OVER ALHEDEN
Storkene knebrer paa Skives røde Tage den Sommermorgen, jeg forlader Byen ad Landevejen mod Syd for at begive mig ud over Alheden. De gebærder sig paa mærkelig Vis, rokker med Hals og Vinger og gestikulerer, som om de endnu har Mindelser i sig om Beboerne i det hellige Land, de har passeret paa Vej hertil fra deres fjærne Vinterhjem i Sydafrika.
Straks ved Byens Udkant passerer jeg Broen over Karup Aa, hvor denne glider ud og forsvinder i Skivefjordens blanke Vande; lige paa det sidste løber den forbi det smukke „Gammel Skivehus“, det nuværende Missionshotel, hvor den faar den sidste Chance for at omvende sig, hvis den har ladet sig daare for meget af den Verdens Herligheder, som den har færdedes igennem paa sin Vej fra Karup hertil. Fra Hotellets øverste Etage har man et dejligt Syn over Aaen og dens brede Enge, en Udsigt, der i Skønhed kappes med den, man har fra Bakken oppe ved Byens gamle Kirke.
Det første Stykke af Landevejen fører gennem et af de smukkeste og mest karakteristiske Landskaber, denne Egn rummer. Fra Højderne nær Tastum, der har en Vrimmel af Oldtidshøje, faar man et herligt Skue mod Vest over de aabne, vældige Vidder, som et uendeligt Hav, der staar i gyldne og blaalige Toner og svinder yderst ude i Soldis og Taager. Og ud mod Øst, hvor før Tastum Sø dækkede de lave Flader, er det i den tidlige Morgenstund som om Elverpigerne endnu ved højlys Dag spænder deres Slør over Engene og halvt skjuler Landet og Limfjordens Sølvbaand i det fjærne. — Det er det sidste Glimt, jeg faar af Fjordlandet med dets rige Enge, inden jeg haster videre ind over de gamle Hedeegne. Allerede hvor Vejen østen om Fly nærmer sig Sjørup, bliver Landskabet præget af mere Barskhed og Alvor og forbereder den vejfarende paa, hvad der vil møde ham senere.
Der ligger en enlig Oldtidshøj paa Randen af den aabne Hede i den østlige Udkant af Plantagen ved Sjørup. Den ligger ganske tæt Syd for Vejen, som fører ud over Heden forbi de gamle Tyskerbyers Sted. Et vidunderligere Stade end denne Høj kender jeg ikke; der findes næppe noget andet Sted, hvorfra man endnu kan se ud over milevide Hedestrækninger, der synes fuldstændig ubrudte. Omtrent hele det Stykke af Alheden, der ligger mellem Sejbæk, Frederiks, Karup, Grove og Haderup ligger udbredt for Blikket i al sin Skønhed. Lige for min Fod
ser jeg den dybe Dalfure mellem Sejbækgaarde og Hagebro, hvor den lille Sejbæk kringler sig paa sin langsomme Færd ned mod Karup Aa. Paa Dalens modsatte Side ligger „Renparken", der som en vid og jævn Slette strækker sig helt over til den lille Tyskerby Resen Feide. Som et lyst Baand slynger Vejen sig tværs over Dalen og videre over den øde Lyngflade.
Hvor jeg kender dette Sted! Hvor mange Gange har jeg ikke siddet her og set ud over denne Hede i hine fjærne Dage, da jeg havde mit Tilhold i Sjørup Distriktslægebolig! Et Tilfælde førte mig under mine Hedevandringer ind i dette Hus. Siden blev jeg en jævnlig Gæst der, ofte i maanedsvis, og Livet i dette fine Hjem, som jeg endte med næsten at betragte som mit eget, fik en stærk Indflydelse paa mig. Jeg var endnu i den Alder, hvor Indtrykkene fæstner sig mest uudsletteligt, og hvor det Materiale man er dannet af, endnu er blødt nok til at formes. Her forekom alt mig smukt; naar jeg rejste bort, var det for næste Aar paany at vende tilbage. Og saadan tænkte jeg, det skulde blive ved at gaa.
Men en Dag stod Huset forladt, og andre rykkede ind i det. Alt er blevet anderledes. Livet jager os rundt paa underlig Vis og sætter sin Spøg paa os. Og nu har jeg ikke andet herude at hælde mig til end Højen. Og knapt det, for Folk har været slemme ved den siden, det meste af den er pløjet ned. Det er en Skam med den Høj, for mine hyppige Valfarter til den i gamle Dage havde vakt Sjørup-boernes Opmærksomhed i den Grad, at de knyttede mit Navn til den. I Betragtning af, at det er det eneste Monument jeg faar, er det spændende for mig at se, om den eller jeg forsvinder først. Jeg har min stille Gang derude af og til for at følge Begivenhederne.
Udsigten fra dette Sted er langt rigere og mærkeligere end fra den berømte Daubjerg Daas, om hvilken Landet nu er dyrket og dækket af grim Bebyggelse. Et mere instruktivt Udsyn over Karupfladen end dette kender jeg ikke. Vi befinder os her paa Randen af den Linje, som under Istiden betegner Bræens første Tilbagerykning, en Stilstandslinje, som er opstaaet under Afsmeltningen i den sidste Istid. Randen betegnes i store Træk af det vældige Bakkeland, som strækker sig fra Vestkysten ved Bovbjerg mod Øst til henimod Viborg og herfra gaar brat mod Syd til Silkeborg-Bakkelandet og vesten om Vejle, Kolding og Haderslev ned forbi Flensborg. Det er Israndens Leje gennem nogle Tusinde Aar, udenfor hvilket de store Hedesletter dannede sig, Karupfladen, Sletterne Syd for Lemvig, Brande-Paarupfladen og Sønderommefladen. Mens det uregelmæssigt formede Bakkeland er Aflejringer under selve Isranden, hvor Hovedmassen af det grove Morænemateriale er standset, fordi Bræen efterhaanden ved Afsmeltning mistede Evnen til at transportere det videre, er Hedesletterne udenfor dette de Sandmasser, som Smeltevandsfloderne har afsat paa deres Vej bort fra Bræen.
— Heroppe fra Randen af Bakkelandet kan man endnu danne sig en Forestilling om, hvordan den store Slette Alheden har henligget i de sidste Aarhun-dreder. De opdyrkede Egne fra Hagebro over Resen og Fløgild til Karup smelter paa den store Afstand i Farven sammen med den øvrige Flade. Naar man staar med Ryggen til den nære Plantage i Vest, er ikke et Træ at øjne. Og Karup Aa, der som en bred, bugtende Strøm gaar i sin lave Dal mellem de rige Enge, er usynlig herfra. Alt dette er kun Ørken. Kun hist og her i Dalen er et lillebitte graagrønt Agerfelt forsigtigt trængt ind i Lyngen og bryder dens brune Farve.
Lige nedenfor mig mod Øst ser jeg ned over Sejbæk-Dalen, hvortil Sagn om den berømmeligste jydske Røver Jens Langkniv knytter sig. Traditionen paa Stedet hævder, at han boede i selve Sejbæk; og naar Ordsproget siger: „Vi ska løww aa di Vejfarende! saa’e æ Røwwer i Sejbæk te æ Krowmand i Haagbrow,“ saa er det ham, der sigtes til. Men som saa ofte er ogsaa her Ålmuetraditionen usikker. Jens Langkniv er en historisk Person, men Sagnene har ført ham altfor nær op til vor Tid. Han var Anfører for en større Morder- og Tyvebande, og han blev i 1598 fanget og dømt til at henrettes, hvad der vistnok skete i Horsens. De faa Ting, man med Sikkerhed véd om ham, skriver sig fra Forhørsprotokoller, og de viser, at han har haft sit egentlige Operationsfelt i Himmerland; men det er sandsynligt, at han ogsaa har optraadt i sydligere Egne, da han endelig havner saa langt nede som i Horsens. — Han maa have gjort et stærkt Indtryk paa Almuen i sin Samtid for at blive husket i tre Hundrede Aar!
Historier om Røveri og Mord møder man i Mængde i disse afsides Hedeegne. Men Dalen dernede med den yndige Bæk kan vanskeligt tænkes som Baggrund for Begivenheder af saa rædselsfuld Art.
Lad os tage Vejen tværs over Dalen og videre over Heden forbi det Sted, hvor „Kongens Hus“ laa og ud ad Grønhøj til. Saasnart man naar op over Dalens østre Side, ser man den jævne Hedeflade i Syd, hvor hist og her rustne Pig-traadshegn hænger og stritter fra deres Pinde og minder om de ulykkelige, norske Rener, som en Udlænding indførte i den Tro, at de kunde leve af den Rensdyrlav, som findes mellem de magre Lyngbuske, men hvor de langsomt kreperede af Sult og mystiske Sygdomme, fordi der ikke fandtes andet end dette Lav, som de i Nødsfald tager til Takke med i deres Hjemland, hvor en Mængde andre Vækster danner deres Hovednæring. Det er ikke det eneste Forsøg der er gjort paa at „kultivere*1 Alheden uden at tage en Smule Fornuft med paa Raad. Paa denne øde Flade kunde man endnu for nogle Aar siden hist og her finde et bleget Skelet af en Ren, der ligesom Kamelernes i Sahara dannede en sørgelig Staffage i denne Ørken.
Kongens Hus er bekendt som det Sted, hvor man gjorde det første Forsøg paa Alhedens Opdyrkning, da i 1754 en Tysker, Kaptajn Ludvig von Kahlen fik Regeringen til at spæde Penge til dette Foretagende og byggede sit Hus her med det klingende Navn, en cadeau til Frederik V. Allerede et Par Aar senere kom de første tyske Kolonister hertil, en halv Snes Stykker ialt; men de stak af igen, saasnart de kunde se deres Snit. Stedets Saga er én eneste Bedrøvelighed; og den endte altsaa med Renparken som en fin sortie. Kongens Hus er forlængst ramlet i Grus; dets Tomt, der var lige saa flad som den omgivende Hede, kunde endnu for faa Aar siden paavises; Stedet var markeret af en stor Tjørnebusk, der groede mellem de smuldrende Murbrokker og saas som en Landkending vidt over Heden.
Grønhøj, eller som den ogsaa kaldes Frederikshøj, var for 30 Aar siden, da jeg boede her en hel Sommer, endnu en lille Hedeby med sære, gammeldags Huse omkring sin lige saa gamle Kro. Da jeg nu genser Stedet er af alle de gamle Bygninger Kroens Stuehus det eneste, der er tilbage, Heden er stærkt opdyrket, ogsaa sønden for Vejen, hvor den helt ud forbi Resen Feide var ganske uberørt. Intet Landskab er mere sørgeligt end en saadan mager, med Vold opdyrket Lynghede.
Men selv om Landskabet heromkring „for wos aa tykk“ maa have været
skønt, da endnu ikke et eneste Hus eller nogen Ager saas fjærnt eller nær, saa har det sikkert ikke gjort noget tiltalende Indtryk paa de sølle Tyskere, som kom hertil, da „Reformvennerne" i det 18. Aarhundrede forsøgte at tage Kampen op med de jydske Heder og i 1759 foretog det storstilede Eksperiment at indkalde ca. et Tusinde Kolonister hertil fra Darmstadt- og Pfalzegnene. De bosattes i de nybyggede Kolonier paa Alheden, og i den ligeledes nybyggede Frederiks Kirke blev der holdt Gudstjeneste for dem paa Tysk. Men trods Gudstjenesten og skuffede af de elendige Kaar, som Heden bød dem, vendte de fleste af dem allerede Aaret efter tilbage til Hjemlandet. 49 Familier blev dog tilbage i Tyskerbyerne og tog Kampen op med den magre Jord. Noget senere begyndte paa de samme Heder Regeringens første Beplantningsforsøg, idet Stendalsgaards Plantage anlagdes i 1790, Kompedals Plantage i 1791.
Tyskernes Hovedkoloni var Havrdal, som havde en Snes Huse ialt i to Gader,. Øster- og Vestergade; og fra denne er der forskellige Gange sket Udflytninger. Med Hensyn til Grønhøjs trøsterigt klingende Navn har en gammel Kone i Ørum oplyst, at da Tyskerne første Gang kom hertil, var her en lille græsgroet Høj, hvorpaa de satte sig og græd i Ensomheden — den eneste grønne Plet paa Heden, og at Kolonien fik Navn efter den.
Paa Det kgl. Videnskabernes Selskabs Kort over Danmark fra Slutningen af det 18. Aarhundrede ser man, at omtrent Halvdelen af Jylland endnu paa den Tid henligger som øde og ubeboede Hedestrækninger. Og endnu da Blicher beskrev dem, var disse vældige Hedeegnes Karakter kun ændret i ringe Grad. Det er bestandig de vide, ubegrænsede og frie Lyngørkener med milevide Afstande mellem de fattige Boliger, den ensomme Hyrde med Bindehosen og Faareflok-ken, og med Natmandsfolket som de stadig vandrende Nomader. I 1866 fandtes der endnu i Jylland 160 □ Mil Hede. Nu er vi nede paa ca. 50. Plantagerne har i den mellemliggende Tid udvidet sig med godt 20 □ Mil, og Ploven har taget Resten. Det er de omstrejfende Ulveflokke, Kjeltringerne og Kartoffeltyskerne, som afgiver næsten det eneste Stof til disse Egnes Historie helt op til vore Bedsteforældres Dage.
Foruden de to ovennævnte Tyskerkolonier fandtes følgende mindre: Ulvedal, Resenfelte, Firhuse, Trehuse og Tohuse foruden enkelte Kolonigaarde, hvoraf to med saa kuriøse Navne som „Sank—i—Gaarde“ og „Klem—i—mell“. I omtrent 100 Aar vedblev Kirke- og Skolesprog i de ensomt liggende Kolonier at være tysk. Fra 1856 var det afvekslende dansk og tysk, og fra 1870 udelukkende dansk. Men der hengik endnu mange Aar, inden Kolonisterne glemte deres Moders-maal.
Kolonisterne karakteriseredes ofte af Egnens Embedsmænd i smukke og sympatiske Ord; de siges at adskille sig fra de omboende Danskere ved mere Stolthed, Ærekærhed, Udholdenhed og Nøjsomhed (ja det tro Pokker!) Men de er ogsaa mere letsindige, ofte ødsle, naar de har noget; bagefter naar alt er sluppet op, slider de ufortrødent paany i den magre Kartoffeljord. Tyskeren herude taler godt for sig og er livlig i sine Bevægelser. Hans Blod kommer let i Kog, men han er hurtigt god igen. Han har stærk Tilbøjelighed til Handel, og de halvvoksne Drenge begyndte ofte tidligere deres Løbebane som omstrejfende Han-delsmænd. Af den Grund blev de voksne Karle ofte hyppige Gæster paa Markederne i Omegnen.
Selv har jeg af endnu levende, gamle Folk hørt berette om Kolonisternes Besøg paa Markederne og den Vildskab, de kunde lægge for Dagen, naar de havde faaet Brændevin indenfor Vesten og paa Hjemturen kørte omkap med deres Studespand, saa Flintegnister strentede fra Klovene, og Vognene svang som Dragkister i Storm. Det kunde Jyderne ikke gøre dem efter! Og naar jeg tænker paa Blichers Skildring af Lange-Margrethes Kamp med den tyske Smed i Grønhøj Kro og den tyske Kvindes Replikker, da hun udenfor Kroen averterer Slagets Komme, saa har man gennem Digterens Instinkt faaet manet et Billede frem af noget, som er vor Bondes Væsen helt fremmed.
Laang-Grethe, den berømte og frygtede Kjeltringkvind, der med sin Mand og fjorten voksne Børn gennem halvtredsindstyve Aar red denne Egn som en Mare, var født i 1720 og endte sine Dage i „Viborrehus" 1794. Blicher, som er født 1782, har ikke nogen personlig Oplevelse som Baggrund for den malende Skildring af Kampen mellem Tyskerne og Kjeltringerne i Kroen.
Hvad der hjalp til at gøre disse Hedestrøg, ligesom saa mange lignende i Jylland, saa usikre, at Tyve og Røverpak længe uhindret kunde plage Befolkningen og skjule sig i Aarevis, var Landets totale Ødelæggelse under Krigene i det 17. Aar-hundrede. Svenskerne drog omsider deres Vej, men Stimænd og Ulve fulgte i deres Spor. Vi hører længe om Ulvenes Huseren mellem de fattige Hedebønders løsgaaende Faareflokke. Herredsfoged Søren Thestrup beretter i 1759, at „Hederne er opfyldte af Ulve, som skywler sig i den høje Lyng og kan ikke fordrives, men gjør stor Skade paa Hjorderne. Jeg erindrer, at Ulvene i min Barndom gjorde saa stort Nederlag paa Kreaturerne, som gik i Alheden, at man agede de ihjelrevne Faar og Lam hjem i Læssetal.“ — I en anden Indberetning fra 1764 staar der, at „hvad der af alle Ting synes at kunne være Schæfferierne mest skadelige i en lykkelig Fremgang, er de mange Røv-Dyr(!) og blandt dem egentlig Ulvene .... dette Utøj, hvormed de jydske Heder temmelig ere besatte, og i min Tid besøgte de allerede Foldene i Byen Frederikshede" — d.v. s. Grønhøj.
Fra Tyskernes første Trængselsaar paa Heden findes den dramatiske Beretning om den lille Eva Marie Schonheider fra Grønhøj, som midt i Vinterens Hjærte, d. 6. Februar 1763, var sendt ud i den vilde Hede med Koloniens Faare-flok. Hun gik afsted tidligt om Morgenen. Hen paa Eftermiddagen faldt det ind med stærk Tykning, hvori hun forvildede sig og drev Faareflokken henimod Fallisgaard og Dollerup. Saa ser hun pludselig Faarene blive grebet af panisk Skræk, de spredes og løber forvildede til alle Sider — og i næste Øjeblik slaar den rædselsfulde Lyd, det gjaldende Ulveglam, imod hende ude fra Taagen og Mørket. — Næste Morgen, da Mændene fra Grønhøj søgte efter hende, fandt de hende liggende bevidstløs i den frosne Lyng; og omkring hende laa syvoghalv-fjerds sønderrevne Faarekroppe!
Det vilde kræve for megen Plads her at gøre Rede for den planmæssige Forfølgelse af Ulvene i Jylland, som Regeringen iværksatte og som endelig havde deres Udryddelse tilfølge. Som før omtalt blev den sidste Ulv i Landet skudt ved Estvadgaard i 1813. Senere Beretninger om enkelte omstrejfende Dyr er ubekræftede. Adskillige Stednavne bærer endnu Minde om deres Glansperiode: Ulkjær, Ulhede, UIsø, Ulbjerg og Ulfborg blandt mange andre. For en Menneskealder siden kunde man endnu i de hjemsøgte Egne finde Spor af gamle Ulvegrave, 4—5 Alen vide i Kvadrat og lige saa dybe, og med en spids Pæl paa Bunden.
Den fangne og dræbte Ulv blev bragt til Egnens Tingsted og hængt op som Tyv! En Polak, som rejste i Jylland i Midten af det 17. Aarhundrede, fortæller at „i Danmark flaar man ikke Ulvene, men hænger dem i Galger eller Træer, hvor de faar Lov til at hænge, indtil de er raadnede op eller Knoglerne falder ned af sig selv". — En enkelt kongelig „Ulvejæger“ nedlagde i Vinteren 1683—84 i Midtjylland ikke mindre end 42 Ulve, samtidig med at en anden i Nordjylland gjorde det af med 24.
„Der er Ulier i æ Mues!“ — dette Udtryk stammer fra hine Tider, da disse Plageaander ikke alene jog de forfjamskede Faareflokke og tog Ungkvæg i Mængde, men ikke sjældent var til Skræk for de ensomme Vejfarende. Ordsproget er bleven forvansket til det meningsløse: Der er Ugler i Mosen.
De sidst forekommende Ulve her i Landet har sandsynligvis været Strejfere fra Nordtyskland, hvor der i 1819 i Prøjsen alene blev nedlagt 1080 Stykker, og i Pommern i Aarene 1800—1809 aarligt skødes ca. 80.
Da Evald Tang Kristensen i Firsernes Midte besøgte Havrdal og beskrev Kolonisterne der i sin Artikel „Heden“ i Galschiøts Danmark, fandt han, at ethvert Præg af Fremmedartethed var udslettet hos dem undtagen i deres „Ansigtsdannelse og mørke Haar“. Nu er Havrdal ganske vist det Sted, hvor Tyskerne hurtigst gik op i og blandede sig med den omboende Befolkning. Hvis han havde besøgt den nærliggende lille Koloni Resen Feide vilde han have faaet et andet Indtryk. Da jeg saa sent som i 1903 første Gang gæstede dette Sted, blev jeg, skønt jeg var forberedt paa en mærkelig Oplevelse af Distriktslæge Ram-busch, som kørte mig derud, ganske overrasket ved at finde denne Samling af 4 isolerede Smaagaarde, hvis Beboere endnu halvandet Hundrede Aar efter Indvandringen havde bevaret Kendskabet til deres Sprog, og hvis Væsen og Ydre var saa fremmedartet og fri for Paavirkning af de omboende Jyder.
Jeg glemmer ikke det første Indtryk af denne Hede og af den mærkelige Kolonistby, hvis smaabitte, lave Gaarde laa tæt sammenkrøbne paa Randen af den dybe Kløft, ligesom for bedre at hytte sig mod Vejret. Og mine mange Besøg paa Stedet Aaret efter, da jeg boede i Grønhøj Kro nogle Maaneder, forstærkede for hver Gang dette Indtryk af uhyre Ensomhed og Uberørthed og af disse mærkelige Mennesker, som endnu indbyrdes benyttede deres Hjemlands Sprog, og hvis Dansk ikke var Jydsk, men Højdansk med udpræget tysk Accent. Paa en Hylde i en Stue saa jeg en Bibel, paa Tysk og med tysk Dedikation fra før Indvandringen !
Jeg gik dengang omtrent hver Dag fra Grønhøj ud til Resen Feide for at male, og en af de første Gange, jeg stod der, kom en Kvinde paa henimod de halvthun-drede Aar ud af sin Dør og hen til mig. Hun var mørk af Lød og havde et ganske smukt, regelmæssigt Ansigt af udpræget sydtysk Type. Vi faldt i Snak, og pludselig udbrød hun paa sit let syngende Sprog:
-— „Nej —- hvor De dog er fin, hvor nydeligt Deres Tøj er! De ligner jo helt en Sommerfugl!"
Højdansk efter 150 Aars Ophold mellem Hedebønder, det er endda ikke det mærkeligste. Men selve Repliken! Man tænke sig en Bondekone fra Egnen aflevere denne Tirade! — Hvor maa disse Folk have levet isoleret og følt sig ensomme, rykket op med Rode.
Der gik over femogtyve Aar, inden jeg gensaa Stedet og min Veninde derude. Meget havde forandret sig, da jeg for et Par Aar siden atter drog over Heden fra Grønhøj til den lille By. Den umaadelige, ensartede Lyngslette har faaet Smaa-plantninger hist og her; men et prægtigt Stykke Hede er det endnu, brudt af den lange Dalfure, der strækker sig omtrent helt fra Grønhøj forbi Kolonien og videre mod Vest, og som skiller det fra den lige saa jævne og øde Renpark. Selve Kolonien er forandret til Ukendelighed. Hvor var disse fattige Bygninger mærkelige, da jeg første Gang saå dem. Lave og ældgamle med deres lerklinede Mure og mosgroede Tage, hvorpaa Husløgene voksede frodigere end nogen Plante paa Gaardenes Marker. Omtrent saadan har Byen set ud siden de første Kolonisters Dage, omgivet af sine elendige Jorder, hvor kun Kartofler trivedes godt, og udenom til alle Sider den vilde Hede uden Udsigt til nogen anden Menneskebolig.
Af Byens gamle Længer, som ved deres Farver og hele Præg svarede til Hedens Skønhed og Alvor, er der nu næsten ingen tilbage. I Stedet for dem ligger nye Gaarde med Cementlænger, der allerede er begyndt at slaa dybe Revner; i Stedet for Vippebrønden et Vandtaarn med Vindmotor, og rundt om det hele en opvoksende Granplantning — saaledes fandt jeg Stedet igen. Jeg var lige ved at glemme det prisværdige i, at disse fattige Mennesker har kunnet gøre lidt for at forbedre deres Levevilkaar — ganske bortset fra, at Cementlængerne er siettere end de gamle.
Hvad Stedets Navn angaar, ligger det jo nær at antage, at Feide er af tysk Oprindelse — et Navn, som Kolonisterne har givet det, ligesom Stednavnet Nim-mer, der findes ikke langt herfra. Men Landsarkivar Svend Aakjær, som ledsagede mig paa et af mine sidste Besøg herude, oplyste mig om, at Feide er et gammelt dansk Ord for Vadested, og altsaa oprindelig knyttet til den gamle Hedevejs Forløb over Dalbunden med Bækken lige herved, og at baade dette Navn og Nimmer findes paa Meyers Kort fra Begyndelsen af d. 16. Aarhundrede. — Man skal være forsigtig med at gætte sig til Stednavnes Oprindelse, særlig naar Sagen som her synes saa oplagt.
Jeg gik rundt paa det kendte Sted som Marius paa Carthagos Ruiner; og endelig fandt jeg et af Husene, hvor den ene Side endnu bestaar af det gamle Bindingsværk fra Kolonisternes første Dage. Jeg bankede paa en Dør; og da den blev aabnet, stod til min Overraskelse min gamle Veninde foran mig — Kirstine Margrethe Kriechbaum, som hin Sommerdag sagde mig de smigrende Ord. Ak ja! Sommerfuglestøvet er ogsaa gaaet af hende siden dengang. Hun var sandt at sige ikke nem at genkende ligestraks, saa gammel og vind og skæv hun er bleven af Gigt og Alderdom. Overkroppen danner en næsten ret Vinkel med Underdelen, og Hovedet staar lodret over den krummede Ryg. Men de fremmedartede Træk er endnu bevaret i dette kraftige, haarde Ansigt. Som hun stod der vagtsom i Døren foran mig, gled der pludselig et lille Smil henover hendes Træk. Hun havde ogsaa kendt mig igen.
Saa kom jeg ind i hendes Stuer, der endnu staar helt i deres gamle Skikkelse. Vi snakkede om gamle Dage, og, hun mindedes alt, hvad jeg havde fortalt hende. Der sker ikke meget herude! — Hendes Sprog var nu en Smule mere jydsk-præget end forhen, men dog stadig Rigsdansk. Hun siger f. Eks. meget med g-Lyd (saa det rimer paa steget). Af og til undslipper der hende et „Doch — doch!“
Den gamles Fader, som hed Christoffer Kriechbaum, var født 1799 og døde
1893, 94 Aar gammel. Hun fortæller med Stolthed, at han var Sognefoged i 45 Aar i Grønhøj, hvilken Koloni til langt op mod 1900 hovedsagelig bestod af Tyskere. — Nu bor hun her muttersalene, kun sammen med en ung Pige, som for Tiden er paa Markarbejde hele Dagen. Paa Komfuret ser jeg Forberedelserne til deres enkle Maaltid, en Pande med Smaastumper af flommefedt Spæk og en Gryde med Kartofler.
Den gamle Kvinde er ikke rolig ved at være saa helt alene, naar de andre er i Marken. For en Nabo, der hedder Harris, er bleven sindssyg og gaar og sætter Skræk i hende, naar han har sine Anfald. Saa stavrer han rundt mellem Husene, bander og skriger og raaber „Satan“ og „Helvede" og svinger med Armene som Møllevinger. Saa gaar Kirstine Margrethe ind og laaser Døren og sætter Stangen for og korser sig.
Det er ikke nemt at være gammel og ensom herude, og meget sker der jo ikke til Underholdning. Hun taler med Begejstring om den gamle Maler Hans Smidth, som boede her omkring 1905—06 og malede Billeder og var da saadan en dejlig Mand. Hun lever helt paa Minderne om de faa Fremmede, som en sjælden Gang er kommen hertil.
Jeg tog et Billede af hende staaende i sin Dør, saaledes som jeg gensaa hende første Gang efter en lille Menneskealders Forløb. Der er i hendes Ansigt noget af det vagtsomme Udtryk, som disse Kolonister ofte maa have haft, naar de fra deres Hytter spejdede ud over den ensomme Hede.
Skulde min Vej engang i Fremtiden atter føre mig forbi Resen Feide og jeg paany banker paa Husets Dør, hvem véd, om det saa er hende, der lukker op!
Gaar man fra Resen Feide den Milsvej mod Syd over Heden til Karup, vil man faa et godt Indtryk af Karupfladen, der danner det nordøstlige Hjørne af de store Hedesletter mellem Viborg, Silkeborg, Herning og Holstebro, hvorigennem de store Vandfloder strømmede fra Indlandsisens Rand, og hvori endnu Karupaa og Storaaen er Rester af de tidligere Flodløb. Den der nu ser disse smaa Vandløb, gør sig vanskeligt nogen Forestilling om de gamle Floders Størrelse og deres Vandmassers Magt. Geologerne hævder, at de har været mægtigere end Skandinaviens nuværende største Flod Gotaelven. Siderne af de gamle Floddale, paa hvis Bund Aaerne nu slynger sine smalle Baand, løfter sig terrasseformet op mod de jævne Hedeflader.
Det er Karup-Aadalen med dens rolige Vandløb og de omgivende Engstrækninger, som giver dette ellers jævne og tørre Hedelandskab dets største Afveksling. I Aarhundreder var Aaen for Hedens Beboere den store Tiltrækning, hvor Bonden med sit Togger trak den spillende Ørred op af det blanke Vand, og hvor hans Kreaturer græssede i de frodige Enge. Den drog Menneskene til sig som den store Livgiver ude i disse øde Egne, om hvilke en Rejsende i det 18. Aar-hundrede beretter, at man kunde vandre 3—4 Mil uden at øjne et Hus.
Hvad der fordum gav Karup med dens lille uanselige Kirke det store Ry, var den hellige Kirke, som blev berømt allerede i det 14. Aarhundrede, da en mægtig Strøm af Mennesker begyndte at drage til det undergørende Sted fra alle Landets Egne, ligesom til Rye. Peder Palladius siger:
Thi fordum lød i alle Munde
Vor Frue i Karup og Sct. Søren i Rye.
I 1500 nedreves den gamle Kvaderslenskirke, og en ny, anselig Korskirke rejstes paa dens Sted. Men allerede 1620 skriver en Præst herfra om „de utallige mange weye, der findis fra oc till paa alle sider, oc nu ere med liung offuer-groede". Baade den ældste Kirke og Kilden forsvandt siden saa fuldstændigt, at end ikke Stedets Beboere vidste, hvor deres Plads havde været. Rester af et lille Kapel, som hørte til den gamle Kirke, er dog efter Anvisning af en gammel blind Kone blevet fundet ved Udgravning, og tæt op ad dettes Østvæg fandtes stensatte Spor af Kilden. Begge er nu fredede.
Ogsaa af den store, pragtfuldt udstyrede Korskirke, over hvis Højalter det undergørende, grædende Mariabillede fandtes, er nu kun en Rest tilbage. Billedet af den hellige Jomfru maatte fjærnes omkring Aar 1600, omtrent 3/4 Aarhun-drede efter Reformationen, fordi Valfarterne til det ikke vilde ophøre. Kirkens Kunstgenstande spredtes for alle Vinde og behandledes med den Vandalisme, som kendetegner Billedstormens Tid. Endelig i 1744 nedbrød Herremanden paa Aunsbjerg Kirkens Apsis og den østlige Del af Skibet, de to Korsarme og Taarnet. Den lille kullede Bygning, der nu staar tilbage, er kun Skibets vestlige Del. — Karup, som var en anselig By i katholsk Tid, sank ned til at blive en lille, forglemt Hedelandsby gennem 300 Aar, i hvis tarvelige Kro den sjældent indtræffende Rejsende endnu for 25 Aar siden vakte Bestyrtelse ved sin Tilsynekomst og i det højeste kunde opdrive en Splint af et jærnhaardt, røget Faarelaar, og maaske et Par Æg, hvis Hønsene havde forudset hans Besøg.
Nu har Viborg-Herning Banen givet Karup det Opsving, som den ikke har kendt siden de Dage, da den hellige Jomfrus Billede udgød Taarer, fordi „ingen vilde til Karup fare". Den er nu den typiske Stationsby, Omegnen er dyrket og beplantet og minder ikke mere hverken om de øde Heder eller de endnu ældre Tider, da Egnen var dækket af svale Løvskove, hvorom Navne som Alskov, Majlund, Bøgelund, Agerskov, Munkelinde, Hessellund og Egeskov endnu er Minder.
Det er ikke nemt at forstaa, hvorledes et Par Steder netop i disse Egne har faaet Navne med gammeltestamentlig Klang, som f. Eks. Resen, der ligger en Milsvej herfra mod Nordvest, eller Ur, de to smaa Samlinger af Huse her Sønden for, der har Navn tilfælles med det Sted i Kaldæa, hvor Abraham boede. Lige vesten herfor finder vi et Navn med mere hjemlig Klang, Kjølvraa, der har vundet lige saa megen Hævd i den jydske Hjemstavnsliteratur som Ur i den jødiske do. — Nogen slaaende Pendant til Abraham og Sara danner Mads Dos og Mett Kjølvroe jo ikke. Jeg vilde f. Eks. ikke tro, at Mett har ventet med at skænke Mads den førstefødte, til der er sket et Mirakel med hende i Halvfemsaarsalde-ren; det falder ialfald udenfor Sangens Tempo.
I Kjølvraa saa jeg en af de mærkeligste og ældste Hedegaarde, min Vej har ført mig forbi. Den hedder Ansgaard og er ca. 160 Aar gammel for Yderlængernes Vedkommende, mens Stuehuset er en Smule yngre. En fjerde Længe, som laa mod Øst, er nu nedrevet. Gaarden har været gammel allerede da Mads Dos og Mett Kjølvroe traskede i Lyngen heromkring paa deres Stunthoser og sang til hinanden over Moser og Kjær. Endnu ligger der et tungt og gammeldags Præg over den lille Gaard med de usammenbyggede Længer i dens Dalkløft og over de omgivende Heder.
Og Gaardens ældste Beboer er af Ydre ligesaa ejendommelig som Stedet. Peter Laursen, som er født i Nørre Felding i 1863, men købte Gaarden her omkring 1900 og har boet her siden, er en af de usædvanligste Hedebondetyper, jeg har set. Han har været vandrende Lærer i mange Aar og undervist baade i Kjølvraa, Grove, Graasand og Faarbæk, og har saaledes spredt sine Kundskaber over en Kvadratmil Hedejord. Man kan nok se, at der under hans Vandringer fra Sted til Sted og hans Gang bag Ploven er faret mangen en Vestenstorm henover hans Hoved, saa Haar og Skæg, der har Farver som et gammelt Straatag, har været lige ved at blæse væk.
Tæt vesten for Kjølvraa gaar Vejen efter at have sneglet sig gennem en dyb Slugt op over et højtliggende Terræn Nord for Gedhusplantagen. Strækningen omkring den nære lille Kragsø, der var berømt for sin vemodige Skønhed og sin fri Udsigt over den store Hede, er forlængst ødelagt af Naaletræsplantninger; man ser nu intet andet fra dens Bredder end Graner og magre Agerstrækninger. Nogle Tugthusfanger, kendelige paa deres hvide Jakker og Kasketter, gaar og arbejder i den nærliggende „Bomskole“ (af Baumschule), et smukt Ord, som er vandret ind i Sproget fra Forstraseriets Hjemland.
Ogsaa Strækningen fra Grove til Simmelkjær, der er en fuldkommen jævn, gammel Hedeslette, er nu hist og her plettet af Granplantninger, hvis værste Form er de Læbælter, der som sortgrønne Geledder danner hæslige Silhouetter overalt mod Horisonten.
Det var i 1902, at jeg første Gang kom til det nærliggende Haderup og tog Sommerbopæl. Sognet er med sine 17,619 Tdr. Land vistnok Danmarks største, og det var ialfald dengang det fattigste. Omkring Haderup, som i Begyndelsen af Aarhundredet var en gammeldags og næsten ukendt Hedeby, laa endnu dengang for en stor Del øde Heder, kun brudt af Plantagerne, som hører under Feldborg Skovdistrikt. Her kunde Blikket vandre det meste af Horisonten rundt og overalt møde den samme brune, tilsyneladende endeløse Flade. Og dette Sogn husede en Befolkning, blandt hvilken man endnu dengang kunde træffe nogle af disse lidet besøgte Hedeegnes mest gammeldags og særprægede Skikkelser, hos hvis nærmeste Forfædre Overtro af enhver Art trivedes i en Grad, saa den næppe fandt sin Lige andetsteds i Landet.
1 Egnen om det nære Viborg fandt i sin Tid nogle af Landets værste Hekseforfølgelser Sted. Epidemien udbrød 1618, og den bredte sig fra Viborg ud over Landsbyerne i Øst og Vest, hvor gamle Kvinder brændtes i Hobetal. Dette varede til 1686, da et Forbud fra Kongen standsede Forfølgelserne og Baalene slukke
des. Men Beboerne viden om i de ensomme Hedesogne fortsatte Kampen mod Heksene paa egen Haand, og Troen paa dem døde ikke. I Grønning ikke langt herfra brød i 1722 Bønderne ind hos en gammel Kvinde, der var mistænkt for Trolddom, bandt hende til en Sule i Huset og satte Ild paa, saa hun brændte sammen med Hytten. En Vise om denne Begivenhed, forfattet af den lærde Magister Tychonius i Skive, er lige til vore Dage bleven sunget i Salling.
Nærved Haderup laa endnu omkring Aar 1900 en lille Rønne, som kaldtes Flintehuset, der havde været beboet af en ensom, ældgammel Kvinde, som naturligvis hed Flintekonen. Navnene passer godt til Jordbundsforholdene i Sognet! — Den gamle var syg og havde i mange Aar ligget tilsengs; men det saa ud til, at der aldrig skulde blive løst op for hende. Og Aarsagen var saa lige til: hun var en Heks og kunde saaledes ikke dø paa naturlig Vis. Hun maatte have Ild under sig for at fare til sit Sted, saaledes som gammel Skik var.
Dér havde hun nu ligget i Aarevis og kunde hverken fare „hesop ælle hæh-nier“. Men endelig en skønne Dag gik to gode og velmenende Nabokoner ind til hende for at yde den Hjælp de formaaede. De løftede den gamle ud af hendes Seng, lagde hende hen over to Stolesæder og satte et Bækken med Gløder under hende.
Saa døde Flintekonen! Og dér kunde man altsaa dog se ....
Det hændte i 1890, en halv Snes Aar før jeg første Gang kom forbi Stedet. Det er dog vistnok det sidste Heksebaa! i Landet.
I Egnene heromkring fandtes mange Frasagn om uhyggelige Tildragelser. Den mærkeligste Beretning fra Egnen har jeg faaet enslydende fra Distriktslæge Ram-busch i Sjørup og den gamle Lærer Mikkelsen i Haderup. Den er ikke tidsfæstnet; men Begivenheden skal skrive sig fra Midten af forrige Aarhundrede. Beretningen lød saaledes:
I Staulund i Haderup Sogn, som kun bestaar af to Gaarde og et Par Huse, kom en Bonde en Morgenstund ud i sin Vognport og fandt her to nøgne Mandslig liggende i en af sine Vogne. Der var ikke den mindste Ting hos dem, som kunde vise, hvad for Folk det var; men Manden antog, at det maatte være et Par Kræmmere, som var udplyndrede af Skarnsmennesker og lagt herind for at kaste Mistanken paa ham. Men nu kommer det mærkeligste: for at finde et Sted at begrave Ligene, spændte man ved Aftenstid to nybære Kvier for Vognen med Ligene og drev dem alene med den ud over Heden. Næste Morgen fandt man Vognen i Stangsdal, en smal Kløft mellem Haderup og Staulund, hvor Kvierne havde lagt sig til Hvile og roligt tyggede Drøv. Her blev da Ligene i al Hemmelighed gravet ned.
Lærer Mikkelsen viste mig i 1902 Stedet, en aflang Tue nær den smalle Hedevej, som fører tværs over Dalen. — Da jeg i Forfjor paany besøgte Egnen, genfandt jeg Stedet ved Hjælp af en Mand i Haderup, der kender Historien og iøvrigt er meget interesseret i gamle Sagn fra sin Fødeegn. Vi medførte Spader for at grave i Tuen, men fandt trods megen Søgen intet Spor af Ligene. Der var imidlertid tydelige Tegn paa, at Jordlagene i og under Tuen er spadevendt; de ligger hulter til bulter mellem hinanden, som Modsætning til Lagene omkring dem. — Kan Ligene være fjærnede? Det er ikke udelukket; thi en gammel sindssyg Stodder, Jakob Haderis fra Byen af samme Navn, havde i Aarevis sin hemmelige Gang ved Graven, som han pyntede med Blomster og Grønt. Han kan jo i sin Forrykthed have gravet Skeletterne op og flyttet dem. Men Jakob døde i Halvfjerdserne og har ialfald taget Hemmeligheden med sig.
Historien fortælles endnu næsten enslydende ogsaa i selve Staulund. Der kan ikke være Tvivl om, at den i Hovedtrækkene er sandfærdig; der hændte mange mærkelige Ting i det mørkeste Jylland endnu for to—tre Menneskealdre siden.
Men det særeste ved denne Beretning er Oplysningen om, at Bonden benyttede nybære Kvier som Forspand. Det er et Træk, som har sin Rod dybt i Folketroen, og som herhjemme maa stamme fra den nordiske Gudetro, der paabød at Kvæg, som ofredes til Guderne, aldrig maatte have baaret Aag. Det er „de hellige Dyr“! Men vi møder dette Træk igen i vestasiatisk Religion. Da Filistrene sendte Pagtens Ark tilbage til Israeliterne paa Grund af alle de Plager, som den førte over dem, var Vognen, hvorpaa den stod, forspændt med to nybære Køer. Saaledes saa Bethsemesiterne den komme tilbage den Dag, da de gik og høstede Hvede, og den standsede paa Josvas Ager, hvor de ofrede Dyrene til Tak.
Fra Josvas Ager og fra Staulund i Haderup Sogn har vi det samme Træk, der har holdt sig i Folketroen i Tusinder af Aar!
Fleden ved Staulund med den smalle Dalfure Stangsdal virker den Dag idag øde og ensom. Ikke den mindste Busk rager op over Lyngen i Dalen eller den omgivende Slette. En lille blinkende Hededam ligger nær den slyngede Hulvej, med sine grønne Bredder den eneste glade Farve i dette mørke Landskab. Alt Liv synes fjærnt, selv Lærkerne er borte nu ved Eftersommertid. Den smalle Hulvej, som slynger sig gennem Kløften forbi den gamle Tue, synes aldrig at blive befærdet.
Tæt Øst for Feldborg Plantage findes en usædvanlig smuk Flyvesandsstrækning, et af de saakaldte Indsande, som af og til forekommer i Bakkepartier i de jydske Hedeegne, og som er opstaaede paa særlig tørre og golde Sandaflejringer fra Istiden, hvor Plantedækket er gaaet tilgrunde, og Vinden uhindret har revet op i Sandet. Stedet, som nu for Størstedelen er dækket af Lyng og begroet med Purl, bærer Navnet Gindeskov Krat. Nogle Smaastrækninger er dyrket op i Nærheden i den senere Tid; men Heden hertil fra Neder Feldborg og selve det herlige Krat paa sine Sandhøje, der som brede Bølger strækker sig over Hedefladen nær den lille Haderis-Aadal, er endnu fuldstændig uberørt Natur, som da jeg første Gang saå Stedet for over 30 Aar siden.
Ad den jævne, mørke Flade med den magre, blomstrende Lyng, vandrer jeg fra Plantagen ud mod Krattet. Over mig hvælver sig en høj, køligblaa Himmel med store, langsomt trækkende Klodeskyer med mørke Buge. Terrænet stiger langsomt mod Øst, og efterhaanden som jeg kommer frem og nærmer mig de mærkelige Klitformer, hvorfra de aabne Sandgryder lyser med deres gulhvide Ørkenfarve over Lyngen, begynder smaabitte, flade Egepurl at sprænge deres lystiggrønne Pletter ind mellem Lynghavets grønbrune og røde Farver. Terrænet bliver mere og mere ujævnt, Hul ved Hul og Knold ved Knold, samtidig med at Egepurlet vokser og blandes med andre Buskvækster. Tilsidst staar jeg paa en skarp Højderyg med næsten mandshøjt Krat og ser ud over en ujævn, brudt Sænkning, der dannes af smaa og store skarptformede Sandgryder, men som dybt nede ender i en fin Dalbund, hvori Haderis Aa flyder, og som ved sin friske, skærende grønne Farve virker som en eventyrlig Kontrast til mit Stade heroppe i Højden.
Bedaarende smukt er hele dette mærkelige Landskab. Aspe, Ege, Enebær og Lyng, Revling- og Tyttebærris og en Mængde forskellige langstraaede, hvidlige Græsser danner Bevoksningen omkring Klitternes dybe Sandgryder. Under Vandringen heroppe staar man snart i et mægtigt Hul, hvor man kun ser dettes sandede Vægge og Bund, saa rene og uberørte, som var Stedet lige tilføget; snart er man oppe paa en Ryg saa skarp som en Bølgekam, hvorfra man ser mod Øst og Syd over den ensomme, mørke Hedeflade, der herfra er af en betagende Virkning.
Jeg blev her som saa mange andre Steder i disse Egne overrasket ved at finde, hvilken Mængde ufordærvet Hede, der dog trods alt er tilbage herovre. Hele Egnen mellem Viborg, Skive, Vinderup, Høgild, Grove og Grønhøj rummer virkelig endnu den ene dejlige Hedestrækning efter den anden. Blandt disse hører Gindeskov Krat med dets Omgivelser og Hederne om Nordenden af Flyndersø til dem, der snarest muligt ved Fredning burde værnes mod Angreb.
Et gammelt Sagn siger om Gindeskov, at her engang skal have staaet et Slot, som har givet hele Ginding Herred Navn. Slottet var helt omgivet af Vand, idet Haderis Aa slaar en stor Bugt i Sydøst udenom Stedet, og fra det nordre til det søndre Hjørne af Bugten var en stor, vandfyldt Grav.
For at slutte Ringen om denne Del af Alheden maa vi tage Vejen tilbage mod Nord over Haderup og Hagebro.
Det var i Haderup Kro, jeg boede i Somrene 1902—03 og blandt andet stiftede Bekendtskab med Mowns, som førte Dagvognen mellem Feldborg og Skive og havde gjort denne Fart paa over 6 Mil daglig i en Menneskealder. Mowns er et af de omfangsrigeste Mennesker, jeg har set, og han bekræfter Paastanden om, at gode Mennesker kan der ikke være for meget af. Hans Ansigt lignede Fuld-maanen, og hans Smil var som dennes paa en mild Sommernat. Han bar altid den samme Kørekappe, der var saa stor, at 3—4 Spejdere kunde have brugt den som Telt. Den var gulgrøn paa højre Side og havde sin oprindelige graa Forsvindingsfarve paa venstre, hvilket set forfra gav hans Skikkelse Lighed med ovennævnte Himmellegeme i sidste Kvarter. Grunden til dette var den, at naar han om Morgenen drog nordpaa paa sin Vogn, beskinnede Solen fra Øst hans højre Side i de 4 Timer, han var undervejs. Og naar han om Eftermiddagen vendte hjem, bestraalede den atter samme Side af ham fra Vest. Da jeg en Dag sad hos ham paa Bukken, regnede vi ud, at han i den Tid, han havde ført Dagvognen, havde tilbagelagt en Strækning paa omtrent 50,000 Mil, hvilket atter leder Tanken hen paa Maanen, til hvilken han i samme Tidsrum og med samme Hastighed vilde have kunnet tilbagelægge baade Hen- og Tilbagevejen, om der havde været Landevej til denne Planet og Bedesteder undervejs.
Mowns var meget overtroisk. Lærer Mikkelsen i Haderup fortalte mig om ham, at han paa den mørke Aarstid aldrig passerede gennem Feldborg Plantage alene, men lejede en Mand til at stille hver Morgen ved dens sydlige Udkant og sætte sig op hos ham, til Vognen naaede ud paa Nordsiden. Her stod Passageren af og gik tilbage. Anledningen var den, at en gammel, forlængst afdød Skovrider stadig havde sin stille Gang i denne Del af Plantagen, og Mowns vilde ikke risikere et Møde med ham under fire Øjne.
Ligesom næsten overalt i Jylland har man ogsaa i disse midtjydske Hedeegne stor Respekt for vestligere boende Jyders Snuhed, en Respekt, der er i stadig Stigen lige fra Molboernes Egne til man naar helt ud mellem de egentlige Vestjyder. At være vesterfra er det samme som at være en Mand, der ikke er til at putte i Næsen, ham skal man vare sig for i Handel og Vandel.
Der er en Historie fra en midtjydsk Hedekro, der ligesom Haderup var Bedested for en Dagvogn. Den gamle Kusk, som havde styret denne paa Strækningen i mangfoldige Aar, var død, og en ny fra en fremmed Egn havde indtaget hans tomme Plads paa Bukken. Han var en tavs Mand, og ingen vidste noget om ham. — Den gamle Kusk havde hver Dag, mens Hestene blev skiftede, indtaget et Par Kaffepunscher i Stuen sammen med Kromanden, og i Tilgift havde han naturligvis stoppet sin lange Pibe af Kroens Tobakskasse. Men den eneste af disse Sædvaner, der syntes at skulle gaa i Arv til den nye Mand, var de gratis Greb i Tobaksdaasen. Ellers hengav han sig ikke til Udskejelser, og han sad tavs og røg den gode Tobak, mens han ventede.
En Dag, da han paany havde Haanden nede i Kromandens Daase, saa han denne staa og pusle med en underlig Ting. Det var en Træplade, som var fastgjort paa Væggen, og paa hvilken der sad en lille Metalkrog. I Loftet ud for den hang en Ring i en tynd Snor. Kromanden stod og fumlede med Ringen og forsøgte forgæves at faa den til at hænge paa Krogen ved at slynge den hen mod Træskiven. Da dette havde varet en god Stund, aabnede den fremmede Munden og spurgte om, hvad det vel kunde være for en sære Ting, som Kromanden dér stod og legede med. Han fik omgaaende en grundig Beskrivelse af Reglerne for dette Spil —- som naturligvis lige for nylig var dukket op paa Stedet. Det gjaldt om for de spillende at faa Ringen paa Krogen flest Gange i et bestemt Antal Kast.
— „Men A ka Fanneme ett fo den Tingest te aa hæng po!“ endte Kromanden.
Men saa tilføjede han: „A véd iløwle ett, om vi da ett sku prøw ligh en jenle
Spel om et Par Kaffeponser?“ — Kusken indvilligede noget nølende; og man blev enig om først at øve sig lidt. Kromanden tog fat igen, men var lige saa fummelfingret som før. Den fremmede havde heller ikke ringeste Held med sig.
— Saa begyndte da endelig Spillet for Alvor. Man enedes om et Antal af ni Slag hver.
Kromanden begyndte atter. Han slog Ringen paa Krogen otte Gange i de ni Slag. — Saa tog Kusken fat paa Ringen; og han slog den paa alle ni Gange itræk.
Kromanden stod et Øjeblik og saa paa ham. Saa sagde han stilfærdigt:
„Huer æ den Mand helsen fræ?“
Kusken pegede med Tommelfingeren over Skulderen ud ad Vinduet:
— „Aah — A æ vejsterfræ!"
Den nærliggende Hagebro Kro er et storartet Sted at bede; man faar her hos Sine det bedste Maaltid i Miles Omkreds. Nu er det jo da ellers de unge, der regerer i Kroen; men Sines Aand svæver bestandig i Dampene over Gryderne, og hendes uforlignelige Smil, naar hun siger: „Ja — vær nu saa go, da!“ lover meget, men aldrig mere end det holder.
Og hvor glider Karupaaen vel bredere og mere svulmende mellem sine Enge end her, næsten som en Flod, og svinger sine langsomme, tunge Strømhvirvler om Pillerne i den store Bro, som i længst forsvundne Dage har givet Stedet Navn. Det er, som om dens Vande dvæler her en lille Stund og smiler mod Broen med Hvirvlernes runde, blanke Øjne, inden den glider videre ud mod Fjorden. Den gamle Kro har ligget her maaske lige siden Dronning Margrethes Tid ved denne forhen saa ensomme Hedevej midtvejs mellem Holstebro og Viborg, hvor i gammel Tid de rejsende møjsommeligt sneglede sig frem, men hvor man her bekvemt kunde holde Rast —- lige sønden for den berygtede „Røverdal", hvor bl. a. Jens Langkniv huserede. — Den gamle Viborgvej havde iøvrigt til ind i det 19. Aarhundrede en anden Retning end nu, idet den et Stykke Nordøst for Hagebro efter at have passeret denne drejede mere østligt ind i en af de smalle Hededale, der peger mod Sejbæk, og herfra tog Retning over Vedhoved og Finde-rup. I 1820 blev den flyttet til sit nuværende Leje over Sjørup—Daubjerg—Møn-sted, og Kroen fulgte med den vestpaa fra „Sejbækgaard" til Sjørup.
I 1815 nævnes Chr. Pedersen Rosgaard som Ejer af Hagebro Kro. Hans Søn, den senere berømte Kromand paa Stedet Kræn Haabro, døde først i 1911
Ved Ole Clausens Gaard i Daubjerg. Stuehusets Østgavl samt en Yderlænge. Rødkalkede Mure. Stuehuset ca. 250 Aar gammelt.
Fra en gammel Gaard i Daubjerg ved Hovedvejen gennem Byen. Bagest skimtes Stuehuset.
Hedebakkerne ved Gindeskov Krat.
Nedgangen til Gruberne i Mønsted Kalkbrud.
En Udgang fra Gruberne i Mønsted Kalkbrud.
Søndre og vestre Yderlænge af Ansgaard i Kjølvraa. I Forgrunden den gamle Ejer.
Yllebjergbro, Overkørselssted over Storaaen nær Høgild Mølle.
Højgruppe paa syv Stykker ved Vejen mellem Holstebro og Skjern, ca. en Mil Nord for den sidste. Højene er alle gennemrodede og ødelagte i Toppen.
som en 92-aarig Gubbe. Jeg husker denne pragtfulde Gamling fra mine tidligste Besøg paa Stedet; aldrig har jeg set et mere uudgrundeligt og snu Ansigt. Dette Ilderblik, naar han iagttog sine Medspillende i en Firkortmis, glemmer jeg aldrig. Jeg har ingensinde set ham uden Piben i den ene Mundvig, for jeg har ikke iagttaget ham, naar han sov; men maaske var den der da ogsaa.
Fra Hagebro stiger Landevejen stærkt mod Øst, til hvor den en Kilometer
borte passerer Røverdalens dystre Kløfter, den Dag idag et vildt og uhyggeligt
Landskab, hvis dybe Furer strækker sig sønden om Sjørup Plantage og forener sig med den yndige lille Sejbæk-Dal.
Ved den gamle Daubjerg By svinger vi fra Hovedlandevejen mod Nord ned gennem Byen for at komme hen til de berømte Kalkgruber. Den ældste Del af Daubjerg med dens aabne, stejle Skrænter ned mod de lave Enge, og især Krattet med de mærkelige Gruber, hører endnu til de ejendommeligste Steder i Landet, i sin Art en af de virkelig faa Seværdigheder af Rang, som vi har tilbage. Folk med den ringeste Sans for Almuens Historie og for særpræget dansk Natur og gammel Byggeskik vil her kunne glæde sig over at møde Fortidsminder om
Hedebondens mærkelige, primitive Liv og det landskabelige Milieu, hvori han
færdedes. Endnu er enkelte af de gamle Gaarde tilbage, rødmalede og med sorte eller jærngraa Bindingsværksstolper og smukke Straatage. Deres Beliggenhed paa og under de stejle Skrænter Øst for Vejen, hvor man bogstavelig talt kan kigge fra den ene Gaard ned i Naboens Skorsten, er ganske enestaaende smuk. Som jeg saå Stedet nu sidste Gang, har jeg ofte før set det under de sene Augustdages Bygevejrshimmel: de grønne Skrænter med det korte, afgnavede Græs og det lysende Ukrudt, de røde Længer og mosgroede Tage, Mølleengen med dens Dam og de vide Enge — hvilken Farvepragt!
Men mærkeligst paa dette saare gammeldags Sted, hvor Tiden synes at have staaet stille i hundrede Aar, er dog Krattet i Kløften med de dybe Huller, som er dannet af de gamle, sammensunkne Kalkgruber. En forvirret Blanding af Hassel, Asp og Eg dækker den ujævne Grund, omgivet af Røllike, Rødkløver, Krageklo, Scabiosa, Blaaklokke, den dybviolette Brunel og Pragtstjærner som hvide Flammer — et straalende Virvar, brudt af Kalkbundens blændende Farve. Store Mængder af lysgraa Flintestensknolde ses overalt i Grunden mellem de opbrudte Kalkdynger. — Bygevejrsluften giver skiftende Mørke og ildgult Lys over Krattets skinnende Blade, Blomsternes Farver og den blændende Bund. Varmen vælter ned fra Himlen, naar Solen er fremme, og staar stille som Heden i en Smelteovn i den smalle Kløft.
Her i Krattet fandtes for faa Aar tilbage ved et rent Tilfælde en ukendt Nedgang til de mangehundredaarige Gruber. Da jeg første Gang besøgte Stedet, var den eneste Nedgang et lodret Hul i den nordlige Del af Krattet, dybt og snævert som en Brønd, gennem hvilket vi blev hejset ned i en Balje, der hang i et Par Tove — en Fremgangsmaade, der formodentlig er lige saa gammel som Gruberne. Den nyfundne Indgang fører vandret ind i Kløftens Side fra Enden af den gamle, dybe Grav, der ses paa Tegningen.
Gruberne hører ligesom dem ved Mønsted til de ældste og største Kridtbrud i Landet; deres Oprindelse gaar helt tilbage til Middelalderen, maaske er de endnu ældre. Og saaledes som de har været drevet til for en god Menneskealder siden, har Fremgangsmaaden sikkert været fra den ældste Tid. Det er en underjordisk Bjærgværksdrift af mægtig Udstrækning, hvori „Koverne“ danner et vidtløftigt og forvirret Net over og under hinanden, som et kæmpemæssigt Muldvarpebo med snævre Gange og Huler, hvis uregelmæssige Vægge endnu viser aarhundredgamle Spor af de Hug, som Slægt efter Slægt har rammet ind i dem, hist og her brudt af skarpe Flintesten, som rager frem af den bløde Kalk. Materialet anvendtes for de mere sammenhængende Partiers Vedkommende, de saa-kaldte Bleger, til Kalkbrænding, mens de løsere Former brugtes til Jordforbedring, saaledes som Tilfældet endnu er ved det store Mønsted Kalkbrud. Mens Daubjerg Gruberne nu endelig er forladte og mere og mere synker sammen, er Bruddet ved Mønsted under moderne Stordrift.
Det er mærkeligt at komme fra det intense Lys og Heden i Dalen ned i Grubernes Mørke og Kulde. Hvilken gravagtig Klamhed og Uhygge i disse graa-hvide, fugtige og snævre Gange, hvor nu kun Flagermus har tilhuse, om Dagen hængende i en dødlignende Søvn paa Væggene og givende en arrig Piben fra sig, naar man berører dem. Kun med en Fører tør man begive sig ind i denne umaadelige Labyrinth, medbringende Lys, som man tænder og stiller fra sig efter-haanden som man bevæger sig dybere ind, for at kunne finde sin Vej tilbage. Det kan være farligt at færdes herinde alene eller blot at forlade den af Lysene markerede Vej. En Fremmed, som faa Uger før mit sidste Besøg paa Stedet blev borte fra sit Selskab, fandtes først efter flere Timers Forløb af Føreren, siddende i et Hul, hvorfra han klogeligen ikke havde turdet gaa bort.
Og farligt har det været for Folkene selv, som arbejdede i de upaalidelige Gange, der kunde skride sammen om dem. Har man end ikke Beretninger af den Art fra Daubjerg selv, har man dem saa meget rigelige fra det nærliggende Mønsted, hvor Forholdene var ganske de samme.
Hvilket Liv har der ikke rørt sig her over og under Jorden, maaske helt fra Oldtiden og op til vore Dage! Rundt om i Krattet ses endnu hist og her svage Spor af de primitive Kalkovne, hvorfra Røgen steg paa alle Aarstider, og hvor om Natten Ildskæret flammede mellem Krattets Grene, mens de Daubjerg Folk holdt Vagt om Ovnene. Bondens Liv formede sig her mere under end over Jorden. I utalte Generationer førte Slægt efter Slægt denne Muldvarpetilværelse, lige fra Barnsben til de sank sammen under Byrden og endelig for bestandig havnede i den Jord, som havde givet dem deres eneste Udkomme. Mens Konerne og Børnene stadig slæbte under Jorden, kørte Mændene undertiden ad de lange Hedeveje efter Brændlyng eller over det halve Jylland med Kalken, ofte i lange Vogntog, hvor kun den forreste Kusk vaagede, mens de andre sov paa de svingende Læs. — Virksomheden standsede først helt for en halv Snes Aar siden.
Trods Sliddet blev Daubjerg altid en fattig By. Det ensformige Liv førte megen Brændevinsdrikken med sig, naar man endelig havde Skillinger til det. Adskillige, baade Børn og Voksne, maatte ofte gribe til Bettelstaven.
Beboerne af det gamle Daubjerg skal trods alt altid have været meget optimistiske Folk. De har kun haft ringe Initiativ og samtidig stor Ulyst til at give sig af med nymodens Ting — alt skulde helst vedblive at glide i den gamle Skure, og med saa ringe Ulejlighed som muligt. De har gennemgaaende endnu et Tempo saa sindigt og upaavirket af den forjagede Verden omkring dem, at det næsten er ufatteligt.
Lige under en af Byens sære Banker ligger en af dens allerældsfe Bygninger, der sammen med den nære gamle Møllergaard er noget af det mest forsømte og faldefærdige, jeg har set. — Men jeg mindes endnu den gamle, maleriske Vandmølle med det snurrende Overfaldshjul, som forhen stod nede i Dalen ved sin Dam og den lille Bæk. Den gamle Særling, som ejede Møllen, stak af og til Hovedet ud af en lille Laage i Kværnhusets Gavl for at holde Øje med mig, naar jeg stod og malede udenfor paa Engen. Det var et Ansigt saa loddent af Haar og Skæg som en Pennevisker; naar Klappen aabnede sig deroppe og dette Hoved kom tilsyne i Hullet, som det helt fyldte, virkede det saa uhyggeligt, at jeg kunde mærke det, selv om jeg vendte Ryggen til. Jeg saa aldrig andet af ham end dette Hoved, men det efterlod et uudsletteligt Indtryk paa mig. Manden lignede en Incarnation af alle de Snese af Slægtled, der har levet under Jorden i de gamle Gruber — en Repræsentant for dem, sendt op fra Dybet for at spejde efter, om noget mistænkeligt nyt og foruroligende skulde bryde Stedets dybe Ro og forstyrre de hedengangne Slægter i deres Søvn.
Nu er han forlængst død, og det gamle Kværnhus er nedrevet.
Den nær Daubjerg liggende Daubjerg Daas har mistet en stor Del af sin landskabelige Tiltrækning efter at dens Omgivelser er bleven i saa høj Grad opdyrkede. Den 71 Meter høje Klump er et mærkeligt geologisk Fænomen; men Udsigten fra den sydvestligere liggende Flintbjerg Høj er især over Hederne mod Syd langt smukkere; og fra dette Sted faar man ogsaa et godt, instruktivt Billede af den underlige, isolerede Daas, der naturligvis har givet Anledning til en Mængde overtroiske Forestillinger og mørke Sagn hos Almuen. Her holdt Elle-folk og Bjærgmænd til, herfra gik deres Vandring til det nære Daubjerg, hvor de byttede deres Skiftinger med Bøndernes Spædbørn. Og naar den formastelige jordiske prøvede paa at røve Ellepigens Skat af hendes Haand, mens Bjerget under den natlige Fest løftede sig paa sine gloende Pæle, og Ransmanden paa sin Hest flintrede afsted ad Landevejen mod Vest, mens han knugede Sølvkanden i sin Arm og hele Koblet af Troldfolk var efter ham, da slap han ikke fra Forfølgernes Kløer før ved Hagebro, naar den dundrende Bro havde lagt det rindende Vand imellem ham og de underjordiske. — En af Peder Gyldenstjernes Karle fra Stubbergaard lavede den Kunst en Nat; men da var Ellekonen saa nær bag-paa ham ved Aaen, at hun rev Hagen af Skoen paa Hestens ene Bagfod, just som den naaede Broen. Og deraf fik Broen sit Navn.
Kommer man fra den mærkelige, middelalderlige Mystik i Daubjerg Gruber ind i dem ved Mønsted, da er det som at træde fra en lille romansk Landsbykirkes trange Rum ind under en Domkirkes Hvælvinger. Men heller ikke her er man, trods Stedets storslaaede og imponerende Anlæg, fri for en Følelse af Forgængelighed og Uhygge. Roms Katakomber er med Hensyn til Storslaaethed en ringe Ting, sammenlignet med dette Sted. Forsøg at tage herop, I som har været dernede!
Udenfor i det aabne Brud, hvor Indgangen til Gruberne staar sort og gabende som Porten til Hades, befinder man sig i et sært og uvirkeligt Landskab, hvis Farver man ikke finder mere straalende i Sydens Marmorbrud. Hvilket Spil i disse mægtige Vægge, hvor den sølvhvide Kalk, det okkergyldne Sand og de blaa Flinfestensaarer skifter mellem hinanden! Med sin grønne Bræm af Græs øverst oppe taarner Bruddet med de marmoragtige Farver sig op mod den dybe, kobaltblaa Himmel. Og op imod alt dette Forgrundens Birke og Smaabuske med deres lyse Løv — en skønnere Farvesymfoni kan ikke tænkes, det er som en straalende Mosaik.
Om Stedet her har ligesom ved Daubjerg fra gammel Tid levet skumle Sagn om Røvere, der huserede i Egnen. Men ogsaa Frasagn om virkelige Begivenheder, Ulykker, som har ramt Folkene, der grov under Jorden og omkom ved uhyggelige Skred, eller som forsvandt sporløst gennem det tynde Jordsmon over Grubernes Hvælvinger. Kirkebøgerne ved nøje Besked med det. I 1779 d. 9. Juni skred en Grav ved Bryrupgaard nær Mønsted sammen om 8 Mennesker, af hvilke de tre, en gammel Kone og to unge Piger, blev dernede. De fandtes først efter 5 Dages Kasten, næsten knuste af de nedskredne Sandmasser. — En Majdag i 1830 hænder det, at en Arbejder ved Kalkværket, Per Kirkegaard fra Mønsted, der sammen med nogle Kammerater har lagt sig til at sove Middagssøvn paa Marken over Gruberne, pludselig synker i Jorden lige for Øjnene af sine Fæller, der har lagt sig til Hvile lidt borte fra ham. De er flere Gange ved at gribe ham og hører længe hans Rædselsskrig, men hvert Øjeblik synker han dybere, til han endelig forsvinder. Først efter 36 Timers Forløb finder man hans Lig, 15 Alen under Jorden. — Nogle Aar forinden var det hændt, at et Par løbske Heste forvildede sig ind over den farlige Grund og sank igennem Jordlaget. Man hørte dem i to Døgn pruste og gispe i Dybet, men kunde intet foretage sig for at redde dem.
— De spandt ikke Guld ved deres Arbejde, de gode Mønstedfolk, lige saa lidt som dem ved Daubjerg. Da Christian VIII i 1840 besøgte Stedet, blev han modtaget af dets Beboere, der havde stillet sig op langs Vejens Sider med brændende Tællelys i Haanden. Da Dronningen henvendte sig til dem med Spørgsmaalet om, hvad de levede af her paa Egnen, saa svarede en af Mændene, der hed Palle Søwsi: „Kataafler aa got Rowwbrø, mi gowe Hr. Froww!"
Han kunde have oplyst Dronningen om, at man ikke altid kunde tjene det gode Grovbrød ved sine Hænders Arbejde. Jeg fandt i Aalborg Museum et Tiggertegn fra Mønsted Sogn, bærende Aarstallet 1588. Det er af Bronce med de fordybede Linjer dækkede af Ir. Det er det ældste, som kendes i sin Art; andre f. Eks. fra Helsingør og andre Steder paa Sjælland, eller fra Skotland, hvor de ogsaa kendes, er langt yngre. Indehaveren havde Privilegium paa at betle i det Sogn, som Mærket lød paa.
Det er ikke sært, at man i disse fattige, midtjydske Hedeegne vurderede alting i Penge — denne sjældne Vare. Det er ogsaa her fra disse Egne, Historien skriver sig om Konen, som ved sin Mands nykastede Grav henvender sig grædende til en Kvinde i Følget med disse Ord:
„Aak, ja — som han nu legge dær, mæ Kiist aa Begrawwels aa de hiele, saa stor han mæ i tow Hunder aa sywaatyve Kroner."
Jeg har i disse fattige Egne overværet Gilder ved Barnedaab, Bryllup, Begravelse o. lign., som har strakt sig over to-tre Døgn, og hvor ikke sjældent op imod hundrede Gæster blev bespist og beskænket hver Dag fra Morgen til Aften. — Dér er man endnu ikke kommen saa vidt som f. Eks. paa Horsensegnen, hvor det i de senere Aar er en ikke ukendt Skik, at Festgiveren tager Entré af de Ind-budne i Form af et bestemt Pengebeløb, hvad der i enkelte Tilfælde har ført til et fint Overskud!
Jeg holder mere af Hedebøndernes Form for jydsk Gæstfrihed, selv om de bagefter maa fælde en stille Taare under Opgøret.