LANGØ
Ved første Blik ude fra Farvandet er det straks iøjnefaldende, at Langø er langt smukkere og mere afvekslende i Terrænet end dens Nabo Tærø. Og man skuffes ikke, naar man har betraadt den.
En besynderlig Form har den paa Kortet, omtrent som et meget uregelmæssigt Timeglas, paa Midten smalt sammenknebet af flade Bugter fra begge Sider. Ogsaa Enderne har bugtformede Indskæringer, én særlig dyb paa den sydøstre Del, omgivet af to lange og spidse Odder, Skalkenæs og Korsø. Imod Nordøst skyder en tredje Odde Østerodde sig over mod Kallehave. Dens største Længde fra Skalkenæs til Østerhoved er ca. 31/2 km, dens største Bredde ca. 1 km. Dens snævre Midte er kun ca. 300 m bred og kan betragtes som et „Drag“, der forbinder de to Halvdele, mellem hvilke der udentvivl tidligere har været et Sund. Paa begge Sider af denne Lavning er Landet overordentlig stærkt kuperet, den ene lille Bakke skubbes med den anden om Pladsen. Et henrivende Terræn er det — endnu — tiltrods for at det er gennemdyrket paa Kryds og tværs. Den højeste Bakke paa Nordøstenden naar 14 m. Mosestrækninger findes baade paa Nordøstenden, paa Midten og paa Sydvestsiden. Her er ingen Skove, men store, pragtfulde Haver ved alle Gaardene. Øen har 3 saadanne; fra den nordligste og ældste af disse, som i Øjeblikket er ubeboet, fører en svær Sten- og Grusdæmning over til Sjælland, omtrent Vikm lang og med en fortrinlig Kørevej paa. •— Havde Øen ikke været saa smuk som den endnu er, vilde vi som Følge af denne Forbindelse have kunnet kalde den en Halvø og under dette Paaskud nemt kunnet skulke os fra at besøge den. -—
Øens nordøstlige Odde er kun 3/4km fjærnet fra Kallehave, fra dens Sydvestodde er der 1 km til Tærø. Mod Vest skilles den fra Sjællandskysten af det 3/4— 17a km brede Sund og fra Møn ved den 2—3 km brede Arm af Ulvsund.
Det har været mig umuligt at opspore det mindste Træk af Øens Historie gennem Tiderne. I Valdemar II’s Jordebog kaldes den „Lang“ og her nævnes jagthus paa den. En enkelt Boplads fra den ældre Stenalder er fundet her — ellers vides intet. Sikkert har ogsaa dette Sted ligesom næsten alle dens Naboøer sine Oplevelser fra Svenskekrigen og Stormfloderne, men ingen véd mere noget om disses Gang over Øen.
Gennem de sidste hundrede Aar tilhørte den Bondeslægten Andersen-Kræm-mer; men den sidste Repræsentant for denne solgte den for 5 Aar siden til den bekendte Frøavler Erhardt Frederiksen, som nu holder en Bestyrer af Landbruget
paa Øen. Af dens 230,4 Tdr. Ld. er kun 7 Frugtplantage, 10 Td. Ld. er beplantet med Hvidkaal, og saa godt som hele Resten af dens Jord, for saa vidt denne ikke er Strandeng eller Mose, er anvendt til Frøavl — Oplysninger der lyder saa mistrøstende og afskrækkende, at det nær havde jaget os i en vid Bue udenom Øen.—
Godt var det, at vi efter vor Sædvane gik iland og ikke dømte efter Indicier! Thi dette skønne Terræn, som ingen Plov endnu har mægtet at jævne •— men især dens to gamle, ædle Gaarde maa redde denne Ø fra Fortabelse i selv den mest halsstarrige Æsthetikers Øjne. Her fandt vi et slaaende Eksempel paa hvad smukke Menneskeboliger kan udrette af godt i et Landskab, hvor de passer ind ved deres Stil.
Medens den nuværende Hovedgaard „Mariesminde", som ligger omtrent paa Østkystens Midte, er en typisk moderne Proprietærgaard i det tyvende Aarhun-dredes „Stil“, er de to andre paa Nord- og Sydsiden i høj Grad Vidne om god gammel, fin Kultur. De er begge store og anselige, imponerende er deres Gaards-pladsers Dimensioner. Den sydligste bærer et bramfrit Navn, som ikke er det allersikreste Signalement — den hedder „Jensens Minde“ (hvilken af alle Jen-sener!) — den er alvorlig og stræng i sin Stil, Landskabet omkring den pragtfuldt og storladent ved sin aabne Skønhed og vide Udsigter. Ved den nordligste, som er navnløs, kommer man ind i den fuldkomne Tornerose-Idyl. Indkørslen til dens Gaardsplads mellem de mange Længers rene, skønne Linjer og de mange Tages Perspektiv er den fuldendte Ro og Harmoni. Det er én af de skønneste Bønder-gaarde jeg har set, velholdt skønt den i Øjeblikket staar ubeboet. Her er saa stille og ensomt, saa verdensfjærnt omkring den, ingen Lyd høres uden en enlig Fugls Pippen fra Haven eller et forskræmt Skruk fra en Høne, som jeg er ved at træde paa mellem Ukrudtet omkring de hvilkalkede Udhuse. En Allé af ældgamle Pile og Popler fører fra Gaardspladsen ned mod Vejen over Dæmningen til Sjælland. Fra denne og dens pragtfulde Have, udenfor hvilken Strandenge strækker sig langs Kysten, ser man over Sundet mod de vidtstrakte Langebæk Skove.
Ikke mindre skønt end dette er Landskabet omkring den store Gaard paa Sydenden. Fra Vejen østenfor denne ser man ud over yndige Pilegrupper og brede Strandenge mod Kystens tætte, bølgende Rørskove, der helt omslutter den lille Halvø Korsø, hvor en Mængde Folk idag er paa Arbejde med at høste Rørene og sætte dem i Stakke paa Engene.
Vældige Byger er just begyndt at komme op og trækker for Blæsten nord- og østenom Øen — sorte imod de gyldent skinnende Stubmarker; de graa Piletræer vender deres glinsende Blade for Blæstens Pisk, mens deres Skygger staar skarpe og sorte paa Stubbene, naar Solen i hidsige Glimt falder brat over Landet mellem de mørke Blaanner.
Fugleflokke jager for Blæsten over de afmejede Marker. En Flok Grønirisker svinger i et pludseligt Kast rundt mod Vinden og daler med Støj og Kvidder ned over en Mark fuld af gult straalende Kiddike, hvor de spreder sig over en halv Tønde Land og falder fuldstændig lydløst til Ro. Gulspurve kommer farende i Smaaskarer paa 20—30 Stykker som smaa Hvirvelvinde over Frømarkerne, nogle Skader skræpper sladrevornt og skamløst højlydt inde fra Læet i den gamle Have.
En Regnbyge tager Vej lige henover Øen, susende gaar den henover Træer og Marker og falder med Skrald som af Hagl henover Hvidkaalens hvælvede
Blade. Det varer kun Sekunder, saa er den ovre — og Solen bryder paany gennem alt det graa og vaade, ligesom i et Brag farer dens Lys henover os ud under Skyranden. En straalende Regnbue løfter sig under Østhimlen, spændende tværs over Ulvsund. Dens ene Ben staar paa Damsholte Kirketag paa Møn, det andet paa Kallehave Fattiggaard — det regner paa Retfærdige og Uretfærdige.
Væden perler i Solglansen fra Bladene paa Skrænternes Slaaen, Tjørne, Roser, Brombær og Benved og drypper som blanke Hagl fra Elm og Eg og fra de vilde Kirsebærtræers Kroner.
Om Aftenen stilner Vejret af. Og da Natten kommer, staar Maanen ensom paa den klare Sydhimmel; kun et Par af de største Stjærner faar Lov at skinne med, Resten er fordunklede af det sølvgule Lys. Men henimod Dagningen vaagner vi atter ved Lyden af stærke Byger, som slaar mod Bordene og raser med Vande henover Dækket. Imellem Bygerne kan det blive pludseligt stille — saa hører vi Lyden af de trækkende Ænder.
Da vi om Morgenen klyver op paa Dækket er det tørt, solbeskinnet! Men koldt er det som en Vinterdag. Lige idet vi faar Hovedet op over Kappen, jager et Dusin Skalleslugere som et Granatskud henover „Rylen“s Dæk.
I Vestenstorm gik jeg over Markerne til Øens Sydende. Det er blinkende, blændende Sol med flakkende mørke Skygger af Skyer over Agre og Fjorde. Det er saadan en Dag, hvor alle Glasskaar i Pløjemarkernes Muld sammensværger sig imod én og bestandig glitrer, saa det gi’r Vand i Øjnene. Lyset fra Solspejlingen derude i Ulvsund er en Pine, og Stormen trommer i mit Øre.
I en gammel Grusgrav tæt ved Sønderstranden, lige i Nærheden af en halvt sammenstyrtet Vindmølle, finder jeg et Læ for Vejret. Hernede holder Planter og Insekter endnu en indian summer — lige paa Falderebet førend alting biir Dommedagsoffer. Naar det sidste Stormkast har ramt én paa Hatten her paa „Gravens Rand“ og man lader sig glide ned, da er man i Salveten! Pludselig er her stille — og varmt!
Hvilken broget Forsamling hernede! Her blomstrer endnu en hel Bataljon af Agergaaseurter, struttende med de brandgule Knapper som spidse Bikuber over de hvide Blade, og kappes med Høgeurterne i at forvænne Øjnene paa den lykkelige, der er dalet ned i dette Eldorado. Her staar store Buske af Regnfang, endnu med hektiske Blomster mellem de brune Frø. Et Kompagni af Roer, som har svigtet deres Faneed paa Marken, er flygtet herned og staar med to Meter høje Toppe og friske grønne Blade om de endnu umodne Frø. Det er en hel Urskov, som er gaaet amok i Varmen!
Gedehamse og Hvepse surrer fra Plante til Plante paa den sidste Høst, Fluer svirrer, og underlige Sværmere og Møl farer som graa Gengangere omkring i Sollyset fra Blomst til Blomst. Enkelte hvide Sommerfugle tumler rundt paa halve Vinger og har i den sidste Hast glemt hvad de egentlig vil.
Her mødes de, alle dem der er tilbage. Det er hele Sommerens Bagtrav. Dens sidste Invalidetrop! —
Men højt over alting, under den foraarsblaa Himmel, dér hænger Lærkerne ogsaa idag syngende, som om de lige var kommen hertil og første Gang hilste Landet. Stemningen fylder dem som en stor Sandhed, en gribende Aabenbaring ...
Men jeg staar hernede paa Gravens Bund og véd, at det er Efteraar. Og jeg fyldes af en dyb Undren.