De Danskes Land -- Achton Friis

OMKRING HIMMELBJERGSØERNE

Gyvelen blomstrer usædvanlig pragtfuldt iaar. Jeg møder den første Gang i denne Forsommer langs Banelinjen mellem Skanderborg og Rye, hvor den gror i vældige Klynger paa de høje Skrænter. Det er en god Idé, at denne prægtige Plante saa mange Steder i Landet er bleven saaet paa Skraaningerne langs vore Jærnbaner. Sammen med den ser jeg Tjærenelliken i store, tætte Klynger; ogsaa den er ualmindelig frodig iaar.

Det meste af hvad disse Egne landskabeligt byder paa, kan i store Træk ses fra en Jærnbanekupé paa den Stump Rejse fra Skanderborg til Silkeborg. Her findes alt, de skovklædte Aase med selve Himmelbjerget — bestandig i Baggrunden, hvor det for Virkningens Skyld hører hjemme — Søerne, der ligesom Øerne i dem ustandseligt veksler, Halvøerne, blandt hvilke det skønne Dynæs med dets Voldsted, og endelig sidst men ikke mindst Resterne af de storslaaede Hedebakker ved Sejs. Alt i alt har man paa denne Strækning et godt Overblik over hvad Himmelbjergegnen rummer af landskabelig Mangfoldighed.

Men det er naturligvis ogsaa kun et Overblik, ligesom naar man fra en Chaussé overser et Landskab fra en Bil i Flugten. Der er i Landskaberne om disse Søer Steder, som i allerhøjeste Grad kræver, at man fordyber sig i dem, gennemsøger dem paa Cykle eller helst tilfods, til syvende og sidst den eneste Maade, hvorpaa man kommer Naturen helt ind paa Livet.

En Morgen i fint Sommervejr med let Østenvind cykler jeg ud af Rye Stationsby ad Vejen mod Gammel Rye. En lille Tone af Kranklejets Spinden og Dækkenes Hvisken mod Vejens fine Grus klinger lifligt i mit Øre. Jeg flyver paa Frihjulet ned ad Vejen forbi Birk Sø og lukker Øjet for de nærmeste Yndigheder for at komme uhindret ud paa den aabne Vej, der fører op mod mit Maal, de skovklædte Aase. Efterhaanden som Vejen løfter sig over mod Højderne ved Gammel Rye, aabner sig vide og storslaaede Udsigter fra Bankerne ud mod Øst og Syd over Gudensø og den store Mossø. Tre Steder kommer deres Vande tilsyne mellem de vældige, tildels skovklædte Bakker, som skyder sig ned imod dem. Og milevidt borte paa den modsatte Bred hæver Ejer Bavnehøj sin langstrakte, jævne Ryg, et helt Landskab for sig, som en lav Taagebanke op under den blændende Morgenluft.

Frit og aabent ligger Gammel Rye paa det over 100 Meter høje Bakkeland paa Grænsen af de mægtige Himmelbjærgskove, og med pragtfulde Vuer fra de om-

givende Højder ud over det vidtstrakte Land om Gudensø, Mossø og Salten Langsø. Byens Navn er opstaaet af Ruthe eller Rythæ, en Rydning i Skoven. Takket være Øm Klosters nære Beliggenhed blev den allerede i Middelalderen en betydelig By. Dens hellige Kilder, én i selve Rye, Præstekilden i Rye Nørreskov, og især Set. Sørens Kilde i Sønderskoven, bidrog stærkt til at gøre den til et betydningsfuldt Samlingssted, saa den endogsaa nævnes som Købstad. Endnu i 1677 viser Resens Atlas den paa en Tegning som en købstadslignende By. Dens dominerende, tindeprydede Kirke var indviet til Set. Søren, efter Legenden en Bondesøn fra Rye, der døde som Biskop i Køln Aar 400.

Det var forøvrigt først i Midten af det 14. Aarhundrede, at man opdagede, at Søren var Jyde og fra Rye, og at Stedet derved fik sin store Tiltrækning. Den lille romanske Kirke, som Stedet hidtil havde maattet nøjes med, blev ombygget for de rige Gaver, som strømmede ind efter at man havde gjort denne Opdagelse, og denne Kirke naaede sin endelige og pragtfuldeste Skikkelse i Begyndelsen af det 15. Aarhundrede. „Set. Søren i Rye“ fik en imponerende, tindeprydet Korskirke, 81 Alen lang, 16 Alen bred og med Tværskib paa 49 Alen. Den var det aandelige Midtpunkt blandt de rige Munke- og Nonneklostre, som Egnen vrimlede med. Helgenglans og Guld straalede ligeligt over det hellige Sted; thi det var jo adskilligt lettere for de troende at høste Fordel af Landsmandskabet med Set. Søren ved at valfarte hertil end til hans fjærne Grav i Køln.

Efter Reformationen forfaldt Kirken, og allerede 1636 er den ganske brøstfældig og bliver delvis nedrevet. Omkring Aar 1700 er den omdannet til en lille kullet Kirke, og omtrent i denne Skikkelse staar den endnu. I 1912 blev det nuværende Taarn bygget paa det gamles Plads, med stort aabent Mellemrum hen til Resterne af Midterskibet.

Det er de rige Klostre og de kongelige Vildtbaner, som karakteriserer Livet i disse Egne i Middelalderen og langt ind i den nyere Tid. En Mængde Stednavne bærer endnu Vidne om Egnens Vildtrigdom: Bjørnholt, Ulvehoved, Hjortegaarde

o. s. v. Mens Bjørnen blev udryddet allerede tidligt i Middelalderen, levede Ulven her til henimod Slutningen af det 18. Aarhundrede. Vildsvinebestanden, som paa Frederik I Es Tid var ved at blive udryddet, fornyedes her igen af denne Konge, og Dyrene formerede sig saa godt, at de i store Flokke oprodede den sandede Jord i en saadan Grad, at der formedelst deres Færden klages over i 1739, at man ikke længere ved Plantning kan dæmpe Sandflugten paa Silkeborg Hede. Trods senere kraftig Beskydning af Bestanden blev det sidste fritlevende Vildsvin i Landet først skudt her saa sent som i 1801.

— Endnu er et saadant Strøg som Rye Sønderskov et Sted, som ligger langt fra Alfarvej, og hvor der er den Idyl og dybe Fred, hvortil Munkene flyede fra Verdens Tummel — men hvor de verdslige Goder dog ingenlunde søgtes forgæves i Nabolaget. Søerne havde vrimlende Mængder af Fisk. Alene til Rye Sogn hører Dele af Mossø, Gudensø, Ryemølle Sø, Ves Sø, Birk Sø og Jul Sø. Desuden gennemstrømmes Sognet af Gudenaa og Salten Aa. Arent Berntsen berømmer den Mængde Karper, Gedder, Brasen, Aborrer og Karusser, som her fandtes og som Klosterbrødrene havde god Gavn af, og som ogsaa „den gemene Almue“ nød godt

af. Aalefiskeriet var berømt, og Rye Mølleaal kendtes og spistes videnom. Intet Under at foruden Gejstligheden ogsaa Adel og Konger havde mange faste Borge i disse rige Egne, tiltrods for Jordernes ringe Frugtbarhed.

En Sværm af Vandmøller fandtes rundt om ved Søernes Afløb: Rye Mølle, Fuldbro Mølle, Kjærs Mølle, Klostermølle og de store Møller ved Gudenaaen mellem Rye og Silkeborg, der svang deres Hjul om Akser paa en Alens Tykkelse og indtil 15 Alens Længde. Nu er Silkeborg Mølle bleven Papirfabrik og Rye Mølle Træsliberi! — Men der er sket stærkere Forandringer paa Egnen end disse. De adelige og kongelige Borge er forsvundne, Klostrene sank i Grus ligesom Set. Sørens Kirke i Rye. Af de vældige Skovstrækninger, som dækkede Egnen vidt og bredt, er kun Rester tilbage. — Og efter de hellige og højfornemme Herrers Regimente kom Træskomændenes.

Men det er forøvrigt de kongelige Skovhuggere, som forlængst havde indledet denne nye Æra ved at fælde Tømmer til Hans Majestæts Skibe, de stolte Svaner, som vandrede Vejen til Ros og Magt — ialfald til Ros. Utvivlsomt blev de tunge Træsko, som senere trampede ad mere beskedne Veje, til mere Fordel end hine. — Det er her fra Egnen, at „Skovlovringerne" rykker ind i Historien, Træsko-mændene fra Løver Syssel Vest for Gudenaa.

Allerede i 1644—45 havde Svenskerne huseret frygteligt i disse Skove, de fældede 49.000 Ege og 70.000 Bøge i Løbet af de to Aar til Brændsel og Palisader. Ulovlig Kulbrænding fortsatte Ødelæggelserne, indtil Skovene omtrent helt forsvandt og de store Heder ved Sejs og Silkeborg indtog deres Plads. Talrige sorte Brandpletter og Trækul, som næsten overalt oppløjes af Jorden, vidner om, at her har Kulmilerne ædt af den rige, gamle Skovvegetation.

— Den polske Adelsmand Passek, som var med paa Togtet i Jylland med de polske Forbundstropper under Svenskekrigen i 1658, udtaler sin Forbavselse over Danskernes besynderlige Fodtøj og siger bl.a.: „Folket er velskabt og Kvinderne skønne, skønt altfor blonde. De klæde sig smagfuldt men bære, ikke blot paa Landet men ogsaa i Stæderne, Sko af Træ, hvormed de paa Stenbroen gør saa stor Larm, at man næppe kan høre en anden tale.“ Kvinderne af højere Stand, siger han, bærer dog Sko ligesom Polakinderne.

Allerede i mange Hundrede Aar havde Træskomageriet været drevet som Hjem-meindustri i mange af Jyllands Egne. Bunden er rendt af mange Par Træsko, siden Kong Hans’ Privilegier for Trefoldighedsgildet i Odense indeholdt Bestemmelser om „Treskow“ og andre grove Varer, og siden Christian IV købte Træsko til Fangerne i Københavns Børnehus.

Men først i Slutningen af det 18. Aarhundrede kommer der rigtig Gang i Træskoene. I Aaret 1781 købte seks Gaardmænd fra Rye hele Sønderskoven af Frijsenborg for 9000 Rdlr. Træskomageriet gik op samtidig med at Forbruget steg, og hen-imod Midten af forrige Aarhundrede begyndte den store Eksport fra Egnen. Da blev Rye Sogn „Træskoegnen“, og paa den Tid er der i Tem, Rye, Lindaa og Sønder-Vissing ialt 283 Træskomænd. Et Læs Træsko, som indeholdt 16 Snese, kostede i 70’erne, da Industrien havde sin Blomstringstid, 100 Rdlr., og Rye Sogn alene udførte hvert Aar for 50.000 Rdlr., d.v. s. 500 Læs eller 160.000 Par Træsko! — Hver eneste Husmand i Egnen blev Træskomand, og hver Gaardmand holdt én å to „Træskokarle". En dygtig Tjenestekarl kunde tjene indtil 6 Mark om Dagen foruden Kosten, mens en Daglejer selv i Høstens bedste Tid kun havde ca. 2 Mark i Dagløn.

En herlig Tilværelse var det at være Træskokarl. Ikke alene var Arbejdet behageligt og let, men hyggeligt kunde det være, især naar Karlen om Aftenen sad og red sin paa „Tællehest" 1) inde i Stuen, og Baandknivens Lyd blandede sig med Rokkehjulenes Snurren, mens Savene klang gennem Stilheden fra den nære Skov. I Tællepraasens milde Lyst gik Passiaren med Pigerne let •—• Skæmt uden Træsko og paa Hosesokker! Det var „nowen faale Folk“ disse Karle; de havde Raad til at holde blaa Mandag, naar det passede dem, og til at traktere paa Kroen eller spille Kort en hel Nat og æde Flæskepandekage paa Morgenkvisten inden de skred hjem. De var ansete Gæster ved Brylluper og andre Gilder, og det er i en vis Periode næsten altid Træskokarle, der i Kirkebøgerne findes opført som Faddere. En gammel Karl fortalte, at han sammen med en Del Fæller engang havde været til Barselgilder ti Søndage itræk! — Men medens Karlene ofte var overmodige og vilde og ikke sjældent ragede i Slagsmaal, var de bosiddende Træskomænd, som havde Hus og Familie, ordentlige og stilfærdige Folk, og i deres Hjem førtes et mærkeligt og smukt Familieliv indendørs, som man vanskeligt finder Mage til.

— Saa kulminerede de gode Tider mellem 1860—1870, og allerede i 90’erne begyndte det at gaa stærkt tilagters for Træskomanden, Træet blev for dyrt, og Træskofabrikkerne gav ham det sidste Stød. Snart snurrede Maskinerne videnom, og her lavedes der daglig af 18 Mand lige saa mange Par Træsko som forhen af tresindstyve. I 1915 var der kun 11 rigtige Træskomænd tilbage paa hele Egnen.

Naar man nutildags ser Tjenestedrengen, som paa sin Cykle henter Kreaturerne hjem fra Marken med „Haandkoens" Tøjr ved Styret, saa indser man, at den sidste Træskomand ligervis som den sidste Sortfod snart vil synge sin Klagesang. Den vil nok blive rundkastet pr. Radio.

Landet i og omkring de store Skove rummede en stor Mængde Sagn, næsten alle af en underlig mørk Grundtone. Overhovedet forekommer det mig, at Sagn og Overtro fra de jydske Skovegne er i særlig Grad prægede af Uhygge. Skovens Mørke har fra de ældste Tider huset alle lumske Farer, fra deres mystiske, skumle Dybder lurer en Rædsel, som det aabne Land aldrig kendte — herinde var intet Udsyn, man kunde aldrig vare sig for Baghold. Det samme gælder i nogen Grad de udstrakte Moser. „Der er Uller i Mosen" — d.v.s. Ulve -— antyder denne Skræk for Baghold i det ufarbare, ukendte Terræn, Ordsproget senere forvansket til det meningsløse „Ugler i Mosen“.

Her i de vældige Skove om Himmelbjergsøerne var det ikke alene Farer for haandgribelige Væsener som Vilddyr og Røvere, der truede; alskens overnaturligt Pak huserede i Skovenes Dybder. Kulsvierne, som holdt Vagt i Skovtykningerne om Natten ved deres Miler, havde bestandig Bryderier med Ellefolkene. Det hændte en Nat, da en Mand sad ensom ved Milen, at en Ellepige listede sig til ham og satte sig paa Hug foran Ilden hos ham som for at varme sig, og saa pludselig vendte sig mod Manden og kastede sin Klædning op over Hovedet, saa han saa hendes Nøgenhed. Men i Stedet for at lade sig friste, greb Manden en Brand fra Ilden og jog til hende med den. Da skreg hun saa det gjaldede vidt og bredt gennem Skoven, og fra alle Kanter kom Ellefolket styrtende til. Manden flyede og undslap med Nød og næppe. Men næste Dag var Milen ødelagt og dens Rester spredt over en Fjerdingvejs Omkreds. Manden duede aldrig siden og døde omsider, forgjort af Ellefolket.

Paa de skumle Skovveje møder den ensomme Nattevandrer en Spøgelse-Lig-skare, han forvilder sig i den og snubler Gang paa Gang, tilsidst bliver han liggende, mens Dødninge-Skaren med Kisten skrider hen over ham. Naar han finder hjem og der bliver tændt Lys, gribes han af Feber og Hjærteondt. Et saadant Møde spaar om snarligt Dødsfald.

Mange Gengangere færdedes her til Skræk og Fare for de levende. Man gjorde efter ringe Evne sit til at forhindre de døde i at gaa igen. En Læge, som kom til Rye i 1892, fandt altid, naar han synede Lig i den lille By Siim i Dover Sogn, at Ligets to Storetæer var bundet sammen med en tyk, hvid Uldgarnstraad. Naar han spurgte om Grunden til dette, fik han undvigende Svar, f. Eks. at det var for at Liget ikke skulde ligge og skræve. Men en gammel Kone, som levede i Byen og som plejede at yde Hjælp ved Dødsfald og Begravelser, kunde have fortalt ham den virkelige Aarsag. Det var hende, som opretholdt den gamle Skik for at forhindre den Døde i at flytte Benene, naar han vilde gaa igen. Skikken ophørte først paa Egnen ved den gamles Død i 1900.

„Vor Frue i Karup og Set. Søren i Rye“ — det gamle Mundheld har sammenknyttet to af de mest kendte Valfartssteder i Jylland. Set. Sørens Billedstøtte skal efter Sagnet være forsvundet fra Kirken i Rye i dennes Forfaldsperiode paa en ejendommelig Maade. Nogle Mænd fra Beder havde været ovre for at ville købe Helgenens Billede af Mændene i Rye, men maatte vende hjem med uforrettet Sag, da de havde for faa Penge med. Samtidig hændte det, at Set. Sørens Kilde blev vanhelliget paa forsmædelig Vis, idet nogle Bønder fra Rye badede en skabet Hest i dens Vand. Hesten kom sig, men det hellige Vand mistede fra den Dag sin Kraft. Da Bønderne fra Beder kom hjem, saå de til deres Undren at Set. Søren var udvandret fra Rye og stod midt paa Alteret i deres Kirke.

Resterne af Kilden skal findes som et lille mudret Vandhul paa den østlige Skrænt af Rye Sønderskov, et lille Stykke Vesten for de Marker, hvor Set. Søren fik sin Kaldelse, da han vandrede bag sit Plovspand. Vejen fra Gammel Rye til Salten fører ret mod Vest ind gennem Skovens sydlige Udkant paa Faldene ned mod Salten Langsø. En stor Del af Skoven er gammel Naturskov af Birk, enkelte Ege, Bøg og Røn og med Enere over de aabne Lyngstrækninger mellem Bevoksningerne. Det er baade hvad Terrænets Skønhed og Bevoksningen angaar en af de ejendommeligste og pragtfuldeste Skove i Landet. Vejens sandede Spor gaar i vældige Sving mellem de lyngklædte Banker, paa hvis sortagtige Bund Birken lyser som Baal i Solen.

Især mindes jeg et Sted med en lille Birkelund, som i en Dalfure laa dybt i Skygge under Randen af en mørk Fyrreskov. Den virkede ikke som det var levende Vækster, men et underligt Aandesyn; det eneste haandgribelige syntes at være de fine, lette Stammer, overalt synlige som et Spind gennem det unge Løv. Det øvrige var kun Anelser af lette Farvetoner — en Skov af Aander, som Genfærd af lyse Kvindeskikkelser.

Fra en Bakke ovenfor Stedet er der Udsigt tværs over Salten Langsø helt til Egnen omkring Klostermølle med det store Bakkedrag ved „Sukkertoppen". — En Musvaage kredser over mit Hoved, det eneste levende Væsen, jeg ser. Men inde fra Storskoven lyder en halv Snes Gange itræk et skarpt Skrig af en anden Rovfugl, og en Grønspætte stemmer i med korte, gjaldende Lyde, der synes at faa forstærket Klang fra Skovens Stammer.

Ved sin Oprindelighed er dette Himmelbjergegnens mærkeligste Skovstrækning, og Vejen en af de smukkeste Skovveje jeg kender. Vestligst i Udkanten af Skoven bliver den til en dyb og malerisk Hulvej med lyng- og kratgroede Sider, der styrter ned mod en lav Dalsænkning.

Man maa herfra helt tilbage til Gammel Rye for paa den bekvemmeste Maade at naa til det ellers kun 5—6 km fjærne Himmelbjerg. En landskabelig Beskrivelse af dette Sted skulde være overflødig for mine Landsmænd, af hvilke de fleste vel kender dette Valfartssted lige saa godt som jeg. Naar jeg nu paany begiver mig derop, er det kun for at repetere kendte Indtryk. Nogen Overraskelse over, at dets Top er saa mishandlet som den er, følte jeg derfor ikke, da jeg atter stod der. Alle véd, at det er Landets største Samlingssted for Madpapir og andre Efterladenskaber, at dette vort mest kendte Udsigtspunkt har sin værste Fjende i et Publikum, som hærger det, og at det vansires af et Hotel og en Forsamling af monstrøse Mindesmærker, repræsenterende en saa broget Flok som Margrethe, Dagmar og Thyra, Wilhelm Bech, Anton Frederik Tscherning, Carl Christian Leopold Gether Budde og Steen Blicher, tilhobe anførte af Hans Majestæt Frederik VIL Af alle disse er Blichers det eneste, som burde være paa Stedet, blandt andet for dets smukke Enkelheds Skyld, den gode Sten med Fuglen og den jævne Inskription. — Den gamle rare Budde er kommen til at ligne en glad Gris med Hovedet koket paa Siden. Værre er dog de to Skrumler, som er rejst for Tscherning og Wilhelm Bech med deres fotografilignende Broncerelieffer, klistrede paa et Par Granitblokke, og værst Monumentet for de tre førnævnte Dronninger, slaaet sammen til én Skikkelse, en bedaget Mejerske, der maa formodes at holde Dronningernes samlede Vægt. — Og hvorfor findes nu f. Eks. Wilhelm Bech netop her? Han holdt ganske vist nogle af sine tordnende Vækkelsestaler paa Stedet; men er der nogen Grund til at rejse Monument for Ypperstepræsten over Datidens Helvedsprædikanter netop paa Himmelbjerget!

Storslaaet og mægtigt gribende er jo det Landskab, som omgiver Bjergets Top. Og som Modsætning til en Mængde Steder i Landet, hvor Beplantning har gjort Skade, er dette Steds Skønhed set oppe fra dette høje Stade bleven øget ved den Bevoksning, som er groet op i de sidste fyrretyve Aar. Jeg mindes endnu Udsigten herfra med Forgrundsbakkernes ensformige Farve, da Lyngen alene strakte sig vidt og bredt om Bjergets Fod. Nu er det et skøntbroget Tæppe af alle mulige Træarter, hvor Bøgens lyse Toppe er dominerende mod den mørke Lyng, der endnu raader paa enkelte Felter, og med sine Enerbuske danner en pragtfuld Modsætning til Løvskovene. Beplantning har i nogen Grad taget Udsigterne under Vandringen op til Bjergets Top, men Udsigten heroppe fra er bleven rigere og mangfoldigere.

Og tværs over det farvetindrende Tæppe ser man milevidt over de store Skovegne med deres Søer, mod Nord over de lyngklædte Folde med smaa Krat af lyse Birke ned mod Jul-Sø og over denne helt til Viborg Domkirke, fra det højtliggende fjærne Hedeland ved Funder i Vest til Aarhus Domkirke i Øst. Men først og fremmest fryder man sig over Synet af Sørækkens vide Spejl mellem Bankerne med de rige Skove.

Ingen Sejlads ad Rhinen er skønnere end Farten med en lille Damper ad disse

Søer med deres dybt spejlende Aase. — Lad mig minde om, at man i en lille let Baad eller Kajak er i Stand til at gøre Turen langs ad hele denne Række Søer med deres Forbindelser af Vandløb lige fra Skanderborg Sø over Mossø ind i Salten Langsø og fra denne videre ad Gudenaaen og Gudensøen og gennem Sørækken fra Himmelbjerget helt til Silkeborg Langsø, foruden at man undervejs kan gøre mange Afstikkere ind i Landet til afsidesliggende Søer, som ved Afløb staar i Forbindelse med det store System af Søer, der sammen med Gudenaaen danner Hovedstammen. Der forlanges kun, at man hist og her skal kunne løfte Kanoen over en Møllesluse eller en Landevejsdæmning.

Der er nok adskillig flere Danske, som har gjort Rhinturen end denne Rejse. Men mon den sidste ikke kunde staa sig! Jeg henstiller til vor sportsglade Ungdom at tage denne Friluftstur; men ikke i Selskaber — ingen Eskadre med Kaproning! Alene i Baaden med sin Thekedel og sin Pibe. Man kan græsse i Kroerne undervejs eller ha’ et lille Telt med i Baaden.

Himmelbjergets Navn er ældre end almindeligt antaget. I Beretninger om en Ulvejagt, som afholdtes i Rye Skov den 6. Decbr. 1727, findes Navnet ialfald allerede, og maaske er det langt ældre. Thingbogen siger, at Jagten bl. a. skal finde Sted paa „Himmelbjerg Kold“, og her har man altsaa baade Bjerget og Kolien benævnt. Men landskendt er Navnet først bleven ved Blicher, da han stævnede Jyderne til den første Folkefest paa Stedet i 1839.

Sammen med Rebild Bakker er Himmelbjerget nok det mest overtrampede Sted i Landet. „Fredningen" er bleven dets Forbandelse. Hvilket Folkeliv her paa Stedet: Boderne med Iskager og Vafler, Skydebanerne og Kanonfotograferne, „Sla’ paa Tyren", Boderne med de udskaarne Souvenirs i Form af Visdomsugler o.s.v. — Her er Marked og Skrigeballoner hver Dag, værre end paa Dyrehavsbakken og i Tivoli.

Ikke mindre end en Tredjedel af Rye Sogn er skovdækt, og tre af de højeste Punkter i Landet næst efter Ejer Bavnehøj, som er 172 m, findes i dets Skove, nemlig et i Rye Sønderskov paa 162 m, Himmelbjergets Kol i Rye Nørreskov 147 m, og lidt sydligere i samme Skov et andet Punkt paa 157 m. En Bakke S. V. for Tem, „Bavnehøj", naar 153 m. Himmelbjerget bliver saaledes i Virkeligheden kun det fjerdehøjeste Punkt i Landet.

Det er ingenlunde Rye Sogn alene, som er bemærkelsesværdigt. Hele det Landskab, som strækker sig omkring Sørækken fra Skanderborg Sø i Øst til Funder og Hvinningdalbakkerne i Vest, fra Sejs Hede og Venge i Nord til Ejer Bavnehøj, Brædstrup og Bryrup i Syd, er et af de uroligste og mangfoldigst virkende i Landet. Mest betagende er det, synes jeg, i Virkeligheden hvor det er skovløst eller skovfattigt, her faar man bedst Øje paa dets kraftige Former og dets Modsætninger mellem det smilende Skov- og Søland og de alvorlige Hedestrækninger.

— Tæt Østen for Gammel Rye ved Vejen ned mod Emborg ligger en Række af voldsomt formede Hedebakker med fri Udsigt fra deres 107 Meter høje Toppe ud over den brede Gudenaadal mellem Mossø, Gudensø og Salten Langsø og med brat faldende Skrænter ned mod Engene med den kraftigt slyngede Aa, der her er som et bredt, skinnende Flodløb i sin vide Seng, til det fjærne Bakkeland paa Søernes modsatte Bred. Maaske er dette det bedste, aabne Landskab i hele Egnen, en

Fryd for Øjet med sine stolte Linjer og sine vide Udsigter. Forgrundens høje Bakker med de kegleformede, lynggroede Toppe vælter sig kaotisk mellem hinanden, som om de er tabt ud af en Troldesæk. Dybe Kløfter med grøn Bund skærer sig imellem dem med Retning ned mod den jævne Dalbund. I Lyngen gror smaa, selv-saaede Birke, enligtstaaende og ganske smaa, som trykker de sig i de tunge, mørke Bakkers Nærhed. Ganske lave Egepurr ligger med deres lysende Grønne som Pletter over den brune Bund, kun lidt højere end Lyngen og endnu kun med ganske smaabitte Blade. Myriader af Blaabærbuske gør Bunden endnu mere broget med deres dristige Grønt, og pranger med smaa, hektisk røde Bær. Enerbuske rejser sig som smaa Cypresser paa Bakkernes Hæld.

Sandelig, dette øde Hedelandskab har sin Rigdom! Fattigt virker det kun, hvor det paa Grænsen mod Dalen hist og her er dyrket. Paa de elendige Sandmarker, der synes at kunne komme i Flugt med den mindste Vind, raaber de magre Straa til hinanden over Grus og Flintesten.

Hele dette prægtige Stykke Hedebakkeland burde fredes, og man skulde begynde med at fjærne de Felter af Smaagran, som pletter det. Det er en stor Synd, om Plantningen fortsættes paa dette Sted, der ved sin storslagne Modsætning virker saa prægtigt mod de rige Enge med den flodlignende, brede Strøm og de fjærne, rolige Søer.

Men lad os sætte os paa Cyklen her og rulle ned ad Vejen mod Emborg — en Flyvetur omtrent til man naar Emborg Bro over Gudenaaen midtvejs i Dalen. Hvad man her kommer ud i er et straalende Eksempel paa det storladne østjydske Aaland-skab, som det former sig i disse Egne paa Grænsen af Hederne. De Banker, vi før stod paa, skyder sig videre som en mægtig Ryg, der med sine mørke Pukler følger langs Vejens ene Side, mens til den anden Gudenaaen vælter sig i hele sin majestætiske Bredde mellem Mossø og Gudensø, stærk og rolig og mandfolkeagtig i sine Manerer, skønt den kun er 4—5 Mil fra sit Udspring. Her fører den ikke alene Mossøens Vandmasser med sig, men har ogsaa faaet Tilløb fra Salten Langsø! Den er som en af de roligt skridende Floder gennem den russiske Steppe, vid og stille er Dalen omkring den.

Høet er ved at blive sat i Stakke paa den milevide Flade, Mænd og Kvinder kæmper med den duftende Afgrøde, favner den og slænger i Bunke. Blegrøde Pigearme og hvide Skjorteærmer blinker nær og fjærn, Høduften driver tæt og tung over Aa og Enge. Røde og sortbrogede Høveder ligger og daser i Solvarmen eller græsser langs Aaens Bredder.

— Endnu kun et Par Kilometer længere ad Vejen mod Øst, og vi naar den lille Landsby Emborg. Her paa dette Sted, den smalle Tange mellem Jyllands største Sø Mossø og den lille Gudensø, laa det berømte gamle Øm Kloster, Munkenes „Cara Insula“ — den kære Ø. Omgivet paa alle Sider af Landets største Højdedrag, Ejer Bavnehøj, Addits skovklædte Kupler og den mægtige Himmelbjergaas, ligger nu den lille ringe Landsby, kun hævet et Par Meter over Søernes Vandspejl, hvor den har arvet Pladsen efter det mægtige Kloster og senere Kongeborg og har forenet Mindet om dem begge i sit Navn. Ømkloster blev til Ømborg, da Frederik II valgte Stedet til Residens, ombyggede Klosteret og gjorde det til Jagtslot.

Det var nogle Cisterciensermunke, som slog sig ned paa Stedet efter længe at have ført en omtumlet Tilværelse. Forinden havde de i Løbet af Aarene 1160— 1172 haft Tilhold i Sabro, i Voel Sogn, i Venge og paa Kalvø i Skanderborg Sø. Men endelig det sidstnævnte Aar flyttede Ordenen under Abbed Briennus til Øm, hvor der byggedes et Kloster og en Kirke, som dog snart blev for smaa og hen-imod Midten af det følgende Aarhundrede ombyggedes og fik et anseligt Omfang.

Navnet, som Munkene gav Stedet, viser deres Begejstring for det. Ønavnet maa forklares ved de to Kanaler, af hvilke der endnu er Spor tilbage, og som var gravede tæt ved Klosterets Øst- og Vestside og dannede Forbindelse mellem Søerne i Nord og Syd. En tredje Kanal, som laa østligere og kaldes Munkekanalen, er endnu temmelig velbevaret. Kanalerne dannede en Ø af omtrent 1 knrs Størrelse, paa hvilken Klosteret laa.

Det Sagn gaar paa Egnen, at man her paa Højderne ved Aftenstide kunde høre Klokkerne ringe fra fire forskellige Klostre: Vor, Ring, Sønder Vissing og Øm. — Det hele klinger af Fryd og Fred og idel Lyksalighed. Men værre Ufred har næppe grasseret noget Sted end her paa „den kære Ø“, da de mægtige Abbeder kom i et spændt Forhold til Aarhusbisperne angaaende disses Ret til Gæsteri i Klosteret. Det kom saa vidt, at man gik løs paa hinanden med Sværd og Økser, naar Bisperne aflagde deres uvelkomne Besøg, og brodne Pander var almindeligere ved disse Møder end Bønner og Salmesang. Af Beretningerne om denne Strid, som er forfattet af et Par Munke i Øm under Titlen „Exord. monast. Caræ Insulæ“, faar man et godt Indblik i de retsløse Tilstande i Landet paa den Tid. I 1263 kulminerede Tvistighederne mellem Ørn-Abbeden Bo og Aarhusbispen Tyge, og Striden førtes med en saadan Voldsomhed, at den en Tid truede det rige Kloster med Undergang.

Morsomt nok er det ogsaa denne Gang Spørgsmaalet om hvor store Fordringer man kan stille til den berømte jydske Gæstfrihed, der er Stridens bitre Aarsag. Spørgsmaalet om Logement og fri Fortæring for Bispen og hans Følge afføder et Skændsmaal mellem de to Prælater i Klostergaarden, som føres i et straalende og blomstrende Sprog, og hvis Udtryk forstærkes ved, at der staar væbnede Karle bag ved dem begge. Det gaar saa vidt, at Bispen lader Døren til det øverste Kapel bryde op; men Munkene flokkes truende ved Indgangen, og da Abbeden i det samme lader Refektorieklokken kime, bliver Bispen bange for at Hjælp skal komme til og smører Haser over til Vor Kloster. — I fem Aar varer Striden, de to Herrer lyser hinanden om Ørerne med Bandstraaler, og Munke og Lægbrødre mishandles af Bispens Folk, naar de viser sig udenfor Klosterets Enemærker.

Hvorledes Striden endtes, vides ikke; Fremstillingen i Krøniken afbrydes med Beretningen om, at Abbeden i 1267 stævnedes for Kongen, som var paa Bispens Side; den er da næppe endt til Abbedens Fordel. Klosteret led meget under de evindelige Stridigheder, mere end Halvdelen af Munkene løb deres Vej, da Armoden greb for sig indenfor Murene. Men senere rejser Klosteret sig atter til Magt og Herlighed, og da Reformationen naar Landet, staar det paa Listen som det betydeligste af Landets Klostre efter Sorø Abbedi. Dets Indflydelse og Betydning for Egnen var overmaade stor, Gammel Rye skylder dets Nærværelse en stor Del af sin Betydning paa den Tid; og da det inddrages efter Reformationen, er det Ejer af store Rigdomme i Inventar og Jordegodser.

Efter dets Nedlæggelse endte den sidste Abbed som Sognepræst i Rosmus, og efter dets Ombyggelse til Jagtslot stod det kun et Par Aar; Frederik II lod det nedrive og anvendte Materialerne til Udvidelsen af Skanderborg Slot. Stedet blev efterhaanden almindeligt Stenbrud, tilsidst forsvandt dets sidste Rester, og den lille Landsby med dens Veje anlagdes henover Tomten. Men i en Hævning i Terrænet i Byens vestlige Udkant vedblev man at finde Mursten af mærkelige Former eller brændte Fliser med gamle, underlige Ornamenter. I 1896 begyndte Nationalmuseet at foretage Gravninger paa Stedet, og med Støtte af Staten og Historisk Samfund for Aarhus Amt har Museet nu fuldført Udgravningerne af Grunden, hvorved Klosterets og Kirkens Fundamenter er blevet afdækkede. Meget lidt Murværk er bevaret, men Anlægget er overordentlig tydeligt i sine Detaljer og viser den mest fuldstændige Plan af et dansk Cistercienserkloster. Et lille Museum, som er opført paa Grunden, rummer foruden Sten og ornamenterede Fliser m. m. tillige Skeletterne af to Prælater fra Klosteret, Bisp Peder Elofsøn af Aarhus, der som Modsætning til Bisperne Peder Ugotsøn og den førnævnte Tyge stod i et udmærket Forhold til Klosteret, og af Abbed Jens (Abbed her fra 1246—49), Øm Klosters tolvte Abbed, hvis murede Grave sammen med endnu en tredje findes paa Kirketomten.

At Abbed Jens har været i Besiddelse af de krigeriske Egenskaber, som en Mand paa hans Post ikke maatte savne i de Tider, og at han har udsat sig for mere end Bandstraaler, derom vidner endnu hans svære og kraftige Trealens-Skelet. Krøniken siger, at han engang med sine Svende forfulgte en Flok af Abels tyske Krigsfolk og indlod sig i Kamp med dem for at fratage dem nogle Heste, de havde røvet fra Klosteret, og at han i denne Kamp blev saaret i venstre Arm af et Hug, der var saa alvorligt, at han paa Grund af de Smerter, hvoraf han siden daglig led, maatte tage sin Afsked fra Embedet.

Skelettet viser Spor efter et kraftigt Hug i venstre Arms Skulderled, Overarmens Ledhoved er misdannet af Læsionen og har flere Udvækster, og selve Armknoglen er svundet betydeligt ind. Armen har udentvivl været sat helt ud af Funktion i de 10—15 Aar, Abbeden har levet, efter at han har faaet Bles-suren.

Abbed Jens, under hvem Striden med Aarhusbisperne indlededes, har i sin Velmagtsperiode næppe været til at spøge med. Hans Garderskelet viser et langskallet Kranium med alle sine pragtfulde Tænder i Behold, trods han sikkert er død i en høj Alder.

Den gamle Opsynsmand i det lille Museum fremviser Resterne af sin ærværdige Landsmand med synlig Stolthed og udtaler sig om ham med den Tungefærdighed, som følger af lang Øvelse.

„Han haar endda waat en bown Kaal, det haar Jens!" siger han. „Sikken en Skaltaarn, han haar faat dær po si Owsel. Ubaw endda — aa saa go mæ den i femten—sejsten Oer! A vild sgi’ nødde ha’ gien ham’en. For Jens haar nok gien de siist Slaw, trower A!“

— Blandt de 12 murede Grave, som er fremdraget af Klosterets Grund, er de 10 af tidligmiddelalderlig Type med særskilt Rum for Ligets Hoved. Blandt disse er Abbed Jens’ Grav af særlig smuk Bygning og overordentlig velbevaret, dens store Munkesten er saa friske i Farven og smukt fugede, at det ser ud som Graven kun er ganske faa Aar gammel.

Det bedste Overblik over Stedet og det sikreste Indtryk af, hvorledes der maa have set ud her omkring, da Klosteret og dets taarnprydede Kirke løftede sig over sine Haver mellem Skovene og de rige Søer, faar man fra en Bakke tæt nordøst for den lille By. Man ser herfra vidt ud over hele Egnen, mod Nord til de golde, mørke, imponerende Hedebakker, som en halv Mil borte lukker for Udsigten, mod Nordvest til Gammel Rye med dens Kirketaarn og vesten for dette til de fjærne, skovklædte Banker, bag hvilke Himmelbjerget skjuler sig, mod Sydvest og Syd over den lange Mossø, der breder sig for Øjet som et roligt Hav, og bag denne de vældige, skovdækte Aase, der østligt ender i Ejer Bavnehøj. Et storladent Landskab med stolte Linjer og uhyre Vidder.

Og dybt foran min Fod under Bakkekammen den lille romantiske Emborg By med dens gamle Gaarde og Huse bag den store Mose, hvor vestligst det gamle Kloster laa. Hvor vidunderligt Stedet har været, gaar først op for mig, da jeg ser det herfra. Hvor lunt har ikke Klosteret ligget mellem de fiskerige Søer i Læet mellem skovklædte Højder.

Bakkeryggene heroppe, der før var dækket med Skov, er nu aabne og dyrkede. Noget mere øde og goldt og sørgeligt end disse elendige Sandmarker kan vanskeligt tænkes. Der er flere Centimeter mellem Rugstraaene, og Roemarkerne ser ud som om hele Ørkenstorme har svedet deres lave Toppe. En ung Bonde, som jeg falder i Snak med heroppe, gaar og bødler i Jorden sammen med sin Kone, mens deres lille Barn staar i sin Kalechevogn paa Bakkeskrænten i Læ af en Busk og netop er ved at faa en Mælketaar af Moderens Bryst. Bonden sørger og klager over den evindelige Tørke i denne Forsommer, som truer med helt at ødelægge Jordens magre Afgrøde. — Hvor trist dette Højland virker, hvor mærkeligt er Tiden ikke faret frem mod dette Sted, siden de mægtige Abbeder var Herrer paa det rige Kloster!

Skade, at Bonden ikke kan leve af Udsigterne heroppe fra! Vidunderligt breder Søerne sig dernede i Nord og Syd med alt deres dybblaa Vand, som Vestenvinden rifler. Nede i Mosen under mig dækker Kjærulden fuldstændigt store Arealer med sine silkehvide Duske, Kolonner af langstilkede Tjærenelliker blander deres dybrøde Farve med Mosens gulgrønne Græsser. Nede fra Aadalen driver Duft af det nyslaaede Hø med den lette Vind op over de tørre Bakkehæld, over hvilke Lærkerne spiller. Et Skadepar raser og jamrer i Kanten af den nære Granplantning, fordi jeg sidder for nær ved deres Unger, der endnu er i den første Lømmelalder og aldeles ingen Respekt har for mig, men basker paa klodsede Vinger i Granerne omkring mig.

En bred Skygge svinger over den solbelyste Mark ved Siden af mig. Jeg ser op og faar Øje paa en Stork, som flyver forbi faa Alen over mit Hoved. Jeg hører dens Svingfjer pibe, idet den jager over •— saa daler den i Glideflugt, følgende Bakkesiden til den naar Mosen. Her lander den og folder omhyggeligt Vingerne sammen, om igen flere Gange, til de ligger rigtigt. Saa giver den sig til at pille sig. Det var den endnu ikke færdig med, da jeg en Stund senere passerede den paa min Vej ind til Byen.

— Paa Hjemvejen tog jeg atter over Gudenaadalen, og denne Gang modstod jeg ikke det herlige, strømmende Vand, men klædte mig af og sprang i. Der er Liv og Lægedom, Friskhed og Helse i disse kølige, brusende Hvirvler, som Modsætning til de dovne, stillestaaende Søer med deres lunkne Vand. Og hvor er den pragtfuldt skiftende i Farven denne Aa, blaa eller blank, eftersom man ser den staaende med Ryggen mod Solen, eller dens rolige Steder indenfor Hvirvlerne op mod Solens Lys. Og grønt som intet andet er det brede Belte af Enggræs langs dens Bredder. Hvor Gudenaaen rinder er den hele Landskabets Sjæl.

Sent om Aftenen sidder jeg ved Bredden af Birk Sø nedenfor Rye Stationsby. Det er en stille, drøvelig Sommeraften paa Overgangen til Nat, Himlen er uden en eneste Sky, Solen forlængst borte bag lave, røde Taager under en messinggul og irgrøn Himmel. Venus staar ensom over Søen og spejler sig mat i det oljeglatte Vand, der er ganske som Himlen i Farven. En let Dis hviler over det fjærne Land, hvis rolige, graagrønne Aase med de fine Trægrupper synes at svæve i Luften, saa blank er den fuldkommen stille Vandflade. Bag alt dette, fjærnt, løfter Himmelbjergets Banke sin mørke, ensfarvede Silhouet med Taarnet yderst mod Vest. Alt spejler sig, selv det milefjærne Taarn.

Snesevis af Rørsangere og Sivsangere knirker og kvinkelerer i de høje Sivskove ved Bredden, jeg ser dem smutte som Skygger omkring mig fra Siv til Siv. En Jærnspurv pusler i Nærheden og fløjter saa smaat. Tre-fire Lappedykkere svømmer paa et Sted, hvor Vandet er mørkt af det fjærne Lands Spejling. De dykker saa lydløst som Spøgelsedyr, men hvor de er forsvundet dannes der fine, fosforlysende Ringe, der langsomt udslettes. En Baad glider forbi langt ude, roet af to Aarer. Der er Musik ombord, en Violin og en Banjo jamrer den sidste, kalveknæede Negermelodi. Det var det eneste, der manglede. Musikken understreger paa mærkelig Vis Stedets ejendommelige Sentimentalitet.

Det falder mig ind, at i Længden maa dette Landskab være uudholdeligt. Første Gang jeg saa det var fra Vejen, der fra Byen skraaner ned mod Søspejlet bag Forgrundens skønne Trægrupper, Søerne bag hinanden og Bjerget allerbagest — og da blev jeg revet med af dets sødmefyldte Skønhed. Men det er et Indtryk, der annammes altfor let, uden Besvær, af enhver lille henrivende Bagerjomfru. Den tunge Ro, der intetsteds brydes, er som altfor lækkert Bagværk. Den trænger til at krydres af et kraftigt Vejr, en Efteraarsblæst gennem gulnende Trækroner, som faar Sivene til at vælte sig og Bølger til at skumme over en graa Sø, eller en Vinterdag med Stammernes nøgne Grene som Benrade mod en blaagraa og ildrød Himmel — en Modvægt mod al denne Sødme, en Disharmoni, der bryder denne evige Molakkord. Ved Sommertide er dette et Landskab for Selskabsrejsende, paa en Aften som denne et Sted for Selvmordere.

Ingen Aa i Danmark har saa mange forskellige Ansigter som Gudenaaen. At følge den i hele dens Løb og skrive dens Landskabs Historie maatte blive en Bog for sig. Fra sin Fødsel paa Tinnetgaardens Mark og til den naar Egnen omkring Vestbirk 3 Milsvej derfra har den allerede forvandlet sig til en rivende Bjergstrøm, der styrter afsted over Hals og Hoved gennem skovgrønne Kløfter og Dale med nedstyrtede Kampestensblokke i sit Leje. Den er en rasende Ungdom, saa-dan som den skrider ned mod Dalen i den gamle Klostereng mellem Vor og Sønder Vissing, og har endnu Skum i Mundvigene af Latter under Kalaset. Men saa møder den i de rolige Enge sin store Oplevelse Mossø, og efter dette Møde bliver den til et tungt skridende Mandfolk, der synes at have glemt sin brogede Fortid, og vandrer besindigt videre mod sit fjærne Maal, Randers Enge, hvor den med en Høvdings Ro vandrer ad sin Banes Ende ud mod Fjorden og Havet.

Men paa Grænsen af Ungdom og Manddom glider den ind i en af de mærkeligste Epoker i hele dens Levnedsløb. Dens Væsen splittes en Stund i to vidt forskellige Dele; tro mod sin Beslutning om Bedring sender den en Gren ud over de aabne Enge, men en anden glider stille ind under de hemmelighedsfulde Skovdybder ved Gammel Vissingkloster, hvor den drømmer en stille Stund bort i sit skjulte Løb forbi Klostermølle, inden dens Modsætninger paany forener sig i Mossøens Bølger.

Aaen slynger sig tæt omkring den høje Nørreaas, den nordvestligste Udløber af det store Højland, som kulminerer i Ejer Bavnehøj, og paa hvis yderste Huk „Sukkertoppen" hæver sin mærkelige Kegle højt synlig over den lave Aadal. Her i Lavningen mellem Aaen og de bratte, skovklædte Skrænter laa det gamle Nonnekloster Vissingkloster, hvis Historie er meget lidt kendt, og som allerede nedlagdes i Begyndelsen af d. 15. Aarhundrede, da dets Besiddelser kom ind under den betydeligere, nærliggende Munkebolig Vor Kloster.

Vejen til Klostermølle fra Gammel Rye gaar ret mod Syd og krydser Salten Aa ved Rye Bro, bevæger sig mellem Bakkerne Syd for denne og naar 500 Meter Vest for Klostermølle Gudenaaen, hvis Nordside den følger lige til Møllen. Fra den aabne, solfyldte Slette kommer man pludselig ind i et grønt Tusmørke under fæt Løv, hvor Solpletter og Skygger skifter over Grønsværet og den glidende Aa. Det er Højlund Skov, som her standser brat ved Aaens Bred paa Randen af Bakkelandets nederste, skarpe Fald mod Engene. Knudrede Ege gror langs Aaen, mørke Ellestammer dypper deres Rødder i de langsomt skridende Hvirvler, lyse Bøge klatrer opad Skrænten paa Aaens Sydside, hvor Lyngen hist og her klæder de bratte Fald, mens det gule Sand i Skredene bryder det brune Tæppe. Brudelys, Pindsvineknop og Dunhammer staar og svajer i Halvlyset under Træernes Kroner, der lukker sig som en Tunnel over den mørke Strøm. I det dybe Vand smutter Ørred og Gedde, langs Bredden mellem Siv, Nøkkeroser og Aakander lusker Odderen; Isfugle bygger ved Trærødderne i det stille Krat.

Fra Løvhanget over mig toner Sang af Bogfinke og Musvit, en Munk laver Tremulader i en Elletop, ude fra Klosterkjæret lyder en Gøgs dybe Kukken, og fra Sivene mellem Aaen og Kjæret skræpper Rørsanger og Sivsanger. I de lave Buske sidder en Sumpsanger og laver alle sine forbavsende Hundekunster; den er en fuldendt Koloratursanger og kender alle Kneb; Klunk, bløde Tonedryp og Fløjteklange skifter med hinanden og afbrydes undertiden af en skarp og kort Snærren, som om den vil advare sig selv mod at blive for sentimental. Da jeg opholder mig altfor længe i Nærheden, hengiver den sig udelukkende til den sidste Variant af Vrede over min Nærværelse.

Hvor Stedets Ynde og Skønhed naar sit yderste, ligger, umiddelbart forinden Aaen glider i Mossø den gamle Klostermølle, et graat Eventyrslot af Træ, umalet og fint i sin Lød som Silke, midt imellem de vældige Træer og overskygget af deres Kroner, spejlende sig i de rolige Damme, der omgiver den som Søer og Voldgrave en gammel Herreborg. En herlig, rødkalket Arbejderbolig ligger tæt ved, formodentlig en forhenværende Hovedbygning til Landejendommen.

Fra Møllen fører en Spadserevej mellem Aaens sydlige Bred og det høje Bakke-hæld hen til det Sted, hvor Vissingkloster laa, nu Stedet for en pragtfuld Avlsgaard af samme Navn, hvis mægtige Bindingsværkslænger strækker sig langs Aaløbet. Det er en Strækning, som kunde være den fuldkomneste landskabelige Ramme om

Scenerne i de Wilhelm Miillerske „Wanderlieder", Schuberts elskelige, evigunge Melodier kunde være bleven til paa dette stille, skønne Sted. Under Bræmmen af Bøgene skrider den vandreglade Strøm, som med sin dybe Mumlen om Elletræernes Rødder og de tavse Siv vækker Længsel mod det evigt Fjærne — ud i den vide Verden, med den skønne Møllerdatters lyse Morgensmil som et vemodigt Minde.

Nogle hvide Vipstjærter svæver paa svirrende Vinger over Sivenes Toppe og fanger Insekter. Et Egern jager som et rødt Lyn fra Bredden opad en Træstamme; det er som selve Skovens Aand, Mystikken haandgribeliggjort i en lille Skovdjævel, der farer ud paa en Gren og nidstirrer mig med de sære Losøren spidsede.

Gennem et Krat af frodige Enebærbuske, over aabne Lyngpletter og gennem Naaleskov kommer jeg ad den stejle Skrænt op paa „Sukkertoppen“s højeste Punkt. Hele den gamle Klosteregn om Vor, Vissing, Emborg og Rye og en stor Del af Himmelbjergegnens Søer ses fra denne mærkeligt formede, spidse Banke. Men hvor straalende smukt og indtagende dette end er, maa jeg med Længsel mindes den aabne Udsigt fra Bjerrelide. Den Mængde tætte Skove, som her til de fleste Sider begrænser Horisonten, gør Indtrykket tungt.

Højlandet her er den nordvestligste Udløber af det store Bakkeland, som naar sin Kulmination i den kun halvanden Mil fjærne Ejer Bavnehøj, Danmarks højeste Punkt. Ikke engang sportsmæssige Grunde kunde faa mig til at lokke Læseren til dette Sted, man naar derop uden Anstrængelse og uden noget som helst Indtryk af Højderne, saa jævn er Stigningen, og Landskabet virker mærkelig uanseligt og kedsommeligt. De ensformige Markers Tavl omkring Vejrmøllen og den lille Kæmpehøj, som betegner Højdedragets Kulmination, strækker sig uden anden Afbrydelse end nogle Klatter af Smaaskove til alle Sider og giver Egnen et Præg af TriHhed og Øde. Omtrent saaledes fortsætter Landskabet helt ned til Horsens.

— Har man længe nok lullet Sanser og Sind ind i dette Drømmeland, som Gudenaaen rinder igennem her ved Klostermølle, og vil man vækkes ved et Styrtebad af friske Indtryk, da skal man styre herfra mod Vest over det aabne Land Sønden for Søerne.

Hovedvejen mod Syd fra Addit byder straks paa en Aas tæt Syd for Byen med 6 anselige Kæmpehøje paa Rad. Og saasnart man har passeret den store Stationsby Brædstrup og tager Bivejen vesterpaa ad Ring til, begynder man at nærme sig det rigtige. Man kommer op over stærkt bølget Land med vældige, forhenværende Hedebakker, hvor Ring Kirke ligger smukt i det aabne Landskab med Udsigt over den lille Ring Sø dybt i en Lavning mellem Faldet af dyrkede Marker.

Over Brædstrup og det højtliggende Grædstrup med dens morsomme lille Kirke med det lave, undersætsige Taarn tog jeg Vejen til Løve i Nordvest. Her er man helt kommen bort fra de smægtende Landskaber ud i barskt, gammelt Hedeterræn, hist og her dækket af prægtige Oldtidshøje. Vi nærmer os Højlandets Vestgrænse, der er ikke langt til Nørre Snede, hvor Hærvejen gaar ad det store Vandskjel paa Grænsen ind mod de gamle Hedeflader. Nutildags er det meste af det gamle Hedebakkeland opdyrket, og Plantager hærger det vidt og bredt. Men endnu møder man Rester af den stærke Natur, som prægede det gamle Landskab, saaledes i Løvet Krat Syd for Bryrup, et gammelt, ærværdigt Egekrat, beliggende paa en af de største Højder i Egnen og med vide Udsigter over Landet, hvor de firkantede Plantninger danner en uhyggelig Modsætning til den vidunderlige, ældgamle Urskov. Videre mod Nord kom jeg paany til et Højdedrag og naaede Landsbyen Tem. Herfra brød jeg brat af fra Hovedvejen mod Sydøst over til Salten.

Det var en pludselig Indskydelse, som førte mig hertil. Ingen har nogensinde omtalt Stedet for mig, aldrig har jeg faaet recommanderet Salten! Det har velsagtens været Navnet, der fristede mig ovenpaa Skovegnenes Grøntfoder og mange Ferskebidder. Man gaar ikke altid galt i Byen ved at lade Navnenes Klang vejlede £n. Tag hellere til Vindblæs og Vrads end til Smørumovre og Sengeløse! Mange jydske Stednavne, der river som Tænderne i en Karte, rammer sit Steds Karakter som en Kugle i Pletten bedre end et helt Hagelløb fuldt af lange Beskrivelser.

Jeg er Skæbnen taknemlig, fordi den bogstavelig talt trak mig ved Næsen gennem den lille grimme By Salten og ud til dens Østside, hvor jeg paa maa og faa gik mellem nogle Roemarker og endelig havnede paa en Bakke. For her fik jeg til min Overraskelse et af de uforglemmeligste Indtryk fra min Rejse. Ganske pludseligt aabnede sig her en uendelig Udsigt over Landet mod Sydøst, over det mærkelige Søbækken, der strækker sig herfra helt til Skanderborg — ja Synet rækker endnu langt videre, til Bankerne Nord for Horsensfjord.

Dalbækkenet er til begge Sider begrænset af de store Højdedrag, som kulminerer henholdsvis i Himmelbjerget og Ejer Bavnehøj. Herligt taarner sig paa disse Sider Aas bag Aas, mens Bækkenet strækker sig vidt med Sø bag Sø, der idag er hvidt skinnende mod de mørke, smalle Afbrydelser imellem dem.

Udsigten er den videste, jeg endnu har mødt i disse Egne. Min Bakkes øverste Runding krones af en stor Kæmpehøj, overpløjet og græsgroet. I et dybt, svimlende Fald gaar Terrænet herfra ned mod en vid Engflade med Hundreder af Høstakke, fortsættende i en Mose med spredt Bevoksning af Pile. Fra Dalen under mig stiger Legioner af Lærker, skruer sig som smaa Flyvemaskiner langsomt op imod mig — og naar de har naaet det halvtredsindstyvende Trin paa Himmelstigen, er de først kommen paa Højde med mig. Saa hænger de stille paa Skalaens øverste Tone, ganske stille som Fisk i Vandet, og Sangen fra dem klinger som fra spindelvævsfine Strenge, der er spændt fra Himmel til Jord.

Det er fuldkommen Vindstille, men Vejret graaner mere og mere fra Vest, graablaa Skymasser med sandgule Flammer over sig dækker den halve Himmel; Skove og Marker staar under Skyen i blege, lysende Farver. En Susen som af en Storm gennem Trækroner naar mit Øre, det blinker fra Skyens Rand, og Hagien hænger som et hvidt, blinkende Slæb over mit Hoved og slænger sine Korn som fra en Saamands Næve ud over Marker og Skove. Det første rammer et Roeblad ved min Side med et Smæld som et Projektil — saa følger flere Slag i Slag, og i et Nu ligger Bakker og Dale under Himlens Trommeild. En lille Støvsky fra den tørre Muld følger hvert Nedslag. Lærkesangen varer ved, selv efter at de første, tunge Hagl er faldne. Men nu tier den endelig.

Og saa rykker Stortrommerne frem, Regnen vælter ned i Strømme. Det har været smeltende varmt, og de faa Sekunder, Haglvejret varede, bragte ringe Køling. Men Regnen svaler Luften, den fosser over mit Haar, Ansigt og Hals, den vasker gennem mine Ærmer og Bukselaar. De lodret faldende Straaler trækker et Flimmerslør over fjærne Søer, Bakker og Skove. Det suser som et Vandfald over Skræppens Blade, der nejer sig helt til Jorden under Tyngen. En Humlebi i Havsnød kommer tumlende med Slagside forbi mit Øre. Duer vender forvildede hjem fra Marken, Høns flygter med skæve Spring i langstrakt Rend mod alle Gavle.

Nu er al Udsigt borte, hele Verden er borte, jeg er muttersalene med Regnen og Bakken, Midtpunkt i et velsignet Udbrud af Himlens vaade Naade. Pokker i Vold med Retfærdige og Uretfærdige, det regner for den bare Fornøjelses Skyld, et rent og skært Stemningsudbrud. Jeg staar og bliver til ét med Elementerne, en Mellemting af Jord og Vand, en Mudderplante, jeg slaar Rod i Bakken og begynder at gro paa en Frisk, min Næse slaar ud i en blaa Blomst ....

Da det lettede rev jeg mig løs og gik hen og besteg min Cykle, forvandlede den til en Muddermaskine og ankom paa denne til Kroen i Tem, tyve Kilo tungere, end jeg var rejst ud om Morgenen.

— Men naar jeg siden har færdedes paa alle de berømte Steder i Himmelbjergegnen, har jeg altid maattet tænke paa denne Bakketop ved Salten. Jeg foretrækker den for selveste Himmelbjerget, ikke mindst fordi Turister, Mindesmærker og Kagekoner endnu ikke har fundet Vej dertil. Det er jo bestandig saadan, at man skal bort fra Alfarvej, for at finde det rigtige.

Knap halvanden Mil mod Sydvest fra Salten ligger Vrads Sande. Navnet lyder, som om man tyggede aved om paa det Materiale, Stedet er lavet af — Flint, Grus og Sand. Bræen har ligget her med sin Rand i Tusinder af Aar og børstet Tænder og spyttet vesterud, saa den ene Dynge har læsset sig ovenpaa den anden, og den har skyllet efter med Vandfloder og Strømme. Stedet danner et vældigt formet Bakke- og Hedelandskab, som maa have været usædvanlig storslaaet, før de store Beplantninger er kommen, som har beklippet det til næsten alle Sider. Men det levnede Stykke, vel omtrent 4 Kvadratkilometer i Størrelse, er endnu en af de ejendommeligste, sandede Hedestrækninger, vi har tilbage.

En Mose, som strækker sig gennem en smal Dalsænkning i Terrænet, bryder paa pragtfuld Vis Lyngens brune Tæppe. At dens Vand er svalt og godt erfarer jeg ved at plumpe i til Laarene, da jeg overskrider den. Tre Bekkasiner letter ved dette Plask fra Midten af Mosen. Nogle Bynkefugle holder til i Heden ved dens Rand. Gøge kukker vidt og bredt fra Plantningerne. Enerbuske gror i Smaagrup-per, smaa selvsaaede Skovfyr og enkelte Bjergfyr er strøede ud over Lyngfladen, Udvandrere fra Plantagerne.

Gyvelen blomstrer og tænder sine gule Baal over Bakker og Kløfter. Over den mørke Hede staar Himlen metalblaa med store Klodeskyer, de sidste Rester af et natligt Tordenvejr, som kaster deres flakkende Skygger over Lyngen, saa fjærne Banker snart staar kulsorte mod den skinnende Luft, snart lyser som Ild under Solen.

Den umaadelige Stilhed brydes pludselig af et jammerligt, langtrukkent Skrig af en Hare langt borte i Heden. Det er en ræddelig Lyd, dette lille skikkelige Dyr kan frembringe, som til daglig Brug aldrig aabner Munden. Den eneste Gang i sit Liv, en Hare siger noget, er naar den skal miste det. Det lyder af Barnemord og alt hvad hæsligt er. Her paa den ensomme Hede giver det en stærk Stemning og Uhygge. Og saa er det jo dog blot en Lækat eller en Ræv, der henter sig en Frokost!

Man maa haabe, at Hedens Rester vil blive bevaret i sin nuværende Skikkelse.

Vej gennem Vrads Sande.

Ved Aaen i Funder-Dalen.

Kløft Øst for Vejen mellem Funder og Hvinningdal.

Skvæt Mølle ved Skanderborg. Stuehusets Fa�ade mod Haven.

Udsigt fra Broen ved Ringkloster over Aaen og Engene.

Udsigt fra Bakkerne ved Skvæt Mølle over Skanderborg Sø. l Baggrunden Slotskirken og Æbelø.

Bakkerne Sindbjerg og Stoubjerg paa Sejs Hede.

Røde Mølle ved Skanderborg Sø. Til venstre Kværnhuset.

Men det er sørgeligt at tænke paa, hvor frygteligt denne Egn allerede har forandret sig ved Anlæggelsen af de store Plantager Bredlund, Hjøllund og Skjær-bæk, som har udslettet de kraftige, nøgne Bakkeformer i Mængde og jævnet dem under Granernes ensformige Lag.

En grundig Beskrivelse af Landskaberne omkring Vestenden af den store Sørække vilde kræve en altfor uforholdsmæssig Plads, og meget, som har fortjent at fremhæves, maa jeg lade uomtalt. Jeg skal efter min Sædvane kun pege paa det, som har gjort stærkest Indtryk paa mig selv under min Færd gennem Landskabet, der her bestandig rummer saa mange Værdier og saa mange Modsætninger.

Saaledes er Sejs Hede nok endnu en Vandring værd; selv om den i de senere Aar har været Genstand for Mishandling af enhver Slags, er der endnu en Rest af den tilbage, som i sin Art er noget af det bedste, der findes i Landet. Dette gælder først og fremmest de endnu ubeplantede og udyrkede Strækninger om de to mægtige Bakkekamme „Sindbjerg“ og „Stoubjerg“, to 100 Meter høje mørke, skarpt afgrænsede Sandbanker, der rager op som kolossale Pukler over Omgivelserne, dækkede af Lyng og spredt Bevoksning af Smaabirk og smaa Skovfyr. Andre Banker af lignende Art ligger i Kæde herfra mod Øst og ligner paa Afstand med deres skarpe Silhouet en takket Rovdyrkjæbe. De er nu desværre delvis beplantede.

Resterne af denne ejendommelige og pragtfulde Hedestrækning burde fredes, inden yderligere Ødelæggelse finder Sted. Plantagerne rykker truende ind paa den fra alle Kanter, og kun de nævnte store Banker og Hedefladen Syd for dem er endnu skaanet.

Paa Turen ud ad Vejen, som ved Funder drejer af fra Hovedvejen mod Hvin-ningdal, gik jeg omtrent midtvejs mellem Funder og Nørhede ud over Landskabet mod Øst og fandt her en usædvanlig skøn Dalsænkning, en dyb Slugt, skarp som skaaret med en Plov og med en smal, sandet Vej paa sin Bund. Ligesom Sejsbakkerne og deres Hedeflade er den bevokset hist og her med Buskvækster, lave og forkrøblede. Mærkelig verdensfjærn, truende og mørk er denne Slugt som ligger her saa langt fra Alfarvej og saa godt gemt mellem de dyrkede og beplantede Strækninger — et Stykke oprindelig, næsten helt uberørt Natur, som fyldte mig med en dyb Glæde. Selv om det kun er faa Tønder Land, en Tallerken Jord, det drejer sig om, saa faar man, naar man staar nede mellem dens stejle Sider, endnu et fuldgyldigt Indtryk af denne mørke Side af den midtjydske Natur paa Grænsen af det bølgende, skovrige Østland, og ligeledes af den bratte Omskiftelighed mellem dette og de vestlige, storslaaede Hedeflader Vest for Funder, naar man fra et af Højdepunkterne ved Kløftens Rand skuer ud over Vesteregnen.

Hvinningdalbakkerne, som strækker sig langs Vestenden af Silkeborg Langsø, er nu for det meste saa meget under Kultur, at de i sig selv landskabeligt maa blive en Skuffelse for den, der kender ældre Forfatteres Omtale af Stedet. Men fra en lyngklædt, isoleret og skarp Aas, der som et Fort skyder sig frit ud mellem Skovens Mængde og de dyrkede Agre, har man et fremragende Overblik over dette Landskab med den vældige Jordrevne, hvori Himmelbjergsøerne gemmer sig, og et Indtryk af den mangfoldige Natur, som Silkeborgegnen rummer med dens

henimod et halvt Hundrede store og smaa Søer, dens mægtige Bakker og store Skove — et ypperligt, instruktivt Panorama.

Men hvad selve dette Sted ikke ejer -— den ophøjede Harmoni — fandt jeg ved at vende tilbage til Hovedvejen i Syd og tage vesterud, til jeg naaede den store Højderyg Harpelunde Bakker, omtrent 3 Kilometer Vest for Funder. Det er et ganske vidunderligt Sted, sammen med Bakken ved Salten det, som har gjort stærkest Indtryk paa mig i hele denne Egn. Ovenpaa Landskabsindtrykkenes overvældende Mangfoldighed, en Brogethed som nemt bliver banal, er der noget udpræget renligt ved dette Sted, der har noget af Vesteregnenes kølige Barskhed over sig. Bakkedraget er fuldstændig aabent, endnu delvis omgivet af Hede — mod Nord er den desværre delvis opbrækket, hvad der tyder paa tilstundende Dyrkning. Men endnu ligger Lyngens prægtige Farver næsten allevegne over Bankens storslagne Former.

Jeg saa Stedet i det bedst mulige Vejr. Over de syv Kæmpehøjes Kroppe, der kroner Højdedragets Top, hvælvede sig den vældige Himmel med en Farve saa kølig og ren som den skæreste Cobalt, med smaabitte Lammeskyer drivende som Hjorder højt over Hedens friske, dybbrune Farve — der er ingenting, der kan saa godt tilsammen som Hede og Himmel! — Og milevidt breder Landet sig til alle Sider i uhyre Vidder, kun brat afgrænsede mod Syd af de store Plantagers Silhouetter.

— Jeg tog Vejen fra Harpelunde tilbage til Funder og derfra mod Syd over Dalen, hvor jeg svalede mig i Skyggen ved Bredden af den lille Funder Aa, der pludrende og snakkende slynger sig gennem Dalen ned mod Ørnsø! Tæt ved Vejen fandt jeg et Sted saa forborgent og mystisk, at Heksen med Pandekagehuset kunde have haft hjemme der — et Par Smaadamme af opdæmmet Vand ganske nær det Sted, hvor Aaen løber ind under den stensatte Funder Bro. Ikke en Fugl hører jeg synge her, Stedet er saa stille som et Billede i en Eventyrbog. Træerne, der er ganske en miniature ligesom Dammene og den lille Aa, kaster bløde, rolige Skygger over det grønne, fine Græs og den blinkende Strøm.

— Her paa dette blide Sted dvælede jeg en lille Tid — for rigtigt at komme til at længes efter Bakkerne ved Harpelunde og ved Salten med de aabne, stolte Udsigter! — Et godt Sted at skifte med. Og det er jo deri, hele Hemmeligheden bestaar.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela