesom denne kun enkelte vilde Fugle. De er ganske smaa, Dejrø 33 Tdr. Land, Lilleø kun 12. —

En Morgen sejler vi fra Ærøskjøbing og lander efter en god Times Sejlads paa Kysten af Halmø. Øen, som er 82,2 Tdr. Land og hører under Marstal Landsogn, har en eneste Gaard og ejes af Bonden Mads Hansen Clausen, som efter at have drevet Gaarden i 30 Aar nu har trukket sig tilbage til „Fastlandet" og bor paa Ærøkysten lige sønden for Øen. Gaarden bestyres af hans Nevø, og der bor foruden ham og hans Hustru kun 4 Mennesker i Gaarden, som har ikke mindre end 64 Tdr. Land af Øens Jord under Plov.

Øen er ganske smal og langstrakt fra Vest til Øst. Vestenden er lav, men Østenden løfter sig til 9 m. høje Bakker, som yderst staar med nogle stejle Klinter ud mod Stranden.

Staaende paa denne beskedne lille Klint ser man næsten hele det fyenske Øhav for sig. Ærøs Kyst og Langeland, Strynø med dens „Kalv“, Bredholm, Grensholm, Boddiken og Græsholm, Birkholm, Store og lille Egholm, Drejø, Avernakø og Korshavn, — ja selv det fjærne Lyø ses tydeligt herfra.

Det ser ud, som om Øens Jorder tidligere har været delte, thi over dens Midte gaar fra Nord til Syd et vældigt, bredt Kampestensdige, som deler den i to omtrent lige store Dele. Følger man dette Dige, kommer man til Øens store og meget smukke Gaard, omgivet af en Have med enkelte gamle Træer. Haven er den eneste Træbevoksning paa Øen, naar undtages et Par store Tjørne ved det gamle Stendige. En Poppel, der er saa ældgammel og hul, at man kommer til at tænke paa Heksens Træ i „Fyrtøjet", staar tæt opad Gaardens hvidkalkede, kampestensmurede Yderlænger.

Gaardens unge Bestyrer er en intelligent, flink og meget tiltalende ung Bonde. Da Øens Fugleliv kommer paa Tale, fortæller han, at Stormmaagerne — som her paa Egnen kaldes „Blaamaager" — iaar optræder som Rovfugle, og at de hos en enkelt Gaardmand i Nørremark ved Marstal har taget 18 Kyllinger! — Hos en Gartner i samme Egn har de fuldstændig hærget Kirsebærhaverne og Jordbærmarkerne. Der menes, at dette skyldes, at Jorderne iaar paa Grund af den store Tørke har været usædvanlig fattige paa Orme. Og det er en almindelig Iagttagelse baade paa Ærø og flere Smaaøer i Nabolaget, at der næsten ingen Maager har været efter Plovene.

Angaaende Fuglelivet i al Almindelighed paa Øen siger Bonden, at her nu snart ikke findes andet end Hættemaager og Graaspurve! Ellers kun af og til nogle Viber. Mens vi staar og taler om dette udenfor Gaarden, viser der sig dog et Par Lærker i Nabolaget, og længere borte svinger en Stæreflok ud over Markerne.

Det er besynderligt at se, at denne unge Bonde, som lever ret ensomt paa denne lille Ø, der er let at overskue, og som han fra sit Fag ellers kender tilbunds, at han, som er en intelligent og vaagen Mand, og som tillige er — efter eget Udsagn — en ivrig og interesseret Jæger, at denne Mand tror, at hans Ø paa denne Aarstid kun rummer 3—4 Fuglearter! Han stiller sig ganske vantro, da jeg melder om 4—5 andre, som jeg tilfældigvis er rendt paa i den Timestid, vi har været paa Øen. Men jeg lover ham meget mere Sensation, naar Johannes Larsen om lidt vil støde til os efter sin Vandring Øen rundt.

Sensationen udeblev heller ikke. En halv Timestid senere kom J. L. ind i Gaarden, og paa vor Forespørgsel svarede han: „Jeg har indtil nu set Spurve, Jordsvaler og Forstuesvaler, nogle Hættemaager efter en Plov, Gærdesangere ved Gaarden og i Haven Solsorter. 2 Graakrager, en Del Lærker, en Stæreflok, 12 Viber, 1 Ryle, 2 Muddersnepper. Nogle Stenpikkere, Engpibere, Irisker og gule Vipstjerter, 2 Svartbagmaager paa en Sten og 3 svømmende, 10 islandske Ryler samt paa lang Afstand en Dværg- eller Lærkefalk. Endelig nogle Graa-ænder i Flokke paa Vandet."

„Saa tror jeg for Resten heller ikke, der er mere," tilføjede han. „Men hvem véd, vi bliver her jo en Timestid endnu!"

Det var mærkeligt at iagttage den unge Bonde, mens han hørte paa dette. Først saå han skeptisk ud, siden lo han lidt; men endelig udtrykte hans Ansigt kun en eneste maabende Forbavselse.

Hvilket Plus til hans Tilværelse paa et saadant Sted — et saadant herligt Sted — om han havde vidst Besked om noget af dette før! Men han er langtfra et Unicum, tværtimod!

I sin fortrinlige og skønne Bog „Fuglene i Folkets Digtning og Tro" behandler F. L. Grundtvig bl. a. Bonden i hans Forhold til Naturen. Den Bog burde findes paa enhver Bondes Bord i Landet!

Grundtvig citerer følgende Brudstykke af én af vore kendte gamle Sange:

Og han viser den Misforstaaelse, der findes i dets Indhold; thi det er ganske omvendt: da Bonden sukkede under Trældommen, havde han endnu bevaret en stor Del af sin intime Forstaaelse af Naturen, da var hans Øre lydhørt for Fuglenes Stemmer, og hans Øje aabent for deres Sædvaner, han vidste endnu Besked om ethvert Dyr i Mark og Skov. Og nu, da han er bleven en fri Mand, den frieste Mand i Landet, nu har han vel glemt det meste af dette, ja — er Naturen ikke lidt efter lidt død for ham! —

Men endnu gribes vel hans Sind af Naturens Mystik.

Paa en af de tidlige Foraarsdage, hvor Vinterbygerne endnu skrider for Sydvesten hen over en urolig Himmel, hvor Sollys skiftende med kraftige Skygger falder i blinkende Tragter hen over Agre og Fjord — da hænder det, at der pludselig sker noget mellem Himmel og Jord, som for et Øjeblik river baade Mennesker og Dyr ud af deres vante Ro og faar dem til at vaagne i et Gys.

Den tamme Gaaseflok paa Toften udenfor Bondens Gaard bliver lige med ét som besat af Djævle; den raser hen over Marken med udbredte Vinger og løfter sig baskende op over Jordsmonnet — men i næste Øjeblik synker de tunge Kroppe atter mod Jorden, Vingerne folder sig sammen, og hele Flokken sætter i med et øredøvende Vræl, mens alle Halse er strakte og hvert Individ viser Tegn paa det voldsomste Sindsoprør. — Det lille Føl galopperer overmodigt fjærtende rundt paa Engen. Men Bonden standser et Øjeblik sin Plov, retter sin Ryg og stirrer op mod Himlen, og se! Deroppe øjner han et Jærtegn, en vældig Kile, som jager nordover, skarp og sort mod den skinnende Sky, et umaadeligt V, skrevet med Vejrgudens store Finger paa Himlen.

Det er Graagaasen, som trækker. —

Og Bonden staar stille og følger den med Blikket. Føllet har igen givet sig til at die sin Mor, og Gaaseflokken har glemt Paniken og er falden til Ro. Men Bonden stirrer endnu efter det store, underlige Tegn, som bliver mindre og mindre, bølger op og ned og tilsidst svinder mellem Bygerne i Nord.

Mindes han i et Syn den Tid, da han ligesom sin tamme Gaaseflok var i Pagt med den vilde Natur og stod den nær, da Fabler og Sagn og Spaadomme sprang ud af den Mystik, som omgav ham, og knyttede ham med stærke Baand dybt og inderligt til de Væsner, som befolkede hans Verden, til Dyrene og Planterne, og til Elementerne over og under ham — men først og fremmest til Fuglene. I Forholdet til denne Natur med dens mange hemmelighedsfulde Ting og mystiske Love, hvoraf ingen var mere afhængig end Bonden, har intet for ham spillet en større og betydeligere Rolle end Trækfuglenes Flugt. Af deres Tilsynekomst spaaede han om Agrenes Trivsel, om Vind og Vejr; af deres Udseende og deres Lyde tog han Varsler om gode og onde Tider, om Fred og Ufred. De var Mellemleddet mellem ham og de Guder, til hvem der altid var altfor højt. -—

Bondens Erfaringer om Dyrenes Liv er nedlagt i de skønneste Ordsprog og Sagn, der findes i vort Sprog. Af Svanens Flugt, af Trane, Stork og Hejre, af Glentens og Gøgens Komme, af Korsnæb, Sidensvans og Musvit, ja af de allermindste Fugle lige til Gærdesmutten faar han sine Meddelelser; han gemmer dem i Aarhundreder, og de former sig til Rim og Vers paa hans Læber.

Som Vejrspaamænd gjorde Fuglene Nytte; men det var ikke udelukkende i agrariske Spørgsmaal, man tog Lære af deres Gøren og Laden. Hyppigt ligger der en Advarsel i deres Røst om helt andre Ting:

— Stort bedre gaar det ikke, hvis Gøgen ikke sørger for at forsvinde i rette Tid om Efteraaret, inden Syvstjærnen kommer paa Himlen, for „naar Gøgen ser Syvstjærnen, saa forgaar Alverden.“ — Den er en udpræget Ulykkesfugl. Men saadanne er forholdsvis sjældne. Deres Tal overgaas langt af dem, der bringer Menneskene gode Tidender.

Stork, Svale og Svane er hellige Fugle, dem maa man ikke krænke. Man maa ikke engang tælle en trækkende Svaneflok — saa bliver man vanvittig! Man tør heller ikke pege efter disse Fugle, lige saa lidt som efter Stjærnerne — for det er en Synd, og saa farer Fuglene vild. Den, der gør det, faar en vissen Finger. —

Højt, højt bærer Fuglenes Vinger dem; og Bondens Sjæl følger dem paa deres Flugt længere og videre, end den ellers nogensinde naar. Hør blot dette Sagn:

Engang var der nogle vilde Svaner i en Flok, som blev enige om at prøve, hvor højt de kunde flyve, mens de trak mod Nord. Længe fløj de paa brusende Vinger, længere og længere bares de bort fra Jorden op mod den tindrende, kolde Stjærnehimmel. — Og déroppe, i det store, tomme, lydløse Hvalv, med Jorden sunken under dem, fløj de endnu bestandigt — indtil Kulden greb dem, og de frøs fast i en Sky.

Men naar i stille, klare Frostnætter Nordlysenes blafrende Skin farer hen over Himlen, da er det Genskinnet af de flakkende Svanevinger ---

Men endnu højere, ovenover alt, hvad Mennesket fatter, spænder Mælkevejens brede Flod over Himlen, lige under Guds Fodsaal. Den hedder Fuglestien. For hvad man ser deroppe er de Saliges Sjæle paa Flugt mod Himlen som hvide Fugle.......

De hellige Dyr! — —

Dybt hos alle Folk af den nordiske Race bunder Kærligheden til Dyrene, dybest hos Efterkommerne af de gamle, nordiske Jægerfolk, i hvis Gudetro, Sagn og Digtning de ofte optræder som Mandens Lige eller hans Overmand. Her findes ingen rene og urene Dyr som hos de semitiske Folk! Ravnen er Odins Ledsager og Valens hellige Fugl, som varsler Sejr ved sin Flugt over Hæren. Det var under Ravnebanneret, Normannerne erobrede England. Da Kristendommen som en Ørkenvind blæste ind over Evropa, tabte den sin Kraft, inden den naaede Dybderne i den urgamle, nordiske Skov. Derinde staar, paa Grænsen af Tusmørke og Mørke, St. Hubertus’ Hjort, Jægerens hellige Dyr — med det fornemste kristne Symbol Korset mellem sine knejsende Takker. Men bag den, i det dybe, mystiske Mørke, færdes endnu i Hundreder af Aar en Vrimmel af Skovens og Luftens Dyr som Minder om det reneste, uslukte Hedenskab. Denne Følelse har bevaret sin Rod i de nordiske Folk. Den gaar gennem vor Gudelære, vore Sagaer og Sagn, vore Folkeviser og Almuens Tro som gyldne Traade i et Væv af snart stærke, snart douce Farver.

Det er vor Races Kendetegn og dens Adelsmærke.

Det er denne Natursans, eller rettere denne dybe Følelse for Underet i Naturen, som gaar igen hos vore gamle Digtere, endogsaa i de gamle Salmedigteres Vers, i Kingos og Brorsons Digte:

Vist hænder det endnu, at Bonden gribes af denne Stemning — stærkest vel, naar det store Fugletræk kommer over Landet, naar han Dag efter Dag, Nat efter Nat hører og ser dem komme sønder fra, hver efter sin Art, ensomme eller i Flok eller i store, sejlende Sværme, hver med sin Lyd og med sit Vingeslag. Thi det er det nye Liv, der kommer til hans Land mod Nord efter det lange Vintermørke, Bud om Solen, der vender tilbage. Det er Ouverturen til Aarets store Fest!

Eller gribes han ikke af Vemod, naar om Efteraaret Fuglene trækker bort, naar han i de første, mørke Augustnætter hører Regnspovens langelige, dybe Fløjt ligesom kommende fra alle Sider oppe i det vældige Rum, hvor de første Stjærne-skud falder!

Det er jo selve Tidens store Pendul, der to Gange om Aaret svinger hen over ham.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela