LILLEØ
Jeg maa indrømme den førbemeldte Orne, at Vejen over Dæmningen til Lilleø er slem at passere; saadan maa Chemin des Dames have set ud efter Bombardementet! Men den var i dette Vejr langt at foretrække for de bundløse Veje oppe paa Land. —
Paa Lilleø findes iøvrigt kun én virkelig Vej, som gaar fra Landingsbroen tværs over Øen paa dennes smalle Led til Nordstranden; de andre, som maa regnes for større eller mindre Bifloder, bestaar af et Kørespor langs Nordsiden, hvorfra lignende fører over Markerne til Gaardene. I Øens Længderetning Øst— Vest findes kun tarvelige Stier mellem Boligerne.
Den ca. 2 km lange Ø er af højst uensartet Bredde, snart 73km, snart kun 12—14m, saaledes hvor den østlige Del „Dragets Odde“ er forbunden med Hovedøen. Som før nævnt er hele Øen kun 156,2 Tdr. Ld., og den har kun 2 virkelige Gaarde, som endda er meget smaa, ml. 20—30 Tdr. Ld., samt 2 Parcelsteder og 6 Huse. Landskabet er en tro Kopi af Askøs vestlige Del, flade Marker med Poppelhegn og hist og her en enkelt Pil ragende op af Ødet. Men ogsaa her findes et enkelt Sted en lille Idyl, en udyrket Oase midt i Korn- og Kartoffelørkenen.
Omtrent ved Hovedvejens Midte ligger Øst for denne to smaa Huse, fattige og faldefærdige, og imellem dem findes en Dam, indrammet af fritgroende, herlige Pile og med sivbevoksede Bredder. Man kan ikke se, at Menneskehaand nogensinde har rørt dette Sted, kun Husenes Tage rager op over Træerne, men saa mosgroede og grønne, at deres Farve blot anes imellem Pilenes Grene. 1 Dammen svømmede nogle tamme Ænder sammen med en Snes Graaænder, og 5—6 Spidsænder spadserede rundt inde paa dens Bred.
Her var ganske mennesketomt, og jeg søgte forgæves Husenes Beboere. Men en Gaardmand paa Øens Østende fortalte mig, at begge Husene ejes af én og samme Mand, som freder Dammen og dens Omgivelser. Det er en almindelig, jævn Husmand. Dyrelivet paa Stedet forklares ved, at han paa Stranden fanger de vilde Ællinger af de nævnte Arter, som ruger her paa Øen, og sætter dem ud i sin Dam, hvor de siden trives og færdes mellem de tamme. Gaardmanden fortalte mig om sine egne tamme Ænder, at de ofte parrer sig med de vilde Andrikker ved Stranden, hvor de færdes mellem hinanden og bestandig har Samkvem. Resultatet af disse Forbindelser bliver altid noget mindre end almindelige Tamænder, de er tillige langt vildere end disse — og langt mere velsmagende.
Overalt paa Lilleø som paa Askø træffer vi i Haverne de mærkelige, citronlignende „Langpærer", som Ærøboerne var saa stolte af og betragtede som et Speciale for deres Ø. De ligger her som al anden Frugt strøet overalt og raadner i Væden.
— Som Modsætning til den Karakteristik, andre havde givet mig af Beboerne paa disse to Øer, fandt jeg dem selv venlige, meget indladende og bestandig rede til at give Oplysninger. Men det er rigtigt, at deres Tale er forfærdelig; den er utydelig og drævende og for den uindviede til Tider næsten ganske uforstaaelig.
Regnen, som næsten har holdt inde i det Par Timer vi var herovre, begynder atter at øse ned med fuld Kraft. Man maa tro, at det er en ny Syndflod, som er i Anmarsch, og for at kunne vedblive at klare sig maa man vel tilsidst faa Svømmehud mellem Fingre og Tæer og forsøgsvis faa indlagt et Gællesystem til at aande med. Alt vort Tøj ombord er vaadt, og den eneste Udvej til at faa det tørret -— at tage det paa Kroppen og gaa ud i Blæsten — er spærret af den evindelige Øsregn. Over Kahytten er Dækket begyndt at lække. Vi har bestandig Gaasehud, den ene Vanddraabe ved Næsen afløser den anden, og vor gode Tobak lugter af vaad Hund.
Da vi sad ved Aftensbordet i Kahytten, hvor et Stearinlys stod paa en Silde-daase og sammen med en Dram fik Temperaturen til at stige og Lokalet til at dampe, da vi netop paa Baggrund af al Elendigheden omkring os syntes, at vi havde naaet Toppunktet af Hygge og Velvære — da lød der pludselig et øredøvende Brag foran vore Ansigter, og alt blev kulsort Mørke. — Det viste sig, at Sildedaasen, hvorpaa Stearinlyset befandt sig, var eksploderet, Lyset var faret op i Skylightet og derfra ud i det yderste Mørke i én eller anden Krog, hvor vi senere fandt det efter at have brugt en hel Æske Tændstikker.
En Blanding af Sildelage og Stearin, jævnt fordelt over hele Lokalet og os selv, var egentlig det eneste vi manglede for at Idyllen kunde vorde fuldendt.