De Danskes Land -- Achton Friis

I BJERREHERRED

Faa andre Landskabsnavne i Danmark maler sit Steds Karakter med større Sikkerhed og Kraft end Bjerreherred. Bjerreherredbonden har været nævnt fra gammel Tid blandt Jyder som Manden fra det gode Muldjordsland med den store, velholdte Gaard og med vægtige Sager i Pengekisten; der stod Anseelse om Navnet. Men hans Hjem mellem de to Fjorde og ud mod det aabne Kattegat er ingen lunken Lavlandsidyl. Det er et Bakkernes, Blæstens og Bygernes Land, og Manden er støbt i store Former som Landet, Sindet bevægeligt som dets Banker og Dale — „hesop aa hæhnier“. Noget sværmerisk i Sindet sammen med den støtte Sejghed.

Hvor Bakkerne er haardest og svinger sig højest, finder vi Navnet „Bjerrelide" — det klinger som noget ømt, han har drømt en Sommernat her oppe under den lyse Himmel, med Syn ud over fjærne, dampende Moser og stille Skove, over Fjord og Hav og med Set. Valborgs Baalene rundt langs dets svungne Kyster. Det er „de stærke Jyders“ Land, de stoute Bønder med de fede Jorder og velpassede Høveder.

„Bjerge og Hatting Herreder" er Halvøen mellem Horsens og Vejle Fjord; det første ligger østligst ud mod Kattegat, delvis skilt fra Hatting Herred ved Ørum Aa, og det sidstes Vestgrænse er Gesager Aa eller Bygholms Aa, som falder i Fjorden ved Horsens. Landskabeligt er Bjerreherred det dominerende, fra dets Højder ses mod Vest vidt og bredt over dets Nabo, der herfra viser sig som en lav, jævn og ensformig Flade.

Men dette er ikke det aabne Bakkelands eneste Modsætning. Fra Herredets østlige Fald ned mod Christiansminde og Boller, fra Hjarnø Sund og omkring Asvig ned til Ashoved og videre fra Sandbjergvig over Juelsminde, forbi Bjørnsknude og langs Nordsiden af Vejlefjord strækker sig en brudt Bræm af pragtfulde Løvskove, som indrammer det aabne og frie Højland paa Halvøens Midte. — Bjerreherred har alting.

Et samlet Indtryk af Landskabets Mangfoldighed faar man intetsteds bedre end fra Højderne om Landsbyen Skjolde. Gaa en stille Septembermorgen, naar Taagen lige er vegen for Solen, og Rimen endnu sidder i Græs og Hegn, om bag Byen ad Vejen mod Møgelkjær, kun til Byens Udkant. Se herfra mod Vest til de store Skove, hvis Højder lige netop kan skjule Bjerrelide, mod Syd over Dalsænkningen foran Glattrup med de to Smaaskove, og mod Sydøst over Palsgaard og Havet til Endelave, til Æbelø og Fyenskysten. Der er faa Steder paa Halvøen, hvor man føler sig mere taknemlig over at være Jyde, end netop her.

Men naturligvis naår Landskabet sin Kulmination paa Bjerrelide. Alene Turen dertil fra Skjolde over Møgelkjær, Uth og Ustrup er en Oplevelse af Rang, med Udsigt paa Udsigt over det kraftige, aabne Land. Jeg kender ikke noget Sted paa den jydske Østkyst, som indenfor sin Art kan maale sig med dette Bakkeland, uden netop Mols’ Bjerge — saa karsk og frit.

— Fra Landsbyen Uth, som ligger tæt ved Sydenden af den prægtige Klokkedalsskov, peger Vejen sydpaa lige mod Bjerrelides Top; den stiger mere og mere over det bølgende Land, et rigt og godt Land med fornemme, store Bøndergaarde, blandt hvilke man endnu møder en Mængde af Bindingsværk. Særlig smukt beliggende er et Par saadanne i Landsbyen Ustrup paa selve Bjerrelide. Den, der ser Billederne af de to udprægede Idyller, vil sikkert undres over, at disse Gaarde med deres yndige Haver, med deres Damme og hele deres lune og frodige Hygge er beliggende nær Toppen af et af Landets højeste og mest vindomsuste Bakkedrag. Men Jorden er dyrket paa Kryds og tværs over hele Bjerrelide, Gaarde og Huse kravler helt op ad dens brede Ryg lige til dens mest fremtrædende Højder Purrehøj og Galgebakken. Den første af disse, oprindelig en mægtig Oldtidsgravhøj, har tidligere haft en naturlig Bevoksning af „Purr“, hvad der maaske i en senere Tid har givet den Navn. Den ligger paa Bjærgets højeste Punkt, og tæt Vesten for den ligger i Retning Ø.—V. den lange og smalle Ustrupbjerge Skov, som skiller den fra Galgebakken.

Hele Amtet rummer andre og større Højder; i den midterste Del, hvorigennem Jyllands Hoved-Vandskjel bugter sig, finder vi saaledes Tranebjerg (139 m) og Vonge Bavnehøj (128 m), sydligere Møllebjerg (137 m). Bjerrelide naår ved Purrehøj kun 121 Meters Højde, men er dog anselig mod f. Eks. Skamlingsbanken, der kun er 113 Meter; og den er uden Sammenligning sin Egns mærkeligste Udsigtspunkt.

Allerede fra Vejen, der gaar over Højderyggen omtrent 100 Meter Øst for Purrehøj, har man en af de smukkeste Udsigter i Landet, hvor Forgrundens mægtige Løvtræer omkring to straatækte Smaahuse med deres Tofter og det brogede Kvæg ser straalende ud paa Baggrund af de umaadelige Flader, der mod Nordvest strækker sig helt ud til Egnen om Ejer Bavnehøj, som herfra set virker besynderlig ringe og uanselig. Mod Øst glider Blikket ud over Juelsmindes og Palsgaards Skove lavt ude ved det fjærne Kattegat, og bag dette ud mod Endelave og Samsø, Æbelø og Fyenskysten, mod Nord over Horsens By og Fjorden i hele dens Længde med Vaarsø, Alrø og Hjarnø, mod Syd til Bankerne om Vejlefjord. Mod Vest — men dette skal ses fra Galgebakken — ser man ud over et mørkt og dyster Land, Amtets Rygside, der strækker sine uendelige Flader helt ud mod de gamle Hedeegne.

En ejendommelig Berømmelse knytter sig til selve Bjerrelides Top og vidner om den Anseelse, Stedet fra gammel Tid har nydt, og om det Kendskab man selv i fjerne Egne af Landet har haft til det imponerende Højdepunkt, der er synligt milevidt i Landskabet. Det er nemlig det eneste Sted indenfor Danmarks Grænse, der ligesom „Bloksbjerg" i Harzen og „Troms Kirke" (Trondhjem) nævnes som Samlingssted for Heksene paa Valborg Aften. Rigtignok er det kun fra én bestemt Egn i Jylland, vi endnu har bevaret Efterretning om denne Udmærkelse; men Beretningen er paalidelig nok. Den findes optegnet i Villads Christensen: Hekseprocesser fra Midtjylland. Der skal her kortelig gøres Rede for den Del deraf, som knytter sig til Bjerrelides Navn.

I de halvandet Hundrede Aar, Hekseprocesserne rasede her i Landet, optraadte Forfølgelserne med kortere eller længere Mellemrum. I Egnene om Viborg og Skive skelnes saaledes mellem tre forskellige Udbrud af Heksevanviddet, det første fra 1618 til ind i Tyverne, det næste 1638, og det sidste i 1686 samtidig med Jørgen Arenfeldts bekendte Hekseforfølgelser paa Djursland. Hekseprocesserne havde allerede saa tidligt som 1561 begyndt at vise sig i Viborg—Skiveegnen, men af mindre Omfang; de brød først ud med fuld Kraft i 1618.

Det er paa dette Tidspunkt, at Degnen i Vrou og Resen, Mikkel Vistisen i Torp, som er en særlig virksom Angiver, retter Beskyldninger bl. a. mod Anders Munk og hans Hustru Gertrud Scholder i Resen, hvem han begge lader fængsle og holder som Arrestanter i sit eget Hus, mens han samler Vidner imod dem. Det er de Bekendelser, som han klemmer ud af dem, der bl.a. indeholder den ejendommelige Oplysning, at Bjerrelide i Vejle Amt er det Sted, hvor Hekse og Troldpak fra Viborg Amt forsamles. Den gamle og hans Kone tilstaar aabent, at de Valborg Nat har været forsamlet paa Bjerrelide med 700 Troldfolk. Hensigten med dette Møde var at forgøre Jordens Afgrøde! — Paa Grund af Meningsforskelligheder mellem Deltagerne blev det dog ikke vedtaget.

De to gamle havde en „Hjælpedjævel", en „slem Hundjævel", som kunde føre dem til Bjerrelide og hjem igen paa to Timer. Denne Dævl har altsaa været mere skrap end en moderne Flyver og har sikkert uden Vanskelighed kunnet lande paa Bakketoppen. — En Mand ved Navn Niels Rabitsen havde været med dem to Gange paa Stedet med dette Samfærdselsmiddel.

Sagens Enkeltheder hører ikke hjemme her. Det hele er kun et ringe Led i det store, rædselsfulde Drama; men de to ulykkelige anklagede døde naturligvis paa Baalet.

Højst mærkeligt er det, at intet Menneske i Bjerreherred synes at have anet, at Stedet har haft en saadan Berømmelse. Ingen af Beboerne, som jeg har spurgt, ved det mindste. Mærkeligt er det ogsaa, at man ikke et eneste Sted mellem Evald T. Kristensen : Danske Sagn finder Bjerrelide nævnt som Samlingssted for en Hekserigsdag. Over hele Jylland er det bestandig Bloksbjerg eller Troms Kirke, der udpeges som Valfartsted. Er det da kun en lokal Berømmelse, knyttet til Viborg-Skive Egnen, eller er Ryet en Levning af tidligere Forestillinger fra hele Jylland om Bjerrelide som det udvalgte Sted, før man vidste noget om Bloksbjerg eller „Troms“?

En Forhøjning, som Vejen passerer mellem Dybdalsskoven og Galgebakken, kaldes endnu i Folkemunde „Fandens Banke". Der er en Mulighed for, at Beboerne heromkring i gammel Tid har knyttet Forestillinger til dette Sted, der falder sammen med de gamle Fjandboers, om Skuepladsen for Møderne mellem Heksene og deres General Fanden.

Fra Galgebakken er Udsigten mod Vest mere fri end fra Purrehøj, og vidunderligt er dette Syn ned over det bratte Fald og den vide, uendelige Flade, der bliver mørkere jo mere den svinder mod Horisonten. — Galgebakken, som nu er dyrket overalt, var endnu for fyrretyve Aar siden paa sin Nordside helt lyngklædt. To enlige Buske, en Tjørn og en Hyld, der er helt indfiltrede i hinanden, er de sidste Levninger af den store Knudes gamle Bevoksning. I Begyndelsen af Tresserne i forrige Aarhundrede henrettedes her ved Halshugning den berygtede Søren Bund-gaard for Røveri og Mord paa en Pige. Hans Udbytte i Penge var 16 Rigsdaler — den ringe Pris for et Menneskehoved minder om „Kopskatten" paa Kreaturer. Han begravedes paa Stedet lige ved Højens Side. En medicinsk Student, som var i Trang for et Skelet, gravede for en Del Aar siden en hel Nat efter Søren Bundgaards, men fandt det ikke — saa det ligger der endnu. Stedet har længe ligesom det nære „Fandens Banke" været mere frygtet end yndet.

— Til Skoven heroppe knytter sig en tragikomisk Begivenhed med et dramatisk Udslag af jydsk Forslagenhed. En Bonde, som for ikke længe siden boede i Skovens Nabolag, plejede ved Aftenstid at liste sig op og sidde „paa Anstand" i Skovbrynet for at klippe en Hare. Hans Nabo, som opdagede dette, gik ham i Bedene og tog hans Plads, saa ofte han kunde luske sig først op til Stedet. Dette ærgrede den første umaadeligt og gav Anledning til et dybt og uudslukkeligt Fjendskab fra hans Side. Mens han rugede over Hævn, stødte imidlertid Bekymringer af værre Slags til, Modgang af mangen Art ramte ham Gang paa Gang, og endelig fandt han Tilværelsen saa uudholdelig, at han besluttede sig til at tage Livet af sig. Men under alt dette glemte han ingensinde Naboen, og han tog ikke sin Beslutning om Hævn med sig i Graven — han gik simpelthen op og hængte sig indenfor Skovbrynet netop der, hvor Jagtstedet var. Det ramte godt! Han døde prompte, og Naboen satte sig aldrig mere i Mørkningen paa det fatale Sted.

Man maa sige, at selv af en Jyde var det ualmindelig fint regnet ud. — Manden blev forøvrigt med Konens Vidende og Vilje efter gammel Skik begravet med Strikken om Halsen og desuden med Træskoene paa — det sidste for, som en Bonde sagde ved Begravelsen, „at han da ett skuld swi si Tæer ligestraks".

Det er dette Land, som jeg overskuer her fra Bjerrelides Top, der er Hjemegn for „de stærke Jyder", et Navn som deres Efterkommere med Rette kan værne om den Dag idag paa samme Maade, som man værner om Navnet paa Sejrherrerne i et Folkeslag — hvilket de ogsaa gør.

. I Bjerre og Hatting Herreder var der som andre Steder i Landet omkring Aar 1800 et kraftigt kristeligt Røre blandt Bønderne, for en stor Del opstaaet som en Reaktion mod de rationalistiske Præster, der hellere holdt Foredrag paa Prædikestolen om praktiske og nyttige Ting end de benyttede den til at udlægge Bibelens Ord. Den stærkeste Anledning til Striden her blev det dog, at man vilde berøve Befolkningen Kingos gamle Salmebog og sætte den evangelisk-kristelige i Stedet, samt at man vilde ombytte Pontoppidans Forklaring med Balles Lærebog, der „førte falsk og vildledende Lære". De gamle, jævne Bønders Kamp mod denne Gudsforgaaenhed varede i tyve Aar, og den endte med at de i Hovedsagen vandt.

De gudeliges Fører var den udmærkede og oplyste Bonde Peder Laursen i Raarup, født i Klejs 1763. Han var en for sin Tid og Stand ualmindelig oplyst Mand med Kendskab til historiske og geografiske Værker, men især til religiøse Skrifter som Luthers, Arndts og Franckes. Han skrev selv Salmer, var en udmærket Taler, og var selvskreven til at blive Bevægelsens Leder. Blandt dem der kom frem i næst-forreste Linje var Smeden Hans Nielsen i Korning og en Rokkedrejer Jens Andersen i Nebsager. Det var den sidstnævnte, som man engang sagde til, at det jo kunde være ligegyldigt hvilken Salmebog man lod ham benytte i Kirken, da han jo aldeles ikke kunde synge, hvortil han svarede: „Ka A it søng, saa ka A da huj!" —

Striden mellem „de stærke" og Egnens Præster fik et mægtigt Omfang og stod som sagt paa i en Snes Aar. Trods alle Bøder og Fængselsstraffe stod de gudelige stejlt paa deres Ret. Kampen udviklede sig til ogsaa at omfatte Skoleundervisningen, og Befolkningen holdt i stor Mængde deres Børn borte fra Skolerne, hvor der undervistes efter de nye Lærebøger.

At følge hele denne lange og indviklede Sag kan ikke forsøges her. Da hverken Bøder eller Tugthusstraf svækkede Beboernes Modstand, tog Regeringen sig endelig af Sagen, og efter at Striden havde staaet paa i 18 Aar, kom de „stærke" til at staa som de sejrende. Det var denne Sejr, der forskaffede Sagens Forkæmpere Navnet „de stærke Jyder", et Navn som deres Efterkommere endnu bærer med Stolthed. I Løsning, Korning og især i Øster Snede bor der endnu Efterkommere af dem, der fremdeles bruger Kingos Salmebog og Pontoppidans Forklaring, som deres Fædre stred for og gik i Fængsel for. Det skal være ualmindelig oplyste og dygtige Folk.

„Salmebogskampen" trak iøvrigt ud i Aarevis, efter at alle andre Stridspunkter var bilagte, og ytrede sig ofte paa mærkelig dramatisk Vis. En gammel Gaardmand, Jens Lauritsen i Ørum, har fortalt, at i 1845 eller 46 kulminerede Salmebogskampen ved en Gudstjeneste i Sindbjerg Kirke. De stærke havde aftalt en bestemt Søndag, da de mødte mandsstærke til Gudstjenesten for ved deres Røsters Vælde at skaffe Kingo Sejren. Det andet Parti, som havde faaet Nys om Sagen, mødte lige saa talrigt op, og Kirken blev stopfuld. Da Indgangsbønnen var tilende, begyndte Kampen straks med den første Salme, og de stærke istemte de Kingoske Toner med fuldt Brag, samtidig med at de andre klemte paa med deres. Maaske har Kingos Modstandere været de mest musikalske, for de forlod allerede inden Prædiken Kirken i stort Tal, og da denne var forbi, var Kingos Tilhængere ene paa Valpladsen.

I Nebsager Kirke prøvede Kapellanen at faa den evangelisk-kristelige til at glide ind, men de omvendte mødte mandsstærke op med Kingo og sang efter den af deres Lungers fulde Kraft, mens Degnen sang solo efter den ny. Man prøvede da at sende Bud efter en hel Del andre Degne fra Nabosognene til Forstærkning, og otte paa hinanden følgende Søndage skal der have været „tre Læs Degne i Nebsager Kirke. Men de tabte med Glans, de vakte tog mageligt Troen fra alle Degne.

I Sindbjerg Kirke blev Kingos Salmebog anvendt som den officielle lige til omkring Aar 1900, da den nye endelig blev indført.

Den Trang til Kundskab, som besjæler disse Folk, og som giver sig Udslag i det stille ved Syslen med alskens Læsning, viser ofte overraskende Resultater. Lægen Søren Krage i Skjolde, som er født paa Egnen og har praktiseret der i over en Menneskealder, har fortalt mærkelige Eksempler derpaa. For en Del Aar siden opdagede han tilfældigt, at en af hans Venner blandt de stærke var en stor Holberg-kender, og da han for at drille ham lidt bemærkede, at han ikke mente at Holbergs Skrifter egentlig hørte ind under den sande, evangeliske Kristendom, svarede Manden med et lunt Smil: „Nej — men jeg læste hans Kirkehistorie, og saa mente jeg, at den, der havde skrevet den Bog, dog nok var værdt at gøre nærmere Bekendtskab med."

I Begyndelsen af Lægens Praksis herovre tilsaa han Datteren af en Gaardmand blandt de stærke og skrev følgende Recept:

Til hans Forbauselse saå Manden paa Papiret og sagde: „Naa, Doktoren bruger ogsaa mælkesurt Jærn til Blegsot.“ — Da Lægen spurgte, hvor Manden havde disse medicinske Kundskaber fra, blev han ikke mindre forbauset over Svaret: „Jo, det har jeg læst i Niemeyer.“ — Det er en stor, ældre, tysk Pathologi!

Samme Aar antraf han en lille Husmand ifærd med at slide sig igennem en latinsk Bog ved Hjælp af Madvigs Grammatik og et Lexikon. —

-— Det er lune Folk, de Bjerreherred Bønder, selv om denne Egenskab undertiden er godt gemt under Overfladen. For ikke mange Aar siden hændte det, at Præsten i Skjolde en Søndag prædikede i Vakance i Daugaard Kirke, som er en Annekskirke til Ørum. Nu falder Kirkesognenes Grænser her ikke sammen med Herredsgrænserne, idet Ørum ligger i Hatting Herred, mens Daugaard hører under Bjerre Herred. Dette vidste Præsten ikke. Da han var stærkt missionsk, benyttede han Lejligheden til at give sine Tilhørere en usædvanlig skrap Omgang, i hvilken han bestandig raillerede over Bjerreherred-Bøndernes ugudelige og ryggesløse Levned, der vilde føre dem ad den nærmeste Vej til Helvede.

En af Ørum-Bønderne, en stor Lurendrejer, kom efter Prædiken hen til en Flok Folk fra Daugaard og sagde tilsyneladende meget bevæget:

„Vi anner war indda saa kyw aa’ aa sedd aa hør om, hwor sølle de stor te mæ Jer øwwer i Bjerreherred. Vi kinner jo manne hos Jer, aa der ka jo vær lidt om, te 1 er ring Folk nowen a Jer. Men vi anner kan jo vær lig glaae — vi høre jo da Gudskelov te i Hatting Herred!" — Og saa gned han sig fortrøstningsfuldt i Hænderne, mens han smilede deltagende.

— Bonden er i Bjerreherred som andre Steder i Landet underkastet Forvandlingens Lov, og i disse Tider gaar det raskt med Udviklingen, Særpræget vil forsvinde af ham og hans Lige Landet over. En gammel Gaardmand herovre beklagede sig over, at hans Standsfæller nuomdage i alt for høj Grad havde sat deres gamle Værdighed over Styr. „Bønderne, trower A, æ bløwwen nervøs lissom aall anner Mennesker," sagde han. „Nej — Di sku ligh ha kjend ham den gammel Jens N. heropp’ i æ Bøj. Det war en Kaae’l! Naar han sad for æ Buerænd’ aa røgt hans Pif — ja, om saa selve den glowend Såten war kommen ind ad æ Dar, saa haaj Jens it tawen æ Pif a si Mund aa it rest sæ op, far den Slemm haaj saå hwem han war aa hwa han kom for."

Det er en Fornøjelse at færdes gennem Bjerreherreds Landsbyer med deres ofte gamle og smukke og altid velholdte Bønderboliger. Som Modsætning til i sydligere Egne er de hyppigt forekommende Bindingsværksbygninger almindeligvis rødkalkede •— „Ansigtsrødt" kalder Beboerne Farven, en Blanding af Engelskrødt og Kalk. Det ser nydeligt ud mod det brune Bindingsværk, især hvor der, hvad ofte er Tilfældet, er trukket en tommebred, hvid Streg paa Grænsen mellem det brune og røde. Straatage er endnu almindelige, og smaa nette Forhaver hyppige ved Husene.

Paa Kirkegaarden i Glud finder jeg endnu enkelte af de gamle haandsmedede Gravmæler, der en Gang har været et Særpræg for denne Egn. Oprindelsen til disse var de Gravkors af Støbejærn, som omkring 1840 i mange Egne afløste de tidligere flade, liggende Ligsten, Bondebefolkningens udskaarne Gravtræer og de oprejste Trækors. Det var først henimod 1860, at Landsbysmedene indførte denne nye Form, og de frembragte i Løbet af den halve Snes Aar, da denne Mode var herskende, aldeles pragtfulde Arbejder af den Art. Naar der paa Glud Kirkegaard tidligere fandtes ualmindelig mange af den Slags Gravmæler, skyldes det formodentlig, at Smeden Poul Jørgensen i Sønderby, som indvandrede hertil fra København 1862, var en saa fremragende Dygtighed. Muligvis har dog hans Efterfølger Mikkel Sørensen, død paa Hjarnø 1907, lavet enkelte Arbejder af samme Art.

Paa de allerfleste af disse gælder det, at man helt eller delvis har forladt Korsformen. Omkring en lodret Stamme findes oftest 4 Spiraler af smedede Jærnbaand omkring den næsten altid ovale Navneplade. Forneden sidder to større S-formede, symmetrisk anbragte Spiraler. Der findes næsten altid et i Pladejærn udhugget Timeglas foran paa Stammen samt et vase- eller urneformet Topstykke, paa hvilket der er anvendt særlig Omhu. Forskellige Symboler er anvendt i Dekorationen: Tro, Haab og Kærlighed, Sommerfuglen, Timeglasset o.s.v. To Hænder, der trykker hinanden til Afsked, findes ofte under Ovalens Indskrift.

Prisen paa disse smukke Arbejder var i sin Tid 10 Rigsdaler — at fordele mellem Smed, Stenhugger og Maler 1

Eksempler paa særlig smukke Frembringelser af den Art er foruden i Glud især kendt fra Hedensted, Starup, Vennerslev, Klakring og Raarup Kirkegaarde. De er nu saa godt som alle forsvundne, henkastede paa Kirkegaardenes Affaldsdynger og bortført som gammelt Jærn. Men enkelte af de bedste blev i rette Tid reddet til Glud Folkemuseum.

Jeg har tidligere omtalt visse Ejendommeligheder ved Bjerreherreds ældre Byggeskik. Jeg skal her nævne et Par enkelte særlig fremragende Eksempler paa denne. Det ene er Proprietær Justesens Gaard i Stourup, oprindelig kaldet Stou-rupgaard, nu Johannesminde, Byens gamle Sognefogedgaard og en af de anseligste Bønderejendomme i hele Herredet. For de ældste Deles Vedkommende er den omkring ved 125 Aar gammel; Stuehuset er noget yngre, men opført i samme Stil som det øvrige og ligesom dette af Bindingsværk med røde Mursten mellem Stolperne. Det er nu noget moderniseret indvendig. Gaardspladsen er af mægtig Udstrækning; ved dens ene Side ligger en fed og god Mødding paa Størrelse med et mindre Alpelandskab, uden at den dog syner synderligt mellem de vældige Længer.

Stuehusets Frontespice mod Gaardspladsen er tilbygget for kun 60 Aar siden, hvorimod den tilsvarende mod Haven er oprindelig. Alt inde og ude tyder paa solid Velstand, gammelt Bondearistokrati.

— Det andet Bygningsværk, jeg tænker paa, er Stougaard Jørgensens Gaard i Bisholt. — Gaarden er noget mindre end den føromtalte, men dog en meget anselig Bygning og mere harmonisk af Ydre, idet alle Længer er bevarede i deres oprindelige Skikkelse. Ligesom den anden er den en Bindingsværksbygning, men hvidkalket mellem Træværket. Dens Stuehus er det ypperste, jeg har set i sin Art. Over Hovedindgangen, som er til venstre i Facaden mod Gaarden, findes paa en Trætavle to Inskriptioner, der lyder saaledes:

Man studser over, at Bonden, som har opført Gaarden, er gift med en von Baden. Hvorledes dette adelige Anhang og Signalement er kommen i Forbindelse med det borgerlige Baden kan ingen paa Egnen sige mig.

Begge de to omtalte Gaarde er fortrinlige Eksempler paa, hvordan Bønder i Østjyllands rigeste Egne byggede deres Boliger ved det 19. Aarhundredes Begyndelse. Det var ikke Smaafolk.

Jeg søgte efter Spor af den gamle Helligkilde paa Raarup Kirkegaard. Uden for Diget, hvor dens Udspring skal have været, findes et dybt Fald i Terrænet med en Kløft, der efter sin Form og Bund at dømme engang maa have rummet et lille Bækleje, der maaske har været Afløb for den hellige Kilde. Baade denne og Kirken var indviet til Set. Anna, Jomfru Maries Moder, der altsaa maa have været Sognets Helgeninde. — Ethvert Spor af selve Kilden synes nu at være forsvundet.

Men jeg raader andagtssøgende til at gaa ud til den lidt nordligere beliggende Glattrup Mose, skønt den ikke har Ry for Hellighed. Mangen Septemberaften eller stille Sommerdag har jeg strakt mig i Græsset bag Skovbrynet nær dens Vand, og et Par smaa Mirakler er der fuldbyrdet i mig her, naar jeg træt paa Kroppen, men med Sindet opladt har hvilet mig paa dette stille Sted.

Da jeg sidste Gang søgte Mosen her var det en Junimorgen med straalende Sol — én paa Himlen og én i Mosen. Mærkeligt, tænker jeg, da jeg faar Øje paa Stedet, at det ikke er September med gult Løv og sval Luft, for ovre i Læet under Brynet skulde der ligge to sultne og halvmødige Jægere samt trende Damer rundt om en frokostdækket Dug i Græsset. Men det er et lille lifligt Efteraarsminde, og nu er det i Forsommeren. Dengang var jeg selv midt i Sommeren, og nu er jeg gledet ind i Efteraaret, ja — saamænd! Men Foraarets Fugle synger endnu som for tyve Aar siden, de er her allesammen. Solsort og Drossel fløjter inde fra Skoven, Sivsangerne skræpper ude i Rørene. Her er saa lyst og varmt idag, at man føler sig som tyveaarig — men det er vel fordi jeg har glemt hvordan det var. Det er, som strømmer der Liv op i mig fra det varme, duftende Grønsvær; endnu er man forbunden med Moder Jords frodige Liv og henter Kraft derfra.

Hvide Sommerfugle flagrer over Græsset. En Skovdue letter med Klapren lige foran min Fod; lidt efter hører jeg en anden kurre inde fra de lyse Bøgetoppe. Fluesnappere kvidrer saa smaat og fint derinde fra, Bogfinker fester og musicerer rundt omkring mig. En Løvsanger har særdeles travlt med at fouragere, men faar dog Tid til at slænge mig en lille Visestump fra en Busk ved Mosebredden.

— Det er dog forbausende, hvor de Sivsangere pludselig tar paa Vej! Og nu kukker en Gøg. Fluer svirrer og summer i det varme Læ under Skovbrynet, hvor jeg sidder, jeg hører hele Tiden deres stigende og synkende portamento. Svaler jager over Mosen i vide Sving. Et Sted, hvor irgrøn Andemad dækker Vandfladen, ser jeg Striber som sorte Arabesker af Rørhønens Veje. Nogle Stære trækker over med et kort Brus og forsvinder ved en fjærn Bondegaard. I det overdaadige Solskin staar Ranunkel, trevlekronet Pragtstjerne og Mælkebøtte allerede i Frø; fede violette Gøgeurter straaler mod det fine Græs, hvorover mandshøje Kjærtidsler rejser deres mørke Hoveder. Ude i Mosen gror Vandranunklernes høje, svajende Stængler med de hvide Blomster op mod den dybblaa Himmelfarve i Mosens rolige Spejl!

Et Skrig af en Skovskade, et fjærnt Raab af en Krage.

— En smal Sti gaar som et Hug fra Engen ind i det grønne Skovmørke. Hvordan er det — var der ikke noget med en Hare engang paa den Sti? Kom den ikke tordnende lige imod mig som en Panik i Skovbunden og faldt i Skraldet, men var væk med Røgen fra Skuddet — for højt paa tyve Alen naturligvis! Og var der ikke siden en god Hund, som kom knejsende med den i Flaben ud fra en Tykning af Tjørn og Spiræa, hvor ingen havde tænkt sig den laa.

Minder fra hver en Krog af Egnen rykker ind paa mig, om eventyrlige Fasaner i Underskoven og usandsynlige Agerhønseflokke over duggvaade Roemarker, om to Mands mirakuløse Gærninger med deres Bøsser og om en Hund, der var klogere end ti Sognerødder.

Jeg læner mit Hoved mod en fældet Træstamme og falder hen, mens den ene apokryfe Jægerhistorie efter den anden falder mig ind. Det är skönt för skalder att få sofva ....

Det er svært for mig at slippe Bjerreherred. Men skal det være, saa lad Afskeden falde ude paa „Borg“, den lille Halvø som skyder sig ud i Fjorden lidt vesten for Hjarnø. Og lad det være en Aften derude efter en klar Septemberdag, naar Solen forlængst er forsvundet bag Inderfjordens Vande, naar alle Stedets Fugle er bleven tavse, naar Tornirisken og Gulspurven har sat sig til Hvile i Buskene og Lærkerne og Engpiberne, Viberne og Maagerne er faldet til Ro og Kobbersnepperne sover i Græsset langs Vejlernes Bred. Naar den stille Time er inde, da Jægeren sidder lige saa rolig som Haren i Sædet, men mere aarvaagen end nogensinde, og venter paa Ændernes Aftentræk med Bøssen hvilende over sine Knæ og den slukte Pibe gemt i Lommen — naar den eneste Lyd, der høres, er Agerhønens Kalden, og Manden er bleven til ét med Himlen og Jorden og Vandet og de enlige Lys, der tændes i fjærne Huse. Og naar han véd, at han blot ved en Drejning med Hovedet og et Kig langs Hegnet hen mod den lave, matgrønne Vesthimmel kan faa Øje paa Silhouetten af en Bøssepibe og en gammel Hat med det øverste af en Mand under, der sidder lige saa stille og er under samme Fortryllelse som han selv.

Der er Steder endnu, som er lige saa gode som de gamle Helligkilder.

Stougaard-Jørgensens Gaard i Bisholt. Stuehuset og en Del af vestre Længe.

Fra Stougaard-Jørgensens Gaard i Bisholt. Hovedindgangsdøren med Inskriptionen.

Udsigt fra Rye Sønderskov over Salten Langsø til Bakkerne ved „Sukkertoppen".

Himmelbjergæslet.

Gudenaaen mellem Mos Sø og Guden Sø.

Gudenaaen ved Klostermølle,

Hulvej i vestlige Del af Kye Sønderskov.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela