ØER I HELNÆSBUGTEN
„Rylen" runder Halvøen Helnæs under den høje Trundkjær Bakke og glider nordpaa ind i Løbet mellem Landet og „Vesterhoved", Ilumøs vestlige Udløber. Paa Øens Nordside fortøjer vi ved en lille Landingsbro, hvor der er saa meget Vand under Kølen, at vi lige netop kan flyde.
Det er Porten til Helnæsbugten, vi er kommen ind igennem. Fra dette Indløb spænder dens tre Holme som en næsten ubrudt Barriere paa omtrent 5 km.s Længde tværs over Vandet mellem Helnæs’ Sydende og Landsbyen Falsled paa Inderkysten og bestaar af linmø paa 153,4 Tdr. Land, Horsehoved 5,5 og Vigø 34,7 Tdr. Land. Holmene er alle meget smalle, Ilumø paa sit snævreste Sted saaledes kun godt 100 og paa det bredeste 600 m, Vigø paa sit bredeste Sted 100 m, medens Horsehoved kun er et 20—25 m bredt Sand- og Stenrev. Deres næsthøjeste Punkt paa et af Ilumøs smalleste Steder er 9 m, Vigø er noget højere og naar 15 m paa sin Midte, medens Horsehoved er ganske flad og lav. Ilumø, som er den eneste, der er befolket, har 3 Beboelser med ialt 12 Indbyggere. Øerne hører alle under Svanninge Sogn i Svendborg Amt.
Tidligere ejedes Holmene af Godset Hvedholm paa Fyen, men solgtes i 70-erne alle til den daværende Fæster paa Ilumø. Den nuværende Ejer, Jens Hansen, solgte for faa Aar siden den vestlige Del af Ilumø, ca. 60 Tdr. Land, til Direktør Harald Plum, Thorøs Ejer, som her har opført en Villa til Sommerbolig. Gaar-den har 40 Tdr. Land under Plov. Vigø, som tidligere ogsaa har været delvis dyrket, anvendes nu kun til Græsning.
En Tur rundt langs Ilumøs Yderkyst er ikke saa lidt anstrængende — det fik vi at mærke, da vi straks efter Ankomsten satte os det Maal at gaa den rundt langs Stranden. Det er et ganske uvejsomt Terræn, aldrig nogensinde før har jeg set saadanne Masser af Kampesten samlede paa ét Sted. Langs hele Stranden ligger Diger, eller man maa snarere sige Volde af vældige Stenbrokker, dels nedvæltede fra de lave Klinter, dels samlede gennem mange Slægtled og udkastede her, formodentlig er det Hvedholms Hovbønder, som er bleven udkommanderet til at rense Øens Marker.
Mærkværdig i høj Grad er denne lille Ø og dens to Naboer, sammenlignet med de nordlige Lillebeltsøer, der i idyllisk Skønhed kappes med det fyenske „Fastland". Øen her er bar, og dens Natur er barsk! Fjærnt er den fra Østjyl-lands høje, skærmende Aase, nærmere Østersøens raa Aande — det er, som om vi er kommen under et helt andet Himmelstrøg.
Helnæsbugten er et stort og vidt Indvand, mod Nord og Øst omgivet af nogle af Fyens højeste Bakkelandskaber, men mod Vest kun adskilt fra det brede Belt og Østersøen af denne smalle Landtange, over hvis Bakkerad Vestenstormene med fornyet Kraft kan kaste sig ned over Bugten bag den. Det er et vildt og pragtfuldt Indhav, et af de mest karakterfulde, vi har mødt paa vor Vej, en højst besynderlig og kraftig Modsætning til det nære Svendborgsund.
Men hvor kan dette barske Landskab paa en Bygevejrsdag straale af Farver under Solens Lyskast, i en Fanfare af Lys og Toner: Strandens graa, kæmpemæssige Sten, dækkede af røde Mosser og grønt Lav, det friske, stride Græstæppe bag dem under Klintens gule Sider, og yderst denne vilde Strandflora, hvor Strandkaalen staar med de edder-blaagrønne Blade og den straalende Krone af hvide Blomster over sig, den bidende Stenurt med de pudeagtige tætte Tuer og guldgule Stjærner, og Blæresmeldens graarøde og vissent gyldenhvide Blomster op imod Malurtens Irfarver. — Se, hvor det herude nær det aabne Hav atter er bleven Stranden, der er Hovedsagen! Og hvor det af Vejret hærgede Land dog bestandig er skønnest!
Hvor ser man Regnfangen mer straalende end her, hvor Knopurten frodigere end under denne Klint! Se hvor Blaaklokke og Snerre vælder ud fra Skræntens Sider ned over Følfodens Blade ved dens Fod. Og over det hele hælder fra Klintens lave Kam Tjørne, Slaaen, Hyld og Roser deres stridige Grene ud over den vejrslagne Strand.
Ude paa Øststranden, hvor Rødbynke, Snerle, Agertidsel, Strandarve og Sandkryb holder til, finder vi Flokke af rugende Søfugle. Hættemaagernes Unger, der allerede har faaet barbariske Fjerprydelser paa Skuldrene, traver afsted som fantastiske Strudsefostre mellem Stenene eller svømmer tilhavs med Benene arbejdende som smaa Propeller. Smaabitte Terneunger „ligger todt“ og ligner pæne Smaasten i Sandet. Og over os svinger Hundreder af Fuglevinger i Sollyset, mens Skyggerne jager henover det blændende Sand.
Kommen om til Nordsiden møder vi nye Farver, nye Folkeslag, som har slaaet sig ned her: Engelskgræs, Kodrivere, Knopurt, Scabiosa, Perikum, Syre, Krageklo, haaret Høgeurt, Tangmelde, Gaasepotentil og Musevikke — hver for sig har de fundet en Plads i Solen. Tornsangere og Irisker synger fra Tjørnekrattet. Men over det hele høres den fine Tone, som faar alle Lyde og Farver til at smelte sammen — den er som selve Forsommerens Lokalfarve — det er Sangen fra de hundrede Lærker!
Paa de lave Strækninger ved Øens østlige, brede Del og ligeledes paa dens snævre Midte ligger en Mængde ganske smaa Laguner, og mellem disse paa det aller smalleste Sted fandt vi et lille smukt og velbevaret Dyssekammer med en Overligger paa 4 Støttesten. Det ligger ganske lavt, kun et Par Meter over Havfladen. Et Fredningsmærke er anbragt ganske nær opad én af Støttestenene, hvad der naturligvis ikke tjener til Dyssens Forskønnelse. Det lille Gravsted er temmelig vanskeligt at faa Øje paa, og da den nærmeste Skæppe Land omkring det nylig er beplantet med unge Træer, mest Eg og Naur, vil det i Løbet af ganske kort Tid lykkes at faa det helt skjult. Træerne er allerede nu over 1 m høje.
Af de to gamle Bøndergaarde „Ilumgaarde“, som laa ganske nær opad hinanden paa Østsiden af Øen, var den ældste nedbrændt til Grunden 4 Dage før vor Ankomst hertil. Heldigvis bar Vinden under Katastrofen bort fra den anden, der ellers vilde være brændt ved samme Lejlighed. Et mægtigt Træ, som stod imellem dem, blev svedet saa stærkt af Heden, at vi paa Afstand troede, det var en Blodbøg.
Jeg besøgte Gaardejer Jens Hansen, som er Øens Ejer og hvis Slægt har været Stedets Beboere gennem et Par Hundrede Aar. Det var hans Fader, der i Halvfjerdserne som Fæster købte Øerne af Hvedholm, og begge de Gamle lever endnu og boede i Nabogaarden, som nedbrændte. Dennes Stuehus stammede fra de første Aar, efter at denne Bondeslægt var kommen til Øen, og var trods sine tohundrede Aar overordentlig velbevaret.
De to Gamle er efter Branden flyttet ind til Sønnen. De gaar stille og tavse omkring paa Tomten og kan slet ikke forstaa, at deres gamle Hjem er saa fuldstændig lagt øde. Det havde været et Hjem, som indeholdt alt, hvad vore gamle, kultiverede Bønderhjem forhen kunde rose sig af og være stolte af. — Og nu er det hele borte, brændt af til Grunden i Løbet af faa Timer.
For første Gang paa vor Rejse havde vi her haft Lejlighed til at faa et endnu beboet, ægte gammelt dansk Bondehjem at se — og saa kommer vi 4 Dage for sent! Man kommer jo altid for sent, naar man er rejst ud for at se. Det er noget Snak at fortælle, at man er kommen i sidste Øjeblik — thi var man kommen før dette, havde man set endnu mere.
Den gamle Bonde lever en Smule op under mit Besøg, og han fortæller mig gærne, hvad han ved om sin Ø. — Dyssekamret paa Øens Midte, siger han, ligger paa et Sted, som kaldes „Stenkiste Stykker", og det er nu Øens eneste Oldtidslevning; men i hans Barndom var der endnu Levninger at se af to andre Begravelser, som nu er nedpløjede. Han ved forbausende god Besked om dens Dyreliv. Tidligere var her langt flere Fuglearter end nuomdage, saaledes rugede Brushønsene her, og Brokfuglene kom hertil i hundredvis og ynglede. Den Gamle beretter ligeledes, at den store Havmaage (Larus argentatus) enkelte Gange har ruget her, men heri tager han sikkert fejl, et saadant Sted kommer denne store Herre sandsynligvis kun som Æggerøver.
Af andre Dyr nævner han Klokkefrøen som almindelig i alle Ferskvandslagunerne, og desuden findes her Strandtudsen „med den gule Streg henad Ryggen". Endelig er her for nogle Aar siden skudt en Snog, den eneste, der i hans Tid er set paa Øen.
— Det er, som om den Gamle under Samtalen har glemt lidt af sine Bekymringer. Nu, da jeg har taget Afsked med ham, staar han i Døren ved Siden af sin Kone og stirrer efter mig, næsten taknemlig i Blikket for den Time, vi har faaet til at gaa sammen. Nu biir de igen alene med sig selv, de to, inde i Sønnens Stuer, fra hvis Vinduer de kan se ud over den sorte Tomt af deres Hjem, hvor de levede hele deres Liv, og hvor Resultatet af dette er udslettet.
Om Natten blev det endelig til noget rigtigt med Regnen, ikke én af disse sædvanlige, stormende Byger, som bare giver den knastørre Jord en stenhaard Skorpe. Det blev en ordentlig Bløde, en jævn, tung Skylregn i mange Timer, og det lød som en evindelig enstonig Susen henover Dækket og Havet. Al Landsens
Bønder, og vi med dem, har gaaet og ventet paa dette i Dage og Uger. Jeg ligger stille og lytter til denne velsignede Lyd, og tusinder af Mennesker rundt om lytter med mig. Nu rinder Himlens Modermælk ned over de tørstende Marker. —
Vi maa trodse en kraftig Nordveststorm og flytte om til Nordkysten af Vigø for at kunne komme iland paa denne.
Fra sin smalle og lave Vestodde hæver Øens Ryg sig til den efter sin Bredde ganske anselige Højde af 81/2 m. Henimod Midten falder den atter mod Øst, hvor den ender i en flad Odde, som kun er et Par km fjærnet fra Falsled paa Fyens Kyst. Baade paa Nord- og Sydsiden har den lerede Klinter. Medens den ellers overalt er træløs, er Stranden under Sydklinten rigt og overmaade smukt bevokset med Træer og Buske, foruden de sædvanlige Tjørne og Roser tillige Pil og Poppel og enkelte meget gamle Elme, af hvilke et Par har mægtige, hule Stammer med svære, stærkt forkrøblede Grene. Desværre er flere af Træerne stærkt forhuggede, aabenbart for at skaffe Brændsel under de vanskelige Krigsaar. Og-saa her ligger i Stranden under de pragtfulde Trægrupper Myriader af Kampesten, enkelte af en vældig Størrelse, og højere oppe rager andre i Rækkevis med den halve Krop ud fra Klintekammens lerede Sider — det ser ud, som Øen viser Tænder ud mod Havet!
Oppe paa Højsletten gaar græssende Kvæg paa de hegnede Marker, og langs den smalle Sønderstrand kommer pludselig en Flok overgivne Plage jagende paa dundrende Hove, saa Jorden gungrer under mig, Sten og Lerklumper strenter til alle Sider, og et staccatissimo af overmodige Smæld fra Agterbatterierne knalder af imod mig under Forbifarten — Hej! en Attake under Janitscharmusik! Saa forsvinder Horden paaskraa opad Skrænten mellem Træernes raslende Blade. —
En stormægtig Byge med Stormstød og Regn kommer farende fra Nordvest og jager hen over Øerne, det blinker hvidt over Vandet, hvis Søer daaner under Regnens Svøbe, indtil alt udslettes under et Pisk af graa Væde. Det rasler som af Hagl over Elmenes Blade, hvor jeg er krøbet i Læ, og Bække render gule og stride omkring mig ned ad Lerskrænten. En Skallesluger, der kommer roende i Stranden, giver sig pludselig til at vaske og pudse sig som en rasende midt under Styrtebadet.
Saa lige med ét er Syndfloden forbi, Sollyset falder over Stranden fjærnt og nær som blinkende Tragter, og Græs, Træer og Stene knalder af Lys og Væde. En Hare rejser pludselig ved Siden af mig med stor Staahej og høvler opad Skrænten, og et Øjeblik efter kommer en anden løbende imod mig langs Stranden. Den er højst frugtsommelig og har ingen Anelse om min Nærværelse, skønt jeg har sat mig ud for at bage mig i Solen paa en Sten i Stranden og er i mit gule Oljetøj. To Alen fra mig opdager den mig, faar et Ligfald, kommer paa Benene igen og braser ind mellem Buskene.
Opad Skrænten, hvor Krageklo og Smørblomster gror i de smalle, græsklædte Revner, og hvor Kongelys staar ranke i de høje Stager nær Klintens Top, naar jeg op paa Sletten og ser herfra ud over Helnæsbugten. Nede paa Horse-hoved kan jeg se en Mængde Stormmaager, der sidder paa Rederne, alle med Hovederne drejet mod Vinden — det er ogsaa nok værdt at vare sig, hver paa sin Vis. Blæsten er saa knagende kold, at knapt nok Oljetøjet kan værne én mod dens Bid. Og nu har vi den næstsidste Dag i Juni, er det ikke det, vi plejer at kalde Sommer hertillands! —
Fra mit Sted slynger Holmene sig som Ryggen af en Kæmpeøgle gennem Vandet over mod Helnæs’ Banker. Mod Nordøst ser jeg paa Fyenssiden de mægtige Svanninge Bakker som et Bjærglandskab, løftende deres mørke Skovgrupper op under Bygevejrshimlen — i Syd aabner Fjorden sig vidt ud mod den vindrørte Østersø.
Men dernede ved Kysten ligger „Rylen" i Paalandsblæsten og slider utaal-modig i sit Anker. Vi maa videre — bestandig videre.
Lyø. Vej med Poppelallé ved Lyø Bys Nordvestside.
Lyø. Ved den idylliske Hovedvej gennem Lyø By.
Lyø. Gammelt Hus i Lyø By.
Lyø. „Bastionerne" paa Vestkysten. Geologerne kalder denne Formation „Næserne".
Bogø. Landsbygaden Nord for Mejeriet.
Bogø. I Kjærene Øst for Landsbyen.
Brandsø. Danqvart Dreyers Billede af Dyssen paa Brandsø, malt 1843.
Fænø. Ved „Nørregaard“, Øens næststørste Gaard.