De Danskes Land -- Achton Friis

MELLEM ODENSE FJORD OG BAARING VIG

Det er virkelig sandt, at jeg har hørt Folk, som kun kender Fyen fra Jernbanerejsen eller Bilturen Nyborg-Middelfart, præke om det fyenske Landskabs forbavsende Ensartethed! Dette passer ikke, og mindst af alt paa Landskabet langs Landevejen ad den nævnte Strækning. Men Øen som Helhed frem-byder overhovedet ganske forbavsende Modsætninger.

Kom blot fra Hinsholm tværs over Fjorden til Sletten. Farer man fra det ene Sted til det andet i en Bil, er det som fra en Kastegynge at havne paa en Fodboldbane. Det højdanske Ord Sletten maler iøvrigt ikke dette Landskab — men det gør det fyenske „Slejden", der svagt bølgende i dets Klang rammer helt Jordsmonnets Karakter.

Et har de to Landskaber tilfælles, det er deres næsten fuldkomne Skovfattigdom samt de levende Hegn, som herude paa Sletten oftest hindrer al Udsigt. Disse Strækninger er landskabeligt set Fyens kedsommeligste Egne — vel at mærke, naar Kysterne undtages.

Sletten strækker sig fra Odensefjord til over mod Aasene ved Gyldensten, og Otterup er dens Hovedstad. Jeg havde aldrig tænkt mig, at noget saa ensformigt som Landskabet om denne By fandtes i Landet.

Og som Landskabet, saaledes Sproget. Det har som før omtalt ikke Hinshol-mernes lille Hvin i Slutningsordet og gaar overhovedet, hvad Tonefaldet angaar, saa gladelig ud ad Landevejen. Men i Begyndelsen virker dette Sprog næsten helt uforstaaeligt paa den Fremmede, og ganske overraskende, naar han kommer hertil østfra. Grunden hertil er Udtalens gennemførte Forandring af Rigssprogets Vokaler til Diphthonger — a til ai, e til ei, o til oi, o til ou — udtalt kort og hurtigt og endende med en Lyd, der farer ud gennem Næsen paa lumsk Vis og forsvinder sporløst. At prøve paa at opfange den, er som at gribe efter et Møl i Tusmørke.

Her er intet af det udtværede og slæbende, som er karakteristisk for Sproget paa den overvejende Del af Fyen. Men Talen, der ellers de fleste Steder paa Øen gaar saa „davle“, kan stige til et Hærskrig, naar flere Folk staar sammen og diskuterer, selv det neutraleste Emne og med de fredeligste Ord. Saa gaar Vejrtrækningen med seks Hestes Kraft; den fremmede tror, at Underhandlingerne er paa Grænsen af Slagsmaal og bliver forundret, naar han et Øjeblik efter ser de skrigende Mennesker skilles med et Smil og et: „Naa — nu gli’er Jé!“

En halv Mils Vej Vest for Otterup staar en vældig Sten, som taler et helt andet Sprog. Den bærer denne Indskrift:

„Ragnhild satte denne Sten efter Alle, Søn af Sølve, Gode for Helligdommen, Hirdens høje Herre. Alles Sønner gjorde dette Mindesmærke efter deres Fader og hans Hustru efter sin Ægtefælle; men Sote ristede disse Runer efter sin Herre.

Tor vie disse Runer!

Den skal blive til en Ræde 1), som øver Vold mod denne Sten eller drager den bort for at rejse den over en anden."

— Det er Glavendrup-Runestenen, det berømteste Mindesmærke af sin Art i Danmark og bærende den rigeste Runeinskription. Stenen staar nu paa det Sted, som efter Historikernes Mening er dens oprindelige Plads. Hertil blev den flyttet i Slutningen af forrige Aarhundrede — efter at Vedel Simonsen havde opdaget den allerede i 1806 i en Grusgrav i Nærheden. Resterne af den tilhørende prægtige Skibssætning er restaureret i 1892—94.

-— Ikke skal det rives Sletteboerne i Næsen, at de ikke gaar rundt og snakker som gamle Gravsten, det vilde være et haardt Forlangende — især til en Fyenbo. Men det er værd at erindre sig, at da Stenens Indskrift blev til, var der slet ikke noget Landsmaal, som kunde kaldes Fyensk lige saa lidt som Sjællandsk eller Jydsk. Splittelserne i det store, fællesnordiske Sprog „Dansk Tunge", som tales nogenlunde ens i alle tre Riger, indtraf først i det 11. Aarhundrede, da det Norskislandske begyndte at skille sig ud fra det Dansk-Svenske. Og Dialektforskellighederne indenfor Danmarks Grænser kommer først langt senere.

Det er de Tvelyde, som det fællesnordiske Oldsprog ejede, men som modsætningsvis til i Svensk og Norsk ret hurtigt forsvandt fra Dansk, der mærkeligt nok endnu er bevaret i det fyenske Slettesprog. Og paa hele Øen er i Talesproget ligeledes bevaret de tre Køn, som det oldnordiske Sprog havde, og som endnu findes i dansk Literatur i det mindste indtil Midten af d. 16. Aarh., f. Eks. i Chr. III’s Bibel: „... . huercken ved Himmelen, thi hånd er Guds stoel, oc ey ved Jorden, thi hun er hans Fodeskammel, oc ey om Jerusalem, thi det er en stoer Kongis stad."

Naar vi andre undres over i Henrik Harpestrengs Lægebog at finde en Badstue omtalt som „hun", en Sten som „han" o.s.v., vil en Fyenbo anse dette for fuldkommen naturligt. — Ligesom i Rigsdansk hæftes paa Fyensk den ubestemte Artikel bagtil Ordet for at give dette bestemt Form. Den ubestemte Artikel er i Hankøn, en, i Hunkøn en og i Intetkøn et. For saa vidt er alting klart nok. Der er dog straks udtalemæssigt en Vanskelighed med det foranskrevne Bogstav n, der kun forekommer i en Stavelses Slutning og nærmest skal klinge som nj, men med saa stærk Nasallyd, at det næsten kommer til at lyde som et i. Lad os se paa Ordet Mand, der paa fyensk hedder Maan (med langt a) og som altsaa bestemt skulde hedde Maanen. Det klinger imidlertid i en Fyenboes Mund som Maani eller blot som Maan, det sidste med stærkere Eftertryk paa det i, som nj-Lyden indeholder. — Mand er altsaa Hankøn, hvad man kunde vente. Men det gaar straks galt med det tilsvarende Ord Kvinde, som har Hankønnets Særkende til Endelse og i bestemt Form hedder Kvih — mens Kone og So bliver til Kon en og So en, altsaa Hunkøn. Alle Regler synes at gælde til Vandsbæk. Det hedder et Kop og et Tallerken; men medens Kop bestemt bliver til Koppet, bliver Tallerken til Tallerkrci.

Haarde Lyde i Sproget, f. Eks. Følgen af Konsonantfordoblinger, hader Fyen-boen af sin ganske Sjæl. Han udrydder dem overalt, hvor han kan komme af sted med det — eksempelvis bliver lette til „læte“, pille til „pe-ile“, gemme til „gjæme“ o. s. v. — Bogstavet t bortkastes ofte af samme Grund hyppigt i Slutningen af Ord, og selv det skikkelige bløde d er han paa Kant med. Den Fremmede taler vittigt om Fyenboens stumme d i Brø’ og Grø’, i Fa’ og Ma’. — De to sidste Ord hedder i bestemt Form „Fa’et“ og „Mai“.

Fyenboens Interesse for Slægtskabsforhold og den Inderlighed, hvormed han fordyber sig i disse, giver Christine Reimer en nydelig Prøve paa:

Jo, hør naa Du kun naa! Mads haar Du jo før hørt snakke om; han var jo Faaer te Ole, der kom heir og fik Per Hansens Daavder Sofie. Di haa’e en Søn, der hed Lille Mads — og je katte vi’e, om den Pejer, I snakker om, om ette de’ sku være en Søn af Mads.“

Sikken en Knevver! Man kommer det ægte fyenske Ordsprog i Hu: „Snak kun, Munden varer dig nok ud!“

Men Fyenboen kan ogsaa udtrykke sig kortfattet. To Kvinder træffer hinanden paa Torvet i Odense efter længere Tids Forløb. „Hvor er Du nu?“ siger den Ældste til den Yngre, som svarer: „Je e ingen Ste’er, je er gift.“ De forstaar halvkvædet Vise: „Vi ska’tte ha saa lang en U’tydning!"

Her bandes kraftigt og malende ved alle mulige Lejligheder. Man anvender Udtrykket ,,ie’ Helvedshov" (en Helvedes Hoben) som f. Eks.: „Han har ie’ Helvedshov Pæ’e (Penge)". En Gang, da Fyens Stifts Landemøde var sluttet i Set. Knuds Kirke, udbrød en Bonde udenfor paa Torvet: „Det vaar dov ie’ Helvedshov Præster, der vælter ud a Kirken!" — Det minder om Svenskernes Udtryk „Prastfan", og om Engstroms Bonde, der efter Kirkegangen siger til en Nabo om den ny Præst: „Jo da va allt fasen te pråst te predike. Han predikte om halsike anna som han hadde vora barnfod dår."

Naturligvis forekommer Fyensk klangligt som et svagt Sprog, især sammenlignet med det midtjydske med dettes dybe Stemmeleje, de rungende Konsonanter og aabne, klangfulde Vokaler. Men paa mig virker det fyenske Tonefald med en mærkelig Charme. Jeg finder det paa enhver Vis i Slægt med den venlige, milde og lyse Ø, og det er den smitsomste Dialekt i Danmark.

— Det blev lidt langtrukne Meditationer over Sprogændringerne paa Øen fra Glavendrupstenens Rejsning til vore Dage. Naar jeg nu vender tilbage til Udgangspunktet, ser jeg mig nødsaget til at sige, at det fremragende Runemindesmærke med dets Skibssætning og de to Gravhøje er blevet skæmmet paa barbarisk Vis ved den fuldkommen uforstandige Maade, hvorpaa dets Omgivelser er behandlet i den senere Tid. Det er sket dels ved Rejsning af nogle anmassende moderne Mindesmærker over Stedet uvedkommende Personer og Begivenheder, lige fra Ansgar til Klaus Berntsen og Zahle, foruden et Genforeningsmonument. Hertil kommer et mægtigt rødmalet Skrummel af et Forsamlingshus, som er bygget klods opad Skibssætningen. Endelig findes udenfor det meningsløse Anlæg, som er plantet omkring Oldtidsmindesmærket, en mægtig Gymnastikplads, helt dækket af et Bræddegulv og indrammet af 12 Flagstænger. En trettende er rejst paa en af Stedets to Gravhøje.

Her skal paa større Festdage kunne samles 5—6000 Mennesker. Pilsnere og

Sodavand! — Det leder Tanken hen paa „Viets hæderværdige Vogtere". Og man mindes Oehlenschlagers Ord:

Men det næste bliver vel Kastegynger og Kraftprøver.

Man maa haabe, at Folk, naar de engang kommer til Fornuft, vil rense Stedet for alt uvedkommende Ragelse indbefattet Beplantning og moderne Mindesmærker, og lade Oldtidsmindesmærket faa Lov til at ligge i Fred paa aaben Mark, saa det kommer til at virke efter sin Hensigt.

Ikke langt herfra paa Skamby Mark ligger to Oldtidsgrave, Thorshøj og Karhøj, og Egnen har adskillige andre Oltidsminder; i Uggerslev Sogn alene findes omkring en halv Snes Stengrave.

Ogsaa paa Sagn er denne Egn usædvanlig rig. Et af de mærkeligste knytter sig til „Pesttjørnen" paa Skamby Kirkegaard, hvis Alder siges at gaa tilbage til den sorte Døds Tid i 1350, da „alle Beboere døde i Skamby Sogn paa to nær." Tjørnen blev da plantet paa Pestgraven, for at dette Sted ikke maatte røres, da man frygtede for, at Smitten i saa Fald skulde bryde ud igen.

Man skyede Graven til helt op mod vore Dage, og det paastodes, at den, som vovede at gaa tre Gange baglængs omkring Tjørnen, vilde falde død om paa Stedet. Tjørnen blomstrede kraftigt hvert Aar, lige til den faldt under Efteraarsstor-men 1933. En bar Plet i Græsset viser endnu dens Plads, som var nær opad den oprindelige Kirkegaards Vestside.

— Et Sidestykke til de gamle Tiders „sorte Død" var Svenskekrigens Rædsler, der efter Kirkebøgerne at dømme har ramt de fleste fyenske Egne. Skamby Sogn blev slemt medtaget. 1659 anføres i Sognet 23 Døde mod det sædvanlige Gennemsnit af 12—14 Personer, deraf udtrykkelig bemærket om en, at han er bleven skudt (trajectus globulo). Endnu værre er det i 1660, da der i Sognet er begravet 75 Mennesker eller 500 % mere end normalt. Der nævnes i Kirkebogen: Søndagen Sexagesima 3 Personer, 16. Marts 3 Personer, 17. Marts 3 Personer. Der er Lig hver 3.—4. Dag, ofte flere paa en Gang. Kirkebogen nævner tilsidst intet om Dødsaarsagen; man er vel bleven træt af at notere Hungersdøden eller Drabene. —

Slettens Nordøstgrænse ud mod Kattegat gaar saa lige som en Lineal helt fra Agernæs til Enebæroddes Spids, en Strækning paa omtrent halvfjerde Mil, den eneste Kyst i sin Art paa Fyen, der ellers for det meste er saa indskaaret, brudt og uregelmæssig som faa andre Steder i Landet.

Det er velgørende at komme ud til det aabne, friske Hav og denne mærkelige Natur efter den lange Færd i det Indre. Forskellen viser sig straks paafaldende ved Nørre-Næraa Strand, hvor der over den forhenværende Fjordbund løfter sig tre gamle Bakkeøer i Række fra Syd til Nord, „Lilleø", „Storeø" og „Mellemø", tre kuplede Banker med lavt, solsvedent Græs — det har aabenbart slet ikke regnet i Sommer paa denne Egn — knastørt og krattende under Saalerne som gamle Rugstubbe, men med Mængder af løsgaaende Kreaturer. Over de graagule Bakkeøer og de omgivende Flader, der ikke har mere Vegetation end en overtrampet Fodboldbane, hænger Hærskarer af syngende Lærker. Luften er fuld af Lyde paa dette verdensfjerne Sted: Hættemaagernes, Vibernes og Præstekravernes Stemmer, og en bestandig tonende Summen af Spyfluer og Bremser.

Mod de visne Farver i denne Ørken staar Fjordens bleggraa Vande med de krappe Strømskæringers dybe Blaa, skilt ved den vide Sandstrand med dens Vrimmel af alle mulige Vadefugle, med Stormmaager og en Koloni af rugende Terner. En Gravand letter fra Sandfladen foran mig. En Hejre kommer sejlende over sit Spejlbillede nordfra over Fjorden, skraalende som en besat, og daler ned paa Fladvandet, hvor den slaar sig til Ro og staar saa stille, at den ligner et Monument over sig selv. En Ko brøler tørstigt langt borte.

I Nord ses Einsiedelsborgs Storskov som en lav, mørk Sky over alle de blege Farver; og over det stille, blanke Vand skimtes gennem Varmedisen Æbelø, Endelave, Samsø og Jylland som lette Taagebanker.

Yderst mod Havet ligger Agernæs Fælled, kaldet „Flyvesandet", en gammel vældig Havbundsflade med lave Klitter ud mod Nordstranden, en umaadelig, gul-graa Sandørken, der ganske jævnt gaar over i det lavvandede Hav. Et blændende Solrefleks slaar imod mig fra Sand og Vand, det er som om en Flok af store ildhvide Vinger rammer Synet og faar mig til at svimle. Hvad er det, som med et Brus trækker forbi mit Øre — en skrækslagen Gravand, som haster forbi langs Havstokken. Endnu en Hejre trækker over Fjorden, dens Vingeslag er langsomme, som vil den tælle Sekunderne, mens den krydser det blanke Vand til „Storskoven" derovre paa Fjordens fjærne Bred. Ude paa Fladerne og de lave Vande staar hundredvis af Vadere og Stormmaager, urørlige som Nipsenaale, der er stukket fast i Sandet. Højt over Horisonten løfter sig den nære Æbelø med sine smaa Ællinger, Dræet, Ejlinge og Æbelholm, der forsigtigt holder sig inde ved Kysten.

Omkring Vigen har ligget ikke mindre end tre Helligdomme for Njord, der hertillands er dyrket som én af de mægtigste Guder, og hvis Navn spores i Nørre-Næraa — det gamle Niærthærhøghæ — ligesom i Nærum paa Sjælland. Han var Fader til Frej og Freja og gift med Skade, hvem han tilsidst bliver skilt fra, fordi de aldrig kan enes om Arten af de Landskaber, hvori de vil bo. Mens Skade elsker de vilde Bjergegne med Sne og Ulvehyl, trives Njord kun ved de lave Strande med Søfuglenes Skrig, hvor han skænker Kvæget Trivsel og giver lykkelig Søfærd. Hvadenten det er hans egen eller andres Smag, som har knyttet ham til dette Sted, lader dette ialfald formode, at her i Oldtiden har været store Skove med Læ for rige Græsgange, og at Vigen har været et betydeligt Tilholdssted for Søfarende.

Den nærliggende Storskov ved Einsiedelsborg maa forhen have bredt sig helt omkring Vigen. Endnu rummer Skoven en pragtfuld, gammel Egebevoksning, hvori der findes en af Landets største Hejrekolonier. Man kommer til denne, naar man omtrent i Skovens Midte bryder af mod Nord fra Hovedvejen og gaar ad en smal Vej ca. 500 m., til man naar en stor Lysning med en gammel Mose. Herfra gaar man 100 m. mod Vest og staar saa pludselig midt mellem de mægtige Ege, hvor Fuglene har deres Reder.

Træernes Toppe er afbladede, og Skovbunden opædt, ligesom hvidkalket, af Hejrernes Ekskrementer. Her ruger ikke mindre end 63 Par; men Fuglene var meget utrygge, de lettede paa langt Hold, skraalede og forsvandt. Jeg saa kun enkelte af dem, deres vældige Skygger jog over nøgne Grene, over Løv og Skovbund som mørke Aander, mens de selv som Hekse paa Kosteskafter for bort over de høje Trætoppe mod den solfyldte Himmel.

Ikke den mindste Lyd høres, efter at de store Fugle er trukekt bort; der bliver en dødlignende Stilhed, i hvilken kun et Par tavse Skovduer letter fra Egenes Toppe. Det er, som om alle Skovens Træer holder Vejret i aandeløs Venten.

Den over to Mil lange Kyststrækning fra Einsiedelsborg til Hofmansgave er fuldkommen aaben og næsten saa lige som en stram Snor fra Nordvest til Sydøst. Paa en Strækning af henimod et Par km. er den dækket af Sommerhuse, smaa Træskure, som Ejerne af Hofmansgave og Einsiedelsborg har givet Tilladelse til at bygge, efter at Befolkningen havde opdaget den fortrinlige Badestrand.

Paa det nære Hofmansgave besøgte jeg Stamhusbesidder Hofman Bang, som i 25 Aar har været Direktør for Statens Landbrugs-Forsøgslaboratorium i København, men nu nyder sit Otium her i Fædrehjemmet sammen med sine Søstre. Paa dette dejlige Sted, hvor Tiden synes at staa stille, og hvor det gamle Torneroseslot ligger omgivet af sin storslaaede Park, i hvilken Ejerens Olde- og Farfar har plantet alle mulige sjældne og mærkelige Træsorter, tilbragte jeg et Par uforglemmelige Timer.

Her var saa stille som i en Urskov, mens vi sad paa en Plet i Parken, hvor dybe Skygger omgav os, med Udsigt over de solbelyste Enge og den lavvandede Fjord over mod Munkebo Bakke, et fuldkommen idealt dansk Lavlandslandskab. Parkens vældige Løvtræer og dens rolige Skygger danner en mørk Ramme om de solsvedne Enge og Fjordens blaa Flade. Hejrer trækker med tunge Vingeslag over Vandet, Harer hopper i Sollyset paa Marken lige udenfor Parkens Hegn.

Min Vært taler om sin Barndom paa dette vidunderlige Sted, alle Drenge-aarenes Minder blusser op i hans Sind. Jeg hører om andre Mennesker og om en anden Tid, som er ved at forsvinde. Intet vil han forandre her, Parken gror, som den vil, og aldrig bliver et Træ fældet — det hele skal blive staaende i hans Levetid som et Monument over Forfædres Værk og Barndommens skønne Dage.

— Og alt imens banker den nye Tids Udsending paa Porten med sin haarde Haand — Nødvendigheden kalder den sig.

En Modsætning til dette Sted møder jeg paa den besynderlige Enebærodde, hvis magre, milelange Arm rækker over mod Hinsholm. Paa dens smalleste Del „Draget", der paa sine Steder kun er 30 m. bredt mellem Fjorden og Kattegat, bestaar den udelukkende af Sand og Ral uden anden Bevoksning end Pletter af stridt Græs og Smaaurter. Man synes at kunne skræve tværs over Tangen fra Hav til Fjord. Hvor den senere udvider sig, findes mellem to Naaletræsplantninger dens mærkeligste Del, en jævn Strækning, som kun bærer Stedets oprindelige Vegetation af Lyng, Enebær og Birkekrat. Det er det eneste Sted paa Fyen, hvor der er flad Hede med sammenhængende Lyngtæppe. Aldeles pragtfuldt maa her have været paa denne Tange mellem de to Vande, før Plantagerne kom til.

I det aabne Terrain mellem de to Plantninger er et Kompagni Soldater ifærd med at øve sig paa at lave Skyttegrave. De fleste er nøgne til Bæltestedet, og de svedglinsende Kroppe har af Solen faaet alle Farver fra blegrødt over Okker til Mahogni. Hvilke prægtige Svende! Jeg ser de kraftige Musklers fine Spil under den lydefri Hud, der lyser mod de mørke Farver i Lyngen, Enebærbuskene og Fjordens Blaa. Rygge rettes og bøjes, Arme af Staal svinger de tunge Hakker som i Leg; Huerne skudt om i Nakken over de ungdommeligt forsorne Ansigter, der smiler imod mig og misser mod Solen. Sundhed, Styrke, Ungdom, det bedste og fineste i Verden. Ti Millioner saadanne Drenge faldt paa Europas Slagmarker, mange Gang flere lemlæstedes. Men det er jo allerede en lille Snes Aar siden. Er det da ikke paa høje Tid, at man præparerer nye Ofre, nye Millioner — for Fredens Skyld!

Over Dæmningen ved „Fjordmarken", som har afspærret den inderste Del af Egense Dyb, naaede jeg til den lille Landsby Hessum, hvor jeg fandt et af de sidste Levn af en gammel mærkelig, nordfyensk Byggeskik i Boelsmand Hans Rasmussens Gaard. Mens de fleste af Egnens Boelsteder er trelængede med den aabne Gaardsplads vendende ud mod Vejen, er denne Aabning her lukket af en Længe, hvis Tagrygning er omtrent et Par Alen lavere end de andre. Oprindelig har Længen haft sin Portaabning i Midten, men denne er nu flyttet til Siden og forsynet med en Port, der kan skydes tilside og aabner Adgang til Gaardspladsen, som er den mindste, jeg nogensinde har set. Dens Udstrækning er ca. 5x6 m.; en Vogn med Forspand kan altsaa umuligt komme herind, for ikke at tale om at vende. Alt det øvrige, ogsaa Stuerne i Beboelseslængen, staar i Forhold dertil. Den lille Længe anvendes mest til Redskabsskur, mens de to andre Yderlænger er henholdsvis Stald og Lo. Som næsten alle gamle Boliger paa Øen er ogsaa denne nydeligt vedligeholdt.

Konen var alene hjemme med en Datter og Katten, som sad paa Trappestenen og ikke var til at rokke. Den havde det sureste Ansigt, jeg har set paa nogen Kat, som Modsætning til de to Mennesker, der modtog mig med den samme Venlighed og Gæstfrihed, som jeg mødte overalt paa Øen. Næppe var jeg kommen ind, før jeg blev budt paa hjemmebrygget Ø1, som var lavet for 14 Dage siden og var velsmagende og læskende. Konen fortalte, at en Nabofamilie nylig har brygget Ø1 af 16 Spande Vand for 6 Kr. ialt; kun lidt Humle og Malt danner Udgifterne.

— Folkene i disse Boelsteder, der som Regel kun har omkr. 8 Tdr. Land, lever utrolig spartansk og usandsynlig billigt. Der dyrkes mest Kartofler, som danner Hovedernæringen sammen med Mælken af et Par Køer; en Gris, som slagtes til Jul, giver Aarets Hovedforbrug af Kød og Flæsk. At dømme efter de sunde og velnærede Folks Udseende maa det være rigeligt. Deres Vennesælhed og Mildhed synes at have sit Grundlag i Tilfredshed med Tilværelsen.

— En Morgen gik jeg fra Otterup ad Vejen mod Nord for at finde den gamle Rasmus Rasmussen, som jeg havde set den foregaaende Aften paa Hotellet ved en Fest for Egnens Gamle, hvor jeg straks havde lagt Mærke til denne morsomme og livlige Olding med det spøgefulde Ansigtsudtryk og hørt lidt af hans muntre Tale ved Bordet.

Den gamle var hjemme og ventede mig. Han er en lillebitte gesvindt Knag, en af de mindste Mænd, jeg har set, men spillevende, Munden op til begge Ører og med et Net af Latterrynker ud fra Øjenkrogene. Det eneste store paa hans Person er Hænderne, som er bleven udviklede under Livtag med Jordaanderne paa hans Mark. Trods sine 86 Aar deltager han endnu i næsten al Slags Arbejde i Gaard og i Mark; han er endnu ikke naaet at blive Veteran, men er stadig kærrn pende, og hans Smil er en gammel Sejrherres. Det blegnede først, da han blev stillet foran mit Fotografiapparat. I samme Nu som jeg satte Fingeren paa Aftrækkeren, stivnede hans Ansigt, som om han skulde henrettes. Det var først ved Anvendelsen af Lumskeri, at jeg fik hosstaaende Billede af ham.

Baade han og Datteren og Svigersønnen er nogle af de muntreste Øboer, jeg har mødt. Den gamle fortalte ustandseligt, især om sine Ungdomsaar, da han var Fæstebonde paa Einsiedelsborg. Han var den første af dettes Bønder, som købte sin Gaard af Godset og blev selvejende. Mens vi snakkede, trakterede Datteren med Jordbær, af hvilke der findes ikke mindre end 6 forskellige Arter i Haven.

— Under mine Besøg i fyenske Bønderhjem maatte jeg ofte tænke paa Christine Reimers Ord, at disse Menneskers Horisont er betydeligt udvidet, siden Gaardmændenes højeste Nydelse for et Par Menneskealdre siden var Kortspil med høje Beter og drøje Eder og med Svir til langt ud paa Natten. Det er ogsaa rigtigt, at samtidig er en stor Del af tidligere Tiders naive Skikke og Forlystelser forsvunden her saavel som andre Steder, særlig naturligvis i det yngste Slægtled. Men man kan jo dog lige saa lidt som at haabe at finde en Ungdom, der endnu gaar rundt i Folkedragter, vente, at den skal sidde rundt om paa Gærderne og synge om Agnete og Havmanden og bestandig være præget af Højskolefernis. Den fløjter Negermelodier og danser Jazz som Ungdommen — og Alderdommen med — Alverden over i denne Overgangstid. Det er ikke tiltalende; men det er i det mindste lige saa „naivt" som det andet.

Hvorvidt de fyenske Piger under disse Forhold stadig kan bevare Natten som deres egen, ved jeg intet om. Deres Smil røber ingenting.

Et henrivende Eksempel paa, hvordan en fyensk Bondepige kan se ud i vore Dage, fandt jeg her paa Otterup-Egnen. Racemæssigt er hun langtfra typisk for Øen, dertil er hun blandt andet altfor mørk — hvad der forøvrigt ikke er helt ualmindeligt paa „Sletten". Men ellers er hun god Fyenbo, sund og smuk som sin Ø, og med et Præg af den soignerede og veludviklede Uskyldighed, som er i Slægt med dens blide Landskaber.

Halvvejs mellem Otterup og Bogense begynder Landskabet at forandre Karakter, allerede ved Skamby løfter Sletten sig til et „Bjerg" paa over 50 m.s Højde, og længere vestpaa kommer Guldbjerghøjlandet, hvor Banker med saa mærkelige Navne som „Kattebjerg" og „Hjortebjerg" aabner vide Udsigter, mod Nord over Gyldenstens Skove, Kattegat og Æbelø, i Nordvest helt til Jyllandskysten.

Barsk kan denne Kyst være; det mærkes paa alting, at man er kommen fra Odensefjordens Nærhed om paa Landets Nordvestside. Og barske er de Sagn, som knytter sig hertil, lige fra Fyenshovedmanden, hvis Spøgelseridt ender her, til Herremanden paa Harridslevgaard, som bandt sin Søster til Halen af Hesten og jog hende tildøde, fordi han havde besvangret hende — et Ridt, som han maatte foretage paany hver Nat efter sin Død. — Til den gamle Borg, som omtales allerede i 1327, men er ombygget i 1606, knytter sig mange skumle Sagn om Røvere og Stimænd, og den kaldtes endnu for et Par Menneskealdre siden af Omegnens Befolkning aldrig andet end „Røverborgen".

Glavendrup Runestenen paa dens Gravhøj ved Langdyssens vestre Ende.

Indgangen til Moreshøj Jættestue, set fra Gravkamret.

Hans Ramussens Gaard i Hessum, set gennem Porten. Gaardspladsen er ca. 5 X 6 m.

Myrdestedet" i Dallund, set gennem Porten,

Karhøj Dyssekammer.

Under Egene med Hejrekolonien i Einsiedelsborg Storskov. Grunden er afsvedet af Fuglenes Ekskrementer.

Gaardejer Rasmus Rasmussen i Otterup, 86 Aar.

Ung Pige fra Otterup-Egnen.

Ved den lillebitte hyggelige Landsby Smidstrup hæver sig nogle høje, aabne Banker, paa hvis ene Top der endnu knejser en gammel fin Vejrmølle. Efter dette spontane Udbrud af Højhedsvanvid synes Landskabet at have overanstrengt sig og lægger sig atter til Hvile ud mod Gyldensten, ligesom nedtrykt ved Tanken om det lidet, det har præsteret. Fra Gyldensten og Vesten om Langø Plantage er Landet som et Billard, Amager er et Alpelandskab sammenlignet med denne Flade. Men helt pragtfuld og ejendommelig bliver denne Kyst, da jeg naar ud til et Kanaludløb mellem Engene lige ved Stranden.

Det er en stegende Varme med Ørkenstilhed og Havbleg — Himmel og Hav blyfarvede af Heden. Tykke, bovnende Tordenblaaner ligger lavt i den vestlige Horisont, men over Havet ikke en Sky. Bag Græsholmene i Nord løfter den nære Æbelø med de tykke Løvskove sine dejlige Konturer gennem Varmesløret, som et Cythére, en Drømmeø, hvortil ingen burde naa, men som mere og mere bliver Udflugtssted, mens dens Kyster plyndres for sine Sten af emsige Forretningsfolk.

I Forgrunden ved Kanalen ligger et Par Fiskerhytter tækkede med Tang, der skinner som musegraa Silke mod Luften og det blege Græs. En hvidmalet Baad ligger halvt trukket op paa Kanalens Bred, hvor vældige violette Tidsler, høje som Garderkarle, blander sig som paa et broget Marked mellem Hærskarer af Rølliker og andre Civilister tværs over Dæmningen og ind over de flade Strandenge. Irgrøn Strandmalurt danner Farvegrænse mellem det blygraa Hav og den benradblege Havstok. Et Par hvide Heste, der ser ud, som Solen har falmet dem, staar tøjrede nær Stranden; deres Hoveder nikker ustandseligt, en fuldkommen mekanisk Bevægelse for at holde Fluer og Bremser borte. Ingen anden Lyd fjærn eller nær end Insekters ustandselige Summen.

Tunge Fiskerbaade ligger og sover derude paa Vandet for deres Ankere — alting sover, Heste, Mølle, Baade, Skyer og Hav. „In die ungeheure Weite reget keine Welle sich ....“ En ensom Maage glider lydløst forbi paa stive Vinger. Inde fra Plantagen høres pludselig en Gulspurv pippe, det eneste, som bryder Insekternes evige Lyd.

Jeg gaar langsomt tilbage gennem Plantagen, hvor Heden er mere forfærdende end noget andet Sted. En Fasankok bruser op en Alen til Siden inde i Krattet; en Hare lunter dovent afsted foran mig, men sætter tilsidst i lange, skæve Hop ned ad en Brandlinje, som om den har faaet Solstik. Senere spadserer en Agerhøne ganske roligt over Stien et lille Stykke forude, og ved Plantagens Udkant sidder en Lækat paa Numsen og kigger nysgerrig efter mig fra et Baghold mellem nogle Tuer. Jeg saa lige akkurat dens lille Slangehoved over Græsset. Saa forsvandt ogsaa den.

— Det er ikke nemt at forstaa, at man i dette Landskab befinder sig nær ved Fyens gamle Humleegn, og dog er jeg her paa Stedet kun et Par Milsvej fra de Sogne, som er Humledyrkningens oprindelige Hjemstavn. Det var Fru Anne Trolle Bille til Kærsgaard ved Brenderup, som i Aaret 1700 sendte et Par af sine Bønder til Preussen for at sætte sig ind i Humledyrkningen, og som herved grundlagde den fyenske Humleavl. Fra Brenderup og Ore Sogne bredte Virksomheden sig til Nabosognene Skovby, Harendrup, Ingslev, Asperup og Skastrup, og herfra videre over store Dele af Øen. Men det var de førnævnte Sogne, som lige op imod vor Tid blev dens egentlige Hjemstavn, hvor der til næsten hvert eneste

Hjem hørte en Humlehave, og hvorfra Handelsmænd med denne Vare paa deres Vogne berejste Landet helt til det nordligste Jylland.

Humlehavernes Størrelse rettede sig naturligvis stærkt efter Ejendommens. Til Ore Skovmølle hørte en Have paa ikke mindre end 2 Tdr. Land. Havernes Størrelse angaves iøvrigt for det meste ved Antallet af „Stakke“, d. v. s. de Kegler, som Humlestængerne dannede, naar de om Vinteren efter endt Brug var opstillede i Haverne ligesom Geværpyramider med sammenbundne Toppe, og som skulde rumme 100 Stænger hver. En enkelt Have i Skaastrup var „en 30 Staks Have“, d. v. s., at den rummede 3000 Stænger, og de andre Haver i Byen stod ikke meget tilbage for denne.

Af virkelige Humlehaver fandt jeg nu bogstavelig talt kun én eneste. De store Bryggerier har givet den hjemlige Humleavl Dødsstødet ved at anvende udenlandsk Avl, som er mere aromatisk og mindre bitter end vor egen. Ogsaa til Hjemmebrug købes denne indførte Plante, kun ganske faa brygger nu af egen Avl.

Det skal have været styrtende, hvad Fyenboerne kunde drikke i forrige Dage, da de selv fremstillede baade det fine „Gæmeøl" og det simplere „Davleøl", af hvilket det første blev brygget i Marts Maaned og ofte nødes med en „Pind“ i, som Regel dog kun ved festlige Lejligheder, mens man drak af det tyndere Davleøl straks efter Brygningen, og dette bestandig stod fremme. Fyenboen var altid „ti-dig“ til at drikke og bad om noget at „slykke sig paa“. Her paa Øen havde man Formen at blive „sloet“ ligesom i Jylland at blive „sæt“.

— Det var i Skaastrup hos den gamle Niels Jørgen Thomsen, at jeg fandt Egnens — og Fyens — eneste virkelig anselige Humlehave, hvori der endnu findes 400 Stænger — mod forhen 2000! Den næststørste Have findes ved „Skovmøllen" i Ore Sogn og rummer nu knap 200 Stænger. -— Det er et henrivende Syn, disse tætbevoksede Rafter, som med deres 10—12 Alens Højde staar hinanden saa nær, at næppe en Solstraale kan trænge ned imellem dem. Baade deres Vækst og Bladenes Form er vidunderlig smukke; men endnu skønnere er Synet naturligvis hen i August-September, naar „Kopperne" sidder tæt paa Rankerne, der klynger sig nær til de slanke Stokke.

Den 73-aarige Ejer er en prægtig Skikkelse, stor, velnæret og jovial, en sjælden Form for Fyenbo, en stærk Modsætning til det overvejende Flertal af sine Landsmænd, der gennemgaaende er smaa, vævre og lette Folk med et allegro Tempo og uden Embonpoint — ialfald Mandfolkene. Efter Ydret og hans Sindighed kunde jeg have anslaaet ham til at være Jyde.

Vejen hertil har ført mig over et aldeles dejligt Sted, en høj, brat Banke paa Bredeaa-Dalens Nordside, omgivet af Smaaskove og Lunde, hvor rødt Kvæg i Mængde og nogle uhyre Gaaseflokke færdedes over den frodige, grønne Dalbund — et mærkeligt Sted, denne Bakke med dens Kløft midt i det forholdsvis jævne Landskab.

Brenderup har nu ikke en eneste Humlehave tilbage, men iøvrigt er Byen en næsten sammenhængende Have med Mængder af Frugttræer og endnu med enkelte gode gamle Gaarde.

— Man kan aldrig blive træt af at beundre den udpræget fyenske Byggeskik fra de skovrige Egne. Den er mere i Familie med den østjydske end med den sjællandske, i hvilken det tømmerfattigere Bindingsværk altid skjules af Hvidtekalken. Her er det solide Egetømmer, som omgiver Tavlenes lyse Farvetoner, altid trukket op med en mørk Farve, som oftest Kønrøg blandet med Kærnemælk, og det blide Landskabs Karakter understreges af denne Pyntelighed i Boligerne, der ofte fremhæves ved smaa rundbuede eller større bindingsværksprydede Kviste og af Straatagenes blødt rundede Hjørner.

Et Eksempel paa denne udpræget fyenske Byggeskik, som meget sjældent træffes udenfor Øen, fandt jeg i Nærheden af Ore. Det er en af de rundbyggede Gaarde — „trundbyggede" kalder Fyenboerne dem — hvis afrundede Hjørner er fremkommen ved, at man har sammenbygget de oprindelig adskilte Længer, hvorfor man ikke sjældent finder Indkørselsporten i et af disse Hjørner. Den omtalte Gaard hører til en Samling Huse, „Pythusene", paa Ejlskov Mark. Den er én af de mest beskedne Gaarde, jeg har set paa Øen. Gaardspladsen er utrolig lille, og set ude fra Vejen bølger Længernes ulige høje Tagrygge op og ned bag hinanden som i de voldsomste Dønninger.

Mens de ældste vestfyenske Sulebygninger, som kendes, skriver sig fra det

17. Aarh.’s Midte, er de runde Hjørner næppe ældre end fra Begyndelsen af det

18. Aarhundrede. Den omtalte Gaard kunde udmærket godt se ud til at være mindst sine to Hundrede Aar gammel.

Under min Færd paa „Sletten" havde jeg Opmærksomheden henvendt paa de mørke Beboere af Nordfyen, som Professor Steensby omtaler som mulige Slægtninge af „Anholterracen", og som han ogsaa mener at have truffet enkelte Eksempler paa i Vestjylland. Jeg saa her virkelig enkelte Folk, der havde Farver, men absolut ikke Træk, tilfælles med Anholterne. Man tænker dog mere paa en Blanding af alpin Race og Middelhavsrace end paa „Anholterracen". Naar man betænker, hvor Fyen i Tidernes Løb har været overrendt af fremmede Soldaterkorps -— Spanioler, Franskmænd, svenske Tropper og vore polske Hjælpetropper, ja helt tilbage til Vendernes Dage — saa ligger en Forklaring ret nær.

løvrigt tror jeg, det gælder om mindst 75 % af „Slettens" Befolkning, at den er udpræget lys, nordisk. Stærkest udtalt finder man besynderligt nok dette hos de unge Kvinder. Her finder jeg virkelig „Slettens Pige", som Chr. Wilster besynger: ... hvor Bøgen kranser Land og Ø, som Uskyld Slettens Pige." Hun

er sund og slank, hendes Gang er let og smuk. Huden er brungylden, men dog lys i sin Lød; hun har lyseblaa eller graa Øjne, Haaret er nu ved Sommertid endnu lysere end Huden. Et udpræget nordisk Væsen! — Skønt disse Ansigter sjældent har regelmæssige Træk, er de næsten altid smukke, fordi de straaler af Sødme og Ungdom. Den lille 19-aarige Bogensepige paa min Tegning kan være en Generalnævner for dem.

Blandt de unge Mænd fandt jeg ingen fremherskende Type. Mørke og lyse findes i omtrent lige Antal mellem hinanden. Trækkene er uden Særpræg, ret udviskede og kedsommelige. Men heri adskiller den unge Fyenbo sig kun i ringe Grad fra hans jævnaldrende rundt om i det øvrige Land. Man finder almindeligvis de samme Typer mellem Bønderkarlene i Landets forskellige Egne som inde i Hovedstaden. Cigaretten i den ene Mundvig er deres fælles Emblem.

-— Jeg kom forbi en Skovfogedgaard nær Hofmansgave og saa Konen komme trækkende ud fra Gaardspladsen med en kaad Hest, som skulde tøjres paa Marken. Dyret galopperede rundt om hende i det fulde Tøjr paa den solbeskinnede

Toft, saa Jorden dundrede, og Kanonen i Hestens Agterkastel smeldede. Paa Ryggen af det blanke, røde Dyr og uden Tøjler sad en 16-aars Pige overskrævs. Hun var kun iført en Badedragt, og hendes gyldne Arme, Skuldre, Ben og nøgne Ryg straalede i Solen, mens hun svang paa Hesteryggen i Galoppens Rythme med højtløftede Arme. Hun skreg af Henrykkelse, de smaabitte Bryster hoppede som et Par Kid, der vil ud af Indelukket. Hun var ét med Dyret og Landskabet, i Familie med Solen, en lille Planet paa sin Bane, en ung Gudinde tilhest. Det var Frejs Datter, som var steget ned paa sin Ø igen, med evig Ungdom og tusinde Aar gammel.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela