I HORNSHERRED
Det er den sidsfe Aften i September ved Solnedgangstid, da jeg i Bil lister bort fra Roskilde langs Fjordens Østside for at naa over Frederikssund til Jægerspris. — Denne Vej langs Fjorden er usædvanlig smuk, Udsigten mod Vest i denne Solnedgangstime pragtfuld. En grønblaa, gusten Himmel, som for neden rødmer i Soltaager, gennem hvilke Solen staar mat og blodig i Farven, ovalformet lige ved sin Nedgang over det absintgrønne Vand mellem Eskilsø og Jyllinge Holme. I den uendelige Ro og Stilhed høres kun Bilens sagte Spinden som fra en tilfreds Kat, der stille sniger sig mod sit Hjem fra Dagens Jagt. Sorte Krager trækker vestpaa fra de nøgne Bakker mod deres Sovepladser i Skovene paa Fjordens modsatte Bred. Odder og Næs, nogle af Form som skarpe Bastioner, skyder sig sorte ud i det klare Vand, der nærmest inde ved Bredden lyser som Fosfor.
Solen gaar helt ned, og det mørkner hurtigt paa denne Aarstid. Lys efter Lys tændes allerede bag Bøndergaardenes Ruder. Jeg beslutter mig til at overnatte i en Kro undervejs, for at jeg næste Morgen i fuldt Dagslys kan passere det skønne Sted mellem Frederikssund og Jægerspris.
— Allerede ved Halvotte-Tiden naaede jeg Broen ved Frederikssund, mens Sporene af Nattefrosten endnu laa i Hegnenes Skygger og i Agrenes Furer eller perlede som Milliarder af fine Draaber paa Solsiden af Bøndergaardenes Kornstakke.
Hvor pragtfuldt tog dette Fjordland sig ikke ud fra Broen i denne Morgenstund — i Øst den aabne grønne Strand med dens lave Klinter, endnu slørede under Morgenens Skygger, i Vest de store Skove om Færgelunden og Kignæs, hvor Sollyset tindrede som en Fanfare i de mægtige Træers visnende Kroner — og midt imellem disse Bredder den morgenkolde Fjord, hvis Vande rilledes af den lette Vestenbrise og var endnu mere dybblaat end den høje Himmel.
Og saa ad den dejlige Chaussé gennem Færgelunden, hvor Nattens Kølighed endnu dvæler lavt mellem de høje Stammer, mens grønne, gyldne og rustrøde Lys tændes i de højeste Bøges Kroner, hvis Bladehang allerede nu er saa ribbet, at Solstrejf hist og her falder igennem og i ildgule Striber farver den brede Landevej.
Et Par yndige unge Piger kommer cyklende lige imod os; tværs igennem flakkende Sol og Skygger sejler de lette som et Par Møl henover Vejens jævne Flade — og da de er lige ud for mig, løfter de begge to de slanke Arme, vinker til mig og smiler, og er borte. Hvilken Morgenhilsen! Saa bliver ogsaa denne Dag smuk. —
Nu svinger Vejen mod Vest langs Stranden indenfor Kignæs, der hvor
J. T. Lundbye malede sit store, berømte Billede af den aabne Klint — nu et Monument over et Landskab, som for længe siden er forandret. Saa kommer vi gennem Neder-Draaby, og et Øjeblik senere standser vi foran Slotskroen i det idylliske Jægerspris, hvor jeg tog Standkvarter under mit Ophold i Hornsherred.
Hornsherred, Halvøen mellem Roskildefjordens nordlige, smalle Del og den brede Isefjord, bestaar af to landskabeligt set meget skarpt adskilte Dele. Paa Grænsen mellem disse, hvor flade Bugter fra begge Sider skærer sig ind og gør Landet snævert, ligger Jægerspris Slot lige i Randen af Nordlandets store Skove.
Paa dets Sted rejstes allerede i Begyndelsen af det 14. Aarhundrede et lille Slot Abramstrup, formodentlig oprindelig et Jagtslot.
Slottet blev kendt ved en uendelig Række af Kongers og kongelige Personers Ophold. Det blev i 1673 solgt af Christian V til Overjægermester Vincentz Joachim Hahn, som foretog en Del Forandringer paa Stedet og gav Slottet Navnet Jægerspris. Allerede i 1680 døde Hahn, efter at han atter havde afhændet Ejendommen til Christian V. Allerede da denne Konge som Kronprins havde opholdt sig paa Slottet, begyndte de kongelige Herrers beklagelige Interesse for Stedets mange prægtige Oldtidsminder at vaagne, og herved indlededes den lange Række Undersøgelser og Forandringer af disse, som udførtes af ganske ukyndige Hænder, og som vi i vor Tid ikke kan betragte som stort andet end taabelige Angreb paa dem. Disse fortsattes lige til Frederik VII foretog sine ganske amatørmæssige Udgravninger.
Allerede i 1744 blev i den Nord for Slottet liggende Skov den store Gravhøj „Jættestuen" ødelagt og Graven tømt for sit Indhold. Arveprins Frederik, som fik Godset af sin Halvbroder Christian VII og ligesom sin Lærer Ove Høegh Guldberg var besjælet af en stærk „national Aand“, lod adskillige af Stedets Høje udgrave. En af disse, den store „Julianehøj", som han opkaldte efter sin Moder, forsynede han med et Mindesmærke over 7 hedenske Konger og omgav med et kunstigt Anlæg. Senere, i 1782, blev den bekendte norske Runesten „Stenstad-stenen“ fra Telemarken sendt herned som Gave til Arveprinsen, som anbragte den midt paa Højen!1) Derefter aabnedes Adgang til Gravkammeret ved at man slog Hul i Højens Side, en Indgang, som endnu benyttes.
Men alt dette blev kun Indledningen til Stedets „Udsmykning". Paa Anstiftelse af Arveprinsen eller Guldberg blev Parken med de gamle Grave omdannet til et Pantheon for berømte Danske, Holstenere og Nordmænd, og Mindestøtter i et Antal af 54 fordelt i Slotshaven og Slotshegnet. Efter nogle fredelige Aar vaag-nede Lidenskaberne paany, da Frederik VII med Grevinde Danner rykkede ind paa Slottet. Kongen, der allerede som Kronprins i 1834 var begyndt at pille ved Egnens Gravhøje, overtog i 1854 Slottet, og fra nu af gik det rask med Gravningerne. Der findes et vidunderligt Billede fra Tiden, som viser Arbejdet med en af Stedets Jættestuer og den tykke Konge siddende paa en Stol i Nærheden med sin Merskumspibe i Munden, ledende „Undersøgelsen". Ak, hvad kunde der ikke have været sparet for Arkæologien, hvis ikke saa megen Ukyndighed og Iver havde taget Sæde i én og samme kongelige Person!
De to Dyssekamre paa Baaldhavegaardens Mark ved Søster-Svenstrup.
Lars Nielsen, Billedskærer, Historiker, forhenværende Troldmand.
Valdemarsvejen mellem Kongedamshuset og Pølsehuset. T. v. Mortenstrup Sø.
Særløse Kirke paa sin Bakke bag de gamle Huse.
Dyssekammer ved Vejen Nordøst for Selsø.
Det største af de tre Dyssekamre paa Troldegaardenes Mark ved Seksgaarde.
Sjællandsk Bondekarl: Niels fra Teglværksgaarden.
Bonden Hans Peder Hansen, Troldegaarde.
Det hele endte først da Grevinde Danner døde i 1874 og blev bisat i Slotshaven i en aaben Gravhøj. Da blev der omkring denne, gennem hvis Gitter man ser Sarkofagen, anbragt 3 af Landets berømte Runesten, som førtes hertil fra Baag Herred paa Fyen, nemlig Hagenskovstenen, Voldtoftestenen og den pragtfulde Sten fra Flemløse, som bærer denne Indskrift: „Efter Rolf, som var Nore-Gode, staar denne Sten. Sønnerne satte den til hans Minde. Aaver ristede disse Runer".
Det var jo nok en lidt løjerlig Idé at placere en Runesten med denne Inskription paa Louise Rasmussens Grav. Denne brave og bramfri Kvinde har selv rejst sig et smukt og mere passende Mindesmærke paa Stedet i den Stiftelse for hjælpeløse og forladte Pigebørn, til hvis Indretning og Vedligeholdelse hun efterlod Midler ved sin Død.
Da jeg Dagen efter min Ankomst drog fra Jægerspris mod Syd, var det blevet Efteraar med Graavejr og Blæst af Vest. Hele denne sydlige, bredere Del af Herredet er landskabeligt set ret kedeligt, bortset fra Kysterne er den kun pletvis af nogen Interesse. Landsbyerne er dog for det meste meget gammeldags og rummer en Del gode Bygninger, der for øvrigt som Regel er slet vedligeholdte.
Bemærkelsesværdig er den ældgamle Skuldelev Kro, som desværre har faaet sin Facade delvis ødelagt ved unænsomme Tilbygninger, men hvis Yderlænger endnu er i den oprindelige Skikkelse, typiske for Egnens gamle Byggeskik.
Lige ved Vejens Vestside, Syd for Skuldelev, ligger den kendte Set. Olafs Helligkilde med disse vældige, klinteagtige Banker som Baggrund. Stedet ser henrivende ud, naar man betragter det fra de lave Enge Vest for det. En lille Lund omgiver den gamle Kilde, der nu er en stensat, firkantet Brønd, paa hvis Bund der findes lidt Vand og meget Mudder — samt naturligvis en Del modbydeligt Affald, tiltrods for at Kilden er værnet med en Karm og et Laag af Træ.
Ikke langt Syd for dette Sted findes paa en meget høj Bakke Vest for Vejen et anseligt Dyssekammer, overordentlig smukt beliggende med en for disse Egne usædvanlig Udsigt over Fjordlandskaberne til alle Sider. Fra Roskilde, hvis fine Kirkespir hæver sig tydeligt i Syd, strækker Vandarme sig helt om i Vest, omsluttende Næs, Odder, Halvøer og Øer i broget Blanding. En Mængde Bronce-alderhøje ses nær og fjærn paa Aasene.
Herfra og videre mod Syd bliver Oplevelserne mangfoldige. Først gennem den mærkelige Østby, der med sine gamle Huse langs dens smaa Sideveje gør et næsten forglemt Indtryk, et Sted, hvor Tiden har staaet stille, og hvor kun gamle Koner, der gaar og nusler om de smaa hvidkalkede Længer, synes at have tilhuse sammen med alskens forhistorisk Fjerkræ — det hele en besynderlig Kontrast til de Nybygninger, som en senere Slægt har rejst langs Byens Hovedvej, hvor den ny Tid jager forbi med sit forhastede Tempo.
Atter kun en Kilometer mod Syd, og jeg naar til et vidunderligt Sted, hvor man fra Vejen ser dybt ned over den lille By Hellesø, der ligger næsten ringformet omkring sin Smule Sø af samme Navn. Fra den 34 m høje Banke ser jeg helt ud over „Østskoven", som klæder Halvøens østligste Huk ud i Fjorden, over Jyllinge Holme, der svømmer som smaa Ællinger om den store Moder Eskilsø og vidt over Landet paa den modsatte Bred. Men skønnest af det alt sammen er den lille Hellesø dernede for min Fod, et henrivende Syn, fuldt af Romantik. Hellesø — Helligsø! Et ældgammelt Navn fra hedensk Tid.
Fra store Højder bevæger Vejen sig herfra i bratte Fald ned mod Herregaar-den Selsø. Under den kraftige, vilde Oktoberhimmel med dens røde Skyer ligger Søen dybt dernede bag Gaarden som et glødende Metalbækken, dækket af Snese af smaa Rørholme, der er gustne og sorte i Farven som de smaa Pletter, der vandrer rundt paa en straalende Sæbeboble lige før den brister. Mellem Holmene ser jeg andre Prikker, som virkelig bevæger sig; i Kikkerten viser det sig at være Tusinder af Graaænder, og Mængder af mindre Prikker er Blishøns, der færdes nær inde ved den fjærneste Bred. Helt ude paa Midten ligger fornemt for sig selv en Snes Knobsvaner, hvis Farve synes blaakold som Sne i Skygge op mod det straalende Vand.
Det siges, at Svanerne ruger her paa Stedet ligesom Taffelanden og mange andre forskellige Andearter. Terrænet med de sivgroede Kyster og de mange Sivholme maa være ideelt, ikke mindst for Svanerne.
Landskabet lige Vest for Søen er knapt saa smukt som fra dette Sted, og saa-snart man kommer længere nord- eller vestpaa, mister det snart al Tiltrækning. Det gælder strængt taget hele Sydlandets vestlige Del, at den er skrupkedelig; disse evindelige, jævnt bølgende Stub-, Roe- og Kartoffelmarker uden nogen Afbrydelse er ikke til at holde ud. Det er kun Kysterne, som kan volde Øjet Glæde. Men selv disse er hundredfold bedre oppe i Nordlandet, hinsides Jægerspris.
Dette Nordland er i mange Henseender en af de mærkeligste Landstrækninger paa Sjælland; baade med Hensyn til Historie, Landskab, Klima og Befolkning indtager det en Særstilling og virker her ganske fremmedartet; for Landskabs og Klimas Vedkommende er det som et Stykke Vestjylland, der er bleven slængt herover.
Dets ældgamle Navn er Hornet eller Hornsved, en Benævnelse som nu næsten er helt glemt, selv af dets egen Befolkning, og erstattet med „Skoven" som Fællesbetegnelse for hele Strækningen. Tidligere har et Sund skaaret tværs gennem Landet en halv Mils Vej Nord for Jægerspris, hvor „Slagelsebæk" nu findes. Det har skilt Hornet som en Ø fra den sydlige Del — et ensomt, fjærntliggende Land, som ragede ud mellem de to store Fjorde. Men denne Havets Nærhed betingede Landets tidligste Bebyggelse. Herind er de allerførste Beboere kommen roende fra det nære Kattegat i deres udhulede Træstammer og har rejst deres primitive Hytter mellem Stranden og det høje Skovbryn af Eg og Hassel, Skovfyr, El, Pil og Ask, hvor der var Læ for Stormene, hvor Skaldyr fandtes i Mængde paa den lave Fjordbund, og hvor Vildnisset husede Krondyr, Raavildt, Vildsvin og den mægtige Urokse. Det er netop her i Isefjordsegnene, man fandt Skelettet af en Urokse med en Pilespids endnu siddende i et af Ribbenene! Og-saa Ræv, Grævling, Ulv og Maar har tjent disse Mennesker til Føde, hvad Skeletfund viser, ligesom en Mængde Fugle, bl. a. Gejrfugl, Tjur, Trane og Havørn ligesom alle mulige Former af Ænder og Gæs.
Allerede i den yngre Stenalder tog Rydningen Fart, da man begyndte at dyrke Korn, ja endogsaa at holde Kvæghjorder. Thi Knoglefund af Faar og Svin fra denne Periode viser, at man nu er begyndt at holde andre Husdyr end Hunden, som havde været det eneste under den rene Jægerperiode.
Gennem alle Oldtidens forskellige Tidsaldre er Menneskene bestandig ved-bleven at komme hertil ad Søvejen og har slaaet sig ned, helt ud til „Hornet“s
Spids. I Aartusinder har de levet her, bredt sig fra Kysten indefter og overalt efterladt sig Grave som Minder om deres Færden. Mere end Hundrede Stenmindesmærker i Form af Dysser og Jættestuer foruden halvsyvende Hundrede Broncealderhøje markerer deres Vej. Vi er her ikke alene i en af de paa Oldtidsminder rigeste Egne i Danmark, men flere af disse Storstensgrave hører til de anseligste og smukkeste, vi ejer.
Isefjordsbreddernes Vrimmel af Mindesmærker fra Stenalder og Broncealder danner en kraftig Modsætning til den Fattigdom paa saadanne, der raader i det østlige Nordsjælland helt fra Nordkysten til København. Her var i Oldtiden de fleste Steder et uigennemtrængeligt Vildnis, hvor først sent de smaa og spredte Rydninger opstod. Desuden havde Isefjorden Rigdomme, som Øresundskysten manglede; ved sin lettere Tilgængelighed paa Grund af de mange Lysninger og aabne Pletter blev Isefjordskysterne et af de ypperste Kulturcentrer i disse Tider. Især er det Broncealderfolkets Grave, som præger dette Land — disse udprægede Jordbrugere med stort Kvæghold, men tillige fremragende Krigere og Søfarere med Langskibene parat langs Kysterne til Strandhugst.
Det maa være de sidste Egenskaber hos denne Befolkning, i Forbindelse med Landets forholdsvis karrige Jord, der langt om længe paany affolkede disse Steder. Beboerne maa tidligt, maaske nødtvungent, for det meste være bleven rene Vikinger, som efterhaanden har forlagt deres Hjemsted til andre Steder. Det vilde ellers være uforklarligt, at dette Land, hvor Livet i den tidligere Oldtid udfoldede sig saa rigt, at det allerede fra omkring Kristi Fødsel kom til at staa fuldstændig folketomt — en Tilstand, som varede helt til Midten af det 17. Aarhundrede, det vil sige i over halvandet Tusinde Aar! Det blev et øde Sted, hvor Lyngen og Skovene bredte sig uhindret omkring de gamle Grave og de forsvundne Bopladser, og hvor saa godt som aldrig noget Menneske satte sin Fod.
Nord for Abramstrup laa i alle disse Aarhundreder de store Skove med deres Moser som et Vildnis, der formodentlig i senere Tider var kongelig Vildtbane, men iøvrigt kun anvendtes til at holde Svin paa Olden. Men siden rakte Civilisationen igen sin Arm ud over Hornsved. Det begyndte i al Beskedenhed. Kongen gav i 1635 Ordre til at anlægge en Udskibningsbro ved Hornet, og der byggedes en Dæmning fra Nordspidsen ud til „Dyb-Renden“. Ved Stedet opførtes et Hus til en Mand, som skulde have Opsyn med Udskibningen af Tømmer. Samme Aar begyndte Skibsfarten paa Stedet, ogsaa beskedent, idet det blev betroet Skibet „Fladlusen" (!) at hente 600 Læs Ved fra Udskibningsbroen. Allerede et Par Maaneder efter gav Kongen imidlertid Befaling til at der skulde foretages Kulbrænding i Abramstrup Skove. Den første Mand, som fik fast Bopæl paa Stedet, var Hans Hansen Kulsvier. Han blev i 1647 viet til Maren Andersdatter i Draaby Kirke, og de fulgtes herude igennem et trediveaarigt Ægteskab og døde begge i 1677. Det er de første Folk, som har levet her siden Broncealderens seneste Tider! -— Efter dem blev Brohuset døbt Kulhuset (ikke som Trap siger efter „Huset paa Kollen"), og Sejlrenden udenfor blev omdøbt fra Dyb-Renden til Kulhusrenden, Navne, som begge Steder har bevaret.
Men inden Hans og Maren ved hinandens Side skred over Tærsklen ind i det hinsidige, var der allerede kommet en hel lille Landsby op herude, som bestaar den Dag idag og har arvet Kulhusets Navn.
Senere tog Hornsveds Bebyggelse Fart. Landsbyen Skoven Vest for de store
Skovstrækninger blev anlagt i Aarene efter 1673, 24 Gaarde og Huse, som befolkedes med Beboere af Kulsvierslægt, der snart blev berygtede under Navnet „Hornsveds og Jægerpris’ Skovboer", eller blot „Skovmændene". Men Husene var elendige, og Skovmændene levede overhovedet under al Beskrivelse forfærdeligt. I Aaret 1693 alene døde en Mængde af dem, formodentlig af Nød; et Par Aar efter blev 12 Boliger nedlagt, og med Resten gik det saa tarveligt, at Jorden maatte lægges ud til Græsning.
Da Rygtet om Beboernes Fattigdom og øvrige Elendighed naaede Christian VI.s Øre, var det derfor højst å propos, at den bigotte Konge fik det lysende Indfald at lade en Bøsse gaa rundt i Kirken under Gudstjenesten, for at de saaledes indsamlede Penge kunde anvendes til „øjeblikkelig Hjælp" for dem til at indkøbe Bibler for!
— Under Frederik V blev 14 nye Gaarde opført paa Strækningen langs Ise-fjorden, og herved opstod Smaabyerne Slagelsegaarde, Troldrækkegaarde, Skaa-ningegaarde og Hjortegaarde, hvilke Bebyggelser har holdt sig til vore Dage. Og Beboernes Kaar bedredes efterhaanden, især efter Hoveriets Afskaffelse. Skønt Jorderne herude gennemgaaende er langt tarveligere end i Herredets sydlige Del, er det driftige og dygtige Bønder, som nu har tilhuse herude — og de er i mange Henseender et interessantere Folkefærd end de sydligere boende, saaledes som Tilfældet ofte er med Folk, der har kæmpet sig frem under barske Vilkaar, modsætningsvis til deres mere forkælede Fæller.
Det er bistert Efteraarsvejr med Blæst af Sydvest og Byger skiftende med hastigt, ildhvidt Sollys, da jeg kører fra Jægerspris mod Nord ud over dette Land ad den vestlige Vej over det aabne Landskab. Næppe er jeg naaet forbi Højderne ved Christiansminde, før dette Lands mærkelige Natur med et Slag aabenbarer sig for mig.
Halvøen herude er som en Herme med to Ansigter: det aabne, barske Vestland med sin Vrimmel af Oldtidshøje, med de forblæste, skaldede Banker, hvor Klinter, ofte klædt med Lyng og Gyvel, hæver deres raa Pukler ud mod den brede Isefjord — mod Øst de tætte, vældige Skovstrækninger, der løfter sig som en mørk, takket Sky mod den fjærne, blinkende Fjord derude i Nord, opfyldt af runde Moser og Birkekrat, hist og her endnu med lidt ældgammel Egeskov •— og endelig yderst langs Roskildefjorden de ofte fuldkommen idylliske, vide Strandenge, der i Skovens Læ strækker sig helt fra Kignæs til op imod „Barakkerne" paa Nordenden.
Jeg tror ikke, at man paa nogen anden Plet i Danmark af kun en lille Kvadratmils Udstrækning kan finde mere voldsomme Modsætninger sammenhobede end her. Jo mere man færdes herude, jo mere forbauses man over, at dette hører sammen, at disse voldsomme Disharmonier alle rummes paa et lille Stykke Sjælland! En saadan Overdaadighed af Jættestuer, Dyssekamre og Rundhøje, som denne Vestkyst kan opvise, har jeg ikke truffet Mage til. Overalt ser man fra Vejen, som fører over det aabne Land fra Syd til Nord, de vestlige Aase dækkede af Bronce-alderhøje, enkeltvis, i Rækker eller Grupper. Mærkeligst er i den Henseende Strækningen fra „Troldegaardene" til Drengekolonien „Jomsborg".
Landskabet herude er fuldkommen vestjydsk i hele sit Præg; lav og elendig Lyng dækker yderst den magre, sandede Jord, der hæver sig mod Nord og Syd i kuplede, skaldede Banker og staar med sine broncebrune Farver, plettet af Sandets aabne, gule Ar, ned mod Isefjordens stormrørte Flade. Selv Klimaet herude er jydsk paa en Dag som denne, og intet Vejr kunde klæde Stedet bedre. Stærke Byger med tunge, graa Slæb jager over Fjorden og pisker dens isengraa Vande, haster ind over Lyngmarkerne og rejser deres Toppe som stride Manker, mens Landet rundtom rammes af hastige Solglimt. Stormen har sit Spil med de faa Lærker, som én for én letter foran min Fod og blæses langt hen over Lyngens vaade Toppe.
Jo længere jeg kommer mod Nord langs denne Kyst, jo mere tiltager Oldtidsmindernes Antal. Paa Troldegaardenes Marker ud mod Stranden ligger i et herligt, vildt Landskab to pragtfulde, mægtige Dyssekamre ganske tæt opad hinanden, endnu helt velbevarede, og nær dem et tredje, som er forstyrret og sunket sammen. De kaldes af Egnens Folk simpelthen „Stendysserne", Ordet anvendt som Egennavn. Kamrene ligger paa ganske aaben Mark med aldeles lavt Græs og syner langt væk. Det er et Par aldeles imponerende Bygningsværker, et Arbejde for Kykloper. Særlig det sydligste er respektindgydende ved sine Stenblokkes Størrelse.
Et Stykke nordligere, ved Drengekolonien „Jomsborg", findes en Jættestue med et anseligt Gravkammer, til hvilket en nu aaben, stensat Gang med prægtige Stenblokke fører ind. Det ca. 5 m lange og 3 m høje Gravkammers Loft er helt dækket af kun 3 Sten, og ogsaa Væggene bestaar af usædvanlig store og smukke Stenblokke. Det var i denne Grav, som er bleven sparet for Undersøgelse til vore Dage, at Nationalmusæet gjorde det besynderlige Fund af 11 Menneskeskeletter, som var anbragt siddende paa Hug rundt omkring et Ræveskelet. Jeg kender ingen Forklaring paa dette mærkelige Arrangement. Man vil muligvis med Rette hævde, at Ræven kan være af senere Dato end Menneskene, at den har haft sin Hule i Graven, da denne endnu var jorddækt, og være død herinde. Men hvorfor ligger den akkurat midt imellem Skeletterne, og hvorfor sidder disse paa Hug!
Hvilke gaadefulde Ting er der foregaaet her i det mørke Gravkammer, mellem hvis klamme Sten kun en enkelt Stund paa Dagen et smalt Solstrejf trænger ind over Gulvet gennem den trange Indgang!
Ret nær Syd for dette Sted fandt jeg i Pensionatet „Bautahøj“s Have to Dyssekamre, det ene fuldt bevaret, det andet med Overliggeren gledet tilside, og derved aabenbarende et ganske lille, men usædvanlig regelmæssigt og smukt Gravkammer, aldeles rektangulært i sin Form.
— Men det er dog især Broncealderfolkets Grave, de store og smaa Rundhøje, som præger Landskabet. Disse Folk har boet paa Højderne for herfra at kunne holde Udkig, og her har de begravet deres Døde. Pragtfuldt klæder disse Høje især Landet omkring Hjortegaarde, hvor man endnu ser dem i Snesevis — et Landskab, som selv i de paa Oldtidsminder rigeste jydske Egne søger sin Lige. Tæt Syd for „Bautahøj" ses de imponerende Rundhøje „Knudshøj", „Topkærshøj" og „Sværtebakkerne", der vidt og bredt præger det alvorlige Landskab.
Som bekendt er en Glæde sjældent fuldkommen. Men her paa disse Steder mindskes den fra en Side, hvor man mindst skulde vente det, nemlig fra Fredningens. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor man netop anbringer Fredningsmærkerne paa disse Højes Top! Kunde de ikke lige saa godt sættes ved Højenes Fod eller ialfald blot et lille Stykke over denne? Det er dog ikke nødvendigt, at man milevidt kan se, de er fredede. Selv de mest ondsindede Mennesker kan ikke ødelægge Højene fra lang Afstand, saa man forstaar ikke, hvorfor Mindesmærkernes Arkitektur skal ødelægges. — Nu ligner de grangivelig Eskimohytter med et Skorstensrør ud af Toppen.
Smukke, gamle Huse findes mange Steder herude, selv helt ude i de to yderste Bebyggelser, Kulhusene nær Hornets Spids, og i den mærkelige lille Landsby Barakkerne tæt østen for dette Sted lige paa Grænsen af Skovlandet og de aabne Klinter.
Yderst paa Hornets lave Tunge, hvor Kulhusene ligger, er der oppe fra Klitkammen en herlig Udsigt over den smalle Kulhusrende med dens rivende Strøm til den pragtfulde Kyst paa den modsatte Bred ved Halsnæs med de to kraftige Modsætninger: de stejle, brede Klinter ved Lynæs og de frodige Skove Øst for disse, et storslaaet Panorama! Skærende Sollys og sorte Skygger farer for Blæsten over de dejligt formede Lande, skilte af den urolige Strøm, hvor Sønden-vandet rejser Børster mod Vestenstormen, over Roskildefjorden derinde i Læet med dens blide Kyster, og mod Vest over den barske Isefjord helt til det fjærne Odsherreds Banker. Fjorden derude og Halsnæs’ Klinter er som et karsk og vindhærget Limfjordslandskab; mere end noget andet Sted maa jeg her bestandig tænke paa Jylland.
— Jeg tog østpaa ad Vejen gennem Barakkerne. Et mærkværdigt Landskab, uhyre kuperet, væltende sig op og ned i smaa, krappe Bakkebølger og skarpe Kløfter. Der findes her næppe én sammenhængende Skæppe Land, som er jævn, det er som om Landet har Bugvrid. Men herligt er det. Smaabitte Moser i Lavningerne baade Nord og Syd for Vejen fremhæver Stedets ejendommelige Skønhed. Ogsaa fra Toppene af disse Smaahøjder er der en herlig Udsigt over Kulhusrenden og Roskildefjorden med deres to vidt forskellige Ansigter.
Baade Kulhusene og Barakkerne maa for faa Aar siden have været meget mærkelige Steder, da der endnu slet ingen Nybygninger fandtes. Nu gror saa-danne mere og mere op, f. Eks. det grimme Hotel ude nær Hornets Spids, og mange andre Steder brydes Harmonien af ækle Kasser.
Vejret er i Dagens Løb blevet mere og mere efteraarsagtigt, raat og blæsende, tilsidst med den ene tætte Byge jagende den anden. Rundt om paa de aabne Marker ligger Folk af alle Aldre og tager Kartofler op, kravlende paa Knæerne i Pløret — misund ikke Bonden hans Arbejde paa en Dag som denne!
Men jeg tyer ind for Vejret i Kulhusene hos Billedskærer Lars Nielsen, i hvis hyggelige Stue der er varmt og godt. — Lars Nielsen er en ægte Hornsherredsbo, som er født i Kulhusene og har levet her hele sit Liv, og som kan følge sin Stamtavle over 200 Aar tilbage i Tiden. løvrigt er han et af de interessanteste Mennesker, jeg har gjort Bekendtskab med paa min Rejse. Det er sandsynligt, at den ulykkelige Omstændighed, at han er født med vanføre Ben, har tvunget ham til at vælge dette stillesiddende Arbejde, og at dette atter har udviklet hans medfødte Sans for Læsning, for hans Landsmænds Ejendommeligheder og hans stærke Interesse for deres Historie.
Denne Mand ligner, naar han sidder dér foran mig paa Langskamlen bag sit Bord, en ren Kæmpe -— en Kæmpe paa Lerfødder -— men med et Hoved som en Kunstner, en Lærd eller en Statsmand. Hans Smil kan være saa fint og underfundigt som Lloyd Georges, med hvem han iøvrigt har en forbløffende Lighed. Hvilket Liv der er i dette mærkelige Ansigt, som spiller af Intelligens og af Humor, hvilket Blik!
Han er sin Egns Historiker, en selvskabt Folklorist, som der faa Steder findes Mage til. Hans Beskrivelser af Slægter og deres Saga, Beretninger om Sagn og Skikke hos hans Landsmænd er kendte fra forskellige Folkloristers Samlinger. En stor Mængde utrykt Stof har han liggende, især Slægtsregistre (nogle Hundrede Sider ialt), eller Gaardenes og deres Beboeres Historie fra „Skovens" første Bebyggelse i 18. Aarhundrede til Nutiden. Sin egen Stamtavle har han ført tilbage til 1690, da hans Stamfader Bertel Rasmussen, Gaardmand i Landsbyen „Skoven", blev gift med Mette Jensdatter.
Han er en fortrinlig Fortæller, og med stort Skælmeri beretter han løst og fast om sine Landsmænd i Hornsherred, især om den Overtro, som endnu i hans Ungdom herskede mellem Befolkningen. Han gør dette med forstaaende Overbærenhed, aldrig med Malice — paa samme Maade som han har skrevet om den. Trods hans objektive Beretterkunst ser Befolkningen naturligvis skævt til ham, fordi han efter deres Mening har sat deres Forfædre i Gabestokken. Han selv ved, at det er den almindelige Skæbne og tager det med stoisk Ro.
— Angaaende Navnet „Barakkerne“s Opstaaen oplyser han, at det er galt, naar det er blevet hævdet, at dette skriver sig fra Soldaterbarakker, som rejstes her i Anledning af en Skanses Bygning ude ved Hornets Spids. Thi denne Skanse er først anlagt under Englænderkrigen i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, alt-saa tidligst 1801. Men Barakkerne stammer allerede fra Slutningen af 18de Aarhundrede, da indvandrende Nordmænd anlagde nogle primitive Boliger paa Stedet, mens de ryddede Skoven her omkring og lavede smaa Landbrug og først senere opførte ordentlige Huse. Den første Beretning om dem findes i Kirkebøger fra 1787, da en Mand ved Navn Peder Henriksen Nordmand havde et Barn til Daabs i Draaby Kirke. Der findes endnu flere norskklingende Navne paa Stedet.
Der knyttede sig en Hoben Overtro til disse Nordmænd, som mentes at være i Besiddelse af Cyprianus, at kunne hekse og iøvrigt at være i Besiddelse af mange overnaturlige Evner — noget ganske lignende, som Befolkningen i Nordvestjylland troede om de Nordmænd, som tidligere i stort Antal kom til Vesterhavs- og Limfjordskysterne og drev „Skudehandel".
Nu tror ingen Mennesker i Danmark mere, at Nordmænd er i Besiddelse af overnaturlige Evner.
Men iøvrigt har denne Egn lige til op imod vore Dage huset en forbavsende Mængde Overtro, paa hvilket Lars Nielsen med stort Lune giver nogle selvoplevede Eksempler. Som ganske lille Dreng fik han af en Kone, der hed Maren, foræret en ældgammel Salmebog. Foran i denne fandtes der et rødt Stempelmærke fra Boghandleren, og dette gav Anledning til Troen paa, at man her havde et Eksemplar af den ægte Cyprianus. En nysgerrig Mand, som kom ind i Marens Hjem en Dag, da hun var borte, rodede i hendes Reol og fandt pludselig den mystiske Bog, som dengang endnu var i hendes Besiddelse. Da han opdagede det røde Mærke, som i hans Øjne godt kunde ligne et mærkeligt Tegn — især fordi han hverken kunde læse eller skrive — blev han saa slagen af Rædsel, at han pludselig saa Stuen opfyldt af Ravne og Krager og mystiske Troldvæsner, og han gav sig til at udstøde høje Vræl om Hjælp. Naboerne ilede til og fandt ham helt forstyrret af Skræk.
Men Lars gemte Bogen, som han fik af den gamle Maren — og hendes Ry fulgte med den og blev overført paa den ny Ejer. Da han blev voksen, ansaa mange ham for at være en Troldmand, som gjorde Brug af den forfærdelige Magt, Bogens Ejer var i Besiddelse af. Og da han i sine unge Dage var en uforbederlig Spøgefugl, gjorde han ikke faa Gange Brug af sine Landsmænds Tro paa ham som Heksemester. Der var dengang ikke saa faa, som frygtede ham.
En Mand, som mente at have et lille Mellemværende med Lars Nielsen, kom en Dag drivende med en So henad Vejen forbi hans Have. Soen vandrede skikkelig og tilfreds, som en fed Synder ad den brede Vej, lige til den naaede Haven — saa gik der pludselig Panik i den, den spjættede og skreg, som Fanden var efter den. Og dens Ejer, som pludselig opdagede, at Lars sad indenfor Havegjærdet, blev slagen af Rædsel. Han nærede ingen Tvivl om, at det var en Hævnakt fra Lars, og at denne havde jaget en ond Aand ind i Svinet. Han vendte øjeblikkelig om sammen med Soen og drev den hjem igen. Han kom ikke mere her forbi med Dyret.
Den før omtalte Maren, som havde skænket Cyprianus til Lars, forærede ogsaa engang sin Ven et lille Æbletræ til at plante i hans Forældres Have. Men hans omhyggelige Mor tog det fra ham og plantede det paa et mørkt og skyggefuldt Sted under nogle store Buske, hvor hun vidste, at det hurtigt vilde gaa ud. Det gjorde hun, for at dets Frugter ikke en Gang med Tiden skulde volde hendes Dreng Skade. — Men Lars fandt Træet i Tide og flyttede det hemmeligt hen paa et gunstigt Sted i Haven. Og nu staar det som et stort og frodigt Træ, der bugner med fine, aldeles guldgule Æbler. En hel Hob af dem ligger inde paa et Kammergulv og ser saare fristende ud. -— Lars Nielsen gav mig nogle Stykker af de bedste med i Lommen, da jeg tog Afsked. Det var min Hensigt at sende dem hjem, fordi de var saa smukke; men jeg ændrede Beslutning. For om Aftenen spiste jeg et af dem, og sandelig siger jeg: med dette ene Æble for i samme Nu gamle Marens Aand ned i Maven paa mig og blev ved at rumstere saa forskrækkeligt hele Natten, at jeg besluttede at beholde alle Æblerne, for at ikke hele Familien skulde besættes samtidig og maaske uddø. Den Nat var jeg længe Uvenner med Lars Nielsen.
Men Dagen efter besluttede jeg at trodse ham. Æblerne smagte altfor godt — jeg aad hele Resten. Og nu var jeg bleven immun mod hans og Marens Kunster.
— Jeg hørte om et Gilde, som havde staaet paa et af Egnens større Hoteller, hvor en af Storbønderne fejrede en Familiefest. Der blev intet sparet. En dundrende Middag Kl. 6 med paafølgende Frokost Kl. 1 om Natten. Men ingen af de 50—60 Gæster sagde et eneste Kvæk til sin Sidemand under noget af Maaltiderne. Gravens Stilhed herskede i Spisesalen, Tjenernes Raslen med Servicet var den eneste Lyd, man hørte. Saa rejste Degnen sig endelig og holdt en kort Tale for Festens Genstand. Derefter atter Dødsstilhed. Senere rejste Degnen sig paany og holdt den samme Tale for Festens Giver — hvorpaa Dødsstilhed paany sænkede sig over Forsamlingen. Selv da Dansen mellem Maaltiderne gik i den store Sal, saa man højst tre—fire aldeles tavse Par samtidig paa Gulvet. Og langs Væggene sad alle de gifte Koner paa Rad og Række som i et Panoptikon.
Søen i Nordskovens østlige Del. I Forgrunden Birke og en lille Røn samt en Skovløber.
Dæmpegaard-Langdyssen. Det østlige, store Gravkammer.
Mose i Nordskoven ved Jægerspris.
Kongeegen“ i Nordskoven ved Jægerspris.
Farum Sø set fra Fiskebæk Station.
Værebro, dækket af en Cementskal. Hertil Sagnet om Fanden.
Svenskegraven ved Smørumnedre.
Udsigt fra „Bastrup Stenhus“s Top mod Bastrup Sø.
Gud ved, om disse Folk virkelig morer sig. Det er ialfald en stræng Etikette, der hersker ved saadanne Lejligheder. — Værten, som har været her i en halv Snes Aar, siger, at Tilfældet er typisk for disse Egne; men det er ikke rigtigt. Gilder i Bondens Hjem og hans Fester paa et Hotel er bundforskellige; det gælder overalt i Landet.
Ganske vist, jeg har af og til paa Provinshoteller set mandlige Bønder forsamlede, naar de havde været i Byen en masse til Forhandlinger og efter disses Afslutning spiste og drak sammen og skulde ha’ en Aften ud af det. Det var jo helt andre Billeder. En stærk Selvtilfredshed prægede disse Menneskers Ansigter og hele Væsen. Her var ikke megen Etikette. De lignede egentlig allesammen Rigsdagsmænd og kunde vistnok for de flestes Vedkommende være bleven det.
Men man faar et fuldkommen fortegnet Billede af Bonden ved alle disse Lejligheder — ogsaa i Rigsdagen. Jeg mindes Debatterne det sidstnævnte Sted for en Del Aar siden, hvor dygtige Bønder, som forøvrigt var fremragende Politikere, udtalte sig om Kunsten i Landet og sagde afgørende Ord om, hvorvidt den skulde nyde deres Gruppes Støtte. Det fremgik af disse Ord, at kun den Form for Kunst, som de selv forstod, burde nyde Gavn af deres Bevaagenhed. Resultatet af en saa-dan Dom kan blive fatal. Tænk, om der til Bedømmelse af et Spørgsmaal om den mest formaalstjenlige Form for Gødning eller et nyt Kreaturfoder blev nedsat en Kommission af Violinister fra det kongelige Teaters Kapel!
Bonden skal ses og høres ved sit Arbejde, paa Mark, i Stald og Lo! Den, der er født og har levet mellem Bønder, som kender dem under deres Virke paa alle Aarets Tider, fra Pløjning og Saaning, fra Høstens Tid, fra et Dyrskue eller som Handelsmand paa et Kreaturmarked, han har set dem, som de er bedst. Bondens skønne Arbejde, hans Livsopgave: at faa alting til at trives og gro, har mærket ham gennem Snese af Slægtled. Betegnelsen for hans Stand synes langsomt at ville skifte gennem Tiderne, fra det fornemme Bonde til Landmand og Agrar, og har derved stadig tabt i Skønhed. Men bestandig er hans Sjæl med stærke Baand knyttet til Jorden og dens mystiske Magter. Han synes i Virkeligheden at have hentet sin Livsvisdom ud af en eneste Sætning i „Zend Avesta“, Parsernes hellige Bog: Den, der dræber Ukrudtet og faar Kornet til at gro, driver Djævlene paa Flugt.
—- Der har været mange Djævle at drive paa Flugt i det nordlige Hornsherred, det kan Beboerne af dets Vestkyst tale med om.
I den af Troldegaardene, som ligger længst vesterude ganske nær ved de tre Jættestuer, som kaldes „Langdysserne“ og som jeg før har omtalt, fandt jeg ude paa Marken Gaardens 70-aarige Ejer Hans Peter Hansen, som sammen med sine Folk var i Gang med at tage Roer op. Ved første Blik paa denne Mand studsede jeg over hans forfinede Ansigtstræk. Det er saadan, man plejer at forestille sig den fødte Adelsmand og ikke den jævne Jordbruger, som har slidt sig til Adelsmærket. Men det er overordentligt sandsynligt, at denne Mand herude paa den magre Jord har fordrevet en usædvanlig stor Portion Djævle fra sine Marker, og at dette har været medvirkende til at præge ham. Thi det er mere Roer end Korn, som trives paa hans Lod, og de tykke Roer maa dog mindst være lige saa virksomme under Jorden som Kornets spinkle Rødder og vil saaledes foraarsage langt mere Pladsmangel for Satans Yngel!
Den smukke gamle, der tager sin Tørn i Slaget som en Kæmpe sammen med sin Husstand og langer det ene Bundt Roer efter det andet op paa de ventende Vogne, vil nødigt lade sig lokke fra Arbejdet af mig, især da jeg tilstaar at jeg vil tegne ham, og at dette kan vare nogle Timer. Men jeg maa komme igen imorgen, saa er det Søndag — og Dagen er spildt alligevel!
Da jeg kom den næste Formiddag ved 10-Tiden, blev jeg straks budt paa Kaffe med en overdaadig Opdækning af Bagværk. — Baade Hans Peter Hansen, hans Kone og Datter er meget kloge og veltalende Folk, venlige og ivrige efter at fortælle. Mens jeg tegner Mandens smukke, regelmæssige og ægte nordiske Profil fortæller han om løst og fast, uden at jeg behøver at spørge eller svare ret meget. Jorderne herude paa disse Kanter er tarvelige, siger han, der skal slides dygtigt baade tidlig og silde for at faa noget ud af dem. Og han tilføjer, at disse Vilkaar har præget Beboerne herude; man ser mange ejendommelige, stærke og særprægede Ansigter paa disse Steder, modsætningsvis til f. Eks. paa Roskildeegnen. — Jeg har selv saa ofte lagt Mærke til dette Forhold; men det er morsomt at høre denne Iagttagelse stadfæstet af en Bonde!
„Vi maa stride for Udkommet herude, “ siger han „og ikke sjældent har jeg tænkt paa, at jeg maaske burde flytte til en Egn med bedre Jorder, hvor Arbejdet gaar lettere. Men hver Gang er jeg bleven enig med mig selv om, at jeg ikke vilde kunne undvære dette Sted. Saadan som det er, har Slægten set det i flere Led; vi er groet sammen med det og er kommen til at holde af det.“
— Det synes jeg er vel talt!
Jeg havde et Par Dage forinden faaet denne Mands Slægtstavle af Lars Nielsen i Kulhusene. Den gaar tilbage til 1651, da hans Stamfader, som bar Slægtsnavnet Knabe, nævnes som Beboer af Landsbyen Gjerløv Syd for Jægerspris. Men allerede i 1792 finder vi Efterkommerne i „Troldegaarden Nr. 2“ i Landsbyen Skoven, den Gaard, som vi nu befinder os i. Det er ikke underligt, at Hjemstavnsfølelsen har faaet Tid til at vokse sig stærk i de mere end halvandet Hundrede Aar.
Vi taler om Oldtidsmindernes Mængde paa Egnen, og den gamle fortæller, at der mange Steder har været langt flere. Alene paa de 80 Tdr. Land, som hører under denne Gaard, er der af hans Fader udslettet ikke mindre end 5 Rundhøje og Materialet bortkørt. En sjette Høj er siden købt af Nationalmusæet og fredet.
Han fortæller mig et gammelt Sagn fra den store Gaard Christiansminde, som ligger et lille Stykke herfra mod Sydøst. Her levede i gamle Dage den frygtelige Herremand Horn, en stor Bondeplager, som forfulgte sine Folk med Træhest og Pinebænk. Bønderne rottede sig sammen imod ham og slog ham ihjel, og siden spøgede han ved Nattetide over hele Halvøen, især dog naturligvis omkring Christiansminde. Sammen med sine Jægere og Hunde havde han sin Færd gennem en Port i den nordre Længe lige over for Stuehuset, hvad der gik for sig med Hyl og Rabalder. Derfor maatte denne Port aldrig være lukket om Natten. Men da den omtalte Længe for en Del Aar siden nedbrændte og Porten saaledes forsvandt, holdt Spøgeriet op og har ikke vist sig siden.
Efter denne Horn, siger Sagnet, har hele Hornsherred faaet Navn. — Men det hele er naturligvis, ligesom Sagnet om „Fyenshovedmanden" og Kong Volmer og mange andre, nyere Variationer af Odinssagnet, som atter her med Haard-nakkethed har holdt sig omtrent til vore Dage, bevaret hos Bonden i tusinde Aar.
Nede i den sydligere liggende Seksgaarde, af hvilken der nu kun er 4 af de oprindelige 6 tilbage, besøgte jeg Gaardejer Peder Nielsen, som paa mange Maa-der danner en stærk Modsætning til Hans Peder Hansen. Han er den typiske Storbondeskikkelse, og paa Grund af sin Ejendoms Størrelse og dens fortrinlige Jorder vilde man kunne betegne ham som Proprietær. Det er en Mand, som jeg kunde tænke mig siddende som Formand for et Sogneraad og dirigere Forsamlingen med Kløgt og Myndighed — en brillant Mand, klog, gemytlig og efter Sigende en stor Spøgefugl. Det var en Fornøjelse at tale med ham.
Han ligner af Ydre absolut ikke Egnens Folk, og han er heller ikke herfra, men kom først hertil for 15—16 Aar siden fra Frederiksværkegnen, hvor han havde Gaard nær ved Kregome mellem Arresø og Roskildefjord.
Ogsaa ham maatte jeg hente hjem ude fra Markerne, hvor han selv sled i Senhøstens Arbejde sammen med sin Folkeflok.
Øst for Landevejen, som gennemskærer Halvøen i hele dens Længde fra Nord til Syd mellem Kulhusene og Jægerspris, ligger de store Skove.
Det er Hermens andet Ansigt, et mere smilende. Men Smilet, som er blidt og venligt ud mod den lyse Fjord, er mystisk og hemmelighedsfuldt inde i de store Dybder. En kraftigere Modsætning til Vestens altid barske, men aabne Aasyn kan ikke tænkes.
Det er sandsynligt, at hele Hornsved i gammel Tid har været skovklædt, og endnu dækker Skoven omtrent Halvdelen af Landet, begyndende sydligst med „Slotshegnet" og „Kohaven" og senere bredende sig i den vældige Nordskov, som er delt i de to Hegn „Studehaven" og „Fællesskoven". Det er Nordskoven, som stærkest har bevaret det urskovsagtige Præg og som den Dag idag rummer nogle af Landets smukkeste Skovstrækninger og ældste Trævækster.
Det er som at komme fra Livets klare Dag ind i en Underverden, naar man kommer indenfor Skovgrænsen, og jeg sidder og undres over, at det er en Bil og ikke Charons Baad, som har ført mig til denne Skovkyst med dens fuldkomne Stilhed og dybe Mystik, hvor intet Liv synes at røre sig, og hvor kun Enhjørningen kan tænkes at have hjemme.
Den mærkelige Skov er endnu mange Steder af en betagende Skønhed, ialtfald uden for de Steder, som er forstdreven Naaleskov. Besynderligst og smukkest er de urgamle, moseagtige Strækninger, der endnu ofte rummer smaa runde Søer, omgivet af grønklædt Hængesæk og Krat af smaa Birke, et Træ, som forøvrigt er overordentlig almindeligt i Nordskoven. Jeg møder en saadan Mose næsten straks Østen for Kirken. Nærmest Bredden af dens lille Sø, hvor Grunden gynger faretruende under mine Fødder, finder jeg næsten kun ganske smaa Birkebørn, der synes at være forsatte i Væksten. Længere borte fra Bredden bliver de større, men naar dog aldrig nogen anselig Størrelse i dette sumpede Terræn. De ligner gammelkloge Dværge, Stammerne er sorte og forvitrede i Barken, der er knudret og skællet som det rynkede Skind paa en Rhinoceros. Thi trods deres ringe Størrelse og forkuede Vækst er mange af dem utvivlsomt overordentlig gamle. Men skønt jeg andre Steder i Skoven fandt mere Birkebevoksning, end jeg mindes at have set noget andet Sted i Landet, og ofte ret anselige Træer, da er Synet af disse forvitrede Stammer med Grenenes sparsomme Løv, som gror her omkring det stille Vand paa de sumpede Bredder, dog yndigere end al den Frodighed, jeg mødte. Den fuldkommen rolige Vandflade, som ingen Vind kan naa, spejler deres sorte Stammer og de fine lysende Kroner, hvis visne Blade allerede er begyndt at falde — som Guldpenge i Danaes Skød hviler de paa Bredden af den stille, dybe Sø.
Hvilke Farver herinde over denne Lysning! Under Birkene med deres faa tynde, gyldne og orangerøde Blade gror kæmpemæssige Ørnebregner med alle hektiske Farver fra Guld og Rust til Blod. Egene har endnu enkelte grønne Stænk i deres visnende Kroner, mens Bøgene staar helt med Dødens brungraa Toner i det allerede raadnende Løv.
Fire Hejrer, som pludselig letter fra Mosesøens aabne Bred, er fuldstændig tavse og hæver sig med lydløse Vingeslag. De store Fugles Tilsynekomst havde noget næsten spøgelsesagtigt ved sig — fordømte Harpyer, der har tilhuse her og som flygter ved det mindste Tegn paa Liv. Da de var borte, fik jeg en Fornemmelse af at have krænket Gravfreden paa en ensom Kirkegaard.
Østligere i Skoven finder jeg en anden lille Skovsø, ogsaa en Rest af en Mose, men modsætningsvis til den første med baade Birk og Røn, Ær og Smaabøg groende helt tæt til dens Bred, der de fleste Steder falder brat med en Skrænt paa et Par Meters Højde ned mod det lysende Vand. Her er paa dette Sted endnu mere stille end der, hvorfra jeg kommer.
Det er helt inde i Skovens Dybder. Jeg sidder her i en Verden, hvor kun Planter synes at trives, et Paradis for Træer og Urter, hvor de staar og drømmer i al Evighed — saaledes som de har staaet siden Uroksen ensom gik og snøftede om deres Stammer og Ulveflokkene jagede herinde, siden Stenaldermanden med vagtsomme Dyreøjne og Haanden paa sin Økse listede med lydløse Fjed gennem Tykningen og kastede sit Spyd efter de flygtige Vildsvin, som rodede efter Olden i Skovbunden. Saadan stod Træerne atter i de femten Hundrede Aar, der forløb fra Broncealderfolket forlod disse Kyster og til den første Kulsvier dukkede op og byggede sin Mile i Skovbrynet. Saadan har her altid set ud.
Endnu kan man sidde paa disse Steder i dagevis og høre Mejsernes lille Hvisken fra Buskene, mens kun en ensom Skovløber kommer et Steds inde fra Tykningen og gaar ned til Søbredden for at hente Vand. Grenene i Skovbunden knager højlydt under hans Fødders Tramp — for han er kun en almindelig Skovmand og ikke Stenaldermenneske eller Jæger. Saa forsvinder han med sin fyldte Spand, det bliver stille igen. Og Skoven, der et Øjeblik blev vakt af sin dybe Slummer, synker atter hen i sine Drømme. Og inde fra Løvet i Krattet kommer paany de usynlige Mejsers stille Lyd, der er som Græshoppernes fine Spil. Det klinger som selve Evighedens Stemme.
Jeg gaar herfra ud mod Skovens nordøstlige Side, hvor de berømte Ege gror, Sno-Egen, Storke-Egen og Konge-Egen. Medens Bøg er et ret almindeligt Træ herude, er Egen, som forhen var et af disse gamle Skoves almindeligste Træer, nu næsten forsvunden. Men til Gengæld er det tre usædvanligt mærkelige Repræsentanter for Danmarks ædleste Træ, som her er bevaret gennem Tiderne.
Omfanget af Sno-Egens Stamme er 11 m, Konge-Egens ikke mindre end 14 m. Den førstnævnte har faaet sit Navn af sin mærkeligt vredne Stamme, hvis Bark giver den Udseende af et kæmpemæssigt Ankertov. Den er ikke særlig smuk, og det samme gælder Konge-Egen, som længe har været en faldefærdig Ruin. Storke-Egen, hvis Navn skal komme af, at en sort Stork engang har ynglet i dens Krone, maa man give Skønhedsprisen — for saa vidt som man nu overhovedet kan komme til at overskue den. Træet er i senere Tid bleven saa tæt omgivet af Beplantninger, at det næsten er skjult — en Forulempelse, som før eller senere vil give Kæmpen Dødsstødet.
Det har dog hidtil klaret sig langt bedre end Konge-Egen, som vel forøvrigt at dømme efter dens Stammes fantastiske Dimensioner maa være nogle Hundrede Aar ældre. Denne Stamme, som af Regn og Frost er sprængt fra hinanden i flere Dele, der staar som isolerede Ruiner omkring et mægtigt Hulrum, ligner en vældig Tandrod, hvis inderste Kærne er raadnet bort, og hvis Nerver man skulde tro forlængst var døde. Men i denne benede Jættekrop er der endnu Liv, dens forvredne Krone staar med et Væld af straalende Blade i alle Efteraarets vilde Farver. Gennem denne stenhaarde, næsten klippeagtige Stamme, der har staaet her i Aarhundreder, strømmer stadig levende Safter fra Jorden op til dens øverste Top, der hilser Solen, som har skinnet paa den lige fra den som en lille frygtsom Spire første Gang rakte sig op over Bunden og bad om Lysets Naade. Aarstiderne har skiftet over den med Storm og Stille, Frost og Hede, Regn og Sol, helt fra hine fjærne Tider, som ligger hinsides Sagn og Saga, da Begivenheder hændte, som ingen ved Besked om uden netop den! — Har Roar og Helge leget om dens Stamme, eller Starkad paa sin Vandring knyttet sine Skobaand ved dens Rod!
Bøgene, Birkene, Røn’en og Ær’en staar ærbødige og grebne af Ærefrygt omkring den gamle Veteran.
Og en Dag vil de kvæle ham.
Skovene Syd for disse Strækninger ned mod Jægerspris, Kohaven og Slotshegnet, har været Genstand for saa megen rationel Skovdrift, at deres tæmmede Ydre ikke kan paakalde nogen større Interesse sammenlignet med Nordskoven, skønt der ogsaa her pletvis findes smukke Partier. — Men udenfor disse Skove, saavel som langs hele Østkysten, findes Strækninger som paa sin Vis hører til de mest idylliske i hele Sjælland. Et skønnere Skovbryn og herligere Strand kan overhovedet ingen af vore store Øer opvise end dem, man her finder ud mod Roskildefjordens to nordlige Bredninger — et fuldkommen klassisk, dansk Landskab med lave, brede Strandenge, med græssende Heste og Kvæg, atter en Kontrast til Halvøens barske, jydskprægede Vestkyst med dens aabne, lyngklædte Bakkekupler og Oldtidshøjenes Vrimmel.
Prægtigst er disse Enge ved den lille Odde, som skyder sig ud i Fjorden nede ved Stcergaarden, brudt af mangfoldige Laguner og med Mængder af løsgaaende Faar over den fuldkommen jævne Flade, som fortsættes i den blaa Fjord med den lille grønne Øksneholm og med Udsigt mod det store Højland ved Thyrashøj og Kignæs. Det er det rene, sjællandske Fjordlandskab i sin blideste og yndefuldeste Form.
Hejrer staar og fisker i Lagunerne; saa stille som Statuer af sig selv staar de over deres eget Spejlbillede. Skovskader, der straaler som Gudesmykker, færdes langs det høje Skovbryn, og ude over de flade Strandenge haster tossede Flokke af Svenskirisker, rastløse som om de var grønne Blade fra Skoven, som en Blæst jager hid og did.
— Nu bliver det endelig Alvor med Efteraaret. Det kuler haardt af Sydvest, og henimod Aften raser en halv Storm, som har samlet al Nattens Kulde og Morgenens Varmedis og pakket dem sammen til store, skarptakkede Skyer, der som tunge, forrevne Byldter med røde Rande farer hen over Land og Hav.
Jeg staar ved Solnedgangstid paa Thyrashøj bag Kignæs Banker og Færgelunden og ser over det Land, som jeg nu skal forlade. Fra den 52 m høje Banke har jeg Udsigt over hele Hornsherred og de mange Vande. Stormen kommer nu fra Nordvest og gaar som en rasende Mand over Landet, pisker Fjordene med sin Svøbe, hyler over Toppen af min Høj, saa jeg næppe kan staa oprejst, vrider Buskene og krummer store Træer ned mod Jorden, saa de er ved at slaa Rod med Toppen ...
I Vest ligger under den vilde Solfaldshimmel Isefjorden, ildgul og blændende, pisket til Fraade af Stormen — i Østens Læ den jærnblaa Roskildefjord, hvor alle de hvide Baade, som flyder for deres Ankere, hviler som en Maageflok med Hovederne mod Vejret. I Syd ser jeg over de vældige Flader, og i Nord over de store, brune Skove. Nu fælder de deres sidste Blade — en Dommedag gaar hen over dem, de bøjer sig, stønner under Stormens Kys og ofrer deres Haar for at slippe for dens Favntag.
— Men dette var kun Ouverturen. Den næste Dag kom Efteraaret i al sin Magt og Vælde. Blæsten var igen gaaet i Sydvest, og den kom med en Syndflod over Landet, hyllende alting i et Ragnarok af graa, strilende Væde. Jeg holdt det ud i tre Dage paa mit Hotelværelse i Selskab med Therkildsens Billede af Røgteren, som lokker for Koen, og Simonsens Jagthunde mellem Sivene. Saa begyndte jeg at trænge til andre Indtryk og rejste hjem til min Hule i Hovedstaden.
1) Den bærer Indskriften Iging fra Hælæ. Se George Stephens: Old Northern Runic Monuments. I. S. 254.