NYORD
Naar man vestfra er sluppet gennem de kringlede Farvande mellem Falster-Møn i Syd og Sjælland i Nord og styrer østerud af den smalle Rende mellem Kallehave og Koster, ser man nordligst i Stegebugt en lille Ø løfte sine Bakker over Havet paa det Sted, hvor Bugten har sin Grænse ud mod Præstøbugt og den aabne Østersø. Det er Ny ord; men hvad man herfra øjner af den, er kun dens lille vestlige Højland; største Delen af den er saa lav og jævn, at man først faar Øje paa den naar man er ganske nær.
Som en mægtig Laarknokkel skyder østenfor Øen den mærkelige Ulvshale Odde ud fra Møns Nordside, kun adskilt fra Nyords Kyst ved det 500 m brede Ulvshale Løb. Strækningerne paa begge Sider af dette er lave, grønne Strandenge, strømskaarne og opfyldte af Laguner. Ligesom man fra Havet ikke faar Øje paa disse Flader, saaledes vil man om man staar midt inde paa Nyords Enge heller ikke se det fjærneste Tegn til Hav til nogen Side; man befinder sig som paa en uendelig Hedestrækning, en uhyre Steppe uden Grænser. Men overalt møder man de skarprandede Laguner, som bryder Retningen af éns Vej, eller blaanende Strømløb, der som Aaer og Floder pludselig spærrer, indtil man ved at følge deres Løb naar én af de mange Spange, som fører over dem fra Bred til Bred.
Disse vide Strandenge danner omtrent tre Fjerdedele af Nyords Areal. Resten, om jeg saa maa sige selve Øen — det virkelig tørre Land — dannes af det lille vestlige Højland, som ganske brat er skilt fra de lave Flader og ud mod disse har et næsten klintagtigt Fald der tyder paa, at her gik engang Øens gamle Kyst ud mod den „salten Østerstrand". Her var dens Grænse, førend Havbunden løftede sig, dækkedes af sammenflydende Stof og blev til lave Enge. Det er maaske mange Aarhundreders Værk, og at Virksomheden bestandig fortsættes af Naturen i samme Retning ses blandt andet deraf, at det gamle, dybe Ulvshale Løb, som tidligere var Indsejlingen til Stege Bugt og Ulvsund, for omtrent hundrede Aar siden maatte opgives paa Grund af Tilsanding og siden bestandig er bleven lavere. Men Strandengene er endnu saa lavtliggende, at Saltfloder ofte overskyller deres Jorder.
Strømmene, som gennemskærer dem, har Navne som Sønderholms Flod, Lambernakke Flod og Dyndflod, Bredebæk og Strømbæk. Af dem bliver Fladerne delt i en Mængde store og smaa Holme, saaledes Krageholm paa 89 Tdr. Land, Ebbenæsholm 42,1, Bredeholm 19 og Jep Pommeis Holm 11 Tdr. Land. Medens hele Nyords samlede Areal med Saltenge og alt nu er 759 Tdr. Ld., er Øens vestlige, gamle Del, som ene er dyrket, kun ca. 200 Tdr. Land.
Det gamle Højland har paa Kortet Omrids som en Skaal, hvis Rand gaar omtrent i Vest—Øst. Dets højeste Punkt ligger paa Midten og er 16 m; to andre Bakker paa Nordøst- og Sydvestsiden naar hver 10 m, ellers falder Landet overalt ned mod Kysten eller ud mod Strandengene. Lave Klinter findes langs Nordøstsiden ud mod Engene, og mod Havet langs hele Vestkysten.
Som henhørende under Øen, der danner sit eget Sogn, ligger endvidere de tre Smaaholme Ægholm 3,8, Degneholm 3,8 og Tyreholm 8,3 Tdr. Ld. henholdsvis Nord, Nordvest og Sydøst for Øen. Udenfor Sognet ligger inde midt i Stegebugt den 10,9 Tdr. Ld. store Lindholm, som hører under Stege Landsogn, samt østligst i Bugten de ubetydelige Græspletter Luddeholme.
Nyords Navn afledes af det gamle Ord Warth, o: Varde eller Vagthold. „Ny-warth“ har uden Tvivl den Betydning, at her har været Udkigspost mod Fjender paa Øen, som jo laa midt mellem to Indsejlinger til disse vigtige Farvande. Allerede i Valdemar Sejrs Jordebog skrives Navnet imidlertid „Nyorth“, og senere er det bleven yderligere forvansket. Pontoppidan kalder den „Nyejordsø“, og Pastor Daniel Schmidt, som i 1847 skrev en Piéce om Øen og dens Kirke, paa-staar at Navnet kommer af Ny Jord! Beboerne selv er gaaet endnu et Skridt videre — de kalder deres Ø Nords Land og sig selv Nordboerne!! —
Dette er ét lille Eksempel blandt mange paa et Stednavns Skæbne gennem Tiderne.
Øens Historie er for saa vidt at søge udenfor den som dens Beboere fra tidlige Tider til op imod vore Dage har været en udpræget Sømandsbefolkning. De paa Stedet endnu hyppigt forekommende Navne som Jan, Geert, Bo, (Jep Pommeis Holm) og andre, leder Tanken hen paa hollandsk (frisisk) Indvandring. Øen hørte under Jungshoved, som Peder Oxe i 1574 blev forlenet med, og muligvis er det ham, som har indkaldt hollandske Bønder til Stedet. Sandsynligere er det maaske, at Navnene staar i Forbindelse med Frederik IV’s Forsøg paa at gøre Møn og omliggende Øer til Sømandskolonier ved at installere danske og fremmede Søfolk paa dem.
Efter at have hørt under Jungshoved Lehn kom Øen under Stege Landsogn. I 1668 skødede Christoffer Parsberg den til sin Søster Else, Enke efter Laurids Ulfeld. Da Regeringen ved Auktion den 20. September 1769 solgte det mønske Gods, købte Nyords 20 Gaardmænd Øen af Kronen for 3,902 Rdlr. 57 Sk.
Øen er sandsynligvis først meget sent blevet opdyrket, og Betegnelsen „Gaard-mænd“ i 1769 maa næppe tages for højtideligt. Saa godt som alle dens mandlige Beboere var Sømænd eller Lodser. Endnu saa sent som 1847 var her blandt 48 Familier ikke mindre end 27, hvis Overhoveder var faste Lodser! Der herskede Lodstvang overfor alle Skibe som skulde gennem disse Farvande, og man kan forstaa Tallet paa Lodser naar man hører, at Antallet af Skibe, som i Tidsrummet 1835—45 passerede igennem Sejlløbet ved Øen aarligt i Gennemsnit var 3,222! — Antallet af disse faste Lodser opretholdtes til 1879, da Lodstvangen ophævedes.
Til omkring 1890 levede af Øens 280 Beboere de 188 eller to Tredjedele af Skibsfart og endnu i 1897 var der 18 Skibe, 4 Fiskerbaade og 30 Joller hjemmehørende paa Øen. I Lodseriet deltog endnu paa den Tid en Del af Hartkorns-ejerne; der fandtes en Lodsoldermand og 13 Lodser. Men siden er Tallet dalet saaledes, at her nu kun findes 3 fast ansatte Lodser paa Øen. — Lodseriet ejede indtil December 1897, da Fonden indlemmedes i Danmarks Lodsers Fællespensions Kasse, et Pensionsfond paa 57,636 Kr., af hvis Renter afgaaede Lodser og deres Familie understøttedes. Dette Fond havde følgende mærkelige Oprindelse :
Tærø. Polak-Rønnerne paa Sønderstranden.
Tærø. Et gammelt Husmandshjem nær Havnen.
Langø. Damptærskeværket ved Øens midterste Gaard.
Langø. Indkørsel til Gaarden paa Nordsiden.
Nyord. Gaard med stensat Møddingsplads ud mod Vejen.
Nyord. I Nyord Bys vestlige Del.
Nyord. Udenfor en Bondegaard i Byens østre Del.
Nyord. Det Indre af en Gaard fra ca. 1750 i Byens østre Del.
I December 1808 under Krigen med Sverige strandede paa Nyords Grunde en svensk Galease, hvis Mandskab forlod Skibet og flygtede for ikke at falde i Krigsfangenskab. Nyords Lodser bemægtigede sig Fartøjet. Det ved Salg af Skib og Ladning indkomne Beløb deltes i to Dele, hvoraf Kongen fik den ene og Lodserne den anden. Men Frederik VI skænkede ved Reskription af 9. Juni 1809 sin Del til et Understøttelsesfond for Øens afskedigede Lodser, deres Enker og efterladte Børn.
Endnu findes paa Øen 9 Lodshuse, i 6 af hvilke der bor gamle, pensionerede Lodser.
De 270 nuværende Beboere er fordelt paa 19 Gaarde og 62 Huse. Gaar-dene er gennemgaaende kun paa 10 Tdr. Land Agerjord og 30 Tdr. Land Strandeng. Her findes ingen Husmænd, idet Husenes Beboere er Lodser, Skippere, Matroser eller Fiskere. Paa de smaa Gaarde holdes naturligvis saa godt som aldrig Tjenestefolk — de 10 Tdr. Land kan Familien klare selv. Saltengene, som udstykkedes i 1884, har siden givet en Smule Hø, men er som før nævnt uanvendelige til Dyrkning og bruges kun til Græsning af Kvæget.
Som tidligere omtalt var Lodsfarvandet indtil 1821 Ulvshaleløbet østenfor Øen, men med visse Storme var dette Aar efter Aar mere tilsandet, ligesom Strømmens Foranderlighed bestandig mere influerede paa Dybdeforholdene. Paa Foranledning af Lodsen Hans Larsen blev der i 1822 bevilget et Statslaan paa 3000 Rdlr. til Uddybning af det vestre Løb mellem Sjælland og den lille Degneholm, hvorved der opnaaedes et langt sikrere Farvand, som i Maj 1824 var opmudret til 71/2 Fods Dybde.
Den nævnte Lods er en Efterkommer af sin berømte Navnefælle, Nyords Nationalhelt, Styrmand Hans Larsen, som stod ved Roret paa Linjeskibet „Justi-tia“ da det under Niels Juels Kommando deltog i Slaget i Køge Bugt. Til Minde om ham ophængtes en Model af „Justitia“ i Stege Kirke, hvor Søfolk hvert 10de Aar holdt Fest til Minde om Styrmanden og Sejren i Køgebugt — en Skik der nu som saa mange andre ikke mere følges.
I Øens Historie møder man i et hastigt Glimt én af de mærkelige Eventyr-helte fra Krigen mod Svenskerne under Carl Gustav — selve „Gjøngehøvdin-gen“, Kaptajn Svend Poulsen. Her træder han for et Øjeblik ud af den sagn-agtige Taage, som omgiver hans Skikkelse.
Mens Svenskernes Hovedstyrke i Vinteren 1658—59 stod om København, var mindre Styrker bestandig spredt over hele Sjælland, særlig den sydlige Del. Det var hernede, de gjorde Bekendtskab med Svend Poulsen, hvis Bedrifter iøvrigt ogsaa udstrakte sig til de sydlige Smaaøer og som overalt voldte Fjenden ustandselige Bryderier. Den danske Landbefolkning, især den sjællandske, har sin betydelige Andel i, at København kunde holdes, og saaledes i hele Landets Redning. Thi for at kunne underkue den sejge Modstand, som ofte var i høj Grad aktiv, maatte Carl Gustav mere og mere svække sin Hær foran Hovedstaden og sprede sit Mandskab. Af de 30,000 Mand, der var fordelt over Landet, stod efterhaanden kun 10,000 udenfor Københavns Volde.
Allerede i September 1658 begyndte forskellige Snaphaner i Spidsen for deres Bander at føre en vedvarende og planmæssig Guerillakrig mod Svenskerne paa Sjælland. Den vigtigste af disse var Gjøngehøvdingen, saaledes kaldet fordi han var fra Gjoinge Herred i Skaane. Hans Tumleplads var Præstø Amt, saaledes som Sagnene rigtigt beretter. Omtrent ved Slutningen af September 1658 forlod han København, og fra Egnen Syd for Køge begyndte han nu sin Krig mod de rundt om liggende svenske Smaatropper. Han samlede efterhaanden 56 „Karle", som hovedsagelig var Sjællændere, der var rømte fra svensk Krigstjeneste — det var altsaa ikke Dilettanter, men Folk som kendte Haandværket. De strejfede, navnlig om Natten og tilhest, fra Egn til Egn, og ifølge Svends Beretning skal Banden i Løbet af et Par Maaneder have nedlagt 29 Officerer og Underofficerer foruden 189 Menige.
Med sine Folk overfaldt han efter sine egne Beretninger Svenskerne ved Ganneskov, Totterup Gaarde i Karise Sogn, Karise, Lystrup, Fischerhoed (en nedlagt Landsby, hvor nu Strandgaarden ligger), Torøje og Lyderslev, altsammen i Stevns—Faxeegnen; senere gik han mod Syd til Sjolte, Snesere, Sværdborg, Køng, Torp, Skovmøllegaard og Egesborg. Alle disse Steder laa der svenske Tropper i Kvartér, og overalt „caputed" han dem, d.v.s. skød dem ned.
De nævnte Steder viser, hvor tæt de svenske „Salvegarder" laa. —
Tilsidst samlede Fjenden en stærk Kommando under Generaludjudant Lin-denberg og fordrev Svend Poulsen fra Sjælland. Han flygtede til Nyord sammen med sit Mandskab, og tog herfra ved Nytaarstid 1659 ad Søvejen tilbage til København. Den Periode, i hvilken han opholdt sig paa Nyord, maa have varet fra Begyndelsen af November 1658, altsaa i henimod to Maaneder. I den Tid laa han iøvrigt heller ikke paa den lade Side men foretog efter sin Beretning Tog til Sjælland og faldt over Svenskerne ved Tappernøje, Jungsted og Vordingborg, hvor det gik dem som de andre Steder.
Imidlertid var Fjenden bestandig paafærde for at faa Fingre i ham. I en i det svenske Rigsarkiv opbevaret Melding beretter Pladskommandanten i Køge, Oberstløjtnant J. Stahl, den 5. November 1658 følgende til Feltmarskal Stenbock:
„Til Morgen lod der sig se en Baad i Søen, som gjorde sit bedste for at undvige denne Kyst, hvoraf jeg straks sluttede, at den kom fra Fjenden eller skulde til Fjenden. Da den endelig af haardt Vejr blev tvungen ind under Land, tvang jeg ved Musketild Folkene til at komme i Land. Der var kun 3 Personer, som sejlede fra Møn til Kjøbenhavn med Proviant; den ene, en Korporal fra det Holckske Regiment, sender jeg Deres Eksellence. Han beretter, at Kaptajn Svend Poulsen opholder sig paa en lille Ø mellem Sjælland og Møn med 20 Mand. Øen hedder Noer og ligger kun to Bøsseskud fra den sjællandske Kyst. Den anden Fange mener, at han har vel 70 Snaphaner med sig. Begge mener, at man kunde vel nok faa fat i den Svend Poulsen, da han ikke skal kunne skjule sig paa Øen, som Deres Eksellence jo vil faa at vide af den fangne."
Det er dog aabenbart ikke lykkedes Svenskerne at forurolige „Gjøngehøvdingen" meget i hans Nyordske Periode, eftersom han havde Standkvarter paa Øen i omtrent 2 Maaneder efter at denne Skrivelse blev til. Trods al Paapasselighed fra Fjendens Side og alt Angiveri fik de aldrig fat paa ham, han var bestandig for snar i Vendingen og vedblev at fortrædige dem med sine hurtige Overfald, til han med sine Folk tog Vejen ind bag Københavns Volde.
Det er interessant at se, at der i et Brev fra Kong Frederik III til Christoffer Lindenow paa Nykjøbing Slot, dateret den 22. Oktober 1658, paalægges Lehns-manden at skaffe Svend Poulsen hvad Krudt og Munition han behøver for sig og sine underhavende Folk, samt to Smaastykker! Det fremgaar heraf, at Gjønge-høvdingen var en Mand, der som Fører endogsaa opererede med Artilleri — det er just ikke saadan man forestiller sig Folkehelten, naar man kun kender ham fra Carit Etlars Bog.
Pontoppidan siger i sin Danske Atlas følgende: „Nyejordsø haver 20 Gaarde og 7 Huse. Her er nyeligen, nemlig i May—Maanet 1763, skeet stor Skade ved Vaade-Ild, som haver fortæret femten Gaarde paa eengang.“ Tallet paa Husene er interessant sammenlignet med det nuværende Antal 62 (!), medens Gaardenes Mængde kun er én mindre end da. —
Det var en Oktoberaften ved Solfaldstid, at vi gled ind og fortøjede i Nyords Havn.
Det er ikke venteligt, at Ordene „Nyords Havn" blot ved deres Lyd skal vække særlig mærkelige Forestillinger. Havne har for mig personligt altid noget afskrækkende ved sig, paa vor Rejse undveg vi saa godt som altid saadanne naar der var Mulighed for at ligge paa aaben Kyst; saa undgik vi Støj og bestandig Uro, Snavs og Nysgærrighed.
Men den Plet, vi hin rolige Oktoberaften gled ind paa just som det sidste Solskær faldt hen over dens gamle frønnede Pæle, Rørskovene om dens Moler og den gamle By oven over den, det var aldeles ingen Havn — det var en lille Drøm, som slet ingen Mennesker kan drømme, et stille Eventyr, som kun H. C. Andersen har kunnet digte, og som ingen, der ikke er født i hans Fædreland, nogensinde vil kunne fatte. Det var saa ringe altsammen, saa ubetydeligt; men Stedet var én eneste stille Andagt. Vi stod tavse paa Dækket og saa paa det, men indeni os hviskede det ganske stille: Du gode Gud — Du gode Gud!
Havnen ved Nyord! Det vil i mine Øren altid klinge som Titlen paa et gammelt, gammelt Digt, et hjemligt Sagn fra svundne Tider. Synet af den var den fuldkomne Lykke. Gid aldrig noget vil ændre dens Udseende eller forstyrre dens Ro, ingen Sejlmaskine af et Sportsfartøj kruse dens Vand, ingen Turist skæmme dens fredelige Idyl! Nyords lille Havn — jeg føler Lyst til at række Armene ud over Dig, „betend dasz Gott dich erhalte" — og sige til Tiden, til denne onde Tid, at her maa den ikke staa stille, men bare gaa forbi! —
Om Tommelise var havnet her paa sin vidunderlige Sejlads, da kunde hun have undveget alle Farer. Her vilde endnu i den lysende Sommernat den lille Havfrue have kunnet lande paa én af Breddens Sten og drømt om sin Prins, som hun aldrig fik. Her sejler mellem de sagtmodigt gækkende Gaaseflokke ud og ind af Rørskoven og langs de frønnede Pæle endnu bestandig den veritable grimme Ælling — som aldrig bliver til Svane fordi den uhjælpelig er en Gæsling! Og naar den biir stor vil den faa andre Gæslinger, saa her faar Eventyret aldrig Ende. —
Bag de gule Rørskove staar en gammel Vippebrønd fra vore Tipoldefædres Tid og giver endnu det klareste Kildevand. Og paa Klinterne bag den lave Forstrand løfter den lille By sine Tage, og dens Haver hælder sine Grene helt ud over Stranden.
Det er en Aften med fuldstændig Vindstille, Havet ligger blankt og ingen Lyd høres. Just som Solen slukkes og Fuldmaanen stiger op over Skovene paa Møns Klint, høres nogle Strandhjejlers Fløjten langt borte. Maanen stiger og forsølver Kanten paa en lysende Skybanke. Først en halv Time senere ringer den lille Kirkeklokke Solen ned. Der er sietingen Ting, som har Hast. —
Natten kommer, og Frosten lægger sin tynde Taage over alting. Men ved Daggry hænder det samme igen, blot omvendt. Paa Himlen staar nogle lette Cirrusskyer, som rødmer mere og mere hvor Solen skal komme. Kirkeklokken vil ikke vente paa Solen, men begynder stille og betænksomt at ringe. Under dens sagtmodige Bimlen ruller endelig Solen sit store Ildhjul op over Himlen bag Høje-Møn, og samtidig skjuler Fuldmaanen sig bag Sjællands Skove. Et Øjeblik stirrer de to Vandrere ind i hinandens Ansigt tværs over Havet, saa stiger Solen, og Maanen er dalet — det er Jævndøgnets store Vægtstang, der svinger om sin Akse.
I samme Øjeblik som Solen kommer op, begynder Vandet i Havnen at dampe. Rimen paa Dæk og i Rejsning bliver til funklende Dugg, men oppe paa Land falder endnu dunkle Rimskygger bag Huse og Haver og de ophalede Baade. Inde bag de solbeskinnede Rør om Havnen begynder Ænderne saa smaat at vaagne til Dagens Palaver, og fra Byen, hvor Røgen just nu stiger som fine Striber op over de gyldne og blaanende Tage, kommer Gaaseflokken vandrende ned mod Stranden, stilfærdigt smaa-snakkende om Dit og Dat. En enkelt af dem udstøder pludselig et Skraal, med hvilket den ganske alene kunde have reddet Kapitolium.
Nu begynder Dagen. — Men endnu ser vi ikke et Menneske. Kun nede fra Dammen paa en stor Fiskerbaad, som ligger kølhalet ved Siden af os, kommer der nogle skrumlende Lyde; det maa være Skipperen der er vaagnet og begyndt at rumstere med Grejerne. Det rumler stille og hult dernede, som i Maven paa en Flodhest eller en stor Drøvtygger — Ymers Ko.
Vi gaar op over de duggvaade Marker og gennem Landsbyen, som med sine visnende Haver og glødende Efteraarsblomster viser os en indian summer uden Lige. Frosten har taget stærkt paa Løvet og svedet det i alle Farver fra Gult og Orange til Kraplak og Rust. Mellem alt det hektisk Røde straaler nu og da en enlig, skinnende grøn Farve. Morgenduelige Stære jager i Flok fra Have til Have og plyndrer af Træerne; Rødhals og Irisk, Blaamejse og Bogfinke smutter mellem Buskene, og Musvitten synger sin Morgenvise.
Stejl gaar Vejen fra Haverne op mellem de gamle Huse i denne Landsby, som er den skønneste, vi endnu har set. Blot hundrede Skridt fra Stranden har man et herligt Syn udover Byen og Kysten under den. Særlig mærkelig og smuk er den østlige Bydel, hvor der endnu findes nogle fortrinlige og velbevarede gamle Gaarde fra omkring Midten af det 18. Aarhundrede. De blev sparede ved den store Ildebrand i 1763 og ligger tæt sammenbyggede som Tidens Skik var, med en Arkitektur, som jeg ikke har set Mage til. I Byen findes nogle ejendommelige, forsænkede Møddingspladser ud mod Vejene, brolagte i Bunden og med store Kampestenssætninger paa de tre Sider.
Om det saa er Beboerne kan de se ud, som om de er hentede ud af en Eventyr-Billedbog. Disse Mandfolk, som vi ser vandrende bag Ploven i Sweater, sort Sømandskasket og det karakteristiske Tørklæde med Sailor-Knuden om Halsen — eller i bredskygget Hat, den korte sortbrændte Shagpibe, Ørenringe og Skipperskæg — holder de ikke Gudhjælpemig den Dag idag paa Plovens Knage som var det et Rat! Jeg gad vide om de ikke siger Styrbord og Bagbord om den nærmer og fjærmer! Der er Folk her, som jeg mistænker for i al Hemmelighed at krydse med Ploven i ganske smaa Slag, naar de gaar op mod Vinden. Og naturligvis holder de den høje Poppel Øst for Byen overét med Stege Kirke-taarn for at undgaa Sten i Grunden! —
For Ankere kan smedes om til Plovjærn, vestjydske Kromænd kan blive Indremissionærer, og Rokker, som fanges under Anholt, kan sendes til England og vende tilbage som Daasehummer. Det hænder. Men syvogtyve ramsaltede Nyordslodser kan ikke bare i Løbet af et Par Generationer faa Beskyttelseslighed med Agrarer!
I én af Byens ældste Gaarde i dens østlige Del traf jeg én af disse udprægede Sømandstyper, dens gamle Ejer, forhen Lods og nu Landmand. Paa de vestligere Øer havde jeg i Forvejen hørt mangen Skrøne om Nyordboernes Særheder; man regner dem for gammeldags og eksklusive, næsten en Smule smaa-tossede af alt for megen Indgiften. Hverken hos denne Gamle eller hos en Mængde andre af Beboerne, som jeg besøgte, fandt jeg det mindste, som kunde berettige dette Ry, tværtimod. Elskværdige og gæstfri var de, klare i deres Tale og med en fortrinlig Fremstillingsevne. Jeg har næppe mødt nogen udpræget Agrarbefolkning, som har vidst bedre Besked om sin Øs Ejendommeligheder end disse Amfibier. Jeg fik bedre Oplysninger her af Befolkningen end de fleste andre Steder. Hertil kommer, at Øens Boliger, baade de nyere og de tilbageværende ejendommelige gamle Gaarde, var holdt saa mønsterværdigt, som kun en Sømandsbefolkning, der tager sine Sædvaner og Ordensbegreber med op paa Land, plejer at gøre det.
Her er adskillige Tre-Alens Karle mellem disse gamle Lodser, og stoute og ranke Folk er det, ofte gamle som Methusalem uden at man egentlig kan se det. Jeg besøgte én af dem, boende i et gammelt, højtliggende Hus paa Skrænten mod Havnen. Dagen efter vor Ankomst havde han været ombord, præsenteret sig som Havnefoged og indkasseret de 67 Øre som vi maatte betale for at ligge i Havnen i en Uge! Undskyld — men det er forud her, sa’e han. —
Han er højt oppe i Firserne, fortalte han mens jeg sad og tegnede ham. Fra sit 14de til det 22de Aar for han tilsøs, og siden var han i 41 Aar Lods paa sin Hjemø. Desuden er han Ungkarl og Dannebrogsmand — det sidste fortæller han mig flere Gange og forlanger det skal staa paa Tegningen. Over det første beklager han sig — han er bleven for gammel til at klare alle Husholdningens Skær saa godt, som det passer ham. Men, siger han, de første tresindstyve Aar var der jo ingen Grund til at gifte sig, for da boede hans Mor hos ham og holdt Orden paa Grejerne. Og siden var det bleven for sent at gifte sig til en Stedfortræder, velsagtens. Man ved aldrig hvordan Kvindfolk er vendt, før man faar dem paa klods Hold! Men han siger det med et lille Gisp, der godt kan lyde som et Suk. — 1 toogtyve Aar har han boet helt alene.
Saadanne gamle, ensomme Mænd ser altid saa uhægede og sørgelige ud, der er saa længe imellem at de bliver støvet af, de faar Krummer i Skægget og Skæl paa Frakken. Bordpladen, hvor jeg skulde sidde, tørrede den Gamle af med sin Kasket, og det der forsvandt fra Stedet saås ganske tydeligt sidde paa Pulden, da han igen fik Hovedtøjet paa. Han lignede noget forhistorisk, et Jordfund — hans Næse var som en Kæmpekaalrabi, hans Hænder som to Runkelroer, der hang ud af Ærmerne. Men høj, rank, mager og velskabt var han som saa mange af hans gamle Landsmænd. Hvilken Race der er i de Folk sammenlignet med Beboerne paa de vestligere Øer i Smaalandshavet!
Her som overalt hvor vi er kommen, er det de gamle Mænd og de helt unge Kvinder, som er det smukkeste Udtryk for Befolkningen. De midaldrende eller ældre Kvinders ensformige Slid og deres underordnede Stilling i Hjemmet gør dem énsartede og uden intellektuelt Særpræg. Jeg har endnu aldrig paa denne Rejse i noget Bonde- eller Almuehjem set Husmoderen deltage ved det Kaffebord og sjældent i det Aftensmaaltid, hvortil vi er bleven indbudt.
Det tristeste Fænomén er den helt unge Mand, selv paa disse afsides Steder er han godt paa Vej til at udvikle sig henimod den almindelige Form for en cigaretosende Flab, som dominerer i Byerne. Der gives Undtagelser, men de er sjældne. Endogsaa her paa Nyord sidder Sixpencen som fastlimet over det ækle Pande-haar, der som paa „uartige Piger" hænger ham ned over Øjnene. Det er ikke almindeligt, at han besvarer en Hilsen, naar man tager Hatten af for ham. Hans Gang er sjokkende, Øjnene sløve, Cigaretten dingler mellem Tænderne og Overlæben — Minder fra Københavns Forstæder.
Hos Øens unge Piger er det eneste Tegn paa „Civilisation" dette, at de bærer nogle store, komfuragtige Hatte, som var moderne andre Steder i Begyndelsen af Aarhundredet og nu endelig er naaet hertil. Naar de tager dem af, er det som et Lys bliver befriet for en Skæppe — og Aabenbaringen under Hatten er netop saa ren og skær som en lille klart brændende Flamme.
En Dag besøgte jeg Præstefamilien i den smukke gamle Gaard nær Kirken. Fruen sendtt Bud efter en ung Pige, som hun havde raadet mig til at tegne, og som ogsaa sti aks var villig. Hun var typisk for Øen, udpræget nordisk i sin Lyshed, med de runde, bløde Træk mindende om hollandske Pigetyper, der var over hendes Ansigt den samme naive Ynde, som man finder paa Ungdomsbilleder af Hollands Dronning. Disse Piger er endnu almindeligere paa Gaderne end de gamle Mænd. Deres Øjne og deres Smil er lyse og helt bedaarende. Naar de stod indenfor deres Mors Havelaage og saå efter den Fremmede der gik forbi, med den slanke Krop i Hvile og Armene slapt ned langs Siderne, mens Solglansen faldt over deres lysende Haar, da var de at se til som tændte Alterlys. —
De rødmer, blot man siger Goddag, og først længe efter kommer et næsten lydløst Svar. Jeg har aldrig set noget renere og uskyldigere end Nyords Piger. — Gud, lad dem aldrig faa Grammofoner og Jazzdanse herover!
Jeg mødte forøvrigt her et lille Glimt af den Særhed, for hvilken Øens Indbyggere er berømte i Nabolaget. Moderen til den unge Pige, som jeg havde tegnet, tog mig dette meget fortrydeligt op og beklagede sig over, at hendes Datter skulde „trykkes i en Bog". — „Hun er min eneste Datter," sagde hun, „og det vilde jeg ikke have gi’et mit Minde til.“ Jeg tror ikke, at det trods alle mine Anstrængelser lykkedes helt at overbevise hende om, at der ikke var noget skammeligt ved den Ting, eller at bibringe hende nogensomhelst Forstaaelse af Sagen.
Om et andet, overordentlig rørende Udslag af denne Særhed eller Overspændthed, som kan forekomme især hos Øens kvindelige Befolkning, fortalte man mig følgende: En Enke mistede for seks Aar siden sin 17-aarige Datter. Siden hun blev jordet har Moderen hver eneste Dag paa alle Aarets Tider og i alt Slags Vejr vandret ensom ud til Øens fjærne Kirkegaard og med en lille Rive hæget om Graven og tilbragt nogle Timer derude. Og i al denne Tid har hun ikke villet omgaas et eneste Menneske og iøvrigt bestandig holdt sig inde. — Dette er jo ikke Moderømhed alene, men Udslag af et uligevægtigt og sygt Sind. Ogsaa mellem Beboerne selv regnes dette Tilfælde for at være noget udenfor det sædvanlige, og det falder dem for Brystet.
Det lykkedes mig ikke at faa flere af Øens unge Piger tegnet, de holdt sig tilbage. Og det var Synd. Men hvor jeg gik og undredes over dem, over deres slanke, fine Skabninger, deres sunde, herlige Lød. Alting klæder dem. Jeg har set dem ved et tungt Arbejde som Roeoptagning udvise en Gratie, som jeg aldrig har set ved nogen Opvisning i Plastik. Et saadant Arbejde som at skubbe en Trillebør henad en ujævn Landsbygade kan være yndefuldt, naar det er én af Nyords Jomfruer, som udfører det.
Men overrasker man tilfældigvis én af disse unge Piger i at tale, saa studser man over at møde en Ejendommelighed ved det Nyordske Sprog, som lyder slemt sammen med det syngende Øbo-Maal og som navnlig i deres Mund synes helt naturstridig. Det er dette, at det københavnske a med stærk æ-Lyd er indvandret hertil og anvendes i en Del Ord, hvor a er betonet. Man tog sig til Hovedet, naar én af disse søde, unge Piger sagde til en anden: „Vi ska’ hæ’et saa rært iaften!“
Mærkværdigvis fandt jeg ikke i Mændenes Tale fjærneste Antydning af dette, ikke engang de unge Karle har endnu anlagt denne Mode. Men de har jo baade Cigaretten og Pandelokken.
Jeg besøgte Øens Sogneraadsformand. Ogsaa han er en udpræget Sømandstype, tiltrods for at han er Gaardmand af Profession. Men han er en lille tætbygget Skikkelse af et mere moderne Snit end de gamle Lodser. Ham skylder jeg en Mængde Oplysninger om Forholdene paa Øen, især om dens Lodsbefolkning. Af Vildt, siger han, findes her hverken Harer eller Agerhøns mere, ingen mindes at have set det her. Baade Hus- og Markmusen forekommer i Mængde og den brune Rotte er indvandret hertil og har formeret sig, saa den er bleven en sand Landeplage. Den har fordrevet den sorte Rotte, som gamle Folk paa Øen endnu mindes at have set. Muldvarpen fandtes her i sin Tid, men for omtrent 30 Aar siden forsvandt de sidste, hvorimod Pindsvinet optræder temmelig talrigt. Snogen findes af og til, og paa Saltengene og i Agrene skal der være Hugorme.
Af Rovdyr er kun Lækatten fast paa Øen. Men det hænder, at der af og til om Vinteren kommer en Ræv hertil fra Sjælland eller Møn, naar Havet er dækket af Is. Dette har paa Stedet givet Anledning til Opkomsten af en helt ny Form for Sport. Da det saaledes for en Del Aar siden skete, at man opdagede en indvandret Mikkel, som var bleven overrasket af Tøbruddet og ikke naaede at slippe væk, da greb Befolkningen ikke til den sædvanlige Udvej at hente Bøssen ned fra Knagen og skyde Udyret ned. Nej, man maatte have en Dag ud af dette! Og saa samledes Øens Mandskab ubevæbnet og lavede Parforcejagt paa Asenet tilfods!
Da man nogle Gange havde forfulgt Ræven frem og tilbage tværs over Øen, var han bleven rendt saa træt, at han lagde sig op under et Dige og lod sig ta’ med Hænderne. Det kan man da endelig kalde for Sport — og saadan en Ræv er der Forslag i! Dette hændte i Vinteren 1895, og Aarstal og Dato glemmes aldrig paa Øen. Det er én af dens store Dage. —-
Øens Kirke er et Led i den Tornerose-Idyl, som hviler over hele Byen, der ligesom ligger i en hundredaarig Slummer og drømmer under sine tætte Havers Skygger.
Skønt Kirken er bygget saa sent som i 1846, idet Øen først i 1845 blev udskilt fra Stege Landsogn og blev eget Pastorat, er den ganske fortrinlig. Paa det Sted, hvor den er opført, fandtes fra gammel Tid Ruiner af en Stensætning, som kaldtes „Caplen“, formodentlig fordi her engang har ligget et Kapel. Kirkens Arkitekt var C. Glahn fra Nykjøbing paa Falster, og dens Forbillede har været Damsholte Kirke paa Møn, der ligesom Frederiksberg Kirke ved København er ottekantet med spidst Tag og et lille Spir. Dette sidste er imidlertid senere fjærnet fra Nyords Kirke, efter at det var forfaldent og ikke mere kunde bære sin Klokke, og denne hænger nu i en Klokkestabel af Jærn ved Siden af Bygningen. Ved en Restaurering i 1888—89 blev Kirkerummet, som oprindelig var 14 Alen højt, sænket 4 Alen.
Langt borte fra Kirken og Byen, helt ude paa Hovedøens Nordøstpynt, ligger Øens Kirkegaard.
Jeg staar en solgylden Aftenstund herude i denne lille verdensfjærne Have, som ligger ensom paa det bratte Hæld ud mod de lave Strandenge. Under Træer og Buske, hvor den sidste Sol kaster sine Straaler henover gamle Trækors og forvitrede Sten, læser jeg Navne som Jantzen, Geertsen, Hollender og Pihis. Og en Mindesten finder jeg over otte engelske Sømænd. De „omkom paa Nyords Enge i Stormfloden 13. Novbr. 1872“ staar der paa Stenen, og den er rejst af Nyords Beboere. — Her hviler de mellem hinanden, Danske, Hollændere og Englændere, alle disse Gamle, som for paa Havene Jorden rundt; her skulde de endelig „i sidste Havn fortøje". Og der er roligt og godt her paa Skrænten under de gamle Træer med det vide Udsyn over Strandenge og Hav; skønnere kan ingen Mand hvile, naar hans Tørn er endt. Gærdesmutter, Fuglekonger og Irisker pipper mellem Buskene, og i Askene over de stille Grave sidder Musvitten, som for-staar det hele, og synger: Slid din Tid — slid din Tid!
Nedenfor Kirkegaarden ligger paa Faldet ud mod Engene en lille Mose, tæt bevokset med Rør, over hvilke Tjørn og smaabladet Pil løfter deres runde Kroner. Som jeg staar her og ser ud over disse vide Flader, over hvilke Solfaldsrødmen hviler, mens de blaanende, finttegnede Konturer af Høje-Møn hæver sig fjærnt bag dem mod Østhimlen, da dukker der et Minde op i mig: er dette ikke som fra Roms Udkant at se ud over Campagnen mod Rocca di Papa! Jovist — men dette er skønnere, for mig!
Thi her brøler Kvæget nu mod Aften fjærnt og nær — denne kendte, hjemlige Lyd, der ligesom taler fra fjærne Steder og gør Rummet saa stort. Frøerne kvækker nede fra den nære Mose, deres Stemmer løfter sig til en Scala, som naar helt op under Himlens Loft.
En græssende Ko kaster en lang Skygge over den rødmende Kløver helt ned til Skræntens Fod, hvorfra en lige Vej gaar ud over Engene. Vejen begynder bred og gylden nær Bakkens Kant, men svinder og bliver til intet i det Fjærne. En ensom Vandrer, en lille Bondekone, kommer gaaende ud ad Vejen. Hendes sorte Stadskjole bliver helt rød i Solen, og ogsaa hun har sin Skygge med sig. Hun selv er kuglerund, men Skyggen er en lang Stribe. Skyggen og hun ligner en Stoppe-naal med en Klat Lak paa Enden. Hun fjærner sig mere og mere, tilsidst ser jeg slet ikke Vejen hun følger, men kun den lille Kugle, som jeg bestandig véd er en Bondekone. Først helt ude ved Færgestedet standser hun, og lidt efter kommer en Baad ud fra Ulvshale Færgested paa Møen. Men saa gik Solen ned, og jeg saå ikke, hvordan det siden gik hende. ’
En stor Flok Sædgæs trækker højt oppe over Engene, ordnet nøjagtigt i et V med en Formand og 11 Stykker til hver Side. Deroppe hvor de færdes, skinner Solen endnu. Engang imellem skræpper de med en fed Gaaselyd, som om de allerede havde Æbler og Svesker i Maven ...
Vestenbrisen bærer Lyden fra den lille Kirkeklokke herud. I Tusmørke gaar jeg hjemad mod Byen.
Men næste Morgen gik vi over de duggtindrende Enge helt ud til Færgestedet ved Ulvshaleløb. Pastor Schmidts Beskrivelse fra 1846 af dette mærkelige Landskab passer endnu paa en Prik — hvor mange Steder i Danmark vilde dette kunne tænkes at være Tilfældet i vore Dage, et Landskab uberørt af Mennesker i omtrent hundrede Aar!
Disse Flader, som synes umaadelige og uden Grænser, naar man færdes paa dem, og udelukker ethvert Syn af Havet, er græsbevoksede overalt omkring Strømløb og Laguner, der hist og her har en sparsom Star- og Rørbevoksning. Yderst om Kysten mod Ulvshale er der tætte, frodige Rørskove. Som Modsætning til den nære Ulvshale Odde, der har store, lynggroede Hedeflader, findes her intet Spor af Hede.
Det virker besynderligt og ganske naturstridigt at se det ene Skib efter det andet passere forbi herude, tilsyneladende sejlende tværs over den bare Græsmark. Saa lav er denne, at man ikke alene ser Sejl og Master, men Størstedelen af Skrogene med.
Herude var det, at det engelske Skib strandede i Stormflodsnatten den 13.— 14. November 1872, da alle Saltengene eller omtrent tre Fjerdedele af Øens Areal var overskyllet af Havet og kun den vestlige Del paa Grund af sin Højde undgik Katastrofen. Da Nyords Beboere kom ud hin Morgen, saå de Skibet staa fast paa Grunden nærved Landet. Da de naaede derud saå de, at hver eneste Mand af dets Besætning var forsvundet. De maa alle være omkomne under Forsøg paa at gaa i Baadene, thi Skibet stod næsten uskadt i Stranden.
Otte af dem, som om Vinteren og Foraaret drev iland paa Nyords Enge, blev navnløse jordet paa Øens Kirkegaard.
Overalt herude hører vi endnu bestandigt de syngende Lærker — og det er vist den eneste Fugl, som bor paa dette øde Sted. Men ude paa Vandet ser vi senere, da vi nærmer os Kysten, Mængder af forskellige Ænder og Maager. Tre
Strandhjejler flyver op fra Bredden, nogle Regnspover trækker fløjtende hen over os. Paa én Gang hører vi Lyd af trækkende Sangsvaner, og i Kikkerten ser vi Flokken paa omtrent 30 Stykker trække ganske lavt over Vandet langs Nordstranden fra Øst til Vest, til de forsvinder. Men vi vedbliver at høre dem, efterat de er borte, og snart efter ser vi, at Flokken er vendt og kommer tilbage. Den kaster sig paa Vandet Nord for Holmene. Og da vi siden kommer ud paa Krageholm, ser vi Svanerne ligge paa Vandet i Retning af Jungshoved mellem Degneholm og Ægholm, svømmende i vestlig Retning.
Senere hørte vi Lyd af Sædgæs, og lidt efter kom 2 og siden 23 trækkende højt over Engene fra Nordøst. I Stranden saa vi 30 vadende Ryler sammen med et Dusin Strandbrokfugle, og da vi vendte for at gaa hjem, kom en Hjejleflok susende hen over os.
En Hejre staar ude paa Fladvandet og fisker. Mens vi ser paa den letter Svanerne derude igen og flyver bort. De ordner sig i Kile og stiger højt, da de gaar ind over Sjælland.
Det er atter blevet Aften, da vi gaar langs Holmenes Nordkyst hen til Hovedøen og op over Hældet, hvor en Række gamle, stynede Popler, nogle Hyld og Pile og et højt Tjørnehegn med et Par lave Røn gror ud mod Stranden.
Vi gaar videre op over Højlandet til Bakken Nord for Byen, hvor tidligere „Møllestangen“ stod, et højt Træstillads, hvorfra Lodserne holdt Udkig over Farvandene, nu afløst af et lille Træskur. Et mere henrivende og af al Civilisation uforstyrret Billede af dansk Ønatur end det man herfra ser, findes ikke. Intet levende Hegn spærrer Udsigten til nogen Side, de aabne, bølgende Bakker falder overalt ned mod Havet, dækkede af store Hess, som kaster lange, blaagrønne Skygger henover de gule Stubbe. — Det brølende Kvæg, de langsomt glidende Skibe, hvis Sejl ses helt inde under Øens Banker, det spejlblanke Vand, som gløder i den lave Oktobersol under de fjærne, sorte Skove! Under Bakken, hvor vi staar, og hvor Roernes Blade lyser i orangegule Toner, færdes en Plovmand Ager op og ned bag de sindigt skridende Øg; vi hører den grødet frodige Lyd, hvormed Plovjærnet skærer i Grunden og vender det saftige Møg i Muldens friske Fure.
Langt borte fra lyder Motoren fra en Fiskerbaad, som forlængst er forsvunden bag et Næs, men hvis Kølvand endnu ligger som en lang, lysende Stribe over det mørke Vand under Sjællands spejlende Skove.
Ved en Bondegaard staar en vældig Poppel med helt udgaaet Top, hvor en Stæreflok paa mange Hundrede nu ved Solfaldstid har slaaet sig ned. De bladløse Grene er af Fuglenes Kroppe trukket op med sort mod den klare, metalskinnende Aftenhimmel. Her holder de deres Aftenandagt, de overmætte, overmodige Stærefolk, hele Træets døde Top er bleven levende af dem. De strutter af Velvære og af Høstens Bær, Fjerene ryster paa deres Struber, Vingerne slaar Smæld mod Kroppene, og alle er revnefærdige af Henrykkelse og Lovsange — hele Træet synger mod Himlen. Men snart er Solen helt sunken, og paa et Øjeblik bliver Flokken tavs. Saa sidder Fuglene stille og ligner store, modne Frugter, der tynger de spinkle Grene.
Kirkeklokken ringer, og det mørkner hurtigt.
Midt i den dybe Stilhed hører jeg et Faar bræge etsteds, uden at jeg kan opfatte, hvor Lyden kommer fra. Det snakker med en sært sørgmodig Gammelmandsrøst, som kunde det være Kirkelammet, der er kommen ud og spøge. Og jeg mindes Sagnet om Nyords Lindorm, som engang i gamle Dage plagede Beboerne saa længe og haardt, at de gjorde Kontrakt med en Mønbo om at dræbe Udyret, hvad han ogsaa holdt. Men Nyordboerne sveg ham og snød for den udlovede Belønning. Og til Straf for dette svor han, at Øens Faar tre Gange skulde omkomme ynkeligen ved Taage og Stormflod paa Nyords Saltenge — og to Gange er det allerede sket!
Men fordi den tredje Gang endnu er tilbage, bræger Faarene saa langeligt og klagende, naar Havtaagerne ved Aftenstid lægger sig ind over de lave Enge.