HJELMSHOVED
Yi tørnede ud Kl. 5 og satte ved 6-Tiden Kursen bort fra Drejø gennem Sejlrenden mod Nordøst og forankrede mellem Hjortø og Hjelmshoved en halv Time senere. Vejret var blikstille, kun af og til kommer nogle svage Pust fra Vest. Varmebølgerne i Horisonten faar alting inde paa Land til at flimre og danse — Gud véd, hvor længe denne Tørke skal vedvare? Hele Landet er som en Tørreovn. Kun afbrudt af et Par Dages Storm under vort Ophold paa Drejø har nu denne Ørkenstemning raadet i Maanedsvis. Idag ser vi dog enkelte Skyer ligge og olme lavt paa Sydvesthimlen — skulde det være Regnen, der endelig kommer ?
Vi gjorde straks Landgang paa Hjelmshoved. Øen, som kun er 36,6 Tdr. Land, giver ikke de andre Øer i Sognet noget efter i Fladhed. Da hertil kommer, at Digerne omkring den er i overordentlig slet Forfatning, er den stærkt udsat for Oversvømmelser. Øens sydlige Del, som er den højeste, naar kun 2,2 m. Kun om denne Del findes virkelige Stranddiger, men de er ikke forbedrede siden Stormfloden i 1872 og er derfor ikke meget bevendt. Den nordre Del, der ligger hen som Strandeng og anvendes til Græsning, har overhovedet ingen Diger.
Der findes to Huse paa Øen, omtrent ens af Størrelse og Ydre, men højst forskellige indvendig. Da jeg gik hen til det østligste af dem og aabnede Døren, kom jeg ind i et Rum, der var en Mellemting af en Stue, et Bryggers og et Sovekammer. En ganske køn Kvinde paa omkring de tredive Aar sad paa Bænken, kun iklædt et eneste, tyndt Stykke Linned og med Haaret hængende opløst ned over Skuldrene. Det var Huset Ejerinde.
Ved Siden af hende sad en smuk Kone paa ca. 65 Aar. Hun havde ganske sort, svagt krøllet Haar og en varm Ansigtslød, og mindede i høj Grad om den typiske „Skovshovedkone". Det viste sig at være Nabokonen, som var kommen for at laane Salt.
Samtalen gik snart livligt. Konerne fortalte mig, at der kun hører 4 Tdr. Land til hvert af de to Huse, Resten er Hjortømændenes og anvendes til Græsning eller Kornavl. Ved de to Huse var der en Smule Rug, som allerede var høstet, da Tørken havde modnet den altfor tidligt. Ellers dyrkedes her mest Kartofler.
Værtinden var meget veltalende. Hun betroede mig straks, at hun havde været paa Højskole, hvad der var hendes eneste udenvælts Oplevelse. Herfra hentede hun de faa, fremmedartede Indtryk, som hun havde at ty til i Ensomheden paa sin Ø. Under Samtalen halede hun et snorksovende Drengebarn, som hun fortalte var l1/* Aar gammelt, men mindst var paa Størrelse med en velvoksen Tre-aaring, ud af et Bjerg af Dyner i Sengen — Klokken var 10 om Formiddagen — og stillede ham opad Stolpen i den aabne Dør ved Siden af mig, hvor han øjeblikkelig gav sig til at tisse overdaadigt. Han stod under denne hellige Handling med endnu lukkede Øjne og ravede af Søvnighed paa de tykke Hjulben.
Han var det eneste Mandfolk paa Øen idag, men han repræsenterede Kønnet ulasteligt! — Begge Kvindernes Mænd og den ældstes to voksne Sønner var paa Høstarbejde paa Hjortø.
Den unge Kvinde er født her paa Øen og har med nogle Maaneders Afbrydelse levet her hele sit Liv, ligesom hendes Slægt flere Led tilbage. Om sin Bedstemoder fortæller hun, at hun oplevede den store Syndflod her i 1872; her var ogsaa dengang to Huse, det ene var kun lerklinet og blev fuldstændig bortskyllet af Bølgerne. Det andet, som Bedsteforældrene ejede, holdt — heldigvis, thi Konen var alene hjemme under Uvejret med sine smaa Børn, Manden var ovre paa Hjortø. Her sad han uden at kunne foretage sig det ringeste for at komme Familien tilhjælp — saa nær, at han tydelig saå alt, hvad der foregik, lige til Vandet steg op over Vinduerne paa det lille Hus.
Konen havde løftet sine Børn op gennem Loftslemmen, da Vandet brød ind i Stuen; men først da det stod et Par Alen højt derinde, vilde hun selv følge efter. Da var Stigen til Loftet, som havde Plads udenfor paa Muren, skyllet bort af Vandet! Efter et uhyre Besvær fik hun stablet et Par Møbler ovenpaa hinanden, saa hun kunde komme op til de grædende Børn, der havde forstaaet den Fare, hun var i.
— Først Dagen efter naaede Manden hjem og fandt til sin Overraskelse Familien reddet. Men Koen var dræbt af de væltede Staldvægge og drev rundt med Benene ivejret, og da Vandet faldt, fandtes ogsaa Grisen druknet, hængende mellem Grenene i et Piletræ. —•
Den unge Kone holder meget af sin lille Ø, og hun forsikrede, at selv om hun synes, at her sommetider, især om Vinteren, kan være trist og ensomt nok, saa længes hun dog bestandig tilbage hertil, naar hun er borte! —
Siden fulgte jeg den gamle Kone til hendes Hjem. Som Modsætning til sin unge Naboerske havde denne Kvinde ingen gode Ord tilovers for den Ø, hvortil hun er knyttet. Hun er fra „Tøsind", siger hun (Taasinge), og kender ikke noget til Hjelmshoved. — „Jamen hvor længe har De da boet her?" spørger jeg. „Aa — i én og fyrretyve Aar!" svarer hun. Jeg mærker, at hun kun interesserer sig for Hjemmet, Familien er hendes et og alt — men Øen udenfor dette er hende saa fremmed som den Dag, hun for 41 Aar siden første Gang satte sin Fod her. Hun længes efter sin egen Ø, tænker bestandig kun paa sin „Tøsind"!
Blot ét nævner hun: at fra Øen til Hjortø kan man ved Lavvande spadsere over med Træsko paa. — Hun har lagt Mærke til, hvordan man kan slippe væk!
At man ikke altid kan færdes tørskoet paa selve Øen, selv hvor den er højest, derom vidner Stien, som fører fra Huset til Sønderstranden; den gaar hele Vejen ovenpaa et 2 Alen højt Dige.
En herlig lille Have ligger omkring Huset med Frugttræer og Buske og mange Blomsterbede; alt passer hun smukt og omhyggeligt. Og hun roser sine Sønner meget som dygtige og gode Mennesker. Flere af Møblerne i Huset har de selv lavet, og malet det hele har de ogsaa. Hun er en lykkelig Mor, trods sin Udlændighed. •—
Ad Digerne gik vi Øen rundt langs Stranden. Er den ikke overbefolket af Mennesker, saa er her til Gengæld en Vrimmel af Fugle. Mængder af Jordsvaler kløver Luften, Hættemaagers og Terners Skrig lyder fra Stranden, inde paa Øen er i Luften syngende Lærker og Engpibere paa de lave Marker. Stæren fløjter fra Husenes Tage, og Viber, Strandskader og Klirer prøver, hvem der kan skrige højest, naar vi kommer deres Yngel for nær. Paa Stranden udenfor Digerne piler Præstekraven afsted over Sandet, og Stenpikkeren skvætter sin Visestump fra de lave Digers Top.
Den grønne Frø fandt vi flere Steder. Og naturligvis var her Vandrotter. — Og å propos Øens Fauna: paa Stranddiget nær den gamle Kones Hus fandt vi ved et lille tangdækket Skur en Flok „Lokkegæs“, udskaaret i Træ af Sønnerne og et fortrinligt Vidnesbyrd om deres Haandelag. Det var skinbarlige Knortegæs, de fleste af dem ypperligt karakteriserede. —
Vi forlod Øen ved Middagstid, og allerede et Par Timer senere roede vi over til den nære Hjortø.