OURØ
Det var blæsende af N.N.V. med stærke Byger, da „Rylen" stod nordpaa gennem Fjorden for at gaa til Ourø i Isefjorden; og da vi kom klar af Hornsherred og ud i Kulhusrenden, hvor Kulingen stod lige ind mod den ud-gaaende Strøm, fik vi høj krap Sø. „Rylen" stampede haardt mod Brodden. Naar den løftede Stævnen højt og huggede den ned i den hule, flaskegrønne Sø, føltes det som en Kølle, der slog mod en Egebul.
Da vi kom ind i den vide Isefjord, fik vi Vinden paa Siden, og forude i Syd skimtedes snart Ourøs lave Kyster.
Vi er sjældent løbet ind i en Havn uden at blive modtaget af i det mindste én hvid Vipstjært inde paa Broen. Ourø dannede ikke nogen Undtagelse, Traditionen tro løb en Vipstjært og vinkede Velkomst med Halen inde paa Molen; men Vejret var bleven iskoldt med Støvregn, og den forsvandt straks efter at have gjort Fyldest ved Modtagelsen.
Ourø „Havn" bestaar kun af en omtrent 200 m lang Bro af Kampesten, som løber vinkelret ud fra Sydvestkysten og ved sin Spids danner en lille Hage mod Sydøst. Med sydvestlige og sydlige Vinde er man ilde faren herinde; hvad vi senere fik at føle.
Hvad man ser af Landet umiddelbart bag Havnen frister ikke stærkt til Landgang; nærmest Vejen ligger et Par Rækker af nye Huse, en Snes Stykker ialt, et overmaade trøstesløst Syn. Herfra gaar vi ad Vejen mod Nord, som langsomt hæver sig paa en Strækning af en drøj Kilometer, op til Øens Hovedstad Bybjerg. Den store Landsby, som næsten er sammenhængende med den mindre, østligt liggende Gamløse, er for det meste kedelig og uskøn; kun i dens vestlige Del findes et Par enkelte fortrinlige, gamle Gaarde paa Vejens Nordside, hvor smukke Gyder fører ned til Engene. Men Byens rige Træbevoksning dækker meget over Syndernes Mangfoldighed. Popler, Aske, Elme og Kastanjer gror langs dens Veje, i Haverne staar Frugttræer og Syrener i Blomst, omgivet af Hække af Ligustrum og Tjørn.
Kirken er god, omend uden egentlig Særpræg. Den er opført omkring Aar 1300 og udvendig ganske velbevaret; kun det lille Taarn samt Vaabenhus og Sakristi er senere tilbyggede. Fortrinlig er den anselige Port gennem Kirkegaards-muren. Nær denne findes paa Murens udvendige Side en lille mystisk Tilbygning, om hvilken Sagnet siger, at der her engang er indemuret en Tyv!
Indvendig er Kirken overkalket og dens Hvælvinger saaledes berøvet sine gamle Kalkmalerier, sandsynligvis allerede paa Reformationstiden. Af de to Klokker i dens Taarn bærer den yngste følgende Inskription:
Jeg ved min daglig Sørgeklang for Christian den Sjette afvigte Aar i Stykker sprang, men kom igien til Rette ved Rasmus Fugls Patronens Daad som gjorde slig Anstalter, da hånd var Kongens Cammer Raad og Roskild Ampts Forvalter.
Som Modsætning til Bybjerg er Gamløse en ganske lille, men hyggelig og lun Landsby med enkelte gamle Gaarde og Huse bag smukke Smaahaver og et fortrinligt Gadekjær. Men de gamle Bygninger, som er bræddeklædte og sorttjærede paa Gavlene ned i Højde med Tagskægget, er for det meste ret forfaldne.
Fra det Syd for Gamløse liggende høje „Møllebjerg", der med sine henimod 30 m er Stedets højeste Punk, har man en vid Udsigt over saa godt som hele Øen og de omliggende Farvande og Kyster.
Den 2725 Tdr. Ld. store Ø ligger mellem Tusenæs og Hornsherred, adskilt fra den førstnævnte Halvø ved det ca. 2 km brede Vesterløb, fra den sidstnævnte ved det ca. V/4 km brede Østerløb. Mod Syd grænser den til Isefjordens Inder-bredning, mod Nord til den aabne Isefjord. I dens Nærhed findes en Mængde ganske smaa Holme, i Nordøst Langø med en Mængde stenede Smaapolde omkring, ialt 7 Tdr. Land. Ved Sydenden ligger den større Lindholm sammen med Langøre Holme, en Mængde nu tildels sammengroede Stenrøn’er, tilsammen 47,5 Tdr. Ld. I Vesterløbet ligger den lille Eskildsholm et Par km Nord for Ourø Havn, og østligt for Lindholm den 14,5 Tdr. Ld. store Stenholm Rønø. I Nordsiden af Hovedøen danner Salvig en dyb Bugt, lavvandet og stenet som alle de omgivende Farvande med Undtagelse af Vesterløb, som ene er farbart for større Fartøjer. Salvig begrænses mod Øst af den langt udløbende Halvø „Næsset“ med Næsby Rev, mod Vest af Borrehoved med Borrehoved Rev.
Den ret lave Ø har en Del mindre Bakker paa 10—12 m’s Højde, og kun 4 højere Punkter, Møllebjerg og Ellebjeg, henholdsvis 29 og 27 m, det 28 m høje Stensbjerg ved Bybjerg, samt en 26 m høj Bakke ved „Børret“ paa Sydøstsiden. Foruden Bybjerg og Gamløse har den paa Nordøstsiden den lille Landsby Næsby, og paa Østsiden to Færgesteder, Snave og Østre Færgested. Af Øens som oftest temmelig lette Jorder er ikke mindre end 2200 Tdr. Land under Plov, og ca. 25 er Plantage paa dens sydlige Del, medens naturlig Skov mangler.
Beboerne udtaler Øens Navn Orø uden noget u, rimeligvis en meget gammel Form ligesom i Orehoved, Orenæs, Oredrev o. s. v. Paa Kirkens gamle Kalk staves dens Navn Orøe. I Jordebogen kaldes den Wartherø. At det gamle Warth er bleven til Or eller Ord har man et andet Eksempel paa ved Nyord (se denne), hvis oprindelige Navn var Ny-Warth. At Øen har været en særlig fremragende Vildtbane for Kongerne fremgaar af, at Bogen foruden Jagthus nævner saa forskellige Vildtarter som Hjort, Daadyr, Raadyr og Hare. Her nævnes tillige Kaninen, som jo er et indført Dyr, der efter Jordebogen ogsaa findes baade paa
Sprogø og Amrum. Der er altsaa henrunden adskillige Aarhundreder siden dens Indførelse, og naar Ed. Erslev paastaar, at man nutildags her i Landet kun træffer Kaninen vildtlevende paa Hirsholmene, er det en stor Fejltagelse. Den lever i vild Tilstand rundtom paa en Mængde af vore Smaaøer, til hvilke den for de aller-færrestes Vedkommende er indført i Mands Minde. Den maa forøvrigt tidligt have faaet Indpas rundt om i Nordevropa, hvor dens latinske Navn cuniculus er bleven forandret paa gammelt Engelsk til cyning, Gammeltysk Kiiniglein, Oldnordisk og Nyislandsk kuningur, ligesom Jordebogens Navn for den er cuning.
Der fortælles paa Øen, at Beboerne endnu betaler en aarlig Afgift til Roskilde Domkirke, og at denne oprindelig skal have været bestemt til Afholdelse af Udgift ved en Sjælemesse for Dronning Margrethe, hvis Navn ogsaa paa anden Maade endnu er knyttet til Øen. Paa det høje „Stensbjerg" Nord for Bybjerg fandtes til for faa Aar siden et nu forsvundet Voldsted, som bar Fundament af en Bygning, 64 Fod langt og 40 Fod bredt. Voldstedet har efter Traditionen baaret „Dronning Margrethes Slot", og i Nærheden er ved Gravning fundet et Relikviekors af Guld, „Margrethekorset", som nu er i Nationalmusæets Eje.
Foruden dette Minde om Bebyggelse fandtes tidligere paa Øens Sydøstkyst et Voldsted af en Oldtidsborg, „Børreklak", som sagdes at have været Tilholdssted for en Viking ved Navn Børre. Dette Voldsteds Skæbne skal senere omtales.
Ourø har været snart i Kronens Eje, snart under Roskilde Bispestol. Dens Jorder udskiftedes i 1802, men først omkring 1860 begyndte Beboerne at købe deres Fæstegaarde af Domkirken, og det varede mange Aar, inden de sidste blev Selvejere. Langt den overvejende Del af Befolkningen er nu Bønder, men her findes dog endnu omtrent et halvt Hundrede Fiskerfamilier, hvad der sammenlignelsesvis er et ganske betydeligt Antal. Af Øens 160 Beboelser er 65 Bønder-gaarde paa 20—50 Tdr. Land. Kun én Gaard, „Anneksgaarden", er større, idet den sammen med sine Holme er 200 Tdr. Ld. — Her findes nu 937 Indbyggere. Øen danner eget Kirkesogn under Frederiksborg Amt.
Landskabeligt rangerer Øen ikke højt, den er altfor dyrket, her er for lidt Natur. To smaa kedsommelige Plantager paa Sydøstsiden er dens eneste Form for Skov, næsten overalt ser man kun Sæd- og Græsmarker til alle Sider. Smukke er de smaa Holme mod Syd, ejendommelig er kun Stranden omkring de to nordlige Næs og de store Strandengflader Syd for Salvig, der sammen med de stenede Holme Sydøst for Øen, Rønø og dens Unger, endnu er uberørt Natur. Strandengene S. Ø. for „Børreklak" og Anneksgaarden og videre op langs Kilderne paa Østsiden maa ogsaa henregnes til Øens gode Sider.
Den lille Landsby Næsby, som ligger ganske nær ved „Østerløb" med sine lune Enge ned mod dets Kyst, indtager ved sin gammeldags Skønhed og Hygge en Særstilling paa Øen. Dens gamle Bygninger ligger bag Stendigerne i de pyntelige Haver, som undertiden ligger hævede over Vejen i Højde med Digernes Ryg. Elm, Ask og Poppel og Hække af Tjørn og Ligustrum vokser langs Byens Veje, og i Haverne trives en Mængde Frugttræer, blandt hvilke vi fandt baade Morbær-og Valnødtræer.
Yderst mod Nord naar man forbi „Næsgaarden" til en ganske lav Klint, udenfor hvilken den flade Strand mod Øst strækker sig mere end en Kilometer langs Kysten, dækket med Tusinder af store og smaa Kampesten. Langs Næssets Vestside har man det samme Syn, den flade Strandeng med Myriader af Sten løber kystlangs helt ned forbi Salvigs Sydside over mod Borrehoved. Sandsynligvis bestaar hele Kyndby Rev paa Hornsherred, Næsby Rev og Borrehoved Rev, der som tre Dødningefingre strækker sig mod Nord, af lignende Stendynger. Langø, der ligger ude i Øst som en Fortsættelse af Kyndby Rev, er sammenhængende Stenhobe uden saa meget som et eneste Græsstraa. Det hele ser mærkeligt og øde ud, en Stenørken, der halvvejs er sat under Vand, en Affaldsbunke fra det store Værksted, da Landet blev dannet.
Nogle Skalleslugere, Stormmaager og et Par kentiske Terner saas herude paa de yderste Stenhobe. Ved Stranden fandt vi bl. andre gul Evighedsblomst, Stenurt, Høgeurt og nogle magre Stedmodersblomster. Men oppe paa Klinten stod en Vrimmel af Blomster mellem Græsset: Kobjælde, hulkravet Kodriver, Armeria, Knopurt, Smørblomst, Oksetunge, Stenurt, Spiræa (filipetidula), Sneglebælg, Høgeurt, Limurt og mange andre. Enkelte Tjørne og Roser groede paa Hældet mod Øst.
•— Mens vi færdes heroppe trækker et voldsomt Uvejr op fra Vest. I rivende Hast kommer blaasorte Skyer jagende og indhyller Landet som en tæt Røg, men skiller sig over Sundet Vest for Øen i to Dele, der flyver forbi til hver sin Side og driver bort over Hornsherreds skovdækte Høje, trækkende sit tykke, graa Regnslæb hen over alle de straalende Farver, der pludselig dør i det staalblaa Fjordvand, de okkergule og smaragdgrønne Marker og dybblaa Skove, slukkes som Lys under Væden — men dukker op af den igen, mere straalende end før.
Men Bygen var kun en Blænker. Paa Vejen hjem gennem Bybjerg kom et nyt Uvejr bragende hen over os, og denne Gang fik vi hele Kærneskuddet, der ramte med fuldkommen orkanagtig Styrke. Støv og Skidt hvirvlede fra Vejen højt op i Luften, Syrenernes tunge Grene laa flade henad Jorden, det bruste og drønede, som var det „æ Wojensjeggere" der for forbi. Og denne Gang blev det til vedholdende Storm. Da vi en halv Time senere naaede Havnen, havde vi Møje med at kæmpe os op mod Vejret ud ad den lange Mole.
En Mængde Fiskerfartøjer er søgt herind for Uvejret, og „Rylen“ er fuldstændig omringet af dem. Træskostøvler tramper ustandseligt henover vort Dæk, overalt flyttes, fortøjes og forhales der. Alle vil være inderst i Bunken, thi en kraftig Løbesø slaar ind om Molehovedet, saa de yderste ruller og dunker imod hinanden.
Helt til hen over Midnat vedblev Flygtninge at ankomme udefra Fjorden; men endelig blev der stille, og vi hørte kun Bølgeskvalpet og Stormen, den evindelige sørgmodige Jamren af Fortøjninger og Friholter og de tunge Bump af Fartøjernes Huggen mod hinanden.
Fra Bybjergs Vestside kommer man ad Biveje, der næsten overskygges af Markernes Frodighed, over jævne Flader ud til Skovgaarde. I et brat Sving fører en ny Markvej herfra mod Øst til Hovedvejen, som gaar ud til Borrehoved. — Der kan ingen Tvivl være om, at Borrehoved (udt.: Baarre af Borghoved) har sit Navn af en Oldtids- eller Middelalderborg, selv om ethvert haandgribeligt Spor af denne nu forlængst er forsvundet.
Jeg følger Klinteranden mod Syd langs Salvigs Vestside. I Læet af denne gror et lille Krat af Tjørn og Hybenroser, og under disse vider Strandfælleden sig mere og mere ud og bliver tilsidst til vældige, steppeagtige Flader, over hvilke Kampestensblokkene hist og her løfter deres graa Rygge ligesom Hjorder af store, græssende Dyr. Langt ind over den vide Flade har under Efteraarsstormene ifjor Højvandet ført store Mængder af Tang, der nu hænger vindtørret helt oppe paa Klintens nederste Tjørne som blege, sølvagtige Guirlander.
Vidt forskellige fra disse Flader er Engene, der som et umaadeligt Bælte af omtrent 200 m.s Bredde strækker sig fra Øens Sydspids i en Længde af 5 km helt op til Snave Færgested. Dette er udpræget Østkyst, og Klintens Læ borger for Idyllen i hele dens Længde! Herlige, frodige Krat gror tæt under de skærmende Bakkekamme, hvor Mængder af Kilder tager deres Udspring, og hvor fede, blankhornede Høveder græsser over Engens overdaadige Tæppe. Paa Skrænterne og i deres Læ fra Anneksgaarden til „Børret“ vokser store Tjørne, Vrietorn og Hyld, Slaaen og Roser, og Vedbend slynger sig tæt op om deres Stammer. Kongelys, Æselsfoder og Rosenkatost staar Vagt om Krattet ud mod Engen med dens Blomsterflor af Knopurt, Vikke og Stenurt. Og Nord for dette Sted, hvor paa fem Steder Kilder springer ud under Skrænten, staar tykbladet Ærenpris, Engkarse, Engforglemmigej, Gøgeurt og Vibefedt, Kabbeleje og Kæruld — ja endogsaa Brøndkarse finder vi ved én af Kilderne. Bag et Krat saå vi en gammel Bekendt fra Sejerøs Strandfælleder, Cynanchium vincetoxicum (Svalerod), der nu ligesom næsten alle de andre er kommen i Blomst.
Vejret er bleven iskoldt, graat og stormende. Tykke Skyer ligger i Lag over Jorden og farer for en hylende Sydveststorm henover Agre, Bakker og Fjord. Tangen flyver langs Stranden og hænger sig i lange Tjavser ved Pigtraadshegn og Pæle, hvorfra den staar vandret ud og pisker som Tiggerpjalter for Blæsten. — En Flok Kvæg er paa Vandring fra Kysten ud mod Rønø. Søen pisker om Benene paa dem, midtvejs er de gaaet istaa og staar med krumme Rygge og betænker sig paa at gaa videre. Men saa tager én af dem sig sammen og pjasker udefter, og Resten sjokker efter gennem det iskolde Vand.
Viberne skraaler med hæse, forkølede Stemmer over Engen og slaar efter mig med rasende Sving, men kan ikke styre for Vindstødene, som slaar ned over Klintens Kam og bøjer Krattets Grene mod Jorden.
Værre endnu er det at færdes over det aabne Bakkeland, hvor Sandet fyger henover Markerne, slaar mod Ansigtet som Haglskud og fylder Øjne og Ører. Naar Solen en enkelt Gang falder brat igennem en Revne i Skyen, ligner Landet en rygende Brand. Hele Øen er ved at flytte østpaa! Og det falder mig ind, hvad Vestjyden sagde, da man spurgte ham, hvor stor hans Ejendom var: „A haar fir’ Tønder Land — naar di helsen er hjemm’!“ —
Den gamle Ejer af „Børret“, en Gaard nær Øens Sydspids, har altid interesseret sig levende for sin Øs Historie, til hvilken han har et enestaaende Kendskab. Foruden selv at have skrevet om dette Emne i Tidskrifter og Dagblade, for hvilket „Historisk Samfund" i sin Tid sendte ham en anerkendende Skrivelse og en smuk Boggave, har han ydet Øens Historiograf, Pastor emer. Prip, mange værdifulde Oplysninger. Jeg opsøgte ham en Dag, nærmest for at udspørge ham om et gammelt Voldsted, som har ligget paa hans Grund, men som han for mange Aar siden har sløjfet. Stedet, som omtales hos Trap, kaldes her fejlagtigt „Børre-lak“. Dets Navn er Børreklak eller Borreklak, af Beboerne almindeligvis forkortet til „Klakket“.
Voldstedet har været af lignende Art som det tidligere omtalte paa Hjortsholm i Stavnsfjord ved Samsø og et andet paa Hjelms Sydøstside, af en sen Oldtidseller tidlig Middelalderborg. Det har været et cirkelrundt Anlæg, men omtrent Halvdelen af det er skredet ned med Klinten, paa hvis Rand det ligger. At dets Navn saaledes som Sagnet siger skulde afledes af Mandsnavnet Børre er nok problematisk, da det ogsaa udtales Borreklak — af Borg. — Hvad „Klak“ kommer af, har jeg ikke kunnet faa Oplysning om.
Den gamle Mand paa „Børret“, Christen Jensen, er en enestaaende Gubbe, en pragtfuld Oldingetype, men levende og frisk den Dag idag. Han fortæller i timevis uden at nogen af os et Øjeblik trættes. Om det gamle Voldsted siger han, at her boede paa Christoffer af Bajerns Tid „i den lovløse Periode" Sørøveren Børre i denne Borg yderst paa Klakket. Voldstedet laa siden i Aarhundreder urørt af Mennesker; men i hans gamle Morfars Tid -—• det var efter Udskiftningen i 1802, da denne flyttede herud og byggede „Børret", som siden har været i Slægtens Eje — da begyndte denne at rydde Voldstedet for at dyrke det. Men allerede den første Nat efter at Rydningen var begyndt, saå der fælt ud paa Gaar-den: i Stalden havde en Hest og en Ko, som stod ved Siden af hinanden med et Spiltov imellem sig, skiftet Plads og laa begge paa Ryggen indfiltrede i deres Tøjr og halvkvalte. Brædderne var sparket til Splinter i Spiltovet; men da man fik Dyrene op, viste det sig, at de ingenting fejlede — det havde kun været en Advarsel! Men Morfaren tog mod det gode Raad: fra den Dag befalede han, at Voldstedet paa Klakket skulde ligge i Fred.
Saa rørte ingen Haand det før hen i Halvfjerdserne, da Dattersønnen, min Hjemmelsmand, fik det i Hænde. Han tog for Alvor fat paa at rydde Voldstedet, hvorefter han sløjfede det. Næppe var han begyndt paa dette, før en udmærket Følhoppe „slog fejl" for ham. Men han fortsatte haardnakket — med det Resultat, at der ikke siden har været andet end Uheld ved alle de Følhopper, han har lagt til. De kunde aldrig mere føde ved egen Hjælp. En enkelt, som var med Føl og befandt sig vel i alle Maader, laa en Morgen stendød paa Marken med den ene Bagsko i Klemme ved Grimen. Den havde skejset sig ihjæl i Hovedet. — For omtrent 10 Aar siden købte han en Hoppe med et ungt Føl, som den havde med sig. Den levede her paa Gaarden i 22 Timer — saa døde den af at foræde sig i Kløvergræs! Og saadan gik det i én Uendelighed. Mærkværdigvis var det kun som Følhopper, at Hestene slog fejl, anvendte han dem kun til Trækdyr, ramte ingen Ulykker dem.
Den gamle meddeler alt dette som Kendsgærninger, der unddrager sig enhver Drøftelse; intet Øjeblik undslipper der ham en Ytring, som røber hans eget Syn paa Tingene.
For Resten betragtedes det i tidligere Tider af Folk som en kendt Sag, at Børreklak var beboet af Troldtøj; naar man, især paa Efteraarsaftener, malkede Kvæg paa Engen nedenfor Stedet, hørte man, at der blev snakket og tumlet inde i Højen. Og paa et bestemt Sted paa Bakken nær Klakket i Randen af Krattet var Kreaturerne altid saa bange for at staa, at man næppe kunde holde dem i Tøjret mens man flyttede dem, eller naar man trak dem til eller fra Stedet.
Den gamle, som fortalte mig alt dette foruden en Mængde sære Historier om Troldkvinder og Hekse paa Øen i hans Barndom, maa være en Guldgrube for en Samler. Han er stærkt bøjet af Aarene; en mægtig kroget, aldeles blaa Næse sidder som et Rovfuglenæb i det lillebitte Ansigt mellem en vældig Haar- og Skægvækst, der staar hvid og straaleformet ud til alle Sider. Kun oppe i Hvirvlen er han skaldet. Herlig ser han ud; som han sidder der foran mig og fortæller, ligner han Odin i Havamaal — Odin som Aftægtsmand! — Naar han kommer i Tanker om noget morsomt, spores det paa hans Ansigt længe før han faar det sagt; det bliver da rynket som paa et Spædbarn, Øjnene forsvinder næsten helt, og pludselig kommer der en sagte pibende og sivende Lyd ud fra hans Mund og Næse — det betyder, at nu ler han! Han undrer sig over sine Fortællinger, som hørte han dem selv for første Gang. Han taler fortrinligt og bruger et malende Sprog.
Jeg maa søge tilbage til Kartekonerne i min Barndomsgaard for at finde noget helt tilsvarende. Han er én af de sidste Præster for den gamle Folketro — omend nu en frafalden!
Indtil for godt hundrede Aar siden var Ourøs Indbyggere paa Grund af Stavns-baandet i den Grad indgiftede, at Befolkningen næsten dannede én eneste Slægt. Men siden er den til alt Held bleven stærkt blandet, har mistet sit Særpræg og adskiller sig kun i ringe Grad fra det nære Sjællands Befolkning.
Ikke sjældent møder man paa Øen besynderlige Typer, mærkelige vilde Skud af en fremmed Race, som viser, at Frederiksborg Amts „Kulsviere" har faaet nogle Aflæggere indplantet ogsaa her. Ved Havnen traf jeg en Dag en yngre Mand, en Fisker, som var af et højst besynderligt Ydre — i Jylland vilde man have gættet paa Taterslægt. Det mærkelig uregelmæssige Ansigt med den lange, for neden kødfulde Næse, var gulligt i Farven, Haaret ganske sort og stridt og Øjnene brune. Siden traf jeg paa Vejen gennem én af Landsbyerne en omtrent 16-aarig Pige, endnu mere fremmedartet end Fiskeren. Hendes Hud, som var ganske gyldenbrun, havde under Nakkehaaret et grønligt Farveskær, Haaret var blaasort som Fjerlaget paa en Ravn, og Overlæben havde allerede en Anelse af en fin Skygge som begyndende Skægvækst. Jeg fik senere at vide, at hele hendes Familie er meget „sort", og at den er kommen hertil fra Frederiksborgegnen. Sogneraadsformanden i Bybjerg fortæller mig, at her paa Øen findes ikke faa Familier fra „Kulsvieregnen" paa Sjælland 1), men at disse nu efterhaanden blander sig med Befolkningen.
Ourøboerne, siger han, er meget velstillede Folk, og her findes saa godt som ingen virkelig fattige. Her er ikke mindre end halvtredssindstyve Fiskerfartøjer hjemmehørende paa Øen, og under Krigen har disse aarligt indtjent omtrent 50,000 Kr. — hvilket dog maa siges at være beskedent, fordelt paa 50 Familier Den store Mængde Fartøjer i Forbindelse med den Omstændighed, at Holbæk-damperen daglig anløber Øen, har bevirket, at denne nu endelig vil faa sin Dampskibsbro erstattet af en ordentlig Havn.
Af Vildt, siger han, findes paa Øen baade Harer og Agerhøns. Ræven har været udryddet, men for nyligt er der indvandret nogle Stykker fra Sjælland. Vandrotten findes her, men dens Udbredelse er begrænset til enkelte Moser.
Ourø. Vej gennem Gamløse.
Ourø. Ved en gammel Gaard i Bybjergs vestlige Ende.
Ourø. Bondehave mod Vejen gennem Næsby.
Langøre Holme ved Ourø: Hættemaagernes Yngleplads.
Muldvarpe og Pindsvin findes i Mængde. Snogen forekommer ikke, hvorimod Firbenet er almindeligt.
Øen byder ikke paa noget hverken mærkeligt eller rigt Fugleliv, dertil er den for gennemdyrket og for skovfattig. Vi fandt kun en Snes af de almindeligste Arter.
Vi havde næsten bestandig Storm og Regn under vort Ophold paa Øen — naar det kom højt, stod det paa Bygevejr. Ved en saadan Lejlighed roede vi over til Langøre Holme og Lindholmen. De førstnævnte, hvor vi landede paa den vestligste og største, er saa flade som en Samling Pandekager, der i Stedet for Sukker er bestrøet med nogle kæmpemæssige Sten, som især langs Stranden ofte rager højt op over Jordsmonnet. Imellem det blomstrende Engelskgræs, som dækker Fladerne, fandt vi Mængder af Smaadamme, hvoraf enkelte er omtrent ferske, og omkring hvilke vi saa hundredvis af rugende Hættemaager. Ogsaa Storm-maager fandtes ynglende i store Masser, og Luften omkring os vibrerede af deres ustandselige Skrigen.
Hele dette lille Arkipelag er et overmaade indviklet Virvar af ganske smaa-bitte Holme, som ligger hulter til bulter mellem hinanden. De henimod 30 største af dem er paa omtrent en Skæppe Land, og tæller man de mindste med findes her i hundredvis. De fleste af dem er yderligere gennemfuret af Laguner. Imellem dem rager som nye Øer de vældige Kampestensblokke op af Fladvandet. Det er ét eneste Roderi af Græs, Sten og Vand. Hist og her, især paa de østligste, er Jordsmonnet tæt dækket af Fuglegræs, som just nu staar med sit Flor af smaa-bitte, hvide Blomster. Store Bede af Strandmalurt, Cocleare og Strandmelde finder vi herude mellem Ranunklers og Smørblomsters Mængde.
Maagerne er utrolig paagaaende i deres Fjendskab og slaar bestandig ned paa vore Hatte. En Mængde af dem finder vi liggende døde rundt omkring paa Marken, én ligger kun tre-fire Tommer fra sin Rede, hvori der er tre endnu ganske friske Æg — et sørgeligt Syn! Ialt finder vi henimod en Snes døde Fugle, alle Stormmaager. Det er ikke Vandrefalken, som har været paa Spil, der er intet Spor af Vold paa dem. En eller anden Sygdom maa hærge Kolonien, eller maaske er det her som paa Dybsø, at de dør under Æglægningen eller af at foræde sig.
Paa én af Holmene fandt vi 14 Ternereder tæt sammen, og nogle Kystterner (St. hirundo) saas flyvende eller staaende paa Stenene i Nærheden.
Ude over den vindrørte Fjord jager den ene Byge den anden. Sorte Skymasser med ildhvide Blænkere foran sig vælter østover for Blæsten; Havet gløder under pludselige Lyskaskader fra Solen og blænder Øjet som smeltet Sølv. Inde under Skyen er Vandet galdegrønt og dybviolet over de lave, tangklædte Sandgrunde. Blæsten hviner om Ørerne og hvisler igennem Græsset, og om de grønne Holme staar en Bræm af blaahvid Fraade.
Soppende fra den ene Holm til den anden naar vi over til Lindholms Nordende. Landskabet er egentlig det samme her, kun Maalene er større; Lagunerne, som gennemskærer Holmen paa Kryds og Tværs, er ofte store som Smaasøer. Stormmaagernes Reder ligger saa tæt, at man næppe kan træde imellem dem. Foruden disse og Hættemaagerne ses kun enkelte Strandskader, og i Randen af Hættemaagekolonien en lille Koloni af ynglende Kystterner.
En af Beboerne paa Ourø havde fortalt mig, at Aalekragen skal have ynglet mellem Stenene paa Lindholm. Men der er Grund til at være mistænksom overfor denne Oplysning; den stammer fra samme Kilde som en Beretning, jeg fik om en gammel „Kæmpebegravelse" i én af Øens Plantager; den viste sig at være Ruinerne af et gammelt Faarebo! —
Fra Holmens eneste Banke, der hæver sig nogle faa Meter over den lave Grund, ser jeg over Fjorden hvorledes en ny, vældig Bygevejrssky kommer væltende fra Vest ind over Hornsherred. Dens Underrand er skarp og sort, men øverst er den som en bølgende Hær — den er flyvende Faner og klingende Spil og knejsende Hestekroppe — det er „le Réve“, der flyver ind over Landet, et Korps af salige Kyrassérers Aander fra la grande Armée — Landet erobres helt af dens Skygge under Blæstens Vrinsken, og Regnstriber falder som Spyd og sorte Lanser over Fjord og Bakker og Skove. Men gennem dette mørke Himmeltegn, hvorunder Alverden ligger blaasort og død, sendes pludselig en eneste skarp Solstraale ned og rammer Lindholms Odde paa dens yderste Spids. De Hundreder af Maager, som svæver derover, skinner hvide mod det tykke Mørke og daler som straalende Snefnug ned mod Markens Baal af grønlig Ild. -— Saa slukkes alt paany, pludselig, som om Guden har tørret det ud med sit Ærme. Og foran mig øjner jeg gennem den strilende Regn kun Faarene, der staar i Flok med Ryggene mod Vejret.
I et Nu er vi begravet i Væde, og Bygen jager buldrende hen over os med en bedøvende Lyd, en eneste vild Susen.
Saa sagtner det — langsomt. Alt bliver tyst igen, tilbage er kun en stille Lyd af store Draabers sindige Dryp fra Tidslernes Blade.
Inde over Landet i Øst svinger en høj Sky om sine Hængsler som en uhyre Port — det er, som om Gud sidder deroppe og drejer den med sine vældige Hænder. Kaskader af Lys vælter ud i Rummet fra dens Hvalv — og ind i Lyset rider Resterne af den store Armé. Den har mistet sine Lanser under Choket, men alle dens Faner er i straalende Behold — og med højt løftede Ørne forsvinder den lige lukt ind i den syvende Himmel.
Foran mig ryster Faarene de dyngvaade Pelse — Havet rundtom ligger blaat med grønne Holme i Solglansen. Og Alverden er min endnu engang.