MELLEM ISEFJORD OG SEJERØ BUGT

Det er en af de første Septemberdage lige efter Solopgang. En lav, fin Frost-taage ligger endnu tæt og klam over Jorden, den hænger fast mellem Havens store Træer, hvis Toppe forsvinder fuldstændigt i den; men deres Grene begynder allerede at dryppe af Væde, jeg hører den sagte prikkende Lyd af Draabernes Fald paa Buskenes Blade og den rimslagne Græsplæne. Gaardens hvide Længer med de store Kamgavle toner spøgelseagtig frem gennem Sløret. Det er fuldstændig Vindstille, intet Blad rører sig. Snebærrene hænger kolde og grønlighvide paa Buskene; de ligner smaabitte Snebolde, som Alferne har samlet til at slaas med, men som de nylig er flygtet fra ved mit Komme.

Saa begynder Solens gyldne Lys langsomt at trænge igennem det kolde, blaa-graa Dække. Det naar Træernes øverste Grene og kaster Skygger af dem hen over den hvide Plæne, det rammer alle Havens Frugter og Edderkoppernes fine, rimgraa Spind. I Hyldens overdaadige, blaarøde Klaser, der er kandiserede af Rimen, faar hvert eneste Bær en lille klar, straalende Draabe under sig; de gule og røde Æbler tindrer af Tusinde Diamanter — de ligner Frugterne i Aladdins Hule. De venlige Træers store Silhouetter træder ud af Disen og tegner sig skarpt over mig mod den svagt blaanende Himmel, mens de gavmildt rækker Frugterne paa de tunge Grene ud imod mig.

Den graa Have bliver et Eventyr af Farver, Bladene straaler i Okker, Grønt og Guld, og Vinen paa Gaardens hvide Mur bliver som Rust og Blod. Mejser pipper mellem Buskene, en Rødkælk vimser rundt paa usynlige Ben omkring et Blomsterbed. Men højt over Træernes Kroner lyder pludseligt et Brus fra en vældig Flok unge Stære, som kommer trækkende og lander brat i de store Elmes Top, hvor de sætter ind med deres tungsindige Morgenhymne. — Som ved et øjeblikkeligt Indfald letter Flokken igen med et Rusk og bruser bort. Og nede fra den nære Kyst hører jeg gennem Stilheden de geskæftige Hættemaagers Latter-skraal.

Dagen er begyndt. En Hane galer. Hønsene, som er bleven lukket ud, holder deres Indtog paa Plænen og løfter Benene højt for hvert tøvende Skridt gennem det morgenvaade Græs, der synes at berede dem den ene Overraskelse efter den anden, som om de aldrig før har været paa dette Sted og ikke ved, hvorhen de skal vende sig. Ænderne sjokker husvant efter dem uden nogetsomhelst Udtryk i Ansigtet. Deres flade Fødder trækker mørke Striber gennem Skyggernes Rim, hvor de paa Slaglinje skrider frem efter hinanden lige i Hælene paa en gammel Gaas, der synes at sejle med hemmelige Ordrer. En stor Hest med en Karl paa kommer tilsyne omkring en Gavl og skrider langsomt med tungt ramlende Sko hen over Gaardspladsen.

Saa lyder en Gongong inde fra Hovedbygningen ...

— Det er Teglværksgaardens Have nærved Nekseløbugten, ved den sydlige Port ind til Odsherred.

Jeg gaar bort ad Strækningen herfra mod Vest, hvor aabne Marker falder jævnt ned mod Stranden, hvis smaa, græsklædte Klinter staar stejlt ud mod Bugtens lave Vand, over hvilket den nære Nekselø løfter sine skarpe, skovløse Banker. Saa langt jeg ser i Nord og Syd, er Stranden stenstrøet i et Hundrede af Meter bredt Bælte ud fra Havstokken, store og smaa „Vandreblokke" ligger kastede mellem hinanden i det blanke Vand, straalende i alle Farver under Formiddagssolens skarpe Lys. I Syd løfter Havnsø Mølle sig over Fladerne; i Nord hæver det vældige Vejrhøj-Landskab sig bag „Sanddopperne“ og de lave Enge, der før var Lammefjordens Forbindelse med Sejerøbugten. Over mit Hoved kredser skrigende Stormmaager og Hættemaager; ude paa Stenene sidder de i hundredvis, og de flyder paa Vandet i store Flokke; deres Lyde blandes med Vibeskrigene inde fra Moserne bag mig. Et Par store Flokke af Graaænder og nogle Krikænder svømmer udenfor paa Fladvandets Grænse. To Gravænder letter fra Tangen og trækker ud over Bugten. Præstekraver og Ryler færdes paa den brede Arena indenfor Havstokken; en lille Flok Kobbersnepper staar med de straalende Brystfjer vendt lige imod Solen og letter, da jeg kommer for nær. Nogle Strandskader staar og larmer paa en Sandrevle. Langt mod Nord, hvor Kanalen har sit Udløb, gaar i det blanke Fladvand tre fiskende Hejrer.

— Jeg sætter mig ned under den græsklædte Klint og tænder min Formiddagspibe og har det som Adam i Paradis før Syndefaldet.

Saa langt Øjet rækker over Havet, ses ikke et eneste Fartøj. En Skydepram ligger trukket op paa Land nær ved mig, den er hvidgraa som den blegede Tang og ser ud, som om dens Dage for længst er talte. Den ligner en Strandvasker — en død Baad, der „gaar igen“ paa Stranden og egentlig burde manes ned. — Det er fuldstændig Havbleg og stille. Saa langt, jeg ser i Nord og Syd, er Sandstranden hvid som en Benrad.

Lige ud for mig ligger en mægtig Havsten med Skurestriber paa Siderne og rager med sin knortede Ryg højt op over det lave Vand, en Vandreblok fra Istiden ligesom de andre, men en Kæmpe af Vækst, hvidgraa og død i Farven, fortæret af Lys og Tørke. — Den har sit at ligge og tænke paa! Den husker den Dag i Sommer, da et slankt og brungyldent Legeme kom glidende frem gennem Vandet imod den, smidigt som en Slange mod sit Maal, indtil en smal Arm pludselig løftedes og snoede sig op om den. Den oplever det paany i dette Nu, som den har gjort det Hundrede Gange: Gispende efter Farten og drivende af det salte Væde løfter en Pige sig op af Havet og synker til Hvile paa Stenens solvarme Ryg, mens Vandet skyller fra hendes Haar og nøgne Krop over dens vejrsvedne, tørre Sider. Og da slaar Stenen pludselig ud i et Farvebaal — et Glimt af dens Millioner Aar gamle Sjæl bryder gennem dens forvitrede Skal som Flammer af Okker og Mønje — endnu mindes den, at den var en Gnist fra Branden i Jordens Morgen! Gudinden -— Havfruen — Pigen sidder der i Solen paa dens Skuldre og ved ikke, at dens Stenhjærte skælver ...

Men nu er vi i September, Gudinden kører paa Cykle henover Byens Asfalt, Stranden er øde, og den store Havsten ligger ensom, dens graa Sider bleges af Lyset fra Himmel og Vand.

Men saa hændte det! Det kom pludseligt og helt uventet, det mindede mig om en Vending i salig Blochs Verdenshistorie: Paa dette Tidspunkt af Udviklingen landede Gustav Adolf i Nordtyskland.

— Gustav Adolf kom her i Form af en Vestenbrise, som kastede sig ned over Fjordvandet i en dybblaa Iling, der bredte sig mere og mere. Søen rejste sig mod Kysten og begyndte at sætte Braad om Stenene. Det blev nu ikke til noget, Vinden lagde sig hastigt igen. Men en lille skumtoppet Bølge naaede at kaste sig mod den gamle Sten og skylle hen over den. Og se — da vaagnede dens Farver atter et Øjeblik til Live. — Det var, som om den rødmede over sit Sommerminde.

Tæt Nord for Stedet løber Landet ganske jævnt og fladt lige ud til Stranden, og en lille Lund „Strandskoven“ sender sine yderste Blænkere, nogle helt eller halvt udgaaede Elle og Birke med Forposter af Spiræa og alskens Ukrudt og Smaatjørn, lige ned mod de lave Strandvolde. Her færdes jeg aldrig uden at se Vildt. Det kan være trækkende Regnspover, Fasaner, Smaaflokke af Agerhøns, en springende Hare, en Raa, som gaar her med sit Lam, og alle mulige Strandfugle, vekslende efter Aarstiden. Ofte, naar jeg er gaaet forbi langs Kysten, har jeg set en Spurvehøg sidde i en bestemt, udgaaet Trætop, som rager op over alle de andre; og flere Gange er jeg rendt paa en Lækat. — Skoven og dens Forstrand hører under Dragsholm, og der jages vistnok aldrig mere paa Stedet.

jeg er ked af at røbe dette Steds Eksistens; jeg vilde helst have beholdt det for mig selv. Men denne Aabenhjærtighed hører med til min Profession.

De flade Engstrækninger lige Nord for Kanalen, som danner Lundens Grænse, og som før Lammefjordens Udtørring dannede dennes Forbindelse med Havet, er omkring August Maaned hyppigt Hvileplads for den store Regnspove under Trækket. Ogsaa idag ser jeg en lille Flok staaende derude i det lave Græs, kun godt Hundrede Meter Nord for Udløbet. Ganske tavse og ubevægelige staar de med de lange, melankolske Næb bøjede ned mod Jorden.

— Jeg holder mig paa min Vandring mod Nord hele Tiden nær langs Kysten, borte fra Landevejen. En god Kilometer Nord for Strandengene bliver Terrænet langsomt mere og mere knudret, smaa Sanddynger med Lyng afløser den helt jævne Græsflade, og tilsidst havner jeg i et lille veritabelt Klitlandskab, sammen-føgne Hobe, fejet af Vestenvinden ind fra Stranden og tæt begroet med store og smaa Enebærbuske med Pors, Gyvel og Lyng.

Det er „Sanddopperne“, en omtrent 20 Tdr. Land stor Klithede, et usædvanlig mærkeligt Terræn for en sjællandsk Egn — og et af de dejligste Steder, jeg kender. Fra denne lille Ørkenplet faar jeg som i en Aabenbaring Egnens Geologi og dens Historie lige i Synet, rejsende sig som to Mure i Synskredsen i Nord og Øst — det umaadelige Vejrhøjlandskab og den gamle Borg Dragsholm som en tung, hvid Fæstning højt hævet over „Fruerlunden“s mægtige Trækroner.

Hvorsomhelst man ser „Bjergene" fra, det mægtige Bakkeland, som paa sin øverste Ryg bærer den kæmpemæssige Oldtidshøj Vejrhøj, virker de højst for-bausende. Det ligner et Stykke Nordsjælland, der engang i Galskab har rejst sig paa Højkant og er bleven staaende i Henrykkelse over, hvad det ser omkring sig — et helt Kirkesogn, som er faret op paa gloende Pæle, for at Vejrhøjs Trolde kunde faa Udsigt over Landet.

— Smukkest er dette Højdedrag paa Sydsiden, naar man kommer ad den yndige Landevej forbi Dragsholm mod Faarevejle, hvor man ser ud over Dalen i Syd eller opad Bjergets Skraaning, som aldrig synes at ville faa Ende, og hvor aabne, grønne Græsgange bryder de mørke Skovstrækninger paa dets vældige Ryg.

Naar man har passeret den smukke „Rødegaard“, kommer man omtrent 100 Meter fra denne paa Vejens Nordside til et lille Buskads med et lille rislende Vandløb. Det er Vindekilde, hvis Vand gaar under Vejen og flyder ud i Engene omkring Dragsholm. Tæt herved er Vejen, som fører op til Vejrhøj.

Under den lange Vandring op over Højderne mod Bakkens øverste Top har man omtrent samme Fornemmelse af at komme tilvejrs som under Bestigningen af et Bjerg i Schweitz, hvor Vegetationen afhænger af Jordbund og Klima: nederst de frodige, dyrkede Marker og grønne Enge, siden en Skovzone med vekslende Træarter, og efter denne de nøgne Højder. „Bjergene" har ingen Gletschere, der findes endda Pløjemarker oven over Skovene helt til dens øverste Kuppel; men alligevel har man et Indtryk af at have passeret flere Klimabælter, naar man endelig staar paa den øverste haarde, ensomme Knude, den store Oldtidsgravhøj, som kroner dens Top, og om hvilken alle Vinde regerer.

Omtrent Hundrede Skridt ovenfor Vindekilde skal man standse og vende sig om. Denne Udsigt herfra over Landevejen med de pragtfulde Trægrupper og videre over den umaadelige, dybe Dalsænkning med den udtørrede Lammefjord er en af Stedets smukkeste Oplevelser. Takket være den lange, smalle Lysning, som følger Vejen gennem Skoven, vedbliver man at have denne pragtfulde Udsigt næsten under hele Opstigningen. Mellem de slanke Stammer virker Dalens Fjærn-toner som en Sø, over hvilken Dragsholm med sin Park hæver sig, som om den endnu var en fortryllet Ø i den gamle Fjord.

Skoven, der som en Kaabe svøber sig om „Bjergene“s Skuldre, er forneden mest Bøg; men efterhaanden, som man stiger, bliver den isprængt Ege, prægtige gamle Kæmper med en imponerende Højde og en dejlig Vækst. Ganske enkelte smukke Skovfyrre ses hist og her, og øverst har man en „Naaletræszone" i Form af et Par større Granholter.

Saa tyndes Skoven ud; man befinder sig paa aabne, stenstrøede Bakkekupler, dækket af hvide Flinteknolde paa en Knytnæves Størrelse, liggende med omtrent en Alens Mellemrum. Det er Bræens tydelige Spor paa Stedet, ligesom Millioner af Visitkort, der er tabt ud af dens Randsel, da den engang i Tidernes Morgen paa sin Vandring over Landet lagde sig til Hvile her en Stund, læssede Landskabet af sin Ryg og tog sig en lille Blund paa et Par Tusind Aar heroppe i Højden, inden den gled videre paa sin trælse Færd mod Nord. — „Bjergene" har dog altsaa haft deres Gletscher!

Pløjejorderne løber lige ind under Vejrhøjs bratte Fod, hvor de møder et Vildnis af Hyld, Tjørn, Roser og Slaaen. Da jeg gaar opad den kringlede Sti mellem Buskene, flyver et Par skræppende Skader ud derfra, og Gulspurve smutter ud og ind mellem det filtrede Grenenet. Saa staar jeg endelig paa Kæmpehøjens Top, hvor intet andet er over mig end Lærkesangen og de drivende Skyer.

Man mister næsten Pusten ved det Syn, der aabenbarer sig for En paa dette

Sted. Det er en Himmelfart, som betager Sanserne og faar Beskueren til at svimle — men ogsaa til at betages af Henrykkelse over den Skønhed, som et Stykke dansk Land endnu kan rumme.

Det er ikke alene Odsherred, men det ganske Holbæk Amt, de omgivende Farvande og dets Kyster og Øer, som ligger udbredt for Blikket. Med sine 121 m er denne Banke Sjællands højeste Udsigtspunkt — thi Gyldenløveshøj med den et Par Meter højere Top er paa Grund af sine tætte Skove blottet for enhver Udsigt; og selv om den havde en saadan, vilde det Land, man saa derfra, ikke paa langt nær virke saa afsvekslende og storslaaet eller frit som dette. Indenfor Danmarks Grænser kender jeg kun ét eneste Sted, som kan sammenlignes med det i Skønhed, det er Agri-Bavnehøj paa Mols.

Vejrhøj er det sydvestligste Punkt i det vældige Bakkeland, som giver Odsherred dets storslaaede Præg. Det sender Kæder mod Vest og Nordvest og løber helt ud ad Sjællands Odde; mod Øst render det ud til Nakkelandet paa Rørvig-halvøen. Imellem Bakkekæderne strækker fra Havet i Vest en vældig Slette sig ind forbi Høve, gammel Havbund med Flyvesands- og Strandvoldsdannelser, med lave Kær og Moser — Amtets fattige Jord som Modsætning til de næsten altid frodige Højdedrag.

Gefions Plov har ikke taget blidt paa dette Land, da hun pløjede sin Ø ud af Sverige!

Forgrunden omkring mig bærer Vidne om den Voldskhed, hvormed Bræen er faret frem her. Mod Nord og Øst ser jeg „Bjergene“s Fortsættelse i voldsomt formede Bakkelande med lange Aase som puklede Øglerygge, høje Kupler, brudt af dybe Slugter og bratte Kløfter. Fjærnt bag dette ses Lavlandets Bebyggelse, der synes tæt som en sammenhængende Landsby paa flere Kvadratmiles Udstrækning. Til de andre Sider er Terrænet faa Hundrede Meter borte skaaret brat af som med en Kniv, og over den skarpe Rand ses kun 300 Meter borte i Vest Sejerø-bugtens Vand — et vidt og øde Hav uden et eneste Skib fjærn eller nær. Bag Randen gaar Agrene i et Styrt ned mod den nære Strand, men usynlige herfra, ligesom den lille By „Bjergene" nede ved Bankernes Fod.

Mod Sydvest svinger Kystlinjens brede Bue helt ned til Havnsø, bag denne ses Saltbæksvigs Vande glimte gennem Disen og endnu fjærnere Højdedragene helt ude paa Refsnæs; mod Syd Lammefjordens vide, udtørrede Flade, Fjordens gamle Forbindelse med Havet, over hvilken Dragsholms hvide Fæstningsmure løfter sig; mod Sydøst hæver Vallekilde-Bakkerne sig som en Taageø over Sletten. Det er altsammen dybt nede og saa jævnt som et Hav med lysende Perlemorstoner bag Skovens mørke Kroner. Kun „Sanddopperne“s Lyngflader synes haandgribelige, de ligner et lille mørkebrunt Tæppe, som er bredt ud i det blege Græs paa de magre Strandmarker.

Men det er ikke alene dette, man overskuer herfra. Over Havet ses Amtets egne tre Øer: Nekselø, Sejerø og Samsø, foruden en Mængde Farvande: Store-belt, Nekselø- og Sejerøbugten, Kattegat, Isefjord, Lammefjord og Holbæk Fjord. Mod Øst ses Tusenæs og Ourø og Bankerne Syd for Holbæk, mod Vest skimtes Refsnæs og Kalundborg, mod Syd Egnene om Jyderup og Tissø. Ja endnu videre vandrer Blikket — hist ude over Havet løfter sig milevidt borte Mols’ Banker og Hinsholms magre Pukkel gennem Disen. Kun fra en Flyvemaskine vilde man faa et saa instruktivt Blik over Landet. Men Afstanden over Havfladen er her netop passende, fordi man faar et fuldgyldigt Indtryk af Terrænets vekslende Højder samtidig med et Overblik over de forrevne Kyster.

Skygger af store Skyer jager over Hav og Sletter og haster hen over Bakkerne omkring mig. Vinden hvisker i Tjørnene ved min Side og suser om Generalstabsmærket paa Højens Top. Kun Gulspurvens lille melankolske Vise fra Buskene lader mig ane, at jeg ikke er helt alene i denne vide Verden, som ligger udbredt for mit Blik.

— Ligesom man her fra dette dejlige Sted, hvor man synes hævet over Hverdagen og Menneskene og er ene med Elementerne, skuer milevidt over Land og Hav, saaledes mærkes ogsaa disse Bankers Tynge allevegne, hvor man færdes i dette vide Land. Fra Øst og Vest, fra Syd og Nord ser man dem rage op over alt andet, bestandig dragende ved deres Skønhed.

Bjergene med Vejrhøj er Odsherreds Fuji-Yama. De danner Kernepunktet i Sjællands mest storslaaede Landskab.

Fra Landets voldsomme Natur ledes Tanken uvilkaarligt hen paa Egnens alvorlige Historie — de hører sammen. Dragsholm Slot forbinder dem, den gamle Fæstning, et af Landets mærkeligste Bygningsværker, opført paa Valdemar Sejers Tid af de Roskilde Bisper, forsvaret med Kraft under Grevefejden, men afbrændt under Svenskekrigen 1659; trods mange Skæbnens Tilskikkelser og mange Ombygninger er den endnu et af de interessanteste Mindesmærker fra vor Middelalder. Endnu knejser den i stejl Trods højt over sin middelalderlige Borgbanke.

Hvorsomhelst jeg færdes i Omegnen og har den for Øje, virker den paa Sindet, overalt fornemmer jeg dens Nærhed. Det er, som om skarpe Øjne endnu stirrer imod mig og vidt over Landet fra dens Tagglugger, og som om en fjærn Røst hvisker om Jarlen af Bothwell nede fra dens klamme Fangekælder. —

Det var i sit tredivte Aar, at James Hepburn fra det berømte Bothwell Castle, der nu ligger som en vældig Ruin ved Clyde-Flodens Bred nær Glasgow, mødte Skotlands unge Dronning Mary Stuart. Han anklagedes for Mordet paa Marys anden Mand Darnley, men blev frikendt. Ganske kort Tid efter bortførte han Dronningen til Dunbar Slot, lod sig skille fra sin Hustru Jane Gordon og giftede sig med Mary Stuart. Senere kaster politiske Modstandere Mistanken for Darnleys Mord paa selve Dronningen, og da hun fængsles, maa Bothwell flygte. Han erklæres fredløs, og Krigsskibe sendes over Havet i alle Retninger for at fange ham. Sammen med et lille Følge af trofaste lykkes det ham at undslippe og lande paa den norske Kyst; men her bordes Skibene af en dansk Orlogsmand i den Tro, at det er Sørøverfartøjer, og efter at de er bragt ind til Bergens Havn, bliver Jarlen genkendt. Skønt han ikke har begaaet nogensomhelt ulovlig Handling paa dansk Grund, bliver han som Fange ført til København, hvor han modtages som en ren Lækkerbidsken af Frederik II. Thi for det første havde den danske Konge i sin Tid faaet Afslag paa sin Bejlen til Mary Stuart, og den Tilfredsstillelse at sikre sig den foretrukne Medbejlers Person maa ikke have været helt ringe. For det andet kunde det være god Politik at have ham paa Haanden. Hvis Mary Stuart atter kom til Magten, havde man nemt ved at give det Udseende af at have skærmet hendes Ægtefælle mod hans mange Forfølgere. Tabte hun, kunde man glæde Modparten ved at udlevere ham!

I 1567, samme Aar som Bothwells Giftermaal med Mary Stuart, førtes han som Fange til Malmøhus. 1573 blev han bragt fra Malmøhus til det skumle Kælderhul paa Dragsholm — hvori han bogstavelig talt begravedes fem Aar før sin Død.

Her endte Jarlen af Bothwell sine Dage den 14. April 1578, kun 41 Aar gammel. Den sjælelige Tortur, som disse sidste 5 Fængselsaar har beredt ham, maa have været frygtelig. Mere og mere maa det være gaaet op for ham, at der kun fandtes en Udvej aaben — Vejen fra Fængslet til Skafottet. Dette bestandige Mareridt i Forbindelse med tiltagende legemlig Svækkelse og Sygdom gør det sandsynligt, at den eneste Efterretning om hans Sjælstilstand, vi har fra disse Aar, maa være rigtig, nemlig at han allerede i Løbet af de første Fængselsaar paa Dragsholm blev vanvittig i sin Elendighed. — Det er da maaske rigtigt, hvad Sagnet siger, at han imod al Sædvane var lænket til Muren i sit Fængsel. Han har været farlig for sine Vogtere.

Han blev begravet i Faarevejle Kirke, og han jordfæstedes som en Adelsmand, med Iagttagelse af de Formaliteter, som man skyldte en Dronnings Ægtefælle. Æresbevisningerne kom lidt sent og kan ikke mere have interesseret ham. Venerationen for den Døde har heller ikke holdt sig, efter at Liget nu er bleven Turistattraktion. Mod en Godtgørelse „efter Behag“ river en Foreviser Tæppet tilside, som dækker Nedgangen til Graven, aabner en Lem i Gulvet med et Smæld og smækker Laaget op paa den Kiste, hvori „Skotlands stolteste Greve“ ligger, og: Værsartig! — En professionel Gestus og et Par Sætninger, beregnet paa Selskaber paa indtil 10 Personer. Hvemsomhelst har Adgang til at bese Kadaveret.

— Jeg véd ikke, hvad Udlændinge, f. Eks. Skotter, føler ved at se denne Udstilling. Men for vor egen Skyld burde en saa nedværdigende Forestilling ophøre.

Der er rejst Tvivl om, at det virkelig er Bothwells Lig, denne Kiste rummer. Men de Undersøgelser, som er foretaget af Videnskabsmænd, tildels paa Opfordring fra England og Skotland, synes ikke at give Tvivlerne Ret. Da Klædedragten viser, at det er en Standsperson fra Tiden, og da Alderen stemmer med Bothwells, kunde man spørge: hvem skulde det ellers være?

Kisten stod oppe i selve Kirken til 1850, da den sænkedes ned i Kælderen. Professorerne Ibsen og Worsaae aabnede og undersøgte den i 1858, og man fandt et forbausende velbevaret, mumieagtigt Lig, ligeledes med velbevarede Klæder. Jarlen har været en undersætsig og bredskuldret Mand med smaa Hænder og Fødder, ca. 66 Tommer høj, med meget krum Næse, fremstaaende Kindben, lav og noget tilbagefaldende Pande, bredt Baghoved og rødligt, noget graasprængt Haar. — I 1915 foretog Professor F. C. C. Hansen en meget indgaaende Undersøgelse af Liget og sammenlignede dets Hoved med et omhyggeligt malet, autentisk Billede af Bothwell, som er i Slægten Hepburns Eje. Resultatet blev, at der er en paafaldende Overensstemmelse i „alle de vigtigste Proportionsspørgsmaal, ja at denne Overensstemmelse er saa nøje, som det paa nogen Maade kunde ventes." Det hedder endvidere, at Mumien viser Tegn paa, at den oprindelig kraftige Mand er bleven svækket og nedbrudt af Sygdom og Nød under sit lange Fængselsophold; og der gættes paa Urinforgiftning, Vattersot og medfølgende Delirier. —

Hvad mere mangler der som Bevis? — Mærkeligt er det, at den før omtalte Kaptajn Clark skulde komme til at dele Skæbne med Bothwell. Efter en Mængde Forbrydelser af forskellig Art endte ogsaa han som livsvarig Fange paa Dragsholm og skal ligesom Bothwell ligge begravet i Faarevejle Kirke — dog næppe med særlig mange Æresbevisninger. De to Mænd, som hjemme paa deres Fædrelands Jord var arge Modstandere og Dødsfjender, faldt omsider begge til Ro i den samme lille sjællandske Landsbykirke.

— Jeg stiger ned gennem Aabningen i Gulvet, da den svære Lem er slaaet til Side, og staar i den snævre Krypt ved Bothwells Kiste. Væggene dernede er lave og sure, Mur og Kalk er medtaget af Fugt. En hæslig, umalet Bræddevæg dækker Muren ved Kistens Hovedgærde — alt usmageligt lige til den pauvre Kiste.

Kirkebetjenten slog Laaget bort fra Kistens Hovedende nøjagtigt paa samme Maade, som en Fisker ved Gammelstrand slaar Dækket af en Sildekasse. Men jeg glemmer ikke den macabre Lyd, da Laaget fløj tilbage____

Jasaa — der ligger han! Hvor smal han er bleven, Armene bøjet i en Vinkel i Albuleddene ind over Brystet, Hovedet lidt drejet til Siden. Han ser ud, som om han helt er lavet af Ler. Han er ikke kommen videre end til at ligne en Skitse til et Menneske, et foreløbigt Udkast til noget, der engang skal blive meget smukt. Men hvilke pragtfulde Træk, der maa have dækket dette regelmæssigt smukke Kranium med den fine Pande, det ovale Ansigt med den fornemme Racenæse. Det er en nordisk Fyrstes Hoved.

— Der ligger han under Glasset, den store Mand, som efter et stormfuldt Liv blev taget som en Rotte i en Fælde. Alting fik han prøvet, fra Glansen paa de højeste Tinder, fra Livets største Sødme -— til den yderste Kummer og til Dødens salte Smag. Stormene trak hen over ham, og nu ligger hen der og er bleven saa stille. I halvfjerde Hundrede Aar har han ikke rørt sig — ikke nogen lang Tid for ham; men han er bleven helt rolig.

Hvilken Sjælf uldhed er der i dette Lerhoved! Det har i sit Udtryk en Blanding af Ro og Gru, af Sorg og Tilfredshed — og en dyb Viden. Han har endelig løst Dødens Mysterium. Han ved nok noget. Og han er tavs!

— Jeg gaar op ad Stigen og ud i Dagen. Bag mig rasler Laaget ned over Kisten, Lemmen kastes i med et Brag, og Løberen rulles hen over Graven.

Kirken er vidunderligt beliggende paa en isoleret, fremskudt Højde ud mod Lammefjorden, endnu fuldstændig med Karakter af Klint, og som, før Fjorden udtørredes, var et Næs ud i denne, der ved Højvande ofte blev helt omflydt af Vand og dannede en lille Ø. Det har i sin Tid utvivlsomt været én af de smukkest beliggende Kirker i Landet; endnu danner Udsigten fra dens højtliggende Kirke-gaard over den store Flade, som før dækkedes af Fjorden, et ejendommeligt og smukt Billede.

Godsforvalteren, som bestyrer Dragsholm for det Aktieselskab, der for nogle Aar siden købte Godset af Baron Zypthen-Adeler, viser mig rundt i den store Hovedbygning, som nu staar øde og forladt. Ogsaa Bothwells Kælder gæster vi, et Kælderrum i Bygningens nordvestre Hjørne, som dannede Bunden i det tidligere Taarn. Indtil Aktieselskabet købte Slottet, har det tidligere Fangehul været anvendt til Vinkælder og er saa dækket af Hylder langs alle Vægge, fyldt med tømte Flasker af alle Kalibre, at det ligner et Baglokale til et Tapperi. Enhver

Illusion, der knytter sig til Stedets oprindelige Anvendelse og dets mørke Historie, brister ved Synet af alle disse tømte Flasker, som leder Tanken hen paa alt andet end Kval og Forsagelse.

— Bothwell var ikke den eneste ufrivillige Beboer, som det gamle Statsfængsel Dragsholm har huset. Her har siddet saa fornemme Gæster som Roskildebispen Joachim Rønnow, Aarhusbispen Ove Bille, Eiler Brockenhus til Søndergaarde, den berygtede Friherre til Herningholm Sigfred Reinschaft, Teologen Niels Svendsen Chronich og mange flere, af hvilke enkelte ikke slap ud herfra før det var „med Fødderne forrest'¹.

Men ingen har efterladt et saadant Indtryk paa Sindene som den skotske Jarl, og endnu i vor Tid har hans Genfærd efter manges Beretninger haft sin Gang paa Slottet. Rundt om i Slottet sprang Døre op, Lys slukkedes, det dundrede i Væggene og der kom Lyd af Skud. I et bestemt Gæsteværelse blev Hovedpuden Gang paa Gang revet bort under den sovendes Hoved ...

— Men siden „Aktieselskabet Dragsholm" fandt paa at Omegnens lavere Adel formedelst en beskeden Entré kunde lave Dansebal herinde i Riddersalen med Udskænkning af Sodavand og Afholdsøl — tiltrods for at Slottet er „fredet i Klasse A“ — siden da har de fornemme Spøgelser fundet for godt at trække sig tilbage. Disse Eksesser er dog ikke bleven gentaget det sidste Par Aar; under den nuværende Godsforvalter holdes Slottet omhyggeligt aflaaset.

Parken er som Modsætning til Bygningerne stærkt i Forfald; men trods dette har den endnu bevaret meget af sin mærkelige Skønhed. Fra Platformen paa Slottets Udsigtstaarn har man det herligste Indtryk af Parken og det pragtfulde Bakkedrag med Bjergene og Vejrhøj, der næppe fra noget andet Sted ser saa stor-slaaet ud.

Hovedlandevejen fra Slottet forbi Vejrhøj til Faarevejle er landskabeligt en af de smukkeste paa Sjælland. De bestandigt vekslende Udsigter fra dens Højder over de vældige Engdrag i Øst, hvorigennem Lammefjordens indre Del strækker sig som en bred, glimtende Flod, over de mærkelige isolerede Bakkeknuder, der ligesom gamle Forter skyder sig ud fra „Bjergenes" Sider og staar med bratte Klinter ud mod den gamle Fjordbund, og af hvilke den ene bærer Faarevejle Kirke paa sin yderste Kam — alt dette er sammen med de fjærne Aase ude i Horisonten med de vældige Oldtidshøje paa deres Ryg af mægtig betagende Virkning. Det er det typiske Odsherredslandskab.

Ved Landsbyen Asnæs bryder jeg af fra Landevejen mod Øst til Aastofte, men har næsten bestandig Udsigter over Fjordens indre Del fra Vejens Højdepunkter. Maaske naår dette Landskab sin Klimaks ved det mægtige Bakkedrag nær Aastofte, som øverst er kronet af de fem kæmpemæssige Oldtidsgravhøje „Dutterhøje". De fem Gravhøje ligger paa Række i Aasens Længderetning fra N.N.Ø. til S.S.V. og er alle fredet.

Efter længere Tids forgæves Søgen efter det berømte Herrestrup-Dyssekam-mer fik jeg endelig paa nogen Afstand Øje paa et mærkeligt udseende Bygningsværk ude paa en Mark, mindende om Fundamentet til et Vandtaarn. Det viste sig at være et mægtigt Stendige, et Par Meter højt, som cirkelformet er rejst tæt omkring det smukke Dyssekammer og skjuler det fuldstændigt! Nogle Bukketorn og fire gamle Elme gror indenfor dette Skræmbræt; de sidste følger nøjagtigt Digets Linje og ser ud til at være plantet efter at dette er rejst.

For at faa Oplysning om, hvornaar denne ganske idiotiske Handling har fundet Sted, henvender jeg mig til en gammel Mand som bor i et grimt nyt Hus, hvis Have grænser lige op til Diget om Dyssen. Jo -— den gamle ved Besked. Det er Lars Jensen fra „Grevinge Lynghus“, som har ladet Stendiget bygge, og det var sket allerede da Fortælleren endnu var en lille Dreng, for mindst 75 Aar siden. Jeg har sjældent set nogen værre Vandalisme — men udentvivl udført i den ædleste Hensigt.

Det smukkeste Oldtidsminde —- et af de mærkeligste vi ejer i sin Art — er nu Gudskelov fredet af Nationalmusæet.

Det er bare kedeligt, at Lars Jensen kom først!

Jeg fik Revanche, da jeg kom til den noget østligere beliggende Dysse ved F render upgaard. Den er vistnok i sig selv en af Landets smukkeste Dysser, og tiltrods for at den ligger lige opad Gaarden, er den behandlet med stor Varsomhed og temmelig velbevaret. I Tidens Løb er imidlertid de to af Bærestenene sunket saa meget, at Overliggeren paa disse Steder er uden Støtte og svæver i Luften. Det ser farligt ud og bør rettes, inden Kamret skrider sammen.

Den nordøstligere liggende Halvø omkring Egebjærg rummer landskabeligt ikke de Rigdomme som Odsherreds vestligere Strøg. Et frodigt Land med en Mængde smukke Løvskove ud mod Isefjordens Kyst, et udpræget Østkystlandskab. Baade Skovene og det aabne Land rummer flere mere eller mindre forstyrrede Stenmindesmærker fra Oldtiden, saaledes finder vi ved Grevinge „Hamiets Grav“, i Kongsøre Skov „Kong Ørres Grav“ og i Nærheden af denne „Kong Hjarnes Grav“. Hvem Kong Ørre var, ved hverken Sagn eller Historie det mindste om; Kong Hjarnes Grav er paavist paa Hjarnø i Horsensfjord, og den jydske Sagnprins’ Grav er aldrig fundet. Men den farende Turist kan ialfald med lige saa berettiget Andagt dvæle ved disse Steder som ved den berygtede „Hamiets Grav“ ved Marienlyst Badehotel, hvor Statuen af Shakespeares danske Prins synes at være et Portræt af en eller anden yndet Skuespiller af begge Køn, optrædende i denne Rolle og lige hoppet ud fra Brædderne.

Det var Malere, som allerede for et halvt Hundrede Aar siden opdagede Rør-viglandskabets Skønhed, og ligesom paa Skagen er Turiststrømmen senere fulgt i deres Spor.

Her er det Nordens barske Flyvesandsheder, som præger Landet, hist og her trods Beplantning af Naaletræer i den nordligste Del endnu med magre Lyngstrækninger, med Pors og Kæruld over de stenede Marker og lave Moser. Forskelligt herfra er kun det mere frugtbare Nakkeland, den sydligste Halvø ud i Isefjorden, Rørviglandets kedeligste Del. Bedst er det lave Terræn mellem Hovvig og Kattegat; her findes endnu en spredt, delvis naturlig Bevoksning af Krat mellen Lyngen. Det er Halvøens mærkeligste Terræn med de enligstaaende, forkrøblede Smaatræer, Birk og Fyr og Enebærbuske over den aldeles jævne, sandede Bund.

Mere havpræget er det østligste Land ud mod Isefjordens Forbindelse med Havet, Kysten ved Skansehage, hvor man endnu ved at vende Ryggen til de hæs-

lige, dominerende Naaletræs-Plantager kan opleve noget af det samme, som knyttede de første Opdagere til det dengang ufordærvede Landskab. Alle Farver er blide i det vide Landskab. Kun nær ved mig straaler de vilde Urters Farver over den lave, sandede Grund. Mellem Lyngens grønne og brune med dens yppige Blomsterflor og opad Hjelmens irgrønne Lanser luer den blodige Rødbynke, hævende sig som smaa slanke Cypresser over den iskold-gule Høgeurt og den blege Røllike. Blaaklokkens smaa Lamper hænger nytændte, duggede af støvfine Draa-ber. Yderst mod Oddens Spids er den hvide Sandstrand begrænset af et Bælte af rustrød Tang, som i det fjærne bleges og svinder i Disen.

Ensomt — ensomt! Tre-fire store Havmaager trækker i Flok forbi mig langs Kysten, spejlende sig i det blikstille Vand. Men blot Hundrede Meter fra mig slaar de sig ned ved Havstokken og lægger omhyggeligt Vingerne sammen. Saa giver de sig til at skraale. Deres langtrukne: „Hav—Haaaav!“ lyder som Nødskrig vidt og bredt gennem Tykningen; det er som Rummet udvides deraf og bliver en gjaldende Klokke, der taler om Druknedød og Strandvaskere, som ruller i Havstokken.

— Jeg kender ingen hjemlig Fugl med et saa ulykkesvangert Skrig som Hav-maagens. Lom’ens Skrig over de øde, grønlandske Kyster lyder ikke hyggeligt. Men Lom’en har ingen Tekst til sin Sang saadan som Havmaagen. Er det ikke morsomt, at den netop har fundet de tre Bogstaver, som den behøver for at nævne sit store, farlige Domæne!

Turen over Nakkelandet skuffede mig. Det er et aabent, men kedeligt Bakke-terræn, kun med en ganske smuk Klint Sydøst for Nakke By, fra hvis 25 m. høje Skrænter der er vid Udsigt over Isefjorden og dens Kyster. Men Rørvig-Halv-øens Herligheder er ikke udtømte med dens stenede Lyngheder og dens lave Strande. Det bedste er tilbage, dens nordlige Kyst ud mod Kattegat med de to smaa Søer Dybesø og Flyndersø. Ad den pragtfulde Vej over Højesande naar jeg ud til dette besynderlige Terræn med to brede, gamle Klinter ud mod det kilometervide, lave og aldeles jævne Forland, hævet Havbund, hvor jeg fra Klinternes yderste Kam faar et straalende Syn af Søerne og deres Omgivelser og vidt over det taageslørede Kattegat, som i det fjærne gaar i ét med den perlemorsfarvede Himmel. Hvor Klinterne staar med aabne Brud ned mod Fladen, lyser det rene, gule Sand imod mig. Men for det meste er deres bratte Sider tæt bevoksede med et herligt, vindhærget Krat af Tjørn, vilde Roser og Slaaenbuske. De helt moseagtige Strandenge dér dybt nede omkring Søerne er et Tilholdssted for Mængder af Vadefugle; jeg hører deres Skrig, blandet med Rabben af hundredvis af Ænder, som holder til mellem Rørene. Og andre Hundreder svømmer paa Dybesøs blanke, opallysende Flade.

Rørvig By er lidet bemærkelsesværdig, hvad Ydret angaar, naar undtages Lodsoldermandens gamle smukke Gaard, som er et ypperligt Eksempel paa fin nordsjællandsk Byggeskik. Rørvig er det gamle berømte Isøre, som paa Grund af sin Beliggenhed ved Mundingen af den store Fjord, der førte helt ind til Sjællands Hjærte, og paa Grund af sin fortrinlige Ankerplads i Læ for Norden- og Vestenstormene allerede i tidlig Middelalder var en fremragende Samlingsplads for Handels- og Krigsflaader. Gennem Fjordens smalle Indløb gik Flaadernes Færd ind til „Danmarks Navle“, Egnene omkring Danmarks gamle Kongesæder ved Roskildefjordens Bund, saaledes da to Grene af Kongeslægten, Sigfred og

i. 21

Ole — den sidstnævnte en Frænde af Kong Gotfred — med deres Hære stødte sammen Vest for Roskilde i en Kamp, i hvilken begge Kongesønnerne faldt, og som var saa frygtelig, at endogsaa frankiske Krøniker har optegnet Beretningen om den. — Gennem dette Indløb gik ogsaa Venderflaadernes Vej under deres Voldsregimente, indtil Vetheman og hans „Roskildebrødre", som var værre Vikinger end Venderne, omkring 1150 knækkede deres Magt og forjog dem.

— Rørvig Kirke ligger mærkeligt fjærnt fra Byen, omtrent en Fjerdingvej mod Vest ud mod det gamle Lynglandskab, hvor den forhen maa have følt sig ganske ensom og forladt, indtil der nu er kommen enkelte Huse, ja endogsaa nogle smaa Sommervillaer i dens Nærhed, og Heden omkring den langsomt forvandles til Plantage eller fattige Marker.

— Landskendt er Sagnet om „Bruden fra Rørvig", hvori der fortælles om et russisk Krigsskib, som ankrede op udfor Kirken, og hvorfra et Følge steg i Land og tvang Præsten til at gaa med hen i Kirken og foretage en Vielse, mens hele Følget iagttog den dybeste Tavshed. Da Ceremonien var tilendebragt, rungede pludselig et Skud gennem Kirkerummet, og Bruden sank død ned foran Alteret. De Fremmede drog bort, lige saa tavse som de var kommen, og førte Liget med sig. Næste Morgen var Skib og det hele forsvundet. Det mysteriøse Sagn, der er kommenteret fra forskellige Sider, er aldrig bleven bekræftet. Men det har holdt sig paa Egnen gennem et Par Hundrede Aar saa haardnakket, at det maaske i Hovedsagen er rigtigt.

Tager man fra Faarevejle mod Nordøst ud over Odsherred, kommer man ad Landevejen Østen om det store Bakkedrag „Bjergene", derefter gennem en Lavning i Terrænet, hvorefter Vejen igen fører op over anselige Højder i det store Bakkeland ved Høve, hvor man kommer lige forbi den prægtige, kegleformede „Estherhøj", fra hvilken man atter har én af Halvøens storslaaede Udsigter. Herfra falder Landevejen brat gennem en pragtfuld dyb, zigzagformet Hulning, der bærer det gamle Navn „Høve Stræde". Mellem dens knudrede, stejle Brinker har man en vidunderlig Udsigt over den dybtliggende, vide Høve Strand, der breder sig som en vældig Riviera mod Nord og svinger sin milevide Kystlinje i en yndefuld Bue helt ud til Sjællands Oddes Højder, der tegner sig som et Fata Morgana gennem Hav- og Soldis — alt indrammet af Hulvejens mørke, bratte Sider.

Som i en mægtig Kastegynge føres man ad Vejen ned mod lave Flader, et gammelt Sandflugtsterræn, som skærer sig dybt ind i Landet og ender i den vidtstrakte Trundholm Mose. Hist og her møder Øjet endnu lyngklædte Strækninger hernede paa det brede, fattige Lavland. Vejen fører ganske tæt Østen om den førnævnte vide Lavning, som gaar over i den umaadelige Trundholm Mose, hvis fuldkommen flade Terræn strækker sig over flere Kvadratkilometer og intet Sted naar mere end et Par Meter over Havfladen. Østligst henimod Asminderup be-staar den nu ligesom paa sin Sydside af tildels vandfyldte Engdrag med levende Hegn og enkelte Bønderboliger.

At Isefjordsegnens og Odsherreds Bebyggelse er gammel, og at disse Strøg har været af stor Betydning allerede i Sten- og Broncealder, vises ikke alene af deres Mængder af Gravminder. Men netop her i Trundholm Mose har man fremdraget en Genstand fra vor Broncealder, den mærkeligste, som nogensinde er fundet — den berømte Solvogn, Billedet paa den lysende Sol, som drager hen over Himlen og lyser til Gavn for Menneskene. Denne store Bronceskive med Hesten foran er et Bevis for vore Forfædres Dyrkelse af Solen; det er et af de mærkeligste Minder i hele Verden om den Inderlighed, hvormed man tilbad de store Naturmagter. Det var i hine fjærne Tider, da der endnu ikke her i Norden fandt nogen Dyrkelse Sted af Guder i Menneskeskikkelse, men man paakaldte selve det store Himmellegeme, Oprindelsen til alt levende, Vintermørkets og Dødens uforsonlige og sejrrige Fjende.

Med Forsæt er det kostbare Værk bleven ødelagt, før det er henlagt som Offer til den mægtige Sol. Maaske har denne længe været fortørnet over et eller andet, har ikke villet skinne, men har hyllet sig i Skyerne, saa Høsten er slaaet fejl, al Frugtbarhed er bleven truet og Menneskene udsat for Undergang. Saa har man da ydmygt bragt sit kosteligste Eje ud paa Marken, selve Gudens Billede, har brudt og knækket det og henlagt det under aaben Himmel. Nu kunde Guden selv se, hvor tilintetgjort man var. Kom frem og tag os i Øjesyn — se, hvor ringe vi er — forlanges der endnu mere af os!

— Solbilledet fandtes i 1902 og bragtes til Nationalmusæet. Det havde da ligget urørt i Mosen i tre Tusinde Aar.

Vejen stiger hurtigt herfra, og nær ved Højby naar de to Banker Troldebjerg og Illingebjerg op til Højder paa 57 Meter, hvorfra der er en saare smuk Udsigt over hele det nordlige Odsherred, ja helt til Kuliens og Djurslands Højder.

Kirken i Højby har nogle fremragende Kalkmalerier, desværre slet restaurerede. Men trods dette har jeg sjældent i nogen Landsbykirke set et skønnere Interiør, endnu rummende en mærkelig romantisk Stemning. Dette Indtryk forøges ved Tanken om det dramatiske Sagn, som knytter sig til Stedet.

Om dette beretter Thiele (1818) følgende, som støttes af Optegnelser i Herredsbogen: Paa det Sted i Højby Sogn, som nu kaldes Borrevangs Hestehave, skal i Midten af det 14. Aarhundrede have ligget et Slot kaldet Borg eller Burø, hvor der boede en adelig Herre ved Navn Hr. Ebbe, som havde to Døtre Trunde og Signild. I samme Sogn boede en adelig Frue, som havde to Sønner Bondo og Skammel. Da Hr. Ebbe engang var paa Krigstogt eller Pilgrimsfærd, benyttede disse to unge Mænd sig heraf til at trænge ind i Borgen og voldtage hans Døtre. Den Skændsel, som de herved kastede over de to Jomfruer, blev ikke aftvættet, eftersom Moderen forbød sine Sønner at tage dem til Ægte. Yderligere haanede hun de to Adelsfrøkner; da hun engang ved Messen saa dem træde ind i Kirken, raabte hun til Sognekvinderne: „Staa op, I Danekvinder og leder mine Sønne-kvinder ind!“ Jomfruerne forbitredes over dette og besluttede at hævne deres Skam. Næste Julenat stod de op og hvæssede deres Knive, som de gemte paa sig, da de gik til Julemessen. Da Menigheden nu gik til Alters for at bringe deres Offer, ihjelstak Signild Hr. Bondo ved Alteret, og ved Vaabenhuset faldt Hr. Skammel for Jomfru Trundes Kniv. Dette var Julenat 1366.

Paa Grund af disse Mord satte Pave Urban V. Gudshuset i Ban i Tiden fra 1367 til 1373, da det endelig lykkedes Hr. Ebbe at faa Ban’et hævet og faa Syndsforladelse for sine Døtre ved Roskildebispen Niels Jacobsens Mellemkomst. Saa længe Ban’et varede, skal der være holdt Gudstjeneste i et lille Kapel paa „Kirke-aas“ ved Lumbsaas, hvor man havde rejst to Kors i nogen Afstand fra hinanden, „og var det formedelst disses Hellighed, at hver, som gik forbi, skulde kaste en Sten dertil. Ved slig Sædvane er de to Stendysser, som endnu ses, Tid efter

anden bleven samlede, og det er vel ej meget mere end Mands Minde siden det ene Kors endnu stod der mellem Stenene. Medens de syv Straffeaar varede, gjorde begge Søstrene Bod i „Jomfruborg“, af hvilken man endnu kender Spor ved Borrevangs Hestehave.

— Paa min Vej mod Stenstrup møder jeg den gamle blinde Hr. Laurits Jensen, som ganske ene er paa Vej mod sit Hjem. Han er Leder af det fortrinlige Stenstrup Folkemusæum, som han selv har skabt ved et ihærdigt Samlerarbejde gennem mere end en Menneskealder. Han meddeler mig, at der af Kapellet paa Kirkeaas ikke findes mindste Rest tilbage, heller ikke af „Jomfruborg" har man sikre Spor, men at de Stenhobe, der havde dannet sig omkring de to rejste Kors, som Sagnet melder om, virkelig har eksisteret inden for Mands Minde, kan der derimod ikke tvivles om. En Mand fra Egnen, som døde for flere Aar siden, har selv været med til at rydde Dyngerne bort. De fandtes paa Matrikel 2 A og 7; og da han stod og ryddede den sidste, kom der en Dag en gammel Mand fra Sognet forbi og sagde til ham: „Hvorfor staar I nu og fjærner de Sten, som vi har kastet her — de smaa for vore smaa Synder, og de store for vore store Synder".

Den gamle Musæumsmand og Folkemindesamler kender en Tilføjelse til Sagnet, som jeg ikke har fundet optegnet. Da Knivene havde blinket, og Bondo og Skammel laa døende i hver sin Ende af Kirken, raabte den ene af Jomfruerne til den skrækslagne Mængde: „Staa tilside, I Bøndermænd, og lader dette Broder-blod løbe sammen!"

Det er en højbaaren Kvindes Replik, der er Race og Adel i den; sammen med det infame Tilraab, hvormed Voldsmændenes Moder hilser de to Jomfruer i Kirken, giver den Sagnet yderlig et Skær af Sandsynlighed.

Odsherreds nordlige, strænge Landskab præges i høj Grad af sine Mængder af Oldtidsminder, som næsten overalt understreger dette Lands Alvor. Overhovedet staar Herredet med Hensyn til absolute Tal paa Mindesmærker som et af de stærkest repræsenterede paa Sjælland. I 1874 er optalt henimod 700 Oldtidsgrave, hvoriblandt 600 Broncealderhøje og Resten Stenaldergrave. Højby Sogn har været en af de rigeste Egne, skønt meget er ødelagt eller helt forsvundet i nyere Tid.

Som det mest fremragende Stenaldermonument er Dobbelt-Gravkamret „Stenstrup Troldestuer", hvis Skikkelse den Dag idag er fortrinligt bevaret. De omtales første Gang i Literaturen 1808 og fredlystes straks efter; men først i 1909 blev de eftersete og restaurerede. Jættestuen er nu endelig kommen i en anstændig Skikkelse, og Oldtidsmindet er nu et af de anseligste og ejendommeligste i vort Land. Det nordre Kammers Gulvflade er 6,60x2,65 m, og det søndre 6,40x2,80 m., mens deres Højde er henholdsvis 2,20 og 2,15 m. Gangene er ensartede, 5 m. lange og 1 m. høje og brede. — En Mængde fine Redskaber og Vaaben fra baade ældre og yngre Stenalder fandtes i dem foruden henimod 100 Skeletter. Sidste Tid for Gravlægningen maa have været fra 1400—1200 f. Chr.

Synet af de mægtige Kamre gjorde et overvældende Indtryk paa mig. Det er et Gigantarbejde af Mennesker, udført med yderst primitive Redskaber. Man har forgæves søgt at udgranske, hvilke Kneb der er anvendt for at saadanne Stenblokke har kunnet transporteres, løftes op og lægges paa Plads — og man undres over, at det er gjort saa velberegnet og overordentlig smukt!

Højen ligger i et storslaaet, typisk Odsherredlandskab med vide Udsigter over

Sejerøbugten. Men Forgrunden er ganske tæt op ad Oldtidsmindet dækket af hæslige, nye Skrumler af Huse, som fuldstændig skamskænder det og udvendig berøver det enhver Stemning. Kamrene var fulde af et hujende og skraalende Publikum, som lige var stimlet ud af et Par Biler, og som i hele deres Adfærd ikke viste mere fornøden Sømmelighed, end om det havde været Medlemmer af deres nærmeste Familie, som havde hvilet herinde.

Det er aabenbart særdeles vanskeligt at gøre Fredning effektiv i dette Land!

Man faar paa disse Steder en Forsmag paa, hvilket Landskab der vil møde En vestligere paa den vældige Sjællands Odde, denne over 3 Mil lange og kun en Fjerdingvej brede Tange, der som en Stump af Sjællands blottede Rygrad rager ud i Kattegat mod Jylland, landskabeligt i Slægt med de knudrede og voldsomt formede Landskaber paa Samsø og Syddjursland, som den peger ud imod.

—• Det er en tidlig Septembermorgen, da jeg fra de dejlige Lumbsaas Bakker, der svinger sig op til 55 Meters Højde lige Vest for Byen af samme Navn, faar den første Udsigt over dette mærkelige Landskab. Morgenens Dis er begyndt at lette, og gyldne Toner fra den stigende Sol bryder igennem de drivende, fine Slør. Snart letter Taagerne fuldstændigt, og hele den mægtige Kystlinje, som i en umaa-delig Bue paa 6 Miles Længde indrammer Sejerøbugten fra Gniben til Ordrup Næs, ligger aaben og badet i Solglansen. Bugten i Syd og Kattegat i Nord ligger milevidt synligt.

I Nordvest ser jeg over Odden i hele dens Længde lige til Gniben, der som en Næve staar knyttet ud mod det uendelige Hav. Den vældige Landstrimmel med dens Pukler og Dalkløfter ligger med sine brogede Agerfelter i hundrede douce Farver, fortonende sig i et perlemorsagtigt Skær i det fjærne, som en Bro af Farver ud mellem de hvidgraa Vande.

Gennem den umaadelige Stilhed høres Hanegal fra fjærne, usynlige Gaarde. Et Kobrøl runger dybt og længe. Og som en hedensk Morgensalme naar en Plovmands Røst mit Øre nede fra Dalen, hvor han oplagt til Arbejdet bander sine Heste paa det syngende, sjællandske Maal.

Vejen videre ud ad Odden over høje Bakker og siden langs den lave Nordstrand til Overby med Odden Kirke gaar bestandig gennem et storslaaet og mærkeligt vekslende Landskab.

Til Trods for sine forsølvede Støbejærnsgitre og andre moderne Gravrædsler er Kirkegaarden med dens enkle og smukke lille Kirke mellem de dejlige store Træer et af de stemningsfuldeste Steder, jeg har besøgt. Selve Mindesmærket over alle de faldne fra Kampen ved Sjællands Odde er i sin naive Stil sikkert overordentlig velment med Kanonkugler og det hele. Men Søløjtnantselskabet skulde alligevel ikke i Anledning af Hundredaarsdagen for Willemoes’ Fødsel have forlænget det gamle smukke Gitter om Graven med et usædvanlig grimt af en helt anden Tegning, og paa det indvundne Areal have rejst den hæslige Granitsten. Havde det ikke været mere sømmeligt at lade Stedet i Fred — af Ærbødighed for de faldne og ikke mindst for det storslaaede Digt af Grundtvig paa den gamle Søjles Fod! Der findes ikke skønnere Gravskrift i Danmark.

— Det er for Resten underligt at staa her og tænke paa, at denne Heltebedrift, der fik en saa tragisk Udgang, fremkaldtes ved et ulykkeligt Tilfælde, og at det

var ved en ren og skær Fejltagelse, at „Prins Christian Frederik" blev indviklet i Kamp med den engelske Overmagt.

Da Kaptajn Jessen, som var Linjeskibets Chef, laa i Helsingør efter Hjemkomst fra Norge, faar han d. 18. Marts Ordre til „saa hastigt og hemmeligt som muligt" at jage en engelsk Fregat ud af Storebelt, hvor den har taget Post ved Sprogø — en ikke altfor uoverkommelig Opgave for et Linjeskib. Men Kaptajnen har lige sendt 200 Tyfuspatienter i Land; han maa vente paa nyt Mandskab og kommer først i Søen 3 Dage senere, d. 21. Marts. I Stedet for ét møder han hele fem fjendtlige Krigsskibe, som er kommen til i Farvandet om Refsnæs. Planen er røbet for Englænderne! — Nu kunde Ekspeditionen med god Grund have været opgivet, og „Prins Christian Frederik" have begivet sig væk ad den nærmeste Vej for at salvere sig. Men det havde ikke været dekorativt! —

Jeg har et eller andet Sted læst følgende:

„Orlogsskibet Prins Christian, ført af den kække Jessen, kæmpede ved Oddens Kyst d. 22de Marts 1808 i 3 Timer med 2 engelske Linjeskibe og 3 Fregatter. Willemoes, Kongedybets Helt, Dahlerup og Soland med 69 af menige Mænd faldt; Rothe, Top, Ferry, Thostrup og 132 menige Mænd saaredes. Vraget blev erobret, men Danmarks Søhæder stadfæstedes."

Danmarks Søhæder! Det er det dyreste Slagord, vi nogensinde har haft. Men vi er et lille Folk, som altid har kunnet skjule vor Græmmelse og dække over vore Nederlag — ialfald for os selv — bag et Digt saa skønt, at vi glemte alt andet for Hæderen:

Jo længere man kommer vestpaa ud ad Odden, jo hastigere veksler Landskabet og gaar fra den ene Yderlighed til den anden. Vest for den lille Fiskerby Yderby synker Højderne ned til næsten ørkenagtige Sandmarker, hvor den magre Vegetation af Lyng og Pors, blandet med stridt Græs, har al sin Modstandskraft behov for at klare sig. — Det er Oddens mest karakteristiske Ansigt, denne bestandige Skiften, disse Modsætninger mellem et blidt Smil og den barskeste Alvor. Saa godt som altid er det Højderne, der er frodige, og de lave Steder, hvor Havet har efterladt sine Sanddynker, der er de fattige.

Indtrykkene af Landets mærkelige Skønhed forstærkes, naar man staar paa dets yderste Huk Gniben, hvor Odden hæver sig i en sidste Gestus, som et Fort ud mod Bølgerne, inden den synker ned under Havets Overflade og forsætter i det milelange, farlige Sjællands Rev og dets Fortsættelse Hadstens Grund.

Dybt nede under mig ligger den sandede, brede Forstrand med de nedrullede Kampestensblokke, der har samlet sig til et vældigt Bælte af store Rullesten yderst

mod Havstokken. — Soldisen, der endnu hviler som et Flimmer over Havet til alle Sider, gaar uden Overgange fra den opalfarvede Vandflade op i den perlemorslysende Himmel, ingen Grænse er synlig mellem Vand og Luft. To mørke, taagede Legemer skimter jeg langt ude i Nord. Er det Flyvemaskiner? — Nej, to Fiskerbaade! Saa høj og ubestemmelig er Horisonten. Da de kommer nærmere, hører jeg deres Motorers Dunken, den eneste Lyd, der bryder den uendelige Stilhed — som et Par vældige Uhre, der deler Tiden med deres Pendulers Slag.

Til alle Sider ligger det glatte Hav — „in die ungeheure Weite reget keine Welle sich“. Ikke en eneste Fugl ses fjærnt eller nær. Jeg er ene med de døde Elementer. Stilheden runger i mit Øre. Det er som at staa ved Verdens Ende .. .

Det var et mærkeligt Vejr i disse Septemberdage, Sommervarme skiftende med Kølighed og Nattefrost. En Aften ved 9-Tiden ser jeg et mærkeligt Tordenvejr trække op over Havet bag Nekselø — en mørk, hvælvet Skybanke løfter sig som en vældig Kæmpehøj derude, spyende Lyn paa Lyn ned i Havet, ustandseligt, som stod den paa gloende Pæle. Men til den modsatte Side i Sydøst staar Halv-maanen blank og kold paa en fuldstændig skyløs Himmel med frosttindrende Stjærner. Glansen af Lynene flakker som viftende Vinger over Himlen, mens Tordenen ustandseligt buldrer ude fra Vest. Det er Sommerens Bagtrav, der rumler væk.

Dagen efter er det udpræget Efteraarsvejr med Blæst og stride Byger. Men hen paa Eftermiddagen kommer et nyt, voldsomt Tordenvejr, som denne Gang rammer Sjællandskysten med sin Yderkant. Takkede, korte Lyn med skraldende, savende Lyde, lange, lige Lyn med dyb Buldren, Lyn som vandrette Skud mellem to Skyer i Artillerikamp, eller lodrette Straaler med korte, skarpe, panikagtige Knald. Kun et Kvarter varer det, saa er det hele borte — og Solen skinner paany over Havernes skælvende Træer og vidt og bredt over Landet.

Det er helt forvirrende; Vejrguderne skaber sig og véd ikke, hvilket Ben de vil staa paa. Er det Juli eller Oktober? — Ak, dette velsignede, humørfyldte Vejr, som aldrig lader os i Ro, men bestandig holder os vaagne, aldrig skænker os Sikkerhed !

Men Træernes Blade visner mere og mere, Brunt og Gyldent, Okker og Rust blander sig mellem de faa grønne Farver. Og alle Haver er fulde af nedblæst Frugt, i store Dynger dækker den Plæner, Gange og Grøfter. Vi maa vel besinde os paa, at nu er det Efteraar. —

Et Steds nær Dragsholm ligger Tangmosen. Den er ikke nem at finde, skjult fra Vejen bag et lille Bakkedrag ligger den som en Verden for sig, godt gemt og helt ukendt undtagen af Egnens Folk. Det er et Sted, som staar i det ejendommeligste Modsætningsforhold til det rige Landskab omkring det — næppe nogensinde har jeg set fattigere Mennesker end dens Beboere. Men her skal man søge hen paa denne Aarstid; i de fine Septembermorgener og ved Solnedgangstid er Tangmosen i al sin Fattigdom en Edens Have. Det er dog ikke sikkert, at dens Beboere véd dette, og maaske vilde de fleste af dem hilse en Uddrivelse med Fryderaab — de, som endnu kan huske at give hørligt Udtryk for Fryd.

Mærkeligt at se, hvor Idyllen og Fattigdommen ofte slaar Følgeskab — men især naturligvis i de Folks Øjne, som har Raad til at spise sig mæt og ikke er tvungne til at være Staffage paa saadanne Steder.

Det er vel sandsynligt, at de fleste af Tangmosens Beboere har nok at spise. Men i saa Fald synes Føden at komme til Stede i Form af Manna. Jeg har ikke set ret meget spiseligt paa Mosegrunden omkring de smaa Huse, og aldrig noget Kreatur græssende mellem de store, aabne Vandhuller. Kun Geder og Børn findes her i rigelig Mængde. Formodentlig drikker de sidste Mælken af de første og æder dem endelig, naar de ikke kan malkes længere. — Børn og Geder er Fattigdommens Følgesvende, endnu mere trofaste end Idyllen.

Men Børnene leger, Gederne bræger og Solen skinner overdaadigt paa Sivskovene, over Mosernes Vand og ned paa Smaahaverne omkring de straatækte Rønner. Og indenfor Ruderne sidder Beboerne hver for sig og tænker sit.

I det allersydligste Hus i den langstrakte Mose sidder Skomager Ingvar Jensen ved sin Læst, Dag ud og Dag ind, og her har han siddet i 17 Aar, lige siden han kom hertil og købte Stedet for 800 Kroner og ofrede en Reparation til 40 Kr. paa dets lerklinede Ydervægge. Det kostede Slid at komme ud af Gælden — for han fik samtidig 13 Børn, hvoraf de 11 er levende og bestandig havde den Egenskab at blive sultne 3 Gange om Dagen ligesom andre Mennesker. Nu har han betalt enhver sit og bor for en samlet Sum af 27 Kr. om Aaret i det lille Hus, hvis meste Bohave synes at være beregnet til at reparere Støvler med. Livet har gjort ham til en Alvorsmand og en Slider. Han vejer tungt til ude mellem Mose-folkene.

Det er Mosens alvorlige Ende hernede.

Men jeg gaar ud i Septemberdagen og bevæger mig nordpaa ad den daarlige Vej, der kringler sig uden om Damme og Mosehuller nordpaa, hvor lette Taager hviler over det lave Land og ligesom kvier sig ved at forlade dette skønne Sted. Den hænger fast i Træer og Huse langs Vejen eller driver som Spøgelsefartøjer ud over Siv og Vande. Men helt pludseligt faar Solen Magten, gnistrende Regnbuefarver afløser de graa, og Træer, fjærne Huse og Geder kommer tilsyne mellem de tætte Sivskove og blinkende Vande, Farver tændes i mosgroede Straatage og Pilenes gulnede Løv, og omkring de fattige Boliger hænger Træerne fulde af modne Æbler, der straaler som Ædelstensfrugter i Aladdins Have. Sivene svajer i den lette Septemberbrise. Taagen er næsten helt lettet, og smaa Hunde faar langvejs fra Øje paa mig og gør ad mig udenfor hvert eneste Hus, mens nysgærrige Hoveder titter frem bag hvert Hjørne.

Ved et af de nordligste Huse hænger endnu en lille Taagesky over Gavlen. Men den kommer bare fra Husmand Frederik Jensen, som sidder paa Trappen ved Gavlen og ryger sin Morgenpibe her ved Mosens nordre Pol. Han er Skomagerens Antipode og Repræsentant for Mosens lettere Ende. Større Modsætninger end de to har jeg næppe set. Frederik smiler over hele Kroppen, for Solen skinner paa ham, og det gør ham lykkelig. Han har sin solvarmede Gavl og sit Krater af et Pibehoved, hvorfra Røgen stiger som fra et Takkeoffer op mod Himlen. Skal man ikke gasse sig, naar man kan! Tjærepappet paa hans Gavl krøller sig i Solen og falder i smaa Flager ned omkring ham. Det skulde repareres, men der kommer ogsaa en Dag i Morgen. Bag ham i Vinduet staar Pelargonierne og straaler omkap med hans glade Ansigt.

Dersom man hængte Mosen op ved dens Midtpunkt og lod den svæve frit i Luften, vilde den søndre Ende med Skomageren øjeblikkeligt synke ned, mens Frederik Jensens Hus vilde gaa lodret tilvejrs og pege op mod Zenith.

Jeg vandrer ned gennem Tangmosen en Aften lige efter Solnedgang, da Taa-gerne, som Dagen har fordrevet, atter begynder at dampe fra Vandhullerne. Kun over mit Hoved er Himlen blank som et Skjold. En uhyre Stilhed hersker omkring mig, det er, som om Taagen har dræbt alle Lyde; i intet Hus er der Lys, alle er gaaet til Ro.

Da naår paa en Gang en fjærn Susen mit Øre, den stiger og bliver som Lyden af en Orkan — og en sort, tæt Sky nærmer sig med Hast, vender i et Blink, vender paany og bliver atter sort. Saa kommer den helt nær, mens Bruset fra den stiger; og saa synker den ned over nogle høje Træer og store Hyldebuske lige ved mig. Det er en Stæreflok paa flere Tusinde. Og i samme Øjeblik bliver Træernes Toppe levende, de bæver under Fuglenes Vægt, og hidsige Toner former sig til et summende Orkester, Fløjten, Piben, Skræppen, Trommen, Filen, Gøen, hvinende Lyde som af usmurte Hængsler — alt forenet til en Aftensang, barbarisk skøn og vild.

Saa dør Lyden langsomt, langsomt hen. Endnu et enligt, lille Fløjt, der synes at komme helt oppe fra den første Stjærne, der tændes højt over Mosen.

Taagerne stiger mere og mere, der gaar et Gys af Klamhed hen over Landet. Husene ligger og drømmer i den dybe Stilhed under Septembernattens Himmel. Den aftagende Maanes fine Segl spejler sig svagt i et Mosehul.

Men i Trætoppene sover det farende Folk — frygt og godt. Snart skal de ud paa den lange Vandring. En Dag gribes de af den store Uro og drager bort. Saa bliver Nætterne helt stille i den store Mose.

-— Og saa er Hyggen flygtet herfra, naar i de mørke Efteraarsnætter Stilheden brydes af „Væs-Kællingen“s uhyggelige Raab om Hjælp, Ellekonen, der bor i den nære Væshøj, og som færdes skrigende og klagende hernede for at lokke Folk ud i den farlige Mose.

Landet Sydvest for Lammefjorden har huset megen Tro paa Ellefolk og underjordiske, som dog ingenlunde altid stod i et fjendtligt Forhold til Befolkningen. Paa Dragsholm siges der, at de underjordiske hindrede Englænderne i at sprænge Slottet i Luften, idet de fjærnede Minerne fra de Fløje, hvor de selv holdt til. Her som andre Steder kan de underjordiske opnaa en meget høj Alder, men sjældent Udødelighed. De fødes, gifter sig, faar Børn og dør ligesom Menneskene. I en Høj paa Skippinge Mark fandt man engang, da man gravede Ler, Ligene af to nyligt døde, endnu ikke forraadnede Væsner. De var mindre end Mennesker, og da man var enig om, at det var Ellefolk, turde ingen røre dem. Man sendte da Bud efter en Kone, som kaldtes „Heksen“, og hun begravede dem paany.

Den lille Skippinge By er overordentlig smuk med sine gamle Smaahuse og nydelige Træbevoksning. Ikke langt herfra ligger den store og smukke Arnakke-gaard, hvis Stil er typisk for disse Egne, og som omkring sit gamle ædle Stuehus har en Have af usædvanlig Skønhed. Saadanne gamle Bondehaver er ofte et uvurderligt Led i Landskabets Skønhed og var i strængeste Forstand et Maal for Folkets Kultur. De er i lige saa høj Grad som de gamle Boliger, som de ældste

Landsbykirker og de smukke Vejrmøller, der desværre mere og mere forsvinder, Minder om en Tid med sikrere Smag og om en forfinet Kultur, der ligesom de selv snart kun er en Saga.

De overordentlig faa gamle Bønderboliger og Haver, som hist og her lejlighedsvis bliver fredet, vil landskabeligt i Fremtiden komme til at spille en ringere og ringere Rolle, fordi Landskaberne omkring dem mere og mere bliver dømt til Ødelæggelse. Det gaar med dem som med de fredede Oltidsminder, der som oftest lige ind til deres Fod er omgivet af Roe-, Kartoffel- eller Sædmarker. Og herved er der intet at gøre i et Land, hvis Natur viger for det tiltagende Agerbrug, og hvor Bonden naturligvis maa have Lov til at dyrke Jorden i den Udstrækning, som det er muligt.

Men de formaalsløse Angreb paa Landets Natur er ofte langt mere ødelæggende end dem, som Befolkningen med Rette kan hævde er en Nødvendighed. Faa Steder er dette gaaet op for mig paa mere overbevisende Maade, end da jeg besteg de berømte Vallekilde Bakker, to store, isolerede Knuder paa et halvt Hundrede Meters Højde, som ligger tæt Nordøst for Vallekilde By paa hver sin Side af Vejen til Hørve. Den sydligste af dem, „Vallebjerg“, er fuldkommen ødelagt af en tæt og høj Granplantning. Den nordligste, „Tudebjerg“, er fra en prægtig formet Bakke ved at blive forvandlet til en kæmpemæssig Grusgrav. Dens højeste Punkt er allerede naaet af Gravningen, og Ødelæggelsesværket fortsættes med rivende Hast. En Bonde i Vallekilde ejer Bakken og er ganske enebestemmende om, hvad der her sker.

Er end det før omtalte Vejrhøjlandskab i sig selv Nordvestsjællands Perle, saa modtager man dog først fra denne Bankes Top det mest overvældende Indtryk af dette ligesom af hele det omgivende Bakkeland, der danner det sydlige Odsherred. Hvilket dejligt Sted! — Endnu er en Rest af Bakken levnet. Men kun en Meter bag mig staar Grusgravens lodrette Rand. Set fra Vejen eller fra Landskabet i Syd er den skønne Bakkes Form for længst lagt øde. Hvor længe vil det vare, inden den forsvinder, og et af Nordsjællands smukkeste Udsigtspunkter ikke mere er til!

Paa Vej herfra mod Kundby finder jeg i den lille Vejleby tæt Sydøst for Hørve en pragtfuld, ældgammel Bondegaard, „Ellemosegaard“. Dens Gaardsplads med de fire sammenbyggede Længer, hvis Straatage er saa skæve, som om Stedet har været hærget af et Jordskælv, er noget af det ejendommeligste, jeg har set, men uden Tvivl en Rest af Egnens gamle Byggeskik. Herom vidner især Stuehuset med det sjældne „Bislag", den lille Udbygning omtrent paa dets Midte ud mod Gaardspladsen. Inde i de nu moderniserede Værelser findes i Dagligstuen paa den ene Endevæg endnu en Rest af det smukke Træpanel, som forhen dækkede alle Væggene.

En god Mils Vej herfra mod Sydøst ligger højt paa en Banke midt i det lave, vidtstrakte Land den smukke Kundby Kirke. Fra Kirkebakken er prægtige Udsigter over Løvenborg Enge og Vognstrup Enge, omtrent lige saa vide som fra Tudebjerg, men paa den smukkeste Maade brudt af den mægtige Kreds af gamle Elme, som indrammer Kirkegaarden.

Over de lave Engdrag, som danner største Delen af Egnen, hæver sig over

den umaadelige Flade endnu Masser af ølignende Bakker, ligesom Kundby Kirkebakke utvivlsomt gamle Øer i et Fjorddrag, der har strakt sig herind fra Holbæk-fjordens Bund.

Det samme Fænomen gør sig stærkt gældende i det vestligere Landskab omkring Føllenslev, hvor selv Højlandet har en Mængde mærkeligt isolerede Bakke-kupler, af hvilke den besynderligste ligger S. V. for Føllenslev tæt ved Vejen mellem denne og Alkestrup. En mægtig Kæmpehøj lige paa dens Rand fuldstændiggør det mærkelige Billede. Oldtidshøje og Stendysser ses forøvrigt i disse Egne overordentlig hyppigt, baade paa Aasene og de lave Flader.

Fra Føllenslev Kirke, et meget smukt Bygningsværk omgivet af dejlige Træer, har man Udsigt over denne smukke og ejendommelige Egn, som paa Grund af sin Ensomhed lige til de seneste Aar har huset en Mængde Overtro hos den afsides-boende Befolkning.

Det er muligt, at det er Egnens Rigdom paa Kæmpehøje, som har fremkaldt denne Overtro og har holdt den vedlige helt til vore Dage. — En Mand fra Egnen har saa sent som i 1923 fortalt, at i hans Barndom kom Troldene ofte hjem til hans Fars Gaard. De boede i en Høj ude paa Marken og levede paa den venskabeligste Fod med hans Forældre. I Almindelighed passede Underjordiske og Kristenfolk hver sit. Men Troldene var dog ofte slemme til at tilbytte sig de sidstes Børn:

„Skiftingerne var smænd nemme a kende, “ sa’e Marie Ole Niels, „di hade saanden nongen store Hoeder, men med Forstanden stod ded kun smaat te; aa saa ku di æde Alverden, ja der var smænd it Bund i dom; saa ded va smænd it Plaser for dom, der blev velsigned mæ saanden een. Aa je ka da huse, a der i min Tid blev lagt et Barn i Alleshave aa et i Kaltred, ja smænd blev der saa. Men a saanden noed ku ske, va jo osse Folks egen Skyld, enhver maa jo værne for sit aa sine, aa ded mindste, a man hels ka gøre, naar et Barn er født, er lige mæ de samme a sætte Staal over Dørren, saa kommer di itte der, næ smænd om di gør ...“

Man maatte ikke for nogen Pris nævne, hvad Barnet skulde hedde, før det var døbt, for saa fik Troldene Magt over det. Endnu den Dag idag 1) er der ingen paa denne Egn (Brejninge Sogn og Omegn) som selv til deres nærmeste røber, hvad Barnet skal hedde. Spørger man, faar man undvigende Svar. Men fra det Øjeblik, de er døbte, er Troldenes Magt over dem forbi.

— De flade Strækninger omkring Kaltred Hede var i tidligere Tid de fattigste Strøg, man kan tænke sig. De tarvelige Huses Beboere havde til Livets Ophold kun lidt Kartofler, en Smule Rug og Havre og „et Par skidtrøvede Faar“. Nu har Levefoden bedret sig, her findes mange nye Huse, Kultiveringen af Jorden er skredet frem, og især Roedyrkningen staar ret højt.

Disse lave Egne ramtes mange Steder haardt af Efteraars-Stormfloden i 1921, da Vandet fra Saltbækvig strømmede ind og dækkede Landet helt til Kaltred og Alleshave. Paa den store Arnakkegaard, som ligger nær den lille Bugt af samme Navn, kan man tale med om det. I Nattens Mørke, da Uvejret rasede værst, og Vandet flere Steder stod højt i Gaardenes Stuer, maatte man i Vand til Livet ud paa Markerne for at forsøge at redde de brølende Kreaturer. Det lykkedes kun

delvis, og især en Mængde Faar omkom. Dagen efter hang Pigtraadshegnene viden om fulde af druknede Høns og Faar, ja selv af Karper, som Saltvandet havde kvalt. Folk siger, at det var et meget uhyggeligere Syn end efter den værste Ildebrand.

Fra Vejen Vest for Alleshave har man fra Højderne Egnens smukkeste Udsigt over den store Saltbækvig og de omgivende lave Strækninger helt til Landet omkring Kalundborgfjordens Indre. Græs og Sivskove staar med grønne og gule Farver omkring de tindrende blaa Fjordvande, der fortoner sig mildt og blødt ud mod fjærne Højlande, som løfter sig i Aas bag Aas gennem Disen. Sjældent har jeg set et skønnere Fjordlandskab.

Langt ude i Syd nær Saltbækvigs Strand skimter jeg en hel Række af ud-gaaede Træer, nøgne som Benrade, ødelagte af Stormfloden i 1921. De ligner et vældigt, langstrakt Skelet af et Fortidsuhyre, sort tegnet op imod det blinkende Vand.

Græsset omkring mig er dugget af Nattekulden; men grønt er det endnu, og paa den friske Skrænt foran mig ned mod Vandet galopperer et Par blanke, røde Plage, som slaar bagud og fjerter overdaadigt af det gode Foder, som synes aldrig at ville slippe op paa disse Marker. — Men alligevel begynder jeg af mange Ting at tage Varsel om Efteraarets Komme. Viberne har forlængst samlet sig i Flokke, og Stærene trækker som mørke, svingende Skyer over Bakkernes Stubmarker og Pløjejorder. Kun Raagerne vandrer stilfærdigt rundt paa Agrene med vrikkende Gumpe, mens Sollyset med Metalglans falder paa deres blaasorte Vinger.

Det er et rigt Land med mange store Gaarde heroppe paa Højderyggen, som Modsætning til den fattige Kaltred Hede i Syd og den lave og magre Eskebjerg Lyng eller „Vesterlyngen“ i Nord. Nogen kraftigere Kontrast til Egnene Nord for Lammefjorden end denne sidstnævnte Lyngslette kan ikke tænkes. Et fladt, øde Land, hvor elendige Græsagre klemmer sig ind mellem lav og mager Lyng over et næsten umærkeligt bølgende Terræn, der hæver sig ganske lavt over den nære Havflade. Mellem Lyngrisene og de sparsomme Græsvækster gror noget tarveligt Engelskgræs og lidt Revling, imellem hvilket nogle fattige Blomster kæmper for Livet; nogle faa forblæste Enebærbuske er det eneste, som hist og her hæver sig over den store Slette. De ligner forglemte Grave.

Kystlinjen krummer sig i en brat svunget Bue ud mod Nord til Halvøen Stold, ved hvis Rod der endnu er en fattig Græsning for enkelte Kreaturer, men som senere bliver en ren og skær Sandodde, der yderst langs Havstokken er dækket af tusindvis af nævestore Ralsten, et fuldkomment Ørkenbillede.

Stold-Halvøen er skilt fra Landet omkring Havnsø ved den lille Trane Vejle, som om Efteraaret er Tilholdssted for uhyre Mængder af trækkende Graagæs, der skænker dette ellers fuldkommen øde Sted et mærkeligt Liv. Ikke mange Steder har jeg mødt en saadan Ensomhed som her. — Stærkest føles denne ved Vester-lyngens sydlige Del, hvor fem lave Oldtidsgravhøje ligger tæt sammen i en brudt Række, og hvor et Par krogede Tjørne ellers er det eneste, som rager op over Lyngen. Endnu et lille Stykke sydligere ligger paa den flade Hede, kun et Par Meter over Havfladen, en meget smuk og anselig Langdysse. Lutter Grave paa dette Sted! — Herefter hæver Terrænet sig en Smule og gaar over i nogle fattige Marker, hvor der ligger et Par elendige Rønner — det eneste Tegn paa, at ogsaa levende Mennesker har Tilhold herude.

Mellem Beboerne af dette nordvestligste Sjælland træffer man højst forskelligartede Typer. Men de er næsten alle udprægede Øboer, som i deres Ydre er lige saa afvigende fra Jyderne, som de er med Hensyn til Sprog. Selv i det yderste Odsherred, helt ud paa Sjællands Odde, hvor Livet og Kaarene er omtrent lige saa krasse som i Vestjylland, er der over Befolkningen noget langt mere blidt og vegt, end over Jyden fra Vesteregnene eller fra Midtjylland. Man vilde derfor tro, at denne Befolkning ogsaa er lettere at komme paa Talefod med; men det er ganske omvendt. Og heri danner den ogsaa en stærk Modsætning til Beboerne paa Fyen.

Heldigvis gives der Undtagelser fra Reglen. Og kommer man iøvrigt Beboerne nærmere ind paa Livet, er det ikke svært at faa dem til at snakke. Sjællænderne har imellem hinanden indbyrdes stærk Lyst til at gaa i Flok, og en udpræget Meddelelsestrang. Og det er forbavsende at høre, hvilken Palaver der kan udvikle sig mellem dem, saa at sige ved alle mulige Lejligheder. Mødes et Par vejfarende Kendinge, gaar de sjældent forbi hinanden uden at slaa en lang Sludder af, ja selv Folk fra forskellige Gaarde kan, naar de arbejder paa Marken nær hinanden, falde for Fristelsen til at komme i timelangt, gemytligt Mundgemæng. Jeg er ikke sjældent kørt forbi et saadant Par, især Mandfolk, som var groet sammen ved et Vejhjørne, og har fundet dem igen paa nøjagtigt samme Sted, naar jeg et Par Timer senere er kommen forbi paa Tilbagevejen.

Maaske har det langsomme, drævende Sprog sin Del af Skylden i, at de talende aldrig synes at kunne blive færdige. Den samme Sætning kan ofte blive gentaget i det uendelige og vendt og drejet, saa man maa formode, at tilsidst er al Saft og Kraft æltet ud af den. Og det er rigtigt, ialfald hvad Klangen angaar. Det sjællandske Sprog har klangligt i de allerfleste Egne en saa udtyndet og svag Karakter som det tredje Udkog af en Pot Thevand. At det samtidig — foruden at virke humoristisk — kan rumme en forbausende Humor og et dybt Vid, er en Sag for sig. I den Henseende staar Sjællænderne snarere over end under vore andre Landsmænd. — Hans Ordsprog vidner om dette Lune, og de er ofte uhyre drastiske:

— „Den brede Ende er tilbage/¹ sagde Manden, han jog Skovlskaftet i Enden paa Kællingen.

— „Haardt mod Haardt," sagde Kællingen, hun fés mod Tordenvejret.

— „Skænd med dine jævnlige,“ sagde Skrædderen til sin So.

— „Jeg har Tiden for mig,“ sagde Drengen, han stillede Uhret.

— „Om Gud vil, “ sagde Manden, han havde ikke faaet spurgt sin Kone.

— „Det kan gaa lige op,“ sagde Manden, han laa paa Ryggen og brækkede sig.

— „En Gæst og en Fisk lugter ilde efter tre Dage."

— „Nu kan Du gaa hen og skide, mens jeg skærer Brød, saa kan vi faa Mad paa een Gang."

— „Vorherre bevare min Mund," sagde Kællingen, hun havde sagt alt, hvad hun vilde.

— „Nu har vi Spillet gaaende," sagde Bonden, han væltede med Musikanterne.

Det er et lille Uddrag af en Samling Ordsprog i Historisk Aarbog for Holbæk Amt, opskrevne i Bregninge Sogn. De kan ikke bruges som Bevis for, at Bonden

er mere uhøvisk i Tanke og Tale end andre, højere Befolkningsklasser; men de egner sig for de flestes Vedkommende ikke til at ses paa Prent. Fremført paa Sjællænderens bløde Maal behøver de ingen Undskyldning; de kraftige Gloser anvendtes endnu for en Menneskealder siden i den ærbareste Bondes daglige Tale. I Ordsprogenes korte, fyndige Sætninger har Bonden fra Arilds Tid nedlagt sin Livsvisdom. Det vidste saavel Peder Laale som den gode, sjællandske Præst og Folkemindesamler Peder Syv, Søn af en Fæstebonde i Kirke-Syv ved Roskilde; og ved at samle sine „Almindelige danske Ordsprog" har han som ingen anden givet senere Slægter et Indblik i Bondens Vid og i hans Evne til at udtrykke sin Erfaring i en Sætning saa knap og saa digterisk, at den kunde have staaet i „Sprogenes Bog“ i Havamaal. Naar han citerer: „Om Mus vil som Hest fjerte, maa Røv revne", da er det jo ganske vist ikke saadan, vi til daglig gaar rundt og forestiller os „den Højes Tale". Men Slægtskabet er tydeligt tilstede. En Advarsel til en forvorpen Undermaaler er næppe nogensinde sagt mere forstaaeligt, mere kort og klangfuldt. Det er Vismandsord paa et digterisk Sprog.

Min bedste Model paa Egnen var min gamle Bekendt Niels paa Teglværks-gaarden. Han syntes mig af Ydre at være den typiske, sjællandske Bondekarl, og i al sin Færd har han et Tempo, som gør ham uovervindelig. En trofast Slider, altid paa det Sted, hvor han skal være. Han gaar ikke paa almindelig Vis under Arbejdet, han skrider — akkurat ligesom hans Kampfælle, den mægtige Hest Klavs, der følger ham i tykt og tyndt, fra „Hestegangens" Pumpeværk til Pløjningen eller Roeoptagningen paa de stormende og sludfulde Efteraarsdage. De hører sammen som Odin og Sleipner. Niels er en af dem, som fra Fødslen af synes at være bestemt til at „drive Djævlene paa Flugt ved at dyrke Jorden", som skrevet staar i Zend-Avesta.

En fuldgod Veteran i denne Kamp mødte jeg i Form af en gammel Boelsmand paa Egnen, hvis daarlige Ben for Aar siden har tvunget ham ud af Striden, og som nu nyder sit Otium i Huset hos sin gifte Datter. Han har mere af Sjællænderens udpræget selskabelige Egenskaber end Niels. Største Delen af Dagen tilbringer han støttet til sin Stok ved Vejkanten, bestandig spejdende efter en Tilhører. Han er en lille tyk, undersætsig og svagbenet Mand, ikke noget heltemæssigt over dette Ydre; men Kærnen er fin, og bag det lodne og stubbede Ansigt, hvis ene Øje engang har taget Skade under Arbejdet, brænder endnu en klar og vaagen Hjærne. Det var en Fornøjelse at tale med ham. Og ved Afskeden havde jeg Indtrykket af, at ogsaa han nødigt slap mig, denne Lækkerbidsken af en Lytter, som var dumpet lige i hans Net.