INTRODUKTION
Majnattens lave Taager bølger endnu omkring mig, da jeg en tidlig Morgenstund vandrer fra Løgumkloster ad Vejen mod Nord. I Solglansen over Taa-gerne synger usynlige Lærker. Taagens graa Slør svæver hid og did for den svage Vind, som endnu ikke véd, hvorhen den vil blæse.
Men snart begynder Vejen langsomt at stige, Taagen bliver tyndere, og den farves gylden af Solens Skin. Græsset er endnu hvidligt af Dugg, og dens Draaber hænger tæt i Plantagens Træer. En Gulspurv letter med et Rusk fra en lille Gran ved Vejsiden og forsvinder i Taagen, Grenen ryster og Draaberne falder; de skulde ellers have hængt her og mødt Solens Straaler opad Dagen og stille være bleven til Damp igen paa deres Sted.
— Vejen svinger mere mod Nordvest, og nu bliver det til Alvor med Stigningen; jeg gaar tilvejrs gennem Taagen som en Svømmer, der vil naa Havfladen. Lysglansen øges, og Taagens øverste, lette Spind kan snart ikke mere standse Udsigten. Foran mig dukker langsomt en vældig Aas højt op over Disen, kronet af en Kæmpehøj. Et Par forblæste Træer, bøjede af Vestenvinden, staar nøgne ud mod det yderste Hæld. Det er som en Ø, der dukker op af et uendeligt Hav, ensom og øde. Men Himlen over den er høj og blaa, og Solens fulde Lys falder over dens græs-og lyngklædte Kupler. Skaaret og vejrbidt ligger Aasen, men Græsset over dens gamle Ryg er grønt, Morgensolen har heroppe forlængst tørret Duggen bort, og Grønsværen er varm at røre ved. — Liv er her ogsaa, nogle røde Kalve staar og halvsover tæt inde under Kæmpehøjens Krop. Jeg ser en Brønd, og bag denne et Par smaa, ældgamle Egekrat, der paa Sydsiden allerede har faaet de første lysegrønne Blade paa de krogede Grene.
Jeg kravler opad Kæmpehøjens Side og staar snart paa dens Top, Aasens højeste Punkt. Herfra ser jeg Højderyggen slynge sig vidt mod Nord, men lavere og lavere, til den til sidst atter forsvinder i Taagehavet. Ogsaa mod Vest synker den langsomt; men mod Øst, hvorfra jeg er kommen, staar den brat som en Klint ned i den lave Taage. I Syd løfter sig et spidst Kirkespir ensomt op i Solglansen; men fjærnt ude i Nordvest ser jeg et andet Højland svæve over den blinkende Dis.
Det er Løgumbjerg jeg staar paa, og Kæmpehøjen er Vongshøj, en af de største i Landet.
— Men Solen stiger, og langsomt begynder Taagerne at vige; en mild Morgenbrise fra Vest driver dem foran sig, og lidt efter lidt afdækkes Landet for mit Blik.
Form bag Form springer frem over den jævne Slette om Bjerget. I Syd træder det gamle Løgumkloster ud i Dagglansen, omgivet af den lille yndige By med de ensartede Smaahuse og Cistersienserklostrets røde Kirkemure. Mod Nordvest dukker det vældige Bakkedrag med de berømte „Gassehøje" ud af Disen som et Fata Morgana. Smaaskove, Kirketaarne og fjerne Byer glider frem i Lyset.
Og Farve tændes ved Farve fjernt og nær, fra Kyst til Kyst. Jeg ser fra mit Stade tværs over hele Jylland fra Østersø til Vesterhav, fra Tønder Kirketaarn ved Marskens Rand og det staalblaa Vesterhav bag Emmerslev-Ballum Højlandet i Vest til Aabenraafjordens Højder i Øst, fra Ribe Kirketaarn i Nordvest og Rangstrup- og Nustrup-Højlandene i Nordøst til Landets Grænse i Syd bag de store Flader mod Bredevad og Tinglev.
Brune Hedesletter, grønne Tavl af Vaarsæd og Vintersæd, rødbrune Pløjemarker og sorte Moser med blinkende Vandspejl veksler i et herligt Kalejdoskop. Men alle Farver mødes i det milehvide Fjerne, hvor de tones sammen i blaat og violet og danner en næsten usynlig Grænse af Jorden mod Himlens Varmedis —- en Himmel, der er vid og dyb og uendelig som selve Evigheden. Lærkernes Stemmer lyder over mit Hoved gennem Vestenbrisen, der hvisker i Kæmpehøjens Lyng og i det nære, stride og vindhærgede Krat.
Løgumbjerg er et af de herligste Steder, jeg kender — langt skønnere og mægtigere, mere storladent end Østlandets berømte „Udsigter“. Dette er et Digt af selve Gudfader paa en højhellig Søndagmorgen, da han var for glad til at hvile. Er det ikke en guddommelig Tanke, at Bræen har hældt denne lange Grusbunke, som ikke er stort mere end halvanden Gang Rundetaarns Højde, ud paa denne lave Slette, saa man kan kalde den Bjerg med Rette og se femogtyve Kvadratmile Land fra dens Top!
— Rundt om mig paa Bakketoppen, hvorfra jeg ser over en Snes Kvadratmile Land, lyser Solen over skiftende Lynghede og Græsmark; og Nord for mit Sted, hvor det gamle Egekrat dækker dens puklede Ryg og løber ind i Østlæet ad den bratte Skrænt mod Dalen med den lille Lobæk, ligger Oldtidshøj ved Oldtidshøj. — Heller ikke denne Form for Skønhed skal Stedet savne, Højene forlener det med deres ædle og ærværdige Præg og afslutter dets Form, Landskabet er færdigt.
Der findes intet andet Sted inden for Jyllands Grænser, hvorfra man har et saa-dant Overblik over Landets skiftende Natur, et Snit fra Øst til Vest gennem dets forskelligartede Former. Histude ved Østersøen aner man de blaanende, takkede og skovklædte Højder fra Istidens Morænedannelser, der taarner sig op over de dybt indskaarne Fjorde med de rige Agre, Bakke op og ned, det klassiske østjydske Landskab, der fortsættes op langs Lillebelts yndige Kyster og med enkelte Afbrydelser karakteriserer Kysten lige til Mariagerfjord. Inden for dette Vandskjellet paa Randen af de vide, gamle Hedesletter, dannede af det strømmende Gletschervand, brudt af brede Aaløb, som endnu glider i deres tusindaarige Leje, og hist og her delt af større eller mindre, isolerede Bakkeøer. Og endelig længst mod Vest den barske Kyst, Jyllands Ryg vendt mod Storm og Gus og Bølgeslag. — Det er Jyllands tre højst forskellige Fysiognomier, dets tredobbelte Janushoved, som en omstyrtet Herme, med ét Ansigt opad, én stærk Profil mod Øst og en anden mod Vest. Saadan ligger Landet mellem de to Have.
Som tre brede Bælter kan dette følges helt fra Sydgrænsen til hvor Limfjorden deler Landet. Mens Marsken er et sydjydsk Fænomen og Hedesletterne kun et syd-og midtjydsk kan af de to højst forskellige Kystlandskaber det vestlige følges lige til Skagen, mens det østvendsysselske Landskab fra Hammer til Tolne Bakker har sit eget, fra alt det øvrige forskellige Præg.
Sønderjylland har paa sin ringe Bredde, der kun er en Tredjedel af Nordjyllands, hvor dette er bredest, samlet Modsætningerne til Yderlighed. Intet Sted er Østens Landskaber mere idylliske, frodigere, mere prægede af fin Kultur og over-daadig Natur end her. Dets Hedesletter er nogle af de armeste og mest ensformige i Landet, skønt de nu næsten overalt er under Kultur. Og paa intet Sted af vor Vestkyst har Havet hærget som her, hvor Stormfloder har opslugt hele Sogne og ladet dem forsvinde i Bølgerne.
Fra mit Stade ser jeg ud over dette Landskab fra Øst til Vest. I Gaarde og Hytter dernede har Folket levet under saa forskellige Kaar, paa dette kun fem-seks Mile brede Stræk. Og hver efter sit Sted er Beboerne i Væsen og Karakter blevet præget af de Kaar, Landet har budt dem.
Men er de i bogstavelig Forstand et Produkt af Landets Geologi, er de det ikke mindre af dets Historie. Og det Stykke Land, jeg overskuer, har været mere hjemsøgt af Danmarkshistorie end de fleste andre Egne af Landet. Historien har bogstavelig talt travet frem og tilbage over det, fra Kimbrers, Haruders og Sabalingiers Dage til vor Tid. Vender sværmede ad dets Veje op gennem Jylland paa deres Plyndringstogter, Kongers og Hertugers Hære, Kejserkrigens og Svenskekrigenes Lejetropper af „Tater og Polakker" har larmet gennem Landet, de blaakjævede Smaadjævle af Napoleonskrigens Allierede valsede herigennem til Koldinghus. Og endelig — de to slesvigske Krige, hvis Minder over de Faldne saa vemodigt præger „den alfare Vej“.
Hvad har denne Befolkning ikke mødt af Ondt! Tilsidst var den, ene af alle Danske, tvunget til at gaa ind i Verdenskrigen paa en fremmed Magts Side. Er det mærkeligt, at dette bestandige Uvæsen, denne idelige Uro har gjort den urolig, at den efter altid at have maatfet leve i Opposition endelig selv er bleven noget „obsternasig". Stædig, ja — men mest i sin Trofasthed.
En Ravn kommer skraalende sønderfra og trækker hen over mit Hoved — Valens gamle Fugl. Lavt flyver den over Løgumbjerg og følger Højderyggen, til den forsvinder nordude. Jeg staar og falder i Staver, mens jeg følger dens Flugt, men vækkes af noget koldt og fugtigt, som rører min Haand. Det er en af de løse Kalve, som er kommen hen for at snuse til mig. Lidt efter tager den et forsigtigt Tag i min Buksebag, mens den vender det hvide ud af Øjnene. Den vil ikke kløs i Panden, mistænksom viger den baglæns paa de vaklende Kalveben.
Jeg ser mig om. Hvad er det — jeg er nok ikke alene her! Derhenne ved Brønden med det frønnede Træværk sidder overende i Græsset den skinbarlige Jeppe paa Bjerget i moderniseret Udgave, lige vaagnet paa Morgenkvisten. En Landstryger, der har brugt Løgumbjerg til at sove paa. Godt valgt, Makker! Om han tror sig i Baronens Seng eller paa Møddingen fremgaar ikke af hans Mine — han har slet ingen. Det fuldkommen forsovede Ansigt, der er som en Pennevisker af rødligt Haar og Skæg, fortrækker sig langsomt, og efter mageløse Forberedelser slaar det ud i en uhyre Gaben, hvor det længe bliver staaende. Da der endelig atter er kommen Orden i Ansigtsmusklerne, gyser han et Par Gange, klør sig inderligt under Hatten og ser sig endelig omkring.
Hvor har jeg set ham før? — Jo, for et Par Dage siden, over den gamle Stenbro ved immervad, traskende ad „Hærvejen" sydpaa med Randsel paa Nakken og Stav udi Haand. Han kom der som paa Bestilling for at danne den haandgribelige Afslutning paa en lang Række af Skygger, der drog forbi mig ad den gamle Vej — Oldtidsfolk og Hærmænd, Konger og deres Følge, Korsfarere og Pilgrimme, Lejetropper med Pauker og Faner og raslende Vogntog — endelig fulgt af Studedrifternes Karavaner ad de nu saa ensomme Vejspor. Han dér kommer som Bagtravet, Vejens sidste Erobrer. Et stort Skridt nedad igen, fra den fede Stud til den magre Landstryger.
— Og nu sidder han her.
Han faar Øje paa mig, men lader som om jeg er en Ledstolpe, der altid har staaet her, og betragter mig kun et Øjeblik. Saa vender han med et Udtryk af verdensmandsmæssig, behersket Væmmelse Ansigtet bort og ser ned i Græsset ved sin Side. Dér faar han Øje paa sin Randsel, og der kommer øjeblikkelig Liv i ham. Hans Udtryk slaar over i Velbehag, da han aabner den og trækker en stor Pakke frem, indsvøbt i Avispapir. Ud af den haler han forsigtigt forskellige Fødevarer, som han omhyggeligt grupperer foran sig paa den udbredte Avis. — Men saa besinder han sig og gaar hen til Brønden, trækker en Spandfuld op og drikker længe og eftertrykkeligt af det morgenkolde Vand. Saa vender han tilbage til Pakken og gaar med stor Indsigt og Fatning ombord i dens Indhold.
Tre af de røde Kalve er gaaet hen til ham og staar ganske stille og betragter ham.
Det ser godt ud, dette! Jeg gaar ikke hen og forstyrrer Billedet, det er fuldfærdigt. Ingen fremmed Røst skal spolere denne Adams Morgen i Paradis. Lad ham være lykkelig i Øjeblikket, og alene, en frydefuld Vagabond — som jeg selv, blot under andre Kaar.
Men har han ikke alt, hvad det kommer an paa, Sulemad i Mængde, frisk Kildevand og tre savlende Tilskuere med Misundelsen lysende ud af Øjnene, skønt de staar til Knæerne i deres eget Madfad! Kun en Skjelm forlanger mere. End ikke om jeg havde været i Stand til at række ham en iskold Snaps, vilde jeg have forstyrret ham.
Farvel, min Broder! Vi gaar hver sin Vej. Men ogsaa jeg misunder Dig. Thi i vort Forhindringsløb henad Vejen er jeg den, som er stærkest handicappet: Du oplever meget mere end jeg og slipper for at berette om det.
Jeg vendte brat og gik ned ad Bakken mod Løgumkloster.