KØGE-EGNEN
Landevejene fra København til Roskilde og til Køge er utvivlsomt Danmarks -i to kedsommeligste Vejstræk, ialfald for den, der ikke sidder og racer ved Rattet af en Bil og som hverken kan høre eller se andet end Vejstriben. Den, der befærder den første, som nutildags ikke har mere landskabelig Charme end en Keglebane, vil næppe blive inspireret til andet end en Besværgelse: Gaa ad Hedehusene til!
Den gamle Køge Landevej, hvis Omgivelser endnu for en lille Menneskealder siden var fredfyldte og smukke, ser nuomstunder ud, som om „Køge Huskors11 har taget Standkvarter langs denne Strand og sat sin djævelske Spøg paa den. Og her hjælper det ikke, om en Magister Niels kommer og taler Latin til Fandens Hjælpeaander, Vejvæsnet og Husejerne, for de forstaar ham ikke.
— Det er først, naar man nordfra er kommen ud paa den anden Side af Køge By, at man er nogenlunde fri for denne Pestilens. Her kan man inde i Køge Strandskov finde den Husvalelse, der er fornøden ovenpaa det lange Mareridt. Dog ogsaa her har Fanden haft sit Spil, langs Skovbrynet er opført fireoghalvtreds smaa Sommerhuse paa Rad ved den smukke Vej, som gaar lige opad Stranden! Men gaar man ind i Skoven, taber man dem hurtigt af Syne, og inde i Strandskovens Dybder, hvor der er fuldkommen ensomt og stille, glæder man sig over dens Mængde af forskelligartede Løvtræer.
Vi er her nær Nordgrænsen af de gamle, sydsjællandske Skovegne og befinder os nær de mægtige Skovstrækninger, som naar fra Lellinge Skov i Nord til Vallø Storskov i Syd, og som sammen med en Mængde mindre Skove danner et næsten sammenhængende Hele. Lellinge Aa eller Køge Aa, som gennemstrømmer Egnen fra Vest mod Øst, danner fra ældgammel Tid et skarpt folkeligt og sprogligt Skel mellem Skovboerne i disse sydlige Egne og de nordligt boende Hedeboer. Trods livlig Samfærdsel over Aaen har to stærkt forskelligartede Bondekulturer her længe holdt fast ved hver sin udprægede Fortidsarv.
Hvad der giver disse Egne deres største landskabelige Værdi er Køge-Aasen og Lellinge Skov med dens Aa. Over de lave Flader, som strækker sig sønden for Køge-Ringsted Landevej, ser man bestandig i Nord den smukke Aas, der begynder nær Køge og strækker sig næsten helt til Haraldsted. Den er ikke særlig høj, men synes saaledes paa disse ganske jævne Strøg, hvor den fuldstændige Mangel paa Oldtidshøje iøvrigt gør Landskabets Ensformighed endnu mere paafaldende.
Lellinge Aa, som paa de sidste halvtredje Mil af sin Vej rinder norden for den før omtalte Landevej, er utvivlsomt Stedets Oase, og paa Grund af sine Omgivelser, der skifter fra aabent Landskab med lave Enge til dybe, dystre Skovtykninger, er den ét af Landets herligste Vandløb. Mest interessant er den nær selve Lellinge By, hvor dens Strøm har udhulet Brinkerne i Skoven, saa de staar med stejle, 12—13 m høje Skrænter ned mod dens Leje, saaledes at den mærkelige Grønsandskalk mange Steder træder tydeligt frem i Dagen. Egnene her omkring er det eneste Sted i Danmark, hvor denne Dannelse af Mergelkalksten, ofte med et Kalkindhold paa 60—90 %, kommer synligt frem i Overfladen. Den danner her et Lag mellem de øvre Istidsdannelser af Moræneler og de nederste Lag af Saltholmskalk og Limsten, og har en Tykkelse af fra 3—10 m. Aaens mest idylliske Sted er hvor den gennemløber „Skovvænget“ paa det Sted, som kaldes Limgraven — en ældgammel Betegnelse, idet Lim er det ældste Ord for Kalk, hvad vi bl. a. ogsaa kender fra Limfjorden. Herinde glider Aaen for øvrigt mellem fuldkommen flade Bredder, aabne dejlige Enge med Hundreder af Høstakke lysende i Sommersolen.
Da jeg gaar mod Aaens Løb, kommer jeg omtrent 200 m vestligere til noget helt forskelligt fra dette Sted, hvor vældige Brinker staar paa Øens Nordside, dækket af fuldstændig urskovsagtig Bøgebevoksning, mens Sydsiden stadig er ganske lav. Aaen er her i et Sving bleven tvunget op mod Bakkesiden og har efter-haanden helt undergravet denne, saa den som en af Havet eroderet Klint hælder ud over Vandspejlet, og hvor man ser Grønsandskalken i et lyst, vandret Bælte skære gennem Skræntens Side. Den fuldkomne Uberørthed og dybe Stilhed og den mærkelige Ensomhed i Skoven gør dette Sted til ét af de besynderligste og skønneste, jeg har truffet paa min Vej. I den Time, jeg sad her, hørte jeg ingen anden Lyd end Bogfinkernes Kvidren og Aaens sagtmodige Rislen. Intet Spor af Menneskers Færden findes her, og her synes altid at have set saadan ud.
Ganske nær Vest for dette Sted danner Aaen et helt lille Arkipelag, hvor den deler sig og glider i mange Arme hen over lav, stenet Grund med Mængder af Smaaøer mellem dens Hvirvler. Indtrykkene af Skønhed forstærkes, jo længere jeg vandrer op mod Strømmen, og de kulminerer omtrent 300 m vestligere, hvor de vilde have været enestaaende, hvis ikke Stedet var saa overrendt og nedtram-pet. Det har nemlig det Uheld at ligge lige opad Festpladsen „Lellinge Skov". — Her har Aaen i Aarhundreders Forløb gebærdet sig paa samme voldske Vis som paa det forrige Sted; men nu er det Sydbredden, den har berendt og nedbrudt, mens Nordbredden er lav og uberørt. Atter her har Strømmen foretaget en Svingning mod Banken, som den graadig har ædt sig dybt ind i. Og her er det geologiske Fænomen med Grønsandskalken langt mere tydeligt. Kalkens kolde, lysende Bælte ses skarpt mod de mørkere Partier i den bratte, mørke Skrænt.
Lellinge Aa er af Udstrækning kun et saare ubetydeligt Vandløb; men hvad den fattes i Vælde, har den faaet i Skønhed. Overalt hvor jeg møder den, i Skoven eller i de aabne Enge, er den en Fryd for Øjet. Og hvorsomhelst kan den overraske ved sin Nærhed, baade langs Landevejen eller ad Stier og Smaaveje Nord for denne.
Lellinge Aa ved „Limgraven“ i Skovvænget.
Lellinge Aa Vest for Limgraven, set over mod dens høje Nordbred.
Fisker Martin Nielsen. Gilleleje.
Den gamle Reersø-Kvinde.
Lellinge Aa nær Festpladsen i Skoven. I den høje Sydbrink ses lyse Striber af Grønsandskalk.
Indkørslen til den gamle Sognefogedgaard i Lellinge.
Lauritz Jansens og Herman Rasmussens Hus i Bjæverskov.
Jansen og Rasmussen udenfor deres Hus. Rasmussens Pibe synes ikke at trække.
Det er som før nævnt ikke alene sprogligt, at denne Aa danner Skel mellem Nord og Syd, ogsaa med Hensyn til gammel Folketro skiller den to vidt forskellige Egne fra hinanden, maaske oprindeligt to forskellige Racer. Beboerne af Hedeboegnene var stedse en stærkt traditionsfast Stamme, som havde egne Sædvaner og Skikke. Naar de gamle Hedebobønder lavede Hjul og Kors i Grøden til Helligtrekongersaften, for at Sæden til Sommer skulde velsignes med lange, frodige Vipper, da var dette utvivlsomt en Tradition, som var bevaret i lige Linje fra Snoldelev-Runestenens Soltegn!
Der var gammel „Hirdaand“ i disse Egnes Bønder: Da Karlene fra Højelse i 1864 kørte ud fra Lægdsmandsgaarden paa Vej til Hæren, holdt Vognen stille et Øjeblik midt i Porten, hvor alle tog Huerne af og slog dem mod Portbjælken over deres Hoveder, mens de raabte et dundrende Hurra. Dette gav Lykke paa Valpladsen og gjorde usaarlig. Den gamle Forestilling om et Foroffer til Valkyrien var endnu ikke glemt! Ved at slaa Huen mod Bjælken har man endnu haft taagede Forestillinger om at bringe et Offer, der førte til Held, et Offer til Valkyrien, hun som gav de dødbringende Vaaben paa Slagmarken en anden Retning. Det er en Krigerstammes Tradition.
Syd for Aaen træffer vi Skovboerne, som har Sindet fuldt af Myter og tung Mystik. Her var ingen Soldyrkelse, man tilbad Dyrene fra Skovens Dybder, der var hellige ligesom Set. Hubertus Hjort. Bjæverskovs Herredsvaaben bærer som Mærke Bæveren, der færdes i Skovens hemmeligste Indre. Og fra Lellinge-Egnen kendtes ganske samme Form for Slangedyrkelse, som fordum raadede i Lithauens fjærne Skovegne. I Lellinge By kom endnu ved Midten af forrige Aarhundrede en hvid Snog ind i Sognefogdens Gaard, hvor den daglig fik en Skaal nymalket Mælk. Thi det var en Ære for Gaarden at herberge „Snogenes Konge'1, hvis Hoved bar en Tegning som en Krone — det bragte Huset Held og Fremgang. Det er et ældgammelt Jægerfolks Tro, modsætningsvis til de senere indvandrede Krigerstammer, som er kommen fra Nord og Vest og har fortrængt dem til de sydlige Egne.
I Lellinge fandt jeg endnu den berømte, forhenværende Sognefogedgaard, liggende næsten fuldkommen skjult bag sin Haves tætte, ældgamle Træer og ind-filtrede Buskads. Den er nu aldeles faldefærdig. Dens engang hvidkalkede Murstensvægge har paa Grund af Vanrøgt antaget en sur, gusten Farve omtrent som paa et Lig; Taget er raaddent og halvt nedstyrtet, saa de graa Lægter stikker frem som møre Ribben.
—- Da jeg senere kom til Bjæverskov, fik jeg flere mærkelige Ting at høre om det intime Forhold, som endnu for ikke længe siden herskede mellem Beboerne og de hellige Dyr. Jeg fik her en timelang Passiar med to herlige, gamle Mænd, som bebor hver sin Halvdel af et lille Husmandssted, der ligger paa en grønklædt Skraaning nær Vejen paa et af Byens smukkeste Steder. Den ældste og mest veltalende, som hedder Lauritz Jansen, er født og baaren i Bjæverskov. Han er en diametral Modsætning til sin Ven Herman Rasmussen, som er fra Sorøegnen, men forlængst er havnet her paa Stedet. De er baade af Ydre og Indre saa forskellige som Syrer og Baser, men afvejet i et Forhold, saa der er fuldkommen Balance. I mangfoldige Aar har disse to levet her Dør om Dør og passet sig selv, et Par stilfærdige, pæne gamle Mænd, som forlængst har gjort op med Verden, og hvis Livsvisdom synes at være indesluttet i denne ene, korte Strofe:
Og har Du røget Din Pibe ud,
Saa stop Dig en ny og stol paa Gud.
De forekommer at være fuldkommen fattede og saa lykkelige, som Mennesker kan blive. Den eneste lille Sky, som en Gang imellem færdes paa deres Himmel, er den, at de ikke bestandig kan være sammen.
„Du render jo lidt mejed ud om Avdnerne,“ siger Rasmussen til Jansen, „aa spiller Kort aa lar mej sitte alene!“
„Naa-aah,“ svarer Jansen, „ded æ vel itte noved imod Dej, som næsten ien Gang om Maan’den tar til Kjøvenhavn aa lar mej være her alene somtier i fliere Dave aa Nætter.“
Men saa stopper vi allesammen vore Piber, fra et eller andet Sted ude i Himmelrummet fremtryller vi tre Pilsnere, og vi glemmer alle Bekymringer.
Jansen, hvem jeg fortæller om den hvide Snog — hvad der naturligvis ikke er noget nyt for ham — beretter om sin Barndom, da her endnu vrimlede med Snoge paa Egnen, især i Skovene oppe paa Aasen. Folk var fuldstændig fortrolige med dem og gjorde dem aldrig Fortræd. Man kunde finde Snogene i hele „Kager“ rundt omkring, ogsaa ved Husene. Saaledes fandtes en hel Klynge af dem paa Møddingen og flere paa Digerne ved det Hus, som ligger ved Gammel Køgegaard og nu beboes af Gaardens Kuske. Den Familie, som i Jansens Barndom boede i Huset, behandlede Snogene næsten som Husdyr. Fra Møddingen krøb de ind i Gaarden, og ingen hindrede dem i deres Færden, end ikke naar de spiste med af Børnenes Mad.
Han fortæller om en Dreng herude fra, som en Dag spadserede ind til Køge, medbringende en mægtig Snog paa en Tommes Tykkelse og 5 Kvarters Længde, som han holdt under Hovedet, saa den hang som en Spadserestok i hans Haand. Og da han i en Butik tog Kasketten af, vrimlede det ud af den med Tudser, Firben, smaa Snoge og andet Kryb, som han havde haft med som Selskab hjemme fra.
Begge de gamle hævder, at der var meget stor Forskel paa Folkene fra Skov-og Hedeboegnene. Baade til de sidstnævnte og til Stevnsboerne stod Skovboerne i gamle Dage ikke altid i det bedste Forhold.
— Huset, de gamle bor i, er typisk for Egnen, overkalket Bindingsværk, Straatag med Ryttere og Fjællegavle ned i Højde med Tagskægget, saaledes som jeg allerede havde fundet flere i Landsbyen Aashøj, der rummer flere smukke Boliger af den Type — en Byggeskik, som viste sig at være saare almindelig over største Delen af Sydsjælland, og som jeg fandt flere Eksempler paa i den smukke Landsby Ejby.
Lellinge Aa gaar paa en Strækning af et Par Mil mellem Ringsted-Landevejen og Køge Aas. Dennes skovklædte Højder har man bestandig Udsigt til over Fladerne Nord for Aaen.
Aasen kan som før nævnt følges paa den ca. 3 Mil lange Strækning fra Køge til Haraldsted Nord for Ringsted, løbende i Retningen Øst—Vest, ofte med stærke Bugtninger og enkelte smaa Afbrydelser. Den har en Bredde paa indtil 400 m, og stedvis hæver den sig til en Højde paa 42 m over det omgivende Land. — Saadanne mærkelige Aase af Sand, Grus og undertiden Rullesten findes spredt over mange af de Landstrækninger, som Bræen dækkede under den store Istid, baade her og i Sydsverige. De følger ofte Floder og Aaer og bugter sig ganske som disse. Deres Forekomst og Form er forklarlig derigennem, at de er opstaaet langs Smeltevandsfloder, som er dannede under Isen, og som har presset det medskyllede Materiale op mellem deres Bred og Isens Vægge, længe inden disse Vandløb er brudt ud gennem Bræens yderste Rand, udenfor hvilken det udskyllede Sand og Grus modsætningsvis er bleven til vide Sletter.
I Landsbyen Højelse tæt Nordvest for Køge fandt jeg et Par af de mærkeligste og ældste Gaarde paa Egnen, liggende lige overfor hinanden ved Landevejen gennem Byen. Den bedste og ældste af dem ejes af Frk. Sidsel Marie Kristoffersen, som under de to sidste Navne er en landskendt Folkemindersamler og bl. a. har udgivet et fortrinligt Værk om Hedeboegnen. Skønt jeg traf hende midt i en Hovedrengørings Travlhed, fandt hun Tid til at føre en lang Samtale med mig ude i den smukke gamle Have. Hendes Gaard har været i Slægtens Eje lige siden den opførtes i Aaret 1769, og udvendig er den saa godt som helt uforandret. Paa Fotografiet af Gaarden ses til venstre Gavlen af et Udhus, til højre Stuehuset med den lange Facade mod Haven i stærk Forkortning, og i Forgrunden den mægtige Mødding, som strækker sig mellem Vejen og Gaarden i hele den sidstes Længde.
I vor Samtale kom jeg ind paa Drøftelsen af et Sagn, som knytter sig til Stedets Kirke, og som er helt ejendommeligt. Jeg genfortæller det her:
Gamle Per Johansen fra Højelse, som var en ivrig Jægersmand, havde en Dag været paa Jagt og naaede først hjem i Byens Nærhed, da det var blevet Nat. Fuldmaanen skinnede klart, og pludselig saa han en Hare springe paa Marken lige foran sig. Han holdt straks til den med Muskedonneren, saa den trimlede; men til hans Forbauselse sprang den øjeblikkelig op igen og løb videre. Han ladede paany og skød, og det samme gentog sig. Tredje Forsøg havde samme Resultat, Bæstet var ikke til at faa Hul paa. Skønt Haren hver Gang fik et ordentligt Skrald, saa Ulden røg langt væk fra den, sprang den stadig lige frisk videre
— mærkeligt nok hver Gang nærmere hen mod Højelse Kirke. Tilsidst slap den ind ad Kirkegaardslaagen og for hen til Taarndøren og op ad Trappen.
Per Johansen fulgte efter i Trav, saa Træskoene slog Gnister, for han vilde Fanneme ha’ Haren! Men inde i Taarnet vendte den sig pludselig om imod ham med et fult Grin paa Ansigtet. Og saa opslog den den ledeste Latter, han nogensinde havde hørt — med en skrattende, hæslig Menneskestemme. Og i samme Nu saa han, at den kun havde tre Ben!
Han vendte brat, kastede Skyderen over Skulderen og gik lige hjem. Og siden gik han aldrig nogensinde paa Jagt. —
Det mærkeligste ved denne Beretning er, at vi her for første Gang i Historien
— nærmere betegnet Spøgelseshistorien — møder en Kirke-Hare eller Hel-Hare.
— De fleste af vore gamle Landsbykirker har et eller andet uhyggeligt Dyrevæsen, som spøger omkring dem. Der har, maaske fra de allerførste kristne Tider, hersket den Tro, at det første Væsen, som nedgravedes i den indviede Jord, maatte „gaa igen“. For at denne Skæbne ikke skulde ramme et Menneske, gravede man først et Dyr ned i Kirkens Grund, enten paa Kirkegaarden, under Kirkens Mure, inden i disse eller endog under selve Alteret. Hyppigst var dette Dyr et Lam eller en Hest, og Kirkelammet (Liglammet) og Helhesten (Kirkegrimen) var Genfærdet af disse Dyr, hvis Tilsynekomst varslede snarlig Død for den, som saa dem. Men ogsaa Kalv, Hund, Kat, So, Høne og Gaas, ja endogsaa Ræv, møder man som
Kirkernes „Varedyr". Hvor man undlod at nedgrave et Dyr, straffede det sig. I et Par saadanne Tilfælde finder man en „Ligjomfru", Genfærdet af en ung Kvinde, som maa bøde evigt for denne Forsømmelse.
Omhyggelige Iagttagere af disse Dyrespøgelser har konstateret, at de altid, naar det drejede sig om Pattedyr, var trebenede, hvad der naturligvis øgede Uhyggen.
— Da jeg havde ført Sagnet om Højelse Kirkeharen paa Bane, meddelte Frk. Marie Kristoffersen mig, at hun personlig har kendt en Datter af gamle Per Johansen, og at denne i ét og alt hævdede, at saadan var Historien gaaet for sig. Længere er det altsaa ikke siden, at det skal være hændt.