MØN
Mine første Minder om Møn knytter sig til det skønne Rødkilde, hvortil jeg . sammen med tre andre jævnaldrende Bohemer var indbudt af den gamle Høvding Frede Bojsen for at musicere for Højskolens Elever, og hvor vi førte et kortvarigt Herreliv — uforglemmelige Dage med Udflugter over Landet, med Sejlture i Farvandene omkring Øen og med Aftener i den herlige Park. Dette er mere end tredive Aar siden; men jeg fandt nu ved Gensynet omtrent alt i samme Skikkelse som den Gang — paa Rødkilde den samme Stemning og fine Gæstfrihed, kun med et nyt Slægtled vandret ind i det gamle Hjem.
Paa min Færd nu fra Falster over Grønsund med Færgen mindedes jeg en lille Historie fra hine Dage. Frede Bojsen, der som bekendt begyndte sin Løbebane som Historiker og som bl. a. skrev flere udmærkede Afhandlinger om Møns Lokalhistorie, foreslog i sin Tid, at en ny Færge, som skulde sættes ind paa Ruten mellem Stege og Kalvehave, skulde bære Øens ældst kendte Navn „Movin“. Men den indfødte Skipper satte sig kraftigt til Modværge mod dette og argumenterede som saa: „Neej, de goer da slet itte an. Vi ka da’tte sejle hele Ti’en i Mo’-vind!“ — Hvilket blandt andet viser, at de stumme d’er ogsaa kendetegner det mønske Sprog og kan afstedkomme mærkelige Misforstaaelser.
— Hvad jeg under dette Besøg i mine unge Dage saa af Øen, har præget sig dybt i min Erindring. Dens Landskaber, som for omtrent tre Fjerdedeles Vedkommende næsten helt er uden Interesse, rummer paa den sidste Part til Gengæld nogle af de skønneste Egne i Danmark. Borren Banke paa Vestsiden, Ulfs-halelandskabet paa Øens Nordside og Høje Møn med Klinterne paa dens Østside er hver paa sin Vis Perler i dansk Natur, Klinten utvivlsomt den mærkeligste og smukkeste Kyst, vort Land ejer. Hertil kommer Øens Rigdom paa pragtfulde Oldtidsminder foruden et Par usædvanlig interessante Kirkebygninger. — Med Stege By som Udgangspunkt berejste jeg hele Øen paa Kryds og tværs, uden at mine Indtryk fra for en Menneskealder siden ændredes stærkt.
Gennem et smaabakket Landskab gaar min første Færd fra Stege mod Sydvest gennem et aabent Land, heldigvis uden levende Hegn, og fra Smaahøjderne har jeg bestandig frie, smukke Udsigter, saaledes især fra en 36 m høj Banke Vest for Rødkilde over Noret, Stege By og Bugten. Overalt ser jeg mange Oldtidsminder, ikke langt fra Stege ligger tre anselige Jættestuer nær hinanden, men desværre saa tilgroede med Krat, at de næsten er skjult.
Ved Lerbæk begynder store Skovstrækninger, som gaar fra Marienborg Gods i et næsten sammenhængende, bredt Bælte helt ned til Sydkysten. Marienborgs Hovedbygning, som er opført 1853—54, er et temmeligt tarveligt Bygningsværk af gule Mursten, men dens Park er til Gengæld overordentlig smuk og rig paa sjældne Trævækster. Udmærket ser den ud fra Indkørslen, hvor der gaar en Dæmning over en voldgravlignende Sænkning, som paa begge Sider har maleriske Trægrupper.
— Mit første Maal er Præstbjerg, som med sine 47 Meter er Vestmøns højeste Punkt, men hvor jeg led en stor Skuffelse. Den dejlige Banke staar for Fald, den er allerede for mere end Halvdelens Vedkommende forsvunden og forvandlet til Grusgrav, en Ødelæggelse, som allerede er paabegyndt i 1885 af den nuværende Ejers Far, og som fortsættes Aar efter Aar. Generalstaben, som anvender den til Maalinger har to Gange villet købe Retten til at sikre Mærkets Plads paa Bakkens Top, men hverken den afdøde eller den nuværende Ejer har villet indgaa paa nogen Forpligtelse, det er altfor fin en Forretning som Grusgrav. Det første Generalstabsmærke er forlængst ramlet ned sammen med Bakkens Top, et nyt er bleven rejst — men der graves stadig paa Kraft.
Endnu ser man dog over store Dele af Vestmøn fra Bankens skarpe Kam paa Grusgravens Rand, der staar som en havhærget Klint ud mod Fladerne. Endnu vandrer Blikket vidt ud over Grønsund helt til Pomlenakke paa Falster, til Bogøs Østerskov, til Sjællandskysten helt fra Stensbys Skove til Kalvehave, til de høje Banker ved Vordingborg, over Bælter og Sunde.
Men om nogle Aar vil dette Udsigtspunkt være forsvundet, Gravningen æder mere og mere bort af Bakken. Naturligvis — der bliver her som mange andre Steder i Landet en Slags Balance i Tingene, naar Befolkningens Levefod bliver højere, samtidig med at Landet bliver fladere. Der er slet ikke noget at gøre ved den Ting. Ikke andet end at knytte Hænderne i Lommen og bande.
— Et lille Stykke Sydvest for dette Sted ligger den store, smukke Fanefjord Kirke, der sammen med Kirkerne i Kjeldby og den mindre i Elmelunde med Hensyn til deres Kalkmalerier hører til Landets bedste. Mens Malerierne i Elmelunde er fremdraget og restaureret allerede i 1885—86 og de berømte Billeder i Kjeldby Kirke er kommen for Dagen og istandsatte i 1889—90, er de ypperlige Dekorationer i Fanefjord Kirke først fremdraget i 1930, da de endnu var skjult af et tykt Kalklag, og restaureret af Nationalmusæet i 1932—35. Kirken, hvis ældste Dele stammer fra 13. Aarhundrede, og som alene paa Grund af sin Størrelse — den er 38 m lang og 11 m bred — var en Seværdighed, er bleven det yderligere efter denne Restaurering, som er fortrinligt udført. Billederne stammer fra to forskellige Perioder, idet Triumfbuens Udsmykning er fra ca. 1350, mens Skibets er fra ca. 1500. De sidste er rimeligvis udført af samme Mester som de næsten samtidige fra de to andre Kirker, da de bærer næsten nøjagtigt ens Bomærker. — Billederne staar saa friske og skønne, som var det Originalerne, man har for sig; deres herlige Jordfarver: Dodenkop, Okker, Grønt, rød Oxyd, Graat, Sort og vistnok Umbra og Terra de Siena, er af en fortrinlig, harmonisk Virkning. Emnerne er hentet fra baade det gamle og ny Testamente og Helgenhistorien. Krydshvælvingerne er dekorerede overalt helt ned til Søjlernes Kapitæler, og selv Søjlerne er bemalede omtrent ned i Mandshøjde. Det hele virker baade overdaadigt og fornemt. Det er, som man befinder sig i det indre af et uhyre stort, pragtfuldt
og straalende Smykkeskrin. — Med Hensyn til Farveskønhed forekommer disse Kalkmalerier mig at overgaa dem i den mere berømte Kjeldby Kirke, hvilket sandsynligvis skyldes at Restaureringen er langt bedre. Desværre er alt Træværket herinde bleven bemalet med en simpel, kanongraa Oljefarve, hvad der virker yderlig smagløst i disse Omgivelser.
— Fra Kirkebakken er der Udsigt over „Kirkenoret" med dets utallige Halvøer og Næs af de mest forskelligartede Former, og mod Damme Mader, hvor under Svenskekrigen det blodige Slag stod mellem 3000 Svenske og 500 Danske, hvilket naturligvis endte med Danskernes Nederlag overfor de krigsvante fjendtlige Tropper.
Vestmøn er den Del af Øen, som er rigest paa Stenaldermindesmærker, og herude langs Kysten findes nogle af de smukkeste. Omtrent 300 m Syd for Fanefjord Kirke ligger den berømte Grønjægershøj, en fremragende Langdysse, ganske smal men af mægtig Længde og med 160 Randsten, som særlig ved den østlige Ende er af kolossal Størrelse, enkelte af en Højde paa indtil 2m. De tre endnu synlige Gravkamre har mistet Dækstenene og viser sig kun som rektangulære Grave paa omtrent 2m’s Længde og 2/s m’s Bredde og Dybde. -— En Vej og nogle Roemarker begrænser Højens Fod sammen med en stor Kalkbunke og et Hønsehus! — Fra Stedet ser man temmelig vidt over det aabne, fjordskaarne og ret barske Landskab, et godt Sceneri for Sagnet om „Grønjæger" eller „Grøn-jette“, som hver Nat kom jagende her tilhest over Møns Vestkyst med et stort Kobbel Hunde efter sig, med Spyd i Haand og med Hovedet under Armen. Henrik Fyenbo saå ham med egne Øjne en Nat oppe ved Borren Skov og maatte holde hans Hunde, for hvilken Tjeneste Bonden senere ved Jægerens Kunster blev en velstaaende Mand. — Efter Grønjæger har Grønsund faaet Navn, siger Sagnet, og Fanefjord efter hans Fæstemø Fane.
Kun en halv Mils Vej Nord for Stedet nær Røddinge findes et af Danmarks mest imponerende Oldtidsminder, Klekkende Høj, en Dobbeltjættestue med to Indgange, Kamrene kun adskilt ved en Væg. Ligesom flere af Stenmindesmærkerne paa Øen er den desværre saa bevokset med Træer og Buske, at den til Trods for sin Størrelse ikke gør fjerneste Virkning i Landskabet, selv paa ringe Afstand virker den kun som en lille Lund. — Ikke langt herfra ved Sprove findes en anden, meget smuk Jættestue, Kong Asgers Høj, og i dennes Nærhed en prægtig og meget velbevaret Runddysse, som ligger frit og virker herligt i Landskabet med sine store Randsten og sit monumentale Gravkammer.
Smukkere og mere udpræget ødansk end noget andet Landskab, jeg har set paa disse sydlige Øer, maaske med Undtagelse af Ravnsborg Voldsted paa Lolland, er Udsigten fra den nærliggende, mærkeligt isolerede Borren Banke nær Kysten ved Ulfsund. Jeg havde ikke tænkt mig, at jeg paa disse Kanter af Øen skulde opleve noget saa helt enestaaende. Svimlende brat falder den 33 Meter høje Banke ned mod Fladerne og Kysten i Vest. Smukke Trægrupper klæder Skrænten, som ender ved en Bondegaard saa dybt nede, at man bogstaveligt kigger ned i dens Skorstene. Og bag dette ser man over uendelige Vidder af Havarme, nære og fjærne Øer og brede Sunde. Blikket rækker helt til Tærø, Bogø og Langø, og mod Nordøst over Koster-Halvøen til Kalvehave, mod Øst over Stege Bugt med Noret, og den lille Købstad. Hele Smaalandsfarvandets østlige Del ligger blaanende omkring de dejlige, grønne Øer og foran fjærne, skovklædte Kyster. Det brede, strømskaarne Vand dernede fortsætter ind i Landet med lave Moser og Sumpe med Rørskove, alt svimlende dybt nede, og Øerne derude ligger saa dybt under mig, at jeg tydeligt ser de skillende Vanddrag imellem dem. Yderst ude svæver de som skønne Fata Morganaer over det blegblaa Hav. Hvor friskt og herligt et Sted, hvilke Farver over Landene og de mange Løb og Sunde, som fures af den friske Septemberblæst!
Møn. Ved Lagunerne paa Ulfshale, yderst paa Halvøens Sydside.
Møn. Udsigt fra „Borren Banke" over Smaalandshavet mod Tærø og Bogø.
Møn. Grønjægershøjs nordøstlige Hjørne.
Møn. Sømarke Dyssekammer.
Møns Klint. Faldene nær „Taleren". Til venstre et stort Skred.
Møn. Stranden ved „Busene Have".
Møns Klint. Faldene omkring „Dronningestolen". I Baggrunden skimtes Sommerspiret.
Møn. Ved Geddesø i Klinteskoven.
— Det er mærkeligt netop paa dette yndige Sted at mindes det frygtelig mørke Sagn, som Thiele fortæller om denne vestmønske Egn, og som i Gru søger sin Lige mellem danske Sagn. Det berettes omtrent saaledes: Hr. Truels med sin Hustru Mettelil boede i Fanefjord Sogn og havde seks Børn. Men nogle Røvere bortførte hans tre smaa Sønner, saa han kun havde tre Døtre tilbage. En Søndag mange Aar efter, da disse som voksne Jomfruer vilde gaa til Horbelev Kirke paa Falster — den Gang var Sundet ikke bredere, end at man kunde springe over det — mødte de tre Røvere, som truede med at dræbe dem, hvis de ikke vilde tage dem til Ægte. Men de gav Røverne til Svar, at de hellere vilde lide Døden end friste denne Skæbne.
Da dræbte Røverne dem; og de lagde de tre Lig i Sække og bredte Pigernes Klæder over dem. — Silde om Aftenen gik de ind i Hr. Truels’ Gaard og stillede Sækkene i en Krog. Siden sad de og drak med Herremanden saa drøjt og længe, at han maatte gaa tilsengs.
„Da begjerede de Fru Mettelil, som blev alene tilbage; men hun vidste vel at redde sig.“ Hun forlangte nemlig at se, hvad der var i deres Sække, som de havde stillet fra sig. Og da hun saa og genkendte sine Døtres Klæder, gik hun ud og vækkede hemmeligt Hr. Truels og alle hans Mænd, og Røverne blev fangede. Nu bekendte de, at de var af ædel Herkomst, men at de engang som Smaadrenge var bortført af Skovrøvere. Da genkendte Hr. Truels i dem sine egne Sønner; og han gav dem det Raad, at de for deres Synders Skyld skulde rejse til det hellige Land. Men de to ældste, som havde den største Skyld og ikke havde lyttet til den yngste, der bad om Skaansel for Pigerne, vilde have deres Straf og lade Liv for Liv. Den yngste lød Faderens Raad; men de to ældste blev stejlede paa den Høj, som endnu vises Øst for Horbelev Kirke. -— Den yngste kom efter mange Aars Fravær tilbage fra sin Færd og levede længe paa Egnen. Da han døde, begrov de ham paa Marken paa det Sted, hvor endnu „Pilgrimstenen“ findes. —
— Ligger der nu nogen virkelig Begivenhed til Grund for dette grufulde Sagn? Jeg tror ikke, man bør tvivle om, at det i Hovedsagen kan være Sandhed. Det er nedskrevet af den omhyggelige Thiele i Begyndelsen af forrige Aar-hundrede, da Slægt efter Slægt endnu havde bevaret Erindringen om Begivenheder, som ofte gaar helt tilbage til den mørkeste Middelalder, og som ikke sjældent har staaet for en historisk Prøve, naar en saadan har været mulig. Og med Hensyn til Grusomheder, Bortførelser og Røverier stod Middelalderen jo ikke tilbage for vor Tid, selv om Dimensionerne den Gang var mindre!
Turen ad Vejen fra Stege langs Bugtens Østside er meget smuk. Den lave Strand med de mange fantastisk formede Halvøer og Rørholme op mod det dyb-blaa, vindrørte Vand er af stor Farvepragt, især lige inden for „Luddeholme", hvor man har Udsigt over Vandet til Nyords Højland, til den lille Lindholm og Sjællands Skove.
Længere mod Nord kommer man efter at have passeret de aldeles flade Strandenge ved „Hegneden“ ud paa selve Ulfshale med dens trods Lavheden bestandigt vekslende Landskab med Skove, Krat, Lyngheder, Laguner, Sumpe og Sivskove, et Stykke Natur, som knapt har noget Sidestykke. — En umaadelig Rigdom paa Trævækster rummer denne sære Naturskov, der synes at være lige saa gammel som det Land, der bærer den. Stedvis er det fuldkommen Storskov, for det meste ganske tæt og med vældige, ældgamle Ege, med Lind, Naur, Avn-bøg, Asp, Birk, Røn, Tjørne og Ener, de sidste undertiden af en Højde til hen imod 10 Meter. Herinde træffer man den sjældne Tarmvrid-Røn, som ellers her i Landet kun optræder i Basnæs Skov og paa Bornholm.
Udenfor Skovens Sydside er der vide Lyngsletter, brudt af Mosehuller og Laguner og hist og her bevokset med enligtstaaende smaa Skovfyrre og Ener — et af de prægtigste Landskaber, jeg har set udenfor de gamle, jydske Hedesletter.
Mærkeligst ved det hele er næsten selve Bunden — Materialet, hvoraf Landet er dannet. Overalt hvor jeg færdes ser jeg Rullesten i Mængde; paa Vejene, langs Stranden, i Lyngheden og selv dybt inde i Skoven finder man dem, paa de aabne Steder hyppigt som en fuldstændig jævn Pikning af omtrent lige store Sten, saa Overfladen ser ud, som om den er dækket af Gaaseæg. Det er dette Stenmateriale, hvoraf hele den 72 Mil lange og 1/i Mil brede Halvø er lavet; det er slæbt ind i Landet under Istiden og siden af Havstrømme ført til sin nuværende Plads, hvor det har dannet Strandvolde og Revler, mens Bølgerne i Aartusinder bestandig har skyllet hen over det, tumlet med Stenbrokkerne og rullet dem frem og tilbage, indtil de har faaet alle Kanter og Fremspring slebet af og antaget den kuglerunde Form. Siden har Landet langsomt hævet sig, Muld er kommen til efter at Fuglene og Vinden har ført Frø herover og Havets Slik har lagt sig over Stenene. Og Planterne har klædt den haarde Grund — Urskoven er opstaaet, hvis Efterkommere den Dag idag gror paa Stedet, og af hvilke Lyng, Bævreasp, Ener og Fyr maa være de ældste. Det er et lille Stykke af vort Lands Udviklingshistorie, vi her stadig har for Øje.
— Smukkest herude er det aabne Lynglandskab, især paa Skovens Sydvestside. Lige da jeg stak Hovedet udenfor Skovbrynet, lettede fra en lille Lagune en enlig Krikand, som baskede væk med Solglans paa Vingerne ind over Hedens Lyngtuer.
Rundt om mig i Skovbrynet er der en Vrimmel af Brombærbuske, som gror i Læ af Linde og Elme og er fulde af modne, kulsorte Bær. Solen bager herinde i Læet, og man mærker intet til den stride Vestenblæst, som gaar sin Gang derude over Heden. En Mand i en blaa Bluse og med en stor Kurv gaar og plukker Brombær; han og Krikanden er de eneste Væsner, jeg ser herude.
At ligge ene i Læ af en Skov paa en solklar Septemberdag og proppe sig fuld af modne Brombær, som man kan naa i Buskene omkring sig, er en saa udsøgt kulinarisk Nydelse, at faa andre kan komme paa Højde med den. Det er fin Mad og ædel Vin paa én Gang! — Og den paafølgende Pibe Tobak smager under saadanne Forhold aldeles himmelsk.
— Kun med Hensyn til Farver staar dette Sted tilbage for Ulfshalens yderste Spids. Herude er i den Henseende alt idag af Blæsten pisket op til den højeste Ydeevne. Knaldgult og grønt Græs straaler mod det djævelsk blaa Vand, som Stormen furer og striber. Nyords Højland skinner bag den matte Strøm som Okker og Rust i den vilde Sol, og dens lave Enge, der er ganske nær, ligger som en metalgul Stribe, glimrende i Farven som et gyldent Sværd, der er lagt mellem Klint og Hav. — Foran mig paa den yderste Strand, hvor lave eddergrønne Græspuder rører Havstokken og slikkes af Bølgerne, staar rustrød Regnfang, Røllike og Engelskgræs, som svinger fortvivlet i Blæsten og rykker paa Roden.
Yderst mod Vest, hvor Odden som en Laarknogle rager ud i Vandet, er der en stor Virksomhed i Gang, „Ulfshales Stenværk“, som udnytter Grundens Ral over et stort Areal. I første Omgang er dette naturligvis ødelæggende for Landskabet; men saa snart ét Sted er udnyttet, og Maskinerne er flyttet til et andet, er Naturen straks parat til at reparere Skaden. Den heler de slagne Saar, de ved Gravningen opstaaede Laguner og Smaadamme klæder den med Rør og Siv, og Buske og Smaatræer vandrer paany ud over de hærgede Steder.
Værre er det, at der langs Skovvejen og andre Steder er Tegn paa, at Filistrene er over Landet! Sommerhuse, endogsaa i Form af udrangerede Sporvogne og Omnibusser, finder man hist og her, som viser, at Fjendens Fortropper er ved at rykke herind. — Saa meget mere maa man glæde sig over, at Rødkilde er Ejer af 300 Tdr. Land herude, som den skærmer og som ikke vil blive rørt. —
— Et prægtigt Sted finder jeg ved Skovens østlige Udkant i det aabne Landskab, som danner Kysten ved „Søhundehavn“, og hvor nogle fritstaaende store Ege rager op over Fladen, den ene helt udgaaet og hvid som en Benrad. Ogsaa herude er der Mængder af Enerbuske paa Strandengene omkring den sandede, ralstrøede Vej, hvis to dybe Spor snor sig strandlangs mod Sydøst. Havet gaar brusende og skummende, med en bestandig kogende Lyd ind over Strandens Sten for den stride Blæst.
Stæreflokkene samler sig nu for Alvor til Trækket, Viberne skraaler hæst og er begyndt at snakke om det samme. — Men hvilken Solskinsdag — September er endnu i sit gode Hjørne med flyvende Sommer og Morgendugg over Lyng og Buske.
Landskabet omkring Hovedvejen fra Stege mod Øst er af ringe Interesse, indtil man faar Høje-Møn i Sigte. Det er kun Kirkerne i Kjeldby og Elmelunde, især den første, som paa Grund af deres Kalkmalerier er Seværdigheder paa denne Strækning. Efter at den gamle, herlige Borre Præstegaard, som var Øens smukkeste, er bleven nedrevet, staar kun Præsfegaarden i Hjærtebjerg ved samme Vej tilbage som den ypperste i sin Art.
Forlader man Hovedvejen og tager ad en Bivej, som fører gennem Landsbyen Sømarke, kommer man forbi et af Øens smukkeste Oldtidsminder, det vældige Sømarke Dyssekammer, der som en Jættes Borg rejser sine Stenmasser over Højen, hvorpaa de hviler. Med Hensyn til Beliggenhed er det Møns mest fremragende Stenkammer, især mod Sydvest er Udsigten herfra herlig over Magleby med dens Kirke og helt til den soltindrende Østersø.
Allerede her er man ude paa Høje-Møns Bjergland, hvor Banker fra 50 til over 100 Meters Højde løfter sig rundt omkring. Men mit første Besøg herude blev afbrudt af optrækkende Regn og stærk Tykning, og først et Par Dage senere lykkedes det mig at faa et virkeligt Indtryk af dette Landskabs Storhed.
•— Det var Doktor Traberg i Damsholte, som elskværdigt stillede baade sig selv og sin Vogn til min Raadighed en Dag, og som foreslog, at Vejen denne Gang skulde gaa Sønden om Stege Nor ud til Højlandet. Det var bleven et pragtfuldt Septembervejr, og Køreturen omkring Sydsiden af det lange, blaa Nor mellem de efteraarsgule Marker var vidunderlig smuk. Fra Nordsiden ad Hovedvejen tager Noret sig modsætningsvis kedsommeligt ud. Hr. Traberg fortæller, at i de en Snes Meter høje Klinter nær Svendsmarke paa Sydsiden træder Kridtet i Jordbunden tydeligt frem, det eneste Sted paa Øen, hvor dette forekommer udenfor de store Klinter paa dens Østkyst.
Vi ser mange smukke gamle Bønderboliger paa vor Vej gennem de hyggelige, smaa Landsbyer, saaledes i Kjeldbylille, hvor jeg ved Byens Gadekjær finder et herligt lille Hus, som med sine idylliske Omgivelser er typisk for de mønske Landsbyer.
Ogsaa denne Del af Øen er rig paa Oldtidsmindesmærker, om end ikke i saa overvældende Grad som Vestsiden. Ved Raaby findes utvivlsomt ikke alene Møns, men et af hele Landets smukkeste Stenkamre, fuldstændig velbevaret og af en usædvanlig monumental Form. Det ligger paa en aaben Mark, hvor det virker overmaade smukt i Landskabet. Selv om det ikke er saa højtliggende og Stedet ikke har saa vide Udsigter som Sømarke Dyssekamret, er der dog ogsaa herfra et ypperligt Skue ud over de smukke, faldende Bakkedrag mod Havet i Syd, og mod Øst til Klinteskoven med dens prægtige Konturer. — Især set vestfra er dette Gravkammer vidunderlig skønt; den kolossale Dæksten hviler paa 3 Bæresten, som alle har en fuldstændig plan Flade ind mod det rektangulære Kammer, som er helt lukket paa de 3 Sider, mens den fjerde mod Vest er aaben. — Desværre skæmmer Fredningsmærkets Opstilling Kamrets Skønhed; det vilde være fristende at foreslaa det anbragt mere diskret, f. Eks. tæt indenfor Indgangen, hvor det foruden at være mindre synligt maaske kunde hindre Bønderne i at bruge Gravkamret som Opbevaringssted for Plove og Harver! •— Hvorfor skal disse Fredningsmærker overhovedet være saa store og iøjnefaldende, at de næsten altid virker forstyrrende? Ejeren af Stedet véd jo altid, at de er der; og han er dog den eneste, som kan tænkes at volde Fortræd, idet fremmede jo aldrig vilde finde paa at lave Hærværk paa hans Mark!
Ved Budsemarke opsøger jeg den berømte Langdysse, som viser sig at staa tilbage for flere andre, jeg har set herovre, især med Hensyn til landskabelige Omgivelser. Den ligger i en Lavning mellem kedelige Roemarker og er altfor bevokset med Buske. Den er ikke særlig lang, men har blandt sine mange velbevarede Randstene enkelte meget svære, saaledes 3 usædvanlig store ved den sydvestlige Ende. Den ene har nogle meget tydelige, skaalformede Fordybninger i et Antal af omtrent 30 Stykker.
Efterhaanden som vi nærmer os Høje-Møns Bakkeland, begynder Terrænet at bølge stærkere og stærkere, og undertiden kommer vi allerede her op i anselige Højder, hvorfra man stedvis faar Udsigt over hele den østlige Del af Øen. Længst mod Øst løfter Klinteskoven sin blaanende, bjærgagfige Silhouet mod den lysende perlemorsfarvede Himmel. Et vidunderligt Panorama med fine, gyldne Fjærn-toner til alle Sider under et næsten usynligt Skyslør.
Jeg lægger Mærke til et besynderligt Fænomen, idet der over de østligste Højder med deres skovklædte Toppe ude mod Havet bestandig har ligget en ganske lav, men tæt hvidlig Taagebanke, hvis øverste Rand er solbeskinnet og aldeles nøjagtigt følger Skovens uregelmæssige Konturer. Doktor Traberg siger, at denne Taagebanke overordentlig hyppigt iagttages paa dette Sted herinde vest-fra, og den formodes at skyldes Gus fra Havet, som danner sig paa Grænsen af delte Sted og Klinten, naar Havluften møder de vældige Kridtmasser. •— Taagerne holdt sig ganske rigtigt over Strækningen, hvor Klinterne findes, og holdt brat op Nord og Syd for disse. De mindede mig fuldstændigt om det Fænomen, man møder i arktiske Egne og kalder „Isblink", og som skyldes Ismassers Refleks mod den relativt mørke Himmel over aabent Hav omkring dem.
Forbi den hyggelige gamle By Mandemarke kommer vi ad Vejen gennem et bestandig stærkt kuperet Terræn. Det er endnu kun Udløbere af selve det store Højland, men allerede her er det et helt lille Bjærglandskab med dejlige Linjer, med Banker og dybe Fald kaotisk mellem hinanden, og med de mørke Skove som Østgrænse. Længere mod Syd falder Landet jævnt og roligt ned mod Sønder-stranden ved den smukke Skov, som kaldes Busene Have, et af de bemærkelsesværdigste Steder paa Øen. Det er yderst en udpræget Strandskov, men med kæmpemæssige Eksemplarer af Eg og Ask, Lind, Naur og Avnbøg foruden en Mængde andre Træarter, voksende helt ud til den sandede og stenede Strand. — Inde i denne Urskov det grønlige Mørke under de tætte Kroner, som bæres af vældige, ofte vindkrøgede Stammer med deres voldsomt formede Grenenet — udenfor Skovbrynet det blændende Lys over den aabne Strand med de nedrullede, store Kampestensblokke, Skov og Strand skilt fra hinanden ved et Bælte af straalende Urter i alle Efteraarets rige Farver. Skoven danner vestligst et fuldkomment Vildnis, lavt og vindhærget yderst mod Stranden. — Det er Øens anden Urskov, en mærkelig Pendant her paa Sydøstkysten til Ulfshaleskoven paa Øens nordvestlige Side.
Yderst mod Øst, skilt fra Hovedlandet ved den vældige Lavning, som nordfra skærer sig helt ned til Landsbyen Borre, løfter Øen sig til det store Bakkeland, der kaldes Høje-Møn, og som ud mod Havet rejser sig til en magtfuld Gestus, den vældige Møns Klint, hvis Banker kulminerer i det 143 m høje Aborrebjerg og er skovklædte paa en Strækning langs Kysten af omtrent en Mils Længde, helt ud til, hvor Kridtklinternes Fald staar svimlende brat ned mod Havstokken.
Klinten bestaar fra Fod til Top af Danmarks ældste Undergrund Skrivekridtet, der her som Modsætning til ved Stevns og i andre lignende Klinter i Landet ikke ligger i forholdsvis regelmæssige, vandrette Lag, men i stor Udstrækning er bleven bøjet og skraatstillet og har talrige Forskydninger og Revner, som deler Lagenes Sammenhæng. Her findes ingen Ensformighed, de umaadelige Kridtmasser med deres stejle Fremspring og dybt indskaarne Kløfter er den mest pragtfulde og afvekslende Kyst i Danmark. — Det Tidsafsnit, da de store Forskydninger i Møns Klint har fundet Sted, ligger imidlertid langt senere end Kridtperioden; vistnok er dette sket efter at Landet i Kvartærperioden har hævet sig, og det skyldes muligvis, foruden Bevægelser i selve Jordskorpen, det vældige Tryk, som Lagene har været udsat for af Bræen under den store Istid.
— Møns Klints Skønhed kan ikke beskrives, den kan ikke gengives paa Tegning eller i Maleri. Denne Kyst er lige saa utilgængelig for en Mand med Palet i Haanden som selve Poesiens Muse vilde være for en Fotograf. — Hvorfor har jeg da overhovedet søgt at give et Billede af dette Sted? Kun for i al Ydmyghed at prøve paa at læsse den Byrde af mig, som dets Skønhed har lagt paa mit Sind. Og vistnok ogsaa for at lokke dem, som endnu ikke har set dets Pragt, til at rette denne Fejl.
Første Gang, jeg var paa dette Sted, var ved Forsommertid, da Skoven om Klintens Tinder og i dens Kløfter endnu var lys og grøn — det Tidspunkt, som alle havde anbefalet mig som det bedste. Nu gensaa jeg det i Septembers Slutning, da Træernes Løv var begyndt at faa alle Efteraarets Toner. Og dette sidste var langt skønnere. Min Vandring langs hele denne Klintekam foregik i en bestandig Farverus.
Schweizs sneklædte Alpetinder har jeg set over Rhonedalens blomstrende Kirsebærtræer. Jeg har gaaet paa den romerske Campagne og set Rocca di Papas blaanende Top over Slettens gyldne Taager. Jeg kender Grønlands Isfjelde med deres straalende Farver, har set Landets blaanende Kæmpebjærge løfte sig over Efteraarets rødmende Havisflade. Men intet har grebet mig som Synet af denne danske Kyst paa hin sene Septemberdag.
— Straks da jeg kommer ud af Klinteskoven ved dennes Sydende ser jeg Sommerspiret rejse sin gyldenthvide, jomfrueligt rene Kegle som en mægtig Obelisk mod det blaa Hav bag en af de mest sønderrevne Kløfter i Klinten, aller-yderst paa et skarpt Huk imod Vandet. Skrænterne omkring det og Kløften maa være gamle, thi store Dele af dem er klædt af Skov, der i alle mulige Farver som Mos og Lav kryber op ad de stejle Sider. Ude i Øst begynder lette Havtaager at nærme sig Landet, men endnu straaler Sydsolen herinde i al sin Glans, og de fantastiske Kridtmasser kaster dens Lys tilbage med en Styrke, saa man næsten blindes, lige efter at være traadt ud fra Skovens Tusmørke.
Endnu mere farveprægtigt er Maglevandsfaldet, set fra Nord mod Syd, hvor dets yderste lodrette Masser staar som en Mur mod det soltindrende Hav bag en Forgrund af Træer, der klæder hele Faldet, og som rummer alle Toner af smaragdgrønne og blaalige Skygger til Trætoppenes gnistrende røde og okkergule Glorier. Hvilke Dimensioner, denne Kløft har — jeg tænker sammenlignelsesvis paa de miniatureagtige, bornholmske Klippeformationer langs denne Øs Kyster.
Men intet andet Sted herude kan taale Sammenligning med Dronningestolen og Faldene omkring denne. Set fra Nord paa denne Tid af Dagen, hvor Solen staar lige bag de næsten lodrette Skrænter, som overalt ligger i Skygge, er det det mest farveprægtige Sted jeg kender. En Turners Palet er bleg og tung imod dette. Den svage Dis fra Havet er begyndt at lægge sig over Kysten, og de vældige Kridtmasser, som løfter sig til 100 Meters Højde over Stranden, har faaet Skær af fine Perlemorsfarver •— de synes ikke mørkere i Skyggen end deres solbelyste Rande, blot mere douce i Farven, ædlere. De lyser imod mig med alle Regnbuens Toner, et Orgie af Farver, en Fanfare af Lys, selv inde fra de dybeste Kløfter. Over dem paa Klintekammen staar i Skovbrynet Træer af alle mulige
Arter med et Væld af stærke, dybe Farveharmonier fra Guld til Rust og Blod — alt med den fine, mildnende Soldis over. Og under og bag alt dette ligger det bleggraa Hav, hvis langsomme, sindige Dønning staar i en skummende Krans om Klintens Fod. Inderst er Havet flaskegrønt over de udskyllede Kridtmasser, gaaende over i det blege Blaa længere ude. Men yderst, hvor Horisonten skulde ses himmelhøjt oppe, glider Luft og Hav sammen i rosafarvet Dis uden nogen Overgang. Det hele er fuldkommen eventyrligt, og samtidig vældigt som intet andet Sted indenfor vort Lands Grænse.
Jeg tilstaar, at jeg mange Steder i Danmark har set Landskaber med videre Udsigter, af en storslaaet Stemning, som var mægtigt gribende — Holmslands Klit, Steder paa den jydske Hede, Agri Bakker, Vejrhøj, og hvorfor ikke tage Himmelbjerget med — og mange andre kunde nævnes — men aldrig noget Sted, som havde skønnere Linjer og en højere Farvepragt. — Hvilken Baggrund for Vandrefalken, som yngler her paa disse eventyrlige Klinter, et af de yderst faa Steder i Danmark, hvor denne fornemme Røver har slaaet sig ned!
— Fra Hylledals Klint ser jeg mod Taleren i Nord, atter i fuldt Sollys, efter at Disen for en lille Stund har trukket sig ud over Havet. Ligesom Sommerspiret ligger Kysten paany blændende gulhvid med blaakolde Skygger og okkervarme Reflekser. Dog ogsaa her møder jeg en Mængde Farver; mens Talerens Masser staar blændende som Ild mod Havets kølige Baggrund, er Skovens Kroner, der klæder Klinten og som paa Afstand fuldstændig minder om vældige Mospuder, ganske douce i Tonerne. Efteraarets døende Løv er som falmet i Farven, naar Solen falder lige paa det. Kun i den nærmeste Forgrund, hvor nogle alpe-spidse Smaatoppe dukker op mellem Kronerne, staar disse med voldsomme Farver, en vanvittig Symfoni paa Baggrund af Klintens Sider, der overalt er blødere og skønnere i Farven end Marmor. — Til venstre har jeg et mægtigt, jævnt skraa-nende Skred, som begynder helt heroppe ved Klintekammen og strækker sig i et halvtreds Meter bredt Bælte ned i Havstokken.
Et andet vidunderligt Sted fandt jeg endelig ved Vitmundsnakke, hvor i Forgrunden en forkrøblet Bøg næsten har antaget Form af en Skovfyr, og hvor denne sammen med de øvrige Trævækster virker fuldstændig som et raffineret, japansk Motiv mod Baggrund af den kolossale, lodrette Kridtmur og det blege Hav. Gennem Disen skimter jeg dybt nede Bundgarnspælene som lette Tegninger, lavet med den fineste Spids af en Tuschpensel. •— Visne Blade daler fra Træerne forbi mig ud over Randen; jeg ser slet ikke, hvor de ender dér svimlende dybt nede — de glimter som Kobber og Ir i Sollyset under deres ujævne Dalen ned, ned ....
— Hvorfor fortsætte med at skrive om dette, naar jeg dog paa Forhaand har erkendt min Magtesløshed! Her mere end noget andet Sted jeg kender gælder den gamle Frase, der er brugt som Redningsbælte i mangen fortvivlet Situation: Sligt kan ikke beskrives, det skal ses!
Men den som har troet, at Impressionisterne mellem de store franske Malere, de som i deres Kamp med Farven er naaet nærmest til Sollyset, under deres Forsøg paa at komme Virkeligheden nær, at illudere, at de skulde have overdrevet deres Virkemidler — saadanne Taaber kan gaa til Møens Klint for at naa til Omvendelse. Farver som disse findes kun i Naturen; det er Solens ægte Børn, deres Skønhed og Glans naas aldrig paa et Lærred.
Maaske ligger de rene Farver derinde i Tubernes Mørke og drømmer om hver for sig og ganske ene at komme til at udrette det vidunderlige. Men de vaagner til bitter Erkendelse af Virkeligheden allerede paa den flade Palet, hvor de tvinges af en haard Skæbne til at blive Led i et altfor blandet Selskab og forsvinde i Hoben; og mere og mere graa og triste bliver de, indtil de endelig naar over paa Lærredet, hvor de oftest gaar Døden imøde ....
Det virker næsten husvalende paany at komme herfra ind i Klinteskovens milde Skygger. Landskabet herinde virker iøvrigt i sin Helhed ret ensformigt, naar undtages Partierne omkring de to smaa Søer Aborresø og Geddesø, af hvilke især den første i sin romantiske og idylliske Omgivelse rummer megen Skønhed. — Aborrebjerget, Møns højeste Punkt, kan man roligt undgaa, Stedet er helt skovklædt og uden nogen Udsigt. Mange andre Punkter inde i Skoven naar omtrent samme Højde, saaledes „Kongsbjerg“, „Risk“ og „Rud“, men er ligeledes alle bevoksede. I botanisk Henseende er Skoven derimod stedvis ret enestaaende. Ganske vist er baade Storeklint og Lilleklint næsten udelukkende dækket af Bøgeskov, men langs Klinteranden ser man ofte stærkt forkrøblede Træer, „vrange Bøge", som Vejr og Vind har hærget, og de to Steder er paa en Strækning adskilt ved et næsten uigennemtrængeligt Krat af prægtige Tjørne. Og med Terrænets Mængder af Højder og Kløfter og den dermed stærkt skiftende Beskaffenhed i Jordbunden, følger en rig Afveksling paa Trævækster, Buske og Urter, der rummer saadanne Arter som Spids-Løn, Elm, Abild og Fuglekirsebær, Naur, Røn og Sandtise, Fjældribs og flere andre. Af Urter er her en Mængde, hvis Forekomst for det meste er knyttet til den kalkrige Bund, f. Eks. rødblomstret Hullæbe, der ikke findes andre Steder i Danmark, foruden 5 forskellige Gøgeurter.
—- Klintens Størrelse og Pragt i Forbindelse med dens Modsætning, den dybe Mystik i den forhen uvejsomme, mærkelige Skov paa dens Top, har født de sære Forestillinger om „Klintekongen" og de stærkt varierende Sagn, som knytter sig til ham. Enkelte Steder nævnes han som „Jætten fra Upsal" — mærkeligt at tænke paa, da Upsala med sit glimrende Gudehov var Hovedsædet for den gamle, hedenske Gudsdyrkelse i Norden. „Upsal" menes dog ikke at betyde Upsala i Sverige, men en Omskrivning af „Højsalen" i Møns Klint. Andre Sagn nævner ham slet og ret som Odin, og fortæller, at da Kristendommen sejrede i Norden, flygtede han til Klinten, hvori han siden havde sin Bopæl. Jætten fra Upsal bliver senere i Folkesproget til „Jøjn Upsal" — Jøjn maaske en Fordrejning af Goen paa Lolland-Falster. Senere afløses han af en vis Huno, som blev en vældig Sørøver, men ogsaa drev Agerbrug og paa alle Maader blev en stor og navnkundig Mand, efter hvem mange Steder blev opkaldt: Hunehøj, Hunesø, Hunos Agre og Huno Herrens Agre. Men alle disse Navne dækker utvivlsomt over den oprindelige Skikkelse Odin, Klintekongen, som er Mønboerens Ven og med en Hær vil være Landets Værn, om det kommer i Nød — men som ogsaa værger sin egen, hellige Jord paa Klintetoppen mod profane Indgreb, og som kogler med Folk, naar de kommer hans Enemærker for nær. Mange er de, som hændelsesvis er kommen til at staa overfor „Jøjn Upsals Kilde", og som altid forgæves prøvede at finde den igen med deres tørstende Kreaturer. Ingen Ørken har haft skammeligere Gøglebilleder end Klinteskoven!
Bornholm. Udsigt fra Lille Bjergegaardsbakke mod Syd.
Bornholm. 3 Bautastene af en Gruppe paa Bjergegaardsbakkerne, nær Vestermarie.
Bornholm. Østerlars Kirke fra Nordnordvest.
Bornholm. Det Indre af Nylars Kirke.
Er det ikke et soleklart Bevis paa dette Steds Ukrænkelighed, at Liselund Slot — i Virkeligheden en beskeden Villa men ganske smuk — som Kammerherre de la Calmette byggede i 1792 i Skoven bag Lilleklint — at ikke engang det helt kunde gaa Ram forbi. Dette lille Bygningsværk med sit Anlæg å la Trianon, med sine Pavilloner, uægte Borgruiner, Theaterbastioner og øvrige „Hyrdestils“-Efter-ligninger i Tidens affekterede Maner, fik langt om længe Naturens Hævn at føle. Af dens Park med dens Monumenter og Attraper skred en Dag for en Menneskealder siden ikke mindre end fire Hektarer Land paa én Gang ud i Havet! Og endnu i 1920 gentoges Katastrofen, da yderligere to Hektarer forsvandt i Bølgerne. — Klintekongen er ofte sen til at slaa; men en Dag rammer han, selv om det varer hundrede Aar.
Nu er kun selve det lille Slot med en „Schweizerhytte“, et „Firegavlshus“ og et „Norsk Hus“ foruden et Par andre Snurrepiberier tilbage. Stedet synes forladt, og kun natlige Spøgelser huserer i de Stuer, hvor forhen Ludvig XVI’s og Marie Antoinettes Beundrere færdedes, men som Jour dan Coupe-Tetes Faldøkse modsætningsvis aldrig naaede. Skovens vilde Vækster gror nu ind mellem Parkens Træer ved de store Brud i Klinten, hvor ingen Grænse mere er synlig mellem Haven og Klintekongens Rige.
•— Nær den lille Aborresø findes lige ved Hunosøgaards Restaurant et lille Bygningsværk af en helt anden Art, som Stedets Vætter ikke vil kunne finde fornærmelig mod god Tone paa Egnen, og som helt smelter sammen med de ældgamle Bønderhuse og Stedets Vegetation, næsten som en Kæmpepaddehat, der er skudt op af Jordsmonnet. Det er en Smule Vejrmølle, graa og gammel i sin Halmklædning og med sin mærkelige Hat, som ikke har været moderne i de sidste hundrede Aar. Op over dens Top rager den besynderligste Vindfløj, jeg i mine Dage har set, og til hvilken aabenbart selve højsalig Kong Frederik VII til Hest har staaet Model. Møllen tilhører Boelsmand Peter Vinge i det nærliggende Hus; men den er forlængst kommen paa Aftægt, den er afmønstret, dens Vinger borte, og den kan altsaa ikke en Gang tygge sit Foder.
Den jævne, mønske Befolkning er ikke stærkt særpræget, men kan, ialfald af Ydre, minde om baade dens falsterske og sjællandske Naboer. Det er overordentlig indtagende Folk, og hvorsomhelst jeg har mødt dem har de vist sig i Besiddelse af en usædvanlig Følsomhed og Finhed, som for øvrigt ikke sjældent præger deres Ydre. Den gamle Bødker Lars Peter Jensen fra Magleby er en god Mønbotype. Han er 74 Aar, men en rigtig Knag med et storartet Humør og altid oplagt til en Spøg. Det er svært at se paa dette Ansigt, at det tilhører en saakaldt Almuesmand. For saa vidt staar han den sydsjællandske Type fjærnt. Det ædle og fine Hoved, som er rent nordisk, er saare langt fra hvad man i daarlig Forstand vilde kalde bondsk. Han kunde uden at vække Opsigt ved sit Ydre udmærket godt tage Sæde i det engelske Parlament — ialfald til det Øjeblik kom, da det fordredes at han skulde lægge Benene op paa Bordet.
Den gamle Kone fra samme By er for saa vidt ikke helt i samme Vægtklasse som han. Hun er Enke efter en Stenhugger og ser selv ud, som om hun er dannet af det Materiale, hendes Mand stred med. Hun er 73 Aar, det er 35 Aar siden hun blev Enke, men hun spiller af Liv og Lune, skønt hun ikke har danset paa Roser i sit Liv og vistnok kender mere til Skærver. Nu gaar hun rundt fra Sted
til Sted og lever af at være „Hjælp i Huset". Jeg traf hende paa et fremmed Sted, i en stor Gaard, og jeg vilde gærne have tegnet hende. Men det vilde vist have været første Gang i sit Liv, hun havde siddet stille i to Timer, og desuden skulde hun ind og lave Mad til Folkene. Der var ikke Tale om, at hun vilde be’ sig fri, jeg kunde lige saa godt søge at lokke en Præst fra Altergangen. — Jeg saå paa hendes gamle, senede Hænder, paa de svære Haandled og paa det stærke, rolige Ansigt med det indadvendte Blik. Ak, disse dejlige, elskelige gamle Kvinder! — Gud ved hvor mange Tusinde Mellemmader hun har lagt sin Sjæl i uden at have sat en Krumme til af den!
— Langt den overvejende Del af Befolkningen er lys; de unge Piger og Karle, som jeg mødte i Landsbyer, paa Marker og Veje, synes at være af en sund og frisk, nordisk Slægt.
De ligner deres Ø og dens blødtklingende Sprog.