De Danskes Land -- Achton Friis

PAA DJURSLAND

Mor Jylland ligner paa Kortet en gammel Nissekone, der stinder sin stive Ryg mod Vestenvinden, mens hun krummer sig fremover for at læ for alle sine Unger, de danske Øer, der flokkes om hendes Skørter. Foran sig holder hun trykket ind til sin Mave en Pose, som hun knuger til sig som en Skat, men af hvis revnede Bund Sandet drysser langvejs hen, og Mols og Hels og Hasnæs hænger som lange Taver ud fra Posen. Maaske har hun villet bygge Bro til Sverige for at mødes med den lange Karl derovre, men har spildt hele Materialet undervejs og er stivnet af Raseri i det sidste Greb om Posen. Og der staar hun.

Jylland kunde slet ikke undvære denne Bylt, uden den vilde dens Silhouet være kedsommelig. Og landskabeligt øger Djursland Halvøens Skønhedsværdier paa mangfoldige Maader.

„ Oprindelig er Djursland Navnet paa de to Herreder Nørre- og Sønderherred, der ligger paa hver sin Side af den tidligere Indsø Kolindsund. Senere er Betegnelsen gaaet over til at gælde hele Halvøen, der mod Vest begrænses af en Linje mellem Randers og Aarhus. Mærkelig forskellig er Konturen af dette Lands nordlige og sydlige Del. Lige saa kompakt og regelmæssig rundet, som Nordkysten er, lige saa splittet og sønderdelt er dets Sydkyster. Det er ikke noget broget Indhold, der er bleven tilbage i den Gamles Pose, den er næsten tømt for landskabelige Mærkværdigheder; men de er væltet til Overflod ud over de lange Halvøer, som hænger ned fra den mod Syd. Hvad der landskabeligt redder dette Land fra Fortabelse er de stolte Landskaber paa disse Halvøer og visse Strækninger langs dets østlige og nordlige Kyster — det er Mols’ Bjerge i al deres Pragt og Vælde, det er Idyllerne ved Rugaard og Katholm, Hessel Hede og Fornæs’ fremspringende Knude, Klinterne ved Gjerrild, Mejlgaards Skove og den pragtfulde Fjellerup Strand.

Kom ikke ind i dette Land vestfra ad Randers-Grenaa Landevej! Det eneste seværdige her er strængt taget Egnene om Løvenholms Skove, og især omkring Gammel-Estrup, det mærkeligt isolerede, skovbevoksede „Helligbjerg", hvorfra man har vidt Syn over alt det jævne Land. Gammel-Estrup, som er et af Landets stolteste, gamle Herresæder, har i al sin Tid kun været i to Familiers Eje, de Brockers og Skeelers, i de sidstes fra omkring Aar 1600. Gaarden er nu indrettet til Herregaardsmusæum, dog først efter at dens uvurderlige Indbo, som i Hundreder af Aar er samlet af dens Ejere, var bleven solgt og spredt for alle Vinde. Det er besynderligt, at der ikke har kunnet aabnes Mulighed for at bevare dette Interiør som et Minde om, hvordan et saadant Unicum som denne ældgamle Slægtsgaard har set ud, dengang da der endnu var mægtige Adelsmænd i Landet.

Gadekjæret ved Spentrup Præstegaard med den gamle Dæmning.

Forpagterboligen til Spentrup Præstegaard, hvor Blichers Datter Malvine boede.

Den unge Pige fra Rahrseje.

Kommisionær Nørregaard.

Kalø Borgruin, set fra Syd.

Vej gennem Agri Bakker. Ukendt Fotograf.

Den gamle Vej forbi Mollerup paa Djursland.

Inspektørboligen paa Mollerup. Den nyrestaurerede Hovedbygning ligger til venstre for denne.

Djursaaen danner mod Nord Grænsen mellem de gamle Heder og Agerlandet. I vore Dage er den kun et lille Løb, pænt tildannet og reguleret glider den ud i Grenaa Havn med Ærinde fra det forhenværende Kolindsunds Kanaler. Kun Smaabaade befarer den paa dens 3 Kilometer lange Løb fra Grenaa til Kysten, og Liv faar den ellers kun af den enlige Fisker, som ved Aftenstid spejler sig med sin Medestang i dens roligt glidende Strøm. Kun faa kender endnu dens Navn. Men forhen var det anderledes. Hele Djursland har sit Navn efter Aaen. I Middelalderen var den en bred Strøm, der forbandt det lange og dybe Sund med Kattegat og var et centralt Samlingssted for Krigsflaader og Købmandssku

der. I Djursaaen slog Harald Haarderaade 1066 Svend Estridssøns Flaade. Her landede Svend Grathe i Aaret 1157, da han efter Mordet paa Knud drog mod Valdemar. 1165 løb den norske Høvding Erling Skakke ind i Djursaaen og overfaldt en Del af den jydske Flaade, og en nærliggende Købstad, udentvivl Grenaa, blev efter Beretningen plyndret af de Norske.

Denne Aa med sin gamle udtørrede Fjord Kolindsund er en af de sidste Rester af de mange Sunde og Havarme, som i Oldtid og tidlig Middelalder delte Djursland i en Mængde store og smaa Øer, af hvilke bl. a. Rougsø Herred endnu i sit Navn bevarer Mindet om sin Oprindelse. Faa andre Steder i Landet har haft saa tæt- og trygtliggende Røverreder som denne Egn. Af de gamle Borges Navne ender en Mængde paa -holm: Løvenholm, Rosenholm, Katholm, Høgholm, Bjørnholm, Lykkesholm o.s.v. Hver for sig dannede Øerne eller Halvøerne et lille Rige med en „vikingabæli" som Herskerborg.

Med Landets Hævning svandt Fjorde og Sunde, og Øerne groede sammen med hinanden og med Fastlandet. Men Djursland er bestandig mere end nogen anden jydsk Egn de store Herresæders Hjem, hvis takkede Gavle og høje Spir rager op over de rige Skove. Har Afstanden mellem disse Slottes Herskere og ned til den usselige Bonde været et dybt Svælg ned gennem Tiderne, saa er Djursland endnu landskabeligt set et Modsætningernes Land.

Siden Middelalderen er Djursland mærkelig fattig paa Historie. Mørkt og kraftigt taler Navne som Ranes Borg, Møllerup og Hjelms Borg for sidste Gang til os, da de blev Led i det store Drama, som danner Afslutningen paa Marsk Stigs og de Fredløses Historie. En enkelt Herremand har siden naaet at gøre sit Navn kendt ogsaa udenfor Egnen, men paa helt anden Vis, nemlig den berygtede Hekseplager Jørgen Arenfeldt. Han sejrede stoltelig i Kampen mod Rugaards gamle Kjællinger, som han „svømmede" paa Slottets Dam og bagefter tørrede ved „at age nogle Læs Ved til deres Bag“.

Men Sagn og Eventyr holdt os skadesløs og skaffede os andre Helte, som groede op paa Egnen og blev landskendte Folk: Molboerne afløste de gamle Høvdinge og deres Ætlinge og drog som nogle af de første Bønder ind i Literaturen med Aalen, Pølsen og Storken i deres Vaaben. Fra Marsk Stig-Viserne til Molbohistorierne, atter en djurslandsk Modsætning.

Mols var lige ved at slæbe hele Djursland med ned i den rene Elendighed.

Grenaa og Ebeltoft blev lattervækkende Navne, der leverede komiske Figurer til Allandsens Literatur lige fra Holbergs Komedier til de Heibergske Vaudeviller og Rosenkildes Anders Tikjøb.

Men Steen Blicher ændrede Tingene. Han trak Bonden ind i Literaturen i en helt ny, forbausende Skikkelse. I „Søren Kanne“, hans betydeligste, fortællende Digt, bragte han Bonden paa Fode som Helt. Og ved sin Daad reddede Søren Kanne ikke alene Ole Jyde udaf Bølgerne, men alle Djurslændinge udaf Molboernes Omfavnelse. En ganske jævn Bonde, hvis Handling for ham selv eller hans nærmeste næppe har staaet som en Heltedaad, men en naturlig Handling, er bleven uforglemmelig for alle Danske gennem et lige saa jævnt, men dog storladent Digt.

For hurtigt at komme Djurslands Herligheder ind paa Livet gør man klogt i at give sig Landevejen i Vold, der gaar fra Aarhus mod Nord. Den svinger op og ned over det bølgende, rige Landskab, og hvor den gaar højest lader den Udsigterne aabne over den brede Bugt, den herlige Kalø Vig og mod Mols fjærne Banker. Efterhaanden som Vejen svinger østligt omkring Vigen, tiltager Indtrykkene af Landskabets Skønhed, og de kulminerer ved det gamle Kalø, hvortil en Vej fører brat mod Syd fra Højderne ved Rønde og styrter sig omtrent 100 Meter nedad, til den et Par Kilometer derfra naar Kysten mellem Hestehaven og Rin-gelmose Skov.

Den stensatte Vej, som fører over det mere end 1 km lange Drag til Ruinen, er anlagt af Jørgen Rosenkrantz, som i 1576 anvendte 200 Rdlr. af Slottets Indkomster til denne Stenbro. Den solide Brolægning har især paa Vestsiden lidt haardt af Havets Angreb under Storm og Højvande, og Stenene er kastede imellem hinanden.

En mere praktisk Beliggenhed for en Middelalderborg kan næppe tænkes. Ruinen ligger paa Vestsiden af den tidligere Ø ca. 23 Meter over Havfladen, en naturlig Banke, som mod Vest falder brat ned mod Stranden, men paa de andre Sider gaar jævnere over i de lave Strandenge. Det naturlige Voldsted har været omgivet af brede og dybe, tørre Grave, hele Anlægget er endnu tydeligt at se. Borgen nævnes første Gang 1313, da Erik Menved efter Bondeoprøret i Jylland lod Bønderne opføre dette befæstede Slot. Altid mindede denne forhadte Borg Egnens Bonde om den Nedværdigelse, der ramte ham ved at han maatte rejse Kongevældet dette Værn mod den fri Mand til hans Undertrykkelse. — Borgen nedbrødes allerede 1320, men blev opført paany faa Aar senere.

Det Slot, man nu ser Ruinen af, har været en firfløjet Bygning med et stort og svært Taarn mellem den østlige og sydlige Fløj, „Fangetaarnet“ -— eller snarere Borgens „Barfred" (fransk: beffroi, engelsk: donjon), det sidste og stærkeste Sted, hvortil Forsvarerne kunde trække sig tilbage — som er bekendt for under Lensmanden Erik Banner at have huset Gustav Vasa under hans Fangenskab, fra hvilket han flygtede 1519. Af den imponerende Borg med dens Fiskedamme og hele storslaaede Anlæg findes nu kun den bastante Ruin af Taarnet og Stykker af Ringmuren. Taarnets Fundament er 36 Fod i Kvadrat og staar end i 22 Fods Højde med sine 7 Fod tykke Mure, opført af en Kærne af Murstensbrokker og Kalkmørtel med en Beklædning af Munkesten, som dog nu næsten er helt forsvunden. — Christian V forærede i 1670 Slottet til Ulrik Frederik Gyldenløve, som nedbrød det 1672 og anvendte dets Materiale andetsteds, bl. a. til Opførelse af en Del af Palæet paa Kongens Nytorv i København, det nuværende Charlot-tenborg.

Mørk og tung som en Klippe rager Taarnets vejrslagne Masser op over Ringmurens forvitrede Rester, synligt vidt over Vigen. Faareflokke græsser i Stilheden paa den øde Borgplads om Murene, hvor før bevæbnede Krigere huserede; og gennem Taarnets Vinduesaabninger, hvor forhen hvasse Øjne vogtede over Land og Hav, flagrer nu arrogante Krager og Alliker. — Men ud over disse Marker var der en mørk Nat for fire Hundrede Aar siden en Fange, som sneg sig ned mod Stranden og bort. Forklædt trak han med Studedrifterne sydpaa og kom hjem til Sverige, som han skabte en ny og straalende Saga.

Jeg sidder i det stride Græs under Ruinen, hvor mandshøjt Ukrudt rager op, og ser ud over Landskabet. Mod Øst taarner Mols’ Højland sig op bag Vigen med de mægtige Stabelhøje øverst paa sin Ryg; mod Nord og Vest de skovklædte Bakkefald, og mod Syd Vigen ud mod det aabne Hav. Fra Øst slynger sig den gamle brolagte Vej over det lave Land mellem Moser og Laguner med Flokke af skrigende Viber. Ude over Vigen larmer store Havmaager og Stormmaager, og tæt under Kysten vader et halvt Dusin tavse Hejrer fiskende rundt i Fladvandet.

Stedet ejer blot ved sin landskabelige Skønhed en Romantik og en Vælde, som ingen anden Ruin i Landet. Hvor pragtfuldt er her ikke idag. Blændende Sol med Reflekser fra det vide Hav, den friske Østenbrise, Himlens lette Skylag, som øger Solglansen, Vandet blaat derude med Lavvandets Ravfarver over Strandens Sandbund, de vadende Hejrer, Havmaagernes langelige Skraal, en enlig Fiskerbaad ovre under Vrinnershoveds Pynt.

Og som den Gudernes Yndling jeg er, faar Stedet foran mig just nu den skønneste Staffage. Tre unge, dejlige Piger gaar lige forbi mig og standser et Øjeblik, saa jeg ser dem op imod Ruinens grove Murværk. Hvilke Kontraster, de og Ruinen! De behøver ikke at blive nær saa gamle som den, før de er hæslige og skrækindjagende Hekse — men hvem vil forestille sig dem anderledes end som de tre Aabenbaringer, de er i dette Øjeblik. Hvor deres uskyldige Armes fine Lød, det blonde Haar og deres Ansigters Glans staar herligt mod den graa Ruins mørke Masse......

Gøgen kukker pludseligt inde fra Skovene i Nord. Pigerne kommer til at le -— og saa gaar de. Saa gaar de igen — altfor tidligt. Jeg ser dem aldrig mere. Men i mit Sind er der kommen et lille Billede af noget uforglemmeligt.

Kalø sank, kun dens Taarn skal aldrig forgaa. Thi under det ligger en Drage og vogter syv Aars Skat. — Det er vore Oldtidskvads Orm, der ruger over Guldet, Ormslejets Vogter, der er vandret over i Folketroen. Mange har søgt Skatten, saaledes ogsaa engang tre Mand fra Rønde, som gravede ned saa langt til de fandt en stor Kedel under en Kobberdør. Men just som de vilde løfte den, slog Dragen en saa voldsom Vind fra sig, at de ikke kunde udholde Stanken. Og da den ene Mand nu udbrød: „Det var da en Fandens Lugt!“ sank Kedlen i Jorden med Skatten. Og de kom der ikke siden. — Det var før Gasmaskernes Tid.

Slottet havde tidligere to Ladegaarde, af hvilke den ene laa paa Øen nær Borgen; den anden var den nuværende Kalø Hovedgaard, som ligger tæt Østen for Rønde ved Landevejen. Dens Hovedbygning, som er fra Midten af det 18. Aar-hundrede, bestaar af to Fløje i ét Stokværk og er et dejligt Bygningsværk af mægtige Dimensioner, som et Palads af Bindingsværk, der hviler bag sine spejlende Damme.

Traditionen vil vide, at der har gaaet en Vej, som kaldtes „Gamle Kalvø Landevej", vesterfra over Bidstrup. Favrskov og Kollerupgaard og videre forbi Møllerup. Ad den skal Marsken være kommen ridende med sine Folk, da han ilede hjem fra Finderup efter Drabet paa Erik Glipping — modsætningsvis til Folkevisen, som lader ham lægge Vejen hertil over Skanderborg. Denne gamle Vej trækker endnu sit Spor fra Bjødstrup forbi Møllerup tæt opad Inspektørboligens Sydgavl og med Udsigt over den umaadelige Gaardsplads til Hovedbygningen, som er opført lige over Stedet, hvor det af Marsken byggede Mylnthorp laa. Af Marskens Gaard, hvis faa Rester af Fundamenter sidder i Grunden under Hovedbygningen, er nu kun lidet synligt, nemlig de Munkesten, som Kaminen i Gaardens nuværende Dagligstue er lavet af.

Hovedbygningen, som opførtes 1681 af Knud Gyldenstjerne, er nu stærkt restaureret, og bl. a. er Bindingsværket dækket af en Enstensmur. Den smukke Inspektørbolig, som afbrændtes 1709 men genopførtes 1722, er i sin Art et af de smukkeste Bygningsværker, jeg kender. Den er restaureret 1919, men dens gamle Bindingsværksstil er bibeholdt. Med sit udbredte Kompleks af utallige Yderlænger af mægtige Dimensioner har Gaarden endnu Præg af en ægte, gammel Herremandsbolig.

Det omgivende Landskab staar i fuld Harmoni til det stolte, gamle Herresæde, store Skove med aabne, vide Lysninger, Enge og bølgende Sædemarker. Man har ikke svært ved at forestille sig Marsken og hans Følge komme tordnende hen ad den gamle Vej og svinge ind paa Borgpladsen med de klirrende Rustninger under Kapperne — og man hører Folkevisens Ord:

Den Fredløses Hustru fulgte ham. Men han satte sin Trusel i Værk:

— Historien véd kun med Sikkerhed, at Marsken kendtes skyldig i en politisk Sammensværgelse mod Kongen, og ikke at han personligt deltog i Drabet. Men denne mægtige, mørke Skikkelse er bleven en af de mest monumentale i Middelalderens Historie og har givet Fantasien frit Løb i nogle af de mest dramatiske og pragtfulde Folkeviser, vort Land ejer. Lians Navn kaster Glans over den gamle Djurslandsgaard og har gjort den til en af de berømteste i Landet.

Mols kunde blive et omfangsrigt Kapitel for sig i Beskrivelsen af de jydske Landskaber, et Kapitel som maatte rumme de største Modsætninger inden for dansk Natur, fra den reneste Lavlandsromantik i dens dybe, skovgroede Dale til det vildeste Højlandsdrama i det aabne, vældige Bakkedrag, fra Havets stolte Sang mod dets forrevne Kyster til Bækkens stille Nynnen gennem Skovene ved Femmøllers blide Damme — paa dette Land mellem Solopgangen over Hav i Øst til Solfaldet bag Hav i Vest har det djurslandske Landskab sin Klimaks.

Se dette Land en Dag fra Stabelhøje eller Agri Bakker! Søndret og delt er det paa alle Leder af Havet, som omringer det; op og ned vælter det sig i umaade-lige Dynger, aabne, vilde Banker, som i svimlende Styrt falder ned mod dets til alle Sider nære Kyster. Det er et Land for Thurser og Jætter. Bræen har huseret voldsomt over dets Grund, det er som om Landets nøgne Rygrad rager ud gennem Kroppen og bugter sig fra Nord til hvor den mod Syd ender i Havet. Her har alle Elementer stridt mod hinanden og skabt et Kaos af Former og Farver, fuldt af evige Dissonanser, som først klinger ud i Harmonier i den fjærne Horisont, hvor Hav og Himmel mødes i den rene, lige Linje.

Forsøg Vandringen fra Femmøller over de nøgne Banker til Bavnehøjen, en Strækning paa smaa 3 Kilometer, og se hvilke Modsætninger Landskabet rummer blot langs denne Vejstump. Og drag videre herfra mod Syd over Bjergene til Trehøje, ned over Begtrup og herfra mod Nord langs Østkystens lave, lune Enge og Moser, forbi den lille Bogens Sø tilbage til Femmøller. Paa dette korte Stræk vil Du have set Ekstrakten af, hvad Halvøen ejer af landskabelig Skønhed. Man maa se ud over dette Land baade fra Agri Bavnehøj og Stabelhøje. Skønt de ligger hinanden saa nær, er Udsigterne forskellige, især fordi Stabelhøje skjuler noget af Landet mod Nordvest ned over Egens Vig, Kalø og Møllerupskovene, naar man staar paa Bavnehøjen, og omvendt skjuler Agri Bakker Udsigten fra Stabelhøje mod Sydøst. Indtrykket fra Bavnehøjen er det kraftigste, fra Stabelhøje er det mere blidt. Men tilfælles har de den enestaaende Blanding af Land og Hav, Odder, Halvøer, Sunde, Vige og Belter, og Bakkernes bratte Fald mod de utallige Kløfter og mod de svungne Kyster.

Enestaaende skønt og gribende er dette Syn fra Mol’s Bjerge. Landenes bølgende Former milevidt i lysende Frescofarver, Markernes Tavl med de faa Huse og Gaarde, der synes smaa som Legetøj, Kæmpehøjenes brune Kalotter over de fattige Marker paa Aasenes Højder. Dybt nede Kalø og Møllerupskovene, rundt om fra Øst til Vest de runde Vige, Ebeltoft Vig med Hasnæs, der synes kun som en smal Landstrimmel at skille Vigen fra det aabne Hav, hvori Hjelmen ensomt løfter sin lille, tætte Krop — Begtrup Vig, Knebel Vig og Kalø Vig med sin lille Arm Egens Vig. Helgenes med Ellemandsbjerget skyder som en Knytnæve paa en senet Arm ud mod Syd. Ti—tolv Mil ser man til alle Sider; langt, langt ude løfter Horisonten sig som Randen af en blaanende Skaal. „Det aabne Danmark i det aabne Hav“ finder intetsteds sit Udtryk skønnere end her.

Dansk, ja — men først og fremmest jydsk er dette Landskab i sin Karskhed og sin Kraft. Dette Land har Skaberen gjort sig stor Umage med! —

Men, hvor utroligt det lyder — ogsaa dette prægtige Stykke Land er ramt af Forst-Uvæsnets Svøbesnært. Baade omkring Agri Bavnehøj og Trehøje og især paa de vestlige Fald ned mod Knebel Vig ses dens Spor. Graner og Bjergfyr trækker sig allerede som en ækel Skimmel over de aabne Lyngbakker, saa deres storslagne Linjer og harmoniske Farver mere og mere forsvinder. Det er skammeligt og uforsvarligt, at dette skønne og ejendommelige Stykke Østjylland bliver hærget paa denne skændige Maade. Om faa Aar, naar alt det nyplantede vokser op, vil ogsaa dette Land have mistet sit Særpræg. Og til ingen Verdens Nytte.

Fra Bavnehøjens 400 Fods Højder falder Vejen hurtigt ned mod Knebel Vig, i hvis Nærhed den anselige Knebel-Dysse ligger, hvis Gravkammer dækkes af Landets største Overliggersten. Beboerne kalder Dyssen „Posekjærs Stenhus“ eller „Tingstedet", i den fejlagtige Tro, at den store Stensætning omkring Gravkamret har været Sæde for Egnens Ting. Dyssen er et Pragteksemplar, et fremragende Eksempel paa vore Forfædres stolte Mindesmærker over deres Døde. I sin Velbevarethed danner den en Modsætning til den sydligere liggende, ligeledes berømte Begtrup-Dysse, som nu er næsten helt ødelagt, men hvis landskabelige Omgivelser er meget smukke, et aabent og frit Bakkeland med dybe Fald ned mod Vigen i Syd.

Mærkelig er den Bakkekæde, som gaar langs Dragets Østside og fortsætter et Stykke baade langs Hels’ og Mols’ Kyster. Ud mod Øststranden staar den med skarpe Klinter som Følge af Havets Erosioner, ikke alene hvor den rammer Stranden, men mod det i Aarhundreders Løb dannede lave Forland, der nede paa Hels breder sig til et jævnt Kystbælte paa indtil ¹/₃ km’s Bredde. Bakkerækken staar som regulære Klinter ud mod dette Forland af hævet Havbund, og med deres stejle Fald ligner de en Række skarpt adskilte, næsten pyramideformede Skanser, opført af Menneskehænder. Intet andet Sted har jeg fundet dette Fænomen saa besynderlig regelmæssigt som her. Ved Solnedgangstid ligger hver eneste af de spidse Bakker med hver sin Flade beskygget mod Øst og med sin lange, skarpe Slagskygge ud over det lave Forland.

Ude paa Hels kommer man straks efter at have passeret Draget paany op i et Kaos af Bakker med anselige Højder, kulminerende i det milevidt synlige Ellemandsbjerg. Landskabet er dog herude mere smaatskaaret end Mols’ Bjerge, og selve Ellemandsbjerget, denne underlige „Daas“agtige Kuppel, der paa lang Afstand løfter sig som en Sky over alle de øvrige Bakker og lokker Tilskueren til sig, er alligevel en Distanceblænder — delvis begrundet paa, at den er endnu værre medtaget af Bjergfyr og Gran end de værste Steder paa Molshalvøen. Udsigten fra dens Top er ringere end fra de magtfulde Højder i „Bjergene" derinde. Kun selve Hels er god herfra. Men ogsaa de nære Omgivelser er interessantere, naar man færdes ad Veje og Stier mellem deres mærkelige Bakker, der ligger i Hundredvis mellem hinanden i et vældigt Sammensurium. Uroligere Terræn kan ikke tænkes, hver Skæppe Land har sin Knold, hver Tønde Land sin Pukkel, ikke den mindste Agerstump er i Plan, alt bølger op og ned som i Dønninger.

Og hvilken Beliggenhed de fire Smaabyer herude har! Nogle skjult i eventyrlige Huller, næsten helt væk med alle deres gammeldags Bindingsværkslænger, der synes at sove en hundredaarig Tornerosesøvn i deres Dale. Esby paa Østsiden har med sine gamle Gaarde flokket sig i Ringform om sin smukke, lille Sø, som sammen med flere andre nærliggende Smaasøer og Damme kan forklare dens Navn: ese er et olddansk Ord for at sætte Mading paa Krog.

Er man træt af Vidsynet i disse Højlandsegne, kan Øje og Sind hvile ud i Dalene ved Femmøller, hvor endnu nogle af de gamle Møllergaarde ligger langs den brusende Bæk under de mægtige Træer og spejler deres Længer dybt i de blanke, rolige Damme. Bækkens Nynnen, Vindens Susen i det blinkende Løv over de mosgroede Tage, Ændernes sagtmodige „Vak-Vak“, naar de sejler over Bagvandet fra Bred til Bred som en Opdagerflaade, eller naar de staar paa Hovedet med deres allerhøjeste Gump mod Himlen, mens de padlende Ben holder Balancen — alt omgivet af de skærmende, himmelhøje Banker.

— Stedets Navn er oprindelig Essendrup, men som Møllerne flokkedes omkring Bækken, forandredes dets Benævnelse efter dem. Det er det øvrige Mols’ Mangel paa Vandløb, som har lokket Møllere hertil i saa stort Antal, og her maa have været et livligt Komsammen fra hele Halvøen i gamle Dage. Den østligste af Møllergaardene hedder Skovmøllen, den næste Glads Mølle eller Kannikemøl-len, herefter kommer Kjerres Mølle og endelig vestligst Overmølle. Den femte, som hed Ravns Mølle, skal have ligget mellem Kjerres Mølle og Overmølle, og et Hus paa Stedet kaldes endnu Ravnsmøllehuset. Men Sagnet siger, at allerede i Slutningen af det 18. Aarhundrede var denne Mølle ganske øde. Kannikemølles Navn skriver sig helt fra katolsk Tid, og Navnet anvendtes lige til Begyndelsen af det 19. Aarhundrede. — Kun to af de gamle Møllehjul er endnu i Sving, i Skovmøllen, som dog kun maler til privat Brug, og Kjerres Mølle, der endnu tygger Foder for fremmede. Den sidste, som indtil for et Par Aar siden var den smukkeste og den bedst bevarede af dem alle, har nu faaet sit Stuehus ødelagt af et Zinktag, og Kannikemøllen, der i sit næsten eventyrlige Forfald bogstavelig talt er ved at synke i Grus, er nu bleven købt og skal omdannes til Sommerpensionat. Det vil næppe gaa usporligt hen over den. Jeg har reddet dens gamle Længer fra Forglemmelse med hosstaaende Billede.

Men Femmøller har andre Yndigheder end dem, dens Dale rummer. Gaa en Klarvejrsdag, naar Sommerheden bliver for trykkende nede i Slugterne, opad den stejle Bakke tæt sydøst for Hotellet, flygt blot et Par Hundrede Meter til den Side, saa er Du, selv paa en Sommersøndag, langt borte fra alt, hvad der hedder Turistrædsler. De gode Folk bliver som Regel hængende saa nær ved Hotellet som Fluer omkring et Stykke Sukker, der er dyppet i Sprit. Udsigten mod Øst over Forgrundens lave Enge og over Ebeltofts Vig til Hasnæs er betagende heroppe fra, og det samme gælder Synet af Bakkelandet mod Syd og Vest.

Men især holder jeg af en Bakkekam heroppe, hvorfra Skrænten gaar i et eneste brat Styrt ned mod en Dal med en lille Bæk, der kringler sig dybt dernede ud mod Vigen; den søger sin Vej med mange Nykker og Svinkeærinder mellem Engens Birkegrupper og titter nysgerrigt til hver eneste Busk, som et lille Barn, der skal gaa et Ærinde.

De stejle Banker ned mod Dalen er bevokset med Ener i skarpt adskilte Buske, som af Vinden har faaet besynderlige Former og rager op over de af Kvæget tæt afgnavede Bakkesider som fantastiske Dyr, en Flok Kænguruer paa Vandring op fra Dalen. Birke, smaa Røn og Tjørne hælder ud over Bakkens Kam, Høgeurt, Ærenpris, Ranunkel og den dybblaa Kobjælde straaler mellem det stride

Græs. Kun en enlig Hare er jeg af og til stødt paa heroppe, ellers har jeg været alene, ikke et Menneske, end ikke en Molbo møder man paa dette Sted, Storken gaar ensom nede i Engen ved Bækken, som den har gaaet før Adam og hans Slæng kom til og kæftede op om alting og grisede Planeten til. Ringduer kurrer nede fra Dalen, fra en stor Busk paa Skrænten skriger en Flagspætte, og nede fra en Birkelund hører jeg Gulbugens Fløjtetoner. Kvæget staar stille i Varmen dernede i Engen som sortbrogede Biller. Nogle Stormmaager kommer svingende paa stive Vinger over mig og daler ned i Kløften, jeg ser dem tilsidst dybt under mig, kredsende over Græsset og Birkenes blanke Løv. Saa forsvinder de ud mod Stranden. — Æbeltoft Vig ligger blank i Øst, mod Vest staar de store Høje som Kæmpevagter i den fjærne Horisont.

Det er et Sted jeg søger, hver Gang min Vej fører mig til Egnen. Her holder jeg Gudstjeneste. Og rundt omkring paa Bakkekammen letter smaa Sommervinde Støvet fra de drægtige Enerbuske op i bølgende Slør, der som Røg fra Offerbaal driver ud over Dalen foran mig.

Vejen rundt om Vigen fører til Danmarks mærkeligste Købstad Ebeltoft. Følg Vejen østen om Vandet, til hvor den peger ret mod Byen, og hvor Smaaplant-ninger indrammer den, hvor Gulspurve og Bomlærker synger deres enkle Vise i Trætoppene. Og kom saa endelig ind i Byen ned ad den stejlt faldende Gade med de toppede Brosten, der er saa store og humplede, at smaa Børn kan gaa og blive borte imellem dem. De gamle Bindingsværkshuse, det eventyrlige Torv med dets Raadhus, de dejlige Stentrapper med Smedejærnsgelænderne, den gamle Farvergaard, Tangdigerne, der indrammer Byen mod Kysten — alt saa smaat og nydeligt, at man faar Lyst til at tage det med hjem som Legetøj til sin Dreng. En Dekoration til en Holbergsk Scene. Man venter hvert Øjeblik at se en Vægter komme skramlende i sine tunge Støvler over Brostenene eller høre en Stemme, der siger: „Men dér ser jeg jo Mester Jeronimus komme — Goddag, min hjærte Nabo!“

Jeg sidder ved Solnedgangstid ved mit Vindue i „Hotel Vigen", mens Solen daler derude bag Mols’ Bjerge og Vandet ligger blankt som et Skjold under dem. Bakkernes underlige Kæde bliver mere og mere violet og douce, eftersom Solen nærmer sig deres takkede Rand. Bavnehøj, Trehøje og Ellemandsbjerget taarner sig op over Snese af andre Bakkekupler, det hele synes at svæve med sin Spejling mellem Himmelfarven og den stille Havflades lyse vieux rose. Solen er endnu gul og blændende, ingen Skyer er over den; men nu hyller den sig i Nedgangsstunden i lette, varme Slør. Lindetræets Top dybt under mit Vindue mister langsomt sin gyldne Glorie fra dens svindende Straaler, og kølige Skygger lister ind i dets tunge Krone. Ensomme Maager trækker tavse langs den nære Kyst, hvor Solens Lys paa ét Sted rinder over Strandens Sand som en Flod af drevet Guld. Havet faar grønne, kolde Striber af de brede Strømskæringer, der samler sig til et blaa-grønt lysende Bælte ovre under Kysten, fangende Himmelkuplens kolde Staal-farve.

Nu gløder Solen lige over Bakkernes Rand, og alle Farver stiger, mens alt bliver mere stille. Langt ude fra Havet høres det tunge „Dunk-dunk" fra en Fiskerbaads Motor. Den søger ind til den lille Havn for Natten. Det er den eneste Lyd nær og fjærn. Men pludselig slaar en Solsort dybt og klangfuldt fra et af Havens Træer.

Knebel-Dyssen, set fra Øst. Den har Danmarks største Overliggersten.

Mols Bjerge, set fra sydlige Fald af Agri Bavnehøj.

Klintformationer langs Østsiden af „Draget" mellem Mols og Hels.

Ved Voldstedet af Rane Jonssøns Borg paa Hasnæs. Udsigt til Øen Hjelm.

En Klokke melder ni Slag — og nu synker Solen bag Femmøllers Skove. Bakkerne bliver i samme Nu helt sorte. Ogsaa Bundgarnspælenes Rækker er sorte, alt er sort, hvad der ikke er Himmel eller Hav. Men over Solens Sted staar bag den dunkle Molskyst en eneste, lille Sky, saa glødende som en Ovn.

Og Solsorten bliver ved med at slaa sin dybe, melankolske Trille.

Et rigt Indtryk af Landskabets Skønhed faar man ved Udsigter fra hele Hasnæs’ Vestside, og ikke mindst inde fra Halvøens Høje, saaledes især fra Sk]el-høje Øst for Byen. Tidligere var dette ogsaa Tilfældet fra en højtliggende Strækning omtrent mellem dette Sted og Rane Ladegaard, hvor en Oldtidshøjgruppe paa et Dusin Stykker dominerede det aabne Lynglandskab. Men dette Sted er nu dækket af Naaletræer, kun enkelte af de prægtige Høje rager endnu en Smule op over disse, og landskabeligt er Stedet ødelagt.

Hasnæs Land er gennemgaaende meget morsomt formet. Karakteristisk for det er de høje, runde Bakkeformer med en Kæmpehøj paa Toppen -— de ligner Jættebryster med en Vorte paa; Landet er her overhovedet meget rigt paa Gravhøje, alle Vegne virker de stærkt i Landskabet, som er aabent med kun ganske smaa Skovpletter hist og her. Kun Skjersø-Skoven er af større Udstrækning. Næsten alle Halvøens Veje er aldeles dejlige, Bakke op og ned gaar deres hvide Slyngninger, altid med friske, vide Udsigter. Et Par skønne, gamle Landsbyer, saa velbevarede som man sjældent ser, er den ganske lille Elsegaarde med sine Huse omkring det store Gadekjær, mere idyllisk end nogen Øby, jeg kender, og den større Draaby mellem sin lille Sø og Skjersø-Skoven, ligeledes med ypperligt bevarede Bygninger, især en Samling Bindingsværkshuse langs Vejen. En nydeligere Landsbydetalje end denne kender jeg ikke.

Den lille Ransbæk, som løber ud i Stranden ved det gamle Voldsted af Ranes Borg, er nu forvandlet til en lille næsten udtørret Rende. Men det solide Voldsted er endnu tydeligt at se i hele sit Anlæg, Gravene omkring det er skarpe og dybe. Det er et vidunderligt Sted, Luften synes mættet med Middelalderstemning og Folkevise paa denne Plet. Engelskgræs og Røllike duver paa Voldene i den lette Sommervind, Kjellingtand og gul Snerre dækker Markerne, Slangehoveder lyner hedt og blaat imod mig. Østenvinden sender skummende Bølger fra det dybblaa Hav ind over Stranden, Spyfluer summer som vrede Flyvemaskiner omkring mig, nogle ynglende Strandskader larmer over Kysten. Deres Skrig, Spyfluernes Summen og Havets Brus klinger som en Symfoni i mine Ører.

Udsigten herfra er herlig: Mod Vest lave Enge, bag hvilke Mols’ Bjerge fortoner sig i blide Farver med Høje, der er mørkeblaa af Smaaskove, mod Øst det hvæsende Kattegat med Hjelms tunge Krop over de hvidtoppede Søer.

Atter her rinder den fredløse Marsks Navn mig i Hu. Thi herinde fra disse Høje stirrede den graa Bonde over Havet mod Øen og saa Borgen gro op derude som den mørke Trusel mod Freden paa hans Kyst:

— Nemt har det været for de Fredløse derude at faa Forbindelse med dette Sted, Signaler har let kunnet komme i Stand baade Nat og Dag. Maaske kan det hjælpe os til at forstaa, hvordan man har baaret sig ad, naar vi véd, at der den Dag idag laves Forbindelse mellem Hjelm og den 100 Fod høje „Blishøj “ ved Elsegaarde paa den Maade, at man om Dagen lægger et Lagen paa Højens Fald ud mod Havet, og om Natten blusser fra Højens Top, naar man vil have Baad ind fra Øen.

Til Mosen i Nærheden af Voldstedet kommer hver Dag trækkende store Sværme af Stormmaagerne ovre fra Hjelm for at søge Føde ved Stranden. Der stod idag mindst 300 i Græsset mellem Mosen og Stranden. Sandsynligvis en Skik, der har hersket mellem Maagerne lige siden den store Marsks Dage -— en bestandig Hilsen til det tomme Voldsted fra Øen derude, som ogsaa maatte fælde sine Horn.

Det er morsomt, som de to Navne Hjelmen og Jærnhatten supplerer hinanden, og deres Form er ypperligt karakteriseret igennem dem. Allerede paa langt Hold fra Vejen i Sydvest ser man Jærnhattens halvandethundrede Fod isolerede Knude rejse sig mod Havet, netop af Form som en gammel Stormhat med Skyggen bagud, modsætningsvis til Hjelms mere regelmæssige, runde Form. Udsigten fra Jærnhatten, hvis Top man naar ad en smal, kringlet Sti, er en landskabelig Oplevelse af høj Rang. Hvilke Kystlinjer baade mod Nord og Syd! I Sydvest svæver Molsbjergene som fjærne, himmelske Riger over Horisonten, bag det pragtfulde Hasnæs skimter man som et gammelt Fort det blaanende Ellemandsbjergs stolte Former.

Hvilke Former i dette Land med de altid aabne, nøgne Banker fortonende sig bag hinanden i en Uendelighed, hvor Vejene slynger deres spindelvævsfine Baand mod milefjærne Maal. Hvilke Farver, fine som i et ædelt, blegt Gobelin. Mod Øst ligger Havet, virrende af Lys under Morgensolens Straaler, Hjelmen derude, som en lille Bjergø i Neapels Golf — nej, renere, lysere, mere straalende! Lette, hvide Klodeskyer paa den cobaltblaa Himmel over det glitrende Kattegat med de riflede Søer og Skumstriberne langs den svungne Kyst. Overalt skimter jeg Fjordes og Belters blaanende Spejl mellem de blege Farver i Bakker og Enge.

Dybt nede fra Stranden, der synes næsten lodret under mig, hører jeg Havets evige Sang, de rullende Bølgers tunge Rythme mod Klintens stejle Fod — denne gamle danske Vise, fra Marskens Tid, fra Vikingernes Dage bestandig den samme.

Som Havet mod Øst bølger Kornmarker i Vest ind under Bankens Sider. Smaabitte Heste, Køer og Mennesker, næsten usynlige, færdes dernede. Tæt ind under Bakkens Fod en Kornmark med Valmuer i Flokke, røde som Blod; gule Lupinmarker med blaa Oksetunger langs deres Rand; og ned ad Bakkens Hæld Roser, Slaaen og Hyld.

Det er godt, at denne Bankes Top er fredet. Det Stykke jydsk Land, som omgiver den, er uforglemmeligt for den, som én Gang har set det.

Det indre af Landet Vesten for dette Sted og Nord for Hasnæs er fattigt paa Oplevelser. En Undtagelse danner Stubbe Sø, over hvilken man især fra de høje Lyngbakker om Vejen langs dens Vestside har en fremragende Udsigt. Det er en Natur, som kappes med Egnen om Skanderborg Sø, men er endnu friskere, mere storslaaet. De to Byer Hyllested og Tirstrup rummer ligesom Landsbyerne paa

Hasnæs en Mængde dejlige, gamle Bindingsværksbygninger. Af en jydsk Egn at være er denne usædvanlig rig paa saadanne — ellers er Jyderne gennemgaaende onde mod gammel Byggeskik, især sammenlignet med Beboerne paa vore sydlige Øer.

Lad os fra Jærnhatten tage Vejen mod Nord til Rugaard, den gamle Hekseplager Jørgen Arenfeldts Domæne. Smuk er Kysten allevegne her. Men jeg til-staar, at mellem alle de Herligheder, Stedet kan opvise, fanges jeg stærkest af den berygtede Dam nær Slottets Hovedbygning, som endnu benævnes Heksedammen. Det var i denne, den nidkære Adelsmand „svømmede" de gamle Kjæl-linger, inden han „varmede deres Bag" over et Baal. Jørgen Arenfeldt, som levede 1644—1717, var gift med en Søster til Marie Grubbe. Det er en Idéassociation, at hans Kendskab til denne Familie kan have stimuleret ham til en Revanchekamp mod det andet Køn under Former, som altid gav ham Sejren. Sagen var jo saa oplagt: dersom Offeret sank og druknede i Dammen, var hun uskyldig; og svømmede hun ovenpaa, var hun en Heks og blev brændt.

Nu er Dammen et Billede paa Fred og Idyl; Gæs og Ænder og ingen Hekse svømmer rundt paa dens grønne Vandflade, som er omkranset af mægtige, smukke Træer.

Der er ikke meget udpræget Østkyst paa disse Strækninger, Naturen er ikke blid som nede ved Lillebeltslandskaberne, Havet er haard mod denne Kyst, og Vinterens Nordøststorme jager Saltvandsrøg og Snefog ind over Landet. Se blot den yderste Strækning af Skovene ved Katholm, hvor Træernes Forposter ud mod Klintekammen viser, at Storm og Gus kan have samme Virkning paa Væksterne her, som Vestenstormene i andre Egne. Træerne er lige saa sikre Kompasser som i Vesteregnene, her krummer de sig blot mod Vest. Fjordnaturen fra de sydligere Egne er bleven havpræget. Her paa denne østligste Strand viser Kattegat sit voldske Ansigt. Bøgeskoven vender stadig sit Bryn imod det, her som dér; men det er ikke længere det ømme og blide, det er et rynket Bryn, der hvælver sig over disse Klinter, et barskt Blik med Refleks fra det vilde Hav.

Terrænet inde i den dybe Skov bølger voldsomt op og ned, Lyset skifter ustandseligt gennem Løvet i de store, ranke Træer. Det er et mærkelig uberørt Skovlandskab dette, her paa Landets yderste Huk mod Kattegat, eventyrligt og vildt. Et Steds sønden for Herregaarden gaar en bred og dyb Hulvej mellem Rækker af kæmpemæssige, gamle Bøge, hvis hundredaarige Rødder er blottede og staar som vredne Søjler langs Vejens Sider, et Net af gigantiske, stivnede Slanger, som gør de høje, lodrette Skrænter uforgængelige.

Fra den aabne Kyst med dens brede Bælte af havrullede Strandsten under Klinterne med de hærgede Træer og til denne dybe Hulvej, omgivet af Storskovens Stilhed og Mystik — Landskabet spænder vidt her paa Stedet!

Mellem Katholms Skove og Grenaa gaar den lave og jævne Hessel Hede helt ud til Kysten. Dens Lyngslette har flere Steder i den nordlige Del været udsat for Beplantning, og langs Kysten fra Grenaa Havn og sydpaa er dens yderste Klitbælte, et af de faa, som Jyllands Østkyst ejer, dækket af en Række smagløse Sommerhuse. Det er Søren Kannes Kyst, her ganske nær Djursaaens Udløb, og to andre Steder i Nærheden minder om en anden af Blichers Skikkelser, „Præsten fra Vejlby", hvis Kirke ligger kun en halv Mil fra Aalsø, hvor den ulykkelige Præst ligger begravet, og hvor ogsaa Søren Kannes jordiske Rester har fundet Hvilested.

Fra mit Vindue højt oppe i Badehotellet, hvor jeg har slaaet mig ned, ser jeg ud over Heden og dens Bræm af lave Flyvesandsklitter. Dette Land, som selv ved Højsommertide har et saa haardt og vildt Ansigt, hvordan kan det ikke arte sig ved Midvinter, naar Nordøsten staar ind over dets aabne Kyst! Og her var det just den Begivenhed fandt Sted, som jeg maa tænke paa, naar jeg ser ud over det — da en Februarnat for omtrent hundrede Aar siden en Orkan fra Øst satte en lille Skude ind paa Strandens Revler.

Det er snart nogle Dage siden jeg var Dreng. Men jeg mindes klart, hvordan vi i en lille Landsbyskole en Milsvej herfra sang Blichers vemodig-stolte Sang om vor kære Landsmand Søren Kanne. De skarpe, klare Drengestemmer slog mod det lave Loft med Gny og Gjald:

Øjnene blev blanke af Ordenes Skønhed og Melodiens djærve, tunge Rythme, hele Stuen duvede i Takt med Sangens Dønning, vi gav os helt i dens Vold. For det var først og fremmest vor Egns Helt, vores egen Søren Kanne! -— I vore Lege skiftedes vi til at være Ole Jyde og hans Redningsmand, og ofte bjærgede vi hinanden flere Gange om Dagen. Redningsmanden besteg en „Pivirøvhest" — en Kæphest med en Fløjte i Bagen, højtanset Markedsgave fra Grenaa — og paa dens Ryg kastede han sig fra Havediget ud i Plænens fraadende Græsbølger, hvor den nødstedte svam i sin Balje og stred for Livet. Baljen var Jagten „Bente Marie" af Hornbæk, Skipperen Ole Jyde, og Manden paa Pivirøvhesten var Søren Kanne.

Først nu, omtrent halvtreds Aar senere, ser jeg Stedet for Begivenheden. Livet jager rundt med en paa mærkelig Vis, og først sent begynder man at valfarte til sine Helgeners Grave.

Det er Blichers Sang, som har bevaret Søren Kannes Navn. Var den ikke skrevet, vilde han være glemt som en Mængde andre Sørener, der har reddet Menneskeliv langs vore Kyster. Søren Kanne taaler bedre end mange andre Helte at komme under Historiens Lup. Og han var i Følge sin Stilling ikke nogen Søhelt, hans Daad, der blev udført fra Hesteryg ude i Brændingen, var en snar-raadig og kæk Bondes.

Indenfor Klitten har Marineforeningen i 1926 rejst en Mindesten over Begivenheden, en herlig, tungtformet Havsten. Den burde være rejst af Djurslands Bønder. — Stenen staar paa et fortrinligt Sted og kan endnu ses videnom over Heden. Men straks efter dens Rejsning har man skyndt sig at beplante et større Areal tæt omkring den med Naaletræer, som er i god Vækst og om faa Aar vil skjule Stenen fuldstændigt og ødelægge den ejendommelige Hedestrækning. Skulde man have overset den Omstændighed, at Grantræer vokser opad?

Af Søren Kannes Gaard, Hessel Strandhus eller Kannegaarden, som den senere kaldtes, og som ligger ved Aaen ca. 300 m fra Stranden, staar Stuehuset endnu, dog ikke helt i sin oprindelige Skikkelse, idet den vestlige Del, som senere er tilbygget, nu er Beboelseshus, mens de tidligere Stuer er omdannet til Stald og Lade. Men Murene og Bindingsværket er endnu de samme som da „Soren“ levede her sammen med Faderen og Karen.

Vejret er slaaet om, i Løbet af faa Dage er det bleven stille og lummert. I den sene Sommeraften staar skumle, lave Skyer i Vest, Rester af et bortdragende Tordenvejr.

Jeg gaar udenfor i den triste, stemningsmættede Nat. Intet levende Væsen er at se; ud til mig i Stilheden lyder de sagte Toner af Romancen i Mozarts: Eine kleine Nachtmusik; en Trio sidder derinde og spiller for de fire-fem Gæster, som foruden mig bor paa Hotellet. Saa tier Musikken, og jeg hører kun Aaens dumpe Mumlen, af og til brudt af det fjærne, vaandefulde Brøl af en Tudebøje ude fra Havet. Et svagt, dæmpet Lys falder over Vejen fra et Par Vinduer i Hotellet. Dette eneste Lys gør Landskabet endnu mere skummelt og øde.

Ovre bag Aaen skinner inde paa den sorte Hede et Par ensomme Huses kalkede Længer uhyggelig hvidt gennem det graa Mørke. Luften er som et blegt Slør foran den halvt belyste Maane, Sivene rasler sagte i den svage Vind, der kommer ind fra Havet. En stor Fisk slaar op med Plask i det lunkne Aavand, hvor Maanens halve Skive spejler sig mat som i Olie. Og ude fra Havet høres Tudebøjen, klagende som et stort, dødssygt Klovdyr: Aah — Aah — Aah--

Saa sker det! Maanens Billede forsvinder pludseligt dernede i Aavandet, Spejlingen af en stor, mørk Silhouet ovre paa Bredden har skjult det. Mit Blik søger opad til Skrænten — og der ser jeg ham! Et graat, tungt Gespenst, som staar paa Brinken og nu langsomt vender sig og humper hen imod Broen. Det lange, nikkende Benhoved paa den ludende Hals, de fremspringende Skulderblade og Rygradens takkede Hvirvler, Brystkassen derunder som en umaadelig, tom Kurv, og under Kroppen de to stampende Forben og det enlige, slæbende Bagben under den raadne Halestump — Helhesten!

Nikkende og stumlende naår den Træbroen, som fører over Aaen. Jeg hører dens Stampen over den hule Bro •— fire Fjerdedele med Pause paa tredje Node. Han kommer lige hen imod mig, men standser før han naar ind i Vinduets Lyskegle. Graahvid som et Isfjæld er han, og Kulde kommer der fra ham som ud af en Kjælder.

Han nikker til mig, to Gange. Han rømmer sig i et Par Vrinsk, der lyder melankolsk og skurrende som en usmurt Vaabenhusdør. Og saa taler han:

„Godaften og Gu’hjælp! Bliv ikke bange, jeg er blot kommen herover for at høre paa Musikken. Og paa saadan en dejlig mørk Aften møder jeg jo ellers ingen. Og det er jo bare godt — Folk biir bange for mig, jeg gad egentlig vide hvorfor! Jeg sørger mestens for at ingen ser mig, det gør mig trist tilmode, at Mennesker skyer mig. For jeg er gammel og trænger til Selskab.“

„Hvordan tør De komme over Broen her?“ siger jeg maliciøst. „Der staar paa Skiltet derhenne, at Færdsel med Kreaturer er forbudt!"

Det forvirrer ham og gør ham sørgmodig. Hans Hoved synker lidt, og et Par Orme falder ud af hans eneste Øjenhule ned paa Vejen ligesom to lange Taarer.

„Ja — ja, “ siger han, „men hvor skal vi Uvedkommende snart gøre af os

selv? Jeg bor ellers ovre paa Aalsø Kirkegaard, hvor jeg flyttede hen for en tres—halvfjerds Aar siden. Men der biir jo lidt ensomt, og jeg maa engang imellem se Mennesker. Især holder jeg af at liste mig ganske stille hen til et Vindue og kikke ind ad Ruderne, uden at nogen aner jeg er der. Og saa holder jeg af Musik, jeg kan staa længe ad Gangen og høre paa den og se paa de Spillende, se paa dem og misunde dem alt det varme Blod, de har i Aarerne. Usch! — Forleden stod jeg her og stirrede saa længe paa hende, der spiller Cello, at hun tilsidst stod op og lagde et Tørklæde over Skuldrene. Hun maa være kommen til at fryse af det, tror De ikke?“ — Han skifter Vægten fra det ene Forben over paa det andet og fniser sørgmodigt.

„Hør nu, Sibelius’ Valse triste! Selv den kan jeg saamænd glæde mig over, den passer godt til Stedet her — og til det, jeg kommer fra især. Men se — se!“ raaber han pludselig, og stirrer ud mod en opdunstet, graa Ting, som driver forbi i Aaen. Det er Kroppen af en død Gris, der langsomt drejer sig med Strømhvirvlerne.

„Danse macåbrefortsætter han, „altsaa den af Saint-Saens, mener jeg, det er en komplet Misforstaaelse. Som om Spøgelser danser — sacre microbe!“

„Egentlig kommer jeg længere vesterfra i Amtet, “ fortsætter han efter en Pause. „Blicher vidste nok, hvor jeg hørte hjemme. Naa, det kan nu være det samme. Men saa søgte jeg over til Aalsø, nærmest for Selskabs Skyld. Præsten fra Vejlby og Søren Kanne, de to var der jo i Forvejen. Jeg synes, at vi paa en Maade hører sammen, siden Blicher har skrevet om os alle tre. Og derovre hygger vi os nu i Fællesskab, saadan paa vores Vis. Præsten snakker jo ikke meget — det er svært, naar man altid gaar rundt med Hovedet under Armen; inden han faar det sat paa, har han altid glemt hvad det var han vilde sige. Men sommetider om Natten, især i de lyse Nætter eller i Maaneskin, sætter han Hovedet paa; og saa sidder han længe ad Gangen paa Diget og stirrer over mod Vejlby Kirketaarn. Aak, aak — ja saamænd!"

„Søren? Nej, han spøger ikke og kommer heller aldrig til det, uden i al Hemmelighed sammen med os andre. Kun én eneste Gang vandrede han en Nat over Hessel Hede for at se de gamle Længer i Kannegaarden, om de stod endnu — ja og saa Heden naturligvis. Men dér kommer han aldrig mere. -— Desuden er de begge to bange for at gaa over Vejen, de risikerer jo at blive kørt over af de her forskrækkelige, nymodens Køretøjer, hvis Lygter og Skrigehorn jager dem en voldsom Skræk i Livet."

„De har det jo lidt trivielt; og derfor er det godt, at jeg kan fortælle dem lidt Nyt engang imellem fra mine Vandringer, der jo efterhaanden ogsaa biir mere og mere sjældne. Naa," fortsætter han, „jeg maa afsted og se at komme hjem igen inden ét. Saa lukker de! Der biir for Resten Forandring i Vejret inden ret længe, det trækker med Gigt i det manglende Bagben! Det er ikke nemt at blive en gammel Helmis. — Aak, Wi og Wok!“

Gruset knager under hans Hove, da han fjærner sig; saa humper han over den bumrende Bro og forsvinder ind over Heden.

Jeg havde vendt min Hue med Foret udad, da jeg saa han kom. Men da jeg naaede op paa mit Værelse, var mit Ur alligevel gaaet istaa. Begge Viserne stod lige paa Tolv.

Han fik Ret, Helhesten! Det var Paalandsstorm med Syndflodsbyger, da jeg Dagen efter gæstede Fornæs Fyr, som ligger paa Jyllands østligste Huk i Havet; og Karlby Klinter ved Gjerrild svedte gule Strømme ned ad deres Sider ud i det skummende Brod, der slog over Rullestenene ved deres Fod, mens en enlig Skonnert en Kvartmil tilsøs rullede sin Vej nordover med rebede Sejl, næsten usynlig gennem Regnens tykke Slør. — Det er her fra disse Klinter, Djurslændin-gene har hentet Materialet til deres Limstenskirker, den bløde, sejge Sten, som saa ypperligt egner sig til Udsmykning med Ornamentik, til Rundbuer og Søjler, hvad der har gjort disse Bygninger særprægede mellem vore Landsbykirker.

Hele det nordøstlige Djursland, som ligger indenfor Kysten mellem Gjerrild Bugt og Fjellerup Strand er mageløst smukt. Og et Par enkelte fremragende gamle Landsbyer rummer denne Egn; den ene er Gjerrild, hvis hvidkalkede Bindingsværksbygninger med de tjærede Stolper ligger omgivet af store, frodige Træer af alle Arter, deriblandt nogle kæmpemæssige Ege. Byen samler sig om sin højtliggende Kirke, fra hvis Kirkegaard Synet ud over den gamle Landsbygade er usædvanlig smukt. Det er en af de berømte Limstenskirker med Prøver paa disses særegne, smukke Ornamentik, saaledes omkring en lille nu tilmuret Dør paa Nordsiden og i Korets smukke Pilastre med de fint kanelierede Kapitæler. Kirkegaarden anvendes ikke mere og er næsten en Urskov af Træer og Buske. — Den anden smukke Landsby er Emmedsbo, som ligger lige i Skovbrynet mellem Benzon og Stavnshoved i et ganske eventyrligt Terræn, bakket og med mange smukke Trævækster, et Billede paa noget gammelt, som er ved at forsvinde for aldrig at komme igen.

Overhovedet er Djursland udenfor sine Stationsbyer rigt paa saadanne gamle, smukke Boliger. Kun i visse Egne af Bjerreherred har jeg set noget tilsvarende, men langtfra i den Udstrækning. Her møder man helt store Dele af Landsbyer, der i de sidste Menneskealdre har bevaret deres Udseende næsten helt uforandret.

Det er Egnene ved de to Herregaarde Benzon og Mejlgaard, som kroner det norddjurslandske Landskab. Den første, det gamle Sostorp, som først fik sit nuværende Navn af Slægten Benzon i 1829, er kendt allerede fra det 14. Aarhun-drede. Den ejedes af den bekendte Jens Hvas, som deltog sammen med Skipper Clement i Fejden for Christian II’s Sag og blev henrettet sammen med Skipperen i Viborg 1536. En senere Ejer, Hans Seefeld, som tillige ejede Skjærvad, skal have tabt Sostorp i Kortspil, hvorefter han solgte den anden „for at de kunde følges ad“, som han sagde. Deraf Ordsproget: De følges ad ligesom Sostrup og Skjærbæk.

Benzons Skove og herlige Park omkring den smukke, røde Hovedbygning med den store Avlsgaard og den anselige Kastanjeallé op til Gaarden gennem de brede Engdrag med fritstaaende, høje Trægrupper og store Flokke af løstgaaende Kvæg, giver et typisk dansk Herregaardsbillede.

Og endelig Mejlgaard med dens pragtfulde Skove! — Hvid, som Modsætning til det røde Benzon, ligger den i sine dejlige Omgivelser, alt tyder paa Velstand, og baade Park og Skov er plejet med Omhu. Men alt bærer Vidne om Ejerens Sans for Skønhed, overalt føler man Hensyntagen til Naturens Luner, her er intet Tegn paa forstmæssig Vold, kun fin Røgt. Det vilde være fristende at gaa her i maanedsvis og helt annamme dette Steds mangfoldige Skønhedsaabenbaringer.

Ejerens Søn, den unge Hofjægermester Juel, som er Forstmand og selv beklæder Stillingen som Skovrider paa Gaardens 2000 Tdr. Land Skov, viste Johannes Larsen og mig rundt i denne. Vi kom til en ældgammel, naturlig Bevoksning paa ca. 70 Tdr. Land midt i Skovens nordlige Del, der kaldes „Brønden", og som aldrig nogensinde har været reguleret af Menneskehaand, Træerne vokser, dør og falder af sig selv. Det er vistnok det ældste og største Stykke Naturskov indenfor Landets Grænser, ialfald det mærkeligste. Hovedmassen af Træerne er Bøg, men iblandet Birk, Ener og andre Vækster med en frodig Skovbund. En Troldeskov med Træer i alle Aldre fra smaabitte Purke til gamle Kæmper og væltede Skeletter. Over Lysningerne med de styrtede Stammer rager Enere op paa indtil 10 Alens Højde, rankende sig for at naa Lyset og ofte kun naaleklædte i Toppen. Bøgene er ofte saa forvoksede, at de har Knuder paa Stammerne saa store som Mennesker, uhyggelige Klumper som Krøblinge, hvis Lemmer vrider sig mellem Skovbundens Virvar af Ukrudt og Ørnebregner. Birkestammernes Bark er rynket som Skindet paa en Kæmpemammuth, med Skæl saa siore som Brosten. Naar de er væltede, ligner de vældige Alligatorer, der kravler i Skovbunden.

Overalt er Løvet klippet af i en lige Linje op i Mandshøjde af Kronvildtet. For det eventyrlige ved denne Middelalderskov bestaar ikke alene i dens Ælde og dens trolddomsagtige Uberørthed og Uvejsomhed, men tillige deri, at det store Vildt, som man møder herinde, er Dele af Danmarks vildtlevende Krondyrbestand. Antallet varierer fra 50—100 Stykker, idet Bestanden stadig veksler, især til den nærliggende Skov paa Benzon. Her saavelsom i Løvenholmskovene findes endnu fritlevende Efterkommere af dette vort Lands største Vildt. I den lille Vildmose, hvor de ogsaa tidligere var vildtlevende, er de i de senere Aar kommen indenfor Hegn.

Jeg gaar rundt i Skoven alene, mens Johannes Larsen tegner. Da jeg kommer tilbage til ham, fortæller han, at for lidt siden kom en Raa forbi med sit Lam, ganske tæt, men uden at se ham. Pludselig standsede Raaen og vejrede lidt, saa vendte den sig om og slikkede Lammet i Ansigtet, hvorpaa de trygt spadserede videre.

Jeg sætter mig ned ved Siden af ham og tænder min Pibe. Hans Pens Kradsen paa Papiret og den stilfærdige Kogen i mit Pibehoved er det eneste Accom-pagnement til Fuglesangen. Noget rører sig langt borte mellem Stammerne; det er Bagen af en græssende Hind. Lidt senere ser vi tre andre Dyr passere forbi paa godt hundrede Meters Hold, paa Række efter hinanden i langsom Gang. Vinden bærer fra dem ned imod os, og de aner ikke, vi er her. Men pludselig farer de sammen og flygter saa i lange, vuggende Spring bort mellem Stammerne. -— Hvad har skræmt dem? Er det Pan selv, som lodden og bukkebenet gaar og spøger herinde!

Ud mod Nordstranden, hvor Skovens yderste Udløbere render lige ud i Havklitten, er paa en større Strækning den gamle Bevoksning blandet med Graner, som sammen med Lyng og Hjelme dækker ogsaa det yderste, kuperede Klitsystem, der som et bredt Bælte strækker sig kystlangs. Her maa have været mærkeligt, før Granerne kom til. Stedet kaldes af Befolkningen „Etablietet" — hvilket skal betyde Atelieret, fordi en Maler engang for længe siden har rejst sit Staffeli her. Saa nu véd Stednavneudvalget det!

Prægtigst og mærkeligst af alt herude ved Kysten er Strækningen mod Vest, Overgangen fra Skoven til den tilgrænsende Klithede ud mod Fjellerup Strand, en højst besynderlig Blanding af vældig øde, lyngklædt Klit og Skovens Urbevoksning. Det er Østjyllands eneste virkeligt storslaaede Klitlandskab Syd for Skagen, og Klitterne staar ikke tilbage for mange af Vestkystens, hvad der naturligt staar i Forbindelse med at Kysten her svinger mod Nordnordvest. Men hvad der gør Stedet til et af de mærkeligste i hele Landet er Skovens yderste Blænkere, som i smaa og store Flokke løber ud mellem Sandbjergene i dette vilde, bølgende Terræn, klæder dets Kløfter og Dale eller strider sig lav og forkrøblet op over dets Brinker, hærget af Storm og Havrøg. Dybt mellem Klitvoldene staar i Lyngen Smaabirke, Bævreasp, Egepurr og Enere og rejser sig saa højt de kan i det ringe Læ, og op over de nøgne Flyvesandsbjerge klatrer Lyng, Rensdyrmos og Marehalm og bider sig fast i den kummerlige Bund. Her ser man Østen og Vesten bides i en Kamp paa Liv og Død, som har varet i tusinde Aar og som aldrig faar Ende, hvis Menneskene ikke skrider ind imod den. Og det bør aldrig ske. Det er et Stykke dansk Urnatur, som bør ligge hen og bestandig raade sig selv. Af pragtfuld Virkning er de enkelte, fritstaaende Birke med Stammernes silkehvide Farve og det lysende Løv mod Dalenes mørke Lyngtæppe, og alle de vilde Blomsters Farver mod de dybe, hvidgule Sandgryder i Klitternes Sider. I en af de næsten cirkelrunde Dale vokser paa den jævne Lyngbund en yndig lille Birkelund, hvis Toppe naår netop op i Højde med de skærmende Klitters Kam. Det er noget af det yndefuldeste, jeg har set — det er næsten som om Vorherre selv har sat en stor Urtepotte her ned til den lille Lund at gro i. En bitte Aa rinder gennem Klitterne og finder sin krogede Vej ud til Stranden, hvor en Samling Hytter, Fjellerup Huse, ligger omtrent helt nede ved Havstokken.

Indefter holder Klitbæltet pludselig op som ved et Hug, og nedenfor ligger Enge med græssende, broget Kvæg, som et grønt Bælte langs Klit og Skov. Viber skriger over Engen, en Gøg flyver over og kukker bagefter nede fra en af Dalene. En Musvaage staar paa spillende Vinger og „muser" over Klitten, da en Krage kommer farende med korte, rasende Skraal og styrter løs paa den, forvandlet til en Furie ved Tanken om sine Unger. Musvaagen flygter, og Kragen indtager dens Plads et Øjeblik, hvorpaa den daler ned og sætter sig i et Birketræ og hoverer højlydt.

Det var mørk Nat, da vi efter en hyggelig Aften i det smukke Juelske Hjem kørte hjemad mod Grenaa. Paa Vejen observeredes i Vognens Lyskegle disse Ting i Rækkefølge: En Hare, der styrter sig fra Vejsporet ud i Mørket. To gloende, runde Katteøjne. Paa en Cykle to hvide Dameben med et enkelt „Katteøje" over. Saa atter to virkelige Katteøjne — og endelig et lysende, flyvende Legeme som en mægtig Natsværmer med et Par brændende, røde Gloøjne, det hele i et Kast op over Forskærmen — en Minervaugle, som var ude paa Natterov.

Ved Grenaa Havn, som er en af de morsomste og livligste smaa Fiskerhavne vi har, møder jeg hver Dag min gamle Ven Laurentinus Sørensen, forhenværende

Fisker og Strandfoged og 73 Aar gammel. Laurentinus er ikke nogen Ferskvandsmatros at se paa, Haar og Skæg kan staa om Hovedet paa ham som et Baal i Blæsten, de hvasse Øjne slaar Gnister mod en over den kraftige Næse, under hvilken Piben er stukket ind ligesom paa Maa og Faa i Skægvæksten. Huden er vejrbidt og barket, og han lugter af Skibshund og stærk Tobak. Stuen faar Slagside, naar han fortæller om sine Oplevelser fra Søen gennem sit lange Liv. I sine unge Dage for han paa de lange Rejser med Alverdens Sejlskibe, siden har han været Skipper paa mindre Fartøjer i indenrigsk Fart, Jagter og den Slags. Og mange Herrens Aar var han ansat ved Redningsvæsnet her og har været med til lidt af hvert i den Bestilling. Og han er det 18 Karats Mandfolk den Dag idag, som han altid har været.

„La’ mig se,“ siger han, „det er vel en tredive Aar siden, at en norsk Skonnert strandede her i en Pivstorm fra Nordøst. Det var ved Vintertid, og det frøs, saa alle Kællinger gik med Istapper under Næsen. Skonnerten, der havde tolv Mands Besætning, drev ind og stødte paa anden Revle lige udfor Havknude Flak, hvor den stod fast. Herinde fra Havnen saå vi nok i Kikkerten, at Folkene satte Baaden ud; men vi var jo klar over, at den skar ikke i det Vejr. Og saa gik vi ud med Redningsbaaden for at prøve aa ta’ dem op. Syv Mand var vi. Det blev en Rotur paa en halv Mils Vej, og det var strandlangs i svær Paalandssø, hele Tiden med Broddet paa Bagbords Side. Naa, det gik jo som det skulde -— da vi var et Par Kabellængder fra Skonnerten, gik Baaden rundt med Kølen ret i Vejret. Da det hændte, var Nordmændene for Resten ogsaa kæntret og laa og drev ind mod Kysten sammen med den hvalte Baad.

De seks af vores Redningsbaads Folk kom op igen og slog Kløerne i Lønningen. Den syvende det var Laurentinus Sørensen. Alle Kammeraterne troede, jeg var gaaet væk; men jeg var bare kommen op under Baaden. Jeg var klar over, at det ikke var noget meget solidt Opholdssted, og gjorde mig Umage for at slippe fra det; men den skar ikke! Til Læ var Baadens Lønning for dybt under Vandet, og til Luvart brækkede Søen hele Tiden. Saa blev jeg derinde. Men det varede hele femogtyve Minutter, inden Baaden velbeholden drev ind i Havstokken, og da de endelig fik mig pillet ud, var jeg mere drownet end jeg har været før eller siden. Og det vil ikke sige saa lidt!“

Jeg spurgte Laurentinus, hvad han tænkte paa i de femogtyve Minutter, da han hang under Baaden.

„Tænkte!" sagde han. „Ja — hwa! Jeg tænkte vel paa, at nu gjaldt det om at holde Hovedet med Næsen øverst, og saa saa nær som muligt under Kølen, hvor der var noget Vejr aa trække."

Efter Redningen blev han bragt ind i et Hus i Nærheden sammen med de mest forkomne Nordmænd, der var bievne lagt tilsengs. Med Nordmændene var det gaaet omtrent som med de andre, deres Baad kæntrede ogsaa, og Kaptajnen og Skibshunden var ligesom Laurentinus kommen op under den hvalte Baad, hvor Hunden sad paa en af Tofterne, da den drev iland.

Laurentinus er født paa Fjellerup Strand i en lille fattig, lerklinet Hytte, hvor han groede op sammen med tretten Søskende. Han færdes endnu bestandig i sin lille Sejlbaad og driver Fiskeri i det smaa, mest paa Torsk og Hummer, som han omsætter i Grenaa. Han lader nødigt en Dag gaa, uden at han er ude paa Havet, for han befinder sig bedst med Piben i Munden, en Rorpind i den ene Haand og et Skøde i den anden. Han ryger meget Tobak, men stiller sig absolut afvisende overfor enhver Form for Spiritus, hvilket han ikke har nydt i de sidste fyrretyve Aar.

Jeg inviterer ham til Frokost, men han siger:

„Nej Tak, min Far! Jeg skal hjem og ha’ Rødspætter!“ — Da jeg véd, hvad for Rødspætter Fiskerne beholder for deres egen Mund og hvordan deres Koner steger dem, med Skindet paa og naturligvis uden den fordærvelige Rasp, saa misunder jeg Laurentinus Frokosten af mit ganske Hjærte.

Det vilde falde mig svært at give en uhildet Karakteristik af Djurslændingene, da jeg har tilbragt min Barndom dér og holder af Minderne om min Fødeegns Befolkning. Endnu for et Par Aar siden levede en af mine mandlige Slægtninge derovre, Gaardejer Peder Wester fra Allelev. Han blev over de firs, men forandrede sig næsten ikke i den Tid, jeg kendte ham, tre Alen høj og saa bred som en Dør. Med det Ansigt og denne imposante Skikkelse kunde han have været i Marsk Stigs Følge, da han red bort til Finderup.

Jeg besøgte ham og fik Lov til at tage et Fotografi af ham, skønt han ikke er meget for Offentligheden. Han var den sidste paa Egnen, som jeg kunde tale med om gamle Dages Forhold og mærkelige Mennesker, baade dem jeg selv har kendt, og dem der var bleven til Myther, Folk der nu spøger i mine Tanker næsten paa samme Maade som Skikkelserne i Kartekonernes Eventyr, der fyldte min Drengefantasi med Undren, naar gamle Karen Obens og Marikatrin Grøww i Efteraars-aftnerne fortalte ved de spruttende Tællelys om „Trolden i det græn’ Bjerre" og „Fanden paa Helmis’en", der bagefter skinbarligen viste sig for mig i Sovekamret, saa jeg med et Bums for ned under Dynen.

Jeg mindes disse Navne og Folk endnu: Flyw-Andrejs og hans Kone Flyw-Sidsel fra Fuglslev, som trak rundt og solgte Bliktøj, naar de ikke levede af Fattigvæsnet, ofte begge to saa fulde som Alliker. Saldrup Jens, som var kommen af Godtfolk men gaaet tilbunds i den klare Fuselbrændevin og blev en vagabonderende Stakkel. Jeg husker Gret Pejtes, der som klog Kone havde en stor Praksis i min Fødeby, hvor hun døde som gammel Kone engang i Halvfjerdserne, og som var særlig berømt for at kunne „sæt i Laww’“. Tysker-Lovise, der trissede rundt og solgte Finbrød og Blødbrød fra sin Kurv, hvor det laa sammen med alt muligt Ragelse, uhyre attraaværdigt altsammen, men uopnaaeligt. Jeg stjal engang en Pistol til 25 Øre fra hende, men skød den af, inden hun gik, og blev grebet og skraalende tvunget til at udlevere Byttet. Boél-Bens, Heksen i Fuglslev, hvis Søn Ras Bens var Spillemand i mange Aar. Det var paa den Tid, da man gned Fiolen en hel Nat for 8 Skilling og en Pægl Brændevin, hvilken sidste udskænkedes saa sent paa Natten som muligt for ikke at skabe „Mislyd". Men først og fremmest husker jeg den berømte, vidtvandrende Spillemand Ras Geworen, som endog havde været i „Kjevvenhavn" og spillet — vistnok endda for selve Kongen! Det sagde han da selv. Han hed egentlig Rasmus Kristensen, var født i Allelev og døde i Hyllested Skovgaarde. Slægtsnavnet „Geworen" maa være kommet af Geworben, en hvervet Soldat.

Det var mærkværdigvis altid ved Vintertid, han kom paa vor Egn; han benyttede vel Sommertiden til sine lange Strejftog. Jeg husker ham, naar han tonede frem i Gaarden med Fiolinen i dens Ræveskindspose, hvordan han trak Vidunderet ud og stemte den med de blaafrosne Fingre, tørrede Dryppen fra den krumme Næsespids og klemte paa. Det hændte, at Buen var saa læns for Harpiks, at den gled aldeles virkningsløs hen over Strængene. —• „Naa, saa Do vil fjætt’ Dæ fraa’ed!" sa’e han. Og saa fik den en Omgang, saa den forvandledes til et Rive-jærn. Han sang ogsaa, som oftest Viser der var forfattede af Mols’ lokale Digter Ras Sams — Rasmus Pedersen, født i Onsbjerg paa Samsø, men tidligt emigreret til Mols — der ofte slog Følge med ham og solgte sine Viser i Afskrift, mens Ras Geworen sang dem. En af disse Viser har jeg siden læst, og den er aldeles ypperlig, helt sublim i Form og Indhold. Den handler om Bækken ved Femmøller, som den vandrende hjemløse altid vil længes tilbage til. Men Ras Geworen havde dog selv skrevet den, han hyppigst sang, og som handlede om, hvordan han var bleven blind, allerede da han var fem Dage gammel. Han havde hele sit Liv et Syn som en Kat, og alle vidste det; men han spillede sin Rolle fortrinligt, og Sangen gjorde dybt Indtryk paa Tilhørerne. Den begyndte saaledes:

Saa skildres Malheuren, da Himlen berøver ham Synet, hvorefter han til sine Dages Ende maa vandre rundt som den ensomme, blinde Spillemand, hvem utalte Ulykker rammer. Han var en pragtfuld Løgnhals. — Jeg véd ikke, hvornaar han døde. Da jeg saå ham sidste Gang, var det paa en jydsk Landevej i 1901, og han var da meget gammel og temmelig forhutlet. Jeg standsede ham og bad ham spille et Stykke. Men han svarede omgaaende: „A speller ent for aall’ aa enhwer!“ Saa skred han videre. Helt var Kunstnerstoltheden ikke død i ham.

Ras Sams gik det vistnok helt godt. Han truede engang Herredsfogden i Ebeltoft med at skrive en Smædevise om ham, hvis der ikke straks blev udbetalt ham en bestemt Sum Penge. Og Ras røg omgaaende i Spjældet. Men da han kom ud, var han bleven Mormon og rejste til Utah. Det er meget sandsynligt, at han er endt som Salmedigter.

— Festligst af alle omstrejfende Folk var vel de fremmede Spillemænd, som vi kaldte Be’merne — Bøhmerne — der kom med deres underlige Træblæserinstrumenter og spillede sammen i Flokke paa 4—5 Stykker. Dér hørte vi for første Gang Harmonier; det krøb underligt ned ad Ryggen, naar alle disse mange, mærkeligt skurrende Lyde, der dog ligesom kendte hinanden, paa én Gang for ind i Ørerne, og Haaret rejste sig i Nakken af Gys og Undren. Det var smaa, mørke Folk, som talte et uforstaaeligt Kragemaal, rimeligvis Zigøjnere. Vi kaldte dem Bøhmere, vel mest fordi Ordet klang saa fjærnt og eventyrligt. Jeg husker endnu et Par af deres Melodier, og jeg har konstateret, at det er „Tyrolervalse". Jeg har aldrig hørt dem noget andet Sted.

— Skygger fra min Barndom, forkrøblede og sære mange af Jer, men ofte smukke. Og altid velkomne, naar I melder Jer i stille Timer.

Min Fødeegns Sprog, som jeg kan tale endnu, er udentvivl Jyllands uskønneste Dialekt. Det savner de to Vokaler ø og y, som er erstattede med e og i, og Konsonanterne er udviskede, især d, der saagodt som altid er blødt som det engelske th i Artiklen the, selv i Begyndelsen af et Ord. — Haaddo waar i

Grenne = Har Du været i Grenaa? Ma35em Bennlekk = Madam Bønneløkke. -— A wel kir te Benn’meed i Lembej = Jeg vil køre til Bønnemøde i Lyngby. — £>e wa dæ, dæ lowed aa lev i Bejen faa mæ, men do gjored jo illiwaller entes = Det var Dig, der lovede at løbe i Byen for mig, men Du gjorde det jo alligevel ikke. — Naada! hedder Ih, Noddeda! — En Ven af mig, som sammen med mig besøgte min Fødeegn, blev heftig forskrækket, fordi Konen i Gaarden, hvor vi boede, bad ham om at hjælpe til med at „skid paa Dragkisten" — den skulde flyttes. Og Konen vilde endda tale fint ved den Lejlighed; til sine Bysbørn vilde hun have sagt „skiwd“, hvad der jo ikke var nær saa galt.

Dette karakterløse, udflydende Sprog, som mangler ø’ets mørke Klang og y’ets Fløjtelyd, naar sin Kulmination paa Molshalvøen, selv om det her ikke helt er det samme. Der er for mig ingen Tvivl om, at det er Molboernes Tale, der har givet Anledning til Forestillingerne om deres Dumhed, maaske i Forbindelse med, at Indbyggerne her i denne afsides Egn har bevaret gamle Sæder og Skikke meget længere end deres Naboer. Det er en kendt Sag, at „Molbohistorierne" gaar igen paa saa godt som alle europæiske Sprog; saaledes hæftes lignende Historier i Tyskland til Mecklenborgerne, i Frankrig til Gascognerne, i Rusland til Lillerusserne o. s. v., og de har Sidestykker endogsaa mellem asiatiske Folkeslag. Den kendte Historie om Molboerne, som vilde tælles, og efter flere forgæves Forsøg enedes om at stikke Næserne i en Kokase og derefter tælle Hullerne, har et fuldstændigt Sidestykke paa Indisk.

Oprindelig knyttedes her i Landet disse Fortællinger til alle Jyder, og først sent stedfæstnedes de til den sydlige, djurslandske Halvøs Indbyggere, og hermed har Jyderne nok selv været behjælpelige. Molboerne er et Folk, som fra Tidernes Morgen har kæmpet mod en karrig Natur i et barskt Klima, et Højlandsfolk, der ikke er kommen sovende til en eneste Trevl af hvad de ejer. Den gir ikke Sløvhed, denne Kamp for Tilværelsen, et dvask Folk klarer ikke en saa-dan Kamp, som Molboerne har gjort det. Men lidt ejendommelige kan de jo nok forekomme den fremmede.

Jeg hørte en Historie om en Kone i en Landsby her, hvor Præstens Søn, som var Student, kom paa Besøg i en Bondegaard sammen med en Kammerat. Konen stod og fortalte om, hvordan Livet havde formet sig i den lange Tid, Studenten havde været borte fra Egnen, mens hendes yngste Datter Margrethe, en slank Ungmø, der var bleven hele sejsten Aar, stod forlegen opad Husvæggen og gærne vilde inddrages i Samtalen med de to unge Fremmede. Moderen fortæller:

„Ja, det gaar jo saa’en, at Rasmus er rejst til Kanåda, og Hans er i Syd-amærrika; spredt er Drengene øwwer hiele Jorden — især bette Jens, han er i Australien." Og saa vender hun sig om og ser smilende paa Datteren, som er bleven saa høj og køn: „Og Margrethe — ja hun er jo bløwen et lang Skiihus!"

Det djærve Ord er ingen Raahed i den brave Kones Mund. Det er hendes Hensigt at give Datterens Skikkelse Glans i de unge Mænds Øjne; hun er stolt af hende, men vil blufærdigt skjule det under et digterisk Udtryk. Jeg forstaar hende fuldstændigt.

Men hvordan klare bette Jens!

Ældre Forfattere hævder, at Sønderherreds Egne omkring Aalsø, Vejlby og Trustrup er kedsommelige og allerede giver en Forsmag paa hvordan det indre

Djursland bliver længere mod Vest. Jeg synes ikke, de har Ret; for det er min Barndomsegn! — Kom hertil paa en velsignet Sommerdag, hvor Vestenbrisen spiller over det jævne Land og den rene, blaa Himmel med lette Cirrusskyer straaler over de bugnende Kornmarker med Byggens Silkesvøb, over de duftende, tætte Høstakke og de fjærne, blaanende Skove, over Herregaardenes slanke Spir og de hvide Kirketaarne — saa er ogsaa her vidunderligt, rigt og skønt.

Og her har jeg et Sted, som jeg søger hen til, hver Gang jeg kommer hertil. Det er ikke andet end en lille Dam ude paa Marken ganske nær ved min Fødeby. Her er ensomt og godt. Mine Drengeaars uforglemmeligste Timer har jeg tilbragt her, og her har jeg drømt mine mest fantastiske Drømme. — Især mindes jeg Stedet ved Sommertid, naar vi badede her, eller naar jeg færdedes her ganske alene, enten fiskende eller siddende uvirksom under de smaa Træer, som gror langs Dammens Bred, Pilebuskene, Poplerne og Elletræerne, stirrende ned i det dybe Vand, hvor Gedder saa gamle som Methusalem og saa store som Krokodiller stod stille ligesom trøskede Træstammer med Mos paa Ryggen og lurede paa Karussernes Bataljoner, der jog forbi som Sabelhug af gyldne Klinger, hvor Solskinnet ramte Vandfladen.

Her fandt jeg første Gang Eventyret i Naturen, her tabte jeg min Sjæl, just som jeg havde faaet den, her levede jeg saa intenst som Robinson Crusoe paa sin Ø. Og hertil vender jeg stundom tilbage, ofte langvejs fra og med mange Aars Mellemrum. Men hver Gang jeg genser Stedet, vækkes alle de gamle Følelser tillive paany. Og naar jeg genkalder i Tankerne, hvad der er hændt mig i Livet, saa kommer det mig bestandig for, at dette var det vigtigste.

Det er galt for den Mand, som ikke har en saadan Plet, hvortil han kan vende tilbage, og som han bestandig kan omfatte med den samme Glæde. Det er vel svært at give denne Følelse Navn; nogle kalder den Hjemstavnsfølelse. Jeg er ikke bange for at kalde den Fædrelandskærlighed.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela