OMKRING FAABORG
Kommer man nordfra paa Vej mod Faaborg, vil man allerede ved Haarby og Jordløse møde overraskende Ting, som viser, at man maa forberede sig paa, at der hænder noget storartet. Det er de mægtige Bakkedrag, som Landevejen Syd for Haarby fører igennem, og som foreløbig kulminerer ved Jordløse, Udløbere fra „De fyenske Alperder bestandig skimtes ude i Sydøst som en Kæde af høje Toppe. Især fra de aabne 112 m høje Bakker Øst for Jordløse By aabner sig herlige Udsigter over dette kraftigt formede Land, som er Perlen blandt de sydfyenske Landskaber — trods de opvoksende Granplantager, der nu som et ækelt Udslet breder sig mere og mere.
— Man skal slaa et Slag ad Bivejen mod Sydøst til den smukke Landsby Hostrup, som især i sin østlige Del har udmærkede gamle Boliger, og herfra rulle ad de bløde Fald ned mod Kysten til det morsomme Fiskerleje Falsled, hvis lillebitte Baadehavn er som en smal Slippe eller Smøge ind fra Helnæsbugten, og hvor Landskabet er saa lavt og fladt, at det danner den mærkeligste Modsætning til de Højder, man kommer fra. Byen, hvis Befolkning af Ydre er udprægede Øbofiskere, har endnu trods megen Nybebyggelse enkelte ypperlige gamle Huse. — Har man indaandet Lavlandsluft nok her og Duft af Fisk og Tjære, kan man lige saa gærne straks springe i det og tage tilbage gennem Hostrup op paa Tre-bjerg — det vil sige fra den ene Yderlighed til den anden.
Fra denne mægtige Bakketop, Øens højeste Punkt efter Frøbjerg Bavnehøj, faar jeg den videste Udsigt, jeg endnu har haft paa Øen. Her føler jeg tydeligt, at jeg er Himlen de 128 m nærmere, end da jeg stod nede ved Falsleds lave Kyst.
Fra Bakketoppen er der en pragtfuld Udsigt helt over Helnæsbugten. Alle dens Landarme krummer sig beskyttende om det kviksølvblinkende Vand og om Øerne, der ligner Koralrev i et eksotisk Hav, som udsender et bedøvende Reflekslys. Man ser ingen Detaljer i disse Halvøers og Øers mærkelige Kroppe, kun en lysblaa Farve mod Ildhavet. Landet til alle Sider ser ud som et mægtigt Kort med sine Forskydninger af bølgende Banker foran og bag hinanden; kun Forgrundens levende Farver løfter sig kraftigt mod de fjærne Landes Blaanen. I den dybe Stilhed i Plantagens Læ ved min Side jager nogle store Libeller med et Spektakkel som Flyvemaskiner; deres Snurren og Blæstens Lyd gennem Grantoppene er de eneste Lyde, der naar mit Øre. — For naturligvis finder jeg en Granplantning paa Toppen, efter at jeg har maattet forcere en halv Snes Pig-traadshegn for at naa herop. Plantningen synes ikke at have anden Opgave end at skjule Udsigten mod Øst, hvad den ogsaa gør fuldstændigt. Mod Sydøst har jeg frit Syn lige til det store, granbefængte Terræn i Svanninge Bakker — der er ødelagt, saa det aldrig kan reddes.
Granerne følger Én næsten hele Tiden paa Vejen over Bakkerne herfra mod Faaborg. Helt nede ved Svanninge paa Vejens Vestside har Etatsraadinde Mads Rasmussen købt og indhegnet et større Areal, som Publikum i længere Tid havde handlet ilde med, og afspærret dette. Stedet ligger ved Vejen mellem N. Broby og Faaborg, og det hører til Svanninge Bakkers smukkeste Steder, men virker dog ved sin tætte Bevoksning mørkt og tungt, sammenlignet med det sandede aabne Terræn i dets østlige Del, hvorfra man har den mest straalende Udsigt helt til Havet bag Faaborg med alle dets Smaaøer og mod den dejlige Kyst ved Dyreborg paa Horneland. Dette er uden Tvivl et af de smukkeste Steder paa hele Fyen. Med dets fattige Bevoksning af Lyng, Gyvel og spredte Skovfyr over den magre, sandede Bund er det et Stykke oprindelig og ejendommelig Natur, en god Prøve paa, hvordan dette Landskab har været, før Gransoten naaede det.
Svanninge Bakker, dette fattige og barske, men storslagne Højdedrag burde i sin Helhed have haft Lov til at henligge urørt, som en Modsætning til alt det kultiverede og fede Bondeland, denne Ø er saa rig paa. Mere end de fleste andre Steder ærgrer man sig her over den Maade, hvorpaa Menneskene er faret frem mod Naturen, og man søger forgæves efter en eneste fornuftig Bevæggrund. Selv det 126 m høje Lerbi er g ligger begravet i tykke Granskove, for bestandig berøvet sin Udsigt og sin Skønhed.
Jacob Hardenbergs gamle smukke Slot Sandholt ligger paa Bakkelandets nordlige Udløbere ikke langt fra Odenseaa-Dalen. Gaarden og især Landskabet om den er af fremragende Skønhed. Bygningen er opført af Erik Rud i Midten af 16. Aarhundrede, men siden stærkt ombygget flere Gange. Den er omgivet af en pragtfuld Park paa henimod 12 Tdr. Lands Størrelse.
Til Stedet knytter sig et mærkeligt Sagn, som Thiele har optegnet, og som lyder saadan:
En fornem Frøken paa Sandholt lod sig bedaare af en ringe Gaardskarl og blev ved ham med Barn. Han dømtes til Døden, og hun til at se paa hans Henrettelse. Desaarsag blev der gennem Skoven hugget en Lysning fra Gaarden til Galgebakken, saa hun fra et Vindue nødtes til at se ham opklynges. Denne Aab-ning i Skoven kaldes den Dag idag „Jomfruhugget", og det siges, at man stundom endnu kan se samme Frøken staa der i Vinduet og stirre ud i Skoven. —
Den mærkelige og utvivlsomt kunstigt frembragte lange Lysning i Skoven, findes her endnu, Hundrede Aar efter, at Thiele samlede sine Folkesagn, men kan paa Grund af Parkens høje Træer ikke mere ses fra Gaardens berømte Vindue. Den døde Jomfru kommer der da næppe mere, saa meget mindre, som Værelset er omdannet til WC. — Men den brede, aabne Markstrækning gennem Skoven peger lige mod Stedet. En Tilføjelse til Sagnet, som Thiele ikke nævner, siger, at Jomfruen siden blev indemuret i Værelset, ganske som Rigborg Brockenhus paa Egeskov.
En gammel Mand har til Ev. T. Kristensen fortalt, at da nogle Murere engang arbejdede paa Slottet, fandt de Levningerne af en Pigebenrad, som havde været indemuret. Er dette en Bekræftelse paa Sagnets Tilføjelse, eller har Fundet givet Anledning til denne?
løvrigt har man jo i Thieles Sagn herfra næsten en Pendant til det sjællandske Sagn om Axel og Valborg.
Landevejen fra det nærliggende Vester-Hæsinge til Nørre-Broby fører gennem et mærkeligt, lunefuldt Bakkeland, store og smaa Sandbjerge med Kjær og Moser i Lavningerne — et meget usædvanligt Syn paa denne Ø. Som Modsætning til længere mod Syd er dette Land meget lidt hjemsøgt af Granpesten, skønt den hist og her pletvis begynder at vise sig, især hvor Lyngen er den dominerende Vækst paa større Strækninger mellem de dyrkede Agre.
En Mængde af disse sydfyenske Veje, især Bivejene, har langs deres Sider tætte Rækker af Syrenbuske, hvad der maa være herligt, naar de staar i Blomst; men paa denne Aarstid har de kun Betydning ved at spærre for al Udsigt — en uheldig Egenskab, som denne evindelige Frodighed ofte fører med sig.
Fortsættende ad Vejen mod Nord gennem S. Broby kommer jeg forbi den æventyrlige Brobyværk Vandmølle og Kro ved Odense Aa. Dens helt forfaldne Bagside ud mod Vandet giver ganske vist ikke noget Billede af'denne Bygnings fornemme Ydre ud mod Vejen, hvor dens skønne Bindingsværk vidner om en fin og fornem Tid; men det ældgamle Præg, som er over disse næsten faldefærdige Yderlænger, er saa usædvanligt paa Fyen og saa malerisk og ejendommeligt, at jeg næppe har set noget lignende her. — Det gamle Vandhjul findes endnu, men er indbygget og skjult.
Odense Aa, som har Tilløb baade fra Søerne omkring Brahetrolleborg, fra Kværndrup og fra Lørup ved Ringe, er allerede ved Nørre Broby, hvor disse Arme er forenede, en anselig Strøm, der forvandler Engene omkring denne udprægede Stationsby til et yndefuldt og bedaarende Landskab, som man nemt kommer til, blot ved at standse paa Broen over Aaen. Det Syn, som man har herfra ud over de nordlige Enge, hvorigennem Aaen sagte glider, faar mig til at glemme mangen Viderværdighed fra Turen gennem Byen.
Modsætningsvis til Nørre-Broby er den nærliggende Vøjstrup en meget smuk Landsby, usædvanlig hyggelig og ægte fyensk, hvor de gamle Gaarde ligger omgivet af næsten helt sammenhængende, tætte Haver. Mærkeligt er det at tænke paa, at dette yndige Sted har været Skueplads for nogle af de forfærdeligste Begivenheder under Carl Gustavs Besættelse af Øen i 1659—60. Man har Beretninger om Befolkningens Flugt for Fjenderne og den frygtelige Tilstand med Hungersnød og anden Elendighed, som fulgte. Ved et Hus i Byen, hvorfra Forældrene var flygtede, fandt Folk siden Børnene liggende paa Jorden i Haven, hver med sin Kaalstok i Munden. De var døde af Sult. — Ogsaa Sagn om fjendtlige Soldater, der dræbte Smaabørn ved at svinge dem ved Benene og slaa deres Hoved mod et Træ, har man fra denne Egn. Der findes iøvrigt ganske lignende Beretninger fra Verdenskrigen, og man befinder sig bedst ved at tvivle om deres Sandfærdighed. Med Hensyn til Hungersnøds-Beretningerne har vor egen Tid ikke overdrevne Sagn behov for at gøre Indtryk paa Sindet. Nu sulter den ene halve Verden, mens Korn og Kvæg til Milliarders Værdi destrueres i Forbrændingsanstalter i den anden Halvdel ....
De fleste af Fortidens Krige og deres Følger bliver smaa Stykker Romantik i Sammenligning med, hvad vi oplever.
— Denne Del af Fyen var forhen berømt for sine umaadelige Mængder af Storke. Nu er det bleven anderledes, denne prægtige Fugl forsvinder mere og mere her som overalt i Landet.
Samtidig bliver det mere og mere vanskeligt at binde Smaabørn Historien paa Ærmet om Storkene, som kommer med dem i Næbet. En Ven af mig paa Fyen havde en seksaarig Dreng, som efter første Gang at have været i Skole kom hjem og sagde til Faren: „Hør Far, Lærerinden fortalte, at Storken var kommen med 6 smaa Killinger til hendes Kat iaftes." — „Hvad er det for noget Vrøvl!“ sagde hans Far, „tro ikke paa det, hvordan skulde en Stork kunne gøre saadan noget?“ — „Aah,“ sagde Drengen, „den har maaske en gammel Kat hjemme!"
Det er over tredive Aar siden at dette hændte, og Æventyret om Storken gaar efterhaanden slet ikke mere, ikke engang blandt den yngste Ungdom, bl. a. fordi der ingen Storke findes, som kan tage Skylden for Børnenes Tilsynekomst, eller ialfald saa faa, at de ikke vilde kunne overkomme en Hundreddel af Arbejdet. Nu maa Folk klare sig saa godt de kan paa egen Haand.
— Men det maa have gjort en bemærkelsesværdig Forskel i Hjemmelivet. Jeg tænker eksempelvis paa den nærliggende store Allested By, hvor der endnu omkring Aarhundredskiftet fandtes 3—4 Storkereder paa hver eneste Bondegaard og over tyve paa Præstegaarden, alle beboede, og at der paa Gelskov Mark endnu dengang kunde ses 2—300 Storke vandrende efter Plovene ved Efteraarstid lige før Trækket. Allested Præstegaard brændte i 1908, men var efter Opbygningen lige til 1913 kendt for sin Storkekoloni, ligesom Fuglene ogsaa i Omegnen endnu dengang var ret talrige.
Paa hele min Rejse iaar gennem Fyen har jeg set ialt 3 Storkereder med Fugle i! Og paa Allested Præstegaard fandt jeg én Rede med et Par Gamle og 4 Unger — det er den sidste Rede i Byen. En ca. 40-aarig Kone fra Stedet fortæller mig, at Fuglenes Antal her jævnt er dalet, saa længe hun kan huske. — Og saadan er det jo næsten overalt i Landet, især paa Øerne, mens der ganske enkelte Steder i Jylland i de senere Aar, især siden 1927, paany har været en lille Stigning i Antallet. Paa Hinsholm kunde man til for en Snes Aar siden ofte ved Efteraarstid iagttage henimod 100 Storke efter en Plovmand; nu findes der ikke ét ynglende Storkepar paa hele Hinsholm. —
— Hvorfor har der været denne voldsomme Nedgang i Storkenes Antal?
Grundige Undersøgelser synes at tyde paa med Sikkerhed, at Storkene maa
omkomme ved Vold undervejs paa Trækket. Blandt de Hundreder af ringmærkede Storke, som Adjunkt Mortensen i Viborg har faaet tilbage eller modtaget Underretning om, er ikke mindre end 50 Procent bleven skudt! Af Resten bærer enkelte Mærker af Strejfskud. — Naar Storkene i den Grad forfølges med Skyde-vaaben, da skal det nok mærkes hos en Fugleart, hvor hvert Par gennemsnitlig kun faar 3 Unger. Det viser sig, at næsten alle de nævnte Fugle er skudt paa Vejen gennem Europa. Men hvorfor dræbes de da her? Jo, de er en Fare for Godsernes Karpedamme! Og desuden tager de Kyllinger fra Fasanenerne og endelig Harekillinger -— en Paastand, som absolut er forkert.
Adjunkt Mortensen har i Aarene siden 1901 undersøgt Gylp fra flere Hundrede Storke og heri kun fundet Haar af Mus og Muldvarpe, Dækvinger af store Biller, Muldvarpeklør, Paddeknogler, Fiskeskæl og lignende, samt af og til Fjer af en eller anden mindre Fugl f. Eks. Lærkeunge.
„Deutsche Jager-Zeitung“ 1911 angiver, at der i Jagtsæsonen 1911 i Pless alene er nedlagt 119 Storke. Men det er ikke Godserne alene, som bærer Skylden. Fuglenes Fjer er — eller var — stærkt eftertragtet og afgav aarligt et stort Kontingent til Damepynt. Det vises tydeligt og raat ved en Angivelse som denne, at en enkelt Fugleskindshandler i St. Petersborg i 1898 alene afsatte 2000 Storkeskind ; man vilde finde dette slemt nok, men mere troligt, hvis Beretningen var om en Negerstamme i Afrika.
— Storken er ikke mere nogen hellig Fugl. Den har været ved helt at forsvinde ud af det danske Landskab sammen med Kæmpehøjen. For Fremtiden maa vi se at finde os til Rette næsten uden dem. I Kæmpehøjenes Sted er traadt Telefonpælenes Rækker, Højspændingsledningernes Stativskeletter og den evindelige Mejeriskorsten. I Stedet for Storken har vi faaet Flyvemaskinen.
— Hvert Aar, naar vore Storke om Høsten samler sig for at drage mod Syd paa deres lange Rejse, naar de endnu i smaa Flokke løfter sig fra de lave Enge som en Sky og kredser over det gamle Land, hvorfra den barske Vinter tvinger dem bort — saa véd vi nu, at det langtfra er dem alle, der vender tilbage til deres egentlige Hjem, hvor de har været Unger, og som de hvert Foraar drages tilbage imod for at føde deres Unger paa det kendte Tag mellem de kendte Enge. Vi ved, at mange af dem falder fra undervejs.
Og sjældnere vil vi synge den gamle Sang, thi bestandig færre vil forstaa den:
Storken sidder paa Bondens Tag; han ser over Mark og Enge.
Det bliver saa dejlig en Foraarsdag; nu kommer den favre Tid, jeg vented saa længe.
„De fyenske Alper“ er et Led i det mægtige Bakketerræn, der som en bølgende Kæde strækker sig langs hele Syd- og Sydvestfyen fra Egnene Nord for Svendborg til sønden om Middelfart, gaar over Koldingegnen paa Jyllandskysten og videre langs denne helt ned til Flensborgfjord. Denne Bakkekædes Dannelse stammer sandsynligvis fra Israndens Stilstandsperiode under Bræens fornyede Fremrykning efter dens første Tilbagevandring. Tager man fra Faaborg mod Øst og Nord, kommer man her paa „Alperne“s Sydøstskraaninger gennem nogle af dette hjemlige Bjerglandskabs skønneste Egne med dets Herregaarde, Søer og vældige Skovstrækninger.
Straks ved Diernæs faar man det første Indtryk af dette urolige Landskab, fra hvis mangfoldige Bakketoppe der er Udsigt over Land og Hav og over de utallige fyenske Smaaøer, saaledes bag Kaleko, hvor der fra en høj Banke aabner sig vid Udsigt over Bakkebølger og Skove, og over Faaborg Fjord til det dejlige Hornelands Kyst — et fortryllende Landskab. — Mod Nordøst kommer man gennem de vidtstrakte Skove omkring Holstenshus, desværre for en stor Del bestaa-ende af mørke, forstdrevne Granplantager, men ogsaa med smukke Løvskove. Pragtfuldt er dette Landskab, især set fra det 116 m høje Punkt „Kongehøjen", Alpernes Kulmination paa dette Strøg. Vildt og bakket, men alligevel præget af en sær Ynde er dette Land omkring Holstenshus, mindre strængt end den aabne, vestlige Del af Svanninge Bakker. Fra Slottets Dyrehave er en fremragende Udsigt over de vide Hæld ud mod Kysten, den reneste fyenske Romantik.
Vejen forbi Landmaalergaarden i Gummerup.
Den sidste Rest af Kragehul Mose paa „Gravgaardens" Mark.
Ellebækgaardens Stuehus i Helnæs By, opført 1777.
Sulelade i „Landmaalergaarden" i Gummerup, set over Indkørselsporten.
Landskab ved Frederiksgave nær Helnæsbugten.
Vejen op til Hans Sørensens Gaard i Helnæs By.
Portalen til Dreslette Kirkegaard.
Dyssekammer nær Fyret paa Helnæs; i Baggrunden Havet.
Man vilde tro, naar man gaar paa disse Steder, at denne Stemning her havde naaet sit Højdepunkt. Men den øges i Egnene om Brahetrolleborg, som ligger gemt i en Ring af vældige Løvskove og omgivet af de tre Søer Arreskovsø, Nørresø og Brændegaard Sø, af hvilke den første er Fyens største Indsø, den sidste én af vort Lands smukkeste. Fra den 61 m høje Banke paa dens Nordside ser man vidt over Søens Spejl, over Skovene, som omringer de aabne Enge ved dens Bredder og over de moseagtige Lavninger i Vest.
Ved Brahetrolleborg var det ikke selve den prægtige Hovedbygning, som mest betog mig, men de vidunderlige gamle Yderlænger og disses Omgivelser. Noget mere betagende smukt end Voldgraven ved den gamle Længe, som bl. a. rummer Slottets Smedje, skal man lede længe efter i et dansk Landskab, selv paa Fyen. Og jeg tænker med Sorg paa den Skade, som en haardhændet Tid anretter og fremdeles vil volde paa disse gamle Herresæder. Hvilken Kulturværdi rummer de ikke, blot ved deres ydre fornemme Præg, hvori Kunst og Natur forenes til et saa vidunderligt, harmonisk Hele.
— Næsten overalt hvor jeg færdes ad Vejene her omkring er det mellem to Rækker solide Stendiger, hvortil der i disse Egne har været et rigeligt Materiale, som Bræen har strøet over „Alperne“s Skraaninger. Det var særlig paa Udskiftningstiden, dette Arbejde blev gjort, og en enkelt Mand, Kammerjunker Holstein til Holstenshus lod i Løbet af 4—5 Aar sine Hovbønder rejse 10,000 Favne Stendiger! Nu mildnes de haarde Diger næsten overalt af de levende Hegn, hvor Slaaen, Tjørn, Brombær, Bukketorn og Roser hælder deres Grene og Ranker over de graa Sten og ved Foraars- og Forsommertid skjuler dem under et Væld af Farver. — Paa Vejen fra Brændegaards Sø mod Syd kom jeg ved Nørresøs Vestside ad en længere Vejstrækning, hvor et af de anseligste Stendiger jeg har set var næsten helt skjult under et Væld af blomstrende Kaprifolier. — Naturen paa denne blide Ø sørger selv for med mild Haand at glatte hen over alt, hvad der er haardt og barskt, og dens Kærtegn synes at kunne faa selv Stenene til at smile. — Alt vender sig her til det bedste. Man tænker paa Ordsproget: En Ulykke paa Fyen er et fedt Faar i Jylland.
Vejen som fører fra Faaborg mod Vest ud over Horneland er meget smuk, næsten bestandig har man vide Udsigter mod Syd over Østersøen med dens Mængder af Øer, mod Vest over Helnæsbugten og til Ais’s Kyst, mod Nord helt til de fyenske Alper. Ligesom Helnæs er denne Halvø en værdig Pendant til Hinsholm paa Øens Nordøstside, men ganske forskellig i Karakteren fra begge disse. Den er mere i Slægt med det nære „Fastlands" blide Romantik, dens bølgende Terræn, hvis Overflade i lille Maalestok minder om de fyenske Alper, er frodigt og velplejet, om de fine Gaarde ligger store Haver, alt er her saa usandsynlig pynteligt og net, vidnende om en Sans for Hygge og Skønhed, som selv inde paa Hovedøen knap finder sin Mage. Der er sørget for ved disse Boliger, at alting tager sig ud til sin Fordel, ingen Uorden af nogen Art. Havernes Bede er holdt som Jorden i en Urtepotte, de fint revne Gange synes aldrig at blive betraadt af nogen Fod. Hylden gror skærmende omkring Møddingerne, og selv om de ringeste Udhuse slynger Vildvinen sine Ranker.
Hænger denne Fyenboens Sans for Pyntelighed, som her paa Stedet synes at naa sit højeste, sammen med hans Karakter og med hans lyse Syn paa Tilværelsen? Er det den samme Ejendommelighed, som giver sig Udslag i hans skælmske
Ordsprog, der viser ham som en lun, undertiden lidt bitter Landsmand med et Fond af Verdenserfaring og Humor, disse Ordsprog, der altid har en indbydende og tillidvækkende Skal, selv omkring en lidt bitter Kærne, og som ofte lader den Fremmede i Vildrede med, hvor han egentlig har den talende:
— Tag tilbunds i Fadet, Fremmede — vore egne véd nok, hvad der er i!
— Sidt din Ven nær, men sidt ikke Laaret af ham.
— Vi skal sommetier kysse den Arm, som vi ønsker var av’e til Albøvi.
— Han gier ette sine Gaver hen. (Om en gerrig).
— Der er ingen, der maa vrie sig ved at være Nar, naar Turen kommer til ham.
— Det er en vov (ringe) Mødding, som aldrig en Høne vil skrabe paa. (Om Sladder).
Hvilket Fond af udpræget fyensk Humør er der ikke i disse:
— Nu har vi Spillet gaaende, sagde Kusken, da han væltede i Grøften med Musikanterne.
— Vi skal aldrig æde mere, end vi kan æde en Pandekage for hver Mands Dør.
— Han gaar hele Dagen og leder efter Fyraften. Om en (doven) Person.
— Snak kun højt, Munden varer dig nok ud!
— Skratkarrene skal nok holde (d. v. s. de revnede Kopper eller Tallerkener).
— Om en Skraalhals siges der: „Han vrajler, te de tuer etter."
Det er belevne Folk paa denne Ø, de har Begreb om Formens Betydning. Men de faar sagt alt hvad de vil, og oftest paa en indtagende Maade.
Hornelands Kirke har en mageløs Beliggenhed. Fra dens højtliggende Kirkegaard har man én af disse Egnes skønneste Udsigter, langt smukkere, om end mindre vid, end fra det bekendte Tostebjærg sønden for Byen, Halvøens højeste Punkt. Og hvadenten man heroppe fra ser ud over den store, gamle Landsby, som med sine Bindingsværksgaarde og de svære Stendiger omringer Kirken, eller man færdes nede paa dens Veje, finder man her et af de smukkeste Landsbybilleder i Danmark. Undertiden ligger Gaardene med deres Haver et Stykke lavere end Vejbanen, adskilt fra denne ved et af de ypperlig holdte, undertiden mandshøje Diger — alt saa nydeligt og hyggeligt, at det er en ren Fest for Øjet.
Kirken er mærkelig derved, at den er en af Danmarks syv Rundkirker. Den oprindelige Rotunde, som er opført i romansk Tid af Kampesten med 2 m tykke Mure, har dog i Tidernes Løb faaet saa mange Tilbygninger i Øst og Vest, at den er bleven den mindste Del af Kirkebygningen, der efterhaanden viser Prøver paa snart sagt alle mulige Stilarter, lige fra Sengothik, som ogsaa har sat sit Præg paa Rundkirkens Ombygning, til Taarnets fire Renæssancegavle. Rundkirken har endnu Spor af smaa Vinduer, som har siddet øverst under Murranden og viser, at den har været benyttet som Forsvarstaarn. Den gamle Rotundes oprindelige Karakter er indvendig stærkt forandret ved de i sen Middelalder opførte Piller og Hvælvinger. De senere store Tilbygninger, mellem hvilke den ligger indeklemt, stammer fra saa forskellige Tider som 2. Halvdel af 16. Aarh., fra 1714 og 1721, 1849 og 1852. I 1893 blev den endelig restaureret. Den er nu nærmest kun et Kuriosum, bl. a. ved sin umaadelige Længde, der er ikke mindre end 43 m, af hvilke Rotundens beskedne Diameter kun optager de 13. Man vender ret hurtigt Blikket fra denne Kirkebygning for at betragte det henrivende Landskab, som omgiver den.
„Sønderhjørne-Gaarden" ude paa Halvøens vestligste Pynt slaar alle Rekorder ved sin Beliggenhed og ved Landskabets eventyrlige Fred. Ganske ensom ligger Gaarden her paa det yderste Huk mod Havet. Stuehusets prægtige Bindingsværksbygning vender sin Fagade ud mod en stor, blomsterfyldt Have med gamle Frugttræer. Vindruer hænger i tykke Klaser paa sine Ranker ved den østlige Side ud mod en Humlehave, som ganske vist kun har et halvt Hundrede Stokke, men danner et lige saa smukt som sjældent Syn.
Paa Tilbageturen fandt jeg nær Bivejen, som fører herfra til den lille By Bøj-den, et smukt, men noget sammensunket Dyssekammer.
Da jeg senere fra Dyreborgs maleriske, skovklædte Strand tog mod Nord ad Vejen til Bjerne og kom forbi den gamle Vindmølle paa den 49 m høje Bakke, opdagede jeg ganske tilfældigt et andet ret højt og meget smukt Dyssekammer et lille Stykke Nordøst for Møllen. Og staaende ved dette fik jeg Øje paa to andre, det ene liggende ca. 400 m herfra i nordlig Retning, det andet knap 200 m mod Sydvest lige ved Møllen. De var begge af anselige Dimensioner, især det sidstnævnte, som med dets 3 store Overliggere ovenpaa 8 mægtige Stenblokke synes at være et Arbejde af Giganter. Alle har de en usædvanlig dejlig Beliggenhed i dette kraftige Højland med Udsigt fra de knudrede, aabne Bakker, hvor Hav og Fjorde er synlige til alle Sider. Sjældent saa jeg noget mere betagende end dette sidste Oldtidsminde, som ligger tungt og alvorligt paa sin Højde med de vide Udsigter over dette rige, udpræget danske Ølandskab.
Her passer det virkelig endnu:
„. . . hvor Oldtids Kæmpegrave
staa mellem Æblegaard og Humlehave."
— Det var morsomt at staa og nyde Udsigten ude paa Knolden ved Dyreborg, den lille skaldede Banke, som rager sine 30 m op over Havet og fuldstændig har Økarakter, omflydt paa alle Sider af Vand, og ligesom det langt større Helnæs kun hænger fast ved Moderøen med en smal Navlestræng. Herfra ser man over hele den vestlige Del af det sydfyenske Hav, hvor alle Fyens Unger træder Vande efter helt at have sluppet Moderen og er begyndt for sig selv, dog ikke dristigere, end at mange af dem endnu som artige Børn holder hinanden i Haanden. Selskabeligt anlagte ligesom Fyenboerne hænger de sammen ved et „Drej", Avernakø med Korshavn, de to Drejøer, Store- og Lille Svelmø. Ærø er begyndt selv at faa Unger ved Ommelshoved og Urehoved. En Familie, som har arvet Moderens indtagende Egenskaber, udpræget kvindelige og yndefulde, med et Ungpigesmil, som helt besejrer den fremmede, der ser dem paa sin Færd.
Deres levende Symboler møder man paa hver Vej og Sti heroppe, disse unge, fyenske Piger, der ser ud som om de aldrig bliver fodret med andet end Nødde-kærner og Fløde — saadan er deres gyldne, solvarme Hud, der næsten altid ved Sommertid er en lille Tone mørkere end Haaret. Et Stof som Museskind paa Kinderne under de mandelformede lysegraa Øjne med de fine Bryn og med det mærkelig rene Blik. Et mere uskyldigt Smil end de fyenske Pigers kender jeg ikke,
19* det er som Havet en Solskinsdag omkring de smaa Øer herude, naar den lune Østenbrise leger sagte henad dets blanke Flade. Det kommer og gaar som smaa lunefulde Ilinger, spejlende det skæreste Blaa fra en skyfri Himmel.
Den gamle Præst fra Varde, Svansø, som besøgte disse Steder allerede i det 16. Aarhundrede, betror sig til Papiret om dette Emne i Vendinger, der er ejendommelige for en ærværdig Præstemand. I Skovene, siger han, bor „lysfarvede Elverpiger, som breder de rosenduftende Lokker over deres Legemer, Lem for Lem. De vise sig som Piger med rødmende Kinder, blidt spejder de med vagtsomme Øjne, og naar deres indsmigrende Mund taler, lyder det som bløde Lattertriller. Slanke er Elverpigerne med deres hældende Skuldre og smalle Bryst--“
og den gamle Præst fortsætter med en indgaaende Beskrivelse af disse Dejligheder, under hvis Fortryllelse han har været.
Denne begejstrede Bekendelse er i sin Frejdighed og Aabenhed smukkere end den moraliserende Vurdering af disse unge Kvinder, som jeg finder hos én af Øens egne, nyere Forfattere. Efter Citeringen af den sædvanlige Sætning at „Natten er deres egen", forsikres der med højtløftet Pegefinger om disse fyenske Ungmøer, at selv i ældre og bedre (?) Tider kunde det hænde, at der var dem iblandt dem, som stjal sig ud og „kærestedes" paa en Vis, „som helst maa lades uomtalt". Men hvordan bør man „kærestes" retteligt? Kan vi faa en Opskrift ligesom paa Humlebrygningen eller Praasekagen. „Ophedes langsomt", staar vist om den sidste. — „De kunde danse 3 Nætter i Rad og dog passe deres Arbejde!" jubler Forfatteren. Gjorde Dansen dem da immune? Nej! De smukke Piger ventede maaske, til dette spændende Tredagesløb var ovre. Men takket være den fjerde Nat er Øens Befolkning ikke uddød. Og stadig har de fyenske Kvinder deres søde Smil; de strænge Moralister kan de møde med deres rene Blik og med deres egen Opskrift i Lommen — eller med et Barn ved hver Haand.