De Danskes Land -- Achton Friis

NORDVEST FOR KØBENHAVN

En Ringdue sidder og kurrer oppe paa Taget ved Siden af mit Vindue den tidlige Foraarsmorgen, da jeg har snøret min Randsel for at begynde det næste Aars Rejse. Den er kommen her hver Dag i lang Tid nede fra Fælledparken, hvor den har sin Rede saa nær ved, at dens Mage, som ligger paa Æggene dernede, nemt kan høre dens Vise: Du maa et sky-yd Skovdu-u! En Dag kom den ind ad mit aabne Vindu og spadserede rundt paa Gulvet omkring mit Skrivebord! — Saa snørede jeg min Randsel og rejste ud paany.

— Københavnerne har for længe siden helt erobret det meste af Byens Omegn fra Fuglene, og nu tager disse Repressalier ved at flytte ind i Byen, der efter-haanden stedvis er lige saa landlig som Byens Skove.

Det er ikke fordi jeg lokkes bort fra denne mærkelige, dejlige By, at jeg starter paa en Dag som denne; det er egentlig mest kun i Embeds Medfør. Thi man skal et godt Stykke bort herfra, før der bliver lige saa „landligt" som herinde. Strækningen langs Øresundskysten helt til Helsingør, ja næsten til Hornbæk, er jo strængt taget bare Storbyens Fortsættelse, en Strandvej, som ikke rummer stort mere Natur end Hovedstaden, og hvor kun pletvis det bedste ved den, Udsigten over Sundet, er nogenlunde bevaret. Dette Vejstykke er efterhaanden bleven af mere Betydning for Bygnings- og Vejvæsnet end for Naturdyrkere. Lad os gaa udenom det. Hundredtusinder af Københavnere befærder det hver eneste Sommersøndag, at beskrive det vilde være en næsten latterlig Tanke.

Jeg vælger derfor at tage fra Byen mod Nordvest, ind i Landet. Her kommer jeg hurtigere til Egne, som ikke i hver en Krog er kendt af Gud og Hvermand. Og da jeg har stuvet min Bagage og mig selv ind i Vognen, giver jeg Ordre til som første Maal at tage Sigte paa Farum — heller ikke noget helt ukendt Sted, men godt som Udgangspunkt. Allerede paa den anden Side af Bagsværd begynder Herlighederne. Fra det Øjeblik, man naar Hareskoven og Nørreskoven, skal man spærre Øjnene op; thi her møder man ofte Steder af en overraskende Skønhed. Hvor selve Vejen gennem Nørreskoven falder ned mod Fiskebæk mellem Furesø og Farum Sø, har man et ægte østsjællandsk, romantisk Landskab, især nede ved den lave Bred af den førstnævnte lige Øst for Vejen.

løvrigt er der paa de fleste Steder langs Furesøens Bredder ikke saa lidt der minder om en gammel, noget slidt Teaterdekoration, eller maaske snarere om en lidt falmet, forhen ombejlet Primadonna, som -— ikke til sin Fordel — har fikset sig op med lidt moderne Pynt, uægte Smykker og nogle „Skønhedspletter" i Form af moderne Bebyggelse.

Langs hele sin Syd- og Østside, især ved det stærkt beundrede Frederiksdal, er den et Trækplaster for Sangforeninger. Næppe nogen Lørdag- og Sandagaften Sommeren igennem kommer man disse Bredder nær, naar Solen daler i Vest og alt burde være Tavshed, før der pludselig løfter sig et Brøl, som faar En til at fare sammen af Rædsel. Og naar man søger efter Aarsagen til Bulderet, viser det sig at være en Flok Mennesker, som staar nede ved Bredden, vendt mod Aftenhimlen og iagttagende Solnedgangen, mens de afsynger: „Fliv Fugl, fliv over Fureseens Vaave ..." De har hvide Huer paa Hovedet, en halvtømt Pilsnerflaske i Haanden, og i Ansigtet det bistre Blik og det hævngerrige Udtryk, som udmærker Kvartetsangere.

Til disse Steder skal man komme ved Vintertid eller under Efteraarets Rusk, naar den ensomme Skov staar alvorlig med ribbede Grene ud mod det gr aa Vand og Stormen gaar sin Gang over Landet. Saa er her godt. — Ved Foraars- og Sommertid bør man derimod søge Søen ved dens aabne Nordbred, Strækningen mellem Rudersdal og Farum. Her er Udsigten over Søen smuk og vid, og her kan man endnu være i Fred — paa de Steder, hvor man overhovedet faar Lov til at gaa for Lodsejerne.

Men dette Landskabs særegne Skønhed kulminerer ved Farum Sø. Paa en lysende Foraarsdag som denne finder man intetsteds noget saa sødt og indsmigrende som Udsigten mod Vest over denne Sø fra Holdepladsen ved Fiskebæk — saa nemt er det at komme hertil! Bag den høje Forgrund med Dæmningens frodige Græs og Urter løfter sig langs Søbredden de høje Trækroner, mellem hvilke jeg ser over den sivkransede Sø til den lille „Klavs Nars Holm“, til fremspringende Odder og Næs og til den modsatte, skovklædte Bred.

— Med disse Steder som Udgangspunkt kan man nemt, baade mod Nord og Syd, komme ud i nogle af Nordøstsjællands smukkeste Egne. Ad Vejen mod Syd fra Ganløse Ore stiger Landskabets Skønhed næsten for hver Kilometer, man kommer frem. Store aabne Bakkebølger med skarpe Aase, brudt af dybe Dale med Moser, ligger udenfor de store Skovstrækninger, som breder sig østligere omkring Furesø, Farum Sø og Søndersø. Denne Blanding af Idyl og Storslaaet-hed udmærker overhovedet næsten hele Landskabet mellem Jonstrup Vang, Hareskov og Nørreskov, Ganløse og Kirke Værløse. Og det samme Præg finder man, naar man drager mod Nordøst gennem Landskaberne omkring Sjælsø, over Blovstrød, Tokkekjøb Hegn og Donse, og det kulminerer paa Toppen af det mægtige Høje-Sandbjerg.

Fra Landskabet om det højtliggende Kirke-Værløse, hvorfra der aabner sig vide, pragtfulde Udsigter til alle Sider, falder Landet langsomt ned mod Egnen om Smørumnedre og Smørumovre — to humoristiske Navne, men hvis udpræget sjællandske Klang harmonerer godt med det veldyrkede og bramfri Landskab, der omgiver dem.

— Det er forøvrigt ikke Landskabets Skyld, jeg søger dette Sted. Det er et Sagn fra Svenskekrigen, som har lokket mig hertil og faar mig til at afsøge Markerne heromkring for at finde et bestemt Sted, hvortil et Minde fra hine Tider knytter sig. De to nævnte Byer led frygteligt under de fjendtlige Troppers Indkvartering i 1658—60, og det omtalte Sagn siger, at Bønderne tilsidst rejste sig for med væbnet Haand at nedslaa deres Plageaander.

I Sagnet om „Svenskedrabet i Smørumnedre“ hedder det, at den mindre Trop af fjendtlige Ryttere, som efter Stormen paa København laa tilbage i Byen, vedblev at husere og plyndre og holde vilde Drikkelag paa en af Gaardene. Men en Nat lejrede Bønderne fra Smørumovre, Smørumnedre, Sørup og Maaløv sig i Lavningerne udenfor Smørumnedre By, og da Svenskerne efter Nattens Drikkelag var gaaet til Ro, tændte en Bonde Blus paa Bavnehøjen; og mens Kirkeklokkerne ringede, stormede Bønderne i tætte Skarer frem mod Gaarden, væbnede med Økser, Høforke, Knipler og Pigkæppe og anrettede et frygteligt Blodbad paa de søvndrukne Svenskere, som forgæves gjorde en rasende Modstand. De blev alle nedhuggede, mens de udstødte vilde Hyl og Forbandelser mod deres Bane-mænd. Og Sagnet tilføjer: „Næste Morgen ved Daggry kørtes de dræbte Svenskere, som var 18 i Tallet, ud paa Ormehede paa Byens Søndermark, hvor de nedkastedes i en Grusbakke, der den Dag idag kaldes De svenske Grave."

Og Sagnet passer! — Paa Smørumnedres Bys Søndermark findes Stedet, som endnu bærer Navnet. Det laa urørt i halvtredje Hundrede Aar. Men i 1912 i August gravede Bakkernes Ejer tilfældigvis nær dette Sted og stødte paa en Mængde Menneskeben. Han gav straks Indberetning til Nationalmusæet, og der fandtes 10 Skeletter af yngre Mænd. De var hensynsløst nedkastede i en gravet Rende. Skeletterne var i det hele velbevarede, men mange af Kranierne bar tydelige Mærker af Øksehug, Stik af Høforke o. s. v., og enkelte fandtes helt knuste ved Slag. Der fandtes endnu Haarrester paa Hovedskallerne, men derimod ikke mindste Spor af Beklædningsgenstande, Knapper, Spænder eller Vaaben. Skeletterne blev senere nedgravet paa Findestedet og Graven afmærket. — Resten af de dræbte Fjender formodes at være begravet i en Grusbanke ca. 20 m fra dette Sted, idet det netop særlig er til denne Banke, at Navnet „De svenske Grave" er knyttet.

Mængder af Steder i vort Land har vi lignende Sagn om Bøndernes Hævn paa Fjenderne for deres Grusomheders Skyld. Kunde man paa disse Steder ligesom her pege paa den Plet, som gemmer de dræbte Svenske, da vilde de vel næsten overalt kunne kaldes frem af Gravene og med de knuste Kranier vidne om, at Sagnene taler sandt!

— Jeg fandt Graven Nord for Vejen mellem Smørum Kirke og Pederstrup. — Desværre er den smukke Mindesten, som er rejst paa Stedet, fuldstændig usynlig ude fra Vejen paa Grund af et Par Træer, som er plantet ved den og helt skjuler den, skønt Vejen kun er 30 m borte. Inskriptionen lyder saaledes: Her ligger 10 svenske Krigere, som faldt for Smørum Bønders Haand 1659.

En Bonde, som viste mig Stedet, sagde til mig:

„De synes kaskiese det er underligt, at Smørumbønderne begravede Svenskerne saa langt væk fra Byen?"

„Ne—ej," sagde jeg, „de vilde velsagtens ikke have dem rendende og spøge inde mellem Gaardene ved Nattetid med Hovederne under Armen."

Naar man fra Farum tager mod Vest ad Frederikssundsvejen og gaar op paa det 63 m høje Punkt midt mellem Lynge og Uggeløse, vil man i de lavere Egne mod Syd skimte et smalt, lysende Vandspejl mellem de aabne Marker et Par Kilometer borte. Ved den lille Søs Nordbred findes en af Danmarks mærkeligste og ældste Borgruiner, det berømte Bastrup Stenhus. Borgen, hvis Anlæg og Navn utvivlsomt skyldes den Ebbe de Bastetorp, som findes nævnt i et Diplom fra Aaret 1107, stammer altsaa fra den tidlige Middelalder. Den er ganske som Vikingetidens Jord- og Træborge anlagt øverst paa en Bakkekam højt over Søens Flade. Men det er et for sin Tid usædvanligt og imponerende Bygningsværk, selv sammenlignet med Ruiner af Samtidens Kongeborge. Nu er af Borgen kun det neder-ste af det cirkelrunde Taarn levnet. Men dettes 6 m høje Rester har et udvendigt Tværmaal paa 217a m, og dets Mure har en Tykkelse af ikke mindre end 6 m. Murværkets Kærne af utilhugne Kampesten, som er lagt i Kalk, er beklædt med anselige Fraadstenskvadre, som indvendig er restaureret af Nationalmusæet i 1889. Ved en Bortgravning af Jordfylden, som foretoges i 1894, fandtes en Del Mønter, som stammer fra Valdemar den Stores Tid.

løvrigt er ingen Historie, ja end ikke det ringeste Sagn, knyttet til dette mærkelige Sted. Dets første Beboere maa have levet med i og maaske været indblandet i de urolige og sørgelige Begivenheder, som knyttede sig til Opløsningstiderne, da Borgerkrige hærgede Landet, og da ogsaa de nærmeste Egne her omkring blev Skueplads for voldsomme Begivenheder, saaledes under Knuds og Svends Kampe om Landet, da der ved det nære Slangerup stod et blodigt Slag mellem deres Hære, hvori Knud blev slaaet. Men det har vel ogsaa snart efter været Vidne til Genrejsningen og Valdemarernes Storhedstid.

Men vi ved ingenting. -— Og selv Gulspurven, som sidder og synger sin gamle Vise i Tjørnene ved Taarnets Fod, røber intet i den altfor korte Tekst, som den dog har arvet fra sine Forfædre gennem Tusinde Aar. Og maaske véd den heller ikke noget, det Kræ.

Landskabet, som hidtil har været venligt og smukt, bliver kedsommeligt naar man nærmer sig Slangerup, Byen med den pragtfulde Kirke, som tiltrods for at den er fuldført saa sent som i 1587, virker som ren Gotik og i sin Art er én af de stateligste Landsbykirker, vi ejer.

— Bag denne Kirkes Mure prædikede i sin Tid en af de største Digtere, Danmark har haft. Hans Bedstefader var indvandret hertil fra Skotland som Gobelinvæver, medbringende sin lille Søn, Hans Thomesøn Kingo, der blev Fader til Thomas Hansen Kingo, som fødtes i Slangerup 1634. Thomas tog ikke Fædrenes Haandværk i Arv, han lod Væven i Stikken og blev Student; i 1668 blev han Præst i sin Fødeby og virkede her til 1677, da han blev Bisp over Fyens Stift.

Længe før Thomas Kingo blev Præst havde han været Skribent. Allerede hans allerførste Digte viser hans særprægede Evne til i faa Ord at ramme en Natur-stemning — en Evne, som han senere udviklede til Fuldkommenhed. Og det danske Sprogs fine Nuancer, dets Evne til at udtrykke de stærkeste Modsætninger, er han den første Digter, som tager i Brug — det ytrer sig baade i hans Digte i Hyrdestil, i hans Hyldestdigte til Samtidens store Mænd — f. Eks. det storladne Digt til Griffenfeldt om Samsø -— og ikke mindst i hans pragtfulde Salmer.

Er det hans Afstamning, som gør sig gældende i denne udprægede Naturfølelse og hans Evne til at skaffe den Udtryk? Har Ætlingen af den gamle Skottefamilie maaske i sin Fars Stuer lyttet til sit Hjemlands Sange — disse mærkelige og ene-staaende skønne Folkeviser, hvis Skaberes Navne forlængst er glemte, men som satte sin ædleste Blomst i Robert Burns’ Digtning, hundrede Aar efter Kingos Dage.

Har den lille Thomas hørt disse gamle Sange paa Bedstefaders Knæ og husket dem ? Der er ialfald med denne Skotte kommen en helt ny strain ind i dansk Digtning, som peger hen paa hans Forfædres folkelige Poesi. Naar disse Egenskaber hos ham lader Literaturhistorikerne drage Sammenligning mellem ham og Shakespeare, er det helt misvisende. Han er Skotte i sin inderste Sjæl.

Men han skrev det danske Sprog, der blev hans Modersmaal, som ingen anden før ham, ikke engang Arreboe i sin „Hexaemeron“. Han priser Sprogets Skønhed, som Modsætning til hans Samtidige, der anser det for et „Vadmelssprog"; og han forlener det i sin Digtning med en Patos, en Djærvhed og Kraft, parret med en Blidhed og Ynde, som heller ingen anden efter ham har kunnet forene — maaske paa én Undtagelse nær, N. F. S. Grundtvig.

„Ih, janeste vel dog heden! Man skulle hille den susende skalædendes Sy’e trov, at I var rejdi tossede over i Jert elendige Hoed - - hade I nøv slad mej ihjel, saa kan I være ievig ienig med Jer sæl om, at I sku ha faat hvær saadden et Par po Tæven, saa I sku nok hused ded, te I sku træk Griene nør igen!“

Se det var noget af en anden Skuffe! Det er en gammel nordøstsjællandsk Skovarbejder, der har været lige ved at blive ramt af en stor Gren, som et Par uvorne Drenge har revet ned over ham, og som nu øjeblikkelig afleverer denne Salut i Ansigtet paa dem.

-— Det Sjællænderne sidst mister, er Mælet; ikke engang Skræk lammer hans Tunge. Det er som om han til Stadighed har Kæbeposerne fulde, og der kun skal en Bagatel til for at løsne Skuddet. Han er i næsten alle Livets Forhold Manden med den store Palaver; selv naar han skal udtrykke sig skriftligt er han et Overflødighedshorn :

„Jeg ser i Avisen i Da-aw, a man ka skrive aa fortælle noed, saa man ka foe in Præmie, aa saa saa-aae je te me sæ-1: Hør Peder, ded æ vest noed faa dej, aa saa fek jæ fat paa Staalpenneskavted aa Papiret a di store Ark, for jæ tænkte, at naar der ska skrives, saa ska ded være mejed!“

Den Skælm af en Bonde, som har skrevet dette, kender sine Landsmænd!

— Det er et Par karakteristiske Uddrag af Anders Uhrskovs fortræffelige „Kulsvierbogen “. Den er helt igennem skrevet paa nordøstsjællandsk Bondemaal og helt af Beboerne selv. Bogen staar derved, hvad Ægthed i Tonen og Sproget an-gaar, hævet over hvad de fleste andre Folkemindesamlere har optegnet.

Om den lille Landsby Jordhøj Nord for Slangerup beretter i samme Bog den gamle „Per Ø1en“, at her laa i hans Drengeaar paa Byens Marker en Mængde Oldtidshøje, af hvilke nu langt de fleste er forsvundne. Her var f. Eks. „Blodhøv — her flød i Kvægsyens Tid Blod ud aaen“ — her laa „Tinghøv" med to Stuer i, alle „Firhøvene“, „Krovhøv“ og „Stenhøv", „Banehøv“, begge „Tohøvene“ og „Laanehøv", ogsaa med to Stuer i; „den vaa maasene stor aa vid omkring — men Stenene tov man jo i 62.“ Og endelig var her „Stalhøv" aa „Skelhøv“. — Og han fortæller i Tilknytning til disse Høje:

„De vaa inte rejtig fat hær, dæ vaa ingen aa tore gaa forbi, naar de vaa mørkt. Je ve engaang, de vaa en a di bøved Aftner, je ve inte hvilken a di trej, di sad aa spilled Kort nøre hos Nelaus, der kom nove renennde, dæ ligned en sort Hund mæ gloende Øjne aa ga it Vræl fra sej ud for Krogvinduet, saa Husmannen, ham Haans, skvat nør mæ Træskoene fra Traabræted aa rovte: „Jøs, Kris Kos, Gu Faar bevaas, de vaa Dælen gaaleme fælt." Han maatte da osse blie dær den Nat — jov, der vaa nove Dævelskab."

— Udtryk for Forfærdelse eller Overraskelse som: „Ja, ijan, ijaned — — „I Gud dov hedne--“, „Ija-a-ane, vel hedne dov —“ kommer igen atter og atter, varieret paa utallige Maader. Det maa vel betragtes som en Slags Banden, men det vil ialfald næppe kunne faa en Jyde til at blegne.

Å propos Jyder, da synes disse ikke at blive vurderet højt paa disse Egne hvad legemlig Skønhed angaar — ialfald ikke at dømme efter følgende Referat fra et Bryllup her: „--Aa man ku rejdi see, hvor køn en Pigg Kesten vaa. Brudde

manden vaa smæn oss in rejdi stout aa pænnd Kaa-aal aa se puaa, maas han vaa in Jydd." —

Typisk sjællandske er disse Ordsprog, der er plukket ud af flere Hundrede, som Bogen rummer:

— Saa — nøv æ den Dav gaaed mæ Mavlighed, naar Arbædet biir rejnet fra.

— „Ded, vi inte ka hoppe over, gaar vi udenom," sae Manden om Lammefjord.

— „Saå lidt aa høste mejed, ded æ Faen hente mej ded der raaer," sae Per Nilen fra Smørumnejre.

— Hvad man kan gøre med een Haand, behøver man ikke aa bruge to til.

— „Man gjør ed for aa spare," sagde Manden, han malkede Naboens Ko.

— „Vi lejer, ded æ Vand," sae Karen Hans Smed, hun drak tilpægls med Tykke-Maren.

— „Hvem der haed saaden in, haed osse en Kærrest," tænkte Pigen, da hun saa Barnet.

De følgende kunde næsten gaa for at være af jydsk Oprindelse:

— „Nu æ ded min Tur," sae Fanden, da Præsten var død.

— Man maa lære at dreje Munden efter Madposen.

— Får med Gud og ta Faen paa Ryggen, saa møder Du ham inte.

Af helt internationalt Præg er derimod Ordsprogene om Kvinden, der synes at være lavede af forhutlede Ægtemænd:

— Der skal et stort Plaster til at dække Munden paa en gal Kælling.

— Soskik er tit Kællingeskik.

— Den Mand, som er Hund i sit Hus, fortjæner at bindes for at lære at bide.

At dømme efter de Erfaringer, som disse sidste Ordsprog rummer, skulde

man tro, at de to nærliggende Smaabyer Manderup og Kvinderup er opstaaet paa den Maade, at Repræsentanter for de to Køn var bleven enige om her at isolere sig paa hver sit Sted!

Kirken i Jørlunde har nogle usædvanlig smukke og velbevarede Kalkmalerier af en ypperlig Komposition og en vidunderlig Farveskønhed. Dette gælder især for „Indtoget i Jerusalem" til venstre for Koret. Sjældent har jeg set en saa fuldendt ædel Farveharmoni som i dette Billede. —

— Egnen her omkring har forhen været en af de paa Oldtidsminder rigeste i Sjælland. Paa nær de smukke Jættestuer Ullershøj og Møllehøj er de fleste ødelagte eller helt forsvundne. Et stort Dyssekammer ved Vejen til Lille Rørbæk blev sprængt og forvandlet til hele fem Læs Skærver.

Ja, saaledes er der handlet Landet over til den Dag idag med vore uf redede Oldtidsminder! I tusindvis er de bleven sløjfede.

Men nu endelig er disse Ødelæggelser standsede, idet Nationalmusæet har faaet en Lov vedtaget 1937, i Følge hvilken alle Voldsteder, Ruiner, Stengrave, Gravhøje, Bautasten og Runesten o.a. jordfaste Oldtidsminder er totalfredede, indtil Musæet har udsondret dem, som aldrig maa røres — saaledes som man forlængst har indrettet sig i vore Nabolande Norge og Sverige. Det gælder blot om, at Musæet i Forbindelse med vore Fredningsnævn kan gennemføre dette brydsomme Arbejde — det vil sige, at det faar Raadighed over de fornødne Pengemidler.

Det bliver utvivlsomt kostbart. Men kan en saadan Fredning købes for dyrt? — Tænk blot paa én Side af Sagen: hvad den betyder for det danske Landskab.

Naar jeg færdedes i dette Land helt ude langs Roskildefjordens Østbred, som tidligere har været saa rigt paa Oldtidsminder, at det nu sammenligningsvis er en Fattiggaard, da maatte jeg erkende, at dets eneste landskabelige Tillokkelse netop findes der, hvor dets faa Dysser og Høje endnu er bevarede. Selv dette kedelige, lidet særprægede Landskab faar paa disse Steder en forbavsende Skønhed, dets lange, udviskede og bløde Linjer faar en Karakter og en Alvor, ja stedvis en Strænghed og Pathos, som intet andet vilde kunne forlene det med. — Naar man fjærner Oldtidsminderne fra det aabne, danske Landskab, berøver man det dets fornemme Særpræg og en stor Del af dets nationale Karakter. — Alene derfor maa Nationalmusæets Foranstaltning hilses med den største Glæde.

Af den sagnrige Værebro, som fører over Værebro Aa ved Landevejen Øst for Jyllinge, er der efterhaanden ikke meget synligt, idet den ældgamle Kampestenskærne i mindst halvtredsindstyve Aar har været tilklistret med en Cementskal, saa man nu kun svagt skimter den smukt svungne Brobues Linje. Snart vil Broen forsvinde helt, idet Vejvæsnet er i Færd med at regulere Vejen over Aaen. Broen vil blive nedrevet og Vejen flyttet.

Ogsaa i Befolkningens Øjne maa den i sin oprindelige Skikkelse have taget sig ud som et usædvanligt og imponerende Bygningsværk, at dømme efter Sagnet, som knytter sig til den; thi ifølge dette er det ingen ringere end selve Fanden, som har været Bygmesteren. Dette hændte i de katholske Tider, „da Fanden endnu var i Præsternes Vold“ — hvormed Sagnet kan tænkes at ville antyde, at i senere Tid er det omvendte bleven Tilfældet. Men i hine lykkelige Dage var det bleven overdraget en fattig Husmand at bære Fanden i en Æske fra Præsten i Jyllinge til dennes Kaldsbroder i Ølstykke. Da Bonden havde tilbagelagt et Stykke af Vejen, blev han træt og satte sig ved det Kær, hvor nu Værebro ligger. Da han nu blev nysgærrig efter at se Æskens Indhold, lindede han lidt paa Laaget -— og i samme Øjeblik for Fanden ud og gav sig til at prygle løs paa Mandens Rygstykker, mens han uophørlig raabte: „Hvad skal jeg bestille, hvad skal jeg bestille?" Da Bonden var kommen sig nogenlunde af sin Skræk og fik Mælet igen, svarede han: „Her skal du lægge en Bro, saa jeg og andet Godtfolk kan fare sikkert over!" Næppe havde han sagt dette, før Fanden og en Hær af hans Smaa-djævle for ud til alle Kanter og slæbte Sten sammen, og i Løbet af ganske kort Tid havde han lagt Bro over Kæret. Men næppe var Arbejdet færdigt, før han igen tog fat paa at mishandle Bonden, lige til denne havde fundet et nyt Arbejde

til ham, nemlig at samle alt det Hestemøg, som fandtes „i alle Kongens Riger og Stater". Og saaledes dannedes den store Høj, som ligger i Nærheden og kaldes Frodebjerg.

Men efterhaanden som Tiden skred, blev Bonden mør af de stadig tilbagevendende Prygl i Pauserne, og i sin Nød og Vaande slap han pludselig en mægtig Fjert. „Kan Du fange den," sagde han, „saa skal Du være min Herre og Mester, men kan Du ikke, saa maa Du ned i Æsken igen." Djævlen strøg afsted i en susende Fart; men skønt han omløb hele ni Kirkesogne, havde han alligevel ved sin Tilbagekomst kun indfanget en syvende Part af Jagtens Genstand. „Saa maa Du i Æsken igen, naar Du ikke kan holde Kontrakten!" raabte Bonden. Og Djævelen maatte gøre sig lille og krybe ned i Indelukket. Saa begav Bonden sig atter paa Vej og naaede lykkelig og vel Ølstykke Præstegaard.

— Den idylliske Plet synes ikke at have været Skueplads for saa rystende Begivenheder. Snart vil de sidste Spor af Fandens Kunster være helt udslettede og lige saa uhaandgribelige som Bondens længst henfarne Flatus.

Det før nævnte Frodebjerg er en naturlig, langstrakt Bakke, som ligger tæt Nord for Værebro og i mange Herrens Aar har været Offer for Grusgravning. Geologien vil saaledes fuldstændig kunne rense den for Sagnets Paastand om dens altfor jævne Oprindelse. Hos Saxo nyder den da ogsaa en højere Anseelse, idet han gør den til Frode Fredegods Gravhøj, hvori Kongen blev jordet, efter at hans balsamerede Lig i tre Aar var ført i en Bærestol Landet rundt, da man ikke turde røbe hans Død af Frygt for derved at bringe de undertvungne Lande til Frafald.

De Strækninger Nord og Nordvest for København, som vestligst indrammes af Lyngby Sø, Bagsværd Sø, Furesøen og Sjælsø, og som har sin Østgrænse mod Øresund — dette Land mellem Hovedstaden i Syd og Hørsholm i Nord, som rummer de store Skove Jægersborg Dyrehave, Jægersborg Hegn, Gelskov, Rude-skov og Folehaven — det er Danmarks mest søgte og allermest kendte Egne. Her er ogsaa nogle af Sjællands smukke Steder; men der er for mig ingen Tvivl om, at mellem alt, hvad disse Egne rummer af Skønhed, staar „Dyrehaven" højest. Det er den mest typisk danske Skov, vi ejer i Landet, ældgammel i sit Præg. Saa nemt kan man komme et Stykke urdansk Natur paa nært Hold — en halv Time med en Sporvogn, saa er vi Københavnere fra Byens Larm ude i Middelalder og Folkevise og Oenhlenschlager! Selv om „Set. Hansaften-Spillet" har forandret Karakter i de sidste Hundrede Aar, saa har Skoven det ikke. Ikke stort i al Fald. Med sine stolte, fritstaaende Ege- og Bøgegrupper, med Eremitagens blomstrende Tjørne, sine Oldtidshøje og den vide Udsigt over Sundet er denne Skov med dens aabne Sletter paa en Junidag saa skøn, at man kan græde ved Synet af den. Og hvorfor ikke tage ud og gøre det en Gang imellem! Lad os bruge dette simple Middel til at blive ved med at forsøge paa at være gode Mennesker.

Men lad os forsage med Hensyn til at prøve paa at beskrive Dyrehaven, saa lidt som de andre nævnte Strækninger. De er overmalede, overdigtede og i det hele taget over-eksponerede paa enhver tænkelig Maade. Og jeg vil ikke fornærme mine Bysbørn ved at forsøge paa at opkaste mig til Fører for dem i et Landskab, de kender lige saa godt som jeg, og som de med Rette kan kalde deres eget. Men jeg vil forsøgsvis strejfe lidt omkring i de nordlige Udkanter af denne Domæne og her prøve paa at finde et Par Steder frem, som jeg formoder de endnu ikke alle har skænket deres Opmærksomhed i tilstrækkelig høj Grad.

Derfor er det, at jeg nu, paany med Farum som Udgangspunkt, vender mig mod Øst. —- Ad den dejlige Vej gennem selve Byen sætter jeg Kursen mod det nære Stavnsholt, hvor jeg søger det gamle Bystævne.

— Der staar en sød gammel Morlille lige midt i Solskinnet paa Vejen gennem Byen. Hun er saa nydelig, at jeg standser Vognen og gaar ud for at give mig i Snak med hende. Som Paaskud spørger jeg hende om, hvor Bystævnet er at finde, hvad jeg naturligvis meget godt ved. Og jeg faar straks Besked.

„Men di kalder det da for Resten Majtræet," sagde hun og smilede.

Saa spurgte jeg, om hun kendte Majvisen — eller Sommervisen — den som Karlene sang, naar de red rundt fra Gaard til Gaard. Nej, den kendte hun skam ikke, sagde hun.

Men heldigvis kender jeg den selv. Det er den samme Vise, som -— forøvrigt med talrige Varianter og ofte som en Vekselsang mellem Karle og Piger — kend-tes over hele Sjælland, men hvis Indhold her i Amtet bestod af den besynderligste Blanding af Salmetone og Ædevise, og som vistnok i denne Skikkelse kun kan tænkes at indgaa en naturlig Forening i en sjællandsk Bondehjærne eller -mave, hvorfra den nu stammer. Et mærkeligt Fænomen i disse Egne, hvor fra Arilds Tid stegte Duer maa være fløjet ind i Munden paa Folk, saasnart de aabnede den, selv om det blot var for at synge.

Det er jo som bekendt de besynderligste Ting, man kan finde paa at henvende sig til Vorherre om. I Sangens første Vers introducerer man sig hos ham paa sømmelig Vis og har anlagt en næsten asketisk Maske. Men snart bliver man naturligere, dristigere, og endelig falder Masken helt og bliver kun hængende ved den ene Ørestrop. Den slæbes ganske vist paa den Maade med lige til det sidste, men kun som et Refrain, der anvendes til at dække over den egentlige Hensigt og skabe en god Retræte. Man tænke sig denne Tekst fremført paa et blidt og drævende sjællandsk:

Visen, som undertiden var meget længere,- blev sunget ved hver eneste Gaard i Sognet, hvor Karlene hørte hjemme.

— Majtræet i Stavnsholt gror paa det gamle Bystævnes Midte og er en kæmpemæssig Lind, som mindst er sine 200 Aar gammel, et usædvanlig pragtfuldt og monumentalt Træ.

— Da jeg stod og vilde fotografere det, kom en kulsort Hankat luskende ud gennem Hækken fra en Nabohave og gik op paa Stævnets Sten, hvor den satte sig lige foran mig og saå ind i Fotografiapparatet. Men just som jeg sigtede paa den, kom der noget i Vejen med Kasetten, jeg kunde ikke faa Skyderen fra, og jo mere jeg sled, jo fastere sad den. Katten ventede i samme Stilling i hele fem Minutter, mens jeg ingen Vegne kom og blev mere og mere edderspændt. Endelig rejste den sig og skød Ryg, hvorpaa den langsomt gik hen og gav sig til at strække sig og „skærpe Kløer“ opad Træstammen. Nu eller aldrig! tænkte jeg. Og det blev aldrig. For i samme Øjeblik, som Kassetten endelig kom i Orden, gik Katten! Den gik med Halen paa hel Stang, ganske langsomt og med halvtlukkede Øjne, sieges-bewusst, og styrede henimod Hullet i sin Hæk, som den var kommen ud fra.

Men det skulde den ikke ha’ gjort. For ud af dette Hul stirrede Fanden selv paa den. Det var Ansigtet af Arvefjenden, en graastribet Hankats væmmelige Fjæs, dens Medbejler til alle Landsbyens Miss’er. Dette Ansigt var saa grumt og arret som en gammel Kaperskippers, med Kindskæg hele Vejen rundt — og Gud véd, om den ikke havde Ørenringe! Med et Udtryk af satanisk Henrykkelse stirrede dens skraa, grøngule Øjne mod den sorte, som intetanende kom nærmere og nærmere.

I næste Øjeblik skete det. Det var et Kæmpespring ...

Et mere storstilet Slagsmaal har jeg ingensinde set eller hørt. Kombattanterne bandede som Skaaninger, der har trukket Kniv. De trampede i Jorden som Heste, og løse Blade, Haartjavser og Skyer af Landevejsstøv hvirvlede op om dem. Alle Djævle var løs i omtrent to Minutter, mens Slaget rasede over Vejen i halvtreds Meters Udstrækning, og hele Landsbyen maa være vaagnet af sin Dvale. — Se dem kunde man ikke, blot noget, der lignede det nederste af en Skypumpe. Og man kunde lige saa godt prøve paa at fotografere en Sandstorm eller Fandens Oldemor i Flugten paa et Kosteskaft.

Endelig tog den sorte Flugten. Den trak sig tilbage i Uorden med den stribede tæt i Hælene, og de forsvandt ved en Drejning af Vejen. Begivenhederne trak længere bort, og snart efter blev alt igen stille.

— Da jeg saa mig om, opdagede jeg en Purk paa syv—otte Aar, der stod og stirrede paa mig med Pegefingeren dybt begravet i Næsen.

„Hvis var de Katte?" spurgte jeg.

„Hvæ—æm?“ sagde han.

„Hvis var Kattene, der sloges?"

„Det var Sme’ens og Baverens," sagde han. „Di slåes saadn hver ievige Dav, og som’tier osse om Natten!"

— Og saa er der maaske endda Folk der tror, at der ingenting foregaar i Stavnsholt.

Ved den dejlige Fruebjergsø i Gribskov.

Ved „Den døde Vig“ i Gribskov. I Baggrunden Esrom Sø.

Kulsvier Jens Frederik Pedersen. Karlebo Overdrev.

Den unge Kvinde af Kulsvierslægt.

Ved Lille Gribsø i Gribskovens Midte.

Mølledammen ved Stenholt Vandmølle Syd for Nøddebo,

Udsigt fra Harridshøj mod Esrom Sø.

Ved Løvsalsbommen paa Løvsalsvejen i Teglstrup Hegn.

I en stor Halvcirkel drog jeg herfra omkring Sjælsø — over Høvelte, Blovstrød, Tokkekøb Hegn, Donse, Kirkelte Hegn, Hørsholm, Folehave, Sandbjerg By og Høje Sandbjerg, og over Gammel Holte tilbage til Farum.

Egnen paa denne Strækning er næsten overalt den rene Idyl, de fleste Steder frodig og typisk nordøstsjællandsk — men ikke nær saa storslaaet som Egnene, der ligger Sydvest for Farum, maaske naar Høje Sandbjerg undtages.

— Solen bager fra en skyløs Himmel, da jeg i den aabne Vogn med en Fart af højst 20 km i Timen lusker gennem Blovstrød og videre til Dæmpegaard med dens Langdysse, som har Ry for at være „det skønneste Oldtidsminde i Landet". Dyssen er beliggende lige ved den anselige Gaard paa en lav, oval Engstrækning, endnu med en vandrig Mose i den ene Ende og omgivet af et højt og tæt Skovbryn. Midt paa den grønne Engflade løfter sig den lave, aflange Banke, som tidligere maa have været en Ø i Mosen, nu bevokset med Træer af mange Arter og alle Størrelser. Rygtet om Stedets Skønhed har ikke overdrevet, sjældent har jeg set noget mere betagende end dette.

Alle Dyssens Mængder af pragtfulde Randsten er velbevarede og staar paa deres oprindelige Plads. De er af en imponerende Størrelse og en herlig Form. Det samme gælder det østlige af de to Gravkamre, af hvis Gang desværre ethvert Spor er forsvundet — sandsynligvis ødelagt af Frederik VII, som har huseret paa Stedet. Kamret selv er prægtigt og stort og helt intakt, dets Dæksten kæmpemæssig, men af en usædvanlig, uregelmæssig Form. Gravkamret, som man nemt kan se ned i, er meget stort og smukt. Det noget mindre Dyssekammer, som findes paa Højens Midte, er ogsaa bevaret; men det virker i Sammenligning med det andet ganske uanseligt. Det er sandsynligt, at den vestre Ende af Højen har haft en stensat Gang, som har ført ind til det mindre Gravkammer; thi her findes Spor af Sten, hvis Toppe stedvis rager op af Jordsmonnet i to parallele Rækker, som peger hen imod Kamret.

Det prægtige Oldtidsminde kunde næppe have haft nogen mere idyllisk Beliggenhed. Pragtfulde Birke, Røn og Ege løfter deres Stammer omkring dets graa Stenblokke, indrammede hele Anlægget; og gennem deres tætte Løv, der sænker et grønligt Halvmørke over de gamle Grave, falder kun glimtvis en lille Solstribe ind over Skovbund og Stene.

Mindet er naturligvis fredet, og Dæmpegaardens Ejer passer Stedet smukt og sørger for, at Trævæksterne ikke breder sig ind over selve Gravstedet. — Den fine og sympatiske Bonde klager forøvrigt over den frække Maade, hvorpaa Søndagspublikumet gebærder sig paa hans Jorder paa dets Vej til og fra Dyssen. Folk kommer her paa visse Dage i Hundredvis. Men selv om man paa den elskværdigste Maade henstiller til disse Mennesker, at de skal følge en bestemt Sti dertil, optræder de fuldstændig hensynsløst og svarer ikke sjældent, at saadan noget bestemmer de selv! Madpapir, Konservesdaaser og andet Ragelse efterlader de paa Gravpladsen, og Sæd og Græs nedtrampes paa Vej dertil. Det er vistnok det, man forstaar ved Fredning med Publikums uhindrede Adgang!

Der burde naturligvis anlægges en virkelig Vej tværs over Engen til Stedet. Ejeren har forøvrigt for mange Aar siden prøvet paa at faa en af Nationalmusæets højere Funktionærer, under hvem Stedet sorterede, til at interessere sig for et saadant Anlæg og eventuelt faa Musæet til at yde sin Støtte til dette Foretagende, men naturligvis uden Held — hvor skulde Pengene komme fra til sligt! Desuden fik Bonden det Svar, at Musæet ingen Interesse har af, at Folk ser paa Dyssen.

Det minder mig om, hvad en forlængst afdød Direktør ved Kunstmusæet engang sagde til en Kunsthistoriker, som kom op til ham for at se en fin Nyerhvervelse, saa vidt jeg husker et Billede af Rembrandt: „Lad nu være med at skrive for meget om det — saa faar vi saadan et Rend!“

— Idag er her Ro, saa roligt som i en Domkirke paa en Søgndags Morgen. Stilheden brydes kun af Smaafuglenes sagte Sang over mit Hoved og af Kukkerens dybe Røst ovre fra Skovbrynet. Solsort og Drossel triller omkap, og Bogfinker blander deres blanke Sopran ind mellem Altsangernes Toner. Ude paa den grønne Engbund mellem Højen og Skovbrynet vandrer nogle røde, græssende Kvier. Engang imellem rejser en af dem Hovedet, strækker Hals og brøler langeligt og sentimentalt som en Wagner-Helt — og de andre stemmer i med, saa man tænker paa det sig nærmende Pilgrimskor i „Tannhauser", hvortil Fuglene leverer Obligatviolinstemmerne.

Landskabet herfra hen imod Donse og videre til Hørsholm er meget smukt, blide Bakkebølger med Udsigt fra Højderne over den skønne Sjælsø og mod smaa og store Skovstrækninger. — Men næppe svinger man mod Syd fra Hørsholm og nærmer sig Sandbjerg, før Landskabets Karakter hurtigt forandres. Det lidt sødladent-romantiske forsvinder, her bliver aabent og frit, strængere, ja næsten barskt. Det er bestandigt accelerando — man tænker uvilkaarligt paa Heines „Harzreise“, medens man nærmer sig dette Landskabs Kulmination, det mægtige „Høje Sandbjerg".

Aldeles imponerende ser Landet ud fra dette mægtige Bakkelands Ryg, hvad enten man ser det fra dennes Vestside ud over Sjælsø, eller mod Øst over de faldende Banker mod Øresunds Kyst. Det er en af Sjællands herligste Udsigter, omtrent lige saa imponerende som fra Vejrhøj i Odsherred, skønt Bjergets 85 m høje Top er 36 m lavere end dennes. Men hvor vidt forskelligt er dette Landskab ikke fra hint!

Undervejs hertil, mens man bestandigt stiger, bliver Indtrykkene af Landskabet lidt efter lidt haardere, Jorderne synes fattigere, ja selv Klimaet synes at forandre sig. Men i samme Øjeblik som man faar den fulde Udsigt over Egnen fra Bjergets Top, er det som at skue ud over et Kanaans Land, et Arkadien, hvor kun Lykke og Skønhed kan have tilhuse.

Intetsteds fra ser Østsjælland saa prægtigt ud som her, alt, hvad det rummer af Dejlighed, ligger udbredt for Øjet. Det er som et broget Tæppe, men ædelt paa hver en Plet — denne henrivende Blanding af Natur og Kultur, som kun vore store, rige Øer rummer.

Skønnest er Synet maaske mod Øst over de bølgende, skiftende Bakkehæld, det ene bag det andet, sagte synkende ud mod Kystens Skove, Folehave, Trørød og Jægersborg Hegn — og bag disse Sundets blanke Flod, hvor Hveen hæver sine guldskinnende Klinter som et Fata Morgana, svævende mellem Sjællands Skove og Sveriges fjærne, blaanende Kyster, der svinder i Junidagens Varmedis.

Det er paa saadanne sjældne Steder, at man gribes stærkest af den mærkelige Følelse, som hedder Fædrelandskærlighed. — Eller lad mig blot kalde det Lykke.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela