LINDHOLM
Yort letsindige Barometer er begyndt at stige, og en stiv Kuling af Vest har klaret lidt paa Himlen, hvor Solen skinner svagt gennem drivende Dis, da vi fra Bandholm, hvor vi har provianteret, sejler ind under Lindholms Østkyst og ankrer op. Udenfor Bandholms Havnemunding er vi sejlet tæt forbi den lille Holm „Havneø“, som er 2,4 Tdr. Land og hører under Knuthenborg Gods. Populært kaldes den „Skidtø", fordi den udelukkende bestaar af Opmudring fra Havnen. Af en Mudderø at være ser den ganske indbydende ud; den er tæt bevokset med Buskads og har et lille Sommerhus. Og at den ogsaa frister Folk til Landgang fremgaar tydeligt af den Række Skilte paa oprejste Stænger, som garderer den paa alle Kanter og udraaber de frygteligste Trusler mod dem, der vover at sætte Fod paa den. Formodentlig findes her Fodangler, Rævesakse og Selvskud beredt; og var Øen min vilde jeg tilføje Pigtraad og Maskingeværer, for den ligger saa nær Havnen, at en Robaad med glade Bandholmere kan naa den paa 10 Minutter. —
Lindholm ser allerede ude fra Søen pragtfuld ud, skovdækt bag tjørnebevok-sede, høje Brinker og hist og her med aabne, græsklædte Marker, der højner sig ind mod dens Midte. En typisk, fredet lille Herregaardsø.
Da vi gik iland paa den, kom jeg til at fortryde, at jeg havde forsømt at indhente Tilladelse til dette paa Knuthenborg, hvorunder den hører. Thi ved Landstigningen stødte vi — næsten bogstavelig — paa den Amazone, som bevogtede den, og hende skal jeg sent glemme. Hun var den ideelle Cerberus, nidkjær og ubestikkelig. Hun kom farende ud fra et Hus, til hvilket formodentlig den engelske Kirke paa Langelinie har været Forbillede; det var opført af Flintesten, og Damen saa ud til at være gjort af samme Materiale. Hun vilde under ingen Omstændigheder tillade os at gaa iland, ganske ligegyldigt hvem vi er og hvad Ærinde vi har. Hendes Mand er ikke hjemme, og hun tør aldrig handle paa egen Haand! — Ved denne sidste Oplysning kommer Skipperen til at le højt, hvad der ikke bedrer Situationen. Men saa ankommer Redningen i en tililende Murers Skikkelse; han er beskæftiget med Reparationsarbejde herovre og i Øjeblikket sammen med Kvinden Øens eneste Beboer. Og han bestyrker os i vor Beslutning: at gaa iland uden Tilladelse og siden tage Følgerne. Lad mig sige med det samme, at Godset har ladet Naade gaa for Ret. —
Flintestensbygningen viste sig at være Bolig for Opsynsmanden. Desuden findes paa Øen en Pavillon for Herskabet, ganske pæn og i norsk Stil. Forgæves søger vi en Bygning i dansk Stil paa Stedet; men siden glædes vort patriotiske Øje ved at finde denne repræsenteret af et ganske lille Bygningsværk, som ligger i Nærheden; ganske vist mangler et tydeligt Signalement, Løverne i det danske Vaaben var der ikke. Men Hjærtet fandtes, det sad i Døren. —
Solen er kommen frem og skinner minsandten, paa den stille Ø virker dens Lys næsten som et anmassende Spektakkel. Udover den græsklædte, lave Mark Vest for Bygningerne straaler i dens Lys Høgeurt, Storkenæb og Røllike, Blaa-klokke og Engelskgræs; den sidste remonterer paa Trods af det syndflodsagtige Efteraar. Yderst ud mod Revet gror gul Snerre og Marehalm -— de to klær hinanden. Og over hele Sletten, hvor græssende Faar sagte vandrer omkring, gror Myriader af Champignons, lysende som hvide Flinteknolde mellem Grønsværets brogede Farver.
Det er denne Slette, som har gjort Øen berømt ved at Ellehammer her foretog sine første Forsøg med den af ham selv konstruerede Flyvemaskine, omtrent samtidig med at Brødrene Wright begyndte deres Eksperimenter i Amerika.
— Skoven, som ganske tæt dækker Øens østlige Del helt ud til dens Klinter, bestaar næsten udelukkende af Naaletræer, Skovfyr og østrigsk Fyr, Rød- og Hvidgran. Den er plantet saa sent som i 70’erne, men virker allerede som gammel Skov. Paa og under Nordsidens Klinter gror et herligt, tæt Tjørnekrat. Dette er Øens smukkeste Sted, hvor Stranden med sine vældige Kampesten, nedstyrtede fra Klinten, ligger 7—8 Meter dybt under Skovbrynet.
Fra den lille Ø, som kun er 17,5 Tdr. Land, men rummer en vidunderlig Afveksling i sit Landskab, har man en herlig Udsigt mod Lollands frodige, skovklædte Kyst, som knap ligger 2 km fjærnt fra denne.
Inde i den dybe, mørke Skov, hvor Menneskehænder næppe har rørt noget siden den blev plantet, faar man et mærkeligt Indblik i Væksternes Kamp med hinanden for at naa op i Lyset. Paa særlig dramatisk Vis ytrer dette sig paa et Sted, hvor nogle vistnok selvsaaede Hyldetræer staar helt overskyggede af mægtige Fyrretræer. Hyldene har fuldstændig antaget Karakter af Lianer, og i deres Desperation slynger de sig paa Kryds og tværs omkring Fyrrenes Stammer og søger at jage deres øverste Top ovenud for at faa Luft og Lys og bjærge Livet. Kun ude i de alleryderste Spidser er der bleven Raad og Tid til at sætte lidt tynde Kviste og nogle fattige Blade. Hele Resten af Stammerne er glatte og ganske tynde, ved Jorden bare 6 cm og højere oppe 8—9 cm i Gennemsnit.
Enkelte Steder, hvor Mørket rugede tættest, var Hylden bukket under i Kampen, og dens lange Stammer hang døde og forvitrede. Herinde i det gustne Halvlys, hvor Fugtigheden slog én imøde som fra en dyb Kælder, sad Raadsvampe og krummede sig ud fra de døde Stammer, som mærkelige Spøgelseskandelabre med de orangefarvede Skærme over de blege, gulhvide Lys.
Øde og stille er der hernede, som paa Bunden af et Hav. Men højt fra Trætoppene, hvor Lyset anes, letter af og til tavse Ringduer, naar vi forstyrrer dem paa vor Vej. Vi hører næppe deres Vingers Klapren for Vindens Susen oppe i de høje Kroner.
— Vi gaar ud til Nordstranden, hvor Havet ligger sortblaat under Byger, som begynder at komme fra Vest og farer hen over den skumdækte Flade. Her paa Klinten, hvor Ligustrum, Seljepil, Enebær og Smaahyld gror mellem Tjørnene, ser jeg pludselig noget, som pusler stille inde mellem de tætteste Buske. Det ser ud, som om et Par smaa graa Mus vimser rundt paa Grenene derinde. Men saa, i et pludseligt Glimt, bliver det synligt i en Aabning i Løvværket. Det er to Gærdesmutter. Jeg staar stille, og de biir ved at vimse •— i stumprumpet Nysgærrighed farer de ud og ind af det dybgrønne Mørke som to lysende Aaben-baringer, ser paa mig et Sekund og forsvinder paany. De spiller en lille Melodi, der lyder, som om den kommer fra en stor Græshoppe.
Vidunderlige er de som to smaa spøgefulde Mirakler; de er Tjørnekrattets og Gærdets dybeste Incarnation, hemmelighedsfulde som en Trold. —
Yderst ude mod Øst i Skovens Læ vokser nedover Klinten Hybenrose, Hvidtjørn, Hindbær, Brombær og Hyld. De frugtbærende Hyben- og Hyldebuskes Farver gløder paa Baggrund af den mørke Fyrreskov. Ligustrumbuskene har allerede faaet gyldne Bær, og hist og her staar endnu en forsinket Hyben med store, røde Blomster. Brombærbuskenes sorte, blanke Bær straaler som Stenkulsperler.
Men skønnere end alt andet er Rosen-Katostens store, blegrøde Bægre, som duver sagte paa de høje Stængler for de Vindkast, som naar herned over Skovens Træer.
Saare vidunderlig er denne Ø, et lille Eden, hvor man gærne slog sig ned og levede længe og forsøgte endnu engang at forsone sig med en Verden, hvori efterhaanden næsten alting er overgramset og demokratiseret.
Er det ikke urovækkende, at paa de faa Steder, hvor man endnu kan føle Trang til at dvæle, staar der: Adgang forbudt! Og at hvis det ikke stod der, vilde der i Løbet af uendelig kort Tid blive lige saa slemt som alle andre Steder, hvorfra man nu skynder sig bort!
Fæmø. Det skønne Gadekjær i Sønderby.
Fæmø. Gerda Andersen.
Fæmø. Detalje af Krucifikset.