I MARSKEN
Fra mange Sider havde jeg hørt om Skønheden i Den tønderske Marsk. Da jeg paa min Vej herud fik det første Udsyn over den fra Jejsing Banke Øst for Tønder, gjorde den ikke det Indtryk paa mig, jeg havde ventet. Men da jeg endelig naaede helt ud i den, skuffede den mig sandelig ikke, selv om Indtrykket blev helt anderledes, end jeg havde ventet, mere fremmedartet — og langt voldsommere.
Fra Tønder herud har man en særegen Oplevelse ved Synet af det smukke Slot Schackenborg med dets pragtfulde Inspektørbolig og straalende Park — en Mindelse om Østens Frodighed og Blidhed her i de barske Vesteregne, men her virkende mangedoblet, i sin Modsætning til Midtlandets Heder, som jeg kommer fra.
Den lille Møgeltønder ligner en Torneroseby, der synes at have ligget i Dvale i to-tre Hundrede Aar, men hvis Beboere er vaagnet hver Lørdag for at skure deres Huse udvendig, og to Gange om Aaret for at male dem. — Alle disse smaa, ensartede Huse i den lange Slotsgade har deres egen, helt særprægede Stil; hver for sig er de en lille Skønhedsaabenbaring med deres røde eller hvidkalkede Murstensfa§ader, de mægtige Kviste, Straatagene og de smaa Karnapper. Som de ligger dér i ubrudte Rækker bag Fortovene med de toppede Brosten, saa lydefri og røgtede med den inderligste Omhu, vidner de hver eneste ét om en hel Bybefolknings dybe Respekt for de Gamle, som har skabt dem. Denne Gade er noget helt enestaaende i vort Land. I Tyskland har man jo ældgamle Byer, som er verdensberømte for deres Skønhed. Her har vi kun denne ene, som tilnærmelsesvis naar dem. Er det tilfældigt, at vi skal helt ned til den tyske Grænse for at finde noget lignende?
— Et Par Hundrede Meter Nordvest for Møgeltønder findes en Bakke paa 14 m’s Højde, Egnens højeste Punkt, forsynet med et Udsigtstaarn, hvorfra man har et instruktivt Overblik over Egnen. Hele den vide Banke er som en mærkelig isoleret Oase., domineret af Schackenborg Slotspark; og udenfor dette ligger kun den vide Flade som en uendelig Steppe — Marskens umaadelige Græsflade med de snorlige Kanaler og de fjærne Diger.
„Geesten“ og Marsken er de to eneste, fremtrædende Modsætninger i dette Landskab, som omgiver den oaseagtige Bakkeø. Geesten, den højere inderste De! af Landet, er de senglaciale Strækninger, præget af Istidens Afsmeltningsstrømme;
sin nuværende Kystkontur fik den under den store Landsænkning, som i Bronce-alderen traf Vestkysten helt fra Nissumfjord til den engelske Kanal. Marsken udenfor den er de yngre, frugtbare Marineaflejringer.
Hele Vestkysten i de sønderjydske Amter er iøvrigt selv indenfor Geestranden for det meste lav. Selv om Terrænet pletvis løfter sig til noget større Højder, tales her dog om „Bjerge" paa 3—4 Meters Højde! — Helt fra Ribe til Ballum og fra Højer til Grænsen har Landet været hærget af Havet voldsommere end noget andet Sted paa Danmarks Vestkyst. Der er et Aarstal, som endnu hernede i Kystboernes Øren har en dyster Klang, det er 1634, Aaret for den store Stormflod, der i lange Tider blev Skellet til en helt ny Tidsregning i de hærgede Egne. Havets Angreb i Forbindelse med den store Sænkning af Landet har medført, at vort Lands Kyster intet andet Sted har gennemgaaet saa uhyre Forandringer som her. Før den omtalte Sænkning, der fortsattes helt ind i historisk Tid, har det slesvigske Fastland strakt sig milevidt ud i Havet Vest for Manø, Rømø og Sild, hvor Ferskvandsmoser, Træstubbe og Oldtidssager er fundet i den nuværende Havbund. Da Sænkningen ophørte, omdannedes de forsvundne Hedeflader til et udstrakt Vadehav, som kun i Flodtiden overskylledes af Havet. Vadehavets Vand er udenfor dets Strømløb „Loerne" farvet af Slik, Svæv og Sandpartikler, som daglig skylles ind og i stille Bugter bundfældes som Klæg under Medvirkning af Planter, Orme og Krebsdyr. Paa den tønderske Kyst fandtes paa to Steder Bugter, som havde fremragende Betingelser for saadanne Aflejringer: Bredeaa-Va-derne og Vidaadalen, hvis Vader oprindelig har strakt sig 22 km ind i Landet til Foden af Jejsing Bakke. Paa disse Steder mødtes Havets Bundfald med Aaernes fede Dynd og dannede de store Marskflader, som gennemstrømmes af Bredeaa og den flodlignende Vidaa med deres Mængder af Tilløb. Mens Geesten ud mod Marsken ofte er saa lav, at ogsaa Landet bag dens Rand har været hjemsøgt af Stormfloder, og medens den, undtagen hvor den mod Sydvest og Syd grænser til Marsken, er ret ufrugtbar og uden for Landsbyerne sjældent har et Træ og aldrig et levende Hegn, hæver de frugtbare Bakkeøer ved Møgeltønder, Højer og Emmerslev-Ballum, som engang har været virkelige Øer, sig ret højt over Omgivelserne. Imponerende er disse Højder dog ikke. En af de anseligste er ved Emmerslev Kiev — den naar 13 Meters Højde!
Den tønderske Marsk er langt den betydeligste af vort Lands Marskegne; den strækker sig helt ned i Tyskland, fra Højer i Nord til Okholm indenfor Halligerne i Syd, i omtrent 30 km’s Længde. Paa dansk Territorium er den kun 7 km lang, mens dens Bredde indtil Jejsing Banke er 16 km. Før Inddigningen bestod den af en forvirret Blanding af Moser, Forlande, Vader, Søer og Strømme, som først efter Aarhundreders Arbejde sammendigedes med Fastlandet og fik sin nuværende, sammenhængende Skikkelse.
Punkter som Aventoft, Udbjærg, Mejerholm, Engholm og Hestholm tyder ved deres Navne paa, at de har været Holme i Havet. Den danske Del af den tønderske Marsk omfatter nu kun Vidaaens Udløbsomraade. De to Herreder, som den strækker sig igennem Syd for Grænsen, beboedes af frisiske Stammer; men Friserne har aldrig i noget større Tal bosat sig i Marsken Nord for den nuværende Rigsgrænse.
Marsken er saa lav, at den paa de fleste Steder kun rager 1 Meter over dagligt Vande. Selve Tønder By er anlagt paa en lav Sandpold, der tidligere kunde naas af Havet. Før Inddigningen boede Marskbønderne paa „Værfer“, d. v. s. kunstigt opkastede Forhøjninger, der dog kun sikrede mod sædvanligt Højvande, og rundt omkring ses endnu saadanne „opværrede“ Gaarde. Paa disse usikre Vil-kaar levede Befolkningen til Midten af det 16. Aarhundrede. Indtil da hærgede alle større Stormfloder Egnen, og Folkene paa de ensomme Gaarde var bestandig truede af det urolige Hav.
Allerede i det 15. Aarhundrede havde man ved Diger skærmet Viding Herreds Marskø, og noget senere foretoges lignende Foranstaltninger i Vidaadalen. 1555 sloges et Havdige fra Højer over Rudbøl til Lægan og derfra over Sønderaaens Munding til Grelsbøl, hvorved Højer, Møgeltønder og Tønder Koge indvandtes. 1566 overdigedes Vidaaen anden Gang ved Rudbøl, hvorved Viding Herred og Avntoft blev landfaste mod Nord. 1692 overdigedes den for tredje Gang Vest for Gade, og Rudbøl- og Gammel Frederiks-Koge dannedes. I 1861 førtes et Havdige fra Højer mod Syd til Viding Herreds gamle Digebaand, hvorved Ny Frederiks-Kog opstod, og i 1864 førtes et Dige nordpaa til Emmerslev Kiev. Højer Sluse byggedes, og en Kanal førtes gennem det nye Forland, som er under Dannelse, ud til Højer Dyb. Helt op i den seneste Tid føjes stadig nye Digeanlæg til de gamle.
Men hvordan har Menneskene levet herude før disse Diger er opført, eller mens disse endnu var for svage til at være et sikkert Værn? Man maa huske paa, at hvad der nu ved Inddigningen er reddet fra Havet, kun er en Brøkdel af hvad dette har taget. Engang har Kystlinjen gaaet saa langt ude, at baade Vaderne og de mange Øer udenfor disse hørte med til Fastlandet, og Øerne Pelworm, Nord-strandischmoor og Hamburgerhallig var lige til Stormfloden 1634 én sammenhængende Ø, som ved den Lejlighed blev oversvømmet og splittet.
Allerede fra 1362 har man Beretninger om „den store Menneskedrukning", da 30 Sogne ødelagdes og 200,000 Mennesker druknede. Hvilket nok er stærkt overdrevet. Det synes dog sikkert, at der i de hundrede Aar fra 1340 til 1440 er forsvundet henimod et halvt Hundrede Smaakirker og Kapeller paa denne Kyst. Men de tilhørende „Sogne" har for Størstedelens Vedkommende været smaa og fattige, og enkelte rummede kun ganske faa Beboere.
Om de senere store Stormfloder i 1634, 1825 og 1839 har man paalidelige Beretninger. Og hin Oktobernat 1634 omkom med Sikkerhed 11—12000 Mennesker, deraf alene paa Nordstrand over 6000. Sammen med dem blev 50000 Kreaturer opslugt af Havet foruden Tusinder af Menneskeboliger. Det sagdes, at man efter Uvejret i Egnen fra Velslev og sydpaa kunde gaa 4 Mil langs Kysten „paa idel døde Aadsler". — Denne Stormflod var for Vestkystens Vedkommende et Led i den Kæde af Ulykker, som i det 17. Aarhundrede bidrog til at gøre Bonden fattig.
Alene i Tønder Amt, som dengang strakte sig ned sønden for den nuværende Grænse, omkom henimod 800 Mennesker, alle de til Amtet hørende Koge over-svømmedes, og i Tønder og Klægsbøl Kirker stod Vandet lVa Alen højt over Gulvene. Slemt gik det ogsaa ud over Bredeaa-Fladerne, der oversvømmedes en Mil ind i Landet, mens de fleste af Marskens Byer „blev helt fordærvede i denne Guds forfærdelige Stormflod".
Helt ind i Ribe By kom det rasende Hav, bortskyllede mange Huse og trængte ind i Kirken. Byens Borgmester Hans Friis fortæller, at „Skibe og Skuder" op-dreve ved Fårup Kirke, og at der i dette Sogn druknede 295 Mennesker, Halvdelen af dets Beboere.
Stormfloden i 1825, som er den næststørste, der i historisk Tid har ramt disse Kyster, taaler ikke Sammenligning med den i 1634, hverken med Hensyn til Skade eller Tab af Menneskeliv. Men det varede efter hver af disse Ulykker mange Aar, inden de gamle Havdiger paany blev sat istand, og Jorderne led længe stor Skade af Saltvandet. Især var de saakaldte Isfloder frygtede, naar Havet førte de langs Kysten ophobede Ismasser som Kæmpeplove ind over Land, saa Markerne rodedes op og Jordsmonnet endevendtes, Grøftevolde, Veje og Broer lagdes øde og Huse jævnedes med Jorden — saaledes som i Aaret 1839.
De fleste Stormfloder indtraf om Efteraaret; og var Kreaturerne i Marken, maatte Karle med Reb og Springstokke eller tilhest ud og brydes med Havet for at redde dem, først og fremmest Faarene, som er daarlige Svømmere og mere tilbøjelige til Panik end Kvæget. Hestene kunde som Regel klare sig selv iland, naar man blot slog dem løs enkeltvis, uden at koble dem sammen. Det samme gjaldt Køerne, naar de ikke blev staaende for længe og var saa medtagne af Kulde, at de ikke kunde svømme. En Mængde Mennesker satte Livet til alene under disse Bjærgningsforsøg. Det hændte at Folk i sidste Øjeblik maatte binde sig til en Ledstolpe, der ragede op over Bølgerne, og her vente paa at Vandet atter sank eller Braaddet lagde sig. Mangen Karl eller Bonde har staaet en Nat igennem ude paa Ovret eller Havstokken, mens man inde fra Land ikke har kunnet komme til Hjælp. Mangen Heltedaad, som er udført i det stille paa disse Kyster, er forlængst gaaet i Glemme.
Naar man vandrer paa de vældige Flader under den vide Himmel, aner man den Dag idag deres Slægtskab med Havet. Men det er en grum og fjendsk Slægtning, som ligger og knurrer derude mod Kysten. Med denne bestandige Trusel over sig har Folket levet her i Aarhundreder, ikke her i Landet alene, men helt ned til Calais i Frankrig. Der fandtes ikke her det Værn, som Nordjyllands Bonde havde i Form af Klit og Klint, der næsten overalt tog Stødet af mod Bølgernes Angreb — mens Klitten hist paa anden Maade ved Sandflugt var Beboerne fjendsk. Hernede findes Klitternes Sandbarriere milevidt udenfor Kysten, paa Fanø, Manø, Rømø og Sild og videre paa hele den lange Ørække, som strækker sig langs Slesvigs og Holstens Vestside — adskilt ved det smalle Vadehav fra den lave, forsvarsløse Kyst.
De Forsvarsværker, som Menneskene i Form af de svære Havdiger har rejst mod Havet, er endelig bleven saa stærke, at Folket nu med nogenlunde Tryghed lever bag dem. Nu bor hernede en Bondebefolkning, som indtager en fremragende Plads mellem Nordslesvigs Bønder. Det er dens aarhundredlange Kamp mod Naturen, som har dannet den.
Tønder er en smuk lille By, hyggeligt beliggende ved den vandrige Vidaa bag sine frodige Haver og Anlæg og skærmet med høje Diger mod Aaens Oversvømmelser.
Langs Marskens Nordside kører jeg herfra ud til Højer og videre ad Vejen mod Sydøst ud over Marsken. Digerne er de eneste Færdselsveje ud over denne, men de er de fleste Steder forsynede med brede Chausseer, og bedre og jævnere
Veje findes ikke i Landet. Herude fra Digevejen mellem Højer Kog og Ny- og Gammel-Frederikskog fik jeg endelig det første, overvældende Indtryk af, hvad den tønderske Marsk er. Den er et umaadeligt Hav af lavt Græs, en uendelig Steppe. Man ser ikke dens Grænse, man ved kun, at den er der. Mod Vest dannes den af de vældige Diger mod Havet, men herinde fra er ogsaa de usynlige. Kun enkelte Gaarde rager lidt op over den fuldstændig lige Horisont, som sejlende Kufferter, der danner fine, blaalige Silhouetter mod den lysende Luft. De synes at ligge paa Række, fordi de alle ligger i samme Højde. Hist og her er den vide Slette furet af lange, blanke Kanaler, som spejler den klare Himmel.
Ja, sandt er det, at Marsken er i Slægt med Havet! Med dette har den tilfælles den vældige Himmel — aldrig uden paa det aabne Hav har jeg set saa meget Himmel som her. Og dets Frænde er den Dag idag en temperamentsfuld Nabo, som uanmeldt kan komme paa Besøg. En dansk Gendarm, som jeg faldt i Snak med nede ved Grænsen nær Rudbøl, fortalte at Havet for tre Aar siden brød gennem Havdiget og oversvømmede omtrent V2 Kvadratmil i Kogens sydlige Del, assisteret fra Landsiden af Vidaaen, som Regnskyl havde drevet over dens Bredder. Vid-aaen og Bredaaen er begge helt flodlignende Løb, selv under dagligdags, jævne Forhold — sikkert er det, at de er baade vide og brede.
Som jeg saå Vidaaen denne Augustdag, gik den med rejst Manke og flyvende Faner under en voldsom Østenblæst ud i Rudbøl Nor, der var et lille fræsende Hav, som slog med sorte Bølger og lange, blinkende Skumstriber mod de lave, grønne Kyster. Pumpes maa her bestandig rundt omkring, og graves med. Store „Gravkøer" spadserer som pansrede Uhyrer rundt herude; med en Fordøjelse af den anden Verden sender de Foderet væk, naar det er gaaet igennem dem. De kravler som selvstændigt tænkende Væsner rundt paa Sletten under de høje Diger, som Mammuther foran en Bræ.
Med stejle Kamme gaar Norets Bølger helt ind mellem de tykke Sivskove, som strækker sig langs Digevolden, hvor de smaa Byer Rudbøl og Rosenkrans ligger i Fortsættelse af hinanden. Husene deroppe stinder sig og skyder Ryg mod Blæsten; det er blot af gammel Vane, for et Vejr som idag er kun en lille Sommerspøg for dem. Men man tænke sig dette Sted ved Vintertid, naar Marsk og Himmel staar i ét under Storm og Snefog, eller naar Havgusen i Ugevis lægger sit klamme Dække over Egnen.
De to Smaabyer er mærkelige, fordi de udelukkende bestaar af Marskhuse med deres ejendommelige Arkitektur. Her er slet intet, som forstyrrer Indtrykket, til alle Sider kun den nøgne Marsk med dens Diger. Husrækkerne ligger tæt paa begge Sider af Vejen, hvor den dansk-tyske Grænse et langt Stykke gaar langs ad Vejens Midte, markeret ved flade, firkantede Sten. Husene paa den østre Side af Rosenkrans er tyske, danske paa den modsatte; men de er alle af nøjagtigt samme Type. — Det maa have været underligt for Beboerne en skønne Dag at faa trukket denne skarpe Grænselinje, med Venner og Frænder boende i et andet Land paa Vejens modsatte Side.
Mærkeligst af alt Menneskeværk hernede paa Boligernes Omraade er de ægte, gamle Frisergaarde, af hvilke der kun findes ganske enkelte. Det er en Byggeskik, der er vandret ind med de faa Folk af den frisiske Stamme, der har bosat sig saa højt mod Nord. Et Pragtstykke af en saadan Bygning fandt jeg paa dansk Grund lige ved Grænsen indenfor det store, vestlige Dige, i det skarpe Hjørne, hvor Gammel- og Ny-Frederikskog mødes. Gaarden, hvis Ejer hedder Pørksen, er af det sædvanlige Materiale, de prægtige, brunrøde Mursten, der undertiden slaar over i helt grøngraa Farver. -— Senere fandt jeg nærmere Møgeltønder et Par endnu smukkere Eksempler paa denne ældgamle Byggeskik.
Digerne med deres brede Chausseer leder mig bestandig. Men en enkelt Gang forlader jeg trods Beboernes Advarsler disse slagne Veje og kører vestpaa til Havdiget, det yderste Værn mod Havet. Paa dette findes kun en tarvelig Markvej, ad hvilken ellers kun Bøndervogne færdes, fortæller Bonden, som jeg adspørger. Men en Gendarm, jeg snakker med, mener at vi skal prøve; og det gør vi da.
Jeg kom næsten til at fortryde det. Stormen fra Øst river og slider i Vognen, saa vi hvert Øjeblik tror, at den skal ramle ned fra den smalsporede Vej ad det bratte Dige og havne i Dybet dernede. Men vi tager med de to Hjul et af de dybe Spor af Bøndervognene — og det gaar, omend det lyder, som om Tusinde Djævle er løs, og det ryster og bumper uhyggeligt i Køretøjet.
Men hvilket Syn herfra! Langt derude i Vest ligger Vadehavet, graat som Bly i Farven under Fralandsstormen, og med den intenst rødbrune Slikbund blottet af Blæsten flere Kilometer ud fra Diget. Et mærkeligt øde Syn. Lige nedenfor mig i Læet gaar Folk i de fede Enge mellem Diget og Havstokken og bjærger Hø i Mængde — nu sidst i August Maaned! Gud véd, hvilket Slæt det er iaar? Til den ene Side den lave, blottede Bund, som gaar over i Vadehavet, og længst ude de takkede Klitter paa Øen Sild — til den anden den lige saa jævne, lave Marskflade. Imellem dem Digets rette Linje, ad hvilken vi kører som ad en umaadelig Tagrygning. Over os den susende Storm og den disede Himmelhvælving.
Jeg gaar ned ad Diget og vandrer et Stykke ind over Kogen. Kvæget staar stille og gumler dernede, saavidt muligt i Læ af Digerne, men iøvrigt spredt over hele Fladen. Først hernede gaar dette Landskabs Særpræg helt op for mig; aldrig har jeg set noget mærkeligere. Naar jeg sætter mig paa Hug, er Ryggen af en Ko det højeste, jeg ser indenfor en Kvartmils Afstand. Dyret bliver et iøjnefaldende Fænomen; under dets Mave kan jeg langt borte se en enlig Gaard, der løfter sig over sin lave Bakkeø, omgivet af dens tætte Trægrupper. Kvæget er fuldstændig tavs, ikke en eneste Gang hører jeg en Ko brøle eller et Faar bræge. De tænker kun paa at æde, og i den Henseende er der ikke noget at brøle efter, lifligt Græs og Vand er her i Overflod.
Ad en ny Digevej krydser vi herfra Marsken mod Sydøst til Vester-Anflod, Cornelius Petersens Gaard, som er opført for omtrent 15 Aar siden. Det er et Pragtstykke af en Bygning, holdt fuldstændig i Stilen som de gamle Frisergaarde. For at give et lille Begreb om denne Enetages-Bygnings Dimensioner behøver jeg blot at nævne, at der er 17 Meter til Tagrygningen. Alt andet staar i Forhold dertil; hver Ting ude og inde tyder paa Storslaaethed og Velstand. Det er en Bolig for en Bondehøvding, denne mærkelige Mand her har rejst.
Paa min Vej herfra mod Nord til Møgeltønder kommer jeg forbi to ægte Frisergaarde, de ældste i hele Marsken, Kjærgaard og Nørre Sødam. Den førstes Ejer er tysk, den anden dansk, og Gaardene ligger kun 100 Meter fra hinanden. Det maa velsagtens være vanskeligt at være „gode Venner og trofaste Naboer" her saa nær Grænsen, hvor Spørgsmaalet tysk eller dansk endnu bestandig er saa brændende, og Striden ikke er ebbet ud. — Det siges hernede i Marskegnene i Tønder Amt, at denne bestandige Friktion for en stor Del skyldes de tysksin-dedes Intolerance og Stridbarhed, der blandt andet af og til kan give sig Udslag i unødvendige og irriterende Demonstrationer. Ved de Møder, som foranstaltes af Danske, kommer ofte Tyskere tilstede. Og hænder det, at Danskerne f. Eks. synger „Der er et yndigt Land“, rejser Tyskerne sig demonstrativt og afsynger „Deutschland, Deutschland ... .“ Modsætningsvis deltager Danskerne ikke i de tyske Møder og er overhovedet tilbageholdende og uhyre tolerante.
Lad os sammenlignelsesvis tænke paa de Danskes Stilling hernede før Genforeningen.
Kjærgaard ligger ligesom Nabogaarden paa en Værf, den kunstige Forhøjning, som var Gaardenes eneste Værn, før Digerne fik deres nuværende Højde — to smaabitte Øer i det umaadelige jævne Græshav. Gaarden er opført 1736 og staar endnu udvendig næsten fuldstændig i sin oprindelige Skikkelse, kun forsynet med nye Vinduer til Beboelsesrummene, og er fortrinligt bevaret. Den er en typisk Frisergaard med de brede Længer og høje Tage, sammenbygget om den ganske lille Gaardsplads. Ogsaa Staldenes og Ladernes Indre er bevaret, mens Stuehuset indvendig er stærkt moderniseret. Hvilke Tagkonstruktioner af svære Bjælker inde i disse Udhuse — det er som det Indre af Noahs Ark, beregnet paa at trodse alle Elementers Angreb. I Længernes velbevarede Ydre, selv inde paa den lille Gaardsplads, rummer ikke alene Helheden, men selv hver lille Detalje, stor Skønhed. Bemærk blot Buernes Form over Aabningen i Kvisten og over Dørene. Hvilken Hygge paa denne Gaardsplads, hvilket Læ der maa være for alle Storme her bag de vældige Tage!
I Stuehuset, hvis Fagade mod Haven har 3 Kviste, findes Kostald i den østre Ende, der ligesom Yderlængerne er forsynet med ganske smaa Vindusaabninger af en overordentlig smuk, oval Form med en fremspringende Ring af profilerede Mursten.
Alt omkring denne Gaard synes røgtet med stor Omhu. Beundringsværdig er Haven med dens Kastanjetræer og Røn, en mægtig Bøg og en Mængde Frugttræer, bag hvis Læ alle mulige Blomster vælder op af Bedene. Kun paa Vestsiden er de store Træer krøgede af Vinden. Det virker forbausende at finde en saadan Oase midt paa den aabne Slette saa nær den barske Vestkyst.
Gaardens Ejer er en Mand midt i Trediverne. Baade han og hans Hustru tilhører den tyske Del af Befolkningen; men de modtager mig med en Gæstfrihed og Hjærtelighed, som virker ægte jydsk. Den unge Frue er en nordisk Type af reneste Art. Men det er ikke nogen jydskpræget Bondekone, man her har for sig. Hendes Øjne spiller af Liv ved hvert Spørgsmaal, der rettes til hende, og hun svarer med en Livfuldhed og en Gestus, som er ganske fremmedartet. Samtalen drejer sig for en stor Del om de daarlige Tider, som ogsaa i høj Grad rammer Bønderne i Marsken. Inde paa Gaardspladsen finder jeg en Mængde gulhvide, skinnende Faaremælksoste af Form og Størrelse som Munkesten, liggende til Soltørring paa Trinene af en Trappestige. Ejeren fortæller, at Gaardens hovedsagelige Indtægt for Tiden er Tilvirkning af saadanne Oste, og at Faareholdet paa Grund af de lave Kød- og Flæskepriser nu betaler sig bedre end Ko- og Grisehold. Han har næsten ingen Køer mere, men derimod 120 Faar, af hvilke de, der giver Mælk, gennemsnitlig kan indbringe ca. 30 Kr. om Aaret. Hertil kommer yderligere Indtægten ved Salg af Lam og af Faarenes Uld. — Der skal 7 Malkninger af et Faar til at fremstille en enkelt Ost; da Gaarden nu kun holder en eneste Karl, paahviler hele denne Virksomhed Ejeren og hans Hustru. En Mængde andre Marskbønder er tvunget ind paa det samme og laver Oste ofte i langt større Stil.
Den samme Besked om de elendige Tider for Kvægopdrætning faar jeg i Nabogaarden Nørre Sødam. Gaardens Ejer, der ligesom de fleste Marskbønder tidligere tjente store Penge ved Opfedning af Kvæg, er nede paa et Minimum af Indtægt eller arbejder ligefrem med Tab. Hvad der før var Bondens fornemste Virksomhed hernede, er ved at forsvinde; maaske siger Manden, er det iaar sidste Gang, der sendes Kvæg til Fedning i Marsken.
Mens jeg taler med de to unge Folk, kommer Gaardejerens gamle Fader sammen med sin Kone paa Besøg fra Møgeltønder, hvor de har boet, efter at Sønnen for et Par Aar siden overtog Gaarden. Næsten daglig kommer de to gamle agende den halve Mils Vej herud i deres lille Hestekøretøj; de kan ikke undvære Stedet og maa bestandig erkyndige sig om Gaardens Drift.
Her ligesom paa Kjærgaard inviteres jeg naturligvis til Kaffegilde som noget helt selvfølgeligt. De unge slider i Marken, men de gamle overtager Ledelsen indendørs, som om de endnu var de retmæssige Værtsfolk. Imens taler vi om, hvordan Livet forhen har formet sig for dem herude i Marsken, hvor de har levet hele deres Liv.
Den gamle Mand fortæller, at Oversvømmelser af selve Havet aldrig har fundet Sted helt herinde i hans Levetid, dertil er Digerne blevet altfor sikre Værn. Men lige til det nye Afvandingssystem for 5—6 Aar siden blev indført, stod Marsken heromkring hver eneste Vinter under Vand fra Regnen, saa man kun kunde gaa og køre ad Digerne. Fra Gaarden havde man langt til den nærmeste Digevej, som gaar Østen om de to Gaarde til Møgeltønder. Børnene, som skulde i Skole herfra, maa tte hver Morgen roes hen til denne. Færdslen fra Gaara til Gaard foregik Vinteren igennem ligeledes i Baade, endogsaa herfra hen til den kun 100 Meter fjærne Kjærgaard.
Men Ensomheden har Menneskene aldrig været trykket af hernede; den var man vant til. Og om Vejret var nok saa skrapt, havde Gaardenes Beboere deres ugentlige Sammenkomster med Kortspil og andet hele Vinteren igennem, hvor de trodsede Elementerne og mødtes paa Omgang. Konen og han sad ligefrem og gassede sig ved Tanken om, hvor gemytligt Livet havde formet sig. — Men ofte var det slemt med Høsten, naar Vandet allerede om Efteraaret steg op over de lave Marker. Efteraaret 1903 glemmes sent, da ødelagde Vandet det allermeste —- det sidste Hø, man reddede, kom først i Hus Dagen til Juleaften!
— Beskrivelsen af Kjærgaards Bygninger passer omtrent paa Nørre Sødam, blot at den sidste er endnu ældre, hvad den ogsaa gør Indtryk af, blandt andet ved at Yderlængernes Mure, der er opført af svære Munkesten, er noget mere forvitrede af Vejr og Vind. Gaardens Østside med Gavlens Døraabning er af fremragende Skønhed, som kun brydes af de nye Vinduer og en Lem nær Døren. Stuehusets uregelmæssige Plan, især Facaden mod Haven, viser dog at dette som Modsætning til Kjærgaard hyppigt har været underkastet Forandringer.
— Da jeg kørte herfra, kom en Ravn tilsyne forude, siddende paa en Ledstolpe lige ved Vejen. Da vi holdt og jeg stod ud af Vognen, lettede den og fløj 15 Meter ind over Marken, hvor den satte sig paa en anden Pæl og stirrede paa mig, mens dens Fjer skinnede dybblaa og violette i Solen som anløbet Staal. — Det siges hernede, at denne pragtfulde Fugl her paa Egnen bl. a. skal ruge i Skovene Nord for Gallehus.
Ad Diget mellem Højer- og Frederikskog vandrer jeg en silde Augustaften langt ud i Marsken. Solen er forlængst nede, kun paa Nordvesthimlen spores endnu dens Afglans; men ogsaa den svinder hurtigt mere og mere. De lyse Nætter er forbi.
Rundt om mig ligger Horisonten som en ubrudt, skarp Linje — Verden synes uendelig og øde til alle Sider. 1 Nordvest er Jorden sort under den svagt rødmende Himmel, i Sydøst blygraa under den violette Jordskygges Bue, hvor Høst-maanen just løfter sin røde Skive. Kun to ensomme, sorte Gaarde hæver sig fjærnt over deres lave Bakkeøer, som lange Ligkister mod den dybe Østhimmel.
Et Par blanke Vanddamme lyser svagt dernede i det mørke Jordsmon med en mat, staaiblaa Farve; det ser ud som to Huller helt tværs igennem Jorden med Udsigt til Himlen paa den anden Side. Kun bag én eneste Rude langt borte brænder et Lys. Saa slukkes ogsaa det, og Fyret ude paa Sild er det sidste Tegn paa Menneskeliv fjærnt og nær. Dets skarpe Lyskegle svinger som lydløse Hug gennem Ætheren over mit Hoved, med lange Mellemrum slaar det henover Himlen, som Jordens Pulsslag i Natten. — En ensom lille Fugl trækker med surrende Vingeslag forbi mig ind over Engene, formodentlig er det en Engpiber. Den siger en lille Tone, idet den haster forbi. Hvad er den saa sent ude efter? •— De sidste Vibeskrig er forlængst forstummet. Alt er fuldstændig stille.
Det er blevet helt mørkt, da jeg gaar ned fra Diget og ind over Sletten. Saa-snart jeg fra den høje Vold kommer ned i Lavningen, rammes jeg af en Kulde som fra en Kælder, Marskens Aande ligger lav og klam over det fugtige Jordsmon.
Lige foran mig hører jeg pludselig en svag Ringlen af Jærn, og da jeg gaar efter Lyden, kommer jeg til nogle Køer, som staar stille i Flok og halvsover. Engang imellem naar de bevæger sig, klirrer de Kædestumper de bærer. Af og til støder et Par tykke Pander sammen med en dump Lyd, og den blanke Klang af Horn der mødes bryder Stilheden.
Jeg gaar hen til en ensom Ko, der staar som alle de andre fast plantet med de fire Ben paa Marken, stor som et Hus at se til i det graa Mørke. Jeg lægger Armen over dens Ryg og klapper den stille. En Varme udgaar fra den og gør mig veltilpas, jeg faar et Indtryk af Samhørighed med den. Og jeg lægger Kinden til dens runde Vom og lytter. Der foregaar storartede Ting inden i den; det rumler hult og dybt, inde i den store Krop er et Foretagende igang, som er af største Betydning. Imens staar den og sover. — Rundt om mig staar mange andre, store Dyr; jeg ser dem ikke, men hører deres dybe Aandedrag.
Saa kommer langt borte fra en sær, skramlende Lyd — det maa være et Par store Træsko henad en Digevej. Først er Lyden sagte og utydelig, men den kommer nærmere og nærmere og tiltager i Styrke. Det er tilsidst, som om Skramlet af denne enlige Mands Træsko fylder hele Rummet. Det er ikke muligt at bestemme, fra hvilken Side han kommer. Det er en forbandet Lyd, dette usynlige Væsen frembringer, macaber og uhyggelig. Jeg venter hvert Øjeblik at se Bladet af en Le ovenover en Krop op imod Vesthimlen. Maaske er det bare en gammel
Mand, som gaar og søger efter et Hul i Jorden at gemme sig i, eller som vil grave sig ned ved Vejsiden. Saa kommer jeg til at tænke paa Sagnet som siger, at Marskbønderne herude i gamle Dage hvert syvende Aar begravede en levende Dreng i et af Digerne, for at Dæmningen skulde holde mod Havets og onde Magters Angreb — saadan som Skik var mange Steder i Landet i forrige Dage. Er det bare saadan en, der har været ude og spøge og gaar og leder efter sit Hul ....
Saa fortager Lyden sig langsomt, den synes at blive borte lige under den røde Maane, som løfter sig over Nattedisen, og som omsider er begyndt at lyse.
Men nær ved mig mærker jeg de rolige Køer med deres Lugt af Mælk og af Varme. Dyrene og Jorden — samme velsignede Liv og Sundhed.
Da det første af vore to berømte Guldhorn fandtes i 1639 ved Gallehus i Møgeltønder Sogn, blev det efter den flensborgske Raadmand v. Liitkens Beretning afleveret til hans Familie af Finderen; det var en lille Pige fra Møgeltønder, som ernærede sig ved at kniple, og som en Dag bragte Hornet til v. Liitkens Moster Marina Thomsen i Tønder. Guldhornenes Historie er velkendt, og det samme er vel Kniplingsindustriens; derimod er det sandsynligt, at den Tilværelse „Kniplepigerne“ førte, er ukendt for de fleste.
Kniplingsindustrien, som fra sin Hjemstavn i Mellemevropa kom hertil i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede, tog i det 18. Aarhundrede et saadant Opsving, at den i Tiden fra 1744 til 1784 fra at beskæftige 12,000 voksede til at beskæftige ca. 20,000 Personer. Den havde sit Sæde i Løgumkloster Amt, paa Trøjborg Gods, i Grevskabet Schackenborg, paa Rømø samt i de vestlige Dele af Tønder, Aabenraa og Haderslev Amter. Stærkest dreves den i Tønderegnen, og Tønder var Hovedbyen, hvorfra Varen forhandledes. Her fandtes allerede i Midten af det 18. Aarhundrede 25 Kniplingshandlere; og endnu i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede kunde enkelte af disse beskæftige indtil 1500 Kniplepiger. Foruden de fastboende Grosserere og Købmænd førte en Sværm af Kræmmere Varerne rundt baade i Ind- og Udland. En Mængde Kniplinger gik til Tyskland, Norge og Rusland og andre Lande, ja helt til Østerlandene naaede de; og det var store Pengesummer, som i denne Industris Blomstringsperiode strømmede til Landet. Alene for Aaret 1805 andrager Udførslen en Sum af 262,000 Rdlr. Kræmmerne, men især de store Opkøbere i Byerne, blev formuende Folk. — Dette havde en af sine Aarsager i den elendige Løn, som Kniplerskerne fik for deres Arbejde. De spandt sandelig ikke Guld ved deres Virksomhed. Det eneste Eksempel man har paa, at de har haft Berøring med ædle Metaller, er da Pigen snublede over Guldhornet ved Gallehus.
Disse stakkels Menneskers Tilværelse formede sig overhovedet paa den mest triste Maade. De bandtes som Regel til det næsten fængselsagtige Arbejde allerede fra den tidlige Barnealder, og deres Sundhed led, allerede mens de var i Opvækst, overordentligt under det bestandig stillesiddende Liv og den sammenbøjede Stilling, hvori Arbejdet udførtes. Sammen med den indelukkede Luft udsatte dette dem i stærk Grad for Brystsyge og andre Sygdomme. Adskillige imellem dem blev ligefrem forvoksede. — At kalde deres Liv fængselsagtigt, er altsaa et mildt Udtryk. Regeringen vaagede strængt over, at de ikke udvandrede, for at Kunsten ikke skulde læres i andre Lande. Skete det, at en ung Pige blev grebet i at undvige, lokket af Løfter om en bedre Fortjeneste, blev hun behandlet næsten som Desertør. En Pige fra Gram Herred blev lokket til Sverige af en Jøde, som bragte hende til Kalmar. Kancelliet satte sig straks i Bevægelse for at faa Pigen udleveret og Jøden straffet. Et skarpt Tilsyn med alle Bortrejsende blev indført i Hertugdømmerne, Kvartalslister affattedes over Pigerne i de forskellige Distrikter og tilstilledes Amtmændene, og Øvrigheden bemyndigedes ved Kgl. Reskript af 1740 til i Nødsfald at arrestere de Kniplepiger, som agtede at begive sig ud af Landet. Endogsaa Pigernes Mødre løb denne Risiko, hvis de vilde rejse. Stor Staahej vakte det, da det kom for Dagen, at nogle Kniplepiger i Tønder havde giftet sig med Underofficerer af et der indkvarteret Oldenburgsk Muskettérregiment og saaledes unddrog sig Arrestation, da de fulgte Mændene til deres Hjemstavn.
Gaardspladsen i Schackenborgs Inspektørbolig.
Yderlænger af typisk gammel Marskgaard i Højers vestlige Del.
Ved Vejen fra Rudbøl mod Syd. I Baggrunden den tyske By Rosenkrans. Venstre Side af Vejen er tysk, højre dansk.
Udsigt over Højer Kog fra et Marskdige.
Ogsaa Arbejdets Ensformighed maa have været frygtelig. Mønstrene til Kniplingerne leveredes enten af Fabrikanterne i Byerne eller opstod hos Kniplerskerne selv efterhaanden. Pigerne arbejdede i Aarevis med et Par enkelte Mønstre, thi derved opnaaedes jo den størst mulige Færdighed. En gammel Kone havde i fyrretyve Aar arbejdet med ét eneste Mønster, kun 1ji Tomme bredt! Og Lønnen, som var fuldstændig afhængig af Forhandlernes Forgodtbefindende, var kun yderst ringe. Særlig i Nedgangsperioder, hvor store Partier var opdyngede hos Grossisterne, tjente Pigerne næppe til det tørre Brød, da de var uskikkede til alt andet Arbejde.
Et lille Lyspunkt i Ensformigheden var det, naar Pigerne om Vinteren gik sammen for at spare Lys og Brændsel. Beretningerne herom minder ikke lidt om de nordjydske Bindestuer. Ogsaa her drev Karlene fra Nabolaget til, blandt andet lokkede af, at Pigerne gav dem gratis Tobak til Gengæld for Underholdningen. Ved Vinterens Slutning gjorde Pigerne et Gilde for Karlene, et „Standerhotte“, til Tak fordi de havde hjulpet dem med at faa nogle af de lange Vinteraftener til at gaa. Saa var der Musik og Dans og et saare beskedent Traktement. — Men man hører intet om, at de fattige Piger var ombejlede af Karlene, saaledes som de velstillede „Pottepiger“ i Nordjylland.
Det var da de fornemme, prunkende Dragter efter den franske Revolution forsvandt omkring det 19. Aarhundredes Begyndelse, og de enklere Klædedragter indførtes, at Knipleindustriens Blomstringstid var forbi. Siden kom yderligere Maskinerne til og overtog Fabrikationen. Endnu i 1840’erne sad dog en Mængde Piger hjemme om Vinteren og arbejdede ved Tællelyset under Skomagerkuglen, som lyste over „Knipleskrinet“ og „Kniplestokkene“, og Kræmmerne vandrede endnu dengang rundt og opkøbte Varen, bringende Nyt med sig allevegne fra og Liv og Skæmt ind i de ofte ensomme Hjem.
De har set lidt af hvert og har noget at fortælle hver for sig, disse tønderske Kniplinger, hvis yndefulde, fine Mønstre vi beundrer bag Glassene i Musæernes Montrer: om den lille, krumryggede, fattige Pige i den lave Stue ved det kummerlige Tællelys og Skomagerkuglen, bøjet under det trælleagtige, ensformige Slid et helt Liv igennem — og om de velhavende Borgeres rige Hjem, om Adelens eller Hoffernes galante Fester.
Nord for Højer Kog ligger paa sin lille Bakkeø Landsbyen Højer, endnu en rigtig Marskby med sine gamle Huse, mere landsbyagtig end Møgeltønder, der næsten virker som en lille Provinsby. Især i dens vestlige Del finder man endnu prægtige Eksempler paa de smukke Marskgaarde af brunrøde Mursten og med de
morsomme Kviste. Hvilken Rigdom af Haver omkring Gaardene og foran de smaa, eventyrlige Huse! Alt her synes at vidne om Finhed og om en dyb Kultur. Gud ved, om der overhovedet findes andet end ædle Mennesker et saadant Sted, tænker man, naar man færdes herude! Man vilde tro, at Siethed her var saa iøjnefaldende, at den ikke kunde trives, men ligesom Syndebukken blev drevet ud i Ørkenen. — Skønheden kulminerer paa Byens Kirkegaard, hvor vældige Linde løfter deres Kroner omkring Kirkens gamle Mure. — „Starker als der Tod ist die Liebe“, staar der indhugget i Stenen over Kirkens Dør. Ser man det! — Jaja, her er saa yndigt, saa man næsten tror paa denne gamle Paastand.
Fire Storke staar paa Taget af en Bondegaardslænge; syv andre ses paa én Gang kresende over de høje Trætoppe. Rundt om i Byen findes en Mængde Reder, enkelte Gaarde har hele tre paa én Længe, alle beboede!
Medens Frisergaardene forsvinder straks norden for Tønder Marsk — den nordligste, jeg har fundet, ligger i Abild — er de her omtalte Marskgaarde almindelige helt op til Skjærbæk, omend i aftagende Antal og mere og mere afløst af Bygninger af nordjydsk Præg og af store, nye Gaarde med moderne Avlslænger.
I Skjærbæk endelig bliver man præsenteret for en Overflod af Byggerædsler af enhver Art, og norden for denne synes Marskgaardene helt forsvundne. Men op over Emmerslev-Ballum Bakkeø gennem Byerne Emmerslev, de to Sejerslev’er, Sønder-Skast og Ballum følger de os stadigt. De er altid af Mursten og har i det mindste én af de karakteristiske Kviste paa Stuehusets Facade, ofte lignende paa Udhusene. Deres Plan er som Modsætning til Frisergaardenes meget skiftende og uregelmæssig, de er to-, tre- eller firelængede og danner alle mulige Figurer.
Byerne Emmerslev-Sejerslev og Ballum har en ejendommelig Form, idet Husene ikke ligger samlede i Klump, men i lange Rækker paa Geestranden eller i Sammenstødslinjen mellem Geest og Marsk. De førstnævnte har en milevid Udstrækning langs Sejersbækkens Dalføre mod Syd og Øst. Terrænbyer af den Art kendes ellers slet ikke i vort Land, og man har troet, at det oprindelig er frisiske Anlæg. Men da Byerne har været til længe før Frisernes Indvandring i det 10. og 11. Aarhundrede, og da selv de ældste Skattelister herfra viser, at Besiddere med danske Navne er i overvejende stort Antal, er der ikke megen Hjemmel for en ethnografisk Forklaring.
Umiddelbart efter mit Besøg i Marsken tog jeg en smuk Høstdag fra Højer op over Landet mellem Emmerslev og Ballum — ikke Hovedlandevejen, men den vestlige over Hjerpsted og langs Kysten. Hele det store Morænelandskab, som engang har været en Ø i Havet og falder med stejle Klinter ned mod Vest og Nord, er det morsomste af de gamle Kystlandskaber indenfor Vadehavet. Med sit bølgende Terræn naar det ud mod Vestkysten et Par Steder 18—19 Meters Højde, hvad der virker ganske anseligt, navnlig umiddelbart ovenpaa Indtrykkene fra Marsklandskabet.
Det er mærkeligt at se, hvor rig denne Stump Land er paa Oldtidshøje. Paa den 13 Meter høje Emmerslev Kiev finder jeg 4, som alle er fredet. Senere, tæt sønden for Hjerpsted, ligger en ny, lille Gruppe tæt Vesten for Vejen, helt omgivet af dyrkede Marker. Og senere, da jeg naar op paa det højeste Punkt ved Kysten Nord for Hjerpsted Kirke, finder jeg en Gruppe paa ikke mindre end 12 Stykker. Enkelte af dem er fredet; men 4 er mishandlet af deres Ejere paa en usædvanlig oprørende Maade, idet et Markskel i Form af en flere Meter dyb Grøft gennemskærer dem paa Række, deriblandt de to største i hele Gruppen. Grøfterne er paa begge Sider garderet af Pæle, forbundet med Pigtraadshegn. Det er en hæslig Form for Hærværk og en ganske overflødig Foranstaltning; man kunde dog have nøjedes med Pigtraadshegnet og sparet de ødelæggende Grøfter.
Udsigten fra Stedet over Marsken i Nord og Syd er fremragende smuk. Men ligefrem dejlig er Synet over Vadehavet mod Rømø, over hvilken nogle vældige Klodeskyer har lejret sig og spejler deres hvide Lys og dybe Skygger i den aldeles blanke Vandflade. Den fjærne Øs Sandbjerge rager højt op mod den dybviolette Varmedis i Horisonten; de ser ud som en skinnende Gletscherrand, der bølger i et fantastisk Fata Morgana.
Knapt en Mil Øst for Hjerpsted ligger paa den indre Side af Sejerslevdalen Ruinen af det gamle Slot Trøjborg, der opførtes i 1580’erne af Peder Rantzau paa det Sted, hvor en Middelalderborg af samme Navn havde staaet. Af denne, som endnu stod i 1566 og da ejedes af Daniel Rantzau, er nu intet Spor tilbage. Den nuværende Ruin er de sparsomme Rester af et af de smukkeste Renæssanceslotte i Sønderjylland. Det stod uforandret til ind i det 19. Aarhundrede, men nedreves for Størstedelen i 1854, og kun Vestfløjens Ydermure og Kældrene er tilbage. Men storslaaet og fuld af en mærkelig Stemning er endnu den gamle Park med dens Trækæmper omkring de stille Voldgrave og Ruinen paa dens solide Kampestensfundament. Kastanjer, Linde, Elme og store Bøge omringer Graven og de vældige Murrester, og under det soltindrende Løv hersker den dybeste Stilhed og Fred. Selv som Ruin bærer denne Borg og dens Omgivelser endnu Vidne om en Tryghed og ophøjet Ro, som danner den mærkeligste Modsætning til de nære, aabne, vindhærgede Sletter og de smaa, tætbyggede Marskgaarde, der synes at være indrettet som Fæstninger mod alle Elementers Angreb.
Indtrykket af Ballum Marsk er ikke nær saa storslaaet som af den tønderske. Fra dens eneste Dige, den mindst 6 Meter høje Vold yderst mod Havet, har man Udsigt over Vaderne, der kun ved en ret smal, græsklædt Forstrand er skilt fra Diget. Det hele har Karakter af en Indhavskyst; kun Rømø derude med dens Klitrækker, dens Møller og Kirke giver Landskabet noget Hold. Længere mod Syd skimtes Øen Silds helt ørkenagtige Strand.
Men paa sin Vis er ogsaa dette Sted mærkeligt. Stranden med dens græsklædte Polde strækker sig helt ud til det rødbrune Slik, der hist og her som Øer rager op over Fladvandet. Sandet lyser gulgrønt og ravfarvet gennem det lave Vand helt over til Rømøs Kyst. Nedenfor Diget, hvor Bredeaaen gennemstrømmer Fladen, kan denne dog minde noget om sin store Broder, den tønderske Marsk. Pragtfulde Farver er her: det røde Kvæg, den flodlignende, utramarin-blaa Strøm gennem Engenes høje, hvidgule Græs, den umaadelige Himmel med de vandrende Skybjerge. — Ikke en eneste Bolig findes her vesterude i Kogen; Beboerne har samlet sig i Hovedbyen Medolden eller Mjolden, en Rundby omkring sin lille, nu udtørrede Sø, opført paa 13 Bakker, der tidligere ved Højvande forvandledes til lige saa mange Smaaøer. Den kaldtes „de tretten Ejlandes By“, og Samfærdslen foregik i ældre Tid hyppigt i Baade, saaledes ved Begravelser og Kirkefærd.
I gammel Tid var Marsken herude derimod delvis beboet. I 1417 omtales dens første Beboere som „de Hollender i Balm Mersk“, der grundlagde Værfer og byggede Gaarde herude. Men allerede i Slutningen af det 16. Aarhundrede omtales her kun Folk med danske Navne paa de 4 Gaarde, som da var tilbage.
Faa Aar senere ramtes hele Ballum Marsk frygteligt af den store Stormflod 1634, da Havet her skyllede en hel Mil ind i Landet gennem Sognene Randrup, Brede, Døstrup og Medolden, da flere Hundrede Mennesker og tusindvis af Heste og Kvæg druknede, mens Markerne lagdes øde af Sand, Muslingskaller og Tang. Det er en Ynk at læse Beretningen om de Ulykker og Rædsler, som Floden førte med sig. Byen Medolden var ukendelig efter Katastrofen. Ogsaa Rejsby, som ligger omtrent en Mil Nord for Skjærbæk, blev næsten helt bortskyllet i denne Nat. Værst gik det ud over den lille By Misthusum i Døstrup Sogn, som var bygget nær Bredeaaens Munding paa 8 Værfer og forsvandt fuldstændigt paa faa Timer „med Huse og Gaarde, Kretter og Femon, Korn og Kierne, Mænd og Kvinder, sørgeligen henved 44 Mennesker, som jeg her udi Kirkegaarden begravede", som Sognepræsten Søren Hegelund indberetter. Hundreder af Tragedier er udspillet paa nogle faa Timer, som naar Mattis Martensen af Randrup Sogn forklarer for Herredstinget, at han har „mist og fordruknet Fader, Moder og Søskende, og Hus og Hjem ere ganske borte med alle, saa at en ganske ringe Ting af hans Gods var efterbeholden".
Det er forbavsende at tænke sig, at Beboerne af Misthusum vendte tilbage og genopbyggede deres By, og at denne stod gennem alle Trængsler i omtrent to Hundrede Aar. Men under de seneste Floder led den saa meget, at Beboerne endelig langsomt fortrak; den sidste Familie flyttede dog først herfra i 1814. Endnu i 1890 kunde man i Ruinerne af et Hus herude læse følgende Indskrift paa en Bjælke: „1634 da skeede den store Flod oc borttog al det Hvs“.
Stormfloden 1825 naaede ind til Brede og Døstrup, og i Tiden fra 1819—1884 er Flodvandet 31 Gange raset helt ind over Randrup Enge!
Nu er det store Havdige saa sikkert et Værn mod Hav og Storm, at Beboerne omkring Marsken med nogenlunde Tryghed for Liv og Lemmer kan se Naturkatastrofer af denne Art imøde.
Fra Bredeaaens Udløb og til Ribe gaar en lav Hedeslette, som jævnt sænker sig mod Kysten, rummende enkelte Aaer, Kjær og Engdrag, men ogsaa hist og her gamle Flyvesandsaflejringer. Fra Digerne ved Astrup til Vester Vedsted gaar yderst en forholdsvis smal Marskstribe, hvor ved Brøns Geesten naar umiddelbart ud til Vadehavet. Hele denne uinddigede Marsk henligger endnu i ren Naturtilstand, men benyttes til Høslæt og Græsning. Den gærdes mod Havet af en kun 2—3 Meter høj, naturlig Strandvold „Ovren", dannet af Grus, Klæg og Sand, som er i Stand til at værne Marsken mod den daglige Flod, men ikke mod stærkt Højvande. Paa Marskens Indlandsside findes en anden Strandvold, den gamle Havstok, fremkommen før Marskens Dannelse, da Havet naaede helt ind til Geestranden.
Hele dette Kystlandskab er landskabeligt af ringe Interesse, naar man har friske Indtryk fra de mere udprægede, sydligere Egne. Det samme gælder Færden ad Landevejen indenfor dette Landskab omtrent helt fra Tønder til Ribe. Det er først, naar man paa Vej mod Nord møder Egnen om Ribe By, at man paany oplever noget af Marskens stærke og mærkelige Stemning.
Den dejlige lille Ribe By med dens fornemme Borgerhuse, med dens Domkirke, der dominerer over Smaakravlet som en Høne over sine Kyllinger, med sine mærkelige „Slipper“ og krogede Smaagyder, med sit Aaløb under Træernes dybe Skygger og med sin Slotsbanke mellem Aaens to Arme, er nu mere end nogen anden en Mindernes By. Man kan paa dens mægtige Slotsbanke gaa og tænke paa Sagn og Sange, som knytter sig til Stedet — om Prins Buris og Liden Kirsten, om Dronning Dagmars Død og Riddernes Dans over Riber Bro, og Minder om Valdemarernes Storhedstid.
Mørke og Lys skifter hastigt i Stedets Historie, lige fra Kong Niels opførte Slottet i 1115 til Forsvar for Byens gode Havn. Navne som Erik, Abel og Kristoffer, Erik Glipping og Erik Menved, Grev Geert, Erik af Pommern, Christoffer af Bayern, Christian I, Kong Hans og Frederik I er knyttede til dette Sted. Her kronedes mange af Kongerne og her holdt de ofte Hof. Det er først efter Reformationen, at Slottet kommer i Tilbagegang. Under Christian IV’s Krige blev det lagt øde ved stadige Erobringer og Tilbageerobringer. 1627—29 har de kejserlige Tropper indrettet det til Bryggeri, og under Torstensons Besættelse i 1644 beskød Chr. Rantzau det med sine Kanoner fra Domkirkens store Taarn. Efter Krigen 1657—60 var det ganske forfaldent, og 1682 omtales det som nedbrudt.
Ribe Bys Historie er lige saa omskiftelig som Slottets. Bag sin Befæstning hævdede Byen sig hele Middelalderen igennem som en af Landets største Stæder, trods det Utal af mørke Begivenheder, som ramte den. 1043 plyndres den af Venderne; 1350 hærges den af den sorte Død; 1362 kommer „de grote Mann-drauck“, Stormfloden, som satte hele Byen under Vand; fra 1176—1402 rammes den af 7 store Ildebrande. Men først efter Reformationen ender ligesom Slottets ogsaa Byens Glansperiode, da den berøves sine Klostre og mange af sine Kirker, og da dens Handel glider fra den ved andre Byers Opkomst. En ny Brand kommer til i 1580, da 213 Gaarde og Huse gaar op i Luer. Pesten hærger den paany i 1579 og bortriver 3000 af dens Indbyggere, og endnu en Gang i 1602. Vandfloder gaar hen over den i 1593, 1603, 1623, 1624—25, 1634, 1701, 1717, 1718, 1720 og 1763. Krigene i det 17. Aarhundrede sammen med en ny Omgang Pest giver den endelig dens Rest. Efter 1659 finder vi den som en lille ubetydelig By med kun 1800 Indbyggere.
En Beskrivelse af denne skønne By med dens ædle Bygninger og vidunderlige gamle Gader hører ikke hjemme her. Men den, der har vandret gennem dens mærkelige Stræder „Kølholtslippen“, „Skomagerslippen" og „Mellemdammen" med de fortrinlige Bindingsværksbygninger og har set de rige Borgerhuse i „Nederdammen" og Sønderportsgade eller Interiøret i Weis’ Skænkestue paa Torvet, han véd, at skønnere By i sin Art findes ikke i Danmark.
— Nu staar Storkene paa Ribes gamle Tage og fuldender Billedet af Freden paa dette idylliske Sted, som gennem Hundreder af Aar har været Vidne til Godt og Ondt i Danmarks Historie og til Verdens Omskiftelser. Hertil bliver den gode Fugl ved at vende tilbage.
Lige overfor mit Vindue i Hotellet bor paa en Gavl en hel Storkefamilie i sin
Rede. Jeg hører altid deres Knebren, denne underlige Lyd, der er som et Akkompagnement til arabiske Danse. Underligt er det, at netop Storken, denne mærkelige, eksotiske Fremtoning, blandt alle vore Fugle har naaet at blive yndet som den mest nationale og er adopteret som saadan af det 19. Aarhundredes Digtere og Malere. Det maa have sin Forklaring i dens Størrelse og ikke mindst i dens særprægede Lyst til at knytte sin Tilværelse til Menneskets Boliger. Det er sandsynligt, at denne store Fugl tidligt maa have sat Folkefantasien i Bevægelse ligesom en Mængde andre, langt mindre iøjnefaldende Fuglearter. Men hvorledes forklare, at den saa sent optræder i vor Digtning? I vore Oldtidskvad og i Sagaerne, hvor Fugle som Ørnen og især Ravnen berømmes, forekommer den aldrig, lige saa lidt i Ridder- og Folkeviserne, hvor Falken og „den liden Smaafugl i Lunden" hyppigt giver Digtet dets fine Stemning. Er det fordi den tidligt er opfattet næsten som et Slags Husdyr? — Først i de nyere optegnede Beretninger om Almuens Sagn og om Folketroen begynder den at vise sig. Og først meget sent bliver den Tilvejebringeren af de smaa Børn, der ellers i ældre Tiders Sagn kommer fra de store Kampesten, som findes ude paa Markerne.
I Bondens Sagn optræder den hyppigst som en halvkomisk Figur, der gaar under Navnet Hr. Peder, og som bliver forvandlet til et Menneske, naar den er trukket bort om Vinteren, saaledes som i Fortællingen om Danskeren, der engang langt borte i et fremmed Land i Syden traf en lang, tynd Herre, der kom ham imøde og talte saa venligt og genkendende til ham. Da vor Landsmand spurgte om, hvorfra Bekendtskabet egentlig skrev sig, sagde den fremmede: „Ih, men vi har da set hinanden saa tit; jeg er jo den Stork, der bygger paa Dit Tag!“
— Nu gaar han ude i Ribe Enge under den flammende Høstsol og begynder at tænke paa at trække bort fra den slyngede Aa og Ribes brune Tegltage, imens han habser de sidste Frøer, inden han letter. Solen hæver sig lavere og lavere over Marskens Flader, for hver Dag, der gaar, og om faa Uger har vi Efteraars-jævndøgn. Snart vil Storken søge i Flok med sine Rejsefæller og svinge sig i store Kredse under Himlen, øvende sig til den maanedlange Færd mod Syd.
Men trofast vender han tilbage, og fra Ribe Tage vil han atter til næste Foraar se „ud over Mark og Enge".
Han kommer som Gjest til skjøn Valborgs Dag, han bringer den favre Tid, jeg vented saa længe.
— Se Ribe en Aften herude fra Engene, eller endnu hellere fra de store Flader, hvorover den gamle Ribervej fra Nordøst løber ind mod Byen. Allerede milevidt fra ser man den vældige Kirkekolos som en underlig formet Sky mod den vestlige Horisont. — Saaledes maa ogsaa Kong Valdemar have set den langvejs fra sammen med Riberhus’ Taarne, da han hastede mod dem som Maal for sit voldsomme Ridt efter Færden over Randbøl Hede til Dronningens Dødsleje.