LÆSØ
Jeg sidder etsteds paa Læsøs Jord, over hvilken Sommerhimlen hvælver sig høj og stille, dybblaa uden Anelse af en Sky. Foran mine Fødder strækker sig en Stump ganske jævn Mark, bevokset med Græs og alskens vilde Blomster. Svaler jager derover, og Græshopper spiller nær og fjærn. Det er den eneste Lyd, jeg hører.
Ved Siden af mig hæver sig brat op over Jordsmonnet noget, der ligner en naturlig Bakke, som kaster en lang Skygge henover Marken — som en gammel, mægtig Høj, der er bleven sparet af Ploven, fordi det maatte volde for mange Knuder at jævne den. Markens vilde Flora gror hen under dens Fod og fortsætter uanfægtet op over dens stejle, puklede Sider — Rødbynke, Blaaklokke, Syre, Stenurt, Grin til Middag, Valmue, Husløg, Kongepen, Viol, Vejsennep, Svinekaal og Kornblomst gror som et vidunderlig broget Tæppe helt op til dens Ryg. Bunden mellem Blomsterne er graa som en Lavablok, men hvidtskinnende som Silke i de smaa, blanke Brud. Hvor den nederst nærmer sig Jorden, er der en alenbred, aaben Revne, i hvilken man skimter noget kridhvidt lysende, furet af lodrette, sorte Stolper — det ser ud, som Højen har revet sig løs fra Jordsmonnet omkring den og er ved at løfte sig paa sine Pæle. Man kunde tro, det er en Bolig for Underjordiske, der er stivnet i sin Bevægelse ved første Hanegal, inden den tik lukket sig helt om sine Beboere for Solens Lys!
Men den svage Antydning af Mønningstørv øverst paa dens Rand, de sorttjærede Stolper underneden — for ikke at tale om Husløgene, der stritter fede og langstilkede ud fra dens Ryg — har røbet at det er en Menneskebolig. Det er en gammel Læsøgaard, der ligger foran mig og skjuler sin Kærne under den hundred-aarige Skal af et Tangtag, som Marken er ved at gro hen over. — Og den gamle Kvinde, som just kommer gaaende omkring dens Gavlhjørne, mens hun skygger med Haanden over Øjnene og ser ud over Markerne, statelig at se til i sin pragtfulde Klædning som en Høvdings Hustru — hun er sammen med Gaarden to jævnsides løbende Led i Øens Historie, saaledes som den har udviklet sig fra de ældste Tider — to Led, der nu begge samtidig er ved at skulle forsvinde. Hun og Gaarden — de er begge to Resultatet af denne Historie, til hvilken Manden ialfald i et Par Hundrede Aar ikke har været knyttet som stort andet end Tilskuer — Forholdene placerede ham andre Steder, udenfor Hjemmet. Det er hans Skæbne, ligesom det blev Kvindens at være ene om Gaarden og dens Røgt — ganske som det var hos Jægerstammer i Oldtiden eller hos deres vilde Standsfæller i andre Verdensdele den Dag idag.
Læsøboernes Historie og Livsførelse har været nøje knyttet til Øens Natur og har skiftet med denne, eftersom de selv eller andre har handlet med den og forandret den. Bogstavelig talt var deres Skæbne knyttet til Forandringerne indenfor Øens Plantegeografi, nærmere betegnet til dens gamle Fyrreskove.
Man har intet Bevis for, at Danmarks oprindelige gamle Fyrreskov fra Fastlandstiden, da Jylland var landfast med Fyen, Sjælland og Sydsverige, ogsaa har været udbredt til Øerne Læsø og Anholt. Men har den det, da er den ihvertfald for Læsøs Vedkommende gaaet fuldstændig tilgrunde under den paafølgende Sænkning i Litorinaperioden, da denne lave Øs højeste Punkter maa have ligget 3 m under Havets Overflade, hvilket har fundet Sted samtidig med at de ældste Stenalderfolk tog Landets sydlige Kyster i Besiddelse. Til Læsø foregik Indvandringen først i den senere Del af den ældre Stenalder. Den Fyrreskov, som disse første Beboere forefandt, og som altsaa ikke er nogen direkte Afstamning fra den oprindelige, holdt sig paa Stedet til langt op imod vor Tid, da den efterhaanden blev udryddet af Øens Beboere og dens Magthavere.1) Før denne Udryddelseskrig fandt Sted, var Øen et skovdækt og vildtrigt, paa sine Steder frugtbart Land. Valdemar Sejrs Jordebog nævner saaledes af Vildt Hjorten, og der var Jagthus for Kongerne paa Øen. Mærkeligt er det forøvrigt, at denne store Ø, som allerede er tæt befolket i Stenalderen, hvad Fund af Redskaber og Affaldsdynger viser, ikke bærer mindste Spor af at have været bebygget i Bronce- eller Jærnalderen. Maaske har de urolige Forhold i denne Periode gjort den til et altfor udsat Sted. Men ialfald maa den have været bebygget igen allerede i den tidlige Middelalder.
— Havfødt er Øen, og af Havets Brusen har den faaet sit Navn. Hlérs-Ø kaldtes den efter Havguden, som her havde sit Sæde. Det oldnordiske Ord Hle eller Hier er dannet af Havets Lyde. Endnu kendes i Nordjydsk et gammelt Udsagnsord : at læ, det vil sige bruse eller hvæse, og det anvendes om baade Dyr og Vand. Om Limfjorden bruges Udtrykket: Fjorden læer — og Navne som Lem, der hyppigt forekommer, vistnok oprindeligt Læhjem, viede til Havguden Læ (saaledes i Lemvig, Sønder Lem Vig o.s.v.), har som Gudmund Schiitte paaviser vistnok oprindelig heddet slet og ret Hier — d.v. s. „Brusevig“ eller Guden Læs Vig. Paa Bornholm findes en „Læs Aa“, altsaa Bruseaa efter Guden Læ. Han er en Guddom, der oprindelig er usynlig og kun aabenbarer sig i Bølgernes Larm. Men ligesom Njord og Tyr antager han tilsidst menneskelig Skikkelse og fremstilles senere som hørende til et Jættekuld, fra hvilket alle nordiske Folk nedstammer.
Læs-0 var Gudens Bolig; og efter Eddaen havde Aserne her deres Mødested, ligesom Hle ofte besøgte Odin i Asgaard. Senere tumler Folketroen med ham og gør ham til en Høvding, som er Søn af Kong Færnjot i Finland. Sagnet siger, at 200 Aar efter at denne Høvding var landet paa Øen, kom en Mand ved Navn Goer hertil, som i femte Led nedstammede fra den samme Færnjot, og som fandt Øen beboet af sine Stammefrænder.
Sagaerne og Saxo berører meget ofte Hlérsey (senere Hlesøy og Lessøe). Her var det, at Kong Erik af Norge efter at have slaaet Odde søgte Hvile og Forfriskning. Her blev Jarlen Vanraade overvunden af Ørvar Odd. Der berettes om Asmund, at han led Skibbrud paa Øen med 3000 Mand, og om Gøta Torfasøn, at han ved at forfølge et dansk Købmandsskib strandede paa Kysten med alt Mandskab og Bytte — om Harald Haarderaade, som 1051 ved Læsø blev angrebet og forfulgt af Sven Estridssøn, til han kastede sine danske Fanger overbord og derved undslap — om Kong Harald Gilles Kamp med de Danske i 1134, og om den danske Flaade, som samledes her under Øen i 1181 før Rejsen til det hellige Land. Her til Øens Kyster forfulgte Kong Sverre Baglerne i Aaret 1199 efter at have overvundet dem. Og endelig berettes om Torkel Magnussøns Svende, som ved Aar 1300 blev grebne paa Øen.
Allerede Knytlingesaga meddeler, at Øen har faaet gejstlige Herrer — den hører paa den Tid under Viborg Bispestol. Under Valdemar Sejr rejste der sig en bitter Strid mellem Domkapitlet og Munkene i Vitskøl Kloster om de Ejendomme paa Øen, som Valdemar I. havde skænket Klostret. Striden drejede sig hovedsagelig om Grænserne for Besiddelserne og om Jagtretten, samt om det Kapel, som Munkene havde anlagt, vistnok paa Øens Østside ved det nuværende Østerby. Den Strid rasede i første Omgang lige til 1274, da den blev bilagt paa en Kirkeforsamling i Lyon. Snart efter opstod nye Konflikter mellem Konkurrenterne, og disse varede til 1320, da Viborgkapitlet ved Køb kom i fuld Besiddelse af Øen. Men ogsaa mellem Kapitlet og Børglumbisperne, under hvis Stift Øen fra tidlig Tid hørte, opstod der Rivninger angaaende Jurisdictionen paa Stedet, saa-ledes især i Slutningen af det 14. Aarhundrede, da Striden antog den største Voldsomhed, og den varede med Mellemrum til 1523.
Det var bestandig Indtægterne, som var Stridsæblet mellem de gejstlige Herrer. Og det blev først efter Reformationen at Øen kom helt til Ro under Viborg Bispedømme — nemlig efterhaanden som dens Rigdomskilder udtømtes; og der kom helt Fred i de fromme Sind, efterhaanden som Øens Fyrreskove forsvandt og Sandflugten tog fat og dækkede de Steder, hvor de havde ligget. Det var af disse Skove, Domkapitlet og Vitskølkannikerne havde haft saa umaadelige Indtægter ved Anvendelsen af Træet til Brændsel ved de Saltkogerier, som i flere Hundrede Aar var igang paa Øen. Det frugtbare, skovdækte Land forvandledes for omtrent Halvdelens Vedkommende ved disse skaanselløse Hærgninger af de skærmende Skove til aabent Land, hvorover Vinden rasede og Sandflugten jog. Særligt var det i Aarene 1667—77, at Sandflugten blev voldsom, og det forhen rigt bebyggede Nordland blev til den Sandørken, som hvilken det endnu henligger, raseret for sine Menneskeboliger, sin Kirke og sine Agre. Af de forhen vildtrige Skove var allerede da kun ubetydelige Rester tilbage.
— Det var ikke Smaating, Domkapitlet indkasserede ved disse Transaktioner paa Øen. En „Procurator Capituli“ styrede Øen efter ca. 1320. Beboerne, som var Fæstere under Kapitlet og kaldtes dets „Vordnede og Tjenere'1, havde ved Siden af noget Kvægavl Saltsyderiet som Hovednæringsvej. Enhver Boelsmand havde Andel i en Saltkedel og betalte deraf Landgilde til Kapitlet. Denne Afgift af hver Kedel paa Øen flød rigeligt i Form af „Kapitelsalt", „Fogedsalt" og „Helligsalt". Viborgbisperne hentede 3 Gange aarligt paa eget Skib 18 Læster Salt. Desuden indfandt sig for Salttilvirkningens Skyld et broget Selskab af fremmede Handelsmænd paa Øen, undertiden kommende helt fra Holland. De Priser,
Bisperne beregnede sig for Ekstratjenester, var ikke smaa, saaledes da Bisp Tyge af Børglum i Aaret 1330 fik paa én Gang 14 Læster Salt for at tillade nogle ellers forbudte Ægteskaber paa Øen!
Reformationen bragte ingen nævneværdig Ændring i Øens Administration. Øen blev 1631 delt i 6 lige Lodder, der hver tilfaldt én af de 6 privilegerede Prælater og Kanniker ved Viborg Domkirke, af hvilke enhver fik de Indtægter, der faldt paa hans Andel af Godset foruden Løn i Salt og Penge af Beboerne for at føre Tilsyn med Godset og Skovenes Hugst. En Landfoged, som valgtes af Kapitlet, havde Bolig paa „Klitgaarden“ og havde bl. a. den Opgave at indkassere Landgilden og føre Tilsyn med Stranding og Bjærgning, som efterhaanden blev en vigtig Indtægtskilde, samt sørge for at Kapitlet fik én Lod af hver Mands Bjærgeløn m. m. •— Ogsaa en Birkedommer ansattes af Kapitlet.
Beboernes Gaarde gik almindeligvis frit i Arv og Eje blot mod en Betaling af de sædvanlige, aarlige Afgifter. —
Henimod Midten af det 17. Aarhundrede var Salttilvirkningen næsten gaaet istaa af Mangel paa Brændsel. Skovene var da omtrent totalt forsvundne, og Øen forarmedes hurtigt. Samtidig udslettedes det før saa rige Hals Sogn paa Nordsiden af Sandflugten. Den Hede, der dækker Stedet, kaldes af Beboerne Nordmarken, nu ofte blot „Marken" — et sørgeligt Øgenavn! Trods Fritagelse for Skatter og andre Lempelser, hvormed man allerede saa tidligt som i 1778 har søgt at lokke Befolkningen derud paany, er endnu kun paa den sydlige Del nogle Pletter opdyrkede; alt det øvrige er tomt og øde, og selv Ruinerne af den gamle Hals Kirke er forlængst sunket i Grus og helt forsvundne. Kun ved Østerby og dens nærmeste Omegn træffer man større, sammenhængende Dele af dyrket Agerland.
Den Landevej, som nu i en Bue mod Syd fører fra Vesterø Havn over Byrum til Østerby, deler Øen i to omtrent lige store Dele, mod Syd de dyrkede Egne, mod Nord den sanddækte Ørken „Nordmarken".
Lars Hess Bing, Øens gamle Historiograf, siger i sit over hundred Aar gamle Værk om Læsø, at „af Fyr- og Grantræer have i fordums Tider været en stor Del, hvoraf endnu i de sandfugne Egne under Hals Sogn sees mange Stubbe, og i disse Klitter fremvoxe tillige om Sommeren smaa Fyr- og Granspirer, men biir af Kreaturerne opædt."
— Naar man nutildags ved Reparation eller ved Nedrivning af en gammel Læsøgaard finder en Raft eller kroget Gren, som har tjent til Støtte for dens Tangtag, er dette ofte en Fyrregren. Og her finder man de sidste Levninger af Øens gamle Skove.
Som Minder om Saltkogningen finder man endnu enkelte synlige Spor. Nogle firkantede Inddigninger ses saaledes ved „Bobakkerne" nær Kysten mellem Bangs-bogaarde og Byrum, og ligeledes paa Kringelrøn og Langerøn. De har vist været opkastede omkring de Steder, hvor Kedlerne stod, for at værne disse mod Kreaturerne. I Nærheden af dem findes nogle langagtige Forhøjninger, bestaaende af Slagger, opstaaede ved Brændingen, og rundt om disse Steder ser man nogle vandfyldte, runde Huller paa 10—12 m’s Diameter og omtr. 1 m dybe, hvorfra Saltvandet hentedes til Afkogning i Kedlerne. Alene nær Bangsbo findes 238 saa-danne Huller, paa Kringelrøn omtrent 100.
Den sidste, som paa Læsø forsøgte Saltudvinding i større Stil, var en Dr. Bister, som omkring 1730 kom til Øen og forsøgte sig paa Kringelrøn, men maatte
efter „Danske Atlas" paa Grund af Mangel paa Brændselsmateriale tilsidst „gribe til de uheldige Projektmageres sidste Raad, at gøre sig usynlig", efter mest at have „ruineret Resten af Skoven". — Stedet, hvor han arbejdede, kaldes endnu i Folkemunde „Dr. Bisters Have".
— De forandrede Forhold, som indtraadte efter Skovenes Udryddelse, drev de mandlige Læsøboere til at gribe til andre Næringsveje og førte dem efterhaan-den alle ud paa Søen, mens Kvinderne sad ene hjemme og tog sig af Gaardenes magre Drift. Skibsfarten tog sit højeste Opsving i Aarene efter 1668; men saa kom den store nordiske Krig, i hvilken Øens Flaade omtrent tilintetgjordes, og Mændene søgte helt bort fra Øen og tog Hyre paa fremmede Skibe. Hertil kom yderligere, at der fra omkr. 1770 aarlig foretoges Udskrivning fra Øen til Orlogs-tjeneste af alle Drenge, unge Karle og alle gifte Mænd indtil de var 50 Aar gamle „efter hvilken Tid de i Almindelighed ei ere duelige til Landets Forsvar." — Det var Øens allerfattigste Tid, og Hjemmene manglede efterhaanden fuldstændig mandlig Arbejdskraft til Agrenes Dyrkning. Og som Udslettelsen af Øens Skove efterhaanden i skæbnesvanger Grad forandrede dens Natur, saaledes ændrede den Livsbetingelserne for dens Beboere som ingen andre Steder i Landet. Det er denne Forandring, som gjorde dens Kvinder fra udelukkende at være Husmødre til Jordbrugere og til Gaardenes virkelige og eneste Herrer, til eneraadende Høvdinge paa deres Lod, hos hvem Mændene var ørkesløse Gæster, naar de om Vinteren sad hjemme i et Par Maaneder fra deres Langfarter. Pontoppidan siger: „Qvinderne forrette alt Land-Arbeide, ja naar Mand og Kone age til Kirke, da kiører Konen for Manden, som sidder bag i Vognen." — Disse besynderlige Forhold har varet til helt op imod vore Dage og præger ialtfald den ældre kvindelige Befolkning endnu den Dag idag.
Den gamle Hals Kirke — oprindelig „Set. Olai Kirke" — ophørte at anvendes til Gudstjeneste allerede 1722, og noget før maatte Kapellanen paa Stedet fraflytte sin af Sandflugten ødelagte Præstegaard i dens Nærhed, den saakaldte „Anneks-gaard". Familierne bortflyttede én for én fra det hærgede Sogn, og tilsidst laa Sandet eneraadende hen over de skjulte Tomter.
Udskiftningen af Læsøs Jorder fandt Sted i 1845—53, og efter den Tid bortfaldt den Bjærgelønsafgift, som Beboerne havde betalt til Domkapitlet, samtidig med at Landfogedembedet ophævedes i 1858. Birkefogedembedet forsvandt i 1919 efter den nye Retsplejeordning og Øen kom under Frederikshavns Jurisdiction. Læsø „Landgilde" gaar nu direkte i Statskassen.
Administrativt hørte Øen oprindelig under Aalborghus, men fra 1707 kom den under Hald Amt til 1794, da den henlagdes under Hjørring Amt.
De Forestillinger, man efter ovenstaaende korte Redegørelse for Øens landskabelige Udvikling vilde kunne gøre sig om dens Natur, maatte blive ensidige og mangelfulde. Læsøs Landskab er mangfoldigt og broget, sammensat og uensartet som Glasstykkerne i et Kalejdoskop. De forskelligste Former for dansk Natur møder man her: vide, øde Lyngheder, langs Havet ved Nordkysten bratte Flyvesandsklitter, og indenfor disse et Par mægtige, ringformede Klitvolde, omgivende en mærkelig Klitsø. — En yndig, frodig Skov, der blandt sine Løvtræer rummer enkelte Bøge, ligger paa Grænsen mellem Heden og den sydlige Del, hvor den idylliske Landsby Byrum med sine pragtfulde Haver og skønne Trægrupper ligger omgivet af veldyrkede Marker, der grænser ud mod vide Fælleder og Kjær. Og sydligst strækker sig de store Røn’er med deres lave Strandenge. — Kun Bakkelandskab mangler. En lille Højderyg — en gammel Strandvold af faa Meters Højde, der fra Byrum strækker sig mod Nord til Kysten, og som man knapt bemærker naar man kommer hen over den, er det højeste Punkt af Læsøs Jor
der. Kun Klitterne ved Højsande paa Nordsiden naar med deres 28 m op over denne.
Udfra Kysten strækker sig milevidt farlige Rev og Grunde —- maaske var det rimeligst at omtale disse under Næringsvejene, blandt hvilke de ved de overordentlig hyppige Strandinger ialfald i ældre Tid spillede en fremherskende Rolle! 13/4 Mil udenfor Syrodde strækker Læsø Trindel sig under Havfladen i en Længde af omtr. 200 m, én af Kattegats allerfarligste Grunde, hvor det første danske Fyrskib blev udlagt 1829. Ud mod denne Grund rækker Læsø Nordøstflak eller „Jegins Rev“ sig omtrent i en Mils Længde. Fra Nordvestkysten ved Holtemmen løber det over en Mil lange Rønnerev helt ud til Nordre Rønner, en Samling smaa, tildels græsklædte Stenholme. Paa Vestsiden udgaar fra Sønder-Nyland Læsø Nordvestrev og rager en Mil ud i Læsø Rende — ogsaa et overordentlig farligt Rev, hvor de fleste Strandinger i de senere Aar har fundet Sted. Selve den berygtede Læsø Rende, der løber gennem det 2x/2 Mil brede Farvand, som adskiller Øen fra Fastlandet, er 15 m dyb, men paa et enkelt Sted kun 6 m bred! — Syd for Øen er omkring Hornfiskrøn endnu et stort Flak, som paa et Areal af hele Øens Størrelse kun har 2 m Vand. Endelig er der 23/4 Mil S. for Øen den uhyggelige Kobbergrund. Disse Steder er nu alle forsynede med Fyr eller Fyrskibe, men var tidligere i Sejlskibsperioden mangen Skudes Bane.
Havet, som mod Nord og Nordvest æder af Øens Klinter, er til Gengæld gavmildt mod dens Sydkyst, hvor det aarligt lægger til Landets Vækst — saaledes er f. Eks. Hornfiskrøn nu dobbelt saa stor som for hundrede Aar siden.
Øen har 3 Sogne, Vesterø, Byrum og Hals. Vesterø Sogn, under hvilket Sønder-Nyland og Nordre Rønner hører, har Fiskerbyen Vesterø med en Redningsstation ved Vesterø Havn eller „Lundbæk Havn“ paa Vestsiden, men ingen Landsby, hvorimod en Mængde spredtliggende, store Gaarde og Huse. Vestligst ud mod de store Strandenge nær Vester-Nyland ligger Sognets anselige Kirke, opført af Munkesten i den senere Middelalder, men nu stærkt restaureret.
Byrum Sogn, det sydligste og frugtbareste, har Landsbyen Byrum, Øens Hovedstad med Kirke og Embedsboliger. Til Sognet hører de nu landfaste Holme Langerøn, Kringelrøn og Færøn samt den sydligst liggende Hornfiskrøn, foruden en Strækning ved Nordvestkysten mellem Hals og Vesterø Sogne. Byen og Kirken vil senere blive omtalt. Ligesom i Vesterø Sogn ligger store Bøndergaarde og Huse spredt over hele Sognets dyrkede Del.
Hals Sogn, det nordligste og ufrugtbareste, har ikke mindre end 3 smaa Bygde-lag, østligst Østerby, Sognets egenlige Landsby med adskillige større Gaarde og en Lodsstation; mod Vest ligger en Samling Huse som hedder Klitten, og Sønden for disse de anselige Bangsbogaarde. Her findes Redningsstationer ved Jegins Odde og Tornnæsodde.
Naar undtages Nordre Rønner, som skal omtales for sig, er Læsø med sine øvrige Holme 21101 Tdr. Land med ialt 728 Beboelser og 3052 Indbyggere. Af disse levede endnu i 1890 omtrent 600 af Søfart, men efterhaanden som Mændene har trukket sig tilbage fra denne, ernærer nu langt den overvejende Del af Befolkningen sig ved Agerbrug, som i de senere Aar økonomisk har gjort betydelige Fremskridt. Kun omtrent 100 lever udelukkende af Fiskeri.
Den Haardhændethed, hvormed Øens Beboere og dens Magthavere i ældre Tid er faret frem mod dens Natur, præger bestandig dens Landskab og dens Befolkning. Intetsteds i Landet har jeg set Klimaet, Landskabet, Boligerne og deres Beboere indgaa i et mere harmonisk Hele end her. I samme Øjeblik, man fra Vesterø Havn med dens moderne Fiskerhuse er kommen ud ad Vejene mod Sydøst, er man midt inde i denne Natur, hvor alt er en Symfoni af strængt klingende, haarde Akkorder. Det jævne, forblæste Land med de spredtliggende, ofte ældgamle Gaarde med de tunge Tangtage, der synes at være brudt op gennem Grunden og har løftet Græs og Urter med op paa deres Ryg — de flade Marker, der ser ud som om Blæsten har skrællet alt det opstaaende bort af deres Grund — den blændende Himmel ude over de lave, havomskyllede Røn’er — Klitrækkerne, der løfter deres blaanende Kæde ude i Nord — alt dette er nu mere end nogensinde Havguden Hlés Hjem og faste Borg, hvorover hans Folkehold af Storm og Byger, Fog og Havknog raser. Og Huse og Mennesker stinder sig for at holde Tørnen ud. Det siges, at en ægte Læsøbo kendes paa, at han har Sand mellem Skulderbladene — man kommer til at tænke paa Skrubben og Flynderen, der camouflerer sig paa Havbunden paa samme Vis!
•— Stiger man op i Vesterø Kirketaarn, vil man fra Glamhullerne se ud over hele det flade Land. Kun fjærnt mod Nord ses Klitterne om de to „Foldgaarde" ved Højsande løfte sig lidt over Horisonten, ellers er det kun Kirketaarnet i Byrum, som konkurrerer med det Stade, man er oppe paa. Mod Vest ser man ned paa et udpræget Lagunelandskab, hvor Stenvenderen færdes om de lave Vande, og mod Sydøst over de endeløse Røn’er, der yderst ude gaar i ét med det blinkende Hav. Gaardene skyder nær og fjærn op over den jævne Grund — men var det ikke for Haverne, der indeslutter dem, vilde de være lige saa godt „beskyttede11 som Flynderen under Havbundens Sand.
Men jo længere man herfra bevæger sig ad Vejen mod Øst, jo mere ændres Landskabets Karakter, tilsidst i overraskende Grad naar man nærmer sig Byrum By, indenfor hvis Grænse man havner i den fuldendte Idyl. Herlige Trægrupper omgiver Vejene og de store Gaarde langs disse. Der er modsætningsvis en besynderlig Ro og Fred over dette Sted, en Tryghed og Hygge, som er saare forskellig fra Vestlandets barske Stemning. Sin Kulmination naår Byen i de to gamle Patricierboliger, den forhenværende Landdommergaard „Klitgaarden" og den tidligere Birkedommerbolig, nu Dommerfuldmægtigens Bopæl, begge omgivet af pragtfulde, parkagtige Haver med Træer af mange Arter.
Foruden disse gamle skønne Gaarde har Byen sin anselige Kirke, der er udpræget smuk med sit mærkeligt brede, tunge Taarn. Oprindelig opført af Munkene i Vitskøl Kloster i Beg. af det 13. Aarhundrede og gothisk i sin Stil er den hyppigt restaureret, men især Hvælvingerne i Kor og Skib er endnu ypperlige. Baade denne og Vesterø Kirke rummer endnu enkelte Dele af det gamle Inventar fra katholsk Tid, saaledes findes her det smukke Alterskab med udskaarne Figurer, som desværre i den senere Tid er bleven restaureret i nogle ækle, skrigende Farver. Tre udmærkede Lysekroner, nogle ophængte Skibsmodeller og et primitivt Billedskærerarbejde, forestillende Set. Laurentius med Risten, er smukke Seværdigheder i dens Indre. Men først og fremmest maa nævnes en ganske fortrinlig Træskulptur forestillende Sete. Barbara, et ypperligt Kunstværk, som desværre er overmalet med hvid Oljefarve og nu henstaar i Taarnrummet. Det burde drages frem af sin Ubemærkethed, restaureres og finde en værdigere Plads.
Læsø. Et Hjørne af den mindste Gaardsplads i Bangsbogaarde 6 X 6V2 m. Over Døren paa Taget Husløg omgivet af bidende Stenurt, Lindhardsurt, Græsser m. m.
Læsø. Udsigt fra et Tag paa Bangsbogaarde over den næstmindste Gaardsplads og Landskabet i S. Ø.
Læsø. Posten Lauritz Petersens Hus. Thostrup Lund.
Læsø. Sandflugtsheden ved Hals Kirketomt.
Læsø. Indkørsel fra Vest til Juelsmindes Gaardsplads. Til højre Stuehuset ved Haven.
Læsø. Den østre Gavl af Juelsmindes Stuehus. Bemærk Udskæringen i Tangtaget ind til Vinduerne.
Læsø. Bjælke fra 1694 i den tredjeældste Del af Gaarden Juelsminde. Østre Længe.
Læsø. Juelsmindes nordlige Længe , Gaardens næstældste.
Det siges, at et Kloster skal have ligget hvor Klitgaarden nu findes, og at en Løngang har gaaet derfra hen til Kirken. Det er muligt, at dette Kloster har været „Kapitelhuset", hvis Plads man ikke mere med Sikkerhed kan paavise. Paa Stedet findes en stor, ældgammel Kastanjeallé, som endnu kaldes Munkealleen.
Mellem Byens iøvrigt temmelig nye Bygninger finder man saa godt som ingen af den rene, gamle Læsøtype; saadanne maa søges i det aabne Land mellem Landsbyerne. Et af de bedste Eksempler paa den ældgamle Byggeskik finder vi i Bangs-bogaarde Nordøst for Byrum i den sydlige Del af Hals Sogn, hvor vi atter er ude i mere barske Omgivelser. Disse Gaarde er et fuldkomment Eventyr i Retning af gammel Bygningsstil. Som alle gamle Læsøboliger er de lave Bindingsværksbygninger, hvor som oftest kun de lodrette, tjærede Stolper er synlige mod de hvide Vægge, som er klinede eller murede af raa Sten. Saagodt som alt Tømmeret er Eg, der er hentet fra strandede Skibe. Disse Gaarde er som Regel ganske anselige, hvad der mindre skyldes Grundens Omfang end de umaadelige Tangtage, der ofte naår flere Alens Tykkelse. Man „tængede" som oftest Længerne helt ned til Jorden, hvorefter man udskar Aabninger i Taget ind til Vinduer og Døre. Disse Tage er ofte flere Hundrede Aar gamle, og det hænder at man fornyer Underbygningen uden at røre de gamle Tage, som har mange Fordele fremfor Straatagene, dels fordi de danner en enestaaende Isolation mod Kulde og Hede, dels fordi Brandfaren ved dem er overordentlig ringe. At denne Tækningsmetode nu efterhaanden er helt ophørt og at man heller ikke mere kan reparere Tagene, skyldes den Omstændighed, at den dertil anvendte Tang, Zostera marina, som ved sin Længde var fortrinlig egnet til dette Brug og som tidligere var almindelig, næsten ikke mere findes ved Øens Kyster.
Store Mængder af Folk var forsamlede, naar et nyt Hus skulde „tænges“. De fleste af disse var Kvinder, de saakaldte „Tækkemænd", hvis Opgave det var at hvirvle Tangen sammen til lange Bundter, tykke i den ene Ende og tynde i den anden, og saa lange at de kunde slynges om de fire nederste Lægter i Taget og hænge med tykke Ender ned til Jorden — de saakaldte „Vadsker". Fasthæftnin-gen foretoges af Mandfolk, „Indsætterne", som forestod den egentlige Tækning, hvad der krævede stor Øvelse. Kvinderne langede med Høtyve de sammenslyngede Vadsker op til Indsætterne, som vedblev at vinde de tynde Ender om Lægterne, indtil Taget øverst dækkedes af en stor Mængde løs Tang, som endelig styrkedes for oven ved Paalægning af Græstørv paa Mønningen. Ved denne Tækningsmetode anvendes ofte indtil 15 Læs Tang over hvert Tag i et Hus og 20 Læs til hver Gavl! — Naar et Hus paa 10—12 Fag tækkedes, var ofte 80—100 Mennesker i Virksomhed flere Dage itræk.
En Maanedstid efter den første Tækning, naar Tangen var sunket sammen, lagdes mere Tang paa, og dette gentoges siden én Gang om Aaret et Par Aar itræk, til Taget havde faaet sin rette Tykkelse, hvorefter man ovenpaa Røstet dækkede det med lange, smalle og dybtskaarne Græstørv, de egentlige Mønningstørv.
Medens disse Gaarde som Regel ligger isolerede, har man i Bangsbogaarde et Eksempel paa sammenbyggede Gaarde, ikke mindre end 4 i Tallet. I Tidens Løb har dog Tilbygninger og en enkelt Nedrivning i nogen Grad forstyrret den oprindelige Grundplan, som ikke mere kendes med fuld Sikkerhed.
I de enkelte velbevarede, gamle Stuer findes endnu nogle fortrinlige Møbler, saaledes en gammel Bilæggerovn, et Chatol og nogle andre Træmøbler, fremstillede af fine Træsorter fra strandede Skibe, saasom Teaktræ og graa Eg, samt enkelte gamle Metalgenstande, blandt hvilke navnlig en Messinglygte var mærkelig. — Det gamle Bondearbejde her paa Øen stod haandværksmæssigt meget højt; det meste af hvad vi finder er udført af Mændene under deres Vinterophold i Hjemmet, hvor de aldrig tog Del i Gaardens egentlige Røgt. Det tjener til Beboernes Ros, at der endnu findes enkelte af disse fortrinlige Ting rundt om paa Øen, tiltrods for at Købere i Hobetal har hjemsøgt den under Krigsperioden.
Bangsbogaarde, af Indbyggerne simpelthen kaldet „Gaarden", danner sammen med sine landskabelige Omgivelser et Hele af saa stor og ejendommelig Skønhed, at jeg næppe har set dets Mage. De ganske flade og lave Marker, hist og her isprængt et Stykke lynggroet Hede, er sammen med det mærkelige, gamle Gaard-kompleks ved sin Ro og Harmoni noget fuldkommen beundringsværdigt. Man bevæges dybt ved Tanken om, at dette er dansk! Og man mindes et gammelt Begreb, der hedder Fædrelandskærlighed. Her er noget, som man ganske forgæves vilde søge alle andre Steder!
Naturligvis — Ejerne selv har intet Begreb om Stedets Skønhed, og Gaarden vilde de helst ombytte med en bekvemmere Bolig. „Gid det gamle Stads vilde brænde ned til Grunden," sagde en Kone til mig derinde, „det var den nemmeste Maade at komme af med det paa!“ •— Der er ikke meget at sige til det. Maask.e blot dette, at det ikke er helt pænt at udtrykke sig saaledes om det Hjem, hvori éns hele Slægt har levet . — Men den rapfingrede Tid hjælper nok snart paa én eller anden Maade Beboerne tilrette. Og Tillykke med det!
Men at den vældige gamle Skovfyr, som gror tæt undenfor Gaardenes yderste, søndre Længe, og hvis Stamme tjener som Sæde for Brøndvippen, ifjor er bleven sparet for Omhugning paa Landpostbudets Forbøn — dette viser, at der ogsaa er Folk i Nabolaget med andre Synspunkter!
Hele denne midterste Del af Øen, selv den dyrkede, er af mærkelig Skønhed. Overalt kan man overraskes ved mellem Agrene at finde Stykker af urørt Lynghede, og omkring de herlige Gaarde Trægrupper af stor Frodighed — ved Bangsbogaarde groede en Graapil paa 13 Meters Højde! Træerne ses vidt ud over det flade Land, som bestandig forbauser ved sin Uensartethed. Selv her, hvor det barske Klima er det alt beherskende, kan man pludselig staa Ansigt til Ansigt med en Idyl, som paa Baggrund af de voldsomme Modsætninger forekommer mere indtagende end noget andet Sted i Landet. Mellem Bangsbogaarde og Skoven — eller „Lunden" som den kaldes — mødte der os ved noget som hedder Thostrup Lund et Billede, der er godt egnet til at give et Begreb om den uhyre Forskellig-artethed i Øens Natur — Heden ved Højsande endnu uomtalt. Det er Landposten Lauritz Petersens Hus. Gemt som det ligger under sine mægtige Træers Skygger, med sine herlige Bindingsværksmure under det smukke Straatag og med den gamle Vippebrønd, omkring hvilken Faarene græssede, rummer dette Sted en Romantik, en saadan Aabenbaring af Fred og Hygge, en saa ejendommelig Poesi, at man maa søge dets Lige i Landets frodigste Egne — hvor det dog vilde savne den barske Baggrund, som her øger dets Værdi og fremhæver dets Yndigheder.
Det er Ejeren af dette Hus, som ved sin Forbøn reddede den gamle Skovfyr ved Bangsbogaarde. Ogsaa paa hans egen Jord kan man se, at han anerkender andre Værdier end dem, der kan gøres i Penge eller puttes i Kakkelovnen. Beundringsværdig er en saadan Sans for Naturskønhed hos denne ganske jævne Mand. — Ogsaa i hans Stuer finder vi mange Eksempler paa hans Trang til at bevare Skønhedsværdier. Det morsomste er en Bilæggerovn, udført i „Nes Werk 1748“ (i Norge). Paa dens ene Bredside er en Fremstilling af Dronning Margrethe med Fødderne hvilende paa den overvundne Albrecht af Mecklenborg, paa den smalle Side et Relief, der forestiller „Retfærdigheden". — Maatte denne Dame trods sin Blindhed altid udstraale en passende Mængde af sin Varme paa Landposten Lauritz Petersen!
— I Østerby, hvortil Vejen fra Bangsbogaarde mest gaar over en lav og øde Hedestrækning, fandt vi nær Landevejen en Gaard med det mægtigste og forunderligste Tangtag, vi endnu havde set. Det hænger som Klippesten ud over Længerne, og man bliver forundret over, at disse ikke synker sammen under dets Vægt. Selve denne By er forøvrigt ved at faa et moderne Præg omtrent ligesom Vesterø. Paa Vejen ud til dens lille Fiskerhavn kom vi over en Udløber af Øens Ørkenland, hvor vi til begge Sider langs Kysten saå lave Klitdannelser; og fjærnt imod Vest skimtedes ved Hornnæs Strand de svære Klitter Nord for Højsande, hvis mægtige, takkede Sandmiler stod blaattegnede mod den tindrende Solskinshimmel. Sand — Sand, umaadelige Arealer til alle Sider omkring mig! Men disse øde Vidder har deres egen, mærkelig tunge Stemning, der øges ved Vindens Hvislen i Marehalmen, hvis svingende, naalespidse Toppe skriver Cirkler —-Uendelighedens Symbol — i Strandens haardføgne Flade.
I Klitterne har Læsø sin eneste Form for Bakker. Blæsten og Havet har dannet de faa Ujævnheder, som findes paa dens Overflade. Ved Byrum fandt vi, hvor Vejen forbi Klitgaarden gaar mod N. N. Ø., en Strandvold af Rullesten og groft Grus, der hæver sig nogle faa Meter over Havet og danner de højeste Punkter i Øens gamle Grund — højst besynderlig at træffe helt herinde paa Midten af den store Ø! Ral’en er paa Størrelse som Knytnæver, og udentvivl er Volden dannet ved Opskyllinger af Havet fra Øst. Tæt udenfor Klitgaarden, hvor der er gravet i den, viser den tydeligt sit Materiale af Rullesten. Der fortælles, at tæt Østen for dette Sted er der ved Gravning fundet en Del Hvaltænder. — Rullestensvolden strækker sig tværs over Øen til Nordvestsiden i Retning mod det store Rev, som fører ud til Nordre Rønner.
Hvor Landevejen fra Østerby naar udfor Bangsbogaarde, viger en mindre Vej mod Vest og fører over til Øens Skov, som ligger 3 km Nord for Byrum og endnu rummer Rester af Øens gamle Løvskove. Hele den østlige Del af den er dog for det meste ny Plantning, mest Bjærgfyr; men ogsaa Birk, Hvidgran, Skovfyr, El, Seljepil og Røn findes herinde, ligesom vi møder ikke faa store, gamle Ege paa vor Vej. Langs den sandede Skovvej gror paa de aabne Felter Dværgpil, Ener og Pors, om hvilke Bunden er dækket af rosenrød Røllike, Nyserøllike, gul Snerre, Blaaklokke, Høgeurt, Perikum, Scabiosa, Rødkløver, Engelskgræs og Kattehale. Et aabent Hedekjær har Lyng, Pors og Klittag, hist og her med smaabitte Birke og Dværgpil, og overstrøet med Duske af Kæruld. — Det er det aabne Lands og
Krattets Fugleverden, vi møder herinde: Lærke, Engpiber, Bynkefugl, Bomlærke, Gulspurv, Irisk, Tornsanger og Gærdesanger. Udenfor kreser Forstusvaler, og enkelte Maager og Terner ses over Markerne.
Længere mod Vest bliver Skoven ældre og tættere. Her er anselig Egeskov, blandet med enkelte Birke og Røn, som endelig gaar over i ren Birkeskov. Endnu længere mod Vest finder vi et yndigt Ellekrat paa dybgrøn Græsbund med Siv og Bregner, og siden nogle mægtige Ege med et Væld af Caprifolium hængende om Stammerne, og paa de mere tørre Steder Røn og vældige Eksemplarer af Bævreasp, omgivet af Hindbærbuske og Tyttebær. Ringduer kurrer herinde, og Musvitten filer fra sin Trætop, ubekymret for Spurvehøgen, der kredser højt mod den blaa Himmel. — Et lille yndigt Vandløb med stejle Skrænter, „Lundbæk“ kaldet, der danner Afløb for Smaasøerne ved Tarrim Bakke, risler klar og sval gennem Skoven og er langs sin frodige Bred tæt klædt med Bregner og Kjær-Mangeløv. — Et andet Vandløb paa Øen, som danner Afløb mod Vest fra de samme Søer, hedder mærkværdigvis ogsaa Lundbæk, skønt den løber gennem fuldstændig skovløst Land! Navnet maa stamme fra en Tid, da ogsaa dette Sted har været skovdækt. —
— Som før nævnt findes paa Læsø ingen Minder om Bebyggelse i Bronce- og Jærnalder. Paa vor Vej gennem Byrum fandt vi i dennes østlige Del en Samling kæmpemæssige Sten, som efter Beboernes Udsagn skulde være et gammelt Tingsted. Dette er dog mere end tvivlsomt, idet Stenene er af saa uhyre Dimensioner, at de ikke kan være anbragt her af Menneskehænder. Den midterste, som er omgivet af en uregelmæssig Ring af noget mindre Sten, er alene over Jordsmonnet 2 m høj og 14—15 m i Omkreds. Stedet er meget mærkeligt og smukt og danner sammen med den nærliggende Bondegaard og de store Vejtræer et storartet Billede.
Saasnart man ad Vejen forbi Byrum mod Nordost har sluppet Skoven, kommer man ud over den vilde Sandhede. Den strækker sig herfra i sin fulde Bredde ud over Højsande til Hornnæs Odde, en Vejlængde paa omtrent 5 km, og fra Ræpynt i Vest til Syrodde i Øst over en Strækning af ikke mindre end 16 km. Dens ganske lave Flade er brudt af Sumpe og gamle, sammenføgne Klitter. Over dens Tæppe af Lyng, Pors og Revlingris har den den mærkeligste, regelmæssige Bevoksning af ganske smaa Birketræer og enkelte Røn og Bævreaspe, sjældent mere end 1—2 m høje og overalt staaende med omtrent 10—15 m’s Mellemrum. Det er det besynderligste Syn, man kan tænke sig — der er noget kirkegaards-agtigt ved denne Regelmæssighed, man kunde vente at finde en Grav ved hver af disse Tuer! Og dog er det Naturens eget Værk. — Vejen, der paa Kortene er vist som Hovedvej, er bare 3—4 dybe, sandede Hjulspor, der af og til fører gennem sumpet Terræn med Tuer af Lyng, Pors og Hjelme, hvor vi maatte vade i Vand til Knæene.
Omtrent 3—400 m fra Nordkysten finder vi denne Hedes mærkeligste Lokalitet Højsande. Som to ringformede Klitdannelser ligger den omkring de to „Fold-gaarde“, hvor dens 8-talformede Ryg har dannet sig om to gamle Klitsøer ligesom Kraterrandene i et Par sammenhængende Maanebjerge. Medens Vestre Foldgaard endnu har en Rest af sin Sø i Behold, er det Indre af den østlige nu blot en Sump, for det meste lynggroet og ligesom den omgivende Hede bevokset med lave, jævnt-spredte Birkebuske. Det er fuldkommen gaadefuldt, hvordan disse Ringbjerge har kunnet danne sig, og overhovedet er dette Sted et af de mærkeligste Stykker dansk Landskab, jeg har set, et besynderligt Paafund af Naturen. Imponerende er Klitten ved sin relative Højde, ved sin savtakkede, bjærgagtige Kontur og ved de kolossale Mængder af Sand, som Blæsten her har ophobet.
Komne op over Skraaningen og vandrende henover de bølgeformede Kamme, hvoraf deres Ryg bestaar, naår vi Sandbjergenes og Øens højeste Punkt, en 22 m høj Klittop paa Sydsiden af Vestre Foldgaard, hvorfra vi faar vid Udsigt over dette ejendommelige Landskab. Vejret er klart som paa en Septemberdag, og Luften skarp og frisk, saa den kvæger Struben som Kildevand. Hele Jyllands-kysten fra Frederikshavn til langt Syd for Sæby ligger synlig og saa skarp, som var den kun en Milsvej borte, Nordre Rønner med deres Fyr forekommer ganske nær ved Kysten. En voldsom Duft fra den blomstrende Lyng, fra Smaagran og Birk naår op til os, og Luften bæres saltfyldt af Nordenbrisen ind fra Havet, der ligger ultramarinblaat langs hele den hvide Nordstrand. Indenfor Klitternes østlige Ring ligger den lille Sø blaa som en Kornblomsts Øje bag en Bræm af rørklædte Flader og dybgrønt Græs. Udenom disse Farver er den krateragtige Bund klædt med den brungrønne Lyng og dens rødmende Blomster, og overalt plettet af de smaa Birkebuske, hver med sin lille sorte Skygge ved Siden. Det er den eneste Skygge der findes. —
De fantastiske Klitters Kroppe, der indrammer dette mærkelige Billede af en Ørken, er som en Karavane af store Dyr, der i Nattens Mørke er løbet vildse og har gaaet i Ring, til de endelig dødsenstrætte er sunket sammen og har lagt sig til Hvile for aldrig at rejse sig mere. Imod Syd ser vi den vide Hedeflade, der synes uendelig, fordi Landet bag den er endnu lavere end denne — men ogsaa derude rager de smaa Birke som regelmæssige Gravtuer op over den soldirrende Flade, bestandig med hver sin lille sorte Skygge vendt imod os.
Pors, Dværgpil og bærfyldte Bøller vokser rundt om for vor Fod. Et lille Aspekrat finder vi i den sydlige Del af Østre Foldgaard, og i et Kjær i Nærheden gror Ensian, Vandnavle og Gederams.
— I en Sandgryde sidder en enlig Engpiber paa en Hjelmetop og ser ganske tillidsfuldt paa, at vi kommer den nær; men pludselig forsvinder den med et højt, skarpt Angstskrig paa Hovedet ind i sin Tue, just som fire andre Engpibere kommer i rasende Hast op over Klintekammen imod os, forfulgt af en skrigende Spurvehøg, der slaar efter dem i lynsnare Sving. Men den opgiver Jagten, da dens Maal kommer for nær hen til os. Og da de smaa, rædselslagne Fugle er dukket ned i Lyngbuskene, vender Høgen og trækker med rolige Vingeslag ud over Heden, hvor den forsvinder.
Lærkerne synger vidt og bredt over Heden som paa en Foraarsdag — hvor er de ikke! Men ogsaa en Mængde andre Fugle finder dette fattige Land egnet til Livets Ophold. Inde i Foldgaarden letter en enlig Bekkasin fra sit Vandhul, engelske Terner flyver over Heden og jager ude ved Stranden, hvor nogle store Maageunger larmer. Pludselig kommer seks og derefter et Dusin Graaænder trækkende fra Foldgaardene ud mod Havet. Krager flyver højt oppe mod den blaa Luft, og en Rørspurv synger nede i en af Sumpene. I nogle Bjærgfyr paa Klitgrænsen mellem de to Foldgaarde synger en Solsort og en Gulspurv, og en Tornsanger falder ind og forvandler Duetten til et Janitscharorkester. En Svaleklire trækker forbi, og langt borte høres Fløjt af den lille Regnspove. — Paa Vejen ned til Nordstranden, hvor vi kommer over bestandig det samme Terræn af Kjær og Hede med Lyng, Pors, Bævreasp og Birk og en enlig lille Skovfyr, øges Tallet paa Fugle yderligere. Da vi nærmer os Stranden, der her bestaar af Ral saa regelmæssig, at den ligner Brolægning, og hvorpaa der findes enkelte fattige Tuer af Lyng og Revling, letter et Par mindre Flokke af Graaænder. To store Havmaager kommer flyvende strandlangs, højlydt skraalende, og senere letter fra Havstokken 6 Regnspover, en Graaand, en Hættemaage og nogle Muddersnepper. Langt ude over Havet ses en Flok trækkende Sortænder. Nogle hvide Vipstjærter vimser med nervøse Haler rundt mellem Stenene, og nærved en gammel, forladt Fiskerhytte finder vi nogle Klumper Rededun af en Gravgaas. Yderligere ser vi et Par Dværgterner og nogle Præstekraver, og endelig en kredsende Taarnfalk. — Sig saa ikke, at Heden og dens Strand mangler Liv!
— Paa Vejen hjem mod Byrum kom vi over en østligere Del af Heden. Ogsaa her fandt vi ragende op over Lyngen den besynderlige, regelmæssige Bevoksning af Birketuer og smaa Bævreaspe, især de første, hvilket naar det finder Sted i saa stor Udstrækning som her er et ganske eventyrligt Syn — det er som at vandre i et Urtidslandskab, der er ved at faa sin første Bevoksning! — Men i denne Tilstand vil Læsøs Hede ikke holde sig længe. Alle disse Buskes Mængde er selv-saaet, Frøet er oprindelig kommen inde fra Plantagerne ved Hedens Sydrand, og herfra har det bredt sig videre ved Vindens og ved Fuglenes Hjælp. Birkene vil blive Hedens Død — ialfald vil de fuldstændig forandre dens nuværende Fysiognomi. Maaske er de allerede om 10—15 Aar naaet saavidt, at de spærrer ethvert Udsyn over den — saa vil et af Landets mærkeligste Landskaber forsvinde, skjult af et forkrøblet Smaakrat.
Østen for Højsande og Syd for Kirkebugten ligger paa Øens smalleste Del og midt paa dens vildeste og mest øde Hede Tomten af den gamle Hals Kirke. Rundt om den er Heden frodig med Lyng og Pors i store Buske, Revlingen har rigelige Bær, og tætte Klynger af Bøller, hvis Bær har den vidunderligste, syrlige Aroma, gror henover de Steder, hvor fordum Sognets gode Agre laa, og hvor Gaard løftede sig ved Gaard.
Besynderligt ser det ud, at hele Pladsen indenfor det nu næsten fuldstændig nedsandede Kirkegaardsdige modsætningsvis til Terrænet udenfor er overgroet med frisk, grønt Græs; kun i det sydvestlige Hjørne er et lille Stykke sprunget i Lyng. Kirkegaarden ligger som en lille firkantet, grøn Mark midt i den vidtstrakte, brune Hede, og saaledes har den maaske henligget i et Par Hundrede Aar! Selve Kirkebygningens Tomt er ogsaa græsgroet og er nu kun synlig som en lav, ujævn Forhøjning, hvoraf Taarnets Plads er den højeste Del. I 1768 stod endnu Taarnet, som brugtes til Sømærke, foruden Sydmuren og noget af Nordmuren. Siden 1850 er alt sunket sammen, og Sandet har lagt sig henover de sidste Rester.
Allerede omkring Aar 1600 var Størstedelen af Hals Sogn saa ødelagt af Sandflugten, at Præsten ikke kunde leve af Indkomsterne fra den faatallige og fattige Befolkning. Fra omkring 1640—50 begyndte Sogneboernes Flugt herfra at blive almindelig, og Kirkegaarden og de sidste Boliger tilsandede helt omkring Aar 1700.
Rundt omkring i Kirkens Nabolag ser vi endnu i Heden tydelige Spor af den gamle Bebyggelse, Tomter af Gaarde og Huse, der viser sig enten som svage, rektangulære Fordybninger eller Forhøjninger, oftest mere ujævne end Grunden omkring dem, og med lidt Græs mellem Lyngtuerne — dette Græs, som ikke har været røgtet i halvtredje Hundrede Aar og nu er flyttet fra Markerne ind paa de gamle Hustomter! Menneskets Spor er mærkelig svære at udslette helt. —
Kun hist og her i det fjærne skimtes én eller anden Bolig, der løfter sig lidt over Lyngen. Det er det ensomste Sted paa hele Øen, og det eneste som har et sørgeligt Præg. Et Sted med mange Skæbner, om hvilke intet Minde er tilbage. Der er ingenting saa vemodigt som saadanne gamle Spor af forglemte Menneskers Færden.
Paa sin Vis lige saa ejendommelig som Nordlandets Hede er de milevide Røn’er ved Øens Sydside, hvortil vi en Dag foretog en Udflugt i Hestekøretøj. -— En Kilometer Syd for Byrum begynder disse umaadelige Flader, der strækker sig i en Bredde af 5 km til Sydspidsen af Hornfiskrøn og i en Længde af 12 km mellem Langerøns Østspids og Sønder-Nyland i Vest. Køreturen, der gik over Stok og Sten helt ud til Hornfiskrøn, formede sig delvis som en Sejltur paa Grund af alle de forskellige Laguner og Fladvande, vi maatte over med Køretøjet.
De tilsyneladende endeløse Flader rummer en pragtfuld Hedevegetation, paa Kringelrøn mager Lyng med stærk Iblanding af Rensdyrlav, paa Hornfiskrøn frodigere Lyng med Klokkelyng, Pors og Sortbærris, iblandet store Mængder af den vidunderlig smukke Tusindgylden, Hindebæger, store Bede af blomstrende Mjødurt, Armeria, Kjæruld, Kattehale og gule Iris foruden mange andre Arter. Dværgpil, Seljepil og Birk staar rundt omkring og løfter sig lidt over den lave Bevoksning af alle disse Urter.
Her er Stemning som paa en umaadelig Steppe; imod Syd ser vi Fladerne næsten uden Overgang forsvinde i det vide Hav, jævne som dette. Ørkensyner kogler omkring os til alle Sider — det første der mødte os, viste sig som Millionvis af Vadefugle, der dannede et bredt, mørkt Bælte ude i Solflimret i Syd. Ved at undersøge det i Kikkerten viste det sig at være Sandormedynger paa et fladt, næsten usynligt Rev, som Luftspejlingen gjorde højere! Maagerne, de eneste Fugle som virkelig fandtes derude, lignede paa Grund af Spejlingen Storke og Traner, der vadede rundt paa Fladvandet.
Ude i Sydøst, hvor Havet ligger ganske spejlblankt udenfor Landbrisen, svæver en halv Snes Fiskekuttere højt over Horisonten. Med deres halvt nedhalede Sejl ligner de fantastiske Himmelskibe — eller store Møl, der er ved at sætte sig paa Horisonten men ikke kan bekvemme sig til det, fordi den bestandig skræmmer dem med sin Bølgen. Enkelte Høveder og nogle Faar græsser i det fjærne.
-— En blændende Himmel over et blændende Hav. Ude i Nordøst, hvor Lavvandet har afdækket et Sahara af vældige Rev mellem Røn’ets Kyst og Kringelrøn, ligger Sandets lange, hvidgule Linje og blænder Øjet som en Ild. Rundt om Revene synes alle Farver graalilla og lysgrønne — slørede, falmede af Lys.
Foruden en Befolkning af omtrent de samme Smaafugle, som vi fandt ude paa Nordlandet, er der her kommen helt andre til, som ved deres Tilstedeværelse understreger Forskelligartetheden af disse i mange Henseender ensartede, flade Landskabsformer. Store Flokke af Krikænder letter fra Lagunerne, Stæreflokke trækker rundt fra Holm til Holm, den nu saa sjældne Hjejle ses ynglende herude. Strandskader og Præstekraver, Rødben-Klirer, Ryler og en Mængde Viber — og endelig ogsaa den sjældne Stenvender, som vi første Gang paa Øen mødte ved Lagunerne nær Vester-Nyland. -— Det er Strandengens, Strandfælledens og Lagunelandskabets Fugle, de fleste af dem som her har tilhuse! Endelig ser vi Hætte-maager, nogle Regnspover, Engpibere, en Rørspurv, og naturligvis Mængder af Lærker.
Alle disse jævne, flade Strækninger, som Aar for Aar løfter sig langsomt, men bestandig mere og mere op af Havet — de vil snart blive til tørt Land med alle deres Laguner og Smaastrømme, Røn’erne vil gro sammen, og Menneskene vil en skønne Dag komme og hjælpe til! De vil dræne og inddige, pløje og plante. Og om maaske allerede halvtredsindstyve Aar vil alt det, som her er vild Natur, være Enge — eller Agre med Bøndergaarde og Haver — eller ialfald Plantager, naturligvis først og fremmest Plantager! En Kvadratmil Agerjord er vundet, og noget helt andet er uigenkaldelig gaaet tabt — en uoverskuelig Kilde til Naturglæde forsvinder.
Som Røn’erne nu ligger, danner de det største Stykke sammenhængende, helt ufordærvede Hedeareal, der findes i Landet, Jylland medregnet. —
Endnu en landskabelig Lokalitet skal lige nævnes; det er den sandede og magre Hedestrækning mellem Syrodde og „Bløden", den lille Bugt paa Landets østligste Udløber. Bunden herude bestaar mest af Ralsten og Sand, og fattigere Hedejord har jeg aldrig betraadt — hvor forskellig er ikke dette fra den frodige, birke-bevoksede Hede paa Nordlandets Midte! Her paa disse øde, skaldede Flader er selve Sultens Hjem. — I Øst og Nord løfter sig de kuplede Klitter mellem Syrodde og Jeginsodde med „Danzigmand" som en stor Sand-Søsterkage ragende op over alle de andre. Klitten skal have faaet Navn af en stor Danziger-Skude, som engang er strandet her.
Vest for „Bløden", hvor der i forrige Tider fandtes en lille Havn for Smaa-baade ved „Slusen", og hvor det saakaldte „Pakhus" engang har været, laa indtil for omtrent halvandet Hundrede Aar siden den berygtede Ebbegaard paa Ebbebakken (læsøsk „Evebakken"), hvor det uhyggelige Drab fandt Sted i 1688, da Øens Birkedommer Mads Hansen Brun og Landsforvalterens Fuldmægtig Jacob Arndts med blanke Vaaben nedslagtede en sølle menig, ubevæbnet Soldat ved Navnet Christen Harre, om hvilket der er udførligt berettet af Vilhelm Bang i Sml. t. Jydsk Hist. og Top. Den omhandlede Forbrydelse, som er for uhyggelig til her at berettes i sine Enkeltheder, endte med at Birkedommeren, Øens højeste Myndighed, blev landsforvist, Fuldmægtigen mistede sin Hals, og Landsforvalteren Voss, som var impliceret i Forbrydelsen, fik en stor Pengebøde. Det ser efter Tingbøgerne fra den Tid iøvrigt ud til, at Øens Embedsmænd, der ligesom deres Naboer paa Anholt levede af Vrag — dog ikke „christeligt" — har været en Samling Røvere, hvis Hovedforlystelser var Drik og Slagsmaal.
— Beboerne havde opgivet mig Pladsen for den gamle Gaard, som allerede nedreves for omtrent 150 Aar siden, til at være paa „Evebakken“s højeste Sted. Her fandt jeg ogsaa Tomten omtrent 50 m sønden for det sydligste af de to ensomme Huse, der nu ligger paa „Evet". Stedet er lige Vest for „Bløden" og omgivet af en Mængde gamle Strandvolde. Man skimter endnu svagt en forhøjet Rektangel — enten Rester af Kalgaardsdige eller maaske selve Bygningens Grund.
Her, hvor Livet før rørte sig stærkt og Bønder og Fiskere færdedes, er nu stille og ensomt. Nogle Faar græsser paa de magre Agre — en Del store Maager staar hvidt lysende ude paa Bugtens dybblaa Vand, og over den gamle Tomt, hvor Tusinder af Markblomster staar og nikker i Vinden, sværmer Myriader af Bier med en lys, enstonig Summen — det er som Evighedens sagte Susen over det uhyggelige Sted.
Læsø. Lauritz Petersens Bilæggerovn i Thostrup Lund, fra Nes’ Werk. Paa den ene Side Dronning Margrethe med Fødderne paa Albrecht af Mecklenburg. Paa den anden Side Retfærdigheden.
Læsø. Den 76-aarige Manassie Thomsen i Nationaldragt.
Læsø. Store Kampesten ved Vejen gennem Byrum, kaldet Tingstedet.
Læsø. Huse med ældgamle Piletræer i Østerby.
— Blandt de gamle Gaarde paa Læsø, som er dømt til at forsvinde, er der to, som mere end andre har gjort Indtryk paa mig, ikke mindst ved deres For-skelligartethed, hvad der ogsaa i høj Grad gælder deres Beboere. Begge staar paa Grænsen af den gamle og den nye Tid; men medens den ene paa Grund af Vanrøgt og Forfald er viet til hurtig Undergang, hvad der kun er retfærdigt, er den anden endnu sammen med sine Beboere et stolt og levende Minde om Øens mærkelige Fortid.
Den første er den tidligere, for længst afdøde Strandfoged Lars Bertel Dams Gaard, som ligger Vest for Vejsvinget mellem Byrum og Vesterø Kirke. Den synes at synke fuldstændig sammen under sit vældige Tangtag, som hænger helt ned til Jorden over de hældende Længer. De gamle Vægge, der her som de fleste Steder paa Øen bestaar af opmurede Ralsten eller af tørrede, ubrændte Tegl, sammenmurede med vaadt Ler, er vinde og skæve. Omkring de smaa, blyindfattede Ruder ser man endnu tydeligt de raa Udskæringer i Tagets tykke Masse. — Alt er her paa Tærsklen af Tilintetgørelsen, alt forfaldent og raaddent. Selv den gamle Kalgaard med dens vældige Træer er som en Dødens Have at træde ind i. Ingen Mennesker ses omkring den eller paa dens uhægede Gaards-plads, skønt den endnu er beboet. De tre gamle Særlinge, som her har tilhuse, en Broder og to Søstre, holder sig haardnakket indenfor Murene, hvor de lever uden noget Tyendes Hjælp — som Rotter i deres Huller. Forgæves søgte vi at komme derind eller lokke dem frem — et Glimt af et mærkeligt, surt Ansigt mod en Rude var alt, hvad vi opnaaede. Der fortælles om dem, at de aldrig har været udenfor Øens Grænse, og at deres længste Udflugt er gaaet til det nærliggende Byrum! Beboerne paastaar, at de er et Unicum af Urenlighed, og de udtrykker dette ved at sige, at „de gaar ikke alene"!
Paa dette Sted har Øens Historie overlevet sig selv. Her vil en ny Tid med andre Boliger komme som en Velsignelse, og Udslettelsen af det gamle som en Befrielse.
Dette elendige Steds diametrale Modsætning finder vi i Gaarden Juelsminde mellem Byrum og Bangsbogaarde, som foruden at være den ældste paa Øen tillige er den smukkeste og mest velbevarede — den er i Hænderne paa Godtfolk!
Gaarden ejes af den 72-aarige Enke Manassie Thomsen, hvis Bedstefader i sin Tid var Strandfoged i Østerby. Foruden hende bestaar Gaardens Herskab af hendes Datter, Enke efter Pastor Gaarn Larsen, som var Præst paa Øen, samt dennes Børn.
Ligesom alle gamle Læsøgaarde er Juelsminde en Bindingsværksbygning, dens Tangtag er enkelte Steder henimod 3 Alen tykt. Foruden at være den ældste paa Øen, skal én af dens fornylig nedrevne Længer have været én af de ældste i hele Norden, idet dens særegne Tækningsmetode (med Pinde i Stedet for Tagbjælker) henviser dens Oprindelse til Middelalderen. Naar Beboerne selv fortæller, at da man for ca. 50 Aar siden restaurerede en Længe, som nu er Udhus, faldt en Bjælke ned fra Taget, hvorpaa var indskaaret Aarstallet 1197 — da maa man sige, at denne Tydning af Tallet er højst tvivlsom. Paa en Tid, da kun enkelte Gejstlige kunde læse og skrive, har Bønderne ikke skaaret Aarstal i deres Bjælker! — 1 én af de andre Længer, hvor der nu er Lo, fandt jeg en Bjælke med Aarstallet 1694 — ogsaa en anselig Alder. Og der findes endda to Længer, som er betydeligt ældre end denne.
Som Modsætning til Bangsbogaarde er Juelsminde en fuldkommen Patricierbygning, alene dens Fagade mod Haven adskiller sig paafaldende fra denne udprægede Almuebolig. At Vinduerne som Skik er sidder saa nær oppe under det brede Tagskæg, gør Stuerne noget mørke i Graavejr. I Solskin derimod, naar Lyset reflekteres fra Jorden, er de lyse og venlige. Her findes endnu et Par udmærkede Interiører i denne velholdte og nydelige Gaard, især Spisestuen med et gammelt Chatol er fortrinlig.
Men mærkeligere og smukkere end alt andet derinde var den gamle Manas-sie selv. Hun er ikke alene vor største Oplevelse mellem Beboerne paa hele vor Ørejse, men et af de betydeligste og fornemste Mennesker, jeg har mødt. Iklædt sin pragtfulde Læsødragt modtog hun os saa gæstfri, saa stolt og værdig, som var hun en Høvdings Hustru. Man maa tænke paa Bjørnsons „Bergliot“, naar man ser hende. — Gud véd, om nogen født Adelsdame i Landet nogensinde har haft mere air af Herskab, end denne gamle Bondekvinde!
I Samtalens Løb fortæller hun, hvor hun var bleven forfærdet ved at høre, at en Dattersøn, som engang havde Tjeneste paa en Gaard i Nordjylland, var Dus med Bonden dér paa dennes Opfordring. „Saadan noget maa Du ikke indlade Dig paa,“ havde hun sagt. „Værsgod og sig De til ham! Der skal overalt være Forskel paa Herskab og Tyende, min Dreng!“
— Dette er ikke fordi netop Jyderne er særlig ansete herovre, tværtimod — de Karle, der har været paa Øen derovrefra kaldes ligesom deres Landsmænd bestandig „Klunter". — Men Manassie har aldrig været paa Højskole!
Hendes Klædning er fornem som hende selv; jeg har kun mellem de gamle Adelsdamedragter paa Valdemarsslot set noget tilsvarende. Den gamle Højtidsdragt bestaar af et Livstykke, hvis Aabning i Brystet er sammensøret med en Sølvlænke. Brystet er bag Lænken dækket af et blomstret Silketørklæde, og over Livstykket sidder selve Trøjen, som er af tykt, sort Silke; denne er ogsaa aaben i Brystet og har to eller tre store, flade Sølvbroscher øverst paa hver Side. Om Livet snor sig „Lænen“, et Sølvbælte af mange Led, undertiden P/a Tomme bredt. En sort, svær og vid Silkenederdel, plisseret helt rundt og med brogede Borter forneden, er foran dækket af et Silkeforklæde, ofte i prægtige Farver og med brogede Borter, knyttet bagpaa med Silkebaand, der hænger ned med-fire Ender. „Hovedslettet" af hvidt Lin har en bred Blonde, ligesom der er hvide Blonder om Hals og Haandled.
Denne Gamles Dragt var et Pragtstykke. Bunden i det store Silkeforklæde var grønblaa som clair de lune paa persiske Fayencer og rigt dækket med Silkebrokade — et Vidunder af Farver. „Lænen“, som vistnok er hollandsk Arbejde (en Mængde af Øens Sølvsmykker er hjembragt af Sømænd, som var i hollandsk Koffarditjeneste), og de cirkelformede Sølvplader paa Brystet, som saa ud til at kunne være af dansk Oprindelse, var herligt gammelt Sølvsmedearbejde af høj Værdi. Jeg løftede paa „Lænen“ — alene ved sin Vægt var den en lille Kapital værd. Det er en Dragt, som var en Høvdings Hustru værdig.
Her findes endnu ikke faa af disse Dragter paa Øen, men kun et Par enkelte gamle Kvinder foruden Manassie anvender dem ved højtidelige Lejligheder. Missionsfolkene paa Øen har allerede fra Slutningen af 80’erne samlet en Mængde af de gamle Sølvsmykker, smeltet dem og solgt dem for Sølvets Værdi — til sin egen og Hedningemissionens Behov!
Mændenes gamle Højtidsdragt, som anvendtes til Begyndelsen af det 19. Aar-hundrede, ses nu aldrig mere. Den var efter hollandsk Mønster, hvilket skrev sig fra at Læsøboerne i en meget lang Periode sejlede med hollandske Ostindiefarere, efter at Forholdene paa Øen havde tvunget dem ud paa Søen. Dragten bestod af en brun eller blaa Klædes Kjole med korte Ærmer og store Opslag, en ulden Damaskes Vest med Sølvknapper, en „Lænkeknap“ af Guld i Skjorten eller Kraven og ligesaa for Ærmerne, en hvid Lærreds Halsdug, Klædesknæbukser med 3 store runde Sølvknapper i Linningen og nogle smaa ved Knæerne, sorte eller graa Strømper, og Støvler eller Sko med firkantede Sølvspænder. Paa Hovedet havde de en rundskaaren, hvid Paryk og en trekantet Hat, samt i Haanden et ægte Spanskrør med Sølvknap.
Første Gang vi saå den gamle Manassie, blev vi stærkt betaget af hende, og det vedblev bestandigt at være vanskeligt at løsrive Blikket fra denne henrivende Fremtoning — især fra dette blide, rolige, fornemme Ansigt med dets umiskendelige Adel, om hvilket Dragten dannede en saa harmonisk Ramme.
Let og uden Pauser fortæller hun om Livet paa Øen, mest saaledes som det formede sig i hendes Ungdom. Og hyppigst kredser hendes Beretninger om de store, dengang saa hyppigt tilbagevendende Begivenheder, de frygtelige Strandinger. Hendes Bedstefader var Strandfoged i Østerby i én af de værste Perioder, og det hændte engang paa hans Tid, at der efter en Stranding drev saa mange Lig iland, at der i et Tørvehus laa seks af dem, fordi det Hus, der var bestemt til dette Brug, var saa overfyldt, at der ikke var Plads til disse. — I den mindste Smule daarligt Vejr, især Snefog eller Tykning, strandede dengang altid mange Skibe, og de Druknede blev endnu i mange Aar efter Hals’ Kirkes Nedstyrtning begravede paa dens tilsandede Kirkegaard.
1 Efteraaret 1876 vaagnede Beboerne en Morgen efter at en Tredages Storm havde raset hen over Øen og saå fra Gaardens Tage 26 strandede Skibe staa fast paa Nordkysten. Hvor mange Mennesker, der dengang blev derude, husker den Gamle ikke. Men jeg mindes hvad en anden gammel Kone, Mine Møller fra Vesterø, som lever endnu, engang har sagt om det Syn, der mødte hende efter en lignende Katastrofe: „Det er ingen Sag at se en enkelt Død i en Kiste — men naar de kommer agende med dem i Hobe saa store som Hølæs, saa er det rigtignok stræng’ at se!“ —
Det mørkeste Minde fra Manassies Ungdom er vistnok fra hin Decembernat i 1882, da den norske Brig „Flora" strandede paa Nordkysten udfor „Hornex“ (Hornnæs). En af Switzers Dampere havde faaet Briggen flot og var ved at slæbe den bort, mens Paalandsstormen endnu var haard og mange Læsøboer, som havde assisteret ved Bjærgningen, endnu befandt sig ombord i Havaristen. Da sprang Trossen mellem Bjærgningsdamperen og Briggen, og Stormen satte paany denne ind paa Grunden omtrent paa samme Sted som før. Det lykkedes ikke at faa den ud mere, og i Nattens Løb —- det var den 31. December, Nytaarsnat — omkom
III. 3*
Mændene i Brændingen af Frost, blandt andet 8 af Læsøboerne — Fædre, Brødre eller Sønner af dem, der stod inde paa Stranden og hørte dem skrige hele Natten. De faa overlevende, som siden bjærgedes i Land, var halvdøde af hvad de havde gennemgaaet.
—• Saadant og meget andet fortæller den Gamle, uden en Antydning af Sentimentalitet. Roligt og sagligt bliver det fremstillet — det kunde nu engang ikke være anderledes, det var Livet dengang! Og som dette Liv paa Havet formede Mændene, saaledes skabte det disse Kvinder paa deres Gaarde. Den gamle Ma-nassie er én af de sidste af den Type; med hendes Slægtled vil den forsvinde og aldrig vise sig mere.
— Jeg mindes en Historie om en Lærer fra Øen, som i 1895 besøgte en Gaard nær Aalborg og forbavsedes over, at det var Konen, som modtog de fremmede, viste dem rundt og sagde Besked om alt, og endelig afgjorde Forretninger med dem og bestemte Priserne, mens Manden sad i Nabostuen uden at tage nogensomhelst Del deri. Læreren kom med en Bemærkning om, at det nok her ligesom paa Læsø var Konen, der styrede Gaarden, hvortil denne svarede: „Jamen A er da rigtignok ogsaa fra Læsø!“ — Hun havde taget sit Hjemlands Skik med sig, uden at Manden til Gengæld havde faaet sit Territorium at herske paa!
Den Feststemning, der var over vore Besøg paa Juelsminde, kulminerede en Dag, da de kvindelige Repræsentanter for Gaardens tre Slægtled alle modtog os i Højtidsdragter ved det Kaffebord, hvortil vi var indbudt. Vi to Gæster havde svært ved at føre Konversationen, saa benovede var vi ved Synet; men det behøvedes heller ikke, de to ældste Damer ledede den hele Tiden. Kun „lille Manas-sie", som var blændet af sin egen Pragt, sagde ingenting!
Hvad jeg erfarede om Strandinger — gennem et Par Hundrede Aar én af Øens betydeligste Indtægtskilder — dels gennem Beboernes Fortællinger, dels hvad jeg ad anden Vej har opsporet, er bleven et saa stort Materiale, at det kunde blive et Værk for sig. Den store Sejlskibsperiode, som varede omtrent til Øens farlige Rev og Grunde fik deres fortrinlige Fyr, var Strandingernes Glansperiode — om man saa maa udtrykke sig. Endnu i Halvfjerdserne kunde man fra Højsande undertiden tælle 5—600 Sejlere, som havde samlet sig ved Skagen og ventet paa tjenlig Bør, og som paa én Gang kunde komme strygende for Medvinden ned gennem Læsø Rende. Her var dengang mindst lige saa megen Trafik som samtidig i Øresund. Men efter at Sejlskibene er afløst af Dampere, gaar disse næsten altid Østen om Øen, og af større Sejlskibe ses nu kun enkelte, der har Jyllands Østkyst som Maal.
Større Strandingskatastrofer end dem, der fandt Sted paa Læsø gennem flere Hundrede Aar, kan næppe noget andet Sted i Landet af lignende Udstrækning opvise. Primitive Foranstaltninger fra Regeringens Side for at undgaa dem blev foretaget med Mellemrum allerede fra Aar 1560; men endnu i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede var der ingen anden Vejledning for de Søfarende end nogle Halmviske paa Stænger. Først 1829 blev et Fyrskib udlagt ved Øen, Redningsstationer anlagdes i 1871, og først 1880 blev Fyret paa Nordre Rønner bygget.
At disse Strandinger i gammel Tid virkede demoraliserende paa Befolkningen er en selvsagt Ting, og Paalidelighed ansaas i Forbindelse med dem som unødvendig. Moralen, som i andre Forhold var god nok, var ikke videre fin under en
Stranding, hvor enhver bjergede hvad han orkede, naar han mente at kunne slippe godt fra det, og Hæderlighed og Ærlighed sattes ofte paa saa haard en Prøve, at de ikke kunde bestaa den. Man generede sig ikke for at give Kaptajnen paa en nødstedt Skude gale Oplysninger, naar man var kommen ombord hos ham, og Ordene at de strandede Søfolk skulde have „et Pik for Panden" for ikke at snakke, var vistnok ikke Mundsvejr. Paa Øen fortælles, at man i gammel Tid bandt Lygter paa Kreaturer, som man drev langs Stranden for at lokke Skibene derind. — I 1619 omtales i en Kgl. Forordning, at Folkene i Vendsyssel og paa Læsø har fundet paa at „gjøre og optænde Ild og Blys langs Stranden, hvorover det er hændet sig, at den søfarende Mand mærkelig Skade er tilføjet".
Der siges, at de gamle Læsøboer bad i deres Aftenbøn: „Herre, bevar alle dem, der er paa Søen, og før dem frelst i Havn. Men er det Din Vilje, Herre, at de skal strande, saa lad det ske paa vor Ø1“ —
Det gik gesvindt at komme ud, selv midt om Natten, naar det gjaldt en Stranding. Man gik ombord og forhandlede med Kaptajnen om Bjærgelønnen — og der blev tit klemt haardt ved en saadan Lejlighed. Der skulde handles rapt, inden Skuden maaske ved egen Hjælp kom af Grunden — men en Aftale var bindende, og Kaptajnen maatte underskrive Betingelserne, før en Haand rørte sig til Hjælp.
— Saadan en Nat kunde der tjenes 200 Rdlr. pr. Mand!
Men sligt hører en længst forsvunden Tid til. Beretninger om Læsøboens Opofrelse for at redde nødstedte Søfolk ved hans ugæstmilde Kyst, findes derimod i Hobetal helt op til vor Tid, hvad man bl. a. kan se af Øens Retsprotokoller.
Af disse fremgaar det, at der alene i Aarene 1780—1805 strandede totalt 114 Fartøjer paa Øen — foruden dem der undgik Forlis og slap flot igen! Af større Katastrofer i denne korte Periode skal her kun nævnes to:
— 1799 den 18. Decbr. strander to Fregatter paa Kysten. Af den første reddes Besætningen, og kun Tømmermanden gaar væk. Den anden er Fregatten „Aurora“ af Peterhead i Skotland, som straks efter den første støder paa en Revle og staar fast. Ingen kan gaa ud og bjerge Folkene paa Grund af Isdrift og voldsom Sø. Hen paa Eftermiddagen gaar da Mandskabet og Kaptajnen, ialt 13 Mand, i en af Baadene og forsøger at naa Landet, men kan ikke komme Kysten nær for Isen. De holder Baadene i Søen til den 20. Decbr. om Aftenen, da Kaptajnen, Styrmanden og Tømmermanden naar til Land efter at de andre én for én er døde af Kulden og kastet overbord. De tre Mænd slæber sig halvdøde til det nærmeste Hus, hvorfra der paa Kaptajnens Anmodning sendes Folk ud efter Baadsmanden og hans Søn, som mentes at have bjærget sig ind til Landisen. De findes døde ved Siden af hinanden den næste Dag. Siden finder man en Baad med en lille, død Dreng i. — Kaptajnen dør af sine Strabadser den 23. og Styrmanden den 29. Af hele Besætningen reddes kun Tømmermanden efter et flere Maaneders Sygeleje af Koldbrand.
— 1803 Natten til den 30. Novbr. strander paa én Gang 14 engelske Skibe.
— Besætningerne redder sig for største Delen i Baade over til Jyllandskysten. Men af de omkomne, hvis Tal man ikke kender, drev i de følgende Dage 15 Mand iland paa Læsø! •—
Fra en langt senere Periode finder jeg i Byrum Thinghus’ Retsprotokol følgende Beretning: „1868 den 13. Januar afholdes et Forhør i Byrum Thinghus til Oplysning om Redning af strandet Mandskab......Ved denne Lejlighed fremstod Husmand og Sømand Niels Thorsen Poulsen af Vesterø, som forklarer at det den 2. Decbr. f.A. og Natten mellem 2. og 3. Decbr. (1867) blæste en orkanagtig Storm af N.O. med Snefog; og saå man den 3. om Morgenen strandede Skibe rundt omkring Øen, men stoede de saa langt fra Land, at man ikke nærmere kunde kjende deres Tilstand. Og da Stormen vedblev hele Dagen den 3., dog med mindre Voldsomhed, kunde ingen komme ud til dem, da derfor ogsaa Havet var bleven i højeste Grad oprørt. — Kl. ml. 2 og 3 om Eftermiddagen kom en Baad fra en omtrent 1 Miil fra Landet staaende hannoveransk Skude til Øen, hvortil Mandskabet vilde bjærge sig, men kæntrede Baaden i Brændingen og druknede to Mand. Det i Land komne hannoveranske Mandskab berettede, at der ude i Nærheden af deres Skib laae flere kæntrede Fartøier, og at der paa adskillige af disse endnu fandtes levende Mandskab, som maatte bjærges straks, hvis det ellers skulde komme levende i Land. — Endskjøndt Havet endnu var yderlig oprørt, og Vragene laa 1 Miil fra Land og Vinden var stik imod derud, besluttede Komparenten sig til i Forening med Markus Nielsen, Peter Christian Christensen og Lods Lars Bek Hansen med hans egen Jolle at gaa ud til Vragene, efter at Politimesteren havde lovet ham at tilsvare Jollen, om den under Bjærgningsforsøget skulde blive ødelagt. Kl. 4 å 5 sejlede de ud og naaede lykkelig og vel ud til et Vrag ved Nørrerøn, hvorfra de bjærgede Skipper Anthonsen fra Skaarupsøre og en Matros; ombord var Styrmanden og Kokken allerede døde. Anthonsen og Matrosen såede i Vandet og vare i en saa forkommen Tilstand, at de ikke kunde have haft langt tilbage; Matrosen fik de egentlig først Liv i, efter at de havde faaet ham i Land. Med disse tvende kom de til Land Kl. omtrent 12 om Natten; men paa Hjemvejen faaer de Øie paa et Lys, som de maa antage er fra et andet strandet Skib, og gik de derfor efter at have faaet de to bjærgede Mand i Land igien til Søs for om muligt at finde Lyset. Men uagtet de seilede omkring hele Natten og ledte mellem Grunde og Vragstykker, kom de dog først da Dagen brød frem til Kundskab om, at Lyset var i den hannoveranske Bark, som Dagen iforvejen var forladt af Mandskabet. Mandskabet fra Galeasen „Laura", der laa kæntret i Nærheden deraf, var nemlig søgt hen til Barken, efter at Captain Bay og Kokken var døde. De Overlevne af „Laura“s Mandskab bleve derfor først bjærget den 4., da det ikke faldt ham ind at gaae til Barken, som han vidste var forladt af Mandskabet. — Det var Maaneskin først paa Aftenen, men gik Maanen ned omtrent Kl. 9, og havde de saa ikke Andet at rette dem efter end en Lanterne, som Komparen-tens Søn om Natten maatte holde paa Stranden. Paa den anden Udseiling Kl. omtr. 2 om Natten traf Kmpt. paa en Baad, hvori fandtes to Lig, som senere befandtes at være Capt. Bay og Kokken fra „Laura", og Baaden var gaaet fra „Laura“s Mandskab, da dette søgte ombord i Barken. — Hele Natten havde Kmpt. saa-ledes holdt ud mellem Grunde og Vragstykker, og forekom det ham om Morgenen, da det blev lyst, at være et Guds Under, at de endnu vare i Behold, navnlig da Søen var saa opfyldt af drivende Vragstykker, der vilde have knust Baaden, om de var tørnet derimod." —
„Fædrelandet" for 26.—28. August samme Aar indeholder en Beretning, som anslaar Antallet af de Skibe, der i disse tre Rædselsdøgn gik tilgrunde paa Læsø, til op imod et halvt Hundrede -— hvor mange Mennesker, der omkom, lader sig ikke angive. — Der stod ikke meget Gny af Hændelsen. Men Niels Thorsen Poulsen fik, dog først efter langsommelige Skriverier frem og tilbage, Redningsmedaljen —• den samme Belønning, der nu om Dage hyppigt tilfalder en Mand, der har trukket en anden op af en Aa!
Af Beretninger, som jeg har faaet mundtligt af Beboerne, skal jeg blot gengive følgende:
Det hændte for ikke mange Aar siden at en fransk Brig en Vintermorgen saås staaende paa „Knuderne" mellem Læsø og Nordre Rønner. Skibet viste sig at være fuldstændig overiset, da man kom derud; men Læsøboerne, som var kommen for at bjærge, huggede ind med deres Økser for at trænge ned til Ladningen. Under dette Arbejde fik de pludselig Øje paa et Ansigt, der syntes at stirre paa dem gennem Isen, som dækkede Nedgangen til Kahytten. Nu huggede de løs for at redde Manden — men det viste sig at være et Lig. Han var frossen ihjel, og rundt om ham sad hele den øvrige Besætning, ligesom han ihjelfrossen og indiset.
Den 76-aarige Lods Boye-Pedersen i Østerby fortæller: En svensk Skonnert forliste ved Østenden i 1858 en Nat i en forrygende Snestorm. Da Skibet stødte, faldt Kaptajnen død om paa Dækket, ramt af et Hjærteslag. Stormen og Snefoget fra N. O. varede i flere Døgn, og ingen kunde komme de Skibbrudne til Hjælp — Sejlene blæste fra Masterne og laa inde paa Stranden. Da Vejret endelig efter 3 Dages Forløb løjede, saå Strandfogden, Fortællerens Far, at Skibet var i den Grad overiset, at det lignede en stor, uformelig Klump. En Jolle gik derud med 4 Mand, og det viste sig, at der endnu var 5 levende af Skibets Besætning. De sad i et lille Rum paa Dækket tæt opad hinanden og var alle frygteligt angrebne af Koldbrand, men bjærgedes iland. Foruden Kaptajnen var der død en Skibsdreng, som var bleven klemt ihjel; de begravedes paa Byrum Kirkegaard.
Som 19-aarig overværede Lodsen den føromtalte store Stranding i 1867 og beretter en enkelt, lille Episode derfra. En hollandsk Kuf var drevet op og stod udfor Østenden af Øen, og alle de ombordværende skylledes efterhaanden overbord af Søerne. Den næste Morgen saås Kaptajnen som den eneste tilbageværende sidde fastsurret til Masten. Men kort efter tog en svær Sø Masten med sig, og Kaptajnen dræbtes i Søen af Vragstumperne og drev død op paa Stranden. Da man kom ombord, fandtes ingen levende Sjæl; men blandt de Ting, som Søen havde sparet, var en Del Kvinde- og Børnetøj, saa det ses, at Kaptajnen maa have haft sin Familie ombord.
Om den store Katastrofe den 6. Novbr. 1876, da over en Snes Skibe efter en Tredages Storm stod strandede paa Revene, og om hvilken den gamle Ma-nassie havde fortalt, husker han følgende Enkeltheder: Den første der strandede var en gammel dansk Brig „Kreolen", fra hvilken alt Mandskab gik fraborde i Baadene og kom iland. Men efterhaanden som Tiden skred og Nordøststormen tiltog, kom nu den ene Skude efter den anden ind paa Grundene — rundt om til alle Sider saå man dem blusse efter Hjælp; men ingen Redningsbaad kunde gaa ud. Til Skonnerten „Anne Kristine" af Aalborg sendtes en Raket ud, som ramte, og Mandskabet reddedes undtagen Drengen, som døde undervejs. — løvrigt var de fleste strandede Skibe Nordmænd, men et enkelt stort hollandsk Fartøj var ogsaa derimellem. Allerværst gik det til ude ved Nordre Rønner paa Langholmens Rev, hvor Skibene bogstavelig talt strandede ind i hinanden -— fra saadanne Steder reddedes absolut ingen. Lodsen var selv Strandvagt og var
Øjenvidne til det hele. Fra den norske Brig „Princesse Eugenie" kom dog Mandskabet som ved et Mirakel iland i deres egne Baade efter 3 Døgns Forløb.
— 1867 var i det hele taget et frygteligt Aar med Strandinger, siger Lods Boye
— og han har dog til Sammenligning Oplevelser som Deltager ved Redningsvæsnet i 22 Aar og som Lods i 41! Mærkeligt er det at se denne lille tætte, men ganske spinkle Skikkelse, og sætte ham i Forbindelse med alt, hvad han kan fortælle om sine Oplevelser. Han ligner mere en lille Kontormand fra en Provinsby end en Ulk, der har været med til saa at sige alt, hvad Søen kan byde paa. Men han har et mærkeligt fjærnt Blik, naar han fortæller; og hans store, grove Hænder viser endnu, at han har været vant til at tage paa baade Aarer og Rat.
Saa ser hans Nabo, den 82-aarige forhenværende Sømand Lars Christian Larsen Rønne, ganske anderledes ud efter sin Haandtering. I et Par Menneskealdre for han tilsøs paa Alverdens Have og har siden staaet ved Redningsvæsnet paa sin Ø i mangfoldige Aar. Han er Læsøs Lars Kruse; for nogle Aar siden blev han Dannebrogsmand for sine Fortjenester. Han slaar sig for Brystet med alle Tegn paa Skræk, da jeg spørger om han har været Fisker: „Nej Sømand., min Får,“ raaber han, „Sømand helt igennem!" — Stuen ruller under hans Fortællinger om Havari og Storme, og om drabelige Landgange i fremmede, mærkelige Byer. Men nu er dette „en skymning blott" — med Alderen er denne gamle Viking bleven religiøs, eller som han selv udtrykker sig „det er rart at have paa det rene hvor man skal hen, naar man forlader dette her!" Og han er nu fuldstændig klar over sine gode Udsigter i saa Henseende. Det værste er jo, at man forlader en Pension paa 70 Kr. om Maaneden; men man kan jo ikke faa baade i Pose og Sæk____
En Strandvasker hedder paa Læsøsk en Sødrukke, et Ord, der nedstammer fra det oldnordiske Sjodraugr. Der er noget særlig uhyggeligt ved Klangen i dette Ord, syntes jeg — det giver Stoffet, Udseendet, den døde Krops Tyngde, de af Vandet gennemtrukne Klæder. Det er en helt særegen Form for Lig, der her er malet! Og rædselsfuld forekommer Sødrukken i den Overtro, som er knyttet til hans Tilsynekomst. Det er, som om den onde Samvittighed fra for Aarhun-dreder siden, da man ikke gik afvejen for at hjælpe en halvkvalt over i Evigheden, endnu spores i disse Forestillinger.
Sødrukken er altid farlig, værst fra det Øjeblik, han støder mod Land og til han bliver fundet. Ham selv er det magtpaaliggende at fremskynde dette Øjeblik for at komme i Kristenjord. Derfor giver han en Lyd fra sig, lige idet hans Bryst støder mod Havstokken. Og den der hører dette maa raabe: „Hvor ligger Du?" Saa svarer den Døde og opgiver Stedet — og dér kan man gaa lige hen og finde ham. Undertiden viser han sig for den Vejfarende som en sømandsklædt Skikkelse og peger stum mod det Sted, hvor han ligger. Eller man hører i Husene hans Fodtrin i Forstuen, Piasken af Fødder i vaade Støvler. Kommer Sødrukken paa denne Maade, er det ofte Varsel om kommende Strandinger. -— Han kan ogsaa raabe helt ude fra Havet. En gammel Kone fortæller, at hun gik som 8-Aars Pige med sin Mor langs Stranden: „Vi hørte ude fra Havet én der klagede sig: — Aa nej, sagde han. •— Aa nej, aa nej! — Det lød saa ledt. Men Mor svarede: Vi skal nok sørge for at hente Dig imorgen." Dagen efter kørte de ud og fandt ham.
Tidligere drev mange flere Druknede iland end nuomstunder, og det er fordi Havet nu er bleven indviet ligesom Kirkegaardsjorden, siges der, og det behøver derfor ikke mere at give sine Døde fra sig. Før dette skete, var der mange gamle Folk, som havde den Gave at kunne høre Sukken og Klagen i Luften; og naar de saa stod stille og tænkte sig om, kunde de pludselig se tydeligt for sig et bestemt Sted paa Stranden — og naar de gik derhen, fandt de den Druknede, som Havet vilde af med.
Fyrmesteren paa Nordre Rønner fortæller, at hans Bedstemor tjente som Pige hos Kræn Nygaard ved Vesterø. Denne var en meget gammel Mand, da han en Aften stod udenfor sin Gaard og hørte en Røst gennem Luften, som sagde: „Jeg ligger ved Store-Dal!“ Stemmen gentog dette mange Gange, lige til den Gamle svarede: „Jeg skal komme og hente Dig imorgen.“ Saa blev der stille. Men næste Morgen kørte Manden ud til Stedet og fandt en Strandvasker, som blev begravet paa Kirkegaarden.
Det er farligt at plyndre Sødrukken! Men man kan modtage Gaver af ham uden Risiko, naar man hører hans Bønner.
•— I sit inderste Væsen er Sødrukken dog altid ondskabsfuld, ikke alene mod dem der krydser hans Ønsker, men ofte uden paaviselig Grund. Bliver man forfulgt af saadan én, da maa man sætte sig ned med Benene overkors og foldede Hænder, saa kan han ikke se én og har ingen Magt. Undlader man dette, kommer Spøgelset bagfra i Mørket og hænger sig paa Ryggen af Folk. I sin Nød kan Manden da drage Kniv og hugge én Gang bagud for at befri sig — saa slipper han og vil Dagen efter kunne finde sin Kniv liggende paa Stedet, indhugget mellem to nøgne Ribben af den Døde. Men hvis han paa Sødrukkens Raab stikker anden Gang, da vil han ramme og dræbe sig selv.
Manassie fortalte mig, at en Pige engang paa sin ensomme Nattevandring langs Stranden fandt en Sødrukke, som havde en fin Kraveknap af Guld, hvilken hun forgæves søgte at rive af ham med Fingrene. Tilsidst bukkede hun sig ned og bed i den for at faa den løs. Men som hun nu laa henover den Døde med sit Ansigt nær ved hans, aabnede han Munden paa vid Gab og opslog en fæl Latter, der fløj som et Skrald ud af Halsen. Og Pigen styrtede hjem, sanseløs og vild af Skræk.
Det var gennem en Sødrukkes Ondskab, at den store Pest i Begyndelsen af det 18. Aarhundrede kom til Øen. En gammel Mand fandt ved Stranden et Lig, og han slog Armene om det for at slæbe det iland. Men i det samme aabnede den Døde Munden og „slog Pesten ud paa ham.“ Den Gamle døde straks efter at han var kommen hjem. Da han blev begravet, og Følget stod rundtom, mens Liget blev sænket i Jorden, kom der en stor sort Sky op af Graven og dalede langsomt ned over Folkene og indhyllede dem. Hele Følget døde af Pesten — og det var Begyndelsen til dens Hærgninger paa Læsø.
— Naturligvis rummede Øen ogsaa andre Former for Overtro end den, der knyttede sig til de Fremmede, som drev iland paa dens Kyst. Denne Overtro bevægede sig ofte om den gamle Hals Kirke og Kirkegaard. Der var altid Uro paa dette Sted. Naar Folk tidligt om Morgenen kom ud paa den gamle Tomt, var der ofte en rund Plet, hvor Græsset var nedtrampet og Duggen borte — det var Sporene af de Dødes Dans om Natten.
Da Hals Kirke sandede til og forfaldt, begyndte Beboerne i Nabolaget lidt efter lidt at hente forskellige Ting derfra af Inventaret, som de kunde bruge. Een tog saaledes Døbefonten, som han anvendte til Vandingstrug for Kreaturerne. Men fra den Tid hørte man bestandig nogle smaa Børn klynke og græde, og ingen kunde begribe hvor Lyden kom fra, indtil det endelig gik op for Folk at det var de smaa udøbte Børn, der græd over Vanhelligelsen.
Et Sagn fra Øen skal nævnes her, fordi det ved sin Fortælling om den Dødes Igenkomst har mærkelig Lighed med det oldnordiske Kvad om Helge Hundings-bane og med et af vore smukkeste, middelalderlige Digte, Visen om Aage og Else:
En ung Pige sad sammen med sin Madmoder Vagt om Natten ved Husbondens Lig, da det bankede paa Ruden. Pigen aabnede Døren og saå, at det var hendes Kæreste, der var Dragon ovre i Jylland. Han førte sin Hest ved Tøjlen og bad hende om at følge med ham. Pigen gik ud til ham, og de fulgtes ad i lang Tid i Tavshed. Men endelig vendte han sig til hende og sagde: „Er det sandt, at Du vil følge mig i Liv og Død, saadan som Du har lovet?" Og dertil svarede Pigen Ja!
Snart efter kom de ud til Hals Kirkegaard; her bandt Dragonen sin Hest ved Stenten og bad Kæresten følge ham derind. — „Er Du bange for mig?" spurgte Karlen. •— „Nej, det er jeg ikke," sagde Pigen. Saa fandt han en Spade frem og gav sig til at grave en Grav. Men nu kom Pigen endelig i Tanker om det uhyggelige ved hendes Løfte, og det gik op for hende, at Kæresten dog vist maatte være en Dødning. Saa flygtede hun rædselslagen hjem til Madmoderen. Næppe havde denne set hende, før hun udbrød: „Jeg kan se, at Du har været i Dødmands Hænder!"
Behandlingen af det smukke Motiv er jo temmelig klodset, ligesom Sagnets barokke Slutning: Og saa skyndte de sig at vende den døde Husbond i Stuen med Næsen nedad (!), for at Kæresten ikke skulde komme og prøve paa ogsaa at røve ham fra dem! —
Et andet Eksempel paa Beboernes Overtro, hvorom den sandfærdige Beretning er hentet fra „Fædrelandet" August 1868, og som paa mærkelig Vis tangerer Slutningen af førnævnte Sagn, er dette: En gammel, stakkels Aftægtsmand mishandles af sin Søn og Svigerdatter; i Fortvivlelse truer han endelig paa sit Dødsleje Svigerdatteren med at han skal „gaa igjen, saa længe han ligger med Næsen i Vejret."
Snart efter dør han, og allerede samme Nat begynder han at spøge hos det onde Kvindfolk. Men hvad gør hun og Manden! En mørk Nat lister de ud paa Kirkegaarden, graver den Gamle op og vender ham med Næsen nedad! — Om det hjalp, véd man intet om. Men Sagen kom offentlig frem og endte kort efter for Birkeretten. •— I 1868!
De mørke Tildragelser, som saa ofte er vendt tilbage i Læsøboens Tilværelse, maatte til en vis Grad præge hans Væsen, ligesom den har sat sit Præg paa hans Sagn og Overtro. Han er saare langt fra at have de sydlige Øboers lette Jargon. Kreslæge Hansen, som tidligere har haft Embede paa Fæjø i Smaalandshavet, siger at større Forskelligartethed end mellem Folkene her og der kan der næppe tænkes indenfor Landets Grænser. Paa Askø havde alle Folk latterlige Øgenavne. Da han første Gang besøgte Øen, spurgte han en Dreng om han kendte Adressen paa en Mand, som han søgte. „Jo," svarede Drengen, „han bor dér-oppe midt imellem Anders Sørøver og Jens Peter Løgnhals!" — Paa Læsø spøger man skam ikke med den Slags Ord.
Det er ikke underligt, at man af og til er tyet til Brændevinen for at give Tilværelsen lidt Glanslys paa Højkanterne. Kreslægen fortæller da ogsaa, at Beboerne tidligere var meget drikfældige. Eksempelvis nævner han, at ved en Begravelse, der fandt Sted i Halvfemserne, var alle Ligbærerne saa drukne, at de faldt ned i Graven sammen med Kisten, da denne skulde sænkes ned. Præsten skal bagefter have bemærket, at den eneste i Graven, som ikke var fuld, var Liget — og den Mand vilde have været i samme Tilstand af Drukkenskab, hvis han ikke havde været død! — Det ser ud til at allevegne, hvor Missionen har faaet stærkt Tag i Befolkningen, har denne været dyppet i Brændevin først.
Afholdssagen har ændret disse Forhold stærkt. Ogsaa Missionen havde i sin Begyndelse en gavnlig Virkning paa Befolkningens Sæder og Levevis, medens den senere har dæmmet op for al fri aandelig Udvikling i de Krese, hvor den dominerer stærkest. Thi samtidig med at f. Eks. Overtroen er forsvundet, har den Missionsbevægelse, som i den nyeste Tid har grebet om sig mellem Befolkningen, været af usædvanlig fanatisk Art. En Embedsmand paa Øen fortalte mig, at den læsøske Trosbekendelse skal være noget helt for sig og udenfor Øen kun deles af enkelte ligesindede i Sæby og Harboøre. Ifølge denne Overbevisning er alle, som ikke samstemmer med denne i visse af Bekendelsens Enkeltheder, paa Forhaand fordømte. Reddede bliver kun de troende Læsøboer, samt deres faa Meningsfæller fra de to andre Steder — medens Resten af Jordens Befolkning som upriviligerede efter Døden gaar i den sorte Gryde straks ved Afleveringen. Der er ingen Mildhed eller Barmhjærtighed at vente.
— Denne fuldkomne Tryghed, hvormed de troende ser hen til deres Skæbne i det andet Liv, kunde jo naturligvis tænkes at gøre deres Krav til Goderne i den jordiske Tilværelse meget ringe. Men naturligvis er det jo urimeligt altid at bruge sig selv som Forsøgsobjekt, naar det gælder om at se, hvor vidt Nøjsomhed kan drives. Vil man have et fint Resultat er det bekvemmere at gaa til Folk, som er trænede i Forvejen. Og det viste sig da ogsaa, at f. Eks. Beboerne af Øens Fattighus kunde nøjes med varm Middagsmad to Gange om Ugen •— nemlig den ene Gang en Ret Vælling, den anden Gang Grød — og at de foruden dette ugentlig oppebar ialt et Par Potter Mælk, 4 Pund Rugbrød og 1 Krone!
Ganske vist — Kreslægen paastod, at han i 5—6 Tilfælde har kunnet paavise, at Mangel paa tilstrækkelig Ernæring har været medvirkende Dødsaarsag hos gamle, fattige Mennesker paa Øen. Men hvis nu disse ikke har tilhørt de udvalgte i Klanen, da har denne Tilværelse jo ialfald været en passende Forberedelse til det, der har ventet dem efter dens Afslutning!
Men ogsaa alt dette tilhører nu Fortiden, især efter at den nuværende, udmærkede Sogneraadsformand har taget sig varmt af de Gamles Sag.
— Men ogsaa fra anden Side vedbliver man at vise Interesse for de ubemidlede. En anden af Øens Embedsmænd fortæller mig saaledes, at én af de Udvalgte, en velhavende Gaardmand, havde et Svin, som døde af Navlebrok — en Sygdom, som bevirker at Urinen fordærver Kødet og gør det uspiseligt. I Forening med en Slagter og to af Øens Ypperstepræster afgjorde han, at det selvdøde Svins Kød skulde udbydes til Salg til Øens Indbyggere — af filantropiske Hensyn dog til en Pris, der laa 5 Øre under den sædvanlige. Men Skæbnen vilde, at et Stykke af Liget efter Salget forvildede sig hen paa Øens Hotel, hvor en Gæst efter at have taget den første Mundfuld forfærdet spyttede denne ud og tilkaldte Værten. Denne alarmerede straks Politiet, og Sagen blev undersøgt af Øens Dommer. Ejeren af Dyret, Slagteren og de to Ypperstepræster mødte og tilstod, men mente det var en formildende Omstændighed, at Kødet havde været saa gevaldig billigt! Dette kom dog ikke til at influere paa Dommen. -— Men siden er der ikke solgt urene Dyr paa Øen, og denne Form for Godgørenhed er ophørt.
løvrigt har Kriminaliteten overordentlig sjældent været af en saadan Art, at den har givet Øens Øvrighed Anledning til at blande sig i Forholdene. En gammel Forfatter skriver om Befolkningen, at den ikke blot er ærekær i høj Grad og i mange Henseender staar langt over Fastlandets og andre Øers Beboere, men tillige at de „er saamænd saadanne rare og uforbryderiske Naturer". Retssager var overordentlig sjældne, Beboerne fredsommelige, og Embedsmændene paa Øen havde det som Blommen i et Æg og fik god Tid til at dyrke egne Interesser. — I Øens Thinghus findes et stort Fotografi af den nuværende Konge, skænket hertil af Landsdommer Ricard, som var Birkedommer her fra 1913—15. Bagpaa Billedet har han skrevet: Skænkes til Thinghuset til Erindring om 27a Aars Uvirksomhed dersteds. -—
Stridigheder foregik vel, naar det kom højt, „indenfor Murene" — naar i de gode gamle Dage Kaptajnerne, der var enevældige Herrer paa deres Skuder, om Vinteren kom hjem til deres Hustruer, der var lige saa eneraadende paa Gaardene. Og da hændte det jo, at disse Herskernaturer kunde brænde sammen. En gammel Læsøbo har engang hviskende betroet Kreslægen, at „der er forfærdelig mange rigtig skidte Kællinger paa Læsø!" — Selv har han nok været én af Tøffelheltene.
— Paa Agterstavnen af en Skude i Havnen læser jeg paa Navnebrædtet et Ord, som synes at stamme fra den gode, gamle Tid: Støvlmaren staar der — med gothiske Bogstaver. Baaden er sikkert opkaldt efter en navnkundig Kvinde paa Øen — maaske er det en Søulks Nidstang over en Havgasse. Man skal helt tilbage til Støvletkatrines Dage for at finde et Navn med omtrent tilsvarende Velklang — det er den berømte Hetæres Navn i Folkeudgave.
Den læsøske Befolkningstype er usædvanlig smuk, og dette gælder i iøjnefaldende Grad for Kvindernes Vedkommende. Ikke sjældent har Beboerne et fremmedartet Præg, udentvivl foraarsaget ved den stærke Iblanding med Udlændinge, som er strandede her, og som ofte er bleven paa Øen og har giftet sig: Islændere, Nordmænd, Svenskere, Tyskere, Hollændere, Amerikanere, Portugisere og Spaniere har blandet Blod med Øens oprindelige Befolkning. Dette har indvirket ikke alene paa Øens Sprog, som er forskelligt fra Jydernes og ganske nær ved Rigsdansk, men har ogsaa præget Beboernes Karakter og Temperament. De er ligesom mere „gesvindte" end Fastlandsboerne, hvis Langsomhed og Kluntethed ofte var Genstand for deres Spot..
— Ved Vesterø Havn, hvor Hovedparten af Øens professionelle Fiskerbefolkning bor, havde jeg god Lejlighed til at studere den mandlige Ungdoms Ydre. Her, hvor der er omtrent 50 Fiskerfartøjer hjemmehørende, kom hver Lørdag Aften de fleste af disse ind og blev liggende til Søndag Nat, da de atter gik paa Fiskeri. Søndag Formiddag ved 1 O-Tiden samledes Fiskerne ved Havnen og drøftede Ugens Begivenheder, hvorefter de skiltes Kl. 12 for at gaa til Middag og tilbringe Resten af Fritiden i Familiens Skød. De fleste af dem var unge, sunde og kønne Folk, men Synet af et halvt Hundrede forskellige Ansigter gav ikke nogen bestemt Type som Resultat. Gennemsnitlig var de besynderligt nok langt mere nordisk prægede end Kvinderne.
Fiskeren af den gamle Type er jo for Resten ved at uddø; dem man nu ser, minder ikke meget om Søfolk — mere om den københavnske Chauffør, kun naturligvis magrere og sundere — ædlere. Oljetøj og Sydvest er for disse Folk som Musæumsgenstande at regne, i deres tætte Styrehus har de ikke Brug for saadanne Rekvisitter. Udviklingen fører med sig, at Folk i alle Bestillinger paa Sø og Land — og i Luften — hvor Motoren er vandret ind som Trækkraft, allesammen faar Præg af samme Type: Maskinpasseren!
— Som før nævnt er Vesterø en moderne udseende Fiskerby, og kun dens Havn med det lille Skibsværft og Redningsstationen er ejendommelig og smuk. Den anselige Kirke, der ligger omtrent 4 km Syd for Havnen, og af hvilken den ældste Del er opført i den senere Middelalder af røde og gule Mursten i Munkeskifte, er restaureret flere Gange, sidst i 1885, da et meget grimt Vaabenhus er bleven tilbygget. Nogle ganske ypperlige Kalkmalerier, fremstillende de hellige tre Kongers Historie, og en lille Altertavle med Billedskærerarbejde forestillende Frelseren og Jomfru Maria omgivet af Apostle og Helgener smykker dens Indre. Udvendig har den ligesom Byrum Kirke rødkalkede Mure med hvide Piller, og er med Undtagelse af Vaabenhuset endnu overordentlig smuk.
Vi saå ikke mindre end godt et halvt Hundrede Fuglearter paa Øen. Af mere sjældne Fugle saås dog kun faa; blandt disse maa nævnes Stenvenderen, som fandtes ynglende baade om Lagunerne ved Vester-Nyland og paa de store, sydlige Røn’er; paa det sidste Sted fandt vi desuden hvidbrystet Præstekrave og Temmincks Ryle, ligesom Mursvalen saås herude. Paa Nordstranden og over Højsande iagttages et Par Svalesnepper, og i Østerby og ved Byrum nogle Bysvaler — de første af den Art, som vi mødte paa hele Turen iaar.
En enkelt Gang saås Ederfuglen — paa gammelt Læsøsprog „Eder-Bleg“, som forhen var meget talrig her. Pontoppidan, som nævner dette, fortæller at paa hans Tid fandtes „Hvidfuglen“ (Sterna cantiaca) her i Mængde, foruden „Tiollen", „Troldpipen" og Masser af „Radgjæs" (?). Tillige var her „altfor mange Ravne, som giør stor Skade ved at ophakke Rødderne af Sandhavren og Marehalmen". Paa hans Tid var ogsaa Droslen endnu almindelig paa Øen, og Jagten paa Gæs og Ænder i Søerne betydelig.
Om Sælhunden fortæller han, at her var en fortrinlig Jagt paa denne. Nu er Sælen her ligesom alle andre Steder i Landet saa godt som udryddet. Vi saå kun et Par ved Kysten i Nærheden af Jegens Odde.
Øen har ingen Form for Rovdyr og ingen Vandrotter, Muldvarpe, Hugorme eller Snoge.
Ved en mærkelig Idéforbindelse siger en gammel Forfatter om Øen: Her er ingen Ræve, Rotter eller Jøder! — Rævene fandtes ialfald til for hundrede Aar siden i stor Mængde og havde deres Tilhold i Klitterne paa Nordlandet; de er først for faa Aar siden bievne udryddede. Rotterne har i den senere Tid af og til vist sig paa Øen, efter at være kommen hertil med Skibe, men er forsvundne igen. At Rotten ikke fandtes her i ældre Tid gav Anledning til den Overtro, at Øens Jord var Gift for den, hvorfor denne eksporteredes som rottefordrivende Middel.
Angaaende Jødernes Forekomst paa Øen, véd jeg intet. Med deres gode Vilje er det utænkeligt, at de skulde optræde i denne Lokalitet; og man kan heller ikke forestille sig dem som Ulke, der er strandede paa Kysten. De er i saa ringe Grad en „søfarende Nation", at den eneste Gang Historien melder om at de er faret over et Hav, lod de det tørlægge først! Det er derfor sandsynligt, at Forfatteren har Ret i, at de ikke optræder paa Læsø.
— Det var med Sorg, vi forlod denne Ø. Faa Steder har jeg mere beklaget, at vor Rejse maatte blive et Strejftog. — Og nu, da jeg nedskriver mine Indtryk fra den herlige Ø med dens særprægede og ejendommelige Befolkning, beklager jeg at disse Indtryk maa blive saa sammentrængte og kortfattede. Her er Stof til en hel Bog for sig.
Øen har en Fremtid som Turistland. Men naturligvis vil jeg ønske, at den kunde spares for dette, og at vi Par Stykker, som kender den, kunde blive ene om at vandre paa den. Jeg mindes hvad en bekendt, afdød Direktør for Kunst-musæet sagde til en Kritiker, da Musæet netop havde erhvervet en ny Rem-brandt: „Lad nu være med at skrive om det — ellers bliver her saadan et Rend!“
1) Efter Pontoppidan bestod de gamle Skove paa Øen foruden af Fyr ogsaa af baade Gran, Eg, Bøg, El, Birk og Ask.