KJERTEMINDE-EGNEN
Først over ti Aar efter vort Besøg paa de fyenske Smaaøer naaede jeg at udstrække Rejsen til Hovedøen for at samle Stof til en Skildring af denne. En Julidag, da vi var midt inde i en langvarig Tørkeperiode, kom jeg paa min første Færd over Landet paa Vej fra Kjerteminde ad Hinsholm mod Fyenshoved.
Ørkensol og Tørke! Foran og bag mig en bugtet Vej af Farve som Pimpsten, med Skygger af Poplernes Kroner som Blækklatter med lige lange Mellemrum. Til Siderne aabne, bakkede Marker, hævende og sænkende sig i bratte Toppe og tunge Fald, med Hegnenes Rækker, hvor de stynede Træer staar som Soldater med fuld Oppakning paa Geled, Skyttekæder bag og foran hinanden saa langt, man ser. Over det hele en falmet, blegblaa Himmel. En Bakketop løfter sin gule, svedne Krop op under en lille, hvid Sky, der ligner Damp fra en Geyser. Alt forneden er gult og bleggrønt. — Sæd, Græs, Moser og Kjær er knastørre. De enkelte smaa lette Skyer, der danner sig og forsvinder igen, staar bomstille paa det evindelige blaa. Ingen Udsigt til Regn — det har ikke regnet ordentligt i halvandet Aar! Kvæget staar og gumler, mere af gammel Vane end fordi der er noget videre Græs at tygge paa.
Er dette virkelig Fyen? Ja, det er ialfald Hinsholm i det Herrens Aar 1934, Midsommer.
Det er ikke vanskeligt, selv i dette Solhelvede, modsætningsvis at forestille sig Landet, saaledes som det ligger under Vintervejret, der faa Steder paa den rige Ø kan være mere ubarmhjærtigt end herude, hvadenten det er Frostvejrsdage med Isgangen skruende langs de aabne Kysters lange Strandvolde, eller det er Brandstorm og sludfulde Nætter, naar Himlen staar i et tværs over Halvøen fra Kyst til Kyst.
Men langs Vejens Sider ligger de dejlige, fyenske Landsbyer med deres skønne Bindingsværkslænger bag de rige, velpassede Haver. Vidste jeg ikke, at der bag hver af disse Stuehuses Mure sidder bekymrede Folk som véd, at selv om Regnen nu kommer, er det snart for sent herude paa det barske Land, vilde disse Byer forekomme mig at være et Eden.
Havpræget er dette Land. Fjord, Belt og det vide Kattegat omringer det og søndrer det, fra hver en Bakketop ses Vandene blinke bag de hældende Markers Tavl. Landskabet omkring Nordskov med Udsigterne over den herlige Bugt Korshavn og dens vindhærgede Smaaøer er et af de friskeste, mest udpræget ødanske, jeg kender. Dette Virvar af Halvøer, Øer, Hav, Fjorde og Sunde er vidunderligt.
Det er ikke blidt, dette Land. Men den venlige Ø har Raad til denne Gestus ud mod det barske Hav, til at holde et Stykke ram Natur ved Siden af sine velplejede Yndigheder.
Helt ude paa de 16 m høje Banker ved Korsøre kulminerer Landskabets vilde Skønhed. Stedet er i sin Art det mærkeligste paa Fyen. Som en vissen Haand med forkrøblede Fingre rækker Landet ud over Havet mod Samsø, stivnet i en krampagtig Gebærde, Fingrene krummede i et sidste desperat Greb. Saadan ender den skønne Gestus, den er bleven dødelig Alvor.
Det er det enklest mulige Landskab, kun Hav og øde Kyst. De voldsomt krummede Linjer skiller Havets Blaat fra Bakkernes Graat og Gult og Råbens gustne Ligfarve. — Men vidt over Havet til alle Sider vandrer Blikket, til Sjælland med Refsnæs, Samsø fra Ljushage til Visborgs gule Klint, Jyllands Kyst med Bjerre-herreds Pukler, foran dem Æbelø som en blaa, lav Taagebanke, og hele Nord-fyens Kyst helt til Agernæs. Søen bruser derude om Fyenshoved for den friske Nordøstvind og trækker Braaddet i lange, hvide Striber under Klinterne.
Rundt om mig paa Kammen af den bratte Klint gror bag Bukketornshegnet Konvolvolus, Blaamunke, Løvetand, Krageklo, Snerre og store violette Tidsler. Indover en solbleget, halvvissen Rugager gaar Valmuer i tusindtal paa Korstog mellem de stive, spredte Straa og segner i et Hav af deres eget Blod. Bag Klinten jubler Lærkerne over de bølgende Banker, over det visne Græs og det magre Korn. En Bomlærke synger sin lille ørkentørre Visestump fra Toppen af en Tjørn.
Vender jeg Blikket mod Syd, ser jeg ud over en mægtig, sandet Flade, delt af smaa Brakvandssøer, og bag denne over Korshavns Red med dens Øer som store Panserskibe i Slaglinje bag hinanden. Havet gaar for Nordøsten lige mod deres skummende Bov, det ser ud, som de er paa Ilfærd med hemmelige Ordrer.
Men derude i Nord, hvor den døde Tange ender, løfter Landet sig voldsomt i et sidste Kast mod Havet, hævende sig i Vold bag Vold, til det ender brat i Brændingen.
Derude bor Fyenshovedmanden, siger de Gamle. Og herfra er det, at han Lille Juleaften kommer drønende ind over Tangen, saa Hestens Sko trækker lange Gnister af den raslende, vaade Ral, jager op over Bankerne og sydpaa som et Uvejr, farer over „Skoven" og Gabet til Enebærodde og videre mod Vest. Hans Ærinde er at fri til en Jomfru, som bor derovre vestpaa et Sted. Hvert Aar forsøger han, men hver Gang faar han Nej! Natten til Helligtrekonger vender han tilbage fra sin Færd, og Gud hjælpe den, han da møder paa sin Vej! Naar han foran Vinterstormen jager gennem de mørke Landsbyer, da græder Barnet i Søvne, og Bonden trykker sit blege Ansigt mod Ruden, mens han skælvende spejder ud i Mørket. Og ingen vover sig ud, naar den sorte Rytter er løs. —
Fyenshovedmanden er en af de mærkeligste Skikkelser i vor Folketro, ikke mindst fordi han optræder i saa godt som alle Egne af vort Land; i Sønderjylland er han „Kong Abel“, paa Sjælland har vi ham ved Gurre og ved Vordingborg som „Kong Volmer", ved Stevns Klint og paa Bornholm som „Ellekongen", paa Vest-møn som „Grønjæger", mens han i hele Nordjylland er „æ Vojensjægger". — Det er Odin paa sin Slejpner, der gaar igen, ikke som den straalende, tronende Skikkelse i Valhal, men som en „Ræde“, hvis Saga ender i Ammestuen eller ved
Kartekonernes Tællepraas. Han hører hjemme i det guddommelige Invalidekorps. Men i sine mange Forklædninger har han levet i Bondens Tanke i Tusinde Aar. — Mærkeligt, at hans Navn netop her nær ved hans fyenske Hjemstavn „Odinsvi“, hvor „han tog Bopæl'"), er bleven saa forandret, mens det er saa tydeligt bevaret i det jydske „Vojensjægger"!
Sagnskikkelsens Kraft er nøje forbunden med Landskabet og Vejret. I de skovrige, blide Egne farer han hen gennem Natten blot som et Trækfugleskrig over Trætoppene eller med Glam af halsende Hunde. Men i de barske, øde Egne jager han korporligt hen over Jorden og farer tværs gennem Gaardene paa sin Vej; derfor maa Portene staa aabne, naar han ventes, saa han uhindret kan rase igennem. Uden Tvivl er det det barske Landskab, som bevirker, at han netop her paa Hinsholm optræder i én af sine mest voldske Skikkelser.
Der er endnu Minder nok om Fyenshovedmandens Ridt gennem Hinsholms Landsbyer. Baade i Nordskov og Martofte findes Gaarde, han red igennem paa sin Færd.
I Nordskov tog han Vejen tværs gennem Rasmus Andersens Gaard. Baade den halvfjersaarige Ejer og hans Kone udtalte sig dog meget forbeholdent med Hensyn til Sagnet, og da jeg endelig fik dem lidt paa Gled, var det med forlegne Smil og en Hovedrysten, de ytrede sig om Sagen -— saadan noget snakker man dog ikke om! Parrets voksne Sønner udtalte sig derimod ganske aabent og tilstod, at dette havde man fortalt dem Gang paa Gang, lige fra de var ganske smaa. Og en af Sønnekonerne berettede, at det sydligste Sted i Byen „Skraldhavegaarden", hvor hun er født, var den næste Gaard, Rytteren passerede paa sin Vej mod Syd. Naturligvis gik det i omvendt Orden paa Tilbagefærden Helligtrekongersnat.
I Peder Martin Pedersens Gaard i Martofte, der ligesom Rasmus Andersens er et smukt Eksempel paa gammel fyensk Byggeskik, fandt jeg ligeledes den ene Port endnu bevaret i den vestre Længe, gennem hvilken Fyenshovedmandens Ridt er gaaet tværs over Gaardspladsen til en nu forsvunden Port i den modstaaende Længe. Herfra gik Færden til Marius Jakobsens Gaard, hvor Rytteren for ind gennem en nu forsvunden Port i den østre Længe og tværs gennem Pigekamret i den vestre. — Det maa have været et noget uroligt Sovekammer!
Sagnet er arvet fra Slægt til Slægt til den Dag i Dag. Et mærkeligt Eksempel paa, hvor haardnakket det lever i Beboernes Bevidsthed, har man fra de allerseneste Aar. Tildragelsen er nedskrevet i 1929 efter Beretning af flere Beboere i den lille Landsby Taarup, og lyder saaledes:
Den 27. Maj 1901 er der Sølvbryllup i Holmegaard i denne By. Henad Kl. 4 om Morgenen gaar Gæsterne hjem; en Flok af dem er netop naaet ud for Kirke-gaarden, da de bag sig hører Lyd af galopperende Heste. De tror straks, at det er nogle Dyr, som er løbet bort fra Gildesgaarden, og Kvinderne farer tilside ud i Vejgrøften, mens Mændene gør sig rede til at fange de skræmte Heste. Men der viser sig intet. Kun Lyden bliver ved at runge, Hovslagene drøner rundt om, indtil Bulderet endelig taber sig ud over „Stenagerløkke", en Mark Vest for Vejen ud mod Fjorden.
J) Snorre Sturlesson beretter i sin Norske Krønikes I Del, at „Othin og Asiaterne" tog Bopæl paa „den Insul kaldet Odinsey ved Fyen" efter at have undertvunget mange Riger hos Sachserne, og at han herfra sendte Gefion over Sundet mod Nord for at søge efter nye Lande.
Ogsaa andre Gæster fra Gaarden havde hørt denne mærkelige Lyd, men ingen saa noget, skønt Markerne er aabne rundt om. -— Uhyggelige tilmode skyndte Folk sig hjem.
Kan der være Tvivl om, hvad det er, der har spøget i disse Folks Tanke? Det er den sidste Beretning, vi har om den ottefodede Slejpners Fart over Hinsholm!
— Det ganske Hinsholm har vrimlet af Sagn. I den smukke Stubberup Kirke skal Marsk Stig være begravet1). Sagnet siger, at da han var død paa Hjelm, blev hans Lig ført hertil og hemmelig jordfæstet af hans Svende, „thi de vilde ikke, at nogen skulde vide hans Leiersted, at ikke Grumhed skulde hans Legem vederfares". Men en Pige fra Stedet saa om Natten Lys i Kirken, og at et Lig blev baaret derind. Dette gav hun Præsten tilkende, og Graven blev ransaget. Men da Præsten ikke vidste, hvem Graven gemte, tav han og tog det Fløjl, som var om Kisten, og gav Pigen Part deraf. Men samme Pige var forlovet med en af Marskens Svende, og da han engang saa Fløjlet paa én af hendes Puder, spurgte han, hvorledes hun havde faaet det. Pigen røbede det, og da Svenden frygtede, at hans Herres Hvilested med Tiden skulde blive aabenbaret, „dræbte han hende tiltrods for, at han havde hende saare kær.“ — Det haarde og det blide i Fyen-boens Karakter mødes i denne Sætning.
Der er noget overvejende haardt ved Sagnene herude fra Halvøen, de ligner Landet og Vejret. Det samme præger Beboerne; men bag deres tætte, faste Ydre har de meget af Fyenboens milde Sind. En typisk Hinsholmsbonde er den gamle, 72-aarige Hans Peder Nielsen i Nordskov, den bedste „Hinsholmer" jeg fandt. Jeg traf en Søn og en Datter af ham, Folk med samme Racepræg som den gamle. Datteren talte et kraftigt klingende Fyensk ligesom de fleste Kvinder heroppe, mens Mændenes Tonefald mærkeligt nok er jævnere, mindre syngende. For alle gælder det, at Stemmelejet er højt; man tror ikke, det kan drives højere op, men Slutningssætningen ender altid med et lille Fløjt eller Hvin, et glissando opefter, omtrent som om man pludselig stikker en kildende Finger ind mellem Sidebenene paa den talende, lige idet han ender Snakken.
Ogsaa dette bølgende Sprog med den pludselige, overraskende Stigning ligner Hinsholmboens Landskab — og det har sin Modsætning ude paa „Sletten" i det jævnere glidende Tonefald, der gaar saa gelinde og mangler det lille Slutningshvin.
— Mørkt er Sagnene om „Røverne fra Nordenskov**, som selve Juleaften overfaldt en Bondegaard ved Navn Grønlund — det ældste Navn for det nuværende Brockdorff. Her udspilledes det Drama, som endte med, at Herremanden fra Eskebjerg og hans Folk tog Banditterne tilfange, og med disses Henrettelse, hvilket gav Stof til den dramatiske Folkevise, der indledes med Ordene: „De Røvere ligger under Nordenskov ....“ — Der er et Overmaal af forjættende og dyster Uhygge i denne Optakt. Man aner straks Gangen i hele Sagnet, fra Røvernes Overfald paa Gaarden, Eskebjergmandens og hans Karles Anfald — til Vestenvindens Tuden om de blodige Røverskrotter paa „Steilehøy".
Jeg kommer ud paa den knokkelformede Halvø Skoven, der sammen med Enebærodde indsnævrer Løbet til Odensefjord. Jeg staar paa dens højeste Sted, en 22 m høj Banke med en eventyrlig Udsigt over Land og Vande. „Skoven" svarer ikke mere i fjerneste Maade til sit Navn, men maa uden Tvivl have gjort det i forrige Tider. Den er nu saa fuldkommen blottet for Skov og saa puklet som
3) Marsken ejede Scheelenborg, det daværende Eskebjerg.
Bagsiden af en Æbleskivepande. Man befinder sig som paa en Ø, Hav og Fjorde til alle Sider undtagen i Sydøst, hvor den er sammenhængende med Hinsholm. De gule Farver i Ukrudt, Græs og Sæd straaler mod Fjordenes blændende Blaa. Den mørke, kratklædte Enebærodde i Vest skyder sig som en truende Arm ud mod denne lyse Kyst — den er det eneste mørke i Landskabet, sortblaa mod Luftens og Havets lette Toner. Over de ørkentørre Banker med deres ensfarvede Agre løber lange Stendiger, der huser en Vrimmel af vilde Urter med Blomster i alle Farver; langs Veje og Stier følger de en overalt, hvor de kan faa Lov til at være i Fred — hele Fanfarer af Farver over det af Tørken hærgede Landskab. Det er, som om „Ukrudtet", Landets naturlige Vækster, ligefrem gasser sig i dette Vejr, som om det faar en Opstrammer af de Forhold, der for de kultiverede Planter betyder Udslettelse.
Den lille By Midskov herude har ligesom de fleste Byer paa Halvøen ypperlige Eksempler paa god fyensk Byggeskik; det samme gælder den sydøstligere liggende Viby, hvor et Par ældgamle Gaarde, der ligger overfor hinanden ved Vejen, er mærkelige ved Stuehusenes fremskudte Midterparti og ved det ret usædvanlige Fænomen, at Bindingsværket er helt overkalket. De to Bygninger maa være henved et Par Hundrede Aar gamle.
Intet andet Landskab paa Fyen er som Hinsholm præget af Oldtidsmindesmærker. Mens denne fra Ende til anden gennemdyrkede Ø saa godt som slet ingen Broncealderhøje har tilbage, og disse er udslettet i tusindvis, har det været vanskeligere at faa Has paa Stenaldergravene. Hinsholm har sammen med Munkebo og Drigstrup Sogne ikke mindre end 35 Stengrave tilbage, deriblandt alene ved Brockdorff fem anselige Jættestuer. Usædvanlig smuk og stor er Moreshøj Jættestue, som med sit KE/z m lange, mandshøje Kammer er et af Landets prægtigste Oldtidsmindesmærker. Enkelte af Stenens Flader mod Gravkamret naar en Udstrækning af P/z m paa hver Led. Den pompøse Høj, som dækker Kamret, er fritliggende i et typisk Hinsholmlandskab, aabne, bølgende Banker med Sædmarker og Poppelhegn. To andre Jættestuer findes lige i Nærheden, synlige helt ude fra Landevejen.
Maaske er det denne Rigdom paa Oldtidsminder, som har bevirket, at Hinsholm har huset en saa usædvanlig Mængde Sagn om Bjergfolk og Underjordiske og Tro paa deres Magt over Menneskene.
Et mærkeligt Sagn fra Landsbyen Munkebo bør frem i denne Forbindelse:
Der var Bryllup i Landsbyen, og midt under Aftenens Fest og Dans var Bruden gaaet alene udenfor Gaarden, da hun pludselig fik Øje paa tre klare Lys ved en Høj langt ude paa Marken. Disse Lys fik en underlig Magt over hende, saa hun maa tte gaa efter dem; og før hun vidste af det, var hun kommet over Markerne og stod lige foran Højen. Denne aabnede sig nu, og under den dejligste Musik kom en Skare Gildesfolk ud af den. Højfolkene blev grebne ved Synet af den unge, smukke Brud, førte hende ind i Højen, gav hende Vin at drikke og dansede med hende.
Da Dansen var forbi, gik hun tilbage til Gaarden; men her fandt hun alting fuldstændig forandret — hun genkendte hverken Gaarden eller Husene og hørte intet til Bryllupsfesten. Heller ikke kendte hun en eneste af Beboerne, da hun kom ind i Gaarden, og blev heller ikke selv genkendt. Klagende og grædende vendte hun sig til en gammel Kone og gav sig tilkende for hende. Og pludselig udbrød denne: „Aah, saa er det Dig, der for Hundrede Aar siden forsvandt ved min Bedstefars Brors Bryllup!" Ved disse Ord sank den gamle Brud til Jorden og var død med det samme. —
Ikke alene findes et lignende Sagn fra Nørre Broby og enkelte andre Steder i Landet. Endnu mærkeligere er det at sammenligne det med det amerikanske Sagn om Rip van Winkle, som Washington Irwing har genfortalt, og hvis Handling er henlagt til Kaatskill-Bjergene ved Hudson Floden. Men Rip, som har levet i et ulykkeligt Ægteskab med en Drage af en Kælling, og som paa sin Vandring havner i en Bjergkløft mellem en Bande afdøde, forsorne hollandske Sørøvere, er langt heldigere. Han vender tilbage efter en gemytlig Nat med Keglespil og Drukkenskab, og i de kun tyve Aar, der er forløbet ved hans Hjemkomst, er hans værre Halvdel oven i Købet vandret heden. Han tilbringer en fredelig Alderdom hos sin gode Datter og bliver Landsbyens Helt og et stadigt Trækplaster i Byens Krostue paa Grund af sine utrolige Oplevelser.
Mens Hovedvejen gennem Munkebo har lidt betydeligt under de seneste Tiders rædselsvækkende Byggeri, og den gamle herlige Kro er totalt ødelagt af en tilbygget Veranda, der ligner et Flueskab, er der endnu langs Vejen, som fører gennem Byen fra Landevejen mod Nord, bevaret saa meget af det oprindelige, at man her endnu har et fremragende Billede af en gammel Landsbygade med dens skønne Bindingsværksbygninger, saa velbevarede, som man sjældent træffer dem udenfor Fyen eller dens Smaaøer.
Fra den nærliggende Munkebo Bakke har man en af de videste Udsigter paa Øen.
Terrænet, der skraaner jævnt op mod Højden, forekommer mærkelig fladt herfra og brydes kun af Fjordens skøntformede S, der som en „line of beauty" bugter sig igennem det fra Øst mod Vest og med sine dybblaa Strømskæringer fortsætter ind i Norets spejlblanke Flade. -—
Fyenshoved er langt smukkere, det lavere Landskab omkring det langt ejendommeligere. Men vid og blændende er dog Udsigten fra dette Sted. Det er et overordentlig ejendommeligt, fyensk Fjordlandskab.
— Gaa op paa Munkebo Bakke en sen, stille Sommernat, naar alt Landet er mørkt, mens Vandene rundt om spejler de skiftende Farver fra Himlens blanke Metalskjold, Vestens Messing og Ir og Østens dybviolette Staal. Naar alt er i Ro, og Alverden synes at sove, naar kun Bilernes Lygter øjnes milevidt og kryber langsomt som lysende Set. Hansorme ad de fjærne Veje -— naar den fuldkomne Stilhed kun brydes af en vildfaren Skarnbasses Brum forbi dit Øre. Da er du her paa Munkebo Bakke højt oppe over Hverdagen, og Stjernerne nær.
Arkæologisk rummer denne Egn en af de største Skatte, vort Land ejer, det berømte Ladby-Skib, Vikingeskuden, som blev fundet nær Bredden af Kjertinge Nor flere Aar efter, at vi besøgte Egnen. Fundet er enestaaende i Landet og er en Pendant til det kendte, norske Oseberg-Skib. Konserveringen af Skibet, eller rettere dets Aftryk i Grunden, er teknisk set et Mesterværk af Nationalmusæets Folk.
Den yndige Landsby Kølstrup med sine gamle Gaarde og rige Haver virker næsten lige saa parkagtig som Egnen om det nære Ulriksholm, som ogsaa ligger ved Bredden af det lave Kjerfinge Nor. Byens Præstegaard er en fremragende Bygning, hvis ypperlige Bindingsværkslænger indrammer en Gaardsplads af usædvanlig store Dimensioner. Særlig Indkørselsporten i den vestre Længe er udmærket smuk. Det frodige, ret jævne Landskab med dets rige Bevoksning har næsten helt ud til Østkysten det samme Præg. Hver eneste By rummer Skatte af gamle Boliger, velbevarede som ingen andre Steder udenfor denne Ø, liggende bag deres dejlige Blomsterhaver, hver for sig et Bevis paa hvilken Omhu disse Bønder anvender paa Bevarelsen af deres Hjem.
Kun et Sted paa denne Egn svinger Terrænet sig op til en nogenlunde anselig Højde, nemlig ved det 44 m høje tvedelte Skalkenbjerg, hvis ene Top er tæt gran-beplantet, medens den anden endnu mærkelig nok er sparet og aabner fri Udsigt over Egnen. —
Det er i dette Landskab, paa Tave Bondens Ager ved det nære Birkinge, at „der gik en lille Plovdreng og sang under Sky,“ mens han „messed som Klerken og drev paa treven Hest.“ Hvor hele dette Billede er frodigt, idyllisk — udpræget fyensk! Her groede Reformatoren Hans Tavsen op af Øens stærke Muld.
Helt ude ved Bæltet ligger Nordenhuse med den dejlige „Strandskov“ ud mod en Kyst, som er en af de smukkeste paa hele Øen.
Inde paa en fredelig, verdensfjern Plet, hvor Skoven lukker sig om et Boel-sted med dets smaa Marker, bor en gammel Kvinde, hvis Søn nu driver Stedets Jordbrug. Hun er blid og venlig som det Landskab, hun bor i, forlenet med et elskeligt Sind, nogle forbavsende Talegaver og en Gemytlighed, som er hendes Landsmænd egen, og som fremhæves af det syngende Sprog. Da jeg spurgte hende, om jeg maatte tegne hende, svarede hun: „Ja — de ka da’t gør noved!“ Dette var iøvrigt rundt om paa Øen et hyppigt tilbagevendende Svar paa denne Forespørgsel, og det minder mig om Historien om hendes Landsmandinde, en anden Bondekone, som havde Gæster, og som opfordrede dem til at tage for sig af Maden med disse Ord: „Spis nu dow bare — de bryer vi os da et noved om!“
Da jeg Dagen efter kom for at tegne hende, havde hun alligevel faaet Skrupler, og hun saa ret betænkelig ud. Lige før jeg begyndte, brast det ud af hende: „Si mej nu, der er vil ingen saadan nævneværdie Ugifter for os ve de ?“ —
Paa det Punkt kunde jeg dog berolige hende.
Naar man ad Vejen mod Nord har passeret den nydelige Herregaard Risinge, som inde i sin Park spejler de fine Bindingsværksmure i Dammens rolige Flade, naår men straks efter det Sted, hvor Kystens Skønhed kulminerer. Det er den mægtige Lundsgaards Klint, som staar med sine skovbevoksede, næsten 30 m høje, bratte Vægge ud mod Havet. Klinten, der forneden bestaar af graa, blød Mergel, foroven af Moræneler, skrider aarligt stærkt, ikke saa meget paa Grund af Søens Brydning som af Vandets Nedløb og Frostsprængninger. Mod Havet har man forsøgt at værne Klinten ved en cementstøbt Mur, men dette tarvelige Materiale er af Bølgerne næsten helt ødelagt og nedbrudt. Udsigten fra Klintekammen er med rette berømt for sin enestaaende Skønhed.
Lundsgaards Skov nær Herregaardens Park rummer Danmarks fineste Bøgeskov, hvad der hovedsagelig skal skyldes Stedets fine Muldjord og det milde Klima med den forholdsvis ringe Nedbør. Egnen har gennemsnitlig 40 % færre Frostdage om Aaret end det nærliggende Odense.
I Kjerteminde fortalte man mig følgende Historie om Fyenboernes Tilblivelse
— den er forøvrigt ikke bleven til paa Øen, men er serveret her paa Stedet af en Jyde:
Da Vorherre var igang med at lave Danskerne, skabte han først Jyderne og derefter Sjællænderne, Mønboerne, Lolland-Falstringerne og Bornholmerne o. s. v.
— Gabriel, som stod og saa til, sagde til ham:
„Skal du ikke lave Fyenboerne?"
„Ne-ej,“ sagde Vorherre, „Fyenboerne skal ikke laves.“
„Hvorfor ikke?" spurgte Gabriel.
„Nej — de bander saa væmmeligt."
Men Gabriel blev ved med at overtale Vorherre, indtil han endelig blev utaal-modig og sparkede til en Hestepære, som laa ved Siden af ham. Og ved Sparket røg den i Stykker, og ud af den for en Fyenbo.
„Her er Fandenpineme Jé!“ raabte han.
Man maa beundre den guddommelige Forudseenhed, som kan bestemme Egenskaber hos Folk, der endnu ikke eksisterer. — løvrigt er det min Erfaring, at Sjællænderne bander langt værre end Fyenboerne. Men de sidstnævnte er aaben-bart ikke populære i Himlen, efter mange Skrøner at dømme, f. Eks. denne:
Set. Peder, som var bleven træt af bestandig at staa paa Vagt udenfor Himmeriges Port og mente, at han dog en enkelt Gang burde unde sig en Fridag, overtalte en af de andre Apostle til at overtage sin Bestilling for et Døgn. Men Vikaren fik i sidste Øjeblik Betænkeligheder og sagde: „Jeg er saa daarlig bevandret i Sprog, saa det vil knibe med at forstaa alle dem, der kommer her og vil ind.“
„Hvad er det for Sprog, Du er svagest i?“ spurgte Set. Peter.
„Det værste er Fyensk, det begriber jeg ikke et Muk af."
„Aah, det skal Du saamænd ikke bryde Dig om,“ sagde Peder. „I al den Tid, jeg har staaet her, har der ikke været en eneste Fyenbo!"
Denne Historie er til en Afveksling sjællandsk.
„Røverne fra Nordenskov". Paa en Bakke paa Halvøen „Skoven".
Rasmus Andersens Gaard i Nordskov, set gennem Sydporten.
Risinge Herregaard, set fra Landevejen.
Stuehus af gammel Gaard i Viby, Hinsholm.