OMØ
I koldt Graavejr med Vestenblæst sejlede vi en Morgenstund fra Karrebæksminde med Kurs mod Omø. Indtrykket af det triste Vejr forstærkedes ved, at vi mødte forbavsende faa Fugle undervejs, paa hele Strækningen et Par Knorte-gæs, 8 Ederfugle i en Flok og enkelte Maager — en mærkelig Fuglefattigdom! Da vi løb ind i den lille smukke og hyggelige Omø Havn, hvor en Mængde Fiskerfartøjer laa ved alle Bolværker, brød Solen gennem det graa Sky tæppe.
Som sædvanligt begynder vi vore Undersøgelser med en orienterende Tur paa Kryds og tværs over Øens Landskab. Hele Strækningen fra Havnebyen „Kirkehavn“ ad Landevejen gennem Bondebyen Omø By til „Ørespids" paa Sydenden er, naar Bondebyen undtages, i landskabelig Henseende temmelig kedsommelig — udelukkende jævne Agre, der svagt skraaner ned mod Kysterne og er blottede for enhver Vækst, der kan rage op over de evindelig Korn- og Rodfrugtmarker. Derimod er begge Udløberne fra denne Strækning, „Skoven" i Nordøst og Mosen ud mod „Langelands Øre" i Vest hver paa sin Vis ejendommelige, Skovens eller „Skovbankens" Højland ved de vide, pragtfulde Udsigter og bølgende Terræn, Mosen ved de hedeagtige og sumpede Kjær og uendelige Flader med deres Stemning af Steppe, endende med det ensomme, pompøse Fyr yderst paa „Øret".
Skovbanken er ved endnu en Mose med en stor og vid Sø, et tidligere Sund, skilt fra Øens midterste Højland. Medens dette naar sin største Højde, 11 m, lige Sønden for Omø By, og har frugtbare Jorder, naar Skovbanken en Højde af ikke mindre end 23 m og er et stærkt kuperet Bakkeland med for det meste sandede og magre Jorder, som mod Øst ender i bratte Klinter og i Nord forløber i en øde og vid Sandodde, som ender i et langt Rev. Fra Landets højeste Punkt, hvor der findes en af Marinen under Krigen benyttet Udkigsstation, er en mægtig og pragtfuld Udsigt. At man idag ser omtrent 5 Mil over Beltet mod Nordvest og der tydeligt øjner det høje Bakkeland ved Kjerteminde, eller i Sydøst ser Fæmøs Bakke-knuder løftende sig blaa over Vandet med den berømte Ask paa deres Ryg, giver et Begreb om denne Udsigts Vidde. Senere, da Disen lettede, opdagede vi end-ogsaa Romsøs lille skarpskaarne Profil Nordøst for Kjerteminde, og Nakskovs lavtliggende Kirketaarn omtrent 7 Mil i Syd. Langelands og Sjællands herlige Kyster ligger i en Afstand af et Par Mil til hver Side, men synes ganske nær. Udover selve Omø har man herfra en fortrinlig orienterende Udsigt.
Fra sin nordlige Nabo Agger sø adskilles Omø ved det kun 2 km brede men indtil 50 m dybe Omø Sund. Mod Nord, Vest og Syd løber den ud i 3 Odder: Revet, Langelands Øre og Ørespids. Dens største Længde fra N. til S. er 47a km, Bredden 2 km, og dens Fladeindhold er 817 Tdr. Ld. — Med sine to Byer, Havnebyen „Kirkehavn" og Landsbyen Omø By, og sine 354 Indbyggere danner den eget Kirkesogn i Sorø Amt. Øen er nu fuldstændig skovløs, men Navnet „Skovbanke" eller „Skoven" vidner endnu om, at her maa de sidste Rester af dens fordums Skove have ligget.
Paa begge Sider af „Ørespids" er der gjort Fund af Flintelevninger fra Stenalderværksteder. Som synlige Minder om dens Oldtidsbebyggelse havde den endnu indtil for faa Aar siden en Langdysse, et delvis ødelagt Dyssekammer og en Gravhøj.
I Valdemar II’s Jordebog kaldes den Omæ, og her nævnes af Vildt baade Daadyr og Hjort foruden Jagthus for Kongerne og deres Følge, saa Skov har der ikke været Mangel paa i de Tider. Da den norske Konge Erik Præstehader, hos hvem Marsk Stig havde søgt Tilflugt, i Aaret 1290 foretog et Plyndringstogt til Danmark, var Omø og Aggersø mellem de Egne, hvor han hærgede sammen med de Fredløse. — I 1309 udstedte Erik Menved et Brev fra Omø, hvad der viser at han ved den Lejlighed har benyttet sig af sin Jagtret til Stedet.
1 „Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" fra 1812 finder man følgende om Omø og Aggersø: „Deres frugtbare Jordbund, indbringende Fiskeri og overflødige Fuglevildt vare allerede længe bekiente. Saaledes læser man i Edvarsens Skiel-skørs Beskrivelse S. 302, at Kongens Jægermester ofte drog derhen paa Jagt, ventelig efter Vildgjæs, Vildænder og Bekkasiner, som der er Mængde af."
Det er for Omøs Vedkommende vanskeligt at rime disse Oplysninger sammen med det gamle Vers om de tre Søsterøer i Storebelt:
Agersø er et dejligt Sted
og Egholm er en Krone.
Helleholm 1) er der lidet godt ved,
paa Omø er ikke værdt at komme.
— Denne Digter har næppe selv set Stedet!
Naar det fornævnte „Skilderie" siger, at „disse Egne have tjent til Opholdssted for Datidens Snaphaner" er det nok rigtigt, hvis der med Datiden menes Vikingetiden og den tidlige Middelalder, da ogsaa f. Eks. Sprogø var berygtet som Røverrede paa dette velegnede Strøg.
Pontoppidan nævner, at paa Omø „blev først i 1574 bygget en Kirke, til Tjeneste for Øboerne (paa Aggersø og Omø), hvilke tilforn søgte Guds Huus i Skielskør, men nu haves tvende smaae Kirker, hver paa sin Øe“. Omø Kirke opførtes første Gang af Træ, men blev ombygget af Bindingsværk i 1601. Først i 1828 blev den nuværende smukke Murstenskirke opført af Skelskør Kirke, som endnu ejer den. Den gamle Kirkes Altertavle findes nu i Nationalmusæet.
Sammen med Aggersø og Egholm tilhørte Øen Kansleren Johan Friis til Borreby, og kom senere sammen med disse Øer paa forskellige Hænder til i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede. I 1812 købtes de af en Assessor Møller, af
hvis 3 Børnebørn en Søn arvede Egholm, en anden Aggersøgaard og en Datter Fæstegodset paa Aggersø og Omø. Indbyggerne er nu forlængst bleven Selvejere. Folkemængden er 354, fordelt paa omtrent 90 Beboelser. Her findes af Bøndergaarde 27, hvoraf 17 i Omø By, medens Resten er spredt over hele Øen. Her er 2 Boelssteder og 8 Huse med Jord, hvoraf 6 i Bondebyen, der desuden rummer 16 jordløse Huse med Beboere i forskellige Livsstillinger, hvoraf 5 er Fiskere. I Kirkehavn bor ikke mindre end 30 Fiskerfamilier, og blandt Jordbrugerne findes omtrent en halv Snes Lejlighedsfiskere. Fiskernes Antal paa Øen er da omtrent lige saa stort som Bøndernes, et ganske usædvanligt Forhold nutildags, hvor Fiskeriet paa saa godt som alle vore Øer næsten er forsvundet som professionelt Erhverv.
Det skal tilføjes, at Øen endnu for 50 Aar siden hverken havde sin egen Høker eller Mølle.
Paa Ole Jensens Mark nærved Skovbankens højeste Sted, ikke langt fra Klinten, findes to af de tidligere nævnte Oldtidsbegravelser, et Dyssekammer og en Langdysse. De er nu begge ødelagte. En Mejeribestyrer paa Øen, som interesserede sig for den Slags, har for 5—6 Aar siden fuldendt Ødelæggelsen af Gravkamret i den sidstnævnte ved Udgravning — uden dog at finde „noget videre", siger Folk paa Øen. Men hvad fandt han, og hvor blev det af? •— Dyssens Længde er omtr. 40 m, dens Bredde 12 m. Dens Længdeakse gaar i Retning S.S.V.—N.N.Ø. Randstenene er næsten alle fjærnede, og paa dens nordligste Ende er en Affaldsdynge, hvorimellem en Bunke Sten fra Markerne. Nær den modsatte Ende findes inde paa den et stort og dybt T-formet Hul, hvori ses enkelte store Sten, Resten af det udgravede Kammer. Flere andre Steder paa den findes Spor af Gravning, og den opkastede Jord er dynget op om de tilbageværende Randsten —- et sørgeligt Syn!
Den førnævnte mindre Gravhøj er efter Beboernes Udsagn forlængst ned-pløjet. —
Stedet om Langdyssen er overordentlig smukt, de Gamle valgte altid med Omhu. En vidunderlig Udsigt er der herfra over det østlige Mosedrag med dets store Sø, over begge Øens Byer, Havet og de omliggende Øer. Paa Højen gror en Vrimmel af Foraarets Blomster, den ligger som en lille yndig Bakkeø midt i Agrenes sorte Muld og de sædgrønne Tavl. En Sjægger flyver forbi, mens vi er heroppe, og 4 Hortulaner, 3 Hanner og 1 Hun, spadserer omkring ude paa Pløjejorden.
Nedenfor Dyssen finder jeg en gammel, meget smuk Bondegaard paa Bakkeskræntens Vestside. Med sine vinduesløse, alvorlige Yderlænger, bag sine mægtige Pile og Popler og det tilgroede Stendige ligger den som en Fæstning, med det hvide, tillukkede Ansigt ud mod den Fremmede. „My house is my castle,11 siger man for sig selv — og gaar forbi.
Lige i Nærheden ligger en splinterny Bondegaard, et Skræmsel af en Cementstensbygning med ildrødt Tag af samme Materiale, der lyser frækt ud over al Landet. Gaarden ligner en Mellemting af en Samling Pakhuse og et moderne Fort. Man kan vende den engelske Sætning om og sige, at Ejeren har valgt en Fæstning til Bopæl. — De 3—4 gamle smukke Gaarde, som Skovbanken kan opvise, dominerer desværre ikke tilsammen nær saa meget i Landskabet som én eneste af den Slags Nybygninger.
Øen har sine Klinter mod Øst, og det er jo den ravgale Side og et ganske usædvanligt Fænomen i dette Land, hvor Vestenstormene er de herskende! De bestaar næsten udelukkende af Morænegrus og -sand, og mange store Kampestensblokke er fulgt med deres Skred ud i Stranden og ligger som en Barriere ved deres Fod. Jordsvaler sværmer om Klinten og bygger i dens Sider, og en stor Stærekoloni har slaaet sig ned i de gamle Huller, som disses retmæssige Indehavere er kommen for sent til at lægge Haand paa. Ude i Stranden svømmer en Flok Lappedykkere, der fylder Luften med deres besynderlige Skraal, der er en Mellemting af et Hanegal og et Svinehyl. De ynglende Stormmaager slaar rasende efter min Hat, her hvor jeg gaar langs Klintekammen, under hvilken de har deres Reder.
Langs Stranden gaar jeg ud til Nordspidsen, som yderst forløber jævnt i en vid Sandodde, der hist og her er græsklædt og mellem Strandens Tangdynger er klædt med Marehalm. En Stormmaagekoloni paa et Par Hundrede Individer ruger her yderst i Græsset eller mellem Marehalmens Totter, og enkelte Hættemaager ligger paa Rede rundt om en lille Ferskvandsdam nær Revet sammen med nogle Strandskader.
Ved Oddens Spids ligger et Par Knortegæs i Græsset. Langsomt og efter mange Overvejelser bekvemmer de sig til at forlade Stedet, da de opdager mig. Tilfods sjokker de ud over Fladvandet, til de langt om længe naar et Sted, hvor de kan flyde; saa ror de videre, bestandig med det ene Øje vendt imod mig. Rundt om i Stranden jager Stenpikkere og gule Vipstjærter efter Fluer.
Solen bager, og det er helt Vindstille. Vældige Klodeskyer, højere og helligere og renere end Fuji-Yamas Sne, spejler deres Toppe i det blanke Hav. Grænsen mellem Himmel og Spejlbillede vilde ikke kunne ses, om ikke de fire hollandske Tjalke laa derude og drev for Strømmen med slappe Sejl.
Paa de alleryderste Marker, hvor Engelskgræsset har slaaet sin røde Farve ud i Solvarmen — her græsser et Par tøjrede Faar med nogle ganske spæde Lam. Og i et Bed af blomstrende Strandkarse, der straaler med blegviolette Bægre om de cadmiumsgule Støvdragere, staar i Nærheden en bedaget Vædder og trækker gnaven i sit Tøjr for at komme hen til mig, mens han mumler Ting i Skægget, der er saa grimme at jeg ikke kan gentage dem.
Han var en Vædder af den gamle, danske Race, og det var kedeligt, han mødte mig med Uvilje, for i et saa sjældent forekommende Væsen ser jeg altid en fremragende Landsmand, omend der er noget semitisk-præget ved hans Fysiognomi. Væddere taler nemlig altid Jydsk, hvor man end møder dem og uden Hensyn til Fødested — nærmere betegnet med Dialekt fra Fjends og Nørlyngs Herred. Og naar jeg træffer dem udenfor Jylland er det med den Gensynsglæde, som vilde præge Mødet med en kær Landsmand paa et øde Sted i Mombasa eller i den libyske Ørken.
Ordsproget siger, at Faarene paa Marken fører følgende Samtale:
„Jæ ve’ hje-em!“ siger det lille Lam.
„Jæ ve’ mæ-æ!“ siger Faaret.
„Bi lidt, men’ A blædder en Busk helle’ tow, saa vel A mæ-æ!“ siger den gamle Vædder.
Paa Jydsk hedder Vædderen altid Mads, ligesom Hingsten Klavs, Øget Lotte og Hankatten Lawst. De Navne er malende nok.
Omø. Gæs ved et Stendige i Omø By.
Aggersø. Hus ved Johan Friis’ Elmeallé.
Aggersø. Ved Byens Gadekjær. Til højre den gamle Skole.
Aggersø. Vej fra Havnen op mod Elmealléen. Tilhøjre „Haabets Minde“.
En Vej fører langs Nordkysten forbi det søfyldte Moseterræn, som skiller Øens to Højdedrag. En Mængde Svømmefugle og Vadere holder til ved Bredderne af den store Sø og i de tætte Rørskove paa det overordentlig lave Land omkring den. Blishøns ser vi svømmende i Kanten af Rørene, og ude paa det aabne Vand ror nogle fiskende Lappedykkere. En Bekkasin flyver op foran os uden at sige noget, trækker lavt over Vandet og vil gaa ned i Rørene paa Søens modsatte Bred, men bliver skræmt af en Vibe og kommer tilbage forbi os igen, hvorpaa den forsvinder i en Bygmark. Den var stor og temmelig kortnæbbet, og det var ikke muligt at opdage Hvidt paa dens Bryst — sandsynligvis var det en Tredækker, én af de Fugle, som det snart er en sjælden Oplevelse at se hertillands.
Forbi Fiskerbyen fører Vejen ud i det store, vestlige Moseterræn, der indtager omtrent en Fjerdedel af hele Øens Areal.
Jeg befinder mig midt ude i Sumpene paa denne lave, delvis lynggroede Hedeflade, der strækker sig vidt i Nord og Syd og naar fra Havet helt ind til de vestligste Huse i Omø By. Tusindvis af Hættemaager ligger rugende ved Dammene omkring mig til alle Sider, Strandskader farer skrigende op ude fra Kysten og kredser over mig, og omkring i Lyngen løber de bittesmaa Engpibere klynkende mellem Tuerne for min Fod.
I den stegende Solhede har jeg kastet mig paa Maven i Lyngen og er kravlet hen til én af de store, sivgroede Damme, hvor Sollyset blænder fra det riflede Vand. Lige foran mig ved Bredden ligger en Skeand paa Rede, i Kikkerten ser jeg den paa faa Alens Hold. Solen skinner paa dens blanke Fjer, duknakket og moderøm bøjer den sig over sin Skat og venter paa, at Underet skal ske. Den ser -ud, som den er bleven lang i Ansigtet over, at det trækker saa umaadelig længe ud. — Omkring den farer Brushaner rundt i Græsset paa de lange Stylteben, der for deres Udseendes Skyld godt kunde have været knækket og sat sammen igen af en Fusker i Faget — de vender hele Tiden Hælen for langt ud til Siden. Deres strittende Halskraver er et uroligt Barometer over stadig tilbagevendende, kæmpemæssige Sindsoprør. Men lige i Øjeblikket er Ædningen paa sit Højeste, og Fjendtligheder og Erotik indstillet til senere Lejlighed. Deres Søgen efter Føde mellem Rør og Straa i Vandkanten er Serier af lynsnare Udfald med de farlige, lange Næb. Der er ingen Tid til at gantes, og kun i Forbifarten kan et Par Hanner i et Lynskud vise hinanden deres skrækindjagende Krigsmaling — nu har jeg advaret Dig!
En Atlingand og et Par Spidsænder trækker forbi. Langt ude i det Fjærne græsser sorte og hvide Faar med smaabitte Legetøjslam paa de magre, grønlige Pletter i den brune Lyngflade. Over dem skriger Viber, skratter Hættemaager og piber Klirer deres Piccolosolo, mens Stormmaagerne laver stort Kor yderst ude ved den hvide Strand.
Men tæt omkring mig er det som jeg kan høre Lyngen sprage i Solvarmen paa den sorte Bund, og Sumpene bobler som Heksekedler. Mosen er som en eneste stor, pæsende Gryde, hvorfra de grønne Frøers ustandselige, revnefærdige „Quoak“ lyder som om Bobler danner sig paa Mosens dyndede Bund og brister paa dens fede Overflade — hele den store Gryde er ved at koge over ...
Og yderst ude staar Fyret og vakler i Varmebølgerne, som en stor Ske der er stukket i et Grødfad.
Lyset svier mine Øjne, Sveden springer under min Hue; jeg maa op paa en Tue, for at Brisen kan svale mig. — Saa, dér lettede Skeanden fra sin Rede — og én til, og saa endnu et Par tæt ved og trak sønderpaa!
Jeg vender Ansigtet bort fra den blændende Sol, og idet jeg ser til den anden Side synes alt Landet pludseligt at synke ned i dybe kølige Farver, Mosernes mørkblaa Vand, de gyldne Rørskove og saftiggrønne Græstuer.
Jeg styrer mine Skridt tilbage over Heden hjem mod Havnen, kaster Klæderne og gaar i Vandet fra Broen. Det er pludselig bleven lifligt at være til.
Fiskerbyen „Kirkehavn" er af ganske nymodens Præg, og dens mange nyopførte Boliger bærer Vidne om, at der er kommen Penge til Huse under Krigs-aarene. Den minder om den velkendte „Stationsby". Hvad dens Befolkning angaar er det kun ved sin stærke ydre Modsætning til Bondebyens Indvaanere, at den tildrager sig Opmærksomheden. Den afviger ikke ved sin Gennemsnitstype fra Sydsjællands Indbyggere. Og derfra er den da ogsaa i de senere Tider indvandret, især fra Egnen omkring Karrebæksminde. Gennemgaaende er de velvoksne, lysblonde Folk, og en gammel Fisker jeg tegnede er en god Type derfra.
Denne Gubbe har indtil for 2 Aar siden drevet Fiskeriet fra sin Baad, og han gaar dog nu i sit 77. Aar! Han er endnu en Svend helt igennem, et stort, tungt Karlfolk med svære Lemmer, jovial og med et glad „Ywsyn". — Der er forøvrigt ikke meget hos ham, der minder om Liv paa Havet; som de fleste Øbofiskere her indenskærs er han lidt ferskvandsagtig. Sammenlign ham med Vestkystens „Striler", der kan se ud som de er gjort af havrullet Egetømmer og tørret i Vestenstormen!
Hans Tale drejer sig mest om Minder fra da han som ganske ung for tilsøs, og de begynder den Dag da han paa sin første Rejse i 1866 strandede paa Jyllands Vestkyst. En Sømand med hans Overskud af Kræfter og fortrinligt Humør er selvsagt ikke kommen gennem Verden uden at rage i forrygende Bataljer med Folk af Alverdens Nationaliteter — det er ligefrem noget der udspringer af almindeligt Velbefindende.
Et af hans skønneste Minder er fra Tiden da han var Marinesoldat. Det var ogsaa i 1866, lige efter Krigen, da han selvsjette bankede en Snes tyske Matroser i en engelsk Havn og endte med at slaa Vejret ud af en dansk Underofficer, som vilde standse Slagsmaalet og greb vor Bersærk bagfra. Men han, der troede det var en Tysker der angreb paa unfair Vis, slog Underofficeren til Jorden med et Kvask. Hvorefter han naturligvis pænt bar ham ombord.
Saadanne og lignende Spøgefuldheder fra Sømandstiden beretter han om, mens vi arbejder paa hans Kontrafej.
Men siden 1866 har han efter eget Sigende intet oplevet, der var Omtale værd. —
Stærkere Modsætninger end Øens to Byer kan vanskeligt tænkes. Dette gælder Byernes Alder og deres Arkitektur, Beboernes Haandtering og deres ydre Præg. Spadserer man fra Kirkehavn det Kvarters Vej op til Bondebyen, er man bogstavelig talt vandret halvandet Hundrede Aar tilbage i Tiden. Omø By er noget af det ejendommeligste og mest gammeldags, jeg har mødt, og udvendig velbevaret næsten til de mindste Enkeltheder. Dens gamle, pragtfulde Gaarde ligger tæt samlede om et Gadekjær, der er stort som en Sø. Af herlig Virkning er de enestaaende smukke, gamle Stendiger, der findes overalt som Skel mellem Huse og Gaarde og ud mod alle Veje. De er indtil 2 Alen høje og V/2 Alen brede, opbyggede af raa Kampesten med Jord imellem. Hist og her er de beplantet med Bukketorn, og i Aabningerne mellem Stenene gror et Væld af vilde, blomstrende Urter. Herlige Haver vender ud mod Vejene og mod det prægtige Gadekjær, som spejler Gaardenes skønne Længer. Den i 1828 opførte, kalkede Murstenskirke er meget smuk og yndigt beliggende mellem Byens Træer.
I denne besynderlige Landsby lever en gammel Befolkning, som hvad Udseende angaar for det meste paa mærkelig Vis afviger fra den senere fra Sjælland indvandrede Befolkning i Fiskerbyen. Medens denne gennemgaaende bestaar af store, lyse Folk, er de fleste af Bondebyens Indbyggere af Middelstørrelse eller under denne. Tillige ser man imellem dem mørke og fremmedartede Typer, som jeg ikke mindes at have truffet noget andet Sted i Landet. Det hænder at man standser og studser over et Ansigt hvis Form og Lød, ja endogsaa Udtryk man ikke kender noget Sidestykke til. Manden, der gaar forbi, er en mager og tætbygget, lav og noget ludende Skikkelse, med meget mørkt og stridt Haar, lav og bred Pande over et Par stærke Øjne og en kroget Næse. Man ser ind i et besynderlig uglad Ansigt, noget næsten fjendsk møder én —- man føler sig uvelkommen her! Der er noget i Blikket som hos Dyr i Bur, Iagttagelse generer ham. Jeg kender Blikket fra fangne Rovfugle.
Det siges herovre, at disse Folk er Efterkommere af Øens ældste Indbyggere. Men hvorfra er de kommen og hvornaar, Stamfædrene til disse mørke Folk? For utvivlsomt er det Ætlinger af indvandrede Fremmede, vi her staar overfor, omend efterhaanden stærkt blandede. Tidspunktet for deres Indvandring kan meget vel ligge langt tilbage, thi Øboere kan Aarhundreder igennem beholde deres Præg ved bestandig Indgifte. Er det Venderkrigene, som her endnu har et uud-slettet Spor? Jeg skulde næsten tro det.
Den nære Fiskerby med dens nyindvandrede, lyse Befolkning vil vel snart ændre dette Forhold, og Beboernes Præg vil blive mere udjævnet. At dette allerede er begyndt kan man se paa Øens Ungdom. I begge Byer har jeg truffet unge Karle og Piger, hvis Ydre bar Præg deraf, og som forøvrigt ikke sjældent var af en ejendommelig Skønhed. Ved Havnen saå jeg saaledes ofte Ungdommen staa og vente ved Skelskør-Damperens Afgang eller paa dens Ankomst, og især de unge Pigebørn var forbavsende smukke. Hvis man kunde tale om en mørk, nordisk Type maatte det være denne. Deres Skikkelse er slank og af en herlig Rejsning — paa Svensk kalder man det „smart". Deres Lød er mørk og gylden, men Haaret blondt. Brynene er kraftige, men fine og lige; de sidder lavt, og tæt sammen over den lige Næse. Det giver dem hvasse Øjne. Jeg har mødt denne Type ét eneste Sted før i Verden: i Vårmland! — Deres Smil er underlig sødmefyldt, men ligesom beskt paa Bunden. Jeg tænker paa da jeg som Dreng fangede Humlebier for at røve deres honningfyldte Sæk. Der er noget af den vilde Honnings Sødme i disse Pigers Blik og Smil. Men vogt Jer for den bitre Brod, I Omøkarle!
Mellem de fremmedartede Typer i Byen findes flere smukke baade ældre og yngre Mænd, medens Kvinderne mærkeligt nok langt mere bærer Præg af de uheldige Følger af langt Indgifte. Og her som saa mange Steder gælder det, at de gifte Kvinder allerede omkring Trediveaarsalderen er medtaget af det altfor stærke og ensformige huslige Slid. Ogsaa heri finder et Modsætningsforhold Sted mellem denne By og Fiskerbyen, hvor alt synes mere fremskredent.
Sogneraadsformand Erik Jensen, som gav mig mange værdifulde Oplysninger om Forhold paa Øen, fortæller om dens Dyreliv følgende: Her findes endnu „Mosegrise" (Vandrotter) i stor Mængde, men de er dog langtfra den Landeplage nu som tidligere. Af Muldvarpe er der ingen paa Øen, derimod en Del Markmus. Den brune Rotte viser sig lejlighedsvis, sandsynligvis kommen hertil med Fiskerfartøjer eller andre Skibe. En Del Harer er her endnu, hvorimod Agerhønsene er udryddede. Ingen Form for Rovdyr er forekommet paa Øen indenfor Mands Minde.
— Det er besynderligt med Vandrottens sporadiske Forekomst paa Smaa-øerne, og den store Forskel i deres Antal til forskellige Tider kan vel kun forklares ved Sygdomme eller ved den Virkning, som særligt strænge Vintre kan have. Her paa Øen frøs saaledes en Mængde af dem ihjæl i den langvarige og haarde Frostperiode i 1893. Men hvorfor hjemsøgte de f. Eks. Sprogø særlig stærkt 1915—16, Aggersø og Omø et Par Aar senere, Lyø i 1901—02 og Livø i Limfjorden 1878, hvor Plagen varede i 5 Aar — hvorpaa Tallet atter allevegne mindskedes stærkt? Der er noget heri der minder om Lemmingens Optræden i vore nordlige Nabolande.
Det er Kristi Himmelfartsdag, en aarie og stille Helligdagsmorgen. Den aftagende Maane staar endnu svagt synlig paa Himlen, men Solsorterne er begyndt at fløjte, ellers høres ikke en Lyd fra nær eller fjærn. Skorstenene sender den første, blaa Røg op i Morgenluften, hvis Brise driver den langsomt mod Syd. Ovre paa Aggersø ser jeg paa Røgen fra Mejeriskorstenen, at dér er Vinden stik modsat.
Jeg spadserer op til Omø By for at se den endnu engang, og gaar ensom midt i de morgenstille, lune Gyder mellem Stendiger og gamle Længer, og mellem Haverne, hvis brunsorte Muld allerede begynder at tilbagestraale Solens Varme, mens Liljerne derinde sender en bedøvende Duft ud i den lysdirrende Morgenluft. Ensomt og stille er der omkring det gamle Gadekjær, som ligger blankt og spejler Stendigerne, de hvide Længer og mægtige Aske ved dets Bred.
I Byen døde for et Par Dage siden Øens forhenværende, ældgamle Sogneraadsformand, og idag skal han begraves. Omkring den store, fornemme Patri-ciergaard, hvor den gamle Høvding nu ligger paa Straa, er det som om Stilheden er mere fortættet end andre Steder paa denne Helligdagsmorgen. Ingen Mennesker ser jeg nogetsteds paa Vejene, blot hist og her i en Have en af de kvindelige, søndagsklædte Beboere, eller en Pige, som langsomt færdes fra den ene Længe til den anden. — To Gæs gaar og græsser paa et af de høje Diger. En Høne med Kyllinger baler i Vejstøvet under et Gærde. Paa en lille sollys Toft staar tre akkurat lige store, hvide Gedekid tøjrede; engang imellem bræger de stilfærdigt, det lyder som naar Spædbørn græder i Søvne.
Fred overalt. —
Men henne ved et Vejsving, hvor en Stump Staaltraadsnet adskiller et Havehjørne fra Grøften, staar to Hankatte og skeler til hinanden. Det er et Par grove, bredkjævede Handyr med Skipperskæg og Øjnene næsten helt tillukkede af Skrammer fra utallige Slagsmaal og af Øjeblikkets Mordlyst. Ørerne er lagt tæt henad Nakken. Den ene er gul som Okker, den anden kulsort. Hver for sig er deres Udtryk saa modbydeligt, at de ikke tør se hinanden i Ansigtet. Der er kun tre Tommers Afstand mellem deres Næser, men Havens tynde Staaltraadsnet skiller dem. Saadan staar de og skeler, mens de afsynger en barbarisk og uhyggelig Melodi, der jamrer op og ned.
Men pludselig jager den sorte med et brutalt Rusk Hovedet tværs igennem Nettet, med en Kraft saa Staaltraadet synger vidt og bredt — og i næste Nu rammer dens Pande Modpartens med en Skalle. Fjenden viger ikke en Millimeter. Panderne er tæt sammentrykkede, Halernes Rod gaar i en Bue op i Luften mens Spidserne dirrer i Støvet. Dér staar de, der sker ikke mere, ingen af dem tør røre sig. — Men Sangen, der afbrødes, sættes nu op i de højeste Registre. En uhyggelig clinch! Saadan svarjer Svenskeren lige før han trækker Kniv ...
De er to Helvedesmaskiner, som er sat i Bero, men som vil eksplodere absolut samtidigt. Paa et ganske vilkaarligt men meget nært Tidspunkt vil Dommedag slippes løs i Landsbygaden uden Hensyn til Helligdagsfred!
Men just som det værste skal hænde kommer en Vogn hastigt svingende om Hjørnet og indhyller Hegnet i en tyk Sky af Vejmel. Da denne trækker bort, er den gule forsvunden, sporløst. Den sorte staar endnu et Øjeblik i Dækstilling — saa slappes Fjedrene i den, den slaar to Slag med Halen, hvoraf Elektriciteten langsomt udlades. Saa ryster den Støvet af sin Pels, hvorpaa den sænker Bagkroppen og laver en Pyt paa Stedet til æwigt Minde om Modparten. Og derefter skrider den langsomt og „siegesbewusst" ind i Haven, hvor den forsvinder under de nyudsprungne Stikkelsbærbuske. —
Inde i en gammel prægtig Bondehave, hvor „Tusindpiger“ og Pinseliljer staar i Flor paa Siderne af de nysrevne, solvarme Gange, ligger en utæt og forfalden Baad med Kølen i Vejret. Nu bruges den til Hønsehus, og en Skrukhøne ligger med et Kuld Kyllinger inde i dens Skygge. — Men Baaden har sin Historie, som den kan ligge og tænke paa efter at den er kommen paa Aftægt.
„Den har været med i Krigen,“ siger den gamle, hvidhaarede Bonde, som viser mig rundt i Haven. „Og sidst har nogen brugt den til at flygte i. En Dag i det sidste Krigsaar blev den funden af en Lodsbaad udfor Sydvestkysten af Lolland, hvor den nok har staaet paa Grund paa Sandene, for dér laa paa Fladvandet fem døde Mænd, men én laa endnu indeni Baaden. Det var russiske Krigsfanger allesammen, det kunde man se paa Klæderne, og de var vel flygtede ovre fra Slesvig og forslaaet hertil af Stormen, som blæste i de Dage. Lodsbaaden bragte Jollen herind med den sidste Mand liggende paa Bunden under Tofterne. Saa blev han begravet her. — Og nu har han det jo meget godt!“ siger den Gamle. „Men Gud véd for Resten hvor saadan én er fra, og hvem han nu har været?"
Ja, Gud véd det! — Nu sidder Skrukhønen og hygger sig under Læet af den gamle Baad. Hvor før den døde Mand boede, vrimler det nu af Liv — selv om det bare er Kyllinger ...