NEKSELØ
Yi kommer sydfra og har sat Kursen mod Nord—Nordvest for at gaa udenom Asnæs og Refsnæs. Det er Kuling af S. S.V. med kraftige Byger; den ene efter den anden af lavttrækkende, vandfyldte Skyer med tunge Slæb kommer jagende over Havet, der under Bygerne er graat som Skifer. Da vi runder Asnæs og gaar over mod Refsnæs, faar vi Kulingen og Søen agten for tværs, og vi bærer godt af for baade Sejl og Motor.
Men alligevel synes vi, det gaar trægt nok, for Væden er saa kras, at den trænger ind i Aabningerne i Tøjet, fra Halslinningen risler den ned ad Hals og Ryg, og paa Bagdelen bliver man straks gennemblødt af at sidde paa Ruffet — staa kan der af gode Grunde ikke være Tale om.
Ved Reersø havde vi set en stor Flok Ederfugle lette under Kysten, men siden ikke en eneste Fugl før vi ved Revkosten paa Asnæs Flak saå en enlig Hav-maage. Men ude mellem Flakket og Refsnæs er det pludselig som om Havet bliver levende, det ser ud som alle Bølgetoppene i samme Nu rejser deres vilde, graa Manker, som om en Hvirvelvind har ramt dem og sender dem tilvejrs med Skum og Fraade. En vældig Brusen høres, og op løfter sig lige foran os en Flok paa vel fem Hundrede Ederfugle, der kaster sig vestover og i Flugten river en anden og endnu større Flok med sig. De samles som en mørk, tæt Sky lavt over Søerne, løfter sig højere, folder sig ud i brede, slyngede Baand og forsvinder vesterude i den graa Regntykning.
Da vi nærmer os Refsnæs, der dukker frem nordude som en knudret Arm paa en Nævefægter, udstrakt mod Havet, da letter endnu en vældig Sværm, mindst et Tusind Stykker, der ligesom de andre trækker vesterud. •— Der er dog endnu Ederfugle i de danske Farvande!
Søen stiger under et Par svære Byger, der suser hen over os, og Havet bliver sort som Tjære under Skyernes graa, vindfyldte Vomme. Men se -— da vi runder Revkosten udfor Refsnæs er Bygerne jaget forbi ind over Sjælland, og alt Landet derinde hylles i Regn og Taagedunster. Men det yderste skarpe Huk med Fyret staar klart ud imod os, som Spidsen af et vældigt Strygejærn, hvor vi ser ned ad begge Sider, Knude bag Knude, til det hele svinder i Dis.
Men nu opløses Taagerne, Skydækket skilles ad, og under de mørke, forrevne Masser staar en rustrød lysende Luft, hvorunder Sjællands friske Vintersædmarker staar gyldne og drivende af Væde, og under dem det flaskegrønne, tungt-rullende Hav med glimtende Skumkamme.
Det klarer hurtigt fra Vest, og Solen bryder igennem. Da vi sætter Kursen østlig øjner vi forude en høj Ø, der dukker solbelyst op af et azurblaat Hav. Det er Nekselø. Ovenover dens Banker løfter sig endnu højere mod Himlen det pragtfulde Land ved Vejrhøj paa Sjælland med dets blaanende Skove og grønne Marker.
I faldende Vind gaar vi i smult Vand ind under Øen og forankrer nær dens skovklædte Østkyst. Det er bleven blaa Luft med høje, drivende Klodeskyer under den rene Sol.
Det var omtrent 7 Timers Sejlads; og vi er kolde, drivvaade og skrupsultne.
Beretningen om Nekselø burde affattes som et Digt, eller rettere som en Digtrække, omhandlende dens Vest- og Østkyst, dens Nord- og Sydende og dens Midte. Thi den kun godt 400 Tdr. Land store Ø ejer den danske Ønaturs ejendommeligste Sider, baade dens Barskhed og dens blide Ynde. Den rummer saa forbavsende Modsætninger, at man griber efter Digternavne som Blicher og Chr. Winther for at betegne Forskelligartetheden henholdsvis mellem dens Vest- og Østkyst. Fra Syd til Nord tænker man ved dens Moser paa „den grimme Ælling“s Digter — omkring dens Nordkyst skummer Havet i Drachmannske Rythmer, og over dens vide, aabne Bakkekupler kunde Boganis vandre med Bøsse og Hund og sin aabne Dagbog.
— Riget fattes Penge, men har til Gengæld mange Vers! Skulde det omvendte Forhold engang indtræde, da vilde denne Ø kunne blive en Nationalpark for Digtere, den kunde blive en Opbyggelsesanstalt for idéfattige Skribenter og en Couveuse for unge Talenter. Og skulde det til den Tid komme saa vidt med os, at Bonden imod al Tradition nægtede at forsyne os med Digtere af sin Midte, saa vi maatte rationeres paa Hjemstavnspoesi, da maatte Børn fra andre Lejre i en tidlig Alder blive Hjorddrenge paa Nekselø for at redde Nationen.
Næppe har vi kastet Anker under Kysten ved dens østligste Fremspring, hvor et lille Hus med sin Have ligger i Læet under de høje Bakker, førend en Gøg kommer flyvende ud fra Skoven derinde og sætter sig paa en Bundgarnspæl lige ved Siden af Baaden. Det var en nydelig Gesandt, Øen dér sendte os imøde. Da han havde fuldendt sin Mission, fløj han lavt over Vandet og forsvandt i Retning af Vejrhøj paa Sjællandssiden.
Jeg gaar ud ad Vejen, som fra Syd til Nord strækker sig gennem Øens Højland i omtrent hele dets Længde. Det er igen blevet Graavejr, men med et stille Regndrys, Havet ligger blegt i Øst og Vest, og ingen Vind rører sig. Rundt om mig paa Marker og Diger staar vilde Blomster af en Størrelse og Pragt, som om Kulden og den bestandige Væde er det eneste, de ønsker. Saxifragaen løfter sine hvide Bægre op i den vaade Luft, næsten dobbelt saa store og svulmende som ellers, og Storkenæbbens uanselige Blomster er her saa iøjnefaldende, at man med Ærbødighed og Andagt viger langt til Side for dem. En Hæk af Slaaentorn gror paa Diget, som skærmer Vejen paa dens vestre Side. Og hvilken Vej! Om man forsøgte at cykle paa den, vilde det være som at sidde i en Kastegynge, op og ned ad uregelmæssige, knudrede Smaabakker, og med Udsigt til Siderne over andre Bakker, der kaotisk vælter sig mellem hinanden, dækkede af Agrenes Tavl. Et enestaaende pragtfuldt Højland! Mellem vore sydlige Smaaøer kan kun Samsø og Korshavn ved Avernakø taale Sammenligning med denne.
Kun to Steder, paa Nordøstsiden og paa Sydenden, findes lave Strækninger. Ellers staar Højlandet overalt med mer eller mindre bratte, græsklædte Klinter ned mod Stranden, mod Vest barskt og vejrslagent som det yderste Thule, skovklædt og idyllisk mod Øst. 1 Nord og Syd er Bakkernes Fald blidere ud mod Stranden, og Landet ender i korte, brede Stenodder, som fortsættes i lange, undersøiske Rev.
Som en Kæmpelarve strækker Øen sin ru og vortede Krop i Sejrøbugtens sydlige Del; fra Sydøst til Nordvest maaler den 372km, Forkroppen, der vender mod Nord, har en Bredde paa 1 km. Fra Sjællandskysten ved Havnsø er dens Hale kun fjærnet 173km.
Over Nekseløbugten i Øst er der 57akm til Kysten under Vejrhøj. Med sine 403,5 Tdr. Land, hvorpaa der er 5 Gaarde og en halv Snes Huse, af hvilke sidste enkelte er forladte af Beboerne og ligger i Ruiner, hører Øen med sine 3 Snese Indbyggere under Følleslev Sogn i Holbæk Amt.
Paa Østsiden findes en ca. 5 Tdr. Land stor Skov, der som en Strimmel strækker sig fra „Trolddalen" mod Nord og Syd i Klinternes Læ. Trolddalen er et lille „Skaar“ fra Istiden, en Afløbsrende for Bræens Vand, og lignende Render findes paa Øens Nordvestside.
— Fra Hovedvejens højeste Punkter ser jeg Havet i Øst og Vest, men op over Horisonten rager bestandig de højeste Kupler Elmebjerg i Nord og Gadebjerg i Syd, begge ikke mindre end 41 m høje. Mod Øst har jeg Udsigt over Bugten til Sjælland, og her løfter Nord for Dragsholm den vældige Vejrhøj sin 121 m høje Krop op mod Skyerne. Mod Vest bølger Refsnæs’ Nordkyst i Kimmingen og forsvinder yderst ude i Regn og Havtaager. Mod Nordvest skimter jeg det fjærne Sejrøs Banker.
Jo længere jeg vandrer mod Nord, jo mere ensomt, vildt og barskt bliver Landet. Hist og her græsser et Par Faar paa de skaldede Bakkeknuder eller yderst paa Klinternes Sider. En ensom Gaard, et Par forladte, faldefærdige Huse, imellem de vestlige Bakker en lille Mose, hvorfra nogle opskræmte Viber skrigende letter og kredser over mit Hoved. Nogle forblæste Enebærbuske hager sig fast i Bakkernes magre Bund og ligger værkbrudne og slagne i Sandet. Hvor er de smaa og sørgmodige, Planterne heroppe — de tør næppe give sig tilkende mellem de stride Græsstraa, disse vejrhærgede Bakketidsler, Kællingetand, Markforglemmigej og Vejbred. Selv Stolt Hendrik staar som en lille Ridder af den bedrøvelige Skikkelse. Men kommer jeg blot fra Bakketoppene ned i det ringeste Læ, da finder jeg selv her en broget Forsamling af Vildmarkens Korshær: Hvid Pragtstjærne, Ærenpris, Smørblomst, Regnfang, Jordbær, blaa Storkenæb, Oksetunge — ja Rosenkatost minsandten! Alle løfter de deres Skjoldmærker højt mod Himlen: „Hver for sig og Gud med os alle!“ —
Men yderst mod Vest staar de øde Klinter stejlt ned mod den smalle, af Rullesten dækkede Forstrand, hvor ikke en Plante gror. Og overalt slynger Stendiger sig i voldsomme Kast op og ned over Bakkernes magre Rygge.
Nær Elmebjergs øverste, forblæste Top ligger en Smule Halvgaard — trist og graa. Men i Læ af dens Længer findes saamænd en lille Have, saa yndig og sirlig holdt, at den ordentlig straaler mod disse barske Omgivelser. Her er et Par Beboere, som ikke helt kan undvære Idyllen og har taget en Aflægger af den med sig herop! — Endnu nærmere ved Bakketoppen ligger et forladt, halvt sammenstyrtet Hus, Taget er begyndt at skride og Blæsten har taget Straaet og ført det væk. Det ligner en træt Kamel, der har lagt sig til at krepere i Ørkenen.
Fra Højens øverste Top løber et Dige begroet med blomstrende Slaaentorn og farer som en lille snehvid Lavine ned ad dens bratte Sider, forsvinder i Dalen og kommer igen tilsyne paa den anden Side højt imod den graa Himmel, men styrter endelig hjælpeløst i Dybet ude nær den store Mose i Øst, hvor en vældig, gammel Bondegaard ligger saa lavt nede, at jeg kan kigge ned i dens Skorstenspiber. Mosen derude er omtrent en halv Snes Tønder Land, og mellem dens vandfyldte Huller ruger tusindvis af Hættemaager — jeg ser i Kikkerten paa hver eneste Tue, selv de allermindste, de hvide Fugle ligge paa Rederne. Et Par Blis-høns ror rundt mellem Tuerne, og enkelte Skeænder viser sig af og til, sejlende langsomt langs Rørskovens Rand.
Landskabet om Mosen er Øens eneste Flade, naar undtages Sandodden i Syd. Alt det øvrige — og her fra Elmebjergs Top ser man saa godt som hele Øen — er lutter Kaos af Bakker, der uden Orden eller Mening vælter mellem hinanden.
Det er begyndt at blæse op med Klaring af Nordvest. Ude i Nord har Skydækket samlet sig til en sortblaa Byge, der trækker bort over Havet. Solen bryder igennem over dens Rand, og pludselig staar Bakkerne omkring mig badet i dens Lys, gulgrønt straalende, mens de gamle Huses og Gaardes revnede Mure og graa Tage skinner som blinkende Sølv mod Havet og den mørke Sky. Paa de yderste Brinker i Nordvest staar et Spøgelse af en gammel Vejrmølle, sort skaaret mod Luften som med en Gravstikke. Den passer til det storslagne Landskab som Benraden af en Mammuth til en Urtidskyst.
Her er jeg Elementerne nær — i Regnbygernes Svøb, i den stigende Blæst over Havet, i de vældige Bakkers Jorddynger og i Solen, der svinger sit hvide Ildhjul over mit Hoved og lyser, saa jeg er nærved at svimle.
Jeg er bleven tørstig og gaar ind i Gaarden med den lille Have for at faa en Drik. Manden derinde hedder Kristian Pedersen og bor her nu alene med sin Hustru efterat deres to Børn, en Søn og en Datter, har faaet deres Hjem i et Hus i Nærheden. Han er en Mand, der hører hjemme i dette Landskab — forblæst, men haard i Veddet som Træerne i hans Have. Øjnene er slørede af Sol og Vind som gamle Ruder, Haaret stridt som hans Straatag. Hans Væsen og Ydre vinder én ved første Øjekast. Og hvilken Mængde han véd om sin Ø og dens Natur, som han elsker saa højt!
Han taler let og har en fortrinlig Fremstillingsevne. Han fortæller, at det vistnok er mindst 100 Aar siden at Øen blev Selveje; men her findes nu foruden Øens 5 Gaarde kun 2 Huse med og 3 uden Jord, som Modsætning til tidligere 11 Huse, og at der nu kun er 59 Indbyggere mod forhen 80—90. Grunden til at Beboerne er bortflyttet til andre Steder og at enkelte Huse nu ligger i Ruiner eller er nedrevne, er de daarlige Kaar for Beboerne, navnlig fremkaldt ved den slette, utidssvarende Forbindelse med Fastlandet, og de høje Fragtpriser paa Produkterne. En Dæmning, som var paatænkt opført mellem Øen og Sjælland over Draget, hvis Bygning kalkuleredes til 80,000 Kr. og som alle Beboerne havde sat deres Lid til, mødte Modstand hos Havnsøs Fiskerbefolkning, for hvem den vilde hindre Indsejlingen Sønden om Øen. Havnsømændene forlangte en Gennemskæring af Dæmningen, hvad der vilde fordyre Foretagendet altfor betydeligt. Øens nuværende Ejer, siger han, vilde ogsaa nødigt støtte dette Foretagende. Han havde købt største Delen af Nekselø i 1916 fordi han ønskede at bo paa en Ø, og vilde ikke have Idyllen spoleret ved at forvandle den til en Halvø! Og det er dog ogsaa et Synspunkt. —
Naar man tidligere, endnu indtil for 15 Aar siden, tog over til Fastlandet, havde man altid en Vogn staaende derovre paa Stranden til at befordre sig videre i, og Hestene som skulde trække denne blev bundne bag til Baaden, hvori man roede derover. Paa et bestemt Sted paa Revet var der saa dybt, strømskaaret Vand, at Hestene maatte svømme. Dette Overfartssted krævede mange Ofre blandt dem, som befærdede det tilvogns eller tilhest i Aarenes Løb. En Gaard-mand fra Øen, som red derover, kom i Nattens Mulm bort fra den afmærkede Vej og druknede sammen med Hesten — og mange andre er gaaet væk dér.
Om Dyrelivet paa Øen fortæller min Vært, at her tidligere ude paa Nordenden var saa vrimlende Mængder af „Strandmaager“ (Stormmaager), at man næsten ikke kunde nære sig for dem; men nu er de næsten helt forsvundne. Muldvarpen findes ikke paa Øen, men derimod en Del Vandrotter. Snogen, som har været talrig, ses næsten ikke mere, men derimod en Mængde Staalorme, især i de høje Klinter paa Vestsiden. Herude findes ogsaa nogle store „Salamandre", som er „indtil 3U Alen lange, mørkt graabrune paa Ryggen og meget vimse". — Det maa vel være Firben, skønt Maalene synes opgivet lidt rigelige.
Han fortæller morsomt om en gammel, hvid Tam-Andrik, han ejer, og som netop i disse Dage har faaet for Vane at være borte fra Huset et Par Timer hver Eftermiddag. Ingen har kunnet begribe, hvor den var henne. Men forleden ud-spejdede han den og fandt den ude i den store Mose, omtrent V2km herfra; her var den gaaet ombord i en Skeanderede, hvor den laa og rugede Æggene for Hunnen, mens denne var borte for at æde! — Den har endnu sin stille Gang derude og tager sin daglige „Tjans", men kun et Par Timer hver Eftermiddag. For den bliver naturligvis straks hældt ud, naar Skeandemoderen kommer hjem, og saa trasker den tilbage til Huset.
Man maa tage de Forlystelser, som Lokaliteten byder paa! —
En „Spidsand", fortæller han, lagde forgangent Aar Æg og rugede i hans Hønsehus. Men det er naturligvis en Skallesluger, som ofte mellem Bønderne kaldes Spidsand paa Grund af dens spidse Næb. En Spidsand vilde aldrig finde paa at ruge indendørs, hvad Skalleslugeren derimod ikke gaar afvejen for.
Mens vi taler, opvarter Værtinden med Kaffe, hvortil hun trakterer med Pandekager, som er ganske rødgule af frisklagte Maageæg. Det smager aldeles fortrinligt, og den ene Pandekage forsvinder efter den anden, mens Værtinden stadig bager flere.
Hverken hun eller Manden har nogensinde været i København, skønt der kun er 3—4 Timers Rejse derind. Der blev aldrig Raad eller Lejlighed til det. Deres aarligt tilbagevendende Oplevelse er Høstgildet, som Øens Ejer, Fuldmægtig Schiitte, afholder for alle Beboerne paa Strandbjerggaard om Efteraaret, før han rejser ind til sin Bopæl i København. -—
Kristian Pedersen viser mig et Par af Øens Seværdigheder, som findes i Nabolaget. Paa Engen Syd for Mosen, ca. 200m fra hans Gaard, ligger en cirkelrund Kreds af store Kampesten. Kredsen er omtrent 9 m i Diameter. En Udsending fra Nationalmusæet, som var herovre for faa Aar siden og udgrave en Køkkenmødding, har beset den og erklæret, at det sandsynligvis er en Grav fra Jærn-alderen, fra hvilken Periode der findes enkelte lignende Former andre Steder i Landet. Stedet er meget lavtliggende nær Mosen, og Stenene er efterhaanden stærkt nedsunkne i Grunden. En Dynge Affald og Sten fra de omliggende Marker er henkastet over dem og dækker efterhaanden det meste af Stensætningen, som ogsaa skæres af et Pilehegn.
Paa samme Eng findes lidt mere sydøstligt i Jordsmonnet en rektangulær Fordybning paa ca. 5m’s Længde og 4m’s Bredde med en lille tueagtig Forhøjning i Midten. Om dette Sted fortæller et Sagn paa Øen, at under Svenskekrigen med Carl Gustav dræbte Nekseløs Bønder 3 svenske Soldater, som var blandt de sidste der trak sig tilbage fra Øen, og kastede deres Lig i dette Hul, som de gravede til dem. Stedet ligger kun 30 m fra Kysten og kaldes den Dag idag for „Svenskehullet“.
Her er aldrig funden Oldtidsbegravelser af nogen Art. Den omtalte Køkkenmødding findes nedenfor „Pandebjerg“ ud mod det lave Terræn ved Sømose og er undersøgt af Nationalmusæet 1917. Den ligger nu i en Afstand af 150 m fra Kysten; men da den blev til har Havet her dannet en Bugt paa ca. 350 m’s Bredde og 500 m’s Dybde, ved hvis Bred den har ligget. Skallaget, hvis Tykkelse varierede fra 30—70 cm, bestod af Strandsnegle (Litorina), Blaamuslinger og Hjærtemuslinger, de sidste i saa overvældende Mængde, at der ikke kendes noget Sidestykke dertil i andre Skaldynger fra den ældre Stenalder. Flere Flintsager (Økser, Flækker og Blokke) og enkelte Benredskaber fandtes sammen med en Del Dyreben, hovedsagelig af Fugle, og desuden konstateredes et enkelt Ildsted.
Kristian Pedersen, som var Nationalmusæets Folk behjælpelig herovre, fik af Musæet som Tak for de Oplysninger, han gav dem om Øen, et illustreret Pragtværk om vore Stenaldergrave, som han med Stolthed viser mig. Han kan dets Indhold udenad. — Jeg formoder, at hvis han engang faar Raad til at gæste Hovedstaden, vil hans første Gang derinde gælde Nationalmusæets Oldtidssamling.
Paa Vej ud mod den store Mose møder jeg en Dreng, som er paa Hjemvej med 500 Hættemaageæg i en Spand; han henter daglig et lignende Antal herude, derimod giver Indsamlingen af Stormmaageæg ved Stranden kun ca. 50 Stkr. daglig, fortæller han.
En vid Strandeng med Armeria og Saxifraga i omtrent jævnbyrdig Blanding mellem hinanden begrænser Mosen mod Syd og Vest, hist og her bevokset ogsaa med Stenurt og spansk Kørvel. Omkring selve Mosen, hvor den store Hætte-maagekoloni har hjemme, finder vi Strandbede, Strandmelde, Strandkaal og Strandmalurt. Mellem Bakkerne N. V. for denne Mose findes en mindre, som huser endnu en ganske lille Koloni af Hættemaager.
I Mosehullerne Syd for Gaarden saå vi en Dværgmaage, som svømmede paa Vandet. Den blev angrebet af en Hættemaage og lettede, men kastede sig straks igen og laa ganske tillidsfuld til vi naaede derhen. Det er en lige saa yndig som sjælden Fugl; som Modsætning til Hættemaagens Hoved, der er brunsort, er dennes ganske dybsort i Farven, og herlig er den sarte, røde Tone paa dens Bryst, fin og lys — det ligner vieux rose — et vissent Rosenblad, som svømmer paa det mørke, vindrørte Mosevand.
Hesselø. „Baadstederne" paa Nordvestpynten.
Hesselø. Nordmandens Grav.
Nekselø. Ved „Nordgaarden“s Østside.
Nekselø. Jens Rostgaards Sten nær „Marianelund".
Nekseiø. Klinterne paa Nordvestenden.
Nekselø. Vestkystens Klinter, set fra Syd.
Nekselø. Husruin paa Elmebjerg. Udsigt mod Vest.
Som den stærkeste Kontrast til denne aabne, forblæste Flade virker Sydendens Mose; her er det, som om man paa de 3km’s Afstand er kommen flere Breddegrader mod Syd. Dybt nede under de høje Bakkekupler ved Øgaarden ligger den i Læet som en vidunderlig Idyl, lun, broget og mangfoldig, bevokset om sine Bredder af yppige Buske og staaende med skarpt fremspringende, frodige Tuer og Smaanæs ud i det dybe, blanke Vandspejl. Her svømmer Blishøne og Lappedykker; i Rørenes Læ, hvor Sumpsangeren synger, ruger Skeand og grønbenet Rørhøne i det høje Græs paa de lune Brinker. En Graaand med sine 14 Dage gamle Ællinger ror i dybeste Fred rundt mellem Hættemaager, Blishøns og Skeænder uden at disse tager fjærneste Notits af Familien. Kun naar en Hættemaage under sin Flugt i Distraktion kommer til at gaa for lavt hen over Ællingeflokken, forvandles Andemoderen til et Uvejr og en Furie, der i skummende Raseri hugger efter den. Men i næste Øjeblik er Freden der igen som i Paradisets første Tider. Bynkefuglen smælder sin lille Plovkørervise fra Engen: Pyyyit — tscki, tscki! Gærdesangeren smutter mellem Buskene, hvor Tornskaden skræpper, Rødben-Kliren kredser over mit Hoved og Jordsvaler jager Fluer og Myg over mine friske Fodspor.
Paa Bredderne gror mellem hinanden Rose, Hyld, Tjørn og Seljepil, spejlende deres foraarsgrønne Løv og det fine sorte Grenenet i det stille Vand, der er perlegraat som den lysende, graa Himmel. Fladstjærnen staar i Klynger paa den gyngende Bred og nikker paa de lange, svaje Halse, gule Ranunkler og Mælkebøtter flokkes paa de grønne, sumpede Næs, der i broget Virvar skyder ud i Vandet, hvor Iris’ens saftiggrønne Blade staar som Knipper af skarpe Sværd op fra Spejlet, og hvor Tagrørene nikker sagtmodigt med deres mørke, sorgtunge Duske.
Længst ude svømmer en ensom tam, hvid Gaas og lader, som den er en Svane. Oppe paa Bakken leger 3—4 Harer Tagfat henover Pløjemulden, sætter sig paa Rumpen og bokser med Forbenene, og farer saa pludselig uden synlig Aarsag fra hinanden i skæve Spring, forfærdede som om Fandens Oldemor var plumpet ned imellem dem, og flygter over Bakker og Dale.
Luften klinger af Lærkesang. Fjærne Vibeskrig høres gennem Havets Brusen fra den stenede Strand. En Falk gaar paa stive, rolige Vinger højt over det hele og ser ned paa Smaakravlet. Det er forresten den første Rovfugl, vi har set iaar!
Mellem Østerbjerg og Dalbjerg fører Vejen mig gennem en Dal ned mod Strandengen paa Sydpynten, hvor yderst en Grusklint dækket med Strandarve og Strandbede staar med Hundreder af Jordsvalehuller i sine Sider. Forblæste Elletræer ligger fladt paa Skrænten og blomstrer mellem Græsset; nærmere ude mod Sydenden dækker velvoksne, frodige Tjørne Skrænterne mellem høje Elme, og Gøgeurt, Kabbeleje, Mjødurt, Engkarse og gule Iris gror over Jordsmonnet under dem. Over Engen gaar man som i et kostbart Tæppe, hvor Benene synker til op paa Læggen i et Væld af Blomster: Kodriver, Fladstjærne, Set. Hansurt, Stedmodersblomst, tveskægget Ærenpris, Snerre, Storkenæb, Torskemund, Timian, Høgeurt og Syre vælder op imellem hinanden.
Hvor „ØrnekuUs Bakke staar stejl med sin kratbevoksede Sydklint ud mod dette Lavland kravler jeg mellem forblæste Tjørne, Slaaen, Hyld og Roser op ad dens yderste Hæld. Kommen op over Bakkens Kam faar jeg her fra de aabne Højder den mærkeligste Udsigt paa hele Øen — det er Synet af Vestsidens Klinter og deres Løb mod Nord, enestaaende skønne med de svungne, kraftige Linjer bag Forgrundens yndige Bevoksning af blomstrende Slaaenbuske.
Det giver et godt Begreb om Naturens Alsidighed paa denne lille Ø blot at sammenligne Billederne fra dens Vest- og Østside. De er begge udpræget karakteristiske for dansk Ønatur, ja næsten outrerede i dens forskelligartede Væsen — hist Bakkerne med deres forblæste, øde og storslagne Barskhed, her den luneste, mest yndefulde Idyl med Læet, Skoven og den blide, flade Strand.
Karakteristisk for Landskabsbilledet af Højlandet er den umaadelige Mængde Slaaentorn, som gror her alle Vegne. Paa Diget langs den lange Hovedvej følger de denne næsten uafbrudt, paa alle Markskel og paa Klintens Kamme. Og paa denne Aarstid, hvor de staar i ét Blus af Blomster, er det et henrivende Syn.
Udfor Klinterne ligger nogle Ederfugle og dykker efter Føde; en Flok paa et halvt Hundrede driver paa Vandet noget længere ude. Helt inde ved Havstokken dybt under mig svømmer et Par rødstrubede Lom’er. Og i en forblæst Enebærbusk nærved mig sidder en ensom Engpiber og fløjter — den eneste Lyd, jeg hører heroppe.
Nekselø nævnes ikke i Valdemar II ’s Jordebog, som ellers meget omhyggeligt optegner langt mindre Øer, hvor Kongerne havde Ejendoms- eller Jagtretten. Dette kan kun betyde, at den allerede da var paa private Hænder. Men senere er den dog kommen i Kronens Eje.
I Nærheden af Gaarden Marianelund paa Sydenden finder jeg ved Vejen en oprejst Kampesten, omtrent Vim høj, hvori findes udhugget Navnet Jens Rostgaard og under dette, skjult af Græsset, Aarstallet 1700. Rostgaardernes Navn spiller en fremtrædende Rolle i Øens Historie, idet den berømte Fædrelandsven Hans Rostgaard (1625—84) for sine Fortjenester under Svenskekrigen 1658—60 fik den sammen med Godset Krogerup som Gave af Frederik III. Amtsforvalter Jens Rostgaard (1650—1715), hvis Navn staar paa Stenen, kom efter ham i Besiddelse af Øen; men hans Enke Else Iversdatter solgte den 1718 til Hans Rost-gaards Søn, Jens R.s Fætter Frederik Rostgaard (1671—1745) „paa det at bemeldte Jordegods igien kunde vorde samlet med den Insul Seyerøe“. Baade Sejerø og Anholt hørte nemlig under Godset Krogerup. Øen tilfaldt dog først Fr. Rostgaard efter Enkens Død 1741.
Det var denne høje Beskytter af Videnskaberne — og af dansk Literatur og Teater — som angreb Holberg for dennes Omtale af Beboerne og Forholdene paa Anholt i „Peder Paars“. Klagen blev tilbagevist; og Nemesis vilde, at denne Begivenhed, som kastede et uhjælpeligt latterligt Skær over Rostgaards Person, efterhaanden er bleven det Træk i hans Eftermæle, som er videst kendt. —
Endnu i 1764 omtaler Pontoppidan Øen som tilhørende en Conferenzraad Rostgaards Enkefrue. Han skildrer den som meget frugtbar, Jorden besaas aarligt uden Hvile, og de 4 Gaardmænd og nogle Indsiddere „have en god Vinding af Marsvins Fangst, som giver dem aarligen en halv snees Tønder Tran å 15 Rdlr. Tønden". Om Efteraaret tages der „Sild i Overflødighed".
Efter Stamhuset Krogerups Ophævelse i Aaret 1800 solgte i 1805 en Kammerjunker v. d. Maase Øen til Beboerne for 6500 Rdlr. (!) Først i de seneste Aar er den igen kommen paa Enkeltmands Haand, idet Fuldmægtig i Marineministeriet E.A.Schiitte, tidligere Ejer af Godset Bygholm ved Horsens, fra 1916 efterhaan-den ved Køb er kommen i Besiddelse af hele Øen med Undtagelse af „Nordgaar-den“ og dens Jorder.
Dette er i Korthed Øens Historie.
Men der gaar dunkle Sagn om den fra ældgammel Tid. Dengang, da kun Trolde huserede paa den og var en Skræk for Omegnen med deres udpræget koleriske Temperament! — En af dem var saaledes bleven Uvenner med Bjærg-, manden i Vejrhøj, og en Dag, da Raseriet kom over ham, greb han en Nævefuld Jord af Klinten paa Østsiden og hev den over til Modparten. Hullet, der fremkom i Klinten, er Trolddalen, og den lille Holm „Rønnen", som rager op af Vandet Østen for den, er en Klat som drattede for tidligt af Haanden paa ham.
Det har været voksent Folk, som var hjemmehørende her dengang, hvorom ogsaa et andet Sagn vidner. Da Følleslev Kirke paa Sjælland blev bygget (Landsbyen Følleslev ligger 6 km S.V. for Øens Sydspids) vakte dette stor Opstandelse blandt Øens Trolde, som forsamledes og kastede nogle mægtige Kampesten over efter den under Indvielseshøjtideligheden. De ramte imidlertid ikke — blinde Eifer schadet nur — men den Sten, der kom nærmest Maalet, faldt ned i en Bondegaard ved Navn „Hellede" kun 100 Favne fra Kirken, mens alle dens Beboere var til Fest i denne. Da de kom hjem, forfærdedes de over denne uhyggelige Tildragelse, og en forundret Skare samledes omkring Stenen. Ingen, ikke engang Degnen, kunde give nogen naturlig Forklaring paa, hvor Stenen var kommen fra, og han var ellers en meget klog Mand. Men saa fik man Bud efter Præsten. Han var Astronom (!) og besigtigede Stenen, hvorefter han erklærede: „Ak, I Dosmere og Daarer! Har I aldrig hørt om, at de Prikker eller Stjærner, som findes paa Himlen, er Kloder ligesom vor Jord! Og saa findes der da selvfølgelig ogsaa Sten paa dem. Nu er denne Sten kommen for nær til Kanten og er falden ned — og derfor ligger den her!"
Overtroen har aldrig haft ivrigere Modstandere end Præsterne. Mange vil maaske heri se en Grund til at den har holdt sig saa længe.
I 1871 laa Stenen endnu i Gaarden tæt opad Hovedindgangsdøren mod Gaards-pladsen. Dens Længde var 5 Alen, Bredde og Højde 21/2 Alen. Saa blev den slaaet itu og anvendt til Trappesten i Faurbogaards Hovedbygning.
Har man i en Snes Aar i en Storby boet i Nærheden af én af de nyere Kirker med en larmende Klokke af slet Materiale, som bevirker at man imødeser alle Aarets større kirkelige Højtider med Skræk, saa føler man med Øens Trolde. Men jeg vilde i deres Sted — paa en Tid da der ingen Bolignød var — være flyttet om paa Vestsiden i de høje Klinter, hvor der er Jord nok at grave sig ned i, og hvor man var længere borte fra dem, som har Privilegium paa at lave unødigt Spektakkel til Undergravning af ældre Troldes Nervesystem. Foruden af sundhedsmæssige Hensyn var jeg ogsaa flyttet af andre Aarsager. De barske Klinter passer mig bedre end Trolddalens Yndigheder, hvor man kun mangler Madpapiret i Græsset for at fremtrylle Indtryk fra østsjællandske Skovidyller.
Men havde jeg været fastboende Bussemand paa Stedet, da var vistnok Vejrhøj og den skønne Landsbykirke i Følleslev de sidste Steder, jeg havde sendt Projektiler imod.
Der findes næppe den Sangfugl i Landet, som ikke holder til her i Østkystens Læ, hvor Elm, Ask, Ær og Bøg, Lind og Æbletræ hælder deres Kroner ud over Skræntens Tjørne og Roser, og hvor det brogede Blomstertæppe er mangfoldigt, saa man opgiver at tælle dets Arter. Man bliver glad over i denne Velstand at møde et Par spredte, forkrøblede Lyngbuske, der staar som fattige Slægtninge, som er kommen paa Besøg hos den fornemme Familie og er ved at synke i Jorden af Undseelse. —
I et lille Hus, som ligger omgivet af sin Have under Østklinten, bor Føreren af Øens Postbaad. Han er født paa Øen og har levet her hele sit Liv, saa han er godt kendt med Forholdene. — En gammel Mand, som hed Lars Larsen og døde som 80-aarig for godt 40 Aar siden, har fortalt ham, at Rostgaardernes sidste Ætlinge solgte Øen til et Par Købmænd i Kalundborg „i gamle Dage“. Paa den Tid var den nordlige Del af Øen slet ikke bebygget, men var ved et stort Dige adskilt fra den sydlige og kaldtes „Fælleden". Den brugtes til Fællesgræsning af Kvæget. De omtalte Købmænd solgte Øen til Beboerne „for omtrent 100 Aar siden". Dette er nok højst upaalideligt. — En Købmand fra Kalundborg solgte i 1692 Sejerø til Jens Rostgaard, og maaske er Nekselø ved denne Lejlighed fulgt med — formodentlig er det Historien om dette Køb, der har spøget i den gamles Hjærne.
Indtil 1892 havde Øen 4 gamle Gaarde, fortæller Postføreren. De to laa ganske nær hinanden paa Sydenden, og de nedbrændte begge to det nævnte Aar. Da de genopbyggedes, flyttedes de længere fra hinanden; den ene af dem „Mariane-lund" er Forpagtergaard under den anden, Øens Hovedgaard „Strandbjerggaard", som ligger omtrent midt paa Østkysten.
Om de to tilbageværende gamle Gaarde fortæller min Vært mig følgende mærkelige Historie: 1 den ældste af dem, „Øgaarden", boede en gammel Bonde, som hed Hans Jørn, der døde for 44 Aar siden. Han var haard til Snapsen og drak gærne sammen med en anden gammel Knark, den førnævnte Lars Larsen, som ejede „Nordgaarden" ved Elmebjerg paa Nordlandet. Med Brændevinsflasken foran sig spillede de altid Kort, og havde Pengesedlerne liggende i høje Stabler ved Siden af i Vindueskarmen. Det endte med, at Lars Larsen spillede Nordgaarden med alle dens Jorder og Kreaturer og alt bort til Hans Jørn, og fik siden af ham en lille Lod paa Nordgaardens Grund — den Grund og det Hus, hvor Kristian Pedersen nu bor. Her fik han Lov til at bo til sine Dages Ende. —• Lars Larsen har selv fortalt denne sandfærdige Historie til Postføreren.
Det var min Vært her, som fortalte mig Sagnene om Øens Trolde og Bjærg-manden i Vejrhøj. Og om Overtroen paa Øen i ældre Tid beretter han yderligere, at paa Øens Nordvestside i én af Kløfterne, som hedder „Smededalen", findes der en Kilde. I Bakkerne i dennes Nærhed havde de Underjordiske deres Tilhold, og her henlagde Øens Bønder i gamle Dage deres Markredskaber, Leer, Harver og Plove, naar de trængte til at gøres i Stand. Og den næste Morgen kunde man hente Sagerne, saa havde Bjærgmændene „standet" dem!
— Jeg følger min Vært ud paa Broen, da det bliver paa Tide for ham at gaa ud med Baaden. Han fortæller, at han har været i Embedet i 37 Aar; og skønt Farvandet paa Overfartstedet til Havnsø kun er 2 km bredt, har han dog i den Tid oplevet lidt af hvert paa det. At Vejret og Søen selv her „indenskærs" kan være bidske nok, viste de nu sidst under Oktoberstormene i 1921, da han maatte opholde sig i Havnsø i 3 Døgn uden at kunne vende hjem.
Men ved Foraars- og Sommertid er det jo som Regel det rene Legeværk. Idag har han endel Passagerer, som skal sættes over til Sjællandssiden. Det er meget lavt Vande i Øjeblikket, og ikke engang Jollen kan flyde ind til Broen, saa Mæn-dene maa i Vandet og bære Kvindfolkene ud. Skrigen og Hujen og Latter, som sender Ekko tilbage ind fra Klinterne — Folk er saa besynderlig kildne og lattermilde paa denne Aarsenstid.
I Solskin under en blaa Himmel med høje Klodeskyer, der driver for en blid Søndenvind, kommer jeg over Bakkerne ud til Nordgaarden. Foraaret synes endelig at være kommen, og selv herude spores det. Mosens Vand glitrer idag derude i Morgenlyset paa en ganske særegen Maade, og et gyldent Slør af friskt Løv ligger over Træernes Kroner omkring den gamle Gaards frønnede Tage.
Nordgaarden danner med sine Omgivelser et fuldkommen vestjydsk Billede, fuldt af Alvor, Strænghed og Storslaaethed. Men den gamle Gaards vældige Længer er frygtelig forfaldne, og dens Dage er nok talte! Overalt er her uryddeligt og snavset, Møddingerne flyder over deres Bredder, Skarn og Affald ligger henslængt omkring Udhusene, Skypumper af Hønse- og Gaasefjer rejser sig om alle Hjørner for den mindste Vin, ja ved Stuehusets Gavl finder jeg en selvdød, halv-raadden Gaas liggende. Udhusenes Vægge er ved at ramle sammen, Luger, Døre og Vinduer mangler, Halmen hænger ud af Ladernes aabne Luger. Længen mod Syd er spaantækt, men Spaanerne er raadne, og aabenbart tænker ingen paa at forny dem. Det er ganske jammerligt at se denne herlige Gaard i en saadan Forfatning !
Og dog er den beboet og i fuld Drift! — Ejeren, en Købmand fra Holbæk, har bortforpagtet den; men Forpagtningen udløber næste Aar og vil ikke blive fornyet, siges der. Og her har vi vel Grunden til denne Mishandling.
En fuldkommen Kontrast til Nordgaarden er Øgaarden paa Øens Sydende, der ligesom Marianelund nu er Forpagtergaard under Strandbjerggaard. Hver for sig passer de ind i deres landskabelige Omgivelser — hist de vejrhærgede, synkefærdige Længer under den barske, storslagne Bakkeknude, her den trods sin højere Alder velbevarede, soignerede Gaard, der sammen med sine lune Omgivelser danner en ubrudt harmonisk Idyl. Allerede naar man nordfra er kommen over det høje Gadebjerg ser man Gaardens Have og Længer tone frem over det lave Kystlands Moser — hvor blidt og yndefuldt sammenlignet med Nordlandets strænge Ansigt! Alene i Klangen af Gaardenes Navne aner man denne Modsætning.
Vejen til Øgaarden daler mellem blødt hældende Banker i blide Slyngninger ned mod dens Sted og ender i en smal Gryde, en Hulvej, som løber langs et yndigt Havedige, hvorfra alle Foraarets Farver straaler mig imøde. Sollyset vælder bredt ned over den gamle Have, hvor en mægtig østrigsk Fyr løfter sin mørke Krone højt over Træernes Blomster og lysende Foraarsløv — det straaler over Digets mosgroede Sten med deres Hærskarer af vilde Blomster, og rammer bag Buskenes Grene den gamle Gaards hvidkalkede Længer.
Her er varmt i Hulningen mellem Bakkerne som paa en Sommerdag. Omkring en gammel Træpumpe ved Stuehusets Gavl gaar nogle Høns og skraber i den tørre Jord, saa Støvet løfter sig som gulbrune Skyer op over dem. Ud fra Gaarden kommer en førladen, sorthaaret Pige med tykke, hvide Arme for at fodre dem, og idet hun træder ud af Skyggen rammer Solen hendes ildrøde Kjoleliv, saa det flammer op som en Fanfare midt i Billedet. En lille hvid Sky skygger et Øjeblik for Solen — og øjeblikkelig galer en Hane. En Spædkalv brøler stilfærdigt omme bag Længerne.
Lunt som i en Gryde ligger den store Gaard med sine fine, velholdte Længer mellem de frodige, dyrkede Bakker, et Billede paa Fred, Tryghed og Hygge.
— Men oppe i Bakkerne bag Gaarden blæser det koldt som i Marts Maaned. Det er helt mærkeligt at høre Klokkefrøen og den grønbrogede Tudse kvække fra Smaadammene i Lavningerne deroppe — de maa vel rette sig mere efter Almanakken end efter Meteorologien. Men udfra den lille Skole i Nærheden af Mariane-lund, hvor en imposant Lærerinde holder Tugt over Ungerne, stormer disse ud i Frikvarteret med et Spektakkel der tyder paa, at Foraaret er ved at vaagne ogsaa i dem. Og hvor skulde man ellers spore dets sikre Tegn!
Vi havde straks ved vor Ankomst til Øen aflagt Besøg hos Fuldmægtig Schutte paa Strandbjerggaard, men maatte desværre afslaa en Invitation til Middag, da vi tilfældigvis i Øjeblikket havde fortrinligt Arbejdsvejr, som vi ikke turde undlade at benytte.
Som jeg nu idag stod og fotograferede Stenen med Rostgaards Navn oppe ved Marianelund, kom to nydelige, unge Damer spadserende forbi mig paa Vejen. De lod som de vilde i Snak med mig, men betænkte sig og gik videre, idet de dog i Forbifarten sendte mig et Nik og et Smil. — Trods alt dette viste det sig bagefter, at jeg havde eksponeret rigtigt — Stenen kom paa Pladen, hvad Billedet kan bevise!
Men lidt efter hørte jeg dem kalde oppe mellem Bakkerne og saa to andre Ungmøer komme løbende henimod dem, snart saå jeg mig omringet af dem alle fire. De spurgte mig, om jeg var A. Fr., for ham gik de nemlig og søgte efter. Og da jeg indrømmede dette fortalte de, at de kom med Indbydelse til Middagen paa Strandbjerggaard. De var Pinsegæster dér og skulde allerede om Eftermiddagen rejse tilbage til København — altsaa maatte jeg komme, og Johannes Larsen med!
Hvad skal et stakkels Mandfolk stille op overfor fire Kvinder, der ser saadan ud som de! Og i det Solskin — ved Foraarstid! Overfor et saa farligt Gesandtskab faldt jeg straks tilføje.
„Men J.L.,“ sagde jeg, „hvordan finder vi ham,“ -— „Der er en hel Masse andre ude efter ham,“ sagde de, „hele Øen vrimler af Spioner, som har ligget paa Lur alle Vegne efter ham.“ —
En halv Snes Pigebørn af den Slags kan saamænd mageligt beherske en Ø paa bare 400 Tdr. Land. Og jeg tænkte, at det var godt, de allerede rejste om Eftermiddagen____
Der var Blomster i store Vaser, der var civiliseret Mad paa Bordet, der var Rhinskvin som aftappet Solskin! Og rundt om Bordet unge, smilende Ansigter — femten Gæster foruden os og vistnok kun fem Mandfolk. Mange af dem var Musikere, Elever fra Konservatoriet. Efter Bordet et Par Timer i Musiksalen •— de kunde allesammen noget, ligesom i Drachmanns „Tannhauser" forekom der kun talentfulde Personer. Og udenfor øsregnede det nu, saa vi sad der med god Samvittighed — og forøvrigt som Jeppe i Baronens Seng. Jeg husker Schuberts Violinsonate i D-Dur — netop den passende til Stemningen!
Bagefter dansedes der lidt.
Og saa kom Opbruddet. De Unge tog bort næsten allesammen.
Vi fulgte dem til Landingsbroen, hvor Vandet netop nu stod saa højt, at Jollen kunde flyde ind, som skulde føre dem til Postbaaden. De havde Blomster i Hænderne, i Hattene, bag Ørerne, i Haaret! En af dem sang, da Baaden gled bort —-og Kinderne rødmede.
Bagefter Baaden sejlede en Mandolin i et langt, kulørt Baand.
Det var ,,L’embarquement pour Cythére“ ....
Saa forsvandt de. Og vi gik ned i „Rylen“s Kahyt og konstaterede, at Ther-mometret trods alt kun viste 77a 0 Reaumur!