PAA SUNDEVED
Jeg staar en Eftermiddag paa Dybbølbjerg. Den hvide Mølle foran mig staar skarp og blændende mod en tordenblaa Sky med ildgule Rande; dybt nede bag Møllen i Øst ligger Sønderborg med sine røde Tage, og bag denne igen har jeg milevid Udsigt over Alsland. Sundet, blaat som en strid Flod, skærer sig ind fra Syd og forsvinder mellem Byens røde Tegl. Banken under mig har aabne, grønne Marker, tæt dækkede af gule Blomster. Over mig og til alle Sider lyder en ustandselig Lærkesang, stærkere end de dæmpede, brusende Lyde nede fra Sønderborgs Havn.
Fjærnt ude fra Havet lyder Dundren af Kanoner, vistnok nede fra det tyske Syd for Flensborg — et godt Akkompagnement til Stemningen, som griber mig heroppe paa det historisk berømte Sted. Bag Vemmingbund løfter sig det høje Broagerland med sine skønt bølgende Marktavl bag de bratte Klinter.
Fra Dybbølbjerg har man en af de smukkeste Udsigter i Østslesvig. Sønderborg er en af de yndigst beliggende Byer i Danmark, paa Grænsen af Alssund og det aabne Hav, hvis Fastlandskyst fortoner sig mod Syd med Næs bag Næs. Flensborgvejen sænker sig i hastige Kast ned mod Sundet, der er saa straalende blaat med blanke Strømskæringer som klare Aaløb. — Her ender Østersøen, det er dens vestligste Udløber, som skyller sine Bølger ind i Flensborgfjord og sender sin Strøm ind gennem det smalle Alssund. Her gaar det aabne Havs Kystnatur over i Lille-beltslandskabet, der fra nu af bliver eneraadende helt op til Strib, og som har beslægtede Egne ved Vejlefjord, ja saa langt borte som Kaløvig. Fjordesystemet fortsætter endnu langt videre, over Randers og Mariagerfjord helt til Limfjorden, men histoppe er det det aabne, vilde Kattegat, som er Fjordenes Frænde, Landskaberne om dem bliver barskere og mere aabne, Klimaet haardere, Vegetationen fattigere. Yndigt møder den stærke, jydske Natur netop her nede de blide Ølandskaber. Jylland, den lange Fastlandskarl, har samlet alt det milde i sit Sind og favner langt og ømt efter Øbopigen. Og Als dernede er den fineste Unge, de har faaet. Den er falden mest ud efter Moderen, men har faaet et Stænk af Faderens stærke Sind, naar han er i Helligdagsstemning.
— To Ting gør hver for sig et kraftigt Indtryk paa mig, naar jeg færdes ad Flensborgvejen forbi Dybbøl Mølle: de danske og tyske Krigergrave og Bebyggelsen langs Vejen. Her fra Møllen og ind gennem Dalene mod Alssund bølgede Kampen den 18. April efter at Skanserne var faldne, Gravenes Mængde langs Vejen viser dens
Alvor, Mindesten og smaa skønne Anlæg dækker Stederne, hvor de faldne er jordede, værnet med samme Omhu gennem Tiderne af Tyske og Danske. Men hvor rent ud gruopvækkende er ikke den Række Bygninger, som mellem Gravene garnerer Vejen paa begge Sider ned mod Sønderborg. Atter her synes det være en „Musterbuch“, som ligger til Grund for denne Arkitektur. Ingen dansk Stationsby kan opvise saadanne Villa-Rædsler. At der lige overfor et af de smukkeste Gravsteder staar et Skilt, en anmassende Reklame for et eller andet Skurepulver, nævner jeg kun for Fuldstændigheds Skyld. Ikke alene er denne Bebyggelse en Forulempelse mod selve Stedet, men Landskabet vidt og bredt skæmmes deraf.
Dels ved Køb i 1922, dels ved Fredningsservituter er Skansearealet paa Dybbøl og de tilstødende Jorder nu værnet mod yderligere Bebyggelse.
Jeg besøger Stedet for Løjtnant Ankers og hans Folks heltemodige Kamp, den berømte Skanse II, hvis Volde nu er udslettede, men hvor der findes Spor af Blokhusets Fundament og af det ene Krudtmagasin. De, som har fredet dette Sted og værner om dets Minder, kan ikke være bekendt at lade det Monstrum af et Monument blive staaende, som er rejst paa Skansen efter Genforeningen, denne sammenrodede Klump af Cement og smaa Kampesten, der ikke har mere Form og Stil, end om en overfodret Mammuth havde tabt den, og som trods sin aabenbart gode Hensigt virker fuldkommen lattervækkende.
Vejret er blevet koldt, mens jeg gaar heroppe paa Højderne mellem de gamle Skanser, Luften er graa og tung, næsten vinterlig. I Syd staar Broagerlands gule Klintefald skarpe ned mod Vemmingbunds isengraa Vande, østligst derude Skeide Skovs høje, mørke Bøgestammer kompakt som et Plovjern ud i Havet, i Sydvest Broagers dobbelte Kirkespir op mod den kolde, skytunge Himmel — en Stemning vel omtrent som i hine Aprildage, da Kanonrøgen slog ud som svovlgule Blomster derovre paa Broagers Banker, mens Skanserne sank sammen under Byger af Jærn og mange danske Mænd blev kolde og blege, mens Jorden drak deres Blod.
Saa stille her er. Kun to bitte Stemmer hører jeg af og til, hvor jeg sidder. Der gaar to Smaapiger i Nærheden og plukker Markblomster, det er deres stilfærdige Pludren, jeg hører. Da de har faaet Hænderne fulde af gule Blomster, sætter de sig tæt ved hinandens Side for at binde dem sammen. Engang imellem støder de Hovederne sammen af lutter Iver.
Det er den allersidste Udgave af de sønderjydske Piger.
Vejret er klaret op, da jeg Dagen efter er taget over til Broagerland, og Solen straaler over Smølvold og Landet omkring den fra en Himmel, der er spættet med fine, hvide Smaaskyer. Mod Øst, Nord og Vest taber Landet sig i Dis og blide Fjærntoner — Østersøen udenfor Vemmingbund, Dybbøl Møllebakke, Nybøl Nor, de pragtfulde Skove om det yndige Graasten, Flensborgfjord og det tyske Land bag denne — et vidunderligt Panorama. Hundreder af Lærker synger, Haner galer nede i Smøl og faar Svar ovre fra Broager.
Intetsteds tager Flensborgfjord sig prægtigere ud end fra dette Sted. Her er langt mere frit og ejendommeligt end ved Inderfjordens berømte Nordkyst. Mangfoldigt virker Landskabet herfra med dets vidunderlige Linjer, hvor hver Dissonans løber ud i en straalende harmonisk Opløsning, hvor blide Toner i alle Afskygninger af Grønt spiller bag Kystlinjerne mellem de favnende Fjordarme, der snart er dyb-blaa, snart blændende som Ild under Solens Hjul.
Usædvanlig pragtfuldt er Synet af de mange Teglværker, hvis intense rustrøde Farver og mægtige røgsværtede Skorstene staar herligt mod det dybblaa Fjordvand og de bleggrønne Marker. Ogsaa linjemæssigt er disse Snese af sortrøde, ranke Søjler af en næsten raffineret, landskabelig Virkning, som lodrette bærende Led mellem Landskabets horisontalt svungne Linjer. Sjældent har jeg set Bygninger gøre sig saa smukt i et Landskab og fremhæve dets Skønhed. Eckersberg havde Øje for denne fuldkomne Harmoni, hvad han viste da han malede Billedet af Rendbjerg Teglværk, et af hans farvemæssigt set smukkeste Arbejder.
Fra den højtliggende Broager Kirkegaard vilde man have en fremragende Udsigt, hvis denne ikke efterhaanden var spærret af Plantninger og Huse. Den gamle smukke Kirke har lidt meget ved Ombygninger i Tysketiden, især Taarnene og Tværskibet, lige som Spir og Tag hist og her er tækket med Skiffertavl i rædselsvækkende Mønstre. Efter Genforeningen har Mogens Clemmensen ved en udmærket Restaurering fremdraget en Del af Kirkens ældgamle Rester.
Fra Broager gaar Vejen i bløde Fald ned over Øen til Skeide Skov paa Landets Sydøstpynt ud mod det aabne Hav. Vejret er herligt, Foraaret drager ned over Landet med hele sit Følge. Slaaentornen blomstrer, og i Landsbyen staar alle Frugttræer med lysende Kroner. Inde i Skoven er Bunden spættet af Anemoner og gule Ranunkler, Markerne udenfor af Følfod og Bellis. En grødetung Dis ligger over alle fjærne Steder.
Skeide Skovs østlige Del, Kobbelskov, er en af de fineste forstdrevne Bøgeskove i Landet; med høje, slanke Stammer staar den helt ud til den bratte Klint mod Østersøen. Ær, El og Ask findes spredt mellem Bøgene, og flere Steder i Skovbunden finder jeg Kristtorn, men kun lav af Vækst. Anselige Ørnebregner fra ifjor, røde og visne, staar rundt om i Tykningen mellem lave Hassel og Tjørn.
Jeg hørte flere Gange Hejrer skrige fra Trætoppene og saa ogsaa et Par enkelte flyvende. Men tiltrods for at jeg vidste, at der findes to større Hejrekolonier i Skoven, en paa Øst- og en anden paa Vestsiden, lykkedes det mig ikke ved at gøre Spektakkel at faa dem til at lette i Flok. Men just som jeg havde opgivet det og gik langs Kysten for at begive mig paa Hjemvejen, kom to Flyvemaskiner ind over Havet fra Øst og tog Sigte lige mod Stedet, hvor jeg stod. Det hjalp. I samme Øjeblik som de malede ind over Trætoppene, vistnok kun 100 Meter over disse, lettede paa én Gang 18 Hejrer, hvis Skrigen næsten overdøvede Motorernes Hvæsen. Ingen af dem flygtede, men holdt sig kredsende over Stedet — de har Unger paa Reden. Længe efter at Maskinerne var forsvundet, holdt Fuglene sig kredsende og skraa-lende over Bøgetoppene.
Vandringen ad Klintekammen langs Skovens Udkant med Udsigten over Østersøen med Als Kyst i Nord og Angels i Syd er uforlignelig paa en Dag som denne. — I Læet under Skrænten ved Skovens Nordside, hvor et Par ensomme Hytter ligger ved Skelde-Kobbel, traf jeg en glad Mand, en Fisker som var ifærd med at bøde sine Garn ved Stranden, en prægtig, gemytlig Gubbe, som slog en munter Latter op til hver tandet Ord og saa ud til at være Verdens lykkeligste Menneske, tiltrods for at han var Indehaver af en dadelfri Skjorte. Det var ikke alene hans Væsen og hans lykkelige Smil, der gjorde ham smuk, han er virkelig af Ydre et af de smukkeste Mandfolk, jeg har mødt, en ren og god nordisk Type, en fortrinlig Repræsentant for en forhen fremragende Race, som efterhaanden hertillands har sat sine fleste ydre Kendemærker overstyr og er bleven et Sammensurium af alt muligt.
Kirken i Notmark paa Als.
Augustenborg Slotspark med Udsigt over Fjorden. Til venstre Stammen af en ontarisk Poppel, stærkt forvitret.
Den unge Pige fra Nordborg paa Als.
Nis Petersen Smith, Lavensby Mark paa Als. 93 Aar. Veteran fra 1864.
Dybbøl Mølle, set fra „Flagbakken" i Sydvest.
Den gamle Gaardejer fra Lebøl-ved .Høruphav paa Als.
Udsigt fra Skanse II med Pioner Klinkes Grav over Vemmingbund til Broagerland.
Lille Borreshoved med Skeide Skov paa Broagerland.
Mellem Broagerlands Nordvestpynt og Egnen om Graasten skærer Egernsund igennem og danner den gamle Vandvej mellem Flensborgfjord og Nybøl Nor, en smal og dyb ultramarinblaa Strøm mellem lave, grønne Skrænter, hvor bredbovede Kuffer og Tjalke glider ud og ind eller ligger fortøjede langs Bolværkerne paa begge Sider med en Baggrund af høje Træer og frodige Agre. Det er den mærkeligste Blanding af Havne- og Fjordidyl, af Kyst- og Bondeland, hvor Bønder synes at staa begede bag Rattet og Skippere færdes bag Ploven.
Jeg sidder paa Broen med Benene dinglende ud over Vandet og lader Solen bage min Ryg. Lige foran mig paa Strømmen ligger to store Kuffer med deres sorte og hvide Skrog op mod de gule Rørskove paa Bredden. Fortøjningspæle af Fyrretræ, der er friskt afhøvlede foroven, skinner som Svovl mod den dybblaa Strøm. Et Par Mand er ved at olje de ravgule Master paa en Tjalk nærved mig; paa dens Navnebræt staar „Familiens Lykke“ malet med stor Omhu. Det er rigtigt — netop det, som det kommer an paa, saavel ved Egernsund som andre Steder. — Et Par store Teglværker med deres Skorstene, røgsorte i Toppen som uhyre, afbrændte Tændstikker, rejser sig paa hver sin Side af Sundets nordre Udløb med deres vældige Tagmasser som ildrøde Fæstninger mod Strømmens Hvirvler. Paa en lille Bedding ligger en Kuf ophalet, halvt skjult bag Træerne i en Frugthave og med Sprydet ragende op over et mosgroet Straatag og de blomstrende Kirsebærtræer.
Her lugter af Fisk og Tjære og Kostald samtidig. En Plovmand færdes med sine Heste op og ned ad en Stump Mark bag Rørskoven, ikke tyve Alen fra Bolværket. Plovjærn og Skibskøl blinker saa nær hinanden, at en Kollision synes truende mellem disse to Stormagter, som pløjer Havene og det danske Bondeland, men som i Øjeblikket synes saa ilde stedt. Ogsaa „Du Danskes Vej til Roes og Magt, fedladne Gris“, som færdes paa Toften bag mig, er jo desværre ogsaa for Tiden gaaet bag ad Dansen. Ingen Sti til Velstand er længere sikker, end ikke Grisestien. Men det gaar vel rundt paa en eller anden Maade trods Jammeren, ialfald saalænge denne bunder i at her er for meget til at vi kan spise det selv.
— Egernsund er et af den Slags Steder, som vi vil møde faa af paa vor Vej gennem Jylland. Halvøen er ikke rig paa smilende Smaasunde — Gennemsejlinger som ved de sydfynske og sjællandske eller lolland-falsterske Smaaøer. De fleste herovre er barskere, kraftigere end Øernes. Men denne ene slaar til Gengæld alle andre ved sin mærkelige Ynde.
1 en nøjere Beskrivelse vilde det sundevedske Landskab i for mange Henseender falde sammen med det ais’ske. Blot er det første endnu federe, et sent opdyrket Skovland, hvis Jordbund i Frodighed overgaar alle andre Egne i Sønderjylland. Et stort Højdedrag strækker sig tværs over Landet fra Graasten til Dybbølbjerg, men ogsaa Norden for dette gaar Landet op og ned i brede Drag; ligesom Als er det et typisk østligt Morænelandskab, Aflejringer fra Istiden. Men trods de bugnende Marker, Gaardenes rige Haver og de levende Hegn, der her naar endnu større Fylde og Pragt end paa Als, virker Landskabet mere aabent og mere barskt paa Øjet end denne Ø. Det er som om Bakkerne allerede her forbereder sig paa Dysten med Vesten, et Forspil til det landskabelige Drama, som opføres tæt herved.
Beboerne i dette rene Bondeland, der nu kun tæller et Par enkelte Storgaarde, og hvor de tætliggende Smaagaarde har et fuldendt Mønsterbrug, har haft Udvikling fælles med Alsingerne og ligesom disse gennem et Par Aarhundreder været kørt i stramme Tøjler af Adelen, lige fra Hertug Hans d. Yngres Dage til Slutningen af d. 18. Aarhundrede, i hvilket Tidsrum Landsbyer raseredes for Anlæggelsen af Vildtbaner, store Hovedbygninger anlagdes, og Bønderne sled i Hoveri for Godserne, mens de levede i en selv for denne Tid usædvanlig Armod og Usseldom. Disse sundevedske Bønders Efterkommere staar nu baade som Landbrugere og med Hensyn til Oplysning usædvanlig højt, og det paastaas, at blandt Nordslesvigerne er Sundevedboerne baade de dygtigste og mest sympatiske.