ØERNE I STAVNSFJORD
Jeg har set ud over Stavnsfjord fra alle Bakker i dens Nærhed; jeg kender den i alt det Vejr, som kan raade over den fra de første Majdage til hen paa Efteraaret — og alle Vegne fra og til alle Tider er Udsigten over den betagende. Jeg véd ikke, om den er skønnest i en Majmorgens tidlige Soldis, naar alle dens kuplede Holme løfter sig som Aandesyner op af det opalfarvede Vand med de drivende Taageslør over, eller i den haarde Septemberaftens bratte Solfald, hvor skarpe Lys og voldsomme Skygger falder over de grønne Bjærge i det vindrørte Vand, der er blaat som anløbet Staal. Men jeg véd, at den skal ses fra „Grønhøj“s Bakke, den lille Halvø nær Langøre Odde. Herfra er den altid bedst.
Den mærkelige, runde Fjord rummer paa et Areal af knap 20 km2 ikke mindre end 11 Øer foruden en Mængde „Koller“, d.e. smaa Stenholme, der grupperer sig yderst i dens nordlige Del. Af Øerne er Brokol 9,1 Td. Ld., Barnekol 4,2, Eskholm 17,8, Karlskol 1,2, Hjortholm 88,0, Mejlsholm 32,4, Yderste Holm 24,8, Sværm 17,4, Egholm 7,1, Hundsholm 2,4, Rollerne 2,2 og Hønepold 3,3 Td. Ld. Den sidste er dog kun ved Højvande adskilt fra det lange Besser Rev.
Af Øerne tilhører Eskholm og Brokol Bønder i Nærheden, den første er helt, den sidste kun delvis dyrket; Hundsholm ejes af en Fisker i Langøre. Resten hører endnu under Brattingsborg Gods, er ubeboede og anvendes kun til Græsning; de henligger fuldstændig i Naturtilstand og er strængt fredede.
Til Brokol var Johannes Larsen en Dag vadet over fra Besser Rev. Han overraskede paa Øen en Mængde gule og blaa Kaniner, hvis Huller viste sig at ligge omkring en lille rund Dam. Øen, som er ganske flad med Undtagelse af en høj Vold paa Nordvestsiden, havde af firbenede Beboere ellers kun nogle Faar, der græssede paa Fladerne, hvor der voksede Mængder af Stenbræk og Strandmal-urt. Af Fugle saas foruden Rødben-Klirer nogle Stære, Lærker, Stenpikkere og Engpibere, og langs Stranden Gravgæs og Stormmaager.
Eskholm, som er helt under Plov, besøgte jeg i 1919. Den var allerede da i den Grad forvandlet til Nyttejord, at den virkede fuldkommen øde, og jeg ønskede ikke nu at genopfriske det Indtryk, jeg havde faaet af den. Hvis Grevskabet engang kommer saa vidt, at det skal sælge Resten af sine Øer i Stavnsfjord, saa véd vi, hvad vi har at rette os efter. Saa vil atter et Stykke dansk Natur af uvurderlig Skønhedsværdi gaa til Grunde.
Det er en pibende Kuling af Nordvest, da vi en Dag med en Skydepram paa Slæb vader ud gennem Fladvandet fra Stavnsfjordens Bund med Hjort-holm som vort første Maal. Omtrent en hel Kilometer kan man vade ud fra Land her, inden Bunden brat falder ned til 10—12 m.s Dybde, hvor et af Fjordens snævre Strømløb skærer sig ind. Tiltrods for at dette her kun er 40—50 m bredt, tager det os idag Tid at komme over det lige op imod den stride Blæst, og svært er det at holde Snuden af den fladbundede Pram op mod Vejret.
12 Ederfuglehanner letter med Smeld fra Stranden, da vi atter vadende nærmer os denne, og en Kukker kommer farende ud fra en Tjørnebusk lige ved os, just som vi sætter Foden paa Land. Længere borte letter et Par Grav-gæs, og en Flok Ryler paa 50 Stykker trækker strandlangs forbi os paa svir-rende Vinger.
Et Væld af pragtfulde Tjørne og Roser, Slaaen og vilde Æbletræer dækker den bratte Skrænt fra Voldstedet og ned til Stranden. Ved Skræntens Fod, hvor fire anselige Elme gror, finder vi under nogle store Tjørnegrupper mange Steder Kreaturernes Læpladser, hvor Grunden ligner et stampet Lergulv inde under de dybgrønne Kroner. Næsten for hvert Skridt rejser vi nye Fuglearter, mens Storm-maager og Strandskader bestandig følger os og fylder Luften med deres Skrig. 9 Gravgæs og ca. 30 Graaandrikker flyver ud fra Bugten. Viber, Jordsvaler og Forstusvaler jager i Luften og hvide Vipstjærter paa Stranden. Inde i Krattet synger Tornirisk, Gulspurv, Tornsanger, Svenskirisk og Bastard-Nattergal. Paa en lille flad Holm Nord for Øen staar i Stranden en stor Flok Kobbersnepper med de røde Brystfjer lysende lige mod Solen.
Ud fra en lille Gruppe ganske lave Tjørne letter en Ringdue med klaprende Vinger, blot paa ti Alens Hold. Under Busken finder vi dens Rede med to Æg i paa selve Grønsværet. Det er ikke nogen dagligdags Oplevelse; men vi fjærner os skyndsomst uden at gøre for meget Væsen af det, thi Skovduen er en sær og vanskelig Dame, som det kan stikke slet ikke at vende tilbage til Reden, hvis der er pillet det mindste ved den, eller endog forlade Æggene for stedse, blot hun én Gang er bleven jaget op.
Opskræmte Solsorter larmer inde fra Tjørnene, paa deres Skraal kan jeg høre, hvor Johannes Larsen færdes derinde i Krattet. Just som jeg svinger om et Hjørne af dette, hvor et Par Gærdesangere sidder edderspændt og skælder mig ud fra Grenene i en vild Rosenbusk, letter en Taarnfalk fra en lille Dam mellem Bakkerne. Og da vi forlader Krattet og gaar ud over Marken, gaar et Agerhønsepar paa Vingerne foran vore Fødder og trækker skræppende ud over Lavningen.
Gaar man ikke her som Adam i Edens Have — længe før Eva kom til og gjorde det hele saa syndigt og dagligdags! —
Men se nu — ud over Fladerne om de høje Bakker, hvor Blomster i Hærskarer myldrer mellem Græsset, hvor Smørblomster, Anemoner, Violer og Gøgeurter strides om Marken, dér ser jeg pludselig paa det spraglede Tæppe nogle uhyggelige, graahvide Byldter, som rager op over Grønsværet! Vi pirrer til et Par af dem og ser, at det er de sørgelige Rester af en Graaand og en Gravgaas. Brystet er oprevet paa dem, og alt Kød deraf fortæret helt ind til de hvide, solblegede Ben, der lyser paa lang Afstand. — Synden og dens Sold er faret over Stedet i Vandrefalkens Skikkelse! Hans Vej over Landet betegnes hvert Aar
af en Række Kirkegaarde som denne. En besynderlig, macaber Stemning griber mig pludselig her paa denne frodige, blomsterdækkede Mark. Thi overalt blinker og lyser imod mig de hvide og brune, blodige Fjer, som indrammer de smaa, af blegede Skeletter.
Her har været en god Jagtmark! —
Vi klavrer opad Bakken paa Sydsiden med den tvedelte Top, paa hvis laveste Del Voldstedet af det gamle Hjortholm Slot ligger •— det, til hvilket Sagnet har knyttet Marsk Stigs Navn. Herfra kan Øjet overskue hele Stavnsfjorden. Og i et Vejr som idag er den pragtfuld. Fra den 26 m høje Top ser man som fra et lille Himmelbjærg ud over dette Ørige og frydes ved Synet. Disse Snese af smaa og store Holme med den hvide, stenede Forstrand, med Tjørn og Roser hængende ud over deres bratte Sider, denne blinkende Fjord, hvor de dybe Strømskæringer gaar med stride, skummende Bølger mellem Lavvandets vind-riflede Flader — dette Sted, hvor de rugende Fugle fylder Luften med deres Skrig og den karske Vind gaar susende gennem Tjørnenes stridige Grene, mens Kodriver, Stenbræk og Løvetand rykker paa Foden i dens Rusk -— det er et lille bitte Billede af vort lidt større Fædreland, det er Danmark en miniature. —
Paa den 3—4 m lavere, men meget bredere Tvillinghøj ligger det endnu ganske tydelige Voldsted af Hjortholm Slot, omgivet af en regelmæssig formet Grav. Dennes Bund ligger nu omtrent 12 m lavere end Plateauet, hvorpaa den gamle Borg har ligget, medens Ydervolden om Ringgraven næppe noget Sted er mere end 6 m over Bunden. Terrænet hernede er næsten fuldstændig utilgængeligt paa Grund af de overalt tætvoksende og i hinanden indfiltrede Tjørne, Roser og Slaaen, og en Opmaaling af Stedet vilde blive saa vanskelig for os, at vi maa opgive den.
Dybt nede mellem den skønne, vilde Bevoksning paa Voldgravens Bund findes noget, der i høj Grad ligner en Hulvej; det er velsagtens Kvægets Spor. Hernede i Læet er Tjørnene allerede i Knop. Ganske smaabitte, vilde Æbletræer, saa forblæste at de staar som den tætteste Hæk, er kravlet helt op paa Gravens Kant for at faa Sol nok. Et enkelt af dem staar allerede i Blomst. Pragteksemplarer af Gærdekørvel fylder Mellemrummene mellem Træerne, og et Utal af Kodrivere dækker Græsbunden udenom. — Ogsaa her findes minsandten Gulbugen, overalt inde mellem Buskene synger den, trods Blæsten, som den er betalt for det. Engelskgræs, Mælkebøtter, Saxifraga, Ranunkler og Storkenæb bider sig fast nedad Voldstedets Sider; og udenom dette, paa den jævnere Mark, ses overalt smaa ovale eller runde Vandhuller, som i Yderranden har frisk, fint grønt Græs, der hurtigt gaar over i et Tæppe af hvide Vandranunkler, som dækker næsten hele Vandspejlet og kun af og til lader dettes dybblaa Farve skinne frem. Et halvt Hundrede blanke Unghøveder og Plage græsser sagte skridende hen over Fladerne dernede, og en Faareflok har lagt sig til Hvile i Lavningen. Heroppe fra ligner den en Flok store Lus. —
Om Borgen „Hjortholmshus“, som har ligget paa dette Sted, vides endnu mindre end om det gamle Visborg. End ikke Krøniken har levnet os en Tøddel, man véd intet om dens Anlæggelse eller dens Ødelæggelse. At Thura fortæller, at den er lagt øde ved Venders eller Hanseaters Indfald, er blot Tradition, selv om det ikke er usandsynligt. Gamle Vedel siger, at „de tvende Voldsteder, hvor
Vestborg og Hjortholm have staaet, har været befæstiget med Grave og Volde, som endnu staae igien“ (Kæmpeviser S. 42). Og Kingo synger herom i Digtet til Samsø:
— nu kan ingen Herre gjeste
i dets affaldne Vrag, thi Tidens aadig Tand
har ædt og jevnet den just med det slette Land. “
I de sidste to—trehundrede Aar har det gamle Voldsted da haft samme Udseende som den Dag idag. Marsk Stigs Navn har været knyttet til Stedet, men der findes ingen historisk Hjemmel derfor. En Udgravning af Stedet vilde maa-ske kunne give os Oplysninger em dets Historie.
Paa Øens vestlige Ende finder vi en Mængde Kragereder i Tjørnene. Kragerne er et farligt Naboskab for de rugende Fugle, og flere Steder fandt vi da ogsaa Maageæg bortslæbte — et enkelt helt til Toppen af Voldstedet — og omhyggelig tømte for deres Indhold. De to Familier ligger overalt i bestandig Krig med hinanden, og Maagerne hævner sig undertiden paa Røverne ved at anfalde de unge Krager og drive dem ud over Vandet, hvor de drukner dem ved bestandig at slaa ned paa dem. Men Kragernes Krigsførelse giver dog i det lange Løb flest Points, og de er for mange Fuglearter en langt stadigere og farligere Fjende end Vandrefalken.
Vi spiser Frokost i Læet paa Østsiden under en stor Tjørn. Gravgæs og Ederfugle trækker forbi langs Stranden. Men paa en stor Kampesten i Fladvandet nedenfor vort Sted sidder en Kystterne og en Strandskade ganske tæt opad hinanden, begge med Næbet lige imod Blæsten. De rører sig ikke det mindste, og i deres umaadelige Forskelligartethed ser de uhyre komiske ud, Ternen fladtrykt og lav, næsten fiskeformet, Strandskaden tyk og oppustet og med det lange, glorøde Næb sænket ned mod Stenen, et Billede paa den dybeste Misfornøjelse. De staar saaledes i al den Tid vi sidder her.
Øernes Opsynsmand kommer og fortæller os, at „han har en Ederfugl", som ligger og ruger et Steds i Nærheden. Vi følger ham derhen og finder Fuglen liggende paa Reden under en ganske lille Tjørn, som er tæt omgivet af en Krans af blomstrende Anemoner. Johannes Larsen satte sig paa et Par Meters Afstand og tegnede efter den i en halv Times Tid, uden at det anfægtede den det fjær-neste.
Om Eftermiddagen friskede Vinden og blev stormende, og vi maatte opgive at ro videre til Karlskol og Mejlsholm. Og da vi Kl. 5 roede hjem, blev det en haard Tørn, især over Strømløbene, hvor Stormen gik paa langs og satte krap Sø paa tværs af vor Retning. Vi maatte hele Tiden holde Stævnen af Skydeprammen op mod Søen; det varede længe paa den Maade, og fryse gjorde vi tilgavns, da vi endelig ved Sekstiden landede paa Fjordens Sydside.
Det var et Par Dage senere, den næstsidste Dag i Maj, da vi fra Langøre Havn i vor Jolle paany gik paa Opdagelsesrejse i Fjorden og roede over til Karlskol.
Skønt Gøgen gol i Aftes Kl. halvti inde fra Landet, var der idag ikke meget der tydede paa, at Sommeren var nær. En iskold, raa Blæst fra Vest stod ud over Fjorden, og Vand og Himmel var skummelgraa i Farven nu
paa Morgenstunden. Men allerede inden vi naaede gennem Strømløbet mellem Yderste Holm og Koderne og kom frem til vort Maal, var Blæsten bleven til Brise, og Solen brød gennem Skydækket og satte de blomstrende Tjørne inde paa Karlskol i lysende Lue.
Vor Jolle skurede mod den lave Bund, og vi vadede i Land, slæbende Baa-den efter os.
Holmen ligger helt gemt mellem de andre, man ser ikke en Menneskebolig herfra, ikke det ringeste Spor af Menneskers Færden. Alt ligger her som for Tusinde Aar siden. Ja — den vældige Kampesten, der stor som et Hyrdehus ligger ved Siden af mig, ser ud, som om den altid har været her. Hvad er Aar-hundreder for den! Har den ikke her fra sit Sted set Hjortholms Borg rejse sig og synke i Grus! Slægt efter Slægt er smaa Mennesker kommen til dens Kyst og er rejst igen. Intet har rokket den fra dens Plads, hvor Istidsbræen for tyve Tusinde Aar siden har lagt den.
Hvilken Strand, hvilket Sted at lande! Her er virkelig paa en eneste Tønde Land samlet alt, hvad man behøver for at være lykkelig en lille Stund.
Paa den svagt skraanende Strand, hvor Grønsvær og Sandflader veksler, ligger Hundreder af Kampesten, hist og her væltede langt ud i Fladvandet. Bag Stranden løfter Holmen sin lave Kuppel og bærer paa sin Ryg de blomstrende Tjørne, Vrietorn og en Mængde andre Buskvækster, hvorfra et Kor af Sangfuglestemmer lyder, og hvori vi ser Tornsangere, Gulspurve, Gærdesangere, Stenpikkere og brogede Fluesnappere smutte mellem Grenene. Et Par Ringduer letter fra Krattet, da vi vandrer langs dette ad Stranden, hvor Set. Hansurter, Martsvioler, Kodrivere, Høgeurter, Jordbær, Smørblomster og Gaase-potentil gror mellem Græsset, hvor alenhøje Græsløg, Tidsler og vild Kørvel staar under Tjørnenes Bryn, og et Tæppe af gule Ranunkler løber helt ud mellem Kampestenene, hvor Saxifragaens hvide Stjærner kappes i Glans med Tjørnenes Bloster, og Vikkens dybviolette Bægre, den blaa Tveskægget Ærenpris og Skovstorkenæbbens violette Kroner straaler mod Strandmalurtens irgrønne Klynger.
Saadan er Stranden her omkring Ederfuglenes Rugeplads. Thi herinde mellem Tjørnes og Slaaens stridige Torne ligger deres Reder gemt, vanskelige at faa Øje paa og næsten utilgængelige. Men se, da vi svinger om en lille Pynt paa Østsiden, letter pludselig henimod tredive af disse Fugle fra Stranden og trækker i en bred Bue Nord om Øen. Et Dusin af dem skiller sig ud fra Flokken og svinger ud over Fjorden; men Resten, alle unge Fugle bliver tilbage og fortsætter Flugten i store Cirkler rundt over Øens Strand.
Vi havde straks, da de lettede, kastet os ned i Skjul bag én af de store Kampesten; og liggende her faar vi nu Gang paa Gang den susende Fugleflok hen over os. Vi hører, naar den nærmer sig. Et stigende Dur rammer Øret, fulgt af Slagterenes Piben, og saa et rasende crescendo, saa Luften revner med et Skrald over os — og derefter en pludselig Stilhed. Det er som at blive kørt over, hver Gang de raser forbi, kun tre—fire Alen over vore Nakker. Men i den paafølgende Stilhed hører jeg, hvor Fuglene snakker sammen, jeg opfanger en lille, gedulgt Lyd i Luften: Pak--Pak! Den bliver liggende efter dem som en lille grødet, frugt
bar Tone, husvalende, rolig og blid.
Men langt ude fra Fjorden lyder de gamle Ederfugles grove Stemmer: O—o
—ah! Oah! O — uuu — ah! Det lyder, som naar en Flok Eskimoer holder Palaver. Og helt ude bag Revet ved Østerstranden høres den store Havmaages Latter: Hahahahaha! Fem Gange ha — næsten altid nøjagtigt.
Alle de Ederfuglereder, vi finder langs den aabne Strand, er plyndret for Æg — Denne herlige Fugl, der aabenbart saa gærne vil ruge her tillands, fordi der endnu er fortrinlige Betingelser for den, kan ikke faa Lov til det. Grevskabets Opsyn formaar aabenbart ikke stort, naar Æggerøvere for Alvor vil Fuglene tillivs og Straffen er saa ringe. Der burde langt skrappere Bestemmelser til Værn for vore Ynglefugle, blandt Ænderne især for Ederfugl og Gravand, der begge gærne holder til hos os. Den første ruger nu, bestandig forfulgt som den er, kun paa Samsøs Holme, paa Hesselø og Saltholmen, paa Læsø og endelig paa Anholt, hvor vi saa nogle Kuld Ællinger af den.
Naar man ser, hvad der bydes disse Fugle, maa man undres over, at de endnu overhovedet ruger her i Landet, ja at man endnu kan træffe unge Ederfugle i Flokke paa Tusinder i vore Farvande. Var denne Trofasthed ikke nogen Støtte værd? Lad os ramme Røverne paa deres Pengepung, det er altid deres ømmeste Sted!
Da vi vadede over det 400 m brede Vand mellem Holmen og Mejlsholm, saa vi ikke mindre end 44 Kobbersnepper paa Fladvandet over mod Hjortholm.
Straks ved Landgangen fandt vi en Del Ederfuglereder, som var plyndret af de allesteds nærværende Krager. Just som vi forlod Stranden og kom op over Markerne, lettede en Ederfugl fra sin Rede under en Rosenbusk; den fløj et lille Stykke lavt over Jorden, gik saa paa Benene et Stykke og spejdede efter os, hvor-paa den atter lettede og trak bort. Under Rosenbusken laa en yndig Rede med fire Æg; den var smukt skaalformet og dækket af Dun, og udenfor omgivet af visne Ørnebregnestængler og Græs, som Fuglen har samlet. Mens Johs. Larsen tegnede Reden, kredsede en skraalende Krage hele Tiden over hans Hoved — saa den Rede bliver nok ordnet!
Lige i Nærheden fløj en anden Hun ud fra en stor og tæt Tjørn, hvorunder vi fandt en godt skjult Rede med fem Æg, og noget senere traf vi paa aaben Mark endnu en rugende Fugl. Først da vi var et Par Alen fra denne, rejste Hunnen, og idet den lettede, overbegjorde den Æggene med en tynd, graagrøn Søle — en Foranstaltning, Fuglen ofte træffer, formodentlig for at betage Fremmede Lysten til at røre Reden. Det vilde vist have forbavset den at se J. L. samle Æggene op, omhyggeligt tørre Ekskrementerne af paa sine Bukser og forsigtigt lægge dem ned igen, idet han sagde: „Det er s’gu Synd for de pæne Æg. Saadan et Svin!“ —
Selve den store Havmaage har sit Hjem paa disse Holme. Baade dennes og Stormmaagens Reder fandt vi jævnt fordelt mellem hinanden lige fra Sydenden af Mejlsholm til Yderste Holms Nordspids, nogle Hundrede af hver Art. Enkelte Kystterner saas flyvende, men vi fandt ingen Reder. løvrigt saas et Par Skalleslugere, nogle Strandbrokfugle, en Ringdue og en Gøg.
Paa Øens Østside, der er stærkt kuperet, ligger en kuppelformet Banke paa 25 m.s Højde og Nord for denne et Bakkedrag med forskellige, høje Toppe. Tværs over dens Midte strækker sig herfra en lille Højderyg mod Vest, bevokset med Roser, Tjørn og Slaaen. Paa de mod Vest faldende, bølgende Flader gror hist og her tæt eller spredt Bevoksning af Smaabuske. Paa Sydendens ganske lave
Strækninger, der jævnt gaar over i Fjordbunden, ligger nogle Kampesten af en Størrelse, hvortil jeg sjældent her i Landet har set Mage.
løvrigt at beskrive Mejlsholm og den dermed sammenhængende Yderste Holm vilde i alt for meget blive en Gentagelse af, hvad der er sagt om det foregaaende. En Ting er iøjnefaldende her paa dette Sted, som danner det lille Arkipelags Midtpunkt: Faren for, at denne lave Fjordbund skal forvandles til tørt Land. Denne Fare er naturligt nær, og sker det herude, saaledes som ved Fjordens Sydkyst, at Ejerne giver Naturen en Haandsrækning for at vinde mere Land, vil det sikkert være en let Sag her som dér at forvandle store Dele af Fjordbunden til Engstrækninger. Da vil Holmene en Dag gro sammen og blive til Høje paa en Mark, og Stedet kommer til at ligne saa mange andre.
Jeg er taknemlig over, at jeg har set dette herlige Sted, mens det endnu var Tid. Her som saa ofte paa vor Rejse har vi Indtrykket af, at vi er kommen i sidste Øjeblik.
Blot ganske kortelig skal det nævnes, hvad Johannes Larsen fandt paa Yderste Holm, hvor han alene begav sig hen, mens jeg roede over til Kolierne.
Paa Drejet som forbinder den med Mejlsholm, saas enkelte Reder af Ederfugle med Æg, der helt var tilgrisede af Ekskrementer. Rederne laa aabne i det korte Græs midt i en Koloni af Stormmaager og Havmaager. Rundt langs Stranden iagt-toges en Mængde Ederfugle, liggende paa Stenene eller svømmende om imellem dem. Paa Marken, hyppigst ud fra Tjørnene, lettede flere Fugle fra Rederne. Dunene af en plyndret og endevendt Rede laa paa Grønsværet, og i Nærheden fandtes en Rede, tømt af Kragerne.
Der rejstes en Flok Agerhøns og saas en Del Viber og Strandskader. En Ringdue havde Rede i en Tjørn kun to Alen over Jorden, og en Kragerede med fire Æg fandtes i en anden Tjørn halvtredje Alen over Jorden. — Enkelte Stære havde fundet Vej hertil, og af mindre Fugle saas og hørtes desuden nogle Bomlærker og enkelte Tornsangere. At der her paa Stedet er saa forholdsvis faa Sangfugle kan skyldes den Omstændighed, at Antallet paa de rugende Havmaager og Stormmaager er saa stort. Overfor Smaafuglene er disse ofte lige saa ubarm-hjærtige Røvere, som Kragerne er overfor dem; paa de udprægede Maageøer er Strandskaden snart den eneste Fugl, som kan værge sin Yngel for dem, og derfor snart den eneste, som træffes her ynglende i deres Selskab.
Sammen med Skipper roede jeg over til Rollerne, hvor jeg gik iland paa de to sydligste og største. Disse Smaaskær, som man kan kalde dem, er paa de fleste Steder bevokset med Græsser og Urter, men er dog for enkeltes Vedkommende ganske skaldede, kun 1—11j3 m høje Stenhobe. Foruden Engelskgræs, som er almindeligt overalt paa Holmene herude i Fjorden, fandt jeg Strandmalurt, enkelte Steder i stor Mængde; de enkelte Planter af denne var store og kraftige, næsten som smaa Buske, og med helt vedagtige Stængler. Paa de største af Holmene dominerede de fuldstændig al anden Plantevækst, hvad deres irgrønne Farve viste paa lang Afstand. Den Mængde af udprægede Stenrevsplanter, som findes, skal jeg ikke her gøre Rede for, men henvise til Eug. Warmings: Dansk Plantevækst. Mærkeligt nok fandt vi to Planter her paa Stedet, som har undgaaet hans Opmærksomhed, nemlig Cochlearia anglica, som de fleste Steder paa de to sydligste
Holme fandtes i rigelig Mængde, samt Aftenpragtstjærnen, der voksede paa den største af dem.
Her var forbavsende faa Fugle paa Stedet. Kun 5—6 Stormmaager jog jeg op derfra, et Par Terner (vistnok sterna macrura) fløj forbi, samt en enkelt Strandskade. Men intet Sted paa disse Stenhobe viste Tegn paa, at nogen Fugl rugede her.
Stenpikkerne sang fra Langøres Tage, da vi kastede Fortøjningerne los for at gaa ud paa vor første Tur med „Rylen" iaar. En Ternehun sad paa en Pæl nær ved os i Havnen og lod sig traktere med Fisk af sin Mage, der, hvergang han havde en Fangst, afleverede den i Flugten i sin Elskedes bestandig vidt opspær-rede Næb. Baade Hunnen og den galante Ægtemand forsvandt, da vi tøffede forbi Pælen og vendte Stævnen mod Ballen Havn, hvor vi skulde proviantere til den kommende Langfart.
Ballens store, nye Havn, som paabegyndtes i 1918 og blev færdig ifjor, led saa megen Skade under de voldsomme Efteraarsstorme, at Reparationerne kostede 20,000 Kr. Hele Anlæget havde beløbet sig til en halv Million Kroner, og Havnen, som er rummelig og dyb, har nu direkte Dampskibsforbindelse med København og Odense.
Den lille By er ganske smuk med sine mange Haver og Alléer, men er nu stærkt besøgt af Sommer-Turister. Dens fortrinlige Hotel bespiste ifjor ikke mindre end hundrede Gæster og konkurrerer saaledes stærkt med den nærliggende Brundby. Et af de ejendommeligste og smukkeste Steder er den indre Del af dens gamle Havn med dens fortrinlige, gammeldags Vindebro og det nærliggende smukke Købmandshus.
Ved Havnen blev vi modtaget af min gamle Bekendt fra Besser, Hotelværten Carl Sørensen, én af de reneste Typer paa en Samsinger, jeg har mødt derovre, forenende i sin Person Øboens indtagende Lethed med et barokt, men stilfærdigt, jydsk Lune. Gensynsglæden vilde han fejre i sit Lysthus, hvor han bænkede os og snart efter tonede frem med en Angosturabitter i den ene Haand og en Flaske Akvavit i den anden. Da det var paa Morgenstunden mente vi, at Drikken var for kras; men vor Vært foreslog at mildne den ved at drikke 1/2 Flaske Portvin til. „En god Dag begynder om Morgenen," sa’e han.
Det viste sig at kunne lade sig udføre. Ogsaa vor store Forgænger Sindbad beretter undertiden hartad utrolige Ting fra sine eventyrlige Sørejser.
Ballen var trods alt et Sted, hvorfra vi forholdsvis let tog den sidste Afsked med Hovedøen Samsø, før vi gik ud til dens Unger i „Østerhavet".