MELLEM BOV OG GENNERFJORD
Naar man fra Sundeved rejser vesterud og er naaet ind over Grænsen til Aabenraa Amt, udvikler det store Drama i Landskabet sig hurtigt; Kampen mellem Øst og Vest er her i fuld Gang og naar sin Klimaks hvor Bakkedragene ved Kvers, Kliplev og Holbøl danner den yderste Frontlinje. Brat kommer Overgangen her mellem Højlandet og det jævne, barske Hedeland. Allerede lige Vest for Rinkenæs begynder de første Hedepletter at vise sig, saa trækker nogle Moser deres Strøg af sort Tørvejord gennem Landet, og endelig staar den sandede Slette som Sejrherre.
— Fra Holbøl cyklede jeg en skønne Dag vesterpaa for at komme ud til det berømte Bommerlund, hvis Navn paa forskellig Vis har gjort dybt Indtryk paa min Fantasi •— som Dreng i Historietimerne, fordi her stod den første Skærmydsel med Holstenerne i 1848, som voksen fordi den berømmelige Bommerlunder-Snaps bryggedes her, et Produkt som er udryddet forlængst, hvad godt er, for den skal have smagt rædselsfuldt.
Paa Sofus Birchs Theater i Aarhus drog i mine Ynglingeaar de danske Soldater i Kvarter i Bommerlund Kro, syngende af fuld Hals med Faber-Daugaard i Spidsen, og her affyredes hver Aften Kl. 91/,l i det bommerlundske Krat Krigens første Bøsseskud, saa Borgerinderne i Parkettet og deres tilbedelsesværdige Døtre skjalv af Patriotisme. I 1890—94 var der flere underskønne Piger i Aarhus end i det øvrige Rige tilsammen. De hed allesammen Agnes eller Hedvig eller Ingeborg; de sad i Theatrets Parket hver Aften, og hver Gang det historiske Skud faldt, hoppede de højt fra Stolene, og mit Hjerte faldt fra Balkonen ned foran deres Fødder og blev traadt paa. Jeg saa Stykket syv Gange.
Vist havde jeg Ærinde i Bommerlund!
— Ad Vejen fra Holbøl mod Vest kom jeg gennem et Landskab, som greb mig om Hjertet ved sit vemodige og ensomme Præg nu umiddelbart efter Indtrykkene fra det rige Als og Sundeved. Hede ved Hede med enkelte smaa Markfelter imellem, et Sted en stor og øde Mosestrækning, hvor Terner og Viber og enkelte Hjejler, skræmte af mit Komme, løfter sig i skrigende Skarer op over de sorte Flader med de stille, blanke Mosedamme. Og rundt om mig Lyngsletten vid og bred under den umaadelige Himmel med store, tunge Klodeskyer — en Stemning saa stærk og skøn, som de rige Egne aldrig rummer. Intet andet Sted end over den mørke, lave Lynghede kan en Himmel lyse saadan og være saa vid og høj.
Men hvad fandt jeg ved Bommerlund ? — En uhyre Granplantage, som dækker
Egnen i vid Omkreds; Kroen nedrevet for omtrent halvtreds Aar siden — kun nogle faa, gamle Buske bag et forfaldent Dige viser endnu, hvor denne landskendte Kro og alle Vejfarendes Bedested har ligget her ved den gamle „Oksevej“.
Men tæt ved Vejsiden opdagede jeg paa det Sted, hvor Manden udpegede mig den gamle Kros Plads, et tydeligt Kendemærke: her hvor Gaardspladsens Brolægning endnu ligger tæt under Grønsværen og bevarer denne mod Ploven, fandt jeg Marken tæt dækket af et blændende Flor af Violer. Skarpt afgrænset i en stor Firkant staar de her og viser Omridset af den gamle Gaardsplads. En firkantet Tomt er alt, hvad der er tilbage af det berømte Sted, hvor Gud og Hvermand bedede for at faa sig en rigtig „Bommerlunder“, inden man igen drog videre ad den trælse Vej mod Nord eller Syd — skiltes for at drage hver til sin Kant, Tatere, Herremænd og Bønder, Godtfolk og Holstenskræmmere og de skinbarlige Studedrivere.
Vejen, Sønderjydernes „Oksevej", i Nordjylland „Studevejen“, Oldtidens og Middelalderens Hærvej, fører helt fra Viborg sydpaa ned gennem Jylland, fra den ældgamle Hovedstad, hvor Landstingene holdtes, til Slesvig og videre, gennem Dannevirkes „Vigledstor“ og ned gennem Evropa, hvor den støder til det store Net af Oldtidens Handelsveje. Store Stykker af den er forvandlet til moderne Chaussé og forsvundet under denne, men paa mange Steder trækker den endnu sine gamle, dybe Furer. — Jeg vil senere komme til at beskæftige mig med Vejen paa saadanne Steder, hvor den sammen med Landskabet omkring den har bevaret noget af sit ejendommelige Præg. Her ved Bommerlund er den fredet paa en Strækning af 4—500 m; men det er sket et Par Menneskealdre for sent, nogensomhelst Forestilling om, hvordan Landskabet heromkring har virket, da man fra den ensomme Vej saa ud over disse jævne, vide Hedeflader, kan man ikke mere danne sig, dertil har Plantagernes Mængde ødelagt for meget. Hvor Hærvejen endnu skal fredes, bør det være paa Steder, hvor Omgivelserne endnu ikke er under for megen Kultur. Her paa Stedet begrænses den jævne Horisont til alle Sider af hæslige Naale-træs-Plantninger. —
Turen fra Holbøl mod Syd ad Vejen til Krusaa viser de samme bratte Overgange fra det magre Sletteland til den rige, bakkede Østkystnatur, som saa ofte forekommer i disse Egne. Turen gaar først over det jævne eller smaabølgende Land med dets evindelige Rødgransplantager; men henimod Grænsen naar man pludselig ind i bakket Terræn med Løvskov, og i den lune Dal ved Kobbermøllen synes alt hvad der er yndefuldt og blidt i dansk Natur at være samlet. Disse østjydske Aadale, som fortsætter fra Fjordbundene ind i Landet, hvor er de allesammen bedaarende! Fra Grænseposten nær Landevejen har man Udsigt over Krusaadalen med den lille rislende Aa henimod Kobbermøllebugtens store Skove, over hvilke Røgen fra Møllen driver som en blaa Dis. Stedet man oversér er kun en lille Plet, men det er noget af det yndigste jeg kender. Over de store Forgrundstræer, som endnu kun har Smaaknopper og ikke spærrer for Synet over Dalen, over den grønne Engbund, over den blanke Aa og Bugtens klare Vand, over Baggrundens Højder mod de store Bøgeskoves okkergyldne Kupler ligger den fine Røg gennemstraalet af Foraarssolens blanke Lys, som faar alt til at sitre i sin Glans.
Gaar man tværs over den lave Krusaadal til Kollund. Skov, kan man ad bugtede Stier op og ned ad dybe Kløfter og et langt Stykke gennem yppig Bøgeskov vandre langs Flensborgfjordens nordre Bred mod Øst. Jeg bliver hurtigt træt af dette Landskab, det minder mig for meget om den indre Vejlefjords lunkne Indelukkethed. — Her er Stedet for Sommergæster, alt er som indrettet paa at imødekomme de almindelige Krav til Rekreation mellem Maaltiderne; og for disse sørger Hotellerne, der flokkes langs Kysten. Maatte Turiststrømmen da bestandigt gaa denne Vej, udenom de langt ejendommeligere Steder, saa man kan beholde disse i Fred!
Jeg mindes en Enquete i et Blad, der havde til Formaal at faa oplyst „hvor der er skønnest i Danmark". Jeg husker kun én af Besvarelserne, afgivet af en klog og forsigtig Mand; den lød saaledes: „Jeg ved det ikke endnu; men naar det engang gaar op for mig, saa kan De bande paa at jeg skal tie stille med det!“
Saaledes er jeg desværre ikke stillet. Min Opgave er at himle op om hvad jeg finder, selv i Krogene udenfor alfar Vej. Og selv om hver Læser bliver en Slange, jeg nærer ved min Aabenhjærtighed, maa jeg fare videre paa min Bane og følgelig ogsaa røbe, at paa den 67 Meter høje Banke „Stagehøj“ i det aabne Land mellem Kollund og Holbøl bør man klatre op for den fremragende og stærkt orienterende Udsigts Skyld over de forskelligartede Landskaber. Paa Tallingbjerg i Holbøl Sogn er Vandskellet ikke mere end 1300 Meter fjærnet fra Flensborg Fjord. Ogsaa heroppe kan man faa Forstand af Udsigterne og samtidig faa Lungerne luftet ud for den megen lunkne Luft fra Dalene.
Tiltrods for at den er Stationsby har Holbøl ligesom ikke faa andre østslesvigske Landsbyer bevaret noget af sit gamle Præg, saaledes især omkring den sydlige Indkørselsvej, hvor smukke hvidkalkede og straatækte Gaarde med yppige Træplantninger ligger ved det lille Gadekjær. Fremragende smuk er den store Klokkestabel paa Byens gamle Kirkegaard.
Beboernes Sprog i disse Egne har et stærkt syngende Tonefald. Om det har været saadan oprindelig eller er en Følge af det tyske Skolesprogs Paavirkning, ved jeg ikke. Man møder overalt mellem Beboerne den største Elskværdighed og Hjælpsomhed; af de mange, jeg paa mine ensomme Cykleture har spurgt ud om Vejretning og andre Ting, fik jeg altid imødekommende Svar og udmærkede Oplysninger, ledsaget af et venligt Smil — der altid virker særlig hjærtevindende overfor den, der kommer oppe fra „det gamle Land“.
— Det var diset og stille Vejr, da jeg rejste nordpaa til Aabenraa ad Vejen gennem Kvers og Kliplev Sogne, hvis forhen aabne Bakkelandskab nu er plettet af en Mængde Plantninger, mest af Naaletræer. Længere mod Nord gaar Bakkerne med de ofte sandede Marker over i mere frodige og dyrkede Egne, dog hist og her brudt af ren og skær Hede. I disse Sogne fører Østens bakkede Moræneland og Vestens Hedeflader den mest forbitrede Kamp med hinanden. Men midt i Tummelen, hvor 60—70 Meter høje Bakker synes at danse i uovervindelig Bersærkergang, møder Øjet pludselig en lille stille Sø, hvor Vejen blideligt synker ned og fører igennem et agrarisk Paradis forbi den store „Søgaard" med dens hvide, takkede Gavle. Det bliver kun et Glimt, saa kommer jeg atter en Stund over aaben Hede med enkelte mægtige Sandbjerge, hvor man færdes ad en dyb Hulvej og kun ser Grus og Flint og Lyng langs dens Sider. Men endelig hvistes jeg opad den sidste Kam og skuer ud over lutter bølgende Agre og grønne Skove. Og dér ligger alt Landet foran mig med Helligdagsstemning og Fred. Vid og skøn og blaa bugter Fjorden under mig, yderst med aabne Banker langs sin Bred, inderst kranset af Bøgeskove paa de høje blidt rundende Aase, hvorimellem Fjordens Kile fortsættes i en dyb og bred Dal, grøn som Elysiums Enge, hvor de Salige danser. Og lige paa Grænsen af Blaat og Grønt ligger Byen, dens Ryg er vendt mod Skovens Bryn, om dens Fod ruller de blinkende Smaabølger i Stranden.
Saadan ser den ud, selve Danas Have!
Aabenraa er ingenlunde nogen Distanceblænder. Gaa blot en saadan solfyldt Majdag ind gennem den gamle Del af Byen, gennem Ramsherred og Slotsgade, og Du tror at befinde Dig i en Provinsby fra Midten af det 18de Aarhundrede. Se paa alle de nysgærrige Karnapper, der stikker Hovederne frem foran hinanden og kigger paalangs nedad Gaden. Men først og fremmest: list Dig ind i en af de gamle Baggaarde, hvor Hylden hælder ud over de frønnede Plankeværker og Smaabyg-ninger snubler over hinanden — et Sted for Katte og Kanariefugle og Aabenraas berømte gamle Skippere, et Sted hvor Spitzweg kunde have hentet alle sine Motiver. Gaa ned til den mindste af Byens Havne, Nordhavnen, og se som jeg idag en tremastet Helsingborgskonnert laste Træ med Baggrund af den nære Bøgeskov paa den himmelhøje Bakke — den blaasorte Tjære paa det bredbovede Skrog, Masternes ravgule Søjler og de nøgne Fyrrebjælkers Mængde, der skinner som Atlask og Guld; og bag alt dette Fjordens Vand og den majgrønne Skov. Skønnere er der ikke ved Bredden af Thurøbund — og dette er midt i en Købstad!
Eller fortsæt Din Vandring ad Slotsgade ud til den gamle Slotsvandmølle, der ligger som et Stykke Wilhelm Mullersk Romantik ved sin lille mumlende Strøm. Og nær denne det pragtfuldt beliggende Brundlund Slot, oprindelig opført af Dronning Margrethe, nu Embedsmandsbolig, men med Omgivelser saa eventyrlige, som var det en Tornerose, der sov bag dets Mure, og ikke en Amtmand. Slottet med dets Omgivelser danner Klimaksen af hele Egnens Skønhed. Det skal ses sydfra over Engene med dets græssende Kvæg, disse Engflader der danner Fjordens Fortsættelse og er lige saa jævne som dennes Vandspejl. Et mere fint kultiveret dansk Landskab findes ikke, Frodighed og Velplejethed præger det og de omgivende Skove, Bakkernes kraftige Fald mod Fjord og Enge og de rige Agre.
— Ja — ja, her skulde man misunde den, som gaar selvanden i denne „wunder-schone Monat Mai“. Chacun prend sa chacune og rejs til Aabenraa! Men strængt taget, hvorfor medbringe nogen chacune? Aldrig paa noget andet Sted af saa ringe Udstrækning har jeg set saa mange yndige Piger som her. De er lyse eller lysblonde tilhobe, og i dette dejlige Solskin gaar de alle i fine, lette Sommerdragter. Disse bararmede Blondiner med den let solbrunede Lød og de slanke Legemer, den yndefulde Gang, det rene, bedaarende Ungpigeblik, de er som Aabenbaringer, Foraarets Apotheose — Primavera mødt hundrede Gange paa Gaden i Aabenraa!
Fra Aabenraa skal man tage ud ad Vejen langs Fjordens Sydside til Varnæs; men man bør helst gøre det paa en Høstdag, en Augustdag med karsk Vejr og Sol over de aabne Kornmarker, hvor Negene staar tæt med hver sin Solglorie om Toppen, over den blaa Fjord og Skovens vindrørte Kroner. Mellem kraftigt svungne Banker med spredte Trægrupper fører Vejen, bestandig med Udsigt over den brede Fjord, helt ud til Varnæs Hoved, som er et saare pragtfuldt Sted. Yderst staar Klinterne stejle, græsklædte eller med friske okkergule Skred ned mod en Strand, der er dækket af mægtige, nedrullede Kampesten. Helt ude paa Hukket findes et Skred, som stærkt minder om „Stenkastkrogen“ paa Romsø, men hvis Kampestensblokke er langt mere kæmpemæssige. Ovenfor Klinten et fuldkommen romantisk Landskab med Sæd- og Kløvermarker og højstammede Trægrupper, kulminerende ved den yndige Gaard „Varnæs Vold“. Her er storslaaet og mildt paa én Gang, yndefuldt som et Folkeeventyr er dette Landskab — de røde Køer, den grønne Kløvermark, Vejens Slyng ned mod Gaarden i den dybe Dal mellem de skovklædte Højder, Fjorden derude med den hvidtskummende Kyst. Det er vidunderlig dansk, dette Østkystlanskab, dets Sødme er som den friske Honning — ikke Puddersukker som i den indre Vejlefjord. Mærkeligt er det, at mens den kan trække Sommergæster til som Fluer, synes disse Steder ukendte.
Sammen med Dommer Chr. Andersen, i hvis Hjem i Aabenraa jeg husvalede mig efter min Ørkenvandring gennem Allandsens Hoteller, gjorde jeg Udflugter til Landskaberne Vest for Fjordene, mest ad den gamle „Hærvej“. Men da denne senere vil blive noget nærmere omtalt, skal jeg her blot kortelig resumere Indtrykket af Landskaberne fra disse Ture, hvor man bestandig har deres to skarpe Modsætninger for Øje.
Egnen mellem Hovslund og Pothøj, hvorfra man ofte samtidig ser ud over det rige Østland og de jævne fattige Hedeegne i Vest, er højtliggende og umaadelig kuperet, og for det meste saa sandet og stenet at man skal lede længe for at finde elendigere Jord. Hele denne Strækning et Stykke Vesten for Linjen mellem Genner-fjord og Aabenraa er overhovedet noget af det tristeste, jeg kender.
Men naar man bryder af fra Hærvejen ved Røde Kro og kører mod Aabenraa, bliver Landskabet saa stik modsat dette som vel muligt. Bakkerne bliver ganske vist endnu voldsommere, det er et helt Bjærglandskab man gennemfarer med mægtige langstrakte Banker og dybe Kløfter, der aabner sig brat foran En. Men hvilke Enge og Marker og hvilken Skovrigdom! Dette er saa sandelig en Natur, som maa kunne gøre den mest forhærdede Brostensdyrker til Lyriker. Ikke mindst mærkelig er den første Del af Vejen fra Byen mod Løgumkloster gennem det voldsomme Bakkeparti langs den gamle Fjordlavning. Op ad Bjærg og ned i Dal staar de vældige Bøge med Sollys gennem de unge Blade, vekslende med store Lysninger, hvor Engbundens yppige Flora er Baggrund for det blanke Kvæg. Men blot et Par Kilometer Vest for Byen er man atter oppe paa Højderyggens Kam og ser ud over de gamle Hedeflader, milevidt over Egnene om Hærvejen mellem Øster Løgum og Røde Kro og Bolderslev — en uhyre Modsætning til dette Østens Arkadien.
At Aabenraaegnen endnu ikke er bleven opdaget af Turisterne, er højst besynderligt. De gaar aabenbart aldrig paa Opdagelsesrejser, men vandrer ligesom Processionsspinderens Larver ad den slagne Vej i Hælene paa hinanden, og kun en Katastrofe kan bringe dem ud af det Spor, som Formanden har lavet. Deres Vej gaar her forbi lige mod Sønderborg, hvor Attraktionerne er Dybbølbjerg og Als. Aabenraaegnen jager man „durch“ uden at se til højre eller venstre.
— Jeg mindes en Aften, da vi efter Solnedgang gik op paa Bakkerne bag Byen og stod tavse og saa ud over denne, mens Oldenborrerne brummede og Flagermusene jagede i Tusmørket, da Lysene dybt nede under os tændtes i de skumringsfyldte Gader ét for ét sammen med de første Stjærner, da Fjorden laa som et opalfarvet Skjold under den violette Jordskygge paa Østhimlen og „une immense bonté tomba du firmament" — da bad jeg en stille Bøn til den landflygtige Pan om at skærme Stedet mod den Turiststrøm, som jeg lige nu har givet et kraftigt Vink om at standse en Stund netop her.
Løjthalvøen eller Løjtland, det høje Land mellem Aabenraafjord og Gennerfjord, er ogsaa nok et Besøg værd. Ganske vist tager Østslesvigs levende Hegn Overhaand netop her, saa det næsten føles beklemmende at færdes ad Halvøens Veje, saa frodigt gror langs deres Sider Tjørn og Hassel, Hyld og Roser, Syrener og Brombærbuske. Kun fra de højeste Bakkesving faar Synet fri Bane over det dejlige Land; man behøver blot at gaa et Par Kilometer østpaa fra Hovedlandevejen og klatre op paa det 92 Meter høje Trindbjerg for at faa et Indtryk af dette Landskab.
Fra Løjthalvøen kom i den store Sejlskibsperiode en Mængde af de Søfarere, som lagde ud fra den gamle Havnestad Aabenraa og var med til at kaste Glans over dens Navn. Allerede i Slutningen af d. 18de Aarhundrede blev det Skik at enhver Bondesøn herfra skulde fare tilsøs nogle Aar, og de fleste Løjtbønder havde været viden om, før de slog sig ned paa Fædrenegaarden. De stolte gamle Bønder-gaarde bar omtrent helt op til vor Tid Spor af deres Ejermænds Langfarter. I de anselige Gaarde havde paa den Tid hver Stue sin Hovedfarve, f. Eks. Kraprødt i „Vinterstuen", Zinnober i „Sommerstuen" og Ultramarin i „Storstuen" — Døre, Lofter og Vægge med samme Farve. Langs Lofterne gik forgyldte Lister, og paa Dørfyldingerne var broget malede Buketter eller Ornamenter.
Jeg ved ikke, om saadanne Løjthjem endnu findes. De faa jeg har set rummer kun moderne, ret tarveligt Fabriksbohave og er ligesom næsten alle andre Bønderhjem i Landet blottede for ethvert Præg af ejendommelig Kultur. Men blandt de gamle Bøndergaarde findes hernede endnu enkelte Pragteksemplarer, som ihvertfald udvendigt har bevaret Præget af at være rejst af Godtfolk i en god Tid.
Eet fremragende Eksempel paa en slesvigsk Bondegaard fra disse østlige Egne fandt jeg i Sønderballe By tæt Norden for Genner Fjord — en Type, som mere og mere forsvinder. I Hoptrup findes endnu en enkelt og i Marstrup et Par Stykker, men næppe saa udprægede Herskabsboliger som denne. Indkørselsporten, som fører gennem Yderlængernes skraat afskaarne Sydvesthjørne, er med sin flade Bue og murede Hulkedel af stor Skønhed. Stuehuset, hvis østlige Ende skimtes gennem Portaabningen paa Billedet, er en Pragtbygning i sin Art. Gaardspladsen mellem de anselige Længer er af enorme Dimensioner, det hele virker næsten herregaards-agtigt. Stuehuset er fra ca. 1800, Yderlængerne noget ældre. Det første tæller ikke mindre end 12 Fag imod Gaardspladsen, skønt dets vestlige Fjerdedel er helt uden Vinduer og Døre. Indvendig har det store, højloftede Rum med hvidmalede Bjælkelofter, men er iøvrigt stærkt moderniseret.
Gaardens Ejer, Hr. Boie Jørgensen, er af Ydre lige saa udpræget østslesvigsk som sin fornemme Gaard. Han hører til de typiske, sønderjydske Bønderskikkelser, disse ret smaa, men harmonisk byggede Folk med et godt, nordiskpræget Hoved.
„Ja," siger han, mens han viser mig rundt i de store Stuer, „det er saare smukt og godt altsammen; men desværre — disse Boliger for gamle Dages Storbønder egner sig absolut ikke for Landmændene nutildags med deres beskedne for ikke at sige tarvelige Kaar.“ — Er det ikke nøjagtigt de samme Klager, vi længe har hørt fra Landets Herregaarde? Og den samme Skæbne vil ramme dem begge, ligesom Godserne vil snart en Mængde af de gamle Storbøndergaarde forsvinde for Udstykningen rundt om i Landet.
Hele Turen fra Nørby langs Genner Fjords Vest- og Nordbred ud til Sønderballe Hoved gaar gennem et Landskab af fremragende Skønhed, det er en udpræget Lillebæltsnatur med al dens Ynde og Frodighed, hvor Bøgeskovens Grupper løfter
Krusaadalen, set fra Krusaagaard mod Kobbermøllen.
Hærvejen mellem Bov og Bommerlund, set fra Syd til Nord.
Fisker Frederik Hoffmann fra Broagerland.
Gammel Gaard ved Gadekjæret i Holbøl.
Slotsmøllen ved Aabenraa,
Udsigt fra Bakkerne ved Sliv Vandmølle over Gennerfjord til Løjtland.
Stenskred under Klinten paa Varnæs Hoved ved Aabenraa Fjord.
deres Kupler over de bugnende Agre, som falder blødt ned mod Fjordens Vande -— et festligt Syn, saa udpræget østjydsk, saa frodigt dansk.
Endnu lunere og yndefuldere former Kysten sig ind mod Sliv Vandmølle, hvor en fuldkommen Stilhed raader omkring den gamle, vældige Mølledam, indrammet af Bakker med prægtige Trægrupper. Kalve, røde som Teglsten, ligger og daser i Varmen paa Grønsværen langs Vejen, hvis Træer hælder dens vindsusende Kroner ud over Engen og Dammen. Udsigten herfra og fra den højtløbende Vej mellem Bakkerne ud over Fjorden mod Løjtland og dens Kirkeby er betagende smuk.
— Naar man færdes paa disse fredelige Steder er det besynderligt at tænke paa, at et Vilddyr som Ulven har huseret i disse tæt bebyggede Egne saa nær op til vor Tid, at der endnu gaar Frasagn om den mellem Beboerne. Det er atter det øde Landskabs Nærhed, som her har gjort sig gældende. Disse Vilddyr, som først blev helt udryddet i Jyllands Hedeegne i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede, maa lige til det sidste have haft Tilhold i Genners vestlige Nabolag, hvor de øde, vidtstrakte Heder og Moser af og til kunde sende saadanne forsultne Fourageurer herind til Kreaturerne paa de fede Græsgange.
Vest for Genner ud mod Øster Løgum har der paa den nordre Side af Vejen været en Hulning i Jorden, som kaldtes „Jinges Grav“. Det er en gammel Ulvegrav, over hvilken der i sin Tid var anbragt en Vippe, paa hvis yderste Ende et Stykke Kød blev anbragt som Madding. En fattig Kvinde ved Navn Jinge gik en Aften ud for at ville tage Kødet, men faldt ned i Kulen. Beretteren, som har fortalt Evald Tang Kristensen derom, huskede ikke mere om der var kommen Folk til, som trak hende op, eller om hun døde dernede. Hyrdedrengene fra Egnen brugte tidligere den gamle Ulvegrav som Læ; men nu er den jævnet, et Hus er bygget paa Stedet og en Have dækker Graven.
Jes Markorsen i Genner har fortalt følgende: Paa vor Toftbanke ned mod vor Nabos Gaard stod en Kalv i Tøjr, og man lod den staa ude om Natten, da ingen troede der var nogen Fare for den saa nær ved Husene. Men en Morgen da Folkene kom op, havde Ulvene taget Livet af Kalven og ædt noget af den. — Sønden for Byen bed Vilddyrene en Nat et Ungnød, og var derfra strejfet nordpaa til Krapold, hvor de samme Nat ihjælbed et andet Ungkreatur.
Der er vel faa som aner, at Ulven har været paafærde i Jylland indtil for kun godt og vel hundrede Aar siden. Jeg vil senere komme til at omtale dette nærmere. Beretningerne herfra er desværre ikke tidsfæstede, saaledes som en Mængde andre; men der er intet i Vejen for, at de kan stamme fra Slutningen af det 18. Aarhundrede. Beretninger om Ulves Forekomst og deres Plagerier i vestligere Egne i Sønderjylland og midtjydske Hedeegne findes i Mængde helt op til denne Tid.
— Gennerboerne skal have været knippelstærke Folk, og i deres hyppige Stridigheder med Løjtboerne var det ofte en eller anden gammel Stærkodder, som klarede Ærterne med et Dommedagstag. Saaledes hændte det engang, da Bønderne begge Steder fra var paa Hovkørsel med Korn fra Hellevad Mølle til Aabenraa Skibsbro, at Løjtboerne var kommen først til Broen med deres Vogne. Den gamle Per Lassen fra Genner rejste sig da paa Kuskesædet og raabte: „Afvejen I Løjt Drenge, for nu kommer de Genner Drenge!" Da Løjtboerne ikke hummede sig for saa lidt, kørte Per Lassen hen paa Siden af deres Vogne, der bestandig befandt sig mellem ham og Skibet, og raabte ud til Kaptajnen, om han var parat til at modtage hans Sække. „Javel — er Du parat!" raabte Kaptajnen. Da stod Per Lassen
op i Vognen, tog en Sæk i sin Næve, svang den i Luften og kastede den over Løjt-vognene og over paa Dækket, hvor den brast, saa Kornene spredtes til alle Sider. „Holdt,“ raabte Skipperen, „kør væk i Løjtinger, de Gennerboer kommer æfor!“
Ikke mindre berømmelig er Striden paa Løjt Made bleven, hvor den gamle Bonde Nis Kromand fra Genner var nede og slaa Græs med sine Folk, samtidig med at de Løjt Karle brugte Leerne paa Aaens modsatte Bred. Efter at Parterne i nogen Tid havde ærtet hinanden, sprang Løjtboerne over Aaen og gik paa med Næverne. Men en Gennerbo greb den første, der kom over og smed ham et langt Stykke henad Marken ned mod Aaen. Saa siger den gamle Nis Kromand: „Nu da Du har vist mig det, saa kan A saagu’ og gjør det!“ Og saa greb Gamlingen en anden Løjtbo og hev ham lige saa langt væk. Ved dette gruelige Syn flyede Resten af Fjenderne over paa deres egne Enemærker.
En gammel Aftægtsmand, der hed Niels Juel og boede i Genner By havde en Aaringsplag, der havde slaaet sig løs og løb rundt ude paa Toften. En ung Knægt skulde hjælpe den Gamle med at fange den. De lister sig ind paa den gale Plag, og saa siger Niels Juel til den: „Kund du nu være lidt rolig, lav A kund faa fat i æ bager Ben, saa kund A wal hold dæ!“ Og med et Snuptag greb Gamlingen fat i Bagbenet og holdt Plagen som i en Skruestik, mens Drengen kom hen og lagde Bidslet paa den.
Udsigten fra det nære Knivsbjerg kan være saa vid den vil — de smaa fine Hemmeligheder i Landskabet faar man intet Begreb om fra dets Top, hvor man befinder sig omtrent som i en Flyvemaskine, saa bratte er Bjærgets Sider; og Terrænets Bevægelser svinder ind til intet heroppe fra. Men storslaaet og imponerende er dette Vidsyn baade mod Nord, Øst og Syd. Gennerfjord ligger som en lillebitte Ting dernede ved Foden, et lille kunstigt Vandspejl mellem de store Skove. De vidt og bredt bølgende Bakkedrag, ja selv Aasene langs den nære Fjord synes jævne og lave.
Men mod Vest, knap en Kilometer fra Bjærgets Top, hæver sig en nøgen Bakkekam med stridt lavt Græs og tæt Lyng; kun adskilt fra Bjærgets Bøgeskove ved en bred Slugt staar den brat som en Jættemur for Øjet. Det er Vestens barske Forpost mod Østens Yndigheder, Karlfolket som staar dér og viser Horn mod det vege og kvindagtige. Her fra disse Dale kunde Herakles være flygtet med sin Kølle, bort fra Omfale — ud i Ørkenen til dens Utryghed og lokkende Eventyr.
Naar jeg staar paa Knivsbjerg, maa jeg uvilkaarligt tænke paa et Udsigtspunkt paa Øerne — Vejrhøj i Nordvestsjælland. Det sidstnævnte er langt mægtigere, vildere — friskere, saa at sige mere jydsk! Dette Landskab om Knivsbjerg er og bliver højstemt Romantik. Sandelig, Jylland ofrer mange favre Ord paa Øbopigen! Se blot de dybe Dalstrøg heromkring, hvor man ligefrem gaar og biir borte i Sentimentalitet, som f. Eks. ved „Runde Mølle", der ligger gemt i sin frydefulde Skovdal „med de Nattergale og andre Fugle smaa som tale“, med den brusende Møllebæk ved de store Damme, der nu driver Turbiner, hvor før Vandmøllernes Hjul svang om de knagende Aksler.
Gaar man her Dag efter Dag, da kommer engang det Øjeblik, da man strækker Armene i Vejret og raaber paa Luft, da man snører sin Ransel og flygter vesterud, bort fra Skovene og de banede Veje med de levende Hegn, fra Roser og yndelige Blommer — ud over Vandskellet til det barske, aabne Land med Lyngskjolder og Sandmarker og Moser.